Archive for category: HVERDAGSSKRIVERIER

Her kommer et indlæg, jeg har haft i siddende i mine fingre i ret lang tid. Jeg har, ærlig talt, bare ikke turde lade min fingre klimpre på tastaturet af frygt for, hvad der ville komme ud. 

Jeg vil nemlig gerne dele mine tanker omkring det at være i “giftealderen”, men ikke have synderligt lyst til at blive gift. 

Og jeg har faktisk været lidt bange for reaktionerne. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg tror, at der er mange, der har det på samme måde som mig. Men det er bare ikke noget, vi snakker om. Det er ikke en generel tendens sådan at gå rundt og dele sine tanker omkring det, ikke at ville giftes. Eller i hvert fald at “mangle” den der følelse af at VILLE giftes. 

For når jeg har ytret mine følelser og holdninger om det at jeg ikke drømmer om at blive gift, bliver jeg altid mødt af; “hvorfor vil du ikke giftes!? Elsker I ikke hinanden. Hvad er der galt med dig!” Ej okay. Den sidste sætning er vist ikke noget folk siger. Det er mere noget jeg kan mærke på folk. 

Som om jeg var imbicil. Som om der da må være noget galt med mig. Fordi jeg ikke har en prinsessedrøm om et stort bryllup og efterfølgende ægteskab. 

“En kvinde på 27 år, nyligt færdiguddannet og med en kæreste på 6. år. Der IKKE vil giftes! Så må der da være noget galt med hende!“

Det vil jeg dog postulere, at der ikke er. Noget galt med mig altså. Jeg har bare ikke en ubehændig trang eller drøm om at gå ned af kirkegulvet i en hvide kjole. Selvom dette selvfølgelig er at betragte som selve brylluppet. Sådan rent teknisk vel? 

Det er måske bare hele samfundets opstilling og glorificering af både bryllup og ægteskab, jeg ikke ser nogen mening i. 

I grunden er det jo de normer samfundet opstiller, som jeg stiller spørgsmålstegn ved. Som JEG mener, der er noget galt med. Ikke kun folks undren og blikke når jeg siger, at jeg ikke drømmer om at blive gift. 

For der kommer flakkende blikke når jeg fortæller, at jeg ikke drømmer om ægteskabet. At jeg ikke, fra jeg var en lille pige, drømte om at gå ned af kirkegulvet i en stor hvid kjole. 

Men ét er ikke at drømme om et stort bryllup med alle de tilhørende traditioner. Der er efterhånden en accept af at fejre kærligheden i mangfoldige praktiske udgaver end en fest i det lokale forsamlingshus. Jeg har hørt om flere, der inviterer hele familien med ud at rejse, eller vielser, der har fundet sted på lokationer, der før i tiden aldrig ville være valgt til dette. 

Noget andet er ikke at drømme om selve ægteskabet. Her stejler ret mange mennesker. For der er vel ikke noget mere romantisk end at vie resten af sit liv til et andet menneske via ægteskabets papirmanifesterende form?

Jeg kan hilse og fortælle, at der heller ikke er noget mere økonomisk fordelagtigt. Det at blive gift med et andet menneske er altså bedre for økonomien. Hvorfor? 

Når jeg googler “økonomiske fordele ved ægteskab” dukker der 55.800 resultater op på 0,30 sek! Der er altså rigeligt fordele, rent økonomisk, ved at blive gift. 

Det er så yndigt at følges ad. Og man kan spare en masse penge, hvis man vælger at gøre det i form af ægteskab. Selvom man er samlevende og lever på præcis de samme kår som et ægtepar, så bliver man altså ikke forundt de samme gode.

Der er selvfølgelig mange variabler når vi snakker økonomiske fordele ved ægteskab fremfor at være samlevende. For blot at nævne lidt så bliver dit uudnyttede fradrag og underskud overført imellem ægtefæller fra det første år af ægteskabet. Dette sker helt automatisk. Hvis den ene part dør, arver den anden automatisk. Dette sker ikke ved “papirløse” forhold. Her SKAL man oprette et testamente og testamentere sin formue til sin samlever. 

Så hvorfor ikke bare blive gift tænker I? Og jeg….

Fordi det ikke skal handle om økonomien. Fordi jeg ikke vil giftes på baggrund af tal. Fordi jeg ikke vil påduttes ægteskabet af økonomiske årsager. Eller af sociale.

For kan man overhovedet leve sammen, have børn, villa og vovse uden at være gift? Er der ikke noget galt med én, hvis man ikke har lyst til ægteskabet?

Er det at fravælge ægteskabet underlagt social stigma?

Bliver jeg stigmatiseret fordi jeg ikke er gift? Fordi jeg ikke har lyst til at blive gift. 

Det føler jeg i hvert fald nogle gange. Det er som om ægteskabet er en klub, jeg ikke nødvendigvis har behov for at blive lukket ind i, men alligevel føler jeg, at jeg bliver holdt udenfor. Det er tosset. Jeg er afvigeren. Fordi jeg ikke har lyst til at SKULLE giftes. 

Det værste er, at jeg kan mærke, at det ikke er mine følelser omkring det ikke at have lyst til ægteskabet. Det er de følelser, der bliver projiceret på mig fra de ellers søde mennesker jeg kender, der ikke ser andre mål for et forhold end ægteskabet. Der måske ikke har overvejet andre former for forhold. Det at blive gift, brylluppet, den hvide kjole, festen og ægteskabet bliver et mål. 

Jeg så en video den anden dag, der handler om at man skal huske dansen og musikken i livet. Fordi dans og musik ikke har et mål. Fordi det for en musiker ikke handler om at blive hurtig færdig med symfonien. Det handler ikke om afslutningen. Det handler, så kliché som det lyder, om processen. Og at vi mennesker ofte er gode til bare at ville være færdige. Vi vil nå til et mål. 

Men en symfoni ville ikke være fantastisk, hvis den kun bestod af de sidste noder…

Er bryllup og ægteskabet en manifestation for et forholds mål? 

Eller er det måske bare pausen mellem satserne i symfonien? 

Det er heller ikke fordi jeg nægter at indgå i et ægteskab. Det er ikke fordi jeg skal have ildtangen frem ved tanken om at omtale bryllup og ægteskab. Det er bare ikke noget jeg drømmer om. Det er ikke noget jeg MÅ have eller har hede drømme om. 

Og det er bestemt ikke for at negligere ægteskabet eller bryllup for den sags skyld. Der er da ikke noget smukkere end når to mennesker vil fejre deres kærlighed, og jeg er sikker på, at (næsten) alle ægteskaber bliver indgået på baggrund end alt andet END økonomi. 

Jeg stiller mig blot undrende overfor denne tilsyneladende “formel” samfundet har påduttet os. “Få en uddannelse. Få helst børn imens eller i hvert fald efter! Bliv gift.” 

Jeg skal heller ikke have børn foreløbig, men det er en helt anden snak. 

Jeg er klar over, at denne formel ikke er noget vi skal efterleve. Det kan også være, det alt sammen er noget jeg opfinder i mit hoved. Det her med at det er det “rigtige” at blive gift. Eller i hvert fald at drømme om det. 

Men jeg drømmer ikke om bryllup og ægteskab. Jeg drømmer om at fortsætte mit romantiske, dejlige, stabile og kærlighedsfulde forhold resten af livet. Ægteskab eller ej. 

For lige at runde den fint af; hvis jeg en dag skulle blive udvalgt til et frieri, så vil jeg ikke afstå mig fra at sige ja tak. Det er bare ikke et behov fra min side for at kunne leve sammen resten af livet, at vi skal være gift. 

Sidder I andre derude med disse tanker, eller ER jeg bare afvigende?

 

En sætning jeg bl.a. postulerede at være et godt råd i dette interview som jeg deltog i hos Jane, der blogger på Papirflyet.

Det er noget, jeg har reflekteret en del over siden. Ikke interviewet. Det synes jeg, at jeg nailede!

Men den del med at være sig selv. For det ER et godt råd. Men gode råd har det ofte med også at være de svære at efterleve. Især dem vi selv slynger ud til højre og venstre.

Når veninderne spørger om gode råd, omkring den fyr de dater, og man tydeligt kan se, at han ikke er god for hende, bræer vi i kor, “gå fra ham! Du er meget mere værd! Du forjener SÅ meget bedre!”. 

Men har vi ikke alle været i den situationen, at vi ikke har kunne se skoven for bare træer? Eller i dette tilfælde; idioter for bare overarmsmuskler. For der er som regel et eller andet tiltrækkende ved idioten. Har vi ikke alle været i mere eller mindre dysfunktionelle forhold, hvor det eneste funktionelle var måden vi trodsigt, langt om længe, pakkede vores ejendomme på og skred?

Jeg ved i hvert fald, at jeg har været der. Og undervejs i hele processen fik jeg gode råd med på vejen. “Kan du slet ikke se, at han er behandler dig skidt? Et godt råd – skrid fra ham!”. 

Det behøver ikke engang være i de dysfunktionelle forhold, de gode råd er dyre…

Har vi ikke alle haft følelsen af, at ham (eller hende) derhjemme har brokket sig en anelse for meget på det sidste over, at vi “igen har glemt at tømme skraldespanden! OG du har heller ikke smidt dine sure trusser til vask. Come on. Hvor svært kan det være?”……

Nogle gange bliver vi mennesker bare irriteret på hinanden. Der behøver ikke altid være en logisk grund. Ofte er grunden, at man bor sammen og er sammen firetyvesyv. Så går man altså nogle gange hinanden på nerverne. Og det er okay.

Det kan til gengæld være ret svært at tage imod de, sikkert velmenende, gode råd fra vennekredsen, når vi igen, igen har brokket os over vore bedre halvdel, der IGEN har glemt at tage opvasken som han (eller hende…) lovede.

 

For nogle gange har vi i virkeligheden ikke brug for råd. Vi har ikke brug for positive opmuntringer, eller bekræftelse på, at ens partner er dum. For ofte skal vi bare have lettet vores hjerter. Og ham derhjemme ER jo sød. Vi skal åbne ventilen, lade trykket dampe af, og er good to go igen efterfølgende. Nogle gange er tingene ikke mere kompliceret end som så.

Andre gange søger vi dog rådene. Vi søger at kunne stole på andres visdom, erfaringer og fejl.

I disse tilfælde er råd kærkomne og bydes hjertelig velkommen. Det er bare ikke altid, det er lige nemt at efterleve de gode råd.

Som rådet, “bare vær dig selv”. 

Den er edderpokme svær synes jeg. “Bare vær dig selv”. 

“Ja det kan du da sagtens sige. Du klarer det også skide godt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem DU er.  Men hvad med mig? Hvordan kan JEG “bare” være mig selv?”.

Så mit eget råd finder jeg en anelse svært at efterleve. Især lige for tiden. Jeg finder, at alting jeg gør, skaber usikkerhed omkring min person. Omkring, hvem jeg ER. For hvem er jeg egentlig? Og hvem har sagt, at jeg skal finde ud af det lige nu? Er der overhovedet en facit for den ligning, eller leder jeg efter det mystiske X?

Jeg prøver, så godt som jeg kan. Det der med at være mig selv. Jeg mener; hvem skulle jeg ellers være?

“Ja, en hulens masse andre seje damer sgu da!”

For det er nok lidt mit problem. Især i blogland. For der er SÅ mange cool mennesker, at det kan være svært “bare” at være sig selv. For er det nu godt nok? Og de andre er også så seje.. Dem vil jeg da langt hellere være. Suk.

Det er ikke altid nemt. Men jeg tænker, at jeg er mig af en grund. Den grund skal jeg så bare lige have fundet. Det arbejder jeg på i øjeblikket. Imens jeg deler gode råd ud til alle i mit nærvær!

Jeg ved ikke med jer, men jeg er typen, der hader spildtid. Det er ikke fordi jeg er dårlig til at stå i kø. Jeg ynder bare at bruge min tid, imens jeg står i kø, på andre ting, end at pille mig i næsen eller brokke mig over, at der ikke bliver åbnet en kasse til.

Det samme gør sig gældende når jeg f.eks. cykler de 4,8 km hver vej til og fra arbejde. Eller når jeg cykler rundt i det hele taget. Eller i dag, hvor jeg gik en tur i byen og kiggede i butikker. Generelt når jeg bevæger mig via transport og er alene. For mig er denne tid i virkeligheden lidt “spildt”. Kan I følge mig?

Det er tid, hvor jeg ikke kan lave noget andet end at se lige ud på vejen og sørge for, at jeg ikke brager ind i cyklisten foran mig på cykelstien.

Men så er det godt, at jeg kan bruge tiden på så mange andre ting. Som f.eks. at lytte til podcast. Det er noget jeg gør mig ret meget i, og jeg elsker det. Især fordi de podcast jeg lytter til er ret sjove eller givtige, og de giver mig ofte tanke til refleksion.

Derfor tænkte jeg, det var oplagt at dele de tre podcast jeg lytter allermest til for tiden, herinde. Uden at trække tiden yderligere ud får I dem derfor her! Vi skulle jo nødig spilde tid vel!

Denne podcast fra bloggeren Emma Martiny er berigende på mange måder. Hun interviewer forskellige personer, der alle har det til fælles, at de er meget inspirerende. Jeg har hørt alle hendes podcast so far, og selvom der er pause mht. at lægge nye op, så er hun vist i gang med at producere flere. Der er flere interviews med andre bloggere og seje forretningsmennesker i det hele taget, og jeg kan kun anbefale, at du lytter til denne podcast.
Hver podcast tager ca. i snit mellem 20 og 40 minutter, og dette passer lige til en cykeltur. Ellers kan de snildt bides over! Du kan lytte til dem lige her, eller finde hende i app’en Podcast.

Denne podcast er lidt selvudnævnt til at komme på listen i dag. Jeg lytter ofte til Mads og Monopolet når jeg slår græs, hah! Så går jeg og morer mig over, hvordan andres også tilsyneladende trivielle liv, kan indeholder dilemmaer, der udgør et radioprogram. Ofte er dilemmaerne ret sjove og interessante, og jeg sidder altid tilbage med en masse tanker omkring dem vs. de dilemmaer, mit eget liv indeholder. Derudover giver det mig altid en skøn weekendfølelse at lytte til denne podcast en simpel tirsdag eftermiddag. Alene af den grund, at de normalt bliver livesendt om lørdagen! Forskellen på liveudsendelsen og podcast er dog, at der ingen musik bliver afspillet i podcasten. Det er hardcore dilemmaer.
En podcast tager alt imellem halvanden til to timer, og jeg deler ofte denne podcast op efter dilemmaerne. Du kan lytte til den online her, eller finde den i podcast app’en.

Den sidste podcast i denne omgang er næsten den vigtigste. Det er i hvert fald en podcast, der omhandler vigtige samfundsemner, og som giver meget stof til eftertanke. Ikke nok med det, men så er det også en podcast, vi kan lære rigtig meget af at lytte til. Til de af jer, der ikke kender til TED Talks, så er det en nonprofit institution, der giver rum til, at relevante personer kan snakke, på en motiverende og inspirerende facon, om emner, der rører på sig i samfundet, og som kan være vigtige at tage op til debat. Jeg hørte f.eks. en TED Talk i dag omhandlende indiske pigers viden omkring menstruation. Deres viden er nemlig på det nærmeste ikke-eksisterende, og menstruation er et kæmpe tabu i Indien. Taleren i dette tilfælde, en indisk kvinde, der var veluddannet, fortalte om hendes erfaringer med viden omkring kvindekroppen og dens funktioner, og berørte et vigtigt emne, som mange åbenbart ikke har den korrekte viden omkring. Generelt bliver der holdt taler omkring emner, vi alle kan lære en masse af og om.
Du kan se TED Talk videoer på Youtube, og du kan finde deres podcast i podcast app’en. Deres podcast tager ca. 15 minutter, så det kan man sagtens overskue! Hør dem! Du vil gøre dig selv en tjeneste.

Det var alt for mig i denne omgang med podcast! Er podcast noget I lytter til, eller er I slet ikke til dette medie?