10 tegn på, at du ikke længere er studerende…

Jeg var færdig med studielivet i januar i år, hvor specialet og kandidaten blev et afsluttet kapitel. I hvert fald hvad undervisning angår. For som klicheén lyder så “lærer vi hele livet”…

Heldigvis er det ikke med definitionen som studerende på universitetet, for så gad jeg faktisk ikke lære mere. Efter fem år på uni havde jeg i hvert fald til sidst fået nok. Om det var den bitre kaffe, der går igen fra kantine til kantine og campus til campus, den magre SU (yes I know vi er priviligeret at få SU, men jeg brokker mig sgu alligevel), alle de kroner jeg brugte på kompendier, bøger, plancher, tuscher og lignende. Ja jeg ved virkelig ikke, hvad der dog til sidst var mest udkørende for mig. Måske var det bare tanken om, at jeg snart gerne ville være færdig. 

Og livet som studerende er allerede long gone. Alle de sene nætter med eksamensforberedelse er for længst glemt, og jeg endda fået besked om, at mit universitetslogin til det berygtede Black Board (en form for Lectio for uni) er lukket og slukket.

Men hvad ER forskellen egentlig mellem at være studerende og …. voksen? Jo der er faktisk en del signifikante ting, der adskiller de to stadier.

  1. Du får ikke længere SU. Klart den største forskel på studerende og ikke-studerendelivet. Du er ikke sikret en indtægt hver måned. Samtidig skal du ikke tænke over, om du tjener for meget ved siden af SU’en. Nu må du tjene alle de skejsere du vil (og kan selvfølgelig…)!
  2. Din identitet som studerende er ikke længere aktuel. Og hvad er du så? Jeg befandt mig nogle måneder i Dagpengeland, hvorefter jeg fandt indgangen til Jobland. Men de sidste fem år var jeg i Studerendeland, og det gav mig en identitet som jeg kunne være tryg i. Jeg vidste, hvad jeg var; studerende, og hvilke fag jeg studerende. Men som en del af Jobland, er denne identitet ikke længere aktuel.
  3. Ferier. Nu har du ikke noget. Ellers jo selvfølgelig har du noget ferie. Men kun nogle uger om året. Og alt din ferie på ét år nu, svarer til din sommerferie som studerende. Derudover var der som studerende efterårsferie, juleferie, vinterferie, påske, aflyste timer, læseferie.. You get the drift.
  4. Folk forventer, at du med én dags varsel går fra at være studerende til at have job. Sådan foregår det altså ikke helt i den virkelige verden. Men du kan ligeså godt vænne dig til at blive spurgt mindst 48 gange om ugen, om du snart har fundet et job.
  5. Du kan vinke farvel til alle de selvvalgte fridage. “Jeg bliver hjemme fra forelæsning i dag, for jeg trænger til en fridag“. Og lad nu vær’; det har vi allesammen gjort! Men den tid er altså forbi, for gør du det på jobbet – ja så får du sgu ingen løn! Og bliver måske også fyret, hvis du bare bliver væk egentlig…
  6. Det betyder samtidig, at din fleksibilitet ryger samme vej. De fleste jobs kræver stadig, at man møder ind på nogenlunde fast tid, hver dag og du kan ikke lige rykke din timer efter forgodtbefindende.
  7. Til gengæld har du FRI når du har fri. Forstået på den måde, at du ikke har opgaver, læsning eller eksaminer hængende over hovedet 24/7. Julen er nu en behagelig tid, hvor du ikke stresser over eksaminer eller karakterer. Nu skal du kun stresse over julegaver… Og det er jo meget bedre ikke?
  8. Du skal betale fuld pris for ALTING. Studierabatter er en saga blot, og du ved først, hvad du har haft når du mister det… Det går samtidig op for dig, at du slet ikke har brugt dine studierabatter til fulde, og du fortryder det fra day one som ikke-studerende.
  9. Offentlig transport bliver samtidig et hug i pengepungen! Hvad sker der for, at DSB kan tage spidsen af et jetja’wer for en tur på 45 minutter. På den tid skulle man så ikke det mindste tro, at man kom lidt tættere på månen.
  10. Du kan ikke længere bruge eksamen som undskyldning, hvis der er ting du ikke lige gider eller orker. “Ih jo onkel jeg taler med én gang om året til jul, jeg vil frygtelig gerne med til din fødselsdag, men jeg har desværre en eksamen, jeg skal læse op til.. (om en måned, men altså; man skal være forberedt ikke?)…” eller “ej skat, kan du ikke tage opvasken, for jeg skal virkelig læse den her tekst til i morgen, det er SUPER vigtigt….!”. 

Sidder i nogle derude med flere tegn på, at du ikke længere er studerende? Hit me! 

Ugen der gik | No. 7

God mandag morgen!

Er I friske? Det er jeg. Jeg har en lettere lang dag foran mig både på kontoret hos Kansas City, men også  aften. Jeg skal til Nøgleforum på Lambda i aften, hvor emnet er frivillige. Det glæder jeg mig meget til!

Men for nu; den forgangne uges højdepunkter. 

1

♥ Mandag startede med en tur ind til byen, hvor jeg havde det morgenmøde. 

♥ Jeg nød det smukke septembervejr en smuk morgen, hvor solen virkelig gjorde sin ret, og efteråret var langt væk. Kan du sige Indian-summer i stedet? Nu må efteråret faktisk godt snart komme sådan rigtigt. Jeg kan ikke køre “lag-på-lag” stilen, når det er så varmt!

♥ Husk i øvrigt, at I kan følge med på Snapchat. Der deler jeg også billeder og videoer fra min hverdag. 

2

♥ Både tirsdag og onsdag brugte jeg meget af min tid på universitetet. Det var en lidt ambivalent følelse at være tilbage på Campus. De sidste tre år har jeg læst i Kolding, og pendlet dertil, men min bachelor læste jeg i Odense. Jeg satte mig også på biblioteket tirsdag eftermiddag og arbejdede. Det var nu en ganske inspirerende følelse jeg fik i kroppen. Alle de timer jeg har spenderet derinde med eksamensforberedelse. Det var ganske rart at kunne være der som civil. 

♥ Men grunden jeg var på uni var Student Fair. Kansas City havde en stand til messen, og der var jeg og vores marketingpraktikant afsted sammen begge dage.

♥ Jeg nød også godt af turen på uni med et besøg hos vores alle sammens kapitalistiske kaffehus Starbucks. Om jeg begriber, hvordan jeg gang på gang betaler de ågerpriser de fører sig. Men de har altså formået at brande sig virkelig effektivt, og jeg glæder mig til efterårets Pumkin Spice Latté #basicbitch #omg

♥ Jeg nød dog også godt af en lokal kaffebar. Nelles var nemlig afsted med en lille kaffevogn, hvor de serverede GRATIS kaffe! Gratis sir’ jeg dig. Det måtte vi selvsagt have. 

3

♥ Fredag havde jeg vanen tro fri. Derfor brugte jeg selvfølgelig dagen på at være frivillig hos SPIS! Odense Food Festival. Her satte vi alle mulige meget tunge ting på til weekendens madmarked.   

♥ Og jeg nød igen en smuk septembermorgen. Dem er der nogle stykker af i øjeblikket, og så gælder det bare om at nyde dem!

♥ Vi satte bl.a. op i Rådhushalen, hvor de havde det smukkeste gulv! Og mine beskidte sneakers…  

4

♥ Mellem arbejdet nåede en anden frivillig og jeg lige at spise en is i solen. Det var en virkelig hyggelig stund med et forholdsvis fremmed menneske. Men vi havde været lidt af et arbejdsteam hele dagen, og klikkede bare godt sammen. At nyde en is sammen og snakke om stort og småt var en kærkomment afbræk fra arbejdet. 

♥ Så brugte jeg ellers min weekend på selv at arbejde hos Kansas City. Vi havde et comedyshow lørdag aften, som jeg afviklede. Det gik heldigvis rigtig fint, og da jeg landede hjemme ved ettiden lørdag nat var det med en god følelse i kroppen. 

♥ Søndag brugte vi herhjemme på at sove længe! Det var alligevel tiltrængt efter en lang lørdag aften og nat. Efterfølgende havde jeg det hyggeligste møde med et brand, jeg samarbejder med på bloggen. Jeg havde bedt om et interview med de to seje damer bag virksomheden, og det kommer I til at se mere til herinde. For kvindelige iværksættere – dem skal vi bakke op omkring og sprede det gode ord om!

 

Nu vil jeg hoppe afsted til kontoret og se frem til en lang, men god dag! Må jeres mandag morgen være fyldt med cremede café lattés, minus kø på motorvejen, flinke cyklister, en nærende og smagsfuld morgenmad og en god afspilningsliste til morgenturen! Tjek evt. dette indlæg ud med en playliste jeg lige har lavet. 

Ugen der gik | No. 6

Så gik der møjsommeligt endnu en uge. Med en masse forskellige oplevelser, og dem får I sgu lige her. Disse indlæg bekommer mig mere og mere. De giver mig selv et fint overblik over, hvad pokker jeg i grunden får tiden til at gå med.

…. Mandag startede vanligt ud med tid på kontoret hos Kansas City. Jeg var efterhånden kommet af med min sygdom og hoste, og heldigvis for det. Der var nemlig rigeligt at tage fat på. Det indebar selvfølgelig også et smut forbi vores hverdagsbar ♥

….. Jeg måtte overgive om aftenen til en Mousuppe. Tanken om at skulle kokkere var simpelthen for meget. Det tror jeg vi alle kender til? Så jeg hoppede i en suppegryde, der var RET nem at lave og smagte virkelig lækkert. Karrysuppen fra Mou kan hermed anbefales. De har et asiatisk twist over sig perfekt til mine smagsløg.

skaermbillede-2016-09-11-kl-22-01-43

…. Jeg satte en masse tøj til salg på en ny salgsprofil på Instagram. Skal der nyt ind, må der noget andet ud ikke? 

ugendergik6-1

…. Tirsdag var dagen, hvor jeg måtte spørge mig selv, “bringer det MERE lykke, hvis man først efter gåturen med hundene opdager, at man har en fugleklat i ens hestehale? Nej. Nå…”. Godt det var en aftengåtur, og vi ikke mødte synderligt mange mennesker. At jeg ikke har kunne mærke, at jeg har fået en fugleklat i håret, er en helt anden sag!

….. Jeg havde fri fredag fra Kansas. Det har jeg ofte, da jeg, som mange af jer sikkert ved, selv placerer mange af mine timer. Det var også skønt med fri. Jeg brugte tiden på at træne, få hold i nakken, ligge på sofaen og spise is. Yep! Heeeerlig fredag!

ugendergik6-2

….. På kontoret spiste vi en dagene en ET KILO tung træstamme! Jeg købte den hos Guldbageren på hjørnet af Reventlowsvej og Rødegårdsvej, hvis nogle skulle lade sig friste. 

…. Jeg viste fine iPhonecovers i dette indlæg

….. Mit hold i nakken fortsatte til søndag, hvor det endelig løsnede helt op. Thank God for massage og foam rolling! Nu er jeg klar til en ny frisk uge med træning. 

….. Jeg har kigget på ny computer. Lige nu bruger jeg en MacBook Pro, som jeg i de sidste fire år har været svært glad for. Men nu vandrer mine øjne alligevel andre steder hen end det spiste æble. Nogle, der har erfaringer med at gå fra MacBook til pc? Og hvordan gik det i så fald? 

….. Jeg udgav også dette indlæg, hvor I kan se, hvor dygtige én af mine veninder er til at hækle. Og lad jer ikke narre, hvis I tror man kun kan hækle grydelapper. Hende her kan sikkert hækle Rundetårn!

ugendergik6-3

….. Søndag brugte vi tiden herhjemme med en langsom morgen, efterfulgt af en søndagsudflugt, hvor Casper fik opfyldt et materielt ønske i form af en Playstation 4. 

…. Han brugte derfor søndag aften på at spille, og jeg på at blogge. Win/win!

…. Søndag afsluttede vi også med en tur på Burger King. Det er ikke så tit, vi tager forbi sådanne steder og spiser, men det er ofte, når vi har haft en hyggelig dag ude, og det er blevet sent. Det tænker jeg er devisen for mange, når man spiser snasket fast-food?

Jeg. En plantaholic

Jeps. Jeg kommer vist ikke udenom det. Jeg ER en planteholiker. Urban Dictionary beskriver således om en denne type person; “Anyone who has a addiction to plants and can’t get enough of them in all their horticultural marvels.

Det er mig. Jeg er blevet afhængig. Vi er nået et punkt nu, hvor jeg ikke kan gå forbi en blomsterhandler uden liiiige at skulle slå et smut forbi. Bare for at kigge. Bare for lige at se, hvad udvalget er. 

Sådan gik det også i fredags, da der va Open by Night i Skibhuskvarteret. Jeg var gået en tur op og ned ad gaden for at spotte tilbud. Og så vidste jeg, at de to lokale blomsterhandlere havde åbent.

Det er IKKE et misbrug. Det er bare. Kærlighed. Til de grønne og farverige, organiske ornamenter. 

IMG_5623IMG_5632

Jeg skulle egentlig også bare i Rema 1000 i fredags. Altså det var planen. Men nu havde de jo åbent derinde, hvor luftfugtigheden ofte er lig Randers Regnskov. 

Der, hvor duften alene bringer mig til en smuk, engelsk have med tusindvis af blomster. Åhh jeg er vist uden for normen af planteforbrug. 

I fredags skulle jeg også bare kigge. Bare lige se, om de havde nogle aftentilbud. Hos min lokale plantepusher. 

IMG_5619IMG_5627

Og jeg gik ikke forgæves. Det gør jeg som regel aldrig. Det handler vist i ligeså høj grad om min besættelse af planter, som det handler om udbudet. For jeg skal nok kunne finde en eller anden lille grøn dekoration som jeg bare MÅ eje!

Mit quickfix får jeg ofte i Fakta. Eller føromtalte Rema 1000. Det er mest, hvis vi snakker afskårne blomster. Men det er mit sekundære fix. Det primære kommer fra planterne med rod. 

Jeg kom, ikke overraskende, heller ikke tomhændet hjem i fredags. Jeg kunne ikke gøre for det. Prisen kunne jeg ikke ignorere. Det var både billigt og smukt på en gang. I denne omgang kom jeg derfor hjem med en smuk lilla/blå hyacint. Det er klar en af mine yndlingsblomster. De er så indbydende. Som små feer. 

Jeg fik også tilsnusket mig en Pilea, som jeg glæder mig til at se vokse sig større. Jeg elsker den grønne farve, og vores hjem er efterhånden også ret præget af lige den farve. 

Samtidig bliver jeg nødt til at vise et indkøb jeg gjorde mig sidste måned i vores lokale Fakta. De havde “Ugens Plante”, som altså bl.a. var den store kaktus. Den er kæmpestor! Selve “hovedplanten” er nok 35 cm. Og den er altså bare lækker. 

Så ja. Jeg er en planteholiker. Jeg køber mange flere grønne planter, end den gennemsnitlige dansker er jeg sikker på. Ikke at jeg tror, der er lavet stattestikker over den slags. Men hvis der er, så ligger jeg klart i den høje ende!

Udover at jeg elsker det æstetiske i planter – for de er altså smukke – så gør det jo alt muligt godt for indeklimaet. Det bilder jeg i hver fald mig selv ind. 

Er jeg den eneste, der ikke kan gå forbi en blomsterhandler uden lige at se på udbuddet? 

Ugen der gik || No. 5

Hold da op tiden går SÅ hurtigt i øjeblikket. Det er selvfølgelig med samme hast som altid, og totalt kliché, at påstå tiden går hurtigere. Men måske især disse indlæg med “Ugen der gik” giver mig en følelse af, at tiden går hurtigt. Fordi det føles som var det i går, jeg lavede det sidste indlæg.

Det var det ikke. Overbeviser jeg mig selv om. Og fortsætter med at berette om, hvad sidste uge bød på for mig.

….. Jeg blev hjemme fra arbejde mandag og onsdag, og generelt var ugen præget af sygdom.

…. Derfor drak jeg også te en masse under dynen på sofaen. Ja. Jeg havde slæbt dynen med ud på sofaen.

…. Her benyttede jeg mig af vores Chrome Cast, og så på til flere film og serier på det store alter vi har stående i stuen. Tv’et ik’ os’….

IMG_5568

….. Jeg måtte derfor også melde mig syg til et eller ret spændende møde onsdag. Æv da også.

….. Til gengæld kunne jeg fredag starte dagen et spændende sted væk fra kontoret. Meeeen det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle mere om lige nu. #skideteaserIknow

…. Fredag bød dog også på dette indlæg, der langt om længe så dagens lys. Det var med lidt nervøsitet i kroppen, at jeg udgav det, men I har været SÅ gode i kommentarfeltet! Thanks guys!

….. Jeg var nogenlunde på toppen lørdag. Kun en tilbagevendende hoste satte sig sygdomdspræg på mig. Men jeg tog afsted til et arrangement på Kansas City lørdag aften alligevel.

…. Fordi jeg var hjemme ved ettiden lørdag nat, brugte vi lidt længere tid under dynerne søndag. Vejret var virkelig heller ikke til andet. Ægte søndagsvejr!

IMG_5608

…. Alligevel fik jeg trukket mig selv afsted til Retroguld på havnen. Se, hvad jeg fik gaflet med hjem i dette indlæg.

Nu gælder en ny uge, og jeg er efterhånden ved at have rystet sygdommen af mig. Hosten sidder stadig tilbage, men mon ikke der kun er tale om tid før den er væk? I hope so.

I må have sn skøn uge!

Mine skatte fra Retroguld på havnen

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville forbi det vanlige loppemarked på havnen i dag. Men da jeg cyklede fordi i øspøsende regnvejr tidligere i dag, var pladsen omkring basketbanerne tomme. Nogen, der ved, om det var aflyst pga. vejret? Det mener jeg ellers ikke de plejer at gøre…

Nuvel. Jeg trådte lidt mere i pedalerne og fik transporteret mig til Dok5000, hvor Retroguld afholdte marked. 

Her var en masse, ret profesionelle, loppere til stedet. 

Retroguld Odense blogger fra odense jeanette hardis loppemarked IMG_5616

Jeg var ellers lidt effen, over at skulle betale 30 bobs for at komme ind og se på varerne, men that’s the deal, og jeg kom da også ind. 30 kroner fattigere. 

Da jeg gik derfra igen var det lidt mere end 30 kroner min konto pludselig stod uden. 

Der var mange fine ting, og havde jeg haft den store pung med, så var jeg endt med en stor del mere, end hvad dagens handler bød på. 

Men jeg havde, snusfornuftigt, sat et økonomisk maks på mine udskejelser. Der var ellers en Wegner, der talte blidt og sagte til mig. Men jeg gik standhaftigt forbi. Et par gange eller fem. Alt imens jeg sukkede højlydt. Pæn var den nu altså.

IMG_5611 IMG_5606

Jeg var dog oprindeligt på udkig efter keramik, og ikke møbler. Og på denne front, altså med keramikken, der skuffede markedet bestemt ikke. 

Der var VIRKELIG meget! Og i mange forskellige prisklasser også. Tendens var klart, at der var meget keramik, der var 70’er præget. 

Mine fund er helt bestemt også af den afstamning.

Jeg faldt for den fine vase, der både har forskellige mønstre og teksturer. Jeg er helt vild med den. Den delikate guldkant op imod det rå “bælte” på vasen, og det smukke blå er jeg helt væk i. ER den ikke smuk?

Så kredsede jeg også om de to fade, om man vil, i brændt orange og med en løbende effekt i glaseringen. De er simpelthen så sjove og fine på samme tid, at jeg måtte have dem med hjem. De bliver perfekte til fredagsslik eller som underskål til en plante. Diversitet har heldigvis aldrig skadet keramikkens anvendelse. 

Ud over keramikken sprang jeg også på den lille blomsteropsats i flet. Den miner mig om en masse møbler min forældre havde, da jeg voksede op, og som jeg den dag i dag ærgrer mig over, jeg ikke så mulighederne i dengang. Godt andre gjorde det, og beholde ting som denne lille skammel. 

Det var første gang jeg oplevede Retroguld, og jeg håber, det kommer til Odense igen. Der var også en afdeling med tøj. Der var noget fint imellem, men hold kæft der var også meget. Ahem. Der i hvert fald ikke var min stil. Lad os sige det sådan. 

Stil er jo heldigvis et subjektivt emne, men jeg synes, der var alt for meget 80’er tøj til, at jeg kunne finde noget, jeg ikke kunne leve uden. Sådan er det jo ofte med disse markeder. Nogle gange rammer man hovedet på sømmet. Andre gange er der slet ikke noget søm! 

Er der nogle fra Odense, der har været afsted og gjort sig nogle scoop? Del endelig. 

 IMG_5604

Er det at fravælge ægteskabet underlagt social stigma?

Her kommer et indlæg, jeg har haft i siddende i mine fingre i ret lang tid. Jeg har, ærlig talt, bare ikke turde lade min fingre klimpre på tastaturet af frygt for, hvad der ville komme ud. 

Jeg vil nemlig gerne dele mine tanker omkring det at være i “giftealderen”, men ikke have synderligt lyst til at blive gift. 

Og jeg har faktisk været lidt bange for reaktionerne. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Jeg tror, at der er mange, der har det på samme måde som mig. Men det er bare ikke noget, vi snakker om. Det er ikke en generel tendens sådan at gå rundt og dele sine tanker omkring det, ikke at ville giftes. Eller i hvert fald at “mangle” den der følelse af at VILLE giftes. 

For når jeg har ytret mine følelser og holdninger om det at jeg ikke drømmer om at blive gift, bliver jeg altid mødt af; “hvorfor vil du ikke giftes!? Elsker I ikke hinanden. Hvad er der galt med dig!” Ej okay. Den sidste sætning er vist ikke noget folk siger. Det er mere noget jeg kan mærke på folk. 

Som om jeg var imbicil. Som om der da må være noget galt med mig. Fordi jeg ikke har en prinsessedrøm om et stort bryllup og efterfølgende ægteskab. 

En kvinde på 27 år, nyligt færdiguddannet og med en kæreste på 6. år. Der IKKE vil giftes! Så må der da være noget galt med hende!

Det vil jeg dog postulere, at der ikke er. Noget galt med mig altså. Jeg har bare ikke en ubehændig trang eller drøm om at gå ned af kirkegulvet i en hvide kjole. Selvom dette selvfølgelig er at betragte som selve brylluppet. Sådan rent teknisk vel? 

Det er måske bare hele samfundets opstilling og glorificering af både bryllup og ægteskab, jeg ikke ser nogen mening i. 

I grunden er det jo de normer samfundet opstiller, som jeg stiller spørgsmålstegn ved. Som JEG mener, der er noget galt med. Ikke kun folks undren og blikke når jeg siger, at jeg ikke drømmer om at blive gift. 

For der kommer flakkende blikke når jeg fortæller, at jeg ikke drømmer om ægteskabet. At jeg ikke, fra jeg var en lille pige, drømte om at gå ned af kirkegulvet i en stor hvid kjole. 

Men ét er ikke at drømme om et stort bryllup med alle de tilhørende traditioner. Der er efterhånden en accept af at fejre kærligheden i mangfoldige praktiske udgaver end en fest i det lokale forsamlingshus. Jeg har hørt om flere, der inviterer hele familien med ud at rejse, eller vielser, der har fundet sted på lokationer, der før i tiden aldrig ville være valgt til dette. 

Noget andet er ikke at drømme om selve ægteskabet. Her stejler ret mange mennesker. For der er vel ikke noget mere romantisk end at vie resten af sit liv til et andet menneske via ægteskabets papirmanifesterende form?

Jeg kan hilse og fortælle, at der heller ikke er noget mere økonomisk fordelagtigt. Det at blive gift med et andet menneske er altså bedre for økonomien. Hvorfor? 

Når jeg googler “økonomiske fordele ved ægteskab” dukker der 55.800 resultater op på 0,30 sek! Der er altså rigeligt fordele, rent økonomisk, ved at blive gift. 

Det er så yndigt at følges ad. Og man kan spare en masse penge, hvis man vælger at gøre det i form af ægteskab. Selvom man er samlevende og lever på præcis de samme kår som et ægtepar, så bliver man altså ikke forundt de samme gode.

Der er selvfølgelig mange variabler når vi snakker økonomiske fordele ved ægteskab fremfor at være samlevende. For blot at nævne lidt så bliver dit uudnyttede fradrag og underskud overført imellem ægtefæller fra det første år af ægteskabet. Dette sker helt automatisk. Hvis den ene part dør, arver den anden automatisk. Dette sker ikke ved “papirløse” forhold. Her SKAL man oprette et testamente og testamentere sin formue til sin samlever. 

Så hvorfor ikke bare blive gift tænker I? Og jeg….

Fordi det ikke skal handle om økonomien. Fordi jeg ikke vil giftes på baggrund af tal. Fordi jeg ikke vil påduttes ægteskabet af økonomiske årsager. Eller af sociale.

For kan man overhovedet leve sammen, have børn, villa og vovse uden at være gift? Er der ikke noget galt med én, hvis man ikke har lyst til ægteskabet?

Er det at fravælge ægteskabet underlagt social stigma?

Bliver jeg stigmatiseret fordi jeg ikke er gift? Fordi jeg ikke har lyst til at blive gift. 

Det føler jeg i hvert fald nogle gange. Det er som om ægteskabet er en klub, jeg ikke nødvendigvis har behov for at blive lukket ind i, men alligevel føler jeg, at jeg bliver holdt udenfor. Det er tosset. Jeg er afvigeren. Fordi jeg ikke har lyst til at SKULLE giftes. 

Det værste er, at jeg kan mærke, at det ikke er mine følelser omkring det ikke at have lyst til ægteskabet. Det er de følelser, der bliver projiceret på mig fra de ellers søde mennesker jeg kender, der ikke ser andre mål for et forhold end ægteskabet. Der måske ikke har overvejet andre former for forhold. Det at blive gift, brylluppet, den hvide kjole, festen og ægteskabet bliver et mål. 

Jeg så en video den anden dag, der handler om at man skal huske dansen og musikken i livet. Fordi dans og musik ikke har et mål. Fordi det for en musiker ikke handler om at blive hurtig færdig med symfonien. Det handler ikke om afslutningen. Det handler, så kliché som det lyder, om processen. Og at vi mennesker ofte er gode til bare at ville være færdige. Vi vil nå til et mål. 

Men en symfoni ville ikke være fantastisk, hvis den kun bestod af de sidste noder…

Er bryllup og ægteskabet en manifestation for et forholds mål? 

Eller er det måske bare pausen mellem satserne i symfonien? 

Det er heller ikke fordi jeg nægter at indgå i et ægteskab. Det er ikke fordi jeg skal have ildtangen frem ved tanken om at omtale bryllup og ægteskab. Det er bare ikke noget jeg drømmer om. Det er ikke noget jeg MÅ have eller har hede drømme om. 

Og det er bestemt ikke for at negligere ægteskabet eller bryllup for den sags skyld. Der er da ikke noget smukkere end når to mennesker vil fejre deres kærlighed, og jeg er sikker på, at (næsten) alle ægteskaber bliver indgået på baggrund end alt andet END økonomi. 

Jeg stiller mig blot undrende overfor denne tilsyneladende “formel” samfundet har påduttet os. “Få en uddannelse. Få helst børn imens eller i hvert fald efter! Bliv gift.” 

Jeg skal heller ikke have børn foreløbig, men det er en helt anden snak. 

Jeg er klar over, at denne formel ikke er noget vi skal efterleve. Det kan også være, det alt sammen er noget jeg opfinder i mit hoved. Det her med at det er det “rigtige” at blive gift. Eller i hvert fald at drømme om det. 

Men jeg drømmer ikke om bryllup og ægteskab. Jeg drømmer om at fortsætte mit romantiske, dejlige, stabile og kærlighedsfulde forhold resten af livet. Ægteskab eller ej. 

For lige at runde den fint af; hvis jeg en dag skulle blive udvalgt til et frieri, så vil jeg ikke afstå mig fra at sige ja tak. Det er bare ikke et behov fra min side for at kunne leve sammen resten af livet, at vi skal være gift. 

Sidder I andre derude med disse tanker, eller ER jeg bare afvigende?

 

Sådan ligger landet

Jeg er stadig syg. I hvert fald måtte jeg bliver hjemme fra arbejde igen i dag. Jeg var ellers taget afsted i går. Det var dumt. Men stædighed og pligtopfyldelse fik snøvlet min trætte krop, i går morges, ud under bruseren og det varme vand, hvor jeg kunne få løsnet godt op i alt forkølelsen.

Jeg fik endda vasket mit hår. Det siger ikke så lidt. Bum Bum!

Men jeg havde ingen appetit til min ellers vanlige morgenkaffe. Jeg fik til gengæld drukket en halv kop te imens hundene blev luftet. Og afsted med mig til kontoret. I et noget langsommere tempo end normalt. Kroppen kunne ikke cykle i tredje gear såre simpelt.

Så jeg så mig overhalet flere gange på cykelstien. Sådan går det når man slasker sin krop afsted stadig med sygdom siddende i den.

Hvilket var rigtig dumt. Ikke nok med, at jeg måske smitter mine kollegaer, så brugte jeg hele eftermiddagen da jeg kom hjem på at sove indtil langt over aftensmadtid. #idioti

Jeg har endda mistet min ellers ubehændige trang til kaffe! Hvad gir’ I mig?! Så er den altså gal.

I dag måtte jeg derfor igen se mig slået af hosten, snot og en krop, der er semivarm og meget uduelig. Det trods et ret spændende møde i dag. Ak. Jeg kan ikke planlægge, hvornår min krop vælger at blive uduelig, og kunne jeg det, ja så var der alligevel aldrig et passende tidspunkt. Som der jo aldrig er til sygdom!

Jeg savner mit normale energiniveau, der byder på lidt mere end aftryk fra min røv i sofaen. Og så savner jeg at blogge. Men mit hoved har været så trykket, at jeg slet ikke har kunne fokusere særlig lang tid af gangen. Hvilket selvfølgelig heller ikke var det bedste udgangspunkt for at tage på kontoret igen i går.

Jeg håber, at en god nats søvn kan gøre underværker, så jeg vil lukke af for nu, og vende stærkt tilbage!

Ugen der gik | No. 4

…. Ugen startede for mit vedkommende ud med en lang dag på Kansas City afbrudt af en hurtig afstikker til Rosengårdcentret om eftermiddag. Om aftenen afholdte et drinkskursus for vores frivillige bartendere, og derfor blev nogle af os på kontoret til en lang dag med pizza til aftensmad!

ugen_der_gik_4.1

…. Jeg fortsatte den lange dag med en tirsdag pakket med gode ting. Bl.a. et bloggerevent tirsdag eftermiddag/aften på Privaten her i Odense afholdt af Kompas Kommunikation for Fredsted The. Det får I mere at vide om senere.

…. Jeg trænede kun én gang i den forgange uge. Hvilket er en del mindre end normen!

4.2

…. Grunden til den mindre træning (og hjemmetid generelt) var Kansas City’s festival i Mosen i forbindelse med H.C. Andersen Festival. Jeg var sammen med andre fra Kansas nede og sætte op i Mosen om onsdagen hele dagen. Her havde vi også det første arrangement og jeg var hjemme ved 21.30 tiden.

…. Torsdag og fredag gik det ellers løs med musik fra morgen til sen aften, og jeg var afsted begge dage.

…. Jeg kan især anbefale at høre “For Akia”, som jeg nu har hørt to gange live, og hver gang med et smil på min øregang.

…. Overfor vores scene stod der en lille isbod fra “Jakob & Jakob Icecream”, og da jeg havde sukket efter en is de tidligere dage i varmen, brugte vi fem minutter på at slubre en is i os om fredagen. Haps!

Ugen der gik lets blog some shit odense blogger fra jeanette hardis obbc træning Jakob & Jakob is Nelles Kansas City Munke Mose

…. Meningen var nu også, at jeg skulle være afsted lørdag. Fredag kunne jeg dog mærke en snue komme snigende, og trods jeg havde beredt mig med både masser snotpapir og desinfektionsgel, så måtte jeg se mig slået af en sommerinfluenza og 39,3 grader i feber natten til lørdag. Det er LANG tid siden, jeg har haft så høj feber og været så syg.

…. Lørdag, og til dels søndag, står derfor ret uklar i min hukommelse. Jeg husker en masse te, Casper, der sørgede for mad til både mig og hundepigerne og gåtur til dem også, og ellers en masse timer under dynen i et mørkt soveværelse.

….. Og ja. Bloggen har sgu været nede. Det er slet ikke sikkert det er noget I har bidt mærke i. Jeg har generelt været ret sløv på de sociale medier over weekenden pga sygdom. Der har været noget back-end på bloggen som jeg har fået fikset, men en af de kommende dage kommer der nok til at ske lidt mere. Jeg håber dog ikke, det går ud over bloggens sendetid. Sygdom og tekniske udfordringer har derfor lagt bloggen ned de sidste par dage!

Ugen der gik | No. 3

…. Jeg startede ugen ud med at have en helt almindelig mandag morgen. Kaffe, morgengrød og luftning af hunde. Ret standard.

…. Jeg trænede, også efter standarden, mandag eftermiddag i OBBC. Det er så skønt at starte ugen med at tæske kroppen igennem og mærke, at man lever.

…. Vi fik mad udefra da vi begge havde haft en lang onsdag. Vi endte med at hente fra en lokal burgerjoint, der måske nok ser en anelse snusket ud udefra, men som laver de bedste burgere! “Don’t judge a book by its cover”, kan virkelig bruges om dette sted. Læs mere i dette indlæg.

ugendergik3.2 blogger fra odense jeanette hardis

…. Jeg trænede dog også onsdag. Det sker som regel, at jeg er afsted tre gange om ugen. Præcis som mit træningsprogram forskriver det.

…. Jeg modtog den fineste taske fra det nye danske mærke norjiin. Den kan du se i dette indlæg. Jeg har haft den hængende på mig lige siden, for den er genial!

…. Fredag havde jeg igen, igen fri fra kontoret. Jeg fik dog alligevel ordnet nogle praktiske ting til lørdagens store fest for alle vores frivillige på Kansas City.

…. Jeg fik samtidig en masse lækre PR’s til træning om fredagen! Kig evt. på min Instagramprofil dedikeret til træning lige her.

…. Fredag brugte jeg også nogle timer i selskab med denne dejlige dame. Vi fik bloggerleget sammen, og tog bl.a. billeder af endnu en af hendes nye kreationer. Som efterhånden må tælle en del! Hun sælger også ud af dem lige her. Jeg er ret glad for de hårbånd hun laver, hvor kvaliteten er høj og pasformen perfekt.

…. Jeg smagte på Olivias Hindbær & Mandeltærte akkompagneret af en cappuccino og godt selskab. Kagen kan anbefales. Generelt er Olivia et godt sted at aflægge visit.

ugendergik3.1

…. Lørdag sov jeg længe. Eller. Så længe som jeg nu engang kan sove. Uanset, hvor sent jeg kommer i seng, så vågner jeg forholdvis tidligt. Jeg tænker, det er min krop, der er vant til at skulle tidligt op til hverdag, og som ikke lige følger med i weekendtiderne. Men planen var at sove lidt længere end normen, for lørdag aften bød nemlig på en sen nat.

…. Kansas City afholdte nemlig fest for alle deres frivillige, og da jeg er frivilligkoordinator, stod jeg for arrangementet. Og for at lukke og slukke ved totiden. Men vi ved alle, at inden man får pakket sammen, ryddet væk, lukket og slukket, så er klokken mange inden man kommer hjem. Jeg endte da også med at lukke mine noget trætte øjne i omkring klokken fire, halvfem søndag morgen.

…. Det trods jeg havde planer om en tidlig søndag morgen med en tur op til byen og kigge på flere blomster med Casper under armen til Blomsterfestival. Vi brugte dog formiddagen under dynen og eftermiddag til Blomsterfestival. Som igen i år er pensionisternes festival! Hurraaaaa!

…. Jeg brugte dog også et par timer i butikker og på at blogge på Baresso. En ganske udmærket søndag.

En noget rolig uge faktisk. Denne uge bliver en del mere pakket. Jeg har både mange timer på job, da Kansas City har festival tre dage i Munke Mose under H.C. Andersen Festival. Og så er jeg inviteret til at bloggerevent i morgen, som jeg glæder mig vildt til. Stay tuned! Og husk at følge med på snappen! Jhardis ♥

“Du skal da bare være dig selv…”

En sætning jeg bl.a. postulerede at være et godt råd i dette interview som jeg deltog i hos Jane, der blogger på Papirflyet.

Det er noget, jeg har reflekteret en del over siden. Ikke interviewet. Det synes jeg, at jeg nailede!

Men den del med at være sig selv. For det ER et godt råd. Men gode råd har det ofte med også at være de svære at efterleve. Især dem vi selv slynger ud til højre og venstre.

Når veninderne spørger om gode råd, omkring den fyr de dater, og man tydeligt kan se, at han ikke er god for hende, bræer vi i kor, “gå fra ham! Du er meget mere værd! Du forjener SÅ meget bedre!”. 

Men har vi ikke alle været i den situationen, at vi ikke har kunne se skoven for bare træer? Eller i dette tilfælde; idioter for bare overarmsmuskler. For der er som regel et eller andet tiltrækkende ved idioten. Har vi ikke alle været i mere eller mindre dysfunktionelle forhold, hvor det eneste funktionelle var måden vi trodsigt, langt om længe, pakkede vores ejendomme på og skred?

Jeg ved i hvert fald, at jeg har været der. Og undervejs i hele processen fik jeg gode råd med på vejen. “Kan du slet ikke se, at han er behandler dig skidt? Et godt råd – skrid fra ham!”. 

Det behøver ikke engang være i de dysfunktionelle forhold, de gode råd er dyre…

Har vi ikke alle haft følelsen af, at ham (eller hende) derhjemme har brokket sig en anelse for meget på det sidste over, at vi “igen har glemt at tømme skraldespanden! OG du har heller ikke smidt dine sure trusser til vask. Come on. Hvor svært kan det være?”……

Nogle gange bliver vi mennesker bare irriteret på hinanden. Der behøver ikke altid være en logisk grund. Ofte er grunden, at man bor sammen og er sammen firetyvesyv. Så går man altså nogle gange hinanden på nerverne. Og det er okay.

Det kan til gengæld være ret svært at tage imod de, sikkert velmenende, gode råd fra vennekredsen, når vi igen, igen har brokket os over vore bedre halvdel, der IGEN har glemt at tage opvasken som han (eller hende…) lovede.

 

For nogle gange har vi i virkeligheden ikke brug for råd. Vi har ikke brug for positive opmuntringer, eller bekræftelse på, at ens partner er dum. For ofte skal vi bare have lettet vores hjerter. Og ham derhjemme ER jo sød. Vi skal åbne ventilen, lade trykket dampe af, og er good to go igen efterfølgende. Nogle gange er tingene ikke mere kompliceret end som så.

Andre gange søger vi dog rådene. Vi søger at kunne stole på andres visdom, erfaringer og fejl.

I disse tilfælde er råd kærkomne og bydes hjertelig velkommen. Det er bare ikke altid, det er lige nemt at efterleve de gode råd.

Som rådet, “bare vær dig selv”. 

Den er edderpokme svær synes jeg. “Bare vær dig selv”. 

Ja det kan du da sagtens sige. Du klarer det også skide godt. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem DU er.  Men hvad med mig? Hvordan kan JEG “bare” være mig selv?”.

Så mit eget råd finder jeg en anelse svært at efterleve. Især lige for tiden. Jeg finder, at alting jeg gør, skaber usikkerhed omkring min person. Omkring, hvem jeg ER. For hvem er jeg egentlig? Og hvem har sagt, at jeg skal finde ud af det lige nu? Er der overhovedet en facit for den ligning, eller leder jeg efter det mystiske X?

Jeg prøver, så godt som jeg kan. Det der med at være mig selv. Jeg mener; hvem skulle jeg ellers være?

Ja, en hulens masse andre seje damer sgu da!”

For det er nok lidt mit problem. Især i blogland. For der er SÅ mange cool mennesker, at det kan være svært “bare” at være sig selv. For er det nu godt nok? Og de andre er også så seje.. Dem vil jeg da langt hellere være. Suk.

Det er ikke altid nemt. Men jeg tænker, at jeg er mig af en grund. Den grund skal jeg så bare lige have fundet. Det arbejder jeg på i øjeblikket. Imens jeg deler gode råd ud til alle i mit nærvær!

Sådan skaber du et netværk i en ny by – erfaringer fra en tilflytter

Det er faktisk fem år siden, denne sommer, at jeg flyttede til Odense. “Tiden er gået SÅ hurtigt”. Som flosklen går. Men det er nu sandt. Jeg forstår ikke, hvor de sidste fem er er blevet af. Alt det jeg ikke forstår, har vi dog ikke tid til at gennemgå i dette indlæg. I dette indlæg vil jeg give nogle råd til dig, der måske selv lige er flyttet til en ny by, eller som står overfor en flytning.

Jeg tænker nemlig, at I er en del derude, der flytter i øjeblikket pga. studiestart. Jeg flyttede selv grundet mit studie her i Odense. Dengang jeg startede på universitetet, var jeg faktisk tæt på at flytte til København i stedet. Mine overvejelser omkring studie kan du læse mere om her, og samtidig få en forklaring på, hvorfor det endte med at være i Odense, jeg slog mine folder.

Det er ikke altid lige nemt at flytte til et fremmed sted uden at kende nogen. De af jer, der har flyttet ved, hvilke følelser man sidder med i kroppen, når man kommer hjem fra studie, skole eller arbejde og ingen aftaler har, fordi man ikke kender en sjæl i byen. De tanker har jeg stadig, og du kan læse om nogle af dem i dette indlæg

I dag skal det dog ikke handle om, hvorfor du flytter til en ny by, men hvad du kan gøre for at få et netværk, når du er flyttet. Efter fem år i Odense kan jeg nu se tilbage på mine erfaringer, og give lidt videre af det jeg har lært. Jeg husker fra mig selv da jeg flyttede, at jeg følte mig meget ensom, og havde enormt svært ved at give slip på mit “gamle” liv på Sjælland.

Men det er altså et af de råd jeg giver videre nu. Prøv at give bare lidt slip. Jeg siger ikke, du skal droppe hele din vennekreds, din kæreste og din familie! Men giv dig selv rum til at være til stede, hvor du er nu. Ikke hvor du var. Jeg havde en tendens, i den første periode, hvor jeg var flyttet, at jeg stadig holdt meget fast i min “fortid”. Du skal ikke cutte kontakten til alle du kender “hjemmefra”, men du skal være åben overfor nye mennesker. For dine venner hjemmefra er der ikke på samme måde mere. I hvert fald ikke rent fysisk. Jeg var meget heldig, at jeg i en periode havde en veninde hjemmefra, der også flyttede til Odense. Hende tilbragte jeg meget tid med, og det var skønt. Men da hun flyttede tilbage til Sjælland stod jeg i den samme situation igen – at jeg følte mig ensom, og havde svært ved at komme ud af døren, fordi jeg ikke kendte nogen herboende. Så det kan godt bide én lidt i røven.

Se situationen som noget permanent. Det kan være svært at få et nyt netværk, hvis du alligevel længes tilbage og hele tiden sammenligner din nye by eller skole, med hvad du kender hjemmefra. Lad være med at planlægge, at du skal flytte “hjem” ligeså snart dit job eller skole er færdig. Prøv at etablere dig, og lær folk omkring dig at kende. Det giver en meget bedre og mere hjemlig følelse. Tro mig! Er du flyttet i lejlighed eller værelse så indret på livet løs, og hæng billeder på væggene. Gør dit hjem hyggeligt, og se det ikke som et midlertidigt bo. For så ender det med at være netop dét. På den måde vil du altid føle dig fraværende og disconnected. Det er synd og skam, for jeg er sikker på, at der er mange skønne mennesker omkring dig, der kun venter på, at du byder på en kop kaffe!

Det kan også være en rigtig god ide at være proaktiv i hele dette “nyt netværkprojekt”. Kender du ikke de folk du går på hold, i klasse eller arbejder sammen med? Så lær dem at kende! Gør noget aktivt selv for at opbygge et netværk. Spørg kollegaerne eller studievennerne om I ikke skal tage en kop kaffe eller gå en tur. Jeg vil vædde med, at de alle vil sige ja tak!
Noget helt andet er, hvis du ikke føler, at de mennesker du er sammen med til daglig “er dig”. Jeg følte f.eks. ikke selv, at de mennesker, der gik på min bachelor “var mig”. Jeg er sikker på, at de var skønne mennesker! Jeg følte bare ikke, at vi havde så meget til fælles udover studiet. Personlighederne passede ikke rigtig sammen. Og du skal ikke tvinge dig selv ud i socialt samvær, hvis det ikke siger dig noget! Men det er ikke kun de mennesker du omgiver dig med til daglig, som du kan være proaktive overfor.

Jeg meldte mig selv ind i en forening, (hvor jeg nu underviser selv), og her fik jeg udvidet mit netværk enormt! Jeg har lært en masse skønne mennesker at kende, som bestemt har medvirket til, at jeg har valgt at blive bosiddende i Odense og få et job her i byen. Derfor; hvis du har den mindste interesse for noget, så find ud af om der foregår noget du kan melde dig til i den by du er flyttet til. Måske du spiller musik? Så opsøg nogle øvelokaleforeninger. Måske du har hund? Så opsøg en hundeforening (og JO, de findes). Måske du kan lide krybdyr? Prøv at find et sted, hvor du kan lære mere om det. Er du kreativ med dine hænder? Så undersøg, om der ikke findes nogle værksteder eller kurser du kan melde dig på. Kort sagt; har du en interesse, så dyrk den. Find nogle ligesindede. Den virker hver gang.

Meld dig ind i festudvalget på dit studie, eller foreslå en kageordning (eller frugtordning for de politisk korrekte..) på kontoret. Sæt dig selv i spotlightet. Jeg lover, at du ikke kommer til at stå der alene!

Samtidig skal du prøve at være open minded, og møde alle mennesker med et åbent sind. Det kan godt være, at deres tøjstil måske ikke lige er dig, men det kan være, I deler interesse for gamle, australske postkort fra før 1948. Men det kommer du aldrig til at finde ud af, fordi du på forhånd har afskrevet personen.

Generelt handler det om at komme ud af sin eremitkrebsetilstand. Kom ud af din skal og opsøg selv de mennesker, du måske kunne finde interessant. Heck! Skriv til mig, hvis du vil drikke en kop kaffe!

Eller bliv blogger 😉 Det giver også en masse nye bekendtskaber, som netop besidder samme interesse som dig selv. Og det er altid en fordel at kunne mødes og tage billeder sammen!

Ugen der gik | No. 2

…. Jeg har nu haft to ugers arbejde efter fjorten dages ferie. Det har slet ikke været så hårdt, som jeg måske havde frygtet. Jeg har endda mødt RET tidligt på arbejde nogle af dagene. Med tidligt snakker vi kl. otte, hvilket i min verden er før Satan har tisset i sengen.

…. Jeg fik fredag lavet shellac igen, igen, igen hos SKØNNE Jeanette (fangede I den 😉 ). OG jeg fik også sat ekstra, lækre øjenvipper på! Hvilket er noget jeg aldrig har prøvet før, men som jeg nu, tre dage efter, allerede er over the moon about! Jeg står seriøst op, og er klar med min makeup. Intet kedeligt søndagsansigt her. Jeg føler mig en liiiille smule som en Kardashian. Eller Beyoncé. Ja hellere. Beyoncé!

…. Onsdag fik jeg overbragt denne lækre cardigan som jeg vandt i en konkurrence hos virksomheden Noble Threads. Jeg havde den på de tre efterfølgende dage, fordi den er SÅ lækker, hah!

…. Jeg har fået gået en masse ture med mine to hunde, Mercedes og Temptation. Og jaa, jaa. I know. RET corny navne. Men det er også to ret corny hunde, der hellere vil putte end gå tur i regnvejr, så det passer vist ganske fint!

…. Vi er begyndt på en ny serie herhjemme! “Stranger Things”, der findes på Netflix. Indtil videre har jeg kun set to afsnit, mens andre herhjemme vist nok fik set lidt forud da jeg faldt i søvn den anden aften. Indtil videre er jeg dog ganske hooked på serien, og fortsætter i mit eget tempo. Det bliver nok et afsnit hver aften at falde i søvn på.

ugendergik2.2 blogger fra odense odensebloggers jeanette hardis lets blog some shit træning nelles cafe

…. Fredag tog jeg alle jer, der følger med på Snapchat (jeg hedder JHARDIS), en tur med til min træning. Det var skidt hyggeligt, og der kom en del positiv feedback, hvorfor jeg overvejer at fortælle lidt mere om min træning og generelle syn på dette herinde. (Se evt. også dette indlæg). Som nogle af jer måske ved, så er min træning meget styrkeløftpræget, hvilket vil sige, at jeg står med de tunge frivægte nede blandt alle “bøfferne” i centret 😉 Det er noget jeg ELSKER, og min krop har aldrig været stærkere eller sundere end den er i dag. Hvilket tydeligt kan mærkes på mit humør. Følg evt. med på min separate konto til alt min træning på Instagram lige her.

…. Fredag holdte jeg også vanen tro fri fra arbejde. Så meget vane det nu kan nå at blive på to måneder. Som tidligere skrevet, så planlægger jeg i stor stil selv, hvordan mine timer skal lægges i løbet af ugen, og jeg ynder at holde fredag fri. Selvom jeg misser fredagsøl på kontoret, så nyder jeg at kunne kalde det weekend om torsdagen!

…. Apropos torsdag, så underviste jeg, som jeg altid gør om torsdagen, i agility i Højme. Det er frivilligt, og noget jeg har gjort de sidste tre år! Hold nu op, tiden er gået hurtigt.

…. Fredag fik jeg en invitation til et bloggervent i Odense! Det kommer I selvfølgelig til at høre mere om, men kan allerede nu afsløre, at det drejer sig om mad og drikke! Jeg glæder mig møjhamrende meget, og er sikker på, det bliver en hyggelig aften i selskab med en masse dygtige og søde bloggere.

ugendergik2.1

…. Jeg tog i Bazar Fyn og købte dürum hos Al Madina. Det bedste sted at købe kebab i Odense. I hvert fald af alle de steder jeg har været. And I’ve been around the kebab block!  I kan læse mere om stedet i dette indlæg. 

…. Jeg måtte tage et meget svært valg, der vil påvirke mit liv i fremtiden. For mange virker det formentlig banalt, men for mig har det været en lang og hård proces, hvor jeg til slut måtte sige farvel til en del af en verden, jeg elsker. Som situationen er lige nu, kan jeg dog ikke fortælle mere om det, men jeg kan mærke, at jeg har en masse følelser, der aser og maser, og som længes efter at flyde ud igennem mine fingre og lade sig stadfæste som sort aftryk på min digitale skærm for at forlade min krop.

…. Jeg købte en buket liljer i vores lokale Fakta til en flad tredivekrone. Altså. I ved. Jeg betalte med mit dankort, og der findes ikke en tredivekrone, but you get the point right? Jeg har i mange år haft en aversion mod liljer, men befinder mig nu et sted, hvor jeg synes de er ganske smukke. OG de er nogle af de blomster, der holder sig længst friske! Hvilket vil sige, at “de penge er godt givet ud.” Det fortæller jeg i hvert fald mig selv, hver gang jeg købet buketter. Der jo i grunden er et ret kort bekendtskab.

…. Søndag var en vaskeægte søndag, hvor det mest sindsoprivende jeg lavede var at gå en tur med hundene. Så bliver det ikke mere søndagsmoody.

Nu vil jeg byde en ny uge velkommen! Du kan gøre det samme evt. med disse tips til, hvordan du starter din uge godt! Rigtig god mandag! 

Noget om held og Facebook-konkurrencer

Kan i mærke det? Der kommer mere og mere hverdag, liv og personlighed herind? Jeg elsker det, og jeres respons er også positiv. Tak!

I dette indlæg vil jeg deraf snakke lidt om held. Jeg vandt nemlig en konkurrence på Facebook i mandags. Jeg vandt den lækre cardigan som I kan se på ovenstående billede. Den er SÅ dejlig at have på, og selvom det næsten er lidt for varmt endnu i vejret, så har jeg haft den på hele dagen i dag. Jeg har nægtet at tage den af, hah!

Det skulle vise sig, lille som verden (og Odense ofte) nogle gange er, så kendte jeg den ene af konkurrenceafholdelsens ophavsmænd. Eller kvinder rettere sagt. For det er nemlig to kvinder, der står bag virksomheden Noble Threads, hvis Facebookkonkurrence jeg vandt.

Da jeg læste engelsk (jeg har en bachelor i engelsk og designkultur), var jeg både faglig og social tutor for de nye studerende. Jeg var derfor med til at arrangere rustur, sørge for intro af uni og det generelle studieliv, og i det hele taget vejlede. Én af disse studerende, Tine, har altså efterfølgende startet virksomheden Noble Threads (sejt!) med en anden, og det var oplagt at tage en kop kaffe sammen over udvekslingen af min præmie!

Det er ikke særlig tit jeg vinder ting. Jeg har engang vundet en hårfarve. Der var også dengang, hvor jeg vandt et sæt tøj fra bloggen S-U-S. Den eksisterer ikke længere, men bestod dengang af to piger, hvoraf den ene har fortsat på en madblog lige her. Jeg vandt også engang en hel kasse med produkter fra Oriflame hos “Rockeren“. Og nu denne cardigan. Så I kan nok se, at det bestemt ikke er fordi jeg er den store kaninfod! Er troen ikke, at de bringer lykke?

Uagtet, så er jeg ikke den store lykkens pamfilius når snakken drejer ind på konkurrencer. Jeg ved heller ikke, hvor meget fidus jeg altid har til de alskens konkurrencer, der foregår på Facebook. Halvdelen er jo scams, hvor Facebooksiderne er falske og konkurrencer ligeså. Så jeg deltager nok heller ikke i særlig mange konkurrencer. Det kan selvfølgelig også have indflydelse på, hvor mange konkurrencer man vinder… Ahmen.

Nu vil jeg få samlet mine pakkenelikker og komme ud ad døren. Jeg skal til er møde i den forening, jeg har arbejdet frivillig hos de sidste to-tre år. Jeg er normalt afsted hver torsdag og arbejde frivilligt, hvor jeg underviser. I aften står den dog på møde, hvor vintersæsonen skal planlægges.

Og forresten! På min snapchat spurgte jeg, om der var stemning for, at jeg viste mere træning. Det var der mange af jer, der responderede på, så i morgen kan I følge med på snapchat, (jardis), hvor jeg tager jer med til en omgang træning! Som nogle af jer måske ved, så træner jeg meget styrkeløftpræget, hvorfor min træning ikke ligner den gængse motionisttræning. Så hop med over på snappen, og se, hvilke øvelser og hvor mange kg jeg træner med! God torsdag aften!

Sådan ser mine hverdagsrutiner ud | og jeg elsker dem sgu

Jeg tænkte det kunne være en sjov ting at dele en lille oversigt over en normal hverdag for mig herinde. Jeg vil på et tidspunkt også meget gerne uddybe, hvad det egentlig er, jeg laver til daglig hos Kansas City. Jeg har nemlig ret mange hatte på, og fungerer med lidt forskellige titler på kontoret. Hvis I følger med på snapchat, (jhardis), kunne i blandt andet se, at jeg i går afholdte møde for mange af vores frivillige. Jeg er nemlig også frivilligkoordinator for de frivillige hos Kansas City.

Men nu vil jeg prøve at dele, hvordan en nogenlunde almindelig hverdag ser ud for mig nu. Den er nemlig noget anderledes fra da jeg var studerende og på dagpenge. En god måde at tage jer med igennem en hverdag på, tænkte jeg var visuelt, som I kan se herunder.

12 3

Jeg har i gennemsnit 30 timer om ugen hos Kansas City, og en helt normal hverdag ser ud som foroven. Jeg fordeler gerne mine 30 timer på ugens første fire dage. Jeg kommer dog til at have rigtig (!) mange arrangementer dette efterår, hvor jeg er ansvarlig under afviklingen. Vores arrangementer er som regel koncerter, der som essens er placeret i weekenden. Derfor vil mine uger her fra om ca. en måned, se lidt anderledes ud.

Men på en normal hverdag står jeg normalt op mellem 6.30-7.30. Jeg forsøger så vidt som muligt at møde tidligt, og dermed også gå tidligere. Mine mødetider er i øvrigt nogle jeg selv er meget herre over. Jeg har, som tidligere skrevet, nogle tider, hvor kontoret er åbent for vores musikere, og her skal jeg helst være på kontoret. Men timerne herudover, planlægger jeg selv. Jeg har altså ofte en meget fleksibel hverdag, og jeg er derfor selv ansvarlig for at få afholdt mine timer. Eller omvendt holde fri 😉

Efter de ordinære badeværelsesrutiner samt morgenmad og kaffe, bliver mine to hunde luftet. Herefter cykler jeg som regel på arbejde. Jeg har 4,8 km hver vej (og ja – jeg har målt haha!), og så længe det ikke står ned i lårtykke regnstråler, så kan jeg sagtens cykle. Jeg har endnu ikke afprøvet busruten, men mon ikke det bliver en en begivenhed her til vinter?

Normalt møder jeg mellem kl. 8-9. Jeg elsker at sove længe, men er faktisk primært et A-menneske, og nyder de tidlige timer på dagen. Derfor starter jeg som regel min arbejdsdag i dette tidsrum.

Omkring kl. 12.00 spiser vi samlet frokost på kontoret. Vi har en frokostordning, så jeg smørrer aldrig madpakke, hvilket virkelig er en tidssparer! Vi plejer som regel at spise en klassisk madpakkeløsning i form af lune deler, rugbrød og diverse pålæg, men uden madpakkelugten, og de slatne leverpostejsmadder.

Ofte cykler jeg ned og træner efter arbejde. Jeg træner som regel tre gange om ugen, og dette sker enten inden eller efter aftensmad. Ofte også i weekenden.

Når jeg kommer hjem igen, skal hundene gåes med. Nogle dage er Casper hjemme i løbet af dagen, (han er gymnasielærer), og de er derfor ikke særlig meget alene. Om eftermiddagen er det ofte en hurtig tur, mens turen om aftenen bliver lidt længere. Og så bliver de mange dage også luftet i løbet af dagen. Tegningen er i øvrigt tegnet af hende her. Hun er skide dygtig, og det er også hende, der har skabt min header ♥

Jeg er ikke den store akrobat i køkkenet, og det er som regel Casper, der kreerer og er kreativ derude. På det sidste har jeg dog vovet mig mere og mere derud, og det tror jeg både Casper og jeg er glade for. Han står nemlig ellers alene derude, og jeg vil gerne blive bedre til at lave mad!

Efter mad går aftenerne tit med at gøre blogindlæg klar, gå en ekstra lang tur med hundene, se en film eller slet og ret bare slappe af! Det skal også til.

Dernæst: sleep & repeat!

Og tadaaa! En helt normal hverdag med rutiner. Som jeg i øvrigt er ret meget fan af. Det har nok også noget at sige, at min hverdag er noget jeg i stor stil selv er herre over. Når jeg selv planlægger rutinere, så er de slet ikke så slemme nemlig 😉

Ugen der gik | No.1

Jeg har i et stykke tid haft lyst til at dele mere herinde. Mere hverdag. Mere liv. Mere personlighed. Det vil jeg bl.a. gøre igennem denne føljeton. Jeg ser dem hos andre bloggere, og nyder altid at læse dem og følge med. Derfor får I nu indlæg, hver mandag, med detaljer fra den foregående uge. Er det noget I vil gide at læse med i? Nu får I det i hvert fald!

Ugen der gik lets blog some shit blogger fra odense

… Jeg startede op igen på arbejde efter to ugers ferie. Det var faktisk ikke så hårdt, som jeg måske havde regnet med. Faktisk var det ret dejligt at komme tilbage til nogle rutiner og have noget at stå op til.

… Jeg havde kaffe med søde Mia på BRØD, hvor vi endelig fik smagt deres hindbærsnitter. Som i alt ret faktisk er hindbærhjerter og ikke snitter. De smagte i øvrigt ret godt! Glasuren er til den søde side, så er man en sukkergris vil de helt sikkert falde i god jord.

… Jeg blev ganske begejstret for Instagrams nye Stories funktionen, hvilket jeg også skrev om her. Omend jeg er lidt usikker på, hvad det betyder for brugen af Instagram. Jeg har det i grunden ganske fint med, at der var forskel på de to medier, og at der var en klar adskillelse imellem dem. Nu er jeg ikke helt sikker mere.. Vi må se.

… Jeg fik trænet mit program igennem igen, igen! Jeg træner i OBBC, og det i øvrigt ofte jeg deler snaps derfra på.. Ja på Snapchat! Find mig under brugernavnet; jhardis. Eller! Find min træningsprofil på Instagram lige her.

… Jeg havde en aftale med Jeanette fra Skønne, hvor jeg fik farvet mine vipper. De er fra naturens side nærmest gennemsigtige. Det samme er mine bryn. Hvis de ikke blev farvet, eller jeg gik med mascara, så ville mit ansigt være ret udtryksløst. Ret sjovt ikk? Faktisk ikke. Jeg får nemlig et meget androgynt udseende, som jeg ikke helt er nede med. Der er INGEN farve i, så jeg er ikke engang nede med den der trend, der florerede på et tidspunkt med helt lyse eller hvide øjenbryn.

ugen der gik blogger fra odense odeneblogger jeanette hardis lets blog some shit blog

… Casper og jeg brugte en aften på sofaen med dynerne, slik og filmen Straight Outta Comptont. Har du ikke set den film, men interesserer dig det mindste for musik, så gør det. Jeg blev meget overrasket, og lærte en masse. Filmen er nemlig baseret på virkelige hændelser, og produceret af ingen andre end mr. Ice Cube himself.

… Så har jeg også fået mine to hunde hjem, efter de har været på ferie hos mine forældre. Det er de indimellem når vi har periode, hvor vi har travlt. Så passer mine forældre dem altid, og jeg ved, at de har det fantastisk hos dem. Men det er nu dejligt, at de er hjemme igen hos os. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hunde, og til sidst savnede jeg dem også. Læs evt. mere om dem i dette indlæg.

… Jeg holdte fri fredag, hvor jeg fik trænet igen, og ellers ordnet en masse praktiske sager i lejligheden. Det er noget, jeg skal lære nu, hvor jeg arbejder. At planlægge alle de praktiske ting, så de ikke hober sig op herhjemme. Nogle gode råd til det? Indtil nu bruger jeg nemlig ofte mine fridage på at være praktisk gris, men i virkeligheden kunne det være dejligt med en plan i løbet af ugen for det. Så det hele ikke skal klares af én omgang. #firstworldsproblems

… Søndag prøvede en veninde og jeg at få gratis sushi fra det nye sted Seaweed, der er åbnet i  Brandts. Det skulle dog vise sig værende noget af en udfordring, da halvdelen af Odense havde fået den samme idé. Vi droppede det til sidst og må have deres mad til gode til en anden gang. Til gengæld hoppede vi forbi Umashi, hvor min veninde benyttede sig af deres altid gode frokostilbud. Det er værd at tjekke ud!

Og nu er det mandag, og jeg er startet på 2. uge efter min ferie. Husk, at I kan følge med på snappen | Jhardis | her deler jeg en masse gøjl. Og det ved vi jo alle sammen er vigtigt at følge med i!

3 givende podcast jeg lytter til hele tiden!

Jeg ved ikke med jer, men jeg er typen, der hader spildtid. Det er ikke fordi jeg er dårlig til at stå i kø. Jeg ynder bare at bruge min tid, imens jeg står i kø, på andre ting, end at pille mig i næsen eller brokke mig over, at der ikke bliver åbnet en kasse til.

Det samme gør sig gældende når jeg f.eks. cykler de 4,8 km hver vej til og fra arbejde. Eller når jeg cykler rundt i det hele taget. Eller i dag, hvor jeg gik en tur i byen og kiggede i butikker. Generelt når jeg bevæger mig via transport og er alene. For mig er denne tid i virkeligheden lidt “spildt”. Kan I følge mig?

Det er tid, hvor jeg ikke kan lave noget andet end at se lige ud på vejen og sørge for, at jeg ikke brager ind i cyklisten foran mig på cykelstien.

Men så er det godt, at jeg kan bruge tiden på så mange andre ting. Som f.eks. at lytte til podcast. Det er noget jeg gør mig ret meget i, og jeg elsker det. Især fordi de podcast jeg lytter til er ret sjove eller givtige, og de giver mig ofte tanke til refleksion.

Derfor tænkte jeg, det var oplagt at dele de tre podcast jeg lytter allermest til for tiden, herinde. Uden at trække tiden yderligere ud får I dem derfor her! Vi skulle jo nødig spilde tid vel!

Podcast Emma Martiny blogger fra odense Jeanette Hardis Lets blog some shi

Denne podcast fra bloggeren Emma Martiny er berigende på mange måder. Hun interviewer forskellige personer, der alle har det til fælles, at de er meget inspirerende. Jeg har hørt alle hendes podcast so far, og selvom der er pause mht. at lægge nye op, så er hun vist i gang med at producere flere. Der er flere interviews med andre bloggere og seje forretningsmennesker i det hele taget, og jeg kan kun anbefale, at du lytter til denne podcast.
Hver podcast tager ca. i snit mellem 20 og 40 minutter, og dette passer lige til en cykeltur. Ellers kan de snildt bides over! Du kan lytte til dem lige her, eller finde hende i app’en Podcast.

mads og monopolet

Denne podcast er lidt selvudnævnt til at komme på listen i dag. Jeg lytter ofte til Mads og Monopolet når jeg slår græs, hah! Så går jeg og morer mig over, hvordan andres også tilsyneladende trivielle liv, kan indeholder dilemmaer, der udgør et radioprogram. Ofte er dilemmaerne ret sjove og interessante, og jeg sidder altid tilbage med en masse tanker omkring dem vs. de dilemmaer, mit eget liv indeholder. Derudover giver det mig altid en skøn weekendfølelse at lytte til denne podcast en simpel tirsdag eftermiddag. Alene af den grund, at de normalt bliver livesendt om lørdagen! Forskellen på liveudsendelsen og podcast er dog, at der ingen musik bliver afspillet i podcasten. Det er hardcore dilemmaer.
En podcast tager alt imellem halvanden til to timer, og jeg deler ofte denne podcast op efter dilemmaerne. Du kan lytte til den online her, eller finde den i podcast app’en.

Ted talks blogger fra odense fyn jeanette hardisDen sidste podcast i denne omgang er næsten den vigtigste. Det er i hvert fald en podcast, der omhandler vigtige samfundsemner, og som giver meget stof til eftertanke. Ikke nok med det, men så er det også en podcast, vi kan lære rigtig meget af at lytte til. Til de af jer, der ikke kender til TED Talks, så er det en nonprofit institution, der giver rum til, at relevante personer kan snakke, på en motiverende og inspirerende facon, om emner, der rører på sig i samfundet, og som kan være vigtige at tage op til debat. Jeg hørte f.eks. en TED Talk i dag omhandlende indiske pigers viden omkring menstruation. Deres viden er nemlig på det nærmeste ikke-eksisterende, og menstruation er et kæmpe tabu i Indien. Taleren i dette tilfælde, en indisk kvinde, der var veluddannet, fortalte om hendes erfaringer med viden omkring kvindekroppen og dens funktioner, og berørte et vigtigt emne, som mange åbenbart ikke har den korrekte viden omkring. Generelt bliver der holdt taler omkring emner, vi alle kan lære en masse af og om.
Du kan se TED Talk videoer på Youtube, og du kan finde deres podcast i podcast app’en. Deres podcast tager ca. 15 minutter, så det kan man sagtens overskue! Hør dem! Du vil gøre dig selv en tjeneste.

Det var alt for mig i denne omgang med podcast! Er podcast noget I lytter til, eller er I slet ikke til dette medie?

Denne plantebasere (!) og økologiske is må du prøve!

Jeg er normalt ikke sådan at imponere, hvad angår ‘smarte’ og trendy madvare. Det sidste stykke tid har der været mere og mere fokus på det at leve vegansk, vegetarisk eller plantebaseret. Meget af det forstår jeg udmærket grunden til. Bl.a. at det er sundere for miljøet at droppe kødet. Jeg ER dog en cheeseburgerdame, hvorfor et helt fravalg af kød (endnu) ikke er sket herhjemme.

Men vi reflekterer meget her i husstanden over, hvordan vores madvarer påvirker miljøet. Vi overvejer også meget, hvad vi kan gøre under vore daglige indkøb. Et lille skridt i den rigtige retning er lille, men dog værdsat i min verden.

Vi køber f.eks. ikke særlig tit indkøbsposer. Plastik er noget af det værste for miljøet (især havene), og jeg har ALTID en mulepose med ud at handle. Ofte har jeg en mulepose med også, når jeg er i tøjbutikker, og samler alle mine indkøb i én pose. Bliver jeg spurgt, om jeg vil have en pose med, siger jeg altid “nej tak“. Hvilket ikke er noget problem, hvis man har en mulepose med til ens indkøb.

Derudover spiser vi i forvejen meget grønt og frugt, så at have nogle dage i løbet af ugen uden kød, kan vi også gøre os i uden store problemer. Der findes mange lækre kødfri retter med masser smag, hvor man ikke sidder tilbage med en meeh følelse i maven efterfølgende. Til gengæld sidder jeg ofte med en god følelse i maven af tanken over alt det CO2, jeg lige har sparet miljøet for! Vidste I, at én oksebøf gennem produktion udskiller ligeså meget CO2 som 20 km i bil! Det sætter virkelig tankerne i gang angående vores CO2 aftryk.

Mit semisporadiske fravalg af kød er altså i høj grad baseret med omtanke på miljøet. Men vi spiser nu altså kød herhjemme. I alskens afskygninger.Og jeg skal ikke være herre over andres kostvalg, hvad end man lever vegansk, plantebaseret, vegetarisk eller har en kost, der stor grad består af animalske produkter. Who am I to judge. 

Odense Bloggers Jeanette Hardis vegansk is

Men indtil nu, har vi foretaget fravalg af kød og CO2, der har ligget lige til højrebenet, og meget uden at skulle give afkast på noget. Jeg mener; vi kan alle vist godt klare en dag om ugen uden indtag af kød oder was? Så sporadisk har vi en “vegetardag”, om man vil herhjemme. Vi er dog vist nok mere i retningen af begrebet ‘flexitar’. Her spiser man hovedsageligt vegetarisk (altså ingen animalske madvarer overhovedet), men har afstikkere og spiser lejlighedsvis animalske produkter. Vi er dog langt fra flexitarer herhjemme da jeg må tilstå, at vi altså spiser vor del kød, men vi tænker nu engang over vores CO2 aftryk, og hvordan vi kan nedjustere det bl.a. igennem vores valg af kost.

Det var først, da jeg så denne fine is fra Naturli’, at tankerne omkring en kødfri kost, og hvad det gør ved miljøet, virkelig kom i omdrejninger. For helt at leve uden animalske madvarer ser jeg ikke ske i den nærmeste fremtid. Altså uden ost, æg etc. Jeg vil dog hellere end gerne suge til mig af inspiration til lækre salater og madvalg, der er baseret på veganske madvarer. Særligt fordi maden ofte er super lækker og indbydende!

IMG_4687

Som denne is, der er 100% plantebaseret! Det faldt jeg fuldstændig for, og at den tilmed var økologisk scorede den altså kun bonuspoint for. Det var faktisk Casper, der faldt over dem i vores lokale Netto, og brugte dem som fyld i smore’s til hans fødselsdag her. Det var genialt at bruge disse is som indhold, og siden da har jeg slet ikke kunne droppe tanken om at bruge dem i vafler!

Jeg har set (og smagt!) to smage; hindbær og blåbær. Mine smagsløg foretrækker hindbærudgaven, men blåbær lader sig heller ikke holde tilbage. Konsistensen er en blanding mellem flødeis og sorbet, hah! Tættere på en beskrivelse kommer vi nok ikke uden, I selv skal have syn for sagen.

IMG_4688

IMG_4703

IMG_4710

Udover at være plantebaseret og økologiske har isene en masse andre fancy mærkater på sig, OG så er de faktisk forholdsvis sunde uden et alt for højt indhold af sukker. Hvilket, faste læsere vil vide, er noget vi også har i tankerne i vores daglige kost herhjemme.

Prøv dem og lad mig endelig vide, om de falder i god jord. (Jeg gider ikke høre, hvis I ikke kan li’ dem æv bæv..!).

Jeg fusionerede isen i denne omgang med netop vafler, friske blåbær og en chokolade med salted caramel stykker i sig. Sluurp! Mine tænder løber i vand lige nu.

Når vi er voksne må vi selv bestemme – så hvorfor gør vi ikke det?

{ 1 // Lyserøde pelssko 2 // Sølv herresko 3 // Grå ankelstøvler 4 // Gladiator sandaler  5 // Ankelstøvler med blomster 6// Leopard sko }

Det er noget jeg har tænkt over det seneste stykke tid. Det der med at være voksen. Jeg har sagt farvel til studielivet for good, og skal aldrig mere være ”studieklar”. På den front er jeg altså RET voksen. Med et voksenjob og det hele.

Alderen trykker efterhånden også i de ellers glitrende, lyserøde sneaks jeg ville elske at iføre mig. Men som jeg ikke gør. Fordi alderen trykker. 27 år. Det lyder ret voksent ikk’? Jeg er vel ret voksen som situationen er lige nu.

Det er i og for sig ganske fint. Det der med at være voksen. Alligevel tror jeg, at jeg lige skal have en overgang. Fra barn til voksen. Fra uansvarlig teenager til ansvarlig voksen. Det lyder bare så kedeligt. Det tror jeg nu ikke, det behøver at være.

”Voksenheden” er vel andet end realkreditlån, renter, pensionsopsparing og madplaner. Jovist. Bare fordi jeg er voksen behøver jeg ikke skifte de lyserøde sneaks ud med komfortable, ergonomisk korrekte ECCO-fodformede, grå, gummisko, der mest af alt minder om en vandrestøvle på udsalg. Helt sikkert fordi folk HAR anet faren ved at iføre sig et sådan par monotone sko. Alt morskaben forsvinder jo! Voksenheden tager over.

Men bare fordi jeg er voksen, behøver morskaben vel ikke at forsvinde. Alle farverne, der gør mig så fornøjelig skal vel for pokker ikke bare afskediges til fordel for en mere optimeret, grå udgave?

Det gik nemlig op for mig, i mit tankespind på størrelse med Niagara Falls, at voksenlivet slet ikke behøver være en kamp for at leve livet så stringent og kedeligt som muligt. Selvom jeg nogle gange næsten bliver overbevidst om, at det er den sande vej frem! Det skulle jeg da i hvert fald tro, når jeg nogle gange betragter de voksne jeg kender…

Voksenheden betyder også at kunne bestemme selv. At kunne beslutte sig for at iføre sig tylskørt, gummistøvler og Edda-størrelse solbriller, og hoppe i den første den bedste vandpytte vi møder på vores vej.

Og nu siger jeg ikke, at mit vandfald af tanker har trukket mig fra vankanten og videre ned i børnepoolen. (Faktisk er børnepoolen vel på det sidste rykket op til det dybe vand med alle de pool floats jeg ser over alt på Instagram disse dage). Men det slog mig, at jeg indtil nu har fået prædiket ved alle mine oprør og lettere barnlige ønsker, at ”når du bliver voksen, så bestemmer du selv!”. Og ved I hvad gues? Nu er jeg sgu voksen. Så nu bestemmer jeg selv!

Jeg bestemmer helt selv, om jeg vil have bland-selv-slik og cola som det første når jeg står op. Helt ærligt, hvis det alligevel står fremme fra aftenen før?

Hvilket er noget helt andet. Jeg bestemmer også selv, om jeg vil rydde af med det samme fra aftensmaden. Eller aftenslikket. For det er mig, der er den voksne. Ligesom jeg selv bestemmer, om jeg vil tømme vaskemaskinen for det våde tøj samme dag, jeg har sat maskinen over. Og selvom alt min voksenfornuft jeg på det nærmeste har fået indprentet fra barnsben fortæller mig, at jeg sgu da SKAL tømme den vaskemaskine straks den er færdig, så lader jeg den nogle gange være. Indtil dagen efter. Og nogle gange længere. Bare fordi. Fordi jeg er den voksne! Og jeg selv bestemmer.

Hvilket fik mig til at tænke at man som voksen kan gøre alle de ting, man fik forbud imod at gøre som barn. Som at spise slik til morgenmad. Eller vente med de mindre betydelige pligter som vådt tøj. Eller støvsugningen. Eller bade LIGE efter man har spist!

Jeg bestemmer også selv, hvem jeg vil lege med nu. Altså i overført betydning ikke. Jeg bliver ikke tvunget af nogle til at lege med ALLE i klassen. Eller invitere alle til fødselsdag. Voksne bestemmer nemlig også selv, hvem de vil socialisere med. Og hvornår og hvorfor. Og ikke mindst, hvilke sko de vil iføre sig om morgenen.

Dermed ikke sagt, vi alle skal smide voksenheden fra os, og kaste os over flødebollerne til morgenmad, og aldrig spise vores broccoli. For det er nu engang nødvendigt indimellem at være voksen. I det mindste at opføre sig sådan udadtil.

Vi skal dog ikke udnytte voksenheden. Vi må ikke tage det for givet, at vi selv bestemmer. Men værdsætte det i de rette omgivelse og til de rette begivenheder. Som når vi holder ferie. Og selv bestemmer, at store, tykke amerikanske pandekager med sirup SNILDT kan gøre det ud for en nærende morgenmad, imens en stor, fed isvaffel sagtens kan være frokost.

Det handler vist om, at vi skal finde balancen. Og iføre os det fine jakkesæt om morgenen på vej til arbejde. Men beholde de lyserøde sneaks eller metallicherreskoene på…

Den, seriøst, stærkeste kaffe i verden! Lige i min lejlighed

Jeps. Du læste rigtigt. Verdens STÆRKESTE kaffe. Den sipper jeg af disse dage.

Jeg viste et billede af posen på Snapchat den anden dag (følg mig i øvrigt der også – jhardis – hvis du IKKE vil gå glip af sådanne snaps om verdens stærkeste kaffe. Og OMG HVEM vil det?!), og der var flere af jer, der snappede tilbage (min snippedisnap er åben, så I kan snappe mig aaaalt. Spørgsmål, billeder, you name it, bring it!), og spurgte, hvad det var for noget kaffe.

Hvilket jeg egentlig godt kan forstå!

For hvad er det egentlig for noget kaffe?

IMG_5019  IMG_5006

Jo. Det vil jeg afmystificere lidt i dette indlæg. Jeg fik først nys om denne, verdens stærkeste kaffe, for et par uger siden. Det var min far, der gjorde mig opmærksom på den. Jeg tror, den mand har drukket så mange poser kaffe i sit liv, at han ville kunne have drevet en kaffebar, havde han ikke selv inhaleret alt det sorte guld!

Den mand LEVER for og af kaffe. Den anden dag proklamerede han endda, at nu “er han nede på TO kander… Om dagen“. Den bedste souvenir vi kan have med hjem til ham fra udenlandsrejser, er nye typer kaffe. Han diskriminerer ikke. Han drikker sgu det hele, hah!

Så meget kaffe han drikker, var det klart, at han blev optaget af tanken om verdens stærkeste kaffe. Han opsnusede sig frem til dette brand igennem Instagram (jow jow, min far er med på beatet), og fik bestilt nogle poser til os herhjemme igennem en ven, der slog et smut forbi det forjættede land.

IMG_5014

Verdens stærkeste kaffe death wish coffee jeanette hardis odense blogger

Kaffen ER verdens stærkeste kaffe med det højeste koffeinindhold overhovedet. Er det ikke sejt?! Det synes jeg virkelig det er. Især når man inddrager, at kaffen endda smager rigtig godt! Jeg frygtede den ville være meget bitter, men det er langt fra rigtigt. Den har faktisk undertoner af chokolde. AF CHOKOLADE skrev jeg. Verdens STÆRKESTE kaffe har toner af chokolade. Arhmen, så kan vi da ikke bede om mere vel?

Huffington Post har testet forskellige typer kaffe i denne artikel (følg i øvrigt lige Huffington Post på Facebook – de laver nogle virkelig fine artikler bl.a. denne. Vigtig viden du ved…), og her kan I læse mere om Death Wish Coffee sammenlignet med andre kaffetyper på markedet. Coffee Death wish coffee verdens stærkeste kaffe jeanette hardis odense blogger

I kan også læse mere på deres hjemmeside her, og der kan I også bestille jeres egen pose af verdens stærkeste kaffe. De sender (næsten) i hele verden. Også til Danmark. Vigtigt! Jeg forudser nemlig, at dette ikke er den sidste pose vi skal have af verdens stærkeste kaffe!

Hvad siger I? Er det noget I ville turde prøve?