Syg eller ikke syg? Det er spørgsmålet

Jeg har tænkt meget over det her fænomen, vil jeg kalde det, i Danmark, hvor når vi er syge, så slæber vi os stadig afsted på arbejde og ud i samfundet alligevel.

Jeg er i hvert fald rigtig slem til det.

Det er noget, jeg især har tænkt over, siden jeg blev testet for corona for 14 dage siden. For jeg var syg. Rigtig syg. Og i disse tider så skal der ikke langt fra host og feber til en mistanke om, at det er corona.

Så jeg ringede til min læge og fik hurtig en henvisning til at blive testet for corona. Faktisk dagen efter.

Jeg skulle vente op til 72 timer på et svar og fra jeg blev syg til jeg fik svar, skulle jeg holde mig hjemme.

Og jeg meldte mig desuden også syg på arbejde. Hvilket jo burde være en selvfølge, men som faktisk ikke er det. I hvert fald ikke for mig.

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg snottet, hostende, harkende og varm er taget på arbejde.

Hvilket er så dumt! Jeg forlænger min sygeperiode og jeg risikerer at smitte mine kollegaer og andre mennesker på min vej.

Men jeg vil jo for alt i verden ikke melde mig syg. Nej, så hellere kæmpe mig afsted, sidde i otte timer og have det skidt foran skærmen, måske hvile øjnene indimellem, og så hjem under dynen og gøre det hele igen dagen efter.

Det er en mærkelig tendens. For jeg er ret sikkert på, at jeg ikke er alene om den her adfærd.

Det er som om, det giver en form for prestige, at vi kan klare at arbejde gennem sygdom? Eller er det bare mig? Som om det giver plus på kontoen hos arbejdsgiver.

Jeg slæber i hvert fald mig selv afsted gang på gang og kæmper mig igennem arbejdsopgaver og tænker, at det er for det bedste. For så “skuffer” jeg ikke min arbejdsplads, min chef og mine kollegaer. Og jeg bebyrder ikke dem med måske ekstra opgaver pga. min sygdom.

Jeg skal i hvert fald være virkelig syg, før jeg har samvittighed til at melde mig syg. For selvom jeg er syg, så får jeg hurtigt dårlig samvittighed over at melde mig syg. Jeg har en følelse af, at jeg burde ligge med åbent benbrud, før jeg kan tillade mig at melde mig syg.

Det er absurd. Men det er nu engang sådan, jeg føler. Måske er det en form for alt for høj arbejdsmoral? Eller fordi jeg er super pligtopfyldende? Og det kan jo bare ikke passe, at jeg ikke kan passe mit arbejde pga. sygdom – vel?

Så hellere tage afsted og være sløj på arbejde, end at belemre andre mennesker med min sygdom. Jeg ved ærligt ikke, hvad det bunder i.

Men da jeg SKULLE blive hjemme i den periode, hvor jeg var under mistanke for corona, der slog det mig virkelig. Hvor anstrengende det er for mig at skulle melde mig syg. Det eneste tidspunkt jeg var ude i de dage, var da jeg skulle testes. Her cyklede Nicolai og jeg afsted sammen, men det var kun mig, der måtte cykle ind i testområdet. Hvilket vi havde regnet med. Så han ventede pænt et stykke væk imens.

Heldigvis var prøven jo negativ og det blev fejret med en tur til Stige Ø samme aften!

Men i de dage tænkte jeg meget over, at jeg er dårlig til at melde mig syg og rent faktisk tage de dage, som min krop har brug for til at overkomme sygdommen. Især her mens jeg har arbejdet meget hjemme, var det svært. For så risikerede jeg ikke at smitte mine kollegaer, men det var super nemt lige at åbne min computer og finde min arbejdsemail frem og kigge på lidt opgaver. Og hvis jeg kan klare en time her og en time der, er det så ikke bedre end ingenting?

Nej. Ikke når jeg er syg. Så skal jeg sgu bare være syg. Og ikke prøve at imponere nogen over min høje arbejdsindsats selv under sygdom. For det er faktisk ikke noget at være stolt af eller se op til. Når vi er syge, er vi syge.

Er du også det?

En (søn)dag i lockdown

Alle fotos er taget af Nicolai

Det er mandag i dag. Og heldigvis en bedre én af dem. Det er på trods af, at jeg arbejder hjemme og ærlig talt startede weekenden på en virkelig dårlig måde.

For i fredags havde jeg ikke en god dag! Jeg var pisse irriteret. Irriteret over hele denne coronalockdown – og det viste sit knapt så kønne ansigt i fredags.

Ting som jeg før i tiden nemt kunne håndtere, bliver i disse dage blæst fuldstændig ud af proportioner. I fredags startede alt med at være irriterende. Jeg vågnede og var irriteret. Ikke over noget specifikt. Jeg vågnede bare og følte dét. At uanset hvilke dumme ting, der skete, ville det være 100 gange værre end normalt.

Kender du de dage? Hvor man bare vågner og kan mærke “okay, i dag er min temperament i en meget kort snor…”.

Det er heldigvis ikke særlig tit det sker for mig. Langt de fleste dage vågner jeg og er positiv.

Det er helt sikkert fordi, min hverdag er vendt på hovedet. Jeg tænkte nogle gange (inden alt det her corona lock down), “ej det kunne da være meget hyggeligt at arbejde hjemmefra.. At kunne sidde i min egen stue og arbejde.”.

Dét tænker jeg ikke lige nu! Lige nu vil jeg bare have min normale hverdag tilbage. Jeg vil kunne stå op om morgenen, klare min sysler, og cykle på arbejde. Og cykle hjem igen når jeg har fri.

Samtidig giver denne tid også virkelig plads til mange tanker omkring netop min hverdag – og mit liv. Er det som jeg gerne vil have det skal være? Er jeg lykkelig? Er jeg glad? Er jeg taknemlig? Skal jeg gøre noget anderledes?

Er jeg tilfreds med, hvordan mit liv er lige nu?

Det giver i hvert fald rum for en masse tanker – de her dage herhjemme.

Det giver også rum og tid til at gå lejligheden igennem, rydde op og ud og gøre rent. Sådan helt i bund! Forrige søndag brugte jeg det meste af dagen på at gøre hele stuen ren. Alle karme, paneler, radiatorer og vinduer blev vasket af. Det gik så vidt, at jeg brugte vatpinde til at tørre alle de små hjørner i vinduerne af…

Denne weekend skete det samme på badeværelset. Efter vi har fået vores brusekabine tilbage (shit det er dejligt at kunne gå i bad på sit eget badeværelse, uden at skulle gå i vaskekælderen!), trængte den til en gevaldig rengøring. Håndværkerne har (forhåbentlig) lavet et rigtig fint stykke arbejde, men de har også sat beskidte mærker både i selve brusekabinen og i badeværelset. Så de skulle vaskes væk – og brusekabinen skulle “sprittes af”.

Jeg har planer om at rydde ud i skabene på badeværelset også. Der ophober sig ret tit alle mulige produkter, som jeg gemmer i hundrede år, gammelt solcreme, tomme emballager og bare hverdagsrod. Så det bliver også ryddet op. Måske jeg også går køkkenet igennem senere på ugen, hvis tiden er til det… (grine/græde smiley fordi der er ikke andet end tid lige nu…!).

Ellers prøver vi herhjemme at opretholde en så “normal” hverdag som muligt. Vi står op og går på “kontoret”. Aka. stuen. Spiser frokost. Arbejder. Prøver at holde fri, når vi har fri. Nogle dage går det bedre end andre… Det er svært når ens kontor ligger to skridt fra ens sofa. Så kan man jo liiige sætte sig. Eller bare blive siddende til sent.

Efter statens nyeste udmelding om, at den her lock down forlænges med to uger, skal jeg til også virkelig have vurderet min arbejdsstation. For jeg sidder ikke helt optimalt ved vores spisebord.

Og ellers fortsætter vi med at tage én dag af gangen. En time af gangen. Der sker hele tiden nyt i udviklingen af den her coronavirus. Jeg kan knapt nok følge med, men vi prøver virkelig herhjemme. Vi prøver at se alle pressemeddelelser. Prøver at følge med på de nyeste informationer. Samtidig prøver vi også at finde en balance i at blive fyldt med informationer og stadig skabe en hverdag under de nye omstændigheder.

Hvordan klarer du det? Arbejder du hjemmefra? Eller står du i en usikker situation med arbejde..? Er du alene derhjemme? Sammen med familie? Partner? Andre?

Jeg sender dig uanset hvad alt god energi gennem skærmen!

Jeanette Hardis Odense sidder på bænk Odense bibliotek blogindlæg

I øvrigt…

Foto: Nikki Lund
  • Så er jeg begyndt at se The Walking Dead igen. Jeg stoppede med at følge med efter sæson 6. Det var blevet lidt trægt, og på det tidspunkt kunne jeg ikke se flere sæsoner hos de danske udbydere. Jeg er typen, der binge watcher serier, så hvis der ikke ligger hele sæsoner, så er jeg virkelig dårlig til at se dem. Til gengæld sluger jeg så en given sæson på, nogle gange, et par dage. Anyways – nu er jeg begyndt igen fra sæson 7, fordi der ligger indtil sæson 9 på Viaplay. Og jeg sluger det nu! Det er virkelig blevet spændende igen, så en anbefaling herfra.
  • På den anden side… Så er Nicolai og jeg begyndt at se Watchmen hos HBO, og der kommer et nyt afsnit hver uge. Så den ser vi altså kun et afsnit af gangen. Det er som om, det er noget andet… #jajegerlidtmærkelig
  • Har jeg åbenbart mistet min ene handske. Jeg græd lidt da jeg opdagede, at der kun lå en handske i min lomme lørdag morgen. Jeg var på arbejde fredag aften og tog bagefter ind til byen for at se Nicolai spille med bandet. Og på et eller andet tidspunkt på vej til byen eller på vej hjem, har jeg tabt den ene handske. Suk. Det er et par ruskindshandsker med frynser på, og jeg har haft dem i mindst fire år #suk. Nåhmen nu er jeg på udkig efter nogle ny. Det må til.
  • Har jeg købt de her dækkeservietter fra IKEA, som jeg elsker. Jeg synes, de er så fine. Men de første 14 dage lugtede de simpelthen så meget af søgræs, at Nicolai næsten blev dårlig haha. Så de har ligget til luftning og NU kan de bruges rigtigt. Men jeg købte kun to, og vi skal egentlig have fire, såååh vi skal vist igennem endnu en luftning.
  • Har jeg virkelig et had/kærlighedsforhold til at cykle. Især om vinteren. Jeg elsker at bevæge mig og bruge cyklen som transport, men jeg hader, at jeg får det så varmt, at jeg kan mærke svedperlerne på panden og ryggen… Og de her dage, hvor der også regner og jeg føler, at jeg er et mobilt drivhus. Det dur slet ikke for mig.
  • Prøver jeg viiiirkelig at holde mine sengetider. Især til hverdag. Men shit, hvor er det svært. Jeg er en natteravn, der på den ene side fungerer rigtig fint med arbejde sent, og elsker at sove længe, men på den anden side også elsker følelsen af at stå tidligt op og få noget ud af dagen. Såhhdeeet.
  • Er vi stadig ved herhjemme at finde ud af, hvordan indretningen skal være. Vi er ret enige, heldigvis, men der er nogle gange langt fra tanke til handling. Lige nu drejer det sig om en ny sofa. For den skal både være pæn OG virkelig komfortabel. Især for to mennesker for én gang. #livetsudfordringer (det her er virkelig first world problems, men tænker du sikkert kan relate).
  • Er lejligheden fyldt til randen af Pileababyer fra da jeg plantede om for nogle uger siden. Mit lille plantehjerte kan bare ikke få mig til at smide dem ud! Så de får lige lov til at slå fine nye rødder, og så bliver de ekspederet videre til nye planteforældre.
  • Har jeg også for en gangs skyld formået at holde liv i en orkide. Det har jeg aldrig fattet at gøre før. Jeg er god til de grønne planter, men orkider har altid hadet mig. Men denne, som jeg endda har fået af min svigerforældre, den holder altså bare. Måske et symbol <3 Måske bare mig, der læser ting ind i det haha.

Hej fredag…

Foto af Nikki Lund fra fotowalk med Fynske Influencers

Åh jeg kan mærke, at jeg er inde i en svær periode for tiden. Eller nej, måske ikke svær. Der sker bare mange ting omkring mig, der lidt rykker ved min base og min kerne.

Mange ting kan jeg ikke selv gøre noget ved. Som fx. at vores brusekabine i lejligheden er utæt, og der lige nu er hugget op derinde og alt ligner en byggeplads. Vi “tager bad” i kælderen. Jeg skriver det med citationstegn, fordi vi reelt set ikke har kunne tage bad. Ikke varme bade, that is. For det varme vand i dén bruser har ikke virket pga. et alt for gammel armatur.

Så det har været noget med at finde en stor spand og fylde med varmt vand fra håndvasken og pøse vand på os selv eller tage bad i byen. Shit to uger, hvor jeg ikke kan komme ordentligt i bad og må vaske hår i vasken er ikke godt for mig.

I dag er der endelig kommet en VVS’er, der skal fikse badet i kælderen, så vi i det mindste kan tage et rigtigt bad dernede. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går med badet i vores egen lejlighed. Vores udlejer skal have sin forsikring ind over, inden han kan gå videre med noget som helst. Men hele processen har været så langstrukket og kompliceret, at jeg er ved at blive rigtig sur over det.

Suk det her med at vi ikke har orden på hjemmet, vores base, det går mig rigtig meget på. Det er en stor tryghedsfaktor for mig, at mit hjem er i orden.

Anyways – weekenden står for døren og jeg glæder mig! Jeg sidder hjemme i dag og arbejder, da jeg skulle vente på den VVS-mand. Men i eftermiddag tager jeg til KBH og besøger en studieveninde.

Jeg er afsted til på søndag og jeg aner ikke, hvad vi skal lave haha. Jeg er dog sikker på, at det bliver mega hyggeligt. Vi griner altid meget sammen, og er gode til at chille. Lige sådan en weekend jeg trænger til efter denne uge.

Søndag er jeg hjemme igen ved middagstid, og så står den på hygge herhjemme. Vi skal helt sikkert også lige gøre lejligheden klar til den nye uge. Og selvom det er uge 42, så er der ingen efterårsferie til mig. Jeg tog jo fri i sidste uge og brugte tiden med min familie i Spanien.

Jeg er nu sikkert på, at det bliver en god uge selvom jeg nok kommer til at være lidt alene på kontoret. Mange af de andre holder nemlig fri. Men jeg kan egentlig meget godt li’ at sidde lidt for mig selv alligevel.

Hvilke planer har I for weekenden? Holder I efterårsferie og har dejlige planer i næste uge? Eller er i på arbejderholdet sammen med mig?

Når ensomheden rammer, hvad gør man så?

Annonce for Espresso House

Jeg ved, hvad jeg gør. jeg skriver om det. For det hjælper mig. Det hjælper i mange af mine svære stunder at skrive følelserne ud og ned på online papir. Selvom jeg på det sidste ærlig talt ikke rigtig har turde sætte mig ned for at skrive. Af frygt for, hvad der kom ud. Ærligt? Det har været et sindsygt hårdt år i privaten. Det er helt sikkert noget, jeg gerne vil lukke mere op for og fortælle om. Men lige nu er det svært bare at tale med mine nærmeste om det. Det involverer, som det jo tit gør, andre mennesker, der ikke har valgt at skulle håndtere deres følelser offentligt på denne måde. Så det skal jeg selvfølgelig også tage hensyn til.

MEN. Ensomhed. Den kan jeg snakke lidt om lige nu.

For det er en følelse, der kan være rigtig svær at håndtere. Jeg skrev for nogle år tilbage om ensomhed under min studieperiode. Især i starten af mit studie. Og det indlæg faldt en journalist i sidste uge over, og jeg blev inviteret i Go’Morgen Danmark for at tale om ensomheden blandt studerende.

Samtidig blev jeg samme dag spurgt, om jeg ville være med i en kampagne for Espresso House. De lancerer deres nye blåbærsnurrer og i den forbindelse donerer de 5kr for hver 2 solgte snurrer til Røde Kors’ landsindsamling og arbejde imod ensomhed. Den kampagne kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, fordi jeg vitterligt sad i toget efter jeg havde været i Go’morgen Danmark og snakke om ensomhed.

Vi fik at vide den morgen, jeg deltog, at hver 9. studerende føler sig ensom. Når jeg google mig frem kan jeg dog se, at det svinger mellem hver 9. og hver 8. Og det er mange. Og der er helt sikkert mørketal, der skjuler mange, der ikke tør sige, at de er ensomme.

Det er også, for mig i hvert fald, svært at skulle sige højt. Og det er svært at komme videre fra.

For mig startede følelsen af ensomhed, da jeg flyttede hjemmefra og startede studie. Jeg flyttede også langt væk fra alle jeg kendte, fra venner, job, familie. Fra alt velkendt i alle henseender.

Selvom der var mange mennesker på mit studie, så kunne jeg ikke finde et tilhørsforhold til særlig mange af dem. Få mennesker begyndte jeg at tale med, men det hjalp ikke på ensomheden. Mest fordi jeg stadig var vidne til de andres fællesskaber. Det blev endnu tydeligere, da jeg startede på mit tilvalg. Her havde jeg fag, der hørte til forskellige semestre. Så ét fag var fx. sammen med nogle på 1. semester. Mens et andet fag var sammen med nogle på 3. semester. Jeg fik derfor aldrig rigtig en holdånd med de mennesker. Selvom der var nogle søde imellem, så blev de aldrig nogen, jeg sås med privat.

Især det år kan jeg huske som værende rigtig hårdt. For jeg var meget alene derhjemme i lejligheden. Min daværende kæreste var på et virkelig krævende studie, og skulle bruge meget tid på det. Mere end fuldtid og ofte med aktiviteter der lå udenfor almindelige studietidspunkter. De havde et enormt stort og fedt fællesskab på dét studie. Hvilket gjorde, at jeg følte min ensomhed i endnu højere grad. Og selvfølgelig skulle min kæreste være på studie og selv deltage i de sociale arrangementer! Jeg anede bare ikke, hvordan jeg selv skulle kunne opleve det sammen.

Mit eget studie var endda kun med mellem 9-11 timer om ugen og så selvstudie. Så jeg kan huske mange dage, hvor jeg sidder helt alene enten på uni, biblioteket eller hjemme i lejligheden. Den følelse at gå rundt alene på uni og bare være ensom, shit den rammer hårdt.

Det er selvfølgelig ens eget ansvar at opsøge fællesskaber eller relationer. Men det kan dælme være svært. Især på studiet, hvor der ser ud som om, alle andre bare hygger sig. Så der burde bestemt komme mere fokus på, at der ikke sider nogen alene til timerne eller i pauserne. Men at vi alle sammen tager hånd om det her. Og påtager os bare et lille socialt ansvar. Så hvis du ser én sidde helt alene til undervisningen, så gør det ikke noget, at sætte dig ved siden af personen. Og lige mærke efter.

Da jeg startede på min kandidat var det som en ny chance for at kunne få nye relationer. En frisk start. Så den greb jeg! Og jeg dyrkede relationer på studiet og gjorde også selv en aktiv indsats for at blive en del af fællesskabet. I dag snakker jeg stadig med flere af de mennesker, jeg mødte dengang og nogle af dem betragter jeg som tætte relationer. Nogle snakker jeg tit med, andre ikke så tit. Men relationen er der stadig og dyrkes og værdsættes.

Men. Følelsen af ensomhed kan nemt ramme, selvom vi reelt ikke er ensomme. Selvom vi ikke er alene. Jeg kan stadig føle mig ensom. Jeg tror, det er fordi, jeg har virkelig svært ved at lukke folk helt ind. Jeg kan snakke om følelser og svære ting med mange af mine tætte relationer. Men at lukke dem helt ind, hvor jeg er fuldstændig sårbar og blotter mig selv. Derind lukker jeg få personer ind. Og det, at der er få personer i lige dét hjertekammer, kan nogle gange give mig følelsen af ensomhed. Fordi jeg føler, at mange andre mennesker nemt kan lukke mange derind i det rum i dem selv. Giver det mening?

Samtidig er jeg en introvert person. En ekstrovert introvert person. Der egentlig er glad for mit eget selskab og nyder min egen person, haha! Så jeg tilvælger ofte selv at være alene. Men det er måske deri forskellen ligger. At når jeg selv vælger aleneheden, så er det okay. Men følelsen af at blive fravalgt eller slet ikke tænkt på til at starte med; den er hård for mig at føle.

Det er klart en proces og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg dyrker selvudvikling mere og mere og synes det er spændende at finde ud af, hvem jeg er, hvordan jeg kan håndtere følelser, svære som lette, og hvor jeg mentalt, spirituelt, åndeligt og psykologisk er på vej hen.

Selve oplevelsen i Go’morgen Danmark var for mig virkelig god. Journalisten, der havde fundet mig, var topprofessionel og rigtig sød. Jeg blev først kontaktet dagen inden jeg blev inviteret ind i studiet, men hun var fuld af forståelse og fik af to omgange snakket interviewet igennem med mig. Så var grundlaget lagt til dagen efter og hun var sikker på, at jeg var forberedt.

Jeg tog toget til KBH om aftenen onsdag og sov hos en af de veninder, jeg mødte på min kandidat. Det var hyggeligt at kunne få klemt lidt tid med hende ind. Jeg skulle have taget et s-tog fra banegården, men der var sporarbejde og jeg orkede ikke bus. Så jeg hoppede på et el-løbehjul og tog turen ud til hende. Hun bor omkring Svanemøllen station på Østerbro. Det var super smart at kunne hoppe på et løbehjul derud og bare stille det foran hendes dør. Og det gav lidt luft til tankerne at køre rundt med den varme luft susende forbi på sensommeraftenen.

Om morgenen tog jeg en taxa til studiet, men jeg var der alt for tidligt, så jeg hoppede ned til den nærmeste Espresso House og fik en iskaffe og ringede til min mor. Ens mor er vist altid god at ringe til, når nervøsiteten begynder og man bare gerne vil snakke det lidt ned.

Jeg gik langsomt op mod personaleindgangen v. Tivoli og var der i fin tid. Studiet ligger i Orangeriet i Tivoli og det var virkelig sjovt at opleve Tivoli helt tom for mennesker. Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til igen, så jeg sugede alle indtryk til mig, haha! Ægte landbo, der kommer ind til den store by!

Jeg blev tager imod af en rigtig sød produktionsassistent, der fik guidet mig på plads i deres lille “gæstekøkken”. Inden showtime fik jeg snakket med Jesper, psykologen der kom fra Studenterrådgivningen, som jeg skulle i studiet med. Jeg kom i sminken og fik lagt en fin og naturlig makeup og så var det ellers bare med at vente på, at vi blev kaldt op.

Da vi kom ind i selve studiet, kom det bag på mig, hvor småt det egentlig var! Jeg havde forestillet mig noget meget større. Vi blev sat i sofaen, hilste på Louise og Mikkel, der var dagens værter og ventede et par minutter på at gå i gang. Der begyndte svedperlerne virkelig at komme frem på både overlæbe og pande! Shit jeg var nervøs og spændt!

Heldigvis gik det rigtig godt, omend det går virkelig hurtigt, når sådan et interview først kører.

Jeg kan desværre ikke dele et link herinde, men du kan vist få en gratis bruger til TV2Play, hvis du er nysgerrig på at se giraffen i fuld vigør. Hvis du gør det, så kan du finde indslaget via dette link.

Alt i alt var det en sej oplevelse, som jeg bestemt lægger i rygsækken af mindeværdige bedrifter. Og jeg glæder mig over, at Espresso House vælger at lave en kampagne, der fokuserer på ensomhed.

Ting jeg virkelig hader (eller i hvert fald slet ikke bryder mig om)

Jeg elsker liste-indlæg. De er overskuelige, ofte sjove og relaterbare og giver et ret fint perspektiv på emnerne på listen. Og her til aften kom jeg i tanke om ting, jeg hader. Og ja, hader er et stærkt ord. Så i hvert fald ting som jeg overhovedet ikke på den mindste måde bryder mig om!

Jeanette Hardis besøger Fyns hoved. Smuk udsigt. Sidder på en bænk.
Nicolai tog det her foto en dag på Fyns Hoved. Jeg forestiller mig, at jeg tænker på alle de ting, jeg hader… Og nyder udsigten.

Ja, listen startede faktisk med en ting, jeg tænkte på tidligere, men den kan jeg sgutte huske nu. Så.. Måske den kommer med undervejs, når jeg skriver. Måske ikke. Here goes! Jeg hader…

  • At jeg elsker at blande slik, og betragter mig selv som en rimelig kyndig bland-selv-slik-udøver, men alligevel gang på gang formår at ende med slik i bunden af posen, som jeg egentlig ikke heeelt rigtig bryder mig om. Jeg mener, hvorfor? Det er mig selv, der blander slikken. Hvorfor er det så, at det sidste slik tilbage i posen altid er noget som er sådan meeeeh. Det kan sgu da ikke være meningen. Så ja. Det hader jeg. At der altid er slik tilbage, som er lidt æv.
  • Når en bog slutter. Især hvis det har været en virkelig god én. Så er jeg altid ekstra langsom om at læse de sidste sider, for jeg gider ikke have, at den slutter. Det er sørgeligt. På en sær og mærkelig måde. Jeg bliver altid ramt af en form for melankoli, når jeg læser de sidste linjer af en bog. Også selvom det har været en mindre god bog eller hvis slutningen er helt happy go lucky. Jeg tror, at det er selve dét, at bogen slutter, der er trist for mig. Det hader jeg.
  • Folk der ikke passer på andre i trafikken. Jeg er selv en rimelig habil bilist og cyklist. Sågar en rimelig habil fodgænger. Men jeg kan jo ikke gøre for, hvad de andre i trafikken gør. Jeg kan ikke være ansvarlig for deres opførsel, og hvis den er røvet hader jeg det bare. Altså. De kan jo rent faktisk være skyld i, at jeg får dårlige oplevelser i trafikken. Eller skade andre! Lad venligst være med det. Tak.
  • At mine ben sover helt vildt hurtigt, når jeg sidder med dem bukkede. Næsten med det samme begynder det at snurre i min tæer og op i benet. Så lad dog være altså. Jeg skal hele tiden rykke rundt på mig selv så. Og det er jeg ærlig talt alt for doven til.
  • Når mennesker udskammer andre mennesker. Bare stop. Fint nok, at du ikke er enig i, hvordan andre mennesker lever deres liv. Og hvis de har spurgt, så kom endelig med gode råd og tips. Men ellers så bare bland dig uden om. Du sparer en masse tid og energi, og sparer desuden den anden part for en rigtig nederen følelse. En følelse af, at de er forkerte. Æv.
  • Nu kan jeg huske det. Grunden til denne liste. Min veninde skrev lige. Og så kom jeg i tanke om det. Altså ikke fordi hun skrev hah! Men pga. det hun skrev om. Træning. Jeg hader bulgarian split squats. Næst efter assault bike. Men det laver jeg heldigvis heller ikke så meget. Men bulgarian split squats, de har næsten altid været i mit træningsprogram. For de ER rigtig gode. Især for mig. Der er fokus på et ben af gangen, min hoftebøjer bliver strukket godt ud (og det har den brug for) og jeg træner kontrol og glutes. Men for filan jeg HADER den øvelse! Jeg laver den dog, når jeg skal. Men så heller ikke mere. Den er i mit program nu. Jeg har selv sat den derind. Jeg hader mig selv lidt også lige nu.
  • Når vi løber tør for mælk til min morgenkaffe. Der er intet mere at sige om det.
  • At der ikke er mindst 30 timer i døgnet. Føler godt, at jeg kunne være vågen noget mere og stadig sove samme antal timer som nu. Altså. Sove ca. otte timer (hahaha som om, maks seks på de gode nætter, jeg er sååå dårlig til at gå i seng til tiden!) og være vågen 22 timer! Så kunne jeg nå meget mere, end jeg gør nu. Føler mig SÅ tit bagefter alting. Ja ja det handler om at prioritere. Jeg prioritere bare mange ting meget højt.
  • At det koster 70kr (!!!) at få udbragt McDonalds med Wolt. Come on! Wtf. Det er satme for dyrt! Måske er det en taktik. For jeg bestiller altid noget andet fra Wolt i stedet. Så noget tjener de altså på mig. De leveringsdygtige, men dyre forbrydere! (Ja, her ville jeg have skrevet svin i stedet for forbrydere, men følte det blev for hårdt. Selvom jeg samtidig føler, at det ville give min pointe mere pondus!).

Nåmenja, det var vist den liste for i dag. Måske jeg laver en mere en anden dag. Det var i hvert fald vildt dejligt at få ud af kroppen, ned gennem fingrene og ud på tastaturet!

Hvad hader du? Kom endelig med det! Er faktisk helt nysgerrig nu!

Vores sommerferieplaner (+en lille streg i regningen…)

Sommerferie. Ahh. Den tiltrængte ro, der lader skuldrene sænke sig heeelt ned og får kroppen til at få fornyet energi. Jeg har så brugt knapt en uge af min ferie, so far, med at ligge syg.

Hej sommersygdom

Da vi kom hjem fra Roskildefestival, gik det vist op for min krop, at den nu havde ferie. Aka. den kunne slappe helt af og lade sygdommen tage over #typisk. Jeg kan ikke være den eneste? Desværre sikkert.

Der er bare ikke noget spændende ved at ligge syg om sommeren. Især ikke når jeg kigger mit Instafeed igennem. Azurblåt hav, palmer, farverige drinks vs. sofa, dyne og kamillete med honning. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, hvis jeg kunne.

Skulle vi ikke sydpå?

Jo det skulle vi. Nicolai og jeg. Smutte en tur sydpå. Vi havde ikke lagt nogle planer for sommerferien. Sidste år havde vi lige mødt hinanden, så der gik ferien med at flette fingre, kigge hinanden dybt i øjnene og lære hinanden at kende.

Fotos af Nicolai

Det er egentlig, nu jeg tænker over det, præcis det samme vi laver i år.
Men vi havde ikke rigtig snakket sommerferieplaner andet end, at vi ville kigge os om efter en afbudsrejse og lade udvalget bestemme, hvortil vi skulle.

Det altså indtil Nicolai kiggede på sit pas og kunne konstatere, at det var udløbet. Sidste år…

Såååh udlandsrejsen blev droppet. Vi undersøgte muligheden for et nødpas eller et eksprespas. Men der var nogle forskellige faktorer, der umuliggjorde den mulighed. Vi turde simpelthen heller ikke satse på det.

Staycation here we come

Så det blev en frivillig, tvunget staycation i stedet. Hvilket, nu her på tredje dagen, har vist sig også at være rigtig hyggeligt.

Men, hvad er planerne så? Jo indtil nu har vi nydt at have fri sammen. Kunne sove længe. Justere vores døgnrytme som det passer os. Der er også indlagt nogle praktiske opgaver, som jeg håber vi kan nå i løbet af ferien. Jeg har bl.a. indkøbt to stole, der skal bruges til en opdatering af et udeområde.

Haven skal også have en over nakken! Så vi rent faktisk bryder os om at være i den. Kælderrummet skal ryddes for ting, der skal videre. Lejligheden skal ryddes ud i alle de skuffer og skabe, hvor vi gemmer ting “hvis nu…”. Ting der også skal videre. Vi skal træne den ene hund til ikke at gø (og blive stresset) når dørklokken ringer. Der er masser gøremål til vores staycation.

Også af de lidt mere afslappende slags. Vi har snakket om nogle cykelture, nogle endagsture længere væk og selvfølgelig plads til ren afslapning.

Jeg drømmer også lidt om et par overnatninger i et sommerhus eller lign. Men lige nu er en staycation ganske fortræffelig.

Hvad laver du denne sommer?
Skal du rejse eller bliver du også i Danmark?

Min kæreste flytter ind – ting der går op for en når det sker

Det kan vist ikke rigtig holdes hemmeligt længere, at Nicolai og jeg flytter sammen. Ikke at det har været en hemmelighed. Det er bare sket meget organisk. Men den forgange weekend har vi flyttet alt indholdet i N’s lejlighed i Svendborg til min (vores) lejlighed i Odense.

Teste at bo sammen

Han har “boet” hos mig de sidste to måneder så vi lige kunne testkøre, om vi overhovedet kunne holde ud at bo sammen, hah!

Det kan vi heldigvis, så nu flytter han de sidste ting og siger farvel til Svendborg. Vi har kendt hinanden i 9 mdr. og det kan for nogen måske være hurtigt at flytte sammen. Men vi er begge “så gamle”, at vi bare gerne ville teste at bo sammen nu. Hans arbejde er flyttet til Odense her i 2019, så det er derfor, det er oplagt, at han flytter ind hos mig i Odense. Alternativet var, at han skulle finde egen lejlighed, men vi var alligevel enten hos ham eller mig, så det virkede omsonst med to huslejer.

Det har fungeret virkelig fint de sidste par måneder, så nu gør vi det rigtigt, flytter sammen. Der er ingen grund til at vente.

Og vi elsker at bo sammen. Ja, nu skal jeg selvfølgelig ikke tale for ham haha, men jeg er ret sikker på, at han sidder med de samme følelser, som jeg gør.

Mere vasketøj

Det er dejligt at vide, at der er en anden, når jeg kommer hjem. Og en anden, der også hjælper med de praktiske hverdagssysler. Laver mad, tager opvasken, vasker tøj og gør rent. Og så er det sgu dejligt at have en at hygge med sådan en søndag eftermiddag.

Og så er der alle de andre ting ved at bo sammen med et andet menneske, som man glemmer ret hurtigt, når man bor alene!

Fx. er vi nu to, der spørger hinanden, “hvad skal vi have til aftensmad…?” og kigger lige uinspireret på hinanden hah! Jeg er klart planlæggeren i vores forhold, men nogle uger orker jeg ærlig talt bare ikke at være den, der altid har styr på det lavpraktiske som aftensmaden. Og N tager det med aftensmad ret chill, så mange dage ender vi tit med noget ruskomsnusk. Altså noget grønt smidt sammen i en wokpande med noget kokosmælk (eller fløde) til og noget paste. Sundt og nemt, men også meget hverdagsagtigt.

Så er der det med vasketøjet. Shit hvor kan to personer bare akkumulere meget vasketøj meget hurtigt! Vi er begge lige uinteresseret i at ordne det, så det ender tit med at blive en weekendting, der bare tager tusind år. Der er vi heldigvis ret gode til at hjælpe hinanden, så det ikke kun er den ene, der skal stå alene nede i vaskekælderen og folde sammen og hænge op.

To samlere

Det er også gået op for mig, hvor meget juks jeg har samlet sammen gennem de sidste par år. Altså, hvordan kan ét menneske have SÅ mange ting?! Jeg forstår det ikke!

Nicolai har leget med mit kamera og knipset hans to alarmer.
Ooooog knipset mine hængende planter i køkkenet.

Jeg er også virkelig en samler, og det er N også. Hvilket har været lidt en arbejdsopgave de sidste par måneder. At rydde ud i alle gemmerne. Jeg gemmer jo alt. Gamle biobilletter fordi det var en god aften, landkort fra udenlandsrejser, festivalarmbånd, aaaalt muligt hejs. Men efter hele Marie Kondo bevægelsen har jeg været skrap og hård og ret konsekvent med at rydde ud, smide ud og smide til genbrug.

Så nu er skabene begyndt at blive fyldt med N’s ting også… Og hylderne og reolerne og badeværelse. Jo han er virkelig ved at flytte ind. Nu mangler vi bare at finde vores stil. En samlet stil for os begge to. Vi er begge lidt nørder, hvad angår design og æstetik. Og vi har begge vores mening om, hvad der er æstetisk!

En ny fælles stil

Vi har bl.a. være liiiidt uenige om det nyeste køb til boligen. Det her sofabord. Som jeg bare elsker! Altså virkelig, jeg synes det er så fint. Hvis de bare gad lave det i en dobbeltstørrelse så havde jeg været lykkeligt. For det er liiidt småt, men det går og det er flot. Og det ved vi jo allesammen godt er det vigtigste. Form over funktion. Selvom jeg allerede nu kigger efter et rundt i bambus haha. Nu må vi se. N var i hvert fald ikke helt nede med det firkantede, nye bord, men det vokser vist alligevel på ham.

Lige nu synes jeg lejligheden nogle steder er virkelig fin og gennemført, mens den andre steder bare ligner et teenageværelse #LOL. Fordi det er både mine og N’s ting der er blandet sammen. Vi mangler virkelig noget fælles. Når to mennesker flytter sammen i en lejlighed kommer der også uundgåeligt til at være noget collateral damage.

Vi skal begge gå på kompromis med nogle ting og vi skal begge lige vænne os til at bo sammen med en anden person. Der er mange gode ting ved at være to personer, men der er også bare de mindre gode.

Som at der er et andet menneske, der roder nu. Og det gjorde jeg da helt sikkert selv inden N flyttede ind og gør stadig. Men er det ikke lidt sådan, at vi nemmere ser andres rod end vores eget, hah?!

Og undrer os mere over andres vaner i hjemmet, end vores egne?

Men når alt kommer til alt, så er jeg virkelig lykkelig for at bo sammen med Nicolai nu. De sidste to måneder har været dejlige og vi er et ægte team sammen. Nu skal vi bare have ryddet ud i alt vores lort og få indrettet lejligheden, så der er plads til os begge.

Jeanette Hardis kæreste med nicolai Walther odense

Da jeg stoppede med at være single *bvadr*

Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg for sidste gang sagde højt, “jeg er single”. For det er snart 8 måneder siden, at Nicolai og jeg besluttede, at vi gerne ville holde i hånd sådan helt offentligt und alles. Og uden at holde andre i hånd samtidig.

Jeg synes, at tiden er gået absurd hurtigt. Det er altid klichéen, “tiden går så hurtigt!“, men den er nu også sand. Tiden ér gået hurtigt siden Nicolai og jeg mødte hinanden. Det føles som er det gået knapt en måned. Men her er vi, 8 måneder efter og holder stadig i hånd.

Det er gået så hurtigt, at jeg slet ikke har fået præsenteret hverken ham eller min ikke-eksisterende singlestatus længere herinde. Så det er vist på tide. Selvom det sikkert ikke er gået din næse forbi.

Vi mødte hinanden gennem mit arbejde. Nicolai er musiker med øvelokale, hvor jeg arbejder. Jeg havde svoret, at jeg ikke ville blive kærester med en musiker, men der stod han. Midt i en menneskemængde til en festival vi holdt sidste år. Og selvom vi havde haft noget mailkorrespondance tidligere, var det rent professionelt og jeg havde ikke tidligere lagt mærke til ham, som jeg gjorde den dag. Hvorfor skulle jeg også det – reelt set var han jo bare en musiker i et øvelokale…

Der skete noget nyt den dag, jeg så ham til den festival. Han var nu ret sød, og du kender måske den måde ens krop begynder at være helt mærkelig på, når man møder en sød type? Jeg kunne i hvert fald mærke, at der var noget særligt ved den her mand. Lige pludselig og ud af det blå.

Men så var der vist heller ikke mere ved det. Jeg rystede det i hvert fald af mig for en stund. Der var alligevel ingen grund til at bruge tid på noget, der formentlig ikke førte videre. På det tidspunkt var jeg godt og grundigt træt af relationer, der ikke førte videre, af den ene eller anden årsag. Jeg gad ikke at have endnu en relation, hvor jeg ikke følte mig sikker på den modsatte parts følelser, eller selv gik rundt og var bange for at få følelser i klemme igen og blive såret. Jeg var så at sige færdig med at indlede mig i forhåbningsfulde relationer, der aldrig udviklede sig.

Indtil der en dag lå en besked i min DM på IG-profil som svar på en af mine stories. Fra ham. Årh mit hjerte sank lige ned i maven og jeg smilte lidt ekstra. Og så vidste jeg, at der var noget helt særlig ved ham her. Jeg ventede vist nok også en time eller to med at svare ham, you know, man skal ikke virke for ivrig.

Men da jeg først svarede ham, så gik samtalen ligesom bare der u’ a’. Den ene lange besked tog den anden på IG og ofte var antallet af maks anslag i sådan en besked slet ikke nok. Det blev noget med at skrive beskeden i en note og kopiere den af flere dele ind i samtalen på IG. Sikke et mas. Men til skulle det!

Der gik ikke lang tid, før jeg fik inviteret mig selv til Svendborg, hvor han boede. Jeg var vist den mest anmassende på det område. Jeg inviterede selvsagt mig selv på fritter og en tur på stranden. I den periode havde jeg en lånebil (fra en meget modig veninde!), så jeg pakkede mit strandtøj, hunnierne og mit allerbedste smil og kørte afsted mod Svendborg. Der havde jeg aldrig været før. Og jeg var pisse nervøs!

Ingen af os vidste helt, om det var en date eller måske bare en “vi er begge voksne mennesker, og vil gerne udvide vores netværk”-aftale. Men vi håbede vist begge to på, at det var en date.

Det gik forrygende. Vi spise pomfritter, hoppede i vandet, gik tur med hundene og endte med at side udenfor og snakke til langt ud på aftenen. Faktisk ind til starten af natten og så pakkede jeg mine hunde og fandt vej mod Odense igen.

Inden jeg var landet hjemme, var der tikket en besked ind fra ham på IG. Vi var begge enige om, at det havde været en virkelig hyggelig aften og der gik vist ikke mer end en dag, før han inviterede mig i biografen samme weekend.

Den aftale endte med en kaffe inden filmen og mad efter. Han nåede lige præcis det sidste tog hjem til Svendborg. Jeg har aldrig før prøvet at falde så meget på plads med et menneske. Dén var der ligesom bare. Det der, je ne se qua, som man bare ikke kan sætte ord på. Det var en følelse i hele kroppen. En følelse, som aldrig havde været der før.

Dagen efter inviterede jeg ham, med nervøsitet i hele kroppen over et evt. afslag, på champagne i haven. Vi havde begge ferie og det ville jeg fejre. Han sagde heldigvis ja, og vi havde den hyggeligste aften i min have med bobler, hunnier og lange samtaler til langt ud på natten.

Der gik ikke mange uger, før han begyndte, “hvad så med at blive kærester?“. Men der skulle altså lige gå et par dage, før jeg var mør til at blive så officielle. Men så heller ikke mere end et par dage. Ikke fordi jeg ikke var brandforelsket! Det var jeg. Men fordi jeg passede på mig selv. Jeg har brændt nallerne, også indenfor de sidste par år, så det ville jeg ikke risikere igen. Og alligevel skulle der ikke mere end et par dage til, før jeg var klar til at comitte mig.

For jeg vidste jo godt, at det var ham. Ham jeg ville det hele med. Så jeg blev hurtig enig med ham om, at det var noget vi begge havde lyst til. Og så helt fantastisk ualmindeligt ordinært blev vi kærester, hjemme i min have. Uden noget fyrværkeri i himlen, men tonsvis i min mave. Hold nu op han var sød ham Nicolai. Og det er han, heldigvis, stadig i dag 8 måneder senere.

Så ret hurtigt, men også ret sikkert, stoppede min tilværelse som single. I stedet var jeg nu en kærestetype. En af dem som jeg i halvandet år på én og samme tid havde frygtet, bandet over og i al hemmelig håbet på at blive igen.

Hvis jeg ikke selv stod på denne side af historien, ville jeg formentlig tænke, at det var lige vel rigeligt med alt det holde i hånden og mussenussetutte-snak og kælenavne. Og alligevel ville jeg heppe på kærligheden. Alt imens jeg ville forbande den langt væk. For den er også hård, den kærlighed. Den kan gøre ondt, svie, brænde, stikke i lang tid efter, man er kommet til skade.

Men venner, den kan også være helt absolut fantastisk. Den kan være lyserøde hjerter overalt i dit synsfelt, kys og kram, latter og drillerier, omsorg og betænksomhed og altopslugende på den mest lykkelige måde. Den kan overskygge alle dårligdomme og lyse hele ens verden op. Den kan gøre dig selvsikker, smuk, lykkelig og autentisk. Og når den gør det, kære du, så gælder det bare om at holde fast.

Så det gør jeg. Jeg holder fast med livrem og seler og nyder hele turen imens. For lige nu er den underlyndeme værd at nyde.

Jeanette Hardis kæreste med nicolai Walther odense

En irrationel og irriterende frygt – mørke

Jeg har lige været nede i min kælder. Den indeholdt, som altid, mørke afkroge. Det fik mig til at tænke på, at jeg lider af en utrolig irrationel frygt. Men en frygt som jeg ikke tidligere har erkendt, at jeg lider af.

Mørke. Jeg er bange for mørket. Jeg lider af mørkerød. Eller skotofobi som det så lægeligt rigtigt hedder.

Det er i en mild grad, vil jeg mene. Men den er der.

Hjertet banker lidt ekstra hårdt, fantasierne løber løbsk og svedperler finder vej til min pande, når jeg bevæger mig ind i et mørkt lokale eller en mørk gård eller en mørk sal.

Jeg hader, at jeg er bange for mørket. Det har virkelig taget lang tid, før jeg er kommet hertil, hvor jeg tør sige det højt. For det er da barnligt at være bange for mørke, ikke? Er det ikke kun børn, der er bange for mørke?

Nå, men nej kan jeg så svare nej til det spørgsmål. For jeg er også bange for mørke. Så der er også voksne, der lider af mørkefobi.

Jeanette Hardis blogindlæg om at være mørkeræd

Jeg kan læse mig frem til, at det er helt normalt for børn at være mørkeræd. Det er noget, vi vokser fra helt normalt. Når man som voksen lider af fobi for mørke, er det ofte noget, der er opstået helt naturligt i barndommen eller de tidlige teenageår, og som bare ikke er forsundet naturligt igen.

Det er ganske irriterende, at det ikke er forsvundet igen. Jeg føler endda, at det er blevet værre de sidste par år. Det går mig meget på, at jeg bliver så påvirket.

Jeg er f.eks. ikke meget for at gå alene i kælderen om aftenen. For der er det mørkt, og der kommer intet naturligt lys i de mange rum. Jeg hader, at jeg ikke kan se, hvad der sker i mørket. Jeg hader også, når jeg skal lukke af efter en koncert på Kansas City. Den store koncertsal, der med ét bliver helt mørk, når jeg slukker lyset. Det dummeste er, at jeg jo godt ved, at der intet er i mørket. Jeg har jo selv være hele salen rundt og der ér kun mig derinde. Alligevel begynder mit hjerte at banke hårdere i det sekund, jeg slukker lyset.

Eller når jeg skal lufte hundene om aftenen i haven. Det allersidste gøremål for dagen. Der bliver jeg altid oppe ved havelyset og spejder ud efter dem i haven. Jeg skal ikke ned i den have, når det er mørkt. Nej tak!

Jeg ved ikke, om det kommer sig af at se lidt for mange gyserfilm. Lidt for mange zombieserier. Men jeg er jo ellers et ret rationelt menneske. Det vil jeg da mene. Men når det kommer til mørke, der er jeg ret irrationel. Der kan jeg ikke styre mine tanker. Jeg er sikker på, at rundt om ethvert mørkt hjørne, der lurer, hvis ikke en øksemorder så et monster af den ene eller anden art.

Det er mærkeligt, for jeg er bange for alle mulige mærkelige ting, der kan gemme sig i mørket. Men de kan jo reelt set også være der i dagslys. Jeg forestiller mig dem bare kun i mørket.

jeg håber på, at jeg kan begynde at arbejde med min frygt. For det er besværlig. Det er irriterende, at jeg ikke kan vaske mit tøj om aftenen. Bare fordi jeg er bange for mørket. Jeg vil ikke være så påvirket, at jeg absolut skal tænde lyset i alle rum, inden jeg kan bevæge mig ind i dem.

Nu jeg tænker over det, så foretrækker jeg faktisk, at alle lys er tænd om aftenen. Som f.eks. i stuen, der skal begge store lamper være tændt over sofa- og spisebord, standerlampen og Le Klint lampen og min globus og den lille lampe på bordet skal være tændte. Det er meget sjældent, at jeg laver “hyggebelysning” derhjemme. Måske fordi det for mig ikke er hyggeligt, men faktisk uhyggeligt. Det er kun, hvis jeg føler mig virkelig tryg, at jeg kan slukke de store lamper. Ellers skal alt være så oplyst som overhovedet muligt.

Det er både dumt, fordi det jo er hyggeligt med dæmpet belysning, men også fordi jeg helt sikkert kan se det på min elregning, at alt mit lys altid skal være tændt. Det er ikke særlig bæredygtigt. Hvilket kan få mig til at overveje at slukke det pokkers lys noget mere. Det må være et forsæt. At arbejde med den pokkers mørkeræd.

At nærme sig de 30 (og forventningsafstemme med mig selv)

Jeg skruer lidt ned for det varme vand. Kun lidt. Jeg vender panden i venstre hånd og skurer den med opvaskebørsten i min højre hånd. Den bliver let ren, for den har stået i blød. Jeg kigger bagud til højre. Får øje på Nicolai, der sidder og øver guitar i stuen. Han har høretelefoner på, så det er kun ham, der kan høre, hvilke musiske genistreger han begår.

Jeg kigger ud af vinduet. På den regndråbefyldte rude. Om halvanden uge fylder jeg 30 år. Jeg begriber ikke tanken. Den fylder mig mest med glæde, og jeg kan mærke, at jeg ser frem til min fødselsdag i år.

Jeanette Hardis 30 år fødselsdag foto rebecca brincker odense
Foto: Rebecca Brinker

Vandet bliver for varmt og jeg skubber håndtager på vandhanen let til højre mod det kolde vand. Jeg skyller panden af og lægger den på det halvvåde viskestykke på bordet.

30 år. Det er alligevel en pæn slat. 30 år… Tallet står stille foran mine øjne i mit hoved. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig ved at fylde 30 år. Hvor jeg var henne. Har man ikke altid en forestilling om, hvor man er senere i livet?

Om fem år. Om ti år. Om femten år. Om to år.

Jeg ved ikke, om jeg skubber mine forestillinger fremad foran mig, hvis de ikke er sande, når jeg når den alder, hvor jeg har forestillet mig, at de skulle være opfyldt.

Jeg tager fat på gryden. Jeg har kogt broccoli i den, og den er helt grøn indvendig. Jeg skurer også den med opvaskebørsten.

Hvor havde jeg forestillet mig, at jeg ville være, når jeg er 30? Hmm jeg aner det ikke. Måske er det fordi, mine forestillinger har ændret sig drastisk de sidste par år. Fra at være i forhold til at være alene til nu at være i forhold igen. Det har jo uomtvistelig en indvirkning på mine forestillinger om fremtiden. Og alligevel har det slet ikke. Jeg har masser forestillinger om, hvad jeg arbejder med fx. Hvor jeg bor henne. Hvilken slags menneske, jeg er.

Nu mangler jeg kun en gaffel. Den får en tur med opvaskebørsten. Jeg lægger gaflen på samme viskestykke som panden og gryden. Opvaskebørsten bliver lagt til side og et nyt og tørt viskestykke bliver fundet frem.

Måske ændrer mine forestillinger sig i takt med, at jeg ændrer mig? Måske er det okay ikke at have de samme forestillinger om et bestemt slags liv i en bestemt slags alder. Mine forælde havde ejet to huse og fået to børn på min alder. Jeg har lejet mange lejligheder og har to hunde. Jeg smiler ved tanken.

Alle de rene ting på viskestykket tørrer jeg af. Gaflen. Panden. Gryden. Alle de andre ting. Jeg sætter på plads med det samme. Åbner skuffen, hvor panden og gryden bor. Aser med at få det på plads i skuffen, der knapt har rum til mere.

Jeg kigger igen ud i stuen. Nicolai sidder stadig og spiller. Jeg falder i staver, mens jeg fyldes af glæde. Over den kærlighed som jeg har fundet. Som definerer nye forestillinger om mit liv.

Er jeg, hvor jeg vil være nu? Jeg føler ikke, at det at fylde 30 år er så slemt. Det er mere tanken om det. Tanken om, hvor jeg “burde” være, når jeg fylder 30 år. Tanken om, hvor mange andre 30årige er henne i deres liv. Jeg ved det, jeg skal ikke sammenligne mig med andre. Men det er svært.

Jeg tørrer resten af de rene ting af. Hænger der fugtige viskestykke fra bordet på radiatoren. Vrider en klud op og tørrer bordet og komfuret af. Nærmest rituelt tænker jeg. At når man har lavet et rod, og man i et øjeblik tænker “her bliver aldrig ryddet og overskueligt igen”, så forsvinder rodet lidt efter lidt indtil der til sidst kun er at tørre overfladen ren.

Jeg undrer mig over, om det måske er sådan med mine forestillinger? At de kan synes som værende noget rod, noget makværk fordi jeg har lavet en masse, der ikke lever op til mine forestillinger. Men når alt kommer til alt, så kan jeg jo bare starte forfra. Jeg kan bare tørre bordet rent og prøve igen.

Jeg kigger igen ind i stuen. Nicolai sidder stadig med sin guitar. Jeg smiler. Det er helt nye forestillinger, jeg har for fremtiden nu. Jeg glæder mig til at fylde 30 år. Jeg glæder mig til endnu en milepæl. Jeg glæder mig til at bruge denne fødselsdag som et afsæt til en ny tid. Og så glæder jeg mig til at holde fødselsdag. Jeg glæder mig for første gang i mange år sådan rigtigt til dagen, hvor jeg har fødselsdag.

Jeanette-hardis-odense-lets-blog-some-shit-blogger-forår-ting-jeg-vil-lave-i-marts

Hej marts, det her skal vi lave

Ihh det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg knuselsker marts måned. Det gør jeg af flere grunde. Jeg har fødselsdag, min lillesøster har fødselsdag, det er jo foråååår, blomsterne springer ud, og luften er frisk. Åh jeg elsker marts. Fordi jeg elsker marts sådan, tænker jeg, at det er den absolut bedste måned at starte en ny tradition her på bloggen.

En “det-her-vil-jeg-lave-i-denne-måned-liste-måske-du-også-kan-finde-inspirations-tradition”. Især hvis du bor i Odense, for det er nu engang her, jeg udfolder de fleste af mine talenter. Så here goes! Jeg vil..

Jeanette-hardis-odense-lets-blog-some-shit-blogger-forår-ting-jeg-vil-lave-i-marts
  • Fejre, at jeg bliver 30 år sidst på måneden! Ih sidste år, der holdt jeg en kææææmpe fest en uges tid efter min faktiske fødseldag. Men på selve dagen, der lavede jeg intet specielt. Jeg trænede, spiste frokost med en kammerat, gik en tur med hunnierne, sad i sofaen og bestilte pizza til aften. Jeg havde endda nærmest fjernet alt opmærksomhed på sociale medier fra min fødselsdag. Nok mest fordi jeg selv bare ville holde det low key. Men i år venner, der skal den sgu have fuld skrald! I hvert fald på selve dagen! For 30 år er alligevel noget helt specielt, og jeg glæder mig faktisk for første gang i mange år sådan rigtigt til min fødseldag. Den falder på en helt ordinær hverdag, så jeg glæder mig også til at have noget lækkert med på arbejde, og så se Nicolai senere på dagen og hygge med ham.
  • Holde en kærestedag. Det her med at være to individer, der begge er gode til at lave aftaler og blokke vores dage op ikke, det medvirker, at det er sjældent, at vi har hele dage sammen. SÅ nu har vi sgu aftalt en kærestedag. En dag, der kun er dedikeret til at lave ting sammen, og hvor vi ikke laver andre aftaler. Det er jeg selv rigtig slem til på de dage, hvor jeg har fri. I stedet for så at holde fri indimellem, så laver jeg aftaler og blokker min tid ud. Hvilket medfører, at jeg aldrig føler, at jeg har fri. Det er lidt en ond cirkel, så nu har vi lavet en aftale om en kærestedag. Wuhuu!
  • Afvikle en koncert på Kansas City. Faktisk en rigtig fin koncert, tror jeg. Med blues. Det er jeg sikker på, bliver en virkelig hyggelig aften. Kom endelig forbi, hvis du vil høre noget nyt musik. Jeg er sikker på, at jeg i hvert fald får en virkelig hyggelig aften, for jeg skal arbejde med de sødeste og sejeste frivillige, der findes på hele Fyn. Måske endda i hele Danmark. Under min sidste koncertaften på Kansas som afvikler, grinte jeg simpelthen så meget, at jeg græd halvdelen af aftenen. Og det var ikke fordi, vi ikke arbejdede, men der var bare styr på tingene og masser overskud, så vi hyggede, grinede og jokede os gennem aftenen. Det var virkelig en aften, hvor jeg cyklede hjem og følte mig lykkelig.
  • Holde en hyggedag med min mor, der kommer et smut til Fyn sidst på måneden. Ih det glæder jeg mig til! Det er lang tid siden, at vi har haft en dag, hvor vi ikke havde aftaler eller planer i forvejen.
  • Formentlig også være gæst til et par koncerter på Kansas City. Gerne til Hatesphere 15. marts og Bo Evers 23. marts. Jeg. kan. ikke. lade. være. med at gå til koncerter i min fritid også. Jeg troede aldrig, at jeg skulle arbejde med musik og slet ikke opleve så meget musik selv. Men jeg elsker følelsen, når jeg står foran en scene og oplever musikken live. Jeg elsker også at kunne være med bag om scenen og opleve, hvordan sådan en produktion laves. Hver dag lærer jeg noget nyt om musik, og det er en gave.
  • Gerne i biografen og se Ternet Ninja. De ævler om den på kontoret, så jeg bliver nødt til at se den! Terkel i Knibe er en klassiker, så mon ikke også, at Ternet Ninja bliver det samme? Har du set den? Og kan anbefale den?
  • Rydde ud i min lejlighed! Jeg vil virkelig gerne til bunds i nogle af mine skabe. Både dem i stuen til alt muligt himstergims, der lige bliver lagt i skabene, men også i mit tøjskab, der virkelig trænger til en oprydning og udrydning. Jeg er bare så dårlig til at sige farvel til mit tøj. Også selvom jeg nok aldrig kommer til at gå i det igen. Jeg mener, hvordan kan man sige farvel til en grøn palliet, tætsiddende kjole? Det kan jeg i hvert fald ikke! Suk! Og så trænger mine køkkenskabe virkelig også til en gennemgang. Jeg regner at gå Marie Kondo i den i denne måned!
  • Høre Mørkeland hver mandag! Jeg har SLUGT den podcast de sidste par måneder. Jeg var i starten virkelig ikke god til at være alene om aftenen, hvis jeg gik og hørte om de skrækkelige mord som kusinerne, Camille og Kristine, sidder og snakker om. Men jeg har på en eller anden måde fået opbygget en intolerance, og nu er jeg knapt så forskrækket. Nå, men jeg har hørt ALLE afsnit. Også deres Minimord. Så nu venter jeg i spænding hver mandag morgen, og hører deres podcast på min cykeltur til kontoret. Og det vil jeg selvfølgelig også gøre hver mandag i marts. Så er mandag slet ikke så slem, og hermed en podcastanbefaling givet videre.
  • Gå flere ture i den nærliggende skov og nyde, at det er lyst meget tidligere om morgenen og om eftermiddagen. Hold nu op en forskel det gør. Det giver mig så meget energi, at det bliver lysere og lysere.
  • Planlægge en lille fødselsdagsfejring i april måned. Jeg er kontrolmonster, så jeg vil gerne have styr på detaljerne inden længe. Og det er endda bare de allertætteste, der kommer til kaffe, kage og varme, fødselsdagsboller med tandsmør. Intet stort gilde, men ægte hygge med de bedste mennesker. At jeg så planlægger at holde en stor havefest til sommer, det er noget andet, hah! Den skal have fuld gas, når man fylder 30 år! Men vejret er bare ikke til en havefest de her måneder, så jeg trækker den altså lidt, og inviterer i stedet til eftermiddagshygge i april.
  • Holde en weekend helt fri! Ingen planer, ingen dårlig samvittighed, ingen timer, der må blokkes ud. Bare holde helt fri, og slappe af. Jeg vil prøve ikke at blive rastløs ved ikke at have planer. Og prøve at fralægge mig den dårlig følelse af ikke at have opnået noget med dagen, hvis jeg ikke har været ude af lejligheden. For det kan ikke passe, at jeg ikke kan slappe af to dage uden, at jeg skal få det dårligt over ikke at have produceret alverdens.

Sikke en masse fine og dejlige ting, jeg har planlagt i marts. Uden at lyde for selvglad over mine planer, hah. Det er en dejlig måned marts, og jeg glæder mig til hver eneste dag. Måske mest til min fødselsdag, men mit sind er åbenbart kun 10 år gammelt i år, hvad angår min fødselsdag.

Hvilke planer har du i marts?

Velkommen, kære forår

Hvor er det dog dejligt, at foråret er landet. Selvom det ikke rigtig har været vinter denne sæson. Det kan selvfølgelig nå at komme endnu. Og det er endda lidt bekymrende, at vinteren har været så mild #klimaforandringer

Men officielt er det nu forår, og jeg elsker denne friske start på endnu en sæson. Jeg er forårsbarn, og har fødselsdag i marts. Jeg fylder hele 30 år! Tænk, at det er 10 år siden, at jeg sidst havde rund fødselsdag. *måtte lige google, at rund fødselsdag er, når tallet er deleligt med 10…*

Jeg valgte at holde en KÆMPE fest, da jeg sidste år fyldte 29. Jeg inviterede hele familien til Fyn, til eftermiddagskaffe- og kage i spillestedet på Kansas City. Jeg holdt nemlig fødselsdag på Kansas City, da der var plads der til alle de mennesker, som jeg gerne ville kramme med lige dén dag. Som aftenen skred frem, åbnede jeg dørene og holdt åbent hus for alle de dejlige mennesker, jeg har i mit liv.

Baren var der godt gang i, der var live musik af Shiri Simone, og en lydmand fra Kansas City lavede lyden helt gratis <3

Der var fest indtil kl. 02.00, hvor vi lukkede baren på Kansas City. Så pakkede de resterende soldater deres habengut sammen, vi fik ryddet det værste op og så drog vi ellers på Boogies til den lyse morgen! Sh*t en fest altså! Jeg ville gerne fejre, at jeg gik ind i mit sidste år som ung kvinde sidst i tyverne. Det allersidste år, hvor tallet 20 indgik i min personlige fortælling.

Og nu er tallet så 30 år. Denne måned. I år. Hold. nu. op.

Det er ikke fordi, jeg som sådan har krise over at fylde 30 år. Men det giver anledning til nogle større refleksioner omkring, hvor jeg er henne i mit liv. Heldigvis kan planer revideres og revurderes undervejs i enhver proces, ligesom de kan det, når vi taler om planerne, vi kan have for vores liv.

For fem år siden så mit liv helt anderledes ud, og mine planer, eller drømme om man vil, så også meget anderledes ud. Jeg troede nok, at jeg ville være et helt andet sted i livet, end jeg er lige nu. Men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke elsker, hvor jeg er i mit liv lige nu og her.

For jeg er faktisk ret lykkelig. Sådan helt uden at prale. Der er helt sikkert mange ting i mit liv, jeg ville ønske anderledes. Og der er også nogle “søjler” i mit liv, der for øjeblikket ændrer størrelse og betydning for mig. Men de vigtigste søjler er stabile. Jeg er selv stabil. Jeg mediterer så ofte, jeg kan komme til det. Helst hver dag, men nogle gange løber tiden fra mig.

Men jeg er nok også lykkelig, fordi grundværdierne i mit liv er på plads. Jeg finder mig selv mere og mere (samtidig med, at jeg oplever identitetskrise fra tid til anden, men hvem gør mon ikke det?), jeg har mere ro i dag, og så er jeg smaskhamrende forelsket. Og kærlighed gør bare noget ved én. Det ryster min grundvold, men giver mig samtidig så enormt meget sikkerhed, glæde og mod på så mange andre ting i livet.

Jeg elsker, at foråret et kommet. Måske med lidt usikkerhed disse dage med regn og blæst. Men jeg kan se, at forårsbebuderne er på vej i min have. Vintergækker har længe tittet frem, erantis stråler så smukt med et gult tæppe flere steder og påskeliljerne er ved at bryde ud af deres grønne skjul. Ahhhh jeg kan næsten dufte den kolde, friske og sprøde forårsluft. Mmhhh.

En snak om prævention og stigmatisering herom (og hvad jeg selv gør)

Tidligere i dag har jeg lavet en lang række stories på Instagram omkring det, at jeg har været til 3måneders tjek for min hormonspiral.

Det var nogle ret grænseudfordrende stories at lave. Hvorfor jeg så nu vælger at skrive et helt indlæg omkring det, må du ikke spørge mig om…

Foto: Rebecca Brincker

Det gør jeg selvfølgelig fordi, jeg synes, at det er et emne, vi skal snakke noget mere om. For mig er hele snakken om prævention ret tabuiseret og stigmatiseret. Det er ikke normalt at snakke om prævention hen over middagsbordet, men det burde det (måske) være.

Det burde i hvert fald være en snak, der ikke skal afføde diskretion og tys tys-hed. Det er muligt, at det er mig, der sidder alene med disse følelser omkring præventionssnakken. I så fald behøver du ikke læse videre.

Men jeg føler, at snakken om prævention er svær. Den kan endda være svær at tage med en fast partner. Især som kvinde føler jeg, at det er min primære pligt at overveje prævention.

Ja, vi kan alle risikere kønssygdomme, hvis vi ikke beskytter os. Men det er nu engang kun kvinder, der har risikoen/muligheden for at blive gravide. Hvilket for mig er en stor grund for at bruge prævention. Især når jeg ikke er i fast forhold.

Jeg har i mange, mange, mange år brugt p-piller som prævention. Jeg har været i forhold næsten lige siden, jeg fik min første teenagekæreste. P-piller var det nemmeste og det mest ligetil. Det var ligesom dét “man” gjorde. Tog p-piller.

Så det fortsatte jeg med uden at overveje det yderligere. Indtil for et års tid siden. Det gik op for mig, at jeg jo ikke længere var i et fast forhold og, at det ikke var nødvendigt for mig at tage p-piller på daglig basis.

Derudover var og er det ikke mit ansvar alene at overveje prævention. Mænd har et ligeså stort ansvar for, at der bliver brugt prævention. Både af den ene og anden årsag.

Det medførte, at jeg stoppede med at tage piller og simpelthen gav min krop en pause fra det kontrollerede hormonindtag.

Heldigvis er p-piller med årene blevet noget mere sunde. Hvis man kan sige det. Der er dog en større risiko for blodpropper, når man tager p-piller. Risikoen varierer alt efter, hvilken generation af p-piller, man tager. Du kan læse meget mere om detaljerne ved risikoen for p-piller hos lægestyrelsen. Risikoen er lille, skal det lige sige. Det er i gennemsnit, alt efter hvilken slags blodprop, der er tale om, ca. mellem 5-10 tilfælde ud af 100.000 kvinder.

P-piller indeholder to hormoner, østrogen og gestagen og virker ved, at de forhindrer ægløsning. Dvs. der er intet æg, der kan befrugtes. Hormonerne findes naturligt i kroppen, men den naturlige produktion stopper, når man tager p-piller. Dvs. man får ikke flere hormoner i kroppen af at tage p-piller. Man kontrollerer bare hormonerne i kroppen med de hormoner, der findes i p-piller. Hvilket i min verden både er godt og skidt.

Jeg manglede en føling med min naturlige cyklus, som jeg ikke havde oplevet i godt og vel 14 år. Så jeg valgte at stoppe med p-pillerne.

Efter en pause uden kontrollerede hormoner i kroppen manglede jeg dog fast prævention igen. Valget faldt i denne omgang på en hormonspiral. Jeg var træt af at tage piller hver eneste dag. Jeg brød mig heller ikke om, at jeg slugte en pille med hormoner, der potentielt spredte sig i hele min krop. Selvom det er naturlige hormoner i min krop, så var tanken om, at jeg fik hormoner ned i maven og ud i kroppen ikke rar for mig.

SÅ derfor valgte jeg en hormonspiral. En hormonspiral indeholder kun gestagen, og den udskiller langsomt dette hormon i livmoderen. Det medvirker, at livmoderslimhinden bliver mindre modtagelig for et befrugtet æg. Hormonet bliver overvejende frigivet lokalt, og påvirker ikke ens normale hormoncyklus.

Derudover påvirker hormonspiralen ens blødning, der oftest bliver mindre. Hvilket jo virkelig ikke gør noget.

Så det var virkelig meget fagsnak om p-piller og hormonspiral.

Man skal gøre, hvad der føles rigtigt for en selv. Hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for den næste. Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer. Indtil videre er jeg dog virkelig glad for, at valget faldt på en hormonspiral.

Jeg har dog oplevet bivirkninger, som er helt normale ved en hormonspiral. Min hud har fx. reageret de sidste par måneder. Der har været langt flere udbrud, end jeg tidligere har oplevet og jeg har virkelig skulle passe på min hud. Det er heldigvis på retræte nu, og jeg kan se, at min hud er ved at finde et naturligt leje igen.

Derudover har jeg oplevet smerter i underlivet efter indlæggelsen af spiralen. Det er også helt normalt, men det er selvfølgelig aldrig rart.

Prævention er noget, vi alle skal og bør tage stilling til i livet. Det er desuden noget, som både mænd og kvinder bør overveje. Bare fordi det er kvinder, der har muligheden for at blive gravide og præventionsudvalget er langt større til kvinder, betyder det bestemt ikke, at ansvaret er vores alene.

Det gælder både, hvis har en fast partner eller ej. For foruden graviditet florerer der alskens kønssygdomme, som ingen er interesseret i at rage til sig. Så hvis du ikke bruger fast prævention, så husk nu for pokker det kondom. Det er ligeså vigtigt at undgå smitsomme sygdomme som en uønsket graviditet.

Et virkelig personligt og ærligt indlæg herfra, men jeg håber, at dette indlæg, i mit lille hjørne af internettet, er med til at belyse den vigtige snak det er at tage stilling til prævention.

Og hvis du har lyst til at dele din erfaring med forskellige præventionsformer, må du meget gerne det 🙂

Tanker fra (døds)sygelejet

  • HVOR meget snot kan én person have i næsen?
  • Har jeg drukket 5 eller 6 kopper te nu? *kl. 11.00 om formiddagen
  • Åh geez hundene skal også luftes IGEN i dag!
  • Jeg tror mine øjne brænder ud af mit hoved
  • Jep. Jeg har mindst 40 i feber *med min egen hånd på min pande
  • Hvorfor fa’en har apoteket ikke budlevering time til time!?
  • Jeg lukker øjnene i FEM minutter *vågner tre timer senere
  • Hvor mange folk kommer der mon til min begravelse?
  • Kan jeg godt leve af Strepsils i tre dage?
  • Gad vide hvor mange Kleenex jeg har brugt nu? (Ca. 70)
  • Er verden udenfor mon forandret, når jeg kommer ud herfra?
  • Kan folk overhovedet huske mig?
  • Er det der en død flue på væggen eller snavs?
  • Mon hunde kan lære at tisse på kattebakke… Hundebakke? Eller selv gå tur?
  • Hvem skal arve mine dyrebare planter? *Fordeles på flere veninder og måske Nicolai
  • Hvad med hunnierne? Hmm de må gå på skift.

Evaluering af mit ord for 2018

Jeg forstår slet ikke, at 2018 er forbi allerede. Jeg føler, at tiden går SÅ hurtigt for øjeblikket. Nicolai og jeg har lige straks 6 måneders dag (ikke at vi går synderligt om i det, men alligevel, det er en form for tidsmarkør), og jeg aner vitterligt ikke, hvor de sidste seks måneder er blevet af.

LÆS OGSÅ: MIT ORD FOR 2018

Farvel 2018 og hej 2019. Og dermed også en refleksion over det ord, jeg valgte skulle være mit holdepunkt i 2018.

Sidste år valgte jeg ordet “frihed” som min guideline. Det virkede som et virkelig fint standpunkt for året at vende tilbage til, og jeg gjorde mig mange refleksioner om, hvorfor og hvordan ordet skulle bruges.

Men som månederne gik var det som om, ordet faldt mere og mere i baggrunden. Det har jeg selv ansvaret for, og hvorfor ordet fik lov til at flyde lidt ud af rammerne, ved jeg ærlig talt ikke.

Jeg tror måske, årsagen er, at jeg havde svært ved at lave actions ud af ordet. Jeg følte, det var svært at bryde mine grænser på baggrund af ‘frihed’.

Det har selvfølgelig bragt mange gode ting med sig uagtet, at det trådte mere og mere i baggrunden. For det fik lov til at rumstere i min underbevidsthed, hvor jeg trak det frem fra tid til anden.

Jeg tog mig bl.a. den frihed at lave absolut ingenting i min sommerferie bortset fra de ting, jeg virkelig ville. Hvilket betød at ligge i haven 24/7 og smelte. Det var den varmeste sommer i mands minde, og jeg ville nyde vejret i Danmark.

Jeg tog mig også den frihed at blive forelsket igen. Selvom det indebar lidt grænsesøgning og at turde åbne mig igen for et andet menneske.

Jeg var rigtig dårlig til at være mig selv, sådan 100%. Det var ellers et af mine mål for indfrielse af ordet. At jeg skulle være fri til at være mig selv. Ordets betydning blev bare mindre og mindre for mig. Igen, jeg følte mig lidt låst af, at jeg ikke følte, at jeg kunne agere ud fra ordet i en direkte forstand. Hvilket er ret ironisk, når nu mit ord var frihed.

Det var noget mere handlekraftigt med mit ord for 2017; courage.

Jeg formåede måske bare ikke at udleve ordets (frihed) fulde potentiale? Jeg savnede i hvert fald, at jeg tog noget mere action med afsæt i ordet.

Jeg er nu glad for, at jeg valgte ordet frihed. For det gav mig stadig luft under vingerne rent mentalt. Det var afsæt for mange sunde refleksioner, der har ført udvikling med sig. I retrospekt var det måske alligevel det helt rigtige ord. For det har også givet mig mange erfaringer. Og det har ikke mindst lært mig, hvordan jeg skal vælge mine ord for fremtiden.

Jeg har ikke valgt et ord for 2019, men det fortæller jeg meget mere om i et seperat indlæg.

Har du valgt et ord for 2019? Måske du havde et for 2018, hvordan gik det så?

Vores nytårsaften (med hunnier, bobler og mormortendenser)

Nytårsaften anno 2019 havde jeg glædet mig meget til. Jeg er virkelig ikke et nytårsmenneske. Det er ikke fordi, jeg hader nytårsaften. Jeg føler bare ikke, at det er en mere særlig aften end så mange andre med en speciel betydning. Jeg har været alene tre/fire gange nytårsaften (måske endda flere). Jeg har det måske bare lidt ambivalent med nytårsaften.

LÆS OGSÅ: NYTÅRSAFTEN: MINE PLANER OM SEMIPLANER

Men jeg havde virkelig glædet mig til dette nytår. Det er en fantastisk følelse at gå ind i det nye år. Jeg elsker den der “new year, new me”-følelse. Klichéen om, at vi starter et nyt år og derved også kan “starte på en frisk”. Jeg er ikke som sådan til nytårsforsætter, men jeg kan virkelig godt li’ ideen om, at vi kan få et skud energi her ved årets start. Og det er der jo som sådan intet i vejen for.

Jeanette Hardis blog lets blog some shit odensebloggers odense fynske influencers kærlighed nytårsaften

Nytårsaften 2019 blev en stille aften hjemme. Jeg havde to hunnier at passe på, så selvom muligheden for at tage ud var oppe at vende, så besluttede vi at blive hjemme. Og ja altså med “vi” mener jeg Nicolai og mig.

Det var helt sikkert den rigtige beslutning. For sådan to små pelstotter aner jo ikke, at verden ikke er ved at gå under. Men at folk bare har brugt halvdelen af nytårsbudgettet på ting, der vitterligt går op i røg og larmer samtidig. Jo jo det ER flot der fyrværkeri. Men jeg kan finde mange andre ting, jeg hellere vil bruge penge på end lige det.

Vi så selvfølgelig alt krudtet blive fyret af omkring midnat, men så er det danske krudt heller ikke vildere. De steder, hvor de former symboler, ord og deslige i krudtet – set dét kan jeg forstå, man giver penge for.

Anyways så klarede hundene det faktisk ret fint. Den lille Mercedes blev en anelse utryg omkring midnat og var ikke helt stolt ved situation. Men hvem kan bebrejde hende. Jeg bor midt i Skibhuskvarteret så vi havde krudt til alle sider – og derved larm overalt. Men vi skruede godt op for noget baggrundsstøj og generelt klarede de aftenen over alt forventning. Temptation var ikke synderlig imponeret over alt rabalderet og sov faktisk meget af aftenen, hah!

Tiden gik virkelig stærkt! Jeg havde måske lidt en lille tidsplan i hovedet, men jeg prøvede virkelig ikke at micromanage aftenen, men bare go with the flow. Jeg kan godt havde en tendens til at sætte en del forventninger op til alting – nytårsaften, fødselsdage, helt almindelige gåture. Før i tiden ville jeg havde planlagt præcis hvordan alt skulle planlægges, eksekveres og afvikles. Men i år gav jeg virkelig meget slip.

Maden blev spist lidt senere end normalt. Min dessert (baked alaska) blev et stort isrod og blev først serveret omkring 23.30 og jeg missede de første par minutter af 90års fødselsdag i tilberedelse af dessert.

Men det gjorde ingenting overhovedet. For jeg hoppede ind i året hånd i hånd med mit livs kærlighed og med hundene ved min side. Jeg ringede til mine forældre og ønskede godt nytår og til min søster. Alt var love. En helt perfekt nytårsaften.

Det endte i et ægte mormorsyn med mig, der lige skulle “hvile øjnene” ved 2tiden. Det resulterede i, at jeg vågnede omkring 4.30 til alt lys tændt og tv’et kørende med en Nicolai sovende på sofaen. Op med ham, ind i seng og så ellers putte det nye år ind.

Vi fik tillige åbnet både champagne og vin i løbet af aftenen. Faktisk fire (eller var det fem hmm?) flasker til to mennesker. De sidste sjatter fik jeg hældt ud den anden dag. De havde fået lov til at stå siden nytår i et lettere optimistisk håb op, at vi fik dem drukket. Dét gjorde vi ikke! Men dejligt smagte det.

Vi havde planlagt en champagnebrunch 1. januar. Men vi var simpelthen så alkoholmætte, at vi droppede den flaske champagne vi havde liggende og drak den ekstra kop kaffe i stedet. Som de ansvarligsfulde, voksne mennesker vi nu engang er, hah!

Den flaske må vi gemme til en anden god gang. Det bliver dog ikke foreløbigt, at den bliver åbnet. Jeg er gået ind i en alkoholfri måned, og jeg pønser faktisk på at forlænge perioden. Jeg vil gerne passe lidt bedre på min krop. Jeg tænker at uddybe alkoholstoppet i et andet indlæg.

Hvordan har din nytårsaften været? Sprang du også ind i året fra en stol? Holdt du stor fest? Low key fest? Ingen fest? Måske du holdt alene? Hvordan var det?

Don’t let anyone dull your shine

Vi lever i en tid, hvor Janteloven virkelig får et nøk nedad. Og heldigvis for det.

Det er typisk dansk at rakke, brokke og være lidt smånegative. Især på andres vegne. Det er nok fordi, det kan være svært at se andre lykkes, når vi selv føler, at vi kæmper og kæmper, men ingen vegne kommer.

Du kender det sikkert godt. Måske er det din veninde, din kollega, en bekendt (som du er venner med på Facebook, bare for at kunne lure med på sidelinjen – I know the feel, hah!) eller måske en helt fjerde person, som du måske ser op til, men som også bare altid lige er et mulehår (eller en hel bane) foran dig. Det er egentlig lidt ligegyldigt, hvem personen er. For det ændrer ikke på dine følelser omkring deres succes, glæde og passion. Du synes de er pisseirriterende.

Omvendt kender du måske også situationen – at der altid er nogle derude, der ser din lykke og ikke kan udstå den. Der vil altid være nogle, der prøver at skrue ned for din passion. Din positivitet og din energi. Der altid gør dit humør lige dét mindre begejstret. Med en kommentar. En sidebemærkning. Noget der måske slet ikke betyder noget – men som får dig til at føle, at du ikke skal tro, at du hverken er noget eller at din begejstring skal fylde for meget,

Jeg synes selv, det kan være svært ikke at blive lidt misundelig indimellem. På de der seje kvinder, der bare forstår, hvordan de skal takle job, partner, blog, sociale profiler, familie, madlavning – listen er uendelig i mit hoved! 

Men jeg prøver virkelig at stoppe mig selv i de negative tanker. Og jeg prøver at tage meget af min opdragelse med mig her. Jeg er den ældste af to piger. Vores forældre har aldrig gjort forskel på os, men de har til gengæld lært, at der er forskelle og en tid og plads for alting. Vi har lært, at bare fordi den ene får noget på et givent tidspunkt, betyder det ikke, at den anden skal have noget af præcis samme værdi på samme tidspunkt. Vi er opdraget med at alle goderne bliver fordelt, når de passer ind. Ikke fordi de skal gives ud.

Det føler jeg, har givet mig en fin forståelse for, at de større ting i livet, som jeg skal opleve, helt sikkert vil tilfalde mig på de rigtige tidspunkter. Det er ikke fordi, jeg tror på skæbnen per se – men jeg tror på, at vi får, hvad vi sender ud.

Jeg forsøger derfor at sende positive vibes ud i universet – Law of Attraction og alt det der (hvis du prøver at leve mere holistisk, men på en jordnær måde, så google det endelig).

Samtidig tror jeg på, at jeg får de ting tilbage, som jeg tror på, at jeg fortjener.

Jeg vil heller ikke lade andres passion, lykke og glæde være en skygge i mit eget liv. Jeg vil ikke bruge negativ energi på at fundere over andre menneskers succes. I stedet vil jeg glæde mig på deres vegne. Glæde mig over, at de er lykkelige.

Nå men det jeg egentlig vil hen til med dette indlæg er, at vi ikke skal lade andres negativitet påvirke vores passion for livet.

Jeg bliver så træt, når andre mennesker ikke kan holde andres lykke, passion eller glæde ud. Mig selv inklusiv.

Derfor prøver jeg virkelig på kun at glæde mig på andres vegne. Jeg skal desuden heller ikke være smagsdommer for, hvad der gør andre mennesker glade.

Hvad der måske er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden.

Jeg er selv rigtig god til at reflektere over, hvordan jeg fremstår udadtil. Jeg er faktisk ret bevidst om, at jeg ikke må være “for glad, for passioneret, for fjollet, for lykkelig”. Det er fuldstændig åndsvagt – for grunden til jeg gør det er, at jeg ikke vil “skinne” for meget. Andre mennesker skulle nødig blive blændet, fordi jeg er passioneret omkring et emne (eller livet generelt), men det er da noget fis – for at være ligeud.

Du må aldrig stoppe med at være passioneret fordi andre mennesker ikke kan håndtere det. Du må aldrig lade negative kommentarer eller andre menneskers holdninger ændre, hvem du i virkeligheden er og hvordan du har lyst til at udtrykke dig selv. Du må aldrig forsøge at indordne, fordi du føler dig presset til det.

Er det noget, jeg selv forsøger at leve efter, især på det sidste, så er det, at jeg ikke vil lade andres holdninger diktere, hvordan jeg skal være som menneske. Jeg er god nok som jeg er. Det er du også. Det er vi alle.

Så jeg vil forsøge at følge mit eget hjerte og lytte til mig selv og mine følelser.

Du må ikke sætte dit eget lys under skæppe fordi andre ikke kan håndtere, hvordan du lyser. Du lyser meget mere op og stråler, når du ikke bliver skærmet af. Nogle gange er skæppen andre mennesker – nogle gange er det os selv.

Uanset hvad så vær passioneret og del din passion med verden. Det vil jeg forsøge og jeg er sikker på, at jeg vil føle mig meget mere fri, rolig og i balance. Og så vil jeg glæde mig på andres vegne, når de er passioneret og deler det. Simpelthen fordi de ikke kan lade være.

Foto: Nicolai Walther

 

Weekendfølelse

Så blev det også fredag og officielt weekend for mit vedkommen. Jeg skal ikke arbejde denne weekend – i hvert fald ikke sådan være ude på kontoret. Men der er altid lige et eller andet, der skal fikses på mobilen. Sådan er det vist bare at være voksen.

Men til forskel fra sidste weekend, så skal alarmen ikke sættes de næste to dage og dét glæder jeg mig til! Jeg er virkelig mørkesky om morgenen og hold da op, hvor er det begyndt at være mørkt om morgenen nu. Jeg er SÅ dårlig til at stå op, når min alarm ringer – og det, at jeg selv bestemmer mine mødetider hjælper ikke på det. Men jeg har lidt som mål, gerne at ville møde tidligere, end jeg har gjort i den seneste periode. Hvilket måske er lidt optimistisk lige denne tid på året med mørket udenfor. Vi får se.

Nuvel – nu er det weekend og det bliver først på mandag, at alarmen igen bliver min hovedpine. I aften skal Nicolai og jeg til en af mine venners fødselsdag – hurtigt ind og hurtigt ud tror jeg. Som man sir’! Jeg vil så gerne afsted og fejre, men jeg er også bare træt, træt, træt for tiden. Min krop og mit sind er træt. Jeg ved ikke helt af hvad. Samtidig vil jeg også virkelig gerne afsted og fejre. Man kan jo ikke få i pose og sæk, men verden skal vide, at jeg forsøger, hah!

Tiden skal ellers gå med at klippe podcast – hvis du vil have lidt viden om kulturlivet i Odense, skal du klart følge den podcast, som jeg laver med en veninde. Du kan finde den lige her. Vi snakker om kulturlivet i Odense og på Fyn og på søndag udkommer næste afsnit. Og der skal lige finjusteres lidt.

Resten af weekenden er fyldt med noget hånd-i-hånd, helt sikkert Den Store Bagedyst (følger I med i det?! Vi gør herhjemme og selvom det føles meget – ikke særlig kulturelt hah – så SKAL vi altså se med. Hvem hepper I på? Jeg er så glad for Marianne – men ingen spoilers, for har ikke set det sidste afsnit tak! Og så er det vist noget med en venneaftale også på søndag. Så weekenden er fyldt med dejlige ting.

Hvad skal I lave? Familiebesøg? Kærestetid? Fest og farver eller sofa og serier?

I hvert fald rigtig skøn weekend derude! 

 

 

At råbe eller ikke at råbe

Jeg sidder i toget. Min computer og jeg er urolig for, om jeg kommer til at tabe min kaffe ned i tastaturet. Det kunne ligne mig.

Nu ringer højtaleren “Næste station Nyborg”. Folk begynder at pakke deres ting sammen og gå mod døren. Jeg har pendlet så meget, at jeg ved, at man sagtens kan vente med at rejse sig fra komforten fra sit bløde sæde indtil om mindst to minutter. Der er ingen grund til at stå og vente. Så hellere side og vente.

Jeg er egentlig ret oprevet lige nu. På sådan en rolig måde. Det virker som et paradoks. At kunne være rolig oprevet. Et oxymoron. Hvilket det også er.

Jeg har lige råbt en middelaldrende mand i hovedet. Eller… Ikke direkte i hovedet. Men gennem en åben bilrude. Fordi han dyttede af mig i et kryds, hvor det var fuldstændig uberettiget. Så jeg råbte. Jeg råbte af vrede og af forskrækkelse. Men jeg råbte mest af en dyb frustration over mænd, der mener, at de har ret til at lave den slags mindre overgreb. Overgreb i mangel af bedre begreb. Jeg vrider min hjerne for at finde et bedre begreb. Jeg kan ikke lige nu. Måske senere.

Det er ikke første gang, jeg oplever den slags. Jeg husker straks tilbage på en tid, hvor jeg over en periode på et år bliv chikaneret af en ældre mand her i Odense. Dengang var jeg usikker, nervøs og bange. Jeg turde ikke sige fra dengang. I hvert fald ikke på en ordentlig måde. Og når jeg forsøgte, blev hele situationen meget værre. Det hele endte faktisk med et retsag. Fordi jeg blev overfaldet af den pågældende mand. Det er jeg ikke sikker på, at jeg har fortalt offentligt.

Det var en virkelig grim tid for mig. Det påvirkede mig utrolig meget, at jeg aldrig kunne vide mig sikker på, om jeg ville opleve et “overgreb” når jeg gik udenfor min dør. Det var nemlig en mand, der opholdt sig samme sted, som jeg fast gik tur med mine hunde dengang. Det var i øvrigt praktisk taget lige ved siden af min daværende bolig, så risikoen for at løbe ind i ham var ret stor. Jeg oplevede også, at han fulgte efter mig og vidste, hvor jeg boede.

Nu åbner togdøren sig. Der sætter sig en mand ved siden af mig på det ledige sæde. Jeg kigger op på infoskærmen i vognen og konstaterer, at der ikke er lang tid til, at jeg skal af.

Så jeg pakker mine ting ned igen. Tager mine høretelefoner på. Tænder for den soul-pop jeg tidligere havde i mine øre. Smiler til manden på min højre side og går ud til gangen.

Jeg har hverken adrenalin i kroppen eller vrede. Mere en følelse af sejr. Hvilket egentlig ikke er det rigtige ord. Jeg har en følelse af ro og stilhed i min krop. Fordi jeg sagde fra. Fordi jeg gjorde det klart, at det han havde gjort ikke var okay. Fordi jeg ikke var bange for at vise, at min grænse var nået. Fordi man ikke skal opføre sig på den måde. Og det er rart at være den person, der rent faktisk gør opmærksom på det.

Andre mennesker skal ikke have lov til at overtræde mine grænser. Mine følelser og grænser er helt legale og det skal jeg huske.

Før i tiden var jeg helt sikkert blevet meget oprevet med tårer i øjnene. Men jeg føler kun en grundfølelse af overlegenhed og sikkerhed. Jeg er sikker på, at jeg sagde fra overfor noget, der ikke var okay.

I gangen står vi flere og venter nu. Toget sænker farten og vi nærmer os stationen. Jeg kigger ud af vinduet og ser, at det er blevet helt mørkt i mellemtiden. Toget stopper og dørene går op ud til den friske luft.