Mit mest spillede musik 2018

Så kom listen sgu for mest afspillede musik 2018 fra Spotify. Den har jeg været lidt spændt på at lytte til. Jeg venter stadig i spænding på, hvor mange minutter, jeg har brugt på Spotify i år. (Edit: den liste fandt jeg kort tid efter – 34.401 minutter, hvilket sulens er mindre end sidste år). For jeg hører meget musik. Som i – overdrevent meget musik. Det sjove er også, at alt det musik jeg ofte, i hvert fald 95% af det, er noget jeg selv vælger at sætte på. Glem alt om flowmusik aka. radio – jeg vil selv vælge hvad og hvornår jeg hører min musik.

Jeg har desværre ikke en liste fra Tidal, for den tjeneste bruger jeg også til min musikstreamning. Men jeg ved egentlig godt, hvad der vil være toppen af poppen der. Beyonce, Jay-Z, Lana Del Ray og en masse rap. For det er, hvad jeg har lyttet til på Tidal. Mest fordi Beyonce og hendes kære hubby ejer Tidal og har meget af deres musik der, som ikke ligger på Spotify. Bl.a. Lemonade og deres fælles album Everything is Love. Nu har jeg selv købt Lemonade på vinyl, så jeg kan lytte til det derhjemme for fuld skrald, men det er lidt effent, at det ikke ligger på Spotify. Anywaaays.

Min liste er også ret influeret af melankoli, hvor Fever Ray med “If I had a Heart” lægger ud som mit mest afspillede nummer i 2018. Karin Dreijer, som hun i almindelig tale hedder, er den ene halvdel af The Knife som du måske kender. Jeg er en total sucker for den slags musik – dunkelt, elektronisk, lidt atmosfærisk. Med dybe, melankolske, kærlighedsfulde, men skarpe tekster. Jeg kunne blive ved med at snakke om den slags musik! (Og musik generelt ergo dette indlæg, hah!). Jeg har hendes album “Plunge” på vinyl, men mangler stadig hendes første album “Fever Ray”, hvor mit mest afspillede nummer er på.

Nå men så har jeg også ret meget dansk rap som Benal, Suspekt, Orgi-E, Gilli, Malk de Koijn og dansk pop som The Minds of 99, Clara Sofie, Thøger Dixgaard, Moses:Andreas og Phlake.

Det kommer virkelig bag på mig, at den mest afspillede artist er Benal! Den havde jeg virkelig ikke set komme. Jeg tror måske, at jeg lyttede rigtig meget til Benal i starten af året, og den derfor har fået lov til at fylde så meget på min liste.

Men der er vist ALT godt blandet fra musikposen. En veninde fortalte mig i sommers, at min musiksmag er meget eklektisk. Hvilket jeg blev virkelig glad for. For indtil da havde jeg mest følt, at min musiksmag var rodet, forvirrende og messy. Men den er sgu eklektisk. Den indeholder mange facetter og følelser – præcis lige som jeg selv.

Den ene dag hører jeg vildt meget rap den næste dag vildt meget elektronisk. Og sådan er jeg nok bare – jeg er omskiftelig i min musiksmag alt efter humør. Jeg hører det musik, som jeg føler for i øjeblikket og bruger musikken som udtryksform. Jeg sætter ikke musik på for nødvendigvis at komme i et bestemt humør – altså – det gør jeg også. Men i størstedelen af tilfældene sætter jeg musik på, fordi jeg har en følelse, jeg gerne vil have understøttet. Det er sgu helt ærgerligt, at jeg ikke selv laver musik hah! Men det kommer jeg formentlig aldrig til. Jeg fatter ikke en node, om det så gjaldt mit liv. Jeg fatter heldigvis at arbejde med musikken!

Jeg deler selvfølgelig lige min playliste herinde – og du skal være mere end velkommen til at trykke “follow” på Spotify. Måske du selv opdager noget ny musik og udvider din musiske profil. Det er noget, jeg selv bruger meget tid på – at lytte til ny musik og gøre min musikprofil større og større.

Hvad lytter du til af musik? Det kunne være fedt at få nogle musikanbefalinger min retning.

 

Don’t let anyone dull your shine

Vi lever i en tid, hvor Janteloven virkelig får et nøk nedad. Og heldigvis for det.

Det er typisk dansk at rakke, brokke og være lidt smånegative. Især på andres vegne. Det er nok fordi, det kan være svært at se andre lykkes, når vi selv føler, at vi kæmper og kæmper, men ingen vegne kommer.

Du kender det sikkert godt. Måske er det din veninde, din kollega, en bekendt (som du er venner med på Facebook, bare for at kunne lure med på sidelinjen – I know the feel, hah!) eller måske en helt fjerde person, som du måske ser op til, men som også bare altid lige er et mulehår (eller en hel bane) foran dig. Det er egentlig lidt ligegyldigt, hvem personen er. For det ændrer ikke på dine følelser omkring deres succes, glæde og passion. Du synes de er pisseirriterende.

Omvendt kender du måske også situationen – at der altid er nogle derude, der ser din lykke og ikke kan udstå den. Der vil altid være nogle, der prøver at skrue ned for din passion. Din positivitet og din energi. Der altid gør dit humør lige dét mindre begejstret. Med en kommentar. En sidebemærkning. Noget der måske slet ikke betyder noget – men som får dig til at føle, at du ikke skal tro, at du hverken er noget eller at din begejstring skal fylde for meget,

Jeg synes selv, det kan være svært ikke at blive lidt misundelig indimellem. På de der seje kvinder, der bare forstår, hvordan de skal takle job, partner, blog, sociale profiler, familie, madlavning – listen er uendelig i mit hoved! 

Men jeg prøver virkelig at stoppe mig selv i de negative tanker. Og jeg prøver at tage meget af min opdragelse med mig her. Jeg er den ældste af to piger. Vores forældre har aldrig gjort forskel på os, men de har til gengæld lært, at der er forskelle og en tid og plads for alting. Vi har lært, at bare fordi den ene får noget på et givent tidspunkt, betyder det ikke, at den anden skal have noget af præcis samme værdi på samme tidspunkt. Vi er opdraget med at alle goderne bliver fordelt, når de passer ind. Ikke fordi de skal gives ud.

Det føler jeg, har givet mig en fin forståelse for, at de større ting i livet, som jeg skal opleve, helt sikkert vil tilfalde mig på de rigtige tidspunkter. Det er ikke fordi, jeg tror på skæbnen per se – men jeg tror på, at vi får, hvad vi sender ud.

Jeg forsøger derfor at sende positive vibes ud i universet – Law of Attraction og alt det der (hvis du prøver at leve mere holistisk, men på en jordnær måde, så google det endelig).

Samtidig tror jeg på, at jeg får de ting tilbage, som jeg tror på, at jeg fortjener.

Jeg vil heller ikke lade andres passion, lykke og glæde være en skygge i mit eget liv. Jeg vil ikke bruge negativ energi på at fundere over andre menneskers succes. I stedet vil jeg glæde mig på deres vegne. Glæde mig over, at de er lykkelige.

Nå men det jeg egentlig vil hen til med dette indlæg er, at vi ikke skal lade andres negativitet påvirke vores passion for livet.

Jeg bliver så træt, når andre mennesker ikke kan holde andres lykke, passion eller glæde ud. Mig selv inklusiv.

Derfor prøver jeg virkelig på kun at glæde mig på andres vegne. Jeg skal desuden heller ikke være smagsdommer for, hvad der gør andre mennesker glade.

Hvad der måske er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden.

Jeg er selv rigtig god til at reflektere over, hvordan jeg fremstår udadtil. Jeg er faktisk ret bevidst om, at jeg ikke må være “for glad, for passioneret, for fjollet, for lykkelig”. Det er fuldstændig åndsvagt – for grunden til jeg gør det er, at jeg ikke vil “skinne” for meget. Andre mennesker skulle nødig blive blændet, fordi jeg er passioneret omkring et emne (eller livet generelt), men det er da noget fis – for at være ligeud.

Du må aldrig stoppe med at være passioneret fordi andre mennesker ikke kan håndtere det. Du må aldrig lade negative kommentarer eller andre menneskers holdninger ændre, hvem du i virkeligheden er og hvordan du har lyst til at udtrykke dig selv. Du må aldrig forsøge at indordne, fordi du føler dig presset til det.

Er det noget, jeg selv forsøger at leve efter, især på det sidste, så er det, at jeg ikke vil lade andres holdninger diktere, hvordan jeg skal være som menneske. Jeg er god nok som jeg er. Det er du også. Det er vi alle.

Så jeg vil forsøge at følge mit eget hjerte og lytte til mig selv og mine følelser.

Du må ikke sætte dit eget lys under skæppe fordi andre ikke kan håndtere, hvordan du lyser. Du lyser meget mere op og stråler, når du ikke bliver skærmet af. Nogle gange er skæppen andre mennesker – nogle gange er det os selv.

Uanset hvad så vær passioneret og del din passion med verden. Det vil jeg forsøge og jeg er sikker på, at jeg vil føle mig meget mere fri, rolig og i balance. Og så vil jeg glæde mig på andres vegne, når de er passioneret og deler det. Simpelthen fordi de ikke kan lade være.

Foto: Nicolai Walther