Posts

En ny begyndelse for mig

/20 Comments/in , , /by

Nå venner. Det her indlæg kommer nok til at forklare mit mere eller mindre fravær på bloggen/Instagram i januar måned. I hvert fald i starten af måneden. Det kommer også til at forklare, at livet ikke altid er, hvad det ser ud til. Og så kommer det ikke mindst til at forklare, hvorfor jeg har købt nyt, nyt, nyt hele denne måned.

Sagen er nemlig den, at jeg lige nu står overfor en ny begyndelse i mit liv. Et begyndelse, hvor jeg er alene.

Casper er nemlig flyttet ud af vores tidligere fælles hjem over nytår, og vi har besluttet at gå hvert til sit. Det lyder så koldt og business-agtigt, når jeg skriver det på den måde. ”Vi går hvert til sit”.

Sådan føles det ikke skulle jeg hilse at sige. Altså koldt. Det føles alt andet måske. Trist, forvirrende, komplekst.

For det er jo ikke sådan, at livet er sort og hvidt. Det har mange forskellige nuancer. Ligesom det er mange forskellige faktorer, der gør, at Casper og jeg har besluttet, at det lige nu er bedst, at vi ikke er sammen.

Vi er ikke sure på hinanden. Der er ingen hard feelings. Det er bare en beslutning om, at vi begge fortjener at være så lykkelige som vi overhovedet kan blive. Og vi blev desværre til sidst i tvivl, om vi var lykkelige sammen. Og det er intet forhold tjent med. Det er ingen mennesker tjent med. Så i stedet for at blive sammen og være i tvivl, om vi ville være lykkeligere hver for sig, tog vi beslutningen om at gå hver for sig. Ellers forsvinder den tvivl aldrig.

Selvom jeg måske formidler det ret ukompliceret her, så har det været meget kompliceret. Igen – livet er ikke kun sort og hvidt.

Så januar er gået med at få delt vores ting op, at Casper er flyttet ud, at jeg har købt nye møbler, og på at spise en masse comfort food og se en masse dårlige serier. Det har ikke været og er ikke let. Men efter seks år sammen, er dette det rigtige for os begge.

Så det er også den primære årsag til, at mit arbejde med bloggen ikke har fået særlig meget opmærksomhed. Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet til det. Ligesom jeg heller ikke har trænet næsten hele januar. Jeg nåede lige at træne en gang i går, men ellers har træningen hele januar stået stille. Jeg kunne ikke overskue det. Generelt har det været en overvindelse for mig, hver gang jeg har skulle ud af døren den sidste måned. Med undtagelse af mit arbejde hos Kansas City. Det har været et fast holdepunkt, der har holdt mig i gang den sidste måned.

De sociale medier portrætterer ikke altid virkeligheden. Og jeg har virkelig heller ikke haft nemt ved at være online den sidste måned. Den første uge af januar var jeg næsten også offline. Jeg orkede det ikke for at være ærlig. Jeg orkede ikke at skulle smile, jeg orkede ikke at skulle lade som om alting var okay. For det var det ikke. Det er det stadigvæk ikke. Men nu har jeg fået det lidt mere på afstand, og nu kan jeg åbne lidt op omkring det. Uden at tude. For selvom det måske nok er den rigtige beslutning, så er det utroligt svært at sige farvel til et menneske, som jeg gennem de sidste seks år, har haft så tæt en relation til. Selvfølgelig kan vi stadig snakke sammen, men for at komme videre begge to, prøver vi faktisk ikke at snakke så meget sammen mere. Det nytter ikke rigtig noget. Der er jo stadig mange følelser, der for mig endnu er uklare. Dem skal jeg prøve at finde ud af, og det tager bare tid.

Jeg har været meget ulykkelig i januar. Jeg er det stadig til dels. Det er måske bare ved at ændre sig til en anden følelse. Jeg ved det faktisk ikke lige nu. Det er måske også fordi, der er nogle familiære problematikker jeg oplever samtidig. Det er ikke noget jeg kan komme ind på i dette indlæg, for det er stadigvæk for tæt på. Men måske senere, når også det er kommet på afsted.

Jeg har brugt lang tid på at fatte mod til dette indlæg. Jeg ved ikke om det har været nødvendigt. Om det overhovedet er så forfærdeligt at dele. Det har bare været en hård ting at dele i mit privatliv. Det er bare aldrig sjovt at skulle fortælle folk, at man går fra hinanden. Vel?

Men altså dette er i hvert fald en forklaring på, hvorfor jeg har været lidt stille herinde, hvorfor jeg har opdateret alle mine møbler og hvordan mit liv sagtens kan være meget mere, end hvad jeg vælger at dele online.

Det her er en ny begyndelse for mig. Selvom det ikke altid er lige fedt, så kan jeg mærke, at det er godt for mig. I februar vil jeg derfor også fokusere på nye begyndelser herinde på bloggen. Jeg vil dele gode tips til, hvordan du kommer i gang med at træne efter en lang pause, hvordan du starter gode og sunde vaner, hvordan du starter på en frisk. Februar bliver altså mit januar. En ny start på ikke kun et nyt år, men også en ny periode af mit liv.

Hvorfor jeg elsker at arbejde frivilligt – men lige er stoppet

/7 Comments/in , , /by

Eller ja. Jeg er i hvert fald lige stoppet med at arbejde frivilligt ved én af de foreninger, hvor jeg ellers har været fast tilknyttet de sidste tre år.

Jeg har været frivillig instruktør i hundesporten agility de sidste tre år ved foreningen DCH Højme. Jeg blev uddannet instruktør med henblik på at undervise frivilligt. Det har jeg gjort troligt lige siden og været meget glad for.

Fast en dag om ugen har jeg stillet op og undervist mit eget hold de sidste tre år. Dette kun afbrudt af ferier og sæsonpauser. Men ellers fast hver uge.
Jeg har arbejdet frivilligt både fordi jeg selv kom i foreningen som medlem og gerne ville bidrage, men også fordi, jeg faktisk fik en masse ud af det.
Nu sidder du måske og tænker; ”Hvad pokker får man ud af at arbejde gratis?!”.

Men for mig var det ikke gratis arbejde. For mig var det langt mere. Det vil du vide, der selv har arbejdet frivilligt.
I den forening, hvor jeg underviste handlede det om mange ting. For det første var det en måde for mig at skabe et netværk igennem. Foreningen havde og har et fantastisk fællesskab via en fælles interesse, og dette fællesskab nød jeg at kunne bidrage til.

Derudover gav det mig en masse praktisk erfaring. Dette både omkring sporten agility, hvor jeg lærte nye måder selv at håndterer udfordringer på, og kunne diskutere fagligt med mit hold om, hvilke løsninger der findes, nye træningsmetoder og værktøjer til hundetræning.
Men jeg fik også mange nye kompetencer vedrørende facilitering, undervisning, kommunikation, samarbejde og lederskab. Noget jeg har udviklet mig meget grundet af, og som har lært mig ting, jeg kan bruge i andre områder også.

For mig har det heller aldrig været ”gratis arbejde” jeg har givet ud. Mest af alt fordi jeg virkelig har følt mig værdsat, og har fået at vide, at jeg har gjort en forskel for de mennesker, jeg har undervist. Det betyder alverden at have fået den erfaring, og jeg ville slet ikke have været den foruden. Derudover har det været et fast holdepunkt i perioder af mit liv, hvor andre områder har været knapt så fede. Så har jeg stadig haft nogle timer hver uge, hvor jeg kunne lægge alt andet til side og bare undervise og være til stede i nuet.

Jeg har også fået mange nye og skønne bekendtskaber, hvilket har medført en større tilhørsfølelse til Odense som tilflytter.
Så hvorfor er jeg stoppet, når der har været så mange gode ting forbundet med mit frivillige arbejde?

Tid er en faktor der bl.a. spiller ind. Jeg fandt til sidst, at jeg ikke kunne nå at forberede mig med den kvalitet, som jeg gerne ville levere. Jeg havde simpelthen ikke flere timer i døgnet mere.
Prioritering er en anden ting. Jeg måtte sætte nogle, ellers vigtige, emner langt nede på min liste over prioriteringer. Dette betød, at jeg f.eks. ikke følte, at jeg kunne slå til på andre områder af mit liv, der ellers betød meget for mig.

Dette medførte, at jeg tog afsted til mit hold uden egentlig at have mit hoved med mig. Altså… Jeg havde det på mine skuldre ikke… Men indvendigt var jeg et helt andet sted, end på den græsplæne, hvor jeg fysisk stod hver torsdag. Mine tanker flimrede rundt omkring alt muligt andet, og jeg kunne mærke, at det bare ikke duede. Hverken overfor mig selv, eller overfor mit hold.

Men beslutningen om at stoppe var svær. Det var alligevel en stor del af mit liv, og af mig, at jeg virkelig brugte mange timer på at gruble over det. Især fordi jeg faktisk var ovenud glad for at undervise, og kunne bidrage til andre mennesker.

I sidste ende måtte jeg dog tænke på mig selv, og jeg valgte altså at ”sige op”. Jeg stoppede for fjorten dage siden. Det har virkelig været mærkeligt. En form ”lettelse” over ikke at skulle afsted. Det har måske fyldt mere, end hvad jeg lige gik og troede.

Det var også en bittersød følelse. For det var skønt at få ”fri”, men  jeg savner allerede nu mine ugentlige timer med holdet og de andre skønne mennesker i foreningen. Tre år er også lang tid, hvor jeg har været vant til at skulle afsted. Hvor jeg har snakket og opbygget relationer med dejlige mennesker over et fælles udgangspunkt. Jeg vil uden tvivl komme til at mangle det aspekt i mit liv. At jeg er udøvende agilityinstruktør. Men samtidig kan jeg mærke, at lige nu, så er dette for det bedste. Det bedste for mig.

Mine timer med frivilligt arbejde stopper dog formentlig aldrig. Nu kommer jeg til at hellige lidt timer til Kansas City i stedet. Og andre foreninger, hvor jeg ikke er fast tilknyttet. Hvorfor jeg elsker at arbejde som frivillig og bare ikke kan lade være er et godt spørgsmål. Det er formentlig fordi det giver relationer til andre mennesker, fordi jeg selv lærer noget af det, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel. Nok alle nævnte faktorer og mange flere til.

Arbejder du selv frivilligt eller har overvejet det?

TABUBRYDER | Da jeg følte mig ensom & venneløs

/10 Comments/in , , /by

Ovenpå det ganske positive indlæg i går, udgiver jeg i dag et indlæg af en lidt anden karakter. Jeg har skrevet det for nogle uger tilbage, og føler mig klar til at udgive det nu. Jeg skriver dette fordi, det er et indlæg, hvor jeg blotlægger nogle meget personlige følelser, som faktisk ikke er særlig rare at have i kroppen. Derfor håber jeg også, at I derude tager godt imod det. Men det plejer I nu at være rigtig dejlige til, når det drejer sig om indlæg af denne karakter. 

Denne blog. Min blog. Den er et onlineunivers, hvor jeg kan dele alle de boblende tanker som min krop ofte besidder indvendigt. Det er et sted for mit kreative outlet. Et sted, hvor jeg deler inspiration, æstetik, glimmer, anbefalinger (især til steder i og omring Odense), opskrifter og alt derimellem.

Det er også et sted, hvor jeg kan dele mine mere reflekterende tanker. Det er, hvad jeg vil gøre i dette indlæg. For jeg har nemlig gået med nogle følelser i kroppen som jeg ikke har vidst, hvordan jeg har skulle takle. Det er nemlig ikke nogle rare følelser som jeg byder velkommen med åbne arme. Det er mere nogle følelser, som trænger sig på, hvor de kan finde plads. I krogene rundt omkring lister de sig ind. Skubber sig på. Den følelse jeg vil dele med jer i dette indlæg finder selv det mindste, lille, bitte hul, hvor den som en rotte kan smyge syg ind. Den fylder de mindste sprækker ud. Og den gør det godt.

Jeg snakker om følelsen af ensomhed.

Det kan sgu godt være en hård pille at sluge. At indrømme overfor sig selv. At jeg føler mig ensom. Eller. At jeg i hvert fald HAR følt mig ensom. For følelsen er efterhånden kun en skygge af sin tidligere storhed. Og måske netop fordi jeg ikke længere føler ensomheden kan jeg fortælle om den her.
Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne, dejlige og elskværdige mennesker i mit liv. Især det sidste år har jeg været igennem en lærerig, oplevelsesrig og udviklende proces, der virkelig satte gang i refleksionerne. Jeg skrev speciale med et skønt menneske. En kvinde som jeg inden vores specialestart havde et rigtig fint forhold til. Vi kender hinanden gennem vores fælles kandidatstudie, og bor begge i Odense. Derfor faldt det naturligt, at vi begyndte at omgås hinanden. Vi havde både studiet og vores pendleri til fælles. Ligesom vi havde pendleri til fælles med tre andre skønne kvinder på vores kandidat. Vi endte således med at være en flok på fem mennesker, der hver morgen mødtes på perronen, ofte 5 eller 6, for at vente på toget mod Kolding sammen.

Der stod vi. Alle fem ofte med en to-go kaffe i hånden. Nogle dage fra 7/11. Hvis spenderbukserne havde været på, så en kop med Baressos karakteristiske logo. Andre dage den hjemmegjorte kaffe i en semitæt Bodum eller Stelton termokop. Igennem vores togture udviklede vi en lille sammentømret gruppe. En klike vil nogle måske omtale det. Men en god én af slagsen vil jeg vove at påstå. Fyldt med latter, smil, søde klem, fødselsdagssange om morgenen i et overfyldt DSB-tog og masser ”overstået-eksamens-fejrings-drinks”.

Jeg havde også, (og har stadig) min kæreste Casper da jeg flyttede til Odense. Men jeg tror sgu bare, at et mand har en vis kvote for, for meget sladder han kan lade glide ind af det ene øre og ud af det andet, uden at det imellem bliver til grød…

Grunden til min følelse af ensomhed var helt sikkert også fordi, jeg var flyttet til Odense. Jeg havde jo et netværk på Sjælland. En masse mennesker omkring mig. Men i Odense var de langt væk. For langt væk til lige at kunne tage en kop kaffe sammen. Eller mødes for at gå en tur.

Og mit netværk blev ikke på magisk vis udvidet da jeg flyttede til Odense. Hvor rart det end kunne havde været var?

Jeg måtte aktivt gøre noget for at udvide mit netværk. Jeg blev nødt til aktivt at opsøge personer, der ville være mine “venner”. Og det er virkelig en udfordring som voksen. Ofte har vi jo allerede dannet bærende relationer når vi er i midt-tyverne.

Samtidig havde jeg jo stadig et netværk på Sjælland, som jeg også gerne ville pleje. Hold kæft, hvor følte jeg mig splittet.

Og ensom. Pisse ensom. Fordi jeg med alt magt forsøgte at lære nye mennesker at kende i Odense, og samtidig ville bibeholde mit netværk fra Sjælland. Og dermed landede jeg et sted, hvor begge ting haltede bagefter…

Det var måske især lige i starten af min kandidat at følelsen af ensomhed bed sig ekstra godt fast. For selvom jeg mødte nogle dejlige mennesker, så manglede jeg stadig et rigtigt netværk. Sådan et netværk af mennesker i den by hvor jeg boede. Jeg gjorde en aktiv indsats for at møde nye mennesker. Men det ER bare svært.

Jeg kan tydeligt huske følelsen af at have en ledig eftermiddag i weekenden, hvor jeg gerne ville lave et eller andet. Men ikke alene. Og at jeg faktisk kun reelt har haft tre personer jeg kunne skrive til og spørge om de ville “lege”. Og få tre afslag. For derefter bare ikke at have andre mennesker at opsøge.

Det var virkelig op ad bakke. Og det var virkelig ikke en særlig velkommen følelse.

Det er ikke ensom følelse heller. Altså ensomheden. Den kommer ofte i selskab af andre mindre velkomne følelser.

Usikkerhed. Fortvivlelse. Tristhed (hvis ikke det er et ord, så er det i hvert fald en følelse).

Og jeg vidste ganske udmærket, at min følelse af ensomhed ikke betød, at jeg ikke havde betydningsfulde relationer i mit liv. Men den nagede alligevel. For sammen med ensomheden følte jeg mig udenfor. Jeg følte mig udenfor et, af mig, opdigtet fællesskab. Mellem hvem ved jeg ikke… Bare mellem andre, der tydeligvis lavede sjove ting med deres venner. For er det ikke altid sådan det er?

Når vi er single, ser vi kun par, der holder i hånden. Og da jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner, der så jeg kun venskaber over det hele.

Det er virkelig også svært at dele det her. At jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner. Det er på en måde tabu at fortælle andre. At det ikke kun var fordi, jeg følte, at jeg ikke havde et netværk. Jeg følte samtidig, at jeg ikke havde nogen venner.

Og det havde jeg selvfølgelig. Og jeg havde relationer til nogle, der betød (og betyder) noget for mig. Måske var det også hele processen med at flytte til ikke kun en ny by, men også en helt anden ø. Hvor jeg vitterligt kun kendte ét andet menneske! Yikes…

Så ja. Jeg har haft en periode i mit liv, indtil for et år tilbage cirka, hvor jeg virkelig følte mig ensom. Hvor jeg følte mig venneløs.

Og nu sidder jeg så, og håber, at der er nogle af jer, der måske kan kende denne følelse? Ikke fordi jeg ønsker, at I skal føle jer venneløse eller ensomme! Men fordi jeg vil høre, hvordan I har håndteret den følelse af ensomhed I måske har følt? Om I har nogle gode råd, der kan komme os andre til gode.

Hvorfor jeg arbejder deltid – og ELSKER det

/6 Comments/in , , /by

Nu har jeg arbejdet omtrent halvanden måned hos Kansas City. Jeg er endda en heldig kartoffel, der har mulighed for at gå på to ugers ferie fra i morgen. Jeg er efterhånden så godt inde i, de nuværende, rutiner herude, at jeg godt tør fortælle lidt mere om mit arbejde. I dette indlæg vil jeg dog fokusere på, hvorfor jeg i min jobsøgningsjagt var meget åben overfor deltidsjob, og hvorfor jeg elsker mit deltidsarbejde lige nu.

DELTIDSARBEJDE?
I de fire måneder jeg nåede at gå ledig inden jeg fik jagtet et job ned, (for trust me det ER en jagt), der gjorde jeg mig selvfølgelig noget tanker omkring, hvilken form for job jeg så mig selv i. Med ”form” mener jeg de større ydre rammer, der udgør et job. Altså faktorer som i hvilken slags virksomhed, hvorhenne rent geografisk og ikke mindst antal timer jeg skulle arbejde.
Udgangspunktet var, som det nok er for de fleste nyuddannede, et fuldtidsjob. Jeg søgte jobs, der rent geografisk lå placeret i nærområdet, men der var også de sædvanlige afstikkere til både København og Aarhus. Som nyuddannet så jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at være kræsen mht. pendling. Så jeg søgte, hvor der var relevante stillinger.
Derudover søgte jeg også jobs baseret på forskellige timeantal. Både fuldtid og deltid. Deltidsjob var noget jeg blev mere og mere lun på som tiden gik. Jeg slog derfor til med det samme, da jeg blev tilbudt mine 30 timer hos Kansas City. Det var der flere årsager til, som I kan læse mere om nu!

BLOGGEN SOM ARBEJDE
Jeg ønskede nemlig, (og gør stadig!) at kunne bruge tid på bloggen. Det er noget jeg elsker, og noget jeg ville have svært ved at være foruden. Så jeg var aldrig afvisende overfor deltidsarbejde, om end en fuldtidsstilling selvfølgelig også havde været velkommen! En deltidsstilling ville dog rent praktisk give mig flere timer at arbejde på bloggen i. Derfor blev nogle af mine ansøgninger også rettet hertil.
I dag arbejder jeg så 30 timer om ugen i gennemsnit. Nogle gange mere, nogle gange mindre. Men det er fidusen ved dette job, jeg elsker så højt – friheden og fleksibiliteten.

FRIHEDEN
Det giver en frihed og ekstra timer, hvor jeg kan arbejde med andre ting. Jeg er helt sikkert en lykkens pamfilius mht. denne stilling hos Kansas City. Mine tider er nemlig RET fleksible. Af hensyn til musikerne, (som jeg arbejder en del med herude), skal jeg være på kontoret i nogle faste tidsrammer a’ treenhalvtime mandag-torsdag. Mine timer, udover dette faste tidsrum, kan jeg som ofte have, ganske som det passer mig. Derudover er jeg ofte koordinator ved arrangementer i weekenderne. Dem har der dog kun været ét af i den periode jeg har været ansat, så der har jeg endnu en masse til gode. Der er ikke så mange arrangementer og events i øjeblikket både fordi, det er sommer(ferie), og fordi det er festivalsæson. Musikere og gæster er altså på farten!
Det betyder også, at jeg afvikler mine 30 timer meget på kontoret og i løbet af ugen disse dage. Og altså knapt så meget ude til arrangementer. Det kommer der dog i massevis af slut august/start september.

FLEKSIBILITET
Som I måske kan regne ud, så betyder alt dette, at mine arbejdstider er ganske fleksible. Jeg planlægger stort set mine møde- og gåtider selv. Jeg giver selvfølgelig et pip fra mig til de andre på kontoret, så de ved, hvis jeg en dag sløjfer formiddagen, og i stedet sidder på kontoret hele eftermiddag. Lige dét scenarie er dog endnu ikke hændt. Jeg ynder for det meste at møde tidligere og deraf gå tidligere. Men jeg SKAL ikke møde kl. 9.00 hver dag, hvilket for mig både giver en enorm frihed, men også mange muligheder for at kunne planlægge mine dage, hvor andre faktorer måske er i spil. Derudover er jeg så heldig at have en meget fleksibel chef, der virkelig praktiserer frihed under eget ansvar. Det betyder, at jeg i det store og hele nemlig selv styrer mine tider – så længe jeg afholder de 30 timer, jeg får løn for selvfølgelig.

HVAD MED ØKONOMIEN?
Det økonomiske aspekt af at arbejde deltid er faktisk ikke noget jeg virkelig bider mærke i. I hvert fald ikke lige nu. Da jeg startede på dagpenge fik jeg næsten dobbelt så meget som da jeg var på SU (som jeg har været i fem freaking år!), så at få en deltidsløn nu er for mig stadig et nyk op ad løntrinnet. Det er ikke en økonomisk realitet på længere sigt at arbejde deltid, men lige nu er jeg ganske godt tilfreds. Jeg har udviklet mig meget mht., hvilke elementer jeg tillægger værdi, og hvad der betyder MEST her i livet. Penge er rare, men de er ikke svaret på alt. Og selvom det er bundkliché at påstå, så gør Casper, min familie, venner, mine hunde, min generelle sunde tilstand og helbred og tusind andre ting mig lykkelige her i livet. Og det kan jeg slet ikke sætte et økonomisk pristag på.

OG DET VIGTIGSTE…
Det der i virkeligheden afgør for mig, at jeg godt kan leve med den økonomiske del af et deltidsjob er, at det gør mig GLAD. Helt ærligt. Jeg elsker mit job. Jeg har hele tiden drømt om at arbejde med udviklingen af Odenses kulturliv. Nu arbejder jeg med det musikalske vækstlag og deres udvikling, og jeg er skide stolt! For at sige det ligeud og skyde ’Jante’ helt ned; så er jeg sgu stolt. Nu oplever jeg at være med, hvor det sker. Jeg oplever udviklingen indenfor Odenses vej fra stor by til storby, og jeg er en faktor, der spiller ind! Det er sgu da sejt, ik´?

Så ja. En masse grunde, hvorfor jeg arbejder deltid, og hvorfor jeg elsker det. Er der andre derude på linjen, der også selvvalgt arbejder deltid, og i så fald hvorfor?

WORK/LIFE BALANCE – jeg skal lige finde den ikke…

/1 Comment/in , , /by

Det er nu lidt over en måned siden jeg startede i mit virke hos Kansas City. Den måned er for mig FLØJET afsted, og jeg sidder tilbage nu, og undrer mig over, hvad måneden egentlig er gået med.

Det føles som var det i går, jeg åbnede den lettere knirkende dør ind til kontoret, svedig fra en varm cykeltur (det var dengang sommeren i Danmark fattede, kutymen er 20+grader!) og blev taget imod med store smil og ditto armbevægelser.

Samtidig er min fornemmelse af tiden den sidste måned et paradoks, for det føles som om, jeg har været hos Kansas City i hundrede år. På den måde er ”tid” en spøjs størrelse. Den kan føles stor eller lille, hurtig eller langsom, men i virkeligheden ændrer den aldrig dimension.

”Tid” er også noget jeg skal lære at arbejde med især nu. For jeg har ikke den samme tid mere til de samme ting. Selvom jeg gerne ville, så har jeg måtte se mig slået af mangel på tid. Den er der bare ikke i sammen omfang mere. Forstå mig ret; selvfølgelig er der den samme mængde timer i døgnet nu, som for en måned siden. Jeg bruger bare min tid anerledes nu.

På sin vis bekommer det mig dog ganske naturlig med f.eks. mere faste rammer og rutiner nu jeg arbejder. Rent praktisk har jeg 30 timer om ugen, og endnu mere praktisk er mine mødetider meget fleksible.

Det betyder som oftest, at jeg arbejder hos Kansas City fire dage om ugen. Gerne fordelt på ugens første dage (for fredag er sådan en nice dag at holde fri på!), men når vi nærmer hos koncertsæsonen igen (den har ”pause” her over sommeren, hvor festivalerne har meget fokus), bliver weekenden også aktuel. Koncerter ligger som regel torsdag, fredag & lørdag og jeg skal bl.a. være ansvarlig til nogle af de arrangementer Kansas City afholder.

Trods fleksibilitet så har jeg nu fået langt flere rutiner i løbet af ugen, end jeg havde inden jeg startede arbejde. Det er noget jeg er glad for, men som skrevet, også noget jeg skal vænne mig til. Især, hvad angår min tid til bloggen.

Den har nemlig været lidt mindre aktivitet herinde den sidste måned. Det er ganske enkelt fordi jeg skal finde en work/life balance. Hvor jeg før ikke kun kunne bestemme, hvornår jeg skrev jobansøgninger, kunne jeg også mere eller mindre selv afgøre hvor mange timer jeg brugte på bloggen og ikke mindst hvornår.

Det kan jeg i sagens natur stadig selv bestemme ret meget, men jeg skal ind i en fornuftig rytme, hvad angår arbejde hos Kansas City og mit arbejde med bloggen.

Nu er det heller ikke værre, for bloggen er min hobby. Det er ikke på nogen måde en levevej for mig. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, selvom det da klart er ønskemålet. Men at bloggen er en sidebeskæftigelse for mig, betyder langt fra, at jeg vil gå ned på kvaliteten af mine indlæg. Så hellere sende færre indlæg af sted, end at SKULLE poste et indlæg pr. dag. hvilket ellers er et af mine mål.

Jeg ELSKER at blogge. Jeg elsker at skabe indhold, og jeg elsker især når dette indhold kan gavne JER. Og fordi jeg gerne vil have indlæg af høj kvalitet herinde, betyder det også, jeg betragter bloggen som serious business. Derfor fungerer det ikke for mig, at det er noget, der skal jappes igennem. Jeg skal bare lige lære at jeg ikke længere kan være tre timer om at skrive et indlæg, jeg i virkeligheden kunne være en time om at skrive, fordi tv’et samtidig kører i baggrunden, jeg følger med i en serie på Netflix eller IG lige skal gennemsnuses. Because I ain’t got the whole day now!

Slet ikke på samme måde som før anyways. Og det er ikke fordi, jeg lider forfærdeligt under det. For jeg elsker også mit job! For pokker timerne flyver af sted, og jeg har efterhånden mine egne opgaver og er så godt inde i tingene, at jeg selv finder opgaver. Og jeg vil helt bestemt også gerne dele mere om, hvad det egentlig er jeg laver til daglig nu. Det kommer, det kommer! Men for nu skal jeg lære at administrere arbejde, blog, kæreste, familie og venner.

Udover de praktiske omstændigheder ved at skulle finde sig tilpas i et nyt job, så er der også de mentale. Og hold nu kegle jeg har været TRÆT, når jeg er kommet hjem fra arbejde. Især de første to uger var jeg BOMBET! Jeg orkede intet andet end at lave dybe aftryk i sofaen og gå lidt ture med hundene.

Nye indtryk fra både mennesker og steder fylder åbenbart meget i min lille knold. Der har i hvert fald været fyldt godt op de sidste par uger! Hvilket selvfølgelig på sin vis er ganske naturligt. Den følelse kender vi vel alle, når vi skal lære nye mennesker og steder at kende? Ikke??!! Det kan godt tage mange ressourcer, og det er ikke anderledes for mig.

Nu er jeg, heldigvis, efterhånden ved at falde rigtig fint på plads og være inde i rutinerne, så det ikke længere tager alt min energi. Alligevel skal jeg liiige ind i en ny hverdag. Et nyt kapitel så at sige. Og det har selvfølgelig smittet af på bloggen, ligesom det har påvirket mit liv ellers. Men jeg GLÆDER mig. Jeg glæder mig til at komme videre. Jeg glæder mig over, jeg er færdig med studierne. Jeg glæder mig til at være voksen, hah! Eller i hvert fald en pseudovoksen, for voksen føler jeg mig sgu ikke rigtig, og gad vide om den følelse nogensinde indtræffer?

None the less, så prøver jeg i øjeblikket at ramme balancen imellem job, liv og blog. Om jeg nogensinde rammer rigtigt vides ikke, men jeg trøster mig med, at jeg sikkert ikke er den eneste. Er der nogle af jer, der har erfaringer med at gå fra studierne til job, og lige kan kaste et råd eller to min retning? Det ville være højst værdsat!

ÆNDRER BLOGMEDIET SIG – en evaluering

/0 Comments/in , , /by

{ Ovenstående billede af taget af Malene Nelting }

Okay. I tog VIRKELIG godt imod mine to indlæg angående min blogusikkerhed og blogmediets udvikling. TAK. I er fandme seje. Der var meget trafik på de to indlæg, og jeg synes derfor, de fortjener en fin, hvis ikke afslutning, så lille evaluering.

For jeres kommentarer satte nemlig gang i tankerne igen hos mig. I havde så mange fine ting at sige til begge indlæg, og det var meget lærerigt. Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, disse indlæg ville sætte gang i så mange andres tanker om blogge. Det var en rigtig fin oplevelse, at de gjorde det.

For lige at slå det fast, så synes jeg ikke, der er nogle blogformater, der er bedre end andre.

For mig handler det netop om, hvad man som bloglæser søger. Hvilke behov man har, og hvor man kan få opfyldt disse. Dette behøver ikke ske igennem én slags blog, eller én blogger for den sags skyld. Og der er derfor, jeg sætter så stor pris på den udvikling, jeg har observeret hos de danske blogge.

Det er en udvikling, hvor jeg ser tydelige referencer fra de udenlandske blogge jeg selv følger. Det drejer sig især fra lande, der rent geografisk placerer sig nogenlunde tæt på Danmark. Englang, Sverige og Norge især. Her er blogkulturen generelt lysår foran den danske IMO.

Og de udenlandske blogges kultur er noget, jeg ser tendenser af i den danske nu. Hvilket JEG synes er ganske positivt. Både fordi forandring ofte fryder, og fordi blogkulturen kan ikke undgå at udvikle sig. På et eller andet tidspunkt vil både læsere og bloggere ændre sig. Som én af jer bemærkede i en kommentar i går, så har tidens tand bestemt også noget at skulle have sagt, og vi undergår alle forandring og udvikling, som vi bliver ældre og bliver mere rig på erfaring.

Vi udvikles og forandres som mennesker, så hvorfor skulle vores blogge ikke også det?

Jeg synes også denne udvikling i den danske blogkultur er positiv, da mange udenlandske blogge både arbejder, men også bliver behandlet professionelt. Det er altså stadig kun et fåtal af de danske bloggere, der kan leve af at blogge. Og ser man på, hvor mange blogge, der findes i Danmark så er procentdelen sikkert meget lille!

Men det er nu ikke fordi, det hele skal handle om at tjene penge. For det skal det langt fra. Men det vidner om, at blogge bliver taget mere seriøst. Både af virksomheder, af bloggere og af læsere. Hvilket er skønt, for det betyder i min verden, at der er endnu større rum for at blogge kan udvikle sig.

Det handler for mig også om, at danske blogge generelt undergår en form for udvikling. I alle mulige retninger! Og lige i øjeblikket observerer jeg især en bølge af nye måder at blogge det. Dét synes jeg er ret sejt, og det vidner om, at både læsere og bloggere omfavner denne nye udvikling.

Samtidig så er mange blogge i dag præcis, hvad de var for seks år siden! Og det er der formentlig en grund til. Fordi det passer til lige præcis den blog og blogger.

Med det sagt, så vil jeg selv se fremad og reflektere over, hvor min egen blog er på vej hen. Lidt stagnation har vel aldrig skadet nogle, men det samme gælder fremsynethed.

Er blogmediet ved at ændre sig? Og kan jeg i så fald følge med!

/11 Comments/in , , /by

Nu har jeg blogget de sidst to år. Kontinuerligt og med et nogenlunde fast tempo det sidste år. Jeg har til gengæld læst blogge de sidste 6 år. På det område betragter jeg faktisk mig selv som lidt af en late bloomer. For blogge har eksisteret i længere tid, end jeg har fulgt med.

Nogle af de første blogge jeg læste med hos var f.eks. Katrine Krøjby. Hun var fandme sej! Hendes stil, attitude og udstråling var noget en semi-usikker, bebumset, men festglad ung kvinde sagtens kunne slubre i sig. Jeg så måske endda lidt op til hende…? Det tror jeg faktisk. Men hun turde skubbe til kanten. Hun turde dele af sig selv, sine ideer og tanker. Hun blogger desværre ikke mere. Men i den tid hun gjorde, fulgte jeg med hver eneste dag!

Og nu sidder jeg selv her. Og håber jeg en dag kan være for nogen, hvad Katrine var for mig. Om det nogensinde lykkes ved jeg ikke. Men det kunne sgu være sejt.

Alligevel synes jeg, der er noget ved blogmediet, der har ændret sig siden mit girlcrush på Katrine. Nemlig den måde man blogger på, og måske især hvad læserne søger. Og det er måske i grunden opstandelsen for min usikkerhed, jeg beskrev i indlægget i går.

Jeg kan mærke det på mig selv som læser af andres blogge. Jeg vil gerne læse indlæg, der giver mig en værdi. Hvad end det er i form af en ny lækker opskrift, stedet jeg skal gå hen og tage den næste drink, hvor jeg kan købe godt træningstøj, hvor jeg skal have ordnet mit hår (her btw, hvis du bor i Odense), eller få lavet pæne shellacnegle (hos Skønne//Jeanette selvfølgelig!), hvor de har den bedste kebab (lige her), hvor der er pænt at gå ture eller indlæg, der giver stof til eftertanke og plads til refleksion.

Jeg vil MERE end høre om hverdagens trivialiteter. Hvor dejligt genkendelig de end kan være at læse om. Det er også blogmediets force. Personligheden. Personen bag som jeg gerne vil lære bedre at kende. Forskellen fra for 6 år tilbage og nu er bare, at jeg gerne vil mere end lære vedkommende at kende. Jeg vil have deres gode tips og tricks, deres gode råd, deres tanker om emner, der fylder i mit liv.

Jeg vil skubbes til, forundres, gøres vred, gøres glad. Jeg vil have en reaktion fra mig selv, når jeg læser blogindlæg. Jeg vil ikke længere KUN underholdes.

Jeg søger også mere og mere blogge, hvis overordnet genre vil kunne betegnes som ‘advice literature‘. Altså litteratur, der giver en form for råd.

Jeg tror, alle læsere læser blogge, fordi det giver dem en form for værdi. Enten i form at information omkring selve bloggeren fordi læser og blogger får skabt en relation, eller i form af nysgerrighed, der bliver stillet fra læserens side omkring bloggeren. (Dette forestiller jeg mig ofte er aktuelt når bloggeren er kendt, eller læseren har fulgt med gennem en årrække). Det kan også være indlæg, der formidler produktinformation. Som I kan læse, så mener jeg helt bestemt, at blogge i alle udgaver opfylder en form for behov hos læseren. Dette behov tror jeg bare har udviklet sig i takt med, blogmediet har udviklet sig.

For let’s face it; blogges format og design har udviklet sig. Fra at være en kronologisk side, hvor indlæg efter indlæg i et strømlinet design viste sig frem på skærmen efterhånden som man scrollede videre, er der nu flere og flere blogge, hvis design og layout, bryder med det klassiske og ordinære kronologiske bloglayout.

Det gør sig gældende også for min blog! Det er ikke mange måneder siden, jeg selv valgte at ryste posen og få et nyt layout til bloggen. Både fordi det gamle efterhånden kedede mig lidt, og fordi det snart var så set på mange blogge. Der skulle ske noget nyt.

For hver en reaktion, for hver et mønster, kommer en modreaktion. Dette ved jeg om noget ALT om. Jeg har sågar skrevet en eksamensopgave på min uddannelse omkring netop trends og tendenser, og hvordan disse bliver skabt. Bl.a. igennem reaktioner og modreaktioner.

Så hvorfor skulle dette ikke også være sig gældende indenfor blogge? Både hvad angår layout og æstetik, men bestemt også det uhåndgribelig indhold, der så sandelig må siges at være et bærende element på en blog.

Er det noget, I som læsere bider mærke i? En ændring i hele blogmediet? Måske I selv er bloggere og har tænkt over selvsamme?

Eller er det kun mig, der er så navlepillende, og måske er blevet ramt af blogmediets Narcissus?

JEG ER FALDET I ET HUL – og jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg kommer op

/10 Comments/in , , /by

Jeg ved sgu ikke helt, om det er det rette at dele herinde. Men. Hvis ikke herinde, hvor så. For det handler nemlig om bloggen.

Jeg er fanget i øjeblikket, føler jeg. Fanget i at ville præstere. I at ville præsentere godt og værdiskabende indhold for jer derude. Fanget i limbo. Hvor jeg VED, jeg selvfølgelig blogger for min egen skyld. Fordi jeg gerne vil dele inspiration. Men også fordi, jeg gerne vil være inspirerende.

Og det er et paradoks. For det er ofte sådan, at presser man på for noget, så skinner det igennem på resultatet. Og det føler jeg lidt der gør herinde. Fordi jeg så gerne VIL. Så ender det med at være lidt for meget af det gode. Så ender jeg med at klapse sammen, og sende indlæg ud, jeg ikke helt rigtig ved om dur.

Måske det i virkeligheden har noget at gøre med en usikkerhed på mig selv. På mine egne evner. Dur jeg virkelig til det her ’blogger-game’. De sidste måneder har jeg haft så mange ideer, så mange projekter. Mit indre har været som den mest blomstrende have i fuldt flor.

Med tusinde blomster repræsenterende tusinde ideer. Forestil dig en oase midt i byen. Hvor man næsten ikke har kunne komme frem i det grønne. Alle vægge dækket af grønne blade og store blomster. Jorden belagt med de fineste små brosten. Kun med plads til et enkelt lille rundt bord i metal akkompagneret af to stole med de smukkeste metalblomster i rygstøtten. Luftfugtigheden har været faretruende høj pga. de mange planter og blomster, og tankerne er straks fløjet til varmere himmelstrøg.

jeanette hardis odense blogger nelles kaffe 1

Farverne fra de mange forskellige blomster har lignet nytårsaften når klokken slår 00.00. En himmel fyldt med glitter og farvebomber.

På intet tidspunkt skulle haven have gødning. Den klarede det mægtigt helt på egen hånd. Den skulle højest have lidt kærlig pleje her og der. Have fjernet lidt ukrudt. Men intet mere, end jeg kunne klare det uden møje og besvær.

I øjeblikket føles det besværligt. Der er fandme vokset tjørnekrat i det venstre hjørne af haven. Og mange af blomsterne visner for øjnene af mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg skal pleje den. Det har været SÅ let indtil nu.

Lige nu føles det hele som noget møg. Jeg har mest af alt lyst til at lægge mig i en bunke gødning og lad mig opsluge. Men jeg ved, det nok skal vende. Min lyst til at pleje haven. Min lyst til at lade mig omkranse af liflige blomster i stedet for gødning. Jeg skal bare lige se mig ud af det tjørnekratproblem. Eller udfordring, som optimisten helt sikkert ville betegne det.

Jeg vender stærkt tilbage! Det gør jeg altid. Og det er nok også bare mig, der som enhver anden sidst-i-tyverne ung kvinde, fodrer usikkerheden i stedet for selvtilliden. Kender I det? At man selv er RET god til at rose alle andre. Men én selv. NEJ TAK! Man dur da ikke til noget. Slet ikke i forhold til de andre.

Men det ved jeg, at jeg gør. Jeg skal bare lige minde mig selv om det. Og huske det.

Og komme videre fra det hul jeg er landet i lige nu. Det gør vi nok alle nogle gange. Lander i et hul, og har svært ved at gennemskue, hvordan vi skal komme op. Nogle gange skal man bare rejse sig fra numsen, man er landet på. For oprejst er hullet faktisk slet ikke så stort, og der skal kun et enkelt skridt til, så er man oppe og videre. Nedefra bunde kan hullet af jord bare syne stort. Det er det slet ikke.

Så nu vil jeg rejse mig og få møvet ballerne over kanten og begive mig afsted igen! Hey ho!

TING, DER FÅR MIG TIL AT GRÆDE

/1 Comment/in /by
efa8ac654a54ad1f407674ba4d31426a

{ Billede fra pinterest.com }

Ikke just den mest indbydende titel. Omend den er ganske sand. For jeg er en græder. En tudeMarie vil nogen nok betegne det som. Mine tårekanaler har en ubestemmelig og egenhændig vilje som, på trods af flere forsøg på diktatur fra min side, dyrker demokratiet og nedlægger også konstant veto. For de vil udvandes. Være rene. Opføre sig som en rasende flod, hvis vilje og løb ofte er baseret på uransagelige og diffuse grundlag.

Men én ting JEG da kan bestemme er, hvad jeg fortæller om mine balstyriske tårekanaler. Og nu fortæller jeg om, hvilke hændelser jeg har bidt mærke i som virkelig tricker dem. Det er hændelser af mangt og mange forskellige karakterer. Jeg forestiller mig også, at jeg ikke er den eneste, der har besidder denne fysiologiske umiddelbare reaktion? Derfor deler jeg nu de mest gængse og ordinære årsager til, at mine tårekanaler giver deres besyv med i, hvordan min mascara skal sidde.

  • Dyr, der bliver mishandlet. Her står tårekanalerne helt af. De kan slet ikke styre dem selv, og straks, der troner enten kampagner for dyrevelfærd frem på tv’et, eller artikler på nettet eller IRL (avisen læser jeg ligeså ofte online som offline) begynder det at rykke på sig. Det er forfærdeligt, og jeg tror, at det er min egen frustration over den magtesløshed jeg sidder tilbage med, når jeg hører om stakkels dyr, der bliver behandlet som objekter, genstande og underholdning, der påvirker tårekanalerne, så de reagerer prompte med salte dråber ned ad mine runde kinder. Jeg håber ikke, at dette lyder kynisk, men kampagner for hungersnød, naturkatastrofer og deslige rammer mig altså ikke på samme måde. Misforstå mig endelig ikke! Det er mindst lige så forfærdeligt, og grund for våde øjenvipper, men tårekanalerne reagerer altså prompte på dyr i nød. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for mine tårekanalers adfærd.
  • Når de råber “MOVE THAT BUS” i Home makeover programerne. Der går de helt amok, og det på trods af, at jeg ofte kun har set den ene sekvens af programmet! De forhenværende 40 minutter har åbenbart ingen relevans for, hvad mine tårekanaler beslutter sig for at reagere på.
  • Generelt programmer, hvor mennesker undergår eller oplever en transformation af den eller anden slags. Det rør mig åbenbart lige i tårekanalens udspring, at andre mennesker får hjælp of some sort. 
  • Når jeg cykler og det er rockerkoldt! Især mit højre øje giver efter for kuldens påtrængende, omklamrende tendenser. Hvilket ofte resulterer i mascara, der på det nærmeste vandrer fra mine øjenvipper til min hage, alt imens det efterlader fine spor på vejen. Suk!
  • Når min familie har været på besøg i Odense, og kører hjem. There – I said it. Det er pisse hårdt for mine tårekanaler, der reagerer med det vuns, mine øjne har mistet synet af bilens bagende, der kører fra indkørslen foran huset vi bor i. Der går lige 10 minutter, så finder de fatningen igen, men de er nogle pokkers nogle. Og det er. HVER. ENESTE. GANG. Uden undtagelsen. Det kommer derfor heller ikke bag på mig mere, omend jeg heller ikke ligefrem ser frem til denne lidt lettere overreagerede reaktion på, at en 26årig kvindes familie lige har været på besøg. Suk altså.
  • Når jeg er lykkelig. Sådan. Helt lykkelig. Derinde i kernen. Så begynder de fandme også at producerer saltvand, der ville give selv Moses en kamp til stregen. Jeg ved ikke, hvorfor det sker på dette tidspunkt. Om jeg er bange for, at lykken vil forsvinde og allerede tager sorgerne på forskud? Om det er fordi jeg ikke selv tror på, at jeg kan være SÅ glad? Måske fordi der også findes lykkelige tårer? I don’t know, men nogle gange kunne de sgu godt lige holde lidt igen de tårekanaler. For det lykkelige øjeblik kan godt blive lidt for saltvæddet nogle gange. Bare lidt. Et stort smil havde måske været nok til at udtrykke min tilfredshed med livets lykkelige omstændigheder. Men nej. Tårer it is.
  • Når jeg savner. Det er måske endda en naturlig reaktion i denne tilstand. Jeg har en tendens til at savne. Også under absolut irrelevante omstændigheder. Nogle gange, hvis Casper lige er taget ned for at træne. Når jeg lige har lagt telefonen på, efter at havde talt med min mor. Når mine forældre passer vores hunde, og jeg ikke har set dem i 25 dage!! Det er altså lang tid for en hundedame som jeg selv er. (Er der btw nogle hundejere derude på linjen?). Når jeg er væk hjemmefra. Så kan savnet godt indhente mig, og gøre mig lidt trist. Og så fælder jeg altså en tåre. Eller syv.
  • Hvis jeg bliver frustreret. Ofte over magtesløse situationer, hvor jeg ingenting kan gøre. Det er blevet meget bedre, og jeg kan mærke, at jeg reflekterer over denne slags situationer, og lærer fra gang til gang. Hvordan jeg skal takle situationen. Hvordan jeg skal takle mine følelser. Så jeg netop ikke ender med at tillade alt for meget aktivitet til de tårekanaler. SÅ meget magt skal de sgu heller ikke have.
  • Når folk er til audition ved f.eks. X-faktor og de synger smukt. Der rejser mine hvide hår sig på armene, og mine tårekanaler reagerer ligeledes med fugt langs øjenkanten. Især, hvis folk ved første blik ikke virker som om, at de har haft det alt for nemt igennem livet, og måske ikke engang fremstår som nogle, der reelt kan synge. Suk.
  • Andre menneskers nød. Jeg er et utrolig sympatisk menneske, der nemt (og ofte) lader mig rive med i andres dårlige tider i livet, eller modgang. Her begynder mine tårekanaler også ofte at vise en reaktion. Og det er absolut dumt. For hvad vil de gøre ved det? Mine tårekanaler kan ikke ligefrem ændre særlig meget på andre menneskers triste situationer.

Pls del og fortæl mig, at jeg ikke er den eneste, hvis tårekanaler nogle gange lever deres eget ukontrollerbare liv?

MY HOMETOWN

/0 Comments/in , /by

IMG_2522{Sorø Akademi}
I disse dage er jeg på et visit hjemme hos mine forældre. Det er pudsigt som begrebet “hjemme” har ændret sig med tiden, men stadig betyder fuldstændig det samme; mine forældres hus og mit barndomshjem. Selvom Casper og min lejlighed selvfølgelig er mit hjem, mit hjemme, så vil mit barndomshjem altid være mit første “hjemme”. Når jeg skal på besøg hos mine forældre, siger jeg også altid, at jeg skal hjem. Det tror jeg aldrig kommer til at ændre sig – betydningen af “hjemme”. Mine forældre har boet i huset siden jeg var 2 år, så det har i alt den tid jeg har husket været mit hjem. Der er nu også noget trygt ved at være “hjemme”, hvor alting som oftest er som det plejer, og de forandringer, der nu engang måtte komme, er altid positive. Som f.eks. den mega pool mine forældre har fået installeret i baghaven indenfor de sidste par år. Eller det lækre gæsteværelse de har fået indrettet til når deres poder kommer på visit til overnatning. Det er nu ganske fint, sådan at komme hjem på besøg.

I går benyttede jeg mig af at være hjemme og bragte mig selv ind til byen, jeg er vokset op omkring. Det er nu alligevel en lille cykeltur langs en større landevej, men udsigten på vejen; den gør rigeligt op for den bakkede vej, der skiftevis er på ens side, og imod en. Kornmarker parat til at blive høstet så langt øjnene kunne se, duften af sommer, turen igennem skoven, hvor jeg kunne skimte sollyset kæmpe sig bravt igennem træernes tætte grene. Ahh; jeg var hjemme, cykelturen var så velkendt, at mine fødder med raske trav trampede i pedalerne, og inden jeg så mig om, stod jeg på hovedgaden i Sorø. Det er i denne by, jeg har oplevet min skolegang til og med gymnasiet. Jeg gik på Sorø Akademi i mine gymnasieår, og det er bl.a. derfra disse billeder er fra.

Skolen er oprindelig grundlagt i 1586 og har igennem årene haft forskellige formål, midler og ejere, for nu at være alment gymnasium med kostskole. Fordi skolen er af ældre oprindelse, har den mange traditioner. Bl.a. har skolen uniformer. De bliver ikke brugt til daglig, men til arrangementer som f.eks. Vandbal og Kongebal i hhv. 1. og 3. g. Og med bal; så mener jeg bal! Skolens udseende bærer præg af netop dens historie, og omgivelserne til disse bal er fantastiske. Men det jeg egentlig ville ind på her, er nemlig Akademihaven, hvor jeg skød billeder i går.

Haven blev anlagt omkring år 1300, og ligger lige ved gymnasiet. Hele området, med Akademiet og haven ved siden af, (som mere er en mindre park), minder meget om hele Harry Potter universet. Især til vinter, hvor sneen dækker hele grunden, og skolen bliver lyst op af julelysene, emmer hele området af eventyr. Det er måske endda først nu, at jeg virkelig lægger mærke til de smukke omgivelser Sorø har at byde på. Derfor måtte jeg gå en tur i haven i går, og knipse et par billeder. Jeg kom bl.a. forbi en fin svanefamilie, som jeg måtte komme helt tæt på. Selvom jeg indrømmer, at jeg imens jeg tog billederne, var lidt nervøs for svanernes reaktion på en fremmede så tæt på deres små poder. De tog det nu ret pænt, og er formentlig vant til at få mad af havens besøgende.

Nu blev det et længere indlæg, men min mening var faktisk bare at dele disse smukke (synes jeg selv) billeder af de naturskønne omgivelser.  IMG_2434{Fineste svanefamilie}IMG_2444 IMG_2477{Udsigt over Sorø Sø}IMG_2495{Bådbroen til skolens sejlads i søen. Oh jo det var nogle anderledes idrætstimer}IMG_2496 IMG_2508 IMG_2515