At forsvinde ind i søndagen…

Det gjorde jeg i går og det var dælme tiltrængt. At forsvinde ind i dagen, mærke efter i maven, trække vejret, dufte til efteråret, holde i hånd, tage en morfar midt på dagen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en morfar midt på dagen. Jeg er ikke god til at sove i løbet af dagen. Uanset hvor træt jeg er. Så vil jeg hellere holde ud og gå tidligt i seng.

I går var det dejligt med luren midt på dagen. At lægge mig ind til en krop, der holdt om mig. Varmede mig og passede på mig i søvnen. At føle tryghed. Det er også lidt min akilleshæl – trygheden. For jeg er glad for den. Men lige nu er den egentlig helt okay og på sin plads.

Så i går brugte vi dagen på at være til. Vi stod forholdsvist tidligt op, og jeg havde lørdag aften lavet en dej til koldhævede boller, så de blev formet og i ovnen. Så var der søndagsmorgenhygge. Imens bollerne bagte nåede lejligheden at få en hurtig omgang med støvsugeren, opvasken blev taget og der blev ryddet op. En virkelig dejlig start på søndag.

Tidligt på formiddagen så hunnierne på os med store, mandelformede, brune øjne og vi bukkede hurtigt under for deres pres om en lang søndagsgåtur. På med selerne og ud i skoven. Vi gik hjemmefra i strålende solskin og med en forhåbning om den der helt sprøde, friske og kolde efterårsluft. Og det startede også rigtig smukt, men undervejs begyndte det både at regne kraftigt og blæse voldsomt. Midt derinde i skoven ruskede træerne så kraftigt, at mange af de sidste blade fløj af og rundt i vinden. Alt imens vi pakkede os mere ind i vores jakker og halstørklæder.

Hundene var ret uimponeret over det tiltagende blæsevejr. Duftene bliver ikke mindre spændende af en omgang rusk i bladene, nærmere tværtimod. Så de tullede afsted i deres eget tempo og nød også søndagen.

Eftermiddagen forsvandt i hygge, nogle praktiske gøremål og jeg cyklede i træningscentret og fik klemt en times styrkeløft ind, inden jeg på vejen hjem handlede ind til cosy søndagsmiddag; flødekartofler, krydret kylling, en god salat og selvfølgelig brød/smør til. Vi spiste relativt tidligt omkring 19tiden. Vi kan ellers godt trække den i weekenderne og først spise ved 20.30/21tiden nogle aftener, men den tidlige middag var også dejlig. Det frigør ligesom på en mærkelig måde en “længere” aften. Selvom aftenen selvfølgelig ikke får flere timer, så føles det sådan, når vi spiser tidligt. Vi er nok lidt skøre.

Jeg sluttede aftenen med at lave min frokost til mandag og tirsdag og fik planlagt ugen. Der heldigvis er uden de store planer. Det har jeg i den grad brug for lige nu. At kunne cykle direkte hjem efter arbejde på Kansas og have resten af dagen “fri”. Kender du den følelse?

Hej fredag…

Foto af Nikki Lund fra fotowalk med Fynske Influencers

Åh jeg kan mærke, at jeg er inde i en svær periode for tiden. Eller nej, måske ikke svær. Der sker bare mange ting omkring mig, der lidt rykker ved min base og min kerne.

Mange ting kan jeg ikke selv gøre noget ved. Som fx. at vores brusekabine i lejligheden er utæt, og der lige nu er hugget op derinde og alt ligner en byggeplads. Vi “tager bad” i kælderen. Jeg skriver det med citationstegn, fordi vi reelt set ikke har kunne tage bad. Ikke varme bade, that is. For det varme vand i dén bruser har ikke virket pga. et alt for gammel armatur.

Så det har været noget med at finde en stor spand og fylde med varmt vand fra håndvasken og pøse vand på os selv eller tage bad i byen. Shit to uger, hvor jeg ikke kan komme ordentligt i bad og må vaske hår i vasken er ikke godt for mig.

I dag er der endelig kommet en VVS’er, der skal fikse badet i kælderen, så vi i det mindste kan tage et rigtigt bad dernede. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går med badet i vores egen lejlighed. Vores udlejer skal have sin forsikring ind over, inden han kan gå videre med noget som helst. Men hele processen har været så langstrukket og kompliceret, at jeg er ved at blive rigtig sur over det.

Suk det her med at vi ikke har orden på hjemmet, vores base, det går mig rigtig meget på. Det er en stor tryghedsfaktor for mig, at mit hjem er i orden.

Anyways – weekenden står for døren og jeg glæder mig! Jeg sidder hjemme i dag og arbejder, da jeg skulle vente på den VVS-mand. Men i eftermiddag tager jeg til KBH og besøger en studieveninde.

Jeg er afsted til på søndag og jeg aner ikke, hvad vi skal lave haha. Jeg er dog sikker på, at det bliver mega hyggeligt. Vi griner altid meget sammen, og er gode til at chille. Lige sådan en weekend jeg trænger til efter denne uge.

Søndag er jeg hjemme igen ved middagstid, og så står den på hygge herhjemme. Vi skal helt sikkert også lige gøre lejligheden klar til den nye uge. Og selvom det er uge 42, så er der ingen efterårsferie til mig. Jeg tog jo fri i sidste uge og brugte tiden med min familie i Spanien.

Jeg er nu sikkert på, at det bliver en god uge selvom jeg nok kommer til at være lidt alene på kontoret. Mange af de andre holder nemlig fri. Men jeg kan egentlig meget godt li’ at sidde lidt for mig selv alligevel.

Hvilke planer har I for weekenden? Holder I efterårsferie og har dejlige planer i næste uge? Eller er i på arbejderholdet sammen med mig?

Første år som kærester (hvad hedder det jubilæum…?), up’s and udfordringer

Da Nicolai flyttede ind hos mig i Odense

Lidt mere end et år er gået (aj okay faktisk et år og to måneder), siden Nicolai spurgte mig, om vi ikke skulle være kærester. Vi sad i min have på en varm sommerdag sidste år. Hvis du var i Danmark sidste år under sommeren vil du huske, at det var en meget varm sommer. Ikke at det har noget med kæresteriet at gøre, men det var grunden til, at vi tilbragte så meget tid i haven.

Han var ret insisterende, kan jeg huske. Han spurgte et par gange om vi ikke skulle være kærester…

Jeg svarede ikke rigtig, første gang han spurgte. Eller anden gang. Men tredje gang. Der fangede den. Over tre dage fik han sætningen over sine læber, “Vil du ikke være min kæreste…?” med et svar retur “mjaaa det går lidt hurtigt ikke..?” . Men han blev ved og jeg kunne ikke undgå at svare “jo, der er intet, jeg hellere vil”.

Selvom det var gået hurtigt, og jeg var bange og jeg ikke anede, hvad jeg kastede mig ud i. Så vidste jeg bare, at han var dén, jeg skulle være sammen med nu. Han var den, der skulle være min. Efter tre uger.

Så det gik virkelig hurtigt. Men jeg tror, at alle omkring os kunne se, at det var rigtigt det her. At det ikke var en forbigående forelskelse, men noget ægte. Vi var og er meget glade for hinanden. Som alle andre par oplever vi da også, at vi er uenige og diskuterer. I langt de fleste tilfælde mener vi egentlig det samme, men vores fremgangsmåder er bare forskellige. Så vi snakker os frem til en løsning, vi begge fra start følte for.

Decideret skænderier har vi (endnu) ikke oplevet. Det kommer sikkert med tiden, når kanterne skal slibes mere af. Måske. Måske ikke. Lige nu nyder vi hinanden, at vi er glade for hinanden, at vi gør hinanden glade.

Jeg har nok aldrig grint så meget før i mit liv, som efter jeg mødte Nicolai. Jeg plejer at sige, at den sjoveste person jeg kender er min søster, men Nicolai ligger fandme tæt op ad hende. Vi griner sammen hver eneste dag. Vores humor er meget ens og en måde for os begge, tror jeg, at håndtere udfordringer og svære tider på.

Samtidig er vi rigtig gode til at snakke om vores følelser, vores hverdag og de udfordringer og dejlige ting vi oplever. Vi laver meget sammen – altså får oplevelser sammen. Og selvom vi er flyttet sammen, og egentlig “er sammen hele tiden”, så prøver vi virkelig at prioritere kvalitetstid sammen.

Ikke mindst fordi vi begge er mennesker, der har mange bolde i luften. Så hvis vi ikke gjorde en reel indsat, ville vi nok ende med ikke at se hinanden særlig meget i løbet af en uge. Vi har nogle uger, hvor vi nærmest kun sover sammen. Og de uger synes jeg er lidt hårde. For jeg savner Nicolai, når der går lang tid imellem vi sætter os ned og ser hinanden dybt i øjnene.

Og ja vi er jo flyttet sammen. Nicolais arbejde flyttede fra Svendborg til Odense dette forår. Nicolai har boet i Svendborg, men det gav fin mening at han flyttede ind hos mig, da hans arbejde flyttede. Vi gav det lige et par prøvemåneder, hvor han stadig havde sin lejlighed i Svendborg. Bare for ikke at sælge skindet før bjørnen var skudt. Det havde været ærgerligt at flytte sammen kun for at finde ud af, at det slet ikke gik.

Det gik dog rigtig fint. Det var så fin en overgang og jeg tror ikke, at nogen af os rigtig lagde mærke til, at vi var flyttet sammen. Fordi vi forinden havde været gode til at forsøge at få en hverdag sammen. Selvom vi boede i hhv. Svendborg og Odense. Vi var begge gode til at besøge hinanden og prioritere et liv sammen allerede inden vi boede sammen.

Det er klart, at når den ene flytter ind hos den anden, så opstår der nogle situationer, hvor dialogen er vejen frem. Jeg havde nogle rutiner i mit hjem, som jeg var vant til at være alene om. Og Nicolai havde sine rutiner i sit eget hjem. Det er en forandring for begge parter. Vi var dog gode til at snakke om flytningen og hvad det betød for vores hverdag, allerede inden vi flyttede sammen. Det betød, at vi var godt forberedte på de problematikker, der kan opstå ved en sammenflytning.

Jeg lægger fx meget mere mærke til Nicolais rod end mit eget, hah! Sådan er det vist bare. Vi tror, at vi ikke selv roder indtil et andet menneske flytter ind. Så går det op for os, at de roder, mens de påpeger vores eget rod. Og sådan lærer jeg nu, at jeg også roder. Det er en anden slags rod, fordi jeg ikke betragter en trøje på en stol som rod. Men ligger den på gulvet, så er det rod. I min verden none the less.

Lad os også lige snakke om vaner… For det er meget forskelligt, hvordan vi indretter vores hverdag. Hvilke rutiner vi har og hvordan vi planlægger dagene. Eller ikke planlægger. For det har jeg lært, at det ikke er alle, der gør hah.

Jeg er en planlægger, der elsker at vide, bare nogenlunde i hvert fald, hvad min uge byder på. Jeg kan desuden godt lide faste rutiner, stå op på det samme tidspunkt, gå med hunnierne, drikke min kaffe, spise aftensmad til et nogenlunde fast tidspunkt, have en aftenrutine.

Det er ikke alle, der har det på den måde… Nicolai er noget mere spontant end jeg er. Nu lyder jeg som en tørvetriller, hvilket jeg ikke er (skrev hun med en skinger stemme haha!). Jeg tror bare, at jeg har rigeligt med skiftende rutiner, vaner og arbejdsopgaver på arbejde til, at jeg vil overføre det til resten af mit liv.

Jeg kan virkelig også godt lide systemer og overblik og hader, at der er rod i skabe og skuffer. Det giver mig overskud, at alt har sin plads og kommer tilbage på sin plads igen efter brug.

Der er jeg og Nicolai en anelse forskellige. Hvilket der selvfølgelig også skal være plads til. Så det øver jeg mig på…

Anywaaays, så går det rigtig godt med at bo sammen og være kærester. Vi har en dejlig hverdag sammen og er gode til at snakke om evt. udfordringer, inden de vokser sig til større problematikker. Udover det så er vi begge rummelige overfor hinanden og enormt gode til at fornemme, hvornår den anden har brug for enten mere plads, kram, kys eller anden form for omsorg. Hvilket letter en travl hverdag meget.

Vi snakker meget om the mental load, og forsøger begge, at ændre de roller, vi er opvokset med ifht. hvem der gør hvad i hjemmet. Men jeg vil rigtig gerne mere ind på the mental load. Så jeg tænker at skrive et indlæg dedikeret til det.

Her, over et år efter vi fandt sammen, har vi det stadig fandens godt. Der er ikke de store eller bemærkelsesværdige skænderier. Som skrevet, måske kommer de, måske gør de ikke. Vi tager en dag af gangen og nyder bare lige nu.