Posts

Odenseguide | Gastroteket en helt almindelig torsdag aften

Da jeg låser min cykel begynder det langsomt at dryppe. Heldigvis når jeg det lige inden det begynder at stå ned i stænger. Der er ikke noget værre end at sidde og spise med vådt hår. Slet ikke der, hvor jeg har retning imod. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at det er et lidt fint sted jeg begiver mig imod. Af en restaurant i Odense at være altså. Selvom fordommene om, at Odense halser efter de andre store byer, (og her menes selvfølgelig Aarhus og KBH), når det, også, drejer sig om gastronomiske oplevelser efterhånden er ved at blive manet til jorden. I aften er endnu et eksempel på dette.

Men fordomme har det som bekendt med at blive hængende en rum tid efter, de er blevet modbevist. For hvad skulle vi dog ellers bruge tiden på? End at gå rundt og mukke. Brokke os over, at Odense halter bagefter… Ja JEG ved det ikke. At brokke mig over Odenses udvikling, eller rettere mangel på samme(!), er det jeg gør bedst.

Anyways. Denne aften skal jeg mødes med en god veninde. En af de bedre. Hvis jeg altså absolut skal rangere dem. Vi har sat hinanden i stævne her på Nørregade i Odense. Altså. Ikke midt på gaden vel? Men på det gastronomiske hjørne af Nørregade. Det kan jeg vel godt kalde det? For ’Gastroteket’ ligger nemlig på hjørnet af Nørregade. De store vinduer svinger sig rundt om fortovet og med de tusinde vinflaske, der fungerer både som udsmykning og belysning i de mange vinduer, så har jeg altid følt mig tiltrukket af restauranten. Trods dette er denne aften mit første besøg hos stedet, der profilerer sig på både at være restauration og deli. Her kan du både spise velplaceret stykker mad i deres New Yorker-ish indretning og du kan afhente mad og spise i din danske stue. For hvem der nu er til det.

Odenseguide, Gastroteket, Odense, Mitodense, Blogger fra Odense

Som ved alle højtprofilerede madsteder træder jeg ind i en dobbeltgang. En yderdør åbnes og lukkes inden jeg tager fat i endnu dør og kan indtræde i det egentlige rum. Og det er faktisk ét rum. Både køkken, servering og spisning foregår i et rum. Det er jo blevet så moderne det der med, at gæsterne kan se kokkene arbejde. Jeg har nu altid haft en mindre aversion mod dette. Måske er det fordi, når jeg tager ud for at spise, så vil jeg faktisk slet ikke mindes om at maden skal kokkereres. Den skal helst bare på magisk vis dukke op i tjeneres hånd og derfra foran mig på bordet. Jeg forstår nu godt attraktionen ved at kunne se sin forud bestilte ret blive produceret. Det er da en magisk proces, om man vil, som er ganske underholdende at betragte. Jeg betragter den næsten hver dag derhjemme i mit eget køkken…

Men det åbne rum og køkken giver en flig af industri til atmosfæren i Gastroteket. Og det kan jeg egentlig godt lide. For på forunderligvis har de formået at skabe en fusion mellem et råt industrikøkken med hvide metrofliser, stål og ’bag-om-scenen’ med varmen fra mørkt træ, store pelstæpper på bænkene langs vinduerne, levende lys ved hvert bord, unika keramik (fra en lokal keramiker) og et personale, jeg fik lyst til at invitere med ned til bordet.

Personalet var nemlig ikke som tjenerpersonale er ofte. De var selvfølgelig servicerende, opmærksomme, venlige og informative. Men de var samtidig som et nyt og rart bekendtskab, der skabte en uigennemtrængelig boble, der omkransede min veninde og jeg, hvor kun vi var til stede. Jovist vi sad i et stort rum med mange mennesker omkring os, en dør der gik op og i og en kok lige bag os, der anrettede. Dette til trods formåede personalet at skabe et rum, hvor kun vi eksisterede. Vi betragtede, selvfølgelig, de andre gæster og kokkene. Jeg mener; people wathcing er noget af det sjoveste jeg ved. Men alle disse mennesker, alle disse indtryk lagde sig som velkomne aftryk på vores boble uden på noget tidspunkt at briste den.

Og er det noget, jeg vægter højt, når jeg er ude at spise, så er det at restauranten formår at lade mig spise uforstyrret i mit eget rum omgivet af fremmede mennesker. Dette formår Gastroteket.

For at vende tilbage til selve aftenen. Mit selskab og jeg bestiller begge et ’bræt’ og et glas af husets vin. Et ’bræt’ er torsdagens ret. I løbet af ugen skifter deres menu, og om torsdagen er det ’Vin & Bræt’, der står på menuen. Det her med at skifte menuen ud efter ugedag, det er jeg ret meget nede med. Hver dag har et overordnet tema, og indholdet differentierer alt efter sæson og udbud for råvarerne. Derfor kan du altid være sikker på at opleve nye smage uanset, hvor mange gange du besøger stedet.

Odenseguide, Gastroteket, Odense, Mitodense, Blogger fra Odense

Vores ’bræt’ blev serveret på ét langt bræt til bordet, og vi kunne nippe, vælge fra og til alt efter smag og behag. Jeg tror, at vi var halvanden time om at spise os gennem hele indholdet på brættet, hvilket for nogle helt sikkert vil synes som lang tid. I vores lille boble var tiden dog gået i stå, og vi bemærkede end ikke udskiftningen af gæster til vores nabobord (eller, det gjorde jeg jo siden jeg husker det her til, men du forstår nok meningen). Maden var lækker, og selv jeg, trods min idiosynkrasi mod paté, fik med velbehag smagt deres hjemmelavede paté. Denne glid ligeså fint ned, som de lokale oste og kød, der var placeret og anrettet på brættet med samme fusion og overensstemmelse mellem de forskellige elementer som Odense Symfonien når de spiller Beethoven. Vi fik selvfølgelig forklaret alle de forskellige dele på ’brættet’, og var da også lydhør. Så lydhør vi nu kunne være i vores lille boble. Men anvist og forklaret blev vi. Til at komplimentere brættet fik vi serveret husets vin. Ingen af os er synderlige vinkendere, og trods min begejstring for vine af alle farver, (jeg diskriminerer ikke!), så var denne aftens røde vin et fornuftigt valg til vores bræt. Det komplimenterede maden i en fin og harmonisk synergi. Selvom jeg jo nok er ganske taknemmelig, hvad angår vin. Bare til info ikke.

Alt i alt fik vi ikke kun serveret et ’bræt’ og et glas vin. Vi fik en aften i vores lille boble, hvor vi kunne vende og redegøre for verdenssituationen uden indblanding. Jeg ved ikke, om jeg tør igen at sætte mine fødder hos Gastroteket. Såre med den chance, at mit næste besøg ikke kan leve op til denne aften.

Men jeg kan vel altid løbe risikoen ikke?

ODENSEGUIDE // LALOU VINBAR – her skal du tilbringe de lune sommeraftener, og alle andre aftener også…

Et glas Riesling fra Mosel måtte lade livet for dette indlæg

HEJ – og velkommen til!”

To minutter inden den højlydte, men varme modtagelse hos Lalou Vinbar har jeg parkeret min cykel møjsomt ved siden af Dr. Adams på Pogestræde i et område, der må være den odenseanske pendant til Indre By. Ganske uvidende omkring, hvilke indtryk jeg vil få den næste time. Og at jeg glemmer nøglerne i cykellåsen, og derfor lader min cykel være ubevogtet bytte for enhver lille cykelkleptoman, der skulle gå forbi.

Ubevidst om min cykelfadæse træder jeg ind i baren, der på én og samme tid emmer af moderne, minimalistisk indretning og en svunden tid, hvor tankerne leder mig til bare tæer, der møjsomt træder i druer i kæmpe kar af olieret træ.

IMG_3957

De faste håndtryk fusioneret med kærlige smil fra de to herrer, der står i baren lader straks en følelse af gæstfrihed og afslappethed glide over min krop. De, Ivan og Thomas, der ejer og driver vinbaren, byder mig straks på et glas vin. De tager fejl, da de tror, jeg ved noget som helst om vine, og spørger mig, ”hvad kunne du tænke dig?”. Jeg kigger spørgende på Ivan, og han kommer mig til redning med et glas Riesling fra Mosel. En vin fra huset Schloss Lieser med en Thomas Haag som producent. Det er en vin baseret på Tysklands mest anvendte hvidvinsdrue, og en vin de to herrer selv elsker. Den har angiveligt et højt syreniveau, men dette ”tæmmer” man ifølge Ivan og Thomas med en restsødme. Dette giver vinen et sur/sødt og mildt indtryk, hvilket jeg selvfølgelig må efterprøve på egne smagsløg. Man skulle da være et skarn for at sige nej til sådan en oplevelse, og hurtigt bliver der stillet det omtalte glas hvidvin foran mig.

Så langt. Så godt. Og det ER ganske godt indtil videre. Lokalet formår at være intimt og drage mig ind i de mørke trædetaljer, og vinen foran mig ER sur/sød og mild på tungen.

Med en snert af nysgerrighed sætter jeg mig på en læderbetrukket stol, og lader albuerne hvilke på bordet foran mig. Mit besøg har et formål. Jeg skal undersøge om denne vinbar er et besøg værd i fremtiden og har fået lov til at komme om bag kulisserne og høre lidt om historien, der ligger til grunde for Laolou Vinbar.

Hvad fik jer til at åbne en vinbar i Odense?”, lægger jeg hovedet på skrå og spørger de to mænd. Ivan smiler. Og jeg er bange for, jeg har åbnet Pandoras Æske. For hans øjne får pludseligt et skinnende udtryk, og jeg kan se, hvordan læberne bævrer af begejstring. Jeg ved, at dette svar kommer til at tage tid.

Så jeg gør det mest naturlige. Sætter glasset til munden.

Ivan og Thomas er, foruden at være kompagnoner i Lalou, venner. Den slags venner, der ved, de kan ringe til hinanden kl. 3. Om natten skulle de stå på Lars Tyndskids mark uden en krone på lommen til en taxa. Eller. Det forestiller jeg mig i hvert fald. For når Ivan starter en sætning afslutter Thomas den. Og hvad den ene ikke kan svare på, kan den anden. Det giver i virkeligheden også lidt sig selv.

De to herrer har kendt hinanden i ca. 14 år. Og det er ikke første gang, de står side om side og fusionerer deres viden, kompetencer og lidenskab. De har tidligere arbejdet sammen i Toscana, hvor deres passion for gastronomi blev udlevet. Her var Thomas var køkkenchef på Borgo Santo Pietro som han i øvrigt var med til at starte op. Derudover har de to kompetente herrer slået deres folder hos Café Ketchup, Bistro Boheme, Munkebo Kro, The Ledbury (i London!) blandt mange andre!

Jeg er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at disse to herrer VED, hvad de snakker om når de fortæller om både vin og mad.

Ét er den praktiske erfaring med vin. Den har vi vist alle gjort os i større eller mindre grad. På terrasserne i den danske sommer. Rundt om den veltilberedte steg ved middagsbordet. Når den nye date skulle imponeres.

IMG_3994

Men Ivan og Thomas er gået skridtet videre fra de gængse og ordinære praktiske oplevelser med vin. For på Lalou køber du ikke nødvendigvis kun et glas vin når du sætter dig ved et af de fløjlsbløde træborde omgivet af autentiske vintønder og vinranker. Du får en fortælling. De to herrer ved nemlig langt mere om den vin de serverer, end hvad øjet, og nogle gange munden, kan fortælle. For det handler om smag. Om historie. Om kvalitet og håndværk.

For vin ER en fortælling OM et håndværk. Om traditioner, der er gået i arv ned gennem talrige generationer. Og den fortælling kan du få serveret hos Lalou vinbar. De fortæller selv, at ”intentionerne er at skabe en gastronomisk oase for alle, hvor værtskab og kvalitet går hånd i hånd”. Og en oase; det har de altså formået at skabe. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at tage herfra igen.

Jeg blinker med øjnene da Ivan og Thomas med entusiasme i stemmen fortæller om vintønderne i lokalet, der er transporteret fra en vingård i Spanien. En vingård de sidste år besøgte og derfor kender ejeren af. Endog er de ganske tætte med ejeren. Jeg smiler da de fortæller historien om vingården og deres besøg dertil. ”Vi kender ALLE de vine vi serverer herinde. De har alle en historie. En vingård bag. Og den vingård kender vi også!”. Alle de vine, der bliver serveret hos Lalou er i øvrigt fra Europa. Det er nemlig her, Thomas og Ivan har rejst rundt, og de er mest bekvemme med at servere vine, der kommer fra områder, de selv har besøgt.

Jeg tvivler heller ikke på Thomas, da han fortæller mig, hvordan deres forhold til de forskellige vingårde er, hvorfra de får deres vinflasker. For han kan slet ikke lade være med at fortælle. Som et barn, der har fundet døren til Narnia og vil dele oplevelsen med hans søskende. En tarvelig analogi. I know. Ikke desto mindre er det mit indtryk.

Der er nemlig mange historier at fortælle, og jeg føler lidt, at JEG har fundet en dør indtil Narnia.

Vinenes Narnia selvsagt. For Ivan og Thomas fortæller gerne. Både på opfordring, men så sandelig også på eget initiativ. Det mærker jeg på egen krop. Alt imens jeg nyder min hvidvin fra glasset, der efterhånden er ved at være halvtomt. Selvom det for mig virker som om, glasset altid er halvt fuldt på Lalou. I hvert fald i overført betydning. For der er altid en fortælling mere. En anekdote om vinen. Om dens liv.

Hvilket for mig er ganske betryggende. For de to herrer ved sgu, hvad de snakker om. Alt den viden kan ofte føles intimiderende for ikke-vin-kendere. Som jeg.

Jeg kender ikke til vine. Altså jeg har selvfølgelig drukket min del. Og delt endeløse historier over endeløse flasker vin med veninder om mænd, der aldrig makkede ret, sko, der var alt for dyre og om at livet faktisk er ret nice. Jo tak. Vin har en spøjs og opløftende virkning på en samtale. Men decideret viden om vin. Den ligger jeg ikke inde med.

Under normale omstændigheder har jeg heller ikke modet til at være spørgende omkring den vin, der bliver serveret når jeg er ude. Men i Thomas og Ivans selskab er modet anderledes. Om det har noget at gøre med Thomas, der beretter, at for dem er gæsten den vigtigste ved jeg ikke. Det er også LIDT en floskel at postulere. ”Ih jo, hos OS kommer gæsten altid først!”. 

Lalou vinbar Odense blogger Jeanette Hardis

IMG_3954

Den sætning er en kende FOR kliché. Men der er ikke noget kliché over Lalou, Ivan eller Thomas. Så Thomas fortsætter hans sætning med at demonstrere. Ser I; jeg sidder ned ved bordet imens Thomas, med faste og velmendende skridt går rundt i lokalet og fortæller, da han stiller sig to skridt foran mig og kigger NED på mig. ”Vi betragter aldrig vores gæster fra denne vinkel. Oppefra. Hvor VI er de vigtigste. Næ.” 

Han sætter sig i hug og fortsætter foran mig; ”Vi betragter gæsten herfra. Hvor vi er de mindste. Og de er de vigtigste. For vi ser nemlig OP til vores gæster. Lytter til dem og lader dem stille alle de spørgsmål, de kunne have omkring vores vine. Vi giver plads til, at folk kan slappe af omkring vine af god kvalitet, uden at føle sig dumme over alskens spørgsmål.”

Og jeg tror sgu på ham nu. For der sidder jeg. Og føler mig modig. På trods af, jeg intet aner om vine.

Så hvis du i vinens nød ikke ved, hvilken vin du skal vælge fra kortet kan du på Lalou få modet og bare spørge. Det har heller aldrig skadet nogen. Det skulle da lige være vinen. For mit glas er tomt. Jeg kunne ikke lade være.

Orv og når ja. Min cykel stod på sin plads da jeg med opløftet stemning gik fra baren. Nøglerne sad stadig i låsen. Vin og en ikke-stjålet cykel. Det kalder jeg en god torsdag!

Lalou Vinbar har lige nu åbnet tirsdag & onsdag 14.00-23.00, torsdag 14.00-00.00, fredag & lørdag 12.00-01.00. Du kan finde mere info på Facebook lige her, og følge dem på Instagram lige her.

IMG_3960
IMG_3967
IMG_3970
IMG_3972
IMG_3975
IMG_3988
IMG_3991
IMG_3999
IMG_4001

IMG_4003

IMG_4018

MIT TB’16 // DAG 3 – Sidste dag på pladsen var…

…en dag fyldt med gode oplevelser. Ikke kun musikken satte sine spor denne, festivalens sidste og, tredje dag. Men også flere madoplevelser, sociale møder og ikke mindst nogle timers ‘arbejde’ her til bloggen.

Lørdag var samtidig en lidt ambivalent dag for mig.  Jeg havde nemlig planer om at skyde billeder af en masse seje mennesker til et ‘festivalstyle-‘look indlæg til bloggen. Men der er sgu ikke noget mere nederen end at rende rundt efter mig og vente på jeg spotter fine mennesker, så jeg var taget afsted alene! Jeg har som sådan ikke noget problem med at være ude til ellers normalt sociale sammenkomster alene, og jeg havde også udsigt til at hooke op med nogle andre i løbet af dagen, så helt fortabt var jeg ikke.

Casper var ikke taget med, da han både skulle til en fødselsdag i familien og fik besøg af en ven langvejsfra. Derfor hoppede jeg på cyklen selv, og fragtede mit, efterhånden lettere ramponeret, korpus ud til Tusindårsskoven igen, igen. Fordi jeg gik rundt alene fik jeg en masse lækre skud i kassen. Dette indlæg vil derfor være et af de billedetunge af slagsen. Alle de festivalstylebilleder jeg tog, vil jeg udgive i et senere indlæg. De er SÅ seje, og fortjener helt sikkert et indlæg for sig. Det samme gør maden jeg spiste på festivalen, så der vil I også få et indlæg med nogle semi-anmeldelser (men I får stadig lidt billeder i dag!).

Anyways. Min dag på pladsen foregik altså mestedelen med et kamera i hånden. Lige indtil sluserne foroven blev åbnet, og det stod ned i stænger! Indtil da gik jeg fornøjet rundt i min egen lille festivalverden og betragtede folk. Bl.a. dem, der stod i Champagne & Vin baren. Baren lå på et forhøjet podium, hvor man kunne nyde sin lunke rødvin eller kolde rosé i fred for masserne, der spredte sig i tæppeklynger på græsset. Jeg hilste på nogle veninder, der sad ved Gin-baren i Smutvejen. Bl.a. hende her (der laver DE mest gennemførte DIY-projekter!).

Lørdag gik for mit vedkommende, begrundet min solo-status, deraf også med at indsnuse festivalens atmosfære. Denne var vidt omkring. Lige fra de føromtalte mennesker iført høje hæle, stramme kjoler og dyre cowboybukser i Champagnebaren til de (stadig) Rammsteintshirtsbærende mennesker, der efter tre dages festival og ølsmagning ufortrødent sikrede, at ølkvaliteten bebeholdte sit høje niveau hele festivalen igennem.

Tinderbox er for alle. Dem, der ynder at sidde derhjemme på terrassen og sippe til de dyre dråber, dem der konstant render rundt med ørepropper i lommerne, dem der lever i merchandiseudstyr fra deres all time favorite band, dem der bare gerne vil sidde på et tæppe og være helt nede på jorden (bogstavelig talt), dem der står forrest i pitten til Years & Years, dem der sidder flere timer i pitten for at vente på Suede, dem der tramper den foran scenen til Magicbox, dem der slænger sig på det skilt, der formidler du er ved området ‘O-town’, dem der samler dine brugte glas for at give panten til velgørende formål, dem der samler for at give panten til sig selv, dem der rocker i takt, dem der kysser ude af takt, dem der bare gerne vil være og dem, der ikke er plads til andre steder.

Tinderbox er virkelig alles og ingens. Der var alle slags mennesker på pladsen. Vigtigst af alt; så var der PLADS til alle slags mennesker. Der var noget for alle.

Jeg sad på et tidspunkt og drak en kop kaffe og undgik den dundrende regn, der var begyndt at falde, og kiggede billeder igennem i VIP-området. Her faldt jeg i snak med to mænd på min fars alder, og en ung mand på min egen alder. De to ‘ældre’ mænd (i deres bedste alder, FAR!), var taget afsted for at høre Rammstein og for at opleve sammen. Den unge mand var taget afsted alene. For at opleve. Han var SÅ sej synes jeg.

Han kendte mange frivillige, men havde i god tid købt en billet til festivalen, og stod i den situation, at ingen andre han kendte havde en VIP-billet. Og der sad vi så. For at undgå syndfloden. En lettere umage trio. Mig. De to far-typer, og den unge mand. Og så snakkede vi. Om musik. Om arbejde. Om studie. Om Odense og Aarhus og København. Om den ene ‘fars’ datter. Som han, bemærkelsesværdigt, var meget stolt af. (Hvis min far snakker bare halvt så godt om mig i byen, ville jeg dø af den pinlighed kun forældre kan udsætte deres børn for, haha!). Vi snakkede om løb, som var en stor interesse for de to mænd. Vi snakkede om katte. Og vi snakkede om festivaler.

Og lige pludselig var regnen ligeså stille silet af. Og der var gået halvanden time. Og min kæbe havde kramper af at grine. Og mit hoved var fyldt af gode historier. Og sådan kan det gå, at man i en regnvejrsflugt ender med at opleve en festival fra en helt anden vinkel, end den man havde regnet med.

Da regnen stoppede, gjorde vores samtale det også. Nu var grunden for vores semiufrivillige ophold forsvundet, og vi gik i hver vores retning ud på pladsen igen, og forsvandt i mængden ligeså hurtigt som vi fandt vores residens fra regnen. Jeg fortsatte ud til Lukas Graham, der virkelig fik publikum med trods mudder fra regnen. Jeg har set bandet før spille på Posten i Odense for nogle år tilbage, og der var de SÅ dragende. Det virkede virkelig også til, de fik publikum med i lørdags på Tinderbox. Imens de spillede besluttede jeg at overgive mig til de to foregående dages træthed, og kulden fra regnen. Således pakkede jeg mit habengut sammen og bugserede min festivalbrugte krop hjem til en varm lejlighed.

Tre dage fyldt med dejlige og skønne oplevelser var nået til vejs ende. Med spændende musik, god mad, søde mennesker, kolde øl, ømme fødder, trætte ører og en VIP-oplevelse rigere lukkede og slukkede jeg for dette års Tinderbox. Og selvom navnet ‘Tinderbox’ refererer til et eventyr af byens stolthed, så er det nu ganske kærkomment og tiltrængt (!!), at Odense bliver sat på landekortet og husket for andet end eventyr og godnathistorier. Det er så lullende i længden….

TINDERBOX 2016 ANMELDELSE ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGER JEANETTE HARDIS LETS BLOG SOME SHIT TB16{ Lækre tempurarejer – gudespise, og vejen direkte til transfedtstyreforstoppelse i dine blodårer.. Suk }

IMG_3366
{ Den søde ‘rejemand’ ved Tempurarejeboden. Dem måtte jeg selvsagt afprøve! }

 IMG_3387
{ Seje og cool gæster sidder og får sig et hvil }

IMG_3381{ Den fineste tavlevæg, hvor man kunne sætte sit aftryk }

IMG_3374{ OFF (Odense Internationale Filmfestival) havde i år fået et mindre telt, hvor de viste kortfilm og serverede kaffe. Er fint afbræk fra musikken og pladsen generelt. }  IMG_3398{ Og der var selvfølelig amoriner i luften på pladsen også }

IMG_3480
En del af det cool og gennemførte VIP-området, hvor konceptet Wild West gik igennem alle områderne derinde. Lige fra ‘fængselsbaren’ med tremmer for vinduerne, til rodeotyren (mekanisk altså) man kunne tage en tur på. }

IMG_3484

IMG_3507 IMG_3553

IMG_3571 IMG_3646 IMG_3657{ De sejeste ‘sociale’ møbler på pladsen! Det er vippemøbler lavet af studerende fra SDU. Læs mere om dem her. Jeg synes selv, de var geniale, gennemførte og kreative. Mit lille designlederhjerte sprang et ekstra slag ved tanken om disse innovative møbler, der har til formål at skabe kontakt os mennesker imellem. }

IMG_3681{ Den LÆKRESTE pizza fra Gorm’s, der også var at finde på pladsen. Hold nu kæft den her var uforglemmelig. Den hører i mere om i madindlægget! }

IMG_3694

PERKS OF BEING A BLOGGER // DINNER AT UNDER LINDETRÆET

under lindetræet frokostJeg har skrevet det før. Nu skriver jeg det igen. Der er altså indimellem nogle fordele ved at kunne skrive ‘blogger’ på CV’et. I hvert fald når nogen mener, man er vigtig nok til at blive inviteret med til fine arrangementer, som det jeg vil beskrive i dette indlæg helt bestemt var.

Og jeg er SÅ taknemmelig for, der er nogle derude, der tænker på mig i disse sammenhænge. Hold nu magle! Jeg ved til gengæld godt, uden ‘jante’ overhovedet skulle have noget at sige, at jeg arbejder hårdt for, at min blog har indhold og giver jer læsere værdi. Jeg har selv stået bag flere bloggerevents i Odense (læs om det her, og her), og jeg synes det er så opløftende, når der sker noget for os bloggere. Ikke mindst fordi det ofte gavner alle vores læsere også.

I denne henseende med dette indlæg, da jeg vil dele mine tanker om restaurant Under Lindetræet her i Odense med jer. Jeg kendte faktisk ikke SÅ meget til den fine, gamle restaurant inden dette visit. Og måske I sidder nogle derude, der heller ikke har skænket dette spisested de store tanker, når mission gik på at finde et passende sted at blive beværtet.

IMG_2497

Restaurant Under Lindetræet ligger LIGE overfor H.C. Andersens hus. Og her mener jeg altså LIGE overfor. Som I derfor nok kan regne ud, så emmer selve beliggenheden af eventyr, magi og små mirakler. Jeg har altid fundet den gamle bydel i Odense spektakulær. Det er Odenses, langt smukkere, udgave af Københavns Nyhavn med de mange små pastelfarvede huse. Sorry, skulle der sidde nogle kbh’ere og læse med. But that’s the true…

IMG_2527

Når du træder ind i selve restauranten bliver du også straks, som med et trylleslag, sendt tilbage til en tid, hvor man ikke blot indtog sin frokost på restauranter, men hvor restauranterne trakterede for deres gæster. Man bliver ramt af et vindpust af en svunden tid, hvor servicen var overlegen og maden en kongefamilie værdig. Og det er maden faktisk på Under Lindetræet. I hvert fald deres eventyrlige og berømte rugbrød, der vist i gammel tid var årsag til et stop fra de Kongelige når de rejste over landet.

Og I må endelig ikke tage fejl af chefkokken Brian Madsens tilsyneladende ordinære navn. Den mand skaber eventyr på tallerkner, ligeså vel som hr. Andersen selv, skabte eventyr på papir. Der er selvfølgelig ingen sammenligning imellem skrevne genistreger og de gastronomiske, men hr. Madsen formår virkelig trylle kvalitetsråvarer om til fantastiske sammensatte menuer og retter. Disse roser er med rette, for herren har tidligere haft sin gang på bl.a. Sortebro Kro og Falsled Kro. Han ved, hvad han foretager sig i sit køkken. Og det er ikke kun hans strålende CV, der beretter dette, men også den mad, han serverer.

IMG_2498

Vi var ca. 10 heldige kartofler (pun intended), der blev inviteret til at stille vores smagsløg til rådighed for restaurantens nye frokostsammensætning + dessert. Den invitation var jeg ikke sen til at takke ja til, og således brugte jeg en søndag eftermiddag noget tid tilbage på at lade en symfoni af smage ramme mit svælg.

Frokosten bestod bl.a. af terrine med laks og Rømø rejer, stegt sild, et perfekt æg, unghanelår samt hvide asparges, en meget distinkt Brie de Meaux (det er en fin ost, skulle I også være i tvivl), skinke og jordskok. Selvfølgelig alt sammen akkompagneret af deres berømte og berygtede rugbørd.

Nu praler jeg ikke til daglig af at være den mest vidende udi gastronomiens fine kunstform. Alligevel vil jeg sgu komme med mit besyv af denne æstetisk anrettet frokost platte. Mest fordi jeg jo selv bestemmer herinde på bloggen, hvad jeg skriver og om hvad, hah!

Og nuvel; denne frokost smagte virkelig godt! Det skriver jeg ikke kun, fordi jeg blev inviteret til at spise den. Så let købt er jeg alligevel ikke. Oooog dog! For når det drejer sig om mad, vil kendere af mig vide, at der ikke skal meget på tallerknen før jeg overgiver mig.

Overgivelse fandt sted ved denne frokost. Den var sublim, og jeg kan på det varmeste anbefale en tur  Under Lindetræet, skulle du mangle et sted at indtage din næste frokost i Odense.

IMG_2502 IMG_2503 IMG_2508{ Bloggere i rette element – her Emma fra Emmoemmo & Maria fra Maria Vestergaard }

IMG_2510

Desserten ved jeg knapt, hvordan jeg skal beskrive. Den bestod af en rabarbertærte med coulis og cremefraiche. Det er sæson for netop denne friske… frugt? grøntsag? Help me out here!

Det udnytter Brian forståeligt i hans udførelsen af desserten. Den syrlige fraiche og rabarber stod i en naturskabt symbiose med den søde marcipan i tærten. Jeg var solgt! Og se lige en anretning? Mit lille design- og æstetikerhjerte bimlede af fryd.

IMG_2513 IMG_2519 IMG_2520

Snip snap snude. Så er den historie ude! Men sikke et eventyr det var at opleve den traditionsbundne, og på samme tid, moderne restaurant udfolde sine gastronomiske vinger og give os alle et sus under skørterne. Dette er indenlunde historien om Den Grimme Ælling der blomstrer op og vokser fra de grå dun, for Restaurant Under Lindetræet har aldrig været grå og henstillet af nogle andre. Det er fortællingen om en lettere hengemt skat, der i sandhed skal deles. For i selskab af andre, vil denne fortælling blive værdsat og husket.

BLOGGEREVENTS I ODENSE

Jeg ved sgu ikke helt rigtigt, hvor interessant det her emne er for nogle af jer derude. Men måske I der nogle bloggere selv, der læser med?

Uanset hvad så har jeg altid selv syntes, det er rigtig spændende som læser at kunne følge lidt med “bag om scenen” så at sige i hele denne bloggerverden. Inden jeg startede min egen blog, var jeg (og er stadig) en habil bloglæser. Ofte følger man som læser nogle bloggere, der enten minder lidt om hinanden, eller som behandler fuldstændig forskellige emner. Fælles for alle disse er, at man som læser kun ser, hvad de vælger man skal se. Og jeg har altid været pisse nysgerrig omkring, hvad der foregår bag den anden skærm, hvorfra de gode indlæg kommer strømmende.

Derfor tænker jeg, at nogle af jer muligvis har det på samme måde, hvorfor jeg vil fortælle lidt i dette indlæg. Jeg vil mere specifikt snakke lidt om de bloggerevents jeg selv har været ophavsmand til her i Odense.

Jeg har nemlig haft fingrene i “bloggereventspanden” her i Odense et par gange. Jeg synes simpelthen, det er så spændende, og ikke mindst sjovt, at arrangere sådanne events. Mit lille hjerte brænder desuden for Odense og alle de skønne ting, byen har at byde på, så hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk? At arrangere spændende bloggerevents samtidig med, der forhåbentlig bliver sat noget fokus på Odense.

Igennem min bachelor er jeg uddannet indenfor både skriftlig- og mundtlig kommunikation, og på min kandidat har jeg arbejdet meget med konceptualisering, branding og projektstyring. Jeg elsker alt, hvad der hører under disse begreber, og at arrangere og eksekvere bloggerevents er derfor noget jeg virkelig nyder!

Udover at kunne lide at bruge min tid på det, så har jeg også en fordel i og med, jeg selv blogger. Dvs. jeg ser begge sider af samme mønt, og kan derfor relatere til et event både som blogger og deltager, men bestemt også som arrangør og afholder.

Som deltager til et event ser man kun toppen af isbjerget. Forud for selve eventet ligger mange timers planlægning, sved og endda i yderste tilfælde næsten tårer! Det var der i hvert fald forud det seneste event jeg var med til at føre til live. En deltager oplever udelukkende det, der bliver præsenteret for dem, og ved ikke, hvilke evt. udfordringer, der har været undervejs i processen.

Oh and trust me! Der er udfordringer undervejs. Det vil jeg også komme ind på i dette indlæg.
Men først vil jeg berøre, hvorfor det her med bloggerevents er en skidegod ide her i Odense!

Hvis I sidder nogle derude lige nu og tænker: “Ja det godt du, hej du, men hvad pokker er det dér bloggerevents for en størrelse?!”, så frygt ej, for jeg vil forsøge mit ypperste at afmystificere dette begreb her.

Et bloggerevent kan indeholde flere forskellig aspekter og formål. I bund og grund tager et bloggerevent ofte udgangspunkt i en virksomheds nye produkt eller service, og dette skal på den ene og anden måde markedsføres. Dette kan gøres igennem bloggerevents, da bloggere ofte fungerer som katalysatorer for “nye ting” på markedet.

Bloggere fungerer altså på en måde som et nyhedsmedie, der er inviteres til et arrangement, hvor de kan dække en release af et evt. nyt produkt eller lignende. Bloggere bliver altså behandlet som en slags journalister i den forstand, at de er dem, der hører først om nye produkter på markedet og ofte fungerer som formidlere af dette.

Samtidig er det dog vigtigt, at de bloggere, der er med til eventet rent faktisk får noget ud af tiden de bruger. De skal tage tid ud af deres kalender og tage med til et event, de nogle gange ikke ved, om er relevante for dem. For mange bloggere er blogging desuden en hobby, og ikke deres arbejde. De får derfor ikke løn for at deltage til disse events.

Derfor er det vigtigt til bloggerevents, at det ikke kun handler om at vise et produkt frem eller fortælle om en service. Som afholder af et bloggerevents skal man gerne stile efter at skabe et hyggeligt, men også inspirerende rum, hvor der er plads til undren, spørgsmål og videre research fra bloggerens side omkring eventes omdrejningspunkt.

Rent praktisk er et bloggerevent derfor et arrangement, hvor et passende antal bloggere bliver inviteret, bruger nogle timer sammen og samtidig bliver rig på ny viden omkring et givent emne. Derfor er det ofte rigtig spændende som blogger at blive inviteret til disse events!

Som arrangør er der dog en DEL mere at tage hånd om! Jeg har (indtil videre) stået for to bloggerevents her i Odense.

ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGERS BLOGGEREVENT JEANETTE HARDIS KAFFERISTERIET{ Bloggerevent hos Kafferisteriet }

I efteråret teamede jeg op sammen med kaffebaren Kafferisteriet, hvor vi inviterede en god del af Odenses dygtige bloggere til en aften fyldt med god kaffe! Du kan læse mere om selve eventet her. Det var første gang jeg afholdte denne form for event, og jeg lærte derfor meget som jeg kunne anvende til det sidste event jeg afholdte i samarbejde med søde Mathilde og træningscentret OBBC. Du kan læse mere om selve eventet her.

ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGER KAFFERISTERIET JEANETTE HARDIS BLOGGEREVENT { En masse søde bloggere til kaffe hos Kafferisteriet }

Op til dette event blev vores nerver dog virkelig sat på prøve! Vi havde mødtes flere gange op til for at planlægge arrangementet, finde sponsorer og invitere bloggere. Indtil ugen op til eventet var alt gået efter planen. Vi havde fået de, næsten obligatoriske, afbud efter vores sidste svardato, men det var ikke noget vi ikke havde forudset.

Hvad vi dog ikke havde forudset var, at det træningstøj vi havde fået venligt sponsoreret af Kari Traa, ikke var kommet da vi nåede to dage før selve eventet. Her var både Mathilde og jeg ved at skide grønne grise for at sige det ligeud. Vi stressede enormt meget over, at tøjet endnu ikke var kommet, og forestillede os virkelige pinlige scenarier, hvor vi måtte bede deltagere om alligevel selv at have træningstøj med. PINLIGT! Vi var virkelig på kanten af et sammenbrud, og der var ingen af de ellers søde og behjælpelige medarbejdere fra Kari Traa, der kunne se, hvor pokker den pakke med tøj var henne!

OBBC_blogevent-2637{Mathilde og jeg, der var arrangører af eventet i OBBC. Billede af Malene Nelting }

Gode råd er som bekendt dyre, og det blev de virkelig også i denne omgang. Det endte ganske simpelthen med, at Kari Traa sendte en ny pakke afsted fredag eftermiddag med ekspreslevering! Dvs. pakken skulle flyves til Danmark fra deres lager i freaking NORGE! Det kostede den nette sum af 8000 norske kroner! BAM! Vi var SÅ taknemmelige for, at de ville sende endnu en pakke, og endda til den leveringspris.

IMG_2221{ En masse søde bloggere i fint (og fucker dyrt!) træningstøj fra Kari Traa. Billede af Malene Nelting }

Til gengæld stod pigerne fandme skarpe i deres træningstøj samme weekend, og altså ikke med r*ven bar. Det havde sikkert ellers været kønt hah!

Som I derfor nok kan regne ud, så ligger der ofte en del mere bag disse bloggerevents end man lige ser ved første syn.

Men hvorfor synes jeg så, det er fedt med bloggerevents i Odense? Joow, det synes jeg fordi det er med til at sætte Odense lidt mere på landekortet. Danmark er generelt lidt bagefter, hvad angår bloggere og hvad blogge betyder. Men stadig er København og Aarhus lidt foran Odense, hvad dette angår, og det dur sgu ikke i min optik. Odense er ved at forvandle sig til en ægte og skøn storby, med den hyggelige stemning fra de gamle brosten stadig holder ved.

Denne forvandling skal selvfølgelig også ske på bloggerfronten, og der kan disse bloggerevents være med til at sætte Odense på dagsordenen. Ofte er disse events også til stor gavn for jer læsere. Tit bliver der skabt giveaways, eller konkurrencer som det jo reelt er, på diverse blogge på baggrund af disse events. Derudover får I som læsere nys om det nyeste nye som nogle af de første, og det er sgu bare en meget rar følelse som blogger at kunne fortælle om nye produkter eller services. Især fordi man som blogger selv bestemmer om man vil dele disse ting. Der er altså ingen tvang, hvor bloggeren SKAL dele deres oplevelse til disse events. Det er selvfølgelig meget fedt som blogger at kunne deltage til disse events, og derfor vil jeg ofte gerne dele sin oplevelse – god eller dårlig.

Men hvordan oplever I som læsere bloggerevents? Er I fuldstændig ligeglade? Tænker I over, at I også tit er nogle af de første, der får nys om nye ting? Jeg synes det er SÅ spændende, og vil meget gerne høre jeres mening også. 

Måske er du selv blogger, og sidder inde med nogle tanker omkring emnet? Del endelig!

BLOGGEREVENT MED SUNDHED OG TRÆNING

IMG_2221{ En smuk samling af Odensebloggers }

ALLE BILLEDER I DETTE INDLÆG ER TAGET OG REDIGERET AF MALENE NELTING

De af jer, der følger med på Instagram eller snapchat (JHARDIS) har nok set masser billeder fra bloggereventet Mathilde og jeg afholdte i søndags.

OBBC_blogevent-2637{ Søde Mathilde & jeg stillede selvfølgelig også op til et foto – vores tøj er sponsoreret af Kari Traa. Find tights her og langærmet her }

Vi havde teamet op med træningscentret OBBC, hvor vi begge selv træner til daglig. Mathilde er instruktør i centret, og jeg er ivrig bruger af alle centrets styrkeløftfaciliteter. Det er nemlig lidt mere henad styrkeløft mine træningsinteresser ligger. Derfor så vi os selv som en perfekt fusion imellem mange af de ting centret udbyder.

OBBC_blogevent-0910{ Caféen Den Lille Smalle sponsorerede lækre og friske juice til alle pigerne. Mums! }

OBBC_blogevent-0963{ Fine goodiebags og træningsstationer parat til pigerne }

OBBC_blogevent-1438{ Jeg forklarer, hvordan et korrekt frontsquat skal udføres }

Til eventet havde vi inviteret en god blanding af bloggerdamer fra Odense. Det var et rigtigt pigeevent med god knald på farverne og godt humør! At være i rum med 10 andre smilende damer, det gør altså virkelig noget ved ens eget smil skulle jeg hilse at sige. At vi alle optrådte i tøj venligst sponsoreret af Kari Traa det gjorde sgu ikke oplevelsen mindre!

OBBC_blogevent-1042{ Metabillede af bloggerpiger, der tager billeder 😉 }

I skulle have set nogle af centrets medlemmer da vi damer kom spankulerende igennem lokalerne med vores lyserøde mønstre, stramme tights, høje latter og store smil! Og mobiltelefoner i hænderne til at dokumentere det hele! Jeg tror da lige, at der var lange halse at spotte.

OBBC_blogevent-1168{ Vi viste pigerne rundt i centret, der som I kan se, har inspirationsbilleder hængene på væggene }

Da Mathilde og jeg selv var arrangører af eventet har vi formentlig oplevet dagen lidt anderledes end deltagerne. Og man er måske altid selv lidt mere nøjeregnende når man evaluerer over dagen. Alligevel synes jeg nu, at eventet var ligeså hyggeligt som vi havde håbet på, det ville være! Vi kan skabe rammerne for en god dag, men vi kan ikke tvinge folk til at smile. Heldigvis gjorde alle pigerne dét af sig selv! Phew!

OBBC_blogevent-1035{ Find pigerne tights her og toppe her. Begge dele fra det skønne Kari Traa }

Eventet var tænkt som en øjenåbner for det skønne træningscenter OBBC. Som skrevet er Mathilde og jeg selv ivrig bruger af centret, og det var faktisk herigennem, vi lærte hinanden at kende. Det er jeg virkelig glad for den dag i dag (for Mathilde er den sødeste pige!), og det har været en virkelig fed oplevelse at få sammen med Mathilde at skulle stable dette event på benene.

OBBC_blogevent-1213{ Pulsen kom virkelig op under Mathildes HIIT-træning! }

OBBC adskiller sig fra de kommercielle centre ved at være en forening. Dér er derfor også kun det ene center i hele Danmark. Centrets medlemmer er derfor teknisk set medlemmer af en forening og ikke som sådan et træningscenter som man f.eks. er ved andre centre. Som foreningsmedlem har man derfor også en stemme i centret, og kan være med til generalforsamlinger og få en reel indflydelse på centret, dets faciliteter og ens ideer til nye tiltag bliver taget alvorligt og til efterretning.

OBBC_blogevent-1664{Seje Jacqueline prøver kræfter med et frontsquat }

Hvis en maskine er gået i stykker, kan man skrive det på en tavle i centret, og få dage efter er den fikset igen. OBBC har endda et lille værksted i centret, så der er ikke langt fra ord til handling.

Alt økonomisk overskud fra foreningen bliver desuden brugt på foreningen til glæde for medlemmerne. Der sidder altså ingen jakkesætsklædt herre iført høj hat, der skal tjene en masse penge på centret og dets medlemmer.

OBBC_blogevent-1763

Alt dette er med til at bidrage til den gode stemning, som jeg personligt synes, er en stor forskel fra OBBC og kommercielle centre. Det handler nemlig ikke om, hvem der har det nyeste træningstøj, at man skal have fuld makeup på til træning (ja jeg sætter lige folk i bokse her, og typificerer) eller hvad man træner. Alle træningstyper, alle mennesker, alle er velkomne i OBBC. Det giver centret en forfriskende diversitet af medlemmer, som jeg ikke har oplevet andre steder.

OBBC_blogevent-2489{ Vi knokler virkelig igennem på Mathildes hold! }

Der træner unge som gamle mennesker i centret, og der er plads til alt derimellem. Der bliver ikke kigget skævt til én uanset, hvordan man ser ud, hvor gammel man er, eller hvad man træner. Vi er der nemlig alle for den samme grund. At bevæge os og føle os sunde. Om det så bliver gjort på løbebåndet, i holdsalen, ved cirkeltræning eller under tunge vægtstænger; det er ét fedt.

OBBC_blogevent-2612{ Og der blev selvfølgelig snappet og Instagrammet 😉 }

Derfor elsker jeg at træne i OBBC, og den glæde ville Mathilde og jeg formidle videre til nogle af de dejlige bloggerdamer i søndags.

Og måske til nogle af jer? Hvor træner I henne her i Odense? Måske nogle af jer faktisk træner i OBBC? Lad lige høre! Jeg skal forresten til dette event på torsdag, og der er vist stadig lidt pladser tilbage, hvis det kunne friste at træne med en par Odensebloggers 😉 Jeg ved nemlig, vi er flere, der skal afsted.

FOLLOW ON BLOGLOVIN // FACEBOOK // INSTAGRAM // SNAPCHAT @JHARDIS

BEAUTYBESØG HOS SKØNNE + GIVEAWAY

Behandlingerne er sponsoreret

GOD LØRDAG!

Er I kommet ud af lørdagsdynerne? Parat til aftenens udskejelser?

De vildste udskejelser jeg ser frem til i aften er en dyne i sofaen, Casper ved min side og TV’et, der viser en “slå-hjernen-fra“-film. I morgen går dagen med blogevent sammen med en masse søde bloggere fra Odense som hende her og jeg står for, og dagen er derfor planlagt med hjemmeaktiviteter. Bl.a. skal haven i eftermiddag studses lidt.

Det er altså ikke de store beretninger jeg har i dag, MEN jeg vil tilgengæld berette om mit besøg i klinikken SKØNNE her i Odense. For nogle uger tilbage var jeg nemlig afsted for at få lavet  lidt forskellige behandlinger af Jeanette som har klinikken. Det er ikke så tit jeg møder andre, der hedder Jeanette, så det morede jeg mig ret meget over! Små hjerner, små fornøjelser ik’?

IMG_8871

Anywaaays… Jeg fik lavet shellac på mine negle på både hænder og fødder, fået farvet og vokset mine øjenbryn OG fået vokset min overlæbe! Altså dunene over overlæben ik’?

IMG_8868

{ Jeanette har ALLE farver du overhovedet kan forestille dig som shellac }

12826069_482371901962580_15107882_n

Jeg valgte ovenstående fine farver til mine negle, imens tæerne fik en klassisk rød farve. Den går aldrig af mode når det gælder tæerne! Men jeg eksperimenterer ofte med forskellige farver til neglene på fingrene. Og jeg var i virkelig forårs- og pastelhumør da jeg valgte denne fine syrenfarve til fingrene. Er den ikke smuk?

Jeg ved ikke, hvor meget I ved om shellac? (af gode grunde egentlig vel?).

Shellac er en slags fusion imellem almindelig neglelak og en gelé. Jeanette anvender udelukkende produkter fra CND Shellac, der er den førende spiller indenfor markedet. Fordelene ved shellac fremfor gelé er mange! For det første ødelægger det ikke neglene. Hvis nogle af jer har fået lavet gelénegle ved I, at det kræver meget slibning på ens naturlige negl. Både når de skal påsættes, men bestemt også når de skal aftages igen! Been there, done that.

Mange risikerer også at miste noget af deres øverste lag på neglen, hvis geléneglen ikke bliver aftaget på rigtig vis, og ofte skal der altså en professionel til at fjerne neglene. Det skal der ikke med shellac. Det kan du nemlig godt fjerne selv helt uden skade på dine negle.

Shellac bliver lagt på ens negle som almindelig neglelak, men hærder under et UV-lys for at give det styrken, så det kan holde i 14 dage. Mit holdte faktisk tre uger, og kunne sagtnes have holdt i en uge til, hvis det ikke var fordi mine negle voksede så hurtigt, at man efterhånden tydeligt kunne se “udvoksningen” om man vil.

Jeanette skubbede mine neglebånd op, fjernede overskydende neglebånd, filede mine negle i en flot form, lagde en base coat, to lag farve og en top coat til slut. Hele behandlingen blev sluttet af med en omgang Solaroli, der hjælper med at forlænge shellac’ens holdbarhed.

IMG_8875

Mine negle blev således også længere imens jeg havde shellac på, fordi det, udover at give en smuk farve, også styrker ens egne negle, så de ikke ligeså let knækker. Den største grund for fjernelse hos mig var da også, at mine negle netop var vokset så meget, at der næsten var mere negl end farve til sidst.

Kun to negle havde lidt under tidens tand, og havde fået en lille afskalning. Men efter tre uger (!) var det faktisk ikke noget jeg var utilfreds med. Tværtimod har det været en stor fornøjelse ikke at skulle aftage og lægge neglelak konstant. Og så var lakken bare ALTID pæn og skinnende!

Jeg er typen, der ikke er særlig god til, hvis lakken skaller. Så hellere bare tage lakken af og enten lægge et nyt lag, eller undvære et par dage. Hvis det går hurtigt og tiden er presset, kan jeg også finde på at give neglene et ekstra lag ovenpå den eksisterende farve, og på den måde kunne vente en dag eller to med at starte forfra i “lægge-neglelak-projektet”. For det er sgu ofte et projekt for mig at lægge neglelak. I mindst 2/3 af gangene ender det nemlig med, at jeg på den ene eller anden måde formår at ødelægge lakken på mindst én negl.

Så kommer der et hår i den endnu halvvåde lak. Eller jeg tror, lakken er tør og prøver at foretage mig dagligdagsting med fingrene strittende ud til alle sider, fordi jeg prøver at undgå at ramme mine negle ind i noget. Selvfølgelig med det modsatte til resultat – at neglelakken ender med at få mærker og deslige.

IMG_8878

Det var derfor med en anelse mistro jeg gik ud fra klinikken for nogle uger tilbage med nye funklende negle. Jeg turde næsten ikke røre noget med mine fingre. Men lakken den var sgu tør, og den tog altså ikke skade af hverken træning, plantning af krydderurter eller andre obskure aktiviteter, der kunne være med til at skade lakken.

Tværtimod holdte den fantastisk godt! Og det var en befrielse at kunne tage på ferie velvidende, at jeg ikke skulle bekymre mig om at medbringe neglekittet fordi min neglelak skulle repareres eller udskiftes i ugens løb. Normalt tager jeg ALTID neglelak med på ferier, for jeg VED, at lakken skal skiftes i løbet af ugen. Da vi var afsted sidste år til Tyrkiet havde jeg også både neglelakfjerner og lak med for at kunne fikse negle i ugens løb.

Men ærlig talt, så er det sgu lidt irriterende at skulle bruge tid på ens ferie til det. Så hellere bare kunne have fine negle og nyde ikke at skulle bikse med neglelak selv.

Jeanette er simpelthen SÅ dygtig til at lægge shellac’en så den holder i hundrede år, og jeg gik fra klinikken og var ovenud begejstret for mine fine “nye” negle. Både på hænder og fødder. Jeg har fået så mange komplimenter for både farve og udførelse efterfølgende, at det halve kunne være nok.

IMG_8869

Hvad angår at få vokset mine bryn og overlæbe var det ikke noget jeg før havde stiftet bekendtskab med. Jeanette foreslog voks af overlæben, da det var en behandling hun gerne ville have testet lidt mere. Det var i hvert fald, hvad hun sagde til mig, men måske det bare var synet af alle de dun, der sad monteret over min læbe, der gjorde udslaget hah!

Hvorom alting er, så var det ret sjovt at prøve, og det gav et tydeligt resultat efterfølgende. Jeg er typen, der ret ofte iklæder mine læber diverse farver, og der giver immervæk lidt mere fokus på læbeområdet. At jeg har dun på overlæben er egentlig ikke noget jeg før har bemærket, men da Jeanette sagde det, kunne jeg selvfølgelig med det samme se tonvis af de små dunede sataner sidder der og håne mig og mine farvede læber med alt deres gloværdighed!

IMG_8882

Så de røg sgu væk. Med et smukt og glat resultat som følge. Jeg ved ikke, om det at få fjernet hår fra overlæben måske er lidt et tabu for kvinder? Det er i hvert fald ikke noget jeg normalt hører i samtalen når vi snakker diverse skønhedsbehandlinger. Men det er måske noget, der skal overvejes at indrages i rutinen? For det gør altså en forskel.

Ligesom jeg er bleve totalt afhængig af at få vokset mine bryn! Dét af flere grunde; Jeanetter er pisse dygtig til det, og mine bryn fik for første gang i fem år den pæneste form de nogensinde har haft. I ved; det der fine knæk ved 2/3 af brynet, som kan være svært selv at fremstille. Det klarede hun med et snuptag – og NEJ; det gør ikke ondt at få vokset hverken overlæbe eller bryn. Nu er jeg heller ikke typen, der ømmer mig ved sådanne behandlinger, men Jeanette brugte også sådan en slags afkølings-dimmer inden behandlingen, så huden var kold og det ikke gjorde ligeså ondt. (Og tak for det!).

Voksen hun bruger er en Lycin hot wax – ikke, at jeg overhovedet har forstand på den slags! Men den stivnede ligesom da hun lagde den på, så det er ikke noget med varm, flydende voks, der flyder alle mulige steder hen. Denne voks ER selve det stofstykke, der normalt skal lægges over voksen.

IMG_8888

Jeanette, der har klinikken SKØNNE er desuden selv en virkelig skøn dame. Hun er typen, der vader lige ind i ens hjerte, og jeg følte mig med det samme velkommen og taget godt imod i salonen. Og det kunne jeg se gjaldt for flere af hendes kunder i den tid jeg sad og ventede derinde på, at det blev min tur.

I kan finde Jeanette og hendes klinik SKØNNE på Facebook her, og på Instagram her. Klinikken ligger på Dronningsgade 12, og ligger derfor meget centralt i Odense c.

Har I nogle erfaringer med shellac eller få vokset overlæbe/bryn? Måske jeg ikke er den eneste med lidt dun på læben 😉

Og NU til noget af det sjove! For Jeanette har nemlig været så skøn (get it?!), at sponsorere en shellac-behandling + et valgfrit CND-produkt til en af mine læsere!

Giveaway’en foregår på min Instagramprofil lige her! For at blive den heldige skal du følge SKØNNE på Instagram her, og følge min Instagram samt lægge en kommentar på konkurrencebilledet.

Konkurrencen kører til og med lørdag d. 16. april kl. 16.00! Jeg håber meget, I vil være med og vinde en skøn forårsbehandling til neglene! Wup wup!

FOLLOW ON BLOGLOVIN // FACEBOOK // INSTAGRAM // SNAPCHAT @JHARDIS