Tre gode bud på, hvad du kan lave i Odense i denne uge

Jf. mit sidste indlæg, så kommer der her nogle ord, fra mig til jer. Og jeg vil forsøge, at lade dem blive ved med at komme. Som Signe så fint skrev til mig (og TAK for det!), så handler mine manglende ord måske også om, at jeg gerne vil tilfredsstille alle, der læser med. Men det kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne gøre. Så her kommer nogle ord, jeg håber vil være til gavn for bare nogle. Om ikke andet så kommer jeg da ud med mine personlige anbefalinger til gode ting at lave i Odense i denne uge.

Jeg har tidligere skrevet to andre indlæg i samme dur, og det virker som om, det er nogle indlæg, I endda sætter pris på. Igen skal det siges, at mine bud på aktiviteter i Odense er baseret på mine personlige præferencer. Jeg vil også ofte være at finde til de events jeg anbefaler, så det er en oplagt mulighed, hvis I lige vil sige hej til mig. Det må I i hvert fald hjertens gerne. Det var der endda én der gjorde i sidste uge på Sir Club (godt nok var jeg i _virkelig_ godt humør haha!), men jeg blev virkelig glad for det!

Anyhoodles – denne uges bud på gode ting, der sker i Odense.

 

Comedy Open Mic (på engelsk) // Entré 25,-

Jeg har flere gange været til open mic forskellige steder i Odense, og tirsdag lægger Odense Studenterhus lokaler til en udgave på engelsk. Det er altid virkelig sjovt at tage til de her open mic events. Også selvom det nogle gange er for at mine tæer krummer så meget i skoene, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. Kvaliteten af humoren kan svinge meget, og humor er også en meget individuel sag. Jeg er dog altid gået fra open mic’s med lidt mere ondt i maven end da jeg kom, over at have grint så meget. Så det er værd at bruge 25,- på at berige din tirsdag aften med et garanteret grin. Jeg ved ikke, hvem der optræder, hvilket kun gør sådan en aften endnu sjovere for mig. For der kan ske alt.

Hvornår: Tirsdag d. 31. oktober kl. 20 på Studenterhuset 
Entré: 25,-

Franske Piger på Posten // Entré Forsalg 120,- Dør 140,-

Jeg ved ikke særlig meget om Franske Piger, men jeg er alligevel blevet lokket med af en god kammerat, der ofte sørger for, at mit liv bliver beriget med gode oplevelser. Tit akkompagneret af hans skønne kone også. På torsdag flyver vi dog duo på Posten, hvordan Franske Piger således skal benove mine musiske interesser. Og det glæder jeg mig til. Musikken er dansk og har en lyd, der er meget oppe i lydbilledet for tiden. Og så er drengene endda fra Odense. Hvilket altid blødgør mit hjerte en smule. Hvis du ikke kender dem, kan du lytte til deres musik på SoundCloud.

Hvornår: Torsdag d. 2. november kl. 20.00 på Posten
Entré: Forsalg 120,- Dør 140,-

Loppemarked på Kansas City // Entré gratis

Jeg har anbefalet loppemarkeder før herinde, og her kommer endnu et. Jeg er muligvis en smule bias ift. lige dette specifikke loppemarked, for jeg har selv været med til at arrangere det og afvikler det på søndag. Det koster ikke noget at komme ind som gæst, og det hele foregår indenfor i tørvejr! Der er ca. 65 stande, så der er en del forskelligt at kigge på, og man kan købe kaffe/kage i vores lille café derude. Det bliver skidehyggeligt, så brug din søndag på at slå vejen forbi.

Hvornår: Søndag d. 5. november kl. 10-16 på Kansas City, Munkebjergvej 140
Entré: Gratis

 

Det var tre af mine bud på, hvad du kan bruge din tid på i Odense i denne uge. Havde du allerede nogle af disse events i kikkerten eller blev du måske inspireret til at opleve nyt?

 

Nå ord ikke er nok

Det er lidt den følelse, jeg sidder med i kroppen lige nu. Jeg har brugt dagen på at tage en masse billeder hos Beautified. Nu sidder jeg i min sofa. Med min dunbløde dyne, et halvt krus lunken øl og en lille hunni ved min side.

Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er tom. Jeg kan mærke, at jeg har det varmt, men jeg kan ikke finde ud af at rejse mig. Jeg er fanget. I sofaen. I  mine tanker. I mine manglende ord.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige mere herinde. Nogle gange ved jeg heller ikke, hvad jeg skal sige andre steder. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at fortælle flere ord her på  min blog. Men lige nu ved jeg bare ikke hvordan.

Det er en kombination af frygt for at fejle. Frygt for at skuffe. Og frygt for ikke at være god nok. For ikke at være en, der har nogle ord at fortælle. I hvert fald ikke nogle vigtige ord.

Men min brystkasse er ved at sprænges af ord. Måske er jeg bange for konsekvensen af mine ord? Måske er jeg den type, der tager lidt for meget hensyn? Unødvendigt hensyn til andre mennesker, der aldrig har bedt om, at jeg tager så meget hensyn. Måske er det fordi, jeg er bange for min egen reaktion, hvis jeg deler alle mine ord, der sidder derinde allerdybest. Alle de ord, der egentlig flår og skriger for at komme ud.

Alligevel er jeg stille. Min hals snørrer sig sammen rent fysisk, og jeg synker for at få spyttet væk. Mine fingre arbejder hurtigt, men tungt og jeg kan ikke finde ud af, om det de gør er det rigtige. Men nu kommer de ud. Ordene. Og så må jeg tage chancen.

For jeg har besluttet mig for, at i år skal jeg være modig. At jeg skal turde gøre ting. Komme ud af min komfortzone. Men hvad gør jeg, når jeg slet ikke aner, hvor den zone er henne?

Når jeg er bange for at vælte ud over verdenskanten og ud i dybet. Hvad gør jeg, når det føles som om, ordene presser på indefra som en dæmning, der er ved at springes?

Skriver jeg bare? Og håber på det bedste.

Jeg er sikker på, at det er mit selvværd, der spænder ben for mig. Der suger mig tør for ord. Der efterlader mig fyldt med krumblende sandstøv.

Men nu skriver jeg. Lidt i rådvildhed. Lidt i trodsighed.

Hvorfor vi gik fra hinanden

Det er efterhånden “lang” tid siden. At Casper og jeg gik fra hinanden. Jeg sidder på sofaen. Sipper til mit glas med rødvin. Det er en flaske shiraz, jeg åbnede den anden dag, og den er ganske drikbar.

Imens tænker jeg over, hvor jeg er henne nu i mit liv. For jeg sidder her på sofaen alene. Det at være alene har jeg flere gange tidligere skrevet om herinde. For det fylder en del i mit liv for tiden.

For ca. ni måneder siden besluttede Casper og jeg at gå fra hinanden. Vi havde været kærester i over seks år, og var “vokset op” sammen. Vores “ungdom” var turbulent, kærlig, voldsom (som alt ung kærlighed vel er), betænksom, omsorgsfuld og ubeskrivelig.

Ingen relationer er ens tænker jeg. Det er de ikke. Vi kan ikke sammenligne de relationer, vi har med forskellige mennesker.

Min nakke gør ondt, for jeg har siddet i samme, dumme stilling i to timer nu. Og tænkt. Og skrevet. Og drukket lidt mere vin. Uden én eneste smøgpause er jeg begyndt at mærke en trang til at få røg mellem fingrene.

Jeg savner stadig Casper. Men det at gå fra hinanden var og er det rigtige. Vi var ikke længere kærester, som var vi to fantastisk, dejlige mennesker, der boede sammen og havde en tæt relation. Men romantikken, intimiteten, nærheden… Den var ikke mere.

Det at sige de ord højt for hinanden, er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Og jeg har alligevel prøvet noget hårde ting i livet. Jeg var så bange for at såre både mig selv og Casper i den proces, det var at skulle skille os fra hinanden. Samtidig vidste vi begge to, at det var det eneste rigtige at gøre.

Den følelse sidder jeg stadig med i dag. Mens jeg sidder her i sofaen. Jeg mærker varmen stige til mit ansigt, for jeg ligger halvt med et tæppe over mig samtidig med, at jeg har tændt lidt for varmen her i stuen. Det var uundgåeligt tidligere i dag med den kulde, der huserede udenfor.

Jeg kigger ud af vinduet. Tænker på den decemberdag, hvor vi startede lavinen af følelser. Samtalen om at skulle skilles som kærester, men fortsætte vores venskabelige relation varede flere dage. Det var ikke et plaster, der hurtigt skulle rives af, for at betragte et nogenlunde helet sår.

Det var en 72 timers hjerteoperation, med flere forskellige kirurger og risikoen for, at hjertet gav op. Det var en tropisk storm, der raserede på blid vis i vores stue, og efterlod mig tom for mange følelser, og fyldt op af andre nye. Det var en uundgåelig oplevelse, der ikke længere kunne trækkes ud. Selvom jeg ihærdigt prøvede.

Jeg sukker. Trækker vejret dybt. Det er mørkt udenfor, og jeg skal i virkeligheden gå en aftentur med hundene, inden jeg skal hoppe i seng. Men jeg har mest af alt lyst til at hælde endnu et glas vin op, og lade min tunge smage de søde og krydrede noter i vinen.

Jeg stoppede aldrig med at elske. Jeg elsker bare på en anden måde nu. Det vil jeg nok altid gøre. Men det var ikke længere vores tid sammen. Det var naturligt slut. Selvom slutningen blev trukket ud, præcis som når jeg læser en god bog og ikke vil have den til at slutte. Men det gør alle bøger. Og det gjorde vores forhold også. Der var ganske enkelt ikke flere linjer. Der var ikke flere tommer sider, hvor vi kunne skrive nye eventyr sammen.

Jeg kan mærke det våde samler sig over min vipper. Og det er okay. Jeg er okay.

 

Fire gode bud på, hvad du kan lave i Odense i denne uge

Så kommer der sgu et andet indlæg i denne “serie”. Sidste uge deltog jeg selv i releasekoncert med ArbirkMomentum, hvilket var en fantastisk aften.

Denne uge har jeg, igen, ret travlt på arbejde og selvom jeg på papiret arbejder 30 timer, så kan jeg ikke lade være med at have interessetimer. Jeg elsker simpelthen mit arbejde og min hverdag på Kansas City og så er det svært ikke lige at lægge lidt ekstra energi i mit arbejde. MEN lidt tid til skønne begivenheder skal der være, og i denne uge har jeg ikke mindre end fire gode bud på ting, du kan lave i Odense (hvor du også “risikerer” at løbe ind i mig). Jeg vil egentlig gerne holde min anbefalinger på tre, da jeg selv føler, at det kan blive en anelse uoverskueligt med alle de mange arrangementer, jeg kan tage til i løbet af ugen. Derfor er det rart for mig med tre specifikke ting, der kommer på en top tre. Denne uge ender jeg dog på fire ting, og det egentlig fordi jeg ikke kan beslutte mig mellem to arrangementer, der begge foregår onsdag aften. Derfor kommer de begge med.

Husk igen, at disse anbefalinger er virkelig subjektive og er fuldstændig ud fra mine interesser. Derfor finder I helt sikkert også meget musik i disse anbefalinger generelt. For når jeg ikke selv afvikler koncerter eller hører musik, så går jeg til koncerter.

Sebastian Lind koncert på Posten // Entré forsalg 190,- dør 210,- 

Fynboen Sebastian Lind kommer tilbage til hjemstavnen når han på onsdag gæster Posten. Jeg glæder mig virkelig meget til denne koncert, da jeg har hørt Sebastian i lang tid. Da jeg så, at jeg kom til Odense satte jeg straks kryds i kalenderen (jeg har egentlig ret mange krydser i kalenderen med koncerter på Posten dette efterår). Rent praktisk synes jeg det er virkelig rart, at koncerten ligger en onsdag aften, da den så ikke tager tid fra min weekend. Hvor jeg ret ofte arbejder eller hvor mange andre arrangementer ligger. Hvis du ikke kender Sebastian Linds musik kan du høre det lige her. Du kender helt sikkert sangen Fake fra 2013 albummet Messes Up Happy Kid. Min absolut yndlingssang fra ham er Another you fra hans 2012 album I Will Follow.

Hvornår: Onsdag d. 11. oktober kl. 20.00
Entré: Forsalg 190,- Dør 210,-

Comedy Open Mic på Sir Club // Gratis entré 

På onsdag er der også comedy på Sir Club. Jeg har været til Open Mic før, og jeg synes det var mega sjovt! Der kommer forskellige komikere af diverserende kvalitet, både up-coming og mere etablerede og kendte, og man kan derfor aldrig være helt sikker på, hvad aftenen byder på. Hvilket er noget jeg er ret vild med. Det uvisse og spontane i denne sammenhæng.

Hvornår: Onsdag d. 11. oktober kl. 20.00
Entré: Gratis

Fennec on Fire akustisk på café Chino // Entré gratis

Fredag aften spiller et af de lokale bands fra “min” øvelokalegang. Fennec on Fire giver en gratis akustisk koncert på café Chino. Hvis du er til prog-rock så sæt dig endelig ned på Chinos, drik dig en kold øl eller et lækkert glas vin, og nyd en gratis koncert med et af Odenses seje up-coming bands!

Hvornår: Fredag d. 13. oktober kl. 22.00
Entré gratis 

Loppemarked i Skt. Jørgens hallen // Entré gratis

Yes yes. Endnu et marked er også med på denne uges anbefalinger. Men jeg _elsker_ bare loppemarkeder og genbruger, og jeg er en krejler, der finder alt muligt jeg absolut må have i mit hjem. Det her loppemarked er indendørs, hvilket er ret lækkert, for så er vejret ikke en faktor for, hvor lang tid jeg kan gå og tulle med at kigge på stande. Markedet er på søndag, hvilket for mig er en perfekt søndagsbeskæftigelse. At gå og tulle rundt mellem private loppere og finde finurlige sager med en kop søndagskaffe i hånden. Aahhh.

Hvornår: Søndag d. 15. oktober kl. 10-16
Entré: Gratis 


 

Det var lige mine bud på fire gode ting, du kan tage til i Odense i denne uge. Igen er det mine helt egne personlige anbefalinger, og ting jeg som har lyst til at bruge tid på.  Jeg tænker det er meget sjovt, at det netop er mine egne anbefalinger uden at tage hensyn til hverken det ene eller det andet. Denne uge er der to koncerter med på listen, men jeg ved desværre allerede nu, at jeg ikke kan nå til koncerten på fredag, da jeg selv skal afholde en fest for alle de frivillige på Kansas City. Men skulle jeg ikke det, så ville du helt sikkert finde på mig Café Chino.

Har du nogle gode bud på ting, vi kan lave denne uge i Odense?

Tre gode bud på, hvad du kan lave i Odense denne uge

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker alt, hvad der rører sig af kultur i Odense. Jeg arbejder selv med musikulturen til daglig, jeg deltager som gæst til mange koncerter på andre spillesteder og jeg tager til arrangementer, der gør min nysgerrighed endnu større omkring kulturlivet.

Derfor tænkte jeg, at det var oplagt med et indlæg, hvor jeg giver tre bud på, hvad du kan opleve af kulturarrangementer i løbet af ugen i Odense. Egentlig har jeg en forestilling om, at denne slags indlæg vil være en tilbagevendende begivenhed, for jeg bruger alligevel selv noget tid på at nørkle mig frem til de events, jeg selv gerne vil med til. Og hvorfor så ikke dele dem med jer herinde?

Mine anbefalinger er absurd subjektive, og det er mine personlige preferencer, der vil skinne igennem mine bud på kvalitetsrige kulturbegivenheder. Jeg skriver udelukkende baseret på egne erfaringer og interesser, og I vil ofte kunne finde mig til nogle af de arrangementer, jeg anbefaler herinde.

SÅ nu vi er ovre introduktionen kommer her mine tre bud på begivenheder jeg synes er interessante denne uge i Odense;

Arbirk – releasekoncert på Momentum // Gratis entré

Jeg hører meget musik qua mit job. Jeg oplever også meget ny musik, og Arbirk hører under dette tilfælde. Jeg oplevede Arbirk til et arrangement jeg selv var afvikler på under HCA Festivals i år. Bandet består live af Rasmus Arbirk (vokal, guitar), Henrik Arbirk (klaver, saxofon og synth) og Daniel Buchwald (el-guitat og gulvtam). Musikken er på én og samme tid varm og tiltrækkende og melankolsk og mørk. De beskriver selv deres musik som “advanced lo-fi pop”, hvilket måske lyder en anelse mystisk, men som egentlig giver ret god mening, når man hører deres musik. De holder releasekoncertMomentum på torsdag, og jeg regner bestemt med at skulle forbi. Det er gratis, kl. 21.00 og det bliver en fantastisk god torsdag aften.

Hvornår: Torsdag d. 5. oktober kl. 21.00
Entré: Gratis

Retroguld luksus loppemarked + Hello Vintage KILO marked // Entré 40 kr 

Jeg er VILD med genbrug, vintage og loppemarkeder! Så selvfølgelig skal denne med på listen af interessante ting, jeg gerne vil nå denne uge. I DOK 5000 afholdes der et kæmpe genbrugs/loppemarked. Jeg har været afsted til det før, og det er en blandet landhandel, man finder dernede. Det meste er virkelig godt, men nogle gange kan priserne også være i den lidt højere ende på genbrugsskalaen. Samtidig har jeg virkelig gjort nogle kup til deres tidligere markeder, og det er bestemt de 40 kr værd i entré som det koster. Kig især efter stentøj og mindre møbler. OG så er der Hello Vintage KILO marked samtidig. Her kan du købe tøj pr. kilo. Et kg koster 200 kr.

Hvornår: Lørdag d. 7. + søndag d. 8. oktober kl. 10-16
Entré: 40 kr for begge dage

Sonus #7 på Kansas City // Gratis entré

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke er bias omkring events på Kansas City. Dem støtter jeg selvfølgelig op omkring, og derfor kommer Sonus #7 også med på denne liste. Det er et arrangement lavet i samarbejde med Kansas City og Odense Øvelokaleforening for at fremme udviklingen af lokale, odenseanske bands og vækstlaget. På lørdag er genren ret rocket, men normalt kan det være ret varierende af musikgenre. Hvis du derfor kunne tænke dig at stille din nysgerrighed omkring det musiske vækstlag i Odense, så er det på lørdag du kan gøre dette.
Bonus: En fadøl koster kun 35,-. Nok det billigste i Odense.

Hvornår: Lørdag d. 7. oktober kl. 20.00
Entré: Gratis


 

Det var lige tre af mine anbefalinger til arrangementer denne uge i Odense. Jeg har mange flere interessante ting i ugen, som jeg godt kunne tænke mig til, men vi har kun 24 timer i døgnet, og så må vi jo vælge fra og til. Denne uge er det disse ovenstående arrangementer, som jeg har valgt til. Det har været mega svært for, der er mange gode tilbud i byen, og det handler bare om at gribe bolden, når den kommer flyvende. Og det gør den hele tiden her i Odense.

Har I nogle arrangementer på jeres “må-opleve-liste” denne uge som anbefaling til mig og hinanden måske?

Life Lately

Jeg vil starte dette indlæg med at sige tusind tak fordi I alle sammen læser med. Tak for alle jeres søde kommentarer, og tak fordi I giver en masse positiv energi min retning.

Når jeg ikke skriver indlæg hver dag, er der nogle gange nogle ting, bloggen misser. Hvilket jeg egentlig tænker er lidt ærgerligt. For jeg vil rigtig gerne være personlig herinde og på min Instagram. Det føler jeg også, at jeg er i form af meget følelsesladet indlæg som dette, der handler om at bryde grænser eller dette, der handler om at være alene.

Men jeg vil samtidig også gerne dele noget mere fra min hverdag og mit liv på et mere praktisk plan. Så nu kommer et indlæg, der handler om, hvad jeg har lavet det sidste stykke tid.

Jeg har arbejdet rigtig meget. Jeg elsker, stadig, mit arbejde som koordinator hos Kansas City. Jeg laver rigtig mange forskellige ting både på kontoret til hverdag, og jeg laver også mange forskellige ting som afvikler i weekenden. Hvis jeg ikke arbejder i weekenden og på den måde hører musik, så er jeg tit ude som gæst til koncerter og events på forskellige venues i Odense. Det er også fordelen ved at have et arbejde med musik – det giver en masse muligheder i branchen for at opleve musik andre steder. Jeg møder også en masse seje mennesker gennem mit arbejde, og mit netværk vokser og vokser.

Når jeg ikke arbejder, så træner jeg også relativt meget igen. Jeg træner mindst tre gange om ugen i Repeat nede ved havnen, hvor jeg stadig er rigtig glad for at træne. Jeg trænede tidligere i OBBC, men da Repeat både ligger tættere på, hvor jeg bor og er langt billigere for mig, flyttede jeg center. Derudover så er udstyret i Repeat helt i orden til det, jeg skal bruge det til. Jeg træner stadig meget styrkeløft, men også præget en del af body building og kredsløbstrænings. Nu har jeg også fået blod på tanden ift. løb, og jeg drømmer måske lidt om en dag at kunne løbe et halvmarathon. Det kunne være lidt sejt! Hvis der er nogle løbere derude bag skærmen med gode tip eller løbe programmer, må I endelig sende dem min retning.

Hele året har været et lettere turbulent år med mange udfordrende oplevelser. Jeg har desværre haft flere familiemedlemmer, der har været alvorligt syge, men det er ofte svært for mig at dele herinde. Ikke fordi jeg ikke vil, da min familie er en stor del af den jeg er. Men fordi det er mig, der har valgt at dele mit liv på sociale medier og ikke min familie. Meget sygdom er heldigvis blevet overvundet, men min familie har især været hårdt ramt af kræft. Noget mange af jer desværre sikkert kan nikke genkende til selv at have tæt ind på livet. Desværre gik min sjove farfar bort i sidste uge efter et, synes jeg, kort kræftforløb der startede først på året. Det er hårdt, svært og mærkeligt. Jeg er så priviligeret, at jeg indtil nu har haft alle mine bedsteforældre. Og det gør det næsten endnu mere mærkeligt, at min farfar er den første jeg mister.

Så jeg har brugt rigtig meget tid på Sjælland i år og været meget frem og tilbage. Især rigtig meget på det sidste, og nu ser jeg faktisk frem til en lidt mere rolig måned lige på den front.

Men jeg har i det hele taget forsøgt at få lidt mere ro i min hverdag og min sind de sidste par måneder. Min solo-rejse til Marrakech var startskuddet til en periode i mit liv, med mere fokus på mig selv, mine følelser og hvordan jeg håndterer dem. Jeg er bl.a. begyndt at meditere, hvilket jeg er noget, jeg er enormt glad for. Jeg mediterer næsten hver dag, og mindst hveranden dag. Det er forskelligt hvor lang tid jeg bruger på det, men det giver mig en ro og fokus, som jeg er rigtig glad for. Jeg har overvejet at lave et seperat indlæg, og måske en video, hvor jeg deler lidt mere omkring meditation og mindfuldness. Er der interesse i det?

Jeg er stadig alene siden Casper og jeg gik fra hinanden for snart ni måneder siden. Jeg forstår slet ikke, at tiden er gået så hurtigt i år, og nogle gange er det stadig meget mærkeligt. Vi er stadig gode venner, men det at gå fra hinanden efter over seks års forhold vil uundgåeligt give nogle komplicerede følelser og det har vi selvfølgelig også oplevet. Det er meget mærkeligt at have været sammen med ét andet menneske på den måde i så lang tid, og lige pludselig ikke længere er det. Det var en fælles gensidig beslutning, så det er ikke fordi der har været noget drama involveret i det at gå fra hinanden på den led. Men det er svært, og det vil det nok være i et stykke tid endnu. Jeg har datet, og også mødt nogle mænd, som jeg nåede at blive glad for. Men det er ikke blevet til noget mere alvorligt, og jeg er stadig single. Jeg ved slet ikke, om det er noget I er interesseret i at følge med i?

Det var lige en lille update herfra med stort og småt. I morgen byder på en dag på kontoret med nogle forskellige opgaver. Jeg er bl.a. ved at arrangere en fest for de frivillige på Kansas City, og det bliver selvfølgelig et brag af en aften!