Er du fra ’89? Her er årgangens playliste!

Eller okay, okay. Måske mere min playliste, men den er fyldt med musik kun fra 1989. Så den gælder vel hele årgangen? Jeg er i hvert fald med på en deler.

I overmorgen fylder jeg 30 år. Ligesom så mange andre mennesker fra 1989 gør det i år. Gad vide, hvor mange der også har fødselsdag 27. marts? Hmm.

Jeg har i hvert fald, og jeg glæder mig! Og allerede i dag fik jeg den første gave. Sendt som et moderne link og lavet lige efter mit hjerte. En vaskeægte playliste. Lavet til mig. Med numre fra 1989. Lige efter mit musikhjerte.

Det er min veninde Regina, der er ophavskvinden til playlisten. Og hvilken playliste. Der er alle godterne på plus et par stykker ekstra. Jeg har lyttet til playlisten hele aftenen, mens jeg tøffede rundt i lejligheden. Tænk engang at være så begavet af betænksomme mennesker, der laver playlister til én.

Det er nu lige godt lykken. Er du et barn af ’89 vil du måske også synes, at denne playliste er ret sjov. Eller måske du bare er til ’80’er klassikerne? Så er denne playliste i hvert fald lige noget for dig.

Jeg er selv glad for playlister af den ene og anden og tredje slags. De opsummerer for mig en periode, en følelse, en dont. Denne opsummerer både årgangen 1989, en skønt musikår, slutningen på 80’erne og mig. Og så er det bare en god playliste.

Sæt den på og nyd den gode årgang. Både musikken og os af kød og blod. Tak Regina <3

Jeanette Hardis kæreste med nicolai Walther odense

Da jeg stoppede med at være single *bvadr*

Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg for sidste gang sagde højt, “jeg er single”. For det er snart 8 måneder siden, at Nicolai og jeg besluttede, at vi gerne ville holde i hånd sådan helt offentligt und alles. Og uden at holde andre i hånd samtidig.

Jeg synes, at tiden er gået absurd hurtigt. Det er altid klichéen, “tiden går så hurtigt!“, men den er nu også sand. Tiden ér gået hurtigt siden Nicolai og jeg mødte hinanden. Det føles som er det gået knapt en måned. Men her er vi, 8 måneder efter og holder stadig i hånd.

Det er gået så hurtigt, at jeg slet ikke har fået præsenteret hverken ham eller min ikke-eksisterende singlestatus længere herinde. Så det er vist på tide. Selvom det sikkert ikke er gået din næse forbi.

Vi mødte hinanden gennem mit arbejde. Nicolai er musiker med øvelokale, hvor jeg arbejder. Jeg havde svoret, at jeg ikke ville blive kærester med en musiker, men der stod han. Midt i en menneskemængde til en festival vi holdt sidste år. Og selvom vi havde haft noget mailkorrespondance tidligere, var det rent professionelt og jeg havde ikke tidligere lagt mærke til ham, som jeg gjorde den dag. Hvorfor skulle jeg også det – reelt set var han jo bare en musiker i et øvelokale…

Der skete noget nyt den dag, jeg så ham til den festival. Han var nu ret sød, og du kender måske den måde ens krop begynder at være helt mærkelig på, når man møder en sød type? Jeg kunne i hvert fald mærke, at der var noget særligt ved den her mand. Lige pludselig og ud af det blå.

Men så var der vist heller ikke mere ved det. Jeg rystede det i hvert fald af mig for en stund. Der var alligevel ingen grund til at bruge tid på noget, der formentlig ikke førte videre. På det tidspunkt var jeg godt og grundigt træt af relationer, der ikke førte videre, af den ene eller anden årsag. Jeg gad ikke at have endnu en relation, hvor jeg ikke følte mig sikker på den modsatte parts følelser, eller selv gik rundt og var bange for at få følelser i klemme igen og blive såret. Jeg var så at sige færdig med at indlede mig i forhåbningsfulde relationer, der aldrig udviklede sig.

Indtil der en dag lå en besked i min DM på IG-profil som svar på en af mine stories. Fra ham. Årh mit hjerte sank lige ned i maven og jeg smilte lidt ekstra. Og så vidste jeg, at der var noget helt særlig ved ham her. Jeg ventede vist nok også en time eller to med at svare ham, you know, man skal ikke virke for ivrig.

Men da jeg først svarede ham, så gik samtalen ligesom bare der u’ a’. Den ene lange besked tog den anden på IG og ofte var antallet af maks anslag i sådan en besked slet ikke nok. Det blev noget med at skrive beskeden i en note og kopiere den af flere dele ind i samtalen på IG. Sikke et mas. Men til skulle det!

Der gik ikke lang tid, før jeg fik inviteret mig selv til Svendborg, hvor han boede. Jeg var vist den mest anmassende på det område. Jeg inviterede selvsagt mig selv på fritter og en tur på stranden. I den periode havde jeg en lånebil (fra en meget modig veninde!), så jeg pakkede mit strandtøj, hunnierne og mit allerbedste smil og kørte afsted mod Svendborg. Der havde jeg aldrig været før. Og jeg var pisse nervøs!

Ingen af os vidste helt, om det var en date eller måske bare en “vi er begge voksne mennesker, og vil gerne udvide vores netværk”-aftale. Men vi håbede vist begge to på, at det var en date.

Det gik forrygende. Vi spise pomfritter, hoppede i vandet, gik tur med hundene og endte med at side udenfor og snakke til langt ud på aftenen. Faktisk ind til starten af natten og så pakkede jeg mine hunde og fandt vej mod Odense igen.

Inden jeg var landet hjemme, var der tikket en besked ind fra ham på IG. Vi var begge enige om, at det havde været en virkelig hyggelig aften og der gik vist ikke mer end en dag, før han inviterede mig i biografen samme weekend.

Den aftale endte med en kaffe inden filmen og mad efter. Han nåede lige præcis det sidste tog hjem til Svendborg. Jeg har aldrig før prøvet at falde så meget på plads med et menneske. Dén var der ligesom bare. Det der, je ne se qua, som man bare ikke kan sætte ord på. Det var en følelse i hele kroppen. En følelse, som aldrig havde været der før.

Dagen efter inviterede jeg ham, med nervøsitet i hele kroppen over et evt. afslag, på champagne i haven. Vi havde begge ferie og det ville jeg fejre. Han sagde heldigvis ja, og vi havde den hyggeligste aften i min have med bobler, hunnier og lange samtaler til langt ud på natten.

Der gik ikke mange uger, før han begyndte, “hvad så med at blive kærester?“. Men der skulle altså lige gå et par dage, før jeg var mør til at blive så officielle. Men så heller ikke mere end et par dage. Ikke fordi jeg ikke var brandforelsket! Det var jeg. Men fordi jeg passede på mig selv. Jeg har brændt nallerne, også indenfor de sidste par år, så det ville jeg ikke risikere igen. Og alligevel skulle der ikke mere end et par dage til, før jeg var klar til at comitte mig.

For jeg vidste jo godt, at det var ham. Ham jeg ville det hele med. Så jeg blev hurtig enig med ham om, at det var noget vi begge havde lyst til. Og så helt fantastisk ualmindeligt ordinært blev vi kærester, hjemme i min have. Uden noget fyrværkeri i himlen, men tonsvis i min mave. Hold nu op han var sød ham Nicolai. Og det er han, heldigvis, stadig i dag 8 måneder senere.

Så ret hurtigt, men også ret sikkert, stoppede min tilværelse som single. I stedet var jeg nu en kærestetype. En af dem som jeg i halvandet år på én og samme tid havde frygtet, bandet over og i al hemmelig håbet på at blive igen.

Hvis jeg ikke selv stod på denne side af historien, ville jeg formentlig tænke, at det var lige vel rigeligt med alt det holde i hånden og mussenussetutte-snak og kælenavne. Og alligevel ville jeg heppe på kærligheden. Alt imens jeg ville forbande den langt væk. For den er også hård, den kærlighed. Den kan gøre ondt, svie, brænde, stikke i lang tid efter, man er kommet til skade.

Men venner, den kan også være helt absolut fantastisk. Den kan være lyserøde hjerter overalt i dit synsfelt, kys og kram, latter og drillerier, omsorg og betænksomhed og altopslugende på den mest lykkelige måde. Den kan overskygge alle dårligdomme og lyse hele ens verden op. Den kan gøre dig selvsikker, smuk, lykkelig og autentisk. Og når den gør det, kære du, så gælder det bare om at holde fast.

Så det gør jeg. Jeg holder fast med livrem og seler og nyder hele turen imens. For lige nu er den underlyndeme værd at nyde.

Jeanette Hardis kæreste med nicolai Walther odense

En irrationel og irriterende frygt – mørke

Jeg har lige været nede i min kælder. Den indeholdt, som altid, mørke afkroge. Det fik mig til at tænke på, at jeg lider af en utrolig irrationel frygt. Men en frygt som jeg ikke tidligere har erkendt, at jeg lider af.

Mørke. Jeg er bange for mørket. Jeg lider af mørkerød. Eller skotofobi som det så lægeligt rigtigt hedder.

Det er i en mild grad, vil jeg mene. Men den er der.

Hjertet banker lidt ekstra hårdt, fantasierne løber løbsk og svedperler finder vej til min pande, når jeg bevæger mig ind i et mørkt lokale eller en mørk gård eller en mørk sal.

Jeg hader, at jeg er bange for mørket. Det har virkelig taget lang tid, før jeg er kommet hertil, hvor jeg tør sige det højt. For det er da barnligt at være bange for mørke, ikke? Er det ikke kun børn, der er bange for mørke?

Nå, men nej kan jeg så svare nej til det spørgsmål. For jeg er også bange for mørke. Så der er også voksne, der lider af mørkefobi.

Jeanette Hardis blogindlæg om at være mørkeræd

Jeg kan læse mig frem til, at det er helt normalt for børn at være mørkeræd. Det er noget, vi vokser fra helt normalt. Når man som voksen lider af fobi for mørke, er det ofte noget, der er opstået helt naturligt i barndommen eller de tidlige teenageår, og som bare ikke er forsundet naturligt igen.

Det er ganske irriterende, at det ikke er forsvundet igen. Jeg føler endda, at det er blevet værre de sidste par år. Det går mig meget på, at jeg bliver så påvirket.

Jeg er f.eks. ikke meget for at gå alene i kælderen om aftenen. For der er det mørkt, og der kommer intet naturligt lys i de mange rum. Jeg hader, at jeg ikke kan se, hvad der sker i mørket. Jeg hader også, når jeg skal lukke af efter en koncert på Kansas City. Den store koncertsal, der med ét bliver helt mørk, når jeg slukker lyset. Det dummeste er, at jeg jo godt ved, at der intet er i mørket. Jeg har jo selv være hele salen rundt og der ér kun mig derinde. Alligevel begynder mit hjerte at banke hårdere i det sekund, jeg slukker lyset.

Eller når jeg skal lufte hundene om aftenen i haven. Det allersidste gøremål for dagen. Der bliver jeg altid oppe ved havelyset og spejder ud efter dem i haven. Jeg skal ikke ned i den have, når det er mørkt. Nej tak!

Jeg ved ikke, om det kommer sig af at se lidt for mange gyserfilm. Lidt for mange zombieserier. Men jeg er jo ellers et ret rationelt menneske. Det vil jeg da mene. Men når det kommer til mørke, der er jeg ret irrationel. Der kan jeg ikke styre mine tanker. Jeg er sikker på, at rundt om ethvert mørkt hjørne, der lurer, hvis ikke en øksemorder så et monster af den ene eller anden art.

Det er mærkeligt, for jeg er bange for alle mulige mærkelige ting, der kan gemme sig i mørket. Men de kan jo reelt set også være der i dagslys. Jeg forestiller mig dem bare kun i mørket.

jeg håber på, at jeg kan begynde at arbejde med min frygt. For det er besværlig. Det er irriterende, at jeg ikke kan vaske mit tøj om aftenen. Bare fordi jeg er bange for mørket. Jeg vil ikke være så påvirket, at jeg absolut skal tænde lyset i alle rum, inden jeg kan bevæge mig ind i dem.

Nu jeg tænker over det, så foretrækker jeg faktisk, at alle lys er tænd om aftenen. Som f.eks. i stuen, der skal begge store lamper være tændt over sofa- og spisebord, standerlampen og Le Klint lampen og min globus og den lille lampe på bordet skal være tændte. Det er meget sjældent, at jeg laver “hyggebelysning” derhjemme. Måske fordi det for mig ikke er hyggeligt, men faktisk uhyggeligt. Det er kun, hvis jeg føler mig virkelig tryg, at jeg kan slukke de store lamper. Ellers skal alt være så oplyst som overhovedet muligt.

Det er både dumt, fordi det jo er hyggeligt med dæmpet belysning, men også fordi jeg helt sikkert kan se det på min elregning, at alt mit lys altid skal være tændt. Det er ikke særlig bæredygtigt. Hvilket kan få mig til at overveje at slukke det pokkers lys noget mere. Det må være et forsæt. At arbejde med den pokkers mørkeræd.

At nærme sig de 30 (og forventningsafstemme med mig selv)

Jeg skruer lidt ned for det varme vand. Kun lidt. Jeg vender panden i venstre hånd og skurer den med opvaskebørsten i min højre hånd. Den bliver let ren, for den har stået i blød. Jeg kigger bagud til højre. Får øje på Nicolai, der sidder og øver guitar i stuen. Han har høretelefoner på, så det er kun ham, der kan høre, hvilke musiske genistreger han begår.

Jeg kigger ud af vinduet. På den regndråbefyldte rude. Om halvanden uge fylder jeg 30 år. Jeg begriber ikke tanken. Den fylder mig mest med glæde, og jeg kan mærke, at jeg ser frem til min fødselsdag i år.

Jeanette Hardis 30 år fødselsdag foto rebecca brincker odense
Foto: Rebecca Brinker

Vandet bliver for varmt og jeg skubber håndtager på vandhanen let til højre mod det kolde vand. Jeg skyller panden af og lægger den på det halvvåde viskestykke på bordet.

30 år. Det er alligevel en pæn slat. 30 år… Tallet står stille foran mine øjne i mit hoved. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig ved at fylde 30 år. Hvor jeg var henne. Har man ikke altid en forestilling om, hvor man er senere i livet?

Om fem år. Om ti år. Om femten år. Om to år.

Jeg ved ikke, om jeg skubber mine forestillinger fremad foran mig, hvis de ikke er sande, når jeg når den alder, hvor jeg har forestillet mig, at de skulle være opfyldt.

Jeg tager fat på gryden. Jeg har kogt broccoli i den, og den er helt grøn indvendig. Jeg skurer også den med opvaskebørsten.

Hvor havde jeg forestillet mig, at jeg ville være, når jeg er 30? Hmm jeg aner det ikke. Måske er det fordi, mine forestillinger har ændret sig drastisk de sidste par år. Fra at være i forhold til at være alene til nu at være i forhold igen. Det har jo uomtvistelig en indvirkning på mine forestillinger om fremtiden. Og alligevel har det slet ikke. Jeg har masser forestillinger om, hvad jeg arbejder med fx. Hvor jeg bor henne. Hvilken slags menneske, jeg er.

Nu mangler jeg kun en gaffel. Den får en tur med opvaskebørsten. Jeg lægger gaflen på samme viskestykke som panden og gryden. Opvaskebørsten bliver lagt til side og et nyt og tørt viskestykke bliver fundet frem.

Måske ændrer mine forestillinger sig i takt med, at jeg ændrer mig? Måske er det okay ikke at have de samme forestillinger om et bestemt slags liv i en bestemt slags alder. Mine forælde havde ejet to huse og fået to børn på min alder. Jeg har lejet mange lejligheder og har to hunde. Jeg smiler ved tanken.

Alle de rene ting på viskestykket tørrer jeg af. Gaflen. Panden. Gryden. Alle de andre ting. Jeg sætter på plads med det samme. Åbner skuffen, hvor panden og gryden bor. Aser med at få det på plads i skuffen, der knapt har rum til mere.

Jeg kigger igen ud i stuen. Nicolai sidder stadig og spiller. Jeg falder i staver, mens jeg fyldes af glæde. Over den kærlighed som jeg har fundet. Som definerer nye forestillinger om mit liv.

Er jeg, hvor jeg vil være nu? Jeg føler ikke, at det at fylde 30 år er så slemt. Det er mere tanken om det. Tanken om, hvor jeg “burde” være, når jeg fylder 30 år. Tanken om, hvor mange andre 30årige er henne i deres liv. Jeg ved det, jeg skal ikke sammenligne mig med andre. Men det er svært.

Jeg tørrer resten af de rene ting af. Hænger der fugtige viskestykke fra bordet på radiatoren. Vrider en klud op og tørrer bordet og komfuret af. Nærmest rituelt tænker jeg. At når man har lavet et rod, og man i et øjeblik tænker “her bliver aldrig ryddet og overskueligt igen”, så forsvinder rodet lidt efter lidt indtil der til sidst kun er at tørre overfladen ren.

Jeg undrer mig over, om det måske er sådan med mine forestillinger? At de kan synes som værende noget rod, noget makværk fordi jeg har lavet en masse, der ikke lever op til mine forestillinger. Men når alt kommer til alt, så kan jeg jo bare starte forfra. Jeg kan bare tørre bordet rent og prøve igen.

Jeg kigger igen ind i stuen. Nicolai sidder stadig med sin guitar. Jeg smiler. Det er helt nye forestillinger, jeg har for fremtiden nu. Jeg glæder mig til at fylde 30 år. Jeg glæder mig til endnu en milepæl. Jeg glæder mig til at bruge denne fødselsdag som et afsæt til en ny tid. Og så glæder jeg mig til at holde fødselsdag. Jeg glæder mig for første gang i mange år sådan rigtigt til dagen, hvor jeg har fødselsdag.

#byebyekærestekilo og hvordan de skal forsvinde med et keto kickspark

#byebyekærestekilo be gone

Det er vist almen viden, at når man får en kæreste, så bruger man de første mange måneder på at hygge. Fordi det nu engang er sådan, Kærestereglementet er skrevet. Jo jo vi hygger da helt sikkert også nu, efter de første måneder. Meeen i starten var det lidt mere vino, chokolade, lækker mad, restaurantbesøg hvor det nu er lidt mere Pepsi Max og aftensmad foran fjerneren, bland-selv-slik og løbeture sammen.

Vi hygger os selvfølgelig stadig herhjemme, men de første måneders extrahygge har også medført lidt extrakilo på sidebenene. Hvilket helt sikkert og absolut kan betragtes som bootylicious, men som også er liiidt irriterende, når man lige pludselig ikke kan være særlig godt i sine yndlingsbukser længere. Og jeg har sgutte råd til at købe en ny garderobe, så nogle af de ekstra kilo må altså af. Om de vil det eller ej.

Så jeg har besluttet, at nu skal det være. Nu skal der ske noget drastisk, for hvis der ikke sker noget nu, så er jeg bange for, at jeg ender som en rulle-Marie, der til sidst heller ikke kan passe mine oversize kjoler. Og hvilken skam!

Jeg har brug for en radikal ændring. Jeg har brug for faste rammer og rutiner for at komme igang. Bliver det for løst, så dur det ikke for mig. Medmindre jeg holder skarpt øje med, hvad jeg spiser og tænker over det i løbet af dagen, så falder jeg i. “Falder i” lyder meget negativt. Det er det nu ikke. Men jeg kommer til at spise mere og usundt, hvis jeg ikke har en liste af mad, som jeg ved, at jeg må spise og nix weiter!

Jeanette Hardis Odense Keto diet

Det handler om at finde en sund balance

For ja det handler i bund og grund om med tiden at finde en sund balance. En balance mellem de søde, men usunde sager og de sunde og nærende fødevarer. For selvfølgelig skal der være plads til de søde ting. Er du gal! Jeg har tatoveret “cheese + fritter” på anklen og en Zappis på mit ene ribben. Jeg eeeeelsker søde sager, bland-selv-slik, is, kager, cheeseburger, alting i transfedtsyre. Måske lidt for meget i perioder…

Jeg måske fyldt min krop med lidt for søde sager i en dosis over en længere periode, der ikke er sund for mig. Så nu handler det om at hanke op i mig selv og finde en balance i indtaget af de mindre nærende sager. For mig er det bare nemmere med en kold tyrker, end en langsom overgang. Det forstår jeg åbenbart bedre. Og ja, så er der nogle konsekvenser, som jeg må tage med. Der er ting, som jeg må sige nej tak til. Men mon ikke, at jeg overlever det? Lige i en periode i hvert fald.

Hvad er keto og hvorfor har jeg valgt denne diet

Lige nu har jeg besluttet, at jeg kører min ketodiet strikst i to uger. Så vurderer jeg, hvordan min krop har reageret på en så restriktiv diet. For nogle fungerer keto rigtig godt. De får mere energi, (fordi blodsukkeret ligger så stabilt hele døgnet), de oplever pænere hud, appetitten er stabil, man får mindre lyst til søde sager og en lang række af andre videnskabelig beviste fordele.

Men hvad ER keto egentlig? Keto er en forkortelse for ketose. Det er en tilstand kroppen kommer i, når den ikke får særlig mange kulhydrater. For ikke at blive helt teknisk, gennemgår jeg det kun kort her, for der er mange andre, der er meget bedre til det end jeg er. Fx. Hanne eller Jane fra Madbanditten.

Farvel til kulhydrater

Man begrænser simpelthen sit indtag af kulhydrater, gerne til mellem 20-50 gram om dagen. Fordi kroppen bruger kulhydrater som sin primære energikilde, vil den lige pludselig mangle det. Det medvirker, at kroppen finder energi på en anden måde. Den er jo ret smart indrettet sådan en krop.

Når den nu ikke kan få kulhydrater, så begynder den i stedet at nedbryde fedt fra kroppen (og det fedt man indtager via kosten). Det sker ved, at leveren nedbryder fedtet og i denne proces omdanner det til ketoner. Ketoner er også en energikilde, som kroppen kan bruge som brændstof udover kulhydrater.

Fedt som primære brændstof til kroppen

Når man begynder at forbrænde fedt i stedet for kulhydrater, kommer man i ketose. Det er en almindelig tilstand for kroppen at være i, men fordi vi er vant til at kunne smæske os i kulhydrater, så er det ikke så tit, at det opstår naturligt. Men det sker, når kroppen har brugt alle tilgængelige kulhydrater. Kroppen kan typisk lagre kulhydrater i et par dage, men fedt kan den lagre indtil det skal bruges. Derfor er det kulhydraterne, der først bliver brugt som brændstof og ikke ens fedt. Hvis man så spiser kulhydrater hver dag, så er det altså disse, som kroppen primært bruger som brændstof.

Når man kommer i ketose, betyder det samtidig, at ens insulinniveau sinkes. Insulin lagrer fedt og når der er mindre insulin, lagres der mindre fedt samtidig med, at man forbrænder mere fedt (fordi fedt bliver den primære energikilde). Derfor oplever man ofte hurtigt og effektivt vægttab ved en keto diet.

De ikke så fede bivirkninger

Jeg er ikke blåøjet og jeg undersøger selvfølgelig også, hvad der kan være af negative effekter ved en så radikal kostændring. Det kan bl.a. medføre til en såkaldt “keto influenza”. Det giver nogenlunde samme symptomer som ved en helt regulær influenza. Og her på 6. dagen kan jeg godt mærke lidt af det. Jeg er lidt svimmel, føler jeg har lidt feber og er lidt træt. Men intet der som sådan er slemt eller påvirker mig på anden vis.

Derudover skal maven så absolut vænne sig til, at den får en anden kost nu. Den er langt mere fedtholdig end tidligere, og det skal maven også vænne sig til. Ikke at det er en dårlig ting, men det er en ændring, der også er drastisk. Især sådan fra dag til dag. Som åbenbart er sådan, jeg bedst fatter at gøre tingene.

Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke længere går og småspiser hele dagen. Det gjorde jeg meget før. Lige lidt her og lidt der. Hvilket selvfølgelig også løber op. Nu er det tre store måltider og én snack pr. dag. Det er mærkeligt, men helt sikkert meget sundt for mig at prøve.

Men hvorfor en diet?

Ja, hvorfor egentlig en diet? Fordi jeg gerne vil kickstarte et vægttab og mine handlinger omkring en sundere livsstil. For jeg har været rigtig sund før i tiden. Men det er et stykke tid siden, at jeg sidst tog min livsstil op til revurdering. Ærlig talt ændrede meget sig, da jeg blev single for 2 år siden. Det gør ligesom noget ved ens hverdag, at ens (eks)kæreste flytter ud. Jeg skulle finde mig selv igen, finde nye rutiner og glemme gamle. Sikke et mas. Men selvfølgelig for det gode.

Det betød, at jeg nu skulle gennem en proces og finde mig i denne nye situation. Og bedst som jeg var faldet til nye vaner og rutiner, så dukkede ham Nicolai op og ruskede op i min hverdag (og mit hjerte). Det betød selvfølgelig en masse kærestetid, hvor man jo godt kan have tendens til at vælge sofaen med kæresten fremfor timer i træningscentret. For man lærer hinanden at kende, man drikker vin til langt ud på natten, man hygger om morgenen med boller og kaffe og Mads & Monopolet. Og man hygger fredag og lørdag (og søndag) aften med snoller, god mad og hjemmetid. Man er i en kærestebobbel.

Det er vi nu stadig, synes jeg, i en kærestebobbel. Omend den er blevet lidt mere praktisk og rutinepræget. Den er nu stadig fyldt med romantik også. Hverdagsromatikken. For den er vi gode til at passe på, men det er selvfølgelig et helt andet indlæg.

Anyyyyways! Så har jeg bare lige brug for en stor ændring i mine madrutiner for, at det giver mening for mig. Ellers giver jeg simpelthen for hurtigt op. Men når jeg har faste (!) rammer og rutiner, som jeg kan følge, så fungerer det rigtig fint for mig.

Derfor er jeg (ja faktisk VI for Nicolai er også med på vognen) startet på en keto diet. Det er nemt at lave mad, for vi har faste opskrifter, en madplan for 14 dage af gangen og alt er planlagt. Hvilket måske også er derfor, det fungerer så godt for mig. Jeg er en planlægningsminister, der elsker at planlægge mig ud af alting! Hvilket gør, at jeg elsker at følge en diet. For alt er planlagt. Når først jeg har besluttet, hvad vi skal have at spise til hvilke måltider, så er det bare om at eksekvere #nemt.

Det er ikke for evigt, men…

Jeg har ikke planlagt at følge denne diet resten af livet. Det er alligevel et commitment, jeg ikke er klar til. Jeg mener, jeg er kun 29 år! Det er mange år helt at udelukke surt slik og vin. Men det er en øjenåbner for, hvor meget slik og andre usunde ting, jeg egentlig har spist. på. daglig. basis….

For ja det er gået op for mig, at jeg ubevidst har spist et eller andet sødt næsten hver dag i rigtig lang tid. Mine hænder rækker bare ud efter det helt naturligt uden, at jeg reelt tager stilling til eller mærker efter, om min krop virkelig har brug for det her. Det er ret skræmmende, synes jeg. Så derfor er jeg også ret glad for, at jeg bliver mere bevidst om det via denne diet.

Som skrevet, så vil jeg gerne følge denne diet slavisk i 14 dage. Jeg kan dog allerede mærke nu, at jeg har lyst til at se, om jeg ikke kan fortsætte efterfølgende. Det bliver med nogle, helt tilladte og fine, afstikkere. Som et familiebesøg senere på måneden og min fødselsdag (man bliver vel kun 30 år én gang, og der skal damen fandme have bobler og kage!). Og det er ikke noget, jeg vil slå mig selv i hovedet over, men tværtimod bruge som muligheder for at mærke efter igen. Hvad gør det egentlig ved min krop at spise kage og slik efter 14 dage ugen? Er der en mærkbar forskel? Det er der helt sikkert, men hvordan? Så det glæder jeg mig faktisk til.

Har du erfaring med keto og har nogle gode råd? Jeg har slugt virkelig meget læsning på nettet og har, som skrevet, været glad for både Hanne og Jane (Madbanditten), som jeg varmt kan anbefale, hvis du vil vide mere om keto.

Jeg regner med at opdatere ugentlig med #byebyekærestekilo. Både så jeg dokumenterer processen og tvinger mig selv til at tage stilling til ugen, men måske du også arbejder med noget lignende lige nu og kan bruge mine erfaringer som inspiration. Del endelig såfremt det er tilfældet.

Men slankekurer virker da ikke?

Jeg har også tænkt meget over, at det her jo ikke er en slankekur. Det er en kostplan, som jeg følger i et stykke tid med det formål at reflektere over de fremtidige ændringer, der skal til for, at jeg ikke ender med at være ked af det i min krop. Det er ikke en slankekur, det er en metode, hvor jeg kickstarter en ændring i min rutiner, hvad angår mad.

Jeg tror ikke på, at slankekurer virker. Men det virker at holde øje med sit madforbrug et stykke tid, for derefter at kunne mærke efter og se en forskel. Jeg har måske også bare brug for nogle mærkbare resultater i starten for at holde min motivation oppe. Og dét er noget keto hjælper mig med.

Det handler for mig også om at håndtere det, inden det bliver et reelt problem for mig. Inden det ikke kun er pga. mit eget selvbillede, men også min egen sundhed. For jeg har altid været en meget aktiv person, og dét vil jeg også meget gerne tilbage til igen. Jeg har altid trænet, fordi jeg gerne vil være en 75årig, der selv kan bære mine indkøbsposer op ad trappen.

Så denne “kur” er ikke en kur mere end det er en radikal, (men bestemt ikke fanatisk), ændring jeg har brug for, for at starte forfra. Forfra for at få et sundere forhold til både min egen krop, det mad jeg spiser og min træning. Sådan så jeg også virkelig nyder, når jeg spiser fx. bland-selv-slik og ikke bare gør det af rutine. Så jeg nyder at spise et stykke kage og vælger det TIL. Det skal ikke bare spises per automatik, som jeg desværre tror, er hvad der sker lige nu. Så ja, heller ingen fordømmende blikke herfra! Jeg kommer stadig til at spise søde sager og ender ikke som en frelst type, hah! Men jehg vil gerne ende som en type, i mere balance.

Jeanette Hardis Odense Keep Cup fynske influencers blogindlæg

Mere bæredygtig kaffe på farten (min nye KeepCup

Jeg luftede i forrige uge mit nyeste køb på kaffekopsfronten, nemlig en ny KeepCup til samlingen. Jeg har i forvejen én, som jeg købte for nogle år siden. Jeg købte faktisk to dengang, men jeg mistede desværre den ene under et praktikophold i Aarhus, hvor jeg glemte den min sidste dag! Dååh, der var jeg ret træt af mig selv.

Tag din KeepCup med til din lokale barista

Især fordi det var en af de store størrelser, og jeg havde bestilt den i helt sort. Meget klassisk, meget råt, meget fint. Og så var den væk. Jeg havde glemt den i kantinen, og skrev ellers til min praktikkontakt, om de måske havde fundet den, og om de kunne sende den til mig (mod betaling naturligvis, jeg var virkelig glad for koppen!). Men den var sgu væk. Den var blevet hapset af en anden, formentlig KeepCup-entusiast. Jeg håber, vedkommende er glad for den… I det mindste.

Keep Cup er et genialt koncept, der er startet to caféejere, Jamie og Abigail, i australien for 10 år siden. På caféen brugte de, som alle andre, engangspapkrus til deres to-go-kaffer. De vandt virkelig ind på det tidspunkt, nærmest som en trend, at man gik rundt med et let genkendeligt engangskrus og flashede, hvilken hypet kaffebar, man nu havde købt sin (dyre) kaffe fra.

Men Jamie og Abigail, (yes jeg er på fornavn med dem), mente, at der måtte være en mere bæredygtig måde at få sit mobile kaffefix på i stedet for engangskopperne. Så de lavede Keep Cups. Kopperne er lavet af plastik og glas, og finten ved dem er, at de bliver lavet i en størrelse, så de passer med størrelsen på engangskopperne, caféerne normalt serverer deres to-go-kaffe i.

Derfor kan du tage din KeepCup med ned til din lokale barista, og få lavet din kaffe i din KeepCup og tage med på farten #smart. På den måde sparer du hver eneste gang en engangskop.

Personlig KeepCup eller Star Wars

Grunden til, at jeg overhovedet har købt en ny KeepCup er, at jeg ville bestille en til Nicolai i fødselsdagsgave. De har nemlig lavet en linje med Star Wars, og hvis Nicolai kunne, var alle de ting han ejede brandet med Star Wars. Han fik denne fine Keep Cup.

Min første KeepCup er også stadig i brug, men der er kommet nogle ret fine upgrades siden min første bestilling. Der er bl.a. blevet lavet en tættere lukning ved låget, der betyder, at koppen er lidt mere tæt. Men det er ikke en termokop, og du kan ikke vende den på hovedet og forvente, at din kaffe bliver i koppen! Selvom den er mere bastant end et papkrus, så fungerer den stadig som en “engangskop”, bare med et låg på.

Du kan selv vælge materiale og farverne på koppen, hvilket gør, at du kan få din helt egen personlige KeepCup. Jeg bestilte en kop i glas med et korkbånd omkring, et mørkeblåt låg og en lyserød “lukker” til låget. Jeg er så glad for den nye kop, og bruger den faktisk herhjemme hele tiden nu i stedet for vores porcelænskopper.

Kopperne koster mellem 150kr til flere hundrede kroner. Alt efter hvilken model, materiale og størrelse du vælger. Jeg har kun bestilt kopper fra KeepCups hjemmeside, men du kan også finde dem online på danske hjemmesider. Der kan du bare ikke selv vælge designet på koppen.

Hvilket nogle gange selvfølgelig kan være meget rart. At du bare kan vælge en kop. Men det kan du faktisk også hos på KeepCups hjemmeside. Jeg er sikker på, at kopperne fra andre hjemmesider (og vist nok også Amazon) og ligeså fine, men jeg valgte at bestille direkte fra KeepCups egen hjemmeside, fordi jeg skulle bestille koppen fra deres Star Wars linje, og jeg kunne ikke finde den andre steder (i hvert fald ikke med levering inden Nicolais fødselsdag).

En mere bæredygtig måde at få sit mobile kaffefix på. Og en noget mere personlig måde også. Nu skal jeg bare huske at have min KeepCup med mig rundt!

Jeanette-hardis-odense-lets-blog-some-shit-blogger-forår-ting-jeg-vil-lave-i-marts

Hej marts, det her skal vi lave

Ihh det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg knuselsker marts måned. Det gør jeg af flere grunde. Jeg har fødselsdag, min lillesøster har fødselsdag, det er jo foråååår, blomsterne springer ud, og luften er frisk. Åh jeg elsker marts. Fordi jeg elsker marts sådan, tænker jeg, at det er den absolut bedste måned at starte en ny tradition her på bloggen.

En “det-her-vil-jeg-lave-i-denne-måned-liste-måske-du-også-kan-finde-inspirations-tradition”. Især hvis du bor i Odense, for det er nu engang her, jeg udfolder de fleste af mine talenter. Så here goes! Jeg vil..

Jeanette-hardis-odense-lets-blog-some-shit-blogger-forår-ting-jeg-vil-lave-i-marts
  • Fejre, at jeg bliver 30 år sidst på måneden! Ih sidste år, der holdt jeg en kææææmpe fest en uges tid efter min faktiske fødseldag. Men på selve dagen, der lavede jeg intet specielt. Jeg trænede, spiste frokost med en kammerat, gik en tur med hunnierne, sad i sofaen og bestilte pizza til aften. Jeg havde endda nærmest fjernet alt opmærksomhed på sociale medier fra min fødselsdag. Nok mest fordi jeg selv bare ville holde det low key. Men i år venner, der skal den sgu have fuld skrald! I hvert fald på selve dagen! For 30 år er alligevel noget helt specielt, og jeg glæder mig faktisk for første gang i mange år sådan rigtigt til min fødseldag. Den falder på en helt ordinær hverdag, så jeg glæder mig også til at have noget lækkert med på arbejde, og så se Nicolai senere på dagen og hygge med ham.
  • Holde en kærestedag. Det her med at være to individer, der begge er gode til at lave aftaler og blokke vores dage op ikke, det medvirker, at det er sjældent, at vi har hele dage sammen. SÅ nu har vi sgu aftalt en kærestedag. En dag, der kun er dedikeret til at lave ting sammen, og hvor vi ikke laver andre aftaler. Det er jeg selv rigtig slem til på de dage, hvor jeg har fri. I stedet for så at holde fri indimellem, så laver jeg aftaler og blokker min tid ud. Hvilket medfører, at jeg aldrig føler, at jeg har fri. Det er lidt en ond cirkel, så nu har vi lavet en aftale om en kærestedag. Wuhuu!
  • Afvikle en koncert på Kansas City. Faktisk en rigtig fin koncert, tror jeg. Med blues. Det er jeg sikker på, bliver en virkelig hyggelig aften. Kom endelig forbi, hvis du vil høre noget nyt musik. Jeg er sikker på, at jeg i hvert fald får en virkelig hyggelig aften, for jeg skal arbejde med de sødeste og sejeste frivillige, der findes på hele Fyn. Måske endda i hele Danmark. Under min sidste koncertaften på Kansas som afvikler, grinte jeg simpelthen så meget, at jeg græd halvdelen af aftenen. Og det var ikke fordi, vi ikke arbejdede, men der var bare styr på tingene og masser overskud, så vi hyggede, grinede og jokede os gennem aftenen. Det var virkelig en aften, hvor jeg cyklede hjem og følte mig lykkelig.
  • Holde en hyggedag med min mor, der kommer et smut til Fyn sidst på måneden. Ih det glæder jeg mig til! Det er lang tid siden, at vi har haft en dag, hvor vi ikke havde aftaler eller planer i forvejen.
  • Formentlig også være gæst til et par koncerter på Kansas City. Gerne til Hatesphere 15. marts og Bo Evers 23. marts. Jeg. kan. ikke. lade. være. med at gå til koncerter i min fritid også. Jeg troede aldrig, at jeg skulle arbejde med musik og slet ikke opleve så meget musik selv. Men jeg elsker følelsen, når jeg står foran en scene og oplever musikken live. Jeg elsker også at kunne være med bag om scenen og opleve, hvordan sådan en produktion laves. Hver dag lærer jeg noget nyt om musik, og det er en gave.
  • Gerne i biografen og se Ternet Ninja. De ævler om den på kontoret, så jeg bliver nødt til at se den! Terkel i Knibe er en klassiker, så mon ikke også, at Ternet Ninja bliver det samme? Har du set den? Og kan anbefale den?
  • Rydde ud i min lejlighed! Jeg vil virkelig gerne til bunds i nogle af mine skabe. Både dem i stuen til alt muligt himstergims, der lige bliver lagt i skabene, men også i mit tøjskab, der virkelig trænger til en oprydning og udrydning. Jeg er bare så dårlig til at sige farvel til mit tøj. Også selvom jeg nok aldrig kommer til at gå i det igen. Jeg mener, hvordan kan man sige farvel til en grøn palliet, tætsiddende kjole? Det kan jeg i hvert fald ikke! Suk! Og så trænger mine køkkenskabe virkelig også til en gennemgang. Jeg regner at gå Marie Kondo i den i denne måned!
  • Høre Mørkeland hver mandag! Jeg har SLUGT den podcast de sidste par måneder. Jeg var i starten virkelig ikke god til at være alene om aftenen, hvis jeg gik og hørte om de skrækkelige mord som kusinerne, Camille og Kristine, sidder og snakker om. Men jeg har på en eller anden måde fået opbygget en intolerance, og nu er jeg knapt så forskrækket. Nå, men jeg har hørt ALLE afsnit. Også deres Minimord. Så nu venter jeg i spænding hver mandag morgen, og hører deres podcast på min cykeltur til kontoret. Og det vil jeg selvfølgelig også gøre hver mandag i marts. Så er mandag slet ikke så slem, og hermed en podcastanbefaling givet videre.
  • Gå flere ture i den nærliggende skov og nyde, at det er lyst meget tidligere om morgenen og om eftermiddagen. Hold nu op en forskel det gør. Det giver mig så meget energi, at det bliver lysere og lysere.
  • Planlægge en lille fødselsdagsfejring i april måned. Jeg er kontrolmonster, så jeg vil gerne have styr på detaljerne inden længe. Og det er endda bare de allertætteste, der kommer til kaffe, kage og varme, fødselsdagsboller med tandsmør. Intet stort gilde, men ægte hygge med de bedste mennesker. At jeg så planlægger at holde en stor havefest til sommer, det er noget andet, hah! Den skal have fuld gas, når man fylder 30 år! Men vejret er bare ikke til en havefest de her måneder, så jeg trækker den altså lidt, og inviterer i stedet til eftermiddagshygge i april.
  • Holde en weekend helt fri! Ingen planer, ingen dårlig samvittighed, ingen timer, der må blokkes ud. Bare holde helt fri, og slappe af. Jeg vil prøve ikke at blive rastløs ved ikke at have planer. Og prøve at fralægge mig den dårlig følelse af ikke at have opnået noget med dagen, hvis jeg ikke har været ude af lejligheden. For det kan ikke passe, at jeg ikke kan slappe af to dage uden, at jeg skal få det dårligt over ikke at have produceret alverdens.

Sikke en masse fine og dejlige ting, jeg har planlagt i marts. Uden at lyde for selvglad over mine planer, hah. Det er en dejlig måned marts, og jeg glæder mig til hver eneste dag. Måske mest til min fødselsdag, men mit sind er åbenbart kun 10 år gammelt i år, hvad angår min fødselsdag.

Hvilke planer har du i marts?

Velkommen, kære forår

Hvor er det dog dejligt, at foråret er landet. Selvom det ikke rigtig har været vinter denne sæson. Det kan selvfølgelig nå at komme endnu. Og det er endda lidt bekymrende, at vinteren har været så mild #klimaforandringer

Men officielt er det nu forår, og jeg elsker denne friske start på endnu en sæson. Jeg er forårsbarn, og har fødselsdag i marts. Jeg fylder hele 30 år! Tænk, at det er 10 år siden, at jeg sidst havde rund fødselsdag. *måtte lige google, at rund fødselsdag er, når tallet er deleligt med 10…*

Jeg valgte at holde en KÆMPE fest, da jeg sidste år fyldte 29. Jeg inviterede hele familien til Fyn, til eftermiddagskaffe- og kage i spillestedet på Kansas City. Jeg holdt nemlig fødselsdag på Kansas City, da der var plads der til alle de mennesker, som jeg gerne ville kramme med lige dén dag. Som aftenen skred frem, åbnede jeg dørene og holdt åbent hus for alle de dejlige mennesker, jeg har i mit liv.

Baren var der godt gang i, der var live musik af Shiri Simone, og en lydmand fra Kansas City lavede lyden helt gratis <3

Der var fest indtil kl. 02.00, hvor vi lukkede baren på Kansas City. Så pakkede de resterende soldater deres habengut sammen, vi fik ryddet det værste op og så drog vi ellers på Boogies til den lyse morgen! Sh*t en fest altså! Jeg ville gerne fejre, at jeg gik ind i mit sidste år som ung kvinde sidst i tyverne. Det allersidste år, hvor tallet 20 indgik i min personlige fortælling.

Og nu er tallet så 30 år. Denne måned. I år. Hold. nu. op.

Det er ikke fordi, jeg som sådan har krise over at fylde 30 år. Men det giver anledning til nogle større refleksioner omkring, hvor jeg er henne i mit liv. Heldigvis kan planer revideres og revurderes undervejs i enhver proces, ligesom de kan det, når vi taler om planerne, vi kan have for vores liv.

For fem år siden så mit liv helt anderledes ud, og mine planer, eller drømme om man vil, så også meget anderledes ud. Jeg troede nok, at jeg ville være et helt andet sted i livet, end jeg er lige nu. Men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke elsker, hvor jeg er i mit liv lige nu og her.

For jeg er faktisk ret lykkelig. Sådan helt uden at prale. Der er helt sikkert mange ting i mit liv, jeg ville ønske anderledes. Og der er også nogle “søjler” i mit liv, der for øjeblikket ændrer størrelse og betydning for mig. Men de vigtigste søjler er stabile. Jeg er selv stabil. Jeg mediterer så ofte, jeg kan komme til det. Helst hver dag, men nogle gange løber tiden fra mig.

Men jeg er nok også lykkelig, fordi grundværdierne i mit liv er på plads. Jeg finder mig selv mere og mere (samtidig med, at jeg oplever identitetskrise fra tid til anden, men hvem gør mon ikke det?), jeg har mere ro i dag, og så er jeg smaskhamrende forelsket. Og kærlighed gør bare noget ved én. Det ryster min grundvold, men giver mig samtidig så enormt meget sikkerhed, glæde og mod på så mange andre ting i livet.

Jeg elsker, at foråret et kommet. Måske med lidt usikkerhed disse dage med regn og blæst. Men jeg kan se, at forårsbebuderne er på vej i min have. Vintergækker har længe tittet frem, erantis stråler så smukt med et gult tæppe flere steder og påskeliljerne er ved at bryde ud af deres grønne skjul. Ahhhh jeg kan næsten dufte den kolde, friske og sprøde forårsluft. Mmhhh.