En irrationel og irriterende frygt – mørke

Jeg har lige været nede i min kælder. Den indeholdt, som altid, mørke afkroge. Det fik mig til at tænke på, at jeg lider af en utrolig irrationel frygt. Men en frygt som jeg ikke tidligere har erkendt, at jeg lider af.

Mørke. Jeg er bange for mørket. Jeg lider af mørkerød. Eller skotofobi som det så lægeligt rigtigt hedder.

Det er i en mild grad, vil jeg mene. Men den er der.

Hjertet banker lidt ekstra hårdt, fantasierne løber løbsk og svedperler finder vej til min pande, når jeg bevæger mig ind i et mørkt lokale eller en mørk gård eller en mørk sal.

Jeg hader, at jeg er bange for mørket. Det har virkelig taget lang tid, før jeg er kommet hertil, hvor jeg tør sige det højt. For det er da barnligt at være bange for mørke, ikke? Er det ikke kun børn, der er bange for mørke?

Nå, men nej kan jeg så svare nej til det spørgsmål. For jeg er også bange for mørke. Så der er også voksne, der lider af mørkefobi.

Jeg kan læse mig frem til, at det er helt normalt for børn at være mørkeræd. Det er noget, vi vokser fra helt normalt. Når man som voksen lider af fobi for mørke, er det ofte noget, der er opstået helt naturligt i barndommen eller de tidlige teenageår, og som bare ikke er forsundet naturligt igen.

Det er ganske irriterende, at det ikke er forsvundet igen. Jeg føler endda, at det er blevet værre de sidste par år. Det går mig meget på, at jeg bliver så påvirket.

Jeg er f.eks. ikke meget for at gå alene i kælderen om aftenen. For der er det mørkt, og der kommer intet naturligt lys i de mange rum. Jeg hader, at jeg ikke kan se, hvad der sker i mørket. Jeg hader også, når jeg skal lukke af efter en koncert på Kansas City. Den store koncertsal, der med ét bliver helt mørk, når jeg slukker lyset. Det dummeste er, at jeg jo godt ved, at der intet er i mørket. Jeg har jo selv være hele salen rundt og der ér kun mig derinde. Alligevel begynder mit hjerte at banke hårdere i det sekund, jeg slukker lyset.

Eller når jeg skal lufte hundene om aftenen i haven. Det allersidste gøremål for dagen. Der bliver jeg altid oppe ved havelyset og spejder ud efter dem i haven. Jeg skal ikke ned i den have, når det er mørkt. Nej tak!

Jeg ved ikke, om det kommer sig af at se lidt for mange gyserfilm. Lidt for mange zombieserier. Men jeg er jo ellers et ret rationelt menneske. Det vil jeg da mene. Men når det kommer til mørke, der er jeg ret irrationel. Der kan jeg ikke styre mine tanker. Jeg er sikker på, at rundt om ethvert mørkt hjørne, der lurer, hvis ikke en øksemorder så et monster af den ene eller anden art.

Det er mærkeligt, for jeg er bange for alle mulige mærkelige ting, der kan gemme sig i mørket. Men de kan jo reelt set også være der i dagslys. Jeg forestiller mig dem bare kun i mørket.

jeg håber på, at jeg kan begynde at arbejde med min frygt. For det er besværlig. Det er irriterende, at jeg ikke kan vaske mit tøj om aftenen. Bare fordi jeg er bange for mørket. Jeg vil ikke være så påvirket, at jeg absolut skal tænde lyset i alle rum, inden jeg kan bevæge mig ind i dem.

Nu jeg tænker over det, så foretrækker jeg faktisk, at alle lys er tænd om aftenen. Som f.eks. i stuen, der skal begge store lamper være tændt over sofa- og spisebord, standerlampen og Le Klint lampen og min globus og den lille lampe på bordet skal være tændte. Det er meget sjældent, at jeg laver “hyggebelysning” derhjemme. Måske fordi det for mig ikke er hyggeligt, men faktisk uhyggeligt. Det er kun, hvis jeg føler mig virkelig tryg, at jeg kan slukke de store lamper. Ellers skal alt være så oplyst som overhovedet muligt.

Det er både dumt, fordi det jo er hyggeligt med dæmpet belysning, men også fordi jeg helt sikkert kan se det på min elregning, at alt mit lys altid skal være tændt. Det er ikke særlig bæredygtigt. Hvilket kan få mig til at overveje at slukke det pokkers lys noget mere. Det må være et forsæt. At arbejde med den pokkers mørkeræd.