2021 – det her ord vil jeg have med mig

Ja det er nok ikke gået nogens næse forbi, at januar er gone, og årets første måned har set sit endelige. Shit det er gået hurtigt! Januar har alle dage været en mærkelig størrelse. Men især i år tager den nye højder.

Forskellen er selvfølgelig også mærkbar. Vi må ikke en skid lige nu. Det gør en masse godt for min pengepung, hah! Jeg er i det hele taget gået i opsparingsmode, efter vi er flyttet i hus. For at kunne have en økonomisk buffer til uforudsete udgifter.

Men nu skulle det ikke handle om økonomi. I hvert fald ikke i bogstaveligste forstand. Jeg vil nemlig virkelig gerne dele ét ord, som jeg håber, jeg kan tage afsæt i resten af året. Jeg har gjort det de sidste par år, men jeg kan se, at sidste år faktisk glippede med at dele det herinde. Og det er som om, at når det bliver skrevet, og delt, så får det en lidt større virkning.

Noget der også satte fut i fejemøget, så jeg rent faktisk skriver det her indlæg, er Lisbeths indlæg om selv samme emne. Hun har delt sit ord for året 2021 og det er virkelig et dejligt ord.

Så nu vil jeg også gerne være med igen. Jeg har tænkt og tænkt over, hvilket ord jeg gerne vil have med i mine tanker i går. Det kan lyde så voldsomt og definitivt at have ét eneste ord, som jeg konstant vender tilbage til. Men for mig har det været en virkelig god rød tråd, der har gjort, at jeg er kommet ud af min komfortzone og har skubbet min udvikling.

Ordet, der gerne må være definerende for mit 2021 er et ord, der vil have betydning i langt de fleste aspekter af mit liv. Okay here goes;

Autentisk

Jeg vil gerne være mere autentisk. I det ligger selvfølgelig mange refleksioner, tanker og følelser. Både hvordan jeg gerne vil være mere autentisk og hvorfor.

Det sidste års tid har jeg følt, at jeg lidt har tabt mig selv. Eller mistet mig selv. Der er sket så mange ting i mit liv og i verden, som har kastet mig omkuld og det har fandme været et mærkeligt og tungt 2020. Og jeg savner virkelig at være mere glad og positiv. Jeg føler lidt, at jeg er stuck in a rut, for at være ærlig.

Jeg er træt af, at det er mørkt, koldt og gråt. Både udenfor og i mig selv. Det betyder jo helt også noget, det her med, at jeg er hjemsendt og har været SÅ meget hjemme i hele 2020. Enten med hjemmearbejde eller bare hjemsendt uden arbejde. Og selvom det måske kan lyde mega fedt at kunne være så meget hjemme og bare holde fri, så er jeg virkelig dårlig til at administrere det. Jeg har brug for en hverdagsrutine, at se nogle mennesker, at føle mig nyttig.

Jeg føler også, at mine kreative juices er udtømte. Jeg vil så gerne lave en masse ting, skrive, bevæge mig, være kreativ, men jeg føler mig mest af alt som en virkelig flad cola, der har fået lov til at stå for længe…

To be honest..

Så.. jeg vil gerne have, at 2021 bliver anderledes. Det er selvfølgelig ikke noget, der sker over natten, og det kræver også hårdt arbejde fra mig selv. Og det skal jeg helt sikkert lige svinge mig op til. Men. jeg vil gerne. Og det må være det vigtigste.

Jeg har valgt ordet autentisk, fordi jeg gerne vil være mere tro mod mig selv. Det gælder både i virkeligheden, når jeg er ude blandt andre mennesker, på arbejde, sammen med venner, men også på sociale medier. Jeg er, stadig, så sindsygt bange for at være helt mig selv. Hvilket virkelig er en stopklods for mange af mine ellers kreative ideer. Men jeg er simpelthen så bange for, at jeg fx. mister følgere. Tænk engang… bare det at skrive det her og “sige det højt” synes jeg er svært. Og lidt pinligt. For jeg gider sgu ikke være sådan en person, der går op i likes og antal følgere. Jeg ved jo godt, at det ikke definerer mit værd.

Det er i øvrigt slet heller ikke derfor, jeg startede med at være på Instagram. Eller startede med at blogge. Det gjorde jeg, fordi jeg gerne ville have et sted, hvor jeg kunne have noget kreativt outlet. Både skriftlig og visuelt. Da jeg læste designkultur og designledelse brugte jeg meget både IG og min blog til at dygtiggøre mig. I at skrive og skabe grafiske elementer og tage fotos. Og det vil jeg virkelig gerne tilbage til. For jeg elsker at skabe. Og jeg elsker at skrive. Når jeg altså lige gør det.

Samtidig betyder det at være autentisk, at jeg ser mig selv mere, hvis du forstår? Altså at jeg gerne vil finde mig selv og være ærlig overfor mig selv. Hvem jeg virkelig er, hvem jeg gerne vil være, hvilket liv jeg gerne vil leve. Det kommer helt sikkert også til at betyde nogle fravalg, at sætte nogle grænser og ikke mindst at sætte mig selv først.

Er det noget, jeg er utrolig dårlig til, så er det at sætte mig selv først. Jeg relaterer mest til type 2 i enneagrammet, “hjælperen”, der gerne vil være noget for andre, give andre mennesker betydning i deres liv og generelt er meget empatiske. Men når 2’eren er i ubalance, er vi tendens til at glemme egne behov. Det er jeg virkelig god til. Jeg tænker meget over, hvordan mine følelser og handlinger påvirker andre mennesker. Og jeg går faktisk så langt nogle gange, at jeg helt lader være med at give udtryk for mine sande følelser, hvis jeg kan mærke, at det er noget der enten gør folk omkring mig kede af det eller måske skaber en ærgerlig stemning.

Så jeg er virkelig god til at skubbe mine egne følelser og tanker til side for at passe på andre mennesker. Hvilket helt sikkert en en kæmpestor bjørnetjeneste. Både for mig selv og mennesker omkring mig. For det ender jo med, at jeg ikke er mig selv, jeg stopper mig selv i min udvikling, i min relation til andre mennesker og måske også deres opfattelse af mig. Simpelthen fordi jeg så nødig vil såre folk eller upsette dem.

Så – 2021 – kære du. Dette år vil jeg gerne være mere autentisk. Dyrke det sande og ærlige mig. Selvom det er pissesvært og udfordrende. Fordi jeg konstant tænker over, hvad andre tænker om mig. Men det bliver jeg simpelthen nødt til at prøve at lægge fra mig. For det forhindrer mig meget i at udleve mig sande liv. Det lyder meget højtragende, men jeg tror sgu, at det er rigtigt.

Har du valgt et ord eller måske en intention for året? Jeg vil mega gerne høre det! Personlig udvikling er noget jeg virkelig de sidste par år dyrker mere og mere, og jeg elsker at høre om andres rejse.

Jeanette Hardis købt hus Odense

Et nyt kapitel – som husejere

Det er gået hurtigt. Processen fra lejere til husejere. Det var heller ikke planen, men det ene førte med det andet og pludselig stod huset der, banken var med og det var sælger også.

Så vi slog til. I løbet af nogle få uger havde vi underskrevet en købsaftale og var blevet husejere. 2020 har været et vildt år, ikke kun pga. omstændighederne i verden, men også pga. de ting, der er sket for os privat.

Året startede bestemt ikke med planen om, at vi skulle have hus. Vi var begyndt at kigge på økonomien og udbetalingen til et hus, men reelt at flytte var vi ikke parat til endnu.

Så hvorfor egentlig flytte og købe? Efter knapt seks år på samme adresse, for mit vedkommende, var der desværre en masse (!) udfordringer med udlejer, og vi ville bare UD! Vi skulle ikke bo der mere, hvor der var fyldt med så meget negativ energi. I en lang periode kunne vi ikke bruge vores brusekabine i lejligheden og måtte gå i bad i vaskekælderen. Faktisk fem måneder. Det var fuldstændig uholdbart og det ene førte med det andet og vi flyttede derfra.

Vi havde derfor en virkelig hurtig proces fra første tanke om hus til rent faktisk at flytte og nu har vi boet i vores “nye” hus i knapt halvanden måned. Det er simpelthen det mest fantastiske, vi har gjort for os selv.

Processen startede først med et bankskifte og ny bankrådgiver. Derfra begyndte vi for alvor at se på huse og var til en del fremvisninger. Et slag på tasken er vel mellem 8-10 som vi nåede at se, inden vi fandt HUSET.

For nogle er det mange fremvisninger, for andre få. For os var det, hvad der skulle til, før vi fandt vores hus.

Vi fik forhandlet lidt nedslag i prisen og en virkelig god aftale om overtagelse 1. december, men disposition allerede 1. september. Dvs. vi fik nøglerne 1. september, men overtager reelt først huset tre måneder senere.

Vi fik endda nøglerne én dag tidligere end aftalt, da sælger var færdig med at rydde ud og gerne ville overdrage nøgler. Sælger har boet i huset i mere end 20 år, så der var mange følelser forbundet med salget. Heldigvis mødte vi hinanden, da vi fik nøgler – det er ikke alle, der har den fornøjelse – og vi fik en god lang snak.

Ejendomsmæglerne var der maks et kvarter, så kørte de igen, men vi snakkede med sælger halvanden timer. De var endda inde hos naboen og hente kolde øl, så vi kunne fejre hussalget. Køleskabet var jo tomt, og vi havde slet ikke tænkt på, hverken at vi ville snakke så lang tid med sælger eller om vi skulle have noget med at skåle ind på, haha. Det var få timer inden, at vi havde fået beskeden om, at vi kunne få nøgler samme dag, så vi skyndte os bare efter arbejde at komme afsted ud til vores nye hjem sammen.

Lige nu er vi stadig ved at falde på plads og det tror jeg varer nogle måneder endnu. Jeg har en følelse af, at vi er i sommerhus og er på ferie. At huset et til låns og vi snart skal “hjem” igen. Det er den vildeste og mærkeligste følelse, at vi ER hjemme. At vi ikke skal nogle steder. Det er her vi er, for good.

Tilbage fra sommer – alt og intet fra de sidste måneder

Hva’ er det nu, man sir’? Tiden flyver?

Det gør den i hvert fald for mig lige nu. Jeez der er sket mange ting og ingenting siden jeg sidst tjekkede ind her. Så her kommer et vaskeægte “bloggerindlæg” med stort og småt.

Siden sidst er det nemlig sket en masse, som jeg ikke kan fortælle lige nu, haha. Pisse irriterende I know – også for mig. Jeg vil så gerne dele, men jeg må vente lidt endnu.

Nåhmen jeg kan dele, at jeg stadig er deltidshjemsendt. Jeg må arbejde en dag om ugen, men er hjemsendt resten af tiden. Lige nu er jeg det resten af august, men vi ved simpelthen ikke, hvad der sker efterfølgende. I dag er der forhandlinger omkring fase 4 af genåbningen, hvor vi forhåbentlig får mere at vide omkring, hvad der skal ske med spillesteder. Om der må åbnes mere op, om vi kan starte op igen eller slet ikke. Jeg er meget spændt! Lige nu tager jeg en dag af gangen, for der er ikke andet at gøre. Selvom det er frustrerende og jeg føler mig magtesløs. Det prøver jeg at lægge til side og i stedet få det bedste ud af situationen.

Så jeg får tiden til at gå med gode ting. Jeg mediterer igen hver dag, jeg prøver at lave yoga ofte, jeg vil rigtig gerne træne mere og have fokus på en nærende kost. Jeg passer på mig selv og prøver også at tænke mere på mig selv. Jeg er nemlig fantastisk god til at være støttende, betænksom og forstående overfor alle mennesker – undtagen mig selv. Jeg er meget hård ved mig selv, har en kort lunte overfor mig selv og har sindsygt høje krav til mig selv. Det gør desværre bare, at jeg ofte skuffer mig selv og bliver sur over mig selv, fordi ingen mennesker kan forventes at være et supermenneske, som jeg forventer af mig selv. Det er lidt en ond cirkel, så den prøver jeg på at bryde.

For at bryde det og passe på mig selv, er jeg begyndt at gå til psykolog. Jeg havde brug for en meget konkret løsning. Simpelthen for at vide og mærke, at jeg virkelig gør noget. Det giver mig en masse at have så intens fokus på mig selv. Det er også meget mærkeligt – jeg har ikke tidligere været til terapi på den måde. At snakke om mig selv i en time er også en udfordring. Jeg føler mig meget egoistisk bare at sidde der og snakke og snakke om mig selv hah! Hvilket virkelig er et symptom på problemet ik’? Selv i situationer, hvor aftalen er, at jeg kun skal snakke om mig selv, får jeg det næsten helt dårligt i maven. Jeg er generelt meget bedre til at høre om andre mennesker og være med i deres historier, end jeg er til at dele mine egne.

Så det er en øvelse. Som har været rigtig dejlig at tage hul på, mens jeg har været hjemsendt. Det har givet masser rum til at fokusere på mig selv. Så på den måde føler jeg, at jeg får positive effekter ud af min hjemsendelse.

Men livet er ærligt talt en rutsjebane for tiden. Det er det formentlig for alle, går jeg ud fra. Men jeg synes godt nok, at det sidste halvandet år har trukket tænder ud. 2020 er heller ikke just været nogens år?

Hvordan klarer du corona-situationen?

Mål & intentioner for juni

Jeanette Hardis blog Odense juni mål økonomi selvudvikling

Haha jeg startede med at kalde dette indlæg for “mål & intentioner for maj…”. Åh det er altså lige med at kunne følge med de her dage. Det er virkelig en kliché, men jeg synes, at tiden går aaalt for hurtigt.

Det er ikke til at forstå, at corona-lockdown har varet tre måneder nu. Jeg er stadig hjemsendt (med lidt arbejde tilladt, men minimalt), så jeg fylder mine dage op med alt muligt andet. Det har jeg aldrig haft en problem med – jeg keder mig sjælendt.

Siden årets start har vi herhjemme i starten af hver måned lavet nogle mål. Både nogle fælles mål og nogle individuelle. Det har f.eks. været at vi skulle skrue ned for vores forbrug af Pepsi Max, der ærligt talt har været ret højt! Èn måned skulle vi undgå take away, der også havde været ret meget af. Andre måneder har det været at nå en bestemt distance på løbeturen, drikke nok vand, undgå snacks til hverdag.

Det er også været af mere åndelig karakter som at meditere oftere, gå lange ture (uden underholdning i ørene vel at mærke) og snakke mere økonomi. Vi ville have været ude af rejse til jul og nytår, men det har vi simpelthen skudt en hvid pil efter. Selv hvis vi må rejse ud af landet, så har vi egentlig ikke rigtig lyst. Udover det er der også sket nogle ting i min familie, så jeg gerne vil holde jul hjemme.

Men – alle de her mål og intentioner, som de også er, dem vil jeg gerne dele herinde. Måske til inspiration eller ja… hvad ved jeg.. måske I kan få nogle gode ideer for nogle mål, I kan sætte jer her i corona-lockdown.

Vores fælles mål for juni…

Det er stadig at fortsætte en opsparing. Selvom den ikke går til en rejse i år, så kan den være rar at have.

Og at snakke mere økonomi og blive mere beviste om vores budget, madplaner og forbrug. Vi har været suuuper dårlige til at lægge madplaner. Eller… i nogle perioder går det godt, og i andre perioder går det knapt så godt haha! Nu er vi inde i en dejlig periode, hvor vi hver lørdag el. søndag planlægger næste uges madplan og tager ud og handler ind efter den. Det vil vi gerne fortsætte med i juni.

Mine egne mål for juni…

Er lidt en blandet landhandel. Jeg vil gerne fortsætte min gode mundhygiejne (virkelig ikke et sexet ord haha!), og huske at bruge tandtråd Truth be told, så er jeg ikke aaaaltid den bedste til at få børstet tænder hver aften (om morgenen børster jeg altid tænder som det første, når jeg står op, jeg kan slet ikke hverken drikke eller spise inden, og det et vist nærmest en religion hvad man er til. Børste tænder inden eller efter morgenmaden?), men da jeg var til tandlægen i maj (for at få lavet et hul, ahem), fik jeg så meget ros for min tandpleje, at det først er nødvendigt med et besøg hos tandlægen igen om et år. Og det var fordi, jeg forinden var begyndt at børste tænder fast morgen OG aften og bruge tandtråd.

Derfor er tandtråd også blevet en fast rutine morgen og aften og det vil jeg gerne fortsætte med i juni – og have fokus på indtil det bliver en rutine, der bare sidder fast.

Til hverdag vil jeg gerne undgå snacks og gemme det til weekenden. I hvert fald de usunde af slagsen. For jeg er en sukkergris! Men hvis jeg kan holde det til weekenden, er jeg virkelig langt.

Jeg vil fortsætte min gode vane med at drikke mindst to liter vand om dagen. Det er jeg virkelig blevet godt til, efter jeg begyndte at arbejde hjemme. Jeg er begyndt at falde lidt af på den i weekenderne – mærkeligt nok. Jeg har det bedst med gerne 2-3 liter vand om dagen, men det er forskelligt for alle – det er bare sådan min krop fungerer bedst lige nu i hvert fald. Alle toiletturene kunne jeg godt undvære haha, men udover det så er det skønt for min krop.

Jeg skriver mine mål ned…

Vi har en lille tavle i køkkenet, hvor jeg hver måned skriver min mål på. Den hænger så jeg kan se den hver gang, jeg går i køkkenet og det er en virkelig god reminder til mig selv. Jeg er meget ude af øje ude af sind med især sådan nogle ting. Så jeg har brug for at se dem flere gange om dagen og blive mindet om, nååh ja jeg skal lige huske at drikke vand.

Det gør også, at min mål bliver faste rutiner. Fordi jeg bliver ved og ved og ved over en lang periode. Er det ikke 21 dage de kloge hoveder siger, at vi skal bruge på en implementere en ny rutine? Så passer det vist ret fint at tage det en måned af gangen.

I slutningen af juni vender gør jeg status over denne måneds mål herinde. Så kan vi også sammen lige vende, om det er gået godt eller mindre godt med målene.

Har du nogle mål for tiden, du har sat dig for? Jeg er altid så nysgerrig på andres processer og får meget inspiration den vej.

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Weekendtid: stille morgener, ro til kaffen og forkælelse

Reklame Hunkemöller

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Ahh… Lørdag morgen. Helt stille i nabolaget… Solen begynder at finde vej ind af sprækkerne på siden af gardinet og det blafrer let, fordi vinduet står halvt på klemt og lader den morgenfriske luft komme ind.

Dynen er varm og der skal meget til, at jeg vil stå op herfra. Men Nicolai er stået op og jeg kan fornemme, at der strømmer en genkendelig duft af kaffe ind i soveværelset. Jeg indånder duften af kaffe, løfter dynen og svinger begge ben ud over sengekanten.

Det er lørdag og vi har begge fri. Vi elsker de stille og rolige morgener herhjemme, hvor vi ikke skal noget. Det selvom jeg klart har det bedst med, at jeg står op til en plan for dagen. Nicolai derimod – ja af ham har jeg lært, at det er okay, at der ingen planer er for dagen. At dagen bare gerne må være. Uden at vi skal skulle noget. Giver det mening?

Forrige weekend udspillede der sig nogenlunde scenarie som beskrevet herover. Det var en skøn lørdag! Også selvom vi ingen planer havde hah.

Det første lang stykke tid vi boede sammen, spurgte jeg altid i weekendmorgenerne, hvad skal vi lave i dag? Nicolai griner altid, når jeg spørger om det. For han har ikke rigtig noget svar andet end, det vi har lyst til.

Jeg spørger stadig indimellem om, hvad vi skal lave, men jeg har efterhånden også lært, at det er helt okay ikke at have planer for dagen. At det er helt okay bare at se, hvor dagen tager mig en.

Så det øver jeg mig på. Og jeg øver mig på at stå langsomt op i weekenden, at jeg ikke behøver gøre mig klar til dagen på anden måde end at svinge en morgenkåbe på efter badet og sætte mig til bords og nyde en kop kaffe, måske læse avisen, evt. sætte mig i haven med hundene og se dem nyde solen.

Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt det her med at stå op og tage en morgenkåbe på. Nok fordi jeg i alle mine teenageår har brugt mine weekender på stævner. Så der stod jeg op mellem kl. 5-6 (nogle gange tidligere), for at hoppe i træningstøj og være udenfor hele dagen. Vi kom som regel hjem mellem kl. 18-22 og ofte var det både lørdag og søndag fra omkring april/maj til slut september. Så startede indendørssæsonen og selvom der var mindre stævner dér, så var jeg stadig tit afsted.

De weekender jeg ikke var til stævne, var jeg på arbejde. Jeg havde studiejob i butik, så det var også tidligt op og afsted. Det er først efter min studietid, at jeg rent faktisk har mine weekendmorgener uden planer. Så det er helt sikkert bare en refleks i min krop, at når jeg står op i weekenden, så er det med et formål for dagen.

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Det kan jo ikke passe, at jeg bare kan stå op og… Så ikke noget. Så bare ro, morgenkåbe på, drikke min kaffe uden, at den skal i en termokop og med i bilen. Det er virkelig en læring for mig, at det er helt okay bare at være i nu’et uden at skulle tænker over, hvad jeg skal. Jeg har for vane at tænke på den næste aftale/forpligtigelse/mail what ever, der skal ordnes. Hvilket betyder, at jeg er dårlig til at være til stede, hvor jeg er i nu’et.

Jeg har et stort planlægninsgen (okay måske også kontrolgen), så jeg elsker overblik over min tid, to-do-lister, opgavefordeling og formål. Alt skal jo have et formål ikke? Og formålet kan ikke være, at jeg bare skal være til.

Der må være et praktisk formål med dagene haha. Det skal munde ud i et resultat. Processen og oplevelsen er ikke nok i sig selv.

Det er superdumt, for jeg spekulerer over alt muligt hele tiden, hvilket jo betyder, at min krop er på konstant overarbejde. For inden jeg overhovedet er færdig med en opgave (eller oplevelse), så tænker jeg allerede på den næste.

Givet i nogle situationer, så er det også ret dejligt, for det betyder, at jeg er meget forudseende. Men generelt så er det noget, jeg skal prøve at lægge fra mig. I det mindste i weekenden, når jeg sidder i min morgenkåbe og gerne må stirre lidt ud i luften uden det skal munde ud i en stor åbenbaring.

Jeg har på det sidste været rigtig glad for den hvide badekåbe (el. morgenkåbe, hvad er egentlig forskellen?) fra Hunkemöller. Jeg føler mig altid lige det finere, når jeg smider den på om morgenen. Fordi den har lidt en hotelvibe over sig med den der sprøde, hvide farve.

Så jeg sidder nogle gange på vores mikroaltan eller nede i haven og drikker min kaffe, hvor jeg næsten kan fornemme en sydlandsk duft, der virkelig gør, at jeg kommer ned i gear. Især nu her, hvor haven virkelig er i fuldt flor, blomsterne dufter og solen varmer haven op tidligt på dagen. Åh der elsker jeg virkelig at kunne sidde og nyde kaffen i ro og mag.

Hvordan ser din yndlingslørdagmorgen ud?

Jeg tror min er, når jeg netop kan ligge og vågne af mig selv, når jeg dufter kaffen fra køkkenet (eller selv drysser op og sætter den over), når det begynder at være så lunt i luften, at altandøren kan åbnes og solen kan få lov til at strømme ind. Og jeg kan få lov til at nusse rundt i min morgenkåbe med min kaffekop, sætte mig ud i solen og bare nyde 10 minutters ro inden dagen starter rigtigt. Inden mine øjne rigtigt åbner sig og søvnen forsvinder væk fra kroppen.

Ny titel – voksen skilsmissebarn

Jeanette Hardis blog Odense Skilsmisse

Nå venner – det her indlæg er skrevet for et godt stykke tid siden. Men nu er det på tide, at det bliver udgivet. Så bær over med mig, hvis det virker lidt ude af kontekst. Jeg har nok bare brug for at få lettet mit hjerte, finde tilbage til en af grundene til, hvorfor jeg skriver og måske endda også få hevet et plaster af et sår, som jeg har gået med selv.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Hvis jeg overhovedet udgiver det. Jeg har virkelig været i tvivl om, hvor meget jeg skulle, måtte, kunne, har lyst til at dele omkring det her.

For det er et ømt emne sir’ jeg jer. Ikke nogen let hverdagskost det her. Jeg har nemlig fået en ny titel. Ikke én jeg som sådan er særlig glad for, men nu er den her engang, så jeg må arbejde med at lade den blive en del af mig. Jeg slipper i hvert fald aldrig for den.

Og mens jeg sidder og skriver dette, og anlægget spiller Moonlight Sonata, Beethoven (jeg har et svagt punkt for lige dén komposition), og flammen fra stearinlyset på bordet flagrer fordi der sikkert er træk et sted her i lejligheden, så tænker jeg på, om jeg nogensinde kommer til at skrive det her indlæg færdigt. Jeg tænker på, om jeg nogensinde vil udgive det. Vil dele disse tanker og følelser offentligt.

Det går ellers hurtigt på tasterne. Det gør det som regel altid, når jeg skriver om noget, som betyder meget for mig. Som sidder dybt i mig. Det er som om, at jo dybere mine følelser er for et emne, jo hurtigere komme følelserne ud gennem mine fingre ned på tasterne og op på skærmen.

Jeg har altid sagt og følt, at bloggen var mit kreative outlet. Men den er ligeså meget et følelsesmæssigt outlet. Et sted, hvor jeg kan skrive disse tanker. Hvor jeg kan komme af med mine følelser. Gode som dårlige.

Også et sted hvor jeg efterhånden som flere og flere læser med, er begyndt at dyrke mere og mere censur på. Censur på min tanker, på mine udgivelser, på mine sande følelser.

Men jeg har, især det sidste år måske, indset at jeg er helt okay, som jeg er. At det her et mit univers, mit lille hjørne af det store internet, og hvad jeg føler er helt rigtigt. Uagtet andres meninger og holdninger om mine følelser. Jeg øver mig i hvert fald på ikke at tænke over andres meninger! Men gøre, hvad der føles rigtigt for mig.

Så måske jeg udgiver dette indlæg? Måske tør jeg godt. Fordi jeg gerne vil være en forgangskvinde for, at vi er helt perfekte lige som vi er. Også selvom vi føler os fucked op nogle gange, også selvom jeg er pissebange for, hvad andre tænker og mener om mig.

Men det er proces, en igangværende og aldrig færdig proces. Hvilket egentlig er fint nok, men helt sikkert også noget af en erkendelse for mig. Som jeg måske netop disse tider er ved at nå frem til.

Nu er det Josh Groban der blæser ud af højtalerne. Eller ja, blæser og blæser, volumen er ret sagte. Som jeg egentlig godt kan li’ det, når jeg hører musik herhjemme. Men flammen flagrer eller blafrer om man vil, stadig.

Voksen skilmissebarn. Det er et oxymoron. Hvordan kan jeg være et voksent skilsmissebarn? Men det hedder det altså. Måske fordi vi aldrig helt bliver voksne, når det drejer som om relationen til vores forældre? Der vil vi, på en eller anden måde, i en eller anden grad, altid være deres børn.

Og de vil altid være forældre. Mine forældre. Nu er de bare ikke mine gifte forældre mere. De bor ikke sammen mere. De er ikke sammen mere.

Det er egentlig snart et år siden, at de bekendtgjorde, at de skulle de skilles. Der ligger selvfølgelig en masse til grund for det, som jeg på den ene måde gerne vil skrive om, men på den anden måde heller ikke føler vedkommer mig. Så det skriver jeg ikke om. I hvert fald ikke i dette indlæg.

Men de er blevet skilt. Min mor og far. Og selvom jeg er, eller var 29 år, da de blev skilt, så har det stadig været utroligt hårdt. Det er stadig virkelig hårdt. For det er desværre ikke kun en simpel skilsmisse. Sådan er det vel sjældent eller? Jeg ved det faktisk ikke rigtig. Da jeg var barn, var der flere af mine skolevenners forældre, der blev skilt. Men ikke mine.

Ikke før nu. Hvor jeg er voksen. Hvor der rammer en masse andre tanker i mit sind, end der formentlig ville have gjort som barn. Jeg tror slet ikke, at den proces jeg skal igennem nu kan sammenlignes med, hvis jeg havde været barn.

Hårdt er det. Virkelig hårdt. Og virkelig svært. Og det betyder brud på så mange forskellige måder, når ens forældre bliver skilt. Måske ved du det? Måske ved du præcis, hvordan det er, når ens forældre bliver skilt? Du kender helt sikkert nogle, hvis forældre er skilt eller har venner, der er blevet skilt. Eller du er selv skilsmissebarn.

Det er sjovt, som det at blive skilt bliver så simplificeret i statistikkerne. Der lyder det som om, at folk bliver skilt bare fordi. At det er et nemt og clean cut. Hvorfor skulle så mange ellers bliver skilt? Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor clean et cut folk får fra en skilsmisse, men jeg forestiller mig, at langt størstedelen af skilsmisser efterlader dybe sår, dybe ar, revnede hjerter. Måske endda nogle efterlader meget ødelagte relationer, børn, der føler sig efterladte, voksne, der ikke kan håndtere forandringen.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved reelt kun, hvordan jeg har taklet, at mine forældre er blevet skilt. Jeg ved ikke engang, om jeg takler det rigtigt. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver nødt til at tale med nogle om det i hvert fald. For selvom det hjælper mig at få det ud “på papir” på denne måde, så tror jeg ikke, at det er nok. Jeg bliver nødt til at bearbejde det på en anden måde.

Det har taget rigtig hårdt på mig. Det har været og er en lang proces. Og der er desuden mange andre faktorer iblandet, som jeg ikke rigtig kan komme nærmere ind på lige nu. Eller nogensinde måske. Men de er der i den virkelige verden, og de skal også håndteres. Selvom jeg nogle gange ærlig talt bare har lyst til at glemme det hele og lade som om, alting var som det var engang.

Benægt, benægt, benægt.

Det går nok ikke i længden.

Syg eller ikke syg? Det er spørgsmålet

Jeg har tænkt meget over det her fænomen, vil jeg kalde det, i Danmark, hvor når vi er syge, så slæber vi os stadig afsted på arbejde og ud i samfundet alligevel.

Jeg er i hvert fald rigtig slem til det.

Det er noget, jeg især har tænkt over, siden jeg blev testet for corona for 14 dage siden. For jeg var syg. Rigtig syg. Og i disse tider så skal der ikke langt fra host og feber til en mistanke om, at det er corona.

Så jeg ringede til min læge og fik hurtig en henvisning til at blive testet for corona. Faktisk dagen efter.

Jeg skulle vente op til 72 timer på et svar og fra jeg blev syg til jeg fik svar, skulle jeg holde mig hjemme.

Og jeg meldte mig desuden også syg på arbejde. Hvilket jo burde være en selvfølge, men som faktisk ikke er det. I hvert fald ikke for mig.

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg snottet, hostende, harkende og varm er taget på arbejde.

Hvilket er så dumt! Jeg forlænger min sygeperiode og jeg risikerer at smitte mine kollegaer og andre mennesker på min vej.

Men jeg vil jo for alt i verden ikke melde mig syg. Nej, så hellere kæmpe mig afsted, sidde i otte timer og have det skidt foran skærmen, måske hvile øjnene indimellem, og så hjem under dynen og gøre det hele igen dagen efter.

Det er en mærkelig tendens. For jeg er ret sikkert på, at jeg ikke er alene om den her adfærd.

Det er som om, det giver en form for prestige, at vi kan klare at arbejde gennem sygdom? Eller er det bare mig? Som om det giver plus på kontoen hos arbejdsgiver.

Jeg slæber i hvert fald mig selv afsted gang på gang og kæmper mig igennem arbejdsopgaver og tænker, at det er for det bedste. For så “skuffer” jeg ikke min arbejdsplads, min chef og mine kollegaer. Og jeg bebyrder ikke dem med måske ekstra opgaver pga. min sygdom.

Jeg skal i hvert fald være virkelig syg, før jeg har samvittighed til at melde mig syg. For selvom jeg er syg, så får jeg hurtigt dårlig samvittighed over at melde mig syg. Jeg har en følelse af, at jeg burde ligge med åbent benbrud, før jeg kan tillade mig at melde mig syg.

Det er absurd. Men det er nu engang sådan, jeg føler. Måske er det en form for alt for høj arbejdsmoral? Eller fordi jeg er super pligtopfyldende? Og det kan jo bare ikke passe, at jeg ikke kan passe mit arbejde pga. sygdom – vel?

Så hellere tage afsted og være sløj på arbejde, end at belemre andre mennesker med min sygdom. Jeg ved ærligt ikke, hvad det bunder i.

Men da jeg SKULLE blive hjemme i den periode, hvor jeg var under mistanke for corona, der slog det mig virkelig. Hvor anstrengende det er for mig at skulle melde mig syg. Det eneste tidspunkt jeg var ude i de dage, var da jeg skulle testes. Her cyklede Nicolai og jeg afsted sammen, men det var kun mig, der måtte cykle ind i testområdet. Hvilket vi havde regnet med. Så han ventede pænt et stykke væk imens.

Heldigvis var prøven jo negativ og det blev fejret med en tur til Stige Ø samme aften!

Men i de dage tænkte jeg meget over, at jeg er dårlig til at melde mig syg og rent faktisk tage de dage, som min krop har brug for til at overkomme sygdommen. Især her mens jeg har arbejdet meget hjemme, var det svært. For så risikerede jeg ikke at smitte mine kollegaer, men det var super nemt lige at åbne min computer og finde min arbejdsemail frem og kigge på lidt opgaver. Og hvis jeg kan klare en time her og en time der, er det så ikke bedre end ingenting?

Nej. Ikke når jeg er syg. Så skal jeg sgu bare være syg. Og ikke prøve at imponere nogen over min høje arbejdsindsats selv under sygdom. For det er faktisk ikke noget at være stolt af eller se op til. Når vi er syge, er vi syge.

Er du også det?

Velkommen til familien – vores nyeste, bedste ven!

ØNSKER, DRØMME OG LET(TERE) TRANSPORT

Måske har du set på IG, at jeg de sidste par uger har flashet en el-ladcykel?

Jeg har i flere år sukket efter en ladcykel. Men den måtte altså meget gerne være på el.

Mest fordi jeg har lånt en ladcykel fra mit arbejde nogle gange, og den er bare tung at cykle med, når den ikke er med el. Altså, det kan godt lade sig gøre, men man får også trænet benene for alle pengene.

Så da der begyndte at komme ladcykler med el, fik jeg stjerner i øjnene. Men jeg fik også ondt i pengepungen, hah!

For shiiiat de er bekostelige ik’? Så er en lille og billig bil jo ikke laaangt væk. Men de faste udgifter til en bil er jo selvfølgelig noget helt andet end en cykel. Også selvom den er på el.

Udover det så er det bare skidesmart at være på cykel i Odense city. Det er nemt at komme rundt, der er altid parkering og man kommer hurtigt afsted. Lige i øjeblikket kan det være lidt udfordrende at være bilist i Odense – især hvis man ikke er vant til byen. For der er så meget vejarbejde med letbanen i øjeblikket, (og letbanen er jo en HELT anden snak, for der er vist to ret skarpe lejre og meninger omkring dén), så det er bare nemt på Cykel.

Odense er også en cykelby. Så det giver mening med en transportcykel.

Så er der også det, at jeg har haft bil før. Også her i Odense. Men i forhold til udgifterne, så vejer det måske tungere at have de penge til rådighed.

En bil vil være en nice to have lige nu. Som i – virkelig kirsebær på den allerøverste top! Vi cykler begge to til arbejde, og tager offentlig transport når vi skal besøge familien på Sjælland. Det havde da helt sikkert været rart med en bil.

Men efter en hurtig cost/benefitanalyse kan det bare ikke svare sig. Det vil simpelthen ikke give mening at købe en bil, fordi vi kan godt leve uden. Heldigvis har vi også nogle søde venner, som vi indimellem kan låne bil af, hvis det bliver helt nødvendigt, og det er jo ret dejligt!

Men en ladcykel. Ih det kunne være fedt! Det ville gøre, at jeg kan tage hundene med længere væk og gå ture, handle noget nemmere ind og kunne cykle dét længere.

DRØMME BLIVER TIL VIRKELIGHED

Så en el-ladcykel har været på ønskelisten længe. Men også kun på ønskelisten. For det er alligevel en stor udskrivning og vi har jo klaret os uden indtil nu…

Men. Så blev det min fødselsdag. Og jeg fik tilbuddet om at få en stor del af en el-ladcykel i fødselsdagsgave. Mod at jeg selv betalte resten.

Cyklen var på tilbud og jeg havde én dag at overveje i. Herhjemme snakkede vi frem og tilbage – skulle jeg, skulle jeg ikke? Hvad var fordele og ulemper? Økonomien vs. det jeg/vi ville få ud af det.

Jeg vejede lidt frem og tilbage, men kunne jo godt mærke inderst inde, at jeg vejede mest for at gøre det!

Så jeg sagde JA! Og vi bestilte en SCO ladcykel med el online og fik den leveret kvit og frit nogle dage efter. Leveringen er øjensynligt gratis, når man bruger SÅ mange penge på én gang over nethandel!

Jeg prøvede den derfor ikke inden. Men tænkte “det går sgu nok“. Selvom jeg helt sikkert vil anbefale, at man prøver så dyrt et køb inden, så kunne det bare ikke lade sig gøre med så kort frist. Og det gik heldigvis.

Cyklen blev leveret af en fragtmand, der satte en KÆMPE papkasse foran vores garage. Hele cyklen var simpelthen pakke ind. Stor tommefinger op til fragten og indpakningen.

Så begyndte udpakningen ellers. Langsomt men sikkert dukkede der en ladcykel op under alt pappet og plastikken.

Cyklen var 100% samlet – med den undtagelse at ‘overtrækket’ og stellet til lige skulle samles og sættes på. Men det er også valgfrit, om det skal sættes på, så det er egentlig fint nok. Alt andet var samlet og parat til brug! Batteriet skulle lige lades lidt op, men der var faktisk strøm på.

Så stod testen ellers. Kunne jeg cykle på den? Passede den mig? Var den nem at cykle med? Gav det overhovedet mening.

JA JA JA!

Den er SÅ nemt at cykle på! Det el der ik’? Det gør virkelig en forskel. Jeg foretrækker faktisk at cykle på den nu, fremfor min normale cykel. Fordi det er SÅ nemt. Udover at det er skønt med el, så er det dejligt, at jeg kan have mange og store ting med i cyklen. Uden at skulle skænke det en tanke, om der er plads. Eller om det bliver for besværligt.

Ja, det er sikkert i samme boldgade af følelser, som når man har en bil. Mindes jeg i hvert fald. Forskellen er bare, at jeg ikke skal betale nær det samme i vedligeholdelse og drift for elcyklen som til en bil. Jeg kan parkere (næsten) alle steder og er vejret dårligt? Så må Nicolai cykle og jeg sidde i det overdækkede lad…

Jeg vil ikke lyve. En bil vil også være skøn at ha’! Men det kan bare ikke svare sig, når jeg ved, at vi rigeligt klarer os uden. Især når vi bor så tæt på Odense centrum som vi gør.

Det kan helt sikkert være, at situationen ændrer sig, men lige nu så er sådan en ladcykel på el dælme dét værd.

Det ER selvfølgelig ikke en bil, men skal vi overhovedet have en bil?

Har du en bil? Kan du slet ikke klare dig uden? Eller cykler du også til alt?

Lige nu klarer vi os i hvert fald uden bil. Med ladcyklen gør det også andre ting nemmere og udskyder måske det at købe bil? Jeg ved det ikke, men lige nu er det i hvert fald dejligt at kunne transportere flere og større ting, uden at skulle have en bil.

Sammen om Odense – en virtuel markedsplads

Jeg vil bare lige give et lille pip omkring en hjemmeside, der især er relevant for alle os, der bor i Odense.

Sammen om Odense er en virtuel markedsplads, der på anledning af Odense Kommune, samler alle tilbud fra Odense butikker, der er ramt under coronakrisen. Odense Kommune står bag platformen og sørger for at den kører.

De er altså en stor støtte for de lokale erhversdrivende i den her tid. Hvilket jo er netop, hvad byen har brug for lige nu. Så der er en summende by at vende tilbage til.

Odense betyder alverden for mig. Trods mit sjællandske ophav, så har jeg taget Odense til mig som min egen by. Jeg elsker, at byen især de sidste 10 år virkelig har udviklet sig. Der sker så meget i Odense, der er så mange oplevelser, restauranter, caféer, by-steder, kulturseværdigheder og meget mere! Mange af de her ting er blomstret op indenfor de sidste 10 år og det har været en fornøjelse at være vidne til og ikke mindst at bidrage til, at Odense udviklede sig.

De sidste par år har mit fokus været mege på den lokale musiksscene og på koncerter i byen, og jeg skal være bedre til at opleve andre kulturbegivenheder. Altså det er jo ikke fordi jeg ikke oplever andet end koncerter, men jeg savner at dele mine tips til Odense. Det må jeg tilbage til igen.

Når den her coronakrise tillader, at vi igen kan mødes sikkert i byen, that is.

Men indtil da kan jeg dele de her online tilbud, som vi alle kan benytte os af. Så tjek Sammen om Odense. Måske du finder et tilbud du ikke kan modstå.

Jeg kan fx. se, at E-baren har drinks til kun 50,- Måske det skal benyttes i morgen. Den Lille Smalle har også gode tilbud på deres morgenmads- og frokostmenu, The Balcony giver 25% på gavekort indtil 19. april, den nyåbnede butik NARV tilbyder fri fragt, Kuba tilbyder gratis levering i Odense Kommune på deres evighedsbuketter, Lej-MBT har 50% på al leje og guidede turer.

Og det her er kun et lille udpluk af alle de gode og lokale tilbud, der er samlet på Sammen om Odense. Der er helt sikkert også mange andre tilbud, der bare ikke lige er kommet med på siden. Så hvis du ved, at din bedste café, butik, kunstner eller andet også har anderledes tilbud i den her tid, så prik dem på skulderen og få dem til at tilmelde sig siden. Det er ganske gratis.

Hav en rigtig skøn weekend derude venner!

Fejring under lockdown – hvordan gør vi lige det?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv i sidste uge, inden jeg selv skulle “holde fødselsdag”.

Jeg havde fødselsdag i fredags og inden corona lockdown havde jeg glædet mig ret meget. Ikke fordi vi skulle det store. Jeg ville gerne spise på vores lokale indiske, (Roti på Skibhusvej, der er mere end autentisk og laver dét bedste indiske!), måske i biografen, some thing.

Meeeen det skulle ikke kunne lade sig gøre. Så jeg indstillede mig på, at det blev en dag hjemme. En dag under corona lockdown.

Det har været svært også at skulle fejre noget, imens så mange mennesker er syge. Imens hele vores samfund er lukket ned. Hvordan gør man lige det, uden at føle sig som en egoistisk skid? Der bare gerne vil fejres? Eller fejre andre for den sags skyld. Der gerne vil have konfetti , champagne og kram.

Min søster havde fødselsdag i lørdags, min svigerfar i mandags, og min svoger i dag. Så der har været nogle fejringer, vi skulle “igennem”.

Men hvordan fejrer man, når man ikke kan invitere til fest, når man ikke kan gå i byen, når man faktisk føler, at man slet ikke burde fejre?

For det har helt sikkert også været en del af dilemmaet. Kan vi overhovedet fejre noget lige nu? Må vi? Er det dårlig stil?

Jeg har i det hele taget haft det svært med at være glad i den her tid. At være lykkelig, at grine, blive underholdt, blive glad over små trivialiteter. Når der er så mange mennesker, der lige nu, overhovedet ikke kan se noget lyspunkt i deres liv. Jeg tror, at jeg brugte den første uge af lockdown på at være trist.

Men det er generelt nogle tunge følelser, som jeg har en tendens til at gå rundt med. Hånden på hjertet. At have det dårligt over det liv, jeg er blevet givet. Forstå mig ret – mit liv er jo ret fedt! Sådan uden at lyde selvfed. Jeg er SÅ priviligeret, at jeg kan bruge tid på at meditere, udvikle på mig selv, tage en uddannelse, arbejde, have penge. Have tag over hovedet, have en familie, få mad hver dag uden at skulle overveje synderligt, hvor mit næste måltid skal komme fra. JEG har ikke et dårligt liv, men jeg kan godt få det dårligt over, at jeg har så dejligt et liv, når andre mennesker knapt kan overleve.

Yup, det er nogle ret heftige tanker og følelser, og det kan give mig ret meget ondt i maven. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der kan have det sådan?

Samtidig prøver jeg at være taknemlig, for alt det jeg har. Jeg prøver at gøre mit bedste for, at mit liv i hvert fald skal leves så. Fordi jeg kan. Men tanken om, at andre mennesker er så dårligere stillet end mig, gør det nogle gange svært at blive glad over et par nye sneaks, et nyt afsnit af en serie, blomster…

Nåmen det er vist også et ret tungt emne sådan lige at klaske op her, men det binder sig selv op på de følelser, jeg havde inden min fødselsdag.

Hvorfor skulle jeg kunne fejre min fødselsdag, når andre lige nu miste livet?

Det er svært ik’? For jeg vil jo heller ikke bare give fortabt og ende med at bruge alt min tid på at have det dårligt over mine privilegier eller andre menneskers mangel på samme. Så kan det hele jo være det samme.

Så jeg prøver på at sætte pris på alting i mit liv samtidig med, at jeg leder efter de små lykkeglimt i løbet af hver dag. Og jeg tillader mig selv at være lykkelig! Jeg har trods alt også kun ét liv, og det skal leves. Efter bedste evne.

SÅ i fredags blev jeg altså fejret! Jeg havde fået lov til at tage fri fra arbejde, og kunne derfor tulle rundt som jeg ville det hele dagen.

Jeg havde inviteret mine kvindelige, kollegaer (spørg mig ikke, hvorfor de to mænder ikke skulle med… Det var bare kun for “damerne” i fredags), på drinks. Altså virtuelle drinks! I invitationen stod der noget lignende “Hej damer, Jeg inviterer på hygge og drinks på fredag kl. 14.30. Jeg tænker, vi mødes online. KH mig. PS. Tag selv drinks og snacks med”.

Så den fødselsdagskomsammen kom jeg rimelig let og elegant over, hah!

Inden havde Nicolai og jeg spist morgenmad sammen, jeg havde åbnet gaver fra ham i sengen og var blevet vækket af duften af kaffe fra køkkenet. Hunnierne kom selvfølgelig også ind og sagde godmorgen <3 Min søster nåede også at FaceTime mig inden jeg stod op, og jeg fik sunget fødselsdagssang af hende og min niece.

Formiddagen igennem ringede jeg med familie og højdepunktet var klart, da jeg FaceTimede med min mormor! Det var simpelthen så hyggeligt og ikke noget, hun havde prøvet før. Lige dér er teknologien altså helt vidunderlig. At den kan bringe mennesker tæt sammen selv i tider, hvor vi ikke kan mødes IRL.

Jeg fik blomster og gaver bragt til døren! Bl.a. den smukke natbluse af Nikki og Lisbeth. Den er så fin og kommer helt sikkert i brug til hverdag også. Jeg havde slet ikke ventet noget fra nogen, så da Lisbeth skrev, at de havde sat en ting af til mig foran min hoveddør, og jeg pakkede op, fik jeg sgu tårer i øjnene. Jeg blev så glad. Ikke kun for gaven, men for tanken.

Efter hele formiddagen gik med overraskelser og FaceTime nåede jeg lige en hurtig løbetur og træning inden drinks kl. 14.30. Som så blev 14.45, fordi jeg nollede lidt. Tænk sig at skulle skrive og rykke sin egen invitation et kvarter. Ret typisk mig…

Nå, men det var skidehyggeligt! Vi fik vist alle en lille fredagsbrandert på, og halvanden time senere sagde vi god weekend.

Så cyklede Nicolai og jeg ud til Hofbauer Flora aka. Anne Marie (mens jeg skriver det her, går det op for mig, hvor mærkeligt det er at skrive Anne Marie. Jeg siger altid bare AM. Nå ja). Hos AM havde jeg nemlig bestilt en fredagsbuket til mig selv. Det var skønt at blive luftet lidt.

Da vi var hjemme bestilte vi indisk fra Roti med levering, åbnede en flaske champagne (som jeg egentlig havde gemt til vores halvandenårsdag, som var kommet og gået uden vi havde husket det), og så film. Vi faldt begge i søvn omkring kl. 21.00, hvilket vist er ret symbolsk for, at tingene bare går lidt mere roligt for tiden.

Nicolai vågnede vist senere og fik klemt noget mere tv-kiggeri ind, men jeg gik vist nok bare i seng. Tror jeg. Ærligt? Jeg kan ikke huske så meget efter det indiske haha.

Så alt i alt en virkelig god fødselsdag trods lockdown.

Om det var mærkeligt? Jo tak! Om det var okay og hyggeligt? Helt sikkert!

Jeg tror, at det jeg tager med mig fra den oplevelse er, at det er okay, at jeg lever MIT liv. At det er okay, at jeg er givet mit liv.

Indtil næste gang jeg får ondt i maven over uretfærdighederne i verden. Det er nok en balancegang, der aldrig finder et for evigt hvile. Men det er måske også meget fint. Så jeg hele tiden er bevidst om, hvor dejligt jeg egentlig har det.

En (søn)dag i lockdown

Alle fotos er taget af Nicolai

Det er mandag i dag. Og heldigvis en bedre én af dem. Det er på trods af, at jeg arbejder hjemme og ærlig talt startede weekenden på en virkelig dårlig måde.

For i fredags havde jeg ikke en god dag! Jeg var pisse irriteret. Irriteret over hele denne coronalockdown – og det viste sit knapt så kønne ansigt i fredags.

Ting som jeg før i tiden nemt kunne håndtere, bliver i disse dage blæst fuldstændig ud af proportioner. I fredags startede alt med at være irriterende. Jeg vågnede og var irriteret. Ikke over noget specifikt. Jeg vågnede bare og følte dét. At uanset hvilke dumme ting, der skete, ville det være 100 gange værre end normalt.

Kender du de dage? Hvor man bare vågner og kan mærke “okay, i dag er min temperament i en meget kort snor…”.

Det er heldigvis ikke særlig tit det sker for mig. Langt de fleste dage vågner jeg og er positiv.

Det er helt sikkert fordi, min hverdag er vendt på hovedet. Jeg tænkte nogle gange (inden alt det her corona lock down), “ej det kunne da være meget hyggeligt at arbejde hjemmefra.. At kunne sidde i min egen stue og arbejde.”.

Dét tænker jeg ikke lige nu! Lige nu vil jeg bare have min normale hverdag tilbage. Jeg vil kunne stå op om morgenen, klare min sysler, og cykle på arbejde. Og cykle hjem igen når jeg har fri.

Samtidig giver denne tid også virkelig plads til mange tanker omkring netop min hverdag – og mit liv. Er det som jeg gerne vil have det skal være? Er jeg lykkelig? Er jeg glad? Er jeg taknemlig? Skal jeg gøre noget anderledes?

Er jeg tilfreds med, hvordan mit liv er lige nu?

Det giver i hvert fald rum for en masse tanker – de her dage herhjemme.

Det giver også rum og tid til at gå lejligheden igennem, rydde op og ud og gøre rent. Sådan helt i bund! Forrige søndag brugte jeg det meste af dagen på at gøre hele stuen ren. Alle karme, paneler, radiatorer og vinduer blev vasket af. Det gik så vidt, at jeg brugte vatpinde til at tørre alle de små hjørner i vinduerne af…

Denne weekend skete det samme på badeværelset. Efter vi har fået vores brusekabine tilbage (shit det er dejligt at kunne gå i bad på sit eget badeværelse, uden at skulle gå i vaskekælderen!), trængte den til en gevaldig rengøring. Håndværkerne har (forhåbentlig) lavet et rigtig fint stykke arbejde, men de har også sat beskidte mærker både i selve brusekabinen og i badeværelset. Så de skulle vaskes væk – og brusekabinen skulle “sprittes af”.

Jeg har planer om at rydde ud i skabene på badeværelset også. Der ophober sig ret tit alle mulige produkter, som jeg gemmer i hundrede år, gammelt solcreme, tomme emballager og bare hverdagsrod. Så det bliver også ryddet op. Måske jeg også går køkkenet igennem senere på ugen, hvis tiden er til det… (grine/græde smiley fordi der er ikke andet end tid lige nu…!).

Ellers prøver vi herhjemme at opretholde en så “normal” hverdag som muligt. Vi står op og går på “kontoret”. Aka. stuen. Spiser frokost. Arbejder. Prøver at holde fri, når vi har fri. Nogle dage går det bedre end andre… Det er svært når ens kontor ligger to skridt fra ens sofa. Så kan man jo liiige sætte sig. Eller bare blive siddende til sent.

Efter statens nyeste udmelding om, at den her lock down forlænges med to uger, skal jeg til også virkelig have vurderet min arbejdsstation. For jeg sidder ikke helt optimalt ved vores spisebord.

Og ellers fortsætter vi med at tage én dag af gangen. En time af gangen. Der sker hele tiden nyt i udviklingen af den her coronavirus. Jeg kan knapt nok følge med, men vi prøver virkelig herhjemme. Vi prøver at se alle pressemeddelelser. Prøver at følge med på de nyeste informationer. Samtidig prøver vi også at finde en balance i at blive fyldt med informationer og stadig skabe en hverdag under de nye omstændigheder.

Hvordan klarer du det? Arbejder du hjemmefra? Eller står du i en usikker situation med arbejde..? Er du alene derhjemme? Sammen med familie? Partner? Andre?

Jeg sender dig uanset hvad alt god energi gennem skærmen!

Farvel 2019 – året der gik

Så gik der lige et år. Puf så var 2019 væk. Det er så meget kliché, men shit hvor går tiden hurtigt. Åbenbart især lige nu.

Jeg savner helt vildt meget at skrive herinde, og en af mine intentioner for 2020 er at udgive flere indlæg. Ikke for andre skyld, men for min egen skyld. For som jeg sidder her og mine fingre klimprer afsted på tastaturet, kan jeg mærke, at det gør godt. Så det vil jeg gerne fortsætte med.

Anyways 2019… Sikke et år! Der er sket en masse mega kedelige ting, som jeg slet ikke har delt hverken herinde eller nogen andre steder. Men det kommer helt sikkert. Det er bare ting, der også vedrører andre mennesker, der ikke har besluttet, at deres kreative outlet og håndtering af livet skal foregå online. Hvilket jeg respekterer så højt. Derfor er jeg også påpasselig med, hvad jeg deler og hvorfor.

Jeg skal helt bestemt nok fortælle mere, og det er egentlig ikke fordi, det er forfærdelige ting. Men det er private omstændigheder, der alligevel har ændret hele min verden. Sååhh deeet, hah!

Året har heldigvis også budt på rigtig mange dejlige oplevelser og mennesker. Det har været en stor fornøjelse at se min niece vokse sig større. Hun er simpelthen det mest bedårende, jeg i lang tid har set. Hvilket jeg nok helt naturligt synes, nu hun er min niece. Jeg har også brugt mere tid med min søster, hvilket jeg er så glad for. Og generelt har jeg brugt mere tid med mennesker, som jeg holder af.

Jeg var med i en reklame for Fynbus. Det var så sjovt og spændende en oplevelse. Der kom et lille filmhold hjem til mig og filmede, at jeg gjorde mig klar til en aften med Lisbeth og Malene. Vi skulle til en koncert i byen og jeg hoppede på bussen derind. Jeg er så stolt af at have været med – også selvom det “bare” var en lille film.

Nicolai og jeg er flyttet sammen her i Odense. Det går over alt forventning – selvom der altid er nogle rutiner, der lige skal tilpasses, så går det virkelig godt. Hvilket jeg er klar over, lyder for godt til at være sandt og dem der deler deres lykke alt for offentligt er dem, der har de mest rådne forhold… All that jazz.

Og en eller anden dag ændrer det sig måske også. Men lige ny nyder jeg virkelig bare, at vi fungerer så godt sammen, at vi dyrker kærligheden, at vi griner sammen hver eneste dag.

Jeg nåede også at nyde Svendborg lidt i 2019. Det er virkelig en hyggelig og dejlig by, som jeg gerne vil være bedre til at besøge i år.

Jeg blev nogle tatoveringer rigere og er vist snart ved at være færdig med min ene arm.

Jeg fyldte 30 år! Og blev fejret af mange skønne mennesker! Jeg fik blomster fra nær og fjern <3 Og så mange lykkeønskninger, at jeg faldt bagover af alt den kærlighed, der findes rundt omkring mig.

Fynske Influencers har udviklet sig og både netværket og teamet er helt fantastisk. Jeg er så glad for at kunne drive så fedt et netværk med de sejeste mennesker. Jeg har brugt mange timer i 2019 på det frivillige arbejde, der ligger bag netværket og glæder mig til et spændende 2020.

Jeg begyndte at løbe, købte nye, gode løbesko og erhvervede mere og mere løbetøj og løbegear. Det faldt så fint sammen med et samarbejde med Hunkemöller, hvor jeg viste noget af deres gode træningstøj. Som jeg glæder mig til at bruge igen, når det bliver lidt varmere. Jeg løb mere og mere og endte med længere og længere ture udenfor i det danske vejr. Jeg løb mit første rigtige løb til Feminas kvindeløb, hvor jeg blev inviteret af hayu og blev virkelig bidt af en gal løber.

løbetræning

Jeg dansede rundt i rapsmarker og min mor agerede fotograf og jeg nød, at sommeren var på vej.

Og så tog jeg på Heartland for allerførste gang med de skønneste damer Lisbeth og Nikki. Det var første gang, at jeg skulle sove til en festival (yas yas festivalnovice), og skulle det være med nogen, skulle det være med dem. Trods vådt vejr og et semigennemblødt telt, så var det simpelthen så hyggeligt at være afsted med damerne <3 Og sikke en festival! Æstetik, mad, musik, kultur i en pærevælling. Helt perfekt. Jeg arbejdede på medieholdet, så jeg brugte en eftermiddag og aften på deres sociale medier. Det var mega spændende at være med behind the scenes på så stor en festival!

Jeg var til sommerreception hos sødeste AM, der forfulgte sine drømme og nu har sit blomsterkreatørstudie Hofbauer Flora. Her henter jeg sommetider de smukkeste buketter, både friske og tørrede, og nyder synet af hendes farverige værker.

Så blev det tid til Tinderbox og sikke en weekend! Igen fyldt med en håndfuld rigtig gode mennesker. Bl.a. min veninde Regina. Vi lærte hinanden at kende gennem agility her i Odense, og fandt ud af, at vi havde mange andre fælles interesser end at løbe med hunde. De sir’ man skal omgive sig med mennesker, der er klogere end en selv, mennesker der inspirerer og fordrer til udvikling, mennesker der gerne må være anderledes. Og det er Regina.

Straks efter Tinderbox fulgte Roskilde Festival. Det var første år for mit vedkommende og jeg hev Nicolai med under armen. For et første år på Roskilde, så fik jeg vist også voksenudgaven, hah! Vi tog til og fra Festivalen hver dag og fordi jeg er sådan en heldig skid, så havde vi fået armbånd til deres medieby og Tuborgområdet – så vi gik ret meget i dén bar og hyggede os med selv at skænke fadøl og lave drinks på tap. Derfra kunne vi gå ud på festivalområdet, hvor jeg nok fik en lidt mere realistisk oplevelse haha!

Jeg er stadigvæk ikke kommet mig over, hvor mange mænd, der bare hiver dén frem alle steder for at tisse. De er fuldstændig ligeglade… Jeg fik også prøvet de nye “kvindelige” pissoir. De er… spændende at tisse i. Mest fordi jeg kunne følge med overalt. Jeg var nemlig kun “dækket til” op til skuldrene, og kunne derfor frit sidde og nikke til pigen ved siden af mig. Eller gutterne på vejen haha. Så liiidt grænseoverskridende må jeg nok indrømme. Men selvfølgelig noget mere praktisk end at tisse i hegnet.

Også til Roskilde mødt vi Regina (og hendes mand Tue), og brugte størstedelen af en af dagene med at drikke (mange) øl i solen med dem og komme i rigtig godt humør. Der var masser god musik, men klarest i min hukommelse står altså Alma. Hende elsker jeg og det var en oplevelse at se hende live.

Sommerferien startede derfor også med et brag og vi gled langsomt i ferieland. Med ture på stranden, til fynske seværdigheder og test af de nye, udskældte elløbehjul i byen. Vi elsker altså de løbehjul. Det er så skidesmart at kunne hapse et, hvis jeg er kommet afsted på gåben eller bare finder mig i en omstændighed, hvor jeg ikke er på cykel. At ikke alle er lige gode til at finde en god plads til dem igen, når de er færdige, det er super ærgerligt. For det er nu praktisk.

Jeg fandt en pluk-selv-blomster-mark og fik de fineste blomster med hjem, og sådan forsvandt dagene ind i hinanden indtil vi igen startede på arbejde.

Nikki, Lisbeth og jeg tog til Kick Off hos Odense Filmfestival og var smukke, smukke damer! Min niece fyldte et år og vi fejrede hende på Sjælland.

Jeg havde debut på nationalt, live tv da jeg var i Go’ Morgen Danmark for at snakke om ensomhed. Det udsprang af dette indlæg. Ensomhed er stadig et emne, der er vigtigt for mig at snakke om. For det er okay at føle sig ensom, men hvad gør vi ved det? Der er også, for mig forskel, fra at føle sig ensom og være alene. For jeg elsker at være alene, men jeg hader at føle mig ensom.

Vi holdt også en masse events med Fynske Influencers – bl.a. i samarbejde med Anarkist Beer & Food Lab.

Jeg udviklede også flere andre venskaber. Og spiste brunch, drak kaffe og mad over lange samtaler om feminisme, selvudvikling, virksomhed, selvstændighed og meget andet. Det har været et meget berigende år på menneskefronten. Hvis man kan sige det?

Og så snød min mor, søster, svoger, niece og jeg alle andre, da vi i al hemmelig tog fem dage til Spanien. Vi ville overraske min mormor og morfar (og onkel Niels) og det kan vi vist mildt sige, at vi gjorde!

Vi kunne ikke huske, hvornår vi sidst havde holdt ferie sammen hele banden og besluttede, at det vist var på tide igen på. Derfor planlagde vi i foråret 2019 at tage til Spanien, da “de gamle” var på ferie dernede. Men i min familie er vi glade for overraskelser, og hvilken bedre end at kunne banke på deres hoteldør og spørge om de gav kaffe?

De blev heldigvis virkelig glade for at se os, og vi havde de skønneste dage sammen. Det har klart været et af årets største højdepunkter. At planlægge det hele uden at røbe noget som helst, at tage derned, finde ud af, hvor de boede, finde deres værelse og overraske dem. Du kan tro, at mit hjerte bankede hårdt sekunderne inden!

Jeg tog en weekend til KBH for at besøge min veninde Charlotte. Vi skrev speciale sammen og har delt op- og nedture sammen lige siden. Især under specialeperioden haha.

Og så kom julen faktisk med hastige skridt. Jeg kørte hjem til min mor og vi holdt jul med noget mere familie. Juleaften kørte jeg hjem til Nicolais familie og nåede at være med til lidt julehygge også. Så stod den på julefrokost både 25. og 26. december. Dagene mellem jul og nytår forsvandt vitterligt som dug for en varm sol.

Nytår brugte jeg med Nicolai og et af hans vennepar (som måske egentlig også er mine. Det er lidt spøjst med de relationer, der starter gennem et forhold ikke? Man skal lige lære hinanden at kende og se, om der er et match. Men det er der vist). Vi kom dejligt og hyggeligt ind i det nye år.

Der skete mange flere store og små ting i 2019, men det hele kan der ikke altid være plads til haha. Så var jeg nok aldrig blevet færdig med dette indlæg.

Nu gælder det 2020. Jeg har nogle ambitioner, intentioner, drømme og håb for 2020 som jeg gerne vil dele også. Men det bliver i et andet indlæg. Ellers ender det jo med en roman.

Tak fordi du læser med <3 Det gør mig så glad. Jeg håber, at du finder inspiration, underholdning eller andet godt i mine indlæg og ord. Må du have et fabelagtigt 2020.

Jeanette Hardis på ferie mor søster spanien

En overraskelse, 30 grader og ægte familietid

Nåh men ja, så tog vi til Spanien for at overraske og holde ferie med min mormor, morfar og onkel Niels, (eller ja, det er egentlig min mors onkel, men mi casa su casa når det drejer sig om onkler).

Det har været en rejse, vi har planlagt siden det tidlige forår og i guder, hvor har det været svært at holde tæt. Jeg har glædet mig mere til dette end noget andet i lang tid. Det var så svært ikke at kunne sige noget om det, fordi jeg bare var så spændt.

Der var også et par gange, hvor jeg var ved at lave nogle smuttere, da jeg snakkede i telefon med eller så min mormor og morfar. Men jeg har holdt mig i skindet. Det er jo egentlig også noget tid siden, at vi kom hjem. Men jeg følte alligevel for at dele oplevelsen herinde. Måske også bare så jeg selv kan mindes tilbage.

Tiden op til og efter er gået så hurtigt. På den måde er tid jo en relativ størrelse. For det har føltes om tusind år at skulle vente på at tage afsted, og nu er det hele overstået på, hvad der føles som et blink med øjnene.

Alt gik heldigvis lige efter planen. Det var også en omfattende plan, men alt faldt bare i hak.

Min mor havde aldrig fløjet før, da hun altid har haft angst for at flyve. Men det gik over alt forventning. Både derned og hjem.

Samtidig var min søster, svoger og lille niece med. Det gik også rigtig godt med min niece, der tog hele rejsen i stiv arm og var den sødeste baby i verden. Ikke at jeg er bias eller noget… Mit mosterhjerte banker måske lidt hårdt haha, men hun er dælme også cute.

Alt skulle planlægges og tilrettelægges ned til mindste detalje, så min mormor, morfar og Niels ikke opdagede noget.

Turen derned gik fantastisk. Selvom vi skulle flyve kl. bæ om morgenen, dvs. kl. 5.55, og vi var virkelig trætte alle sammen, så vi var også fyldte af spænding og begejstring over ferien sammen.

Da vi landede tog vi en taxa til hotellet og så crashede vi ellers alle sammen. Vi fik en tiltrængt morfar om eftermiddagen. Ingen af os kunne holde os vågne.

Efterfølgende gik vi en tur rundt på hotellet og fik lidt sen frokost.

SÅ var det tid til at finde onkel Niels, mormor og morfar! Vi vidste, hvilket hotel de boede på, og havde med vilje booket vores eget hotel i gåafstand.

Vi trængte vist også til en gåtur efter timerne i flyveren, og det var en god måde lige at få set nabolaget på. Da vi er nået 2/3 af vejen prøver vi at ringe til min mormor og høre hende, hvad de laver. For vi vidste reelt ikke, hvor de var henne på det tidspunkt. Så vi tjekkede lige, at de rent faktisk var på hotellet. Det var de heldigvis, så vi fortsatte vores gåtur.

Da vi nåede hotellet spurgte vi i receptionen, hvilket værelse de boede i. Det viste sig så, at vi har vadet frem og tilbage foran deres altan på 3. sal for at komme hen til receptionen. Det var SÅ heldigt, at de ikke lige kiggede ned, for vi stod vitterligt lige foran dem.

Vi hviskede også alt imens vi gik frem og tilbage, haha, hvilket nok egentlig var ret fint. For ellers havde de sikkert hørt os.

Anyways – vi finder deres værelse og stiller os alle op. Jeg filmer og vi står alle stimlet sammen foran døren og min søster banker på. Der går lige et par sekunder, hvor vi er bange for, at de ikke er hjemme alligevel eller, at vi har taget fejl af værelserne. Det ville være antiklimaks.

Jeg tror vi alle kan høre hinandens hjerter banke på dette tidspunkt.

Indtil dørhåndtaget bevæger sig og døren åbner halvt. Vi venter alle i spænding. Vi ser min mormors ansigt titte frem.

Så går hun et skridt tilbage og lukker næsten døren, da hun kalder på de to andre. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker eller føler på det tidspunkt. Andet end begejstring. For det var tydeligt at se, at hun blev glad. Og meget overrasket.

Hun åbner døren helt og stiller sig stolt og tager imod os. Jeg glemmer aldrig de sekunder. Min svoger går frem og krammer hej og så vælter vi alle ellers ind.

Eller dvs. min mor stod tilbage, hvor min mormor ikke havde set hende. Så jeg siger “se, hvem vi også har taget med”, og min mor træder frem. “Eeeeeeiiihhj” udbryder min mormor, som et stykke af himlen var faldet ned foran hende.

Jeg krammer min mormor på vej ind af døren og min morfar der kommer gående og så Niels. Der alle er ligeså overrasket og glade for at se os. Min mormor er endda virkelig overrasket. Med en enkelt tåre eller to i øjenkrogen, da det går op for hende, hvad der egentlig sker.

At vi er taget hele vejen ned til dem for at holde ferie sammen. Overraske dem og hygge med dem.

De næste dage går alt for hurtigt. Jeg bruger den ene eftermiddag kun med min mormor og morfar og det er simpelthen så hyggeligt. Vi går tur, snakker, drikker en kold øl og får købt et par souvenirs til Nicolai.

En af aftener spiser vi allesammen sammen og en anden dag går vi en tur i centrum og ser, hvor de normalt sætter sig på café. Senere spiser vi sammen i centrum, drikker en friskpresset juice på deres stamsted i centrum og ja, bare hygger. Indånder atmosfæren og skaber gode minder.

Det var egentlig også formålet med rejsen. At vi skulle skabe minder sammen. Det er mange år siden vi alle har været på ferie sammen. Måske 15? Så det at opleve sammen igen var værdsat. At skabe en tur sammen som vi kan tænke tilbage på. Som noget rigtig dejligt.

Noget helt andet er, at det er et fabelagtigt tidspunkt at tage til varmere himmelstrøg på. Der slut september-start oktober. Lige at få et ekstra skud d-vitaminer og slappe af inden efteråret.

Nu snakker vi om at planlægge endnu en tur. Ikke nødvendigvis for at overraske nogen hah! Tror ikke de hopper på den igen. Min mormor tror desuden, at alt vi siger nu er løgn. Mest fordi vi ofte, inden deres rejse, ivrigt spurgte indtil deres forestående ferie, og bildte dem alt muligt ind, at vi skulle i den periode. Så de ikke fattede mistanke. Da vi ringede til dem dernede, da vi var på vej til deres hotel, bildte jeg dem også ind, at jeg var på vej på arbejde på cykel, og at jeg måtte stoppe og kigge ondt efter en (fiktiv jo) bil, der ikke holdt sin vigepligt. Så vi kan helt sikkert ikke bilde hende noget på ærmet mere. Det har vi vist selv bedst om.

Jeanette Hardis Odense sidder på bænk Odense bibliotek blogindlæg

I øvrigt…

Foto: Nikki Lund
  • Så er jeg begyndt at se The Walking Dead igen. Jeg stoppede med at følge med efter sæson 6. Det var blevet lidt trægt, og på det tidspunkt kunne jeg ikke se flere sæsoner hos de danske udbydere. Jeg er typen, der binge watcher serier, så hvis der ikke ligger hele sæsoner, så er jeg virkelig dårlig til at se dem. Til gengæld sluger jeg så en given sæson på, nogle gange, et par dage. Anyways – nu er jeg begyndt igen fra sæson 7, fordi der ligger indtil sæson 9 på Viaplay. Og jeg sluger det nu! Det er virkelig blevet spændende igen, så en anbefaling herfra.
  • På den anden side… Så er Nicolai og jeg begyndt at se Watchmen hos HBO, og der kommer et nyt afsnit hver uge. Så den ser vi altså kun et afsnit af gangen. Det er som om, det er noget andet… #jajegerlidtmærkelig
  • Har jeg åbenbart mistet min ene handske. Jeg græd lidt da jeg opdagede, at der kun lå en handske i min lomme lørdag morgen. Jeg var på arbejde fredag aften og tog bagefter ind til byen for at se Nicolai spille med bandet. Og på et eller andet tidspunkt på vej til byen eller på vej hjem, har jeg tabt den ene handske. Suk. Det er et par ruskindshandsker med frynser på, og jeg har haft dem i mindst fire år #suk. Nåhmen nu er jeg på udkig efter nogle ny. Det må til.
  • Har jeg købt de her dækkeservietter fra IKEA, som jeg elsker. Jeg synes, de er så fine. Men de første 14 dage lugtede de simpelthen så meget af søgræs, at Nicolai næsten blev dårlig haha. Så de har ligget til luftning og NU kan de bruges rigtigt. Men jeg købte kun to, og vi skal egentlig have fire, såååh vi skal vist igennem endnu en luftning.
  • Har jeg virkelig et had/kærlighedsforhold til at cykle. Især om vinteren. Jeg elsker at bevæge mig og bruge cyklen som transport, men jeg hader, at jeg får det så varmt, at jeg kan mærke svedperlerne på panden og ryggen… Og de her dage, hvor der også regner og jeg føler, at jeg er et mobilt drivhus. Det dur slet ikke for mig.
  • Prøver jeg viiiirkelig at holde mine sengetider. Især til hverdag. Men shit, hvor er det svært. Jeg er en natteravn, der på den ene side fungerer rigtig fint med arbejde sent, og elsker at sove længe, men på den anden side også elsker følelsen af at stå tidligt op og få noget ud af dagen. Såhhdeeet.
  • Er vi stadig ved herhjemme at finde ud af, hvordan indretningen skal være. Vi er ret enige, heldigvis, men der er nogle gange langt fra tanke til handling. Lige nu drejer det sig om en ny sofa. For den skal både være pæn OG virkelig komfortabel. Især for to mennesker for én gang. #livetsudfordringer (det her er virkelig first world problems, men tænker du sikkert kan relate).
  • Er lejligheden fyldt til randen af Pileababyer fra da jeg plantede om for nogle uger siden. Mit lille plantehjerte kan bare ikke få mig til at smide dem ud! Så de får lige lov til at slå fine nye rødder, og så bliver de ekspederet videre til nye planteforældre.
  • Har jeg også for en gangs skyld formået at holde liv i en orkide. Det har jeg aldrig fattet at gøre før. Jeg er god til de grønne planter, men orkider har altid hadet mig. Men denne, som jeg endda har fået af min svigerforældre, den holder altså bare. Måske et symbol <3 Måske bare mig, der læser ting ind i det haha.

At forsvinde ind i søndagen…

Det gjorde jeg i går og det var dælme tiltrængt. At forsvinde ind i dagen, mærke efter i maven, trække vejret, dufte til efteråret, holde i hånd, tage en morfar midt på dagen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget en morfar midt på dagen. Jeg er ikke god til at sove i løbet af dagen. Uanset hvor træt jeg er. Så vil jeg hellere holde ud og gå tidligt i seng.

I går var det dejligt med luren midt på dagen. At lægge mig ind til en krop, der holdt om mig. Varmede mig og passede på mig i søvnen. At føle tryghed. Det er også lidt min akilleshæl – trygheden. For jeg er glad for den. Men lige nu er den egentlig helt okay og på sin plads.

Så i går brugte vi dagen på at være til. Vi stod forholdsvist tidligt op, og jeg havde lørdag aften lavet en dej til koldhævede boller, så de blev formet og i ovnen. Så var der søndagsmorgenhygge. Imens bollerne bagte nåede lejligheden at få en hurtig omgang med støvsugeren, opvasken blev taget og der blev ryddet op. En virkelig dejlig start på søndag.

Tidligt på formiddagen så hunnierne på os med store, mandelformede, brune øjne og vi bukkede hurtigt under for deres pres om en lang søndagsgåtur. På med selerne og ud i skoven. Vi gik hjemmefra i strålende solskin og med en forhåbning om den der helt sprøde, friske og kolde efterårsluft. Og det startede også rigtig smukt, men undervejs begyndte det både at regne kraftigt og blæse voldsomt. Midt derinde i skoven ruskede træerne så kraftigt, at mange af de sidste blade fløj af og rundt i vinden. Alt imens vi pakkede os mere ind i vores jakker og halstørklæder.

Hundene var ret uimponeret over det tiltagende blæsevejr. Duftene bliver ikke mindre spændende af en omgang rusk i bladene, nærmere tværtimod. Så de tullede afsted i deres eget tempo og nød også søndagen.

Eftermiddagen forsvandt i hygge, nogle praktiske gøremål og jeg cyklede i træningscentret og fik klemt en times styrkeløft ind, inden jeg på vejen hjem handlede ind til cosy søndagsmiddag; flødekartofler, krydret kylling, en god salat og selvfølgelig brød/smør til. Vi spiste relativt tidligt omkring 19tiden. Vi kan ellers godt trække den i weekenderne og først spise ved 20.30/21tiden nogle aftener, men den tidlige middag var også dejlig. Det frigør ligesom på en mærkelig måde en “længere” aften. Selvom aftenen selvfølgelig ikke får flere timer, så føles det sådan, når vi spiser tidligt. Vi er nok lidt skøre.

Jeg sluttede aftenen med at lave min frokost til mandag og tirsdag og fik planlagt ugen. Der heldigvis er uden de store planer. Det har jeg i den grad brug for lige nu. At kunne cykle direkte hjem efter arbejde på Kansas og have resten af dagen “fri”. Kender du den følelse?

Hej fredag…

Foto af Nikki Lund fra fotowalk med Fynske Influencers

Åh jeg kan mærke, at jeg er inde i en svær periode for tiden. Eller nej, måske ikke svær. Der sker bare mange ting omkring mig, der lidt rykker ved min base og min kerne.

Mange ting kan jeg ikke selv gøre noget ved. Som fx. at vores brusekabine i lejligheden er utæt, og der lige nu er hugget op derinde og alt ligner en byggeplads. Vi “tager bad” i kælderen. Jeg skriver det med citationstegn, fordi vi reelt set ikke har kunne tage bad. Ikke varme bade, that is. For det varme vand i dén bruser har ikke virket pga. et alt for gammel armatur.

Så det har været noget med at finde en stor spand og fylde med varmt vand fra håndvasken og pøse vand på os selv eller tage bad i byen. Shit to uger, hvor jeg ikke kan komme ordentligt i bad og må vaske hår i vasken er ikke godt for mig.

I dag er der endelig kommet en VVS’er, der skal fikse badet i kælderen, så vi i det mindste kan tage et rigtigt bad dernede. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går med badet i vores egen lejlighed. Vores udlejer skal have sin forsikring ind over, inden han kan gå videre med noget som helst. Men hele processen har været så langstrukket og kompliceret, at jeg er ved at blive rigtig sur over det.

Suk det her med at vi ikke har orden på hjemmet, vores base, det går mig rigtig meget på. Det er en stor tryghedsfaktor for mig, at mit hjem er i orden.

Anyways – weekenden står for døren og jeg glæder mig! Jeg sidder hjemme i dag og arbejder, da jeg skulle vente på den VVS-mand. Men i eftermiddag tager jeg til KBH og besøger en studieveninde.

Jeg er afsted til på søndag og jeg aner ikke, hvad vi skal lave haha. Jeg er dog sikker på, at det bliver mega hyggeligt. Vi griner altid meget sammen, og er gode til at chille. Lige sådan en weekend jeg trænger til efter denne uge.

Søndag er jeg hjemme igen ved middagstid, og så står den på hygge herhjemme. Vi skal helt sikkert også lige gøre lejligheden klar til den nye uge. Og selvom det er uge 42, så er der ingen efterårsferie til mig. Jeg tog jo fri i sidste uge og brugte tiden med min familie i Spanien.

Jeg er nu sikkert på, at det bliver en god uge selvom jeg nok kommer til at være lidt alene på kontoret. Mange af de andre holder nemlig fri. Men jeg kan egentlig meget godt li’ at sidde lidt for mig selv alligevel.

Hvilke planer har I for weekenden? Holder I efterårsferie og har dejlige planer i næste uge? Eller er i på arbejderholdet sammen med mig?

Første år som kærester (hvad hedder det jubilæum…?), up’s and udfordringer

Da Nicolai flyttede ind hos mig i Odense

Lidt mere end et år er gået (aj okay faktisk et år og to måneder), siden Nicolai spurgte mig, om vi ikke skulle være kærester. Vi sad i min have på en varm sommerdag sidste år. Hvis du var i Danmark sidste år under sommeren vil du huske, at det var en meget varm sommer. Ikke at det har noget med kæresteriet at gøre, men det var grunden til, at vi tilbragte så meget tid i haven.

Han var ret insisterende, kan jeg huske. Han spurgte et par gange om vi ikke skulle være kærester…

Jeg svarede ikke rigtig, første gang han spurgte. Eller anden gang. Men tredje gang. Der fangede den. Over tre dage fik han sætningen over sine læber, “Vil du ikke være min kæreste…?” med et svar retur “mjaaa det går lidt hurtigt ikke..?” . Men han blev ved og jeg kunne ikke undgå at svare “jo, der er intet, jeg hellere vil”.

Selvom det var gået hurtigt, og jeg var bange og jeg ikke anede, hvad jeg kastede mig ud i. Så vidste jeg bare, at han var dén, jeg skulle være sammen med nu. Han var den, der skulle være min. Efter tre uger.

Så det gik virkelig hurtigt. Men jeg tror, at alle omkring os kunne se, at det var rigtigt det her. At det ikke var en forbigående forelskelse, men noget ægte. Vi var og er meget glade for hinanden. Som alle andre par oplever vi da også, at vi er uenige og diskuterer. I langt de fleste tilfælde mener vi egentlig det samme, men vores fremgangsmåder er bare forskellige. Så vi snakker os frem til en løsning, vi begge fra start følte for.

Decideret skænderier har vi (endnu) ikke oplevet. Det kommer sikkert med tiden, når kanterne skal slibes mere af. Måske. Måske ikke. Lige nu nyder vi hinanden, at vi er glade for hinanden, at vi gør hinanden glade.

Jeg har nok aldrig grint så meget før i mit liv, som efter jeg mødte Nicolai. Jeg plejer at sige, at den sjoveste person jeg kender er min søster, men Nicolai ligger fandme tæt op ad hende. Vi griner sammen hver eneste dag. Vores humor er meget ens og en måde for os begge, tror jeg, at håndtere udfordringer og svære tider på.

Samtidig er vi rigtig gode til at snakke om vores følelser, vores hverdag og de udfordringer og dejlige ting vi oplever. Vi laver meget sammen – altså får oplevelser sammen. Og selvom vi er flyttet sammen, og egentlig “er sammen hele tiden”, så prøver vi virkelig at prioritere kvalitetstid sammen.

Ikke mindst fordi vi begge er mennesker, der har mange bolde i luften. Så hvis vi ikke gjorde en reel indsat, ville vi nok ende med ikke at se hinanden særlig meget i løbet af en uge. Vi har nogle uger, hvor vi nærmest kun sover sammen. Og de uger synes jeg er lidt hårde. For jeg savner Nicolai, når der går lang tid imellem vi sætter os ned og ser hinanden dybt i øjnene.

Og ja vi er jo flyttet sammen. Nicolais arbejde flyttede fra Svendborg til Odense dette forår. Nicolai har boet i Svendborg, men det gav fin mening at han flyttede ind hos mig, da hans arbejde flyttede. Vi gav det lige et par prøvemåneder, hvor han stadig havde sin lejlighed i Svendborg. Bare for ikke at sælge skindet før bjørnen var skudt. Det havde været ærgerligt at flytte sammen kun for at finde ud af, at det slet ikke gik.

Det gik dog rigtig fint. Det var så fin en overgang og jeg tror ikke, at nogen af os rigtig lagde mærke til, at vi var flyttet sammen. Fordi vi forinden havde været gode til at forsøge at få en hverdag sammen. Selvom vi boede i hhv. Svendborg og Odense. Vi var begge gode til at besøge hinanden og prioritere et liv sammen allerede inden vi boede sammen.

Det er klart, at når den ene flytter ind hos den anden, så opstår der nogle situationer, hvor dialogen er vejen frem. Jeg havde nogle rutiner i mit hjem, som jeg var vant til at være alene om. Og Nicolai havde sine rutiner i sit eget hjem. Det er en forandring for begge parter. Vi var dog gode til at snakke om flytningen og hvad det betød for vores hverdag, allerede inden vi flyttede sammen. Det betød, at vi var godt forberedte på de problematikker, der kan opstå ved en sammenflytning.

Jeg lægger fx meget mere mærke til Nicolais rod end mit eget, hah! Sådan er det vist bare. Vi tror, at vi ikke selv roder indtil et andet menneske flytter ind. Så går det op for os, at de roder, mens de påpeger vores eget rod. Og sådan lærer jeg nu, at jeg også roder. Det er en anden slags rod, fordi jeg ikke betragter en trøje på en stol som rod. Men ligger den på gulvet, så er det rod. I min verden none the less.

Lad os også lige snakke om vaner… For det er meget forskelligt, hvordan vi indretter vores hverdag. Hvilke rutiner vi har og hvordan vi planlægger dagene. Eller ikke planlægger. For det har jeg lært, at det ikke er alle, der gør hah.

Jeg er en planlægger, der elsker at vide, bare nogenlunde i hvert fald, hvad min uge byder på. Jeg kan desuden godt lide faste rutiner, stå op på det samme tidspunkt, gå med hunnierne, drikke min kaffe, spise aftensmad til et nogenlunde fast tidspunkt, have en aftenrutine.

Det er ikke alle, der har det på den måde… Nicolai er noget mere spontant end jeg er. Nu lyder jeg som en tørvetriller, hvilket jeg ikke er (skrev hun med en skinger stemme haha!). Jeg tror bare, at jeg har rigeligt med skiftende rutiner, vaner og arbejdsopgaver på arbejde til, at jeg vil overføre det til resten af mit liv.

Jeg kan virkelig også godt lide systemer og overblik og hader, at der er rod i skabe og skuffer. Det giver mig overskud, at alt har sin plads og kommer tilbage på sin plads igen efter brug.

Der er jeg og Nicolai en anelse forskellige. Hvilket der selvfølgelig også skal være plads til. Så det øver jeg mig på…

Anywaaays, så går det rigtig godt med at bo sammen og være kærester. Vi har en dejlig hverdag sammen og er gode til at snakke om evt. udfordringer, inden de vokser sig til større problematikker. Udover det så er vi begge rummelige overfor hinanden og enormt gode til at fornemme, hvornår den anden har brug for enten mere plads, kram, kys eller anden form for omsorg. Hvilket letter en travl hverdag meget.

Vi snakker meget om the mental load, og forsøger begge, at ændre de roller, vi er opvokset med ifht. hvem der gør hvad i hjemmet. Men jeg vil rigtig gerne mere ind på the mental load. Så jeg tænker at skrive et indlæg dedikeret til det.

Her, over et år efter vi fandt sammen, har vi det stadig fandens godt. Der er ikke de store eller bemærkelsesværdige skænderier. Som skrevet, måske kommer de, måske gør de ikke. Vi tager en dag af gangen og nyder bare lige nu.

Photo walk med Fynske Influencers (en flok fotoglade entusiaster)

Foto af Malene Nelting

At være en del af Fynske Influencers er fantastisk berigende. Vores community bringer fællesskab og mange gode oplevelser med sig. Som i sønsdags, hvor vi afholdt photo walk for vores medlemmer.

Egentlig er det ganske simpelt. Vi mødes et sted og går en tur. Undervejs finder vi forskellige spots, hvor vi ser muligheder for at tage billeder af hinanden. Ret nemt, men alligevel noget, der kan være udfordrende, hvis du er alene på tur.

Foto af Malene Nelting

Det er nemlig ikke altid lige nemt at stille en selvudløser op og posere foran et kamera, hvis du er alene. Men når du er sammen med flere, så er det langt nemmere! Det går desuden også hurtigere, fordi du har andre, der kan hjælpe med hurtigt at knipse billeder fremfor at indstille dit kamera hele tiden med selvudløser.

Foto af Malene Nelting
Foto af Malene Nelting

Så vi havde inviteret til en photo walk søndag formiddag. Heldigvis var vejret med os, solen strålede fint med lidt overskyet indimellem. Helt perfekt fotovejr. Vi startede ved Dok5000 og slendrede langs havnekajen ud til byens ø og retur igen. En relativ kort tur, der alligevel tog os to timer at gå, hah! Det er selvfølgelig fordi vi stopper op undervejs og finder alle mulige fotomuligheder.

Hvilket er noget jeg også skal lære. For jeg er yderst dårlig til at bede andre om at tage billeder af mig. Selv på sådan en tur, hvor formålet er, at vi kan hjælpe hinanden. Jeg mener, vi mødtes for pokker med det eneste formål at vi skulle tage billeder af hinanden! Stadig synes jeg det er svært at bede andre om at bruge deres tid på det. Ofte forbipasser jeg muligheden for at få taget billeder, fordi jeg ikke vil være til besvær og fordi jeg er bange for, at det fotosted jeg har spottet, måske ikke ender med at være helt godt, og så føler jeg, at jeg har spildt en “foto-tjeneste”.

Det lyder helt skørt ja, men jeg er rigtig dårlig til at bede andre om hjælp. Jeg er virkelig en pleaser, der meget hellere vil hjælpe andre og være sikre på, at de er tilfredse, end jeg selv vil spørge om hjælp.

Det bunder helt sikkert i min personlighedstype, og jeg arbejder aktivt på det. For det er selvfølgelig helt okay at bede om hjælp. Især på en photo walk, hvor det er formålet. Helt fjollet altså.

Nåhmen, det var en virkelig hyggelig søndag formiddag, hvor jeg mødtes med Nikki, Louise, Rikke og Malene og vi fik taget en masse fine billeder. Så det et bl.a. den slags events, vi holder i Fynske Influencers. Hvor vi kan hjælpe hinanden og sparke hinanden op. Selv med så små, trivielle ting som at tage billeder af hinanden.