Archive for category: LIVET

Jeg elsker liste-indlæg. De er overskuelige, ofte sjove og relaterbare og giver et ret fint perspektiv på emnerne på listen. Og her til aften kom jeg i tanke om ting, jeg hader. Og ja, hader er et stærkt ord. Så i hvert fald ting som jeg overhovedet ikke på den mindste måde bryder mig om!

Ja, listen startede faktisk med en ting, jeg tænkte på tidligere, men den kan jeg sgutte huske nu. Så.. Måske den kommer med undervejs, når jeg skriver. Måske ikke. Here goes! Jeg hader…

• At jeg elsker at blande slik, og betragter mig selv som en rimelig kyndig bland-selv-slik-udøver, men alligevel gang på gang formår at ende med slik i bunden af posen, som jeg egentlig ikke heeelt rigtig bryder mig om. Jeg mener, hvorfor? Det er mig selv, der blander slikken. Hvorfor er det så, at det sidste slik tilbage i posen altid er noget som er sådan meeeeh. Det kan sgu da ikke være meningen. Så ja. Det hader jeg. At der altid er slik tilbage, som er lidt æv.
• Når en bog slutter. Især hvis det har været en virkelig god én. Så er jeg altid ekstra langsom om at læse de sidste sider, for jeg gider ikke have, at den slutter. Det er sørgeligt. På en sær og mærkelig måde. Jeg bliver altid ramt af en form for melankoli, når jeg læser de sidste linjer af en bog. Også selvom det har været en mindre god bog eller hvis slutningen er helt happy go lucky. Jeg tror, at det er selve dét, at bogen slutter, der er trist for mig. Det hader jeg.
• Folk der ikke passer på andre i trafikken. Jeg er selv en rimelig habil bilist og cyklist. Sågar en rimelig habil fodgænger. Men jeg kan jo ikke gøre for, hvad de andre i trafikken gør. Jeg kan ikke være ansvarlig for deres opførsel, og hvis den er røvet hader jeg det bare. Altså. De kan jo rent faktisk være skyld i, at jeg får dårlige oplevelser i trafikken. Eller skade andre! Lad venligst være med det. Tak.
• At mine ben sover helt vildt hurtigt, når jeg sidder med dem bukkede. Næsten med det samme begynder det at snurre i min tæer og op i benet. Så lad dog være altså. Jeg skal hele tiden rykke rundt på mig selv så. Og det er jeg ærlig talt alt for doven til.
• Når mennesker udskammer andre mennesker. Bare stop. Fint nok, at du ikke er enig i, hvordan andre mennesker lever deres liv. Og hvis de har spurgt, så kom endelig med gode råd og tips. Men ellers så bare bland dig uden om. Du sparer en masse tid og energi, og sparer desuden den anden part for en rigtig nederen følelse. En følelse af, at de er forkerte. Æv.
• Nu kan jeg huske det. Grunden til denne liste. Min veninde skrev lige. Og så kom jeg i tanke om det. Altså ikke fordi hun skrev hah! Men pga. det hun skrev om. Træning. Jeg hader bulgarian split squats. Næst efter assault bike. Men det laver jeg heldigvis heller ikke så meget. Men bulgarian split squats, de har næsten altid været i mit træningsprogram. For de ER rigtig gode. Især for mig. Der er fokus på et ben af gangen, min hoftebøjer bliver strukket godt ud (og det har den brug for) og jeg træner kontrol og glutes. Men for filan jeg HADER den øvelse! Jeg laver den dog, når jeg skal. Men så heller ikke mere. Den er i mit program nu. Jeg har selv sat den derind. Jeg hader mig selv lidt også lige nu.
• Når vi løber tør for mælk til min morgenkaffe. Der er intet mere at sige om det.
• At der ikke er mindst 30 timer i døgnet. Føler godt, at jeg kunne være vågen noget mere og stadig sove samme antal timer som nu. Altså. Sove ca. otte timer (hahaha som om, maks seks på de gode nætter, jeg er sååå dårlig til at gå i seng til tiden!) og være vågen 22 timer! Så kunne jeg nå meget mere, end jeg gør nu. Føler mig SÅ tit bagefter alting. Ja ja det handler om at prioritere. Jeg prioritere bare mange ting meget højt.
• At det koster 70kr (!!!) at få udbragt McDonalds med Wolt. Come on! Wtf. Det er satme for dyrt! Måske er det en taktik. For jeg bestiller altid noget andet fra Wolt i stedet. Så noget tjener de altså på mig. De leveringsdygtige, men dyre forbrydere! (Ja, her ville jeg have skrevet svin i stedet for forbrydere, men følte det blev for hårdt. Selvom jeg samtidig føler, at det ville give min pointe mere pondus!).

Nåmenja, det var vist den liste for i dag. Måske jeg laver en mere en anden dag. Det var i hvert fald vildt dejligt at få ud af kroppen, ned gennem fingrene og ud på tastaturet!

Hvad hader du? Kom endelig med det! Er faktisk helt nysgerrig nu!

Det kan vist ikke rigtig holdes hemmeligt længere, at Nicolai og jeg flytter sammen. Ikke at det har været en hemmelighed. Det er bare sket meget organisk. Men den forgange weekend har vi flyttet alt indholdet i N’s lejlighed i Svendborg til min (vores) lejlighed i Odense.

Teste at bo sammen

Han har “boet” hos mig de sidste to måneder så vi lige kunne testkøre, om vi overhovedet kunne holde ud at bo sammen, hah!

Det kan vi heldigvis, så nu flytter han de sidste ting og siger farvel til Svendborg. Vi har kendt hinanden i 9 mdr. og det kan for nogen måske være hurtigt at flytte sammen. Men vi er begge “så gamle”, at vi bare gerne ville teste at bo sammen nu. Hans arbejde er flyttet til Odense her i 2019, så det er derfor, det er oplagt, at han flytter ind hos mig i Odense. Alternativet var, at han skulle finde egen lejlighed, men vi var alligevel enten hos ham eller mig, så det virkede omsonst med to huslejer.

Det har fungeret virkelig fint de sidste par måneder, så nu gør vi det rigtigt, flytter sammen. Der er ingen grund til at vente.

Og vi elsker at bo sammen. Ja, nu skal jeg selvfølgelig ikke tale for ham haha, men jeg er ret sikker på, at han sidder med de samme følelser, som jeg gør.

Mere vasketøj

Det er dejligt at vide, at der er en anden, når jeg kommer hjem. Og en anden, der også hjælper med de praktiske hverdagssysler. Laver mad, tager opvasken, vasker tøj og gør rent. Og så er det sgu dejligt at have en at hygge med sådan en søndag eftermiddag.

Og så er der alle de andre ting ved at bo sammen med et andet menneske, som man glemmer ret hurtigt, når man bor alene!

Fx. er vi nu to, der spørger hinanden, “hvad skal vi have til aftensmad…?” og kigger lige uinspireret på hinanden hah! Jeg er klart planlæggeren i vores forhold, men nogle uger orker jeg ærlig talt bare ikke at være den, der altid har styr på det lavpraktiske som aftensmaden. Og N tager det med aftensmad ret chill, så mange dage ender vi tit med noget ruskomsnusk. Altså noget grønt smidt sammen i en wokpande med noget kokosmælk (eller fløde) til og noget paste. Sundt og nemt, men også meget hverdagsagtigt.

Så er der det med vasketøjet. Shit hvor kan to personer bare akkumulere meget vasketøj meget hurtigt! Vi er begge lige uinteresseret i at ordne det, så det ender tit med at blive en weekendting, der bare tager tusind år. Der er vi heldigvis ret gode til at hjælpe hinanden, så det ikke kun er den ene, der skal stå alene nede i vaskekælderen og folde sammen og hænge op.

To samlere

Det er også gået op for mig, hvor meget juks jeg har samlet sammen gennem de sidste par år. Altså, hvordan kan ét menneske have SÅ mange ting?! Jeg forstår det ikke!

Jeg er også virkelig en samler, og det er N også. Hvilket har været lidt en arbejdsopgave de sidste par måneder. At rydde ud i alle gemmerne. Jeg gemmer jo alt. Gamle biobilletter fordi det var en god aften, landkort fra udenlandsrejser, festivalarmbånd, aaaalt muligt hejs. Men efter hele Marie Kondo bevægelsen har jeg været skrap og hård og ret konsekvent med at rydde ud, smide ud og smide til genbrug.

Så nu er skabene begyndt at blive fyldt med N’s ting også… Og hylderne og reolerne og badeværelse. Jo han er virkelig ved at flytte ind. Nu mangler vi bare at finde vores stil. En samlet stil for os begge to. Vi er begge lidt nørder, hvad angår design og æstetik. Og vi har begge vores mening om, hvad der er æstetisk!

En ny fælles stil

Vi har bl.a. være liiiidt uenige om det nyeste køb til boligen. Det her sofabord. Som jeg bare elsker! Altså virkelig, jeg synes det er så fint. Hvis de bare gad lave det i en dobbeltstørrelse så havde jeg været lykkeligt. For det er liiidt småt, men det går og det er flot. Og det ved vi jo allesammen godt er det vigtigste. Form over funktion. Selvom jeg allerede nu kigger efter et rundt i bambus haha. Nu må vi se. N var i hvert fald ikke helt nede med det firkantede, nye bord, men det vokser vist alligevel på ham.

Lige nu synes jeg lejligheden nogle steder er virkelig fin og gennemført, mens den andre steder bare ligner et teenageværelse #LOL. Fordi det er både mine og N’s ting der er blandet sammen. Vi mangler virkelig noget fælles. Når to mennesker flytter sammen i en lejlighed kommer der også uundgåeligt til at være noget collateral damage.

Vi skal begge gå på kompromis med nogle ting og vi skal begge lige vænne os til at bo sammen med en anden person. Der er mange gode ting ved at være to personer, men der er også bare de mindre gode.

Som at der er et andet menneske, der roder nu. Og det gjorde jeg da helt sikkert selv inden N flyttede ind og gør stadig. Men er det ikke lidt sådan, at vi nemmere ser andres rod end vores eget, hah?!

Og undrer os mere over andres vaner i hjemmet, end vores egne?

Men når alt kommer til alt, så er jeg virkelig lykkelig for at bo sammen med Nicolai nu. De sidste to måneder har været dejlige og vi er et ægte team sammen. Nu skal vi bare have ryddet ud i alt vores lort og få indrettet lejligheden, så der er plads til os begge.

Det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg for sidste gang sagde højt, “jeg er single”. For det er snart 8 måneder siden, at Nicolai og jeg besluttede, at vi gerne ville holde i hånd sådan helt offentligt und alles. Og uden at holde andre i hånd samtidig.

Jeg synes, at tiden er gået absurd hurtigt. Det er altid klichéen, “tiden går så hurtigt!“, men den er nu også sand. Tiden ér gået hurtigt siden Nicolai og jeg mødte hinanden. Det føles som er det gået knapt en måned. Men her er vi, 8 måneder efter og holder stadig i hånd.

Det er gået så hurtigt, at jeg slet ikke har fået præsenteret hverken ham eller min ikke-eksisterende singlestatus længere herinde. Så det er vist på tide. Selvom det sikkert ikke er gået din næse forbi.

Vi mødte hinanden gennem mit arbejde. Nicolai er musiker med øvelokale, hvor jeg arbejder. Jeg havde svoret, at jeg ikke ville blive kærester med en musiker, men der stod han. Midt i en menneskemængde til en festival vi holdt sidste år. Og selvom vi havde haft noget mailkorrespondance tidligere, var det rent professionelt og jeg havde ikke tidligere lagt mærke til ham, som jeg gjorde den dag. Hvorfor skulle jeg også det – reelt set var han jo bare en musiker i et øvelokale…

Der skete noget nyt den dag, jeg så ham til den festival. Han var nu ret sød, og du kender måske den måde ens krop begynder at være helt mærkelig på, når man møder en sød type? Jeg kunne i hvert fald mærke, at der var noget særligt ved den her mand. Lige pludselig og ud af det blå.

Men så var der vist heller ikke mere ved det. Jeg rystede det i hvert fald af mig for en stund. Der var alligevel ingen grund til at bruge tid på noget, der formentlig ikke førte videre. På det tidspunkt var jeg godt og grundigt træt af relationer, der ikke førte videre, af den ene eller anden årsag. Jeg gad ikke at have endnu en relation, hvor jeg ikke følte mig sikker på den modsatte parts følelser, eller selv gik rundt og var bange for at få følelser i klemme igen og blive såret. Jeg var så at sige færdig med at indlede mig i forhåbningsfulde relationer, der aldrig udviklede sig.

Indtil der en dag lå en besked i min DM på IG-profil som svar på en af mine stories. Fra ham. Årh mit hjerte sank lige ned i maven og jeg smilte lidt ekstra. Og så vidste jeg, at der var noget helt særlig ved ham her. Jeg ventede vist nok også en time eller to med at svare ham, you know, man skal ikke virke for ivrig.

Men da jeg først svarede ham, så gik samtalen ligesom bare der u’ a’. Den ene lange besked tog den anden på IG og ofte var antallet af maks anslag i sådan en besked slet ikke nok. Det blev noget med at skrive beskeden i en note og kopiere den af flere dele ind i samtalen på IG. Sikke et mas. Men til skulle det!

Der gik ikke lang tid, før jeg fik inviteret mig selv til Svendborg, hvor han boede. Jeg var vist den mest anmassende på det område. Jeg inviterede selvsagt mig selv på fritter og en tur på stranden. I den periode havde jeg en lånebil (fra en meget modig veninde!), så jeg pakkede mit strandtøj, hunnierne og mit allerbedste smil og kørte afsted mod Svendborg. Der havde jeg aldrig været før. Og jeg var pisse nervøs!

Ingen af os vidste helt, om det var en date eller måske bare en “vi er begge voksne mennesker, og vil gerne udvide vores netværk”-aftale. Men vi håbede vist begge to på, at det var en date.

Det gik forrygende. Vi spise pomfritter, hoppede i vandet, gik tur med hundene og endte med at side udenfor og snakke til langt ud på aftenen. Faktisk ind til starten af natten og så pakkede jeg mine hunde og fandt vej mod Odense igen.

Inden jeg var landet hjemme, var der tikket en besked ind fra ham på IG. Vi var begge enige om, at det havde været en virkelig hyggelig aften og der gik vist ikke mer end en dag, før han inviterede mig i biografen samme weekend.

Den aftale endte med en kaffe inden filmen og mad efter. Han nåede lige præcis det sidste tog hjem til Svendborg. Jeg har aldrig før prøvet at falde så meget på plads med et menneske. Dén var der ligesom bare. Det der, je ne se qua, som man bare ikke kan sætte ord på. Det var en følelse i hele kroppen. En følelse, som aldrig havde været der før.

Dagen efter inviterede jeg ham, med nervøsitet i hele kroppen over et evt. afslag, på champagne i haven. Vi havde begge ferie og det ville jeg fejre. Han sagde heldigvis ja, og vi havde den hyggeligste aften i min have med bobler, hunnier og lange samtaler til langt ud på natten.

Der gik ikke mange uger, før han begyndte, “hvad så med at blive kærester?“. Men der skulle altså lige gå et par dage, før jeg var mør til at blive så officielle. Men så heller ikke mere end et par dage. Ikke fordi jeg ikke var brandforelsket! Det var jeg. Men fordi jeg passede på mig selv. Jeg har brændt nallerne, også indenfor de sidste par år, så det ville jeg ikke risikere igen. Og alligevel skulle der ikke mere end et par dage til, før jeg var klar til at comitte mig.

For jeg vidste jo godt, at det var ham. Ham jeg ville det hele med. Så jeg blev hurtig enig med ham om, at det var noget vi begge havde lyst til. Og så helt fantastisk ualmindeligt ordinært blev vi kærester, hjemme i min have. Uden noget fyrværkeri i himlen, men tonsvis i min mave. Hold nu op han var sød ham Nicolai. Og det er han, heldigvis, stadig i dag 8 måneder senere.

Så ret hurtigt, men også ret sikkert, stoppede min tilværelse som single. I stedet var jeg nu en kærestetype. En af dem som jeg i halvandet år på én og samme tid havde frygtet, bandet over og i al hemmelig håbet på at blive igen.

Hvis jeg ikke selv stod på denne side af historien, ville jeg formentlig tænke, at det var lige vel rigeligt med alt det holde i hånden og mussenussetutte-snak og kælenavne. Og alligevel ville jeg heppe på kærligheden. Alt imens jeg ville forbande den langt væk. For den er også hård, den kærlighed. Den kan gøre ondt, svie, brænde, stikke i lang tid efter, man er kommet til skade.

Men venner, den kan også være helt absolut fantastisk. Den kan være lyserøde hjerter overalt i dit synsfelt, kys og kram, latter og drillerier, omsorg og betænksomhed og altopslugende på den mest lykkelige måde. Den kan overskygge alle dårligdomme og lyse hele ens verden op. Den kan gøre dig selvsikker, smuk, lykkelig og autentisk. Og når den gør det, kære du, så gælder det bare om at holde fast.

Så det gør jeg. Jeg holder fast med livrem og seler og nyder hele turen imens. For lige nu er den underlyndeme værd at nyde.

Jeg skruer lidt ned for det varme vand. Kun lidt. Jeg vender panden i venstre hånd og skurer den med opvaskebørsten i min højre hånd. Den bliver let ren, for den har stået i blød. Jeg kigger bagud til højre. Får øje på Nicolai, der sidder og øver guitar i stuen. Han har høretelefoner på, så det er kun ham, der kan høre, hvilke musiske genistreger han begår.

Jeg kigger ud af vinduet. På den regndråbefyldte rude. Om halvanden uge fylder jeg 30 år. Jeg begriber ikke tanken. Den fylder mig mest med glæde, og jeg kan mærke, at jeg ser frem til min fødselsdag i år.

Vandet bliver for varmt og jeg skubber håndtager på vandhanen let til højre mod det kolde vand. Jeg skyller panden af og lægger den på det halvvåde viskestykke på bordet.

30 år. Det er alligevel en pæn slat. 30 år… Tallet står stille foran mine øjne i mit hoved. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig ved at fylde 30 år. Hvor jeg var henne. Har man ikke altid en forestilling om, hvor man er senere i livet?

Om fem år. Om ti år. Om femten år. Om to år.

Jeg ved ikke, om jeg skubber mine forestillinger fremad foran mig, hvis de ikke er sande, når jeg når den alder, hvor jeg har forestillet mig, at de skulle være opfyldt.

Jeg tager fat på gryden. Jeg har kogt broccoli i den, og den er helt grøn indvendig. Jeg skurer også den med opvaskebørsten.

Hvor havde jeg forestillet mig, at jeg ville være, når jeg er 30? Hmm jeg aner det ikke. Måske er det fordi, mine forestillinger har ændret sig drastisk de sidste par år. Fra at være i forhold til at være alene til nu at være i forhold igen. Det har jo uomtvistelig en indvirkning på mine forestillinger om fremtiden. Og alligevel har det slet ikke. Jeg har masser forestillinger om, hvad jeg arbejder med fx. Hvor jeg bor henne. Hvilken slags menneske, jeg er.

Nu mangler jeg kun en gaffel. Den får en tur med opvaskebørsten. Jeg lægger gaflen på samme viskestykke som panden og gryden. Opvaskebørsten bliver lagt til side og et nyt og tørt viskestykke bliver fundet frem.

Måske ændrer mine forestillinger sig i takt med, at jeg ændrer mig? Måske er det okay ikke at have de samme forestillinger om et bestemt slags liv i en bestemt slags alder. Mine forælde havde ejet to huse og fået to børn på min alder. Jeg har lejet mange lejligheder og har to hunde. Jeg smiler ved tanken.

Alle de rene ting på viskestykket tørrer jeg af. Gaflen. Panden. Gryden. Alle de andre ting. Jeg sætter på plads med det samme. Åbner skuffen, hvor panden og gryden bor. Aser med at få det på plads i skuffen, der knapt har rum til mere.

Jeg kigger igen ud i stuen. Nicolai sidder stadig og spiller. Jeg falder i staver, mens jeg fyldes af glæde. Over den kærlighed som jeg har fundet. Som definerer nye forestillinger om mit liv.

Er jeg, hvor jeg vil være nu? Jeg føler ikke, at det at fylde 30 år er så slemt. Det er mere tanken om det. Tanken om, hvor jeg “burde” være, når jeg fylder 30 år. Tanken om, hvor mange andre 30årige er henne i deres liv. Jeg ved det, jeg skal ikke sammenligne mig med andre. Men det er svært.

Jeg tørrer resten af de rene ting af. Hænger der fugtige viskestykke fra bordet på radiatoren. Vrider en klud op og tørrer bordet og komfuret af. Nærmest rituelt tænker jeg. At når man har lavet et rod, og man i et øjeblik tænker “her bliver aldrig ryddet og overskueligt igen”, så forsvinder rodet lidt efter lidt indtil der til sidst kun er at tørre overfladen ren.

Jeg undrer mig over, om det måske er sådan med mine forestillinger? At de kan synes som værende noget rod, noget makværk fordi jeg har lavet en masse, der ikke lever op til mine forestillinger. Men når alt kommer til alt, så kan jeg jo bare starte forfra. Jeg kan bare tørre bordet rent og prøve igen.

Jeg kigger igen ind i stuen. Nicolai sidder stadig med sin guitar. Jeg smiler. Det er helt nye forestillinger, jeg har for fremtiden nu. Jeg glæder mig til at fylde 30 år. Jeg glæder mig til endnu en milepæl. Jeg glæder mig til at bruge denne fødselsdag som et afsæt til en ny tid. Og så glæder jeg mig til at holde fødselsdag. Jeg glæder mig for første gang i mange år sådan rigtigt til dagen, hvor jeg har fødselsdag.

Hvor er det dog dejligt, at foråret er landet. Selvom det ikke rigtig har været vinter denne sæson. Det kan selvfølgelig nå at komme endnu. Og det er endda lidt bekymrende, at vinteren har været så mild #klimaforandringer

Men officielt er det nu forår, og jeg elsker denne friske start på endnu en sæson. Jeg er forårsbarn, og har fødselsdag i marts. Jeg fylder hele 30 år! Tænk, at det er 10 år siden, at jeg sidst havde rund fødselsdag. *måtte lige google, at rund fødselsdag er, når tallet er deleligt med 10…*

Jeg valgte at holde en KÆMPE fest, da jeg sidste år fyldte 29. Jeg inviterede hele familien til Fyn, til eftermiddagskaffe- og kage i spillestedet på Kansas City. Jeg holdt nemlig fødselsdag på Kansas City, da der var plads der til alle de mennesker, som jeg gerne ville kramme med lige dén dag. Som aftenen skred frem, åbnede jeg dørene og holdt åbent hus for alle de dejlige mennesker, jeg har i mit liv.

Baren var der godt gang i, der var live musik af Shiri Simone, og en lydmand fra Kansas City lavede lyden helt gratis <3

Der var fest indtil kl. 02.00, hvor vi lukkede baren på Kansas City. Så pakkede de resterende soldater deres habengut sammen, vi fik ryddet det værste op og så drog vi ellers på Boogies til den lyse morgen! Sh*t en fest altså! Jeg ville gerne fejre, at jeg gik ind i mit sidste år som ung kvinde sidst i tyverne. Det allersidste år, hvor tallet 20 indgik i min personlige fortælling.

Og nu er tallet så 30 år. Denne måned. I år. Hold. nu. op.

Det er ikke fordi, jeg som sådan har krise over at fylde 30 år. Men det giver anledning til nogle større refleksioner omkring, hvor jeg er henne i mit liv. Heldigvis kan planer revideres og revurderes undervejs i enhver proces, ligesom de kan det, når vi taler om planerne, vi kan have for vores liv.

For fem år siden så mit liv helt anderledes ud, og mine planer, eller drømme om man vil, så også meget anderledes ud. Jeg troede nok, at jeg ville være et helt andet sted i livet, end jeg er lige nu. Men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke elsker, hvor jeg er i mit liv lige nu og her.

For jeg er faktisk ret lykkelig. Sådan helt uden at prale. Der er helt sikkert mange ting i mit liv, jeg ville ønske anderledes. Og der er også nogle “søjler” i mit liv, der for øjeblikket ændrer størrelse og betydning for mig. Men de vigtigste søjler er stabile. Jeg er selv stabil. Jeg mediterer så ofte, jeg kan komme til det. Helst hver dag, men nogle gange løber tiden fra mig.

Men jeg er nok også lykkelig, fordi grundværdierne i mit liv er på plads. Jeg finder mig selv mere og mere (samtidig med, at jeg oplever identitetskrise fra tid til anden, men hvem gør mon ikke det?), jeg har mere ro i dag, og så er jeg smaskhamrende forelsket. Og kærlighed gør bare noget ved én. Det ryster min grundvold, men giver mig samtidig så enormt meget sikkerhed, glæde og mod på så mange andre ting i livet.

Jeg elsker, at foråret et kommet. Måske med lidt usikkerhed disse dage med regn og blæst. Men jeg kan se, at forårsbebuderne er på vej i min have. Vintergækker har længe tittet frem, erantis stråler så smukt med et gult tæppe flere steder og påskeliljerne er ved at bryde ud af deres grønne skjul. Ahhhh jeg kan næsten dufte den kolde, friske og sprøde forårsluft. Mmhhh.