https://test.letsblogsomeshit.dk/en-tur-med-fynbus-rejsekortet-og-step/

Hvorfor jeg ikke har fortalt om mine cigaretter før (og hvorfor jeg nu fortæller om mit rygestop)

 Jeanette Hardis blogindlæg om rygestop Odense fotograf malene nelting fynske influencers odenseblogger

Fotograf: Malene Nelting

Hvorfor jeg ikke har fortalt om min rygning

Det er ingen stor hemmelighed, at jeg har røget det sidste halvanden år. Jeg har i hvert fald ikke gjort det hemmelig. Jeg har heller ikke udbasuneret, at jeg var begyndt at ryge. Det er nok mest fordi, jeg ikke rigtig har defineret mig som værende ryger det sidste halvanden år – men det har jeg altså været.

Det er nok også fordi, jeg selv finder et enormt tabu ved at ryge. Det ER jo sundshedskadeligt af h* til…

Jeg røg til sidst en pakke cigarette på halvanden dag. Det første jeg gjorde om morgenen var at lave en kop kaffe og tænde en smøg. Kaffen og smøgen kunne lige bruges under den første luftetur med hunnierne om morgenen.

Og jeg definerede aldrig rigtig mig selv om ryger, fordi jeg nok bare nærmest gled langsomt ind i det. Jeg startede med at ryge til fester, på arbejde under koncerter og når jeg drak øl i byen. Men så lige pludselig blev det mere og mere indtil jeg til sidst røg løbende hele dagen. Fra morgen til aften. Inden træning og efter træning. Puha.

Hvordan rygning påvirkede min dagligdag

https://test.letsblogsomeshit.dk/en-tur-med-fynbus-rejsekortet-og-step/

Fotograf: Malene Nelting

Jeg begyndte faktisk endda at time ting efter, at jeg kunne nå at ryge en cigaret. Eller lige gå en anden rute, så det passede med at jeg kunne ryge. Eller altid skulle side udenfor ved caféer, for så kunne jeg ryge uden at tænke over det. Og sådan gik dagene ellers bare indtil for nogle måneder siden, hvor jeg reflekterede over, hvorfor jeg egentlig røg.

Jeg har i alt tiden været ret bevidst om ikke at ville “reklamere” for at ryge på mine sociale medier. Hvis I forstår? Altså jo – jeg havde en periode, hvor jeg var virkelig ligeglad. Det var ikke lang tid efter, at min ekskæreste og jeg var gået fra hinanden (fælles beslutning og no hard feelings, men ting gør stadig ondt). Lige i den periode skulle følelserne bare dulmes med noget andet end andre følelser. Så jeg arbejdede rigtig meget, gik meget i byen, var meget ude og begyndte at ryge. Og der var jeg ret ligeglad med, om der kom cigaretter med på fx. min story på Instagram.

Det var lidt som om, set i retrospekt, at jeg skulle holde mig selv beskæftiget med alt andet, end mine følelser og den ernorme udvikling, der helt sikkert lå foran mig.

Og selvom jeg fandt mig selv og min vej mere og mere og fx. tog alene til Marokko, så fortsatte jeg med at ryge. Nu var det bare blevet en indgroet, men indrømmet virkelig dårlig vane. Men ikke én jeg tænkte synderligt over.

Rygning og sociale medier

Jeg tænkte til gengæld mere og mere over, at jeg ikke ville vise det på mine sociale medier. Fordi jeg selv forbinder det at ryge med noget virkelig sundhedsskadeligt og måske endda lidt taberagtigt. Det er nok min bagggrund med meget træning og fokus på sundhed, der gør, at jeg faktisk inderst inde tog meget afstand fra at ryge cigaretter på den måde. Og synes jeg bare ikke, at det er synderligt charmerende at stinke af røg. Det sætter sig bare i alt og lugter virkelig meget.

Men jeg røg stadig. Jeg blev også punket for det af flere venner, og jeg var selv lidt træt af mig selv over den dårlige vane. Men det virkede bare ikke som en mulighed at stoppe. Det var også blevet lidt en del af, hvem jeg var som person. At jeg lige gik med rygerne ud for at trække frisk luft. For der sker mange sociale ting derude i rygergården! Det gør der altså bare – for det er mærkeligt at stå og ryge sammen uden lige at udveksle et par ord. Og det er altid nemt at “mødes” over en cigaret. Hvor forfærdeligt det end lyder.

Rygestoppet

https://test.letsblogsomeshit.dk/en-tur-med-fynbus-rejsekortet-og-step/

Fotograf: Malene Nelting

Men så blev jeg moster. Og jeg havde lovet både mig selv og min søster, at når det skete, så stoppede jeg med at ryge. Min lille niece kom godt nok lidt tidligere end beregnet, så jeg har faktisk trukket mit rygestop lidt, men tilbage i oktober har jeg taget en lunken tyrker og måske røget 20 cigaretter i alt resten af 2018.

I år har jeg måske røget 9 cigaretter. Jeg er pisse stolt. For selvom der ryger (høhø) en smøg indimellem, så er det overhovedet ikke hverdag mere. Og jeg har slet ikke lyst til at starte igen.

Ikke mindst fordi jeg har oplevet rigtig mange bivirkninger ved at lave et nogenlunde clean cut. Jeg har fx. været sindsygt træt. Altså som I at hver eneste celle i kroppen var udmattet. Det var ligemeget, hvor lang tid jeg sov. Hurtigt op ad formiddagen begyndte min krop at være dvask, jeg fik hovedpine, min hud er gået helt amok og jeg har haft mood swings ud over det sædvanlige. Klassiske “stop med at ryge” symptomer.

Langsomt gik det fremad og jeg var mindre træt og havde mindre mood swings. I dag tænker jeg knapt nok på cigaretter. Det trods, at jeg er kæreste med en ryger. Det går mig ikke på. Tværtimod er jeg glad for, at jeg ikke længere er afhængig af tobakken og hele tiden skal planlægge min tid efter at kunne ryge næste gang eller sørge for at købe cigaretter.

Rygning i dag

I dag ryger jeg indimellem en enkelt cigaret, hvis jeg kan bøffe en. Men det er mindre og mindre. Lysten er simplethen forsvundet, og følelsen af nikotin på mine fingre og røg på mit tøj efterfølgende gør, at jeg virkelig ikke har trang til at ryge længere.

Nåmen grunden til, at jeg først fortæller om mit rygestop nu er, at jeg gerne ville være sikker på, at det rent faktisk var et rygeSTOP jeg skulle fortælle om. Og ikke bare en pause. Jeg ville gerne gennem den værste periode selv, og så synes jeg egentlig ikke, at der er nogen grund til at belyse rygning alt for meget. Det er sundhedskadeligt og man skal ikke starte med at ryge!

Med det sagt så er jeg ikke hellig, og du ser ingen løftede pegefingrer fra min hånd. For så ville dobbeltmoralen da flyde over honningkrukkerne. Jeg er selv virkelig glad for, at jeg ikke ryger til daglig mere. Og at lysten til cigaretter generelt bliver mindre for hver dag der går. Yeah mig!

Har jeg nogen rygere med derude på linjen? Eller deltidsrygere? Eller festrygere?

En tur med Fynbus, rejsekortet og STEP

Annonce for Fynbus og Rejsekortet

At se sig selv på video

Det er så mærkeligt at se mig selv på video, men altså. Jeg vil sgu gerne dele lidt om den her oplevelse, hvor jeg havde et hold mennesker hjemme i min lejlighed for at filme, mens jeg gjorde mig klar til en koncert på Musikhuset Posten i Odense. Jeg får virkelig mange sjove og dejlige oplevelser, fordi jeg har valgt at blogge, og dette er klart en af de sjovere.

Det hele startede tilbage i starten af januar, hvor kommunikationsbureauet STEP skrev til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at sende en castingvideo afsted til dem. De skulle bruge en person til en videokampagne for Fynbus. Jeg skulle ikke selv producere noget content, men de ville gerne have en “skuespiller”, om man vil, der var mere end skuespiller. De ledte efter en person, som folk “kendte”, en person med autencitet.

Jeg elsker at lave alt muligt forskelligt i forbindelse med bloggen. Alle de opgaver jeg laver grundet bloggen er virkelig sjove! Jeg siger altid kun ja til de opgaver, som jeg ved, jeg vil more mig ved at lave. Det gør også, at jeg forbliver helt tro mod mig selv i hele denne “influencer-branche”. Og igen – tak fordi I læser med derude, for uden jer ville jeg slet ikke få disse oplevelser.

Casevideo afsted

Jeg fik sendt en video afsted til STEP, for det lød som en virkelig fed opgave! Jeg mener, at være med til en lille film, der faktisk handlede om mig, hah! Det kunne jeg da ikke sige nej til, så navlepillende som jeg er.

Der gik ikke lang tid, så skrev STEP tilbage, at de meget gerne ville have mig ind til et møde om et muligt samarbejde. Jeg fik SÅ mange sommerfugle i maven, at jeg slet ikke forstår det. Men jeg tog afsted en fredag formiddag ind til deres kontor i Odense og fik hilst på det team, der skulle være med på denne opgave.

Det ekstra sjove ved denne opgave var så, at jeg faktisk i forvejen kendte en af personerne, der vidste sig at være på teamet til denne opgave. Søde Karoline arbejder nemlig hos STEP og det var ret sjovt, at hun så endte med at overtage kontakten på denne opgave.

Nå men det endte med, at de faktisk fortalte den dag, at jeg, sammen med Marlene, allerede var blevet valgt til opgaven. De ville bare have os til at sende en video ind, for lige at dobbelttjekke, hvordan vi var foran et kamera. Snydere…

At gøre mig klar til en aften i byen med et kamera i hælene

Både Marlene og jeg sagde ja til opgaven, og der gik ikke mange uger, før der stod et hold af mennesker og bankede på min dør. Så skulle den lille video skydes. De var planlagt sådan, at de ville følge mig en aften derhjemme, hvor jeg gjorde mig klar til en aften ude til en koncert. Og så fulgte de mig på vejen til koncertstedet som denne aften var på Musikhuset Posten (eller Posten i daglig tale, jeg kommer der jo alligevel mere end gennemsnittet efterhånden).

Fordi kampagnen var for Fynbus og deres brug af rejsekort, så skulle jeg hoppe på bussen til Posten. Hvilket til den lille video er super fint, men også liiidt fjollet. Mest fordi jeg bor i Skibhuskvarteret og det er meget sjældent, jeg tager bussen op til banegården. Hvilket meget af min omgangskreds har bemærket for mig haha! “Ehm men altså, du plejer da næsten aldrig at tage bussen. Det ville da ikke ske op til banegården!”.

Og der må jeg jo give dem ret. Men det ved alle andre jo ikke, så jeg hoppede overbevisende på bussen, hah. Men det er sgu ærlig talt sjældent, jeg tager bussen! Jeg elsker jo at cykle til alting (medmindre det blæser, så hader jeg hele verden fra min cykel), og jeg tager faktisk kun bussen, hvis vejret er dårligt eller jeg skal længere væk. Til gengæld tager jeg toget ret meget, især til Svendborg (for der bor Nicolai, og jeg er så cheesy en person, at jeg ikke kan undvære ham særlig lang tid af gangen, og så må jeg jo tage til Svendborg, når det ikke passer ind i hans skema at tage til Odense), hvor jeg virkelig burde have et rejsekort til!!

Jeg skulle nemlig også bruge et rejsekort i denne video, men sådan et havde jeg altså heller ikke. Fandme op af bakke med mig haha! Det skal jeg altså virkelig have anskaffet mig, for det kan jo svare sig bedre økonomisk med alle de togture frem og tilbage til Svenneren (som er totalt lokalt slang for Svendborg, og jeg efterhånden føler mig så hjemme i Svendborg, at jeg næææærmest er semilokal).

Det handler om de gode oplevelser

Heldigvis blev jeg ikke valgt til denne kampagne, fordi jeg tager bus eller tog meget, eller fordi jeg bruger rejsekort daglig, men fordi jeg er god til at opleve. Hvilket kampagnen faktisk handler om. At vi skal tage ud og opleve Fyn. Og dét er jeg mester til! Fynbus vil gerne gøre opmærksom på rejsekortet fordi man skal bruge det til at komme nemt omkring på Fyn og derved få gode oplevelser.

Jeg samler på gode oplevelser, og selvom jeg er på bosslevel i musikoplevelser efterhånden, så er jeg også rigtig glad for at få andre kulturoplevelser med i kufferten. Så på den måde var jeg et rigtig oplagt og veludført match til opgaven. Hvilket er vigtigt for både mig, når jeg siger ja til opgaver, men også for dem, der skal bruge mig.

På hele aftenen havde jeg en fotograf foran mig, en der løb rundt med en lampe de rigtige steder og to der sørgede for, at de planlagte scener kom i kassen. Det var den sjoveste oplevelse at sidde i bussen, hvor folk steg af og på, og jeg så sad der med et kamera i ansigtet, en lysmand, der stod i bussen og holdt en kæmpe lampe og de to andre, der sad og holdt øje, at det hele gik godt.

På et tidspunkt skulle jeg stige af bussen for at stige på igen på samme busstop. De ville gerne have en sekvens, hvor de fik, at jeg gik hen til bussen og ind i den, mens der var mange mennesker. Men i det jeg stiger af og går foran til døren igen, er der steget en mand på og har sat sig på min plads. Så jeg kommer ind og må sætte mig et andet sted, og så måtte vi så pænt spørge ham, om han ville flytte sig fordi jeg skulle sidde på samme sæde hele vejen. Ellers risikerede de, at man kunne se forskel på videoen. Og det ville være mærkeligt, hvis jeg rykkede frem og tilbage. Hold kæft, der følte jeg mig godt nok som den største diva, “ehm ja undskyld, det bare fordi, vi optager lige her, og du har sat dig på den plads, vi skal bruge. Gider du måske lige flytte dig…?”. Heldigvis tog han det virkelig pænt og vi grinte alle lidt af situationen, men christ altså…

Nåhmen se videoen. Hvis du har lyst. Hvis du ikke har lyst er det selvfølgelig helt okay… Så lægger jeg mig bare ud i min bruser i fosterstilling med vandet løbende langsomt ned over mit forgrædte ansigt. Men altså det er fint. Det er okay. Jeg overlever. Altså det tager kun 1 minut at se den, men det fint nok…

Summa summarum – det var en virkelig fed oplevelse og klart en af de fedeste opgaver jeg har fået. I retrospekt er der mange ting, jeg ville gøre om! Det var bl.a. optaget en af i løbet af de knapt fjorten dage, hvor jeg var (små)syg on/off. Og det kan jeg selv se, selvom jeg har ladet mig fortælle, at ingen andre kan se det. Jeg har lært virkelig meget til gengæld om at være foran et kamera, der er in your face på den måde, som de optog her.

Sidste år hvor jeg var med i DR’s program Mød Dit Urmenneske, var det på en helt anden måde. Der havde de sat kamera op a’la Big Brother. Det glemte vi ret hurtigt, at de filmede. Men her stod en mand bag sit kamera og talte direkte til mig. Det var en helt anden oplevelse.

Hvad synes du? Jeg synes selv, at den lille video er blevet så fin. Og så delte jeg endda oplevelsen med søde og seje Malene og skønne Lisbeth, som jeg skulle mødes med på banegården. Og bare rolig, vi tog til koncert på Posten efterfølgende, så jeg fik min gode oplevelse med i rygsækken.

sheltier shetland sheepdog danmark svendborg bedste venner to sheltier splitface bluemerle stranden lets blog some shit jeanette hardis

Livet som hundeejer (og hvordan jeg jonglerer hunde i min hverdag)

sheltier shetland sheepdog danmark svendborg bedste venner to sheltier splitface bluemerle stranden lets blog some shit jeanette hardis

En lille historie om sheltier

Jeg er vokset op med, at der var hund i hjemmet. Jeg kan derfor ikke huske en tid, hvor jeg ikke har haft en hund tæt inde på livet. Som barn var det mine forældres schæferhund Musse, der passede på os. Senere blandingshunden Molly og i mine spæde teenageår blev det altså den race, som jeg selv har i dag. Shetland Sheepdog. Eller i daglig tale ‘sheltier’.

Sheltier er en lille hyrdehund, der oprindeligt stammer fra Shetlandsøerne, der ligger nord for Skotland. Deraf det lidt specielle navn. De hyrdede shetlandsfår og var rigtig gode til det. De første sheltier blev udstillet i Danmark omkring 1934, hvorfor det er første gang, man ved, at de har været i Danmark. Pga. deres meget sammenfaldende udseende, tror mange, fejlagtigt, at de er i familie med Collier. Det er de ikke, selvom de af form, pelstype og brug ligner collier meget. Men deres størrelse er noget mindre end collier, hvilket gjorde dem nemmere at have med omkring.

Trods deres meget nuttede udseende, bamselignende pels og ofte mandelformede, brune øjne så er sheltier meget hårdføre hunde. De er arbejdshunde og er avlet med det formål at hyrde i ujævnt terræn, blæsende og vådt vejr og med mange timers udendørs arbejde.

Derfor har de også en dobbeltcoat. Det betyder, at de har en meget tæt, nærmest uldagtig pels inderst ved kroppen, og en vandafvisende og lang pels yderst. Deres pels hjælper med at holde varmen, og er tyk så den fungerer som et ekstra lag beskyttelse. Det betyder også, at selvom jeg har virkelig gode dækner til begge mine hunde, så er det sjælendt, de får dem på. Det skal være virkelig koldt, før de har brug for hjælp til at holde varmen.

Jeg synes jo, at sheltier er noget af de sødeste i verden. At de så samtidig er arbejdshunde, der er bygget til at være aktive er kun et plus i min bog. Fordi sheltier er arbejdshunde, er de også meget lydhøre og kloge. De ligger på en solid 6. plads over de mest intelligente hunderacer i verden. Det betyder samtidig, at de skal stimuleres. Sheltier vil gerne please deres leder, og jeg elsker at arbejde med mine hunde. De er tillige forholdsvis nemme at arbejde med, fordi de netop gerne vil arbejde.

Overordnet så er sheltier en skøn race, men det er ikke en hund, jeg vil anbefale til nye hundeejere. Man skal have noget kendskab til hunde, hundetræning og være parat til at få en hund, der kræver ens opmærksomhed. Og det var så min lille salgstale for sheltier, hah!

Men det kræver lidt forforståelse for sheltier for, at jeg kan uddybe min hverdag med hunde. For der ER forskel på hunderacer, og hvis du er på udkig efter hund, så skal du altid sætte dig ind i, hvilke behov de forskellige racer har. Og om du kan opfylde dem.

En helt alternativ måde at tilgå erhvervelse af hund på er at kigge på omplaceringshunde eller internathunde. Men det er en helt anden snak. Jeg har dog også altid haft tænkt på denne mulighed og det er helt bestemt også en måde at være der for en hund på. Der er jo desværre de mennesker, der ikke tænker sig om, når de anskaffer sig, hvad der burde blive deres bedste ven, og så må hunden videre til et nyt hjem. Igen, det er en helt anden snak om, hvordan man vælger sin hund og hvorfor.

sheltier shetland sheepdog danmark svendborg bedste venner to sheltier splitface bluemerle stranden lets blog some shit jeanette hardis

Hunde skal aktiveres

Nå, jeg har altså haft hunde hele mit liv, og jeg har løbet agility på højt konkurrenceplan i 10 år samt undervist agility i tre år i Odense. Så jeg har tidligere været vant til, at være virkelig aktiv med mine hunde. Træning flere gange om ugen, undervisning og almen lydighedstræning.

Men hvad så nu?

Jeg har ikke selv dyrket agility fast siden jeg stoppede med at undervise i 2016. Det blev til sidst for meget konkurrence og jeg mistede lysten til at fortsætte. Hvilket jo skal være den bærende drivkraft IMO for, at ethvert projekt lykkes med succes.

Men jeg fortsatte selvfølgelig med at aktivere mine hunde. Fordi jeg altid har haft hund, så kommer det ret naturligt, hvordan min hverdag er indrettet efter dem. Det lyder måske meget begrænset, hvilket det selvfølgelig også kan være. Men det giver også rammer, rutiner og gode vaner.

For hundene er der hver eneste dag, og det er mit valg, at de bor hos mig. Jeg har lige nu to hunde boende – Mercedes og Temptation. De er halvsøskende med samme far, og de er hinandens bedste venner! De af jer, der følger med på IG ser formentlig tit, at jeg lægger fotos og videoer op af de to tosser, der løber rundt og lege nonstop.

Hvilket jo faktisk gør mit arbejde med at aktivere dem lidt lettere. De er nemlig rigtig gode til at aktivere hinanden. Hvilket klart er en fordel ved at have to hunde. De er så glade for hinanden og jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg en dag mister den ene. Hvad skal den anden dog gøre?! (Og hvad skal jeg dog gøre!?)

sheltier shetland sheepdog danmark svendborg bedste venner to sheltier splitface bluemerle stranden lets blog some shit jeanette hardis

Hvordan er en hundehverdag?

Min hverdag ser derfor ret ens ud, snakker vi om hundene og indretningen af deres dag.

Hver morgen går jeg ud med hundene og min morgenkaffe. De tisser af og gøres klar til, at de skal tilbringe dagen alene. Jeg er ret sikker på, at de sover det meste af dagen.

Så får de morgenmad, (som jeg vejer op aftenen inden) og jeg gør mig klar til en arbejdsdag. En hverdag for mig er typisk fra kl. 8/9 til kl. 16/17. Når jeg kommer hjem, kaster jeg mine ting i entréen og bliver mødt af pelstotterne i døren. I hvert fald de fleste dage. Nogle dage ligger de og sover, når jeg kommer hjem, og så kommer de, nærmest med søvn i øjnene, ud i entréen og kigger på mig, som om jeg er rablende, “hvad laver du? Vi sover? Hvorfor er du hjemme nu? Gå…”. Haha. Heldigvis går der ikke mange sekunder før de er klar på spas og gerne vil med ud.

Jeg har nogle faste hverdagsgåtursruter med dem. De er kategoriseret efter længde og tid, hah. For jeg er åbenbart den type menneske, der har det bedst med at vide, hvor langt og hvor lang tid gåturene er. Så kan jeg også bedre planlægge, hvis jeg nu ved, at jeg skal videre igen. Er det en hurtig og effektiv tur eller en længere slentretur.

Hvis jeg har aftaler om aftenen, får de som regel mad inden jeg tager afsted. Hvis jeg har brug for ekstra aktivering af dem, så får de deres mad smidt i græsset, så de skal søge efter det. Det bruger de også noget energi på. Hvilket egentlig er det, det handler om, når man har hunde. At de bliver aktiveret, så de bruger både fysisk og mental energi. Så de ikke bruger den energi på alt muligt andet, som er “forbudt”.

Om aftenen træner jeg nogle gange med dem. Det er forskellige ting, men til hverdag ofte relativt nemme ting. Det er deres standardkommandoer som de nemt får en belønning ved at udføre.

Om aftenen komme de igen på tur, hvilket er noget af de sidste jeg gør i løbet af dagen. Det er planlagt sådan, så de skal have mindst mulig timer indenfor, før de kommer ud igen. Og sådan er alt min planlægning mht. deres ture ud egentlig. Der skal helst ikke være for mange timer mellem turene ud, men heller ikke være sådan, at der er vildt mange timer mellem dén tur, og få timer indtil den næste.

I weekenderne kommer de ud på noget længere ture. Her er det også ret tit steder, som vi enten ikke kommer særlig tit eller helt nye steder. Så de rigtig kan få brugt deres hjerner ved at snuse til alt muligt. Det bruger de nemlig rigtig meget energi på.

Hundeloven og løse hunde

Og så går vi tit steder, hvor jeg kan slippe dem. Så kommer de til at bevæge sig noget mere end mig, fordi de tonser frem og tilbage, snuser og leger med hinanden. Jeg slipper kun mine hunde, hvor jeg ved, at de ikke er til gene for andre hunde, mennesker eller dyr. Man skal have sin hund i snor eller have fuld kontrol over den uanset hvor, man befinder sig. I byen må man faktisk godt gå med den løs, hvis man altså har fuld kontrol over den. Hvilket nogle mennesker helt sikkert har, og selvom mine hunde altid kommer, når jeg kalder, (også selvom deres hyrdeinstinkt “kicker in”), så har jeg dem aldrig løse i byen.

Det er der flere grunde til. HVIS de nu skulle vælge at gøre brug af deres selektive hørelse og ikke komme, når jeg kalder, så vil jeg ikke risikere at stå ved en befærdet vej og måske se dem løbe ude foran en bil. Det kan koste både dem og evt. mennesker skade. Det er heller ikke alle mennesker, der bryder sig om, at der komme en løs hund løbende forbi dem. Jeg hader selv, at folk går med deres hunde løse i byen. I min verden er det virkelig ansvarløst, at man ikke tænker længere end til sin egen næsetip eller snude, om man vil, fordi man absolut vil gå med sin hund løs.

Og så handler det også om, at man har respekt for andre hunde og deres ejere. Det er jo ikke alle hunde, der er nede med andre hunde. Min Temptation har virkelig haft nogle udfordringer med andre hunde. Fordi hun engang har haft en virkelig dårlig oplevelse med en løs hund, der kom alt for tæt på hende, hvor hun selv var i snor. Dvs. hun kunne ikke flygte, og jeg kunne intet nå at gøre. Så den fremmede hund fik faktisk bidt efter hende og hendes eneste forsvar var at bide igen. Der skete, heldigvis!, ikke noget, men for satan, hvor var jeg sur!

Det er mit job at sørge for, at mine hunde ikke får den slags dårlige oplevelser. Det tærer på dem, og det er mit ansvar. Temptation er i forvejen en sensitiv hund, så der skal ofte ikke så meget til, før hun reagerer med at være usikker, hvilket hurtigt kan føre til, at hun måske reagerer negativt.

Jeg prøver desuden også virkelig at respektere, at ikke alle mennesker er ligeså hundetosset som jeg selv. Så jeg trækker dem altid ind til siden, når vi går forbi folk, jeg har dem aldrig løse i nærheden af fremmede hunde og mennesker, og jeg lader aldrig mine hunde gå hen til fremmede mennesker af sig selv. Som udgangspunkt handler jeg med mine hunde, som om ingen andre mennesker er interesseret i dem. Så er jeg sikker på, at jeg ikke bryder nogles grænser og mine hunde får ikke deres grænser brudt.

Jeg er selv virkelig træt af de hundejere, der mener, at de og deres hunde må gå overalt. Og hold kæft, hvor er jeg træt af de folk, der ikke samler op efter deres hunde. Ja ja lægger hunden en gave i højt græs et ellers ufremkommeligt sted eller i skovbunden, så fred være med det. Men midt på gaden mester, der samler man fandme op efter sin hund! Den kan jo ligesom ikke gøre det vel?!

Hvordan mine hunde gør mig social

For lige at afslutte det her vildt lange indlæg – så snakker jeg også rigtig meget med mine hunde. Det er vist både for deres og min egen skyld haha! Jeg taler med dem hele tiden. Fra jeg vågner om morgenen til vi falder i søvn om aftenen. Nogle gange er de heldige, at vasketøjet er på nippet til at skulle skiftes, og så får de altså lov til at putte i sengen. Og de aftener aftenputter vi, inden vi siger godnat og sover. Haha det lyder så skørt, men jeg er sikker på, at der er andre, der har det på samme måde med deres hunde! Right?!

Nå, men altså de hunde der, de er sgu mit liv. Det er helt sikkert for meget, for mange mennesker. Formentlig de mennesker, der ikke har hund selv… Men jer der har hund, forstår mig forhåbentlig? Jeg elsker mine hunde overalt på jorden, og vil gøre alt for dem. De gør desuden også, at jeg møder mange andre mennesker. Meget af mit netværk består den dag i dag af mennesker, jeg har mødt i “hundeverdenen”. Det er jeg så taknemmelig for. Og så er de små pelstotter bare søde. De kigger på mig og så smelter mit hjerte. Eller når de fjoller, eller lægger sig helt ind til mig. Så er de alle bekymringer, tid og ikke mindst økonomien værd.

De giver så meget mere, end jeg nogensinde vil kunne give dem. Så går det nok, at min hverdag og mit liv overordnet er indrettet efter dem. Mine hunde er også ret nemme, altså i den forstand, at jeg har haft dem med overalt fra de var hvalpe, jeg har trænet dem i alt fra at skulle have tjekket tænder, blive børstet, komme i bad, gå pænt i snor etc. så de den dag i dag er vant til rigtig mange ting.

Så jeg kan have dem med i toget, når vi rejser, i hver deres taske, hvor de bare falder i søvn. De kan være med på arbejde uden en lyd og de stresser ikke. Fordi de netop er socialiseret og trænet. Det betaler sig virkelig at lægge mange timer de første par år mht. træning i alt muligt skørt, for det gør, at de vænner sig til verden. Og så kan jeg have dem med mig rundt omkring.

De kan desuden nemt passes af de fleste. At JEG så ikke nemt kan lade dem passe af de fleste, er en anden historie haha. De er jo mine guldklumper, så de skal sgu ud til nogle, der kender dem og har styr på hunde generelt.

Så ja, mit liv er indrettet efter mine hunde. Og selvom jeg har en travl hverdag, så får jeg det altid til at fungere. Nogle gange er løsningen, at andre søde mennesker passer dem. Og heldigvis, at der findes andre mennesker, der gerne vil hjælpe i nødens stund! Men min indstilling til at have hund er nok, at det er, hvad man gør det til. Det behøver ikke være besværligt, hvis man ikke ser det som besværligt. Som hundeejer skylder man sine hunde, at man er der for dem. De har jo ikke valgt at bo hos os.

Så indrømmet selvom det nogle gange kan være lidt omstændigt, så har jeg lært virkelig meget af min tid med hunde, som jeg ikke vil være foruden. Det har lært mig om disciplin, venskab ansvar, kærlighed, planlægning, ledelse, undervisning, omsorg, ja listen er lang. Jeg ville ikke være den, jeg er i dag, hvis det ikke var for mine hunde.

Er der andre derude på linjen med hunde? Hvordan har du indrettet dit liv med hund? Eller måske overvejer du hund

Jeanette Hardis Lets blog some shit blog blogindlæg tinderbox festival vælg dit ord for året

Mit ord (eller mantra) for 2019!

At vælge et ord for året

De sidste to år har jeg valgt ét ord, som skulle være en mental guide for mig gennem hele året. Det skulle være min søjle, min klippe som jeg kunne vende tilbage til og støtte mig op ad gennem alle beslutninger, oplevelser og eventyr.

Det har fungeret virkelig fint de sidste to år, meeen det var faktisk nemmere det første år end sidste år.

Det tiltænker jeg er fordi, jeg det første år valgte ordet “courage“, altså modig. Jeg skulle være modig i mine beslutninger, i min hverdag og i mine handlinger. Hvilket til at starte med var en kende udfordrende, men som månederne gik tog jeg ordets betydning mere og mere til mig. Det resulterede bl.a. i, at jeg rejste alene 14 dage til Marrakech i sommeren 2017. (Jeg fatter seriøst ikke, at det allerede snart er to år siden. Phew tiden går hurtigt).

Men i 2018 valgte jeg ordet “frihed”. Det var mere svært for mig at få direkte handlinger ud af det ord. Det var mere abstrakt og åbenbart mindre definerbart for mig. Så jeg følte ikke, at det havde samme virkning for mig.

Det har resulteret i, at jeg i år ikke har valgt ét ord, der skal definere mit år og være min guideline. Jeg har valgt et mantra, om man vil.

“Be aware, don’t care”.

Det handler simpelthen om, at jeg gerne vil være mere bevidst. Be aware. Jeg vil gerne være mere i nu’et, hvor kliché det end lyder. Jeg vil gerne nyde mere. Jeg vil gerne være mere fokuseret. Jeg vil gerne være mere i kontakt med mig selv og mine følelser. Så jeg skal være mere bevidst om mig selv, mine tanker, mine følelser og min krop. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg bevæger mig i en sundere retning rent mentalt. At jeg er mere i de ting jeg laver, her og nu. Men også at jeg er mere opmærksom på, at nogle ting ikke er sunde for mig. Og at det er helt okay at føle svære følelser.

Don’t care. Dette må ikke misforstås. Det er ikke fordi, jeg vil være ligeglad med alt og alle. Men jeg vil gerne blive meget bedre til at være ligeglad med, hvad fremmede mennesker tænker om mig. For det bruger jeg, stadig, mange ressourcer på

Jeg er virkelig god til at indrette min gøren og laden efter, hvad andre mon vil tænke om det. Er det ikke forfærdeligt? Det kræver virkelig mange ressourcer, næsten konstant, at gå rundt og tænke over, hvad andre mennesker tænker. Det er egentlig både fremmede mennesker, men også bekendte, venner, kollegaer, familie, ja sågar min kæreste.

Jeg er i virkeligheden et enormt følsomt menneske, der er en stor people pleaser. Selvom jeg virkelig prøver at fortælle mig selv, at jeg er ligeglad med, at ikke alle kan li’ mig, så er det halvdelen af tiden løgn. Jeg vil så gerne kunne med alle mennesker. Jeg får en helt knugen i maven af tanken om, hvis der er strejfen af uvenskab i mit liv. Det er ikke fordi, jeg ikke kan håndtere konflikter. Jeg er god til at tage de hårde samtaler. Men jeg er ikke god til, hvis jeg ved, at folk måske ikke billiger de valg, jeg tager i livet.

Suk. Det er utrolig energikrævende. Det er meget begrænsende. Derfor vil jeg i år gøre en ekstra indsats for, at jeg prøver at være ligeglad med, hvad andre mennesker tænker. Især de mennesker, der ikke er en del af min inderkreds. For det er mit liv og mine valg *siger jeg højt for mig selv.

Det var altså “mit ord” for 2019. Jeg har en følelse af, at det allerede har en indvirkning på mit liv, så jeg håber, at det fortsætter året ud.

Har du valgt et ord for i år? Hvis du vil prøve, så kan du bruge den skabelon, jeg lavede sidste år til samme formål. Den er nem at printe ud og udfylde, så du kommer tættere på et ord, der kan guide dig gennem året.