Possible Architecture in Old town Prague

Behaviour we improving at something to. Evil true high lady roof men had open. To projection considered it precaution an melancholy or. Wound young you thing worse along being ham. Dissimilar of favourable solicitude if sympathize middletons at. Forfeited up if disposing perfectly in an eagerness perceived necessary.
Read more

Graviditetsundertøj – til før & efter fødslen

Reklame for Hunkemöller

Med tre uger til termin, i dag, så nærmer slutspurten sig virkelig for den her graviditet. Det er så kliché, men tiden er gået hurtigt! Det er surrealistisk at tænke over, at fra nu kan han komme, hvornår det skal være.

Tænk engang at det er ni måneder siden jeg blev gravid. Så meget har ændret sig siden. Ikke mindst min krop. Jeg tænkte faktisk til at starte med, at jeg godt kunne klare mig gennem graviditeten med sparsomt graviditetstøj – og det har på én måde også været rigtigt. Jeg har købt nogle decideret gravidshorts til at have under kjoler, jeg har købt nogle tights, der støtter maven og så har jeg købt undertøj, der passer til de voksende attributter, der er dukket op i landskabet på min krop hah!

Udover det så har jeg bare købt mit tøj en str. større en normalt og tænkt i enten løstsiddende tøj (især den første tid, hvor vi endnu ikke havde fortalt det til særlig mange) eller tøj med stræk. Jeg har også lånt mig til meget tøj af min søster, der også var gravid ind over sommermånederne.

Gennem mit samarbejde med Hunkemöller har jeg også udvidet min samling af undertøj, der er beregnet specifikt til gravide. Der er nemlig stor forskel på almindelige bh’er og en vente bh – og en amme bh for den sags skyld.

Især her den sidste måned har jeg kunne mærke, og se, at mine bryster er vokset. Det er jo helt naturligt, men det er ikke mindre mærkeligt af den grund. I lang tid har mine normale bh’er været på overarbejde, og jeg har tit valgt en sportsbh eller en bh uden bøjle. Det har bare været mere behageligt end de normale bøjlebh’er.

Forskellen på almindelige bh’er og en vente bh eller amme bh er også mærkbar.

En vente eller amme bh er i mange tilfælde uden bøjle. Eller i hvert fald med en blød bøjle. Det er også anbefalingerne til amme bh’er – at de er uden bøjler, så der er minimalt, der kan genere brystet og mælketilførslen. Allerede under graviditeten anbefales det at droppe de klassiske bøjlebh’er, i hvert fald dem der har bøjler af metal. Du kan finde nogle med gelebøjler, der er blødere og derfor mere skånsomme mod brysterne.

Med en vente bh får du en bh der vokser med dine bryster. Både en vente bh og en amme bh er lavet til at kunne give sig op til to skålstørrelser, og kan derfor ikke sammenlignes med normale bh’er.

Mht. størrelser skal du købe din almindelige str. men vent gerne til omkring uge 36 med at købe stort ind. Her har dine bryster nemlig en størrelse, som du kan gå ud fra. Med det sagt så vokser de helt sikkert stadig både mens du er gravid og i de første uger efter fødsel. Der er det så smart, at vente og amme bh’er kan give sig ekstra, så du ikke løber tør for plads.

Jeg har selv brugt bløde bh’er i flere måneder nu og har brugt amme bh’er den sidste måned. De er bare mere behagelige at have på, og støtter stadig uden at klemme.

Fra Hunkemöller har jeg nogle forskellige modeller af vente og amme bh’er.

Jeg er selv glad for at have noget at vælge imellem. Derfor har jeg denne amme bh uden bøjler og med bløde skåle. Den kan åbnes foroven ved stroppen og går op til store størrelse. Hvilket generelt er en god ting ved bh’er fra Hunkemöller – de findes i store størrelser.

Jeg har også denne amme bh, også uden bøjler og med en cross body effekt som jeg elsker. Den findes i tre forskellige farver, og jeg elsker leopardudgaven, som jeg klikkede hjem. Og så behøver en amme bh jo ikke være kedelig – derfor er jeg også virkelig glad for denne amme bh, der med sine fine blonder ligner en helt ordinær bh. Den føles egentlig også sådan med den undtagelse, at den heller ikke har bøjler. Men den er overraskende støttende alligevel – og det kommer fra en, der jonglerer de lidt større størrelser.

Udvalget af flotte amme bh’er og trusser, der passer til er overraskende stort hos Hunkemöller. Jeg kan hilse og sige, at graviditetstrusser også findes i mange forskellige udgaver, former og faconer. Jeg har selv været rigtig glad for de modeller, der tager udgangspunkt i almindelige trusser, men med ekstra plads eller som går under maven. De modeller der sidder midt på maven har jeg ikke været så glad for. Enten skal de gå op over maven og faktisk næsten sidde under brysterne eller skære under maven.

Det er selvfølgelig en smagssag, og efter fødslen er jeg sikker på, at jeg bare gerne vil have et par, hvor der er plads til det hele!

Der er i øvrigt udsalg en masse lige nu hos Hunkemöller. Det gælder både deres normale lingeri og deres gravidlingeri.

Har du nogle tips her oppe over termin så endelig hit me! Jeg er gået på orlov, og jeg prøver virkelig at tage den med ro. Men det er virkelig svært, når jeg normalt er typen, der har gang i en masse projekter og sjældent sidder stille. Nu skal jeg slappe af, nyyyyde det og prøve at gøre mig klar til fødslen. Hvis du har nogle tips til den, så ENDELIG også skriv en kommentar! Hvad for noget undertøj havde du fx med til fødslen?

Graviditetsdagbog: Sommerbaby 2021

Info: Det her indlæg et ét langt dagbogsindlæg omkring min graviditet, hvor jeg opdaterer løbende.

Foto: Lisbeth Vestergård

Åh det er med lidt bævrende læbe og nervøse fingre, at jeg skriver dette indlæg. Jeg er SÅ bange for at jinxe noget ved at begynde på denne dagbog lige nu. Men jeg vil så gerne og jeg elsker at læse den slags hos andre. Det er sjovt for selv inden jeg blev gravid, synes jeg, at det var spændende at læse både den her slags indlæg, men også fødselsberetninger. Måske jeg bare føler, at det at sætte et andet menneske i verden er så sej en bedrift, at jeg gerne vil læse om det. Og følge med i, hvordan det er.

Det kan selvfølgelig være til skræk og advarsel, alt efter hvordan en fødsel eller graviditet er gået. Men det tager jeg også gerne med. Mit personlige kendskab til graviditet startede med en missed abortion i sommeren 2020. Derfor er det måske endda så meget mere specielt, at jeg skal være mor sommeren 2021. Et år efter jeg sagde farvel til en mulig fremtid med en lille én, kommer en ny mulighed. Jeg vil egentlig ikke gå så meget i dybden med vores MA i sommers, for jeg vil gerne fokusere på den her graviditet i nærværende dagbog. Måske jeg deler noget i et andet indlæg. Og ellers har jeg delt meget på Instagram, hvis du vil læse mere. Men altså.. Here goes.

Forhistorie: sådan opdagede jeg det

Ja først så lærer man som gravid, at dage betyder meget! Inden jeg blev gravid anede jeg ikke, hvad det der +X betød. Altså som i hvor langt er du så henne?Jo jeg er i uge 9+3. Hvorfor det var så vigtigt. Men det er det! Det fortæller præcise tidspunkter i graviditeten og er i øvrigt for mig også en dejlig måde at følge med på. Lidt ligesom en julekalender, hvor man tæller ned. Nu tæller jeg bare op og hver dag tæller i regnskabet.

Vi fandt ud af, at jeg var gravid hurtigt. Faktisk på min første dag for manglende menstruation. Efter vores MA og en graviditet, der på ingen måde var planlagt, kunne vi godt mærke, at det faktisk var hvad vi ville. Vi elsker hinanden så højt og vil gerne have børn sammen. Så vi begyndte så småt at prøve. Jeg mener, der gik tre/fire måneder, og så var jeg gravid. For nogle er det lang tid, for andre er det meget hurtigt. Jeg kan selv huske den store skuffelse jeg stod med efter den 2. måned fra vi forsigtigt begyndte at prøve, og min menstruation meldte sin ankomst. Selvom vi havde talt om, at det tog den tid det tog, så ønskede jeg bare at være gravid med det samme igen!

Jeg var blevet så lykkelig og vant til tanken om, at vi skulle være tre, at jeg bare gerne ville tilbage til den følelse. Samtidig vidste jeg også, at det ikke behøvede at være med det samme og jeg begyndte at tage den med ro omkring hele ønsket om at blive gravid.

Men ja omkring fire måneder efter vores MA stod jeg der igen. Med en positiv test i hånden. Jeg har godt styr på min cyklus og bruger en app til at holde overblik. Så jeg gik bare og ventede på de første tegn på menstruation – der så udeblev. Samme morgen som ville have været 1. menstruationsdag tog jeg en test uden Nicolai vidste det. Den var positiv og jeg troede næsten ikke mine egne øjne. Jeg troede det faktisk så lidt, at jeg ikke sagde noget til at starte med.

Vi skulle have gæster til frokost og jeg havde derfor lidt stress over det hele. Også hvornår jeg skulle sige det til ham. Jeg cyklede op for at handle og købte en pakke med sutter, for så måtte jeg sige det på den måde. Da jeg kom hjem gik jeg rundt i små cirkler om mig selv og forsøgte at koncentrere mig om madlavningen og Nicolai, som jeg syntes var helt fjollet og i øvrigt langt bagefter i tidsplanen for dagen.

På et tidspunkt går jeg ud og tager en test til. En af de dyre digitale test. Den sagde også positiv, så den var sgu god nok. Efter det gik jeg ind i køkkenet og satte mig med Nicolai ved bordet og sagde, at jeg havde en gave til ham. Han forstod vist ikke rigtig noget og da jeg hev sutten frem og lagde på bordet, kiggede han på sutten og kiggede hurtigt op på mig. Uden stadig rigtig at forstå noget. Ærligt så forstår jeg det stadig ikke og det er faktisk lidt en følelse af freaky friday.

På et eller andet tidspunkt skal det jo nok dæmre det hele haha! Det håber jeg da i hvert fald! Men de første par uger har været nervepirrende, fordi vi har mistet én gang og helst ikke vil opleve det igen. Det er helt normalt at abortere og mindst 25% af alle graviditeter går til grunde på den ene eller anden måde. Det er absolut naturligt og her på “den anden side” er det også noget lettere at snakke om. Men lige efter så var velmenende ord som det var meningen, kroppen ved hvad den gør, I må prøve igen, der var noget galt virkelig ikke særlig opløftende!

Man forestiller sig hurtigt en fremtid med den lille klump dernede og selvom det var en kort fornøjelse, så var det alligevel noget, vi havde indstillet os på. Anyways – det sidder stadig i kroppen nu. Og jeg vil faktisk også gerne fysisk undgå at skulle det igennem igen. Det er pisse hårdt for kroppen og ikke særlig fedt. Det er nok også derfor, jeg først er begyndt på denne dagbog nu. Af frygt for at det skulle ske igen og alt ligesom var spildt… Det lyder måske hårdt, men jeg vil ikke håbe for meget på noget, der måske ikke sker.

UGE 9 (8+6)

Så her er vi altså. I uge 9 og nærmere bestemt 8+6. I hvert fald ud fra, hvad jeg kan se i de graviditetsapp jeg følger lige nu. De sidste par uger har været meget op og ned. Jeg har ikke decideret haft kvalme, men jeg har haft en virkelig lille appetit og næsten ikke lyst til noget mad. Når jeg så samtidig har været mere sulten end normalt, så har det været lidt svært at komme igennem. Men jeg ved, at jeg har det meget nemmere end mange andre og det er jeg taknemlig for.

Jeg har også været TRÆT! Træt, træt, træt! Jeg har været lykkelig for hjemmearbejde, for så har jeg kunne rykke mine timer rundt og nå at sove længere eller få en morfar midt på dagen. Jeg orker intet for øjeblikket og det er meget ulig mig bare at ville bruge alt tiden hjemme og helst under dynen.

Jeg har været til de første blodprøvetagninger hos lægen og skal i den kommende uge til første samtale hos lægen. Vi har selv betalt for to scanninger ind til nu. I uge 6+4 og 8+4. Det var for at finde noget ro til os begge to, da jeg sidst jeg var gravid, gik rundt og var “gravid” i tre uger før vi fandt ud af, at vi havde en MA. Derfor ville jeg gerne så tidligt som muligt scannes og se, at alt var som det skulle være.

Og det var og er det heldigvis. Indtil videre. Både første og anden scanning gik godt. Alt så ud som det skulle og der var gang i det lille hjerte <3

Uge 13 (12+2)

Så gik der lige lidt inden jeg fik opdateret igen. Mest fordi det har været over jul og nytår og der har været en masse bange følelser forbundet med den her graviditet. Jeg er blevet scannet privat hos en jordmoder, hvor vi flere gange har set liv. Hjerteblink og masser liv. Lige som det skal være.

Men i dagene op til jul begyndte jeg at bløde… Fra omkring 23.-25. december blødte jeg hver dag. Hvis du selv har været gravid, så ved du, hvor frygteligt det er at opdage og hver eneste gang jeg var på toilettet var det med frygten for, at der var sket noget mere voldsomt. Jeg havde smerter i den ene side af lænden og kunne godt mærke, at der skete noget i underlivet. Men hvad der skete, vidste jeg ikke. Jeg har jo aldrig været så langt henne før i en graviditet, så jeg ved jo reelt ikke, hvad der føles rigtig eller forkert.

Jeg ved bare, at da jeg gennemgik vores MA, der mærkede jeg intet. Det opdagede vi først til en scanning nogle uger senere, hvor graviditeten egentlig var gået til grunde.

Så det var virkelig med panik, at jeg overlevede juledagene. Og faktisk så meget panik, at vi endte med 26. om morgenen at ringe til vagtlægen og spørge dem til råds. Jeg ved godt, at de selvfølgelig ikke kan gøre hverken fra eller til, men hvis det var fordi, der var gang i en spontan abort, så kunne vi i det mindste tage tidligere hjem til Odense. Vi var nemlig på Sjælland for at holde jul.

Derfor var det heller ikke den mest romantiske måde vi denne gang fik fortalt vores familier, at jeg er gravid. Nicolais forældre, som vi sov hos da vi ringede til vagtlægen, gik han ud og sagde det til, mens jeg bare prøvede at holde tårerne tilbage på et værelse i huset. Heldigvis er de verdens bedste (sviger)familie og jeg fik en god snak med både min svigermor og svigerinde (og et godt kram trods coronaafstand!).

Vagtlægen fik fat på gynækologisk afdeling, for det var slet ikke sikkert, at de overhovedet ville se mig. Det var jo slet ikke sikkert, at de ville tjekke mig eller gøre noget, når de alligevel ikke kan forhindre en abort. Men grundet min store bekymring på baggrund af vores MA, så fik jeg en tid med det samme og kom til en akut scanning på sygehuset.

Heldigvis var alt præcis som det skulle være og det var med tårer ned af mine mundbindsdækkede kinder, at jeg kiggede op på skærmen og kunne se masser af liv <3 Tak alt for et sundhedsvæsen, der også i pressede tider tog mig ind og tjekkede. Både lægen og sygeplejersken til undersøgelse var så forstående og nærværende og jeg følte mig utrolig godt passet på.

Efter scanningen kørte vi hjem til min mormor og morfar, hvor min familie var til en lille frokost. Her var vi forsinket pga. alt tumulten og scanning, men blev hurtigt tilgivet, da vi fortalte hvorfor.

Nu er det 7. januar som jeg skriver det her og der har intet været siden før jul. Ingen blødninger og ingen tegn på noget andet. Alligevel har jeg haft en fornemmelse af, at noget er galt. Og når først frygten har bidt sig fast, så slipper den ikke så let. Derfor har vi booket en tid til en privat scanning i morgen for at være sikre på, at lille Grogo (som vi kalder vores lille baby lige nu), har det godt derinde i varmen. Det kan for nogle måske virke overdrevent, men ærligt så er jeg faktisk ligeglad. Jeg har snakket med flere kvinder i min familie, der ville gøre det samme. Hvis det kan give mig en tryghed, så må det være det værd.

Vi er indkaldt til nakkefold i næste uge og på en eller anden måde prøver jeg at bilde mig selv ind, at hvis der er noget galt i morgen, så er det fint at finde ud af inden NF – så er de offentlige ressourcer da sparet. Ja det er virkelig nogle romantiske argumenter jeg kan finde frem haha!

Jeg krydser selvfølgelig fingre for, at alt er præcis som det skal være. Der er ingen grund til andet. Og så håber jeg på, at jeg kan lægge frygten fra mig og ikke tappe ind i den mere.

Uge 14 (13+5)

Så tjekker jeg lige ind igen. Jeg kan mærke, at jeg stadig har det mærkeligt med at skrive den her dagbog. Mest af frygt for, at der skal ske noget i mellemtiden og jeg kan kigge tilbage på (endnu) en abort. Men.. here goes.

Vi var til nakkefoldscanning i sidste uge, og det gik godt! Vi var begge meget nervøse og spændte op til. Vi blev sidst (panik)scannet i juledagene og siden da, har der været ro på og ingen grund til bekymring. Men alligevel var vi på mærkerne. Også fordi vi jo ikke vidste, hvordan prognoserne så ud.

Alt var heldigvis rigtig fint! Vi blev vurderet til en lav risiko, baby voksede fint og alt så godt ud. Sikke en lettelse! Især dagene efter fik jeg meget ro på og begyndte at slappe mere af i hele min graviditet. Terminsdatoen blev rykket et par dage frem og jeg et sat til en dato i juli!

Nicolai fortalte det til sine kollegaer i dagene efter og til et par flere venner. Jeg venter lidt endnu. Måske igen fordi jeg gerne vil være sikker på, at det nu går som det skal.

Og desværre er jeg i dag vågnet op til brunligt udflåd… Det er sikkert ikke noget, men mit hjerte sank alligevel lidt. Efter så mange uger, hvor der ikke har været noget, så starter bekymringstoget igen #suk. Vi afventer og ser, hvordan det står til i løbet af ugen. Og ellers må vi booke en tryghedsscanning selv hos den privatklinik, vi har været hos tidligere. Vi kan formentlig se kønnet nu! Og vi er da lidt nysgerrige.. Vi tror selv, at det er en dreng. Men hele min familie tror det er en pige. Det bliver så spændende! Vi er selvfølgelig glade uanset hvad det bliver <3

Uge 16 (15+4)

Hello – så gik der lige et par uger igen, inden jeg tjekkede ind her i min dagbog. Mest af alt fordi jeg stadig skal være 100% sikker på, at der virkelig ligger en baby derinde! Men altså. Det gør der sgu – nok. Jeg havde den første tid hos jordmoder denne uge.

Det var en spændende og interessant oplevelse. Som jeg sagde til hende, så føler jeg, at jeg kører på vejen mens jeg lægger asfalten. Jeg har aldrig været så langt henne i en graviditet, og den erfaring jeg har med graviditet er mildest talt ikke positiv. Så jeg skal stadig lære at slappe af i hele processen og bare nyde og være glad. Jeg prøver!

Hos jordmoderen fik vi snakket om stort og småt. Mest af alt om hvordan forløbet har været indtil videre og hvad der rent praktisk kommer til at ske det næste stykke tid. Fordi jeg er gravid midt under en pandemi, hurra for det, så er der fx. ingen fødselsforberedning som man normalt kender den. Det hele foregår online til workshops. Hvilket selvfølgelig er ret antiklimaktisk. Men it is what is it, og vi må få det bedste ud af det.

Jeg troede, at jeg skulle have tjekker både urin og blodtryk og at hun ville lytte efter hjertelyd, men ingen af delene var planlagt. Jeg havde virkelig håbet på, at jeg kunne få lov til at høre hjertelyd med en doppler, som jordmoderen bruger. Hun sagde desværre, at hun normalt ikke gjorde det så tidligt i forløbet, fordi det ikke er altid, hun kan finde hjertelyd. Og hun vil ikke skabe unødig panik hos folk. Men hun kunne godt se, at mit hjerte sank to kilometer ned i maven, og efter lidt snak frem og tilbage spurgte hun, skal vi ikke lige prøve så? Det ville jeg virkelig gerne, også med risiko for, at hun ikke kunne høre noget.

Det kunne hun heldigvis! Hun kunne endda høre, at baby sparkede derinde. Liv og glade dage. Det blev jeg så glad for! Jeg havde nemlig besluttet, at når jeg havde hørt hjertelyd hos jordmoder, så ville jeg begynde at fortælle det til folk i min tætteste kreds. Indtil nu kun en enkelt veninde, der ved noget. Hun og jeg har gået gennem lignende forløb samtidig med MA og nu også graviditet, så det har været sindsygt dejligt at kunne dele op- og nedture med hinanden.

Endelig nu kan jeg begynde at fortælle det til lidt flere. Og selvfølgelig også mit arbejde! Det skal jeg lige have planlagt hvornår. Ikke mindst fordi vi er hjemsendt og det ikke er ofte, jeg ser hverken mine kollegaer eller min chef. Det er virkelig en mærkelig tid at være gravid i. Det betyder også, at der kommer til at gå længere tid, før vi i det hele taget siger det til folk. Fordi vi gerne vil sige det mest muligt i virkeligheden. Vi har også ventet lidt ekstra tid, fordi vi har været så bange for at miste igen. Det sidder meget i kroppen stadig.

Nå, men i dag fortalte jeg det så til en veninde! Der blev virkelig glad på vores vegne og det var SKØNT endelig at tale med andre om det hele. Nu glæder jeg mig bare til at fortælle det til lidt flere og forhåbentlig snart kunne dele den her dagbog rigtigt på bloggen!

Jeg har det i øvrigt bedre og bedre, men er stadig lidt plaget af et generelt ubehag og meget halsbrand. Jeg bliver hurtigt træt og har de sidste par dage døjet med en ekstrem hovedpine. Udover det så føler jeg, at det er mærkeligt, at min krop er begyndt at forandre sig. Det er snart ikke kun flødeskumskager, der viser sig på maven.

Uge 20 (19+0)

Shit så gik der lang tid igen, før jeg fik opdateret det her indlæg. Men altså.. Lige nu er der alligevel ingen andre end mig selv, der følger med. Så mon ikke det går?

Nu er jeg snart halvvejs i den her graviditet. Det er helt vildt. Jeg har virkelig haft nogle ambivalente følelser de sidste mange uger. Min mave er begyndt at vokse. Nu er det ikke kun flødeskumskager derinde.. Selvom det nu alligevel mest ligner det. Først kommer baby, så kommer dellen. Der sidder så fint udenpå graviditetsmaven. Det er sgu lidt sjovt! Og ret skræmmende. Jeg har især de sidste uger haft en mærkelig følelse i kroppen. Som om det slet ikke var min krop, jeg så på i spejlet. Og hver gang jeg blev bevidst om maven, der popper frem, så fik og får jeg en virkelig ubehagelig følelse i maven.

Det hænger nok sammen med, at jeg egentlig ikke føler mig særlig tilpas i min egen krop og hud. Det er en følelse, jeg har haft hele livet. Så langt tilbage som jeg kan huske. Selv som helt ung. At jeg ikke bryder mig om, hvis jeg fx. viser for meget hud. Jeg har aldrig været typen med kavalergang. Og det selvom jeg egentlig har haft noget ret fint at vise frem der på hylde 1. Alligevel har jeg altid haft en følelse af, at det var forkert.. At jeg var.. beskidt og ulækker, når jeg gjorde det. Når min krop blev eller dele af den fik opmærksomhed. Det er helt skørt. Men det kommer ekstra til udtryk for tiden med alt den opmærksomhed på maven. De folk vi har fortalt det til, og det er efterhånden flere og flere, de spørger også ind til maven og vil se den. Så skal jeg stå der og lægge en hånd under for, at de kan se den stikke ud. Det er sindsygt ubehageligt. Jeg forestiller mig også, at det nemlig er fordi, det stadig er på et stadie, hvor den er ret blød – altså maven. Det er først den sidste uge, at jeg især om morgenen, har haft en fornemmelse af, at den sgu er god nok. Der ligger sgu nok en baby derinde og vokser. Det er ikke indbildning heller. Den må jo have det godt, siden maven strammer og bliver mere hård. Det håber jeg i hvert fald…

Nå jeg blev lige fanget af et kaffebesøg (på terrassen med god corona-afstand) og hindbærsnitter. Jeg har sovet elendigt i nat, fordi Nicolai har fødselsdag i dag. Og jeg har været så spændt på at fejre ham. Det tror jeg også, at min halsbrand og ømme hofter har været. Hurra for det!

Det er sgu ved at gå op for mig, at den er go’ nok. Den mave og baby der. Jeg glæder mig mere og mere, og ser frem til en dejlig sommer – både med en gravid mave, men også til efter, hvor baby er her. Hvis det bliver en dreng, har vi nok allerede et navn. Uhh det bliver spændende! På tirsdag skal vi til misdannelsesscanning. Som min veninde Regina skrev tidligere, er det den reelle betegnelse? For så skal der vist en kommunikationsafdeling ind over…. Der gik det op for mig, at det sgu egentlig ikke er særlig fedt, at det hedder misdannelsesscanning, altså som begreb. De kunne sgu da godt have kaldt det noget lidt mere afvæbnende. Ja jeg ved ikke lige hvad… Måske… Babytjek, bare. Det lyder da allerede noget mindre nervepirrende. Nå men jeg vil smutte igen. Solen skinner, der skal snart hænges vasketøj op og kaffen drikker jo ikke sig selv. Ses!

Uge 25 (24+0)

Okaay der gik så lige over en måned før jeg fik opdateret herinde. Jeg har været forholdsvis nede den sidste måneds tid og har ærligt ikke haft lyst til at skrive noget ned herinde. Jeg svinger meget mellem at synes det hele er dejligt og fantastisk og ikke at føle mig tilpas i min krop.

Siden sidst har vi været til misdannelsesscanning, der viste, at vi venter en sund og rask baby. Og så har vi endelig fortalt det “offentligt” til alle! SÅ rart at få det ud i verden, men også meget skræmmende. Mest hvis der skulle gå noget galt… Men den frygt tror jeg desværre ikke, at jeg slipper for foreløbig.

Vi ved også, hvilket køn vi skal have…

Dreng eller pige?

Og vi afslørede det på en ret sjov måde. Til vores MD-scanning spurgte vi pænt JM om hun ville skrive kønnet ned på en seddel til os, men uden at fortælle os kønnet. Det ville hun gerne – og det var langt fra første gang hun havde fået det spg. Senere samme dag facetimede jeg min søster, hvor jeg viste hende sedlen, uden selv at kigge på den! Det var mega svært, for jeg var nysgerrig, men ville også gerne dele oplevelsen med Nicolai og ikke “snyde” haha. Min søster bestilte så en ballon og konfettirør hjem til os, med en meget kønsstereotyp farve konfetti.

To dage senere fik vi en pakke! Nicolai var på arbejde og jeg ville gøre det hele klar til han kom hjem. Desværre… Så stod farven på konfettien på emballagen til både ballon og konfettirør.. Det var en virkelig antiklimatisk følelse at stå der alene og få kønnet at vide…! Nåhmen jeg ringede til Nicolai og fortalte ham det hele, og vi blev enige om, at han ville vendte med at få kønnet at vide til han kom hjem. Så jeg ventede og ventede og ventede! Og brokkede mig sammen med min søster over den åndsvage måde jeg fandt det ud på, men fejrede samtidig en fin lille blop derinde.

Da Nicolai (endelig) kom hjem fra arbejde og vi skulle springe ballonen og konfettirøret endte vi sgu med endnu en æv-oplevelse! Ej men altså. Jeg stod med ballonen og den sprang selvfølgelig fint med den nål jeg brugte, mens Nicolai stod med konfettirøret.. der bare ikke ville gå af! Arhmen altså… Hvor uheldig har vi lov til at være? Men… ud fra ballonen sprang…

Blå konfetti! Vi skal altså have en lille dreng! Det er SÅ vildt! Vi var blevet glade uanset kønnet, selvfølgelig, men jeg skal stadig vænne mig til, at jeg nu bliver en drengemor. Mest fordi min tætteste og seneste baby-reference er min søster, der har en pige. Jeg ved, at der selvfølgelig ikke er forskel i fx. opdragelse, farve på tøj (i hvert fald ikke for os, vi vil ikke have drenge- og pigefarver), men rent biologisk er der jo forskel… Og det glæder jeg mig til at opleve, men jeg forudser også nogle aha-oplevelser, haha! Måske der sidder nogle drengemødre derude, der har haft samme tanker?

Vi lavede en virkelig fin video af hele afsløringen, som vi ser tilbage på med stor glæde! At se Nicolais ansigt, da han ser det blå konfetti er det hele værd. Ej vi glæder os til at møde ham. Du kan se videoen lige her, hvis du vil.

Er jeg så glad nu eller?

Men… jeg har det stadig ambivalent med at være gravid. Jeg tror måske stadig ikke rigtig på det… Jeg hungrer efter en stor mave, så jeg bliver mere overbevist end jeg er nu. Jeg skal kigge flere gange på scanningsfotos for at tro på det. Jeg elsker at mærke liv derinde, for det har jeg gjort nogle uger på, men samtidig ryster det mig også. At der ER liv derinde. At jeg går rundt med liv 24/7. Det er ikke noget, jeg elsker. Jeg har i mange år drømt om, hvordan det ville være som gravid, men det er virkelig ikke det her, jeg forestillede mig. Tværtimod.

Jeg har åbnet op for nogle af mine følelser og tanker på IG, men det er langtfra alt jeg fortæller. Mest fordi det er så tungt.. Og jeg savner mit positive væsen, min passion for livet generelt. Den har været meget lille de sidste par år, så generelt. Der er sket mange tunge ting i min familie, der har påvirket mig og som stadig sidder i mig. Ting som jeg har arbejdet med en psykolog omkring og som jeg efterhånden var landet et bedre sted i. Men som helt sikkert er blevet rørt op i igen nu med min graviditet.

Samtidig har jeg på ingen måde brug for medlidenhed eller ekstra omsorg. Det føles faktisk nærmere omklamrende for mig… Jeg har ikke brug for kram eller nus, (i hvert fald ikke fra andre end Nicolai), men bare at kunne tale åbent og helt normalt omkring de følelser, at det er svært at være i. Det hænger nok også sammen med, at jeg er et menneske, der ikke gider brokker mig over ting, men hellere vil gøre noget ved dem. Og for mig virker det at snakke om følelser, oplevelser, livet. Uden dikkedarer, uden ekstra hensyn, og gerne i et helt normalt stemmeleje. Lyder det mærkeligt? Ja ja.. Det må det gøre så.

Anyways…. Vi har også selv været til en privatscanning hos den JM vi har brugt gennem hele forløbet. Hun er simpelthen den bedste og får virkelig vores anbefalinger. Hendes klinik hedder Klinik Braskov og hun hedder Karen. Hun er så professionel og sød. Vi får altid både fysiske fotos med derfra og hun sender både fotos og video digitalt, som vi kan downloade og gemme. Vi var til en scanning i uge… 23 tror jeg… Efter vores MD-scanning i hvert fald. Her var alt også fint. Vi havde booket en trygheds- og vækstscanning. Her kigger Karen på, hvordan baby trives ud fra forskellige parametrer og hun kommer med et skøn på vægten. Her så alt også helt fint ud og han boltrede sig rundt derinde. Han vejede 470 gram til den scanning, hvilket fulgte hans kurve rigtig fint.

I sidste uge havde jeg tid hos min læge, der er JM. Hun lyttede til hans hjerte, og kunne samtidig høre, at han lå og hikkede derinde. Ret sødt.

Alt rent fysisk forløber præcis som det skal. Han er sund og rask, af hvad vi kan se, jeg er sund og rask og der er liv derinde faktisk hver dag nu.

En snak med lægen og JM

Men jeg havde også en samtale med min læge, og vi er heldigvis blevet enige om, at jeg altså skal snakke med nogle om de ambivalente tanker og følelser jeg går rundt med. Derfor er jeg blevet sendt videre til en psykoterapeut hos OUH. Både min læge og jeg vil gerne have, at jeg får et godt forløb og ikke mindst en god start efter fødslen. Derfor er det så dejligt, at blivet taget alvorligt og få den mulighed for at snakke med en professionel om tingene. Der er kun så meget, jeg kan læsse af på folk omkring mig. Og som jeg har lyst til at læsse af. Nogle gange så er det sgu nemmere at dele de tunge ting med en “fremmede” der er helt objektiv. Og som, formentlig, lytter og sætter sig ind i mig og min situation.

Jeg har oplevet nogle gange efterhånden, at andre gravide eller mødre, ikke altid lytter. De er hurtige til at referere til egne oplevelser, men ingen graviditeter (eller fødsler) er ens, så det kan være svært, og nogle gange faktisk demotiverende, at høre om andres fantastiske forløb, hvor alt bare var magisk og vidunderligt. Eller skrækkelige fødsler, hvor folk sprækker og ikke kan gå på toilettet flere uger efter. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor nogle får den lyst til at fortælle en (førstegangs) gravid om de forfærdelige ting, der også kan ske til en fødsel. Internettet findes – vi ved godt, at vi risikerer alt muligt. Men vi behøver virkelig ingen grafiske detaljer, tak. Jeg gør i hvert fald ikke, hah. Måske jeg bare er sart.

Jeg har også haft min første (og måske eneste) fødselsdag som gravid. Det var en speciel oplevelse. Udover at det var endnu en corona-fødselsdag, så bærer jeg nu rundt på et lille liv. Det er så vildt og det sætter tingene i perspektiv. Også i forhold til min alder og om vi vil have flere børn – gerne inden jeg bliver alt for gammel….

Snack patrol – eller mangel på samme

I går snakkede jeg med Nicolai om, at jeg faktisk ikke har sendt ham på mere end en snack patrol. Alt for dårligt. Det må jeg helt sikkert komme efter! Men ærligt har jeg ikke haft nogle særlige cravings… Eller altså.. Der var da den periode, hvor multifrugtjuice skulle være en del af basislageret… Og da jeg i tre uger spiste cheez dippers hver dag. Flere gange om dagen. Eller de måneder, hvor kakaomælk var det eneste, der duede mod min kvalme og halsbrand. Okaaay der har måske været lidt cravings. Men slet ikke nok IMO.

Hormonerne har til gengæld raset jævnt derudaf. Jeg har fået en meget irrationel jalousi, som jeg ikke har oplevet før. Jeg stoler jo på Nicolai, men for satan han skal ikke på nogen måde se på andre kvinder… Så begynder jeg straks at tænke, at jeg er for tyk, at han går fra mig, at jeg ender med at blive alenemor! Og så skælder jeg ud. Den stakkels mand forstår intet og fortjener det ærligt slet ikke. Jeg kan bare ikke styre mig. Mine følelser er 100 gange forstørret og jeg føler alt meget mere voldsomt end normalt. Nicolai må ikke drille mig mere, han må ikke glemme at kysse mig farvel og han må slet ikke nævne, at mit personlige ækvator udvider sig. No thank you.

Den ene af mine tre graviditetsapps fortæller mig, at baby nu er 30 cm langt! Altså what…! Det er jo slet ikke til at tro, at der ligger en blop derinde på 30 cm. Og han er igang med at danne anlæg til tænder. Jeg er mind blown. Jeg har også taget på. Og maven vokser. Og mine trusser bliver for små. Det ER endda graviditetstrusser. Jeg skal købe flere. Jeg orker slet ikke små trusser mere. De forsvinder fandme bare. Nej tak du, hellere nogle ordentlige mormor-trusser, der dækker både vognen bagpå og foran godt til. Jeg har også købt mere nyt tøj denne periode, end jeg har gjort det sidste år! Ærligt så trænger min garderobe sgu også til en generel opdatering. Nu var der en reel undskyldning for at investere i noget nyt. Ikke fordi det er voldsomt – et par gravidjeans, nogle tights, skjorte, en vest og nogle kjoler. Meget af tøjet kan bruges efter graviditet også. Og så har jeg fået nogle kjoler af flere jeg kender, hvor der er plads til maven. Lækkert!

Babyting – hvad vil vi købe?

Vi er også begyndt at kigge på babyting nu. Vi har fået en virkelig fin tremmeseng af nogle bekendte, og i min familie har vi en flettet vugge, som vi skal bruge til de første måneder. Det er en vugge min mormor købte brugt da hun skulle have min mor.. For over 50 år siden! De fleste i vores familie har ligget i vuggen, og den har været lånt ud til venner og bekendte gennem alle årene. Jeg har også ligget i den som barn, så det bliver helt specielt at lægge ham i den.

Lige nu har vi nogle ting på køb-til-baby-listen, men jeg skal have opdateret nice to have og need to have. Nogle ting køber vi brugte, det kan simpelthen ikke svare sig andet synes jeg. Andre ting vil vi (jeg) gerne have fra ny.

Vi skal bl.a. have barnevogn, selvfølgelig, og her køber vi brugt. Der er så mange fine på markedet, og jeg nægter simpelthen at give 10K for sådan en jolle, når de kan fåes til halv pris i virkelig god stand. Vi har også købt mere tøj brugt. Her kan jeg anbefale både Børneloppen og Børnetorvet. Generelt er standen bedre de steder, end fx. en normal genbrugsbutik. Det er i hvert fald min erfaring.

Vi har også købt noget fra nyt, og det kommer vi nok ikke udenom. Men især de første måneder, hvor de vist vokser ud fra tøjet hurtigt, vil vi gerne købe brugt. Farver er vi som sådan ligeglad med, men jeg overvejer alligevel at farve noget af det vi har købt. Så det bliver lidt mere neutralt i farverne. Vi har bl.a. nogle body’er i lyserød, hvilket er så fint, men jeg er personligt ikke så meget til alt for meget lir og farver og typiske “babyting” – det må gerne være lidt… stilrent. Jeg er heller ikke til store tekster og skrift – generelt på tøj. Hver sin smag og vi er sikkert mega ligeglade med, hvad han har på efter 4. skift på 6 timer, haha.

Jeg vil også meget gerne investere i en højstol fra Nomi med deres babyindsats. Jeg har læst alle anmeldelser omkring forskellen på Nomi og den klassiske Trip Trap fra Stokke, og de generelle erfaringer er, at Nomistolen med babyindsatsen er lækker, når barnet er mindre. Den er mere sikker og vælter ikke bagover, hvis barnet sætter fra på fx et bord med benene. Det risikerer vi med stolen fra Trip Trap, medmindre vi køber nogle ekstra forlængere til benene bagpå. Samtidig er stolen fra Nomi let og nemt kan flyttes med rundt, hvor Trip Trap stolen er tungere og ikke særlig handy. Skal vi have babyindsatsen til Trip Trap skal stolen være af den nye model, for ellers passer indsatsen ikke. Men Trip Trap stolen er til gengæld god når barnet bliver ældre og selv kan kravle op og sidde. Det er virkelig en jungle at finde rundt i – bare højstole! Det handler selvfølgelig også om smag og behag, og hvad vi selv synes er rigtigt. Jeg ved stadig ikke, om jeg vil købe højstolen fra ny eller finde den brugt. Jeg kan jo ikke se bort fra, at både Nicolai og jeg er farvet af godt design og gerne vil have nogle ting, vi også synes passer ind og som er pæne. Også selvom det er børneting… hehe.

Jeg ved også, at vi skal have en babynest. Den køber vi fra ny og det bliver nok en Najell sleepcarrier. Den kan fungere både som babynest, lift og legetæppe – og designet er flot. Den er klart i den dyre ende, men jeg tror, det er godt givet ud. Der er så mange fordele ved den, som jeg tror, vi bliver rigtig glade for.

Det var vist også en opdatering, der ville noget! Vejret er megagodt i dag, det er påskeferie og nu vil jeg spise den thebirkes jeg har købt i Netto og arbejde lidt videre. Go’ påske!

Uge 28 (27+2)

So far so good. Snart 3. trimester og jeg glæder mig! Jeg synes, at tiden går både langsomt og hurtigt på én gang. Hormonerne raser stadig… Faktisk har jeg lige haft tre dage, hvor jeg blev irriteret over alt og stemningen i huset har været på lavpunktet. Som i.. virkelig på lavpunktet. Jeg er vist kommet til et punkt, hvor jeg er træt af at være den gravide i forholdet. Altså det er sgu mig, der tager det tunge læs her, og så er det gud hjælpeme stadig tre måneder endnu. Der kun bliver endnu tungere. Jeg maaaagter det ikke og kunne jeg droppe det hele og bare have den lille fis i armene havde jeg givet mit halvekongerige og måske en af hundene for det.. måske. Kun måske.

Jeg er svært irriteret på Nicolai over, at han bare kan fortsætte sit liv som vanligt. Selvfølgelig med den undtagelse, at vi bruger eftermiddagene på at kigge på barnevogne, snakke tøj og indrette børneværelse i hovedet. Men han vågner ikke tre gange om natten enten fordi hans blære er ligeså trang som Suezkanalen har været det for nylig eller halsbranden nærmer sig opkastlignende fare – og hvis der så ikke lige ligger nogle halsbrandstabletter på natbordet jeg nemt kan tygge på… Ja så er helvede på jord løs. I hvert fald for mig, der er den vågne part i alt det her natterenderi. Ved siden af mig ligger den vordende far og trækker torsk i land som fik han penge for det. Nogle gange får han en spids albue i siden. Ik’ sig det til ham… Men for fa’en. Her ligger jeg og har tilmed tit de mest absurde drømme eller sågar mareridt om døde mennesker og utroskab. Der er ikke noget som at vågne fra en drøm, hvor Nicolai har fået barn – MED EN ANDEN KVINDE!

Jeg tror nogle gange, at jeg er gravid i hovedet også. For der sker sgu de mest mærkeligste ting derinde. Jeg tænker, at det må være hormonerne, der raser. Og gør mig rasende til tider.

Jeg kan heller ikke finde nogle BH’er der passer… Eller dvs. jeg har tre lige nu, arr vent måske fem hvis vi tæller de helt bløde med. Men dem er der sgu ikke meget støtte i – efterhånden. Jeg magter ikke, at mælkebeholderne allerede er vokset som de. Men det er de altså, og der er sgu nok ikke noget at gøre ved det. De bliver nok kun større alligevel! Og så behøver vi slet ikke snakke om graviditetstrusser… Eller mangel på samme. Jeg tror, at jeg skal i Magasin efter nogle. Eller finde nogen på nettet, der kan opfylde funktionen med at holde maven bare lidt på plads.

Jeg er også begyndt at læse meget mere om fødslen og forløbet efter. Jeg lytter i øjeblikket til flere bøger om emnet. Jeg er indtil videre glad for Smertefri Fødsel af Anja Bay og så lytter jeg til Cana Buttenschøns 40 uger inden og har planer om at læse hendes to andre bøger om fødsel og tiden efter – 40 ting du skal vide om din fødsel og 40 uger efter. Indtil videre er jeg virkelig glad for de informationer, der er i de bøger.

Jeg har også lært, at jeg ER typen, der sætter mig grundigt ind i tingene inden jeg kaster mig ud i dem. Og at jeg helt sikkert har samme fremgangsmåde til denne graviditet og fødsel. Jo mere forberedt jeg er, jo mere sikker føler jeg mig. At det så er et problem, at jeg aldrig føler, at jeg gør nok og er nok forberedt, ja det er en helt anden side af sagen. Jeg føler tit, at jeg burde og kunne gøre mere. Kontrol- og perfektionistens forbandelse. Men jeg prøver at give slip på det og fortælle mig selv, at det hele nok skal gå.

Jeg har det, også, stadig ambivalent med at være gravid. Jeg glæder mig til min samtale på OUH snart. Det bliver godt at få en fagperson ind over mine tanker og følelser. Jeg vil gerne have et så dejligt forløb som muligt både nu, ved fødsel og efter.

Noget jeg stresser over er bl.a. tiden efter. Hvor jeg ved, at usikkerhederne helt sikkert vil sætte ind. Samtidig er jeg bygget på den måde, at jeg gerne vil skabe mine egne erfaringer og gøre tingene på min måde. Jeg er spændt på “gode råd” fra nær og fjern, også når den tid kommer – for de kommer da i den grad når man er gravid.

Jeg er også bange for om det bliver en stresset tid for os. Mest fordi jeg nok gerne vil have ro på under og efter fødslen. Men kan vi godt være bekendt at sige det til folk? Hey vi elsker jer, men vi vil bare gerne lige være os selv – selvom vi godt ved, at folk selvfølgelig gerne vil se ham! Så hurtigt som muligt. Det er sgu heller ikke noget vi skal tage stilling til nu… Men jeg vil nok gerne lige have et par dage hjemme for os selv, inden vi byder op til dans med resten af verden haha. Men er det urimeligt af os at bede om? Altså at folk må vente med at se vores første vidunder? Det kan også være, vi har lyst til at råbe ud til hele verden at nu kan de godt kridte skoene, for vores førstearving har meldt sin ankomst og verden skal beundre ham, haha!

Jeg tror også, at mit fokus ligger på, at der jeg for det første lige har skudt et menneske ud af min hoohaa og måske gerne liiiige vil have lidt ro på efterfølgende til at blive mig selv igen. For det andet at lille bebs har ligget sikkert i sit lille studio og nu er kommet ud til en helt ny verden. Jeg har hørt og læst om 4. trimester, der er tiden efter fødslen. Hvor baby skal vænne sig til de nye omgivelser, lyde, lys og at hud mod hud er så vigtigt i den første tid! Der tænker jeg, at vi gerne vil have ro til at lære ham at kende og få etableret amning også.

Nå men vi får se! Det vigtigste er jo at han er sund og rask og vi glæder os til at møde ham! Selvom det ærlig talt freaker mig ret meget ud, når jeg kan mærke at han ligge derinde og sparker mig på indersiden af maveskindet. Det er dejligt, at han tilsyneladende har det godt derinde, men ej hvor ville jeg gerne være fri for følelsen af, at min krop af overtaget af en lille hobbit, der er pisse ligeglad med, om jeg sidder til møde eller snakker med min chef. Hvis han vil sparke eller rulle rundt, så gør han fandme det. Og så kan jeg ellers sidde der og smile i en samtale alt imens det føles som om der er moshpit i min mave!

Uge 34 (33+6)

Hold. nu. kæft. hvor går tiden hurtigt! Jeg har gerne ville skrive på det her indlæg i flere uger, men både tid og omstændigheder har drænet mig fuldstændig. Men nu skal det altså være! Jeg sidder her foran computeren, det er en varm sommerdag, jeg har taget alt for meget tøj på og jeg koger. Og så fylder min mave foran skrivebordet, så jeg kan ikke rykke langt nok ind til at sidde sådan helt behageligt. Samtidig er min lænd begyndt at brokke sig lidt. Heldigvis er jeg sluppet for de fleste gravidskavanker. Kan jeg forstå på det hele i hvert fald.

Jeg har døjet meget med halsbrand, men det gør de fleste gravide vist. Udover det så klarer jeg mig vist ret fint i betragtning af, at jeg nærmer mig højgravidstatus – og hvornår er man egentlig det? Jeg har seriøst prøvet at google det, men uden noget klart svar. Nogle mener fra 3. trimester, andre først fra uge 37, mens andre igen fra uge 34…

Maven er i hvert fald begyndt at være i vejen… Mine fingre og fødder er stadig forholdsvis normale og ikke hævede – selvom mine fødder lige nu godt kan mærke, at det varmt og jeg har siddet meget ned i dag. I går måtte jeg sgu også lægge mig på min sofa på arbejde (hurra for eget kontor) og lige trække vejret og lukke øjnene i ti min. Shiiit jeg kan godt mærke, at jeg sover dårligt for tiden. Og trækker lidt flere kg med mig rundt.

Jeg er stadig forholdsvis aktiv. Jeg tager ladcyklen på arbejde, og den har jo el, men det er stadig 16 km i alt hver dag, går tur med hundene, og er i det hele taget ikke som sådan begrænset i min hverdag. Nicolai gjorde endda opmærksom på, at jeg ikke en eneste gang (endnu) har trukket det famøse gravidkort. Det kommer han helt sikkert til at fortryde at have sagt… 

Siden sidst er jeg startet hos den bedste psykoterapeut gennem OUH. Jeg har ikke haft det særlig nemt med at være gravid. Det hænger helt sikkert sammen med, at vi havde en MA sidste år, men… Også at min krop ændrer sig uden, jeg kan gøre noget ved det. Det sker ligesom bare om jeg vil det eller ej. Det har på en eller anden måde trigget nogle tidligere traumer, som jeg egentlig troede var “afsluttet”. Så meget som traumer nu kan være det. Men det er virkelig sundt for mig at få talt om igen, at blive mødt af forståelse, rummelighed og respekt lige der, hvor jeg er nu.

Det går fremad med at være i graviditeten synes jeg. Hvor jeg før havde det nederen 80% af tiden er det nu kun mellem 30-40%. Det er en mærkbar forskel for mig – også at kunne nyde min graviditet på en anden måde end tidligere. At blive glad når jeg mærker liv derinde – og samtidig blive helt freaket ud. For det gør jeg altså stadig! Jeg synes stadig det er mega syret, at der ligger et lille, levende menneske derinde! Som skal komme UD AF MIG! Men jeg glæder mig også meget til at møde ham. Hver gang der går lidt tid inden jeg mærker ham, bliver jeg også bekymret – har han det nu godt? Ofte går der ikke lang tid, så giver han lyd fra sig derinde. Heldigvis er han også mest aktiv i løbet af dagen, så min nattero har jeg indtil videre fået lov til at beholde. 

Helt praktisk så har jeg fået ryddet det værelse, som vi tænker skal være hans til at starte med. Altså vi ved godt, at han ikke kommer til at være der de første mange måneder, men vi har brug for en fast pusleplads, et sted til tremmesengen, hans tøj og generelt babyting. Der skal måske males derinde, vi skal have fundet en kommode eller skab som vi kan lave pusleplads på, noget opbevaring til hans tøj og gjort hyggeligt derinde. 

Planlægger som jeg er, har jeg lavet en liste med ting til (sommer)baby, som vi får brug for. Jeg har seriøst googlet nettet tynd for gode råd til sommerbabyer og lister generelt over ting, der er nice to have og need to have til baby. Jeg er klart typen, der gerne vil forberede mig mest muligt og ikke mangle noget, til når han kommer. Selvom jeg godt ved, at butikkerne stadig har åbent, når jeg har født, så vil jeg bare gerne have ro på de første par uger, uden at skulle mangle noget eller sende Nicolai eller andre afsted efter det. Det er helt sikkert overkill med nogle af tingene! Det finder vi sikkert ud af, men better safe than sorry. Og så kan vi altid sælge ting og tøj igen, hvis det er. Mange af tingene er dog ret standard; dyne, dynebetræk, madras til vuggen, lagner, badekar, stofbleer (og mange af dem!), ting til puslepladsen og lidt tøj vi mangler. 

Det jeg har været mest i tvivl om, har været str. på tøjet. Og selvom han måske ikke kommer til at bruge str. 50 i lang tid, ved vi jo reelt ikke, hvor lille eller stor han er til at starte med. Så det er vist noget med fem bodies i hver str. indtil videre. Og så er det crossbodies, så de ikke skal over hovedet. Det tænker jeg generelt vi går efter de første par måneder.

Hvis vi så mangler må vi afsted – eller vaske noget oftere!

Så går mine tanker meget på tiden lige efter fødslen. Hvordan det bliver lige pludselig at være et tre-kløver, hvordan vi tager barselsbesøg og hvornår, hvordan han har det, hvordan vi planlægger barsel mere specifikt. Jeg tror, at vi begge gerne vil have de første 14 dage bare os tre uden nogen større besøg – hvis nogen overhovedet. Det er i hvert fald den erfaring, jeg har fået flest gange; at den første tid aldrig kommer igen. Så i stedet for at fylde kalenderen med aftaler, så hellere vente og tage det som det kommer. Jeg tænker, at vigtigste må være at få skabt et bånd os tre imellem og især få etableret amning. Det kan jeg læse mig til er super vigtigt de første dage, og at der skal ro til. Så det kommer nok helt naturligt at vi bare er i en lille bobbel indtil alt kører som det skal. Men det er nogle bekymringer jeg har mig – at folk selvfølgelig gerne vil se ham i levende live, men at vi også gerne vil have noget tid for os selv. Er der nogen på linjen, der har erfaringer I vil dele omkring, hvordan I gjorde? Hvad I måske ville have gjort anderledes? 

Vi har været til webinar i fødselsforberedelse – to stive timer foran en computerskærm. Heldigvis med en virkelig informativ, sjov og dygtig JM, der tog os gennem alle fødsels faser, tiden efter og generelt information omkring fødslen. Jeg føler, at vi begge er mere parat nu end før. Selvom vi stadig mangler nogle praktiske ting, og jeg slet ikke er så forberedt som jeg føler, jeg burde være, så tænker jeg, at det hele nok skal gå.

UGE 42 (41+1)

Aka. 8 dage over tid i dag – termin var 21. juli. Vi har ringet til OUH, efter aftale med min JM, og har fået en tid til undersøgelse indenfor de nærmeste dage. Det er med henblik på at få startet med en eller anden form for igangsættelse. Jeg håber virkelig, at han når at komme inden. Men indtil videre er der ikke optræk til noget som helst.

Tiden er, virkelig kliché, gået så hurtigt. Jeg føler ikke, at jeg har styr på en skid. Samtidig er der måske ikke så meget mere at have styr på inden han kommer. Nu glæder jeg mig også bare til at møde ham! Det føles så urealistisk, at vi indenfor en håndfuld dage bliver forældre.

Jeg gik på orlov 24. juni (mener jeg det var) fra arbejde. Det var både en mærkelig og rar dag. Lige den uge var desværre præget af, at vi mistede min mormor. Jeg var derfor meget på Sjælland og måtte også overdrage en del arbejdsopgaver allerede den uge og før tid. Det var derfor slet ikke en afslutning, som jeg havde ønsket inden jeg gik på orlov, men det var sådan det blev.

Rent fysisk har jeg haft det okay – tror jeg. Jeg er nok typen, der spiller det hele lidt ned. Så selvom det har været tungt her de sidste par uger, det har været virkelig varmt, jeg har haft hævede fødder og hænder, og halsbranden har været slem, så er der jo mange gravide, der har det meget værre end mig. Jeg tror, at jeg er sluppet med meget lidt i hvert fald, og har eller ikke rigtig bidt mærke i fx. plukkeveer – selvom de helt sikkert har været det.

Hans værelse er nogenlunde klart nu. Puslepladsen er lavet, vi har fået købt de sidste ting ind og har fået styr på tøj og lign. I min orlov har jeg malet et skab, som jeg har arvet fra min farfar og hængt op derinde. Jeg kunne godt tænke mig at få malet selve værelset, men det må komme på et senere tidspunkt. Alt det væsentlige er i hvert fald klart nu.

Så. Nu venter vi bare.

2021 – det her ord vil jeg have med mig

Ja det er nok ikke gået nogens næse forbi, at januar er gone, og årets første måned har set sit endelige. Shit det er gået hurtigt! Januar har alle dage været en mærkelig størrelse. Men især i år tager den nye højder.

Forskellen er selvfølgelig også mærkbar. Vi må ikke en skid lige nu. Det gør en masse godt for min pengepung, hah! Jeg er i det hele taget gået i opsparingsmode, efter vi er flyttet i hus. For at kunne have en økonomisk buffer til uforudsete udgifter.

Men nu skulle det ikke handle om økonomi. I hvert fald ikke i bogstaveligste forstand. Jeg vil nemlig virkelig gerne dele ét ord, som jeg håber, jeg kan tage afsæt i resten af året. Jeg har gjort det de sidste par år, men jeg kan se, at sidste år faktisk glippede med at dele det herinde. Og det er som om, at når det bliver skrevet, og delt, så får det en lidt større virkning.

Noget der også satte fut i fejemøget, så jeg rent faktisk skriver det her indlæg, er Lisbeths indlæg om selv samme emne. Hun har delt sit ord for året 2021 og det er virkelig et dejligt ord.

Så nu vil jeg også gerne være med igen. Jeg har tænkt og tænkt over, hvilket ord jeg gerne vil have med i mine tanker i går. Det kan lyde så voldsomt og definitivt at have ét eneste ord, som jeg konstant vender tilbage til. Men for mig har det været en virkelig god rød tråd, der har gjort, at jeg er kommet ud af min komfortzone og har skubbet min udvikling.

Ordet, der gerne må være definerende for mit 2021 er et ord, der vil have betydning i langt de fleste aspekter af mit liv. Okay here goes;

Autentisk

Jeg vil gerne være mere autentisk. I det ligger selvfølgelig mange refleksioner, tanker og følelser. Både hvordan jeg gerne vil være mere autentisk og hvorfor.

Det sidste års tid har jeg følt, at jeg lidt har tabt mig selv. Eller mistet mig selv. Der er sket så mange ting i mit liv og i verden, som har kastet mig omkuld og det har fandme været et mærkeligt og tungt 2020. Og jeg savner virkelig at være mere glad og positiv. Jeg føler lidt, at jeg er stuck in a rut, for at være ærlig.

Jeg er træt af, at det er mørkt, koldt og gråt. Både udenfor og i mig selv. Det betyder jo helt også noget, det her med, at jeg er hjemsendt og har været SÅ meget hjemme i hele 2020. Enten med hjemmearbejde eller bare hjemsendt uden arbejde. Og selvom det måske kan lyde mega fedt at kunne være så meget hjemme og bare holde fri, så er jeg virkelig dårlig til at administrere det. Jeg har brug for en hverdagsrutine, at se nogle mennesker, at føle mig nyttig.

Jeg føler også, at mine kreative juices er udtømte. Jeg vil så gerne lave en masse ting, skrive, bevæge mig, være kreativ, men jeg føler mig mest af alt som en virkelig flad cola, der har fået lov til at stå for længe…

To be honest..

Så.. jeg vil gerne have, at 2021 bliver anderledes. Det er selvfølgelig ikke noget, der sker over natten, og det kræver også hårdt arbejde fra mig selv. Og det skal jeg helt sikkert lige svinge mig op til. Men. jeg vil gerne. Og det må være det vigtigste.

Jeg har valgt ordet autentisk, fordi jeg gerne vil være mere tro mod mig selv. Det gælder både i virkeligheden, når jeg er ude blandt andre mennesker, på arbejde, sammen med venner, men også på sociale medier. Jeg er, stadig, så sindsygt bange for at være helt mig selv. Hvilket virkelig er en stopklods for mange af mine ellers kreative ideer. Men jeg er simpelthen så bange for, at jeg fx. mister følgere. Tænk engang… bare det at skrive det her og “sige det højt” synes jeg er svært. Og lidt pinligt. For jeg gider sgu ikke være sådan en person, der går op i likes og antal følgere. Jeg ved jo godt, at det ikke definerer mit værd.

Det er i øvrigt slet heller ikke derfor, jeg startede med at være på Instagram. Eller startede med at blogge. Det gjorde jeg, fordi jeg gerne ville have et sted, hvor jeg kunne have noget kreativt outlet. Både skriftlig og visuelt. Da jeg læste designkultur og designledelse brugte jeg meget både IG og min blog til at dygtiggøre mig. I at skrive og skabe grafiske elementer og tage fotos. Og det vil jeg virkelig gerne tilbage til. For jeg elsker at skabe. Og jeg elsker at skrive. Når jeg altså lige gør det.

Samtidig betyder det at være autentisk, at jeg ser mig selv mere, hvis du forstår? Altså at jeg gerne vil finde mig selv og være ærlig overfor mig selv. Hvem jeg virkelig er, hvem jeg gerne vil være, hvilket liv jeg gerne vil leve. Det kommer helt sikkert også til at betyde nogle fravalg, at sætte nogle grænser og ikke mindst at sætte mig selv først.

Er det noget, jeg er utrolig dårlig til, så er det at sætte mig selv først. Jeg relaterer mest til type 2 i enneagrammet, “hjælperen”, der gerne vil være noget for andre, give andre mennesker betydning i deres liv og generelt er meget empatiske. Men når 2’eren er i ubalance, er vi tendens til at glemme egne behov. Det er jeg virkelig god til. Jeg tænker meget over, hvordan mine følelser og handlinger påvirker andre mennesker. Og jeg går faktisk så langt nogle gange, at jeg helt lader være med at give udtryk for mine sande følelser, hvis jeg kan mærke, at det er noget der enten gør folk omkring mig kede af det eller måske skaber en ærgerlig stemning.

Så jeg er virkelig god til at skubbe mine egne følelser og tanker til side for at passe på andre mennesker. Hvilket helt sikkert en en kæmpestor bjørnetjeneste. Både for mig selv og mennesker omkring mig. For det ender jo med, at jeg ikke er mig selv, jeg stopper mig selv i min udvikling, i min relation til andre mennesker og måske også deres opfattelse af mig. Simpelthen fordi jeg så nødig vil såre folk eller upsette dem.

Så – 2021 – kære du. Dette år vil jeg gerne være mere autentisk. Dyrke det sande og ærlige mig. Selvom det er pissesvært og udfordrende. Fordi jeg konstant tænker over, hvad andre tænker om mig. Men det bliver jeg simpelthen nødt til at prøve at lægge fra mig. For det forhindrer mig meget i at udleve mig sande liv. Det lyder meget højtragende, men jeg tror sgu, at det er rigtigt.

Har du valgt et ord eller måske en intention for året? Jeg vil mega gerne høre det! Personlig udvikling er noget jeg virkelig de sidste par år dyrker mere og mere, og jeg elsker at høre om andres rejse.

Jeanette hardis odense træning hunkemoller

Fem måder at finde motivationen til (udendørs) træning

Reklame for Hunkemöller

Jeanette hardis odense træning hunkemoller

Det er måske ikke lige sæsonen for at træne udenfor, tænker du? Men meget kan lade sig gøre med det rigtige udstyr – og det rigtige mindset.

Jeg begyndte sidste sommer at løbe så småt. Det var mindre ture, men med tiden blev det længere og længere. Over efteråret og vinteren endte jeg med at løbe flere 10K om ugen og gerne flere 5’ere. Jeg løb mindst tre gange om ugen og jeg elskede det.

Som det blev koldere skulle jeg dog have mere tøj på for at holde varmen. Selvom jeg er en sveder, så skal der holdes på varmen. For det er koldt at løbe og træne udenfor i vinterperioden. Min motivation ligger i øjeblikket et meget lille sted i et mørkt hjørne. Jeg ved faktisk slet ikke, om jeg orker at finde den, motivationen altså, men jeg ved hvor godt det gør mig at bevæge min krop.

Så for min egen skyld skal den findes frem. Hvordan gør jeg så lige det? Jeg har nogle forskellige metoder, som du helt sikkert også kan bruge. I hvert fald nogle af dem. I samarbejde med Hunkemöller vil jeg dele mine fem bedste tip til at finde motivationen til at bevæge kroppen, når den er væk.

Jeanette hardis odense
  1. Du skal finde dit udstyr frem dagen før. Har du besluttet, at du vil træne efter arbejde, så find tøj og sko frem dagen før og læg parat. Når du kommer hjem skal du hoppe direkte i det og gå ud af døren igen. Du skal glemme sofaen og tæpperne og serien fra tv’et der skriger på dig. Hvis du træner om morgenen gælder det samme, læg tøjet frem aftenen inden. Allerede ved at gøre det, indstiller du dig selv på, at du skal og vil træne.
  2. Sæt dig et mål og få et program. Noget af det jeg hader allermest er, når jeg træner uden enten et mål for øje eller følger et træningsprogram. I vinters var målet 10km og det trænede jeg op til. Når jeg træner styrkeløft får jeg næsten altid en bedre træning, hvis jeg har et program. Så dalrer jeg ikke rundt mellem øvelserne, jeg bliver mere målrettet for jeg ved, hvad jeg skal og i hvilken rækkefølge. Jeg skal ikke tage stilling til andet end mit program.
  3. Det her punkt er måske overfladisk, men det virker. Find noget nyt træningstøj eller gear. Vi kender det sikkert allesammen. Vi har købt de nye sko dér og nu kan vi bare ikke gå i andet, for de er så seje og vi vil gerne vise dem frem. Sådan er det også med træningstøj. Du skal føle, at dit træningstøj er behageligt og lækkert. Jeg ved godt, at vi alle kan træne i en gammel t-shirt og nogle forvaskede shorts. God knows det gør jeg sgu også fra tid til anden. Men jeg føler mig klart mere fierce, når jeg har tøj på, som jeg synes gør noget godt for min selvtillid. Jeg løb i går i højtaljede træningsbukser og ny sports-BH fra Hunkemöller, og det gør dælme turen sjovere. Både at have en god støtte til brysterne, men også at kigge ned på nogle flotte tights, der sidder godt. Og som jeg ikke skal rette på hele tiden. De sidder bare og bliver siddende. De er højtaljede og det elsker jeg. Så bliver det hele ligesom holdt på plads under en løbetur. Jeg løb i disse træningsbukser og denne sports-BH.
  4. Musik! Eller en anden slags underholdning undervejs. Jeg løber og træner selv til forskellige playlister jeg laver på Spotify. Genren afhænger meget af mit humør, men jeg får altid en bedre træning, hvis jeg ved, at jeg sætter musik på, der motiverer mig.
  5. Skriv det i din kalender og betragt din træning som en aftale med en ven. Jeg er selv rigtig dårlig til at prioritere min træning for tiden og jeg ved, at en af grundene er, at jeg ikke føler, jeg kan sige nej tak til andre aftaler fordi jeg skal træne. Men ved du hvad, det kan vi godt tillade os. Vi må gerne prioritere træning og vores fysiske sundhed. Og hvis du får det godt af at træne, så er det vigtigt, at du prioritere det. Så skriv det i din kalender og overhold aftalen med dig selv om at træne. Evt. kombiner det med dit program og planlæg dine træningsdage ud fra programmet. På den måde får du også mere kontinuitet i din træning og det gør det nemmere og nemmere at komme afsted og holde din motivation ved lige.

Det behøver ikke være særlig svært at finde den motivation, men ih guder det kan være op af bakke. For mig handler det generelt om at gøre træning sjovt og lækkert. Det lyder måske mærkeligt at gøre træning lækkert og det skal forstås på den rigtige måde.

Jeanette hardis odense

Jeg træner som oftes uden makeup og mit hår sidder altid i en elastik, så lækkerheden for mig handler om, at jeg føler mig tilpas i det tøj, jeg træner i. At jeg ved, at det sidder ordenligt og bliver siddende under hele træningen. Åh der er ikke noget mere irriterende end bukser, der glider ned, er gennemsigtige under squats eller støtter dårligt. Det samme gør sig gældende med BH’er. Jeg er den heldige ejer af et par bryster i den lidt større ende og der skal være god støtte. Især under løb. Her fungerer det ikke for mig med tynde stropper eller uden rigtig støtte.

Jeg elsker også at dimse den, så jeg har specifikke drikkedunke til træning og masser (seminødvendigt) gear. Jeg har pre-workout til de dage, hvor energien (og motivationen) ligger på et meget lille sted og så har jeg det bedste heppekor i Nicolai.

Husk at hvis du ikke kommer afsted, så er det helt okay. Det sidste du skal gøre et at give dig selv dårlig samvittighed. Der er en ny dag i morgen, og så starter du på en frisk.

Hvis du mangler motivationen til at træne, hvad gør du så? For ærligt så trænger jeg til mere motivation for tiden og ville elske at få andres tips og tricks. Vi kan altid lære noget nyt.

Jeanette Hardis købt hus Odense

Et nyt kapitel – som husejere

Det er gået hurtigt. Processen fra lejere til husejere. Det var heller ikke planen, men det ene førte med det andet og pludselig stod huset der, banken var med og det var sælger også.

Så vi slog til. I løbet af nogle få uger havde vi underskrevet en købsaftale og var blevet husejere. 2020 har været et vildt år, ikke kun pga. omstændighederne i verden, men også pga. de ting, der er sket for os privat.

Året startede bestemt ikke med planen om, at vi skulle have hus. Vi var begyndt at kigge på økonomien og udbetalingen til et hus, men reelt at flytte var vi ikke parat til endnu.

Så hvorfor egentlig flytte og købe? Efter knapt seks år på samme adresse, for mit vedkommende, var der desværre en masse (!) udfordringer med udlejer, og vi ville bare UD! Vi skulle ikke bo der mere, hvor der var fyldt med så meget negativ energi. I en lang periode kunne vi ikke bruge vores brusekabine i lejligheden og måtte gå i bad i vaskekælderen. Faktisk fem måneder. Det var fuldstændig uholdbart og det ene førte med det andet og vi flyttede derfra.

Vi havde derfor en virkelig hurtig proces fra første tanke om hus til rent faktisk at flytte og nu har vi boet i vores “nye” hus i knapt halvanden måned. Det er simpelthen det mest fantastiske, vi har gjort for os selv.

Processen startede først med et bankskifte og ny bankrådgiver. Derfra begyndte vi for alvor at se på huse og var til en del fremvisninger. Et slag på tasken er vel mellem 8-10 som vi nåede at se, inden vi fandt HUSET.

For nogle er det mange fremvisninger, for andre få. For os var det, hvad der skulle til, før vi fandt vores hus.

Vi fik forhandlet lidt nedslag i prisen og en virkelig god aftale om overtagelse 1. december, men disposition allerede 1. september. Dvs. vi fik nøglerne 1. september, men overtager reelt først huset tre måneder senere.

Vi fik endda nøglerne én dag tidligere end aftalt, da sælger var færdig med at rydde ud og gerne ville overdrage nøgler. Sælger har boet i huset i mere end 20 år, så der var mange følelser forbundet med salget. Heldigvis mødte vi hinanden, da vi fik nøgler – det er ikke alle, der har den fornøjelse – og vi fik en god lang snak.

Ejendomsmæglerne var der maks et kvarter, så kørte de igen, men vi snakkede med sælger halvanden timer. De var endda inde hos naboen og hente kolde øl, så vi kunne fejre hussalget. Køleskabet var jo tomt, og vi havde slet ikke tænkt på, hverken at vi ville snakke så lang tid med sælger eller om vi skulle have noget med at skåle ind på, haha. Det var få timer inden, at vi havde fået beskeden om, at vi kunne få nøgler samme dag, så vi skyndte os bare efter arbejde at komme afsted ud til vores nye hjem sammen.

Lige nu er vi stadig ved at falde på plads og det tror jeg varer nogle måneder endnu. Jeg har en følelse af, at vi er i sommerhus og er på ferie. At huset et til låns og vi snart skal “hjem” igen. Det er den vildeste og mærkeligste følelse, at vi ER hjemme. At vi ikke skal nogle steder. Det er her vi er, for good.

Tilbage fra sommer – alt og intet fra de sidste måneder

Hva’ er det nu, man sir’? Tiden flyver?

Det gør den i hvert fald for mig lige nu. Jeez der er sket mange ting og ingenting siden jeg sidst tjekkede ind her. Så her kommer et vaskeægte “bloggerindlæg” med stort og småt.

Siden sidst er det nemlig sket en masse, som jeg ikke kan fortælle lige nu, haha. Pisse irriterende I know – også for mig. Jeg vil så gerne dele, men jeg må vente lidt endnu.

Nåhmen jeg kan dele, at jeg stadig er deltidshjemsendt. Jeg må arbejde en dag om ugen, men er hjemsendt resten af tiden. Lige nu er jeg det resten af august, men vi ved simpelthen ikke, hvad der sker efterfølgende. I dag er der forhandlinger omkring fase 4 af genåbningen, hvor vi forhåbentlig får mere at vide omkring, hvad der skal ske med spillesteder. Om der må åbnes mere op, om vi kan starte op igen eller slet ikke. Jeg er meget spændt! Lige nu tager jeg en dag af gangen, for der er ikke andet at gøre. Selvom det er frustrerende og jeg føler mig magtesløs. Det prøver jeg at lægge til side og i stedet få det bedste ud af situationen.

Så jeg får tiden til at gå med gode ting. Jeg mediterer igen hver dag, jeg prøver at lave yoga ofte, jeg vil rigtig gerne træne mere og have fokus på en nærende kost. Jeg passer på mig selv og prøver også at tænke mere på mig selv. Jeg er nemlig fantastisk god til at være støttende, betænksom og forstående overfor alle mennesker – undtagen mig selv. Jeg er meget hård ved mig selv, har en kort lunte overfor mig selv og har sindsygt høje krav til mig selv. Det gør desværre bare, at jeg ofte skuffer mig selv og bliver sur over mig selv, fordi ingen mennesker kan forventes at være et supermenneske, som jeg forventer af mig selv. Det er lidt en ond cirkel, så den prøver jeg på at bryde.

For at bryde det og passe på mig selv, er jeg begyndt at gå til psykolog. Jeg havde brug for en meget konkret løsning. Simpelthen for at vide og mærke, at jeg virkelig gør noget. Det giver mig en masse at have så intens fokus på mig selv. Det er også meget mærkeligt – jeg har ikke tidligere været til terapi på den måde. At snakke om mig selv i en time er også en udfordring. Jeg føler mig meget egoistisk bare at sidde der og snakke og snakke om mig selv hah! Hvilket virkelig er et symptom på problemet ik’? Selv i situationer, hvor aftalen er, at jeg kun skal snakke om mig selv, får jeg det næsten helt dårligt i maven. Jeg er generelt meget bedre til at høre om andre mennesker og være med i deres historier, end jeg er til at dele mine egne.

Så det er en øvelse. Som har været rigtig dejlig at tage hul på, mens jeg har været hjemsendt. Det har givet masser rum til at fokusere på mig selv. Så på den måde føler jeg, at jeg får positive effekter ud af min hjemsendelse.

Men livet er ærligt talt en rutsjebane for tiden. Det er det formentlig for alle, går jeg ud fra. Men jeg synes godt nok, at det sidste halvandet år har trukket tænder ud. 2020 er heller ikke just været nogens år?

Hvordan klarer du corona-situationen?

Mål & intentioner for juni

Jeanette Hardis blog Odense juni mål økonomi selvudvikling

Haha jeg startede med at kalde dette indlæg for “mål & intentioner for maj…”. Åh det er altså lige med at kunne følge med de her dage. Det er virkelig en kliché, men jeg synes, at tiden går aaalt for hurtigt.

Det er ikke til at forstå, at corona-lockdown har varet tre måneder nu. Jeg er stadig hjemsendt (med lidt arbejde tilladt, men minimalt), så jeg fylder mine dage op med alt muligt andet. Det har jeg aldrig haft en problem med – jeg keder mig sjælendt.

Siden årets start har vi herhjemme i starten af hver måned lavet nogle mål. Både nogle fælles mål og nogle individuelle. Det har f.eks. været at vi skulle skrue ned for vores forbrug af Pepsi Max, der ærligt talt har været ret højt! Èn måned skulle vi undgå take away, der også havde været ret meget af. Andre måneder har det været at nå en bestemt distance på løbeturen, drikke nok vand, undgå snacks til hverdag.

Det er også været af mere åndelig karakter som at meditere oftere, gå lange ture (uden underholdning i ørene vel at mærke) og snakke mere økonomi. Vi ville have været ude af rejse til jul og nytår, men det har vi simpelthen skudt en hvid pil efter. Selv hvis vi må rejse ud af landet, så har vi egentlig ikke rigtig lyst. Udover det er der også sket nogle ting i min familie, så jeg gerne vil holde jul hjemme.

Men – alle de her mål og intentioner, som de også er, dem vil jeg gerne dele herinde. Måske til inspiration eller ja… hvad ved jeg.. måske I kan få nogle gode ideer for nogle mål, I kan sætte jer her i corona-lockdown.

Vores fælles mål for juni…

Det er stadig at fortsætte en opsparing. Selvom den ikke går til en rejse i år, så kan den være rar at have.

Og at snakke mere økonomi og blive mere beviste om vores budget, madplaner og forbrug. Vi har været suuuper dårlige til at lægge madplaner. Eller… i nogle perioder går det godt, og i andre perioder går det knapt så godt haha! Nu er vi inde i en dejlig periode, hvor vi hver lørdag el. søndag planlægger næste uges madplan og tager ud og handler ind efter den. Det vil vi gerne fortsætte med i juni.

Mine egne mål for juni…

Er lidt en blandet landhandel. Jeg vil gerne fortsætte min gode mundhygiejne (virkelig ikke et sexet ord haha!), og huske at bruge tandtråd Truth be told, så er jeg ikke aaaaltid den bedste til at få børstet tænder hver aften (om morgenen børster jeg altid tænder som det første, når jeg står op, jeg kan slet ikke hverken drikke eller spise inden, og det et vist nærmest en religion hvad man er til. Børste tænder inden eller efter morgenmaden?), men da jeg var til tandlægen i maj (for at få lavet et hul, ahem), fik jeg så meget ros for min tandpleje, at det først er nødvendigt med et besøg hos tandlægen igen om et år. Og det var fordi, jeg forinden var begyndt at børste tænder fast morgen OG aften og bruge tandtråd.

Derfor er tandtråd også blevet en fast rutine morgen og aften og det vil jeg gerne fortsætte med i juni – og have fokus på indtil det bliver en rutine, der bare sidder fast.

Til hverdag vil jeg gerne undgå snacks og gemme det til weekenden. I hvert fald de usunde af slagsen. For jeg er en sukkergris! Men hvis jeg kan holde det til weekenden, er jeg virkelig langt.

Jeg vil fortsætte min gode vane med at drikke mindst to liter vand om dagen. Det er jeg virkelig blevet godt til, efter jeg begyndte at arbejde hjemme. Jeg er begyndt at falde lidt af på den i weekenderne – mærkeligt nok. Jeg har det bedst med gerne 2-3 liter vand om dagen, men det er forskelligt for alle – det er bare sådan min krop fungerer bedst lige nu i hvert fald. Alle toiletturene kunne jeg godt undvære haha, men udover det så er det skønt for min krop.

Jeg skriver mine mål ned…

Vi har en lille tavle i køkkenet, hvor jeg hver måned skriver min mål på. Den hænger så jeg kan se den hver gang, jeg går i køkkenet og det er en virkelig god reminder til mig selv. Jeg er meget ude af øje ude af sind med især sådan nogle ting. Så jeg har brug for at se dem flere gange om dagen og blive mindet om, nååh ja jeg skal lige huske at drikke vand.

Det gør også, at min mål bliver faste rutiner. Fordi jeg bliver ved og ved og ved over en lang periode. Er det ikke 21 dage de kloge hoveder siger, at vi skal bruge på en implementere en ny rutine? Så passer det vist ret fint at tage det en måned af gangen.

I slutningen af juni vender gør jeg status over denne måneds mål herinde. Så kan vi også sammen lige vende, om det er gået godt eller mindre godt med målene.

Har du nogle mål for tiden, du har sat dig for? Jeg er altid så nysgerrig på andres processer og får meget inspiration den vej.

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Weekendtid: stille morgener, ro til kaffen og forkælelse

Reklame Hunkemöller

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Ahh… Lørdag morgen. Helt stille i nabolaget… Solen begynder at finde vej ind af sprækkerne på siden af gardinet og det blafrer let, fordi vinduet står halvt på klemt og lader den morgenfriske luft komme ind.

Dynen er varm og der skal meget til, at jeg vil stå op herfra. Men Nicolai er stået op og jeg kan fornemme, at der strømmer en genkendelig duft af kaffe ind i soveværelset. Jeg indånder duften af kaffe, løfter dynen og svinger begge ben ud over sengekanten.

Det er lørdag og vi har begge fri. Vi elsker de stille og rolige morgener herhjemme, hvor vi ikke skal noget. Det selvom jeg klart har det bedst med, at jeg står op til en plan for dagen. Nicolai derimod – ja af ham har jeg lært, at det er okay, at der ingen planer er for dagen. At dagen bare gerne må være. Uden at vi skal skulle noget. Giver det mening?

Forrige weekend udspillede der sig nogenlunde scenarie som beskrevet herover. Det var en skøn lørdag! Også selvom vi ingen planer havde hah.

Det første lang stykke tid vi boede sammen, spurgte jeg altid i weekendmorgenerne, hvad skal vi lave i dag? Nicolai griner altid, når jeg spørger om det. For han har ikke rigtig noget svar andet end, det vi har lyst til.

Jeg spørger stadig indimellem om, hvad vi skal lave, men jeg har efterhånden også lært, at det er helt okay ikke at have planer for dagen. At det er helt okay bare at se, hvor dagen tager mig en.

Så det øver jeg mig på. Og jeg øver mig på at stå langsomt op i weekenden, at jeg ikke behøver gøre mig klar til dagen på anden måde end at svinge en morgenkåbe på efter badet og sætte mig til bords og nyde en kop kaffe, måske læse avisen, evt. sætte mig i haven med hundene og se dem nyde solen.

Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt det her med at stå op og tage en morgenkåbe på. Nok fordi jeg i alle mine teenageår har brugt mine weekender på stævner. Så der stod jeg op mellem kl. 5-6 (nogle gange tidligere), for at hoppe i træningstøj og være udenfor hele dagen. Vi kom som regel hjem mellem kl. 18-22 og ofte var det både lørdag og søndag fra omkring april/maj til slut september. Så startede indendørssæsonen og selvom der var mindre stævner dér, så var jeg stadig tit afsted.

De weekender jeg ikke var til stævne, var jeg på arbejde. Jeg havde studiejob i butik, så det var også tidligt op og afsted. Det er først efter min studietid, at jeg rent faktisk har mine weekendmorgener uden planer. Så det er helt sikkert bare en refleks i min krop, at når jeg står op i weekenden, så er det med et formål for dagen.

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Det kan jo ikke passe, at jeg bare kan stå op og… Så ikke noget. Så bare ro, morgenkåbe på, drikke min kaffe uden, at den skal i en termokop og med i bilen. Det er virkelig en læring for mig, at det er helt okay bare at være i nu’et uden at skulle tænker over, hvad jeg skal. Jeg har for vane at tænke på den næste aftale/forpligtigelse/mail what ever, der skal ordnes. Hvilket betyder, at jeg er dårlig til at være til stede, hvor jeg er i nu’et.

Jeg har et stort planlægninsgen (okay måske også kontrolgen), så jeg elsker overblik over min tid, to-do-lister, opgavefordeling og formål. Alt skal jo have et formål ikke? Og formålet kan ikke være, at jeg bare skal være til.

Der må være et praktisk formål med dagene haha. Det skal munde ud i et resultat. Processen og oplevelsen er ikke nok i sig selv.

Det er superdumt, for jeg spekulerer over alt muligt hele tiden, hvilket jo betyder, at min krop er på konstant overarbejde. For inden jeg overhovedet er færdig med en opgave (eller oplevelse), så tænker jeg allerede på den næste.

Givet i nogle situationer, så er det også ret dejligt, for det betyder, at jeg er meget forudseende. Men generelt så er det noget, jeg skal prøve at lægge fra mig. I det mindste i weekenden, når jeg sidder i min morgenkåbe og gerne må stirre lidt ud i luften uden det skal munde ud i en stor åbenbaring.

Jeg har på det sidste været rigtig glad for den hvide badekåbe (el. morgenkåbe, hvad er egentlig forskellen?) fra Hunkemöller. Jeg føler mig altid lige det finere, når jeg smider den på om morgenen. Fordi den har lidt en hotelvibe over sig med den der sprøde, hvide farve.

Så jeg sidder nogle gange på vores mikroaltan eller nede i haven og drikker min kaffe, hvor jeg næsten kan fornemme en sydlandsk duft, der virkelig gør, at jeg kommer ned i gear. Især nu her, hvor haven virkelig er i fuldt flor, blomsterne dufter og solen varmer haven op tidligt på dagen. Åh der elsker jeg virkelig at kunne sidde og nyde kaffen i ro og mag.

Hvordan ser din yndlingslørdagmorgen ud?

Jeg tror min er, når jeg netop kan ligge og vågne af mig selv, når jeg dufter kaffen fra køkkenet (eller selv drysser op og sætter den over), når det begynder at være så lunt i luften, at altandøren kan åbnes og solen kan få lov til at strømme ind. Og jeg kan få lov til at nusse rundt i min morgenkåbe med min kaffekop, sætte mig ud i solen og bare nyde 10 minutters ro inden dagen starter rigtigt. Inden mine øjne rigtigt åbner sig og søvnen forsvinder væk fra kroppen.

Ny titel – voksen skilsmissebarn

Jeanette Hardis blog Odense Skilsmisse

Nå venner – det her indlæg er skrevet for et godt stykke tid siden. Men nu er det på tide, at det bliver udgivet. Så bær over med mig, hvis det virker lidt ude af kontekst. Jeg har nok bare brug for at få lettet mit hjerte, finde tilbage til en af grundene til, hvorfor jeg skriver og måske endda også få hevet et plaster af et sår, som jeg har gået med selv.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Hvis jeg overhovedet udgiver det. Jeg har virkelig været i tvivl om, hvor meget jeg skulle, måtte, kunne, har lyst til at dele omkring det her.

For det er et ømt emne sir’ jeg jer. Ikke nogen let hverdagskost det her. Jeg har nemlig fået en ny titel. Ikke én jeg som sådan er særlig glad for, men nu er den her engang, så jeg må arbejde med at lade den blive en del af mig. Jeg slipper i hvert fald aldrig for den.

Og mens jeg sidder og skriver dette, og anlægget spiller Moonlight Sonata, Beethoven (jeg har et svagt punkt for lige dén komposition), og flammen fra stearinlyset på bordet flagrer fordi der sikkert er træk et sted her i lejligheden, så tænker jeg på, om jeg nogensinde kommer til at skrive det her indlæg færdigt. Jeg tænker på, om jeg nogensinde vil udgive det. Vil dele disse tanker og følelser offentligt.

Det går ellers hurtigt på tasterne. Det gør det som regel altid, når jeg skriver om noget, som betyder meget for mig. Som sidder dybt i mig. Det er som om, at jo dybere mine følelser er for et emne, jo hurtigere komme følelserne ud gennem mine fingre ned på tasterne og op på skærmen.

Jeg har altid sagt og følt, at bloggen var mit kreative outlet. Men den er ligeså meget et følelsesmæssigt outlet. Et sted, hvor jeg kan skrive disse tanker. Hvor jeg kan komme af med mine følelser. Gode som dårlige.

Også et sted hvor jeg efterhånden som flere og flere læser med, er begyndt at dyrke mere og mere censur på. Censur på min tanker, på mine udgivelser, på mine sande følelser.

Men jeg har, især det sidste år måske, indset at jeg er helt okay, som jeg er. At det her et mit univers, mit lille hjørne af det store internet, og hvad jeg føler er helt rigtigt. Uagtet andres meninger og holdninger om mine følelser. Jeg øver mig i hvert fald på ikke at tænke over andres meninger! Men gøre, hvad der føles rigtigt for mig.

Så måske jeg udgiver dette indlæg? Måske tør jeg godt. Fordi jeg gerne vil være en forgangskvinde for, at vi er helt perfekte lige som vi er. Også selvom vi føler os fucked op nogle gange, også selvom jeg er pissebange for, hvad andre tænker og mener om mig.

Men det er proces, en igangværende og aldrig færdig proces. Hvilket egentlig er fint nok, men helt sikkert også noget af en erkendelse for mig. Som jeg måske netop disse tider er ved at nå frem til.

Nu er det Josh Groban der blæser ud af højtalerne. Eller ja, blæser og blæser, volumen er ret sagte. Som jeg egentlig godt kan li’ det, når jeg hører musik herhjemme. Men flammen flagrer eller blafrer om man vil, stadig.

Voksen skilmissebarn. Det er et oxymoron. Hvordan kan jeg være et voksent skilsmissebarn? Men det hedder det altså. Måske fordi vi aldrig helt bliver voksne, når det drejer som om relationen til vores forældre? Der vil vi, på en eller anden måde, i en eller anden grad, altid være deres børn.

Og de vil altid være forældre. Mine forældre. Nu er de bare ikke mine gifte forældre mere. De bor ikke sammen mere. De er ikke sammen mere.

Det er egentlig snart et år siden, at de bekendtgjorde, at de skulle de skilles. Der ligger selvfølgelig en masse til grund for det, som jeg på den ene måde gerne vil skrive om, men på den anden måde heller ikke føler vedkommer mig. Så det skriver jeg ikke om. I hvert fald ikke i dette indlæg.

Men de er blevet skilt. Min mor og far. Og selvom jeg er, eller var 29 år, da de blev skilt, så har det stadig været utroligt hårdt. Det er stadig virkelig hårdt. For det er desværre ikke kun en simpel skilsmisse. Sådan er det vel sjældent eller? Jeg ved det faktisk ikke rigtig. Da jeg var barn, var der flere af mine skolevenners forældre, der blev skilt. Men ikke mine.

Ikke før nu. Hvor jeg er voksen. Hvor der rammer en masse andre tanker i mit sind, end der formentlig ville have gjort som barn. Jeg tror slet ikke, at den proces jeg skal igennem nu kan sammenlignes med, hvis jeg havde været barn.

Hårdt er det. Virkelig hårdt. Og virkelig svært. Og det betyder brud på så mange forskellige måder, når ens forældre bliver skilt. Måske ved du det? Måske ved du præcis, hvordan det er, når ens forældre bliver skilt? Du kender helt sikkert nogle, hvis forældre er skilt eller har venner, der er blevet skilt. Eller du er selv skilsmissebarn.

Det er sjovt, som det at blive skilt bliver så simplificeret i statistikkerne. Der lyder det som om, at folk bliver skilt bare fordi. At det er et nemt og clean cut. Hvorfor skulle så mange ellers bliver skilt? Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor clean et cut folk får fra en skilsmisse, men jeg forestiller mig, at langt størstedelen af skilsmisser efterlader dybe sår, dybe ar, revnede hjerter. Måske endda nogle efterlader meget ødelagte relationer, børn, der føler sig efterladte, voksne, der ikke kan håndtere forandringen.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved reelt kun, hvordan jeg har taklet, at mine forældre er blevet skilt. Jeg ved ikke engang, om jeg takler det rigtigt. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver nødt til at tale med nogle om det i hvert fald. For selvom det hjælper mig at få det ud “på papir” på denne måde, så tror jeg ikke, at det er nok. Jeg bliver nødt til at bearbejde det på en anden måde.

Det har taget rigtig hårdt på mig. Det har været og er en lang proces. Og der er desuden mange andre faktorer iblandet, som jeg ikke rigtig kan komme nærmere ind på lige nu. Eller nogensinde måske. Men de er der i den virkelige verden, og de skal også håndteres. Selvom jeg nogle gange ærlig talt bare har lyst til at glemme det hele og lade som om, alting var som det var engang.

Benægt, benægt, benægt.

Det går nok ikke i længden.

Syg eller ikke syg? Det er spørgsmålet

Jeg har tænkt meget over det her fænomen, vil jeg kalde det, i Danmark, hvor når vi er syge, så slæber vi os stadig afsted på arbejde og ud i samfundet alligevel.

Jeg er i hvert fald rigtig slem til det.

Det er noget, jeg især har tænkt over, siden jeg blev testet for corona for 14 dage siden. For jeg var syg. Rigtig syg. Og i disse tider så skal der ikke langt fra host og feber til en mistanke om, at det er corona.

Så jeg ringede til min læge og fik hurtig en henvisning til at blive testet for corona. Faktisk dagen efter.

Jeg skulle vente op til 72 timer på et svar og fra jeg blev syg til jeg fik svar, skulle jeg holde mig hjemme.

Og jeg meldte mig desuden også syg på arbejde. Hvilket jo burde være en selvfølge, men som faktisk ikke er det. I hvert fald ikke for mig.

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg snottet, hostende, harkende og varm er taget på arbejde.

Hvilket er så dumt! Jeg forlænger min sygeperiode og jeg risikerer at smitte mine kollegaer og andre mennesker på min vej.

Men jeg vil jo for alt i verden ikke melde mig syg. Nej, så hellere kæmpe mig afsted, sidde i otte timer og have det skidt foran skærmen, måske hvile øjnene indimellem, og så hjem under dynen og gøre det hele igen dagen efter.

Det er en mærkelig tendens. For jeg er ret sikkert på, at jeg ikke er alene om den her adfærd.

Det er som om, det giver en form for prestige, at vi kan klare at arbejde gennem sygdom? Eller er det bare mig? Som om det giver plus på kontoen hos arbejdsgiver.

Jeg slæber i hvert fald mig selv afsted gang på gang og kæmper mig igennem arbejdsopgaver og tænker, at det er for det bedste. For så “skuffer” jeg ikke min arbejdsplads, min chef og mine kollegaer. Og jeg bebyrder ikke dem med måske ekstra opgaver pga. min sygdom.

Jeg skal i hvert fald være virkelig syg, før jeg har samvittighed til at melde mig syg. For selvom jeg er syg, så får jeg hurtigt dårlig samvittighed over at melde mig syg. Jeg har en følelse af, at jeg burde ligge med åbent benbrud, før jeg kan tillade mig at melde mig syg.

Det er absurd. Men det er nu engang sådan, jeg føler. Måske er det en form for alt for høj arbejdsmoral? Eller fordi jeg er super pligtopfyldende? Og det kan jo bare ikke passe, at jeg ikke kan passe mit arbejde pga. sygdom – vel?

Så hellere tage afsted og være sløj på arbejde, end at belemre andre mennesker med min sygdom. Jeg ved ærligt ikke, hvad det bunder i.

Men da jeg SKULLE blive hjemme i den periode, hvor jeg var under mistanke for corona, der slog det mig virkelig. Hvor anstrengende det er for mig at skulle melde mig syg. Det eneste tidspunkt jeg var ude i de dage, var da jeg skulle testes. Her cyklede Nicolai og jeg afsted sammen, men det var kun mig, der måtte cykle ind i testområdet. Hvilket vi havde regnet med. Så han ventede pænt et stykke væk imens.

Heldigvis var prøven jo negativ og det blev fejret med en tur til Stige Ø samme aften!

Men i de dage tænkte jeg meget over, at jeg er dårlig til at melde mig syg og rent faktisk tage de dage, som min krop har brug for til at overkomme sygdommen. Især her mens jeg har arbejdet meget hjemme, var det svært. For så risikerede jeg ikke at smitte mine kollegaer, men det var super nemt lige at åbne min computer og finde min arbejdsemail frem og kigge på lidt opgaver. Og hvis jeg kan klare en time her og en time der, er det så ikke bedre end ingenting?

Nej. Ikke når jeg er syg. Så skal jeg sgu bare være syg. Og ikke prøve at imponere nogen over min høje arbejdsindsats selv under sygdom. For det er faktisk ikke noget at være stolt af eller se op til. Når vi er syge, er vi syge.

Er du også det?

Velkommen til familien – vores nyeste, bedste ven!

ØNSKER, DRØMME OG LET(TERE) TRANSPORT

Måske har du set på IG, at jeg de sidste par uger har flashet en el-ladcykel?

Jeg har i flere år sukket efter en ladcykel. Men den måtte altså meget gerne være på el.

Mest fordi jeg har lånt en ladcykel fra mit arbejde nogle gange, og den er bare tung at cykle med, når den ikke er med el. Altså, det kan godt lade sig gøre, men man får også trænet benene for alle pengene.

Så da der begyndte at komme ladcykler med el, fik jeg stjerner i øjnene. Men jeg fik også ondt i pengepungen, hah!

For shiiiat de er bekostelige ik’? Så er en lille og billig bil jo ikke laaangt væk. Men de faste udgifter til en bil er jo selvfølgelig noget helt andet end en cykel. Også selvom den er på el.

Udover det så er det bare skidesmart at være på cykel i Odense city. Det er nemt at komme rundt, der er altid parkering og man kommer hurtigt afsted. Lige i øjeblikket kan det være lidt udfordrende at være bilist i Odense – især hvis man ikke er vant til byen. For der er så meget vejarbejde med letbanen i øjeblikket, (og letbanen er jo en HELT anden snak, for der er vist to ret skarpe lejre og meninger omkring dén), så det er bare nemt på Cykel.

Odense er også en cykelby. Så det giver mening med en transportcykel.

Så er der også det, at jeg har haft bil før. Også her i Odense. Men i forhold til udgifterne, så vejer det måske tungere at have de penge til rådighed.

En bil vil være en nice to have lige nu. Som i – virkelig kirsebær på den allerøverste top! Vi cykler begge to til arbejde, og tager offentlig transport når vi skal besøge familien på Sjælland. Det havde da helt sikkert været rart med en bil.

Men efter en hurtig cost/benefitanalyse kan det bare ikke svare sig. Det vil simpelthen ikke give mening at købe en bil, fordi vi kan godt leve uden. Heldigvis har vi også nogle søde venner, som vi indimellem kan låne bil af, hvis det bliver helt nødvendigt, og det er jo ret dejligt!

Men en ladcykel. Ih det kunne være fedt! Det ville gøre, at jeg kan tage hundene med længere væk og gå ture, handle noget nemmere ind og kunne cykle dét længere.

DRØMME BLIVER TIL VIRKELIGHED

Så en el-ladcykel har været på ønskelisten længe. Men også kun på ønskelisten. For det er alligevel en stor udskrivning og vi har jo klaret os uden indtil nu…

Men. Så blev det min fødselsdag. Og jeg fik tilbuddet om at få en stor del af en el-ladcykel i fødselsdagsgave. Mod at jeg selv betalte resten.

Cyklen var på tilbud og jeg havde én dag at overveje i. Herhjemme snakkede vi frem og tilbage – skulle jeg, skulle jeg ikke? Hvad var fordele og ulemper? Økonomien vs. det jeg/vi ville få ud af det.

Jeg vejede lidt frem og tilbage, men kunne jo godt mærke inderst inde, at jeg vejede mest for at gøre det!

Så jeg sagde JA! Og vi bestilte en SCO ladcykel med el online og fik den leveret kvit og frit nogle dage efter. Leveringen er øjensynligt gratis, når man bruger SÅ mange penge på én gang over nethandel!

Jeg prøvede den derfor ikke inden. Men tænkte “det går sgu nok“. Selvom jeg helt sikkert vil anbefale, at man prøver så dyrt et køb inden, så kunne det bare ikke lade sig gøre med så kort frist. Og det gik heldigvis.

Cyklen blev leveret af en fragtmand, der satte en KÆMPE papkasse foran vores garage. Hele cyklen var simpelthen pakke ind. Stor tommefinger op til fragten og indpakningen.

Så begyndte udpakningen ellers. Langsomt men sikkert dukkede der en ladcykel op under alt pappet og plastikken.

Cyklen var 100% samlet – med den undtagelse at ‘overtrækket’ og stellet til lige skulle samles og sættes på. Men det er også valgfrit, om det skal sættes på, så det er egentlig fint nok. Alt andet var samlet og parat til brug! Batteriet skulle lige lades lidt op, men der var faktisk strøm på.

Så stod testen ellers. Kunne jeg cykle på den? Passede den mig? Var den nem at cykle med? Gav det overhovedet mening.

JA JA JA!

Den er SÅ nemt at cykle på! Det el der ik’? Det gør virkelig en forskel. Jeg foretrækker faktisk at cykle på den nu, fremfor min normale cykel. Fordi det er SÅ nemt. Udover at det er skønt med el, så er det dejligt, at jeg kan have mange og store ting med i cyklen. Uden at skulle skænke det en tanke, om der er plads. Eller om det bliver for besværligt.

Ja, det er sikkert i samme boldgade af følelser, som når man har en bil. Mindes jeg i hvert fald. Forskellen er bare, at jeg ikke skal betale nær det samme i vedligeholdelse og drift for elcyklen som til en bil. Jeg kan parkere (næsten) alle steder og er vejret dårligt? Så må Nicolai cykle og jeg sidde i det overdækkede lad…

Jeg vil ikke lyve. En bil vil også være skøn at ha’! Men det kan bare ikke svare sig, når jeg ved, at vi rigeligt klarer os uden. Især når vi bor så tæt på Odense centrum som vi gør.

Det kan helt sikkert være, at situationen ændrer sig, men lige nu så er sådan en ladcykel på el dælme dét værd.

Det ER selvfølgelig ikke en bil, men skal vi overhovedet have en bil?

Har du en bil? Kan du slet ikke klare dig uden? Eller cykler du også til alt?

Lige nu klarer vi os i hvert fald uden bil. Med ladcyklen gør det også andre ting nemmere og udskyder måske det at købe bil? Jeg ved det ikke, men lige nu er det i hvert fald dejligt at kunne transportere flere og større ting, uden at skulle have en bil.

Sammen om Odense – en virtuel markedsplads

Jeg vil bare lige give et lille pip omkring en hjemmeside, der især er relevant for alle os, der bor i Odense.

Sammen om Odense er en virtuel markedsplads, der på anledning af Odense Kommune, samler alle tilbud fra Odense butikker, der er ramt under coronakrisen. Odense Kommune står bag platformen og sørger for at den kører.

De er altså en stor støtte for de lokale erhversdrivende i den her tid. Hvilket jo er netop, hvad byen har brug for lige nu. Så der er en summende by at vende tilbage til.

Odense betyder alverden for mig. Trods mit sjællandske ophav, så har jeg taget Odense til mig som min egen by. Jeg elsker, at byen især de sidste 10 år virkelig har udviklet sig. Der sker så meget i Odense, der er så mange oplevelser, restauranter, caféer, by-steder, kulturseværdigheder og meget mere! Mange af de her ting er blomstret op indenfor de sidste 10 år og det har været en fornøjelse at være vidne til og ikke mindst at bidrage til, at Odense udviklede sig.

De sidste par år har mit fokus været mege på den lokale musiksscene og på koncerter i byen, og jeg skal være bedre til at opleve andre kulturbegivenheder. Altså det er jo ikke fordi jeg ikke oplever andet end koncerter, men jeg savner at dele mine tips til Odense. Det må jeg tilbage til igen.

Når den her coronakrise tillader, at vi igen kan mødes sikkert i byen, that is.

Men indtil da kan jeg dele de her online tilbud, som vi alle kan benytte os af. Så tjek Sammen om Odense. Måske du finder et tilbud du ikke kan modstå.

Jeg kan fx. se, at E-baren har drinks til kun 50,- Måske det skal benyttes i morgen. Den Lille Smalle har også gode tilbud på deres morgenmads- og frokostmenu, The Balcony giver 25% på gavekort indtil 19. april, den nyåbnede butik NARV tilbyder fri fragt, Kuba tilbyder gratis levering i Odense Kommune på deres evighedsbuketter, Lej-MBT har 50% på al leje og guidede turer.

Og det her er kun et lille udpluk af alle de gode og lokale tilbud, der er samlet på Sammen om Odense. Der er helt sikkert også mange andre tilbud, der bare ikke lige er kommet med på siden. Så hvis du ved, at din bedste café, butik, kunstner eller andet også har anderledes tilbud i den her tid, så prik dem på skulderen og få dem til at tilmelde sig siden. Det er ganske gratis.

Hav en rigtig skøn weekend derude venner!

Fejring under lockdown – hvordan gør vi lige det?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv i sidste uge, inden jeg selv skulle “holde fødselsdag”.

Jeg havde fødselsdag i fredags og inden corona lockdown havde jeg glædet mig ret meget. Ikke fordi vi skulle det store. Jeg ville gerne spise på vores lokale indiske, (Roti på Skibhusvej, der er mere end autentisk og laver dét bedste indiske!), måske i biografen, some thing.

Meeeen det skulle ikke kunne lade sig gøre. Så jeg indstillede mig på, at det blev en dag hjemme. En dag under corona lockdown.

Det har været svært også at skulle fejre noget, imens så mange mennesker er syge. Imens hele vores samfund er lukket ned. Hvordan gør man lige det, uden at føle sig som en egoistisk skid? Der bare gerne vil fejres? Eller fejre andre for den sags skyld. Der gerne vil have konfetti , champagne og kram.

Min søster havde fødselsdag i lørdags, min svigerfar i mandags, og min svoger i dag. Så der har været nogle fejringer, vi skulle “igennem”.

Men hvordan fejrer man, når man ikke kan invitere til fest, når man ikke kan gå i byen, når man faktisk føler, at man slet ikke burde fejre?

For det har helt sikkert også været en del af dilemmaet. Kan vi overhovedet fejre noget lige nu? Må vi? Er det dårlig stil?

Jeg har i det hele taget haft det svært med at være glad i den her tid. At være lykkelig, at grine, blive underholdt, blive glad over små trivialiteter. Når der er så mange mennesker, der lige nu, overhovedet ikke kan se noget lyspunkt i deres liv. Jeg tror, at jeg brugte den første uge af lockdown på at være trist.

Men det er generelt nogle tunge følelser, som jeg har en tendens til at gå rundt med. Hånden på hjertet. At have det dårligt over det liv, jeg er blevet givet. Forstå mig ret – mit liv er jo ret fedt! Sådan uden at lyde selvfed. Jeg er SÅ priviligeret, at jeg kan bruge tid på at meditere, udvikle på mig selv, tage en uddannelse, arbejde, have penge. Have tag over hovedet, have en familie, få mad hver dag uden at skulle overveje synderligt, hvor mit næste måltid skal komme fra. JEG har ikke et dårligt liv, men jeg kan godt få det dårligt over, at jeg har så dejligt et liv, når andre mennesker knapt kan overleve.

Yup, det er nogle ret heftige tanker og følelser, og det kan give mig ret meget ondt i maven. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der kan have det sådan?

Samtidig prøver jeg at være taknemlig, for alt det jeg har. Jeg prøver at gøre mit bedste for, at mit liv i hvert fald skal leves så. Fordi jeg kan. Men tanken om, at andre mennesker er så dårligere stillet end mig, gør det nogle gange svært at blive glad over et par nye sneaks, et nyt afsnit af en serie, blomster…

Nåmen det er vist også et ret tungt emne sådan lige at klaske op her, men det binder sig selv op på de følelser, jeg havde inden min fødselsdag.

Hvorfor skulle jeg kunne fejre min fødselsdag, når andre lige nu miste livet?

Det er svært ik’? For jeg vil jo heller ikke bare give fortabt og ende med at bruge alt min tid på at have det dårligt over mine privilegier eller andre menneskers mangel på samme. Så kan det hele jo være det samme.

Så jeg prøver på at sætte pris på alting i mit liv samtidig med, at jeg leder efter de små lykkeglimt i løbet af hver dag. Og jeg tillader mig selv at være lykkelig! Jeg har trods alt også kun ét liv, og det skal leves. Efter bedste evne.

SÅ i fredags blev jeg altså fejret! Jeg havde fået lov til at tage fri fra arbejde, og kunne derfor tulle rundt som jeg ville det hele dagen.

Jeg havde inviteret mine kvindelige, kollegaer (spørg mig ikke, hvorfor de to mænder ikke skulle med… Det var bare kun for “damerne” i fredags), på drinks. Altså virtuelle drinks! I invitationen stod der noget lignende “Hej damer, Jeg inviterer på hygge og drinks på fredag kl. 14.30. Jeg tænker, vi mødes online. KH mig. PS. Tag selv drinks og snacks med”.

Så den fødselsdagskomsammen kom jeg rimelig let og elegant over, hah!

Inden havde Nicolai og jeg spist morgenmad sammen, jeg havde åbnet gaver fra ham i sengen og var blevet vækket af duften af kaffe fra køkkenet. Hunnierne kom selvfølgelig også ind og sagde godmorgen <3 Min søster nåede også at FaceTime mig inden jeg stod op, og jeg fik sunget fødselsdagssang af hende og min niece.

Formiddagen igennem ringede jeg med familie og højdepunktet var klart, da jeg FaceTimede med min mormor! Det var simpelthen så hyggeligt og ikke noget, hun havde prøvet før. Lige dér er teknologien altså helt vidunderlig. At den kan bringe mennesker tæt sammen selv i tider, hvor vi ikke kan mødes IRL.

Jeg fik blomster og gaver bragt til døren! Bl.a. den smukke natbluse af Nikki og Lisbeth. Den er så fin og kommer helt sikkert i brug til hverdag også. Jeg havde slet ikke ventet noget fra nogen, så da Lisbeth skrev, at de havde sat en ting af til mig foran min hoveddør, og jeg pakkede op, fik jeg sgu tårer i øjnene. Jeg blev så glad. Ikke kun for gaven, men for tanken.

Efter hele formiddagen gik med overraskelser og FaceTime nåede jeg lige en hurtig løbetur og træning inden drinks kl. 14.30. Som så blev 14.45, fordi jeg nollede lidt. Tænk sig at skulle skrive og rykke sin egen invitation et kvarter. Ret typisk mig…

Nå, men det var skidehyggeligt! Vi fik vist alle en lille fredagsbrandert på, og halvanden time senere sagde vi god weekend.

Så cyklede Nicolai og jeg ud til Hofbauer Flora aka. Anne Marie (mens jeg skriver det her, går det op for mig, hvor mærkeligt det er at skrive Anne Marie. Jeg siger altid bare AM. Nå ja). Hos AM havde jeg nemlig bestilt en fredagsbuket til mig selv. Det var skønt at blive luftet lidt.

Da vi var hjemme bestilte vi indisk fra Roti med levering, åbnede en flaske champagne (som jeg egentlig havde gemt til vores halvandenårsdag, som var kommet og gået uden vi havde husket det), og så film. Vi faldt begge i søvn omkring kl. 21.00, hvilket vist er ret symbolsk for, at tingene bare går lidt mere roligt for tiden.

Nicolai vågnede vist senere og fik klemt noget mere tv-kiggeri ind, men jeg gik vist nok bare i seng. Tror jeg. Ærligt? Jeg kan ikke huske så meget efter det indiske haha.

Så alt i alt en virkelig god fødselsdag trods lockdown.

Om det var mærkeligt? Jo tak! Om det var okay og hyggeligt? Helt sikkert!

Jeg tror, at det jeg tager med mig fra den oplevelse er, at det er okay, at jeg lever MIT liv. At det er okay, at jeg er givet mit liv.

Indtil næste gang jeg får ondt i maven over uretfærdighederne i verden. Det er nok en balancegang, der aldrig finder et for evigt hvile. Men det er måske også meget fint. Så jeg hele tiden er bevidst om, hvor dejligt jeg egentlig har det.

En (søn)dag i lockdown

Alle fotos er taget af Nicolai

Det er mandag i dag. Og heldigvis en bedre én af dem. Det er på trods af, at jeg arbejder hjemme og ærlig talt startede weekenden på en virkelig dårlig måde.

For i fredags havde jeg ikke en god dag! Jeg var pisse irriteret. Irriteret over hele denne coronalockdown – og det viste sit knapt så kønne ansigt i fredags.

Ting som jeg før i tiden nemt kunne håndtere, bliver i disse dage blæst fuldstændig ud af proportioner. I fredags startede alt med at være irriterende. Jeg vågnede og var irriteret. Ikke over noget specifikt. Jeg vågnede bare og følte dét. At uanset hvilke dumme ting, der skete, ville det være 100 gange værre end normalt.

Kender du de dage? Hvor man bare vågner og kan mærke “okay, i dag er min temperament i en meget kort snor…”.

Det er heldigvis ikke særlig tit det sker for mig. Langt de fleste dage vågner jeg og er positiv.

Det er helt sikkert fordi, min hverdag er vendt på hovedet. Jeg tænkte nogle gange (inden alt det her corona lock down), “ej det kunne da være meget hyggeligt at arbejde hjemmefra.. At kunne sidde i min egen stue og arbejde.”.

Dét tænker jeg ikke lige nu! Lige nu vil jeg bare have min normale hverdag tilbage. Jeg vil kunne stå op om morgenen, klare min sysler, og cykle på arbejde. Og cykle hjem igen når jeg har fri.

Samtidig giver denne tid også virkelig plads til mange tanker omkring netop min hverdag – og mit liv. Er det som jeg gerne vil have det skal være? Er jeg lykkelig? Er jeg glad? Er jeg taknemlig? Skal jeg gøre noget anderledes?

Er jeg tilfreds med, hvordan mit liv er lige nu?

Det giver i hvert fald rum for en masse tanker – de her dage herhjemme.

Det giver også rum og tid til at gå lejligheden igennem, rydde op og ud og gøre rent. Sådan helt i bund! Forrige søndag brugte jeg det meste af dagen på at gøre hele stuen ren. Alle karme, paneler, radiatorer og vinduer blev vasket af. Det gik så vidt, at jeg brugte vatpinde til at tørre alle de små hjørner i vinduerne af…

Denne weekend skete det samme på badeværelset. Efter vi har fået vores brusekabine tilbage (shit det er dejligt at kunne gå i bad på sit eget badeværelse, uden at skulle gå i vaskekælderen!), trængte den til en gevaldig rengøring. Håndværkerne har (forhåbentlig) lavet et rigtig fint stykke arbejde, men de har også sat beskidte mærker både i selve brusekabinen og i badeværelset. Så de skulle vaskes væk – og brusekabinen skulle “sprittes af”.

Jeg har planer om at rydde ud i skabene på badeværelset også. Der ophober sig ret tit alle mulige produkter, som jeg gemmer i hundrede år, gammelt solcreme, tomme emballager og bare hverdagsrod. Så det bliver også ryddet op. Måske jeg også går køkkenet igennem senere på ugen, hvis tiden er til det… (grine/græde smiley fordi der er ikke andet end tid lige nu…!).

Ellers prøver vi herhjemme at opretholde en så “normal” hverdag som muligt. Vi står op og går på “kontoret”. Aka. stuen. Spiser frokost. Arbejder. Prøver at holde fri, når vi har fri. Nogle dage går det bedre end andre… Det er svært når ens kontor ligger to skridt fra ens sofa. Så kan man jo liiige sætte sig. Eller bare blive siddende til sent.

Efter statens nyeste udmelding om, at den her lock down forlænges med to uger, skal jeg til også virkelig have vurderet min arbejdsstation. For jeg sidder ikke helt optimalt ved vores spisebord.

Og ellers fortsætter vi med at tage én dag af gangen. En time af gangen. Der sker hele tiden nyt i udviklingen af den her coronavirus. Jeg kan knapt nok følge med, men vi prøver virkelig herhjemme. Vi prøver at se alle pressemeddelelser. Prøver at følge med på de nyeste informationer. Samtidig prøver vi også at finde en balance i at blive fyldt med informationer og stadig skabe en hverdag under de nye omstændigheder.

Hvordan klarer du det? Arbejder du hjemmefra? Eller står du i en usikker situation med arbejde..? Er du alene derhjemme? Sammen med familie? Partner? Andre?

Jeg sender dig uanset hvad alt god energi gennem skærmen!

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Sexet lingeri er helt okay! – også til mig

reklame Hunkemöller

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Jeg har altid haft det ambivalent med frækt undertøj og sexet lingeri. Jeg elsker ideen om at hoppe i noget smukt undertøj, natkjoler, pæne kimonoer, men jeg har altid været super dårlig til det.

Jeg vælger ofte den mere praktiske, omend noget mindre sexede, fine og lækre version af både lingeri, nattøj og slappe-af-tøj. For jeg er dårlig til at føle mig sexet. Jeg er dårlig til at føle, at jeg er berettiget til at tage sexet lingeri på. Jeg er dårlig til bare at snakke om det!

Måske er det fordi, jeg altid har haft en følelse af… skam, forbundet med at føle mig sexet. Det her med at tage noget på kroppen, der fremhæver de sexede dele af den. Dét er jeg super dårlig til! Jeg kan mærke følelsen i kroppen bare nu, som jeg skriver det her. Jeg aner virkelig ikke, hvor det kommer fra. Men det er noget, jeg arbejder på skal stoppe.

For det er en virkelig ærgerlig følelse, der faktisk gør, at jeg føler mig mindre værd. Det er mærkeligt I know! Som sagt jeg kan heller ikke forklare, hvor den følelse stammer fra. Måske noget underliggende, at kvinder ikke må være sexede? At hvis jeg sætter fokus på de sexede dele af min krop, så er mit intellekt mindre værd? At jeg ikke kan være både sexet og klog? Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg prøver at sige til mig selv, hver gang jeg får den følelse, at jeg er helt okay, som jeg er og det er min krop også.

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense
Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Derfor sagde jeg også ja til et samarbejde med Hunkemöller, hvor jeg får lov til at være helt mig selv i noget af deres sexet lingeri.

Det er en enorm grænse for mig at bryde bare at skrive om det her! Altså det her med, at jeg også kan føle mig sexet og gerne vil føle mig sexet. Mest for min egen skyld, lidt for Nicolais.

Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg på en eller anden måde forbinder det at vise hud med at være billig? Det er helt sikkert en følelse baseret på samfundets syn på kvinder. At når vi kvinder viser hud, så er vi billige og let til salg. Og det giver mig en følelse af, at jeg ikke er noget værd. For hvis jeg viser hud så er jeg billig ergo er jeg ikke noget værd.

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Det er selvfølgelig slet ikke rigtigt! Ens værd har intet med mængden af bar hud at gøre. Hverken meget eller lidt bar hud. Men igen slår patriarkatet til og skal være bestemmende for, hvordan kvinder skal føle sig alt efter hvordan vi klæder os. For forbyde det hvis kvinder selv vælger at vise ben, baller og bryster. Meget apropos hele censuren omkring kvinders brystvorter versus den non-eksisterende censur, når vi snakker mænds brystvorter.

Det sender et signal, at mænds kroppe er mere accepteret offentligt end kvinders er.

Noget helt andet i forhold til at vise hud, så er jeg også ved at lære, at bar hud ikke nødvendigvis er eller skal være sexet. Det kan sagtens bare være bar hud. Og hvis jeg ikke synes, at min bare hud er sexet, så er det sådan det er. Jeg er ikke et objekt, der kun består af min hud og udseende. Og jeg kan sagtens være smuk, klog og dejlig uden at være sexet selvom jeg viser hud. At sætte pris på kroppens æstetik uden den skal gøres sexet er også en læring.

Derfor prøver jeg at skubbe mine grænser for tiden. For jeg vil ikke lade mig holde ned af, at jeg får en udefrakommende følelse af at være mindre værd fordi jeg viser hud. Heller ikke selvom jeg gør det offentligt. Min krop, mit valg.

I dette samarbejde har jeg derfor valgt at vise noget af Hunkemöllers sexede lingeri.

Her deres Honey satin natkjole, der super lækker! Jeg har sgu aldrig været typen, der sov i denne slags nattøj, men jeg tænker, at det skal have et skud. Hver gang jeg gør noget ud af mig selv, giver det også noget overskud. Jeg føler, at jeg får mere overskud af at lægge noget mere effort i tingene – det gælder også, når det kommer til nattøj og lingeri. Det giver ligesom en følelse af ‘lækkerhed’.

Udover natkjolen har jeg deres Lace Isabelle Kimono i sort. Den er med fine blonder og så behagelig at have på trods det sarte udtryk.

Et rigtig smukt sæt både til at spice romantikken op, men også bare for… Måske for at føle mig lækker, for at føle mig overskudsagtig og for at gøre noget dejligt for mig selv.

shampoobar

Emballagefri shampoobar (og balsambar) – og hvad det har gjort for mit hår

Det er efterhånden seks måneder siden, jeg delte på min story på IG, at jeg havde købt en shampoobar og en balsambar. Jeg havde aldrig prøvet sådan nogle barer før, men læst vidt og bredt om dem.

Den umiddelbare fordel ved en shampoobar, fremfor en flaske er, at der intet emballage er, når shampooen er “tom”. Baren bliver bare mindre og mindre indtil der ikke er mere tilbage. Ret nemt.

Det er både godt for miljøet og jeg elsker, at der ikke står tomme shampooflasker i brusekabinen. For jeg er sådan en type, der er rigtig dårlig til at huske at smide dem ud. De kan i hvert fald sagtens stå nogle uger, før jeg husker det.

Jeg var ret spændt på, hvordan mit hår ville reagere med denne form for shampoo. Men jeg er virkelig positiv! Mit hår opfører sig eksemplarisk – pænere end normalt. Det er ikke ligeså kruset og er blødere.

Det kan også være fordi, jeg ikke farver mit hår længere. Og faktisk ikke har gjort det i nogle år efterhånden. Jeg er stadig ved at vænne mig til den mørke farve, jeg naturligt har, og mindst én gang om ugen overvejer jeg, om det skal farves lysere. Men indtil videre har jeg holdt fast i, at jeg gerne vil beholde min naturlige farve noget tid.

Tilbage til shampoobaren – den er super nem at bruge. Du kører den bare rundt i dit våde hår indtil det begynder at skumme op. Så fordeler du skummet i håret og vasker det helt som normalt. Mit hår skal være ret vådt for, at baren vil skumme op. Men det fungerer helt fint.

For balsambaren presser jeg det værste vand ud af mit hår og “kører” ligesom baren langs håret, så der kommer balsam på håret. Jeg lader det sidde nogle minutter og skyller ud helt som normalt.

Det er som om, mit hår er blevet mere medgørligt nu. Det er mindre og mindre en høstak og mere og mere en sammenhængende masse, haha!

Indimellem supplerer jeg med andre shampooer og balsamer. Også fordi jeg har flere forskellige stående, som jeg gerne vil bruge op. Og jeg er typen, der veksler lidt imellem, hvad jeg bruger af skønhedsprodukter. Men lige nu fungerer det her så godt.

Jeg har købt en sæbeskål med en rist, som barerne ligger på. Det er så vandet kan nå at dryppe af og de ikke ligger og søber rundt i vand. De skal nemlig helst ligge tørt. Derfor står sæbeskålen også væk fra vandet i brusekabinen (ja eller – det vil sige lige nu bader vi jo stadig i brusekabinen i kælderen, hvor der simpelthen ikke er plads til, at de kan stå i selve kabinen uden at blive våde ved hvert bad. Så lige nu står de udenfor kabinen).

Et lille tip givet videre, hvis du selv vil prøve en shampoobar. Jeg har købt shampoobaren med lavendel – for jeg er en sucker for lavendel! Og første gang købte jeg balsambaren med urter (mener jeg), mens jeg har kastet mig ud i en med vilde bær denne gang. Det var mest pga. den fine lyserøde farve haha!

Har du prøvet en shampoobar? Eller en balsambar? Hvad er din erfaringer?

Farvel 2019 – året der gik

Så gik der lige et år. Puf så var 2019 væk. Det er så meget kliché, men shit hvor går tiden hurtigt. Åbenbart især lige nu.

Jeg savner helt vildt meget at skrive herinde, og en af mine intentioner for 2020 er at udgive flere indlæg. Ikke for andre skyld, men for min egen skyld. For som jeg sidder her og mine fingre klimprer afsted på tastaturet, kan jeg mærke, at det gør godt. Så det vil jeg gerne fortsætte med.

Anyways 2019… Sikke et år! Der er sket en masse mega kedelige ting, som jeg slet ikke har delt hverken herinde eller nogen andre steder. Men det kommer helt sikkert. Det er bare ting, der også vedrører andre mennesker, der ikke har besluttet, at deres kreative outlet og håndtering af livet skal foregå online. Hvilket jeg respekterer så højt. Derfor er jeg også påpasselig med, hvad jeg deler og hvorfor.

Jeg skal helt bestemt nok fortælle mere, og det er egentlig ikke fordi, det er forfærdelige ting. Men det er private omstændigheder, der alligevel har ændret hele min verden. Sååhh deeet, hah!

Året har heldigvis også budt på rigtig mange dejlige oplevelser og mennesker. Det har været en stor fornøjelse at se min niece vokse sig større. Hun er simpelthen det mest bedårende, jeg i lang tid har set. Hvilket jeg nok helt naturligt synes, nu hun er min niece. Jeg har også brugt mere tid med min søster, hvilket jeg er så glad for. Og generelt har jeg brugt mere tid med mennesker, som jeg holder af.

Jeg var med i en reklame for Fynbus. Det var så sjovt og spændende en oplevelse. Der kom et lille filmhold hjem til mig og filmede, at jeg gjorde mig klar til en aften med Lisbeth og Malene. Vi skulle til en koncert i byen og jeg hoppede på bussen derind. Jeg er så stolt af at have været med – også selvom det “bare” var en lille film.

Nicolai og jeg er flyttet sammen her i Odense. Det går over alt forventning – selvom der altid er nogle rutiner, der lige skal tilpasses, så går det virkelig godt. Hvilket jeg er klar over, lyder for godt til at være sandt og dem der deler deres lykke alt for offentligt er dem, der har de mest rådne forhold… All that jazz.

Og en eller anden dag ændrer det sig måske også. Men lige ny nyder jeg virkelig bare, at vi fungerer så godt sammen, at vi dyrker kærligheden, at vi griner sammen hver eneste dag.

Jeg nåede også at nyde Svendborg lidt i 2019. Det er virkelig en hyggelig og dejlig by, som jeg gerne vil være bedre til at besøge i år.

Jeg blev nogle tatoveringer rigere og er vist snart ved at være færdig med min ene arm.

Jeg fyldte 30 år! Og blev fejret af mange skønne mennesker! Jeg fik blomster fra nær og fjern <3 Og så mange lykkeønskninger, at jeg faldt bagover af alt den kærlighed, der findes rundt omkring mig.

Fynske Influencers har udviklet sig og både netværket og teamet er helt fantastisk. Jeg er så glad for at kunne drive så fedt et netværk med de sejeste mennesker. Jeg har brugt mange timer i 2019 på det frivillige arbejde, der ligger bag netværket og glæder mig til et spændende 2020.

Jeg begyndte at løbe, købte nye, gode løbesko og erhvervede mere og mere løbetøj og løbegear. Det faldt så fint sammen med et samarbejde med Hunkemöller, hvor jeg viste noget af deres gode træningstøj. Som jeg glæder mig til at bruge igen, når det bliver lidt varmere. Jeg løb mere og mere og endte med længere og længere ture udenfor i det danske vejr. Jeg løb mit første rigtige løb til Feminas kvindeløb, hvor jeg blev inviteret af hayu og blev virkelig bidt af en gal løber.

løbetræning

Jeg dansede rundt i rapsmarker og min mor agerede fotograf og jeg nød, at sommeren var på vej.

Og så tog jeg på Heartland for allerførste gang med de skønneste damer Lisbeth og Nikki. Det var første gang, at jeg skulle sove til en festival (yas yas festivalnovice), og skulle det være med nogen, skulle det være med dem. Trods vådt vejr og et semigennemblødt telt, så var det simpelthen så hyggeligt at være afsted med damerne <3 Og sikke en festival! Æstetik, mad, musik, kultur i en pærevælling. Helt perfekt. Jeg arbejdede på medieholdet, så jeg brugte en eftermiddag og aften på deres sociale medier. Det var mega spændende at være med behind the scenes på så stor en festival!

Jeg var til sommerreception hos sødeste AM, der forfulgte sine drømme og nu har sit blomsterkreatørstudie Hofbauer Flora. Her henter jeg sommetider de smukkeste buketter, både friske og tørrede, og nyder synet af hendes farverige værker.

Så blev det tid til Tinderbox og sikke en weekend! Igen fyldt med en håndfuld rigtig gode mennesker. Bl.a. min veninde Regina. Vi lærte hinanden at kende gennem agility her i Odense, og fandt ud af, at vi havde mange andre fælles interesser end at løbe med hunde. De sir’ man skal omgive sig med mennesker, der er klogere end en selv, mennesker der inspirerer og fordrer til udvikling, mennesker der gerne må være anderledes. Og det er Regina.

Straks efter Tinderbox fulgte Roskilde Festival. Det var første år for mit vedkommende og jeg hev Nicolai med under armen. For et første år på Roskilde, så fik jeg vist også voksenudgaven, hah! Vi tog til og fra Festivalen hver dag og fordi jeg er sådan en heldig skid, så havde vi fået armbånd til deres medieby og Tuborgområdet – så vi gik ret meget i dén bar og hyggede os med selv at skænke fadøl og lave drinks på tap. Derfra kunne vi gå ud på festivalområdet, hvor jeg nok fik en lidt mere realistisk oplevelse haha!

Jeg er stadigvæk ikke kommet mig over, hvor mange mænd, der bare hiver dén frem alle steder for at tisse. De er fuldstændig ligeglade… Jeg fik også prøvet de nye “kvindelige” pissoir. De er… spændende at tisse i. Mest fordi jeg kunne følge med overalt. Jeg var nemlig kun “dækket til” op til skuldrene, og kunne derfor frit sidde og nikke til pigen ved siden af mig. Eller gutterne på vejen haha. Så liiidt grænseoverskridende må jeg nok indrømme. Men selvfølgelig noget mere praktisk end at tisse i hegnet.

Også til Roskilde mødt vi Regina (og hendes mand Tue), og brugte størstedelen af en af dagene med at drikke (mange) øl i solen med dem og komme i rigtig godt humør. Der var masser god musik, men klarest i min hukommelse står altså Alma. Hende elsker jeg og det var en oplevelse at se hende live.

Sommerferien startede derfor også med et brag og vi gled langsomt i ferieland. Med ture på stranden, til fynske seværdigheder og test af de nye, udskældte elløbehjul i byen. Vi elsker altså de løbehjul. Det er så skidesmart at kunne hapse et, hvis jeg er kommet afsted på gåben eller bare finder mig i en omstændighed, hvor jeg ikke er på cykel. At ikke alle er lige gode til at finde en god plads til dem igen, når de er færdige, det er super ærgerligt. For det er nu praktisk.

Jeg fandt en pluk-selv-blomster-mark og fik de fineste blomster med hjem, og sådan forsvandt dagene ind i hinanden indtil vi igen startede på arbejde.

Nikki, Lisbeth og jeg tog til Kick Off hos Odense Filmfestival og var smukke, smukke damer! Min niece fyldte et år og vi fejrede hende på Sjælland.

Jeg havde debut på nationalt, live tv da jeg var i Go’ Morgen Danmark for at snakke om ensomhed. Det udsprang af dette indlæg. Ensomhed er stadig et emne, der er vigtigt for mig at snakke om. For det er okay at føle sig ensom, men hvad gør vi ved det? Der er også, for mig forskel, fra at føle sig ensom og være alene. For jeg elsker at være alene, men jeg hader at føle mig ensom.

Vi holdt også en masse events med Fynske Influencers – bl.a. i samarbejde med Anarkist Beer & Food Lab.

Jeg udviklede også flere andre venskaber. Og spiste brunch, drak kaffe og mad over lange samtaler om feminisme, selvudvikling, virksomhed, selvstændighed og meget andet. Det har været et meget berigende år på menneskefronten. Hvis man kan sige det?

Og så snød min mor, søster, svoger, niece og jeg alle andre, da vi i al hemmelig tog fem dage til Spanien. Vi ville overraske min mormor og morfar (og onkel Niels) og det kan vi vist mildt sige, at vi gjorde!

Vi kunne ikke huske, hvornår vi sidst havde holdt ferie sammen hele banden og besluttede, at det vist var på tide igen på. Derfor planlagde vi i foråret 2019 at tage til Spanien, da “de gamle” var på ferie dernede. Men i min familie er vi glade for overraskelser, og hvilken bedre end at kunne banke på deres hoteldør og spørge om de gav kaffe?

De blev heldigvis virkelig glade for at se os, og vi havde de skønneste dage sammen. Det har klart været et af årets største højdepunkter. At planlægge det hele uden at røbe noget som helst, at tage derned, finde ud af, hvor de boede, finde deres værelse og overraske dem. Du kan tro, at mit hjerte bankede hårdt sekunderne inden!

Jeg tog en weekend til KBH for at besøge min veninde Charlotte. Vi skrev speciale sammen og har delt op- og nedture sammen lige siden. Især under specialeperioden haha.

Og så kom julen faktisk med hastige skridt. Jeg kørte hjem til min mor og vi holdt jul med noget mere familie. Juleaften kørte jeg hjem til Nicolais familie og nåede at være med til lidt julehygge også. Så stod den på julefrokost både 25. og 26. december. Dagene mellem jul og nytår forsvandt vitterligt som dug for en varm sol.

Nytår brugte jeg med Nicolai og et af hans vennepar (som måske egentlig også er mine. Det er lidt spøjst med de relationer, der starter gennem et forhold ikke? Man skal lige lære hinanden at kende og se, om der er et match. Men det er der vist). Vi kom dejligt og hyggeligt ind i det nye år.

Der skete mange flere store og små ting i 2019, men det hele kan der ikke altid være plads til haha. Så var jeg nok aldrig blevet færdig med dette indlæg.

Nu gælder det 2020. Jeg har nogle ambitioner, intentioner, drømme og håb for 2020 som jeg gerne vil dele også. Men det bliver i et andet indlæg. Ellers ender det jo med en roman.

Tak fordi du læser med <3 Det gør mig så glad. Jeg håber, at du finder inspiration, underholdning eller andet godt i mine indlæg og ord. Må du have et fabelagtigt 2020.

løbetræning

Mit hemmelige mål for min løbetræning – og lidt om nyt løbetøj

Jeg har tidligere skrevet om mit løb herinde. Jeg er begyndt at løbe mere og mere. Og i jeg har også delt nogle tips til, hvordan du kommer i gang med at løbe.

Som det har været tidligere, når min kærlighed falder over en bestemt sportsgren – jo mere jeg dyrker en sport, jo større bliver min gearsamling også.

Jeg har fx. fuldt hus, hvad angår styrkeløftgear. Jeg løfter også stadig indimellem, men true be told, så er det blevet en sekundær træning for mig nu.

Især det sidste halve år har løbet vundet indpas. Det passer rigtig godt ind i min hverdag, fordi jeg ikke er afhængig af nogen andre end mig selv. Og måske vejret. Men jeg skal ikke forholde mig til andre mennesker på nogen måde. Jeg skal bare i løbetøjet og ud af døren.

Hvordan overvinder jeg kulden

Nu begynder det at blive en del koldere at løbe og det har jeg allerede mærket og taget konsekvenser af. Jeg løber i lange tights, og har egentlig gjort det nok de sidste tre måneder. Jeg er også begyndt at løbe med flere lag på overkroppen og mine kompressionsstrømper hjælper også lidt på varmen på benene.

Men… Nu begynder det altså rigtig at bide i kinderne, på ørerne og hænderne. Så jeg har udvidet mit gear en smule de sidste par uger. I den forbindelse tænkte jeg lige at dele, hvilket løbeudstyr som jeg bruger. Måske til inspiration, hvis du også selv gerne vil løbe udenfor her i den kolde periode.

Jeg løber nu i lange og lidt tykke tights, en langærmet dry-fit trøje inderst, en dry-fit t-shirt ud over og denne vest.

Udover det har jeg anskaffet mig et par løbevanter, så hænderne ikke fryser. Jeg har også købt en refleksvest og et lys til armen, så jeg kan blive set i mørket. Det er utrolig vigtigt, hvis du løber her i vinterhalvåret, at du er sikker, når du løber. Selv med lys på, skal du være forsigtig her i mørket. For det er ikke alle bilister, der er lige opmærksomme.

Løbetræning løbetøj træning
Foto: Nicolai Walther

Sørg for at kigge dig godt for og hav lys og reflekser på, så andre trafikanter kan se dig. Især hvis du løber med musik eller andet lyd i ørerne.

For at holde varmen omkring hals og hoved har jeg købt denne halsedisse og dette pandebånd.

Og så er jeg egentlig ret godt løbende. Jeg ved ikke, om jeg skal ud og have en tykkere trøje på et tidspunkt, men lige nu fungerer denne sammensætning ret fint.

Det hemmelige mål

Det går også ret fint med mit løb. Jeg har ikke så meget fokus på hastigheden, men distancen. Jeg øger distancen uge for uge og indtil videre, er det gået over alt forventning.

Og så til det hemmelige mål! For hvad er meningen med alt løbegalskaben?

Hvorfor er jeg begyndt at gå så meget op i at komme afsted? Jeg har fået en fast rutine nu, hvor jeg løber mandag, onsdag og fredag. Uden undtagelse. Jeg har én enkelt gang rykket mit fredagsløb til om lørdagen grundet arbejde. Men ellers er jeg afsted tre gange om ugen på de dage.

Det handler om at prioritere mit løb. At det er ligeså vigtig en aftale som alt andet. Det er vigtigt for, at jeg kan fungere. At jeg får rørt mig og kan mærke min krop.

Det er desuden vigtigt, at jeg får opbygget en god løberutine, hvor distancen øges for…

Mit hemmelige mål er CPH Half 2020!

Jeg gav hånd med min svigerinde på at ville melde mig til løbet i 2020. Nu har nu hun meldt sig til! Så presset stiger haha!