Ny titel – voksen skilsmissebarn

Nå venner – det her indlæg er skrevet for et godt stykke tid siden. Men nu er det på tide, at det bliver udgivet. Så bær over med mig, hvis det virker lidt ude af kontekst. Jeg har nok bare brug for at få lettet mit hjerte, finde tilbage til en af grundene til, hvorfor jeg skriver og måske endda også få hevet et plaster af et sår, som jeg har gået med selv.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Hvis jeg overhovedet udgiver det. Jeg har virkelig været i tvivl om, hvor meget jeg skulle, måtte, kunne, har lyst til at dele omkring det her.

For det er et ømt emne sir’ jeg jer. Ikke nogen let hverdagskost det her. Jeg har nemlig fået en ny titel. Ikke én jeg som sådan er særlig glad for, men nu er den her engang, så jeg må arbejde med at lade den blive en del af mig. Jeg slipper i hvert fald aldrig for den.

Og mens jeg sidder og skriver dette, og anlægget spiller Moonlight Sonata, Beethoven (jeg har et svagt punkt for lige dén komposition), og flammen fra stearinlyset på bordet flagrer fordi der sikkert er træk et sted her i lejligheden, så tænker jeg på, om jeg nogensinde kommer til at skrive det her indlæg færdigt. Jeg tænker på, om jeg nogensinde vil udgive det. Vil dele disse tanker og følelser offentligt.

Det går ellers hurtigt på tasterne. Det gør det som regel altid, når jeg skriver om noget, som betyder meget for mig. Som sidder dybt i mig. Det er som om, at jo dybere mine følelser er for et emne, jo hurtigere komme følelserne ud gennem mine fingre ned på tasterne og op på skærmen.

Jeg har altid sagt og følt, at bloggen var mit kreative outlet. Men den er ligeså meget et følelsesmæssigt outlet. Et sted, hvor jeg kan skrive disse tanker. Hvor jeg kan komme af med mine følelser. Gode som dårlige.

Også et sted hvor jeg efterhånden som flere og flere læser med, er begyndt at dyrke mere og mere censur på. Censur på min tanker, på mine udgivelser, på mine sande følelser.

Men jeg har, især det sidste år måske, indset at jeg er helt okay, som jeg er. At det her et mit univers, mit lille hjørne af det store internet, og hvad jeg føler er helt rigtigt. Uagtet andres meninger og holdninger om mine følelser. Jeg øver mig i hvert fald på ikke at tænke over andres meninger! Men gøre, hvad der føles rigtigt for mig.

Så måske jeg udgiver dette indlæg? Måske tør jeg godt. Fordi jeg gerne vil være en forgangskvinde for, at vi er helt perfekte lige som vi er. Også selvom vi føler os fucked op nogle gange, også selvom jeg er pissebange for, hvad andre tænker og mener om mig.

Men det er proces, en igangværende og aldrig færdig proces. Hvilket egentlig er fint nok, men helt sikkert også noget af en erkendelse for mig. Som jeg måske netop disse tider er ved at nå frem til.

Nu er det Josh Groban der blæser ud af højtalerne. Eller ja, blæser og blæser, volumen er ret sagte. Som jeg egentlig godt kan li’ det, når jeg hører musik herhjemme. Men flammen flagrer eller blafrer om man vil, stadig.

Voksen skilmissebarn. Det er et oxymoron. Hvordan kan jeg være et voksent skilsmissebarn? Men det hedder det altså. Måske fordi vi aldrig helt bliver voksne, når det drejer som om relationen til vores forældre? Der vil vi, på en eller anden måde, i en eller anden grad, altid være deres børn.

Og de vil altid være forældre. Mine forældre. Nu er de bare ikke mine gifte forældre mere. De bor ikke sammen mere. De er ikke sammen mere.

Det er egentlig snart et år siden, at de bekendtgjorde, at de skulle de skilles. Der ligger selvfølgelig en masse til grund for det, som jeg på den ene måde gerne vil skrive om, men på den anden måde heller ikke føler vedkommer mig. Så det skriver jeg ikke om. I hvert fald ikke i dette indlæg.

Men de er blevet skilt. Min mor og far. Og selvom jeg er, eller var 29 år, da de blev skilt, så har det stadig været utroligt hårdt. Det er stadig virkelig hårdt. For det er desværre ikke kun en simpel skilsmisse. Sådan er det vel sjældent eller? Jeg ved det faktisk ikke rigtig. Da jeg var barn, var der flere af mine skolevenners forældre, der blev skilt. Men ikke mine.

Ikke før nu. Hvor jeg er voksen. Hvor der rammer en masse andre tanker i mit sind, end der formentlig ville have gjort som barn. Jeg tror slet ikke, at den proces jeg skal igennem nu kan sammenlignes med, hvis jeg havde været barn.

Hårdt er det. Virkelig hårdt. Og virkelig svært. Og det betyder brud på så mange forskellige måder, når ens forældre bliver skilt. Måske ved du det? Måske ved du præcis, hvordan det er, når ens forældre bliver skilt? Du kender helt sikkert nogle, hvis forældre er skilt eller har venner, der er blevet skilt. Eller du er selv skilsmissebarn.

Det er sjovt, som det at blive skilt bliver så simplificeret i statistikkerne. Der lyder det som om, at folk bliver skilt bare fordi. At det er et nemt og clean cut. Hvorfor skulle så mange ellers bliver skilt? Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor clean et cut folk får fra en skilsmisse, men jeg forestiller mig, at langt størstedelen af skilsmisser efterlader dybe sår, dybe ar, revnede hjerter. Måske endda nogle efterlader meget ødelagte relationer, børn, der føler sig efterladte, voksne, der ikke kan håndtere forandringen.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved reelt kun, hvordan jeg har taklet, at mine forældre er blevet skilt. Jeg ved ikke engang, om jeg takler det rigtigt. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver nødt til at tale med nogle om det i hvert fald. For selvom det hjælper mig at få det ud “på papir” på denne måde, så tror jeg ikke, at det er nok. Jeg bliver nødt til at bearbejde det på en anden måde.

Det har taget rigtig hårdt på mig. Det har været og er en lang proces. Og der er desuden mange andre faktorer iblandet, som jeg ikke rigtig kan komme nærmere ind på lige nu. Eller nogensinde måske. Men de er der i den virkelige verden, og de skal også håndteres. Selvom jeg nogle gange ærlig talt bare har lyst til at glemme det hele og lade som om, alting var som det var engang.

Benægt, benægt, benægt.

Det går nok ikke i længden.