Et break-up efterlader også hjemmet ret opbrudt

Da Casper og jeg gik fra hinanden tidligere på året  (rettere sagt lige på vej ind i det nye år), besluttede vi, at jeg skulle blive boende i den lejlighed vi sammen var flyttet ind i to år tidligere. Det var simpelthen det nemmeste af flere praktiske årsager, at jeg blev boende i lejligheden. Én stor årsag mine to hunde. Det er nemlig virkelig svært at finde bolig i Odense, hvor jeg må have ikke kun én, men to hunde. Selvom de er små, velopdragede og verdens sødeste hunde, så kan det være svært at overbevise en potentiel udlejer om, at de faktisk ikke splitter hans/hendes ejendom ad. Desuden ligger min nuværende lejlighed på 1. salen i et hus, hvor der er egen have til. Hvilket er en stor fordel når man har hund. Jeg har dog før boet i lejligheder uden have, og det kan sagtens lade sig gøre. Det er heller ingen hemmelig, at jeg leder efter en lejlighed lidt tættere på byen. Men det er altid de søde hunde, der spænder ben for de helt store lejlighedsdrømme.

Men for nu bliver jeg boende i det fine Skibhuskvarter, og jeg er efterhånden ved at falde godt på plads i lejligheden for mig selv. For et break-up efterlader nogle ret åbenlyse tegn på, at et forhold er afsluttet. Lejligheden lignede i lang tid en fusion mellem en bombet genbrugsbutik, IKEAs ”køb udstillingsvarer” afdeling og efterladenskaberne fra en ransagning.

Det var ikke godt.

Men et lettere ødelagt hjerte og en forvirret sjæl er IKKE gode kompagnoner når det drejer sig om at skulle indrette og få en halvtom og rodet lejlighed til at føles som et hjem. Som mit hjem.

Jeg fik på et tidspunkt fat på en veninde fra mit designstudie (hende jeg skrev speciale med) og sammen fik vi rykket rundt på møblerne, flyttet lamper, købt tæppe og ryddet ud i alle tingene. Det hjalp gevaldigt på det, og lejligheden begyndte mere og mere at føles som mit eget hjem. Som et sted, hvor jeg boede. Selvom der stadig var fyldt med gode og søde minder, så begyndte mit hjerte at finde sig til rette med, at lejligheden blev MIT sted. Hvilket var en ret dejlig og opløftende følelse.

Jeg købte ret hurtigt nye møbler, fik skiftet stolene ud, ny sofa, ny seng (det var en ret stor nødvendighed), lamper og diverse nipsting, der gør, at en lejlighed begynder at føles som et hjem. Stadig kan jeg dog tage mig selv i at tænke, at min lejlighed ikke helt er mig endnu. Når man har boet sammen to personer i over to år det samme sted, så akkumulerer der sig på forunderlig vis ret mange ting og sager. Og da Casper flyttede tog han en del af disse ting og sager med. Hvilket bl.a. efterlod mine vægge åbenlyse bare.

Ret hurtigt fik jeg rykket rundt på nogle plakater og fik fyldt noget af tomrummet ud. Stadig har det i lang tid føltes som om, at noget manglede. Og da jeg faldt over The Passie og hendes smukke illustrationer vidste jeg med det samme, at de ville passe ind i lejligheden og min stil.

Ret hurtigt lavede jeg derfor en aftale med Helene, der er ophavsdamen bag The Passie, om, at jeg måtte få en af hendes fine plakater plus en rabatkode til alle jer. Hvilket jeg er RET glad for. Jeg elsker simpelthen den fine Flamingo, som er endt med at hænge på en af mine vægge. Jeg ville virkelig også elske at have Den Svømmende Tiger hængende et sted. Den er simpelthen bare for sej! I øvrigt er priserne virkelig venlige, så det er nemt og billigt at opdatere, hvad der hænger på dine vægge.

I lang tid tænkte jeg, at Flamingo (det hedder hun nu) skulle hænge sammen med nogle af mine andre plakater og danne en af de famøse billedevægge. Men ærlig talt, så er jeg måske lidt træt af billedevæggene. Så Flamingo kom op at hænge for sig selv. Nu kan hun rigtig pryde min væg – og er hun ikke sød i den lidt naive, men sikre grafiske stil og med de klare farver?

Du kan selv købe Flamingo med en rabat på 20%! Du skal blot anvende koden “Jeanette” (yes yes fancy, at MIT navn er rabatkoden. Så ved man, at man er noget ikke?!)
Rabatkoden gælder fra i dag og de næste 14 dage, og du finder Flamingo lige her.

   Jeg har modtaget Flamingo som gave,
men indlægget er selvfølgelig udtryk for egne holdninger.

Det ville være fjollet at dele andres holdninger herinde.

Jeg er slet ikke klar til Marokko

There. I said it.

Jeg sad den anden dag foran computeren. Havde et mål for øje. Booke overnatning til Marokko. Jeg tog et dybt åndedrag. Sukkede. Kiggede på uret. Siden jeg bookede og betalte for mine flybilletter har jeg ærlig talt ikke skænket Marokko synderligt mange tanker. Det gjorde jeg heller ikke den anden dag. Men efter mange formaninger fra familie og venner om, at jeg SKAL booke overnatning inden jeg tager afsted måtte jeg tage rejsetyren ved hornene og gøre noget ved det.

Jeg stirrer formålsløst på skærmen. I virkeligheden slet ikke formålsløst, for jeg har et mål. Men lige nu føles min rejse så langt væk. Jeg sukker igen. Højt. Klikker rundt på diverse hjemmeside for overnatningsmuligheder. Beslutter mig hurtigt for, at Airbnb bliver løsningen på de ti første overnatninger. De sidste tre overnatninger vil jeg være et andet sted. Et sted med lidt mere luksus.

Jeg fører musen over de forskellige muligheder. Der er uanede muligheder og jeg sukker igen. Men jeg SKAL have booket. I det mindste så jeg ved, at jeg har et sted at tage hen når jeg lander tirsdag formiddag d. 4. juli.

Jeg tænker på de sidste par uger. Jeg har haft så travlt på arbejde, at jeg nærmest kunne slå et telt op i kælderen og tage bad dernede i stedet for at cykle hjem. Og forrige weekend blev brugt sammen med en god veninde til Northside. Denne weekend bliver brugt sammen med søde mennesker til Tinderbox. Og de sidste par uger har været vildt gode. Som i – jeg er ret glad. Men har ret travlt. Hvorfor tanker omkring Marokko ikke har fyldt særlig meget.

Jeg tager vist mest dagene en af gangen for tiden. Jeg tager timerne en af gangen. Jeg har efterhånden lært at leve i kontrolleret kaos. Det var aldrig gået før i tiden. Jeg ville blive helt befippet, hvis jeg ikke havde styr på tingene. Sjovt nok føler jeg, at jeg har styr på tingene nu, trods jeg f.eks. ikke lige ved, hvordan eller hvornår jeg skal afsted til lufthavnen om lige over en uge. Det er på en anden måde nu. Jeg har en anden ro. For tingene falder altid på plads. Det gør de. Og de falder rigtigt på plads. Det tror jeg i hvert fald på. Det tror jeg på nu. Ting sker af en grund, og jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg kommer til lufthavnen og hvornår. Måske min far vil køre mig? Måske jeg bare hopper uhøjtideligt på toget? Jeg har en aftale med en veninde om at kramme på gensyn i lufthavnen. SÅ meget ved jeg da. Og bare dét giver en lidt mere orden i mit ellers velkomne lettere fortrevlede, kaotiske, forvirrende men sindsygt lækre liv fyldt med oplevelser og mennesker, jeg ikke tror, jeg ville havde oplevet medmindre jeg havde sluppet mit tag i mig selv.

Jeg fik i øvrigt booket overnatning til de første ti nætter. Så lidt klar er jeg da.

Et hurtigt, men lækkert look til Tinderbox (jeg afprøvede det selv til NS!)

Vi ved allesammen, at festivaler i højere grad end musikken, handler om de looks vi kan tillade os at iføre os (løj hun). Ofte er festivallooks noget mere “out there” end det vi tager på en random torsdag morgen og med god grund. For til festivaler kan vi tillade os mere. For her er de gængse og spilleregler indenfor modens normer lettere udvisket. Om det er grundet musikken, alkoholen eller den festlige stemning ved jeg ikke. Men looks til festivaler kan altid overdrives og komme længere ud for vores konventionelle comfortzone indenfor beklædning.

// Grå kjole // Grøn skovmandsskjorte // Denimjakke // Hunter gummistøvler // Rains regnjakke // Rains taske //

Det her look er i virkeligheden ret basic. En grå, mellemlang kjole. En skovmandsskjorte bundet om livet (selvfølgelig), den skal ikke PÅ, men bruges som accessories), en lettere slidt denimjakke, de obligatoriske Hunterstøvler og en regnfrakke fra Rains.

Trods den åbenlyse minimaisme og normcorevibes i dette outfit virker det altså bare godt til festival. Jeg sportede selv et lignede outfit forrige weekend til Northside, og kan med solid erfaring meddele, at det virker. Især hvis det drypper lidt, og du ikke vil ofre dine nye, hvide sneaks for et crisp outfit til festival. Tro mig – det er en bedre beslutning at tage et på røjsere på, hvis vejret er bare lidt ustadig. Alternativt tage dem med i din rygsæk. For ja; det er noget nemmere at være på festival med en god rygsæk, hvor alle de mest essentielle nødvendigheder kan opbevares. Som et par sneakers skulle vejret blive bedre. Og solcreme, en vandflaske (som du selvfølgelig husker at fylde op og få noget H2O indenbords imellem alle dine fadøl), et par panodiler just in case, plaster, desinfektions gel så du kan holde de værste festivalbakterier væk, måske en kasket og evt. et par strømpebukser skulle benene blive for kølige i løbet af aftenen/natten.

Trods regn klarede jeg mig nu fint med bare ben til Northside. Så længe overkroppen er pakket ind, kan jeg klare mig med bare ben til langt ud på natten.

Ovenstående look er et simpelt festivallook, bestående af dele de fleste af os allerede har liggende i klædeskabet. Men det er samtidig et klassisk look, og det virker. Nogle gange skal man ikke kimse af det klassiske.

Er du typen, der planlægger outfits til festivaler og er du i så fald ved at være klar til Tinderbox?

Det her look er ret nemt at gøre efter selv her dagen inden Tinderbox.

 

Den dag jeg trænede i Mosen uden at dø af skam

Oh yes. I forrige uge var jeg inviteret til et bloggerevent af P20 solbeskyttelse. Her var vi en flok bloggere, der skulle træne i Mosen og samtidig forny vores viden omkring solcreme og skaderne ved solens stråler.

Kl. er 15.50. Jeg er på kontoret på Kansas. Jeg har taget skiftetøj med, så jeg går i kælderen og skifter til stramme tights, lyserød kasket og sweater. Jeg går forbi min chef på vej ud af døren. Han kigger spørgende på mig. Jeg siger hurtigt tak for i dag, og går videre. Thights er ikke min normale ”attire” på kontoret. Jeg hopper på cyklen og tramper hårdt i pedalerne på vej ind mod byen. Jeg KAN ikke cykle langsomt, uanset hvor hårdt jeg prøver. Så jeg ankommer til Mosen lettere svedmast og forpustet. Føler, det er den rigtige måde at starte et træningsevent på.

Sætter cyklen et stykke fra broen over åen og trasker det sidste stykke på gåben. Kan se, at jeg er den første. Møder Nicoline på vejen, der også skal med. Vi trasker sammen ned til pavillionen, der umiskendeligt må være det fysiske omdrejninspunkt for eventet. Jeg genkender en pige fra kommunikations bureauet, der også er med til at arrangere eventet. Jeg genkender Sofie Bentzen. Siger hej til to jeg ikke kan genkende og sætter min taske fra mig på presseningen, de har lagt ud under pavillionen.

De har lagt mange røde yogamåtter ud på græsset ved siden af. Lige der, hvor folk ofte sidder i grønne campingstole og spiller ølbowlning. Nu skal vi træne. Her.. midt i Mosen.. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg kan nå at bakke ud. ”Jeg har glemt, at jeg skal gå tur med hundene… jeg smutter igen”.

Jeg tager mod til mig. Smiler og tænker, at det nok skal gå. Også selvom jeg normalt er en af de typer, der sidder i Mosen og nyder en kold. Enten øl eller Mokai. Yes.. jeg er en af de typer.

Der kommer flere bloggere. De fleste kender jeg… altså også i virkeligheden. Andre kender jeg fra deres profiler på sociale medier.

Da alle er kommet samles vi. Det begynder at småregne. Det støvregner. På den måde, hvor man bliver ret våd selvom det er mikroskopiske dråber, der lander på tøjet. Det må være mængden?

Vi får info omkring P20’s nyeste produkt. Det nye er bl.a., at spraydåsen som solcremen er i, ikke har noget låg. Låget er indbygget i selve spraydåsens hoved, og har en form for klik-lås. For mit produktemballagehjerte er en sådan forbrugervenlig løsning virkelig noget, der får mig til at glimte med øjnene. Jeg elsker, når emballager er gennemtænkte og gør brugen af produktet bedre og nemmere for forbrugeren. Jeg tænker automatisk på mit speciale. Min makker og jeg skrev om fødevareemballagers design. Min begejstring for en simpel klik-lås er tydeligvis en fagskade.

Jeg anede ikke, at selvom det er overskyet så trænger 95% af solens stråler igennem. Jeg har en, måske irrationel, frygt for at få hudkræft så jeg spidser ører. Trænger der virkelig SÅ mange stråler igennem, selvom der er skyer for solen? Jeps. Det gør der.

^^Pernille og jeg (i den lyserøde kasket) gør klar til konkurrencen! ^^ 

Jeg begynder at tænke over, at jeg skal bruge solcreme hver dag. Især i ansigtet. Jeg har let til røde kinder. Og jeg vil gerne beskytte min hud. Både imod UVA og UVB stråler. For der er forskel. UVA stråler trænger dybt ned i huden og er de stråler, der kan give kræft. ”Nej tak!” når jeg at tænke. Samtidig er det UVA stråler, der giver rynker og pigmentforandringer. Det er altså ikke nogle særlig rare stråler, og gruppen nikker samstemmigt, da vi bliver enige om, at vi skal huske solcremen hver dag. Men UVB stråler er nu ikke meget bedre. De giver også kræft fortæller den søde kvinde fra P20. Lige nu synes jeg dog ikke hun er særlig sød. Mest fordi jeg står og får lidt dårlig samvittighed over ikke at beskytte min hud noget bedre imod alt den info omkring solen hun kaster i hovedet på os. UVB stråler gør også huden forbrændt, hvis du ikke beskytter dig imod strålerne. Det gøres selvsagt bedst med en solcreme, der giver den rette beskyttelse.

Når jeg bruger solcreme, bruger jeg mindst SPF 15 eller 20 men ofte SPF 50. SPF angiver den mængde UVB-stråler huden kan udsættes for, før den bliver rød. Så ved SPF 30 kan huden udsættes for 30 gange mere UVB stråling før den bliver rød, end hvis du ikke havde solcreme på. Hvis du altså smører den rigtige mængde solcreme på. For hvis du ikke smører nok solcreme på, får du selvfølgelig ikke den beskyttelse som du tror. Så smør nu nok på!

Da vi alle er blevet forfærdet over vores manglende viden om solcreme og manglende brug af det, begynder træningen med Sofie. Vi starter med opvarmning. Vi skal deles op 2 og 2. jeg teamer op med Pernille. Da Sofie siger, at opvarmningen er en lille konkurrence de forskellige teams imellem, highfiver Pernille og jeg. Vi er begge konkurrencemennesker, og vi vil vinde den her latterlige opvarmningskonkurrence. Og det gør vi. Præmien er kun hån. Det er vi tilfredse med.

Vi fortsætter med nogle øvelser på trapperne ned til åen. Jeg er træt. Det har været en lang dag på arbejde og mine tanker kredser simultant om weekendens forestående Northside festival og hvor meget folk glor på os imens vi laver tricepøvelser på trappen. Vi fortsætter med armbøjninger og tøffer efterfølgende tilbage til yogamåtterne.

Nu skal vi træne core. Jeg hader at træne core. Hader. Vi skal lave forskellige udgaver af planken, nogle rygøvelser og maveøvelser. Jeg er mast. Men jeg er stædig. Jeg er konkurrencemenneske. Jeg giver ikke op og trods rysten i hele kroppen og mine baller, der er ved at ryste af, fortsætter jeg.

Da vi er færdige er jeg både gennemblødt af sved og støvregn. Jeg er glad for, at min kasket har taget det værste regn fra ansigtet.

Vi samles under pavillonen, og der opstår øjeblikkeligt en følelse af picnic. Vi sidder med tæpper, spiser lækre salater fra AC Deli og snakker om stort og småt. Min siddekvinde er fra Kompas Kommunikation, Regitze, og hun er i gang med at skrive speciale. Jeg kender følelsen, og vi snakker lidt om, hvor dejligt det er at blive færdig med uddannelse. Jeg fortæller, at jeg skal til Marokko om lidt, og to af de andre fortæller, at det er et skønt sted. Det er åbenbart mere besøgt, end jeg først antog. Jeg troede fejlagtigt, at jeg kunne have denne destination lidt for mig selv.

Jeg rækker ud efter en salat med and. Den er overraskende lækker. Måske det er kombinationen af and, mango og mandarin? Jeg spiser en bolle til med rødbede til min salat og drikker en rødbedejuice. Det hele er lækkert, og stemningen er hyggelig.

Da kl. nærmer sig 18 begynder selskabet at bryde op. Folk skal videre. Jeg skal videre. Jeg smiler. Tænker, at det har været en hyggelig eftermiddag. At det slet ikke var så grænseoverskridende at træne der midt i Mosen. Faktisk var det ligeså grænseoverskridende som at sidde og drikke øl i Mosen. Jeg tænker, at jeg senere på sommeren kommer til at afvikle koncerter med Kansas City lige på dette spot. Faktisk sidder vi, hvor toiletvognen formentlig kommer til at stå til august når vi skal være med til H.C. Andersen Festival.

Jeg rejser mig fra min lettere krampet og sammenkrøllede stilling på tæppet. Smiler igen. Siger tak for i dag. Går hen til min taske. Pakker mine sko sammen og beslutter mig for at cykle hjem i mine træningssko. Tager min yogamåtte og min pose med solcreme under armen. Krammer de sidste farvel og føler mig opstemt. Vandrer samme vej op til min cykel, som jeg traskede væk fra den. Denne gang med en yogamåtte under armen. Jeg føler mig meget New Yorker agtig. Som om jeg er typen, der lige smutter i parken for at dyrke yoga og efterfølgende drikker kaffe på en af byens smarte caféer. Det er jeg ikke. Men jeg forestiller mig det.

Jeg trisser bare tilbage til min cykel. Ingen kaffe i dag på fancy caféer. Får stablet taske, yogamåtte og træningsudstyr ned i min cykelkurv. Smiler og sætter mig op på sadlen.

Min playliste til Tinderbox ´17

Så kommer playlisten for weekendens festival! Jeg har selv lige overstået afviklingen af Pure Festival på Kansas City denne weekend, og er en anelse mast. Så jeg kan kun forestille mig, hvor maste folkene bag Tinderbox kommer til at være i næste uge! Phew mand.

Anyways – her kommer min playliste for festivalen. Det er min personlige playliste, så er det alt den musik, som jeg glæder mig til at skulle opleve. For mit vedkommende bliver det også en festival med en masse musik på programmet, og en festival, hvor musikken bliver prioriteret i den forstand, at jeg lægger et musikprogram og følger det. Ikke noget med at blive væk i champagnebaren, som jeg i hvert fald ikke blev til Northside *host host*.

Igen er min playliste fyldt med meget forskelligt musik. Jeg er vist bare ikke en én-genrestype og jeg shopper ret meget rundt, når det handler om musik. Den ene dag har jeg lyst til techno, den anden rap og den tredje pop. Det er aldrig til at vide med mig.

Men det er ikke svært for mig at fortælle, hvad jeg glæder mig allermest til at se på dette års Tinderbox!  Det er KLART Die Antwoord! Jeg fatter slet ikke, at de kommer til Danmark. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker, der kommer for at se dem, og det er en kommerciel god bookning, men for mig er en det klassebookning, og jeg kan slet ikke vente til torsdag kl. 18.35! Jeg har set masser videoer fra deres koncerter, og du kan vædde på, at du kan finde mig helt foran på torsdag til deres koncert. For det bliver vildt!

Jeg glæder mig også meget til at se navne som Travis Scott, Tina Dickow (igen), Run DMC, Phlake, MØ, Tove Lo (især hende) og D-A-D. D-A-D mest fordi min far er KÆMPE fan, og jeg har kørt ham til mangt en koncerter med dem. Han beretter altid om det vildeste sceneshow og de vildeste koncerter, så nu vil jeg selv gerne opleve det på nært hold, og ikke kun fra parkeringspladsen med fulde mennesker på vej hjem.

Jeg håber, at vejret bliver bare lidt bedre, end det var på Northside. Lørdag var vejret fint, men ellers var det sgu ret fesent med regnvejr og overskyet. Blergh.

Skal du afsted på Tinderbox, og hvad glæder du dig mest til at opleve?

Jeg glæder mig også ret meget til alle modboderne haha! Det kan en madgris som mig slet ikke lade være med!

Årets festivaler – NS + TB + playliste

Jeg er ved at gøre klar til Northside i morgen. Jeg er ret overbevidst om, at jeg slet ikke har fået fortalt, at jeg skal til Northside i år. Det har jeg ellers vidst i ret lang tid. Jeg er så priviligeret at have dejlige mennesker i mit liv, der gav mig en billet til Northside med hele pakken (TAK Regina og Tue!). Partoutbillet, hotel + en masse NS merchandise. Og jeg glæder mig virkelig meget til i morgen!

Jeg skal afsted med min veninde Regina og vi har allerede planlagt et overordnet program. Jeg var afsted til NS det andet år (mener jeg nok) de afholdte det. Dengang var forholdene og afviklingen so and so. Musikken var til gengæld virkelig fed, og det er den også i år!

Jeg har ret mange must-see på mit program i år, og tænkte, at jeg ville dele nogle af dem herinde. Måske nogle af jer skal afsted? Hvis I ser mig, så sige lige hej. Jeg er hende med en Gin & Tonic i den ene hånd, et stort smil på læben og Regina i den anden hånd.

Jeg skal i øvrigt også på Tinderbox i år. Jeg har igen i år fået presseadgang, så du kan godt forvente en masse indlæg omkring Tinderbox og ikke mindst, hvilket musik jeg glæder mig mest til at opleve! Igen i år tænker jeg at lave et indlæg omkring street style på pladsen. Det var ret fedt sidste år, og det var også meget interessant at se de forskellige outfits folk ifører sig, når de skal på festival.

Anyways. Her får du min playliste for Northside – den er, skal jeg selv sige det, RET spændende og gennemført. Jeg har til gengæld en meget divergerende musiksmag og stil. Jeg hører meget rap, grime, elektronisk (lige fra techno til noise og house), rock, pop og singer/songwriterish. Jeg hører musik hver eneste dag og estimerer, at jeg formentlig har musik i ørene mindst 8 timer om dagen. Så der bliver hørt meget forskelligt! Nogle gange dyrker jeg en musiker eller et album eller en genre til ukendelighed. Jeg har f.eks. hørt rigtig meget Stormzy og Nadia Rose den sidste måned. Men jeg har også hørt to af mine yndlingsalbum med Oh Land tusind gange. Meget af tiden lytter jeg også til mine playlister på Spotify. Jeg laver en ny playliste hver måned, og jeg bruger playlisten og musikken som en form for musisk terapi. Ofte indeholder mine playlister musik, der frembringer en signifikant følelse omkring noget, eller som repræsenterer mit humør i den periode. Det er interessant og giver noget retrospekt at kunne se på mine tidligere playlister og huske, hvordan jeg havde det i den periode, hvor jeg sammensatte den pågældende liste.

Denne playliste i dag er selvfølgelig kun med musik, JEG gerne vil opleve til Northside. Det er derfor ikke en playliste, der er repræsentativ for alt musikken på Northside. Den indeholder det musik, jeg personligt glæder mig til at opleve, så det er min personlige anbefaling til festivalen. Hvis jeg skal vælge en top 3 af musik jeg virkelig glæder mig til at se bliver det The Prodigy, Radiohead og Run The Jewels. Men ærligt er det fandme svært at vælge! Jeg glæder mig også vildt meget til at se Tina Dickow, Tom Odell og Bisse. Generelt er jeg spændt som overfladen på et perfekt skænket vodkashot til at opleve alt musikken på mit program.

Mit program er som følger:

Fredag:
Run The Jewels
Tina Dickow
Bastille
Frank Ocean
2manyDJs

Lørdag:
Tom Odell
When Saints Go Machine
Phlake
China
The Prodigy
Suspekt
Sort Sol

Søndag:
Agnes Obel
Bisse
James Blake
Radiohead

 

Skal du afsted til nogle festivaler i år? Måske vi ses i weekenden?

 

En uge på mit arbejde

Jeg er blevet spurgt af flere, hvad det egentlig er, jeg arbejder med på Kansas City. Jeg har derfor lavet en slags arbejdsdagbog for min sidste uge. Mine arbejdsopgaver er RET svingende og mine arbejdstider meget forskellige, men meget af tiden fleksible. Sidste uge viser kun et lille glimt af, hvad det er, jeg arbejder med. Men det giver måske en ide om, hvad jeg bruger meget af min tid på. Sidste uge afviklede jeg afterparty til Havnekulturfestival, hvorfor der var meget at lave op til det. Men det er ikke alle uger, jeg har arrangementer. Ofte har jeg dog ét arrangement om ugen, men det kan godt svinge.


Man skal altid have en kaffe med på farten!

Mandag:
Jeg møder forholdsvis “sent” på kontoret i dag. Ved 9.30 tiden. Jeg har et møde kl. 10.00, som varer det meste af formiddagen. Jeg klarer nogle mails og sms’er inden frokost kl. 12.00. Efter frokost gør jeg klar til en samtale, jeg har med en mulig praktikant. Hun kommer kl. 14.00 og samtalen varer indtil 15.10ish. Herefter tjekker jeg igen mails, og gør noget markedsføring klar til de næste par dage. Jeg skriver til en kunster omkring vores kommende Pure Festival og gør klar til weekendens kommende afterparty til Odense Havnekulturfestival. Jeg er hjemme ved 16.30 tiden. En stille og rolig dag.

Tirsdag:
I dag møder jeg også forholdsvis “sent”. Igen omkring 9.30. Vi plejer at have faste møder om tirsdagen, hvor vi evaluerer weekendens arrangementer og ser på kommende arrangementer, men i dag dropper vi mødet og pakker i stedet til afterparty fredag og lørdag. Det skulle vi først have gjort onsdag, men det bliver besluttet, at pga. helligdag torsdag pakker vi i dag – så kan vi se, om vi mangler noget og evt. nå at skaffe det.
Det er første gang, jeg er med til at pakke, og vi gennemgår tingene ret minutiøst. Vi ser bl.a. på lamper, strøm til musikken og pakker flightcases med barudstyr og deslige. Efterfølgende svarer jeg på flere mails, jeg klarer noget administrativt mht. Odense Øvelokaleforening. Her administrerer jeg alle 80 øvelokaler og disses medlemmer. Hvilket nogle gange godt kan være en tur i karrusel, da folk flytter ind og ud med samme hast som mælkebøtter skyder op gennem beton. Jeg mailer med en journalist fra TV2Fyn, som jeg har lavet noget presse med tidligere. Det begynder at regne vildt, og jeg lokker en kollega til at spæne hen over vores parkeringsplads i regnen. Vi elsker begge duften af sommerregn, og en hurtig løbetur i regnen, hvor vi begge kan mærke dråberne på huden, er et skønt afbræk.
Jeg får besøg på kontoret af en af vores kære lydmænd. Han laver selv musik, og vi sidder og snakker lidt om, hvordan det går. Du kan høre hans musik på SoundCloud lige her. Jeg elsker det selv! Jeg går udenfor en tur med ham og holder pause fra min computerskærm. Efterfølgende laver jeg noget mere markedsføring. Noget jeg er begyndt at sidde at lave mere og mere og jeg elsker det.  Dagen slutter, jeg er den sidste på kontoret og jeg lukker og slukker ved 17tiden.

Onsdag:
Jeg møder ind ved 9.45 tiden. Det er lidt direktørtider jeg fører mig denne uge, men det er til dels fordi jeg ved, at jeg får gigatravlt i weekenden med afvikling af afterparty, og til dels fordi jeg har fået en vane med at snooze min alarm lidt for meget. Jeg starter dagen med en kaffe og en Cocio. Normalt drikker jeg ikke i stereo, men dagen indbyder altså til det. Jeg. er. træt. Formiddagen går med at planlægge markedsføring, planlægge mere til Pure Festivalen og indmelde et nyt medlem i Odense Øvelokaleforening. Vi spiser ved 11.30 tiden. Efterfølgende skriver jeg en tekst til udvalgte kulturaktører. Til Pure Festivalen har Kansas City et Speakers Corner og her kommer der til at foregå en debat med forskellige kulturaktører, og disse skal vi selvfølgelig have i tale. Jeg svarer sms’er fra frivillige, og tjekker vagtplanen for weekendens afterparty. Fredag er der rigeligt med frivillige til at hjælpe, men lørdag kniber lidt og jeg skriver en besked til dem i vores Facebookgruppe. Efterfølgende tager jeg imod nogle varer til baren, og jeg pakker mere til afterparty på havnen. Jeg kører fra kontoret allerede 14.30 i dag. Jeg skal deltage til Nøgleforum og repræsentere Kansas City. Denne gang får vi en rundvisning på Odeon, og selvom jeg har været derinde før, er det ret spændende at opleve det med en privat rundvisning. Nogle af de andre deltagere spiser efterfølgende på Café Social, men jeg skal spise der i morgen, og jeg skal hjem at gå tur med hundene. Onsdag aften logger jeg på Facebook og deler et opslag på vores Facebookside. Jeg tjekker igen vagtplanen for weekenden og konstaterer, at der er kommet flere frivillige, der kan hjælpe lørdag til afterparty.

Torsdag:
I dag er der helligdag, og min hals er helt fucked. Så jeg tager en dag hjemme i sengen, og lader op til weekendens udfoldelser. Jeg aflyser min aftale på Odeon og håber, at afslapning kan få min krop på køl igen. Jeg har samtidig fået en masse allergiske reaktion, så jeg kører antihistaminer som M&M’s.

Fredag:
Jeg har fået det lidt bedre i dag, men min hals er stadig helt fucked. Jeg kører dagen på Treo og Ipren. Jeg møder kl. 8.30 på Kansas, hvor vi pakker det sidste i bilen, og kører ned til havnen. Her pakker vi de første ting ud i Kunsthal Ulys, hvor vi er med til at afholde afterparty. Vi sætter noget af baren op og gør klar. Ved 12 tiden kører vi tilbage til Kansas for at hente vores anlæg, og det sætter vi også op til om aftenen. Vores lydmand finker rundt og gør klar sammen med os, og da klokken er 16/17 er vi færdige. Jeg cykler hjem for at lufte hunde, og lige skifte tøj. Jeg er igen på havnen ved 18 tiden, hvor jeg mødes med mange af de frivillige fra Kansas for at se Roller Derby. Vi har en frivillig, der spiller og hende skal vi selvfølgelig heppe på! Jeg har om eftermiddagen nået at lave et banner også, som vi ivrigt vifter, hver gang hun er på banen. Der bliver drukket lidt øl, og livet er herligt lige der på bænken, hvor vi sidder trods ondt i halsen. Ved 20.20 tiden smutter jeg ned i Kunsthal Ulys, og gør baren klar til om aftenen. De frivillige møder ind ved 21.30 tiden og vi åbner så småt baren. Der er fuld drøn på fra kl. 22-02.00, hvor afterparty’et lukker og slukker. Jeg uploader nogle billeder til vores sociale medier og fortæller om vores afterparty. Hele aftenen går jeg mellem baren, gulvet og udenfor for at tjekke, at alting er som det skal være. Som afvikler står jeg med ansvaret, hvis brandmajoren kommer forbi og vil have en snak, hvis en gæst bliver for fuld og skal ekspederes ud, hvis der sker noget og vi skal have fat i f.eks. ambulancer, hvis musikken er forsinket, hvis musikken skal slukkes, hvis baren løber tør for drikkelse eller mangler hjælp. Generelt har jeg det overordnede ansvar for, at arrangementet glider som det skal. Og hele tiden oplever vi krævende ting bag kulisserne, som gæsterne overhovedet ikke bider mærke i. For det skal og må de ikke kunne. Det er mit ansvar, at alle, ligefra gæster over teknikkere til frivillige, har en god aften. Da vi er færdige med at rydde af og lukke ned hopper jeg på cyklen hjem. Jeg tager de vigtigste ting fra baren med mig hjem, og sørger for at lukke og slukke kassen og dankort. Jeg er hjemme ved tre/halvfire tiden og skal lige lufte hunde og have et øjebliks ro, inden jeg kan gå i seng.

Lørdag:
Jeg vågner tidligt i dag. Det er irriterende, for jeg er træt. Men min dyne klæber til mine ben og jeg kan ikke få lov til at sove længere for solens varmer stråler, der bager på mit ellers tildækkede vindue.
Jeg står op ved 10/11 tiden. Går i bad. Lufter hunde. Spiser frokost. Jeg tjekker vores sociale medier, og jeg drikker noget kaffe! Jeg skal hurtigt ind til byen for at købe en oplader til min iPod, og jeg benytter muligheden for at drible forbi Nelles og købe en iskaffe. Ahhh. Varmen er udholdelig, og jeg nyder at have et par timer, hvor jeg ikke er på havnen. Da jeg kommer hjem når jeg at rydde lejligheden op. Når jeg ikke er særlig meget hjemme, har jeg en tendens til at smide tingene og ikke lige få lagt dem på plads. Det går alt for hurtigt, og jeg bruger lige et par timer på at gøre rent. Imens snakker jeg også med min chef. For vi løb tør for gin aftenen inden i baren, og jeg skal have skaffet noget mere. Han sætter mig i kontakt med et værtshus i byen, hvor jeg kan hente nogle kasser et par timer senere. Da kl. er 16.30 står jeg således igen på havnen og skal gøre klar til om aftenen. Jeg har en frivillig med mig til at hjælpe, og vi kører først ind til byen efter mere gin og dernæst ud til Kansas efter andet alkohol og drikke. Vi pakker bilen og lander igen ved havnen ved 18 tiden. Jeg cykler hjem, lufter hunde og cykler ellers tilbage til havnen for at mødes med en flok frivillige. Jeg er på havnen igen ved 19 tiden. Vi henter noget mad fra en af de fine food trucks – vi spiser vietnamesisk – og sidder på plænen foran Havnebadet og spiser og jeg drikker en enkelt øl. Ved 20 tiden stiller vi os op for at se Bo Evers. Han kommer til Kansas til efteråret og spiller, så vi vil gerne se ham live inden. Ved 20.45 tiden smutter jeg fra de andre og går ned til Ulys igen for at åbne baren. Jeg kan tørt konstatere, at de kæmpe store sækkestole, vi havde med som jeg fik lagt inde i baren natten før, er blevet slæbt med ud i solen. Jeg fik stjålet 4 aftenen inden, så jeg er ærlig talt lidt knotten over, at folk bare tager ting fra baren uden at spørge. (Aftenen ender også med, at jeg får stjålet 2 mere, så ser du en kæmpe fatboy et sted i Odense, hvor der står Tuborg og Kansas City på, så smid mig endelig en besked. De er pisse dyre!). Da klokken nærmer sig 21.30 kommer flere frivillige til baren, og vi begynder så småt at åbne op. Musikken er planlagt til kl. 22.00, men der er lidt problemer med den ene musiker, der åbenbart ikke kan spille alligevel. Så det ender med, at der bliver sat noget på anlægget, og den næste musiker går på lidt tidligere. Jeg hopper selv i baren hele aftenen, da vi har mangel på frivillige. Det betyder, at jeg slet ikke når at tjekke alting udenfor, men jeg har til gengæld en fest med de tre andre bartendere. Vi starter vagten med en “åbner-drink” og ellers kører jeg den ikke-alkoholiske stil. Jeg ved, at jeg senere om natten skal køre en bil med ting fra baren ud til Kansas for at læsse af.
Da kl. er 02.00 slukker vi musikken og tænder lyset. Folk er lidt lang tid om at daffe af, men vi lukker baren efter ca. tyve minutter og begynder ellers at pakke ned for weekenden. Vores store bil bliver pakket med vores anlæg og to fligtcases fra baren, og så kører jeg og vores lydmand ud til Kansas for at læse af. Klokken bliver lid lidt i fem inden jeg lander hjemme. Og igen kan lufte hunde. Jeg sover ved en halvseks/seks tiden.

Søndag:
Mit ur ringer igen kl. 10.00, men jeg vågner kl. 9 og ligger og stirrer ud i luften indtil jeg står op. Jeg lufter hunde igen, går i bad og kører ned på havnen. Jeg tog bilen hjem om natten og kan derfor køre derned i den. Jeg har smidt min cykel i bilen. Der kunne måske være 25 cykler. Godt jeg kun skal have én med.
Kl. 11.00 er jeg den første, der lander ved hallen. Jeg finder nøglen og låser op, så vi kan få læsset bilen. De andre kommer, og jeg henter kaffe til os fra en af kaffevognene oppe ved Havnebadet. Vi pakker ned og læsser indtil ved 14 tiden. Herefter kører vi til Kansas og læsser af. Vi er færdige ved 15tiden, og vi tager en kold Sommersby på terrassen og afslutter en vellykket weekend. Vi kører ud med bilen, der er en lejebil, ved Rugårdsvej og jeg har taget min cykel med igen. Jeg cykler hjem og er hjemme ved 16 tiden. Weekend!