Jeg er slet ikke klar til Marokko

There. I said it.

Jeg sad den anden dag foran computeren. Havde et mål for øje. Booke overnatning til Marokko. Jeg tog et dybt åndedrag. Sukkede. Kiggede på uret. Siden jeg bookede og betalte for mine flybilletter har jeg ærlig talt ikke skænket Marokko synderligt mange tanker. Det gjorde jeg heller ikke den anden dag. Men efter mange formaninger fra familie og venner om, at jeg SKAL booke overnatning inden jeg tager afsted måtte jeg tage rejsetyren ved hornene og gøre noget ved det.

Jeg stirrer formålsløst på skærmen. I virkeligheden slet ikke formålsløst, for jeg har et mål. Men lige nu føles min rejse så langt væk. Jeg sukker igen. Højt. Klikker rundt på diverse hjemmeside for overnatningsmuligheder. Beslutter mig hurtigt for, at Airbnb bliver løsningen på de ti første overnatninger. De sidste tre overnatninger vil jeg være et andet sted. Et sted med lidt mere luksus.

Jeg fører musen over de forskellige muligheder. Der er uanede muligheder og jeg sukker igen. Men jeg SKAL have booket. I det mindste så jeg ved, at jeg har et sted at tage hen når jeg lander tirsdag formiddag d. 4. juli.

Jeg tænker på de sidste par uger. Jeg har haft så travlt på arbejde, at jeg nærmest kunne slå et telt op i kælderen og tage bad dernede i stedet for at cykle hjem. Og forrige weekend blev brugt sammen med en god veninde til Northside. Denne weekend bliver brugt sammen med søde mennesker til Tinderbox. Og de sidste par uger har været vildt gode. Som i – jeg er ret glad. Men har ret travlt. Hvorfor tanker omkring Marokko ikke har fyldt særlig meget.

Jeg tager vist mest dagene en af gangen for tiden. Jeg tager timerne en af gangen. Jeg har efterhånden lært at leve i kontrolleret kaos. Det var aldrig gået før i tiden. Jeg ville blive helt befippet, hvis jeg ikke havde styr på tingene. Sjovt nok føler jeg, at jeg har styr på tingene nu, trods jeg f.eks. ikke lige ved, hvordan eller hvornår jeg skal afsted til lufthavnen om lige over en uge. Det er på en anden måde nu. Jeg har en anden ro. For tingene falder altid på plads. Det gør de. Og de falder rigtigt på plads. Det tror jeg i hvert fald på. Det tror jeg på nu. Ting sker af en grund, og jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg kommer til lufthavnen og hvornår. Måske min far vil køre mig? Måske jeg bare hopper uhøjtideligt på toget? Jeg har en aftale med en veninde om at kramme på gensyn i lufthavnen. SÅ meget ved jeg da. Og bare dét giver en lidt mere orden i mit ellers velkomne lettere fortrevlede, kaotiske, forvirrende men sindsygt lækre liv fyldt med oplevelser og mennesker, jeg ikke tror, jeg ville havde oplevet medmindre jeg havde sluppet mit tag i mig selv.

Jeg fik i øvrigt booket overnatning til de første ti nætter. Så lidt klar er jeg da.