TABUBRYDER | Da jeg følte mig ensom & venneløs
Ovenpå det ganske positive indlæg i går, udgiver jeg i dag et indlæg af en lidt anden karakter. Jeg har skrevet det for nogle uger tilbage, og føler mig klar til at udgive det nu. Jeg skriver dette fordi, det er et indlæg, hvor jeg blotlægger nogle meget personlige følelser, som faktisk ikke er særlig rare at have i kroppen. Derfor håber jeg også, at I derude tager godt imod det. Men det plejer I nu at være rigtig dejlige til, når det drejer sig om indlæg af denne karakter.
Denne blog. Min blog. Den er et onlineunivers, hvor jeg kan dele alle de boblende tanker som min krop ofte besidder indvendigt. Det er et sted for mit kreative outlet. Et sted, hvor jeg deler inspiration, æstetik, glimmer, anbefalinger (især til steder i og omring Odense), opskrifter og alt derimellem.
Det er også et sted, hvor jeg kan dele mine mere reflekterende tanker. Det er, hvad jeg vil gøre i dette indlæg. For jeg har nemlig gået med nogle følelser i kroppen som jeg ikke har vidst, hvordan jeg har skulle takle. Det er nemlig ikke nogle rare følelser som jeg byder velkommen med åbne arme. Det er mere nogle følelser, som trænger sig på, hvor de kan finde plads. I krogene rundt omkring lister de sig ind. Skubber sig på. Den følelse jeg vil dele med jer i dette indlæg finder selv det mindste, lille, bitte hul, hvor den som en rotte kan smyge syg ind. Den fylder de mindste sprækker ud. Og den gør det godt.
Jeg snakker om følelsen af ensomhed.
Det kan sgu godt være en hård pille at sluge. At indrømme overfor sig selv. At jeg føler mig ensom. Eller. At jeg i hvert fald HAR følt mig ensom. For følelsen er efterhånden kun en skygge af sin tidligere storhed. Og måske netop fordi jeg ikke længere føler ensomheden kan jeg fortælle om den her.
Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne, dejlige og elskværdige mennesker i mit liv. Især det sidste år har jeg været igennem en lærerig, oplevelsesrig og udviklende proces, der virkelig satte gang i refleksionerne. Jeg skrev speciale med et skønt menneske. En kvinde som jeg inden vores specialestart havde et rigtig fint forhold til. Vi kender hinanden gennem vores fælles kandidatstudie, og bor begge i Odense. Derfor faldt det naturligt, at vi begyndte at omgås hinanden. Vi havde både studiet og vores pendleri til fælles. Ligesom vi havde pendleri til fælles med tre andre skønne kvinder på vores kandidat. Vi endte således med at være en flok på fem mennesker, der hver morgen mødtes på perronen, ofte 5 eller 6, for at vente på toget mod Kolding sammen.
Der stod vi. Alle fem ofte med en to-go kaffe i hånden. Nogle dage fra 7/11. Hvis spenderbukserne havde været på, så en kop med Baressos karakteristiske logo. Andre dage den hjemmegjorte kaffe i en semitæt Bodum eller Stelton termokop. Igennem vores togture udviklede vi en lille sammentømret gruppe. En klike vil nogle måske omtale det. Men en god én af slagsen vil jeg vove at påstå. Fyldt med latter, smil, søde klem, fødselsdagssange om morgenen i et overfyldt DSB-tog og masser ”overstået-eksamens-fejrings-drinks”.
Jeg havde også, (og har stadig) min kæreste Casper da jeg flyttede til Odense. Men jeg tror sgu bare, at et mand har en vis kvote for, for meget sladder han kan lade glide ind af det ene øre og ud af det andet, uden at det imellem bliver til grød…
Grunden til min følelse af ensomhed var helt sikkert også fordi, jeg var flyttet til Odense. Jeg havde jo et netværk på Sjælland. En masse mennesker omkring mig. Men i Odense var de langt væk. For langt væk til lige at kunne tage en kop kaffe sammen. Eller mødes for at gå en tur.
Og mit netværk blev ikke på magisk vis udvidet da jeg flyttede til Odense. Hvor rart det end kunne havde været var?
Jeg måtte aktivt gøre noget for at udvide mit netværk. Jeg blev nødt til aktivt at opsøge personer, der ville være mine “venner”. Og det er virkelig en udfordring som voksen. Ofte har vi jo allerede dannet bærende relationer når vi er i midt-tyverne.
Samtidig havde jeg jo stadig et netværk på Sjælland, som jeg også gerne ville pleje. Hold kæft, hvor følte jeg mig splittet.
Og ensom. Pisse ensom. Fordi jeg med alt magt forsøgte at lære nye mennesker at kende i Odense, og samtidig ville bibeholde mit netværk fra Sjælland. Og dermed landede jeg et sted, hvor begge ting haltede bagefter…
Det var måske især lige i starten af min kandidat at følelsen af ensomhed bed sig ekstra godt fast. For selvom jeg mødte nogle dejlige mennesker, så manglede jeg stadig et rigtigt netværk. Sådan et netværk af mennesker i den by hvor jeg boede. Jeg gjorde en aktiv indsats for at møde nye mennesker. Men det ER bare svært.
Jeg kan tydeligt huske følelsen af at have en ledig eftermiddag i weekenden, hvor jeg gerne ville lave et eller andet. Men ikke alene. Og at jeg faktisk kun reelt har haft tre personer jeg kunne skrive til og spørge om de ville “lege”. Og få tre afslag. For derefter bare ikke at have andre mennesker at opsøge.
Det var virkelig op ad bakke. Og det var virkelig ikke en særlig velkommen følelse.
Det er ikke ensom følelse heller. Altså ensomheden. Den kommer ofte i selskab af andre mindre velkomne følelser.
Usikkerhed. Fortvivlelse. Tristhed (hvis ikke det er et ord, så er det i hvert fald en følelse).
Og jeg vidste ganske udmærket, at min følelse af ensomhed ikke betød, at jeg ikke havde betydningsfulde relationer i mit liv. Men den nagede alligevel. For sammen med ensomheden følte jeg mig udenfor. Jeg følte mig udenfor et, af mig, opdigtet fællesskab. Mellem hvem ved jeg ikke… Bare mellem andre, der tydeligvis lavede sjove ting med deres venner. For er det ikke altid sådan det er?
Når vi er single, ser vi kun par, der holder i hånden. Og da jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner, der så jeg kun venskaber over det hele.
Det er virkelig også svært at dele det her. At jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner. Det er på en måde tabu at fortælle andre. At det ikke kun var fordi, jeg følte, at jeg ikke havde et netværk. Jeg følte samtidig, at jeg ikke havde nogen venner.
Og det havde jeg selvfølgelig. Og jeg havde relationer til nogle, der betød (og betyder) noget for mig. Måske var det også hele processen med at flytte til ikke kun en ny by, men også en helt anden ø. Hvor jeg vitterligt kun kendte ét andet menneske! Yikes…
Så ja. Jeg har haft en periode i mit liv, indtil for et år tilbage cirka, hvor jeg virkelig følte mig ensom. Hvor jeg følte mig venneløs.
Og nu sidder jeg så, og håber, at der er nogle af jer, der måske kan kende denne følelse? Ikke fordi jeg ønsker, at I skal føle jer venneløse eller ensomme! Men fordi jeg vil høre, hvordan I har håndteret den følelse af ensomhed I måske har følt? Om I har nogle gode råd, der kan komme os andre til gode.
