Lidt om at føle sig Beautified

Nå. Ovenpå det sidste indlæg herinde tænker jeg, at vi skal have lidt noget mere letfordøjeligt. For hold da op det var tungt at dele det sidste indlæg. Jeg blev til gengæld mødt af en bølge af omsorgsfulde kommentarer og helt ærligt ikke… det havde jeg slet ikke regnet med. Men I er satme så søde og dejlige mennesker, og der er efterhånden opbygget en virkelig dejlig atmosfære herinde. Det kan jeg takke JER for, der læser med. Uden jer ville det slet ikke være det samme altså. Tænk at sende en masse kedelige følelser ud i cyberspace og så få en masse kærlighed tilbage fra jer. Tak søde mennesker. Jeg tror, at jeg vil fortsætte med at dele den slags indlæg, hvor jeg virkelig viser, hvem jeg er. For det er godt og sundt tror jeg. Både for mig og måske for nogle af jer, der kan vide, at andre mennesker også sidder med komplicerede følelser, og at alt ikke altid bare er godt. Som sociale medier ellers har en tendens til at formidle.

I dag vil jeg dog, som skrevet, dele et indlæg af noget mere fornøjelig karakter. Jeg var nemlig til et bloggerevent i sidste uge hos min fantastiske skønhedsdame Beautified og hendes ligeså skønne naboer Tine Balle & Team Hairstudioe.

Her blev en håndfuld udvalgte bloggere forkælet til op over begge ører! Vi fik bl.a. lavet forskellige behandlinger hos Beautified, og vi fik stylet hår af de dygtige frisører.  Jeg fik en shellacbehandling, hvor jeg valgte den klassiske røde farve Wildfire. Den går til alt, og jeg er vild med den smukke, dybe røde farve. En omgang shellac holder mindst 14 dage på mine fingre. Det selvom jeg har et arbejde, hvor jeg nogle gange skal tage fat, at jeg træner og ellers laver hverdagsting. Det er selvfølgelig forskelligt, hvor lang tid shellac holder, men jeg vil sige mindst 14 dage, hvor jeg overhovedet ikke behøver tænke over, hvordan mine negle ser ud. For de er bare velplejede og smukke.

Da vi gik fra eventet fik vi en KÆMPE goodiebag med hjem. Den var fyldt til randen, bogstavelig talt, med en masse lækre skønhedsprodukter. Jeg elsker at dulle mig. Selvom min udgave af at dulle mig op, mest består i at holde min rud ren og pæn, sørge for mine negle, bryn og vipper og give mit hår gode behandlinger. Jeg er ikke sååå meget for at plastre alt for meget makeup i ansigtet. Jeg er nok bare mere til det naturlige, clean og rene look. Og så betyder det ret meget, at bunden aka. min hud, hår og negle er velplejet og smukke.

Mine bryn og vipper sørger Beautified for altid er on spot. Prøv at se dette billede, hvilken transformation mine bryn er undergået siden jeg begyndte at lade Beautified ordne dem. Det er næsten.. ej okay.. det ER faktisk pinligt, hvordan mine bryn så ud dengang. Jeg var en af dem, der plukkede dem helt tynde, så det nærmest kun var et hår der sad efter det andet. Heldigvis røg jeg aldrig med på den trend, hvor vi skulle barbere brynet helt af og tegne det op. I dag er mine bryn nogenlunde kraftige, og jeg tegner dem ikke op eller bruger bryn”pudder” for at holde dem. De får noget gel om morgenen, så de sidder i løbet af dagen, men det er det eneste jeg gør ved dem nu.

Anyways… Det var lige en lang brynsnak. Jeg vil faktisk vise jer nogle af de produkter vi fik med hjem fra Beautified, og så vil jeg give min anbefaling til mine yndlings af dem. For jeg har nemlig allerede prøvet nogle af dem.

Mit aboslut favoritprodukt og mærke er ansigtsmasken fra Miqura. Miqura er produkter produceret på 100% naturlig silke. Det lyder ret vildt ikke? Det er det skam også. Og det virker! Jeg har testet to sheetmasker og deres silkcocoons. Maskerne er helt geniale, for man skal ikke tørre noget af bagefter.

Det er en maske, man lægger på ansigtet og lader side, indtil produktet er trukket ind i huden. Så fjerner man masken, hvor produktet sidder på, og skal ellers ikke gøre mere. Det er altså ret smart, at man ikke bagefter skal stå at tørre masken af, men at den bliver absorberet ind i huden. Inden jeg brugte masken, brugte jeg deres silkcocoons også. Det er små gule dutter, man lægger i varmt vand indtil de er bløde, (de er hårde når de er tørre), og så tager man dem ellers på en finger og peeler bare derudaf ligeså længe man orker. De kan bruges 4-5 gange, hvilket er ret godt i betragtning af, at de kun koster 25,- Det er ret meget peeling man får for prisen.

Et andet produkt fra goodiebag’en er ovenstående pincet. Den er fra den kendte “brynmand” Kenny Anker, og kan erhverves hos Beautified.  Den er G-E-N-I-A-L! Nu får jeg ordnet mine bryn hos Beautified, men når der indimellem kommer nogle afstikkere, eller jeg har bryn, der stikker ud, så er denne pincet altså klart mit foretrukne værktøj. Den knækker ingen hår, som mange pincetter ellers gør, og den trækker håret ud nærmest uden, jeg mærker det. Jeg brugte den så sent som i dag inden jeg tog afsted til en koncertaften på Kansas City.

Det sidste produkt jeg vil smide en anbefaling efter i denne omgang, er den mest uundværlige barberskum i verden. Den hedder ShaveSafe, og er en let skum. Hvis du har tendens til irriteret hud og hårsække efter barbering, så er denne skum din redning. Den er både til mænd og kvinder – produkter selekterer ikke på den måde. Så den kan altså bruges overalt på kroppen. Jeg kan slet ikke undvære den nu. Den har en let og ren duft, og ingen syntetiske farver eller usunde ting i sig.

Udover de anbefalede produkter i dette indlæg, fik vi også en masse lækkert til neglene. Bl.a. en Vinylux lak, der holder sindsygt godt. Den har jeg på tæerne i øjeblikket. Eller.. altså.. på mine tånegle ikke? Derudover en lækker håndcreme fra CND, og en god neglefil!

Det er simpelthen så luksus ikke kun at blive inviteret (og være med til at arrangere også) til disse bloggerevents, men også kunne gå hjem med en trillebørfuld lækre produkter. Især fordi jeg kan teste dem og give mine anbefalinger videre af de bedste produkter.

Nu vil jeg smække min Mac sammen. Jeg sidder faktisk allerede på Kansas City og overværer lydprøver, men kunne lige få det sidste med til dette indlæg inden aftenens koncerter går løs. Kan I have en skøn weekend derude ♥ Og pisse, mange tak fordi I gider læse med.

Om at være ulykkelig – og at det er okay

Det her indlæg skrev jeg medio januar. Det var godt at skrive. Det er OK hårdt at dele nu. Men jeg tror, at det er sundt at vise sin sårbarhed. Også når det er af denne mere ulykkelige slags. 

Så. Here goes. Nok et af de mest personlige indlæg jeg til dato har udgivet her på bloggen. Ikke, at jeg ikke normalt er personlig herinde. Men ofte er det under dække af mine livretter, pænt tøj eller oplevelser i mit liv.

I dag har jeg fjernet det dække. I dag har jeg fjernet alle de fine farver. Alle mine smil. Alt min makeup. For at sidde tilbage sårbar og nøgen. Altså ikke i ordets bogstaveligste forstand vel? Men det forstå du sikkert godt.

Men her sidder jeg så. Og blotter mine inderste tanker og følelser for dig. ”Hvorfor” tænker du? Jeg ved det ikke selv. Måske i et forfængeligt håb om, at jeg kan finde ligesindede mennesker, der har det på samme måde som jeg lige nu? Måske for at give trøst til de mennesker om, at de heller ikke er alene? Måske bare for min egen skyld? Fordi jeg har brug for et outlet.

Normalt er bloggen mit outlet. Jeg har altid kaldt den mit kreative outlet. Det er den også i dette indlæg, men måske mere kreativt i retningen af, hvordan jeg kan dele mine følelser. Og hvordan jeg bearbejder dem.

Jeg har altid brugt det her med at skrive som en måde at håndtere mine følelser på. Nogle gange i mere eller mindre grad. Men når jeg skriver, så forsvinder mine følelser gennem mine fingre, ned på tastaturet og op på skærmen. Og her på skærmen… der står mine følelser langt klarere for mig end i min krop.

De følelser jeg sidder med lige nu, er ikke nogle følelser, jeg ville ønske for andre. Alligevel skrev jeg før, at jeg måske skrev og udgav dette indlæg i en fortrøstningsfuld søgen efter ligesindede. Men i virkeligheden håber jeg ikke, at de findes. For så ville det betyde, at de var lige så ulykkelige som jeg.

For i øjeblikket er jeg nemlig ulykkelig. Jeg er ikke trist. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke sur, vred eller deprimeret. Jeg er ulykkelig. Ulykkeligheden rammer mig som istapper, der falder fra taget når solen står højest og smelter dem. Den rammer mig som skyggerne, der bliver lange når solen står skævt på himlen. Den rammer mig som den isnende kulde om morgenen når jeg ånder iskrystaller en frostmorgen.

Samtidig lurer den alle vegne. Den omklamrer mig ved min mindste uopmærksomhed. Det øjeblik jeg slapper af, sniger den sig ind på mig og higer sig fast. Ikke som en igle, der suger sig fast. Mere som en våd jakke efter en regnfuld cykeltur. Ulykkeligheden. Den hænger over mig i øjeblikket, og min eneste flugt er at omfavne den og lukke den ind.

For jeg kan ikke flygte fra ulykkeligheden. Jeg kan ikke løbe stærkere end den, selv hvis jeg prøvede. Og jeg har prøvet. At løbe stærkt altså. Ikke på løbebåndet Gud nej. Jeg har slet ikke trænet endnu i år. Jeg har prøvet af løbe fra ulykkeligheden ved at fylde mit hoved med aktiviteter, fylde mine dage med aftaler og fylde mit tv med formålsløse tv-programmer. Men i det øjeblik jeg lægger mit hoved om aftenen på min pude, det øjeblik jeg ikke har nogle aftaler, det øjeblik jeg slukker mit tv, så finder den mig igen. Og selvom jeg fik en tiltrængt pause er den uvidende følelse kun midlertidig. For jeg kan ikke løbe fra det. Ulykkeligheden.

Den fylder min hverdag, mit liv og min krop for tiden. Det tynger mig og presser mig ned, og selvom jeg higer efter at bryde vandoverfladen og søge ind mod land, hvor jeg bedre kan trække vejret, så er tiden ikke til det lige nu. Jeg må træde vande i stormen og holde mig lige akkurat flydende nok til, at jeg ikke bliver suget med ned mod bunden.

Det er den omdiskuterede, levede og uundværlige kærlighed, eller mangel på samme, der er grund for min ulykkelighed for tiden. Det her gør så ondt, og er så personligt, men jeg håber på forståelse fra dig, der læser med lige nu. For har du ikke selv prøvet at måtte bryde med dit livs kærlighed? I den ene eller anden forstand? Det håber jeg ikke, at du har måtte, men samtidig er jeg så egoistisk, at jeg gør. For det vil give dig forståelse for mig lige nu. Og det har jeg brug for. Jeg har brug for, at det er okay at være ulykkelig. At det er okay ikke at være i tjulahop 24/4. At det er okay at dele det her.

Jeg oplever lige nu et brud med den person, jeg troede, jeg skulle leve livet sammen med. Men efter seks år sammen, har Casper og jeg valgt at gå hver til sit. Det føles så pokkers hårdt at skrive det her, og mine fingre kæmper imod, hvad mit hoved vil have dem til at skrive. Det er som om, jeg har fået midlertidig lammelse, og mine fingre danser rundt på tastaturet som en nyfødt kalv på græs.

Men realiteten er nu engang som den er, og jeg kan ikke længere undgå at indrømme overfor mig selv, at jeg er ulykkelig over situationen som den er lige nu.

For situationen er ikke som nogle af os havde håbet, eller troet, at den skulle være. Det hele er så komplekst, diffust og forvirrende, at jeg ofte glemmer, at lejligheden er ganske mennesketom når jeg kommer hjem fra arbejde.

Men det er den. Jeg er blevet boende i vores lejlighed, som nu snart kun er min lejlighed. Her bliver jeg boende med mine to hunde. De holder mig med selskab selv når jeg intet selskab vil have. Det tror jeg er ret sundt for mig. Måske du allerede havde luret, at der var noget under opsejling. Måske du er pisse ligeglad. Måske, måske, måske. Oveni hele situationen, hvor Casper er flyttet ud, oplever jeg nogle endnu mere private familiære dilemmaer, som jeg ikke engang kan komme ind på lige nu. Men det hjælper i hvert fald ikke på, hvordan jeg går og har det for tiden.

Det er nu engang, sådan landet ligger, og lige nu er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg har verdens skønneste søster, veninder og netværk, der bærer over med mig, fordi jeg i øjeblikket ikke er mit vante, positive selv. Jeg bærer endda over med mig selv i øjeblikket, og har f.eks. tilladt mig et biologisk forsøg, hvori jeg forsøger at efterlade et aftryk af min flade krop i min nye sofa.

I det mindste er der kommet noget godt ud af denne suppedas. Nye møbler.

En ret sen playliste for en ret god måned

Ja altså.. Det er sgu ikke med vilje, at mine indlæg er så sporadiske herinde for tiden. Men ærlig talt ikke – det er fordi livet udenfor skærmen er ret tillokkende lige disse uger. Jeg arbejder en masse. Der er en masse seje arrangementer på Kansas i øjeblikket, hvor jeg arbejder. De af jer, der følger med på Instagramstory ved, at jeg også bruger meget tid på vende op og ned på døgnets ordinære døgnrytme. Sådan er det vist, når man arbejder i musikbranchen. Jeg har desuden heller aldrig rigtig fri. Hvilket jeg elsker. Jeg er en person, hvor der gerne må ske noget. Jeg er ikke god til stilstand, og selvom jeg ser frem til de dage, hvor jeg ingen planer har, så går jeg næsten op i limningen af rastløshed på netop de dage.

Så denne måned har været fyldt med en masse gode ting og oplevelser. Bl.a. et bloggerevent i sidste uge hos min kompetence skønhedsdame.

Det fortæller jeg meget mere om i et andet indlæg denne uge. For ja… jeg har tænkt mig at dele lidt flere indlæg nu, end de sidste par uger. Jeg kan mærke, at jeg har savnet at skrive. Jeg har savnet at dele. Især fordi I faktisk er skide søde derude bag jeres skærme. I sender mig så pokkers meget god karma, at jeg nogle gange er ved at vælte bagover af fantastiske kommentarer.

Nå… Men i dag skal faktisk handle om min playliste på Spotify denne måned. Den er faktisk OK standard, men den er alligevel et godt miks af forskellige genrer og kunstnere. Et nummer, der kører på repeat for tiden er bl.a. “Can’t Leave The Night” af BadBadNotGood. Det må være i den genre, der hedder trip-hop, og har du et godt musiksystem derhjemme, så er bassen i dette nummer uforglemmelig. Ellers er min playliste influeret af en god omgang pop, lidt mere trip-hop og så selvfølgelig klassikeren Medina. Jeg er gammel fan, og jeg kan sgu ikke komme udenom hende fra tid til anden. Jeg har det også ret lågsus for tiden, skal jeg selv sige det. Og det skal jeg vel.

Næste måneds playliste er jeg allerede ved at brygge på. Det er trods alt snart næste måned ikke…

 

Hvornår er det okay at være mere glad end ked af det?

Nå. Så gik der sørme lige igen noget tid med “pause” herinde fra. Det er virkelig ikke med vilje. Men med tanke på, at jeg rammer byen ret ofte disse dage, arbejder som et æsel og i øvrigt bare flyver omkring, så er tiden foran computeren ret lille. Alligevel kom dette dette skriv ud i sidste uge fra mine fingre, og her får I det. For jeg er nemlig glad. 


Det er et spørgsmål, der har hjemsøgt mig de sidste par uger. Det er ikke en normal ting, jeg går og funderer over. For normalt er jeg et ret positivt menneske.

De sidste to-tre måneder har dog lidt sat min ordinære positivitet på en prøve.

Det tror jeg, at et break-up gør ved ikke. Eller er det bare mig?

Jeg har endda et indlæg gemt til i fremtiden, der handler om den sorg og ulykkelighed jeg befandt mig i og oplevede for bare halvanden måned siden. Men tiden læger, som klichéen lyder, som sagt alle sår. Måske læger den ikke alle sår lige godt, men sårene forsvinder langsomt. Præcis som det sker, når man skærer sig i fingeren som jeg gjorde for nogle uger tilbage. Jeg troede aldrig, at det dybe snit ville hele. For det blev ved med at springe op og bløde på ny udover min hånd. Så jeg blev ved med at klistre plaster på fingeren i håbet om, at snittet da snart måtte stoppe sit forehavende med at dryppe blod ud over mit skrivebord og begynde at hele.

Selvom jeg ikke lagde mærke til det dag for dag, så var snittet lige pludselig slet ikke længere så dybt. Faktisk var det på et tidspunkt blevet fint. Endda ret fint. Der var stadig et ordentligt hak ned lige ved siden af neglen, hvor der sad noget sårskorpe, der nægtede at give slip. Men alt i alt var snittet på retræte, og hævelsen også faldet. For min finger havde været hævet pga. snittet. Det gjorde pisse ondt for endda at sige det pænt.

Men nu er det næsten væk. Såret. Snittet. Jeg kan kun se det, fordi jeg ved, at det har været der. Ellers ville man ikke lægge mærke til det.

Hvilket lidt er sådan jeg føler, jeg har det for tiden. For hold kæft mand, hvor har jeg været ked af det. Hvor har jeg været knust. Ulykkelig. Trist.

Men en dag af gangen gik tiden, og nu ved jeg kun, at jeg har følt mig så knust, fordi… ja fordi jeg selv har levet det. Nu kan folk i det mindste ikke se det på mig mere. Jeg lignede helt sikkert en bums, der var træt af at drikke hele januar. Formentlig også noget af februar. Det var i hvert fald sådan jeg følte mig. Som en brugt, sur sok, der var glemt under sengen efter en dag at være blevet skubbet derind af den ellers velmenende støvsuger.

Så lå jeg derinde under i mærket omringet af nullermænd, der heller ikke anede, hvad de skulle foretage sig derinde.

Men nu er jeg langsomt, men helt sikkert, kommet frem fra min eremittilværelse som de første par måneder af året bestod af. Nu er snittet efterhånden hele så fint på fingeren, at jeg ikke længere tager særlige hensyn.

Selvom der selvfølgelig er hensyn at tage til sådan en skadet finger. Præcis som der er hensyn at tage til et skadet hjerte. Men hensynene og behovene har ændret sig nu fra plastrer og bland-selv-slik til shellac og god vin fredag aften. Nu har hjertet behov for grin med mine veninder, for byture til morgenen titter frem, for vin, der smager ekstra godt, for koncerter, øl og søde mennesker. For hunde, der putter med mig indtil jeg ikke orker at ligge stille under dynen længere en lørdag formiddag. For duftlys, der på én gang ødelægger mit indeklima og gør, at mit hjem efterhånden dufter som mit hjem.

Nu er jeg efterhånden mere glad, end jeg er ked af det. Det er faktisk nok lige vippet. Fra at være fifty/fifty til at være… til bare at være mere glad end ked af det.

Hvilket er en svær følelse for mig at håndtere.

For hvor lang tid skal der gå fra et break-up (og endda et efter seks og et halvt år sammen!), hvor jeg var ulykkelig, til det er okay at føle sig bare lidt okay igen?

Jeg ved det ikke. Jeg ville ønske, at jeg kendte svaret. Og så alligevel ikke; det hele er en proces, som formentlig er lærerig at være i.

Beslutningen om at gå hver til sit var også en fælles én. Så det er altså ikke fordi, jeg er blevet droppet. Eller fordi jeg har droppet én.

Det betyder dog ikke, at det ikke er op ad bakke og tungsindigt at ”miste” en relation på den måde. Især fordi vi ikke var eller er uvenner. Thank god nåede vi ikke dertil. At vi måtte skilles i ufred. Det hele er sket i fred og fordragelighed. Hvilket på en måde måske gør det en anelse sværere det hele. Havde jeg dog bare kunne kalde ham en stor, fed idiot fordi han havde været det. Men det kan jeg ikke, for det er han ikke. Det har han aldrig været.

Derfor er det endnu mere vanskeligt for mig at mærke efter, hvornår det er okay ikke længere at være knust. Hvornår det er okay ikke længere at være med ked af det end glad. Hvornår det er okay overfor både mig og ham at have givet helt slip. Både på forholdet og på sorgen.

Tuesday Talk | C and the City

SÅ blev det sgu tirsdag igen! Der har været nogle uger uden Tuesday Talk, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil udgive et indlæg HVER tirsdag, men føljetonen fortsætter skam i stor stil. Så husk at tjekke ind om tirsdagen uanset hvad. 

I dag skal vi lære en “ny” blogger her i Odense at kende. Hun hedder Christina, og har boet i Odense nogle måneder efterhånden. Lær hende meget bedre at kend herunder og find måske en ny yndlingsblogger fra Odense.

Hvad handler bloggen om:

C and the City handler om mænd, mad, mode og meninger. Faktisk nok mest mænd og meninger 😉

Det sker lidt af sig selv, når man pludselig skal ud på datingmarkedet, efter 10 år i et meget fast forhold. Der er sket en del siden sidst, kan jeg berette…

Generelt kan man sige, at det er en blog om at bryde tabuer, jo flere, jo bedre, i alle retninger.

Navn Christina Melchiors
Alder Det spørger man altså ikke en dame om, Jeanette…;-)
Blog: C and the City (Fordi ingen kan stave til mit navn og derfor var jeg nødt til at omdøbe den)
By: Odense (Igen)

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Der er faktisk tre:

  • Da jeg var i Kosovo for første gang under Balkan-krigen i 1999.
    Det gjorde et fuldstændig uudsletteligt indtryk på mig, hvor imødekommende, venlige og generøse folk var. De havde vitterligt intet. I-n-t-e-t, hele landet var fuldstændig smadret af borgerkrig og alligevel gav de alt, hvad de havde. Mad, overnatning, hjælp, alt!

De var mennesker, der intet havde, havde fået familie dræbt, fået deres hus smadret i         atomer og alligevel stod med åbne arme og gjorde de alt for at man skulle føle sig godt tilpas, hvilket er noget svært i en krigszone, hvor der bliver skudt efter en.

Det var i øvrigt op til jul, at jeg kom hjem igen og landingsbanen i Kastrup var plastret til med 20 juletræer med lys på. Det var meget …. vildt, at komme fra det yderste armod til så stor overflod.
Jeg tænker tit på det, for det er ret tankevækkende i forhold til, hvor meget vi fx har i Danmark og hvor bange vi er blevet for at nogen tager det fra os, når man har oplevet hvor generøse folk, der har mistet alt, er. Det er meget kontrastfyldt.

  • Da jeg blev syg for fire år siden, og alt i mit liv ramlede samtidig. Det er ikke en fest, at blive så syg, at man er ved at dø, ens kæreste gennem 10 år skrider og ens bedste ven også dør.
    Det hele skete samtidig, så på en måned, havde jeg mistet alt, hvad der havde været hele mit liv de sidste 10 år. A-l-t. Inklusive mit helbred.
    Den slags ændrer man sig ret markant af. I mit tilfælde heldigvis til det bedre, men det har ikke været sjovt eller nemt, at sætte sig selv sammen igen, når man har været makuleret i atomer og også skal lære at affinde sig med, at der er ting, man ikke kan længere, fordi man nu er syg.
    Det er bla. det, bloggen handler om.
  • Da jeg flyttede fra København og til Odense igen.
    ”Normalt”, så flytter man fra provinsen til Hovedstaden. Nu er jeg så flyttet retur igen og det skal man også liiiige vænne sig til. Heldigvis er Odense blevet god i de år, jeg har været væk.
    (I øvrigt er jeg slet ikke fynbo, men fra Jylland og så giver det jo slet ingen mening at flytte tilbage til Odense, men sådan er det altså blevet)

Hvad vil du være når du bliver stor?
Dronning, overtage verdensherredømmet, jagerpilot, forfatter og jurist.

Kvinder måtte ikke blive jagerpiloter, dengang det var aktuelt for mig, så nu regner jeg med at lande på forfatter og jurist. Efter en lille omvej på 20 år som journalist.

Hvad er dit største talent?
Jeg er helt ekstremt god til at finde og se mulighederne for andre mennesker. Ting, de kan gøre, veje, de kan gå, muligheder, de har, osv.
Så meget, at jeg flere gange, også professionelt, er blevet opfordret til at blive coach, men det skal jeg altså ikke. Jeg taler alt for meget 😉
Og så er jeg virkelig god til at lave desserter. Meget bedre end til at lave mad. Hvis man kan kalde dessertkokkerier et talent?

En sætning, du aldrig kommer til at sige ?
”Ikke mere bearnaise til mig, tak”.

Det kan jeg garantere, aldrig, kommer til at ske!

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
1) Lad være med at sammenligne dig med andre. Det gælder job, uddannelse, parforhold, børn, forlovelse, ægteskaber, alt!
Du tænker ikke bare dig selv ned i et hul, når du fx fokuserer på, hvorfor alle dine veninder bliver gift, og din kæreste stadig lider af voldsomt stive ben, der ikke kan gå ned på knæ, du glemmer også fuldstændig at se på alt det gode, du har, når du hele tiden har mest fokus på, hvad de andre har, som du ikke har. Comparison really is the thief of joy.
2)Du behøver ikke gøre din uddannelse færdig, når du godt ved, at det ikke er det rigtige for dig. Det der med ”noget at falde tilbage på”. Glem det. Når man først er færdiguddannet, i job og tjener penge, så går man jo ikke lige i gang med drømmeuddannelsen.
3) Man må gerne loppe folk ud af sit liv, når de ikke behandler en pænt. Det gælder også, når det er familie. Ind i mellem skal man virkelig ikke vende den anden kind til, men sætte hælene i.

4) Det er aldrig en svaghed, at være ærlig. Aldrig!

Hvilket motiv tager du flest billeder af ?
Hmmmm. Den var faktisk svær… Mad, tror jeg.

Plus mit hood, der er ret så pænt.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg elsker det kvarter, jeg bor i, Den gamle bydel, med H C Andersens hus, gaderne der omkring og Over – og Nedergade.
Faktisk bor jeg nu på min 7 adresse i området, så det er en kærlighed, der holder ved. Og jeg HAR boet 7 år ude i Fruens Bøge ved Skovsøen og døde en lille smule hver dag.
Der er bestemt rart, men jeg elsker byen, de gamle huse, stemningen og at jeg kan gå til alt.
I mit yndlingsområde er Themsens Café mit stamsted, sammen med Grønttorvet. Altså det, man handler på, hvor der er marked hver onsdag og lørdag.

Jeg kan ikke lide:
Nærighed og hypokondri. Og nærighed behøver ikke kun være økonomisk, den kan også snildt være menneskelig og følelsesmæssig. Folk, der gerne indkasserer fra andre, faktisk forventer det, og ikke selv giver en skid igen: Jeg. Kan. Ikke. Ha. Det!

Din største guilty pleasure:
Mormor-slik.
Altså Blommer i Madeira, Toblerone, Quality Street, Orangegrene, After Eight og den slags. Og alt med marcipan.
Kombinationen af marcipan med sprut i som fx ovenstående Blommer i Maderia er uovertruffen. Det kan jeg ikke styre. Plus bearnaise, som nævnt. Virkelig et svagt punkt, jeg har der.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…
Her ville man virkelig ønske, at man havde en enormt sej hobby, man trænede i og til, ikke? Eller at det at gå i spa, talte som en fritidsinteresse, ha ha 😉

Men når sandheden skal frem, er det vist en kombi af tømmermænd, at ses med venner, kysse på en sød type, gå langt med en hund, lave noget lækker mad, gå ud og så arbejde.

Efter mange, mange år som konkurrencerytter, og senere weekend – og nattevagter og alt for meget arbejde, går der lidt fandango i mine weekends.
Det er som om jeg er gået glip af noget, dengang, hvor jeg passede alle konkurrencerne, så nu prøver jeg at hygge mig maks. Og styre mine work-a-holic-tendenser, der desværre hænger ved.

Tak tak tak til Christina for at ville lege med! Er du selv blogger og vil være med i denne føljeton, så smid mig en mail på jeanette@letsblogsomeshit.dk!