Tuesday Talk | C and the City

SÅ blev det sgu tirsdag igen! Der har været nogle uger uden Tuesday Talk, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil udgive et indlæg HVER tirsdag, men føljetonen fortsætter skam i stor stil. Så husk at tjekke ind om tirsdagen uanset hvad. 

I dag skal vi lære en “ny” blogger her i Odense at kende. Hun hedder Christina, og har boet i Odense nogle måneder efterhånden. Lær hende meget bedre at kend herunder og find måske en ny yndlingsblogger fra Odense.

Hvad handler bloggen om:

C and the City handler om mænd, mad, mode og meninger. Faktisk nok mest mænd og meninger 😉

Det sker lidt af sig selv, når man pludselig skal ud på datingmarkedet, efter 10 år i et meget fast forhold. Der er sket en del siden sidst, kan jeg berette…

Generelt kan man sige, at det er en blog om at bryde tabuer, jo flere, jo bedre, i alle retninger.

Navn Christina Melchiors
Alder Det spørger man altså ikke en dame om, Jeanette…;-)
Blog: C and the City (Fordi ingen kan stave til mit navn og derfor var jeg nødt til at omdøbe den)
By: Odense (Igen)

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Der er faktisk tre:

  • Da jeg var i Kosovo for første gang under Balkan-krigen i 1999.
    Det gjorde et fuldstændig uudsletteligt indtryk på mig, hvor imødekommende, venlige og generøse folk var. De havde vitterligt intet. I-n-t-e-t, hele landet var fuldstændig smadret af borgerkrig og alligevel gav de alt, hvad de havde. Mad, overnatning, hjælp, alt!

De var mennesker, der intet havde, havde fået familie dræbt, fået deres hus smadret i         atomer og alligevel stod med åbne arme og gjorde de alt for at man skulle føle sig godt tilpas, hvilket er noget svært i en krigszone, hvor der bliver skudt efter en.

Det var i øvrigt op til jul, at jeg kom hjem igen og landingsbanen i Kastrup var plastret til med 20 juletræer med lys på. Det var meget …. vildt, at komme fra det yderste armod til så stor overflod.
Jeg tænker tit på det, for det er ret tankevækkende i forhold til, hvor meget vi fx har i Danmark og hvor bange vi er blevet for at nogen tager det fra os, når man har oplevet hvor generøse folk, der har mistet alt, er. Det er meget kontrastfyldt.

  • Da jeg blev syg for fire år siden, og alt i mit liv ramlede samtidig. Det er ikke en fest, at blive så syg, at man er ved at dø, ens kæreste gennem 10 år skrider og ens bedste ven også dør.
    Det hele skete samtidig, så på en måned, havde jeg mistet alt, hvad der havde været hele mit liv de sidste 10 år. A-l-t. Inklusive mit helbred.
    Den slags ændrer man sig ret markant af. I mit tilfælde heldigvis til det bedre, men det har ikke været sjovt eller nemt, at sætte sig selv sammen igen, når man har været makuleret i atomer og også skal lære at affinde sig med, at der er ting, man ikke kan længere, fordi man nu er syg.
    Det er bla. det, bloggen handler om.
  • Da jeg flyttede fra København og til Odense igen.
    ”Normalt”, så flytter man fra provinsen til Hovedstaden. Nu er jeg så flyttet retur igen og det skal man også liiiige vænne sig til. Heldigvis er Odense blevet god i de år, jeg har været væk.
    (I øvrigt er jeg slet ikke fynbo, men fra Jylland og så giver det jo slet ingen mening at flytte tilbage til Odense, men sådan er det altså blevet)

Hvad vil du være når du bliver stor?
Dronning, overtage verdensherredømmet, jagerpilot, forfatter og jurist.

Kvinder måtte ikke blive jagerpiloter, dengang det var aktuelt for mig, så nu regner jeg med at lande på forfatter og jurist. Efter en lille omvej på 20 år som journalist.

Hvad er dit største talent?
Jeg er helt ekstremt god til at finde og se mulighederne for andre mennesker. Ting, de kan gøre, veje, de kan gå, muligheder, de har, osv.
Så meget, at jeg flere gange, også professionelt, er blevet opfordret til at blive coach, men det skal jeg altså ikke. Jeg taler alt for meget 😉
Og så er jeg virkelig god til at lave desserter. Meget bedre end til at lave mad. Hvis man kan kalde dessertkokkerier et talent?

En sætning, du aldrig kommer til at sige ?
”Ikke mere bearnaise til mig, tak”.

Det kan jeg garantere, aldrig, kommer til at ske!

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
1) Lad være med at sammenligne dig med andre. Det gælder job, uddannelse, parforhold, børn, forlovelse, ægteskaber, alt!
Du tænker ikke bare dig selv ned i et hul, når du fx fokuserer på, hvorfor alle dine veninder bliver gift, og din kæreste stadig lider af voldsomt stive ben, der ikke kan gå ned på knæ, du glemmer også fuldstændig at se på alt det gode, du har, når du hele tiden har mest fokus på, hvad de andre har, som du ikke har. Comparison really is the thief of joy.
2)Du behøver ikke gøre din uddannelse færdig, når du godt ved, at det ikke er det rigtige for dig. Det der med ”noget at falde tilbage på”. Glem det. Når man først er færdiguddannet, i job og tjener penge, så går man jo ikke lige i gang med drømmeuddannelsen.
3) Man må gerne loppe folk ud af sit liv, når de ikke behandler en pænt. Det gælder også, når det er familie. Ind i mellem skal man virkelig ikke vende den anden kind til, men sætte hælene i.

4) Det er aldrig en svaghed, at være ærlig. Aldrig!

Hvilket motiv tager du flest billeder af ?
Hmmmm. Den var faktisk svær… Mad, tror jeg.

Plus mit hood, der er ret så pænt.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg elsker det kvarter, jeg bor i, Den gamle bydel, med H C Andersens hus, gaderne der omkring og Over – og Nedergade.
Faktisk bor jeg nu på min 7 adresse i området, så det er en kærlighed, der holder ved. Og jeg HAR boet 7 år ude i Fruens Bøge ved Skovsøen og døde en lille smule hver dag.
Der er bestemt rart, men jeg elsker byen, de gamle huse, stemningen og at jeg kan gå til alt.
I mit yndlingsområde er Themsens Café mit stamsted, sammen med Grønttorvet. Altså det, man handler på, hvor der er marked hver onsdag og lørdag.

Jeg kan ikke lide:
Nærighed og hypokondri. Og nærighed behøver ikke kun være økonomisk, den kan også snildt være menneskelig og følelsesmæssig. Folk, der gerne indkasserer fra andre, faktisk forventer det, og ikke selv giver en skid igen: Jeg. Kan. Ikke. Ha. Det!

Din største guilty pleasure:
Mormor-slik.
Altså Blommer i Madeira, Toblerone, Quality Street, Orangegrene, After Eight og den slags. Og alt med marcipan.
Kombinationen af marcipan med sprut i som fx ovenstående Blommer i Maderia er uovertruffen. Det kan jeg ikke styre. Plus bearnaise, som nævnt. Virkelig et svagt punkt, jeg har der.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…
Her ville man virkelig ønske, at man havde en enormt sej hobby, man trænede i og til, ikke? Eller at det at gå i spa, talte som en fritidsinteresse, ha ha 😉

Men når sandheden skal frem, er det vist en kombi af tømmermænd, at ses med venner, kysse på en sød type, gå langt med en hund, lave noget lækker mad, gå ud og så arbejde.

Efter mange, mange år som konkurrencerytter, og senere weekend – og nattevagter og alt for meget arbejde, går der lidt fandango i mine weekends.
Det er som om jeg er gået glip af noget, dengang, hvor jeg passede alle konkurrencerne, så nu prøver jeg at hygge mig maks. Og styre mine work-a-holic-tendenser, der desværre hænger ved.

Tak tak tak til Christina for at ville lege med! Er du selv blogger og vil være med i denne føljeton, så smid mig en mail på jeanette@letsblogsomeshit.dk!

Tuesday Talk | Kathrine Puck

Det er jo tirsdag, hvilket herinde betyder et online interview med en anden blogger. I dag skal vi lære smukke Kathrine Puck at kende. Hun blogger på hendes blog, under samme navn, og selvom hun ikke har blogget i flere år, så har hun hurtigt formået at stadfæste sig som en dygtig blogger. Læs endelig videre her (hun fortæller bl.a. noget RET sjovt om mayonnaise), og lær hende bedre at kende. Jeg er sikker på, at du også vil nyde at læse hendes indlæg på hendes blog lige her. 

First The Basic
Navn: Kathrine Puck
Blog: www.kathrinepuck.dk
By: Odense

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Mit livs største vendepunkt var den dag jeg opdagede at jeg var syg, alvorligt syg med en kronisk invaliderende sygdom. Det rystede mig til jeg nærmest var i trance det første år af mit liv med diagnosen sclerose, jeg havde en følelse af at være ” gået til spilde “og at jeg mistede alle mine fremtidsdrømme.

Men al min frygt blev gjort til skamme og i år er det næsten 13 år siden jeg blev diagnosticeret.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Når jeg bliver stor vil jeg være professionel fotograf, rejse verden rundt med mit kamera og opleve dens forunderlighed igennem min linse.

Hvad er dit største talent?
Mit største talent er forhandling. Jeg kan ” prutte ” enhver garvet gadesælger i bund med prisen og går ofte fra en rasende/ frustreret eller grinende sælger. Jeg elsker det og ser det som en udfordring!

En sætning du aldrig kommer til at sige;
“Man skal ikke tro man er noget..” Jeg har ikke et gran af jantelov i mig, er aldrig fordømmende og hader hvis andre er.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg vil fortælle mit 15 år yngre jeg at jeg skal følge mit hjerte, sæt klare grænser samt at det altid er okay at sige nej. Grænsesætning vil styrke dit eget værd og du vil føle en stor styrke i at kunne sige fra.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Mine børn og blomster

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Mit yndlingsspot i Odense er skoven ved Fruens Bøge, så smuk på enhver årstid hvor jeg elsker at gå ture med min familie i de grønne skove eller dyrke motion.

Jeg kan ikke lide….
Kaffe! Det er faktisk ikke det nemmeste ikke at kunne drikke kaffe som sygeplejerske eller det faktum at samtlige af mine veninder og mine familiemedlemmer er kaffeelskende. Jeg har da også investeret i en kæmpe espressomaskine og kan lave alverdens kaffe til perfektion, men drikke det det gør jeg ikke!

Din største guilty pleasure?
Min største last er faktisk mayonnaise, jeg ELSKER det men spiser ikke hvilken som helst mayonnaise. Jeg kører gerne rundt til bestemte butikker kun for at købe min økologiske variant. Desværre må jeg sige at jeg spiser meget af det og bliver aldrig træt af det…

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
I weekenden bruger jeg min tid på at være sammen med mine børn, mand, familie, venner og dejlige veninder. Jeg elsker at lave en skøn brunch i weekenden sammen med min familie, sidde og hænge over avisen i lang tid og pludselig er halvdelen af dagen gået. Jeg nyder at gå ud at spise, gå til koncerter og i biografen. Men jeg er også ret stor fan af at flyde i sofaen viklet ind i mine unger mens vi ser Netflix og propper ostepops i hovedet.

 

Tusind tak til dig Kathrine for at ville være med!

Tuesday talk | Regnbuemor

Tuesday Talk er godt oppe at køre igen, og jeg vil som altid gerne dele bloglove til andre bloggere. Sidder du derfor selv og er blogger, eller kender du én god blogger, der endnu ikke har optrådt i denne føljeton, så send mig en mail eller stik til den gode blogger og få vedkommende til at sende mig en mail. Det foregår på jeanette@letsblogsomeshit.dk. 
Jeg har efterhånden haft mange bloggere med i Tuesday Talk, hvor de bliver interviewet. Du kan finde dem alle lige her. I dag skal vi lære Sophie bedre at kende;

Jeg oprettede oprindeligt bloggen som en gave til mine børn, og for at vise omverdenen, at vi var en hel almindelig familie med mor, mor og børn. Vi viser familielivet på godt og på ondt -uden at tegne et rosenrødt billede. Det er en slags allround blog, fordi den viser alt fra familieliv og oplevelser til kreative sysler og temafester.

First The basic

Navn: Sophie
Alder: 36 år
Blog: regnbuemor.dk
By: Odense

 
Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Helt klart at blive mor til mine fire dejlige børn på 8, 6 og 2 x 3 mdr. Livet bliver jo markant anderledes, når man pludselig har ansvaret for fire små verdensborgere, som man skal forme til at blive store, lykkelige mennesker.
Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg er sygeplejerske af uddannelse, men kunne jeg have valgt om, ville jeg have læst til læge. Nu synes jeg, at jeg er ved at være for gammel 😉
Hvad er dit største talent?
At være mor. Jeg bestræber mig i hvert fald på at være den bedste mor, jeg kan være. Ja, og så er jeg helt vild godt til at prutte om priser på markeder og få mine ting til den bedste pris!
En sætning du aldrig kommer til at sige;
Jeg skulle aldrig have fået børn
Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At man ikke nødvendigvis skal færdiggøre sin uddannelse, for at “have noget at falde tilbage på”. Allerede på 3.semester på sygeplejestudiet følte jeg, at jeg burde læse til læge eller lærer i stedet, men min mors velmente råd om at have noget at falde tilbage på, rungede i baghovedet. Når man så ER færdig og får løn, er det svært at sadle om.
Hvilket motiv tager du flest billeder af? 

Mine fire børn

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?

Vi er jo vildt glade for at shoppe, så det må være Rosengårdcentret. Vi er også meget glade for Zoo, som vi har årskort til. Kombinationen af familietid, frisk luft og eksotiske dyr er perfekt.
Jeg kan ikke lide….
…når mennesker ikke behandler hinanden med respekt uanset religion, seksuel orientering eller forskellige synspunkter. Jeg tror på, at de fleste mennesker har en masse godt at byde på -nogen gange skal man bare lede i lidt længere tid.
Din største guilty pleasure?
Pepsi Max -som jeg drikker alt for meget af.
Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Familien og venner. Vi elsker at lave ting sammen som familie. Både hjemme med kreative sysler og familietid, men også ude med rejser, forlystelser og oplevelse. Vi elsker at have venner til middag, og er ret socialt anlagte. Nogen gange laver vi absolut INGENTING i en weekend, og det er også skønt.
Tusind tak til dig Sophie for at ville være med! For lige at gentage mig selv; sidder du selv og blogger eller kender en god blogger, så send dem endelig min retning.

Tuesday talk | Frejjack

YES! Så er jeg back on business med min faste bloggerføljeton her om tirsdagen. Den har holdt en lidt længere pause end tiltænkt, men en masse arbejde med bloggens design (og jeg er ikke tilfreds endnu blergh!) og livet kom lige i vejen for mit arbejde med denne føljeton. Men jeg får så positiv respons på den, at nu kunne jeg ikke trække den længere. Sidder du selv derude og er blogger, så send mig en mail på jeanette@letsblogsomeshit.dk, hvis du vil vide mere og være med! I dag skal du hilse på Freja, så uden yderligere snik snak. Vær’sgo’!

Jeg er en fynsk blogger som oprindeligt er fra Svendborg, men nu holder til i Odense. Jeg har livsstilsbloggen Frejjack.com (siden er under opbygning, så I bliver sendt videre til min nuværende blogadresse), hvor du kan læse om alt fra bøger til mode. Men også mere generelt om livet i Odense.

First The basic

Navn: Freja Jørgensen
Alder: 25 år
Blog: Frejjack.com
By: Odense

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv var nok da jeg måtte indse, at jeg ikke kunne arbejde i detailbranchen mere. Jeg har aldrig haft den helt store fidus til det der med skole, det var ikke noget jeg følte jeg var særlig god til. Men efter gymnasiet fik jeg tilbudt en læreplads i Føtex, og først synes jeg ikke lige det var mig, men på den anden side vidste jeg heller ikke hvad jeg skulle med mit liv. Efter at have haft succes med uddannelsen og senere som leder, følte jeg nok lidt at det var det eneste jeg kunne finde ud af og var god til. Men jeg fik en arbejdsskade. En tennisalbue, som gjorde at jeg ikke kunne fortsætte i branchen, for det var desværre for fysisk hårdt. Så jeg sagde mit job op, og måtte så finde på noget andet. Så jeg valgte at søge ind på HA – Design og forretningsudvikling i Kolding. Det har virkelig ændret mange ting, men det har også vist mig at jeg kan meget mere end jeg lige troede.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg drømmer om at blive selvstændig. Jeg vil rigtig gerne arbejde som event manager med egen virksomhed, og går benhårdt efter at lære alt hvad jeg kan inden jeg springer ud i det selv.

Hvad er dit største talent?
Jeg har en rigtig god kombination af kreativitet og ordenssans. Det er også den kombination som jeg håber kan være mig en stor hjælp når jeg skal arbejde med event management.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
Hmm.. det er svært. Jeg taler nok ofte før jeg tænker, men jeg forsøger altid at være påpasselig med at sige ting som støder andre.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg ville nok sige til mig selv at jeg var god nok, og at jeg skulle følge de drømme jeg havde og ikke lade mig holde tilbage af hvad andre tænkte om mig. At det er okay at sige fra hvis man bliver sat i en situation, som man ikke bryder sig om.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Hvis man kigger i mit album og på min Instagram @Frejjack, er det ret forskelligt, men jeg tager mange billeder af hyggestunder, hvilket ofte indbefatter mad, en god bog, en kop kaffe eller andet.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg elsker områder omkring Brandts. Jeg synes der er så hyggeligt i Brandtspassage, og nede omkring museet. Jeg når desværre ikke så tit på Brandts som jeg gerne ville, jeg har for eksempel ikke nået Disney udstillingen endnu, men det er planen at, jeg skal nå det inden den lukker. Men også studenterhuset og Nelles er to hyggelige steder at sidde og læse, eller hvis man trænger til en kop kaffe og en snak.

Jeg kan ikke lide….
Jeg hader når mennesker lyver. Hellere sige sandheden og det så gør lidt ondt i stedet for at lyve. Og ja små uskyldige løgne skader jo ikke nogen, men ofte bider det bare en i røven i den anden ende. På den anden side synes jeg heller ikke man skal sige sandheden for en hver pris, hvis man ved man såre andre så kan man jo vælge at holde det for sig selv i stedet for.

Din største guilty pleasure?
Jeg har faktisk lavet et helt indlæg omkring det 🙂 Men jeg har 2 ting jeg altid kan spise. Gifler og popcorn. Det er min ultimative go to hvis jeg har ondt af mig selv, eller skal treate mig selv lidt.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Det er meget forskelligt, jeg har ofte en propfyldt kalender, men jeg forsøger blandt andet at besøge min familie i Svendborg så meget som muligt. Når jeg ikke er hjemme i Svendborg, så bruger jeg weekenden på at slappe af sammen med kæresten, en god bog, venner, men også på at samle op på det som jeg er kommet bagefter med i løbet af ugen.

 

Tusind tak til dig Freja for at ville være med i dag! Det er så dejligt, når I rent faktisk gider lege med derude.

Tuesday Talk – GIZ-BLOG

Tirsdag betyder som traidtionen tro et interview med en blogger. I dag skal vi lære Anne-Mette lidt bedre at kende. Hun bor i Faaborg, og er nu den anden blogger, i denne serie, der ikke bor i Odense. Det markerer vist, at jeg nu er begyndt at udvide det geografiske område, hvor jeg vælger bloggere fra til denne serie. Så sidder du derude og blogger et sted fra Fyn, så smid mig en mail på jeanette@letsblogsomeshit.dk og hør mere om hele konceptet. Jeg garanterer, at svare!

Og så vil jeg faktisk bare give ordet videre til Anne-Mette for nu. 

Jeg er en Sydfynsk Skønheds og Livsstils Blogger, der har en svaghed for makeup, duftlys, ræve, Efteråret, snefnug, TV-serier, tykke bøger og det paranormale. Jeg har blogget siden slutningen af 90’erne og jeg ELSKER det!

NAVN: ANNE-METTE HØJBJERG
ALDER: 32 ÅR
BLOG: WWW.GIZ-BLOG.DK
BY: FAABORG 

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det må nok være erkendelsen af, at jeg ikke får det liv jeg havde drømt om. Jeg har siden jeg var lille lidt af psykiske problemer, men min familie er af den gamle skole – der er ikke noget der hedder psykiske sygdomme, det er bare dovenskab og dårlig holdninger. Så jeg fik aldrig den hjælp jeg fik brug for, og det betaler jeg for den dag i dag. Det tog mig så også mange år om at indse at det ikke bare er noget der går over af sig selv. At jeg har brug for hjælp. Og det er først nu i en alder af 32 år, at jeg har kunne råbe kommune, læger og sygehusvæsen op. Så nu er jeg i gang med en masse test-perioder og undersøgelser. Det er hårdt, men jeg håber at jeg kommer ud på den anden side i live. Jeg har aldrig ville bede om hjælp, men det har jeg måtte erkende at jeg blev nød til. Det er nok det største vendepunkt i mit liv.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Det er desværre kun noget der må blive ved drømmen. Jeg drømmer(drømte) om at blive selvstændig grafiker og arbejde med en masse kreativt. Men jeg tror aldrig jeg kommer til at være i stand til at arbejde fuld tid, så min drøm må vel være at jeg kan få en smule arbejde indenfor noget kreativt og så kunne det da være fedt hvis jeg på længere sigt kunne leve af at være blogger. 🙂

Hvad er dit største talent?
Hmm… Den er svær. Jeg er ikke typen der er god til at rose mig selv og forklare hvad jeg er god til, men folk siger at jeg er ret god til det med makeuplooks og at være kreativ sådan generelt. Det er også noget jeg nyder at ”arbejde” med, så det er nok derfor det er det de fremhæver ved mig.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Jeg har alt for meget makeup”. Det er en sætning jeg ALDRIG kommer til at sige. For spørger du mig, så kan man aldrig få nok. *Hehe* Jo jeg har da sorteret ud i det en masse gange, men det er ikke fordi jeg mener jeg har for meget.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Forhåbentlig er jeg til den tid kommet ud på den anden side af al den… kaos jeg befinder mig i. Så jeg vil forhåbentlig kunne tage tilbage og give mig selv nogle gode råd til hvordan jeg kommer bedst og mest smertefrit igennem det hele. Råd til hvordan jeg kan sige fra overfor mine omgivelser og derved ikke blive så stresset og afkræftet hele tiden. Råd til hvordan jeg uden at være bange for konsekvenserne kan råbe højt og få folk til at høre på MIG og ikke kun deres syn på hvordan jeg kommer videre. For det har jeg det svært ved nu. Jeg tør ikke hæve stemmen. Er bange for at de så smækker døren i og jeg så igen står uden nogen hjælp.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Ifølge min Instagram (@GiZmoAMH) så er det flat-lay billeder. Jeg har altid taget sådanne billeder og det kommer jeg nok aldrig til at lade være med. Jeg synes de er super inspirerende og nogle mennesker er simpelthen fantastiske til at tage nogle virkelig flotte nogen af slagsen. Og så kan man gøre det super personligt og i forskellige stilarter. Fantastisk!

giz-blog jeanette hardis blogger fra odense odenseblogger

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Nu er jeg ikke voldsomt kendt i Odense by, men jeg nyder at besøge Rosengårds Centret en gang imellem. Der er så mange forskellige butikker så der er lidt af det hele. Jeg kan få stillet min sult når det kommer til makeup, tøj, gadgets, nips og lækker mad. Så det må nok være mit yndlingsspot i Odense. 🙂

Jeg kan ikke lide….
Uha.. Der er faktisk en del ting, men sådan noget som løgnagtige og falske mennesker er nok noget af det værste. De er ikke til at stole på og de kan være så fandens manipulerende. Har i mine 32 år stødt på en del af dem og så sandelig også her i blogverdenen. Uhyggeligt at mennesker kan have så afskyelige personligheder. Men der er heldigvis også mange skønne mennesker der opveje for de falske og modbydelige af slagsen.

Din største guilty pleasure?
Hvis det er inden for de søde sager så er chokolade helt klart øverst på listen. Ellers er shopping af makeup også en ret stor guilty pleasure. Som jeg nævnte tidligere, så kan man ikke få for meget. Men det mener min bankmand nok ikke. *Haha*

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
At lade op. Jeg har ADD og er introvert så jeg bruger helst tiden for mig selv for at samle energi til at kunne være udenfor en dør igen ugen efter. Jeg roder måske lidt med bloggen, læser en del, ser nogle TV-serie afsnit og….. slapper simpelthen bare af. Måske vælger jeg endda at forkæle mig selv en smule med noget god mad, noget hjemme-spa-hygge og putning på sofaen sammen med min skønne hankat, Cosmo. 🙂

Tusind tak til dig Anne-Mette for at ville være med!

Hvis du er gået glip af de tidligere indlæg fra denne serie, kan du se et udpluk lige her; 

Miss JeanettSabina ZinkMoonlit MadnessSludrechatolNovel By KHolm SvarerFrøken LyngsøMia LindholmMrs. MomCicitiveMaria VestergaardCamillas HverdagsglimtVidunderlige VirvarMie JørgensenAmalie KarolineJaqcueline Ann SofieNicoline PrausGlutenfri MagiRigeligt SmørDitte KirkegaardNanna AugustinusKristina KraghBook me up, Scotty!RolfineFrederikke Sander,  LitfixFlyv med mig

Tuesday Talk | Slacker Satellite

Så blev det sgu tirsdag igen. Og snart 1. december endda! Ihh jeg glæder mig. Men i dag skal vi altså lære endnu en blogger lidt bedre at kende. Denne gang en tilflytter til Odense, præcis som jeg selv. Hun hedder Kristine og er skide sjov! Jeg faldt over hendes blog for nogle uger tilbage og måtte altså høre hende, om hun ikke ville være med i denne serie. Heldigvis sagde hun ja, og i dag kan I lære Kristine bedre at kende. 

Jeg hedder Kristine og jeg kommer egentlig fra Lolland, men har boet i dejlige Odense i 4,5 år. Jeg bruger unormalt meget tid på at sidde og/eller ligge ned, hvilket betyder, at jeg har mange interesser, der er baseret på, at jeg kan få lov til at gøre dette imens. Min hverdag går med at høre musik, læse bøger og se film på fuld smadder, og i min fritid render jeg rundt på uni og forsøger mig med noget cand.merc. i Brand Management and Marketing Communication. Min prioritering fejler i hvert fald ingenting. Jeg blogger hovedsageligt om musik, hvor jeg både kommer med ros og brok. Jeg kommer også til at skrive om bøger og film, dette er igangsat-ish.

NAVN: KRISTINE FRANDSEN
ALDER: 23 ÅR
BLOG: SLACKER SATELLITE
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Vendepunktet i mit, indtil videre, korte liv, må være da jeg kom ud af et langt forhold, der længe havde holdt mig nede. Jeg stod pludselig i en situation, hvor jeg var ”alene” og jeg blev nødt til at flytte fra en lejlighed, der ikke længere føltes som hjem. Og selvom jeg var helt nede at ramme bunden i den periode, så har det også betydet, at vitterligt alt i mit liv efterfølgende har været bedre. Mine venskaber er blevet styrket af det, jeg har mødt nogle mennesker, som jeg ellers aldrig nogensinde ville have mødt, og lige nu kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden dem.

Og den dag James Bourne (fra Busted) endelig beslutter sig for, at jeg er the one (han følger mig allerede på Twitter, so almost there), så ved jeg, at jeg ikke behøver at gå så meget på kompromis med mig selv, for jeg er mest awesome, når jeg bare får lov til at være den jeg nu en gang er, også selvom jeg er super mærkelig og nørdet.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg har mest lyst til aldrig rigtig at blive stor. Jeg kører meget på ”jeg ved jo ikke bedre”, så lige nu er det okay, når jeg er dum, hvilket er hele tiden. Men hvis man absolut skal være voksen, så vil jeg gerne lave noget med musik, helst rockstar, men altså jeg kan jo ikke en skid, så må nok hellere bruge den der uddannelse til noget. Og jeg vil gerne blive ved med at skrive og underholde.

Hvad er dit største talent?
Min humor (i mangel på bedre talent). Og det er virkelig mærkeligt at sige, at jeg er sjov, men folk der bliver udsat for mit materiale, siger ofte at jeg er genial, og det er der fandme aldrig nogen der siger, når jeg snakker om geografi.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Okay gutter, skal vi ikke lige prøve at være seriøse i bare 5 minutter?”

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg ville rejse tilbage i tiden og iføre mig et forklædende overskæg (jeg er let at narre), og slå mit pizzaslice ud af hånden på mig selv, med ordene ”så slapper vi lige af, tykke” og store armbevægelser, efterfulgt af et dramatisk exit.

Hvilket motiv tager du flest billeder af? 
Tæller skærmbilleder? Jeg har i hvert fald taget et skærmbillede af mine skærmbilleder. Jeg tager generelt ikke så mange billeder, da det bare ville være forskellige vinkler fra min seng. Det er kun sjovt de første 45 gange.motiv-skaermbilleder

Til gengæld tager jeg skærmbilleder af næsten alle jokes jeg eller andre laver, eller ting som jeg skal huske, i stedet for bare at skrive det ned (det er så lige 800 billeder fra Rejseplan).

Jeg har også omkring 40 Pingu billeder gemt på min telefon, fra da jeg kun svarede på beskeder med dem. Det er meget svært at skrive ”Jeg kommer for sent, bussen er langsom” kun med Pingu, but I made it work.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Heidis, for de spiller tit Year 3000 af Busted. Jeg er ret genkendelig, når det sker. Jeg er hende trolden, der udsætter alle for livsfare, når jeg går amok på dansegulvet. Det er endnu ikke lykkedes dørmændene at fange mig.

Jeg kan ikke lide….
Der er mange ting jeg ikke kan lide. Hvis det er mærkeligt at putte på en pizza, så kan jeg sikkert ikke lide det. Og så har jeg det virkelig stramt med at skulle stå tidligt op. Der kommer mange grimme ord ud af min mund, hvis mit vækkeur ringer inden kl. 10. Men det er okay, for jeg plejer at blive glad igen ved 16-tiden.

Din største guilty pleasure?
Jeg ser tv-serien Friends like there’s no tomorrow. Dette er ikke en rigtig guilty pleasure, men det kan godt være lidt pinligt, når jeg ikke bruger min tid mere fornuftigt. Når jeg ser Friends, sidder jeg og griner inden joken kommer eller mumler med på alle replikker. Folk synes både det er imponerende og irriterende. Selvfølgelig mest imponerende. Og når jeg har set sidste afsnit, starter jeg bare forfra igen med det samme. Tager da også lige en Friends quiz i ny og næ, bare lige for at opnå topkarakter i et eller andet. Mine forældre er meget stolte.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Jeg prøver på at få nogenlunde styr på alt det rod, der er opstået i løbet af ugen, både i mit hoved og i min lejlighed. Mine organiseringsevner kan klart forbedres, så der er mange løse ender, når vi rammer weekenden. Jeg kan heldigvis multitaske, så det bliver alt sammen ordnet til perfektion, mens jeg spiller PlayStation eller danser grimt på Heidis.

En gang imellem tager jeg også til Lolland, for at besøge min familie og venner og lige spise en roe eller to samt køre lidt markræs.

Min veninde, Rikke, synes det er mærkeligt, at jeg bliver ved med at nævne roer, når jeg snakker om Lolland. Men det er sgu da ikke for sjov. Da jeg gik i fritidshjem, spiste vi altså roer. Jeg gjorde da i hvert fald, og så kan det måske godt være, at der var en voksen der skulle have stoppet mig… Men vi lavede i hvert fald roelygter i stedet for at bruge græskar, som almindelige mennesker. Og roer er fucking hårde og besværlige at arbejde med, skulle jeg hilse og sige fra alle børn på Lolland. #StopRoeTortur

 

Tusind tak til dig Kristine for at ville være med. Og husk – hvis DU sidder derude og kender en blogger, der skal være med, eller hvis du selv blogger og er fra Odense eller omegn, så skriv mig en mail på jeanette@letsblogsomeshit.dk og hør nærmere! Ingen er for store, ingen er for små.

Tuesday Talk | Jeas Blanke Tanker

Vanen tro på tirsdage deler jeg et indlæg med et interview med en med-blogger. Indtil nu har mit primære fokus været bloggere fra Odense, men i dag skal vi altså lære en blogger fra Otterup at kende. Grunden til fokus på bloggere fra Odense er, at vi har så mange dygtige bloggere i Odense, som der slet ikke bliver vist frem. Og det vil jeg gerne være med til at ændre. Samtidig vil jeg også gerne åbne op for bloggere udenfor Odense, og i dag starter vi med en navnesøster til mig. 

Der har efterhånden også været mange bloggere gennem denne tirsdagsføljeton – du kan læse dem alle lige her; 

Miss JeanettSabina ZinkMoonlit MadnessSludrechatolNovel By KHolm SvarerFrøken LyngsøMia LindholmMrs. MomCicitiveMaria VestergaardCamillas HverdagsglimtVidunderlige VirvarMie JørgensenAmalie KarolineJaqcueline Ann SofieNicoline PrausGlutenfri MagiRigeligt SmørDitte KirkegaardNanna AugustinusKristina KraghBook me up, Scotty!, Rolfine, Frederikke Sander,  Litfix, Flyv med mig, Paberback Castles

 

NAVN: JEANETTE KROHN HENRIKSEN
ALDER: 32 ÅR
BLOG: JEAS BLANKE TANKER
BY: OTTERUP

1. Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Ville virkelig ønske at jeg kunne vælge en glædelig oplevelse, men for mig var det, da jeg i 2006 blev alvorlig syg. Det kom virkelig som lyn fra en klar himmel og vendte hele mit liv på hovedet. Til at starte med troede jeg det var noget fysisk, men senere fandt vi ud af at det var psykisk. Det kostede en 10 ugers indlæggelse på psyk, men det reddet mit liv.  Jeg lever i dag med en Dyssoocial Personlighedsforstyrrelse og Panikangst. Det er super hårdt, men hold nu op hvor lære man meget om sig selv, livet og verden omkring en.

2. Hvad vil du være, når du bliver stor?
Faktisk har jeg ikke de store drømme, lever meget i nuet. Jeg vil egentlig gerne bare være et godt menneske, ha folk omkring mig der elsker mig og som ønsker mig noget godt. Jeg har også en stor drøm om at blive mor. Arbejdsmæssigt ønsker jeg at jeg en dag kan arbejde og at det er noget som jeg elsker, men lige nu har jeg ingen ide om, om det kan ske eller hvad det evt skulle være.

3. Hvad er dit største talent?
Uh den er svær. I forbindelse med at jeg har været syg i så mange år, har jeg lært meget om livet og mig selv. Jeg synes selv jeg er blevet ret god til at leve, hvor jeg før bare frygtede livet. Plejer at sige at jeg er selvudlært verdensmester i selvforkælelse.

4. En sætning du aldrig kommer til at sige;
Skal vi spise sushi..

5. Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Tror jeg ville fortælle mig selv at det hele en dag bliver okay og at jeg skal gi mere slip på de følelser der påvirker mig. Slippe fri af fortiden.

6. Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Jeg har liget luret min instagram profil igennem og faktisk er jeg ret god til at varier mine billeder. Mad billeder og selfies står nok øverst, hvis jeg skal være helt ærlig. I får lige det sidst mad billede jeg lagde på Instagram. Jeg var i Bazaren i Odense og spise Indisk med en veninde.jeas-blanke-tanker-1

7. Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Odense har såå mange dejlige steder og det er svært at vælge et synes jeg. Mit yndlings spisested er nok Mamma’s, de laver det bedste italienske mad. Udover det elsker jeg virkelig bare hele Odense. Nå man bor på Nordfyn er det skønt engang imellem at komme ind til byen, gå en tur og opleve det liv, som byen har.

8. Jeg kan ikke lide….
Falske menneske og sushi.

9. Din største guilty pleasure?
Kage.. Jeg elsker virkelig kage og det burde stoppes.

10. Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Min dejlige kæreste, hygge og afslapning.

 

Tak til dig Jeanette for at ville være med. 
Sidder du som læser, og mangler din yndlingsblogger i denne serie så skriv endelig en mail til mig; jeanette@letsblogsomeshit.dk. Så tager jeg kontakt til bloggeren og overtaler dem til at være med 😉 

Det kan også være, at du selv er blogger – så smid mig endelig også en mail! 

Tuesday Talk | Paperback Castles 15. november

Denne tirsdag fortsætter bloggerføljetonen med (endnu) en bogblogger. Denne ‘kategori’, om man vil, af bloggere har jeg for nylig fået øjnene op for, og de skal selvfølgelig deles med jer andre til jeres fornøjelse også. 

Er du gået glip af de tidligere indlæg, kan du læse dem her;

Miss JeanettSabina ZinkMoonlit MadnessSludrechatolNovel By KHolm SvarerFrøken LyngsøMia LindholmMrs. MomCicitiveMaria VestergaardCamillas HverdagsglimtVidunderlige VirvarMie JørgensenAmalie KarolineJaqcueline Ann SofieNicoline PrausGlutenfri MagiRigeligt SmørDitte KirkegaardNanna AugustinusKristina KraghBook me up, Scotty!, Rolfine, Frederikke Sander,  Litfix, Flyv med mig

 

NAVN: RIKKE MØLLER
ALDER: 26 ÅR
BLOG: PAPERBACK CASTLES
BY: ODENSE

Fortæl lidt om dig selv og din blog. Jeg hedder Rikke, og jeg er bibliofil. Jeg elsker bøger i alle former, størrelser og farver, og jeg er altid lige ved at løbe tør for plads i min bogreol.

Jeg har studeret Litteraturvidenskab i Odense, og nu arbejder jeg på et forlag i København. Jeg er omgivet af bøger – både i mit privatliv og i mit arbejdsliv. Det er sådan, jeg har det bedst. Og det tror jeg, min blog afspejler.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
At flytte til Odense, tror jeg. Jeg er vokset op i Vestjylland, langt ude på landet, så det var en stor omvæltning for mig, at flytte til et sted, hvor alting var indenfor rækkevidde. Hvor jeg ikke behøvede en bil for at komme rundt, og hvor jeg rent faktisk følte mig hjemme.

Jeg elsker virkelig Odense. Jeg har mødt så mange skønne mennesker her og fået så mange gode minder her. Jeg har boet her i de år, hvor det føltes som om, der skete allermest. Jeg er så glad for, at min uddannelse førte mig hertil.

Hvad vil du lave, når du bliver stor?
Pyh, det er et svært spørgsmål. Men også et vigtigt et, jeg for alvor blev konfronteret med sidste år, da jeg færdiggjorde min uddannelse i Litteraturvidenskab.

I virkeligheden er mit drømmejob uhyggeligt tæt på det, jeg arbejder med nu. Jeg har altid drømt om at arbejde med bøger, og der er noget mærkeligt magisk ved at arbejde et sted, hvor man kan se bøgerne blive til: fra idéfase til en indbundet bog på hylden. I mit nuværende job kombinerer jeg desuden min kærlighed til litteraturen med min kærlighed til kommunikation og sociale medier.

Jeg aner ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver ”rigtigt voksen”. Men jeg føler, jeg er godt på vej derhen.

Hvad er dit største talent?
Min stædighed. Uden tvivl. Har jeg først sat mig et mål, arbejder jeg meget stædigt for at opnå det.

En sætning du aldrig kommer til at sige:
“Nej tak, jeg springer kagen over i dag.”

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At jeg skulle være mere egoistisk. At jeg skulle nyde tiden før ansvar, børn, forpligtigelser og bunden bolig. At jeg skulle rejse mere, leve mere, grine mere – og være en smule mere ligeglad.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Bøger. Uden tvivl. Nogle dage kan jeg nå til et punkt, hvor det føles som om, der ikke findes flere måder eller vinkler at tage bogbilleder fra …15-november-rikke-2

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg elsker Fruens Bøge. Især her i efteråret, hvor jorden er dækket af gule, røde og brune blade, små paddehatte og træstammer dækket af mos. Der er så smukt, at det næsten ligner noget fra en anden verden. Og jeg finder sådan en ro der.

Jeg kan ikke lide …
kaffe. Jeg elsker dog duften af kaffe, og det bedste jeg ved er, når min kæreste står tidligt op og sætte kaffemaskinen i gang. Jeg har bare ikke rigtigt lært at drikke det endnu … Hvis jeg nogensinde kommer til det.

Din største guilty pleasure?
Afgjort Den store bagedyst. Jeg har altid grinet en smule af programmet og hvad det indebar af grædende deltagere og sammenklappede kagebunde, men da jeg for første gang så et par afsnit i år, blev jeg hooked. Det er urimeligt godt TV, og jeg ser frem til at se det hver onsdag. Uanset hvad jeg tænkte tidligere.

Når jeg har weekend, bruger jeg tiden på …
Alt det, jeg ikke når i hverdagen. Jeg er nærmest kun hjemme (i vågen tilstand) i et par timer hver dag. Pendlerlivet gør det sommetider svært at få venneaftaler, tid med kæresten, træning, rengøring og blogging til at gå op. Derfor er mine weekender guld værd, og jeg ender ofte med at overbooke dem.

 

Tak, tak, tak til dig Rikke for at ville lege med! Uden jer bloggere derude ingen føljeton! 

Tuesday Talk || Rolfine 8. november

Tirsdagsføljetonen toner frem igen på din skærm! For det ER jo tirsdag. I dag skal vi lære Liv bedre at kende. Hun deler mange opskrifter, og hendes blog er simpelthen SÅ fin. Altså bare sådan rigtig fin. Læs derfor endelig videre og lær Liv bedre at kende. 

Jeg hedder Liv og blogger på Rolfine.dk om bæredygtig mad og mode. Du skal følge min blog hvis du også føler at grøn er det nye sort, eller hvis du bare er lidt nysgerrig på vegetarisk mad og bæredygtigt tøj.

Navn: Liv
Alder: 25
Blog: www.rolfine.dk
By: Odense

1. Hvad er det største vendepunkt i mit liv?
Det største vendepunkt i mit liv var klart, da jeg flyttede til Berlin efter gymnasiet. Det var der jeg virkelig fandt troen på at jeg kunne gøre lige hvad jeg ville. Så sabbatår er i den grad noget der ligger mit hjerte nær, og det at jeg tog tiden til at finde mig selv og få noget livserfaring før jeg startede på uni har i den grad givet mig mere styrke til at gennemføre.

2. Hvad vil du være når du bliver stor?
Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv næsten hver dag. Selvom jeg er på universitetet, og selvom jeg ved hvilket område jeg holder af at arbejde med, så bliver jeg til stadighed i tvivl om, om det nu virkelig er dét! Ak, om et år er jeg færdig, og da vil jeg nok bedre kunne svare på dette spørgsmål.

3. Hvad er dit største talent?
Jeg tror det er at sætte mig ind i hvordan andre går rundt og har det. Jeg tager gerne tiden til at lytte og hjælpe.

4. En sætning du aldrig kommer til at sige;
Hmm, det her er vidst det sværeste spørgsmål, jeg er ikke meget for at spå om fremtiden.
Måske bliver det: ”Sikke nogle flotte neongule strømpebukser – dem MÅ jeg bare eje ”– men hvem ved?

5. Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så at du ville fortælle dig selv?
Haha, så tror jeg nok, at jeg vil fortælle mig selv, at jeg bare skal give den gas og tro på mig selv. Det hele skal nok gå. Nå ja, og så stram lige lidt op på din læsning, universitetet klarer ikke sig selv Liv!!

6. Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Vegetarisk mad.liv-8-november-brunch

7. Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Det må være Åløkkeskoven og de villaveje man finder ude i Tarup området, der er så uendelig hyggeligt. Jeg ville gerne have en lille herskabslejlighed i et af de store huse med en have op til skoven. Tænk sig, så kunne man tage i skoven hver eneste dag, og det eneste man behøvede for at holde skovtur var at sætte sig ud i haven. A girl can dream.

8. Jeg kan ikke lide…
De ting jeg ikke kan forstå. Det er så evigt provokerende når man bare ikke forstår!

9. Din største guilty pleasure?
Hahaha, jeg tror ikke jeg er alene om denne, men det må altså være ligegyldige teenagepigeserier. Her taler jeg ikke om serier som SKAM, men om de oprigtigt corny serier på Netflix som fx Good Witch eller The Carrie Diaries.

10. Når jeg har weekend bruger jeg tiden på:
At kigge i genbrugsbutikker, lave noget af al den mad jeg altid drømmer om i løbet af ugen, men sjældent har tid til at lave, gå i biografen, drikke drinks eller kaffe med veninderne og se alle de corny serier jeg har lyst til! (Hvad jeg burde bruge weekenden på: læse. Ups?)

 

Tusind tak til dig Liv for at ville være med i denne føljeton. Det er simpelthen sådan en fornøjelse at dele disse indlæg, og vise hvor mange gode bloggere vi også har her på Fyns land. 

Tuesday Talk | Book me up, Scotty!

I denne uges bloggerføljeton skal vi lære Maria bedre at kende. Hun blogger primært om bøger, og er faktisk finalist i Danish Book Blogger Award. Det er sgu da skide sejt!! OG så bor hun i øjeblikket i freaking Tokyo! Det måtte give så mange spændende oplevelser altså. Som jeg slet ikke er misundelig på! 

Som jeg har skreve mindst hundredetusind gange tidligere, så elsker jeg selv denne føljeton. Det er en mulighed for jer, mine læsere, for at opdage nye bloggere som I måske ellers ikke havde fundet, og det er en mulighed for mig, for at dele noget bloggerkærlighed, som er noget af det bedste jeg ved. Jeg tror ikke, at mine læsere stopper med at læse med hos mig, hvis jeg deler andre blogge. Den tankegang har jeg aldrig forstået, så jeg fortsætter troligt denne føljeton. 

Sidder du og er selv blogger, og vil være med, så send en mail til mig på letsbsomeshit@gmail.com. Eller måske kender du en blogger, der skal med? 

Du kan også læse tidligere indlæg fra denne føljeton med en masse seje bloggere; Miss JeanettSabina ZinkMoonlit MadnessSludrechatolNovel By KHolm SvarerFrøken LyngsøMia LindholmMrs. MomCicitiveMaria VestergaardCamillas HverdagsglimtVidunderlige VirvarMie JørgensenAmalie KarolineJaqcueline Ann SofieNicoline PrausGlutenfri MagiRigeligt SmørDitte KirkegaardNanna AugustinusKristina Kragh

 

NAVN: MARIA JOHANSEN
ALDER: 28 ÅR
BLOG: BOOK ME UP, SCOTTY! 
BY: ODENSE (MEN BOSIDDENDE I TOKYO FREM TIL FEBRUAR 2017)

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Da jeg startede på mit nuværende kandidatstudie i Kultur og formidling. En kombination af fantastiske undervisere, spændende pensum og en konstant mærkbar læringsprogression, har taget mig med storm og ændret markant på min verdens- og livsanskuelse.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Haha! Jeg er 156 cm høj, så tanken om nogensinde at blive stor, er fuldstændig opgivet. Men måske kan jeg blive voksen alligevel. 😉 Jeg har mange drømme og ideer om, hvad jeg skal i fremtiden, og de skifter på daglig basis. Jeg ville elske, hvis min fremtid kunne kombineres med min iver efter at læse og lære, men jeg har ikke et decideret mål. Dog ved jeg, at jeg er gladest, når jeg er omgivet af bøger og jeg drømmer selvfølgelig om mit eget private bibliotek.

Hvad er dit største talent?
Det er altid svært at rose sig selv, det har vi jo ikke rigtig tradition for i Danmark. Men jeg får ofte at vide, at jeg er god til at stille spørgsmål og lytte opmærksomt, hvis det da kan betegnes som et talent.

 En sætning du aldrig kommer til at sige;
Jeg har bøger nok.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At det hele nok skal gå.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Bøger – uden tvivl!billede bog blogger fra odense odensebloggers

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Min kæreste og jeg er meget glade for at sidde udenfor på café Fredo’s om sommeren og med min far er jeg ofte på Velodrom Kaffebar ved Fruens Bøge. Begge steder byder på lækker kvalitetskaffe og hyggelig stemning. Derudover er jeg sædvanligvis flittig bruger af Odenses mange naturskønne områder såsom Mosen, Skovsøen og Eventyrhaven.

Jeg kan ikke lide….
Diskrimination, had og ufred. Men hvem kan det ..?

Din største guilty pleasure?
Jeg spiser absurde mængder slik, men det forbinder jeg egentlig ikke med at synde. Så min største (og mest pinlige) guilty pleasure må nok være, når jeg i ny og næ falder over tilfældige youtubere (ofte amerikanere), som egentlig mest irriterer mig, men som alligevel lykkedes med at få mig til at se samtlige af deres videoer. Det er mig en gåde, hvorfor jeg drages af noget eller nogen, som egentlig vækker irritation i mig.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på …
Lige for tiden bor jeg i Tokyo, hvor jeg er i praktik på Danmarks Ambassade. Derfor forsøger jeg at udnytte alle fridage til at komme ud og opleve. Men derhjemme bruges weekenderne oftest til at komme lidt ud med min kæreste i Odenses rekreative områder, se familien, drikke god kaffe og læse bøger.

 

Tusind tak til Maria for at ville være med til føljetonen. Det kan ikke lade sig gøre uden søde bloggere, der stiller op til disse indlæg. 

Tuesday Talk || Frederikke Sander

 Vi fortsætter den vanlige tirsdagsføljeton i dag også. Denne gang med Frederikke, der blogger på hendes blog “Frederikke Sander”. Her deler hun bl.a. indlæg omkring mode, der er til at betale. Læs endelig videre, og lær Frederikke bedre at kende. 
 
Det er sgu ret mange seje bloggere fra Odense var!?! Jeg er faktisk helt stolt af byens mange kompetente bloggeren, og det er fedt at kunne dele dem herinde! Når men uden yderligere vrøvlen. Dagens blogger; 
Jeg hedder Frederikke, og på min blog deler jeg ud af min helt store kærlighed for mode til alle, der vil læse med! Min blogs tema er ’affordable fashion’, og jeg fokuserer på at være fashionable på et lille budget. 
 
First The basic
Navn:
 Frederikke Sander
Alder: 18 år
By: Odense 
 
Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Da mit ”rigtige” liv knap nok er begyndt, så er det begrænset hvor mange store vendepunkter jeg endnu har oplevet. Jeg har endnu ikke mødt prinsen på den hvide hest eller landet drømmejobbet, hvilket ellers havde været ret imponerende i en alder af 18 år 😛 Men alligevel, så har det største vendepunkt nok været at blive student, og dette med en fast plan for mit liv under og efter sabbatåret. Gymnasiet blev i hvert fald en del nemmere, da jeg besluttede mig for, hvilken uddannelse jeg ville have – dét er god motivation! 
 
Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg vil gerne være stolt af mig selv, og de valg jeg har truffet! Til september skal jeg forhåbentlig begynde på min bachelor på Copenhagen Business School, og jeg håber det engang ender med et godt job i modeindustrien. 
 
Hvad er dit største talent?
Hmm, talent og talent.. Men jeg er reet god i et køkken – hvis jeg selv skal sige det! Og så er der lige det der ”sprogøre”, der også hjælper mig lidt til tider. 
 
En sætning du aldrig kommer til at sige;
Jeg har fået for meget kaffe, jeg har for mange sko og jeg hader rødvin. 
 
Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg håber, at jeg ville kunne sige, at jeg skal slappe af med visheden om, at det hele nok skal gå! Bare for at lyde lidt kliché-agtig, så ville jeg nok også sige, at jeg skal tro noget mere på mig selv og ikke holde tilbage. 
 
Hvilket motiv tager du flest billeder af?img_8477
Det er nok noget så uoriginalt som mad.. Jeg elsker virkelig bare mad, og hvis jeg enten selv laver eller får serveret en lækker tallerken, så vil jeg altså bare gerne have et billede! 
 
Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg er generelt kæmpe fan af Odenses fantastiske café- og restaurant muligheder! Som oftest er jeg nok at finde på Froggy’s – jeg er vild med den afslappede stemning og de venlige priser 😉 
 
Jeg kan ikke lide….
Vinter. Det er egentlig mest af alt, fordi jeg virkelig ikke bryder mig om de korte dage. Det er så meget sværere at være motiveret for ret meget, når det hele tiden er mørkt og koldt udenfor. 
 
Din største guilty pleasure?
Chips.. Jeg er generelt en sucker for salte snacks som popcorn og pommes frites, men chips er nok min nummer 1. 
 
Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
De fleste af mine weekender bruger jeg egentlig på mit arbejde. Men hvis jeg har en friweekend, så sørger jeg for at udnytte den og bruger tiden med familie og veninder. 
Tusind tak til dig Frederikke for at ville være med til denne føljeton!

Tuesday Talk || Litfix

Selvom det er efterårsferie for mange, så påvirker det ikke ugens faste tirsdagsindlæg. Hver tirsdag udgiver jeg et interview med en blogger fra Odense. Spørgsmålene til bloggerne kræver lidt mere svar end blot “ja/nej” – vi lærer bloggeren at kende på en lidt anden vis og det er faktisk ret spændende.

Har du ikke læst de tidligere indlæg kan du læse dem lige her. De indkluderer bl.a. Novel by K, Miss Jeanett, Holm Svarer, Sabina Zink, Frøken Lyngsø, Mia Lindholm & Cicitive blandt mange andre! Ikke så ringe et udvalg endda. 

I dag skal vi lære en endnu en bogblogger at kende. Nemlig Julie, der blogger på Litfix. Hun er god til at opdatere med mange boganmeldelser, men hvordan pokker hun når at læse alle de bøger har jeg ingen anelse om! Hun er fandme sej. Læs endelig videre…

FIRST THE BASICS:

NAVN: JULIE RASMINE LARSEN
ALDER: 25 ÅR
BLOG: LITFIX
BY: ODENSE

Fortæl lidt om dig selv og din blog. 
Mit navn er Julie Rasmine Larsen. Jeg er stud.cand.mag, tekstforfatter, bogblogger og lige nu forlagspraktikant på et forlag i København. Til daglig bor jeg i Odense med min kæreste. På litfix.dk blogger jeg om min on-going litteraturaffære og kærlighed til det skrevne ord. 

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?

Da jeg i januar i år for alvor gik i gang med at blogge om bøger og anmelde dem. Det har været en helt fantastisk rejse, som lige nu er kulmineret i nominering til Danish Book Blog Award, personlige invitationer fra store forfattere og forlag, der gerne vil samarbejde, og ikke mindst Spoken Word Prisen, som jeg fik den store ære at overrække til selveste Søren Ulrik Thomsen. 

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Da jeg var lille ville jeg enten være advokat, arkitekt eller tøjdesigner. Jeg er ikke rigtig gået nogle af de veje. Lige nu arbejder jeg på at få en fod inden for forlagsbranchen, da jeg egentlig bare gerne vil beskæftige mig med bøger, på den ene eller anden måde. 

Hvad er dit største talent?
At have mange bolde i luften på en gang, uden at blive stresset. Og hele tiden at være nysgerrig og ambitiøs. 

En sætning du aldrig kommer til at sige;
“Jeg elsker bare Rasmus Seebach”. Det kommer jeg aldrig til at sige. Jeg bryder mig virkelig ikke om alt det der danske fløde-pop. Ad. 

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At jeg nok skal nå det hele. 

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
litfix
Helt klart bøger. Som bogblogger og bibliofil tager jeg i gennemsnit 3-5 billeder om dagen af bøger. Nogle bliver brugt, andre ligger bare og fylder op på min iPhone. 

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Det er svært. Jeg er tilflytter og er oprindeligt fra Svendborg. Der har jeg mange yndlingssteder, fordi byen er så smuk med havn og vand omkring sig. I Odense føler jeg mig ofte lidt lukket inde, men så går jeg en tur forbi havnen, ud af Kanalvej og op gennem Åløkke skov. Det giver en lille snert af den sydfynske natur midt i det hektiske storbyliv.

Jeg kan ikke lide….
Koriander. Virkelig ikke. Jeg har prøvet. 
Din største guilty pleasure?
80’er sæbeoperaen Dallas og Twilight-bøgerne. Ingen forstår rigtig min fascination af J.R. Ewing, Sue-Ellen og familieintrigerne, og i det litterære miljø praler man helst ikke for meget med, at man kværnede alle fire Twilight-bøger. 

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
At vaske tøj! Sådan er det lige for tiden, hvor jeg arbejder fuldtid i København, kører deltid studiejob i Odense og blogger på livet løs og anmelder bøger. Men jeg bruger dem også på at læse, se tv-serier og drikke alt for meget te og spise alt for meget chokolade. 

Tusind tak til dig Julie fordi du ville være med!
Sidder du, kære læser, derude og er selv blogger fra Odense, så smid mig endelig en mail, hvis du også vil optræde her i føljetonen! 

Tuesday Talk || Flyv med mig

Tirsdag igen sgu! Det betyder, tatradadadadahhhh, Tuesday Talk. Her interviewer jeg hver tirsdag en blogger fra Odense.  I dag skal vi lære en bogblogger lidt bedre at kende. Nemlig Rikke, der blogger på Flyv med mig. Hun er, ligesom mig, tilflytter til Odense, og så indeholder hendes blog en masse lækkert litterært og kulturelt guf. Dig in!

FIRST THE BASICS:

NAVN: RIKKE S. F. SIMONSEN
ALDER: 23 ÅR
BLOG: FLYV MED MIG
BY: ODENSE M

Jeg hedder Rikke og er 23 år. Derudover er jeg tilflytter til Odense, og har boet her i 2 år. Til dagligt studerer jeg Litteraturvidenskab på SDU (lige nu har jeg dog tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse), og arbejder som juleassistance i Arnold Busck. Min blog er en god blanding af en masse litterære ting. Jeg skriver boganmeldelser, giver anbefalinger og tips, skriver om oplevelser eller events, og indimellem er der også nogle videoblogs og andre finurlige ting. Jeg holder utroligt meget af at læse, gå i teateret og se film, hvilket nok også er det, der præger min blog mest.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv må have været det halve år, hvor jeg boede i Kina. Det var da jeg lige var blevet færdig på gymnasiet og var fyldt 20 år. Jeg tog afsted med et rejsebureau, hvor vi blev oplært i en måned til at undervise i engelsk (vi var 70-80 folk fra hele verden). Derefter blev jeg sendt ud på en kinesisk skole i Sydkina i de resterende 5 måneder for at undervise, og når jeg havde fridage og ferier, så rejste jeg rundt i hele Kina helt selv eller med nogle af de personer, som jeg havde mødt derhenne. Det var en kæmpe oplevelse, utroligt grænseoverskridende, meget langt væk fra venner og familie, og jeg lærte simpelthen så meget om mig selv og om en anden kultur, mens jeg var afsted.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg vil utroligt gerne arbejde på et forlag. Enten med noget marketing eller som community manager – og ellers som redaktør, der bedømmer ungdomsbøger (både de danske og udenlandske). Det er i hvert fald min drøm lige nu, men jeg tror egentlig, at så længe det har noget med bøger, film eller teater at gøre – og gerne også de sociale medier – så er jeg tilfreds.

Hvad er dit største talent?
Jeg tror, at mit største talent er at snakke med folk (eller networke om man vil i nogle sammenhænge). Jeg er et meget udadvendt menneske, der virkelig sjældent er genert, og der er nærmest aldrig akavet stilhed omkring mig, da jeg ofte formår at verfe den væk med snak. Jeg elsker derfor at møde nye mennesker og lære dem at kende, og jeg synes selv, at jeg kan snakke med alle mennesker om et eller andet. Det er et talent, som jeg er ret glad for og stolt af, da det bestemt kan være gavnligt i mange situationer – også arbejdsrelateret i fremtiden, tænker jeg.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Nu skal vi have Tequila!” Jeg har tidligere arbejdet på en bar i 5 år, men jeg kan ikke fordrage Tequila. Tanken om det giver mig nærmest kvalme – for ikke at tale om lugten og smagen af det. Jeg har drukket det, dengang jeg var 15-16 år, men jeg har simpelthen haft så mange dårlige oplevelser med det, at jeg aldrig nogensinde kommer til at drikke det igen.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At jeg skal gøre det, der gør mig glad. Ikke altid tænke så meget på fremtiden, fremdriftsreformer, SU-nedskæringer og ting jeg skal gennemføre fordi regeringen påpeger det. At jeg skal huske at vælge med hjertet indimellem og ikke altid gøre ”det rigtige” set fra samfundets side, men set fra min egen side.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
rikke_flyvmedmig_11-oktober_billede

Bøger. Helt klart, haha. Man er vel inkarneret niché-blogger? Nogle gange er det dog bøger og mig selv, men det varierer lidt. Jeg kan godt lide at tage billeder af bøgerne til mine anmeldelser, hvor selve billedet giver en god stemning omkring bogen.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg er virkelig blevet glad for Munke Mose! Der er så hyggeligt – uanset om det er ved legepladsen, på græsplænen eller tæt ved vandet. Der står også ”The Little Library” i sommermånederne, hvor man kan bytte en af sine bøger til en anden, hvilket er sådan et fint koncept. Derudover er jeg ret glad for The Food Stall på banegården, hvor man kan blande den lækreste salat, og det smager simpelthen så lækkert – uanset om man er på farten eller bare vil nyde den der. Jeg er også lige startet i Repeat fitness, som jeg er enormt positivt overrasket over, da der virkelig er rart at være, og medarbejderne er så søde og imødekommende.

Jeg kan ikke lide….
Stærk mad, arrogante mennesker og gysere. Der er sikkert mange andre mere relevante ting, men det var lige dem her, som jeg først kom i tanke om.

Din største guilty pleasure?
Det er egentlig ikke noget, som jeg selv er flov over, men jeg bliver mødt med skeptiske blikke og skæve smil, når jeg så åbenlyst står ved det. Jeg knuselsker Taylor Swift og hendes musik – og har været kæmpe fan siden jeg var 15 år. Jeg er en af dem, der ikke mener, at alle hendes sange handler om det samme – selvom de fleste er kærlighedsrelateret. Jeg kan relatere så meget til hendes tekster, og da jeg selv er lidt af en håbløs romantiker, så rammer hun bare ofte spot on hos mig med sin musik.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Det er meget forskelligt. Enten ser jeg film, læser en god bog eller tager en bytur med veninden, eller også er jeg på besøg hos min far (Horsens) eller min mor (Sønderborg) eller til et litterært event et andet sted i Danmark, og ellers kan det være, at jeg bare er på arbejde. Mine weekender varierer ret meget, og det er sjældent, at jeg bare ’slapper af’ hele weekenden. Jeg elsker oplevelser, og jeg elsker at bruge tid sammen med folk – så det er ofte det, jeg bruger mine weekender på.

 

Tak til dig Rikke for at ville svare på spørgsmål! Det er så dejligt, at de skønne bloggere vil være med her hver tirsdag. Sidder du selv derude og er blogger fra/i Odense så skriv til mig og vær med selv. Det kunne være skide fedt!

 

Tuesday Talk || Novel By K

Det er tirsdag, og det ved I godt, hvad betyder! Et interview med en blogger fra Odense. 

I dag skal vi lære bloggeren Karoline bedre at kende. Hun blogger på hendes domæne Novel By K, er 21 år gammel og så studerer hun designkultur i Kolding. Det har jeg selv studeret, så derfor synes jeg det er lidt hyggeligt at følge med hos Karoline. Derudover er hun virkelig smuk (!), og er bestemt værd at slå et virtuelt smut forbi. 

Læs videre her, og lær Karoline (bedre) at kende. 

FIRST THE BASICS:

NAVN: KAROLINE KORSHOLM BOYSEN
ALDER: 21 ÅR
BLOG: NOVELBYK
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv må være da jeg pakkede min kuffert og alene flyttede til New York. Det var i mit sabbatår efter gymnasiet og jeg trængte til at prøve noget nyt og grænseoverskridende. Jeg boede der i 3 måneder og fik oplevelsen af at være en rigtig ”New York’er” med alt, hvad det indebærer. En fantastisk tid og oplevelse. Når jeg ser tilbage i dag har jeg intet at fortryde, men det var en større udfordring end forventet. 
Det kan være hårdt når man pludselig er helt på egen hånd og skal håndtere større udfordringer, kærlighed, ensomhed osv. – det er nu nemmest når man er ”hjemme”. Selvom specielt starten ikke var ”en dans på roser, har jeg lært mere om mig selv i den periode end i resten af mit liv og det har afgjort haft den betydning, at jeg ved, hvad jeg kan og er i stand til og at det er meget mere end jeg selv troede.  

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Det er et svært spørgsmål at give et klart svar på. 

Jeg læser Designkultur på SDU Kolding og det er en meget bred uddannelse, som sigter bredt indenfor design. Jeg håber på at uddannelsen kan bringe mig videre i forhold til min passion og min efterfølgende karriere.  

Hvad er dit største talent?
Efter min egen vurdering er der ikke noget jeg er helt vildt god til eller har et specielt talent for. Jeg er god til rigtig mange ting, som fx at være kreativ i alle mulige afskygninger, som tøj, mad, indretning m.m. En af mine gode egenskaber er at jeg er dedikeret, lige gyldig hvad det angår. Hvis jeg har taget en beslutning gennemfører jeg den også.  

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Det kan jeg ikke” 

Efter min tid i New York forsøger jeg, at leve efter devisen, at ”man kan hvad man vil”. 

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg ville sikkert fortælle mig selv, at jeg skal huske at tage den med ro og tænke på mig selv og mine egne behov og følelser. Vigtigst er dog, at jeg håber at jeg kan se tilbage uden, at fortryde nogle af mine valg eller fravalg. 

Hvilket motiv tager du flest billeder af?

karoline BLOGGER FRA ODENSE
På min blog er der nok flest billeder af mig selv, da jeg godt kan lide at poste nye outfits. På min telefon finder man helt sikkert flest billeder af mad, da jeg bare elsker mad! 

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Mit yndlingsspot må være Nelle’s. Jeg nyder altid en god kop kaffe og ved Nelle’s er der både et godt udvalg og en god atmosfære. 

Jeg kan ikke lide….
Jeg kan ikke lidt arrogance og når nogen opfører sig dårligt og som om de er bedre end andre. Jeg vil beskrive mig selv som en udadvendt, smilende og imødekommende person og det tror jeg bare man kommer meget længere med. 

Man må jo ikke dømme en bog på omslaget alene, og alle fortjener en chance.

Din største guilty pleasure?
Helt sikker is! Uha det spiser jeg godt nok meget af. Min yndlings er nok chokoladeis, hvilket passer meget godt med den trang jeg også har til chokolade. 

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
I mine weekender bruger jeg tid på at arbejde, lave nyt til bloggen og så bruger jeg selvfølgelig også tid på at ses med mine veninder og være sammen med min familie og min kæreste.

 

Tusind tak til dig Karoline for at ville være med! 

Hvis du derude vil læse mere omkring og af Karoline kan I hoppe hen på hendes blog lige her, og finde hendes på Instagram lige her. 

 

Tuesday Talk // Christina Holm

Tirsdags Talk igen i dag ♥ Jeg elsker denne føljeton, og for lige at være ANANAS i egen juice, så er den sgu et af mine bedre påfund herinde. Det er sådan en fornøjelse at dele noget blogkærlighed. Jeg tror det er god karma at dele andres gode arbejde, og jeg nyder hvert eneste af disse indlæg, hvor vi lærer en ny blogger bedre at kende hver gang. Igen  – sidder du derude og tænker du er en kandidat til denne føljeton så smid mig endelig en mail; letsbsomeshit@gmail.com

Nårhmen i dag skal vi sige hej til Christina. Læs endelig videre og lær hende bedre at kende.

FIRST THE BASICS:

NAVN: CHRISTINA HOLM SVARER
ALDER: 20 ÅR
BLOG: HOLMSVARER
BY: ODENSE

Mit navn er Christina og jeg flyttede til Odense sammen med min kæreste i juli måned. Til daglig studere jeg på EAL til markedsføringsøkonom. Min blog er en livsstilsblog og handler om alt fra mode og træning til mad og skønhed. Jeg elsker at inspirere folk og at dele ud af mine interesser.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det må helt sikkert være da jeg som 17-årig flyttede hjemme fra. Det har været med til at udvikle mig og gjort, at jeg fra en tid
lig alder turde at stå på egne ben og tage nogle valg som jeg aldrig troede jeg ville gøre. Det har også gjort, at jeg er blevet meget selvstændig i en tidlig alder, hvilket helt sikkert er noget, jeg kan drage nytte af nu.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg er lige begyndt på uddannelsen som markedsføringsøkonom og drømmer om at kunne arbejde inden for det fag i fremtiden. Jeg har ikke et bestemt job jeg går efter, bare det har noget med salg og markedsføring at gøre, og at det er noget som interessere mig og gør mig glad.

Hvad er dit største talent?
Den er godt nok svær, jeg synes selv jeg er god til at holde hovedet koldt i pressede situationer og finde en god beslutning.


En sætning du aldrig kommer til at sige;

Jeg tror ikke der er en decideret sætning, jeg aldrig kommer til at sige, men at sige virkelig grimme ting foran folk bryder jeg mig ikke om. Jeg kan godt sige mindre pæne ting om folk, men ikke foran dem.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?

Lad være med at tage tingende så tungt, og gør det, der gør dig glad. Det er to ting, jeg altid har været dårlig til, og altid har arbejdet på at blive bedre til.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?

TUESDAY TALK Christina holm svarer blogger fra odense odensebloggers odenseblogger føljeton jeanette hardisKigger man min mobil igennem vil der helt sikkert være flest selfie. Tager man derimod mit kamera er det enten mad eller beauty.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?

Jeg har ikke boet i Odense ret længe, men jeg er allerede vild med stierne langs Odense Å, som er perfekte til en løbetur eller en gåtur med en veninde.

Jeg kan ikke lide….
Negative personer. Okay, vi kan alle have en dårlig dag i ny og næ, og det skal der skam også være plads til, men personer, der konsekvent er negative fra de står op til de går i seng, bryder jeg mig ikke om. Det er virkelig noget som kan dræne mig for energi, så for at holde humøret højt undgår jeg negative personer og lukker gerne deres snak ude.

Din største guilty pleasure?
Chokolade helt sikkert. Jeg elsker virkelig chokolade, og har jeg først åbnet en plade så ryger den ofte samme aften, og skulle der være et stykke eller to til dagen efter så ryger det ned med det samme jeg står op. Jeg skal virkelig holde igen for ikke lige at købe et stykke når jeg er ude for at handle og kunne jeg få lov, så spiste jeg det helt sikker hver dag.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
At slappe af og planlægge min kommende uge. Specielt mine søndage prøver jeg så vidt muligt, at udnytte effektivt og samle op på, hvad jeg skal den kommende uge både med hensyn til studie, lektier, indkøb og andre ting. Jeg sætter virkelig stor pris på mine weekender, hvor jeg kan tilbringe tid med dem jeg holder af og forberede mig på en ny uge.

Tusind tak til Christina for at ville deltage i denne føljeton! Du kan læse flere interviews lige her.

Tuesday Talk // Frøken Lyngsø

Det er tirsdag igen, og det betyder altså “Tuesday Talk”. Her lader jeg andre bloggere fra Odense svare på 10 spørgsmål om dem selv. Hvis I er gået glip af de tidligere indlæg kan I finde dem alle lige her. Der er efterhånden en ret pæn samling af interessante bloggere, som I måske endnu ikke kender. I dag skal vi byde velkommen til Kristina. 

Disclaimer: I tiden efter Kristina svarede på disse spørgsmål er hun blevet mor til en smuk pige! Stort tillykke!

Jeg hedder Kristina og er en 27-årig ung voksen, med rødder både på Færøerne og i Danmark,  de sidste mange år bosat i Odense med kæreste og katte. På den ene side er jeg fan af luksus og komfort, på den anden, vild med det primitive. Jeg er et madøre, spejder, friluftsmenneskeautodidakt designer og skabskunstner. Ydermere er jeg nyuddannet forsker med en kandidatgrad i biomedicin og for nyligt blevet Ph.D studerende. Og så skal jeg være mor lige om lidt. Med alt det i baggagen forsøger jeg at jonglere rundt med min tid og få så meget som muligt ud af det hele.

FIRST THE BASICS:

NAVN: KRISTINA LYNGSØ
ALDER: 27 ÅR
BLOG: FRØKEN LYNGSØ
BY: ODENSENavn: Kristina Lyngsø

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt må være dét som venter mig og min kæreste lige rundt om hjørnet – Vi skal være forældre til vores første barn og selvom vi har forberedt os så meget man nu kan på sådan en stor, forunderlig forandring, så synes jeg stadig ikke vi er klar. Men hey, bliver man nogensinde det?

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Glad og mæt og rig på oplevelser. Men fordi jeg er som de fleste og valgte at få en uddannelse sidder jeg pt. med en kandidat i biomedicin og et påbegyndt ph.D. studie. Hvor dét fører mig til i fremtiden ved jeg stadig ikke, men fagligt ved jeg en hel del om blodkar og sukkersyge.

Hvad er dit største talent?
At være glad og smilende, og for det meste se verden fra den lyse side. Også selvom det nogle gange kan se ganske sort ud, men mit positive og til tider lidt naive syn på tilværelsen er et valg jeg har truffet for længe siden. Mit liv er simpelthen for kort til at spilde på negative tanker og sortsyn.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
Ræk mig lige osten. Jeg betragter mig selv som en ung voksen, men voksen under alle omstændigheder. Og jeg kan både drikke hvidvin og nyde oliven, men ost er for mig en spise, jeg endnu ikke har forstået. Derfor tror jeg heller aldrig jeg bliver hende, der kommer til at glædes over et ostebord med alt hvad dertil hører.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg tror jeg ville gå efter noget i stil med: Slap af! Du klarer det skide godt. Du er fagligt både klog og dygtig – du skal nok nå dine drømme og du skal nok blive til noget. Livet er andet end arbejde og der skal være plads til alle de ting du drømmer om.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Hverdagen, hvilket egentlig er et ret omfattende motiv. Det spænder alt fra mad, oplevelser, bolig, sjove ting jeg møder på min vej, situationer jeg vil huske og rod. Men fælles for alle disse underkategorier til hverdagen er, at de er smukke på hver deres måde.

hverdag

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
En plads ved et cafébord enten på fortovskanten eller ved vinduet med udsigt ud på hverdagen, så jeg kan sidde og udføre min yndlingsdisciplin: people watching. Men skal jeg være mere specifik så er jeg lidt lun på både Brasserie Olivia og Café Fleuri. Restaurant No. 61 kan også noget særligt når det kommer til god mad eller Kong Volmers til noget lækker frokost.

Jeg kan ikke lide….
Modvind på cykelstien, myg i soveværelset eller at lægge tøj sammen. Især den disciplin der indebærer at parre de ensomme sokker er en kraftpræstation ud over det sædvanlige.

Din største guilty pleasure?
Flødeskumskager. Og min glæde for disse små stykker kunstværk, en fin forening mellem vaniljecreme, flødeskum og ofte marcipan, er ikke blevet mindre i takt med, at jeg gror en arving. Det ligger dog til familien det der med flødeskumskager, for min glæde for konditoriet deler jeg både med min morfar og min farfar

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Afslapning og ting som gør mig glad. Jeg ynder gerne at have mine weekender fri for planer så jeg kan give mig til det, der lige falder mig ind. Hen over sommerhalvåret bruger jeg ofte søndagene på loppemarkeder rundt om i Odense. Pt. flyder hverdag og weekender dog lidt sammen, da dagene på barsel ligner lidt hinanden, derfor bruger min kæreste og jeg de sidste par weekender som “kun os to” til at nyde tosomheden og lege kærester.

 

Tusind tak til Kristina for at ville lege med! Og igen stort tillykke med den lille dame. 

Sidder du selv derude som blogger og tænker; “hey, de der spørgsmål kan jeg sgu da også svare på!”, så send mig endelig en mail og vær med 🙂

Tuesday Talk | Louise Ravn – Sludrechatol

Så starter vi altså op igen med denne føljeton “Tuesday Talk“. Her deler jeg hver uge et interview med en blogger fra Odense. 

Det er der flere grunde til, og jeg er helt sikker på, at jeg gentager mig selv lige nu, men jeg gør det bl.a. fordi, vi har så mange kompetente bloggere i Odense, som skal frem i lyset. Derudover så har lidt bloggermedkærlighed aldrig skadet nogen, og jeg tror ikke, at jeg “mister” læsere ved at dele links til andre bloggere. 

Jeg opdager tit selv nye bloggere at læse med hos, når andre bloggere linker til dem. Så det håber jeg selvfølgelig også sker med denne føljeton. Er du gået glip af nogle af de andre interviews, kan du finde dem lige her. 

Der er ret mange gode i blandt. For lige at nævne et par stykker, så finder du Miss Jeanett, Moonlitmadness, Sabina Zink, Maria Vestergaard & Glutenfri Magi

Jeg har aldrig selv deltaget i min føljeton, men jeg har til gengæld for nyligt svaret på en række spørgsmål hos Jane, der blogger på Papirflyet.dk. Så hvis I er nysgerrige, kan i læse mere om mig lige her

I dag skal vi stifte bekendtskab med en fin, lille blog, der ikke har så lang tid på bagen. Det er Louise, der blogger på Sludrechatol. Hun skal lige straks til Indien, og jeg glæder mig til at følge hende nogle uger der! Derudover er hun sygeplejestuderende, og hun er faktisk ret sjov! Læs derfor endelig videre og lær Louise at kende, og slut af med at hoppe videre over til hendes domæne ♥

FIRST THE BASICS:
NAVN: LOUISE RAUN
ALDER: 23 ÅR
BLOG: SLUDRECHATOL
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Da jeg for snart fire år siden fik konstateret diabetes type 1. Jeg kommer fra en familie, hvor diabetes har ramt tre andre før mig. Så man kan vist roligt sige at det ligger til familien 😉 Netop af denne grund var diabetes ikke helt nyt for mig og derfor en ”mild” omvæltning, men ikke desto mindre et vendepunkt. Da min bror fik diabetes i en alder af to år, og jeg selv var næsten nitten, da jeg fik sygdommen konstateret, troede jeg (og resten af min familie) at jeg var gået fri. Dog begyndte jeg i starten af mit 3.g år, i oktober 2012, at opleve symptomer på højt blodsukker. Det skal siges at diabetes type 1 IKKE er en selvforskyldt sygdom, men derimod en kronisk, autoimmunsygdom, hvilket vil sige at mit immunforsvar har vendt sig mod sig selv og ”dræbt” mine insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Jeg lever derfor nu med at måle mit blodsukker mindst fem gange om dagen og tage insulin herefter, samt tælle kulhydrater i min mad. Det var et vendepunkt for mig, da jeg for resten af mit liv skal kontrollere mit blodsukker og sørge for at tilføre insulin til min krop og tælle kulhydrater. Det er en livsstilændring, der dog ikke har ændret på, at jeg spiser, hvad jeg vil – for det kan jeg godt. Jeg skal bare liiiige huske at regne kulhydratmængden ud først 😉

Hvad vil du være når du bliver stor?
Hvis du spørger min kære kæreste vil jeg gerne være fuldtidsblogger, så han kan være hjemmegående husfar, men hvis du spørger mig vil jeg nu bare gerne være sygeplejerske. Hvilken slags sygeplejerske mangler jeg stadig at afdække, men jeg ved at mit hjerte bl.a. banker for sygepleje til misbrugere og socialt udsatte, derfor er det ikke helt utænkeligt, at jeg i fremtiden vil finde mig selv netop dér.

Hvad er dit største talent?
Jeg er mega skarp til Harry Potter! Try me! Og så er jeg stædig og velholden, hvilket faktisk kan være ganske positivt. Jeg er en fighter og min mor har lært mig at overleve. Så cliché som det nu engang lyder.

… og så er jeg også ret god til det der med at passe mine mange Pileaer.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Skal vi ikke se en gyser?!” N E J T A K.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Nok det samme som jeg ville fortælle mig selv, hvis jeg rejste tilbage i tiden i dag: slap af, det skal nok gå. Alt falder på plads til sidst. Don’t stress. Er det meningen det skal ske, så skal det nok ske. Det er ord jeg prøver at huske, når tingene ikke lige går, som jeg synes de skal.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Jeg tager rigtig mange billeder af det, som jeg ser rundt om i Odense – gerne det som ser lidt anderledes ud. Her er et billede inde fra Kramboden. Den er da sjov!

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg glad for Dalum Kirkegård. Jeg plejede at komme der om onsdagen med min farmor, da jeg var barn. Vi ville gå lange ture rundt på kirkegården og kigge på gravstederne, de flotte såvel som rigtig gamle. Særligt i efteråret. Her introducerede min farmor mig også til Kærlighedsstien der løber bag kirkegårdens hække, lige over åen. Der ligger en gammel kilde på stien, som er omsluttet af vildt buskads og et stort stenhoved – ”Marie-kilden” J. Den kan jeg godt lide, men jeg tror ikke der kommer vand ud af den længere.

Jeg kan ikke lide…
Folk, der i trafikken har lidt for travlt med at have travlt eller lave noget andet, end at køre/cykle/gå ordentligt…

Din største guilty pleasure?
Bland-selv-slik! Åååhh…

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…
Jeg er helt pjattet med alle de loppemarkeder, der dukker op i Odense! Jeg kommer rigtig gerne til de fleste – for evigt på jagt efter det helt rigtige bord til køkkenet… De er ofte om søndagen, så om lørdagen sover jeg gerne længere, end jeg gør i hverdagene, står langsomt op og nyder en langsom morgen med kaffe i sofaen. Lige for tiden læser jeg Harry Potter bøgerne (igen), og når jeg først kommer rigtig i gang har jeg svært ved at slippe dem igen.

Jeg er bestemt også stor fan af eftermiddagskaffe og/eller -øl med mine veninder, min familie eller min kæreste. Og så tager jeg trilliarder af billeder, som konstant skal barberes ned og sorteres.

 

TUSIND tak til Louise for at ville være med i denne føljeton! I kan læse mere fra Louise lige her
Sidder du selv derude og er blogger, og vil være med i denne føljeton, så smid mig en mail på letsbsomeshit@gmail.com. Eller måske kender du én blogger, der kunne være kandidat til serien – så smid mig også en mail. 

TUESDAY TALK // MIA LINDHOLM

Så kommer der foreløbig det sidste indlæg i denne føljeton, hvor vi lærer bloggere fra Odense at kende! Foreløbig fordi føljetonen kommer til at holde ca. en måneds pause. Så kan jeg nemlig lige få en chance for at finde en masse skønne bloggere til os! Kender du én du mener, skal med i føljetonen, eller er du selv blogger fra Odense og er interesseret så smid mig endelig en mail!

Ingen er hverken for store eller små til at komme i betragtning! Jeg vil så gerne smide en masse god link-love og opmærksomhed imod alle de dygtige bloggere vi er, og det må I selvfølgelig meget gerne hjælpe med.

Jeg har erfaret, at det ofte er igennem blog-delinger, at jeg finder nye blogge som jeg falder for. Derfor synes jeg også denne føljeton har været en stor succes. Fordi jeg har hørt fra mange af jer, at I har fundet nye blogge at læse med hos.

I dag slutter vi af med en kvinde, jeg er så heldig selv at have været i selskab med ad flere omgange. Vi skal lære Mia bedre at kende. Hun er simpelthen et af de mennesker jeg har mødt, der er mest nede på jorden. Lige som jeg foretrækker det. Hun er oprigtigt sød, interesseret, omsorgsfuld og skide sjov!

Hun blogger bl.a. om sundhed, træning og vægttab. Noget hun selv har erfaring med. Derudover deler hun de LÆKRESTE opskrifter og billeder både på hendes blog og Instagram. Læs videre og lær Mia (bedre) at kende.

 

FIRST: THE BASICS
NAVN: MIA LINDHOLM NIELSEN
ALDER: 25 ÅR
BLOG: MIA LINDHOLM
BY: ODENSE
Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv, må være da jeg tog en beslutning om at lave helt om på min livsstil. Det resulterede i en sundere, mere aktiv og en slankere krop. Jeg tabte mig 25 kilo på et år, og fik bygget en del muskelmasse på min krop. Jeg fik meget mere overskud i min hverdag, og jeg havde lyst til at komme ud og opleve nogle flere ting, frem for at sidde hjemme og trille tommelfingre. Da jeg fandt min kæreste for snart 8 år siden, blev både weekender og hverdage, hurtigt til hygge aftener med både god mad, desserter og generelt bare syndig spise. Jeg var ikke ligeså aktiv som jeg var, før jeg mødte ham, fordi det jo var mere hyggeligt at ligge hjemme i sengen og se en film, frem for at cykle Odense rundt. Vi tog hinanden i hånden og blev begge ret begejstret for træning og sund mad, hvilket har været rigtig fedt, at vi kunne dele glæden sammen. Det har gjort det hele en del nemmere, når man tænker på den drastiske ændring vores hverdag pludselig tog. Og jeg fortryder det ikke et eneste sekund!

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg fik for halvandet år siden, en professions bachelor i pædagogik, med speciale inden for socialt udsatte, og jeg fik efterfølgende fået job ved mine praktikpladser, som ligger i det område, og som jeg er virkelig glad for! Så umiddelbart ser jeg mig stadig i denne rolle, senere hen i livet. Jeg kan godt lide at hjælpe andre mennesker og give andre glæde og omsorg, hvilket vi jo alle har brug for. Hvis ikke jeg forstætter i den retning, har jeg flere gange overvejet noget kostvejleder eller personlig træner, når jeg selv lige får min egen krop op og køre 100% igen 😉 Vi har jo alle vores trælse perioder, hvor vi har alt for meget at se til, hvilket jo også afspejler sig i vores kroppe. Her kunne man jo lave en kombi som lød på, at man skulle hjælpe overvægtige unge med at komme på rette spor, tabe sig og blive bevidst om deres kost og generelt støtte dem i deres dagligdag. Det ville i mine øjne, være et super fedt arbejde!

Hvad er dit største talent?
Mit største talent er nok at tænke på andre, før mig selv. Jeg tænker oftest på andres behov, før mine egne, hvilket nogen gange godt kan bide mig i røven. Så det prøver jeg at arbejde lidt på – der er jo ingen der står og takker mig i sidste ende, når jeg står rastløs tilbage, selvom jeg selvfølgelig gør modsat, af god mening. Et andet talent som jeg besidder, er shoppe ekspert eller bare generelt ekspert til at bruge penge og nyde livet. Jeg elsker at bruge penge! Jeg elsker at shoppe, gå på cafe, tage ud og opleve ting og ellers bare hygge mig og virkelig nyde livet! Det er jeg ekspert til, når tiden er til det! Men når det så er sagt, kan jeg ikke klare, hvis jeg skulle have en konto der stod i minus! Det er simpelthen det værste der kunne ske for mig! Så jeg kan godt styre mit pengeforbrug, og samtidig have mulighed for, at spare penge op, i ny og næ! Udover det, er jeg ekspert i at tage billeder – eller i hvert fald mange af dem! Jeg har lige pt. over 36.000 billeder på min telefon. Godt det er en 128 GB! Der bliver taget billeder af alt jeg kan bruge til noget, og også ting som slet ikke kan bruges til en dyt – eller ting som jeg ved, at jeg gerne vil se tilbage på. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg synes det er lidt hyggeligt! Hellere for mange billeder, end for lidt 😉

En sætning du aldrig kommer til at sige;
En sætning jeg aldrig kommer til at sige?? Åh den er svær! Jeg er generelt meget åben omkring mange ting, og jeg snakker også gerne med på en masse, som man måske ikke normalt snakker om i åbent forum – men hvis der bliver åbnet op for snakken, er jeg som oftest også altid klar med et svar og også gerne spørgsmål den anden vej. Det bunder nok i, at jeg altid har været ene pige blandt alle drengene, så jeg tror at jeg er blevet lidt hærdet på den måde, i forhold til at tingene måske ikke altid er pakket ind, og desværre (!!!!!) sparer jeg heller ikke altid på bandeordene – men det arbejder jeg på!!! Hvis der skulle være en sætning jeg aldrig ville sige, så skulle det være noget ondt eller nedladende over for andre – eller accept i forhold til at nogen skulle være ondskabsfulde over for dyr! Det kunne aldrig falde mig ind!!!!! Hvis jeg skal sige en sætning, så skulle det måske være “jeg skal aldrig have børn”, for det er én af de ting som jeg er 110% sikker på at jeg skal! Jeg ved hvor meget glæde min bror og jeg har af mine forældre, og dem omvendt, så det er noget jeg altid har vidst skulle ske.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?

Jeg ville nok fortælle mig selv, at jeg skulle gå mere op i de ting, som jeg godt kunne lide og var dygtig til, som f.eks. håndbold eller svømning. Jeg var en rigtig god målmand, og der var spejdere ude og kigge på mig når jeg svømmede, men det kedede mig simpelthen, fordi svømmetræningen ikke var ligeså sjov, som når jeg bare hyggede mig alene i vandet, og gjorde som jég havde lyst til. Det kan jeg godt ærgre mig over i dag. Desuden ville jeg få printet ind i hovedet på mig selv, at jeg skulle være mere bevidst om min krop og min kost på et tidligere tidspunkt – ikke sygeligt, men bare have mere fokus på det, så jeg forhåbentlig kunne have være fri for at tænke på det 24/7, som jeg gør i dag.. Jeg ville nok også minde mig selv om, at leve i nuet, ikke tænke for meget over tingene, og bare gøre hvad jeg havde lyst til!

Hvilket motiv tager du flest billeder af?mia lindholm blogger odense lets blog some shit jeanette hardis

Det må nok være mad! Jeg eksperimentere meget med forskelligt mad i mit køkken, og jeg elsker at dekorere min mad, så det ser lækkert og indbydende ud. Det bruger jeg ret mange timer på! Vi spiser jo først med øjnene, og når ens syn bliver tilfredsstillet, så kommer man altså langt – på billederne kan man jo ikke smage, hvor god ens mad er, så det æstetik er vigtigt for mig, når jeg laver og anretter min mad – da billederne jo bruges til både blog og Instagram.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?

Åh, Odense i sig selv, er mit yndlingssted! Jeg kommer nok aldrig herfra! Odense har udviklet sig så meget igennem de sidste år, at det er svært at vælge, så her får i lige en stak af mine yndlingsspots!
Mine yndlings steder hvor man kan opholde sig, må være Odense havn – det er simpelthen kommet så mange fede faciliteter der nede, og så er det bare så smukt og aftenen, når solen går ned. Udover Odense havn, er jeg vild med de små “parker” som Mosen, Skovsøen og Eventyrhaven – jeg er vild med vand og liv, og det er nogle skønne besøgte steder, hvor man ser folk, der ligger og soler sig, spiller bold, og folk som griller og hygger sig. Det er steder hvor jeg elsker at komme, og koble af.
Mine yndlings trænings steder må være Fitness World på Tarupvej og Stige ø, hvis det skal være udendørs. Træningscenteret i Tarup har simpelthen fanget mig med det samme – jeg synes det er et lækkert, stort og rummeligt center, og det er rigtig godt indrettet. Jeg synes det er rigtig rart at der er højt til loftet og meget lys, så det ikke bliver så dystert og indeklemt. På Stige ø, er der kommet en fed forhindringsbane, som virkelig udfordre én! Udover den, er der også mulighed for at bade, køre mountain bike, der er legeplads arealer og man kan også bare tage der ud, hvis man vil lidt væk og nyde den stille, fine natur.
De steder jeg foretrækker at spise må være, på Kræz eller Eydes – hvis man skal have brunch. Hvis jeg skal have mad med hjem til frokost, tager jeg gerne bagel fra Bagelboden eller en salatbar, fra Jensens eller Bones – Jeg er vild med de friske, lækre salater med alverdens tilbehør. Ellers spiser jeg gerne min frokost på Froggies eller Cookos Nest. Hvis jeg skal spise lidt mere lækkert om aftenen, og have en god og speciel oplevelse, så tager jeg gerne på Mmoks, Fynboen eller Kok&Vin – alle 3 restauranter har tavlemenuer med 3-retter, som alle indeholder noget, som man ikke lige står og laver hjemme i sit eget køkken. Desuden er de så dygtige til at anrette, hvilket jo er lige noget for mig! Hvis man vil have en kold og lækker drik, foretrækker jeg Baresso! – mine 2 yndlings er, Smootea med Passionsfrugt og Gelatte superiore med karamel.

Jeg kan ikke lide….

Jeg må indrømme at jeg er mindre pjattet med edderkopper og frøer.. Faktisk sådan slet ikke pjattet med! Frøer er nok noget af det værste jeg kan møde på min cykeltur! De bringer nærmest angst frem i mig. Det er virkelig forfærdeligt! Når vi er i det hjørne, så er mangel på mad, hvis jeg er sulten, altså også noget der kan give mig kriller i bøtten! Jeg bliver utilpas hvis jeg ikke får mad med nogle timers mellemrum! Så bliver jeg utidig og får en grum hovedpine – og som oftest bliver jeg bare stædig og så dropper jeg helt mad! Og det er jo også dumt, så det skal jeg helst ikke ud i 😉

Din største guilty pleasure?

Det må nok være fyldte chokolader eller chips med dip.. Det er altså noget af det jeg har svært ved at holde mig fra, hvis jeg virkelig craver det! En gang var det bland selv slik og mælkesnitter, som jeg slet ikke kunne stå for! Jeg skulle have minimum én af de ting, før jeg kunne få min dag til at fungere ordentligt. Sygt ikke!? Men godt smagte det 😉

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…

Som oftest bruger jeg mine weekender på at træne, hygge med min familie, kæreste, venner og veninder. Jeg er som nævnt, svært glad for shopping, hvilket jeg sagtens kan få min lørdag til at gå med – shopping og café hygge, så er formiddagen og middagen reddet! Aftenen bruger jeg gerne på sofaen, hvis ikke jeg har en travl weekend, hvilket jeg som oftest, faktisk har – med fødselsdage, arbejde, aftaler osv. så går weekenden altså stærkt. Og så er det altså rart at kunne lave noget god mad, få et glas god vin, og ligge sig på sofaen om aftenen med en god film, i ny og næ. Ja, jeg laver faktisk lige det, som jeg har lyst til! Det er derfor jeg elsker weekender, jeg kan godt lide at jeg bare kan gøre hvad jeg vil, uden at skulle tage beslutninger omkring en masse ting – det bliver gjort i hverdagene 🙂

 

Tusind tak til dig Mia for at ville lege med! Hvis I vil læse flere interview, så kan I finde dem alle lige her.  Der er MANGE og de er gode!

TUESDAY TALK // MRS. MOM AF RIKKE LYNGHOLM

Okay. I know. Dette indlæg skulle have været udgivet i går. Sorry. Livet har haft taget over, og det har også haft påvirkning herinde. MEN. Nu får I det. Det vanlige tirsdagsindlæg, hvor vi lærer en blogger fra Odense bedre at kende. Vi kommer bag om bloggerscenen så at sige. Hvilket kan være ganske fint også for jer som læsere, tænker jeg. Så byd velkommen til Rikke som vi skal lære bedre at kende denne gang!

FORTÆL LIDT OM DIG SELV OG DIN BLOG:
Jeg er en modsætning til mig selv. Når jeg er på arbejde, handler det hele om struktur og strenge regelsæt. Når jeg har fri handler det om kreativitet (hækling, mad, blog) og om at tage tingene hen ad vejen. Jeg sætter en stor ære i min familie og det liv vi skaber for os selv.

Bloggen er en personlig blog om mit (u)perfekte liv blandet med kreativitet og mad. Når vi er færdige med, at renovere vores nyerhvervede ældgamle hus vil jeg sætte mere fokus på økologi, mad og råvarer fra egen jord.

FIRST THE BASIC:
NAVN: RIKKE LYNGHOLM HANSEN-CHRISTENSEN

ALDER: 27
BLOG: Rikke Lyngholm
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Da jeg kyssede en af mine bedste venner tilbage i 2008. I dag er vi gift, har et barn, en hund og har netop købt vores 2. hus. Det handler egentlig ikke om hvad vi har skabt sammen, men hvad det har gjort ved mig som menneske. Jeg har aldrig mødt en person der tror meget på mine evner i alt hvad jeg foretager mig (på nær sport og motorik) og som får mig til at føle mig godt tilpas med mig selv.

Jeg har igennem de seneste knap 8 år gennemgået en personlig forandring mod et mere selvsikkert og positivt menneske. Det har uden tvivl været det største vendepunkt i mit liv fordi det har givet mig et nyt syn og en ny tilgang til livet. He’s a keeper!

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Glad. Jeg vil være glad uanset hvilken alder jeg har og hvor i livet jeg står. Jeg har lovet mig selv, at bevare et positivt syn på tilværelsen og få det bedste ud af det liv jeg lever – jeg vælger det trods alt selv.

Hvad er dit største talent?
Min evne til, at komme til skade. It’s stupid but true.

Men hvis jeg alligevel skulle nævne et lidt federe talent må det være min ihærdighed (er det i virkeligeden mere en evne?). Jeg stiller mig muligvis kritisk over for nogle opgaver, men jeg bliver ved til det lykkedes (eller jeg kommer til skade).

En sætning du aldrig kommer til at sige;
Ja tak, jeg vil rigtig gerne have en kop kaffe og en Pepsi Max”. Jeg kommer aldrig til at drikke kaffe eller light produkter. Coca Cola er det eneste der duer og alle i min omgangskreds ved det.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Slow down. Stop op og nyd nuet.

Jeg har en tendens til at have travlt og hele tiden stræbe efter det næste store mål i livet. Både privat og arbejdsmæssigt. Jeg er bevidst om det og forsøger at fastholde mit fokus på det der sker lige nu og sætte pris på det netop som det sker.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Min søn. Det uden tvivl ham der oftest fanges i linsen. Og så af mine kreative kreationer både med garn og i køkkenet.Magnus

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Odense Zoo. Jeg har forelsket mig fuldstændig i Zoo denne sommer. Måske er det fordi Magnus er ét stort smil og siger den ene dyrelyd efter den anden og måske er det fordi der er så meget samlet på ét sted; de skønneste dyr, mulighed for læring, grønne områder, legepladser og plads til kvalitetstid og fordybelse.

Jeg kan ikke lide….
Når jeg bliver skuffet. Det er nok den følelse der kan være sværest for mig, at håndtere eller acceptere. Uanset om det er bevidst eller ubevidst én skuffer mig, har jeg rigtig svært ved at håndtere det. Jeg er som udgangspunkt ikke typen, der bærer nag, men hvis jeg bliver skuffet gang på gang har jeg svært ved at glemme det.

Endnu værre er det hvis jeg skuffer andre, det bryder jeg mig overhovedet ikke om.

Din største guilty pleasure?
Coca Cola og reality-tv. Og jeg er ikke engang flov 😉 Jeg nyder at åbne en iskold Cola når jeg kommer hjem fra arbejde og min aften er allerbedst hvis der kører noget reality i baggrunden imens jeg blogger eller hækler.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Kvalitetstid og fordybelse. I hverdagene går tiden selvsagt med hverdagstrommerum og vi når sjældent at ses med andre end os selv. Derfor nyder jeg når vi i weekenderne kan bruge lidt ekstra tid på lige netop det vi har lyst til – og gerne sammen med gode venner eller familien. Det er også i weekender jeg når længst på den kreative front, når hjernen ikke er mør efter arbejde, ulvetime og oprydning.

TUSIND tak til dig Rikke for at ville være med i denne føljeton! Det har været en fornøjelse for mig at komme bag om scenen hos dig.

Sidder I nogle af jer derude, der tænker I kunne være kandidater herinde, så smid mig en mail på letsbsomeshit@gmail.com. Det kunne være så fedt at belyse endnu flere dygtige bloggere her fra byen!

TUESDAY TALK // CECILIE – CICITIVE!

Vi skal selvfølgelig denne skønne tirsdag lære en blogger fra Odense lidt bedre at kende. I dag en virkelig sej kvinde, jeg er så heldig at have tæt inde på livet. I fik faktisk måske et glimt af hende i gårsdagens indlæg? Det er nemlig Cecilie vi skal sige hej til. Og det kan I godt glæde jer til!

Jeg kender Cecilie igennem vores fælles studietid, og er beriget med hendes dejlige væsen endnu. Det er jeg ganske begejstret for. Hun er et menneske, jeg slapper ret meget af omkring. Udover det så ER hun bare sej. Hun laver de flåååååtteste DIY, og der er sgu næsten ikke noget, den dame IKKE kan lave. Ikke nok med det, men når hun laver hendes DIY-projekter er de altid SÅ gennemførte, at det halve kunne være nok.

Hun deler heldigvis ud af hendes kreative talenter på hendes egen blog, som jeg bestemt synes I skal slå et smut forbi. Om du så har ti tommelfingre monteret på de hænder du måske omtaler som spader, så hop forbi. Hun er meeeegt pædagogisk i hendes tutorials, så alle kan være med. Og læs så endelig videre her, og lær Cecilie at (måske lidt bedre) at kende ♥

FIRST THE BASIC:

NAVN: CECILIE
ALDER: 26 LIDT ENDNU
BLOG: CICITIVE.DK
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Jeg tror ikke det er kommet endnu! Men jeg håber det venter lige om hjørnet..

Mit liv er indtil nu gået slag i slag fra folkeskole, til gymnasium, et enkelt sabatår, bacheloruddannelse (designingeniør) og senest kandidatstudie i Designledelse, som også er der jeg kender søde Jeanette fra.

Men nu er jeg så her og skal ligesom selv finde ud af at skabe mit (voksne… arh!) liv. Jeg er åben for forskellige brancher og flere steder i landet og lever derfor lidt i et limbo af ikke at vide hvad der sker om en måned. Det er en udfordring for en planlægnings-nazi, men også mega spændende! Jeg glæder mig til den nye livsfase, men det er også liiidt skræmmende, når jeg har boet i Odense, tæt på min nærmeste familie og bedste venner, hele mit liv. Specielt hvis jeg ender i store København, hvilket jeg faktisk håber lidt på… Det er på tide, at mit liv, måske ikke vender, men i hvert fald tager en afkørsel fra den tilbagelagte ellers så trygge motorvej 🙂

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Ja, det er jo så spørgsmålet… 😉 Professionelt har jeg en bred faglighed som jeg håber jeg kan få lov til at bruge hele spektret af, samtidig med jeg kan bruge mine visuelle og kreative kompetencer.

Mest af alt vil jeg gerne blive ved med at udvikle mig og lære, i alle livets henseender. Jeg frygter allermest at blive en af dem, der bare gør det samme dag efter dag, år efter år.

Hvad er dit største talent?
Jeg er en multikunstner..! Hihi 🙂 Ej, men hvis vi skal holde det lidt i blog-verdenen, så kan jeg vist ikke benægte, at jeg er ret dygtig til DIY, krea, hobby – kald det hvad du vil.. Specielt med garn og hæklenål!

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Det kan jeg ikke finde ud af!” Det er måske nok lige at stramme den, at jeg aldrig siger det. Men min ihærdighed, stædighed og lyst til at lære nyt gør, at jeg bliver god til bla. de forskellige hobby-discipliner. Jeg får knopper, når folk giver op på forhånd. Derfor er en af hensigterne for min blog at hjælpe læserne. For alle, der har lyst, KAN lære f.eks. at hækle 🙂 Bare lyt til Pippi: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
…at de valg jeg tager og den vej livet fører mig er den rigtige.. Jeg bruger oceaner af tanke-kapacitet for at vurdere for og imod. Men jeg aner jo, i virkeligheden, ikke hvad, der ville være sket hvis jeg vælger/havde valgt noget andet. Godt fast arbejde eller kandidatstudie? Blive hjemme i trygge Odense eller nye eventyr i måske København? Varm latte eller kold pepsi max? 😉

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Jeg tager generelt mange billeder. Selvfølgelig rigtig mange af de ting jeg laver/designer, både for at dokumentere processen og for at vise det frem på bloggen og Instagram (@cicikorsgaard)
Og så er jeg typen, som lige tager et billeder eller screenshots af noget jeg skal huske, er pænt, er et godt tilbud, er sjovt eller en god idé. Hvilken betyder at mit album på min iPhone er fuld af alt mulig random ubrugeligt stuff.. Og det virker som et uoverskueligt projekt at sortere mellem pletskud af nevø og niece, feriebilleder, gode koncert minder og sjældne gode selfies 😉

Miss Shit aka. Jeanette er også temmelig tit i min kameralinse – både til hendes fine outfit billeder og når hun er en stjerne og står model til min blog!

Det jeg tager flest billeder af
{ I kan finde flere af Cecilies fine billeder lige her på Instagram }

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg har inden for de sidste år opdaget Kulturmaskinens værksteder! Det er mig en gåde, hvorfor jeg først nu, hvor jeg står foran at skulle flytte fra byen, er blevet bevidst om deres tilbud?! For en krea-dulle som mig er det heaven on earth! Jeg er specielt vild med keramikværkstedet, hvor jeg allerede har brugt mange mange timer på at øve mig ved drejeskiven! (..det var det med ihærdighed)

Jeg er vild med stemningen, de mange forskellige mennesker, roen og interessen for det visuelle udtryk. Det er en perle og helt unikt for Odense. Jeg håber det for lov at bestå på trods af truende besparelser!

Nogle af mine ler-kreationer kan ses under #ciciclay

Jeg kan ikke lide….
At stå tidligt op! :/ Mit hygge-gen har det bare bedst med lange aftener og langsomme morgener..

Din største guilty pleasure?
Serier..! Alle slags, men specielt melodramatiske tøse tårepersere – Greys Hvide Verden, Scandal, Pretty Little Liars osv. – jeg sluger det råd! Senest har jeg også fået øjnene op for de mere eventyr- og historieprægede i f.eks. GOT (Jon Snow <3) og Outlander. Selv Downton Abbey har jeg set fra ende til anden – ja, jeg kan lige så godt indrømme det.

Hvis afsnittene bare kan få lov at efterfølge hinanden i en lind strøm og akkompagneres af chips med dip og hækletøj, så er der top karakter på nydelses skalaen! Og jeg skammer mig faktisk (næsten) ikke 😉

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Det der ’weekend’ er ikke et begreb jeg har så meget erfaring i.. I mit nuværende dagpenge-trummerum flyder dagene ligesom lidt sammen. Mens jeg har studeret, har jeg typisk arbejdet eller haft konstant dårlig samvittighed over de lukkede fagbøger.

Men jeg er ret god til at udnytte når andre har weekend og er meget sammen med min familie. Jeg elsker når vi tager på impulsive ture! Jeg håber sådan sommeren vender tilbage til Danmark, så vi også i år kan indtage det omkransende hav om Fyn iført badetøj. Lange stranddage er ikke mig (..der er fu**ing sand overalt!), men hurtige dyp i kølige havnebad er det bedste jeg ved. Jeg er specielt vild med Faaborg og det nye i Bogense, hvor aftensmad passende kan indtages på fiskerestaurant!

TAK til dig skønne Cille for at ville lege med!

Sidder DU selv derude og er blogger fra Odense, eller måske kender en blogger fra Odense, så skriv endelig til mig og kom med på føljetonen. Der er plads til alle – store som små. Formålet er at belyse ALLE de bloggere, der findes i Odense, så træd frem i rampelyset aka. skriv en mail til mig på letsbsomeshit@gmail.com. Det kunne være skide sejt at få e endnu flere til føljetonen!