Tuesday Talk // Frøken Lyngsø

Det er tirsdag igen, og det betyder altså “Tuesday Talk”. Her lader jeg andre bloggere fra Odense svare på 10 spørgsmål om dem selv. Hvis I er gået glip af de tidligere indlæg kan I finde dem alle lige her. Der er efterhånden en ret pæn samling af interessante bloggere, som I måske endnu ikke kender. I dag skal vi byde velkommen til Kristina. 

Disclaimer: I tiden efter Kristina svarede på disse spørgsmål er hun blevet mor til en smuk pige! Stort tillykke!

Jeg hedder Kristina og er en 27-årig ung voksen, med rødder både på Færøerne og i Danmark,  de sidste mange år bosat i Odense med kæreste og katte. På den ene side er jeg fan af luksus og komfort, på den anden, vild med det primitive. Jeg er et madøre, spejder, friluftsmenneskeautodidakt designer og skabskunstner. Ydermere er jeg nyuddannet forsker med en kandidatgrad i biomedicin og for nyligt blevet Ph.D studerende. Og så skal jeg være mor lige om lidt. Med alt det i baggagen forsøger jeg at jonglere rundt med min tid og få så meget som muligt ud af det hele.

FIRST THE BASICS:

NAVN: KRISTINA LYNGSØ
ALDER: 27 ÅR
BLOG: FRØKEN LYNGSØ
BY: ODENSENavn: Kristina Lyngsø

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt må være dét som venter mig og min kæreste lige rundt om hjørnet – Vi skal være forældre til vores første barn og selvom vi har forberedt os så meget man nu kan på sådan en stor, forunderlig forandring, så synes jeg stadig ikke vi er klar. Men hey, bliver man nogensinde det?

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Glad og mæt og rig på oplevelser. Men fordi jeg er som de fleste og valgte at få en uddannelse sidder jeg pt. med en kandidat i biomedicin og et påbegyndt ph.D. studie. Hvor dét fører mig til i fremtiden ved jeg stadig ikke, men fagligt ved jeg en hel del om blodkar og sukkersyge.

Hvad er dit største talent?
At være glad og smilende, og for det meste se verden fra den lyse side. Også selvom det nogle gange kan se ganske sort ud, men mit positive og til tider lidt naive syn på tilværelsen er et valg jeg har truffet for længe siden. Mit liv er simpelthen for kort til at spilde på negative tanker og sortsyn.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
Ræk mig lige osten. Jeg betragter mig selv som en ung voksen, men voksen under alle omstændigheder. Og jeg kan både drikke hvidvin og nyde oliven, men ost er for mig en spise, jeg endnu ikke har forstået. Derfor tror jeg heller aldrig jeg bliver hende, der kommer til at glædes over et ostebord med alt hvad dertil hører.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg tror jeg ville gå efter noget i stil med: Slap af! Du klarer det skide godt. Du er fagligt både klog og dygtig – du skal nok nå dine drømme og du skal nok blive til noget. Livet er andet end arbejde og der skal være plads til alle de ting du drømmer om.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Hverdagen, hvilket egentlig er et ret omfattende motiv. Det spænder alt fra mad, oplevelser, bolig, sjove ting jeg møder på min vej, situationer jeg vil huske og rod. Men fælles for alle disse underkategorier til hverdagen er, at de er smukke på hver deres måde.

hverdag

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
En plads ved et cafébord enten på fortovskanten eller ved vinduet med udsigt ud på hverdagen, så jeg kan sidde og udføre min yndlingsdisciplin: people watching. Men skal jeg være mere specifik så er jeg lidt lun på både Brasserie Olivia og Café Fleuri. Restaurant No. 61 kan også noget særligt når det kommer til god mad eller Kong Volmers til noget lækker frokost.

Jeg kan ikke lide….
Modvind på cykelstien, myg i soveværelset eller at lægge tøj sammen. Især den disciplin der indebærer at parre de ensomme sokker er en kraftpræstation ud over det sædvanlige.

Din største guilty pleasure?
Flødeskumskager. Og min glæde for disse små stykker kunstværk, en fin forening mellem vaniljecreme, flødeskum og ofte marcipan, er ikke blevet mindre i takt med, at jeg gror en arving. Det ligger dog til familien det der med flødeskumskager, for min glæde for konditoriet deler jeg både med min morfar og min farfar

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Afslapning og ting som gør mig glad. Jeg ynder gerne at have mine weekender fri for planer så jeg kan give mig til det, der lige falder mig ind. Hen over sommerhalvåret bruger jeg ofte søndagene på loppemarkeder rundt om i Odense. Pt. flyder hverdag og weekender dog lidt sammen, da dagene på barsel ligner lidt hinanden, derfor bruger min kæreste og jeg de sidste par weekender som “kun os to” til at nyde tosomheden og lege kærester.

 

Tusind tak til Kristina for at ville lege med! Og igen stort tillykke med den lille dame. 

Sidder du selv derude som blogger og tænker; “hey, de der spørgsmål kan jeg sgu da også svare på!”, så send mig endelig en mail og vær med 🙂

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *