Når ensomheden rammer, hvad gør man så?

Annonce for Espresso House

Jeg ved, hvad jeg gør. jeg skriver om det. For det hjælper mig. Det hjælper i mange af mine svære stunder at skrive følelserne ud og ned på online papir. Selvom jeg på det sidste ærlig talt ikke rigtig har turde sætte mig ned for at skrive. Af frygt for, hvad der kom ud. Ærligt? Det har været et sindsygt hårdt år i privaten. Det er helt sikkert noget, jeg gerne vil lukke mere op for og fortælle om. Men lige nu er det svært bare at tale med mine nærmeste om det. Det involverer, som det jo tit gør, andre mennesker, der ikke har valgt at skulle håndtere deres følelser offentligt på denne måde. Så det skal jeg selvfølgelig også tage hensyn til.

MEN. Ensomhed. Den kan jeg snakke lidt om lige nu.

For det er en følelse, der kan være rigtig svær at håndtere. Jeg skrev for nogle år tilbage om ensomhed under min studieperiode. Især i starten af mit studie. Og det indlæg faldt en journalist i sidste uge over, og jeg blev inviteret i Go’Morgen Danmark for at tale om ensomheden blandt studerende.

Samtidig blev jeg samme dag spurgt, om jeg ville være med i en kampagne for Espresso House. De lancerer deres nye blåbærsnurrer og i den forbindelse donerer de 5kr for hver 2 solgte snurrer til Røde Kors’ landsindsamling og arbejde imod ensomhed. Den kampagne kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, fordi jeg vitterligt sad i toget efter jeg havde været i Go’morgen Danmark og snakke om ensomhed.

Vi fik at vide den morgen, jeg deltog, at hver 9. studerende føler sig ensom. Når jeg google mig frem kan jeg dog se, at det svinger mellem hver 9. og hver 8. Og det er mange. Og der er helt sikkert mørketal, der skjuler mange, der ikke tør sige, at de er ensomme.

Det er også, for mig i hvert fald, svært at skulle sige højt. Og det er svært at komme videre fra.

For mig startede følelsen af ensomhed, da jeg flyttede hjemmefra og startede studie. Jeg flyttede også langt væk fra alle jeg kendte, fra venner, job, familie. Fra alt velkendt i alle henseender.

Selvom der var mange mennesker på mit studie, så kunne jeg ikke finde et tilhørsforhold til særlig mange af dem. Få mennesker begyndte jeg at tale med, men det hjalp ikke på ensomheden. Mest fordi jeg stadig var vidne til de andres fællesskaber. Det blev endnu tydeligere, da jeg startede på mit tilvalg. Her havde jeg fag, der hørte til forskellige semestre. Så ét fag var fx. sammen med nogle på 1. semester. Mens et andet fag var sammen med nogle på 3. semester. Jeg fik derfor aldrig rigtig en holdånd med de mennesker. Selvom der var nogle søde imellem, så blev de aldrig nogen, jeg sås med privat.

Især det år kan jeg huske som værende rigtig hårdt. For jeg var meget alene derhjemme i lejligheden. Min daværende kæreste var på et virkelig krævende studie, og skulle bruge meget tid på det. Mere end fuldtid og ofte med aktiviteter der lå udenfor almindelige studietidspunkter. De havde et enormt stort og fedt fællesskab på dét studie. Hvilket gjorde, at jeg følte min ensomhed i endnu højere grad. Og selvfølgelig skulle min kæreste være på studie og selv deltage i de sociale arrangementer! Jeg anede bare ikke, hvordan jeg selv skulle kunne opleve det sammen.

Mit eget studie var endda kun med mellem 9-11 timer om ugen og så selvstudie. Så jeg kan huske mange dage, hvor jeg sidder helt alene enten på uni, biblioteket eller hjemme i lejligheden. Den følelse at gå rundt alene på uni og bare være ensom, shit den rammer hårdt.

Det er selvfølgelig ens eget ansvar at opsøge fællesskaber eller relationer. Men det kan dælme være svært. Især på studiet, hvor der ser ud som om, alle andre bare hygger sig. Så der burde bestemt komme mere fokus på, at der ikke sider nogen alene til timerne eller i pauserne. Men at vi alle sammen tager hånd om det her. Og påtager os bare et lille socialt ansvar. Så hvis du ser én sidde helt alene til undervisningen, så gør det ikke noget, at sætte dig ved siden af personen. Og lige mærke efter.

Da jeg startede på min kandidat var det som en ny chance for at kunne få nye relationer. En frisk start. Så den greb jeg! Og jeg dyrkede relationer på studiet og gjorde også selv en aktiv indsats for at blive en del af fællesskabet. I dag snakker jeg stadig med flere af de mennesker, jeg mødte dengang og nogle af dem betragter jeg som tætte relationer. Nogle snakker jeg tit med, andre ikke så tit. Men relationen er der stadig og dyrkes og værdsættes.

Men. Følelsen af ensomhed kan nemt ramme, selvom vi reelt ikke er ensomme. Selvom vi ikke er alene. Jeg kan stadig føle mig ensom. Jeg tror, det er fordi, jeg har virkelig svært ved at lukke folk helt ind. Jeg kan snakke om følelser og svære ting med mange af mine tætte relationer. Men at lukke dem helt ind, hvor jeg er fuldstændig sårbar og blotter mig selv. Derind lukker jeg få personer ind. Og det, at der er få personer i lige dét hjertekammer, kan nogle gange give mig følelsen af ensomhed. Fordi jeg føler, at mange andre mennesker nemt kan lukke mange derind i det rum i dem selv. Giver det mening?

Samtidig er jeg en introvert person. En ekstrovert introvert person. Der egentlig er glad for mit eget selskab og nyder min egen person, haha! Så jeg tilvælger ofte selv at være alene. Men det er måske deri forskellen ligger. At når jeg selv vælger aleneheden, så er det okay. Men følelsen af at blive fravalgt eller slet ikke tænkt på til at starte med; den er hård for mig at føle.

Det er klart en proces og jeg udvikler mig hele tiden. Jeg dyrker selvudvikling mere og mere og synes det er spændende at finde ud af, hvem jeg er, hvordan jeg kan håndtere følelser, svære som lette, og hvor jeg mentalt, spirituelt, åndeligt og psykologisk er på vej hen.

Selve oplevelsen i Go’morgen Danmark var for mig virkelig god. Journalisten, der havde fundet mig, var topprofessionel og rigtig sød. Jeg blev først kontaktet dagen inden jeg blev inviteret ind i studiet, men hun var fuld af forståelse og fik af to omgange snakket interviewet igennem med mig. Så var grundlaget lagt til dagen efter og hun var sikker på, at jeg var forberedt.

Jeg tog toget til KBH om aftenen onsdag og sov hos en af de veninder, jeg mødte på min kandidat. Det var hyggeligt at kunne få klemt lidt tid med hende ind. Jeg skulle have taget et s-tog fra banegården, men der var sporarbejde og jeg orkede ikke bus. Så jeg hoppede på et el-løbehjul og tog turen ud til hende. Hun bor omkring Svanemøllen station på Østerbro. Det var super smart at kunne hoppe på et løbehjul derud og bare stille det foran hendes dør. Og det gav lidt luft til tankerne at køre rundt med den varme luft susende forbi på sensommeraftenen.

Om morgenen tog jeg en taxa til studiet, men jeg var der alt for tidligt, så jeg hoppede ned til den nærmeste Espresso House og fik en iskaffe og ringede til min mor. Ens mor er vist altid god at ringe til, når nervøsiteten begynder og man bare gerne vil snakke det lidt ned.

Jeg gik langsomt op mod personaleindgangen v. Tivoli og var der i fin tid. Studiet ligger i Orangeriet i Tivoli og det var virkelig sjovt at opleve Tivoli helt tom for mennesker. Det ved jeg ikke, om jeg nogensinde kommer til igen, så jeg sugede alle indtryk til mig, haha! Ægte landbo, der kommer ind til den store by!

Jeg blev tager imod af en rigtig sød produktionsassistent, der fik guidet mig på plads i deres lille “gæstekøkken”. Inden showtime fik jeg snakket med Jesper, psykologen der kom fra Studenterrådgivningen, som jeg skulle i studiet med. Jeg kom i sminken og fik lagt en fin og naturlig makeup og så var det ellers bare med at vente på, at vi blev kaldt op.

Da vi kom ind i selve studiet, kom det bag på mig, hvor småt det egentlig var! Jeg havde forestillet mig noget meget større. Vi blev sat i sofaen, hilste på Louise og Mikkel, der var dagens værter og ventede et par minutter på at gå i gang. Der begyndte svedperlerne virkelig at komme frem på både overlæbe og pande! Shit jeg var nervøs og spændt!

Heldigvis gik det rigtig godt, omend det går virkelig hurtigt, når sådan et interview først kører.

Jeg kan desværre ikke dele et link herinde, men du kan vist få en gratis bruger til TV2Play, hvis du er nysgerrig på at se giraffen i fuld vigør. Hvis du gør det, så kan du finde indslaget via dette link.

Alt i alt var det en sej oplevelse, som jeg bestemt lægger i rygsækken af mindeværdige bedrifter. Og jeg glæder mig over, at Espresso House vælger at lave en kampagne, der fokuserer på ensomhed.

En snak om prævention og stigmatisering herom (og hvad jeg selv gør)

Tidligere i dag har jeg lavet en lang række stories på Instagram omkring det, at jeg har været til 3måneders tjek for min hormonspiral.

Det var nogle ret grænseudfordrende stories at lave. Hvorfor jeg så nu vælger at skrive et helt indlæg omkring det, må du ikke spørge mig om…

Foto: Rebecca Brincker

Det gør jeg selvfølgelig fordi, jeg synes, at det er et emne, vi skal snakke noget mere om. For mig er hele snakken om prævention ret tabuiseret og stigmatiseret. Det er ikke normalt at snakke om prævention hen over middagsbordet, men det burde det (måske) være.

Det burde i hvert fald være en snak, der ikke skal afføde diskretion og tys tys-hed. Det er muligt, at det er mig, der sidder alene med disse følelser omkring præventionssnakken. I så fald behøver du ikke læse videre.

Men jeg føler, at snakken om prævention er svær. Den kan endda være svær at tage med en fast partner. Især som kvinde føler jeg, at det er min primære pligt at overveje prævention.

Ja, vi kan alle risikere kønssygdomme, hvis vi ikke beskytter os. Men det er nu engang kun kvinder, der har risikoen/muligheden for at blive gravide. Hvilket for mig er en stor grund for at bruge prævention. Især når jeg ikke er i fast forhold.

Jeg har i mange, mange, mange år brugt p-piller som prævention. Jeg har været i forhold næsten lige siden, jeg fik min første teenagekæreste. P-piller var det nemmeste og det mest ligetil. Det var ligesom dét “man” gjorde. Tog p-piller.

Så det fortsatte jeg med uden at overveje det yderligere. Indtil for et års tid siden. Det gik op for mig, at jeg jo ikke længere var i et fast forhold og, at det ikke var nødvendigt for mig at tage p-piller på daglig basis.

Derudover var og er det ikke mit ansvar alene at overveje prævention. Mænd har et ligeså stort ansvar for, at der bliver brugt prævention. Både af den ene og anden årsag.

Det medførte, at jeg stoppede med at tage piller og simpelthen gav min krop en pause fra det kontrollerede hormonindtag.

Heldigvis er p-piller med årene blevet noget mere sunde. Hvis man kan sige det. Der er dog en større risiko for blodpropper, når man tager p-piller. Risikoen varierer alt efter, hvilken generation af p-piller, man tager. Du kan læse meget mere om detaljerne ved risikoen for p-piller hos lægestyrelsen. Risikoen er lille, skal det lige sige. Det er i gennemsnit, alt efter hvilken slags blodprop, der er tale om, ca. mellem 5-10 tilfælde ud af 100.000 kvinder.

P-piller indeholder to hormoner, østrogen og gestagen og virker ved, at de forhindrer ægløsning. Dvs. der er intet æg, der kan befrugtes. Hormonerne findes naturligt i kroppen, men den naturlige produktion stopper, når man tager p-piller. Dvs. man får ikke flere hormoner i kroppen af at tage p-piller. Man kontrollerer bare hormonerne i kroppen med de hormoner, der findes i p-piller. Hvilket i min verden både er godt og skidt.

Jeg manglede en føling med min naturlige cyklus, som jeg ikke havde oplevet i godt og vel 14 år. Så jeg valgte at stoppe med p-pillerne.

Efter en pause uden kontrollerede hormoner i kroppen manglede jeg dog fast prævention igen. Valget faldt i denne omgang på en hormonspiral. Jeg var træt af at tage piller hver eneste dag. Jeg brød mig heller ikke om, at jeg slugte en pille med hormoner, der potentielt spredte sig i hele min krop. Selvom det er naturlige hormoner i min krop, så var tanken om, at jeg fik hormoner ned i maven og ud i kroppen ikke rar for mig.

SÅ derfor valgte jeg en hormonspiral. En hormonspiral indeholder kun gestagen, og den udskiller langsomt dette hormon i livmoderen. Det medvirker, at livmoderslimhinden bliver mindre modtagelig for et befrugtet æg. Hormonet bliver overvejende frigivet lokalt, og påvirker ikke ens normale hormoncyklus.

Derudover påvirker hormonspiralen ens blødning, der oftest bliver mindre. Hvilket jo virkelig ikke gør noget.

Så det var virkelig meget fagsnak om p-piller og hormonspiral.

Man skal gøre, hvad der føles rigtigt for en selv. Hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for den næste. Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer. Indtil videre er jeg dog virkelig glad for, at valget faldt på en hormonspiral.

Jeg har dog oplevet bivirkninger, som er helt normale ved en hormonspiral. Min hud har fx. reageret de sidste par måneder. Der har været langt flere udbrud, end jeg tidligere har oplevet og jeg har virkelig skulle passe på min hud. Det er heldigvis på retræte nu, og jeg kan se, at min hud er ved at finde et naturligt leje igen.

Derudover har jeg oplevet smerter i underlivet efter indlæggelsen af spiralen. Det er også helt normalt, men det er selvfølgelig aldrig rart.

Prævention er noget, vi alle skal og bør tage stilling til i livet. Det er desuden noget, som både mænd og kvinder bør overveje. Bare fordi det er kvinder, der har muligheden for at blive gravide og præventionsudvalget er langt større til kvinder, betyder det bestemt ikke, at ansvaret er vores alene.

Det gælder både, hvis har en fast partner eller ej. For foruden graviditet florerer der alskens kønssygdomme, som ingen er interesseret i at rage til sig. Så hvis du ikke bruger fast prævention, så husk nu for pokker det kondom. Det er ligeså vigtigt at undgå smitsomme sygdomme som en uønsket graviditet.

Et virkelig personligt og ærligt indlæg herfra, men jeg håber, at dette indlæg, i mit lille hjørne af internettet, er med til at belyse den vigtige snak det er at tage stilling til prævention.

Og hvis du har lyst til at dele din erfaring med forskellige præventionsformer, må du meget gerne det 🙂

Evaluering af mit ord for 2018

Jeg forstår slet ikke, at 2018 er forbi allerede. Jeg føler, at tiden går SÅ hurtigt for øjeblikket. Nicolai og jeg har lige straks 6 måneders dag (ikke at vi går synderligt om i det, men alligevel, det er en form for tidsmarkør), og jeg aner vitterligt ikke, hvor de sidste seks måneder er blevet af.

LÆS OGSÅ: MIT ORD FOR 2018

Farvel 2018 og hej 2019. Og dermed også en refleksion over det ord, jeg valgte skulle være mit holdepunkt i 2018.

Sidste år valgte jeg ordet “frihed” som min guideline. Det virkede som et virkelig fint standpunkt for året at vende tilbage til, og jeg gjorde mig mange refleksioner om, hvorfor og hvordan ordet skulle bruges.

Men som månederne gik var det som om, ordet faldt mere og mere i baggrunden. Det har jeg selv ansvaret for, og hvorfor ordet fik lov til at flyde lidt ud af rammerne, ved jeg ærlig talt ikke.

Jeg tror måske, årsagen er, at jeg havde svært ved at lave actions ud af ordet. Jeg følte, det var svært at bryde mine grænser på baggrund af ‘frihed’.

Det har selvfølgelig bragt mange gode ting med sig uagtet, at det trådte mere og mere i baggrunden. For det fik lov til at rumstere i min underbevidsthed, hvor jeg trak det frem fra tid til anden.

Jeg tog mig bl.a. den frihed at lave absolut ingenting i min sommerferie bortset fra de ting, jeg virkelig ville. Hvilket betød at ligge i haven 24/7 og smelte. Det var den varmeste sommer i mands minde, og jeg ville nyde vejret i Danmark.

Jeg tog mig også den frihed at blive forelsket igen. Selvom det indebar lidt grænsesøgning og at turde åbne mig igen for et andet menneske.

Jeg var rigtig dårlig til at være mig selv, sådan 100%. Det var ellers et af mine mål for indfrielse af ordet. At jeg skulle være fri til at være mig selv. Ordets betydning blev bare mindre og mindre for mig. Igen, jeg følte mig lidt låst af, at jeg ikke følte, at jeg kunne agere ud fra ordet i en direkte forstand. Hvilket er ret ironisk, når nu mit ord var frihed.

Det var noget mere handlekraftigt med mit ord for 2017; courage.

Jeg formåede måske bare ikke at udleve ordets (frihed) fulde potentiale? Jeg savnede i hvert fald, at jeg tog noget mere action med afsæt i ordet.

Jeg er nu glad for, at jeg valgte ordet frihed. For det gav mig stadig luft under vingerne rent mentalt. Det var afsæt for mange sunde refleksioner, der har ført udvikling med sig. I retrospekt var det måske alligevel det helt rigtige ord. For det har også givet mig mange erfaringer. Og det har ikke mindst lært mig, hvordan jeg skal vælge mine ord for fremtiden.

Jeg har ikke valgt et ord for 2019, men det fortæller jeg meget mere om i et seperat indlæg.

Har du valgt et ord for 2019? Måske du havde et for 2018, hvordan gik det så?

At råbe eller ikke at råbe

Jeg sidder i toget. Min computer og jeg er urolig for, om jeg kommer til at tabe min kaffe ned i tastaturet. Det kunne ligne mig.

Nu ringer højtaleren “Næste station Nyborg”. Folk begynder at pakke deres ting sammen og gå mod døren. Jeg har pendlet så meget, at jeg ved, at man sagtens kan vente med at rejse sig fra komforten fra sit bløde sæde indtil om mindst to minutter. Der er ingen grund til at stå og vente. Så hellere side og vente.

Jeg er egentlig ret oprevet lige nu. På sådan en rolig måde. Det virker som et paradoks. At kunne være rolig oprevet. Et oxymoron. Hvilket det også er.

Jeg har lige råbt en middelaldrende mand i hovedet. Eller… Ikke direkte i hovedet. Men gennem en åben bilrude. Fordi han dyttede af mig i et kryds, hvor det var fuldstændig uberettiget. Så jeg råbte. Jeg råbte af vrede og af forskrækkelse. Men jeg råbte mest af en dyb frustration over mænd, der mener, at de har ret til at lave den slags mindre overgreb. Overgreb i mangel af bedre begreb. Jeg vrider min hjerne for at finde et bedre begreb. Jeg kan ikke lige nu. Måske senere.

Det er ikke første gang, jeg oplever den slags. Jeg husker straks tilbage på en tid, hvor jeg over en periode på et år bliv chikaneret af en ældre mand her i Odense. Dengang var jeg usikker, nervøs og bange. Jeg turde ikke sige fra dengang. I hvert fald ikke på en ordentlig måde. Og når jeg forsøgte, blev hele situationen meget værre. Det hele endte faktisk med et retsag. Fordi jeg blev overfaldet af den pågældende mand. Det er jeg ikke sikker på, at jeg har fortalt offentligt.

Det var en virkelig grim tid for mig. Det påvirkede mig utrolig meget, at jeg aldrig kunne vide mig sikker på, om jeg ville opleve et “overgreb” når jeg gik udenfor min dør. Det var nemlig en mand, der opholdt sig samme sted, som jeg fast gik tur med mine hunde dengang. Det var i øvrigt praktisk taget lige ved siden af min daværende bolig, så risikoen for at løbe ind i ham var ret stor. Jeg oplevede også, at han fulgte efter mig og vidste, hvor jeg boede.

Nu åbner togdøren sig. Der sætter sig en mand ved siden af mig på det ledige sæde. Jeg kigger op på infoskærmen i vognen og konstaterer, at der ikke er lang tid til, at jeg skal af.

Så jeg pakker mine ting ned igen. Tager mine høretelefoner på. Tænder for den soul-pop jeg tidligere havde i mine øre. Smiler til manden på min højre side og går ud til gangen.

Jeg har hverken adrenalin i kroppen eller vrede. Mere en følelse af sejr. Hvilket egentlig ikke er det rigtige ord. Jeg har en følelse af ro og stilhed i min krop. Fordi jeg sagde fra. Fordi jeg gjorde det klart, at det han havde gjort ikke var okay. Fordi jeg ikke var bange for at vise, at min grænse var nået. Fordi man ikke skal opføre sig på den måde. Og det er rart at være den person, der rent faktisk gør opmærksom på det.

Andre mennesker skal ikke have lov til at overtræde mine grænser. Mine følelser og grænser er helt legale og det skal jeg huske.

Før i tiden var jeg helt sikkert blevet meget oprevet med tårer i øjnene. Men jeg føler kun en grundfølelse af overlegenhed og sikkerhed. Jeg er sikker på, at jeg sagde fra overfor noget, der ikke var okay.

I gangen står vi flere og venter nu. Toget sænker farten og vi nærmer os stationen. Jeg kigger ud af vinduet og ser, at det er blevet helt mørkt i mellemtiden. Toget stopper og dørene går op ud til den friske luft.

 

Ting jeg er rigtig god til – men som jeg burde være dårlig til!

Foto: Katarina Natalie

At tænke over, hvad andre mennesker tænker om mig. Det er noget, jeg er virkelig god til hver eneste dag. Både in real life og online. Det er ret forfærdeligt, så mange ressourcer jeg bruger på at reflektere over, hvad andre måske eller måske ikke tænker om mig. Men det er jeg altså rigtig god til. Og det burde jeg virkelig være dårligere til.

At udskyde den ellers tiltrængte og energifyldte løbetur. Selvom jeg ved, at jeg kommer til at elske mig selv både imens og efter! Men det her med lige at få snøret skoene – det er jeg sgu ret god til at få udskudt og så lige pludselig er dagen gået og det er blevet for sent at komme afsted.

At undgå konflikter. Jeg er i hvert fald ikke konfliktsøgende, men nogle gange er jeg måske endda også ret konfliktafvigende. Og det er jo heller ikke fedt at være. For nogle gange skal der bare en konfrontation til for at rense luften. Nu skal det heller ikke lyde som om, jeg skal optrappe konflikter. Jeg tror måske også, det handler om, at jeg skal være bedre til at sige højt, hvad jeg føler.

Opfinde dårligdomme i mit hoved og gøre ting meget værre og større og mere problematiske, end de er. Okay – jeg kan godt høre, at jeg måske lyder som om, jeg har NEJ-hatten på. Det har jeg altså ikke. Men jeg er god til at gøre ting værre end de er. Som fx. at tage den konfrontation. For i mit hoved ender det sikkert med, at verden går under! Hvilket den selvfølgelig ikke gør. Og det skal jeg blive bedre til at huske mig selv på.

At udskyde at ringe til lægen, tandlægen etc. Årh for pokker det er jeg god til. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. For det er hverken fordi jeg har tandlægeskræk eller et dårlig forhold til min læge. Men jeg haaaader det bare alligevel. Det er heller ikke fordi, jeg er bange for at ringe i telefon til fremmede mennesker. Det gør jeg hver dag på arbejde. Men det er alligevel noget andet, når det er mit arbejde. Jeg ved ikke hvorfor…

At blande aaaalt for meget bland-selv-slik! Altså det er jeg virkelig god til. Det er faktisk måske én af de ting, jeg er bedst til! Hvilket jeg har det lidt ambivalent med. For på den ene side elsker elsker elsker jeg både processen ved at blande den perfekte slikpose og ved at spise den, hah! Men det er noget, jeg helt sikkert burde være dårligere til egentlig. For det er underlyndeme meget unaturligt i sådan en pose slik. Især fordi jeg er svært glad for syrlige ting – som indeholder aaaalle mulige mærkelige smagsstoffer og farver.

At glemme mit regntøj og paraply, når det virkelig er nødvendigt. Jeg er virkelig god til at tænke “arrh den går lige”. Mest fordi jeg synes, jeg ligner en tosse i regnbukser. Måske de også skal opdateres snart. De er vel 15 år gamle og de er alt for store, og de er ikke just med et “moderne snit” som min mormor ville kalde det. Til gengæld er jeg god til at dyrke min smarte regnfrakke fra Rains, som jeg købte sidste år inden et regnfyldt Northside.

At drikke energidrikke. Oh yes – jeg er en af dem! Jeg drikker snildt en stor energidrik hveranden dag. PLUS kaffe… Så måske er jeg generelt god til at drikke meget koffein. Måske det også lige skal justeres.

At tale mig selv og mine skills ned. Det er jeg virkelig god til. Det er noget, jeg skal være meget dårligere til!

At få dårlig samvittighed, hvis jeg aflyser aftaler, fordi jeg har brug for alene-tid. Jeg er generelt god til at få det dårligt med mig selv, hvis jeg føler mig overvældet. Fordi jeg får en følelse af, at jeg burde kunne håndtere alt, hvad livet har at byde mig. Og hvis jeg misser muligheder, så er det katastrofalt. Jeg føler, at jeg skal gribe alle bolde, der bliver kastet min retning, og hvis jeg ikke gør, så får jeg det dårligt med mig selv. For alle andre kan jo gribe alle deres bolde – hvorfor kan jeg så ikke? Det er virkelig dumt at have det sådan, så jeg vil gerne blive dårligere til altid at få dårlig samvittighed. Giver det mening eller er det kun i mit hoved?

At være tidsoptimist. Det er jeg virkelig god til! Men virkeligheden er, at jeg ofte er liiidt for god til det. Hvilket resulterer i, at jeg enten må droppe nogle ting, fordi jeg simpelthen ikke kan nå dem, eller må skynde mig sindsygt meget og få hjertebanken fordi jeg vil nå det hele. Så det skal jeg vist være lidt dårligere til at være.

At sige ja til alting! Jeg er SÅ god til at ville en masse ting, sige ja til alle projekter og sige ja til alle aftaler. Og det er jo i og for sig en virkelig fin kvalitet – problemet er bare, at jeg siger ‘ja’ alt for meget og ‘nej’ alt for lidt. Så nogle gange siger jeg ja til ting, af ren og skær vane. Ikke fordi jeg måske inderst inde har tid (eller lyst) til dem. Men også fordi jeg er frygtelig god til ikke at ville skuffe andre mennesker. Og det tror jeg, at jeg gør, hvis jeg siger nej til ting. Så – jeg skal blive bedre til at sige nej i stedet for at sige ja!

 

Mød dit Urmenneske på DR1 – i aften er jeg et af dem!

Det er SÅ vildt, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Men jeg toner stadig frem på skærmen i aften i næsten bedste sendetid, når jeg optræder i programserien Mød dit Urmenneske på DR1. Det er tredje afsnit i programmet, og i aften handler det om tiltrækning og formering.

https://www.facebook.com/dr1/videos/265224817665527/

 

Det er en programserie, der overordnet handler om videnskaben og hvordan vi mennesker har har udviklet os og interagerer med hinanden. Det program jeg er med i handler om, hvordan vi som mennesker finder en partner. Jeg meldte mig til programmet tilbage i start april, så det er knapt seks måneder hele processen har taget. Vi optog programmet start maj, hvor jeg delte på Instagram, at jeg var med i et projekt. På daværende tidspunkt måtte jeg ikke fortælle noget om programmet overhovedet – jeg måtte ikke engang fortælle, at jeg skulle på tv. Efterfølgende måtte jeg gerne fortælle, at jeg var med i et tvprogram, men ikke hvilket og under hvilke præmisser.

Det har selvfølgelig været dødsvært at skulle vente så lang tid på, at jeg måtte afsløre noget! Især fordi det har været en vild oplevelse!

Jeg må egentlig heller ikke fortælle så meget mere lige nu, før programmet har været vist i aften. Men jeg kan afsløre så meget som, at jeg virkelig fik testet nogle grænser! Jeg fik også nogle åbenbaringer omkring det her med at finde kærligheden – og har jo også fundet den efterfølgende. Jeg lærte mange ting om mig selv, og selvom jeg har haft nogle tidspunkter, hvor jeg var tæt på at fortryde min deltagelse i programmet, så er jeg virkelig glad for, at jeg har været med den dag i dag. 

Jeg har selv set programmet igennem, og jeg kan garantere for, at det er sjovt!

Det bliver vist kl. 20.45 i aften på DR1, og bliver selvfølgelig også lagt på deres hjemmeside, så man kan se det der.

Hvis nogle af jer ser det, så skriv endelig, hvad I tænker! Eller måske I har nogle spørgsmål omkring hele oplevelsen?

Når man lærer noget om sig selv – helt uden at lægge mærke til det

Fotokredit: Malene Nelting aka. Det’ fordi jeg tyk

Jeg har i lang tid vidst, at jeg var en mere introvert person end ekstrovert. Det lyder måske lidt bizart med tanke på min hang til at dele ud af mit liv på sociale medier. Men det giver egentlig fin nok mening – for på sociale medier er der en barriere mellem mig og de mennesker, jeg deler ting med.

Derfor er det noget lettere for mig at dele ting. Måske er det også derfor jeg gør det – altså skriver herinde og nogle gange øser ud af mit hjerte? Fordi det på en måde er “safe” for mig at gøre på den her måde. Hvor jeg ikke har direkte kontakt til andre mennesker. Og den kontakt der er, kan jeg selv vælge, om jeg vil reagere på.

Sådan er det jo ikke ude i den virkelige verden. Der skal helst være en reaktion ret hurtigt. Men har har virkelig lagt mærke til de sidste par måneder, at jeg er mere introvert, end jeg er ekstrovert. Det er små ting, der har gjort, at jeg har bidt mærke i det.

Jeg har aldrig haft følelsen af, at andre menneskers selskab dræner mig, men jeg har altid godt kunne li’ at være og gøre ting alene. Jeg nyder mit eget selskab ret meget. Og når jeg er sammen med andre mennesker, så gør det ikke noget, at der er stille og vi bare kan slappe af sammen uden at skulle snakke alt for meget.

Jeg kan faktisk godt bare li’ at chille. Nyde livet med andre mennesker, men ikke nødvendigvis skulle fortælle historier eller anekdoter hele tiden. Eller snakke overhovedet. Jeg kan faktisk ret godt li’ stilheden.

Med det sagt så elsker jeg at være sammen med de mennesker i mit liv, som jeg er tætte med. Venner og veninder, familie. Men det er fordi jeg kan slappe af i deres selskab. Jeg behøver ikke være “anspændt” – for det kan jeg virkelig godt være sammen med andre mennesker. Også selvom det er nogle, jeg har været sammen med mange gange.

Jeg er nok lidt sådan en person, der faktisk holder tilbage, når jeg er sammen med andre mennesker. Det lyder fuldstændig vanvittig vil nogle, der kender mig, sikkert mene. Men det er fordi de kender mig rigtigt, og fordi jeg kan slappe af med dem. Ellers er jeg typen, der er mere afventende.

Jeg er bestemt ikke bange for at sige min mening – om jeg kender folk godt eller ej. Men når jeg er sammen med nye mennesker, er det ikke mig, der buldrer afsted med historier om stort og småt. Ofte lader jeg andre mennesker fortælle en masse om dem selv, mens jeg selv ikke fortæller særlig meget. Medmindre jeg bliver spurgt.

Men det er ikke noget, jeg har tænkt over før indtil for nogle måneder siden. Hvorfor jeg har tænkt over det, ved jeg ikke. Måske fordi jeg har været sammen med nogle mennesker, som jeg godt kan li’ selvfølgelig, men som jeg alligevel ikke kan slappe helt af med. Eller som jeg i hvert fald måske ikke lukker helt ind. Det lyder lidt mærkeligt og kompliceret. Det er det også.

Intet er jo sort/hvidt, og jeg har virkelig lært det sidste halvandet år, at jeg er et komplekst menneske, der indeholder mange forskellige facetter.

Og jeg er ikke den samme “Jeanette” med alle slags mennesker. For der er bare nogle, hvor jeg måske ikke er 100% sikker på mig selv nok til bare at åbne op. Medmindre jeg bliver spurgt selvfølgelig. Til gengæld er jeg en mester i selv at spørge ind til andre mennesker. Det er et ret smart fif til at få opmærksomheden væk fra mig selv.

Og jo – jeg kan godt li’ opmærksomhed. Ellers ville jeg nok heller ikke være fancy blogger. Men det er en anden slags opmærksomhed end, hvis jeg skal snakke med andre mennesker om reelle problemstillinger i mit liv, følelser eller bare hvem jeg er sådan helt inderst inde. For der er ikke noget, jeg elsker mere, end at bruge timevis på at snakke om livets store og små mysterier. Det er bare ikke med hvem som helst, jeg kan gøre det med.

Heldigvis møder jeg jo hele tiden nye mennesker, og nogle af dem ender med at blive fortrolige. Det er ret dejligt.

Det er faktisk kommet lidt bag på mig, at jeg er så tilbageholdene når det kommer til at åbne op overfor andre mennesker. Men det er noget, jeg har lagt mærke til og som jeg har undret mig lidt over hvorfor.

Måske er det fordi jeg gerne vil være helt sikker på andre mennesker, inden jeg lukker dem helt ind og kan være den skøre Jeanette sammen med dem, som jeg nu engang er? Måske er det fordi, jeg har svært ved at stole på andre mennesker? Måske er det fordi, jeg er bange for, at de dømmer mig?

Jeg ved det ikke. Men det kan være, at jeg også lærer det snart.

Hvordan det går med friheden

Tidligere på året valgte jeg ord, der skulle være mit guideline for året. Sidste år valgte jeg ordet ‘courage’. Det var virkelig et fedt ord at lade mig guide af. Det gav mig mange uforglemmelige oplevelser. Jeg rejste til Marrakech alene sidste sommer, jeg turde at åbne mit hjerte igen, jeg hyldede mit mod i min hverdag, jeg kastede mig ud i at turde være mere mig selv, jeg åbnede op for det hårde break-up jeg oplevede sidste år.

Generelt gjorde jeg en masse ting, der udfordrede mig selv. Der udfordrende mit mod.

I år har jeg valgt et nyt ord, der skal guide mig.

Frihed.

Det har været en lidt træg start skal jeg gerne indrømme. For det har været svært at finde ud af, hvad frihed egentlig betyder for mig. Det var noget nemmere med courage. For det er nogenlunde nemt at vide, hvordan jeg skal være mere modig. Det er noget med at bryde min grænser, turde gøre ting, jeg ikke har prøvet før. Bryde med mine egne normer og konventioner. Jeg kunne overøfre courage til alle aspekter af mit liv.

Det har også givet mig enormt meget. Stadig den dag i dag. For jeg prøver stadig at være modig.


Foto taget af dygtige Malene Nelting

Men det her med frihed, det har været lidt sværere altså. For hvad er frihed? Det har jeg skulle bruge det første stykke tid af året på at lære. Hvad er frihed for mig?

Jeg er kommet så langt, at frihed for mig betyder, at jeg gør ting, som gør mig glad. Jeg skal tage mig frihed til at tænke på mig selv. Jeg skal prøve at tænke mindre på andre mennesker og mere på mig selv.

Det lyder måske ret egoistisk, men det er ikke ment sådan. Det er mere ment sådan, at jeg skal droppe at tænke over, hvad andre mennesker tænker om mig. Jeg skal ikke lade andre mennesker mening om mig styre mit liv. Jeg skal tage mig friheden til at være mig selv.

For jeg har haft, og har stadig, en tendens til at overanalysere andre mennesker meninger om mig. Også selvom de måske aldrig nogensinde har ytret et ord om mig til mig. Så tænker jeg stadig meget over, hvad andre mennesker mon tænker om mig. Om hvad jeg gør, siger og hvordan jeg opfører mig. Om de synes, at de ting jeg gør er nederen. Om de ser ned på mig.

Hvilket er virkelig spild af ressourcer – for jeg kan jo ikke ændre på mig selv efter andre menneskers meninger. Og når jeg læser det nu her kan jeg se, at jeg egentlig tænker mest over alle de negative ting, folk måtte mene om mig. Ikke nogen af de positive.

Nå men nu vil jeg i hvert fald tage mig friheden til bare at tænke på mig selv og mine egne meninger om min gøren og laden.

Jeg prøver også at dyrke friheden, hvis den dårlige samvittighed rammer mig. Hvis jeg fx. bruger lidt for lang tid på sofaen en lørdag formiddag. Så ER det okay, og jeg må gerne tage mig den frihed at bruge lidt ekstra tid på sofaen.

Ligesom jeg er blevet god til at droppe tanken om samfundets konventioner omkring opførsel på hverdage. Men det har jeg også lært gennem mit arbejde. For der er der ikke altid den store forskel på, om det er tirsdag, torsdag eller lørdag. For vi arbejder alligevel på så skæve tidspunkter og musikken sover aldrig. Så om vi arbejder en tirsdag eller en lørdag gør ikke den store forskel længere.

Det var noget, jeg skulle vænne mig til i starten, men nu elsker jeg det! Og det er også en frihed jeg elsker at have. Ikke at lade mig diktere af samfundets rutiner – om tirsdagen må vi ikke drikke øl og gå til koncert, men om fredagen må vi godt. Pffffss.

Jeg prøver også at dyrke friheden for mig selv sådan rent mentalt. Jeg startede, som nogle af jer måske ved, med at meditere sidste sommer. Det har jeg gjort næsten hver dag lige siden, og det giver mig en enorm mental frihed og pusterum.

Noget der også er vigtigt for mig i det her med at dyrke friheden, det er netop at prioritere mig selv og min krop. Jeg vil tage mig friheden til at sætte tid af til fx træning og meditation. For det er noget, der gør mig godt.

Jeg vil også dyrke friheden i min valg generelt. Jeg vil prøve at lytte mere til mig selv, og mindre til alle mulige andre stemmer, når det drejer sig om at beslutte ting på mine egne vegne. Folk har så travlt med at give gode råd, og selvom de er velmenende så er det kun mig, der ved, hvad jeg har lyst til. Jeg vil ikke give mig selv dårlig samvittighed for at bruge nogle timer på sofaen. For det er mit valg og det står mig frit for, hvordan jeg vil bruge min tid.

Generelt tror jeg, at ‘frihed’ for mig handler ligeså meget om, at jeg skal sætte mig selv fri fra mig selv som at jeg skal sætte mig selv fri fra andres billede af mig.

Jeg skal droppe en masse af de restriktioner, jeg selv opsætter. Det er jo virkelig dumt at lave en masse dumme regler for os selv, som vi går og punker os selv for ikke at følge. På den anden side vil jeg også gerne dyrke friheden i at have nogle retningslinjer i mit liv.

Samtidig skal jeg droppe at prøve at være den Jeanette, jeg forestiller mig andre mennesker, tror jeg er. Kan I følge mig eller vrøvler jeg helt nu?
Altså det jeg mener er nok, at jeg er jeg god til at prøve leve efter de forventninger jeg TROR, at andre mennesker har til mig.

Og det skal jeg droppe.

Så. Jeg vil fortsætte med at udvikle ordet ‘frihed’ og finde ud af, hvad det betyder for mig.

Har du valgt er ord for året? Eller måske har nogle nytårsforsætter (som du har glemt haha)?

 

Det er tosomheden jeg savner

Jeg kan mærke vinden på mine bare ben. Jeg har stadig korte shorts på fra dagens varme vejr. Jeg elsker varmen. Jeg trives godt i varmen. Undtagen om natten. Jeg sover dårligt for tiden.

Det endda selvom jeg har hele min store dobbeltseng at brede mig på. Jeg er efterhånden vant til at sove alene. Men min krop er ikke. Måske er mit sind i virkeligheden heller ikke.

Jeg overvejer at åbne en flaske vin. Eller en flaske champagne. Det ville klæde denne ordinære tirsdag meget med lidt bobler.

Jeg lader det blive ved tanken og tænder i stedet en cigaret. Vinden kilder kun mine ben, men den er alligevel dejlig kølig herude på min altan. Jeg flytter mig lidt rundt på stolen og prøver at placere mine fødder på bordet.

Mine tanker springer frem og tilbage som børn, der hopper over en å.
Først den ene vej. Så den anden.

Jeg ved ikke, om jeg savner en kæreste. Det gør jeg ikke normalt. I dag er der bare et eller andet, der har ramt mig hårdt. Lige i brystkassen.

Jeg ved ikke, om det er sommeren, der er på vej med kærlighed i luften. Med påmindelser om, at der ikke rigtig er så meget kærlighed i luften til mig. Jeg bliver trist ved tanken. For jeg elsker at elske. Jeg er god til at elske.

Men jeg er ikke god til at åbne mig op. Jeg er god til at lukke ned til gengæld. Ikke for mine venner. Jeg elsker lange, dybe og nære samtaler med mine venner. Jeg elsker at have personer i mit liv, som jeg ved, er der for mig. Som jeg ved, at jeg er der for.

Men jeg savner tosomheden. Tosomheden med én særlig person. Én person, der kender mig næsten bedre end mig selv. Det savner jeg.

Som mange gange før sidder jeg alene på min altan. Der er næsten heller ikke plads til mere end kun en person herude. Jeg tænker på, om det mon er samme slags plads, der er i mit hjerte for tiden.

Altså ikke særlig meget plads. Kun lige plads til lidt mere end én person. Og hvordan skal der så nogensinde kunne blive plads til tosomheden?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at skabe mere plads. Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget JEG skal gøre. Eller om jeg skal lade en anden person få den opgave? Hvis der da er nogen personer, der er stor nok til den opgave.

Jeg er vant til at gøre ting alene. Til at være alene. Jeg er også vant til mange mennesker. Jeg er vant til at lave mange forskellige ting med mange mennesker.

Jeg mangler ikke venner. Jeg mangler tosomheden.

Jeg tager endnu et hvæs af min cigaret. Overvejer at stoppe med at ryge. For good. Dropper tanken igen foreløbig. Jeg kan mærke gåsehuden begynde at bygge sig op på mine ben. Jeg rejser mig og skifter fra mine shorts til bukser. Det er dejligt at mærke huden blive dækket. Jeg fryser ikke som sådan, men jeg kan godt mærke, at solen er væk nu.

Det er det her med at gøre ting med én anden person jeg savner. Den indforståethed der findes mellem to personer, som ingen andre forstår. Afslappetheden omkring tosomheden.

Tosomhed. Det lyder pludseligt så hult og kedeligt. Men det ved jeg, at det ikke er. For tosomheden var en del af  mit liv i mange år.

Måske er det bare min krop, der skriger efter tosomheden? Altså fordi den er vant til det. Fordi den i mange år ikke har prøvet andet. Den prøver at få mig tilbage på et stadie, den er vant til at være i.

Måske er det mit hjerte, der mangler tosomheden? Måske er det bare bange for at opleve kærligheden igen og tør ikke give plads til andre end mig selv lige nu? For mit hjerte ved, at åbner det først op, så lukker det ikke i foreløbig. Og hvis det går i stykker igen, så er jeg bange for, at det tager lang tid at samle stykkerne sammen.

For hver gang mit hjerte er gået i stykker, er skårene blevet mindre. Og mindre skår tager længere tid at sætte sammen end store.

Måske er det min hjerne, der er vant til at operere med et team? Måske vil min hjerne gerne have en teamplayer, den altid kan stoles på?

Jeg kalder på hundene. Finder deres snore frem. Åbner døren til lejligheden og hopper i et par sneakers. Hiver en sommerjakke over skuldrene og går ned af trappen i samme bevægelse.

Jeg åbner hoveddøren. Hundene løber ud én efter én. Jeg lukker døren efter mig og låser. Jeg giver dem deres snore på og går ud af haveindgangen.

Måske er det bare mig? Mig der savner tosomheden. Måske er det bare fordi, jeg savner at blive holdt af? Måske er det mig, der savner en at dele min kærlighed ud på?

Mine skridt rammer hårdt i fliserne. De gule fliser i Odense. Hasleklinkerne.
Måske savner jeg bare at kunne dele mig selv med en person?

Jeg ved ikke, hvorfor det har ramt mig så hårdt i dag. Men det har det. Så jeg tramper lidt hårdere i fliserne. Forbander at de altid er så skide glatte om vinteren. Jeg finder mine høretelefoner frem og sætter Fever Ray på så højt, at jeg overdøver mine tanker.

Følelsen af savn til tosomheden forsvinder med musikken. Men jeg ved, at når jeg slukker for tonerne, vil følelsen komme tilbage. Til den tid er jeg hjemme igen og har lagt en slagplan for, hvordan jeg vil håndtere tosomhedsangrebet i dag.

Men lige nu træder jeg bare hårdt ned i fliserne og skruer op for musikken.

Bare lidt dejlig hverdag

Jeg har haft den slags uge, hvor jeg kun har været hjemme for at vende, gå i bad, sove og ellers afsted igen. Jeg troede, at jeg havde en nogenlunde stille uge med nogle aftener uden planer. Men på mystisk vis formår jeg altid at få fyldt mine timer ud.

Denne uge har det, heldigvis, været nogle rigtig fine ting jeg har brugt min tid på. Det plejer det som regel at være.

Jeg har bl.a.

  • Startet ugen på Kansas helt som vanligt. Lige for tiden bruger jeg meget tid på at koordinere vores kulturfestival Pure d. 31. maj og 1./2. juni.
  • Været til netværkslounge på Momentum for kulturarbejdere og aktører i Odense. Det var en virkelig fin aften, hvor jeg fik nogle gode ideer til Kansas og mit arbejde der. Foruden at møde nogle spændende og interessante mennesker.
  • Offentliggjort årets første afsnit af den podcast, jeg har sammen med to dygtige mennesker. Den hedder Kulturcasten og handler om kultur fra A-Z på Fyn. Du kan høre afsnittene lige her.
  • Været til konfirmation på Sjælland hos min kusine. Det var skide hyggeligt – men hold nu op sådan en kæmpe familiefest tager på kræfterne.
  • Jeg har hentet mine hunde igen, efter de har været passet hos mine forældre den sidste uge. Faktisk siden jeg tog fra Sjælland sidste uge torsdag efter mine hemmelige projekter.
  • Jeg har været nede hos den træner, som jeg har hyret til at lære mig at stå på hænder. Det gik over alt forventning, og jeg tror bestemt, at der er mulighed for, at jeg står på hænder i år! Det er mit ultimative træningsmål, og jeg håber virkelig på at lære det.
  • Jeg har spist lækker pick’n’mix brunch sammen med skønne Lisbeth på Froggys inde i byen.
  • Jeg har malet som en gal til arbejdsdag på Kansas. De frivillige ville gerne have malet nogle af deres flytbare vægge samtidig med, at der skulle laves strøm i deres fælleslokale. Så min søde far og mor var taget fra Sjælland og hjalp til hele dagen. Min far er elektriker, så han kunne fikse strøm imens min mor og jeg (mest mig ikke mor?!) malede vægge og drak lidt øl.
  • Samme dag crashede to kammerater og jeg en koncert med Suspekt på H.C. Ørsted kollegiet. Min ene kammerat, Simon, har boet der, så han begyndte straks at føle sig hjemme. Det var i øvrigt en rigtig fed koncert!
  • Jeg har stået lidt mere på hænder og svedt alle øl ud igen på en idiotis assault bike! Don’t do it kids!
  • Jeg har nydt vejret i mosen sammen med nogle af de frivillige fra Kansas for at promovere vores festival Pure. Det endte med at vi købte en engangsgrill og grillede røde pølser og spise kartoffelsalat fra bøtten. Dét er altså livet lige der midt i solen.

Nu vil jeg få lavet noget aftensmad og gøre klar til endnu en uge, hvor der er lidt booket, men igen heldigvis med gode og skønne ting og mennesker. Og så brygger jeg på et indlæg omkring festivalmusik. For de nærmer sig med hastige skridt de festivaler, og der er meget fed musik, jeg gerne vil opleve i år.

Skal du til nogle festivaler i år?

En masse om noget, jeg ikke må fortælle

Åh der er intet værre, end den slags bloggere, der teaser med en masse “hemmelige” ting, der sker bag kulisserne, men som “de ikke kan fortælle endnu, men det er bare en KÆMPE nyhed”. Har jeg ret?

Nu bliver jeg selv én af dem. Én af den slags bloggere.

For der er sket noget, som jeg slet ikke må fortælle. Endnu. Det må jeg nok om et par måneder. Så det er ikke fordi, der går SÅ lang tid førend jeg må røbe, hvad jeg har brugt nogle af mine dage på denne uge.

Jeg var offline midt på ugen nogle dage. Jeg har været afsted til noget, som jeg ingenting må røbe om. Men det krævede, at jeg var offline og lagde telefonen fra mig i et stykke tid. Jeg måtte desuden heller ikke dele et eneste billede eller video fra mine dage afsted. Så det har været lidt kedeligt de dage. I hvert fald hvad angår min Instagram.

For det har bestemt ikke været kedeligt denne uge! Jeg har fået nogle vilde oplevelser med i kufferten, og mine grænser er, igen igen, blevet destrueret. Jeg har skulle gøre nogle ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle gøre. Jeg er _virkelig_ kommet ud af min komfortzone.

Nogle af oplevelserne har klart været mere grænseoverskridende end andre. Men igennem det hele har jeg haft mig selv med. Jeg har ikke gjort noget, jeg ikke kan stå inde for i dag. Hvilket er meget vigtigt for mig. Jeg har tværtimod lært mig selv endnu bedre at kende. Det gør vi som mennesker sjovt nok, når vi bliver placeret i uvante situationer.

Uvante situationer er virkelig, hvad jeg har været i denne uge. Det er noget, jeg aldrig har prøvet før, og nok heller aldrig kommer til igen. Jeg har også skrevet mange siders beretning omkring hele oplevelsen. Det blev jeg nødt til at gøre hurtigt efter – der skete simpelthen så mange ting undervejs, at jeg var bange for at glemme det, hvis jeg ikke fik skrevet det ned.

Der går som sagt nogle måneder, før jeg må fortælle præcist, hvad jeg har oplevet. Men ih, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig også til at skulle genopleve det hele igen sammen “med resten af verden”.

Så. Sorry, at jeg er totalt en blogger-stereotyp i dette indlæg. Men jeg lover (!) det er simpelthen så vildt!

Det her med at være single

Foto: Rebecca Brincker

Jeg synes stadig, det er mærkeligt. At være single. Jeg har stadigvæk heller ikke vænnet mig til det begreb – “single”. Jeg synes stadig det lyder… Mærkeligt. Ligesom jeg også forklarede om i dette indlæg, så er det ikke et begreb, jeg er ovenud begejstret for.

Nærmere tværtimod. Men det er jo nu engang dét jeg er. Single. Bvadr.

Det går egentlig fint nok med at være single. Nogle gange kan det godt være lidt kedeligt. Der er ingen at putte med. Der er ingen at bruge tyve minutter med for at bestemme en film fra Netflix. Der er ingen, der laver mad til mig.

Men jeg er ret god til at fylde min tid ud alligevel. Så det er bestemt ikke fordi, jeg går rundt og keder mig. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, at jeg overhovedet har haft tid til at have en kæreste.

Men det betydet jo ikke, at jeg ikke gerne vil dele mit liv med et andet menneske. Jeg vil bare heller ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Det synes jeg er ret fjollet.

Og så har jeg måske ikke mega nemt ved at forelske mig. Jeg har været mellem-forelsket én gang i min singleperiode. Hvor jeg mødte en ret sød mand. Men så viste han sig at være lidt af en røv, og så var det skib ligesom sunket.

Siden har jeg ikke rigtig turde forelske mig. For jeg orker ikke at blive såret. Igen. Det var lidt af en hjerteknuser, da min ekskæreste og jeg valgte at gå fra hinanden. Og så var det lidt (okay RET) nederen at turde åbne mit hjerte igen kun med et nederlag som resultat.

Jeg orker ærlig talt bare ikke at skulle igennem et brud igen lige foreløbig. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis jeg skulle møde en sød mand, så er det ikke sikkert, at vi går fra hinanden. Men jeg er sgu ærlig talt nok bare lidt bange for at kaste mig ud til hajerne igen.

Jeg er ikke på nogen datingapps. Jeg forstår dem ikke. De er blomstret op imens jeg har været i forhold (i over seks år), så jeg fatter nada af de spilleregler, der eksisterer på den slags apps. Det er nu ikke fordi, jeg fatter mere i virkeligheden.

Jeg har aldrig rigtig været på en date. Det kan i hvert fald tælles på en hånd agtigt, hvor mange dates jeg har oplevet her i livet. Jeg er også lidt akavet omkring hele datingfænomenet. Jeg mener – så mødes man med én, man ikke rigtig kender for at se, om man har lyst til at lære personen mere at kende og der måske kan blomstre en forelskelse op.

Måske er jeg bare forkælet – eller har været priviligeret, at når jeg har mødt nogle mænd, som jeg har involveret mig mere med, så har der fra starten være den famøse gnist. Der har været en kemi, der har gjort, at jeg med det samme vidste, at der var noget mellem os. At jeg gerne ville undersøge det nærmere.

Jeg er ikke så god til det her med at mødes med “fremmede” mennesker og så prøve at se, om vi bliver forelsket. For mig skal den følelse af sommerfugle i maven helst være der ret tidligt i en relation.

Jeg ved ikke, om jeg måske bare er forkælet. Eller tror, at jeg lever i en Disneyfilm og prins Charming nok skal dukke op, og så ved jeg, at den er der.

Jeg tror heller ikke, at jeg fatter særlig meget af det med at flirte. Eller når nogen lægger an på mig. Jeg skal have tingene hugget i sten, hvad det angår.

Så er der hele det aspekt med bloggen og Instagram. Det her med, at jeg vælger at dele så mange ting herinde. For hvem siger, at en evt. date gider være med til det? Gider være med på mine stories på IG? Men det er en del af den jeg er. Som jeg ikke vil stoppe med lige nu.

Det kan til gengæld godt være lidt svært nogle gange. At skulle forklare, hvordan det hele hænger sammen med bloggen – og gerne ville dele ud af mine oplevelser, men samtidig føler jeg, at jeg har en barriere ift. hvor meget jeg kan dele om andre mennesker. De har jo ikke valgt at være en del af bloggen, bare fordi de gerne vil være en del af mit liv.

Det er lidt en svær grænse – for jeg vil jeg gerne dele en masse herinde. Samtidig er der nogle ting, som er lidt svære at dele. For hvad hvis de læser med og bliver stødt? Eller bare ikke vil optræde herinde. Selvom det er anonymt ved vedkommende jo formentlig godt, at det er ham jeg omtaler.

SÅ – det er ikke fordi, jeg ikke vil dele mere om mit single- eller datingliv. Jeg føler bare, at der også er en grænse for, hvor meget jeg kan tillade mig at dele.

Jeg kan fortælle så meget, at jeg har været på nogle dates. Ikke mange. Ikke flere end, hvad der kan tælles på én hånd. Men det har ikke været nogle dates, som har ført til mere. Det har været hygsomt, men gnisten har bare ikke været der. Og det er bare noget, der er vigtigt for mig. Den pokkers gnist.

Jeg har nu heller ikke travlt med at skulle finde kærligheden. Den er der nok en dag, og jeg er lykkelig for mig selv. Hvilket jeg synes er rigtig vigtigt. At det ikke er et andet menneske, min lykke beror på. Jeg er ansvarlig for min egen lykke.

Derfor havde det da været dejligt at have én særlig person at dele min lykke med. Men indtil nu deler jeg den med alle de andre skønne mennesker, jeg har i mit liv. Og det er jeg nu i grunden ret tilfreds med.

 

Små glimt

En måde at få mere hverdag herind på er via disse små glimt. For I var nemlig mange, der gerne ville have mere hverdag og mere mig. Nu har jeg næsten lige læst hele min blog igennem, og jeg kan mærke, at jeg også selv savner mine indlæg, hvor jeg fortalte om dit og hint.

Det sidste stykke tid har jeg derfor;

Fået en ny tatovering! En fin lille natsværmer/sommerfugl. Lige midt på armen. Det er min første tatovering, som sidder et sted, der er meget åbenlyst. Alle  mine andre tatoveringer sidder lidt mærkelige steder, så når jeg står med bare arme, lægger man næsten ikke mærke til dem. Det gør man så sandelig med den her lige midt på armen. Den sidder også er lidt finurligt sted – og det kan jeg rigtig godt lide, at alle mine tatoveringer gør. Den hedder i øvrigt Viga og er en hen! Meget politisk korrekt tatovering. Når den ikke lystrer Viga, så er det fordi, der er mere en Viggo.

Jeg har set de første tulipaner springe ud i min have. A sight for sore eyes! Så er det altså ved at blive forår, når tulipanerne springer ud. Og der står de rigtig fint – jeg har overvejet at kappe nogle af dem af og stille i en vase. Men ærlig talt, så tror jeg, at de får lov til at blive stående der i beddet.

Jeg har  nydt varmen fra solen de sidste par dage med en kop kaffe og min weekendavis. Jeg købte sidste weekend havemøbler og grill, og jeg elsker, at jeg kan sætte mig ud i haven og spise min mad nu. Der var ikke nogle møbler før, men nu er der da plads til de første fem personer. Så skal grillen bare samles og bruges for første gang! Jeg er totalt en grill-type, når vejret er til det. Det er ikke fordi, jeg som sådan elsker grillmad. Men jeg er opvokset med at vi griller hele året rundt. Jeg tror, det er det sociale i at samles om grillen og sidde at spise sammen efterfølgende.

Jeg har leget 90’er hiphop band med mine medsammensvorne til Fynske Influencers; Rebecca og Lisbeth. Det er den dygtige musiker Karenina, der har sørget for at knipse det fine billede af os tre. Vi følte, at vi manglede noget, vi kunne bruge til en præsentation af os alle tre samlet. Jeg elsker det her billede – det er så fint!

Jeg har afholdt mit allerførste, ægte foredrag! Det foregik på Froggy’s i Odense centrum. Jeg skulle klart lige bruge de første 15 minutter på at tale mig varm, men da den værste nervøsitet havde lagt sig, synes jeg selv, at det gik rigtig godt. Jeg kan godt li’ at tale foran andre mennesker, og jeg elsker at kunne inspirere via de erfaringer, jeg har gjort mig i livet. Nu overvejer jeg at holde flere foredrag!

(Burgerne var sponsoreret – og de smagte fandme godt!)
Jeg fejrede, at det var mandag sammen med Rebecca i sidste uge. Det fejrede vi med burgere på Jagger. Sammen med vores mad fik vi deres slushice som altid har et ekstra tvist i form af en alkohol. Denne gang var det med rom, og den var perfekt supplement til maden.

Efterfølgende gik vi hjem til Rebecca og fik en lille gibbernak ekstra. Lige hvad en mandag trængte til at blive skyllet ned med.

I weekenden var jeg på arbejde på Kansas City. Jeg var afvikler til en koncert med god reggae og dance hall musik, og det var en af de mest mindeværdige aftener på arbejde. Der var så skør en stemning i salen – på en god måde altså. Folk var så glade, dansede rundt og krammede. Der var klart forår i luften.

Lige for tiden arbejder jeg ret meget og har travlt på kontoret på KC. Udover dét, så sker der en masse ret seje og spændende ting her bag kulisserne, som jeg ikke må fortælle noget om. På et tidspunkt i næste uger kommer der formentlig til at være radiotavshed på alle min sociale medier. Jeg må ikke fortælle hvorfor. Der går endda et godt stykke tid, før jeg må fortælle nogen noget. Men jeg kan fortælle, at jeg glæder mig! Både til at kunne fortælle meget mere, men også bare til, at de her ting sker!

Nyder I pre-sommervejret for tiden?

Min allergi stikker helt af, så for mig må der egentlig gerne komme et par regnskyl, der kan lægge alt den pollen ned, der ellers flyver rundt i vinden.

Vil I have mere “mig” og hverdag?

Fotokredit: Rebecca Brincker

Noget jeg har tænkt over på det sidste er, om I kunne tænke jer flere indlæg om, hvad jeg laver til hverdag?

Nu er det ikke fordi, jeg mener, at jeg har den mest sindsoprivende hverdag, men jeg laver alligevel et par ting, der måske kunne være ret sjove at få mere af herinde?

Det kunne enten være indlæg i løbet af ugen eller måske et opsamlende indlæg a’la “ugen der gik”. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne dele noget mere “mig” herinde. Det føler jeg lidt, der mangler.

Bloggen er mit kreative outlet og fristed, hvor jeg kan lufte de tanker, der ofte rumsterer i mit hoved. Men jeg vil også gerne dele oplevelser fra mit liv, der måske/måske ikke kan være til inspiration for jer.

Jeg deler meget på min profil på Instagram – både billeder og stories – og det kunne måske godt overføres mere til bloggen?

 

Hvad tænker I? Hvad kunne I godt tænke jer mere af herinde?

Dagdrømmeri

Jeg tramper i pedalerne. Jeg kan ikke finde ud af andet. Det skal gå stærkt. Jeg overhaler en pige foran mig. Tjekker, at jeg er kommet langt nok foran til, at jeg kan holde til højre igen.

Mine tanker flyver. Jeg er en dagdrømmer. Af den slags, der opfinder scenarier, der sikkert aldrig kommer til at ske. De er rare min dagdrømme. De er fulde af håb, ønsker og… drømme.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kunne drømme om de ting, der sker for tiden. Nogle gange overgår virkeligheden min fantasi.

Jeg rækker min højre arm ud. Jeg er en fast tilhænger af, at vi skal kommunikere til mennesker omkring os, hvor vi er på vej hen. Både for deres og vores egen skyld. Jeg bander ofte over dem, der ikke giver mig besked.

Det var nok ikke i mine drømme, at jeg skulle være her i mit liv, hvor jeg er i dag. At jeg skulle være alene. Single. Men det er jeg. Jeg er lykkelig i dag. Det var jeg også, da jeg havde en kæreste. Min egen lykke er altid det vigtiste for mig.

Det slår mig, at jeg lyder egoistisk. Det er jeg nu ikke. Jeg er bare mig selv. Min egen lykkes smed.

Solen glimter og jeg kniber mine øjne. Jeg har svært ved at se, hvad der sker foran mig. Jeg sænker ikke farten af den grund. Jeg kan mærke, at sveden finder vej på min ryg. Små dråber begynder at forme sig. Jeg bander af mig selv over, at jeg ikke kan finde ud af at sænke farten. Jeg aser og maser.

Jeg er en aser. Sådan én, der aser. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med det. Jeg har det nu ret fint. Nu jeg tænker over det.

Jeg nyder mit selskab. Mit eget selskab. Det har altid været en prioritet for mig. At kunne give mig hen til mine tanker. Måske er det derfor, jeg dagdrømmer så meget?

For tiden er dagdrømmeri ikke noget, jeg har særlig meget tid til. Alligevel formår jeg at gøre det. Indimellem alle de andre tanker og projekter.

Jeg drømmer om fremtiden. Om fortiden. Om nutiden.

Jeg drømmer om varme lande. Om det kolde nord. Om andre mennesker.

Ofte drømmer jeg om relationer. Om hvad jeg ville sige og gøre, hvis jeg helt selv kunne bestemme en oplevelse.

Tit drømmer jeg om, hvad jeg ville have gjort anderledes. Jeg fortryder ikke ting, jeg har gjort. Men jeg drømmer alligevel tit om, hvordan jeg kunne have gjort dem anderledes.

Det er sjovt med drømme. Nogle gange sker de. Ikke fordi de går i opfyldelse. For jeg ønsker ikke ting. Men jeg har prøvet, at mine drømme er sket i virkeligheden.

Måske er det sundt at drømme? Måske er mine drømme med til, at jeg ubevidst får mål?

Jeg rækker min venstre hånd i vejret. Kigger mig bagud. Mærker at sveddråberne har manifesteret sig til flere. Jeg sukker over min egen utålmodighed. Det kan bare ikke gå langsomt. Jeg sætter venstre fod i jorden og finder fæste med den højre. Stopper helt op og kigger fra side til side.

Så afsted igen. Helst i fuld fart. Jeg har ikke tid til pause. Eller til at ændre farten. Jeg bander lidt over vinden. Den hiver fat i min store cykelkurv. I blæsevejr hader jeg den. Når jeg handler elsker jeg den.

Jeg har et ligeså kompliceret forhold til mine dagdrømme. De giver mig et pusterum i løbet af dagen. De giver mig tænkepauser, hvor det er nødvendigt.

Jeg drømmer om en mand. De drømme har jeg ikke så mange af for tiden. Mest fordi jeg har det rigtig godt, hvor jeg er i mit liv lige nu. Ved at være mig selv.

Jeg forestiller mig, hvordan vi griner sammen. Hvordan han synes, hundene er søde. Hvordan vi henter mad og spiser sammen.

Så hiver vinden igen fat i min kurv og jeg glemmer, hvad jeg drømte.

Rundkørsler er sjove at komme forbi. De kræver mere opmærksomhed. Mere kommunikation. Jeg hiver min højre arm ud til siden og drejer ned af det sidste stykke på min vej.

Nu går det let. Det går ned af bakke, og jeg tramper endnu hårdere. Får mere fart på. Nu mærker jeg vinden på mine kinder. Min øjne løber i vand pga. kulden. Farten bruger jeg på vej op ad bakken. Det giver momentum.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg opfinder mine drømme…

Jeg ved bare, at jeg gør det.

 

Da jeg meldte mig til et datingprogram og (næsten) kom med

Foto: Rebecca Brincker – @brinckerphotography

Jeg har tidligere skrevet omkring min aversion omkring diverse datingapps. Det er ikke fordi, jeg er imod dem. All power til dig, der finder kærligheden eller en hyggelig aften gennem datingapps. Jeg forstår dem ganske enkelt bare ikke.

Men tv… Tv forstår jeg. Så da DR3 søgte efter deltagere til deres nyeste datingprogram “Koden til kærlighed” meldte jeg mig. Sgu. Har du set det? Eller kender bare lidt til det?

Jeg havde, for at være ærlig, lidt nogle bekymringer omkring det. Jeg mener – hvem pokker ville ikke have bare lidt reflekterede tanker omkring at melde sig til et datingprogram, hvor alle i hele Danmark ville følge med i processen?!

Jeg meldte mig nu alligevel.

Der gik nogle uger efter jeg havde meldt mig, inden jeg hørte noget fra DR3, og jeg havde faktisk i mellemtiden glemt, at jeg havde tilmeldt mig.

Da der tikkede en mail ind fra tv-produktionen bag programmet, fik jeg derfor en lille klump i halsen. Turde jeg?

Og selvfølgelig turde jeg det. Mit ord for sidste år, var i øvrigt ‘courage’. Så jeg fandt mit mod frem og bekræftede, at jeg stadig var interesseret i at knække koden til kærligheden.

Og ved du hvad? Jeg gik sgu videre i puljen af 300-400 mennesker, der havde tilmeldt sig. Jeg skulle derfor svare på endnu et spørgeskema, hvor jeg skulle uddybe endnu mere, hvem jeg er, hvilke vaner jeg har og en masse andre spøjse ting.

Så gik der endnu nogle uger, hvor jeg ærlig talt igen glemte alt om min tilmelding.

Indtil jeg fik en mail om, at feltet nu var skærpet endnu længere ind. Gudhjælpemig om jeg ikke var gået videre endnu en gang.

Nu skulle jeg optage en video af mig selv og sende ind til tv-produktionen. Jeg skulle fortælle hurtigt, hvem jeg er som person og hvad jeg ønskede med dette eksperiment.

Jeg fik  lidt fortrydelse i det her led af processen, og jeg talte med flere venner, veninder og især min søster om jeg virkelig skulle gøre det her.

Men vi lever kun én gang, og hvad var det værste, der kunne ske? At jeg mødte et nyt menneske.

Så en sen søndag aften sad jeg i min sofa og filmede mig selv. Det var en anelse akavet at lave sådan en ‘date mig’ video, så jeg sendte den til min søster til godkendelse. Da hun sagde ‘go!’ sendte jeg den videre til tv-produktionen.

Og så gik jeg fandme videre igen.

Jeg var én af de sidste 30 personer tilbage, de skulle matche ud fra deres algoritme.
Næste step i projektet var, at et tv-hold skulle filme en præsentation af mig i min lejlighed. Så jeg fik OK travlt med at rydde op og gøre rent!

Og med at have det rimelig pres, for det er alligevel et stort skridt at få sit ansigt smidt på tv-skærmen til skue for hele Danmark. Især når det kom så tæt på.

Som du nok kan regne ud, så endte det, desværre, med at jeg ikke blev matchet med en af de resterende 29 personer.

Så tæt på, og alligevel så langt fra måske at finde min næste store kærlighed.

Efter jeg har set programmerne – for jeg følger selvfølgelig med – ærgrer det mig nu ikke så meget. Dem der er gået videre, kan jeg i hvert fald godt forstå, at jeg ikke er blevet matchet med.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at finde kærligheden gennem sociale apps. Jeg tror heller ikke, at jeg troede på, at det kunne ske gennem et tv-program.

Efter at have fulgt med i diverse tv-programmer om kærligheden, er jeg i hvert fald ret sikker på, at det er en lille procent-del, der virkelig har fundet kærligheden.

Jeg er heller ikke sikker på, at jeg leder efter kærlighed eller et forhold. Det har jeg egentlig aldrig gjort. Det er bare kommet naturligt.

Så mon ikke også det kommer til at ske ret naturligt igen?

Selvom det nu havde været en ret stor oplevelse at se mig selv på tv!

Hvordan er det så egentlig at være single? Jo – nu skal du høre…

Det er faktisk helt OK. Altså jeg mener. Det er ikke fordi, jeg render rundt og fejrer mit singleliv konstant. Men jeg har efterhånden fundet en ret fin balance i det med at være single vs at være i fast forhold.

Indtil videre har jeg fundet en ret fin balance i at kalde mig selv ‘single’. For det begreb, om man vil, er jeg og har jeg aldrig været vild med. Jeg synes, det lugter af kattedame og lettere desperation. Så jeg har egentlig det sidste års tid, når folk har spurgt, sagt, at jeg er alene.

Men det lyder på den anden side heller ikke særlig opløftende.

Så jeg har også nogle gange sagt, at jeg bare er mig selv. Og forsøgt at fjerne ‘bare’ fra sætningen. For ordet ‘bare’, i den sætning, føler jeg også er lidt nedsættende. Fordi man ‘bare’ er sig selv. Som om det ikke er godt nok.

Hvilket det selvfølgelig er. Så er jeg mig. Alene. Single. Mig selv.

Det har jeg været i et år nu. Lige lidt mere end et år.

Foto: Rebecca Brincker

Og jeg kan godt fortælle dig – efter over seks år i det samme forhold, så er det sgu lidt jordskælvsagtigt lige pludselig at være alene. Det var en fælles beslutning, men det gør den ikke mindre hård. Eller pludselig. Selvom vi begge helt sikkert havde set det komme.

Jeg tror, at sådan noget altid, uanset om man ser det komme eller ej, føles som om tæppet er blevet revet væk under én. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at fungere alene. Den første måned kan jeg næsten ikke huske. For jeg gik bare på arbejde i en tåge, gik hjem igen, gik tur med hundene og var ellers bare… væk.. i en tåge af sorg, fortvivlelse og usikkerhed.

Usikkerhed på, hvad der nu skulle ske. Jeg havde for pokker ikke være alene i mange år. Hvad gør man? Hvordan gør man? Havde jeg overhovedet lyst til at vide det?

Men som timerne blev til dage, og dage til måneder lærte jeg at finde mig mere og mere tilpas i rollen som værende single.

Eller det vil sige… Jeg lærte, at jeg ikke længere havde nogen forpligtigelser derhjemme. Hvilket betød, at jeg arbejdede meget. Og festede meget. For er der noget mit 2017 også bar præg af, så er det, at jeg gik meget i byen. Det var ikke fordi jeg scorede i byen. Jeg nød bare, at jeg ikke længere skulle huske på, at der lå en derhjemme, der tænkte på, hvor jeg mon var henne. Og hvorfor jeg ikke kom hjem.

Og så nød jeg at feste. For ærlig talt – det trængte jeg sgu til. Jeg trængte til at bruge mine weekender på absolut ingenting. På at danse til det blev lyst. På at grine til jeg fik ondt i maven. På at sove. Så det gjorde jeg.

Foto: Rebecca Brincker

Jeg nød at være alene. Det var ikke så meget det, at jeg nu var single, jeg nød. Det var mere situationen i, at jeg var alene. Og kun havde mig selv at stå til ansvar overfor.

Så på dét område, der har jeg egentlig haft det ret fint. Men det har stadig været mærkeligt at skulle finde ud af at være single. For der er fandme sket noget på singlemarkedet siden jeg sidst var single.

Jeg er for det første slet ikke nede med alle de slags dating-apps, der findes i dag. Alt frihed til dig, der bruger apps til at finde din næste date. Eller måske endda din kæreste.

Men jeg er “vokset op” uden den slags apps. Jeg har haft kæreste i alt den tid, de apps har haft opmærksomhed. Så jeg forstår dem slet ikke. Jeg er på det punkt ligesom en gammel dame, der sidder og ryster på hovedet over Snapchat. Hvad er nu det for noget nymodens pjank? Skal det nu være smart?

Så jeg er ikke på nogle datingapps. Og det forudser jeg heller ikke, at jeg kommer til at være.

Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke udvider mit netværk, hvad angår mænd. Høhø. Det sker vist bare mere i virkeligheden, end det gør på nettet. Det sker, at nogle skriver til mig via min profil på Instagram. Det synes jeg egentlig er ret modigt. Og der har jeg faktisk også mødt nogle igennem. Så jeg er ikke helt afvisende overfor, at man godt kan møde nye mennesker (mænd) gennem sociale apps. Jeg opsøger det bare ikke aktivt selv.

Det med ikke at opsøge det selv aktivt, tror jeg egentlig er ret sigende for min tilstand som single.

Foto: Rebecca Brincker

For jeg opsøger ikke rigtig relationer med mænd aktivt. Jeg møder dem i virkeligheden, og hvis der så er den berømte gnist, SÅ kan jeg sagtens være pro-aktiv. Og selv spørge om de har lyst til at drikke den famøse kop kaffe. Eller bare mødes og gå en tur.

Og hvor møder du så mænd henne IRL? tænker du sikkert.

Det sker på forskellige måder.  Jeg arbejder for det første et sted, hvor mit netværk bliver større og større næsten for hver dag, der går. Så her møder jeg mange interessante mennesker.

Men generelt har jeg nok ikke så travlt med at møde mænd. Eller få en kæreste. Jeg er et sted lige nu, og har egentlig været i alt min singletid, hvor det ikke betyder noget særligt, at jeg er single. Det betyder i hvert fald ikke, at jeg partout SKAL finde en kæreste. Jeg har været i et forhold i over seks år. Jeg ved godt, hvad det vil sige at have en kæreste. Jeg ved godt, hvordan et sundt forhold fungerer.

Nu ved jeg også, hvordan et sundt forhold, hvor jeg er alene fungerer.

Og for at være helt ærlig ikke – så kan jeg mærke på mig selv, at jeg er lidt bange. Jeg er lidt bange for at forelske mig igen. Og få knust mit hjerte igen. For jeg blev knust sidste år, da Casper og jeg gik fra hinanden. Det slog mig fuldstændig ud. Igen – det var den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at det ikke var noget af det hårdeste jeg har været med til at gøre i mit liv.

Det betød også, at jeg, som klichéen er, murede mine følelser inde og ikke lod nogen slippe rigtigt ind.

Ikke før i sommers i hvert fald. For der mødte jeg sgu en sød mand. Én jeg kunne være mig selv sammen med. En jeg blev glad for. Men. Enten havde han det ikke på samme måde, eller også havde han bygget endnu højere mure op, end jeg havde. Jeg ved det ikke. For det endte ikke særlig rart. Og jeg har ikke talt med ham siden.

Hvilket igen betød, at jeg lukkede lidt af. I hvert fald for romantiske følelser overfor mænd. Og ærlig talt så kan jeg da egentlig godt forstå, at jeg ikke rigtig har mødt nogen efterfølgende, for jeg har helt sikkert ikke udsendt de mest indbydende signaler. Hvis nogle signaler overhovedet.

Måske er det bare fordi, jeg er god til at gå rundt i min egen verden. Og slet ikke fatter, når mænd prøver at flirte med mig. Jeg er i virkeligheden måske bare lidt en skovl til det efter et langt forhold.

Måske er det fordi, jeg ikke forstå dating-gamet. At man går på date efter date med forskellige mennesker, for at prøve at finde den rigtige. Måske burde jeg være mere proaktivt?

På den anden side – så er det ikke fordi, jeg mangler en kæreste. Jeg er ret tilfreds med mit liv, som det er lige nu.

For at besvare spørgsmålet i titlen – det er ganske fint at være single. Jeg befinder mig ret godt i denne del af mit liv lige nu. Og hvem ved – måske møder jeg en fantastisk mand i morgen, jeg falder for. Det kan også være, jeg ender med at være single resten af mine dage. Det er i hvert fald ikke en mand, jeg beror min lykke på.

Desuden synes jeg det sidste år er gået så hurtigt, at jeg slet ikke forstår det. Jeg er nok i virkeligheden stadig ved at vende mig til, at jeg bare er mig selv.

 

 

GRL PWR – friheden i at hylde mine medkvinder

Jeg er godt i gang med at dyrke mit ord, der skal guide mig igennem dette år. Dette indlæg er en del af den proces.

For det her med GRL PWR – ‘Girl Power’ for dem, der ikke er nede med slang – er noget, der har ligget mig på sinde at snakke om i lang tid. Nok ligeså lang tid som jeg har haft min tatovering  – og det er immervæk siden april 2017.

Og lige en indskydelse omkring det med tatoveringer – jeg lavede en livestory omkring mine tatoveringer på Instagram nogle uger tilbage, som var ret populær. Men jeg tænker, at et indlæg om dem alle sammen også kunne være interessant – oder was?

Jeg har jo alligevel et par stykker – og jeg tager ikke mine tatoveringer og “de sidder der jo resten af livet!”-kampagner alt for alvorligt. De er tænkt som statements, udsmykning og spas. Jeg har faktisk én, som jeg ikke er sååå glad for mere. Men hva’ fa’en – den er en del af mit og mit liv på det tidspunkt.

Min tatovering med GRL PWR er – som I måske kan regne ud – et statement. Både for mig selv og til andre.

Den er ganske uoriginal – og er set i mange forskellige udgaver. Men lige min udgave elsker jeg meget højt. Alle min tatoveringer sidder i øvrigt obskure og lidt pudsige steder, og denne sidder på min højre underarm, lige under albueledet og ind mod mig selv. Lige på det tynde hud… Jawsa det kunne også godt mærkes. Jeg hader i øvrigt at blive tatoveret! Jeg har aldrig forstået dem der “elsker at mærke smerten og nærmest bliver høj på det”. Det eneste jeg bliver høj på, når jeg bliver tatoveret er det bland-selv-slik og cola jeg plejer at tage med mig! Denne tatovering er lavet af Patrick fra Black Forest Tattoo (den ligger på Nørregade i Odense), og både Patrick og Rie derinde er skide dygtige.

Min GRL PWR sidder sådan, så hvis jeg står med armene ned langs siden af kroppen, så kan man ikke se den. Men ligeså snart jeg rækker armen lidt ud, er den tydelig.

Og den betyder alverden for mig.

For hver eneste dag minder den mig om rigtig mange ting.

Den husker mig på, at JEG er skide sej. At jeg er stærk og at jeg har POWER. Den husker mig på, at jeg er en selvstændig kvinde, der gør noget. Jeg er ikke en do nothing bitch. Jeg er en do something bitch. Jeg ligger ikke hjemme på sofaen og venter på, at appelsinerne falder i min turban. Det sker nogle gange jo – men oftest fordi jeg selv knokler røven ud af bukserne for det. Jeg planter appelsintræet, plejer og passer det og venter på, at der vokser appelsiner på det, som jeg senere selv plukker.

Nogle gange vokser der få eller slet ingen appelsiner på mit appelsintræ. Og så forsøger jeg bare igen. For som talemåden siger; if at first you don’t succeed – try, try and try again. 

Og jeg er ikke længere bange for at være stolt af, hvad jeg opnår på min vej. Fuck Janteloven. Fuck de mennesker, der ikke kan tåle andres (min) succes. Fuck de negative stemninger, der kan opstå, fordi man arbejder hårdt og lykkes med ting.

Jeg er ogsåfærdig med at undskylde mine bedrifter. Og jeg er færdig med at tale dem ned og negligere dem. Både overfor mig selv og overfor andre.

For det er ellers noget, jeg har været god til. At tale mine egne bedrifter ned. Fordi jeg bliver fanget i stemningen af, at vi (kvinder) helst ikke skal tale for højt om vores bedrifter. Eller er det bare mig, der har haft denne følelse af, at vi skal være ydmyge og vente på, at andre roser os? I stedet for at rose os selv…

GRL PWR for mig betyder også, at vi kvinder skal stå sammen og støtte hinanden i livet! Vi skal heppe på hinanden og få hinanden til at lykkes.

Og nej – jeg kan ikke undslå mig, at jeg også helt sikkert har været en strigle overfor andre mennesker (kvinder). Jeg ved ikke, om det er hele ‘sladder-kulturen’ der lidt hænger over kvinder? Eller er det bare mig?

Men jeg har i mange år nu (og meget bevidst siden jeg fik min tatovering) været fortaler for, at vi kvinder skal droppe den negative stemning – og i stedet tale smukt om hinanden  – selv når vi ikke er sammen.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi mennesker er forskellige. Og vi kan og skal ikke kunne elske alle andre og lide hinanden. Men vi kan godt gøre en indsat for, at vi bliver bedre til, hvis ikke at tale dejligt om hinanden, så i det mindste droppe at ytre os, hvis vi ikke har noget pænt at sige.

who-run-the-world-girls

Jeg tror også, at min tatovering betyder, at jeg husker mig selv på, at det er okay, at jeg tror og følger mine drømme i livet. At jeg ikke er fjollet, når jeg drømmer om at gøre og opleve ting. At jeg ikke skal undskylde mig selv, mine følelser og mine beslutninger overfor andre. At jeg ER sej! Og at de små ting også betyder meget. Og at andre menneskers meninger om mig ikke skal definere eller påvirke, hvad jeg gør.

Og så husker den mig på, at jeg aktivt vil vende talemåden ‘kvinde er kvinde værst” til “kvinde er kvinde bedst”. Jeg vil støtte mine medkvinder i deres eventyr. Hjælpe hvor jeg kan og råbe højt og bredt om de seje kvinder, jeg har i mit netværk.

Og så vil jeg tro på, at det, jeg gør, er godt nok.

 

Mit ord for 2018 (endelig right!?)

Hey peeps! Første indlæg i det nye år! Det tog alligevel sin tid før jeg fik sat mig ned og fik startet bloggen op igen. Men gode ting tager tid, har jeg lært. Så det er vist okay.

Årets første indlæg kommer til at handle om noget, jeg har talt meget om. Både herinde og på Instagram.

Jeg vil nemlig fortælle, hvad mit ord for 2018 skal være!

Det har været en længere proces at finde mit ord – men det var det også sidste år. Processen, tror jeg, er meget sund. Det gør nemlig, at jeg reflekterer meget over, hvad jeg ønsker for året. Udover de klassiske og kliché nytårsforsætter som mere træning, mere grønt og mere balance.

Det er ingen hemmelighed, at mit 2017 var et lidt hårdere år. Året bød på en del sværere perioder. Et kærestebrud efter seks års forhold, min farfar blev syg med kræft og fik en terminaldom – vi måtte sige farvel til ham i efteråret – mit hjerte led lidt nød over en mand. Men året var også fyldt med mange indsigtsfulde oplevelser – min solorejse til Marrakech, at jeg åbnede mig for et andet menneske og tillod mig selv at føle romantiske følelser igen, jeg begyndte at meditere (og gør det hver dag – nu dage i streg) gode oplevelser sammen med min familie og venner, mit arbejde på Kansas City, hvor jeg har udviklet mig meget og ikke mindst projektet Fynske Influencers sammen med Rebecca. 

Så jeg har grublet meget over, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at mit 2018 skal være. Hvad året skal indeholde, og især hvilket ord, jeg gerne vil lade mig guide igennem året.

Jeg har en notesbog med mig alle vegne, og i den skriver jeg alt ned. Lister over ting jeg skal, møder, tanker, blogindlæg. I den har jeg også hele min udvælgelsesproces for mit ord for 2018.

Foto af: Rebecca Brincker

Hvis du også kunne tænke dig at vælge et ord, har jeg lavet en rigtig fin guide, som du kan printe ud og bruge. Den er jeg selv meget glad for. Den tvinger mig nemlig til at tænke aktivt over processen i at vælge at ord.

Og nuvel – jeg kan ikke trække den længere. Ordet, der skal guide mig igennem dette år er

FRIHED

I ordet ‘frihed’ ligger der, for mig, mange forskellige følelser. Og måske jeg slet ikke får dem alle udpenslet i dette indlæg. Måske jeg skal tage emnet op igen om nogle måneder, og evaluerer. Reflektere og dele over flere aspekter af ordet.

Hvor jeg sidste år valgte ordet ‘courage’ og gerne ville være mere modig i de beslutninger jeg tog, og den måde jeg handlede på, vil jeg i år gerne dyrke ‘frihed’.

Jeg vil gerne være fri på mange måder.

Jeg vil gerne dyrke den frihed, jeg oplever ved ikke at være i et forhold. Det er en frihed, jeg endelig nyder nu. Det har taget mig lang vej at hvile i “bare at være mig selv”. Og den frihed vil jeg gerne udnytte i år. At jeg ikke har nogen derhjemme, der venter på mig. Eller som jeg skal lave aftaler med, planlægge ind i hverdagen at ses med. Jeg er bare mig selv. Og den frihed i at være mig selv, efter mange års (ellers rigtig godt) forhold vil jeg gerne glædes over nu. Jeg vil planlægge ting og oplevelser for mig selv og bare gøre ting.

På et mindre lavpraktisk plan, vil jeg gerne være fri for de restriktioner jeg pålægger mig selv. Jeg er god til at overveje, reflektere og være påpasselig med, hvordan andre mennesker opfatter mig. Og jeg er rigtig god til at handle efter det. I stedet for at droppe, hvad andre mennesker tænker om mig og “bare” være mig selv.

Mest af alt fordi jeg er en pleaser. Jeg er god til at please andre mennesker. Hvilket i og for sig er en sympatisk egenskab – men den medvirker desværre også, at jeg ofte glemmer at please mig selv. Jeg sætter mig selv i anden, tredje, fjerde række.

Men i år vil jeg dyrke min egen frihed! Jeg vil dyrke min handlefrihed, dyrke min selvstændighed og uafhængighed. Jeg vil ikke være afhængig af andre menneskers meninger og tolkninger af mig som person. Jeg vil være fri til at være lige den Jeanette, jeg har lyst til at være.

Foto af: Rebecca Brincker

For mig handler det også om, at jeg er god til at lægge begrænsninger for mig selv. Fordi jeg måske godt kan skamme mig eller være flov over, hvem jeg i virkeligheden er. Men jeg ER god nok som jeg er.

Og den personlige frihed vil jeg gerne nære og lade vækste i år.

For mig er frihed, at jeg giver mig selv lov til at gøre noget, uden at spørge andre om lov først. Også uden at spørge mig selv om lov først. Kan I følge mig?

Jeg er nemlig god til både at sætte mit eget lys under en skæppe og til at punke mig selv for mine valg, meninger og handlinger. For hvad nu hvis, det ikke er godt nok? Hvad nu, hvis andre ikke billiger. Hvad nu, hvis det jeg gør ikke er det rigtige?

Men jeg vil gerne dyrke den følelse af, at mine valg er okay – så længe de er rigtige for mig.

Jeg vil gerne fralægge mig mine egne opfattelser og ideer om, hvad sociale konventioner og normer dikterer. Jeg vil gerne være fri for negative tanker og handlemønstre – især dem jeg er så god til selv at opstille og dyrke.

Jeg vil gerne være mig selv – og have friheden til det.

Foto af: Rebecca Brincker

Jeg vil gerne kunne råbe pik og ikke kere mig om, hvad andre tænker om mig. Mine handlinger og min person, skal ikke dikteres af min opfattelse af, hvad andre mennesker måske eller måske ikke tænker om mig. Om det så er positive eller negative tanker.

For det er ikke kun de negative tanker, jeg kan lade mig diktere af. Det er også, om andre mennesker virkelig synes om mig. Om de synes nok om mig. Og ikke mindst, hvordan jeg kan få dem til at synes bedre om mig.

Og givet – jeg vil ikke begynde at opføre mig som en egoistisk idiot overfor andre mennesker. For sådan en person er jeg slet ikke. Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at agere efter, at jeg så gerne vil have, at andre skal kunne lide mig.

For jeg er perfekt – præcis som jeg er. Og jeg vil ikke længere lade min ide om andres meninger lægge en dæmper for, at jeg står på en bjergtop og råber ud i dalen, at jeg ER pisse sej!

2017 var startskuddet på, at jeg begynder at sætte mig selv og mine følelser først (selvom det stadig var et effin hårdt år, hvor andre mennesker ofte kom først).

Jeg vil gerne have friheden til at vælge mig – til at vælge for mig selv og til at sige nej.

Og jeg vil gerne blive bedre til at åbne mig op – både overfor andre mennesker, men også overfor mig selv. Dén frihed er meget vigtig for mig i år – at jeg vil give mig selv friheden til at åbne op, tage imod mine følelser og oplevelser på min vej. Og ikke mindst give mig selv friheden til at lukke andre mennesker (og deres følelser) ind.

For er der noget, jeg er god til, så er det at holde mennesker på afstand. Jeg lukker meget sjældent folk ind, hvor der er rum for sårede følelser. Hvor jeg viser sårbarhed. På den måde er jeg lidt en gammel træmand. Jeg vil helst ikke vise mine dybe og store følelser for andre mennesker. Jeg vil helst ikke vise, at jeg også har mine ting at slåes med. At jeg også bliver ked af det. Jeg vil helst ikke vise, at jeg kan være svag. Selvom det er en kæmpe styrke at kunne gøre netop det med andre mennesker. Og jeg vil gerne give slip på de stramme bånd, jeg lægger på mig selv – og blive fri for dem.

Jeg er på den anden side mægtig god til at lukke mig selv ind hos andre! Jeg er fuld af kærlighed til de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er meget kærlig, betænksom og glad – og går langt for andre mennesker. Nu skal jeg lære at gå langt for mig selv.

 

Har nogle af jer valgt et ord for året? Og vil I dele det her? Det vil være virkelig spændende at høre jeres ord og tanker omkring det.

Mere savn

Foto af: Katarina Natalie KN Photographs

Vinden får mit hår til at kilde mine kinder. Det er på én og samme tid rart og irriterende. Ligesom en drillende brise en varm sommerdag. Det er meget rart at mærke vinden på min bare hud. Men samtidig kilder det. På en irriterende måde…

Jeg kigger ud af vinduet. Undrer mig. Over hvad jeg laver.

Jeg tager et sug på min cigaret. Jeg kan ikke udstå, når folk kalder det smøger. Men jeg gør det selv. Bare ikke nu.

Jeg savner Odense lige nu. Jeg savner mennesker, jeg kender. På en måde er det en ambivalent følelse. For hver gang jeg er ”hjemme” hos mine forældre savner jeg netop byen. Mit eget hjem. Min trygge base.

Men når jeg er i Odense savner jeg min familie. Det er et emotionelt paradoks.

Jeg slukker min cigaret. Lukker vinduet. Sætter mig ved skrivebordet.

Musikken spiller på min telefon. Fever Ray synger ud i lokalet. Det irriterer mig. At musikken fylder lokalet op. Jeg kan ikke forklare, hvorfor…

Jeg finder mine høretelefoner frem. Sætter dem i bunden på min telefon. Lader tonerne strømme direkte ind i mine ører i stedet for at fylde rummet. Det hjælper på min irritation.

Hvordan kan savn være på konfust? Det ændrer sig så hurtigt for mig. Jeg rokker hovedet i takt til musikken. Kigger ud gennem ruden. Ser skyerne danse forbi mine øjne. Konstaterer, at lyset forsvinder langsomt væk fra dagen.

Min kaffe er ved at blive lunken. Jeg drikker den lidt hurtigere. Sætter noget andet musik på min telefon.

Min brystkasse er tung. Nu er det helt mørkt udenfor.

Savn er en mærkværdig følelse. En følelse jeg har følt meget i år. For jeg har mistet ret mange ting i år. Når jeg skriver ting, mener jeg mennesker. Oplevelser. Rare følelser.

Og de ting savner jeg. Jeg savner nogle mennesker, jeg ikke troede, jeg skulle miste. Lige nu savner jeg mit eget hjem. Jeg savner følelsen af at gå rundt med strømpefødder på mit bløde trægulv. Jeg savner at åbne min altandør og kigge ud over byen. Jeg savner lyden, når min nye hoveddør lukkes.

Min brystkasse er stadig tung og min hals snører sig sammen. I år har jeg prøvet at omfavne mine følelser. Jeg har prøvet at acceptere dem. Store som små. Rare som ubehagelige. For det er gået op for mig, at det er okay at føle. At mine følelser er legale. At det godt for mig at føle dem og være i dem.

Følelsen af savn er en af de følelser, der er mere komplekse. Hele mit følelsesregister har udviklet sig det sidste år, så det generelt er ret komplekst. Men ’savn’ er i sig selv en kompleks følelse. For den kan være rar at føle. Fordi jeg savner noget rart. Fordi jeg savner oplevelser, der var rare og dejlige og varme. Og personer der var det samme.

Den kan også være en knugende følelse i maven. En ond følelse, der sætter sig som et stramt net over hele min krop. Så jeg ikke kan være i min krop, men har lyst til at bryde ud.

Jeg har gennem det sidste år lært at håndtere dét. Lært at håndtere de følelser, der ikke er rare. Dem som vi helst glemmer det øjeblik, vi føler dem.

Nogle gange savner jeg at savne. Jeg savner at have nogen at savne. Og det er også en sær følelse. Ikke at have noget savn overhovedet. Hvordan kan man mangle at savne nogen? Eller noget?

Min kaffekop er tom. Kaffen var til sidst mere kold en lunken. Jeg drak den alligevel. Jeg kan se dråber på ruden nu og jeg har igen sat Fever Rays stemme til at spille i mine ører.