Derfor skal du vælge ét ord som guide for 2018 (og en metode hertil)

/8 Comments/in , , /by

Foto af Rebecca Brincker @hjernestorm

I starten af 2017 valgte jeg ét ord, der skulle være min abstrakte og mentale guide gennem hele 2017. Jeg reflekterede over ordet i dette indlæg, hvor jeg også i store træk deler, hvad mit 2017 har budt på.

I var flere, der var positive omkring min refleksion og nysgerrige på det at vælge ét ord som en indre guide for et helt år.

For selvom det måske lyder uoverkommeligt at følge ét ord gennem et helt år, så har det for mig været noget af det bedste ved året.

Jeg valgte ordet ‘courage‘ som guide i 2017, og det gjorde jeg gennem en relflekterende, men hurtig proces.

Jeg brugte nemlig en skabelon, der kunne guide mig igennem den mentale proces, det er at vælge ét ord som guide.

Skabelonen udfyldte jeg og hængte på min opslagstavle. Så blev jeg hver dag mindet om både mit udvalgte ord, men også om processen og de tanker jeg gjorde mig undervejs.

Da I netop var flere, der delte min begejstring for at droppe nytårsforsætter og i stedet vælge ét ord som guideline, besluttede jeg mig for at opdatere min skabelon til 2018 og dele den herinde med jer.

Måske den kan komme nogle af jer til nytte?

Der er flere gode grunde til at vælge ét ord for året.

  • Du får en guide gennem alle aspekter af dit liv gennem et år. Det giver en ro og klarhed i forhold til, hvordan du håndterer forskellige situationer.
  • Jeg besluttede mig i 2017 for, at jeg skulle være modig i alle aspekter af mit liv. Det har betydet, at jeg har udviklet mig meget. I forhold til andre mennesker, i forhold til min familie, på mit arbejde, med mig selv og ikke mindst i de projekter jeg kaster mig ud i. Det giver dig et ekstra skub og selvtillid at have ét ord at “læne” dig op ad.
  • Du SKAL ikke følge nogle forsætter, som du med tiden mister interesse i eller ikke har ressourcer til. Hvad end det er at du vil løbe tre gange om ugen, du skal tabe de sidste famøse fem kg, du gerne vil besøge din familie oftere etc. For mig gjaldt det, at jeg hurtigt mistede interessen i at “overholde” mine nytårsforsætter. Men det har fungeret så godt at have et ord, jeg lod mig guide af i stedet.
  • Det er overkommeligt. Du skal på en måde ikke “gøre noget”. Du skal blot have dit ord i baghovedet og tillade, at du tager dine beslutninger efter det. Men det er noget, du nemt kan inkorporere i dit liv.
  • Du tager dine beslutninger ud fra dit ord. Dette giver en enorm tryghed, da dit ord er dit pejlemærke. For mig betød det, at jeg var modig i mine beslutninger. Jeg følte, at jeg havde noget at støtte mig op ad, og hvor begrænsende det end lyder, så fungerer det helt modsat. Det var en stor befrielse at lade mig guide af, at jeg skulle være modig i alle aspekter af mit liv.

Skabelonen er ret “nem” at udfylde i den forstand, at den består af tre trin.

Trin 1:
Her skal du skrive en masse ord ned, der inspirerer dig. Jeg har selv skrevet nogle af mine ord ned i skabelonen, og måske nogle af disse også inspirerer dig. Ellers kan du nemt skrive flere til.

Trin 2:
Fokuser på forskellige aspekter i dit liv, og prøv at sætte nogle ord på, hvad du gerne vil opnå for dem i 2018.

Trin 3:
Ud fra de ord du har valgt som inspirerende og dine fokuspunkter, skal du nu vælge ét ord.

 

Kunne du finde på at vælge ét ord som guide i 2018?
Jeg er allerede ved at smage på forskellige ord, der kan være mit holdepunkt næste år. Det vil jeg selvfølgelig også dele herinde. Ligeså snart jeg har fundet på det altså.

 

Evaluering af mit “årets ord” 2017

/4 Comments/in , , /by

{ Foto af Rebecca Brincker @Hjernestorm }

Kan I huske for snart et år siden, hvor jeg valgte ét ord, der skulle være min guideline igennem 2017?

Jeg endte med at vælge ordet ‘courage’ – altså modig på dansk.

Dét ord skulle guide mig igennem alle aspekter af  mit liv i 2017 og nu, efter et år, tænkte jeg, at jeg ville lave en evaluering af, hvordan det har været.

Mit 2017 har budt på en del udfordringer. Jeg har haft nogle svære oplevelser tæt på livet. Året startede med, at Casper og jeg, efter over seks års forhold, gik fra hinanden. Det var en hård start på året, der betød, at januar var en tåget dis af nyligt brud, ny start på året og en masse forvirrede følelser.

Ikke lang tid efter dette fik jeg beskeden på, at min farfar havde fået kræft. Sygdommen var aggressiv og fremskreden, og han fik en terminaldom. Det betød, at jeg fravalgte nogle projekter i starten af året, da jeg ikke havde det mentale overskud til at jonglere både bruddet med Casper, min farfars alvorlig sygdom og ekstra projekter. Det resulterede desværre i, at jeg mistede nogle relationer. Det var nogle mennesker, der ikke forstod, hvilken alvor og hvilket pres jeg oplevede. Det er altid ærgerligt, når relationer med andre mennesker ophører, men samtidig var det mit valg at prioritere mig selv i den periode, og det er jeg stadig sikker på, var (og altid er) det rigtige at gøre. Jeg fulgte mit ord ‘courage’ og valgte at være modig omkring at stå ved mine følelser og mine valg.

Da sommeren var ved at varme både min krop og Danmark op, besluttede jeg, at jeg ville tage på en solorejse i min sommerferie. Derfor bookede jeg to uger til Marrakech i juli.
Jeg havde aldrig fløjet alene før, og jeg havde aldrig rejst alene før. Jeg tror, at det er noget af det modigste, jeg nogensinde har gjort. Jeg brugte de to uger på at granske mig selv og mine følelser. Jeg begyndte at meditere, og jeg lærte virkelig at nyde og være i nu’et. Jeg mangler endnu at dele mange af mine oplevelser fra Marrakech, men det er noget, jeg meget gerne vil. Jeg lærte meget af min solo-rejse, og det har været en af de bedste beslutninger for mig selv at gøre.


{ Foto af Rebecca Brincker @Hjernestorm }

Et stykke tid før jeg rejste, mødte jeg endda en rigtig sød mand. Efter Casper og jeg var gået fra hinanden, havde jeg været på nogle dates og set nogle mænd. Men jeg turde ikke at åbne mig, og jeg følte aldrig rigtig, at “den var der”. Men det var den nu. Vi “klikkede” med det samme og i tiden op til min rejse, nød jeg både den varme sommer i danmark og at have sommerfugle i maven.  Jeg var modig og jeg turde føle noget igen for et andet menneske. Jeg troede, at alting var godt, men noget skete desværre indeni den søde mand, mens jeg rejste, og vores brud var, for mig, uforklarligt og ubehageligt. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, hvad der skete. Mine følelser ændrede sig ikke mens jeg rejste, men det gjorde hans åbenbart. Hvad grunden var, ved jeg ikke. Det fandt jeg aldrig ud af. Men jeg ved, at jeg turde tro på kærligheden igen. Jeg ved også, at jeg var modig da vi stoppede vores relation, fordi jeg ikke ville fortsætte under de omstændigheder, han foreslog. Jeg kunne mærke, at selvom jeg virkelig gerne ville fortsætte med at se ham, så ville jeg miste mig selv i processen over at skulle gå på kompromis med mine følelser, der på det tidspunkt allerede var store.

Mit efterår indeholdt desværre afskeden med min farfar. Det var en mærkelig og selvfølgelig sørgelig oplevelse. Det er første gang, jeg mister en bedsteforældre. Hvilket sætter livet i perspektiv. For jeg ved godt, at jeg er utrolig priviligeret, at jeg indtil nu, har haft hele min familie. Jeg har tidligere mistet, men ikke et menneske, jeg har kendt i så mange år. Det var en proces, hvor jeg virkelig havde brug for at være modig, og jeg var igen taknemmelig for mit ord for året.

Rent karrieremæssigt har året også budt på oplevelser, hvor jeg har haft brug for at være modig. Jeg elsker mit arbejde – men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer og dilemmaer, hvor jeg har skulle være både stærk, handlekraftig og modig. Jeg har skulle finde mine grænser, sige fra og skubbe på. Her har mit ord ‘courage’ også hjulpet mig meget.

Nu er året gået på hæld, og mit år har budt på mange flere store og små oplevelser, end dem jeg har delt her. Men disse oplevelser har været skelsættende for min udvikling i år, og jeg har derfor valgt at belyse lige netop dem.

{ Foto af Rebecca Brincker @Hjernestorm }

Igennem hele året har jeg vendt tilbage til mit ord ‘courage’. Jeg har brugt ordet som en guideline for mine beslutninger og reaktioner hele året. Det at have ét ord, jeg har brugt som guide, har givet en enorm tryghed. Hvilket er lidt ironisk nu, hvor mit ord for året var, at jeg skulle være modig – det betyder nemlig for mig, at jeg også skal turde gøre ting, jeg normalt ikke ville gøre. Og derfor komme udenfor min komfortzone og trygge rammer.

Måske har mit ord gjort, at jeg har fundet en tryghed i at have en guide?

Måske er jeg begyndt at tro mere på mig selv og har rykket grænserne for, hvor og hvornår jeg føler mig tryg?

Det at droppe de klassiske nytårsforsætter og i stedet vælge ét ord at “leve” efter, har virket fantastisk for mig. Det har været meget mere overskueligt, end at skulle følge flere forskellige forsætter. Ordet har hele tiden været skrevet bag mit øre, og jeg har haft nemt ved at vende tilbage til det. Det betyder også, at jeg vil vælge ét ord, der skal guide mig i 2018. Jeg har allerede nogle ord, der fylder meget og som rumsterer i mit indre. Jeg tror derfor, at jeg er godt på vej i processen med at vælge et ord. Det vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer, når jeg har valgt det endeligt.

Har du haft ét ord, der har guidet dig gennem året?

Hvis du vil vælge et ord for 2018, kan du med fordel følge den guide, jeg brugte sidste år.

 

Nå ord ikke er nok

/4 Comments/in , , /by

Det er lidt den følelse, jeg sidder med i kroppen lige nu. Jeg har brugt dagen på at tage en masse billeder hos Beautified. Nu sidder jeg i min sofa. Med min dunbløde dyne, et halvt krus lunken øl og en lille hunni ved min side.

Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er tom. Jeg kan mærke, at jeg har det varmt, men jeg kan ikke finde ud af at rejse mig. Jeg er fanget. I sofaen. I  mine tanker. I mine manglende ord.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige mere herinde. Nogle gange ved jeg heller ikke, hvad jeg skal sige andre steder. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at fortælle flere ord her på  min blog. Men lige nu ved jeg bare ikke hvordan.

Det er en kombination af frygt for at fejle. Frygt for at skuffe. Og frygt for ikke at være god nok. For ikke at være en, der har nogle ord at fortælle. I hvert fald ikke nogle vigtige ord.

Men min brystkasse er ved at sprænges af ord. Måske er jeg bange for konsekvensen af mine ord? Måske er jeg den type, der tager lidt for meget hensyn? Unødvendigt hensyn til andre mennesker, der aldrig har bedt om, at jeg tager så meget hensyn. Måske er det fordi, jeg er bange for min egen reaktion, hvis jeg deler alle mine ord, der sidder derinde allerdybest. Alle de ord, der egentlig flår og skriger for at komme ud.

Alligevel er jeg stille. Min hals snørrer sig sammen rent fysisk, og jeg synker for at få spyttet væk. Mine fingre arbejder hurtigt, men tungt og jeg kan ikke finde ud af, om det de gør er det rigtige. Men nu kommer de ud. Ordene. Og så må jeg tage chancen.

For jeg har besluttet mig for, at i år skal jeg være modig. At jeg skal turde gøre ting. Komme ud af min komfortzone. Men hvad gør jeg, når jeg slet ikke aner, hvor den zone er henne?

Når jeg er bange for at vælte ud over verdenskanten og ud i dybet. Hvad gør jeg, når det føles som om, ordene presser på indefra som en dæmning, der er ved at springes?

Skriver jeg bare? Og håber på det bedste.

Jeg er sikker på, at det er mit selvværd, der spænder ben for mig. Der suger mig tør for ord. Der efterlader mig fyldt med krumblende sandstøv.

Men nu skriver jeg. Lidt i rådvildhed. Lidt i trodsighed.

Hvorfor vi gik fra hinanden

/3 Comments/in , , /by

Det er efterhånden “lang” tid siden. At Casper og jeg gik fra hinanden. Jeg sidder på sofaen. Sipper til mit glas med rødvin. Det er en flaske shiraz, jeg åbnede den anden dag, og den er ganske drikbar.

Imens tænker jeg over, hvor jeg er henne nu i mit liv. For jeg sidder her på sofaen alene. Det at være alene har jeg flere gange tidligere skrevet om herinde. For det fylder en del i mit liv for tiden.

For ca. ni måneder siden besluttede Casper og jeg at gå fra hinanden. Vi havde været kærester i over seks år, og var “vokset op” sammen. Vores “ungdom” var turbulent, kærlig, voldsom (som alt ung kærlighed vel er), betænksom, omsorgsfuld og ubeskrivelig.

Ingen relationer er ens tænker jeg. Det er de ikke. Vi kan ikke sammenligne de relationer, vi har med forskellige mennesker.

Min nakke gør ondt, for jeg har siddet i samme, dumme stilling i to timer nu. Og tænkt. Og skrevet. Og drukket lidt mere vin. Uden én eneste smøgpause er jeg begyndt at mærke en trang til at få røg mellem fingrene.

Jeg savner stadig Casper. Men det at gå fra hinanden var og er det rigtige. Vi var ikke længere kærester, som var vi to fantastisk, dejlige mennesker, der boede sammen og havde en tæt relation. Men romantikken, intimiteten, nærheden… Den var ikke mere.

Det at sige de ord højt for hinanden, er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Og jeg har alligevel prøvet noget hårde ting i livet. Jeg var så bange for at såre både mig selv og Casper i den proces, det var at skulle skille os fra hinanden. Samtidig vidste vi begge to, at det var det eneste rigtige at gøre.

Den følelse sidder jeg stadig med i dag. Mens jeg sidder her i sofaen. Jeg mærker varmen stige til mit ansigt, for jeg ligger halvt med et tæppe over mig samtidig med, at jeg har tændt lidt for varmen her i stuen. Det var uundgåeligt tidligere i dag med den kulde, der huserede udenfor.

Jeg kigger ud af vinduet. Tænker på den decemberdag, hvor vi startede lavinen af følelser. Samtalen om at skulle skilles som kærester, men fortsætte vores venskabelige relation varede flere dage. Det var ikke et plaster, der hurtigt skulle rives af, for at betragte et nogenlunde helet sår.

Det var en 72 timers hjerteoperation, med flere forskellige kirurger og risikoen for, at hjertet gav op. Det var en tropisk storm, der raserede på blid vis i vores stue, og efterlod mig tom for mange følelser, og fyldt op af andre nye. Det var en uundgåelig oplevelse, der ikke længere kunne trækkes ud. Selvom jeg ihærdigt prøvede.

Jeg sukker. Trækker vejret dybt. Det er mørkt udenfor, og jeg skal i virkeligheden gå en aftentur med hundene, inden jeg skal hoppe i seng. Men jeg har mest af alt lyst til at hælde endnu et glas vin op, og lade min tunge smage de søde og krydrede noter i vinen.

Jeg stoppede aldrig med at elske. Jeg elsker bare på en anden måde nu. Det vil jeg nok altid gøre. Men det var ikke længere vores tid sammen. Det var naturligt slut. Selvom slutningen blev trukket ud, præcis som når jeg læser en god bog og ikke vil have den til at slutte. Men det gør alle bøger. Og det gjorde vores forhold også. Der var ganske enkelt ikke flere linjer. Der var ikke flere tommer sider, hvor vi kunne skrive nye eventyr sammen.

Jeg kan mærke det våde samler sig over min vipper. Og det er okay. Jeg er okay.

 

Jeg står her alene

/4 Comments/in , , /by

Jeg trækker vejret. Let. Tungt. Dybt. Uden at tænke over det. Overfladisk. 

Jeg inhalerer endnu en cigaret. Jeg er i virkeligheden i gang med at stoppe. Ikke fordi det er et stort problem. (Løj jeg for mig selv). 

Foto: Malene Nelting // model for Masked.dk

Jeg tænker på, hvordan det skal gå mig nu. Det lyder så alvorligt. Jeg tænker generelt meget. Jeg ved ikke, hvilken retning mit liv tager nu. Det er lang tid siden, jeg begyndte at bo alene. At jeg blev mig selv. Men jeg har stadig ikke vænnet mig til, at det bare er mig, der er herhjemme. At Casper ikke bare er taget på en lang ferie. Et par gader længere nede af vejen. 

Jeg savner. Jeg savner en hverdag, jeg kendte. En tryg hverdag, der de sidste seks år har budt på i hvert fald én person, jeg havde med mig i mit ringhjørne. 

Nu står jeg alene. Med kampen om at binde mine hænder ind, så de passer i boksehandskerne. Med kampen om tandbeskytteren, der skal tage de værste slag i ansigtet. Med sveden ned af panden og kun mig selv, der kan tørre den af. 

Jeg sukker. Retter mig på stolen på min altan. Kigger ud over kvarteret. Grønne træer og buske. Fugle. Børn, der hopper på trampolin. Får jeg nogensinde børn? 

Manden jeg troede, jeg skulle stå i ringhjørnet med resten af livet, står der ikke længere. Det var en fælles beslutning at stoppe vores forhold. Vi var ikke mere kærester, som vi var gode venner. Det er vi heldigvis stadig i dag. 

Men hvad nu? 

Jeg rejser mig. Hænger over altangelænderet. Det er aften og stjernerne lyser himlen og natten op. Jeg knuger mig ind i min striktrøje. Asker min cigaret. 

For et år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå her alene. At jeg ville kunne det. 

Men det kan jeg. Og jeg klarer det sgu godt. Det er hårdt sommetider stadig. Ikke fordi det ikke var det rigtige valg at tage. Men fordi det bare er hårdt. Fordi forandring fryder, men kan være en svær pille at sluge. Også selvom jeg selv har valgt det. 

Fordi tryghed er noget jeg er god til at finde behag i. Men trygheden ved at være to, må ikke være den eneste grund til at blive sammen. Men jeg skal vænne mig til det. At være… single… pfff.. Jeg er ikke god til det ord. “Single”. 

Måske fordi jeg er vokset op gennem mine tyverne og gået glip af alt online-datinghejs og i det hele taget alt dating-hejs. Måske fordi “single” i mine ører lyder som noget uden tryghed. Måske fordi jeg har svært at være single? Nu har jeg været i et forhold i så mange år, at jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal være mig selv. Jeg lærer det så småt. Og jeg nyder mit eget selskab. Og trygheden må aldrig være den vigtigste faktor for at være i et forhold. Jeg vil hellere være alene, end jeg vil være i et forhold kun for tryghedens skyld. 

Men jeg skal finde mig selv igen. Finde min rolle som værende “bare” Jeanette. Og hvor pokker skal jeg lede? 

Måske skal jeg slet ikke lede? Måske jeg skal bare tage et skridt af gangen og prøve at finde ud af det på min egen måde. 

Jeg har taget en kop te med ud på altanen. Den er næsten for lunken til at drikke af, men jeg tager tre store slurke. På det sidste er øl og dans og fest skiftet ud med te og søvn og familie. I aften hører jeg soul-sange på anlægget og de smyger sig sagte ud på altanen fra anlægget i stuen. De lægger sig som fløjl om mit hjerte, og jeg indånder den kolde luft og udånder mine bekymringer for fremtiden. 

 

Nu er jeg parat

/0 Comments/in , , , /by

Hvis der er noget, jeg har lært af at rejse alene, og være alene i det hele taget, så er det, at jeg virkelig har tid til at tænke.

Dette er ikke altid nødvendigvis en god ting, men alligevel har jeg nydt det.

Jeg sidder på Grand Café de la Poste. Stedet er på min liste over ‘must see when in Marrakech’ som jeg har fået af en ven, der arbejder med marrokanere.

Jeg tænker meget nu. Mest fordi jeg sidder med et glas rose, tapas og smøger. Jeg må ryge herinde. Hvilket et perfekt. Vin og smøger. Hvilken fryd.

Jeg sipper langsomt til min rosé. Den er sød og skarp, og smagen slår mig. Alkoholen slår mig mere. Jeg har ikke drukket særlig meget alkohol, mens jeg har været hernede. Til dels fordi jeg gerne ville holde en lille pause fra alkohol og til dels fordi, det er lidt svært at få fat på hernede.

Jeg tænker på, at denne rejse snart er slut. Og at jeg virkelig har fået tænkt og følt meget undervejs. Igen – aleneheden indbyder til ret mange tanker.

Jeg kigger op fra min plads i den store, bløde læderstol jeg sidder i. Stilen herinde er kolonial, og her er indtagende. Overfor mig sidder, hvad der må være vor tids Hemmingway. I hvert fald en moderne udgave af ham. Med stråhat, stort fuldskæg og i en hvid hørskjorte læser han i en bog.

Jeg tænder endnu en smøg. Jeg er på min tredje, mens jeg sidder her. Det er dejligt, bare at kunne sidde. Samtidig er det stressende. Mest fordi jeg sidder her alene og selskab faktisk havde været dejligt lige nu. I hvert fald det rigtige selskab.

Mine ben klister let til hinanden. Det er varmt herinde, selvom de store vifter kører på fuld drøn i loftet. Jeg inhalerer og betragter røgen, der er resultatet. Det er på en måde smukt.

Mine tanker vandrer frem og tilbage, og jeg ved ikke helt, hvad der venter mig, når jeg lander i Odense igen. Byen er den samme. Menneskerne er de samme. Men er jeg?

Har denne rejse ændret mig, eller er det kun omgivelserne her, der gør, at jeg føler mig forandret? Jeg føler mig stadig som mig selv. Men bare en anden. Det er svært for mig at forstå. Mit hjerte banker hårdt af tanken omkring min hjemkomst. Har jeg overhovedet lyst til at komme hjem? Eller kan jeg blive siddende her for altid?

Det kan jeg selvfølgelig ikke. Og har jeg overhovedet lyst til det? Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne hjem for at gå tur med hundene. For at kramme på mennesker, jeg savner.

Men har de savnet mig? Jeg sidder langt væk og selvom jeg har oplevet en del af verden jeg aldrig troede, jeg skulle, og er blevet forandret deraf, så er Odense stadig den samme by. Med de samme mennesker. Kan jeg komme hjem og forvente, at byen forstår min forandring?

Jeg tørrer sved af min pande og tager endnu en tår af mit glas. Vinen her er overraskende billig, og et øjeblik overvejer jeg at bestille endnu et glas. Men jeg kan mærke, at alkoholen allerede har sat sit præg på min krop, og jeg dropper tanken igen.

Jeg tænder til gengæld endnu en smøg. Og tænker på, at jeg om 42 timer er i Danmark igen. Det er en mærkelig følelse, at jeg snart er hjemme. Det er en velkommen følelse. Jeg har efterhånden fået nok.

Det lyder negativt. Det er det ikke. Men jeg er mæt af rejsen. Jeg er mæt af mine tanker. Jeg er mæt af mænd, der råber efter mig på gaden. Jeg er mæt af aleneheden. Jeg er mæt af mine egne tanker. Selvom de nu er rare, så savner jeg noget. Jeg ved ikke helt hvad. Men noget. Det er ikke noget, jeg har lært på denne rejse.

Jeg har lært mange andre ting. At et glas rosé på en fin café ikke koster mere end 40 kr. At jeg sagtens kan prutte om prisen alene i souken. At mit eget selskab er ganske fint. For ikke at sige ganske fantastisk. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for det ukendte. For at bryde min grænser. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for frygten.

Jeg har også lært, at jeg er langt stærkere, end jeg troede, jeg var. Og at mit hjerte er stærkere, end jeg troede, det var. Jeg har lært, at det er okay, at ting er svære og gør ondt. Det er en del af livet og denne rejse. Og jeg har lært, at jeg overvinder de svære ting. Og at jeg lærer af dem hver eneste gang. Jeg har lært at nyde og at mærke efter, hvad jeg gerne vil. Jeg har lært at sætte min ønsker først. For det har jeg virkelig været dårlig til før i tiden.

Jeg slukker min cigaret. Drikker det sidste af min kølige vin. Jeg går ned af trappen og siger bonjour til tjeneren.

Nu skal jeg hjem. Nu er jeg parat.

Danske tilfældigheder eller skæbnen

/1 Comment/in , , , /by

Det var første gang, jeg hørte danske stemmer hernede. En uge var gået i det marrokanske og jeg var endnu ikke stødt ind i andre danskere. Før nu.

Måske var det en tilfældighed. Måske var der skæbnen. Det var uanset hvad, ikke min plan at være i Bahiaa paladset på det tidspunkt. Jeg var gået hjemmefra med en prik på mit googlemaps, men prikken viste sig at være er forkert sted, og jeg endte med at gå tre km ekstra til det rigtige Bahiaa Palads. Det resulterede i, at jeg var her nu. Og at jeg hørte danske stemmer i netop dette øjeblik.

Jeg spidsede ører. I løbet af ugen har jeg ofte troet, at jeg hørte landsfæller kun for at blive snydt af mine ører. Men denne gang er det rigtigt. Den danske kvinde står lige foran mig. Hun snakker til sine børn. Om paladset. At det er en masse rum.

Jeg overvejer er øjeblik at holde mund. Intet på mig afslører, at jeg er dansk.

Men alligevel afbryder jeg hendes sætning, og fortæller, at der skulle være en smuk stor plads længere fremme.

Hun smiler til mig og jeg tror hun bliver ligeså overrasket over, at jeg taler dansk til hende, som jeg gør.

Jeg smiler tilbage. Hun svarer, at vil de da gå videre til så.

Jeg bliver stående med mit kamera. Halvt lammet. Halv stagneret her i rummet for mig selv. Omgivet af de smukkeste mosaikker i de smukkeste mønstrer trækker jeg vejret tungt og tager endnu et billede.

Da jeg når ud til den store plads mister jeg luften. Jeg glipper med øjnene. Den er virkelig smuk og jeg sætter mig ned på en kant fyldt med mosaikker.

Jeg bliver siddende i ti minutter, tyve minutter.  Indtil den danske kvinde og hendes familie kommer gående forbi. Hun smiler igen og siger Hej. Jeg smiler tilbage og vi snakker i noget tid. De fortæller, at de skal til historiefortælling på en hip café i Medianen senere på aftenen. At jeg er velkommen til at slå følge.

Jeg siger tak for tilbuddet og tænker for mig selv, at det ville være en fin aften. Samtidig vil jeg egentlig bare gerne hjem til min riad om aftenen.

Jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen. Eller på tilfældigheder. Eller måske på begge dele. Kan begge dele leve i koherens? Kan de eksistere side om side i et symbiotisk forhold, hvor de begge drager nytte af hinanden? Eller vil det være en dystopisk forestilling? Er dette møde min skæbne eller en tilfældighed på en lang række af tilfældigheder?

Er denne rejse en tilfældighed? Det ved jeg, at det ikke er. Jeg har selv booket den. Men er destinationen en tilfældighed? Hvor meget jeg end selv har valgt mit rejsemål er det måske stadig en tilfældighed? Og hvis det ikke er en tilfældighed, er det så min skæbne?

Jeg går videre i paladset. Suger alle indtryk til mig. Her er stille. Her er smukt. Jeg går ind i en frodig have, hvor der vokser avokadoer og grapefrugter side om side. Jeg kunne blive her for evigt. Jeg kunne i hvert fald blive her i mange timer endnu.

Men tiden er løbet fra mig. Det har den med at gøre disse dage. Det gjorde den ikke de første dage hernede. Der føltes tiden som en forfærdelig størrelse. Nu føles den som om en overkommelig mundfuld. Vagten begynder at gene folk ud og jeg følger med de få, der har holdt stand som jeg selv. På vejen ud tager jeg

Billeder og jeg indånder det sidste af paladset forsvundne storhed.

Måske var det en tilfældighed, at jeg mødte den danske familie. Måske var det skæbnen. Måske var det bare et spøjst sammenstræf 3000 km væk fra Danmark?

Måske bestemmer jeg selv min skæbne og mine tilfældigheder er bare afstikkere fra min planlagte rute? Mit møde med den danske familie er en velkommen afstikker kan jeg mærke. Jeg går ud af paladsets lille trædør der er i den kæmpe port der sidder på de høje murer.

Jeg finder café Clock på mit Googlemap og overvejer et øjeblik at gå hjem i stedet. Den vej kender jeg. Og måske familien ombestemte sig og gik hjem?

Men mine ben fører mig en ukendt vej og da jeg går op på tagterrassen på cafeen sidder familien der allerede.

Myntete

/2 Comments/in , , , /by

Jeg har lige bestilt en myntete. Jeg sidder på Cafe Clock. Jeg stod sent op i dag. Ved tolvtiden. Jeg har været her siden 15tiden. Nu er klokken ved at være otte. Jeg får min tekande med myntete og et opvarmet glas. Jeg hælder teen op og brænder mig på tekandens hank. Jeg bliver ved med at hælde indtil mit glas er tilfredsstillende fyldt. Jeg stiller hurtigt tekanden ned igen og kigger på mine røde fingre.

De spiller musik i baggrunden. Hver onsdag er der jamsession på cafeen. Det havde jeg glemt. Jeg så det ellers den anden aften, da jeg var herinde og høre marokkanske historier med en dansk familie, jeg mødte. De er rejst hjem i dag. De var godt selskab.

De spiller Shape Of You og et øjeblik er jeg hjemme på min lille altan, hvor jeg ryger en smøg og drikker vin. De glemmer teksten, griner og jeg er igen tilbage på cafeen.

Jeg er glad. Jeg smiler. Jeg tænker, at jeg på denne rejse får så mange mindeværdige oplevelser. Denne inkluderet. Jeg fatter ikke, at jeg sidder her. At jeg rent faktisk har taget to fly, der har bragt mig til dette kontinent. Til den afrikanske varme. At jeg har taget en taxa fra lufthavnen i Menera til Marrakech. At jeg har gjort det her. At jeg er her lige nu. Det slår mig, at jeg må være skør. At jeg tager denne rejse alene. Er det ikke skørt? Jeg trækker vejret tungt. Mærker den varme luft. I dag er det varmt. Fyrre grader. Luften er venlig her til aften. Det blæser let her på tagterrassen.

Jeg er ikke rejst herned for at være alene. Eller for at lære at være alene. Men alligevel tænker jeg, at det er dejligt at sidde her alene. Det havde også været dejligt at dele disse oplevelser med andre mennesker. Indtil det slår mig, at det gør jeg. Jeg deler den med det unge par, der sidder i hjørnet. Med de to unge kvinder, der sidder overfor mig. Med hele gruppen af musikere og deres venner, der sidder omkring lave borde med guitarer og trommer.

Jeg deler denne oplevelse med mig selv. Og det er helt okay, tænker jeg. Jeg kan mærke, at jeg savner nogle derhjemme. Men at jeg er her lige nu. Og det nyder jeg. Jeg kan ikke ændre på tilstande, der foregår 3000 km væk. Så når min myntete at blive kold. Jeg kan kun nyde min myntete med mine tanker her. På denne tagterrasse.

Jeg har aldrig ønsket at skulle klare ting alene. I hvert fald ikke resten af livet. Livet handler for mig om at dele. Men det er en god kvalitet at kunne gøre ting alene. Jeg har bare altid været god til at sætte egne behov og ønsker til side. Denne rejse er en egoistrejse. Noget jeg ønskede at gøre for mig selv. En rejse, hvor jeg lærer, hvad det egentlig er jeg ønsker og hvornår.

Jeg sipper til min myntete. Den trænger til sukker og jeg åbner et brev med hvid sukker og hælder i. En ung kvinde har fundet hendes guitar frem, og hele gruppen på 20 mennesker vender blikket og ørerne mod hende. Mig selv inklusiv. Hun synger fantastisk. Hun spiller også godt. Da hun er færdig klapper vi. De andre griner. Jeg smiler. Jeg er glad. Jeg fatter stadig ikke, at jeg sidder her lige nu. At jeg rent fysisk er her. Er det ikke et fatamorgana? Jeg mangler mine smøger. Jeg byttede min pakke væk i en handel om en lædertasker. Jeg havde ikke nok dirham og smed min pakke cigaretter med i handlen. Det godtog han. Jeg fortryder det lidt lige nu. En smøg havde været prikken over i’et. Men livet føles nu allerede lidt som en kirsebærdessert.

Prikken over i’et er måske for meget at forlange?

Jeg er taget herned for at sparke murer ned. Mine murer. For at lære mig selv bedre at kende. For at opleve. For at rejse. Det er ikke en ferie for mig. Selvom denne tur selvfølgelig involverer en del afslapning. Som denne eftermiddag på cafén. Dette øjeblik er ganske afslappende.

Jeg trækker vejret. Kommer i tanke om min meditation tidligere på dagen. At jeg skal hjem og meditere igen her til aften. Denne tur er en oplevelsesrejse i mit eget indre. I mine følelser. Hvor fraværende de end kan være nogle gange. Men jeg skal lære dem at kende. Og lære at acceptere dem. Jeg skal lære ikke at være bange for dem. For de er helt okay. Jeg skal lære, at det også er okay, at jeg nogle gange føler mig bange. Bange for at føle.

Jeg overvejer at gå helt op på den øverste terrasse. Jeg tror, at udsigten derfra er helt fantastisk. Jeg sipper igen til min te. Jeg tager glasset i hånden og rejser mig.

Udsigten er uforglemmelig.

Med tiden finder jeg ud af det

/0 Comments/in , , /by

Jeg kan godt lide at være meta. Nogle gange.

Mine baller brænder let på den marmorbænk, jeg har sag på mig. Gad vide om min avokadoyourghurt i tasken også mærker det. Min taske står på bænken ved siden af mig.

Det er virkelig varmt og jeg rykker mig rundt. Her sidder jeg alene. Igen.

Mens hele verden fortsætter rundt om mig. Med dens gøremål. Der står vagter ved den lille park jeg har sat mig ved. Min Fanta i tasken bliver helt sikkert også varm. Det er noget, jeg er begyndt at drikke. Fanta.
Det var ikke noget, jeg rigtig var til før i tiden. Tiden ændrer sig. Hele tiden.

Det var ikke meningen, at jeg ville bruge så lang tid på min tur ud i dag. Nogle gange tager tiden kvantespring. Nogle gange føles den som at vente på et DSB tog. Lige nu føles den bare som min. Min helt egen tid. Jeg kan gøre med den hvad jeg vil. Lige nu overvejer jeg at rejse mig fra den her marmorbænk. Mest fordi den virkelig er varm og jeg hele tiden skal rykke mig rundt for at undgå at brænde mine baller. Det hjælper, når jeg letter mine baller lidt og sidder på mine baglår.

Pladsen er er overraskende mennesketom med tanke på, at det er en stor plads i den nye by. Nu kalder han ind til bøn igen. Det sker i Medinaen, men jeg kan tydeligt høre det her også.

Nu er der gået lidt mere tid. Før fik jeg en anelse stress. Fordi jeg ville have været nået hjem til min riad noget tidligere. Fordi jeg bare ville hjem. Men så gik det op for mig, at der ikke er noget, jeg SKAL nå. Nogensinde. Kun hvis jeg selv bestemmer det. Og hvis jeg bestemmer, at der er noget, jeg skal for at bestemme noget andet bagefter. Så er det okay. For det bestemmer jeg.

Den marmorbænk brænder virkelig. Hvordan kan den blive ved med at være så varm? Okay. Nu rejser jeg mig. Det her kan jeg ikke længere. Jeg kigger mig over skulderen. Ser igen de våbenbærende vagter. Tager et usikkert skridt på marmorfliserne. Jeg kender min vej tilbage. I hvert fald det første stykke. Resten skal jeg nok finde ud af. Med tiden.

3000 km væk fra alle mennesker jeg kender, er jeg tryg

/0 Comments/in , , , /by

Tryghed ved et andet menneske er altoverskyggende. Det er noget jeg har lært disse dage.

Der findes tryghed ved andre mennesker i forskellige afskygninger. Jeg stiller mig ved siden af den unge kvinde, der også skal over vejen. Jeg er gået langt nu for at komme op til den nye bydel i Marrakech. Der hvor alle de fancy butikker ligger og der, hvor civilisationen er mærkbart anderledes.

Jeg finder en tryghed i at stå ved hendes side. Jeg finder en tryghed ved, at der er et andet menneske, der også skal over vejen. Jeg kigger til min venstre. Jeg kan mærke, at sveden på min ryg får min hvide top til at klistre til huden. Udover har jeg en blomstret skjorte, der dækker min skuldre. Jeg ser igen til venstre. Konstaterer, at der ingen mulighed er foreløbig for at komme over vejen. Kvinden ved siden mig konstaterer sikkert det samme. For hun bliver også stående. Sammen står vi der. Og jeg er på en eller anden måde lidt mere tryg med hende ved min side end havde jeg stået der alene.

Det er en spøjs følelse. Tryghed. For den kan komme og gå hos mig. Ofte uden nogen speciel anledning. Den forsvinder selvfølgelig en del disse dage, hvor jeg begiver mig ud på eventyr, jeg aldrig troede, jeg skulle. Det at være alene og rejse er en grænse, jeg er i gang med at bryde.

Et er at rejse rundt i verden med et andet menneske. Noget andet er at gøre det alene.

For det giver en tryghed at være flere mennesker sammen i samme situation. Ligesom nu, hvor jeg skal krydse vejen. Vi har ventet et minut nu. Hun er også utålmodig. Hun kigger på sin telefon, og flytter vægten fra det ene ben til det andet.

Jeg får mere tryghed ved, at hun og jeg går på samme tid, for så bliver jeg sikker i min handling om, at jeg går over vejen på det rigtige tidspunkt. Jeg bliver bekræftet i, at det jeg gør er rigtigt. Jeg tænker, at det er fjollet. At jeg skal bekræftes i at gå over vejen på det rigtige tidspunkt.

Da hun tager det første skridt, ud fra den høje vejkant, går det op for mig, at mine ben følger med af dem selv. Som om de er klar over min lettere utryghed og selv tager kontrol over situationen. Jeg går over vejen med kvinden ved min side. Hun ved det ikke.  At det her er noget, jeg gør med hende.

Trygheden i, at vi gør dette samme er ikke en altoverskyggende følelse og jeg kunne godt have krydset vejen alene her i den sindsyge trakfik. Men alligevel var det dejligt, omend kun for syv sekunder, at have et andet menneske at løse en mission med. At komme over vejen uskadt med. Hun drejer til højre. Min vej går til venstre.

Jeg kan mærke, at mine sokker laver knirkelyde i mine hvide converse. Jeg går forbi en byggeplads. Dem er der mange af her i byen. Jeg tænker på Odense. På byens udvikling og byggepladser. Her ligner en byggeplads en sammensmeltning af et sandslot uden arkitekt og en losseplads for byggematerialer. Jeg er ved at snuble over en flise, men når at redde mig selv fra hudafskrabninger og laver et lille hop inden jeg igen finder balancen. Måske er det dét jeg har gang i med denne rejse? At tvinge mig selv til at lave et lille hop, skabe noget ubalance, for at finde min balancen igen?

Jeg går videre på det bredde fortov. Bag mig går en mand med mønter i lommen, og jeg lægger mærke til, hvordan de klirrer mod hinanden. Det er en irriterende lyd, men han går nærmest som om, han gerne vil frembringe lyden og gerne højt.

To unge kvinder går forbi mig. De har vestlig beklædning på og ingen af dem bærer slør. De kigger på mig – kan jeg se gennem mine solbriller. Jeg bliver kigget meget på her. Men så igen – jeg kigger også selv meget.

Det giver mig tryghed, at jeg ved, hvor jeg skal hen. At jeg har et mål og en rute. Jeg er dårlig til at vandre rundt uden formål. Selvom det var en del af formålet med denne rejse. At jeg skulle slendre rundt og lade mine ben tage mig hvorhen, de nu gjorde.

Jeg har opdaget, at det er jeg ikke god til, når jeg er i et fremmed land. Det er måske meget normalt? Jeg genkender et vejnavn fra min Googlemap, jeg kiggede på tidligere og drejer til højre. Nu er jeg lidt mere tryg igen. Jeg finder den cafe, jeg sigtede efter fra min gåturs begyndelse. Jeg sætter mig udenfor og bestiller noget mad. Tjeneren kigger lidt spøjst på mig. Jeg kigger lidt spøjst tilbage. Jeg bestiller en Cæsarsalat og en cola Zero. Jeg får et øjeblik adgang til wifi, men det forsvinder igen ligeså hurtigt det var dukket op. Jeg finder en tryghed i at have fundet et sted at side for en stund. I stedet for at gå rundt.

Jeg kan godt lide at være tryg. Men ikke for enhver pris. Jeg vil ikke finde tryghed i andre mennesker, medmindre det giver mening. Giver det mening? Jeg er ikke en tryghedsnarkoman. Eller… det tror jeg da ikke, at jeg er. Det må denne rejse være et bevis for, at jeg ikke er. Jeg valgte at gå over vejen ved siden af kvinden, fordi det gav mig en umiddelbar og nem tilgængelig tryghed. Men tryghed med andre mennesker er ikke noget, jeg vil have for enhver pris. Det skal føles rigtigt. Ellers føles det ikke trygt.

Jeg har været i er forhold i over seks år. Det er et halvt år siden vi tog en fælles beslutning om at stoppe vores forhold. Det var for det bedste. Trygheden ved at være to var ikke længere nok til at blive sammen. Og det må det aldrig være. Det må ikke være frygten for at være alene, der gør, at jeg er i et forhold. Eller at jeg tilbringer tid sammen med andre mennesker. At jeg konstant laver aftaler. Det var jeg bange for, var tilfældet. Men det ved jeg nu, ikke er rigtigt. For her sidder jeg på en fremmed cafe, i en fremmed by, i et fremmed land, omgivet af mennesker, der taler et fremmed sprog.
Og jeg er tryg.
Alene.

Var jeg nogensinde væk og jeg kan finde mig selv i 32 grader?

/0 Comments/in , , , /by

Det slår mig, at jeg er rejst 3.122 km (i fugleflugt that is) til et andet land for at finde mig selv. Er jeg virkelig blevet så meget væk i Odense, at jeg skal til Afrika for at starte søgningen efter mig selv? Er det her jeg er? Mellem den ene riad efter den anden? Mellem aftenbøn og smøger. Mellem lange smygsomme gevandter og myntete?

Er det min egen personlige og sjælsomme pendant til ‘Find Holger’?

Men i stedet for en masse af mennesker nærmest filtret ind i hinanden, der gør det til en næsten absurd opgave at finde Holger, befinder jeg mig gennemfiltret i gamle og nye følelser, viklet ind i spørgsmål, tvivl, sikkerhed, håb, fortid og nutid.

Kan jeg finde mig selv i den, nogle gange grå nogle gange regnbuefarvede, pøl af menneskelige regndråber, der rammer mig i ansigtet, mens jeg prøver at finde vej gennem den travle Medina.

Det er da om noget en ting jeg kan finde; en fysisk vej, hvor min ben leder vejen og min hjerne prøver at genkende pejlemærker, der kan føre mig tilbage på rette spor. Det er på én gang usigeligt udfordrende og ubehageligt irriterende at finde det rette spor her midt i varmen, men samtidig omfavner og lovpriser jeg, når jeg farer vild og kommer på nye (af)veje. For det gør jeg. Farer vild altså. Ofte. Men jeg finder altid vejen tilbage igen. Selv uden brødkrummer.

Finder jeg monstro mig selv igen? Er jeg overhovedet blevet væk? Har jeg i det hele taget forlagt mig selv, eller har jeg blot fået placeret mig selv i et nyt hjørne, på en ny hylde ved siden af nye faktorer (eller muligheder)?

Måske er jeg slet ikke blevet væk? Måske skal jeg slet ikke finde mig selv? Er det en mulighed, at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og erkende, at tiderne er ændret og det er jeg også?

Er det virkelig så kedeligt? At jeg bare har fulgt strømmen videre til et nyt sted, uden overhovedet at have veget blikket fra min egen navle og dermed gået glip af turen dertil?

Eller har jeg haft for travlt med at speede op og nå videre til, at jeg overhovedet har opfattet, at jeg er kommet videre? Og at jeg er lige her. Hvor jeg er nu. Og at det er okay.

Måske. Måske er jeg ikke til at finde igen? Og hvem siger, at jeg kan finde mig selv her?

Midt i ørkenen. Måske har jeg fundet mig selv der ved siden af Holger. Måske har mit blik hvilet længe på mig selv, og jeg kunne måske bare ikke lide, hvad jeg så?

Måske kan jeg godt lide at være lige her, hvor jeg er lidt væk fra mig selv. Eller måske er det fordi, jeg bare er anderledes nu?

Måske var jeg aldrig væk.
I hvert fald ikke for mig selv.
Måske er jeg bare mig.
Og det er måske også okay?

Første hele dag i Marrakech – hej grænser, venligst ryk jer

/1 Comment/in , , , /by

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, får jeg en følelse af forløsning. En forløsning der lader mig slappe lidt mere af i min egen krop.

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, kan jeg mærke, at jeg godt kan. At jeg godt kan alle de ting, jeg tidligere slet ikke turde drømme om at kunne. Det er første hele dag i Marrakech og jeg trak den med at gå ud alene for første gang. Jeg sover hele formiddagen væk, og da jeg vågner, lægger jeg mig til at sove igen. Langt om længe står jeg op. Min aircon har fungeret fint i nat, men nu er solen så højt på himlen, at selv mit værelse her i stuen, gemt væk i den lille gårdhave, begynder at få en temperatur, der gør, at jeg overvejer at stå op. Så det gør jeg. Jeg vasker mit ansigt med koldt vand fra den lille hane på mit badeværelse. Inden jeg rejste glemte jeg at tjekke, om mit værelse havde eget bad. Jeg blev glædelig overrasket da jeg ankom og konstaterede, at mit badeværelse har alle de essentielle nødvendigheder.

Mit ansigt føltes dejligt fra det kølige vand, og dråberne glider sagte ned af mine kinder.

Jeg fjerner gårsdagens og rejsens snavs og skidt og smører mig ind i dagens første omgang solcreme. Jeg hopper i et par shorts og en top. Her i riaden er det fint at have “vestlig” påklædning på. Udenfor respekterer jeg kulturen og tager længere gevandter på, der dækker knæ og skuldre. Jeg kan godt lide at vise respekt. For alle. Det skal vi gøre som mennesker. Respekterer hinanden. Noget mere.

Jeg åbner døren ud til gårdhaven og henter noget koldt vand fra det fælles køleskabet, der står i køkkenet. Jeg smiler til en af de søde kvinder i køkkenet (jeg fik ikke hendes navn. Det må jeg få senere), og spørger efter en kop kaffe. Lidt sproglig udfordringer og ti sekunder senere forstår vi hinanden og hun gener mig ud af køkkenet så hun kan lave kaffen i fred til mig. Jeg går tilbage på værelse. Finder min bog frem, min vandflaske, nogle nødder og en fersken fra den håndfuld jeg købte i går på markedet. Morgenmad gør jeg mig ikke rigtig i i dag. Jeg drikker til gengæld firs liter vand om dagen. Mindst. Og jeg kan se, at både min krop og min hud i ansigtet nyder godt af alt vandet og den varme sol. Min hud har aldrig været flottere, end i sydens sol.

Jeg bruger det første af eftermiddagen på tagterrassen. Jeg tager min kaffe med op. Drikker den, imens jeg læser. Skifter plads fra stol og bord til daybed og store puder. Jeg læser videre, imens jeg spiser min fersken. Den er lækker kølig og jeg har halvdelen af tiden lyst til at lægge den på min hud. Jeg læser min bog færdig og overvejer, om jeg snart skal finde mit mod frem og komme udenfor min riad. Jeg sukker for mig selv. Trækker på mine skuldrer. Bliver enig med mig selv om, at jeg har tilladelse af mig selv til at tage tingene i mit eget tempo. Jeg overvejer muligheden slet ikke at forlade min riad i dag. Men tanken om en ny forsyning smøger (ja. Det er derude jeg er), gør, at jeg går ned på mit værelse og pakker min mulepose.

Jeg smider mine shorts og sidder en tid bukseløs i sengen, imens jeg kigger sociale medier og lægger et billede på Instagram. Jeg savner mennesker derhjemme og en enkelt tårer eller fem sniger sig frem under mine vipper og lægger sig langs den nederste kant på mine øjne og gør parat til at vælte udover. Jeg får en besked fra en god ven. Han fortæller mig, at jeg er sej. Jeg svarer, at jeg føler mig fortabt og håbløs. Men, at det er en forbipasserende følelse, som jeg bare skal lære at håndtere. Jeg tager er langt åndedrag og forvisser mig selv om, at den her rejse gør godt. Samtidig fatter jeg ikke, at jeg har booket effin 14 dage hernede. Det er lang tid alene, og jeg ønsker, at jeg havde gjort rejsen lidt kortere eller havde lidt kendt selskab.

Jeg tager mig sammen. Hanker op i mig selv. Fortæller mig selv, at det er okay at have alle de her store følelser, men at jeg skal håndtere dem. Jeg kan ikke bare lukke mig inde på mit værelse. Så jeg finder mine lange culottes frem. De er perfekte i det her varme vejr, hvor jeg gerne vil dække mig lidt til, men stadig have luft til benene. Jeg finder en hvid skjorte, sætter mit hår og finder de store solbriller frem. Jeg er lidt i tvivl om mig selv. Om hvad jeg tør gøre. Men beslutter, at jeg ikke må være en kylling. Jeg er ingen bangebuks og jeg henter igen noget koldt vand til min gåtur. Jeg finder nogle Dirham frem, finder låsen til min dør og låser den efter jeg går fra mit værelse. Jeg åbner den tunge hoveddør ind til riaden og smiler til to unge drenge, der sidder på gaden ude foran. Jeg smækker efter mig. Og går til venstre.

Kender du det…

/6 Comments/in , , /by

at man er helt parat til at tage afsked med Danmark for fjorten dage. Både min forældre og en god veninde har taget afsked med mig her i Kastrup. Jeg har checket min bagage ind. Jeg har købt den obligatoriske Starbucks kaffe, og jeg har været ude for at tisse af.

Men nu sidder jeg på gulvet i afgangshallen og venter. For mit første fly ud i verden er forsinket. Åbenbart. Her stod jeg og var helt parat. Til at komme afsted. Jeg var lige i stødet. Men nu er følelsen lidt mere… meehhh.

Ligesom når jeg sætter mig op til, at skulle have en solskinsis fra min yndlingsispusher i Sorø, og han så har lukket. Æv.

Jeg ved ikke helt, om følelsen kan sammenlignes i denne situation, men lidt. Nu vil jeg bare gerne afsted, og skuffelsen var da lidt til stede, da jeg tørt kunne konstatere, at flyet er forsinket.

Jeg sidder med musik i ørerne og skriver dette indlæg, og venter på, at klokken bliver 20.15, og flyet letter. Jeg ser frem til fjorten dage med en masse alenetid, hvor jeg kan få lov til at koble af og bare være mig selv.

Der er virkelig mange, der inden min afgang har været undrende overfor min solotur. Mange har også, velmenende helt sikkert, proklameret med lidt usikkerhed i stemmen, at jeg helt sikkert møder nogle, jeg kan snakke med dernede i Marrakech. Men ved du hvad? Det har jeg ikke brug for. I hvert fald ikke lige nu. Nogen af formålet med hele denne rejse er nemlig, ikke at skulle snakke særlig meget med andre mennesker. Men bare have lidt tid med ro og fordybelse. I hvad er jeg endnu ikke helt sikker på, men jeg er overbevidst om, at jeg nok skal finde ud af det. Og hvis jeg ikke gør, så er skaden sikkert ikke så stor.

Det er min første solo-rejse. Det er første gang, jeg skal flyve alene. Og selvom jeg har lidt kriller i maven (det er helt sikkert også den store STÆRKE kaffe jeg lige har drukket, der er årsag til det), så er jeg ret rolig omkring hele situationen. Mit største dilemma lige nu er faktisk, at jeg nok kommer til at savne nogle mennesker herhjemme. Men savn skulle være ret sundt også, og jeg er all for, at vi gør ting, der er sunde for os selv. Om det så er savn, øl, kaffe, chokolade, maratoner, salater, putning eller nusning af hunde – jeg skelner ikke, hvad der føles sundt og jeg gør, hvad jeg synes er rart.

Jeg har musik i ørerne. Det er ganske rart også. Og alt imens jeg sidder hernede på gulvet (jeg siger dig – ALLE siddepladser er optaget, og så var der et strømstik her til min telefon), kan jeg lukke lufthavnens organiske, men systematiske lyde ude med min dakke dak musik alt imens jeg dyrker en grov omgang people watching.

Der er f.eks. lige gået en mand forbi, der børstede tænder.

Har du nogensinde rejst alene og har du evt. nogle tips til mig? Som du nok kan regne ud, så er det ikke nødvendigvis andre menneskers selskab jeg søger. Måske mere mit eget.

Jeg er slet ikke klar til Marokko

/1 Comment/in , , /by

There. I said it.

Jeg sad den anden dag foran computeren. Havde et mål for øje. Booke overnatning til Marokko. Jeg tog et dybt åndedrag. Sukkede. Kiggede på uret. Siden jeg bookede og betalte for mine flybilletter har jeg ærlig talt ikke skænket Marokko synderligt mange tanker. Det gjorde jeg heller ikke den anden dag. Men efter mange formaninger fra familie og venner om, at jeg SKAL booke overnatning inden jeg tager afsted måtte jeg tage rejsetyren ved hornene og gøre noget ved det.

Jeg stirrer formålsløst på skærmen. I virkeligheden slet ikke formålsløst, for jeg har et mål. Men lige nu føles min rejse så langt væk. Jeg sukker igen. Højt. Klikker rundt på diverse hjemmeside for overnatningsmuligheder. Beslutter mig hurtigt for, at Airbnb bliver løsningen på de ti første overnatninger. De sidste tre overnatninger vil jeg være et andet sted. Et sted med lidt mere luksus.

Jeg fører musen over de forskellige muligheder. Der er uanede muligheder og jeg sukker igen. Men jeg SKAL have booket. I det mindste så jeg ved, at jeg har et sted at tage hen når jeg lander tirsdag formiddag d. 4. juli.

Jeg tænker på de sidste par uger. Jeg har haft så travlt på arbejde, at jeg nærmest kunne slå et telt op i kælderen og tage bad dernede i stedet for at cykle hjem. Og forrige weekend blev brugt sammen med en god veninde til Northside. Denne weekend bliver brugt sammen med søde mennesker til Tinderbox. Og de sidste par uger har været vildt gode. Som i – jeg er ret glad. Men har ret travlt. Hvorfor tanker omkring Marokko ikke har fyldt særlig meget.

Jeg tager vist mest dagene en af gangen for tiden. Jeg tager timerne en af gangen. Jeg har efterhånden lært at leve i kontrolleret kaos. Det var aldrig gået før i tiden. Jeg ville blive helt befippet, hvis jeg ikke havde styr på tingene. Sjovt nok føler jeg, at jeg har styr på tingene nu, trods jeg f.eks. ikke lige ved, hvordan eller hvornår jeg skal afsted til lufthavnen om lige over en uge. Det er på en anden måde nu. Jeg har en anden ro. For tingene falder altid på plads. Det gør de. Og de falder rigtigt på plads. Det tror jeg i hvert fald på. Det tror jeg på nu. Ting sker af en grund, og jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg kommer til lufthavnen og hvornår. Måske min far vil køre mig? Måske jeg bare hopper uhøjtideligt på toget? Jeg har en aftale med en veninde om at kramme på gensyn i lufthavnen. SÅ meget ved jeg da. Og bare dét giver en lidt mere orden i mit ellers velkomne lettere fortrevlede, kaotiske, forvirrende men sindsygt lækre liv fyldt med oplevelser og mennesker, jeg ikke tror, jeg ville havde oplevet medmindre jeg havde sluppet mit tag i mig selv.

Jeg fik i øvrigt booket overnatning til de første ti nætter. Så lidt klar er jeg da.

Den dag jeg trænede i Mosen uden at dø af skam

/0 Comments/in , , /by

Oh yes. I forrige uge var jeg inviteret til et bloggerevent af P20 solbeskyttelse. Her var vi en flok bloggere, der skulle træne i Mosen og samtidig forny vores viden omkring solcreme og skaderne ved solens stråler.

Kl. er 15.50. Jeg er på kontoret på Kansas. Jeg har taget skiftetøj med, så jeg går i kælderen og skifter til stramme tights, lyserød kasket og sweater. Jeg går forbi min chef på vej ud af døren. Han kigger spørgende på mig. Jeg siger hurtigt tak for i dag, og går videre. Thights er ikke min normale ”attire” på kontoret. Jeg hopper på cyklen og tramper hårdt i pedalerne på vej ind mod byen. Jeg KAN ikke cykle langsomt, uanset hvor hårdt jeg prøver. Så jeg ankommer til Mosen lettere svedmast og forpustet. Føler, det er den rigtige måde at starte et træningsevent på.

Sætter cyklen et stykke fra broen over åen og trasker det sidste stykke på gåben. Kan se, at jeg er den første. Møder Nicoline på vejen, der også skal med. Vi trasker sammen ned til pavillionen, der umiskendeligt må være det fysiske omdrejninspunkt for eventet. Jeg genkender en pige fra kommunikations bureauet, der også er med til at arrangere eventet. Jeg genkender Sofie Bentzen. Siger hej til to jeg ikke kan genkende og sætter min taske fra mig på presseningen, de har lagt ud under pavillionen.

De har lagt mange røde yogamåtter ud på græsset ved siden af. Lige der, hvor folk ofte sidder i grønne campingstole og spiller ølbowlning. Nu skal vi træne. Her.. midt i Mosen.. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg kan nå at bakke ud. ”Jeg har glemt, at jeg skal gå tur med hundene… jeg smutter igen”.

Jeg tager mod til mig. Smiler og tænker, at det nok skal gå. Også selvom jeg normalt er en af de typer, der sidder i Mosen og nyder en kold. Enten øl eller Mokai. Yes.. jeg er en af de typer.

Der kommer flere bloggere. De fleste kender jeg… altså også i virkeligheden. Andre kender jeg fra deres profiler på sociale medier.

Da alle er kommet samles vi. Det begynder at småregne. Det støvregner. På den måde, hvor man bliver ret våd selvom det er mikroskopiske dråber, der lander på tøjet. Det må være mængden?

Vi får info omkring P20’s nyeste produkt. Det nye er bl.a., at spraydåsen som solcremen er i, ikke har noget låg. Låget er indbygget i selve spraydåsens hoved, og har en form for klik-lås. For mit produktemballagehjerte er en sådan forbrugervenlig løsning virkelig noget, der får mig til at glimte med øjnene. Jeg elsker, når emballager er gennemtænkte og gør brugen af produktet bedre og nemmere for forbrugeren. Jeg tænker automatisk på mit speciale. Min makker og jeg skrev om fødevareemballagers design. Min begejstring for en simpel klik-lås er tydeligvis en fagskade.

Jeg anede ikke, at selvom det er overskyet så trænger 95% af solens stråler igennem. Jeg har en, måske irrationel, frygt for at få hudkræft så jeg spidser ører. Trænger der virkelig SÅ mange stråler igennem, selvom der er skyer for solen? Jeps. Det gør der.

^^Pernille og jeg (i den lyserøde kasket) gør klar til konkurrencen! ^^ 

Jeg begynder at tænke over, at jeg skal bruge solcreme hver dag. Især i ansigtet. Jeg har let til røde kinder. Og jeg vil gerne beskytte min hud. Både imod UVA og UVB stråler. For der er forskel. UVA stråler trænger dybt ned i huden og er de stråler, der kan give kræft. ”Nej tak!” når jeg at tænke. Samtidig er det UVA stråler, der giver rynker og pigmentforandringer. Det er altså ikke nogle særlig rare stråler, og gruppen nikker samstemmigt, da vi bliver enige om, at vi skal huske solcremen hver dag. Men UVB stråler er nu ikke meget bedre. De giver også kræft fortæller den søde kvinde fra P20. Lige nu synes jeg dog ikke hun er særlig sød. Mest fordi jeg står og får lidt dårlig samvittighed over ikke at beskytte min hud noget bedre imod alt den info omkring solen hun kaster i hovedet på os. UVB stråler gør også huden forbrændt, hvis du ikke beskytter dig imod strålerne. Det gøres selvsagt bedst med en solcreme, der giver den rette beskyttelse.

Når jeg bruger solcreme, bruger jeg mindst SPF 15 eller 20 men ofte SPF 50. SPF angiver den mængde UVB-stråler huden kan udsættes for, før den bliver rød. Så ved SPF 30 kan huden udsættes for 30 gange mere UVB stråling før den bliver rød, end hvis du ikke havde solcreme på. Hvis du altså smører den rigtige mængde solcreme på. For hvis du ikke smører nok solcreme på, får du selvfølgelig ikke den beskyttelse som du tror. Så smør nu nok på!

Da vi alle er blevet forfærdet over vores manglende viden om solcreme og manglende brug af det, begynder træningen med Sofie. Vi starter med opvarmning. Vi skal deles op 2 og 2. jeg teamer op med Pernille. Da Sofie siger, at opvarmningen er en lille konkurrence de forskellige teams imellem, highfiver Pernille og jeg. Vi er begge konkurrencemennesker, og vi vil vinde den her latterlige opvarmningskonkurrence. Og det gør vi. Præmien er kun hån. Det er vi tilfredse med.

Vi fortsætter med nogle øvelser på trapperne ned til åen. Jeg er træt. Det har været en lang dag på arbejde og mine tanker kredser simultant om weekendens forestående Northside festival og hvor meget folk glor på os imens vi laver tricepøvelser på trappen. Vi fortsætter med armbøjninger og tøffer efterfølgende tilbage til yogamåtterne.

Nu skal vi træne core. Jeg hader at træne core. Hader. Vi skal lave forskellige udgaver af planken, nogle rygøvelser og maveøvelser. Jeg er mast. Men jeg er stædig. Jeg er konkurrencemenneske. Jeg giver ikke op og trods rysten i hele kroppen og mine baller, der er ved at ryste af, fortsætter jeg.

Da vi er færdige er jeg både gennemblødt af sved og støvregn. Jeg er glad for, at min kasket har taget det værste regn fra ansigtet.

Vi samles under pavillonen, og der opstår øjeblikkeligt en følelse af picnic. Vi sidder med tæpper, spiser lækre salater fra AC Deli og snakker om stort og småt. Min siddekvinde er fra Kompas Kommunikation, Regitze, og hun er i gang med at skrive speciale. Jeg kender følelsen, og vi snakker lidt om, hvor dejligt det er at blive færdig med uddannelse. Jeg fortæller, at jeg skal til Marokko om lidt, og to af de andre fortæller, at det er et skønt sted. Det er åbenbart mere besøgt, end jeg først antog. Jeg troede fejlagtigt, at jeg kunne have denne destination lidt for mig selv.

Jeg rækker ud efter en salat med and. Den er overraskende lækker. Måske det er kombinationen af and, mango og mandarin? Jeg spiser en bolle til med rødbede til min salat og drikker en rødbedejuice. Det hele er lækkert, og stemningen er hyggelig.

Da kl. nærmer sig 18 begynder selskabet at bryde op. Folk skal videre. Jeg skal videre. Jeg smiler. Tænker, at det har været en hyggelig eftermiddag. At det slet ikke var så grænseoverskridende at træne der midt i Mosen. Faktisk var det ligeså grænseoverskridende som at sidde og drikke øl i Mosen. Jeg tænker, at jeg senere på sommeren kommer til at afvikle koncerter med Kansas City lige på dette spot. Faktisk sidder vi, hvor toiletvognen formentlig kommer til at stå til august når vi skal være med til H.C. Andersen Festival.

Jeg rejser mig fra min lettere krampet og sammenkrøllede stilling på tæppet. Smiler igen. Siger tak for i dag. Går hen til min taske. Pakker mine sko sammen og beslutter mig for at cykle hjem i mine træningssko. Tager min yogamåtte og min pose med solcreme under armen. Krammer de sidste farvel og føler mig opstemt. Vandrer samme vej op til min cykel, som jeg traskede væk fra den. Denne gang med en yogamåtte under armen. Jeg føler mig meget New Yorker agtig. Som om jeg er typen, der lige smutter i parken for at dyrke yoga og efterfølgende drikker kaffe på en af byens smarte caféer. Det er jeg ikke. Men jeg forestiller mig det.

Jeg trisser bare tilbage til min cykel. Ingen kaffe i dag på fancy caféer. Får stablet taske, yogamåtte og træningsudstyr ned i min cykelkurv. Smiler og sætter mig op på sadlen.

En uge på mit arbejde

/0 Comments/in , , /by

Jeg er blevet spurgt af flere, hvad det egentlig er, jeg arbejder med på Kansas City. Jeg har derfor lavet en slags arbejdsdagbog for min sidste uge. Mine arbejdsopgaver er RET svingende og mine arbejdstider meget forskellige, men meget af tiden fleksible. Sidste uge viser kun et lille glimt af, hvad det er, jeg arbejder med. Men det giver måske en ide om, hvad jeg bruger meget af min tid på. Sidste uge afviklede jeg afterparty til Havnekulturfestival, hvorfor der var meget at lave op til det. Men det er ikke alle uger, jeg har arrangementer. Ofte har jeg dog ét arrangement om ugen, men det kan godt svinge.


Man skal altid have en kaffe med på farten!

Mandag:
Jeg møder forholdsvis “sent” på kontoret i dag. Ved 9.30 tiden. Jeg har et møde kl. 10.00, som varer det meste af formiddagen. Jeg klarer nogle mails og sms’er inden frokost kl. 12.00. Efter frokost gør jeg klar til en samtale, jeg har med en mulig praktikant. Hun kommer kl. 14.00 og samtalen varer indtil 15.10ish. Herefter tjekker jeg igen mails, og gør noget markedsføring klar til de næste par dage. Jeg skriver til en kunster omkring vores kommende Pure Festival og gør klar til weekendens kommende afterparty til Odense Havnekulturfestival. Jeg er hjemme ved 16.30 tiden. En stille og rolig dag.

Tirsdag:
I dag møder jeg også forholdsvis “sent”. Igen omkring 9.30. Vi plejer at have faste møder om tirsdagen, hvor vi evaluerer weekendens arrangementer og ser på kommende arrangementer, men i dag dropper vi mødet og pakker i stedet til afterparty fredag og lørdag. Det skulle vi først have gjort onsdag, men det bliver besluttet, at pga. helligdag torsdag pakker vi i dag – så kan vi se, om vi mangler noget og evt. nå at skaffe det.
Det er første gang, jeg er med til at pakke, og vi gennemgår tingene ret minutiøst. Vi ser bl.a. på lamper, strøm til musikken og pakker flightcases med barudstyr og deslige. Efterfølgende svarer jeg på flere mails, jeg klarer noget administrativt mht. Odense Øvelokaleforening. Her administrerer jeg alle 80 øvelokaler og disses medlemmer. Hvilket nogle gange godt kan være en tur i karrusel, da folk flytter ind og ud med samme hast som mælkebøtter skyder op gennem beton. Jeg mailer med en journalist fra TV2Fyn, som jeg har lavet noget presse med tidligere. Det begynder at regne vildt, og jeg lokker en kollega til at spæne hen over vores parkeringsplads i regnen. Vi elsker begge duften af sommerregn, og en hurtig løbetur i regnen, hvor vi begge kan mærke dråberne på huden, er et skønt afbræk.
Jeg får besøg på kontoret af en af vores kære lydmænd. Han laver selv musik, og vi sidder og snakker lidt om, hvordan det går. Du kan høre hans musik på SoundCloud lige her. Jeg elsker det selv! Jeg går udenfor en tur med ham og holder pause fra min computerskærm. Efterfølgende laver jeg noget mere markedsføring. Noget jeg er begyndt at sidde at lave mere og mere og jeg elsker det.  Dagen slutter, jeg er den sidste på kontoret og jeg lukker og slukker ved 17tiden.

Onsdag:
Jeg møder ind ved 9.45 tiden. Det er lidt direktørtider jeg fører mig denne uge, men det er til dels fordi jeg ved, at jeg får gigatravlt i weekenden med afvikling af afterparty, og til dels fordi jeg har fået en vane med at snooze min alarm lidt for meget. Jeg starter dagen med en kaffe og en Cocio. Normalt drikker jeg ikke i stereo, men dagen indbyder altså til det. Jeg. er. træt. Formiddagen går med at planlægge markedsføring, planlægge mere til Pure Festivalen og indmelde et nyt medlem i Odense Øvelokaleforening. Vi spiser ved 11.30 tiden. Efterfølgende skriver jeg en tekst til udvalgte kulturaktører. Til Pure Festivalen har Kansas City et Speakers Corner og her kommer der til at foregå en debat med forskellige kulturaktører, og disse skal vi selvfølgelig have i tale. Jeg svarer sms’er fra frivillige, og tjekker vagtplanen for weekendens afterparty. Fredag er der rigeligt med frivillige til at hjælpe, men lørdag kniber lidt og jeg skriver en besked til dem i vores Facebookgruppe. Efterfølgende tager jeg imod nogle varer til baren, og jeg pakker mere til afterparty på havnen. Jeg kører fra kontoret allerede 14.30 i dag. Jeg skal deltage til Nøgleforum og repræsentere Kansas City. Denne gang får vi en rundvisning på Odeon, og selvom jeg har været derinde før, er det ret spændende at opleve det med en privat rundvisning. Nogle af de andre deltagere spiser efterfølgende på Café Social, men jeg skal spise der i morgen, og jeg skal hjem at gå tur med hundene. Onsdag aften logger jeg på Facebook og deler et opslag på vores Facebookside. Jeg tjekker igen vagtplanen for weekenden og konstaterer, at der er kommet flere frivillige, der kan hjælpe lørdag til afterparty.

Torsdag:
I dag er der helligdag, og min hals er helt fucked. Så jeg tager en dag hjemme i sengen, og lader op til weekendens udfoldelser. Jeg aflyser min aftale på Odeon og håber, at afslapning kan få min krop på køl igen. Jeg har samtidig fået en masse allergiske reaktion, så jeg kører antihistaminer som M&M’s.

Fredag:
Jeg har fået det lidt bedre i dag, men min hals er stadig helt fucked. Jeg kører dagen på Treo og Ipren. Jeg møder kl. 8.30 på Kansas, hvor vi pakker det sidste i bilen, og kører ned til havnen. Her pakker vi de første ting ud i Kunsthal Ulys, hvor vi er med til at afholde afterparty. Vi sætter noget af baren op og gør klar. Ved 12 tiden kører vi tilbage til Kansas for at hente vores anlæg, og det sætter vi også op til om aftenen. Vores lydmand finker rundt og gør klar sammen med os, og da klokken er 16/17 er vi færdige. Jeg cykler hjem for at lufte hunde, og lige skifte tøj. Jeg er igen på havnen ved 18 tiden, hvor jeg mødes med mange af de frivillige fra Kansas for at se Roller Derby. Vi har en frivillig, der spiller og hende skal vi selvfølgelig heppe på! Jeg har om eftermiddagen nået at lave et banner også, som vi ivrigt vifter, hver gang hun er på banen. Der bliver drukket lidt øl, og livet er herligt lige der på bænken, hvor vi sidder trods ondt i halsen. Ved 20.20 tiden smutter jeg ned i Kunsthal Ulys, og gør baren klar til om aftenen. De frivillige møder ind ved 21.30 tiden og vi åbner så småt baren. Der er fuld drøn på fra kl. 22-02.00, hvor afterparty’et lukker og slukker. Jeg uploader nogle billeder til vores sociale medier og fortæller om vores afterparty. Hele aftenen går jeg mellem baren, gulvet og udenfor for at tjekke, at alting er som det skal være. Som afvikler står jeg med ansvaret, hvis brandmajoren kommer forbi og vil have en snak, hvis en gæst bliver for fuld og skal ekspederes ud, hvis der sker noget og vi skal have fat i f.eks. ambulancer, hvis musikken er forsinket, hvis musikken skal slukkes, hvis baren løber tør for drikkelse eller mangler hjælp. Generelt har jeg det overordnede ansvar for, at arrangementet glider som det skal. Og hele tiden oplever vi krævende ting bag kulisserne, som gæsterne overhovedet ikke bider mærke i. For det skal og må de ikke kunne. Det er mit ansvar, at alle, ligefra gæster over teknikkere til frivillige, har en god aften. Da vi er færdige med at rydde af og lukke ned hopper jeg på cyklen hjem. Jeg tager de vigtigste ting fra baren med mig hjem, og sørger for at lukke og slukke kassen og dankort. Jeg er hjemme ved tre/halvfire tiden og skal lige lufte hunde og have et øjebliks ro, inden jeg kan gå i seng.

Lørdag:
Jeg vågner tidligt i dag. Det er irriterende, for jeg er træt. Men min dyne klæber til mine ben og jeg kan ikke få lov til at sove længere for solens varmer stråler, der bager på mit ellers tildækkede vindue.
Jeg står op ved 10/11 tiden. Går i bad. Lufter hunde. Spiser frokost. Jeg tjekker vores sociale medier, og jeg drikker noget kaffe! Jeg skal hurtigt ind til byen for at købe en oplader til min iPod, og jeg benytter muligheden for at drible forbi Nelles og købe en iskaffe. Ahhh. Varmen er udholdelig, og jeg nyder at have et par timer, hvor jeg ikke er på havnen. Da jeg kommer hjem når jeg at rydde lejligheden op. Når jeg ikke er særlig meget hjemme, har jeg en tendens til at smide tingene og ikke lige få lagt dem på plads. Det går alt for hurtigt, og jeg bruger lige et par timer på at gøre rent. Imens snakker jeg også med min chef. For vi løb tør for gin aftenen inden i baren, og jeg skal have skaffet noget mere. Han sætter mig i kontakt med et værtshus i byen, hvor jeg kan hente nogle kasser et par timer senere. Da kl. er 16.30 står jeg således igen på havnen og skal gøre klar til om aftenen. Jeg har en frivillig med mig til at hjælpe, og vi kører først ind til byen efter mere gin og dernæst ud til Kansas efter andet alkohol og drikke. Vi pakker bilen og lander igen ved havnen ved 18 tiden. Jeg cykler hjem, lufter hunde og cykler ellers tilbage til havnen for at mødes med en flok frivillige. Jeg er på havnen igen ved 19 tiden. Vi henter noget mad fra en af de fine food trucks – vi spiser vietnamesisk – og sidder på plænen foran Havnebadet og spiser og jeg drikker en enkelt øl. Ved 20 tiden stiller vi os op for at se Bo Evers. Han kommer til Kansas til efteråret og spiller, så vi vil gerne se ham live inden. Ved 20.45 tiden smutter jeg fra de andre og går ned til Ulys igen for at åbne baren. Jeg kan tørt konstatere, at de kæmpe store sækkestole, vi havde med som jeg fik lagt inde i baren natten før, er blevet slæbt med ud i solen. Jeg fik stjålet 4 aftenen inden, så jeg er ærlig talt lidt knotten over, at folk bare tager ting fra baren uden at spørge. (Aftenen ender også med, at jeg får stjålet 2 mere, så ser du en kæmpe fatboy et sted i Odense, hvor der står Tuborg og Kansas City på, så smid mig endelig en besked. De er pisse dyre!). Da klokken nærmer sig 21.30 kommer flere frivillige til baren, og vi begynder så småt at åbne op. Musikken er planlagt til kl. 22.00, men der er lidt problemer med den ene musiker, der åbenbart ikke kan spille alligevel. Så det ender med, at der bliver sat noget på anlægget, og den næste musiker går på lidt tidligere. Jeg hopper selv i baren hele aftenen, da vi har mangel på frivillige. Det betyder, at jeg slet ikke når at tjekke alting udenfor, men jeg har til gengæld en fest med de tre andre bartendere. Vi starter vagten med en “åbner-drink” og ellers kører jeg den ikke-alkoholiske stil. Jeg ved, at jeg senere om natten skal køre en bil med ting fra baren ud til Kansas for at læsse af.
Da kl. er 02.00 slukker vi musikken og tænder lyset. Folk er lidt lang tid om at daffe af, men vi lukker baren efter ca. tyve minutter og begynder ellers at pakke ned for weekenden. Vores store bil bliver pakket med vores anlæg og to fligtcases fra baren, og så kører jeg og vores lydmand ud til Kansas for at læse af. Klokken bliver lid lidt i fem inden jeg lander hjemme. Og igen kan lufte hunde. Jeg sover ved en halvseks/seks tiden.

Søndag:
Mit ur ringer igen kl. 10.00, men jeg vågner kl. 9 og ligger og stirrer ud i luften indtil jeg står op. Jeg lufter hunde igen, går i bad og kører ned på havnen. Jeg tog bilen hjem om natten og kan derfor køre derned i den. Jeg har smidt min cykel i bilen. Der kunne måske være 25 cykler. Godt jeg kun skal have én med.
Kl. 11.00 er jeg den første, der lander ved hallen. Jeg finder nøglen og låser op, så vi kan få læsset bilen. De andre kommer, og jeg henter kaffe til os fra en af kaffevognene oppe ved Havnebadet. Vi pakker ned og læsser indtil ved 14 tiden. Herefter kører vi til Kansas og læsser af. Vi er færdige ved 15tiden, og vi tager en kold Sommersby på terrassen og afslutter en vellykket weekend. Vi kører ud med bilen, der er en lejebil, ved Rugårdsvej og jeg har taget min cykel med igen. Jeg cykler hjem og er hjemme ved 16 tiden. Weekend!

Det er altså ikke fordi jeg har travlt (løj hun…)

/0 Comments/in , , /by

Kender du det, at dagene bare tager hinanden? Den ene dag forsvinder på mystisk vis og forvandles til den anden? I den proces bemærker du slet ikke, at mandag lige pludselig er forvandlet til fredag. At når klokken er midnat sker der automatisk et skifte og dagene ændres? Helt uden noget større postyr eller bare et enkelt lille memo forvandles og fordrejes mine dage på magisk og mystisk vis, og selvom jeg ofte kigger på mit armbåndsur, så registrerer jeg ikke helt rigtig, hvad klokken er. Jeg lægger i hvert fald ikke synderlig mærke til det under alle omstændigheder.

Billedet ovenover er fra denne weekends afterparty til Havnekulturfestivalen. Jeg afviklede afterparty nede i Kunsthal Ulys og fik dette fine og ret beskrivende billede den ene aften. 

Jeg konstaterer blot tørt, at viserne har rykket sig. For min skyld kunne de velsagtens have flyttet sig baglæns som forlæns. Jeg ville ikke bide mærke i det.

Tiden er en underlig størrelse. Vi har altid den samme tid. Talemåden der siger, “jeg har masser tid” føler jeg er lidt misvisende. For vi har altid den samme mængde tid at gøre godt med. Vi har hverken mindre eller mere tid. Et døgn er, som regel og plus/minus med et par sekunder, 24 timer.

Det handler om, hvad indholdet i tiden betyder for os. For har vi ikke fyldt tiden ud med indhold, ja så kan det antageligt snildt føles som om, vi har masser tid. Og fylder vi vores døgn med aktiviteter og indhold så bristepunktet nærmer så, føles det logisk nok omvendt som om vi intet tid har.

Men vi har de samme antal timer om vi blokker vores dage med aktiviteter eller ej. Døgnet bliver ikke hverken kortere eller længere.

Selvom det dog føles sådan i disse sommertider, hvor lyset virkelig skaber en illusion om, at døgnet lige pludselig indeholder langt flere timer end som så.

Det benytter jeg mig overordentlig meget af for tiden. Jeg rider på illusionen om, at døgnet ikke kun er begrænset til 24 timer. Det er nu i grunden heller ikke særlig mange timer. Jeg dyrker gerne 30 timers døgn for tiden. Mindst. Og selvom min egen illusion og indbildning angående døgnets antal timer, måske er en forbipasserende sommertrend, så er det en trend, der klæder mit liv for tiden.

For ja; jeg har travlt. Jeg har masser tid. Og jeg fylder den op på samme manér som når jeg fylder mit bæger med tag-selv-softice. Langt op over kanten og gerne med en mistænkelig stor top prydet med alskens drys og karamelsovs. Et bæger med et overflod af lutter gode sager. Sådan er mine dage og mit liv for tiden.

Det betyder dog, at min softice nogle gange både når at smelte og jeg når heller ikke at smage alt toppingen jeg selvfølgelig absolut må have på.

I bogstavelig betydning og uden metaforer; jeg skal og når mange ting, men nogle ting når jeg bare ikke. Min træning er f.eks. på det nærmeste ikke-eksisterende for tiden. Min familie kunne ligeså godt bo i Timbuktu, og bloggen. Få mig ikke til at starte min tale omkring bloggen! Den halter. Det gør den altså. Der er nu ikke nogle af tingene, der giver mig dårlig samvittighed. Tværtom. Det gør mig glad, at jeg har så mange ting at tage mig til. At jeg er god til at fylde mit isbæger op. (Ja nu kom vi tilbage det til pokkers is! Jeg kan ikke styre mig). For det betyder, at jeg får en på sinkadusen, hvad angår oplevelser. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har kunne håndtere så mange timer på job, aftaler, møder, søde mennesker og ikke at glemme festlige lejligheder før uden at føle den mindste smule stress. Og jeg ved, hvordan det er at være ramt af stress (læs gerne dette indlæg med mine tanker omkring, hvordan du kommer bedst igennem en stresset periode, eller dette indlæg omkring, hvordan det er okay ikke altid at ligge i overhalningssporet).

Når jeg påstår, at jeg som sådan ikke har travlt, men bare nyder livet med gode aktiviteter, lyver jeg helt sikkert også. For jeg HAR travlt. Men for pokker for elsker jeg det.

Jeg surfer i øjeblikket på en gigagod bølge, og jeg har ikke tænkt mig at hoppe af surfbrættet foreløbig. Jeg befinder mig ret godt her på toppen af de massive vandmasser, hvor den friske luft, havbrise og havgus pjasker mig i ansigtet. Jeg kan trække vejret helt ned i tæerne, og jeg elsker, at jeg instinktivt tager mit næste træk og hopper videre fra den ene bølge til den næste uden at skulle overveje hvordan.

Jeg brygger på at indlæg, hvor jeg skriver omkring, hvad det egentlig er, jeg arbejder med og hvornår. Så I kan få et indblik i min hverdag, og hvorfor jeg arbejder på ukonventionelle tider af døgnet (alt efter kontekst selvfølgelig). Og ikke mindst, hvorfor jeg elsker det!

Men ja; jeg har travlt, men jeg føler ikke at jeg har travlt. Jeg føler, at jeg laver en masse fede og seje ting, som giver mit liv indhold. Og så må jeg nogle gange jonglere lidt mellem døgnets 24 timer for at få det hele til at hænge sammen. Men hvis jeg ikke skal gøre det nu, hvor jeg både er single, bor alene, ikke har nogle børn og kan gøre, hvad der passer mig uden at skulle tage hensyn til nogle, hvornår så?

Jeg rejser alene denne sommer – her skal jeg hen

/12 Comments/in , , /by

Jeg er nylig single. eller… Nylig og nylig.. Men i hvert fald single i år. Nærmest pr. 1. januar. Det er i hvert fald en status jeg endnu har lidt svært ved at håndtere. Ikke så meget det at være alene. Det faktum, at jeg ikke længere er i et forhold.

* Billedet er fotograferet af talentfulde Malene Nelting. Hun videoblogger lige her (hun er skide sjov, så følg hende lige) og du kan se flere af hendes billeder lige her. *

Det er hele dne omkringliggende sfære, der omgiver det at være alene. At være single. Egentlig bryder jeg mig heller ikke synderlig meget om begrebet eller ordet “single”. Ydr. For mig emmer det af desperate tilbud kl. 5 om morgenen på clubben. Det lyder af sørgelige aftener alener på sofaen (og fred være med det! Whatever floats your boat – det er bare ikke lige dér, min båd flyder bedst) og ikke mindst hele “jagten” på apps og sociale datingmedier. Jeg. kan. slet. ikke. have. det.

Tinder sir’ du?

Fuck af sir’ jeg.

Datingapps er noget jeg ikke forstår. Nuvel… der er mange ting jeg ikke fatter en hat af, og datingapps ryger snildt på den lange liste af for mig uforklarlige emner. Alt det her med, at man opretter en profil kun for at sidde og overfladisk vurdere andre mennesker på deres udseende og få, men helt sikkert nøje, udvalgte keywords.

Næ tak du. Jeg klarer mig fint med at dømme folk på den gammeldags facon i levende live. Der kan jeg samtidig også lige tjekke for skæl. Win/win.

Anyways. Det er vist nok en helt anden snak, end hvad jeg egentlig ville med dette indlæg.

For.. Summer is coming!

Og nu når sommeren nærmer sig, og folks uundgåelig tanker, inklusiv egne, strejfer omkring, hvor sommerferien skal tilbringes, stod jeg i år i lidt af et dilemma.

For det er første år siden 2010, hvor jeg IKKE har en kæreste, det er oplagt at tilbringe, i hvert fald en stor del, af sommerferien med.

Og hvad gør man så?

Ja jeg ved ikke, hvad MAN gør, men JEG har booket en rejse alene. Bare til mig selv. Èt flysæde tak. Èn kuffert. Èn tur/retur tak.

Jeg vidste allerede for nogle måneder siden, at jeg ville tage en solotur i år. Mest fordi jeg elsker at rejse, og jeg kan mærke, at jeg desuden har brug for at gøre ting alene. Ikke fordi jeg er single (blergh!) eller alene, men fordi jeg VÆLGER at gøre de ting alene. Fordi jeg vælger at være selvstændig og turde.

Hvis du har læst med et stykke tid herinde ved du, at jeg i januar fandt et ord, der skal guide mig i 2017. Mit ord for året blev ‘courage”. Jeg skal være modig i år. Jeg skal turde. Derfor er det oplagt, at jeg i år tager på en solorejse til sommer.

Bliver vi helt metaforiske og meta (de, der kender mig overordentlig godt vil vide, at jeg elsker ordet meta!), rejser jeg i forvejen solo. Bare gennem livet. Lyder det ikke bare fint? Jeg brækker mig kun lidt i munden af afsky over min egen spirituelle og harmoniske tilgang til livet for tiden. Du behøver ikke holde dig tilbage.

Anyways. Bræk aside. Så skal jeg rent fysisk også foretage en rejse alene til sommer. I weekenden følte jeg, at jeg fik ekstra voksen-point i min glimmerindsmurte-voksenpoint-bog, da jeg bookede flybilletter først til London og derfra videre til Marrakech som er min endelige destination for min sommerrejse.

Yes. Jeg tager til Marrakech. Og jeg er gået udenom alle rejseselskaber, og har booket uafhængige flybilletter hos to forskellige flyselskaber. En mellemlanding var 99,99% uundgåelig uanset, hvor jeg bookede henne. Jeg vurdere derfor, at jeg ligeså godt selv kunne afgøre, hvor mange timer jeg ville vente i London på vej derned og hjem igen. For vente kom jeg til uanset hvad.

Jeg tager afsted de første 14 dage i juli. Her har jeg tre ugers ferie, og bruger den sidste uge hjemme i go’ gamle O’ense.

Det er, som sagt, min første solorejse NOGENSINDE! Jeg er rimelig sicked over det, men samtidig er jeg normalt så selvstændig, at jeg tænker, jeg nok skal få en virkelig lækker tur helt alene.

Hvis du har nogle gode fifs til at rejse solo så send dem lige min vej! Og hvis du har nogle god fifs til Marrakech så send dem også lige min vej.

Jeg mangler endnu at booke overnatning, men der har jeg allerede luret på flere riads gennem Airbnb, så det er hurtigt booket. Jeg lejer også selv min lejlighed ud de 14 dage jeg er afsted, så kender du én, der mangler en to-værelses i et hus i Skibhuskvarteret de første uger i juli, må du også gerne sende dem min vej.

Sikke en masse tjenester jeg kan bede om hva? Det gør jeg mig overordenligt godt i åbenbart.

Jeg ved i øvrigt godt, at jeg har været abnormt stille herinde på min lille side. Men jeg har sååååh travlt, og tiden foran en computer har lidt været nedprioriteret… ej.. det er løgn.. men tiden foran min blog har været nedprioriteret. Det er fordi jeg laver en masse seje, (ja ja vi skal huske at jante er DØD!) ting for tiden.

Bl.a. har jeg lige lavet en podcast. Jow jow det er skam rigtigt. Jeg laver den sammen med en co-producer – Simon Fynbo – og den hedder Kulturcasten. Den handler om kulturlivet i Odense, og den er totalt usaglig, subjektiv og interesseorienteret. Efter vores interesser. Så giv den et lyt lige her på vores Soundcloud konto. Jeg har fået at vide, at jeg har en sprød radiostemme. Det må du selv bedømme. Jeg synes, jeg lyder so m en syg pingvin, men hver sin smag ikke?

Ti ting, der gør mig pisse nederen;

/4 Comments/in , , , /by

  • Når min kaffe når at blive kold, inden jeg slubrer den i mig.
  • Når min kaffe er så pissevarm, at jeg brænder mig på den.
  • Når folk stopper en online samtale uden varsel, og bare ikke svarer. Fino bambino, men så forvent ikke, at jeg er mindre end fem dage om at svare dig igen.
  • Når mine planter dør fra mig. Jeg bliver bare aldrig gode venner med efeu.
  • Mandag morgen.
  • Tirsdag morgen.
  • Torsdag morgen.
  • Saldoen på min konto.
  • Når jeg skal cykle i blæsevejr. Regnvejr kan jeg klare med at svøbe mig ind i plastik. Blæsevejr har jeg intet forsvar imod. Har du set min cykelkurv? Den fungerer praktisk taget som et storsejl. IKKE særlig praktisk i blæsevejr. Jeg er typen, der bliver hidsig, når jeg cykler i blæsevejr.
  • Når min pomfritter bliver sucky pga. kondensvand i papboksen på vej hjem fra bistroen. Er der dog ikke nogen, der kan opfinde en måde at transportere fritter på, uden de bliver bløde?!

 

Månedens playliste – jeg har droppet alt nonsens

/2 Comments/in , , , /by

Så kommer vi til denne måneds playliste. Igen… lidt sent. Men bedre sent end aldrig ikke?

Mine dage går ret hurtigt for tiden. Jeg arbejder ret meget, og mine tider er forholdsvis svævende og diffuse. Sådan er det vist bare i musik- og eventbranchen.

Jeg skulle have været på arbejde i aften til en koncert, men koncerten blev desværre aflyst sent i går eftermiddags. Til gengæld er jeg lige blevet færdig til et presseseminar her til formiddag, som jeg fik presset ind i stedet for. På den måde er mine dage ret fleksible og der er ikke meget rutine over mine arbejdstider. Hvilket bekommer mig ganske fint.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville blive gladest for et klassisk 8-6 job, og at jeg slet ikke ville fungere i et job, hvor arbejdstiderne var så fleksible og nogle gange bliver ændret fra den ene dag til den anden. Det har så vist sig, at jeg elsker mine arbejdstider som de er nu. Før i tiden ville jeg helt sikkert være ret presset med så vekslende mødetider, koncerter hver weekend, arbejde på alle døgnets tidspunkter, en telefon, der praktisk talt lever dens eget liv og dage, der er blokket op med aftaler. I dag kan jeg slet ikke forestille mig at leve anderledes. Jeg har altid sagt til mig selv og folk omkring mig “ej jeg trænger sådan til at slappe af, og få en fridag”, men når jeg så endelig har en fridag bliver jeg simpelthen SÅ rastløs! Det har jeg altid gjort. Dengang jeg løb stævner med mine hunde, hvor jeg var afsted land og rige rundt næsten hver weekend fra 6 morgen til 20 aften, brokkede jeg mig over aldrig at have noget tid fri. Paradoksalt nok var jeg ved at drive mig selv til vanvid når jeg endelig havde en friweekend, fordi jeg var vant til at lave noget hele tiden.

Sådan har jeg det stadig den dag i dag. Jeg brokker mig ofte, unødigt, over at have meget at se til, men i virkeligheden vil jeg nok ikke have det på andre måder. Selvfølgelig kan jeg godt bruge en hel dag på sofaen, og når jeg er på ferie er jeg også god til at ligge ved poolen hele dagen. Men ofte skal dagen altså lige brydes af en gåtur eller lignende. Generelt fungerer jeg bedst, når jeg har meget at se til. Jeg kan godt lide at have travlt.

Måske deraf kommer titlen på denne månedens playliste. For når jeg har travlt, er der nogle ting, der bliver nødvendigt for mig at gøre. F.eks. at skære alt unødigt væk og ud. Fordi det ofte er spild af tid. Det kan være bekymringer om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kan være begivenheder, jeg i grunden ikke gider bruge tid på. Det kan være personer, der ikke bidrager med noget positivt i mit liv. Alt det nonsens som vi mennesker alt for ofte finder os i – det har jeg valgt at skære væk og ud. Jeg orker det ikke mere. Livet er for kort til at bruge tid på nonsens. Livet er for kort til at lave ting, vi egentlig ikke har lyst til. Livet er for kort til at lave nonsens. Så det har jeg skåret ud. Jeg prøver i hvert fald på det, og er mere og mere opmærksom på, at jeg laver ting som jeg kan lide og med mennesker, hvis selskab jeg nyder.

Musikken denne måde er klart også præget af, at jeg skærer bull shit ud af mit liv. Det er en god blanding af noget independent-woman-fell, gode dansesange, ny dansk rap, noget old school rap, noget trip-hop, lidt udenlandsk rap og selvfølgelig noget Nonsens! De skal spille på Tinderbox, og jeg glæder mig voldsomt til at høre dem!

HUSK: At du kan følge playlisten på Spotify! Jeg opdaterer den løbende resten af måneden, så der kommer formentlig noget mere musik på listen. 

Nu vil jeg klappe min Mac sammen, slubre resten af min kaffe og bruge eftermiddagen med min familie. Jeg sidder i toget mod Slagelse – just kørt over Storebælt – hvor jeg skal bruge nogle timer med min familie nu jeg ikke skulle arbejde her til aften.

Jeg ved i øvrigt ikke, hvor mange af jer, der stadig læser med. Mest fordi jeg ikke har blogget særlig meget på de sidste. Jeg ved ikke helt hvorfor… eller det ved jeg godt.. Jeg har levet livet! De af jer, der følger med på Instagram og ser min story, vil også kunne se, at jeg ikke bruger særlig meget tid foran min private computer. Jeg savner at blogge. Men.. Savner I mig? Eller jeg er blevet til jeres nonsens?