Med tiden finder jeg ud af det

Jeg kan godt lide at være meta. Nogle gange.

Mine baller brænder let på den marmorbænk, jeg har sag på mig. Gad vide om min avokadoyourghurt i tasken også mærker det. Min taske står på bænken ved siden af mig.

Det er virkelig varmt og jeg rykker mig rundt. Her sidder jeg alene. Igen.

Mens hele verden fortsætter rundt om mig. Med dens gøremål. Der står vagter ved den lille park jeg har sat mig ved. Min Fanta i tasken bliver helt sikkert også varm. Det er noget, jeg er begyndt at drikke. Fanta.
Det var ikke noget, jeg rigtig var til før i tiden. Tiden ændrer sig. Hele tiden.

Det var ikke meningen, at jeg ville bruge så lang tid på min tur ud i dag. Nogle gange tager tiden kvantespring. Nogle gange føles den som at vente på et DSB tog. Lige nu føles den bare som min. Min helt egen tid. Jeg kan gøre med den hvad jeg vil. Lige nu overvejer jeg at rejse mig fra den her marmorbænk. Mest fordi den virkelig er varm og jeg hele tiden skal rykke mig rundt for at undgå at brænde mine baller. Det hjælper, når jeg letter mine baller lidt og sidder på mine baglår.

Pladsen er er overraskende mennesketom med tanke på, at det er en stor plads i den nye by. Nu kalder han ind til bøn igen. Det sker i Medinaen, men jeg kan tydeligt høre det her også.

Nu er der gået lidt mere tid. Før fik jeg en anelse stress. Fordi jeg ville have været nået hjem til min riad noget tidligere. Fordi jeg bare ville hjem. Men så gik det op for mig, at der ikke er noget, jeg SKAL nå. Nogensinde. Kun hvis jeg selv bestemmer det. Og hvis jeg bestemmer, at der er noget, jeg skal for at bestemme noget andet bagefter. Så er det okay. For det bestemmer jeg.

Den marmorbænk brænder virkelig. Hvordan kan den blive ved med at være så varm? Okay. Nu rejser jeg mig. Det her kan jeg ikke længere. Jeg kigger mig over skulderen. Ser igen de våbenbærende vagter. Tager et usikkert skridt på marmorfliserne. Jeg kender min vej tilbage. I hvert fald det første stykke. Resten skal jeg nok finde ud af. Med tiden.