En uge på mit arbejde

Jeg er blevet spurgt af flere, hvad det egentlig er, jeg arbejder med på Kansas City. Jeg har derfor lavet en slags arbejdsdagbog for min sidste uge. Mine arbejdsopgaver er RET svingende og mine arbejdstider meget forskellige, men meget af tiden fleksible. Sidste uge viser kun et lille glimt af, hvad det er, jeg arbejder med. Men det giver måske en ide om, hvad jeg bruger meget af min tid på. Sidste uge afviklede jeg afterparty til Havnekulturfestival, hvorfor der var meget at lave op til det. Men det er ikke alle uger, jeg har arrangementer. Ofte har jeg dog ét arrangement om ugen, men det kan godt svinge.


Man skal altid have en kaffe med på farten!

Mandag:
Jeg møder forholdsvis “sent” på kontoret i dag. Ved 9.30 tiden. Jeg har et møde kl. 10.00, som varer det meste af formiddagen. Jeg klarer nogle mails og sms’er inden frokost kl. 12.00. Efter frokost gør jeg klar til en samtale, jeg har med en mulig praktikant. Hun kommer kl. 14.00 og samtalen varer indtil 15.10ish. Herefter tjekker jeg igen mails, og gør noget markedsføring klar til de næste par dage. Jeg skriver til en kunster omkring vores kommende Pure Festival og gør klar til weekendens kommende afterparty til Odense Havnekulturfestival. Jeg er hjemme ved 16.30 tiden. En stille og rolig dag.

Tirsdag:
I dag møder jeg også forholdsvis “sent”. Igen omkring 9.30. Vi plejer at have faste møder om tirsdagen, hvor vi evaluerer weekendens arrangementer og ser på kommende arrangementer, men i dag dropper vi mødet og pakker i stedet til afterparty fredag og lørdag. Det skulle vi først have gjort onsdag, men det bliver besluttet, at pga. helligdag torsdag pakker vi i dag – så kan vi se, om vi mangler noget og evt. nå at skaffe det.
Det er første gang, jeg er med til at pakke, og vi gennemgår tingene ret minutiøst. Vi ser bl.a. på lamper, strøm til musikken og pakker flightcases med barudstyr og deslige. Efterfølgende svarer jeg på flere mails, jeg klarer noget administrativt mht. Odense Øvelokaleforening. Her administrerer jeg alle 80 øvelokaler og disses medlemmer. Hvilket nogle gange godt kan være en tur i karrusel, da folk flytter ind og ud med samme hast som mælkebøtter skyder op gennem beton. Jeg mailer med en journalist fra TV2Fyn, som jeg har lavet noget presse med tidligere. Det begynder at regne vildt, og jeg lokker en kollega til at spæne hen over vores parkeringsplads i regnen. Vi elsker begge duften af sommerregn, og en hurtig løbetur i regnen, hvor vi begge kan mærke dråberne på huden, er et skønt afbræk.
Jeg får besøg på kontoret af en af vores kære lydmænd. Han laver selv musik, og vi sidder og snakker lidt om, hvordan det går. Du kan høre hans musik på SoundCloud lige her. Jeg elsker det selv! Jeg går udenfor en tur med ham og holder pause fra min computerskærm. Efterfølgende laver jeg noget mere markedsføring. Noget jeg er begyndt at sidde at lave mere og mere og jeg elsker det.  Dagen slutter, jeg er den sidste på kontoret og jeg lukker og slukker ved 17tiden.

Onsdag:
Jeg møder ind ved 9.45 tiden. Det er lidt direktørtider jeg fører mig denne uge, men det er til dels fordi jeg ved, at jeg får gigatravlt i weekenden med afvikling af afterparty, og til dels fordi jeg har fået en vane med at snooze min alarm lidt for meget. Jeg starter dagen med en kaffe og en Cocio. Normalt drikker jeg ikke i stereo, men dagen indbyder altså til det. Jeg. er. træt. Formiddagen går med at planlægge markedsføring, planlægge mere til Pure Festivalen og indmelde et nyt medlem i Odense Øvelokaleforening. Vi spiser ved 11.30 tiden. Efterfølgende skriver jeg en tekst til udvalgte kulturaktører. Til Pure Festivalen har Kansas City et Speakers Corner og her kommer der til at foregå en debat med forskellige kulturaktører, og disse skal vi selvfølgelig have i tale. Jeg svarer sms’er fra frivillige, og tjekker vagtplanen for weekendens afterparty. Fredag er der rigeligt med frivillige til at hjælpe, men lørdag kniber lidt og jeg skriver en besked til dem i vores Facebookgruppe. Efterfølgende tager jeg imod nogle varer til baren, og jeg pakker mere til afterparty på havnen. Jeg kører fra kontoret allerede 14.30 i dag. Jeg skal deltage til Nøgleforum og repræsentere Kansas City. Denne gang får vi en rundvisning på Odeon, og selvom jeg har været derinde før, er det ret spændende at opleve det med en privat rundvisning. Nogle af de andre deltagere spiser efterfølgende på Café Social, men jeg skal spise der i morgen, og jeg skal hjem at gå tur med hundene. Onsdag aften logger jeg på Facebook og deler et opslag på vores Facebookside. Jeg tjekker igen vagtplanen for weekenden og konstaterer, at der er kommet flere frivillige, der kan hjælpe lørdag til afterparty.

Torsdag:
I dag er der helligdag, og min hals er helt fucked. Så jeg tager en dag hjemme i sengen, og lader op til weekendens udfoldelser. Jeg aflyser min aftale på Odeon og håber, at afslapning kan få min krop på køl igen. Jeg har samtidig fået en masse allergiske reaktion, så jeg kører antihistaminer som M&M’s.

Fredag:
Jeg har fået det lidt bedre i dag, men min hals er stadig helt fucked. Jeg kører dagen på Treo og Ipren. Jeg møder kl. 8.30 på Kansas, hvor vi pakker det sidste i bilen, og kører ned til havnen. Her pakker vi de første ting ud i Kunsthal Ulys, hvor vi er med til at afholde afterparty. Vi sætter noget af baren op og gør klar. Ved 12 tiden kører vi tilbage til Kansas for at hente vores anlæg, og det sætter vi også op til om aftenen. Vores lydmand finker rundt og gør klar sammen med os, og da klokken er 16/17 er vi færdige. Jeg cykler hjem for at lufte hunde, og lige skifte tøj. Jeg er igen på havnen ved 18 tiden, hvor jeg mødes med mange af de frivillige fra Kansas for at se Roller Derby. Vi har en frivillig, der spiller og hende skal vi selvfølgelig heppe på! Jeg har om eftermiddagen nået at lave et banner også, som vi ivrigt vifter, hver gang hun er på banen. Der bliver drukket lidt øl, og livet er herligt lige der på bænken, hvor vi sidder trods ondt i halsen. Ved 20.20 tiden smutter jeg ned i Kunsthal Ulys, og gør baren klar til om aftenen. De frivillige møder ind ved 21.30 tiden og vi åbner så småt baren. Der er fuld drøn på fra kl. 22-02.00, hvor afterparty’et lukker og slukker. Jeg uploader nogle billeder til vores sociale medier og fortæller om vores afterparty. Hele aftenen går jeg mellem baren, gulvet og udenfor for at tjekke, at alting er som det skal være. Som afvikler står jeg med ansvaret, hvis brandmajoren kommer forbi og vil have en snak, hvis en gæst bliver for fuld og skal ekspederes ud, hvis der sker noget og vi skal have fat i f.eks. ambulancer, hvis musikken er forsinket, hvis musikken skal slukkes, hvis baren løber tør for drikkelse eller mangler hjælp. Generelt har jeg det overordnede ansvar for, at arrangementet glider som det skal. Og hele tiden oplever vi krævende ting bag kulisserne, som gæsterne overhovedet ikke bider mærke i. For det skal og må de ikke kunne. Det er mit ansvar, at alle, ligefra gæster over teknikkere til frivillige, har en god aften. Da vi er færdige med at rydde af og lukke ned hopper jeg på cyklen hjem. Jeg tager de vigtigste ting fra baren med mig hjem, og sørger for at lukke og slukke kassen og dankort. Jeg er hjemme ved tre/halvfire tiden og skal lige lufte hunde og have et øjebliks ro, inden jeg kan gå i seng.

Lørdag:
Jeg vågner tidligt i dag. Det er irriterende, for jeg er træt. Men min dyne klæber til mine ben og jeg kan ikke få lov til at sove længere for solens varmer stråler, der bager på mit ellers tildækkede vindue.
Jeg står op ved 10/11 tiden. Går i bad. Lufter hunde. Spiser frokost. Jeg tjekker vores sociale medier, og jeg drikker noget kaffe! Jeg skal hurtigt ind til byen for at købe en oplader til min iPod, og jeg benytter muligheden for at drible forbi Nelles og købe en iskaffe. Ahhh. Varmen er udholdelig, og jeg nyder at have et par timer, hvor jeg ikke er på havnen. Da jeg kommer hjem når jeg at rydde lejligheden op. Når jeg ikke er særlig meget hjemme, har jeg en tendens til at smide tingene og ikke lige få lagt dem på plads. Det går alt for hurtigt, og jeg bruger lige et par timer på at gøre rent. Imens snakker jeg også med min chef. For vi løb tør for gin aftenen inden i baren, og jeg skal have skaffet noget mere. Han sætter mig i kontakt med et værtshus i byen, hvor jeg kan hente nogle kasser et par timer senere. Da kl. er 16.30 står jeg således igen på havnen og skal gøre klar til om aftenen. Jeg har en frivillig med mig til at hjælpe, og vi kører først ind til byen efter mere gin og dernæst ud til Kansas efter andet alkohol og drikke. Vi pakker bilen og lander igen ved havnen ved 18 tiden. Jeg cykler hjem, lufter hunde og cykler ellers tilbage til havnen for at mødes med en flok frivillige. Jeg er på havnen igen ved 19 tiden. Vi henter noget mad fra en af de fine food trucks – vi spiser vietnamesisk – og sidder på plænen foran Havnebadet og spiser og jeg drikker en enkelt øl. Ved 20 tiden stiller vi os op for at se Bo Evers. Han kommer til Kansas til efteråret og spiller, så vi vil gerne se ham live inden. Ved 20.45 tiden smutter jeg fra de andre og går ned til Ulys igen for at åbne baren. Jeg kan tørt konstatere, at de kæmpe store sækkestole, vi havde med som jeg fik lagt inde i baren natten før, er blevet slæbt med ud i solen. Jeg fik stjålet 4 aftenen inden, så jeg er ærlig talt lidt knotten over, at folk bare tager ting fra baren uden at spørge. (Aftenen ender også med, at jeg får stjålet 2 mere, så ser du en kæmpe fatboy et sted i Odense, hvor der står Tuborg og Kansas City på, så smid mig endelig en besked. De er pisse dyre!). Da klokken nærmer sig 21.30 kommer flere frivillige til baren, og vi begynder så småt at åbne op. Musikken er planlagt til kl. 22.00, men der er lidt problemer med den ene musiker, der åbenbart ikke kan spille alligevel. Så det ender med, at der bliver sat noget på anlægget, og den næste musiker går på lidt tidligere. Jeg hopper selv i baren hele aftenen, da vi har mangel på frivillige. Det betyder, at jeg slet ikke når at tjekke alting udenfor, men jeg har til gengæld en fest med de tre andre bartendere. Vi starter vagten med en “åbner-drink” og ellers kører jeg den ikke-alkoholiske stil. Jeg ved, at jeg senere om natten skal køre en bil med ting fra baren ud til Kansas for at læsse af.
Da kl. er 02.00 slukker vi musikken og tænder lyset. Folk er lidt lang tid om at daffe af, men vi lukker baren efter ca. tyve minutter og begynder ellers at pakke ned for weekenden. Vores store bil bliver pakket med vores anlæg og to fligtcases fra baren, og så kører jeg og vores lydmand ud til Kansas for at læse af. Klokken bliver lid lidt i fem inden jeg lander hjemme. Og igen kan lufte hunde. Jeg sover ved en halvseks/seks tiden.

Søndag:
Mit ur ringer igen kl. 10.00, men jeg vågner kl. 9 og ligger og stirrer ud i luften indtil jeg står op. Jeg lufter hunde igen, går i bad og kører ned på havnen. Jeg tog bilen hjem om natten og kan derfor køre derned i den. Jeg har smidt min cykel i bilen. Der kunne måske være 25 cykler. Godt jeg kun skal have én med.
Kl. 11.00 er jeg den første, der lander ved hallen. Jeg finder nøglen og låser op, så vi kan få læsset bilen. De andre kommer, og jeg henter kaffe til os fra en af kaffevognene oppe ved Havnebadet. Vi pakker ned og læsser indtil ved 14 tiden. Herefter kører vi til Kansas og læsser af. Vi er færdige ved 15tiden, og vi tager en kold Sommersby på terrassen og afslutter en vellykket weekend. Vi kører ud med bilen, der er en lejebil, ved Rugårdsvej og jeg har taget min cykel med igen. Jeg cykler hjem og er hjemme ved 16 tiden. Weekend!

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *