3000 km væk fra alle mennesker jeg kender, er jeg tryg

Tryghed ved et andet menneske er altoverskyggende. Det er noget jeg har lært disse dage.

Der findes tryghed ved andre mennesker i forskellige afskygninger. Jeg stiller mig ved siden af den unge kvinde, der også skal over vejen. Jeg er gået langt nu for at komme op til den nye bydel i Marrakech. Der hvor alle de fancy butikker ligger og der, hvor civilisationen er mærkbart anderledes.

Jeg finder en tryghed i at stå ved hendes side. Jeg finder en tryghed ved, at der er et andet menneske, der også skal over vejen. Jeg kigger til min venstre. Jeg kan mærke, at sveden på min ryg får min hvide top til at klistre til huden. Udover har jeg en blomstret skjorte, der dækker min skuldre. Jeg ser igen til venstre. Konstaterer, at der ingen mulighed er foreløbig for at komme over vejen. Kvinden ved siden mig konstaterer sikkert det samme. For hun bliver også stående. Sammen står vi der. Og jeg er på en eller anden måde lidt mere tryg med hende ved min side end havde jeg stået der alene.

Det er en spøjs følelse. Tryghed. For den kan komme og gå hos mig. Ofte uden nogen speciel anledning. Den forsvinder selvfølgelig en del disse dage, hvor jeg begiver mig ud på eventyr, jeg aldrig troede, jeg skulle. Det at være alene og rejse er en grænse, jeg er i gang med at bryde.

Et er at rejse rundt i verden med et andet menneske. Noget andet er at gøre det alene.

For det giver en tryghed at være flere mennesker sammen i samme situation. Ligesom nu, hvor jeg skal krydse vejen. Vi har ventet et minut nu. Hun er også utålmodig. Hun kigger på sin telefon, og flytter vægten fra det ene ben til det andet.

Jeg får mere tryghed ved, at hun og jeg går på samme tid, for så bliver jeg sikker i min handling om, at jeg går over vejen på det rigtige tidspunkt. Jeg bliver bekræftet i, at det jeg gør er rigtigt. Jeg tænker, at det er fjollet. At jeg skal bekræftes i at gå over vejen på det rigtige tidspunkt.

Da hun tager det første skridt, ud fra den høje vejkant, går det op for mig, at mine ben følger med af dem selv. Som om de er klar over min lettere utryghed og selv tager kontrol over situationen. Jeg går over vejen med kvinden ved min side. Hun ved det ikke.  At det her er noget, jeg gør med hende.

Trygheden i, at vi gør dette samme er ikke en altoverskyggende følelse og jeg kunne godt have krydset vejen alene her i den sindsyge trakfik. Men alligevel var det dejligt, omend kun for syv sekunder, at have et andet menneske at løse en mission med. At komme over vejen uskadt med. Hun drejer til højre. Min vej går til venstre.

Jeg kan mærke, at mine sokker laver knirkelyde i mine hvide converse. Jeg går forbi en byggeplads. Dem er der mange af her i byen. Jeg tænker på Odense. På byens udvikling og byggepladser. Her ligner en byggeplads en sammensmeltning af et sandslot uden arkitekt og en losseplads for byggematerialer. Jeg er ved at snuble over en flise, men når at redde mig selv fra hudafskrabninger og laver et lille hop inden jeg igen finder balancen. Måske er det dét jeg har gang i med denne rejse? At tvinge mig selv til at lave et lille hop, skabe noget ubalance, for at finde min balancen igen?

Jeg går videre på det bredde fortov. Bag mig går en mand med mønter i lommen, og jeg lægger mærke til, hvordan de klirrer mod hinanden. Det er en irriterende lyd, men han går nærmest som om, han gerne vil frembringe lyden og gerne højt.

To unge kvinder går forbi mig. De har vestlig beklædning på og ingen af dem bærer slør. De kigger på mig – kan jeg se gennem mine solbriller. Jeg bliver kigget meget på her. Men så igen – jeg kigger også selv meget.

Det giver mig tryghed, at jeg ved, hvor jeg skal hen. At jeg har et mål og en rute. Jeg er dårlig til at vandre rundt uden formål. Selvom det var en del af formålet med denne rejse. At jeg skulle slendre rundt og lade mine ben tage mig hvorhen, de nu gjorde.

Jeg har opdaget, at det er jeg ikke god til, når jeg er i et fremmed land. Det er måske meget normalt? Jeg genkender et vejnavn fra min Googlemap, jeg kiggede på tidligere og drejer til højre. Nu er jeg lidt mere tryg igen. Jeg finder den cafe, jeg sigtede efter fra min gåturs begyndelse. Jeg sætter mig udenfor og bestiller noget mad. Tjeneren kigger lidt spøjst på mig. Jeg kigger lidt spøjst tilbage. Jeg bestiller en Cæsarsalat og en cola Zero. Jeg får et øjeblik adgang til wifi, men det forsvinder igen ligeså hurtigt det var dukket op. Jeg finder en tryghed i at have fundet et sted at side for en stund. I stedet for at gå rundt.

Jeg kan godt lide at være tryg. Men ikke for enhver pris. Jeg vil ikke finde tryghed i andre mennesker, medmindre det giver mening. Giver det mening? Jeg er ikke en tryghedsnarkoman. Eller… det tror jeg da ikke, at jeg er. Det må denne rejse være et bevis for, at jeg ikke er. Jeg valgte at gå over vejen ved siden af kvinden, fordi det gav mig en umiddelbar og nem tilgængelig tryghed. Men tryghed med andre mennesker er ikke noget, jeg vil have for enhver pris. Det skal føles rigtigt. Ellers føles det ikke trygt.

Jeg har været i er forhold i over seks år. Det er et halvt år siden vi tog en fælles beslutning om at stoppe vores forhold. Det var for det bedste. Trygheden ved at være to var ikke længere nok til at blive sammen. Og det må det aldrig være. Det må ikke være frygten for at være alene, der gør, at jeg er i et forhold. Eller at jeg tilbringer tid sammen med andre mennesker. At jeg konstant laver aftaler. Det var jeg bange for, var tilfældet. Men det ved jeg nu, ikke er rigtigt. For her sidder jeg på en fremmed cafe, i en fremmed by, i et fremmed land, omgivet af mennesker, der taler et fremmed sprog.
Og jeg er tryg.
Alene.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *