Archive for category: SKRIVERIER

Det her indlæg skrev jeg medio januar. Det var godt at skrive. Det er OK hårdt at dele nu. Men jeg tror, at det er sundt at vise sin sårbarhed. Også når det er af denne mere ulykkelige slags. 

Så. Here goes. Nok et af de mest personlige indlæg jeg til dato har udgivet her på bloggen. Ikke, at jeg ikke normalt er personlig herinde. Men ofte er det under dække af mine livretter, pænt tøj eller oplevelser i mit liv.

I dag har jeg fjernet det dække. I dag har jeg fjernet alle de fine farver. Alle mine smil. Alt min makeup. For at sidde tilbage sårbar og nøgen. Altså ikke i ordets bogstaveligste forstand vel? Men det forstå du sikkert godt.

Men her sidder jeg så. Og blotter mine inderste tanker og følelser for dig. ”Hvorfor” tænker du? Jeg ved det ikke selv. Måske i et forfængeligt håb om, at jeg kan finde ligesindede mennesker, der har det på samme måde som jeg lige nu? Måske for at give trøst til de mennesker om, at de heller ikke er alene? Måske bare for min egen skyld? Fordi jeg har brug for et outlet.

Normalt er bloggen mit outlet. Jeg har altid kaldt den mit kreative outlet. Det er den også i dette indlæg, men måske mere kreativt i retningen af, hvordan jeg kan dele mine følelser. Og hvordan jeg bearbejder dem.

Jeg har altid brugt det her med at skrive som en måde at håndtere mine følelser på. Nogle gange i mere eller mindre grad. Men når jeg skriver, så forsvinder mine følelser gennem mine fingre, ned på tastaturet og op på skærmen. Og her på skærmen… der står mine følelser langt klarere for mig end i min krop.

De følelser jeg sidder med lige nu, er ikke nogle følelser, jeg ville ønske for andre. Alligevel skrev jeg før, at jeg måske skrev og udgav dette indlæg i en fortrøstningsfuld søgen efter ligesindede. Men i virkeligheden håber jeg ikke, at de findes. For så ville det betyde, at de var lige så ulykkelige som jeg.

For i øjeblikket er jeg nemlig ulykkelig. Jeg er ikke trist. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke sur, vred eller deprimeret. Jeg er ulykkelig. Ulykkeligheden rammer mig som istapper, der falder fra taget når solen står højest og smelter dem. Den rammer mig som skyggerne, der bliver lange når solen står skævt på himlen. Den rammer mig som den isnende kulde om morgenen når jeg ånder iskrystaller en frostmorgen.

Samtidig lurer den alle vegne. Den omklamrer mig ved min mindste uopmærksomhed. Det øjeblik jeg slapper af, sniger den sig ind på mig og higer sig fast. Ikke som en igle, der suger sig fast. Mere som en våd jakke efter en regnfuld cykeltur. Ulykkeligheden. Den hænger over mig i øjeblikket, og min eneste flugt er at omfavne den og lukke den ind.

For jeg kan ikke flygte fra ulykkeligheden. Jeg kan ikke løbe stærkere end den, selv hvis jeg prøvede. Og jeg har prøvet. At løbe stærkt altså. Ikke på løbebåndet Gud nej. Jeg har slet ikke trænet endnu i år. Jeg har prøvet af løbe fra ulykkeligheden ved at fylde mit hoved med aktiviteter, fylde mine dage med aftaler og fylde mit tv med formålsløse tv-programmer. Men i det øjeblik jeg lægger mit hoved om aftenen på min pude, det øjeblik jeg ikke har nogle aftaler, det øjeblik jeg slukker mit tv, så finder den mig igen. Og selvom jeg fik en tiltrængt pause er den uvidende følelse kun midlertidig. For jeg kan ikke løbe fra det. Ulykkeligheden.

Den fylder min hverdag, mit liv og min krop for tiden. Det tynger mig og presser mig ned, og selvom jeg higer efter at bryde vandoverfladen og søge ind mod land, hvor jeg bedre kan trække vejret, så er tiden ikke til det lige nu. Jeg må træde vande i stormen og holde mig lige akkurat flydende nok til, at jeg ikke bliver suget med ned mod bunden.

Det er den omdiskuterede, levede og uundværlige kærlighed, eller mangel på samme, der er grund for min ulykkelighed for tiden. Det her gør så ondt, og er så personligt, men jeg håber på forståelse fra dig, der læser med lige nu. For har du ikke selv prøvet at måtte bryde med dit livs kærlighed? I den ene eller anden forstand? Det håber jeg ikke, at du har måtte, men samtidig er jeg så egoistisk, at jeg gør. For det vil give dig forståelse for mig lige nu. Og det har jeg brug for. Jeg har brug for, at det er okay at være ulykkelig. At det er okay ikke at være i tjulahop 24/4. At det er okay at dele det her.

Jeg oplever lige nu et brud med den person, jeg troede, jeg skulle leve livet sammen med. Men efter seks år sammen, har Casper og jeg valgt at gå hver til sit. Det føles så pokkers hårdt at skrive det her, og mine fingre kæmper imod, hvad mit hoved vil have dem til at skrive. Det er som om, jeg har fået midlertidig lammelse, og mine fingre danser rundt på tastaturet som en nyfødt kalv på græs.

Men realiteten er nu engang som den er, og jeg kan ikke længere undgå at indrømme overfor mig selv, at jeg er ulykkelig over situationen som den er lige nu.

For situationen er ikke som nogle af os havde håbet, eller troet, at den skulle være. Det hele er så komplekst, diffust og forvirrende, at jeg ofte glemmer, at lejligheden er ganske mennesketom når jeg kommer hjem fra arbejde.

Men det er den. Jeg er blevet boende i vores lejlighed, som nu snart kun er min lejlighed. Her bliver jeg boende med mine to hunde. De holder mig med selskab selv når jeg intet selskab vil have. Det tror jeg er ret sundt for mig. Måske du allerede havde luret, at der var noget under opsejling. Måske du er pisse ligeglad. Måske, måske, måske. Oveni hele situationen, hvor Casper er flyttet ud, oplever jeg nogle endnu mere private familiære dilemmaer, som jeg ikke engang kan komme ind på lige nu. Men det hjælper i hvert fald ikke på, hvordan jeg går og har det for tiden.

Det er nu engang, sådan landet ligger, og lige nu er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg har verdens skønneste søster, veninder og netværk, der bærer over med mig, fordi jeg i øjeblikket ikke er mit vante, positive selv. Jeg bærer endda over med mig selv i øjeblikket, og har f.eks. tilladt mig et biologisk forsøg, hvori jeg forsøger at efterlade et aftryk af min flade krop i min nye sofa.

I det mindste er der kommet noget godt ud af denne suppedas. Nye møbler.

Sammenligning – godt eller skidt?

Åh ja. Kender vi det ikke alle sammen? Det der med at sammenligne os selv med andre mennesker omkring os? De er alle sammen så meget pænere, smukkere, klogere, mere organiseret, sødere og mere overskudsagtige end mig.

Jeg sammenligner i hvert fald. Eller det gjorde jeg. For jeg er heldigvis blevet klogere. Om det er fordi, jeg er blevet ældre og mere sikker på mig, eller om det er fordi jeg bare er blevet ligeglad ved jeg ikke.

Men det er i hvert fald en lettelse ikke længere at skulle være ”på vagt” og hele tiden sammenligne mig selv med andre mennesker. For det er though business at se på andres bedrifter og liv for kun at konstatere, at mit liv ikke på nogen måde kan sammenlignes.

Men det er måske der, tiøren er faldet for mig. For jeg kan ikke gå rundt og sammenligne mit liv med alle andres. Det giver ingen mening. Vi er alle så forskellige og unikke mennesker, at sammenligning er redundant. Det er overflødigt at sammenligne, for sammenligningen vil aldrig give et sandt billede. Det vil kun afspejle den illusion jeg går og bilder mig selv ind er sandheden. Præcis som jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg vælger Cola light til min McD-menu så er det ikke nær så usundt.

Men det er en illusion. Selvom mit transfedtsyrehungrende hjerte nok har en anden mening.

Vi må ikke gå rundt og forestille os, at alle andre er meget bedre end os selv. At de er pænere, klogere, sjovere end os. For det gør intet godt for os, at vi bilder os selv de ting ind. Faktisk ER det spild af ressourcer sådan at gå, og sammenligne os med andre mennesker, for vi er alle sammen så forskellige. Vi har forskellige baggrunde og forudsætninger, der aldrig kan sammenlignes. Så hvorfor gør jeg det? Hvorfor sammenligner jeg mig selv med andre mennesker?

Hvad kan du lære af din sammenligning?

For det første så gør jeg det i langt mindre grad end tidligere. Simpelthen fordi jeg er nået til den erkendelse, at jeg spilder min tid på det. Mine sammenligninger bunder alligevel ikke ud i de store åbenbaringer om min egen formåen. Tværtimod efterlader de mig med selvtvivl, usikkerhed og et helt sikkert forvrænget selvbillede. Og til hvilken nytte? Ikke min egen i hvert fald, og jeg tvivler også, at det nytter nogen andre, at jeg går og sammenligner mig med dem.

For det andet så tror jeg faktisk, at en lille smule sammenligning kan være en positiv faktor i mit liv. Ikke på samme måde, som jeg bilder mig selv ind at Cola light er det vel? Men på den måde, at mit konkurrencegen bliver prikket lidt til, og jeg tænker, ”hvis HUN kan, så kan jeg også!”. Det betyder, at jeg ofte kommer ud over stepperne fordi jeg får optimisme fra tanken om, at hvis andre mennesker kan lykkes med deres projekter, så kan jeg også. Det er aldrig med misundelse eller jalousi i kroppen, når jeg får denne følelse. Det er mere en følelse af gå-på-mod, der rammer mig. Hvilket gør, at jeg på en sund og konstruktiv vis skubber til mine egne grænser. Hvilket er medvirkende til, at jeg udvikler mig, oplever mere og ser verden fra nye vinkler. Hvilket er noget jeg mener er enormt vigtigt som menneske – at jeg ikke står i stampe og ikke udvider og udvikler mit verdenssyn. Jeg elsker, at jeg er blevet langt mere reflekterende i løbet af, især, de sidste tre år.

Nogle gange får jeg også et tiltrængt spark i r*ven ved at kigge på især andre kvinder. Det giver mig både inspiration og mod at vide og se, at andre lykkes med deres forehavende, og jeg tænker, ”hvorfor skulle jeg så ikke kunne?”.

Her rammes jeg så ofte af tanker a’la, ”ehm fordi jeg ikke er så sej. Fordi jeg ikke dur til en dyt. Fordi jeg ikke kan finde ud af det”. Herefter tænker jeg dog lidt videre, og så beslutter jeg mig for at fjerne den negative retorik og undlader at høre ordet ikke. Når det er fjernet får sætningerne straks en noget mere positiv og stærk retorik, der giver mig en, måske optimistisk om end, opløftende stemning i kroppen.

Så alt i alt er sammenligning måske ikke kun en glædens tyv. Men det afhænger af, hvordan vi sammenligner os selv med andre mennesker, og hvordan vi reflekterer over denne sammenligning. For sammenligningen i sig selv er intet værd. Den er endda måske mere en tidsrøver en end glædens tyv.

Hvilke tanker har I omkring dette emne? Jeg ville elske at høre, hvordan I betragter det.

Er nytårsforsætter passé?

Vidste du, at nytårsforsætter er yt? Nej? Jamen det kan jeg da så fortælle dig i dag. For nytårsforsætter som vi kender dem, a’la ”jeg vil tabe 5 kg”, ”jeg vil løbe tre gange om ugen”, ”jeg vil stå tidligt op i weekenden” (ej okay, den sidste var en joke! Det er der jo ingen, der kan mene alvorligt som et nytårsforsæt), de er efterhånden ved at blive outdatet. I hvert fald, hvis jeg skal følge min online og meget videnskabelig understøttet research jeg har foretaget mig de seneste par uger.

Jeg har nemlig observeret en tendens, hvor flere og flere proklamerer, at de dropper de klassiske, og helt ærlig ofte ret idealistiske, nytårsforsætter. Og det med god grund. For de nytårsforsætter har det altså med at skuffe. Forstå mig ret; selve forsætterne skuffer muligvis ikke. Men vores eksekvering af disse har det med at følge en meget nedadgående kurve i forhold til aktiviteten. Måske du starter med at løbe tre gange om uge i det nye år. Men efter tre uger, så er det som om, at de tre ugentlige løbeture bliver nedgraderet til to. For tre var i grunden lidt vel rigeligt. To er nok. Indtil vi når medio februar, (hvis så lang tid), hvor du faktisk næsten har glemt, hvor mange gange du havde aftalt med dig selv, og formentlig hele din online vennekreds på Facebook, at du skulle løbe om ugen. Var det tre? Var det to? Skulle du overhovedet løbe HVER uge?

Jeg ser heller ikke mig selv fri for manglende eksekvering af nytårsforsætter. Jeg proklamerede også sidste år, at jeg så mig fri for de almene floskler omkring nytårsforsætter. Dette netop grunden den ofte manglende udførsel af dem. I stedet valgte jeg at hele januar skulle stå i sundhedens tegn via mit fokus ”Clean January” . Dette fungerede rigtig fint for mig, og det at have et fokuspunkt for måneden viste sig at give noget mere positivt afkast end de normale nytårsforsætter. Jeg havde dog alligevel gjort mig nogle tanker omkring de klassiske nytårsforsætter, og jeg havde da også nedfældet nogle, måske lidt mere abstrakte, i dette indlæg.

Vælg ét ord som guideline for dit 2017

Men for at vende tilbage til min research og dennes resultater. Jeg ser flere og flere, der i stedet for nytårsforsætter vælger, at deres år bliver guidet af én ting.

Nemlig et ord. Ét ord, der skal definere og guide dem igennem deres år. Dette ord bliver altså grundlaget for, hvordan de håndterer livet i det år. Dette gør sig gældende i alle aspekter af livet. Om det er så på arbejde, med hensyn til familie, træning, relationer til andre mennesker eller personlig udvikling, så vil dette ene ord være guideline for, hvordan de håndterer omstændighederne.

Denne måde at guide sig selv igennem et år på, synes jeg er meget tiltrækkende. Det at vælge ét ord, der skal guide mig igennem 2017 giver mig en følelse af at have en base og et udgangspunkt for, hvordan jeg skal håndtere større og mindre aspekter af mit liv i forskellige situationer og scener. Som sagt kan det være på arbejde, med min familie, min generelle sundhed, min personlige udvikling, mine interesser, min måde at agerer overfor andre mennesker på, min måde at behandle mig selv på.

Lyder det lidt langhåret? Det syntes jeg i hvert fald det gjorde, da jeg læste omkring det at vælge ét ord, der skal guide én igennem året. Men jo mere jeg smagte på konceptet og rammerne for det, jo mere lun blev jeg på det. Præcis som første gang jeg smagte Gin og Tonic. Smagen skulle lige ramme de rigtige smagsløg før jeg blev overbevist. Men da det først skete, så blev G&T en sikker vinder i mit drinksrepertoire. Det er jeg sikker på, at dette koncept med ét guidende ord for ordet også vil blive det.

Sådan finder du dit ord for 2017

Men hvordan finder du et ord, der skal guide dig igennem hele året? Det kan du gøre på forskellige måder. Den måde jeg har benyttet mig af, er at følge den guide, som du ser i dette indlæg. Den kan du downloade lige her, så du kan printe den ud, og selv udfylde den.

Selvom det måske kan føles omstændigt at gennemgå en proces ved at udfylde denne guide, så er det en virkelig god proces for dig at opleve. Det var det i hvert fald for mig. Det at sætte nogle konkrete ord på ens følelser omkring forskellige faktorer og aspekter i ens liv, tror jeg er utroligt sundt for en. Det giver samtidig nogle nedfældede tanker, som du kan tage frem igen senere og huske dig selv på. Jeg tror, at det virker meget mere produktivt i stedet for kun at tænke over nogle mål, men ikke arbejde målrettet efter dem fordi vi måske har en tendens til at glemme dem i hverdagen.

Det samme gør sig måske gældende for netop klassiske nytårsforsætter; at de ofte bliver glemt i hverdagen. Men ved at gennemgå processen og sætte nogle konkrete ord på dine følelser og derved finde ét ord, der skal guide dig igennem året, opnår du ét konkret mål som du kan relatere til hver eneste dag.

Så udfyld dette ark for at finde dit ord. Du kan downloade det lige her. Du behøver ikke beslutte dig for et ord med det samme, men prøv at finde frem til et eller to ord, og brug nogle dage på et summe over og smage på ordet. Det skal føles rigtigt.

Mit ord for 2017

Nu er du sikkert nysgerrig? For hvad er mit ord så for 2017? For at finde mit eget ord, der skal guide mig igennem 2017 har jeg selv gennemgået processen ved at sætte ord på de følelser jeg har omkring forskellige områder i mit liv, og hvad jeg godt vil opnå i 2017. Jeg har brugt nogle dage på at beslutte mig for mit ord, der skal guide mig igennem alle aspekter af mit liv i 2017, og ordet jeg er landet på er ’courage’. På dansk vil ordet oversættes til ’mod’, men det ”smager” bedre på min tunge (og lyder bedre i mit hoved) på engelsk. Det er måske fordi jeg er influeret af min tid som bachelorstuderende på engelsk, men det kan også være fordi, det bare lyder og ser bedre ud for mig end den danske udgave.

Uanset hvad, så er courage det ord, jeg vil lade mig guide af igennem 2017. Jeg skal altså være være modig og jeg skal turde at springe ud i tingene. Jeg skal turde at presse mig selv. Jeg skal være modig.

Jeg kan mærke allerede nu, at jeg tager mine beslutninger på grundlag af dette ord. Det er virkelig en fed følelse i kroppen, og det gør det faktisk nemmere at håndtere dilemmaer og udfordringer, fordi jeg har en form for guideline at følge. Samtidig er ordet noget der gør, at jeg udfordrer mig selv. Både hvad angår min dagligdag hos Kansas City, bloggen og i min personlige udvikling.

Jeg glæder mig til at prøve dette koncept i år, og jeg er sikker på, at det vil være en sund ting for mig gøre.

Kunne du finde på at finde er ord for året og lade dig guide af? Og hvilket ord skulle det så være? Del endelig i kommentarfeltet. Det ville være ret spændende for mig at høre, om det er noget nogen af jer allerede kender konceptet og dyrker det, eller vil prøve det af i år.

Rigtig glædelig jul derude bag de store og små skærme! Små skærme for jeg kan nemlig se i mine statistikker, at I er mange der læser med på mobilen eller tablets. Hvilket jeg godt kan forstå. Jeg gør det samme ret ofte.

Og når man læser med på de små skærme, så betyder bloggens design og layout faktisk ikke helt så meget. For I klikker jer ofte ind på ét bestemt indlæg, og ikke på selve forsiden, når I læser med via de små skærme. Alligevel så kommer der til at ske nogle ting med bloggens udseende det næste stykke tid. Og derfor vil der formentlig komme nogle dage, hvor bloggen er lukket. Helt præcist hvornår ved jeg ikke, men formentlig her mellem jul og nytår. Det satser jeg i hvert fald på. Jeg glæder mig meget til at dele bloggens nye design med jer, for det er virkelig sprødt!

Jeg har faktisk i lang tid ønsket, at min side blev lidt mere præget af det grafiske element fra magasiner, og selvom mit blog selvfølgelig ikke er et magasin (!), så ser jeg mange fordele ved, at designet bliver ændret en smule. Det kan bl.a. give et bedre overblik over alle de indlæg, jeg efterhånden har produceret. Indlæg der stadig kan komme jer til gode, men som måske ikke bliver vist lige nu. Det kunne jeg godt tænke mig at ændre på. Derudover så udvikler jeg mig bare i den måde, jeg arbejder med bloggen på, og derfor udvikler bloggen sig selvfølgelig også. Jeg glæder mig i hvert fald til at høre, hvad I siger til det også!

Men det forklarer den fremtidige fravær på bloggen. Det forklarer ikke den nuværende. Men det korte af det lange er faktisk, at jeg har været/er syg. I tirsdag kunne jeg mærke, at det kom snigende. Den kløende fornemmelse i næsen, den varme pande, trætheden i kroppen. OG et hold i nakken samtidig. De sidste par dage har jeg kun lige kunne overskue det allermest nødvendige. Det indkluderer selvfølgelig ting som at pakke min kuffert og hoppe på toget til Sjælland. Her holder jeg nemlig jul, og bliver et par dage efter juleaften også. Men tid sammen med familie, syg eller ej, er blevet prioriteret mest disse dage. Udover det, så har jeg faktisk haft nogle tanker omkring hele det her blog-medie. Om det er noget jeg reelt har lyst til at fortsætte med. Og nej; det her er ikke sådan et dramatisk, “ih jeg ved virkelig ikke om jeg vil blogge mere, og vil I ikke nok skrive nogle bekræftende kommentarer”. For jeg VIL selvfølgelig gerne fortsætte med at blogge. Jeg tror også bare, at jeg netop har udviklet mig, og at bloggen skal følge med også nu. Bl.a. med dens layout. Det har bare lige taget et stykke tid at fundere over. Og der betyder rent praktisk også mindre tid til at blogge. Ironisk nok. Men jeg elsker at skrive. Jeg elsker at skabe indhold, og jeg glæder mig meget til en spændende januar måned her på mit lille online univers. Dét skal I også glæde jer til! For det bliver godt og sprængfyldt med en masse godt content. Lige som jeg ønsker det skal være herinde. Og så må vi bare håbe, at det bliver godt. For som Angeline så fint siger det, så vil jeg ikke længere være bange for andres opfattelse af mig og min person. Det er kun min egen opfattelse, der i sidste ende betyder noget.

Nu vil jeg lukke ned for dette lidt forvirrende og ‘over-det-hele’-indlæg, og ønske alle jer skønne følgere en rigtig glædelig jul! ♥

Lige NU hører jeg den kære Michael Bublé imens jeg skriver dette indlæg. Han kan om nogen, med hans julesange, få mig i julestemning. Hvilket er netop, hvad jeg helt sikkert er ved at være i. Julestemning altså. I går gik jeg på juleferie fra Kansas City, og jeg trillede direkte fra cyklen da jeg kom hjem i går sen eftermiddags og lagde mig for at slappe af to sekunder i sengen. Med jakke på. Og jer faldt jeg altså i søvn og knaldede brikker i halvanden time. Det var vist tiltrængt. I mandags fik jeg også en morfar om eftermiddagen inden den stod på aftentræning. Jeg er træt for tiden. Det har selvfølgelig intet at gøre med, at jeg går i seng ved midnat (tidligst) og står op igen kl. 6.30. Nej, nej. #idiotisk

Men nu har jeg ferie! Ih jeg har glædet mig til bare at slappe af. Så jeg har selvfølgelig allerede planer alle dage. Sådan cirka. Jeg har det lidt op ad bakke med mig selv nogle gange. Sådan må det bare være. I det mindste kan jeg brokke mig til ledelsen (igen mig selv). Om det nytter noget er en helt anden sag.

Anyways jeg ville faktisk også bare lige tjekke ind og dele lidt hverdag. Jeg havde nemlig planlagt en masse sejt indhold denne uge, men min træthed har bare overmandet mig, og jeg har set mig slået af morfædre på stribe. Sådan går det jo.

I dag har jeg fået ordnet negle hos klinikken Beautified. Det er Jeanette, min ‘gamle’ beautydame, der heldigvis har besluttet, at hun ikke kunne undvære at lave behandlinger. Hvilket jeg er virkelig glad for! Jeg har holdt kontakten ved lige med hende, og blev så glad, da hun fortalte, at hun ville åbne igen. Denne gang ved klinik Beautified – I kan allerede booke tider til behandlinger her. Sammen med hende har jeg faktisk en stor overraskelse i ærmet til jer. Så hold øje på bloggen inden længe. Det bliver godt kan jeg godt love. I dag fik jeg så lavet shellac i en smuk rød, klassisk (jule)farve. Mine negle og hænder bliver simpelthen så fine når de får sådan en omgang shellac. Jeg føler mig så velplejet og fin.

Efter min neglebehandling cyklede jeg ned til SPIS! Odense Food Festivals kontor nede ved havnen. Der havde jeg et møde med Tine omkring det at arbejde med frivillige som jeg jo gør til daglig. Tine er vist det man kalder administerende direktør for SPIS! Det var et rigtig givtigt møde (håber jeg!) og ikke mindst hyggeligt. Jeg har selv været frivillig ved SPIS! et par gange, og kender derfra Tine.

Efter det cyklede jeg op til REPEAT, der nærmest ligger ved siden af SPIS!’s kontor. Så fik jeg lige trænet inden weekenden stod for døren. OG en datenight med Casper i aften! Det glæder jeg mig meget til. Vi har begge så travlt til hverdag (og i weekenden faktisk), så nogle gange skal der altså planlægges noget kvalitetstid sammen. Så jeg vil til at gøre mig klar. Heldigvis er mine negle jo fine. Det lægger han nu sikkert alligevel ikke mærke til, hah! Håret kan han godt se, når der er sket noget ved, men mine negle… Det tror jeg nu ikke. Vi får se!

Kan I have en skøn weekend derude ♥

Jeg sidder i toget på vej hjem fra et besøg på Sjælland. Kan I huske det familiemedlem, der er syg? Det er hun stadig, men det er heldigvis i noget bedring nu. I dag har hun fødselsdag så jeg gik tidligt fra arbejde, cyklede til banegården og hoppede på et tog til Slagelse for at besøge hende. I Slagelse blev jeg hentet af min søster og svoger, og vi kørte med mine forældre på hospitalsvisit. Det var super hyggeligt lige at få sagt tillykke personligt, få krammet og få grint sammen igen. Som sagt er tingene heldigvis i bedring nu, men det har været ret slemt. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvor meget jeg kan eller har lyst til at dele herinde. Mest fordi det stadig er utrolig tæt på, og der er stadig en proces i gang, som langtfra er afsluttet. Men som sagt det hele ser noget lysere ud nu.

Det gør det i øvrigt også med det andet familiemedlem jeg har, der også har været slemt ramt i år. Det hele har bare ramlet i år, og det har været SÅ svært at sidde her på den anden side af broen og følge med på afstand. Det er bare svært når min hverdag er i Odense. I dag måtte jeg dog tage en afstikker til Sjælland, og det er jeg glad for.

Samtidig fik jeg nemlig lige hurtigt krammet mine forældre, og jeg fik hygget nogle timer med min søster og svoger. Jeg har en lillesøster to år og en dag yngre end mig. Det tror jeg, at jeg har delt herinde før, men min lillesøster er født dagen efter mig. Vi er derfor næsten opvokset som pseudotvillinger. Vi har altid holdt fødselsdage sammen, og har ret tit måtte stå med ryggen til hinanden for at pakke gaver op. For to piger med to års mellemrum giver man åbenbart ofte de samme gaver. Det gør gaveudvælgelsen noget lettere, men det har sgu indimellem været lidt kedeligt. Det er vi heldigvis vokset fra. Og vi er samtidig vokset fra vores forhold, der faktisk var som hund og kat. Hold kæft nogle diskussioner vi har haft. Da vi var mindre kunne vi også komme op at toppes virkelig voldsomt. Det gør vi heldigvis ikke mere, og jeg ved, at min søster bakker mig op i alt. Og selvom det faktisk altid har været hende, der har beskyttet mig, så har jeg også en kæmpe beskyttertrang overfor hende. Da vi var børn, var det bare lidt omvendt. Vi har ret tit fået fortalt historien om, at da vi gik i børnehave sammen (vi overlappede en lille tid), blev jeg drillet meget af en dreng, der var ret grov ved mig. Lige indtil min søster svang en ‘lege-dametaske’ i hans ansigt, så han vist nok flækkede en læbe. Upsi. Men så kan han sgu lære det. Der var i hvert fald ingen, der drillede mig efter den episode haha!

Fik jeg sagt, at jeg sidder i toget hjem nu? Her er, modsat min tur herhen, masser pladser, og jeg elsker faktisk at tage toget. Men helst alene. Her kan jeg få arbejdet lidt, set et afsnit af en serie, eller bare glo ud af vinduet. Som ekspendler har jeg et lidt særligt forhold til DSB. Hvis man kan have det? Jeg har i hvert fald. Jeg hører totalt alle de klager, der er over DSB, men samtidig så ryger deres forsinkelser faktisk bare ind af det ene øre og ud af det andet. Måske fordi jeg er vant til det, og faktisk ikke rigtig bliver så generet af det mere. Jeg ved det ikke. Men som jeg sidder her, ret alene, på min tosædeplads, så hygger jeg mig faktisk. Måske er det bare fordi jeg skriver her til bloggen. Måske er det fordi, jeg kan skrive her? Fordi der ingen forstyrrelser er? Det er i hvert fald bare dejligt at få koblet lidt af. Der er nok at se til på arbejde i øjeblikket også, og nogle ting jeg skal have nået inden jeg med god samvittighed kan gå på juleferie d. 16. december. Og hvilken juleferie! Uden eksaminer, uden speciale, uden dårlig samvittighed. Bare ferie. Spørg lige om jeg glæder mig til den første ferie, hvor jeg ikke studerer! Suk det bliver godt.

Nå, nu vil jeg smutte igen. Jeg er lige kørt fra Nyborg, og vil gerne nå at kigge lidt på den chokolade, jeg har i min taske. En adventsgave fra mine forældre, og det er jo ikke helt dårligt. I må have en skøn, sen mandag aften. Husk at tjekke bloggen i morgen tidlig for det vanlige tirsdagsindlæg.

PS. Nu gik lyset sgu i toget!