HAVARIBLINK OG NØDSPOR

Kender I det, når man er nervøs før en mundtlig eksamen, og ens hjerte er ved at sprænge ud af ens brystkasse? Eller når man lige er blevet forskrækket (af kæresten bag døren), og skal have pusten igen? Eller i det øjeblik, hvor man sidder i rutsjebanen, og man lige er blevet trukket helt op på bakken, og stirrer ned i dybet, og faktisk bare gerne vil af vognen igen? De situationer, hvor disse ting opstår, ender som regel hurtigt igen. Eksamen slutter som regel indenfor et par timer (det betyder dog ikke, at hjertet finder ro), jeg griner som regel to sekunder efter jeg bliver forskrækket og under hele turen i den rutsjebanevogn er man spændt fast og fuldt sikret. Men hvad gør man så, hvis disse følelser ikke stopper igen? Hvis man går rundt med et bankende hjerte dag og nat, en urolig og nervøs følelse i kroppen, og tanken om, at man bare gerne vil af vognen igen?

Unge mennesker i dag, drøner rundt som var de sportsvogne. Og jeg burde vide det – jeg er én af dem. Vi er sportsvogne, der konstant skal have speederen i bund, ligge i overhalingsbanen og ynder gerne at køre på firesporsmotorveje. Helst i det fjerde spor. De der små lallede landeveje med huller, der er blevet lappet af flere omgange – de dur bare ikke til sportsvogne. Der er ikke plads til at gasse op, svingene er forstyrrende for den høje fart og de der huller gør ligesom ikke noget godt for dækkene vel?

Nogle gange bliver farten, alle de overhalinger og de fire spor bare lidt for hektiske for nogle sportsvogne. Så mens man ligger der, i det fjerde spor, bliver man lige pludselig tvunget til at blinke ind. Så man blinker ind. Man ender i det tredje spor. Her kører man så en rum tid og tænker, at det da går fint, og man kan da lige prøve det der fjerde spor igen. Alle de andre perfekt polerede sportsvogne stryger jo lige forbi én, når man ligger der og tøffer i tredje spor. Men uanset hvor meget man blinker, og hvor hurtigt man forsøger at køre, så kan man bare ikke nå samme fart, som de skinnende biler i fjerde spor. Næ, faktisk er det som om, at speederen slet ikke reagerer på den tunge højre fod. Man træder og træder, og gearet er sat i højeste gear, men den dumme bil reagerer bare ikke. Det er faktisk som om, at der kommer… ER det røg der kommer fra udstødningen? Nu er speederen da også helt hen i vejret! SÅ bliver der blinket ind. Ind i det andet spor. Her må den bil da kunne følge med! Det kan da ikke passe, at man skal ind i det første spor. Det er jo kun alle de gamle, rustne og langsomme biler, der kører derinde. Der hører sportsvogne ikke hjemme!

Men, hvad er nu det?! Nu ryger det fra motoren! Ej nu må det stoppe! Nødsporet kan da slet ikke være en mulighed. Bilen er jo spritny, nye fælge, brede dæk, poleret lak og en perfekt istandsat motor. Men hvorfor pokker ryger det så op fra motorhjelmen…? Okay, havariblink til og ind i nødsporet. Andet er der ikke for. Det er da egentlig også ret fint herinde. Nu kan man rent faktisk se markerne, man før drønede forbi i fuld fart. Alle de før sammensmeltede farver, giver nu mening. Måske… Måske er en pause fra det fjerde spor faktisk ikke så tosset. Motoren kan lige blive set efter. Og undervognen kan da lige få en omgang Pava. Det er faktisk også lang tid siden, at den højre forlygte røg, men altså, den skifter man jo ikke i fjerde spor! Men her, her i nødsporet, der kan man skifte pæren. Og give motoren olie og vand. Måske endda lade motoren køle lidt ned, inden man starter op igen. Måske skulle man også give det første og andet spor en chance. Og nyde turen, i den fantastiske sportsvogn, i stedet for at overhale hele tiden.

Det er klart at ens hjerte banker hårdt, hvis ens adrenalin hele tiden pumper fordi man ligger i fjerde spor med fuld fart på. Nogle gange går det bare ikke. Nogle gange begynder motoren altså at ryge, og man bliver nødt til at trække ind. Så hvis dit hjerte banker lidt ekstra hårdt, hvis du ikke nyder turen – så træk ind. Det fjerde spor forsvinder nok ikke lige foreløbig. Og husk, at det kun er dig der bestemmer farten. Så kan man altid skifte lidt mellem sporene – det er der jo ingen der siger, at man ikke må…