Sharing is caring – byg broer via fællesskab

Det er besynderligt med sådan en blog her. Eller ens sociale profiler. For nogle år siden ville jeg ikke have kunne forudse, hvor meget det ville komme til at betyde for min dagligdag. For mit liv – det her med at pøse ud af mine tanker online.

For tre måneder siden besluttede Rebecca Brincker og jeg, at vi ville skabe et community for alle bloggere og instagrammere på hele Fyn. Vi følte selv, at der manglede et fællesskab blandt alle de mennesker, der sidder bag skærmene. For vi mødes ikke ofte i virkeligheden – vi interagerer med hinanden via vores skærme – store som små. Men vi manglede at kunne mødes, snakke og dele erfaringer.

Jeg følte personligt, at der på Fyn manglede et fællesskab blandt influenter. Et rum, hvor jeg kunne dele mine faglige udfordringer og bekymringer og få luftet mine frustrationer ved denne blogverden.

For alt er ikke røde roser – der er i hvert fald mange torne også ved at blogge. Hvilket ofte kan være dejligt at tale med andre ligesindede om.

Det kan være alt fra teknisk backend, design af blog, hvordan man skriver det gode indlæg, hvordan man vokser på sine sociale medier. Alt muligt mellem himmel og jord, som nogle gange kan være svært, når man bare er sig selv bag skærmen.

Så Rebecca og jeg startede communitiet Fynske Influencers. Det er et fagligt fællesskab og netværk. Her kan vi vidensdele, tale erfaringer og løfte hinanden op.

For ‘sharing is caring’ og jeg øser gerne ud af mine erfaringer og viden generelt – ikke kun om blogging – hvis det kan hjælpe andre videre på deres vej.

Vi skabte communitet med det formål, at vi alle kunne spille hinanden op, gøre vores profiler endnu stærkere og virkelig få sat Fyn på landekortet, hvad angår influenter.

Hver måned arrangerer Rebecca og jeg det vi kalder et ‘meet-up’. Det er ikke et typisk bloggerevent, som du måske kender det. Det er et event, eller møde om man vil, hvor vi mødes, lærer hinanden at kende på kryds og tværs, opbygger relationer og ikke mindst debatterer forskellige emner.

I søndags var vi på besøg hos Caféen Speltfar, der fungerer som en ‘shop-in-shop’ hos Organic Club Odense. Caféen ligger inde i en anden butik på den måde, og det var derfor meget i tråd med vores egen tanke om, at sammen står vi stærkere. Organic Club Odense og Speltfar har et rigtig fint samarbejde, hvor du både kan få lov til at shoppe rundt i butikken og samtidig få en kop kaffe hos Speltfar. Skide genialt altså.

Det faglige emne i søndags var Instagram, og  hvordan vi bedst muligt bruger den app.

Det er ingen hemmelighed, at efter Facebook har købt Instagram og rodet godt og grundt rundt i algoritmen, så er det svært som influent, at få samme reach som tidligere. Det er faktisk svært for alle.

Billederne i dit feed bliver ikke længere vist i kronologisk rækkefølge, men ud fra, hvad Instagram vurderer du finder interessant. Dette på baggrund af, hvilke slags billeder og profiler du liker og kommenterer mest på (og sikkert en masse andre faktorer, vi ikke aner en dyt om).

Det gør det svært at få vist sine billeder – og det er også derfor, du måske oplever at se billeder, der er flere dage gamle. Fordi Instagram vurderer, at du vil finde indholdet interessant.

Nå men vi fik en virkelig konstruktiv snak i søndags omkring Instagram og do’s & don’ts. Det er netop, hvad et af formålene med vores netværk – at vi alle sammen udvikler vores kompetencer indenfor relevante områder. Ligesom ethvert andet netværk, hvor alle medlemmer bidrager og drager nytte af netværket.

Hvis du gerne vil se mere til alle medlemmerne af vores community, kan du finde vores instagramprofil og følge med her. Vi reposter billeder fra fynske influencers, og næsten hver uge, laver et medlem af netværket en takeover på profilen. På den måde inkluderer vi alle medlemmer, profilen bliver mere personlig og som læser får du muligheden for at lære hvert enkelt medlem lidt bedre at kende.

Hele fællesskabet og det, at vi støtter hinanden er jeg kæmpe fan af. Ikke kun bloggere imellem, men generelt mennesker imellem. At vi hepper på hinanden. Der er da ikke noget bedre, end at glædes over andres glæde.

Mere frihed & mere blæk

Jeg dyrker mit valgte ord for 2018 allerede i stor stil.

Jeg har skrevet ‘frihed’ med kridt på min tavle i mit køkken, så jeg ser ordet hver dag. Jeg tænker over det aktivt, og husker mig selv på, at frihed ikke kun er et ord, jeg gerne vil have med i mine handlinger, men også en ret jeg har.

Så i dag tog jeg mig en ret. En ret banalt ret om man vil. For jeg valgte at få mere blæk i min hud.

Jeg har i lang tid ville have Lille My tatoveret – jeg har endda haft bestilt tid hos en dygtig tatovør i Ringsted (samme sted, hvor jeg fik lavet min første tatovering), men måtte afbestille grundet arbejdet.

Men som med så meget andet, så tog den ene dag den anden, og jeg fik ikke bestilt en ny tid.

Da Fynske Influencers holdte event hos Molotov i december, talte jeg med både Freja og Katarina, der begge talte varmt om Black Sheep Tattoo og Signe Immerkjær, der arbejder i butikken. Da jeg kiggede på Signes Facebookside, genkendte jeg hende fra noget frivillig arbejde vi begge lavede hos Finders Keepers (da det blev holdt i Odense). Jeg blev straks begejstret over, at hun var begyndt at tatovere. Så jeg begyndte at holde lidt øje med hendes sociale medier og forelskede mig hurtigt i hendes tegnestil.

Så for et par uger siden skrev jeg til Signe og spurgte, om hun kunne tegne en Lille My til mig som tatovering. Vi skrev lidt frem og tilbage, og i dag fik jeg sat en dato for min tatovering i februar. Indtil jeg for sjov spurgte hende, om hun måske havde en tid i dag.

Og det havde hun! Hvis det altså frister? Som hun skrev.

Hvilket det selvfølgelig gjorde.

Så to timer senere åbnede jeg døren ind til deres butik på Overgade og trådte ind til en smilende Signe, der justerede musikken på højtalerne og var ved at printe Lille My ud.

Jeg smilede tilbage. Rettede lidt på tøjet. Og fortalte, at jeg altså var lidt nervøs. Fordi det var så spontan,t havde jeg ikke sat mig selv mentalt op til at skulle tatoveres.

Signe kiggede på mig og spurgte, om jeg altid var nervøs, når jeg blev tatoveret.

Meeeh. Måske. Tjoo.. JA!

Imens hang jeg min jakke og hue på deres stumtjener. Og fik fortalt, at jeg ikke er én af de typer, der begejstres af at blive tatoveret. Tværtimod. Jeg synes det gør pisse nas.

Signe grinte lidt og trak skuldrene op til genkendelse af dén følelse.

Jeg forstår det heller ikke. Dem der elsker at blive tatoveret. 

Signe fik printet Lille My ud et par gange, klippet hende ud af papiret som papirsklip og vi fandt en størrelse, der passede til min arm.

Hun blev rykket rundt et par gange – Lille My – for at finde den perfekte plads på min højre overarm. Indtil hun til sidst sad så både Signe og jeg var tilfredse med både størrelse og placering.

Så begyndte Signe at preppe hendes station. Jeg gør lige nålene klar. Du kan bare sætte dig i sofaen og vente. 

Kan jeg nå at ryge en cigaret?

Ja sagtens!

Jeg gik udenfor, fik tændt op i min tobak og bandede lidt over den sne, der tidligere på dagen faldt i mine øjne på min cykeltur, og som nu bare var smeltet væk. Sikke et spild.

Da jeg kom indenfor igen hev jeg op i ærmet og fik sat Signes stencil med My på min arm. Jeg viftede rundt i butikken i 10 minutter inden huden var tør nok til, at Signe kaldte mig hen til briksen.

Skal jeg tage mine sko af?

Næ jeg tørrer bare briksen af bagefter. Hop du bare op!

Så det gjorde jeg. Og lagde mig til rette med armen ud til siden, så Signe fik arbejdsplads. Og så begyndte den velkendte summen fra maskinen at brumme.

Er du klar?

Nej…

De første streger gør nas. Jeg kan mærke dem helt ud i min hånd. Jeg prøver at slappe af, og Signe taler til mig. Jeg prøver at koncentere mig om hendes ord, og kigger også lidt på min mobil.

Efter to minutter er smerten okay. Jeg havde frygtet en noget skarpere smerte på den tynde hud, end hvad jeg mærker lige nu.

Så jeg begynder at løsne op og samtalen flyder nu ret fint. Trods Signes koncentration om at tatovere og min om at ignorere, at jeg bliver stukket i.

Jeg lægger ikke mærke til klokken. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg ligger på briksen. Men som minutterne går, føles det lettere og lettere.

Så hun er færdig! Jeg tager lige et billede og pakker dig ind. 

Da Signe har klistret plastik om min arm, hopper jeg ned fra briksen. Glad. Lettet. Øm!

Jeg går hen til spejlet. Hun er blevet så fin. Lille My. Min arm er hævet og jeg bløder allerede under plastikken. Men jeg smiler.

Da jeg lukker døren efter mig og får den friske luft i ansigtet, kan jeg slet ikke vente med at få låst min cykel op, komme hjem og beundre min arm i spejlet. Hold kæft min bicep er fin nu.

 

 

Hvordan er det så egentlig at være single? Jo – nu skal du høre…

Det er faktisk helt OK. Altså jeg mener. Det er ikke fordi, jeg render rundt og fejrer mit singleliv konstant. Men jeg har efterhånden fundet en ret fin balance i det med at være single vs at være i fast forhold.

Indtil videre har jeg fundet en ret fin balance i at kalde mig selv ‘single’. For det begreb, om man vil, er jeg og har jeg aldrig været vild med. Jeg synes, det lugter af kattedame og lettere desperation. Så jeg har egentlig det sidste års tid, når folk har spurgt, sagt, at jeg er alene.

Men det lyder på den anden side heller ikke særlig opløftende.

Så jeg har også nogle gange sagt, at jeg bare er mig selv. Og forsøgt at fjerne ‘bare’ fra sætningen. For ordet ‘bare’, i den sætning, føler jeg også er lidt nedsættende. Fordi man ‘bare’ er sig selv. Som om det ikke er godt nok.

Hvilket det selvfølgelig er. Så er jeg mig. Alene. Single. Mig selv.

Det har jeg været i et år nu. Lige lidt mere end et år.

Foto: Rebecca Brincker

Og jeg kan godt fortælle dig – efter over seks år i det samme forhold, så er det sgu lidt jordskælvsagtigt lige pludselig at være alene. Det var en fælles beslutning, men det gør den ikke mindre hård. Eller pludselig. Selvom vi begge helt sikkert havde set det komme.

Jeg tror, at sådan noget altid, uanset om man ser det komme eller ej, føles som om tæppet er blevet revet væk under én. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at fungere alene. Den første måned kan jeg næsten ikke huske. For jeg gik bare på arbejde i en tåge, gik hjem igen, gik tur med hundene og var ellers bare… væk.. i en tåge af sorg, fortvivlelse og usikkerhed.

Usikkerhed på, hvad der nu skulle ske. Jeg havde for pokker ikke være alene i mange år. Hvad gør man? Hvordan gør man? Havde jeg overhovedet lyst til at vide det?

Men som timerne blev til dage, og dage til måneder lærte jeg at finde mig mere og mere tilpas i rollen som værende single.

Eller det vil sige… Jeg lærte, at jeg ikke længere havde nogen forpligtigelser derhjemme. Hvilket betød, at jeg arbejdede meget. Og festede meget. For er der noget mit 2017 også bar præg af, så er det, at jeg gik meget i byen. Det var ikke fordi jeg scorede i byen. Jeg nød bare, at jeg ikke længere skulle huske på, at der lå en derhjemme, der tænkte på, hvor jeg mon var henne. Og hvorfor jeg ikke kom hjem.

Og så nød jeg at feste. For ærlig talt – det trængte jeg sgu til. Jeg trængte til at bruge mine weekender på absolut ingenting. På at danse til det blev lyst. På at grine til jeg fik ondt i maven. På at sove. Så det gjorde jeg.

Foto: Rebecca Brincker

Jeg nød at være alene. Det var ikke så meget det, at jeg nu var single, jeg nød. Det var mere situationen i, at jeg var alene. Og kun havde mig selv at stå til ansvar overfor.

Så på dét område, der har jeg egentlig haft det ret fint. Men det har stadig været mærkeligt at skulle finde ud af at være single. For der er fandme sket noget på singlemarkedet siden jeg sidst var single.

Jeg er for det første slet ikke nede med alle de slags dating-apps, der findes i dag. Alt frihed til dig, der bruger apps til at finde din næste date. Eller måske endda din kæreste.

Men jeg er “vokset op” uden den slags apps. Jeg har haft kæreste i alt den tid, de apps har haft opmærksomhed. Så jeg forstår dem slet ikke. Jeg er på det punkt ligesom en gammel dame, der sidder og ryster på hovedet over Snapchat. Hvad er nu det for noget nymodens pjank? Skal det nu være smart?

Så jeg er ikke på nogle datingapps. Og det forudser jeg heller ikke, at jeg kommer til at være.

Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke udvider mit netværk, hvad angår mænd. Høhø. Det sker vist bare mere i virkeligheden, end det gør på nettet. Det sker, at nogle skriver til mig via min profil på Instagram. Det synes jeg egentlig er ret modigt. Og der har jeg faktisk også mødt nogle igennem. Så jeg er ikke helt afvisende overfor, at man godt kan møde nye mennesker (mænd) gennem sociale apps. Jeg opsøger det bare ikke aktivt selv.

Det med ikke at opsøge det selv aktivt, tror jeg egentlig er ret sigende for min tilstand som single.

Foto: Rebecca Brincker

For jeg opsøger ikke rigtig relationer med mænd aktivt. Jeg møder dem i virkeligheden, og hvis der så er den berømte gnist, SÅ kan jeg sagtens være pro-aktiv. Og selv spørge om de har lyst til at drikke den famøse kop kaffe. Eller bare mødes og gå en tur.

Og hvor møder du så mænd henne IRL? tænker du sikkert.

Det sker på forskellige måder.  Jeg arbejder for det første et sted, hvor mit netværk bliver større og større næsten for hver dag, der går. Så her møder jeg mange interessante mennesker.

Men generelt har jeg nok ikke så travlt med at møde mænd. Eller få en kæreste. Jeg er et sted lige nu, og har egentlig været i alt min singletid, hvor det ikke betyder noget særligt, at jeg er single. Det betyder i hvert fald ikke, at jeg partout SKAL finde en kæreste. Jeg har været i et forhold i over seks år. Jeg ved godt, hvad det vil sige at have en kæreste. Jeg ved godt, hvordan et sundt forhold fungerer.

Nu ved jeg også, hvordan et sundt forhold, hvor jeg er alene fungerer.

Og for at være helt ærlig ikke – så kan jeg mærke på mig selv, at jeg er lidt bange. Jeg er lidt bange for at forelske mig igen. Og få knust mit hjerte igen. For jeg blev knust sidste år, da Casper og jeg gik fra hinanden. Det slog mig fuldstændig ud. Igen – det var den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at det ikke var noget af det hårdeste jeg har været med til at gøre i mit liv.

Det betød også, at jeg, som klichéen er, murede mine følelser inde og ikke lod nogen slippe rigtigt ind.

Ikke før i sommers i hvert fald. For der mødte jeg sgu en sød mand. Én jeg kunne være mig selv sammen med. En jeg blev glad for. Men. Enten havde han det ikke på samme måde, eller også havde han bygget endnu højere mure op, end jeg havde. Jeg ved det ikke. For det endte ikke særlig rart. Og jeg har ikke talt med ham siden.

Hvilket igen betød, at jeg lukkede lidt af. I hvert fald for romantiske følelser overfor mænd. Og ærlig talt så kan jeg da egentlig godt forstå, at jeg ikke rigtig har mødt nogen efterfølgende, for jeg har helt sikkert ikke udsendt de mest indbydende signaler. Hvis nogle signaler overhovedet.

Måske er det bare fordi, jeg er god til at gå rundt i min egen verden. Og slet ikke fatter, når mænd prøver at flirte med mig. Jeg er i virkeligheden måske bare lidt en skovl til det efter et langt forhold.

Måske er det fordi, jeg ikke forstå dating-gamet. At man går på date efter date med forskellige mennesker, for at prøve at finde den rigtige. Måske burde jeg være mere proaktivt?

På den anden side – så er det ikke fordi, jeg mangler en kæreste. Jeg er ret tilfreds med mit liv, som det er lige nu.

For at besvare spørgsmålet i titlen – det er ganske fint at være single. Jeg befinder mig ret godt i denne del af mit liv lige nu. Og hvem ved – måske møder jeg en fantastisk mand i morgen, jeg falder for. Det kan også være, jeg ender med at være single resten af mine dage. Det er i hvert fald ikke en mand, jeg beror min lykke på.

Desuden synes jeg det sidste år er gået så hurtigt, at jeg slet ikke forstår det. Jeg er nok i virkeligheden stadig ved at vende mig til, at jeg bare er mig selv.

 

 

GRL PWR – friheden i at hylde mine medkvinder

Jeg er godt i gang med at dyrke mit ord, der skal guide mig igennem dette år. Dette indlæg er en del af den proces.

For det her med GRL PWR – ‘Girl Power’ for dem, der ikke er nede med slang – er noget, der har ligget mig på sinde at snakke om i lang tid. Nok ligeså lang tid som jeg har haft min tatovering  – og det er immervæk siden april 2017.

Og lige en indskydelse omkring det med tatoveringer – jeg lavede en livestory omkring mine tatoveringer på Instagram nogle uger tilbage, som var ret populær. Men jeg tænker, at et indlæg om dem alle sammen også kunne være interessant – oder was?

Jeg har jo alligevel et par stykker – og jeg tager ikke mine tatoveringer og “de sidder der jo resten af livet!”-kampagner alt for alvorligt. De er tænkt som statements, udsmykning og spas. Jeg har faktisk én, som jeg ikke er sååå glad for mere. Men hva’ fa’en – den er en del af mit og mit liv på det tidspunkt.

Min tatovering med GRL PWR er – som I måske kan regne ud – et statement. Både for mig selv og til andre.

Den er ganske uoriginal – og er set i mange forskellige udgaver. Men lige min udgave elsker jeg meget højt. Alle min tatoveringer sidder i øvrigt obskure og lidt pudsige steder, og denne sidder på min højre underarm, lige under albueledet og ind mod mig selv. Lige på det tynde hud… Jawsa det kunne også godt mærkes. Jeg hader i øvrigt at blive tatoveret! Jeg har aldrig forstået dem der “elsker at mærke smerten og nærmest bliver høj på det”. Det eneste jeg bliver høj på, når jeg bliver tatoveret er det bland-selv-slik og cola jeg plejer at tage med mig! Denne tatovering er lavet af Patrick fra Black Forest Tattoo (den ligger på Nørregade i Odense), og både Patrick og Rie derinde er skide dygtige.

Min GRL PWR sidder sådan, så hvis jeg står med armene ned langs siden af kroppen, så kan man ikke se den. Men ligeså snart jeg rækker armen lidt ud, er den tydelig.

Og den betyder alverden for mig.

For hver eneste dag minder den mig om rigtig mange ting.

Den husker mig på, at JEG er skide sej. At jeg er stærk og at jeg har POWER. Den husker mig på, at jeg er en selvstændig kvinde, der gør noget. Jeg er ikke en do nothing bitch. Jeg er en do something bitch. Jeg ligger ikke hjemme på sofaen og venter på, at appelsinerne falder i min turban. Det sker nogle gange jo – men oftest fordi jeg selv knokler røven ud af bukserne for det. Jeg planter appelsintræet, plejer og passer det og venter på, at der vokser appelsiner på det, som jeg senere selv plukker.

Nogle gange vokser der få eller slet ingen appelsiner på mit appelsintræ. Og så forsøger jeg bare igen. For som talemåden siger; if at first you don’t succeed – try, try and try again. 

Og jeg er ikke længere bange for at være stolt af, hvad jeg opnår på min vej. Fuck Janteloven. Fuck de mennesker, der ikke kan tåle andres (min) succes. Fuck de negative stemninger, der kan opstå, fordi man arbejder hårdt og lykkes med ting.

Jeg er ogsåfærdig med at undskylde mine bedrifter. Og jeg er færdig med at tale dem ned og negligere dem. Både overfor mig selv og overfor andre.

For det er ellers noget, jeg har været god til. At tale mine egne bedrifter ned. Fordi jeg bliver fanget i stemningen af, at vi (kvinder) helst ikke skal tale for højt om vores bedrifter. Eller er det bare mig, der har haft denne følelse af, at vi skal være ydmyge og vente på, at andre roser os? I stedet for at rose os selv…

GRL PWR for mig betyder også, at vi kvinder skal stå sammen og støtte hinanden i livet! Vi skal heppe på hinanden og få hinanden til at lykkes.

Og nej – jeg kan ikke undslå mig, at jeg også helt sikkert har været en strigle overfor andre mennesker (kvinder). Jeg ved ikke, om det er hele ‘sladder-kulturen’ der lidt hænger over kvinder? Eller er det bare mig?

Men jeg har i mange år nu (og meget bevidst siden jeg fik min tatovering) været fortaler for, at vi kvinder skal droppe den negative stemning – og i stedet tale smukt om hinanden  – selv når vi ikke er sammen.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi mennesker er forskellige. Og vi kan og skal ikke kunne elske alle andre og lide hinanden. Men vi kan godt gøre en indsat for, at vi bliver bedre til, hvis ikke at tale dejligt om hinanden, så i det mindste droppe at ytre os, hvis vi ikke har noget pænt at sige.

who-run-the-world-girls

Jeg tror også, at min tatovering betyder, at jeg husker mig selv på, at det er okay, at jeg tror og følger mine drømme i livet. At jeg ikke er fjollet, når jeg drømmer om at gøre og opleve ting. At jeg ikke skal undskylde mig selv, mine følelser og mine beslutninger overfor andre. At jeg ER sej! Og at de små ting også betyder meget. Og at andre menneskers meninger om mig ikke skal definere eller påvirke, hvad jeg gør.

Og så husker den mig på, at jeg aktivt vil vende talemåden ‘kvinde er kvinde værst” til “kvinde er kvinde bedst”. Jeg vil støtte mine medkvinder i deres eventyr. Hjælpe hvor jeg kan og råbe højt og bredt om de seje kvinder, jeg har i mit netværk.

Og så vil jeg tro på, at det, jeg gør, er godt nok.

 

Mit ord for 2018 (endelig right!?)

Hey peeps! Første indlæg i det nye år! Det tog alligevel sin tid før jeg fik sat mig ned og fik startet bloggen op igen. Men gode ting tager tid, har jeg lært. Så det er vist okay.

Årets første indlæg kommer til at handle om noget, jeg har talt meget om. Både herinde og på Instagram.

Jeg vil nemlig fortælle, hvad mit ord for 2018 skal være!

Det har været en længere proces at finde mit ord – men det var det også sidste år. Processen, tror jeg, er meget sund. Det gør nemlig, at jeg reflekterer meget over, hvad jeg ønsker for året. Udover de klassiske og kliché nytårsforsætter som mere træning, mere grønt og mere balance.

Det er ingen hemmelighed, at mit 2017 var et lidt hårdere år. Året bød på en del sværere perioder. Et kærestebrud efter seks års forhold, min farfar blev syg med kræft og fik en terminaldom – vi måtte sige farvel til ham i efteråret – mit hjerte led lidt nød over en mand. Men året var også fyldt med mange indsigtsfulde oplevelser – min solorejse til Marrakech, at jeg åbnede mig for et andet menneske og tillod mig selv at føle romantiske følelser igen, jeg begyndte at meditere (og gør det hver dag – nu dage i streg) gode oplevelser sammen med min familie og venner, mit arbejde på Kansas City, hvor jeg har udviklet mig meget og ikke mindst projektet Fynske Influencers sammen med Rebecca. 

Så jeg har grublet meget over, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at mit 2018 skal være. Hvad året skal indeholde, og især hvilket ord, jeg gerne vil lade mig guide igennem året.

Jeg har en notesbog med mig alle vegne, og i den skriver jeg alt ned. Lister over ting jeg skal, møder, tanker, blogindlæg. I den har jeg også hele min udvælgelsesproces for mit ord for 2018.

Foto af: Rebecca Brincker

Hvis du også kunne tænke dig at vælge et ord, har jeg lavet en rigtig fin guide, som du kan printe ud og bruge. Den er jeg selv meget glad for. Den tvinger mig nemlig til at tænke aktivt over processen i at vælge at ord.

Og nuvel – jeg kan ikke trække den længere. Ordet, der skal guide mig igennem dette år er

FRIHED

I ordet ‘frihed’ ligger der, for mig, mange forskellige følelser. Og måske jeg slet ikke får dem alle udpenslet i dette indlæg. Måske jeg skal tage emnet op igen om nogle måneder, og evaluerer. Reflektere og dele over flere aspekter af ordet.

Hvor jeg sidste år valgte ordet ‘courage’ og gerne ville være mere modig i de beslutninger jeg tog, og den måde jeg handlede på, vil jeg i år gerne dyrke ‘frihed’.

Jeg vil gerne være fri på mange måder.

Jeg vil gerne dyrke den frihed, jeg oplever ved ikke at være i et forhold. Det er en frihed, jeg endelig nyder nu. Det har taget mig lang vej at hvile i “bare at være mig selv”. Og den frihed vil jeg gerne udnytte i år. At jeg ikke har nogen derhjemme, der venter på mig. Eller som jeg skal lave aftaler med, planlægge ind i hverdagen at ses med. Jeg er bare mig selv. Og den frihed i at være mig selv, efter mange års (ellers rigtig godt) forhold vil jeg gerne glædes over nu. Jeg vil planlægge ting og oplevelser for mig selv og bare gøre ting.

På et mindre lavpraktisk plan, vil jeg gerne være fri for de restriktioner jeg pålægger mig selv. Jeg er god til at overveje, reflektere og være påpasselig med, hvordan andre mennesker opfatter mig. Og jeg er rigtig god til at handle efter det. I stedet for at droppe, hvad andre mennesker tænker om mig og “bare” være mig selv.

Mest af alt fordi jeg er en pleaser. Jeg er god til at please andre mennesker. Hvilket i og for sig er en sympatisk egenskab – men den medvirker desværre også, at jeg ofte glemmer at please mig selv. Jeg sætter mig selv i anden, tredje, fjerde række.

Men i år vil jeg dyrke min egen frihed! Jeg vil dyrke min handlefrihed, dyrke min selvstændighed og uafhængighed. Jeg vil ikke være afhængig af andre menneskers meninger og tolkninger af mig som person. Jeg vil være fri til at være lige den Jeanette, jeg har lyst til at være.

Foto af: Rebecca Brincker

For mig handler det også om, at jeg er god til at lægge begrænsninger for mig selv. Fordi jeg måske godt kan skamme mig eller være flov over, hvem jeg i virkeligheden er. Men jeg ER god nok som jeg er.

Og den personlige frihed vil jeg gerne nære og lade vækste i år.

For mig er frihed, at jeg giver mig selv lov til at gøre noget, uden at spørge andre om lov først. Også uden at spørge mig selv om lov først. Kan I følge mig?

Jeg er nemlig god til både at sætte mit eget lys under en skæppe og til at punke mig selv for mine valg, meninger og handlinger. For hvad nu hvis, det ikke er godt nok? Hvad nu, hvis andre ikke billiger. Hvad nu, hvis det jeg gør ikke er det rigtige?

Men jeg vil gerne dyrke den følelse af, at mine valg er okay – så længe de er rigtige for mig.

Jeg vil gerne fralægge mig mine egne opfattelser og ideer om, hvad sociale konventioner og normer dikterer. Jeg vil gerne være fri for negative tanker og handlemønstre – især dem jeg er så god til selv at opstille og dyrke.

Jeg vil gerne være mig selv – og have friheden til det.

Foto af: Rebecca Brincker

Jeg vil gerne kunne råbe pik og ikke kere mig om, hvad andre tænker om mig. Mine handlinger og min person, skal ikke dikteres af min opfattelse af, hvad andre mennesker måske eller måske ikke tænker om mig. Om det så er positive eller negative tanker.

For det er ikke kun de negative tanker, jeg kan lade mig diktere af. Det er også, om andre mennesker virkelig synes om mig. Om de synes nok om mig. Og ikke mindst, hvordan jeg kan få dem til at synes bedre om mig.

Og givet – jeg vil ikke begynde at opføre mig som en egoistisk idiot overfor andre mennesker. For sådan en person er jeg slet ikke. Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at agere efter, at jeg så gerne vil have, at andre skal kunne lide mig.

For jeg er perfekt – præcis som jeg er. Og jeg vil ikke længere lade min ide om andres meninger lægge en dæmper for, at jeg står på en bjergtop og råber ud i dalen, at jeg ER pisse sej!

2017 var startskuddet på, at jeg begynder at sætte mig selv og mine følelser først (selvom det stadig var et effin hårdt år, hvor andre mennesker ofte kom først).

Jeg vil gerne have friheden til at vælge mig – til at vælge for mig selv og til at sige nej.

Og jeg vil gerne blive bedre til at åbne mig op – både overfor andre mennesker, men også overfor mig selv. Dén frihed er meget vigtig for mig i år – at jeg vil give mig selv friheden til at åbne op, tage imod mine følelser og oplevelser på min vej. Og ikke mindst give mig selv friheden til at lukke andre mennesker (og deres følelser) ind.

For er der noget, jeg er god til, så er det at holde mennesker på afstand. Jeg lukker meget sjældent folk ind, hvor der er rum for sårede følelser. Hvor jeg viser sårbarhed. På den måde er jeg lidt en gammel træmand. Jeg vil helst ikke vise mine dybe og store følelser for andre mennesker. Jeg vil helst ikke vise, at jeg også har mine ting at slåes med. At jeg også bliver ked af det. Jeg vil helst ikke vise, at jeg kan være svag. Selvom det er en kæmpe styrke at kunne gøre netop det med andre mennesker. Og jeg vil gerne give slip på de stramme bånd, jeg lægger på mig selv – og blive fri for dem.

Jeg er på den anden side mægtig god til at lukke mig selv ind hos andre! Jeg er fuld af kærlighed til de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er meget kærlig, betænksom og glad – og går langt for andre mennesker. Nu skal jeg lære at gå langt for mig selv.

 

Har nogle af jer valgt et ord for året? Og vil I dele det her? Det vil være virkelig spændende at høre jeres ord og tanker omkring det.