TUESDAY TALK // MIE JØRGENSEN

tuesday talk mie damsted jørgensen

Det overrasker mig _hver_eneste_tirsdag at endnu en uge er gået. Lige for tiden kan jeg knapt nok følge med. Ansvaret er klart på mit nye job. Jeg elsker det. Det tager bare mange ressourcer at starte et sted sted. Det vil alle vide, der nogensinde har startet i en ny stilling. Ny mennesker, nye rutiner, ny frokostordning. Det er store sager, jeg bliver udsat for 😉

Det betyder også, jeg skal finde en fornuftig rytme med bloggen. For frygt ej; jeg vil fortsætte med at blogge i samme dur som vanligt. Jeg skal bare lige greje hvordan. “Ting tager tid, og Rom blev ikke bygget på en dag”. Så jeg prøver mig frem de næste par uger, og er der noget I er utilfredse med så råb li’ højt ik’?

I dag skal vi altså til det igen. En ny blogger indtager bloggen, og svarer på ti spørgsmål af mere eller mindre fravigende karakter. Bloggeren i dag hedder Mie Damsted Jørgensen, og hun har sgu selv budt sig til her på føljetonen. Det synes jeg er ret sejt, og jeg sagde selvfølgelig med det samme “ja tak”, da hun skrev og spurgte om en plads herinde. Sidder du derude og tænker, “hey, jeg er også blogger og fra Odense. Måske kan jeg også være med“. Jamen så har du helt ret. Smid mig en mail, og vi tager den derfra.

Mie er for mig et nyt bekendtskab. Hendes blog hedder “Skyrskyrskyr”. Måske I selv kan regne ude, hvilke emner hun deraf behandler på hendes site. Fordi Mies blog også er ret ‘ny’ for mig, har jeg bedt hende beskrive hendes blog kort. Og derfor starter dette indlæg i føljetonen ‘Tuesday Talk’ med denne beskrivelse. Husk, du kan finde de andre indlæg i føljetonen lige her.

FIRST THE BASIC:
NAVN: MIE DAMSTED JØRGENSEN
ALDER: 20 ÅR
BLOG: SKYRSKYRSKYR
BY: ODENSE

Beskrivelse af min blog:
Min blog handler ikke om mad, træning eller sundhed. Den handler om det hele. En symfoni af lækkerier og sunde sager med dertilhørende brugsanvisninger til hvordan man sveder det hele af igen. For man må godt spise noget lækkert uden at få dårlig samvittighed. Så længe man har et sundt fundament. Hvorfor leve et langt liv, hvis man ikke kan leve det lykkeligt.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Jeg husker tydeligt ferien til Sverige med min familie. Jeg må have været omkring 8 år gammel, og min bror 5. Vi var ude og bade ved en sø og sad i vandkanten på et tæppe. Min bror var på det tidspunkt meget glad for søde sager, og min mor manglede en strategi til at få ham vendt fra det. Længere henne på bredden stod en meget overvægtig dreng. Ude i vandet var en gruppe drenge, alle almindelige af bygning. De råbte efter den tykke dreng. Da sagde min mor de magiske ord, som har hængt ved lige siden. ”Se den dreng der over. Hvis i ikke sørger for at spise jeres grøntsager inden jeres slik, så ender i ligesom ham.” Dette er måske ikke det største vendepunkt i mit liv, men det er nok også de færreste der har sådan et – for livet er jo et stort vendepunkt, hvor de store ting sker lige for næsen af en uden man rigtig bemærker det.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg drømmer om at blive selvstændig indenfor personlig træning og kostvejledning. Jeg brænder for at hjælpe andre, både børn og voksne, som har brug for hjælp til at tabe sig og få en sundere livsstil. Min drøm er at blive anerkendt og hjælpe andre med at få et bedre liv, og så ovenikøbet leve af det.

Hvad er dit største talent?
At sætte andres behov foran mine egne og give plads til andre mennesker. Det betyder meget for mig at andre har det godt. For når de har det godt, har jeg det også godt.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Ejii jeg har virkelig lyst til McDonalds!!” eller ”Har du noget ild til min smøg?”

 Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg tror jeg ville sige: ”Husk at leve i nuet.” Selv om det er en af de ting som jeg synes er vigtigst her i livet glemmer jeg det ofte fordi jeg hele tiden har så travlt med en masse ting. Alt skal planlægges og sættes i kalenderen og det kan gøre det svært at leve i nuet.

 Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Helt klart mad! Jeg elsker mad. Jeg har endda investeret i et spejlreflekskamera bare for at kunne tage bedre billeder af mad. Fik jeg nævnt at det er mad jeg fotograferer? 😉 mie damsted jørgensen instagram{ I kan finde Mie på Instagram lige her }

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg tror ikke, at jeg har et decideret yndlingsspot. I 10. klasse ville jeg nok have sagt Joe & The Juice, i gymnasiet – Nelles. Men nu hvor jeg har sabbatår og ikke er så ofte inde i Odense er mit yndlingsspot nok hjemme – og det koster jo heller ikke noget. Jeg bor på en gård, som ligger 11 kilometer uden for Odense i fantastiske omgivelser. Det er mit lille paradis. Endelig bruger jeg selvfølgelig også meget tid i Fitness World, men hvilket center afhænger af hvad der passer bedst ind i mit arbejde osv. Til sidst vil jeg dog sige at Nelles stadig ligger i top 3.

Jeg kan ikke lide….
Folk, der siger de ikke kan, fordi det er nemmere at give op end at forsøge. De færreste ting kommer til en nemt, men man skal altid forsøge, før man giver op.

Madspild. Jeg hader når folk smider mad ud som egentlig godt kunne spises. Fx hvis man har en lille rest salat tilbage og tænker; det gider vi ikke gemme på. Det kan gøre mig helt rasende. Gem det, og tag det med på madpakke – det er altid at foretrække, frem for en slatten leverpostejsmad med døde rødbeder.

Din største guilty pleasure?
Chokoladebrownie. Jeg kan simpelthen ikke holde mig fra det. Når andre siger; ”Eji jeg kan godt nok ikke spise mere end et stykke!” tænker jeg; Jeg skal nok tage mig af de sidste 10.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
At træne, skrive blog og få gode ideer til blog. Derudover tilbringer jeg, som alle andre, tid med min familie, kæreste og venner. Lige for tiden er jeg mest hjemme, hvor jeg bruger utrolig meget tid i min kæmpe køkkenhave, hvor der vokser alt fra majs, squash, skvalderkål, jordbær og andre uigenkendelige grønne planter; der er ikke noget mere livsbekræftende end at grave sine egne kartofler op eller sætte tænderne i en hjemmedyrket agurk. Jeg bruger mine weekender meget forskelligt, men det vigtigste er, at det er noget der gør mig glad.


Tusind tak til Mie for at ville være en del af føljetonen!

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *