Livet som hundeejer (og hvordan jeg jonglerer hunde i min hverdag)

En lille historie om sheltier

Jeg er vokset op med, at der var hund i hjemmet. Jeg kan derfor ikke huske en tid, hvor jeg ikke har haft en hund tæt inde på livet. Som barn var det mine forældres schæferhund Musse, der passede på os. Senere blandingshunden Molly og i mine spæde teenageår blev det altså den race, som jeg selv har i dag. Shetland Sheepdog. Eller i daglig tale ‘sheltier’.

Sheltier er en lille hyrdehund, der oprindeligt stammer fra Shetlandsøerne, der ligger nord for Skotland. Deraf det lidt specielle navn. De hyrdede shetlandsfår og var rigtig gode til det. De første sheltier blev udstillet i Danmark omkring 1934, hvorfor det er første gang, man ved, at de har været i Danmark. Pga. deres meget sammenfaldende udseende, tror mange, fejlagtigt, at de er i familie med Collier. Det er de ikke, selvom de af form, pelstype og brug ligner collier meget. Men deres størrelse er noget mindre end collier, hvilket gjorde dem nemmere at have med omkring.

Trods deres meget nuttede udseende, bamselignende pels og ofte mandelformede, brune øjne så er sheltier meget hårdføre hunde. De er arbejdshunde og er avlet med det formål at hyrde i ujævnt terræn, blæsende og vådt vejr og med mange timers udendørs arbejde.

Derfor har de også en dobbeltcoat. Det betyder, at de har en meget tæt, nærmest uldagtig pels inderst ved kroppen, og en vandafvisende og lang pels yderst. Deres pels hjælper med at holde varmen, og er tyk så den fungerer som et ekstra lag beskyttelse. Det betyder også, at selvom jeg har virkelig gode dækner til begge mine hunde, så er det sjælendt, de får dem på. Det skal være virkelig koldt, før de har brug for hjælp til at holde varmen.

Jeg synes jo, at sheltier er noget af de sødeste i verden. At de så samtidig er arbejdshunde, der er bygget til at være aktive er kun et plus i min bog. Fordi sheltier er arbejdshunde, er de også meget lydhøre og kloge. De ligger på en solid 6. plads over de mest intelligente hunderacer i verden. Det betyder samtidig, at de skal stimuleres. Sheltier vil gerne please deres leder, og jeg elsker at arbejde med mine hunde. De er tillige forholdsvis nemme at arbejde med, fordi de netop gerne vil arbejde.

Overordnet så er sheltier en skøn race, men det er ikke en hund, jeg vil anbefale til nye hundeejere. Man skal have noget kendskab til hunde, hundetræning og være parat til at få en hund, der kræver ens opmærksomhed. Og det var så min lille salgstale for sheltier, hah!

Men det kræver lidt forforståelse for sheltier for, at jeg kan uddybe min hverdag med hunde. For der ER forskel på hunderacer, og hvis du er på udkig efter hund, så skal du altid sætte dig ind i, hvilke behov de forskellige racer har. Og om du kan opfylde dem.

En helt alternativ måde at tilgå erhvervelse af hund på er at kigge på omplaceringshunde eller internathunde. Men det er en helt anden snak. Jeg har dog også altid haft tænkt på denne mulighed og det er helt bestemt også en måde at være der for en hund på. Der er jo desværre de mennesker, der ikke tænker sig om, når de anskaffer sig, hvad der burde blive deres bedste ven, og så må hunden videre til et nyt hjem. Igen, det er en helt anden snak om, hvordan man vælger sin hund og hvorfor.

Hunde skal aktiveres

Nå, jeg har altså haft hunde hele mit liv, og jeg har løbet agility på højt konkurrenceplan i 10 år samt undervist agility i tre år i Odense. Så jeg har tidligere været vant til, at være virkelig aktiv med mine hunde. Træning flere gange om ugen, undervisning og almen lydighedstræning.

Men hvad så nu?

Jeg har ikke selv dyrket agility fast siden jeg stoppede med at undervise i 2016. Det blev til sidst for meget konkurrence og jeg mistede lysten til at fortsætte. Hvilket jo skal være den bærende drivkraft IMO for, at ethvert projekt lykkes med succes.

Men jeg fortsatte selvfølgelig med at aktivere mine hunde. Fordi jeg altid har haft hund, så kommer det ret naturligt, hvordan min hverdag er indrettet efter dem. Det lyder måske meget begrænset, hvilket det selvfølgelig også kan være. Men det giver også rammer, rutiner og gode vaner.

For hundene er der hver eneste dag, og det er mit valg, at de bor hos mig. Jeg har lige nu to hunde boende – Mercedes og Temptation. De er halvsøskende med samme far, og de er hinandens bedste venner! De af jer, der følger med på IG ser formentlig tit, at jeg lægger fotos og videoer op af de to tosser, der løber rundt og lege nonstop.

Hvilket jo faktisk gør mit arbejde med at aktivere dem lidt lettere. De er nemlig rigtig gode til at aktivere hinanden. Hvilket klart er en fordel ved at have to hunde. De er så glade for hinanden og jeg tør slet ikke tænke på, hvis jeg en dag mister den ene. Hvad skal den anden dog gøre?! (Og hvad skal jeg dog gøre!?)

Hvordan er en hundehverdag?

Min hverdag ser derfor ret ens ud, snakker vi om hundene og indretningen af deres dag.

Hver morgen går jeg ud med hundene og min morgenkaffe. De tisser af og gøres klar til, at de skal tilbringe dagen alene. Jeg er ret sikker på, at de sover det meste af dagen.

Så får de morgenmad, (som jeg vejer op aftenen inden) og jeg gør mig klar til en arbejdsdag. En hverdag for mig er typisk fra kl. 8/9 til kl. 16/17. Når jeg kommer hjem, kaster jeg mine ting i entréen og bliver mødt af pelstotterne i døren. I hvert fald de fleste dage. Nogle dage ligger de og sover, når jeg kommer hjem, og så kommer de, nærmest med søvn i øjnene, ud i entréen og kigger på mig, som om jeg er rablende, “hvad laver du? Vi sover? Hvorfor er du hjemme nu? Gå…”. Haha. Heldigvis går der ikke mange sekunder før de er klar på spas og gerne vil med ud.

Jeg har nogle faste hverdagsgåtursruter med dem. De er kategoriseret efter længde og tid, hah. For jeg er åbenbart den type menneske, der har det bedst med at vide, hvor langt og hvor lang tid gåturene er. Så kan jeg også bedre planlægge, hvis jeg nu ved, at jeg skal videre igen. Er det en hurtig og effektiv tur eller en længere slentretur.

Hvis jeg har aftaler om aftenen, får de som regel mad inden jeg tager afsted. Hvis jeg har brug for ekstra aktivering af dem, så får de deres mad smidt i græsset, så de skal søge efter det. Det bruger de også noget energi på. Hvilket egentlig er det, det handler om, når man har hunde. At de bliver aktiveret, så de bruger både fysisk og mental energi. Så de ikke bruger den energi på alt muligt andet, som er “forbudt”.

Om aftenen træner jeg nogle gange med dem. Det er forskellige ting, men til hverdag ofte relativt nemme ting. Det er deres standardkommandoer som de nemt får en belønning ved at udføre.

Om aftenen komme de igen på tur, hvilket er noget af de sidste jeg gør i løbet af dagen. Det er planlagt sådan, så de skal have mindst mulig timer indenfor, før de kommer ud igen. Og sådan er alt min planlægning mht. deres ture ud egentlig. Der skal helst ikke være for mange timer mellem turene ud, men heller ikke være sådan, at der er vildt mange timer mellem dén tur, og få timer indtil den næste.

I weekenderne kommer de ud på noget længere ture. Her er det også ret tit steder, som vi enten ikke kommer særlig tit eller helt nye steder. Så de rigtig kan få brugt deres hjerner ved at snuse til alt muligt. Det bruger de nemlig rigtig meget energi på.

Hundeloven og løse hunde

Og så går vi tit steder, hvor jeg kan slippe dem. Så kommer de til at bevæge sig noget mere end mig, fordi de tonser frem og tilbage, snuser og leger med hinanden. Jeg slipper kun mine hunde, hvor jeg ved, at de ikke er til gene for andre hunde, mennesker eller dyr. Man skal have sin hund i snor eller have fuld kontrol over den uanset hvor, man befinder sig. I byen må man faktisk godt gå med den løs, hvis man altså har fuld kontrol over den. Hvilket nogle mennesker helt sikkert har, og selvom mine hunde altid kommer, når jeg kalder, (også selvom deres hyrdeinstinkt “kicker in”), så har jeg dem aldrig løse i byen.

Det er der flere grunde til. HVIS de nu skulle vælge at gøre brug af deres selektive hørelse og ikke komme, når jeg kalder, så vil jeg ikke risikere at stå ved en befærdet vej og måske se dem løbe ude foran en bil. Det kan koste både dem og evt. mennesker skade. Det er heller ikke alle mennesker, der bryder sig om, at der komme en løs hund løbende forbi dem. Jeg hader selv, at folk går med deres hunde løse i byen. I min verden er det virkelig ansvarløst, at man ikke tænker længere end til sin egen næsetip eller snude, om man vil, fordi man absolut vil gå med sin hund løs.

Og så handler det også om, at man har respekt for andre hunde og deres ejere. Det er jo ikke alle hunde, der er nede med andre hunde. Min Temptation har virkelig haft nogle udfordringer med andre hunde. Fordi hun engang har haft en virkelig dårlig oplevelse med en løs hund, der kom alt for tæt på hende, hvor hun selv var i snor. Dvs. hun kunne ikke flygte, og jeg kunne intet nå at gøre. Så den fremmede hund fik faktisk bidt efter hende og hendes eneste forsvar var at bide igen. Der skete, heldigvis!, ikke noget, men for satan, hvor var jeg sur!

Det er mit job at sørge for, at mine hunde ikke får den slags dårlige oplevelser. Det tærer på dem, og det er mit ansvar. Temptation er i forvejen en sensitiv hund, så der skal ofte ikke så meget til, før hun reagerer med at være usikker, hvilket hurtigt kan føre til, at hun måske reagerer negativt.

Jeg prøver desuden også virkelig at respektere, at ikke alle mennesker er ligeså hundetosset som jeg selv. Så jeg trækker dem altid ind til siden, når vi går forbi folk, jeg har dem aldrig løse i nærheden af fremmede hunde og mennesker, og jeg lader aldrig mine hunde gå hen til fremmede mennesker af sig selv. Som udgangspunkt handler jeg med mine hunde, som om ingen andre mennesker er interesseret i dem. Så er jeg sikker på, at jeg ikke bryder nogles grænser og mine hunde får ikke deres grænser brudt.

Jeg er selv virkelig træt af de hundejere, der mener, at de og deres hunde må gå overalt. Og hold kæft, hvor er jeg træt af de folk, der ikke samler op efter deres hunde. Ja ja lægger hunden en gave i højt græs et ellers ufremkommeligt sted eller i skovbunden, så fred være med det. Men midt på gaden mester, der samler man fandme op efter sin hund! Den kan jo ligesom ikke gøre det vel?!

Hvordan mine hunde gør mig social

For lige at afslutte det her vildt lange indlæg – så snakker jeg også rigtig meget med mine hunde. Det er vist både for deres og min egen skyld haha! Jeg taler med dem hele tiden. Fra jeg vågner om morgenen til vi falder i søvn om aftenen. Nogle gange er de heldige, at vasketøjet er på nippet til at skulle skiftes, og så får de altså lov til at putte i sengen. Og de aftener aftenputter vi, inden vi siger godnat og sover. Haha det lyder så skørt, men jeg er sikker på, at der er andre, der har det på samme måde med deres hunde! Right?!

Nå, men altså de hunde der, de er sgu mit liv. Det er helt sikkert for meget, for mange mennesker. Formentlig de mennesker, der ikke har hund selv… Men jer der har hund, forstår mig forhåbentlig? Jeg elsker mine hunde overalt på jorden, og vil gøre alt for dem. De gør desuden også, at jeg møder mange andre mennesker. Meget af mit netværk består den dag i dag af mennesker, jeg har mødt i “hundeverdenen”. Det er jeg så taknemmelig for. Og så er de små pelstotter bare søde. De kigger på mig og så smelter mit hjerte. Eller når de fjoller, eller lægger sig helt ind til mig. Så er de alle bekymringer, tid og ikke mindst økonomien værd.

De giver så meget mere, end jeg nogensinde vil kunne give dem. Så går det nok, at min hverdag og mit liv overordnet er indrettet efter dem. Mine hunde er også ret nemme, altså i den forstand, at jeg har haft dem med overalt fra de var hvalpe, jeg har trænet dem i alt fra at skulle have tjekket tænder, blive børstet, komme i bad, gå pænt i snor etc. så de den dag i dag er vant til rigtig mange ting.

Så jeg kan have dem med i toget, når vi rejser, i hver deres taske, hvor de bare falder i søvn. De kan være med på arbejde uden en lyd og de stresser ikke. Fordi de netop er socialiseret og trænet. Det betaler sig virkelig at lægge mange timer de første par år mht. træning i alt muligt skørt, for det gør, at de vænner sig til verden. Og så kan jeg have dem med mig rundt omkring.

De kan desuden nemt passes af de fleste. At JEG så ikke nemt kan lade dem passe af de fleste, er en anden historie haha. De er jo mine guldklumper, så de skal sgu ud til nogle, der kender dem og har styr på hunde generelt.

Så ja, mit liv er indrettet efter mine hunde. Og selvom jeg har en travl hverdag, så får jeg det altid til at fungere. Nogle gange er løsningen, at andre søde mennesker passer dem. Og heldigvis, at der findes andre mennesker, der gerne vil hjælpe i nødens stund! Men min indstilling til at have hund er nok, at det er, hvad man gør det til. Det behøver ikke være besværligt, hvis man ikke ser det som besværligt. Som hundeejer skylder man sine hunde, at man er der for dem. De har jo ikke valgt at bo hos os.

Så indrømmet selvom det nogle gange kan være lidt omstændigt, så har jeg lært virkelig meget af min tid med hunde, som jeg ikke vil være foruden. Det har lært mig om disciplin, venskab ansvar, kærlighed, planlægning, ledelse, undervisning, omsorg, ja listen er lang. Jeg ville ikke være den, jeg er i dag, hvis det ikke var for mine hunde.

Er der andre derude på linjen med hunde? Hvordan har du indrettet dit liv med hund? Eller måske overvejer du hund