Det er tosomheden jeg savner

/2 Comments/in , /by

Jeg kan mærke vinden på mine bare ben. Jeg har stadig korte shorts på fra dagens varme vejr. Jeg elsker varmen. Jeg trives godt i varmen. Undtagen om natten. Jeg sover dårligt for tiden.

Det endda selvom jeg har hele min store dobbeltseng at brede mig på. Jeg er efterhånden vant til at sove alene. Men min krop er ikke. Måske er mit sind i virkeligheden heller ikke.

Jeg overvejer at åbne en flaske vin. Eller en flaske champagne. Det ville klæde denne ordinære tirsdag meget med lidt bobler.

Jeg lader det blive ved tanken og tænder i stedet en cigaret. Vinden kilder kun mine ben, men den er alligevel dejlig kølig herude på min altan. Jeg flytter mig lidt rundt på stolen og prøver at placere mine fødder på bordet.

Mine tanker springer frem og tilbage som børn, der hopper over en å.
Først den ene vej. Så den anden.

Jeg ved ikke, om jeg savner en kæreste. Det gør jeg ikke normalt. I dag er der bare et eller andet, der har ramt mig hårdt. Lige i brystkassen.

Jeg ved ikke, om det er sommeren, der er på vej med kærlighed i luften. Med påmindelser om, at der ikke rigtig er så meget kærlighed i luften til mig. Jeg bliver trist ved tanken. For jeg elsker at elske. Jeg er god til at elske.

Men jeg er ikke god til at åbne mig op. Jeg er god til at lukke ned til gengæld. Ikke for mine venner. Jeg elsker lange, dybe og nære samtaler med mine venner. Jeg elsker at have personer i mit liv, som jeg ved, er der for mig. Som jeg ved, at jeg er der for.

Men jeg savner tosomheden. Tosomheden med én særlig person. Én person, der kender mig næsten bedre end mig selv. Det savner jeg.

Som mange gange før sidder jeg alene på min altan. Der er næsten heller ikke plads til mere end kun en person herude. Jeg tænker på, om det mon er samme slags plads, der er i mit hjerte for tiden.

Altså ikke særlig meget plads. Kun lige plads til lidt mere end én person. Og hvordan skal der så nogensinde kunne blive plads til tosomheden?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at skabe mere plads. Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget JEG skal gøre. Eller om jeg skal lade en anden person få den opgave? Hvis der da er nogen personer, der er stor nok til den opgave.

Jeg er vant til at gøre ting alene. Til at være alene. Jeg er også vant til mange mennesker. Jeg er vant til at lave mange forskellige ting med mange mennesker.

Jeg mangler ikke venner. Jeg mangler tosomheden.

Jeg tager endnu et hvæs af min cigaret. Overvejer at stoppe med at ryge. For good. Dropper tanken igen foreløbig. Jeg kan mærke gåsehuden begynde at bygge sig op på mine ben. Jeg rejser mig og skifter fra mine shorts til bukser. Det er dejligt at mærke huden blive dækket. Jeg fryser ikke som sådan, men jeg kan godt mærke, at solen er væk nu.

Det er det her med at gøre ting med én anden person jeg savner. Den indforståethed der findes mellem to personer, som ingen andre forstår. Afslappetheden omkring tosomheden.

Tosomhed. Det lyder pludseligt så hult og kedeligt. Men det ved jeg, at det ikke er. For tosomheden var en del af  mit liv i mange år.

Måske er det bare min krop, der skriger efter tosomheden? Altså fordi den er vant til det. Fordi den i mange år ikke har prøvet andet. Den prøver at få mig tilbage på et stadie, den er vant til at være i.

Måske er det mit hjerte, der mangler tosomheden? Måske er det bare bange for at opleve kærligheden igen og tør ikke give plads til andre end mig selv lige nu? For mit hjerte ved, at åbner det først op, så lukker det ikke i foreløbig. Og hvis det går i stykker igen, så er jeg bange for, at det tager lang tid at samle stykkerne sammen.

For hver gang mit hjerte er gået i stykker, er skårene blevet mindre. Og mindre skår tager længere tid at sætte sammen end store.

Måske er det min hjerne, der er vant til at operere med et team? Måske vil min hjerne gerne have en teamplayer, den altid kan stoles på?

Jeg kalder på hundene. Finder deres snore frem. Åbner døren til lejligheden og hopper i et par sneakers. Hiver en sommerjakke over skuldrene og går ned af trappen i samme bevægelse.

Jeg åbner hoveddøren. Hundene løber ud én efter én. Jeg lukker døren efter mig og låser. Jeg giver dem deres snore på og går ud af haveindgangen.

Måske er det bare mig? Mig der savner tosomheden. Måske er det bare fordi, jeg savner at blive holdt af? Måske er det mig, der savner en at dele min kærlighed ud på?

Mine skridt rammer hårdt i fliserne. De gule fliser i Odense. Hasleklinkerne.
Måske savner jeg bare at kunne dele mig selv med en person?

Jeg ved ikke, hvorfor det har ramt mig så hårdt i dag. Men det har det. Så jeg tramper lidt hårdere i fliserne. Forbander at de altid er så skide glatte om vinteren. Jeg finder mine høretelefoner frem og sætter Fever Ray på så højt, at jeg overdøver mine tanker.

Følelsen af savn til tosomheden forsvinder med musikken. Men jeg ved, at når jeg slukker for tonerne, vil følelsen komme tilbage. Til den tid er jeg hjemme igen og har lagt en slagplan for, hvordan jeg vil håndtere tosomhedsangrebet i dag.

Men lige nu træder jeg bare hårdt ned i fliserne og skruer op for musikken.

Bare lidt dejlig hverdag

/2 Comments/in , /by

Jeg har haft den slags uge, hvor jeg kun har været hjemme for at vende, gå i bad, sove og ellers afsted igen. Jeg troede, at jeg havde en nogenlunde stille uge med nogle aftener uden planer. Men på mystisk vis formår jeg altid at få fyldt mine timer ud.

Denne uge har det, heldigvis, været nogle rigtig fine ting jeg har brugt min tid på. Det plejer det som regel at være.

Jeg har bl.a.

  • Startet ugen på Kansas helt som vanligt. Lige for tiden bruger jeg meget tid på at koordinere vores kulturfestival Pure d. 31. maj og 1./2. juni.
  • Været til netværkslounge på Momentum for kulturarbejdere og aktører i Odense. Det var en virkelig fin aften, hvor jeg fik nogle gode ideer til Kansas og mit arbejde der. Foruden at møde nogle spændende og interessante mennesker.
  • Offentliggjort årets første afsnit af den podcast, jeg har sammen med to dygtige mennesker. Den hedder Kulturcasten og handler om kultur fra A-Z på Fyn. Du kan høre afsnittene lige her.
  • Været til konfirmation på Sjælland hos min kusine. Det var skide hyggeligt – men hold nu op sådan en kæmpe familiefest tager på kræfterne.
  • Jeg har hentet mine hunde igen, efter de har været passet hos mine forældre den sidste uge. Faktisk siden jeg tog fra Sjælland sidste uge torsdag efter mine hemmelige projekter.
  • Jeg har været nede hos den træner, som jeg har hyret til at lære mig at stå på hænder. Det gik over alt forventning, og jeg tror bestemt, at der er mulighed for, at jeg står på hænder i år! Det er mit ultimative træningsmål, og jeg håber virkelig på at lære det.
  • Jeg har spist lækker pick’n’mix brunch sammen med skønne Lisbeth på Froggys inde i byen.
  • Jeg har malet som en gal til arbejdsdag på Kansas. De frivillige ville gerne have malet nogle af deres flytbare vægge samtidig med, at der skulle laves strøm i deres fælleslokale. Så min søde far og mor var taget fra Sjælland og hjalp til hele dagen. Min far er elektriker, så han kunne fikse strøm imens min mor og jeg (mest mig ikke mor?!) malede vægge og drak lidt øl.
  • Samme dag crashede to kammerater og jeg en koncert med Suspekt på H.C. Ørsted kollegiet. Min ene kammerat, Simon, har boet der, så han begyndte straks at føle sig hjemme. Det var i øvrigt en rigtig fed koncert!
  • Jeg har stået lidt mere på hænder og svedt alle øl ud igen på en idiotis assault bike! Don’t do it kids!
  • Jeg har nydt vejret i mosen sammen med nogle af de frivillige fra Kansas for at promovere vores festival Pure. Det endte med at vi købte en engangsgrill og grillede røde pølser og spise kartoffelsalat fra bøtten. Dét er altså livet lige der midt i solen.

Nu vil jeg få lavet noget aftensmad og gøre klar til endnu en uge, hvor der er lidt booket, men igen heldigvis med gode og skønne ting og mennesker. Og så brygger jeg på et indlæg omkring festivalmusik. For de nærmer sig med hastige skridt de festivaler, og der er meget fed musik, jeg gerne vil opleve i år.

Skal du til nogle festivaler i år?

En masse om noget, jeg ikke må fortælle

/0 Comments/in , /by

Åh der er intet værre, end den slags bloggere, der teaser med en masse “hemmelige” ting, der sker bag kulisserne, men som “de ikke kan fortælle endnu, men det er bare en KÆMPE nyhed”. Har jeg ret?

Nu bliver jeg selv én af dem. Én af den slags bloggere.

For der er sket noget, som jeg slet ikke må fortælle. Endnu. Det må jeg nok om et par måneder. Så det er ikke fordi, der går SÅ lang tid førend jeg må røbe, hvad jeg har brugt nogle af mine dage på denne uge.

Jeg var offline midt på ugen nogle dage. Jeg har været afsted til noget, som jeg ingenting må røbe om. Men det krævede, at jeg var offline og lagde telefonen fra mig i et stykke tid. Jeg måtte desuden heller ikke dele et eneste billede eller video fra mine dage afsted. Så det har været lidt kedeligt de dage. I hvert fald hvad angår min Instagram.

For det har bestemt ikke været kedeligt denne uge! Jeg har fået nogle vilde oplevelser med i kufferten, og mine grænser er, igen igen, blevet destrueret. Jeg har skulle gøre nogle ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle gøre. Jeg er _virkelig_ kommet ud af min komfortzone.

Nogle af oplevelserne har klart været mere grænseoverskridende end andre. Men igennem det hele har jeg haft mig selv med. Jeg har ikke gjort noget, jeg ikke kan stå inde for i dag. Hvilket er meget vigtigt for mig. Jeg har tværtimod lært mig selv endnu bedre at kende. Det gør vi som mennesker sjovt nok, når vi bliver placeret i uvante situationer.

Uvante situationer er virkelig, hvad jeg har været i denne uge. Det er noget, jeg aldrig har prøvet før, og nok heller aldrig kommer til igen. Jeg har også skrevet mange siders beretning omkring hele oplevelsen. Det blev jeg nødt til at gøre hurtigt efter – der skete simpelthen så mange ting undervejs, at jeg var bange for at glemme det, hvis jeg ikke fik skrevet det ned.

Der går som sagt nogle måneder, før jeg må fortælle præcist, hvad jeg har oplevet. Men ih, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig også til at skulle genopleve det hele igen sammen “med resten af verden”.

Så. Sorry, at jeg er totalt en blogger-stereotyp i dette indlæg. Men jeg lover (!) det er simpelthen så vildt!

Det her med at være single

/2 Comments/in , /by

Foto: Rebecca Brincker

Jeg synes stadig, det er mærkeligt. At være single. Jeg har stadigvæk heller ikke vænnet mig til det begreb – “single”. Jeg synes stadig det lyder… Mærkeligt. Ligesom jeg også forklarede om i dette indlæg, så er det ikke et begreb, jeg er ovenud begejstret for.

Nærmere tværtimod. Men det er jo nu engang dét jeg er. Single. Bvadr.

Det går egentlig fint nok med at være single. Nogle gange kan det godt være lidt kedeligt. Der er ingen at putte med. Der er ingen at bruge tyve minutter med for at bestemme en film fra Netflix. Der er ingen, der laver mad til mig.

Men jeg er ret god til at fylde min tid ud alligevel. Så det er bestemt ikke fordi, jeg går rundt og keder mig. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, at jeg overhovedet har haft tid til at have en kæreste.

Men det betydet jo ikke, at jeg ikke gerne vil dele mit liv med et andet menneske. Jeg vil bare heller ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Det synes jeg er ret fjollet.

Og så har jeg måske ikke mega nemt ved at forelske mig. Jeg har været mellem-forelsket én gang i min singleperiode. Hvor jeg mødte en ret sød mand. Men så viste han sig at være lidt af en røv, og så var det skib ligesom sunket.

Siden har jeg ikke rigtig turde forelske mig. For jeg orker ikke at blive såret. Igen. Det var lidt af en hjerteknuser, da min ekskæreste og jeg valgte at gå fra hinanden. Og så var det lidt (okay RET) nederen at turde åbne mit hjerte igen kun med et nederlag som resultat.

Jeg orker ærlig talt bare ikke at skulle igennem et brud igen lige foreløbig. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis jeg skulle møde en sød mand, så er det ikke sikkert, at vi går fra hinanden. Men jeg er sgu ærlig talt nok bare lidt bange for at kaste mig ud til hajerne igen.

Jeg er ikke på nogen datingapps. Jeg forstår dem ikke. De er blomstret op imens jeg har været i forhold (i over seks år), så jeg fatter nada af de spilleregler, der eksisterer på den slags apps. Det er nu ikke fordi, jeg fatter mere i virkeligheden.

Jeg har aldrig rigtig været på en date. Det kan i hvert fald tælles på en hånd agtigt, hvor mange dates jeg har oplevet her i livet. Jeg er også lidt akavet omkring hele datingfænomenet. Jeg mener – så mødes man med én, man ikke rigtig kender for at se, om man har lyst til at lære personen mere at kende og der måske kan blomstre en forelskelse op.

Måske er jeg bare forkælet – eller har været priviligeret, at når jeg har mødt nogle mænd, som jeg har involveret mig mere med, så har der fra starten være den famøse gnist. Der har været en kemi, der har gjort, at jeg med det samme vidste, at der var noget mellem os. At jeg gerne ville undersøge det nærmere.

Jeg er ikke så god til det her med at mødes med “fremmede” mennesker og så prøve at se, om vi bliver forelsket. For mig skal den følelse af sommerfugle i maven helst være der ret tidligt i en relation.

Jeg ved ikke, om jeg måske bare er forkælet. Eller tror, at jeg lever i en Disneyfilm og prins Charming nok skal dukke op, og så ved jeg, at den er der.

Jeg tror heller ikke, at jeg fatter særlig meget af det med at flirte. Eller når nogen lægger an på mig. Jeg skal have tingene hugget i sten, hvad det angår.

Så er der hele det aspekt med bloggen og Instagram. Det her med, at jeg vælger at dele så mange ting herinde. For hvem siger, at en evt. date gider være med til det? Gider være med på mine stories på IG? Men det er en del af den jeg er. Som jeg ikke vil stoppe med lige nu.

Det kan til gengæld godt være lidt svært nogle gange. At skulle forklare, hvordan det hele hænger sammen med bloggen – og gerne ville dele ud af mine oplevelser, men samtidig føler jeg, at jeg har en barriere ift. hvor meget jeg kan dele om andre mennesker. De har jo ikke valgt at være en del af bloggen, bare fordi de gerne vil være en del af mit liv.

Det er lidt en svær grænse – for jeg vil jeg gerne dele en masse herinde. Samtidig er der nogle ting, som er lidt svære at dele. For hvad hvis de læser med og bliver stødt? Eller bare ikke vil optræde herinde. Selvom det er anonymt ved vedkommende jo formentlig godt, at det er ham jeg omtaler.

SÅ – det er ikke fordi, jeg ikke vil dele mere om mit single- eller datingliv. Jeg føler bare, at der også er en grænse for, hvor meget jeg kan tillade mig at dele.

Jeg kan fortælle så meget, at jeg har været på nogle dates. Ikke mange. Ikke flere end, hvad der kan tælles på én hånd. Men det har ikke været nogle dates, som har ført til mere. Det har været hygsomt, men gnisten har bare ikke været der. Og det er bare noget, der er vigtigt for mig. Den pokkers gnist.

Jeg har nu heller ikke travlt med at skulle finde kærligheden. Den er der nok en dag, og jeg er lykkelig for mig selv. Hvilket jeg synes er rigtig vigtigt. At det ikke er et andet menneske, min lykke beror på. Jeg er ansvarlig for min egen lykke.

Derfor havde det da været dejligt at have én særlig person at dele min lykke med. Men indtil nu deler jeg den med alle de andre skønne mennesker, jeg har i mit liv. Og det er jeg nu i grunden ret tilfreds med.

 

Små glimt

/2 Comments/in , , /by

En måde at få mere hverdag herind på er via disse små glimt. For I var nemlig mange, der gerne ville have mere hverdag og mere mig. Nu har jeg næsten lige læst hele min blog igennem, og jeg kan mærke, at jeg også selv savner mine indlæg, hvor jeg fortalte om dit og hint.

Det sidste stykke tid har jeg derfor;

Fået en ny tatovering! En fin lille natsværmer/sommerfugl. Lige midt på armen. Det er min første tatovering, som sidder et sted, der er meget åbenlyst. Alle  mine andre tatoveringer sidder lidt mærkelige steder, så når jeg står med bare arme, lægger man næsten ikke mærke til dem. Det gør man så sandelig med den her lige midt på armen. Den sidder også er lidt finurligt sted – og det kan jeg rigtig godt lide, at alle mine tatoveringer gør. Den hedder i øvrigt Viga og er en hen! Meget politisk korrekt tatovering. Når den ikke lystrer Viga, så er det fordi, der er mere en Viggo.

Jeg har set de første tulipaner springe ud i min have. A sight for sore eyes! Så er det altså ved at blive forår, når tulipanerne springer ud. Og der står de rigtig fint – jeg har overvejet at kappe nogle af dem af og stille i en vase. Men ærlig talt, så tror jeg, at de får lov til at blive stående der i beddet.

Jeg har  nydt varmen fra solen de sidste par dage med en kop kaffe og min weekendavis. Jeg købte sidste weekend havemøbler og grill, og jeg elsker, at jeg kan sætte mig ud i haven og spise min mad nu. Der var ikke nogle møbler før, men nu er der da plads til de første fem personer. Så skal grillen bare samles og bruges for første gang! Jeg er totalt en grill-type, når vejret er til det. Det er ikke fordi, jeg som sådan elsker grillmad. Men jeg er opvokset med at vi griller hele året rundt. Jeg tror, det er det sociale i at samles om grillen og sidde at spise sammen efterfølgende.

Jeg har leget 90’er hiphop band med mine medsammensvorne til Fynske Influencers; Rebecca og Lisbeth. Det er den dygtige musiker Karenina, der har sørget for at knipse det fine billede af os tre. Vi følte, at vi manglede noget, vi kunne bruge til en præsentation af os alle tre samlet. Jeg elsker det her billede – det er så fint!

Jeg har afholdt mit allerførste, ægte foredrag! Det foregik på Froggy’s i Odense centrum. Jeg skulle klart lige bruge de første 15 minutter på at tale mig varm, men da den værste nervøsitet havde lagt sig, synes jeg selv, at det gik rigtig godt. Jeg kan godt li’ at tale foran andre mennesker, og jeg elsker at kunne inspirere via de erfaringer, jeg har gjort mig i livet. Nu overvejer jeg at holde flere foredrag!

(Burgerne var sponsoreret – og de smagte fandme godt!)
Jeg fejrede, at det var mandag sammen med Rebecca i sidste uge. Det fejrede vi med burgere på Jagger. Sammen med vores mad fik vi deres slushice som altid har et ekstra tvist i form af en alkohol. Denne gang var det med rom, og den var perfekt supplement til maden.

Efterfølgende gik vi hjem til Rebecca og fik en lille gibbernak ekstra. Lige hvad en mandag trængte til at blive skyllet ned med.

I weekenden var jeg på arbejde på Kansas City. Jeg var afvikler til en koncert med god reggae og dance hall musik, og det var en af de mest mindeværdige aftener på arbejde. Der var så skør en stemning i salen – på en god måde altså. Folk var så glade, dansede rundt og krammede. Der var klart forår i luften.

Lige for tiden arbejder jeg ret meget og har travlt på kontoret på KC. Udover dét, så sker der en masse ret seje og spændende ting her bag kulisserne, som jeg ikke må fortælle noget om. På et tidspunkt i næste uger kommer der formentlig til at være radiotavshed på alle min sociale medier. Jeg må ikke fortælle hvorfor. Der går endda et godt stykke tid, før jeg må fortælle nogen noget. Men jeg kan fortælle, at jeg glæder mig! Både til at kunne fortælle meget mere, men også bare til, at de her ting sker!

Nyder I pre-sommervejret for tiden?

Min allergi stikker helt af, så for mig må der egentlig gerne komme et par regnskyl, der kan lægge alt den pollen ned, der ellers flyver rundt i vinden.

Jeg holder foredrag i Odense (om blogging, privatliv og bagsiden af medaljen)

/3 Comments/in /by

En blog kan være ret meget #ananasiegenjuice.

Men med det senmoderne samfund vi lever i i dag, er rammerne sat for individualisering, navnepillebeskuelse og metodisk refleksion. Hvilket jeg synes, er rigtig sundt. For i alt dette hører også personlig udvikling og refleksion over, hvem vi er som mennesker og hvordan vi agerer i verden her og nu.

Jeg har de sidste fire år blogget under mit site Let’s Blog Some Shit. Jeg forstår ikke, at det kun er fire år, for det føles som i et andet liv, at jeg startede denne blog. Igennem bloggens levetid har jeg ændret og udviklet mig meget, hvilket selvfølgelig betyder, at det har bloggen også. Dette på mange måder. Måder form og indhold har været gennem mange forandringer, og nogle gange har jeg ikke anet, hvor det bar hen.

Men på et tidspunkt, har jeg bare valgt at følge med hvorhen bloggen tog mig. Den har taget mig mange forskellige steder hen, givet mig mange oplevelser og ladet mig møde mange helt igennem spændende mennesker. Hele vejen igennem har jeg dog haft en distance til alle jer kære læsere. Ikke fordi jeg ikke har kunne føle jer derude på den anden side af skærmen. Men fordi skærmen alligevel har fungeret som et slags skjold, filter eller visir om man vil.

Men nu er det tid for, at jeg tager jer med bagom skærmen! Sådan ægte in real life!

Jeg holder foredrag på Froggy’s Café i Odense. Det sker på mandag d. 23. april, og jeg glæder mig helt vildt! Her vil vil fortælle om, hvordan hele min bloggerkarriere er startet og ikke mindst hvorfor. Jeg vil fortælle om den udvikling både jeg og bloggen har undergået og jeg vil fortælle om bagsiden af den ellers veliscenesatte verden, som sociale medier nogle gange kan være.

Jeg advokere for, at vi skal være ærlige på sociale medier. Jeg bruger meget af min taletid på at vise min sårbarhed, mine usikkerheder og tale højt om de ting, der normalt kan være svære at tale om. For jo mere vi taler højt om de svære ting, jo mere ændrer vi normen for, hvad der kan være svært at sige højt. Som min ensomhed og følelse af, at jeg ingen venner havde, eller dengang jeg, på et meget abstrakt niveau, skrev om min stress, eller sidste sommer, hvor jeg brød en masse grænser og gemte min indre kylling væk.

Nu kommer jeg til at være så hudløs ærligt som jeg overhovedet kan til dette foredrag. Jeg kommer til at snakke om, hvad der kan være svært at konstant at tænke over, hvad næste indlæg skal indeholde eller hvordan næste billede skal redigeres. Jeg kommer til at fortælle om, hvor nervepirrende det kan være bare at gå en tur i Netto og ikke mindst, hvordan det har påvirket mit helt private liv. For det er ikke altid ligetil at forklare mine nærmeste, hvordan hele blogger-livet kan fusioneres med livet udenfor sociale medier. Og nogle gange kan jeg slet ikke dele ting, som jeg egentlig gerne vil. Det kan der være mange grunde til, og dem vil jeg også fortælle om på mandag.

Det koster kun 150,- for en billet til foredraget – du køber en billet enten i Café Froggy’s eller ved at ringe til dem på tlf. 65907447.

Det her er i øvrigt ikke en reklame for Froggy’s – bare så vi har det på det rene. Det er mig, der er booket til et foredrag og rigtig gerne vil have nogle af jer med som gæster. Selvom jeg faktisk slet ikke ved, om jeg tør stille mig derop til fuld skue! Jeg kaster i hvert fald mig selv ud langt ude fra min komfort zone – og det skulle eftersigende være derude, hvor vi lærer allermest.

Vil I have mere “mig” og hverdag?

/8 Comments/in , , /by

Fotokredit: Rebecca Brincker

Noget jeg har tænkt over på det sidste er, om I kunne tænke jer flere indlæg om, hvad jeg laver til hverdag?

Nu er det ikke fordi, jeg mener, at jeg har den mest sindsoprivende hverdag, men jeg laver alligevel et par ting, der måske kunne være ret sjove at få mere af herinde?

Det kunne enten være indlæg i løbet af ugen eller måske et opsamlende indlæg a’la “ugen der gik”. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne dele noget mere “mig” herinde. Det føler jeg lidt, der mangler.

Bloggen er mit kreative outlet og fristed, hvor jeg kan lufte de tanker, der ofte rumsterer i mit hoved. Men jeg vil også gerne dele oplevelser fra mit liv, der måske/måske ikke kan være til inspiration for jer.

Jeg deler meget på min profil på Instagram – både billeder og stories – og det kunne måske godt overføres mere til bloggen?

 

Hvad tænker I? Hvad kunne I godt tænke jer mere af herinde?

Ny plantepusher til planteholikeren

/5 Comments/in /by

Så forsvandt påsken som de sure stykker slik i min slikskål en tirsdag aften. Hurtigt og med velbehag hah!

Jeg har brugt påsken på at lade op, slappe af, fylde 29 år, se gode og dejlige mennesker, spise ekstra god mad, gå lang ture med hunnierne, lave forårsrengøring i lejligheden og male mit køkken. Det gjorde jeg i selskab med Malene.  Hun kom forbi da jeg var i fuld sving med malerrullen, og hun lavede lækre Old Fashioned i mit rodet køkken. Hun havde endda lækre godbidder med til hunnierne, der selvfølgelig straks forelskede sig i hendes dejlige væsen.

I min forårsrengøring besluttede jeg en dag at rykke rundt på alt møblement i min stue. Jeg hev alt ud af de mindre møbler og alle mine planter. De store møbler rykkede jeg rundt på, og prøvede at stille det anderledes. Jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt. Kender du det?

I mit tilfælde endte det med, at jeg rykkede alle de store møbler på plads igen hah! Så de står, som de har stået det sidste lange stykke tid. Jeg går stadig og lurer på, hvordan jeg kan stille det anderledes, men det orker jeg ikke at gøre igen foreløbig.

Jeg fik til gengæld rykket rundt på mine planter. Jeg har virkelig mange planter. Min stue er en semi-botanisk have, men jeg ønsker mig stadig flere planter. Jeg elsker at indrette med grønt, og det er lækkert for indeklimaet også. Bilder jeg mig selv ind.

Det gjorde en stor forskel i indtrykket på stuen, at jeg fik rykket alle planter ud, og fik sat dem på en anden måde ind igen. Jeg tror, at jeg har ca. 25 planter i forskellig størrelse i min stue, så der er alligevel noget at rykke rundt med.

Det er lidt en trend, det her med at bruge planter som en del af sin indretning, og jeg har altid elsket at have grønne planter i min lejlighed. Især det sidste år er min samling eksploderet og jeg får også tit at vide, at “nuuu er det altså nok med de planter Jeanette!”. Så ryster jeg bare på hovedet og køber en ny.

Jeg plejer at købe mine planter forholdsvis tæt på, hvor jeg bor. Mest fordi jeg skal transportere dem hjem i min (ellers ret store) cykelkurv. Jeg er glad for IKEA’s udvalg af planter. De har altid den famøse Monstera-blogger-plante til billige penge. Deres kokospalme er også ved at blive ret trendy at have stående. Og så har de mange kaktusser. Men jeg er ikke sååå meget nede med kaktusser længere. Medmindre de er kæmpe store.

Plantorama er også et ret fint sted at købe sine planter. Der har jeg mange planter fra. Bilka kan også indimellem gøre det ret godt. Den bedste planterhandler, også når det drejer sig om krydderurter, er Stige Blomster. Det ligger bare så langt væk fra mig, at det er sjældent, jeg kommer derud.

Jeg er også ret tit forbi diverse blomsterhandlere i Odense centrum for lige at tjekke udbudet igennem. Mine to lokale blomsterhandlere på Skibhusvej, Bagger Blomster og Blomsterhjørnet, er jeg ret glade for at titte ind til. Også Allestedlund Blomster lige ved gågaden i Odense er så fin.

Nåhmen nu har jeg til gengæld fundet en ny plantepusher midt i centrum. Caféen Fleuri, som jeg også jævnligt besøger for deres lækre kaffe, hyggelig atmosfære og fine snacks, forhandler også blomster. For nylig købte jeg den fineste Calathea med hjem fra caféen – det er den, der ikke er en Monstera! Den har lange stængler, hvor der hænger de fineste, silkebløde, grønstribede blade på med en smuk rød underside.

Jeg elsker, at den har en fin højde. For tiden leder jeg efter planter, der ikke behøver være så fyldige, men gerne have lidt i højden. Og så leder jeg efter planter, jeg kan lade hænge ned fra loftet. Jeg har øjnet et par stykker, men har ikke endnu gidet punge ud.

Planterne hos Fleuri er både virkelig pæne og til en ret fin pris. For mig handler det meget om både formen og farverne på planten. Jeg elsker de helt klare, grønne farver. Det gør bare et eller andet for mig med den grønne farve. Men der må også gerne være noget spil i det. Jeg er bare ikke til decideret blomster. Medmindre det er Hortensia eller afskåret buketter. Mine planter skal helst bare være grønne og have smukt formede blade.

Det var et lille tip til steder, hvor du kan brænde dine penge af på planter. Selv tak.

Bruger du selv planter som en del af din indretning eller er du græsk katolsk?

 

Dagdrømmeri

/2 Comments/in , , /by

Jeg tramper i pedalerne. Jeg kan ikke finde ud af andet. Det skal gå stærkt. Jeg overhaler en pige foran mig. Tjekker, at jeg er kommet langt nok foran til, at jeg kan holde til højre igen.

Mine tanker flyver. Jeg er en dagdrømmer. Af den slags, der opfinder scenarier, der sikkert aldrig kommer til at ske. De er rare min dagdrømme. De er fulde af håb, ønsker og… drømme.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kunne drømme om de ting, der sker for tiden. Nogle gange overgår virkeligheden min fantasi.

Jeg rækker min højre arm ud. Jeg er en fast tilhænger af, at vi skal kommunikere til mennesker omkring os, hvor vi er på vej hen. Både for deres og vores egen skyld. Jeg bander ofte over dem, der ikke giver mig besked.

Det var nok ikke i mine drømme, at jeg skulle være her i mit liv, hvor jeg er i dag. At jeg skulle være alene. Single. Men det er jeg. Jeg er lykkelig i dag. Det var jeg også, da jeg havde en kæreste. Min egen lykke er altid det vigtiste for mig.

Det slår mig, at jeg lyder egoistisk. Det er jeg nu ikke. Jeg er bare mig selv. Min egen lykkes smed.

Solen glimter og jeg kniber mine øjne. Jeg har svært ved at se, hvad der sker foran mig. Jeg sænker ikke farten af den grund. Jeg kan mærke, at sveden finder vej på min ryg. Små dråber begynder at forme sig. Jeg bander af mig selv over, at jeg ikke kan finde ud af at sænke farten. Jeg aser og maser.

Jeg er en aser. Sådan én, der aser. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med det. Jeg har det nu ret fint. Nu jeg tænker over det.

Jeg nyder mit selskab. Mit eget selskab. Det har altid været en prioritet for mig. At kunne give mig hen til mine tanker. Måske er det derfor, jeg dagdrømmer så meget?

For tiden er dagdrømmeri ikke noget, jeg har særlig meget tid til. Alligevel formår jeg at gøre det. Indimellem alle de andre tanker og projekter.

Jeg drømmer om fremtiden. Om fortiden. Om nutiden.

Jeg drømmer om varme lande. Om det kolde nord. Om andre mennesker.

Ofte drømmer jeg om relationer. Om hvad jeg ville sige og gøre, hvis jeg helt selv kunne bestemme en oplevelse.

Tit drømmer jeg om, hvad jeg ville have gjort anderledes. Jeg fortryder ikke ting, jeg har gjort. Men jeg drømmer alligevel tit om, hvordan jeg kunne have gjort dem anderledes.

Det er sjovt med drømme. Nogle gange sker de. Ikke fordi de går i opfyldelse. For jeg ønsker ikke ting. Men jeg har prøvet, at mine drømme er sket i virkeligheden.

Måske er det sundt at drømme? Måske er mine drømme med til, at jeg ubevidst får mål?

Jeg rækker min venstre hånd i vejret. Kigger mig bagud. Mærker at sveddråberne har manifesteret sig til flere. Jeg sukker over min egen utålmodighed. Det kan bare ikke gå langsomt. Jeg sætter venstre fod i jorden og finder fæste med den højre. Stopper helt op og kigger fra side til side.

Så afsted igen. Helst i fuld fart. Jeg har ikke tid til pause. Eller til at ændre farten. Jeg bander lidt over vinden. Den hiver fat i min store cykelkurv. I blæsevejr hader jeg den. Når jeg handler elsker jeg den.

Jeg har et ligeså kompliceret forhold til mine dagdrømme. De giver mig et pusterum i løbet af dagen. De giver mig tænkepauser, hvor det er nødvendigt.

Jeg drømmer om en mand. De drømme har jeg ikke så mange af for tiden. Mest fordi jeg har det rigtig godt, hvor jeg er i mit liv lige nu. Ved at være mig selv.

Jeg forestiller mig, hvordan vi griner sammen. Hvordan han synes, hundene er søde. Hvordan vi henter mad og spiser sammen.

Så hiver vinden igen fat i min kurv og jeg glemmer, hvad jeg drømte.

Rundkørsler er sjove at komme forbi. De kræver mere opmærksomhed. Mere kommunikation. Jeg hiver min højre arm ud til siden og drejer ned af det sidste stykke på min vej.

Nu går det let. Det går ned af bakke, og jeg tramper endnu hårdere. Får mere fart på. Nu mærker jeg vinden på mine kinder. Min øjne løber i vand pga. kulden. Farten bruger jeg på vej op ad bakken. Det giver momentum.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg opfinder mine drømme…

Jeg ved bare, at jeg gør det.

 

Strong Little Heart playliste (perfekt til arbejde eller melankoli)

/2 Comments/in , /by

Åh ja. Det er et stykke tid siden, jeg har delt en playliste herinde. Jeg laver dem ellers ret tit. Mest fordi jeg hører meget musik, og er lidt af en organisator, der godt kan li’ at sætte musik (og alle mulige andre ting) i forskellige rammer.

Og gode musikrammer er playlister. Jeg hører enten min musik på min pladespiller (tak til min homie Simon for det setup!) eller på Spotify. Det er også på Spotify jeg tit finder ny musik til samlingen.

Jeg delte i starten af året min “most played” liste herinde fra Spotify og samtidig fortalte jeg, hvor lang jeg egentlig havde hørt musik sidste år. Altså præcist, hvor mange timer og minutter. Selvom det nok egentlig drejede sig om uger hah! Så er der jo også alt det musik, jeg hører udenfor Spotify. Og så løber det sgu op.

Hvis du vil følge mig på Spotify – for ja der man kan nemlig også følge hinanden – så skal du være velkommen til det. Jeg laver alle mulige og umulige playlister hele tiden, og udforsker constance ny musik. Så muligheden for at du selv finder ny musik via min profil er ret stor.

Foto: Rebecca Brincker 

I dag vil jeg dele en af mine yndlingsplaylister med jer.

Jeg afspiller den her playliste mindst tre gange om ugen. Og jeg bliver ved med at fylde på den med nye sange, når jeg falder over nogle, der passer ind i temaet.

Playlisten hedder “</3 Strong Little Heart”. Jeg hørte den rigtig meget, da Casper og jeg gik fra hinanden og i den proces har de her numre haft forskellige betydning for dem. Altså deres mening har ændret sig samtidig med, at jeg er kommet længere i den proces det er at to mennesker går fra hinanden. Du kan også se, at jeg faktisk begyndte på denne liste allerede i marts sidste år. Den har fulgt mig et år nu, så de her numre betyder altså virkelig noget for mig.

Jeg bliver ikke ked af det, når jeg hører de her sange. Nærmere tværtimod. Så bliver jeg opløftet og fyldt af en følelse af opmuntring. Men altså sangene handler meget om det her med, at kærlighed ikke kun er godt eller skidt, men kan være gråzoner. For mig er kærlighed og relationer til andre mennesker heller ikke sort/hvide. Det var det måske på et tidspunkt, men jeg udvikler mig hele tiden. Og især de sidste par år. Jeg oplever relationer i dag som komplekse og nogle gange kompliceret. Men på en god måde – hvis det giver mening. Altså kærligheden kan godt gøre ondt, men det betyder ikke, at den ikke er rar. Eller at jeg ville have været foruden den. Og nogle gange er det bare… Ja. Nogle gange er der bare ikke en løsning på det med kærligheden.

Bare fordi man finder ud af, at man ikke længere skal være i en relation – hvad end det er som kærester, venner eller andet – så betyder det jo heller ikke, at det bare er dét. Tit indeholder de relationer vi har jo langt flere komplekse følelser end bare ja/nej.

Præcis ligesom da jeg gik i de mindre klasser i folkeskolen, og vi sendte kærestebreve til hinanden. Der var altid muligheden med “måske”. For det indeholder de mere komplekse aspekter af en relation.

Anyways nu rambler jeg bare. Hør playlisten og lad mig vide, hvad du tænker. Måske du oplever de her numre på en helt anden måde, end jeg gør.

Ps. Titlen betyder for mig, at selvom mit hjerte føles lille nogle gange, og ikke SÅ fyldt op med kærlighed, måske endda nogle ret gået lidt i stykker, så er det stadig mit stærke, lille hjerte ♥

Hvordan jeg har det når #14

/6 Comments/in /by

Det er aaalt for lang tid siden, jeg har lavet denne slags indlæg! Men jeg synes selv, de er virkelig sjove at lave, og mit indtryk er, at det synes I også. Der er også et par situationer, der trænger til at blive visualiseret med GIF’s så here goes!

Kvinden foran mig i toget, mader hendes femårige datter med skyr, og datteren vil spytte det ud, og moren sætter sin mund til hendes og laver en omvendt fuglemor

Det er minus 500 grader udenfor og jeg skal cykle

Cyklisten foran mig cykler så langsomt, at de nærmest cykler baglæns

Min reaktion når jeg cykler i blæsevejr (ja det gør mig ret arrig…)

Jeg læser mine tidligere GIF’s indlæg, og får præstationsangst nu

Jeg ikke har været særlig meget hjemme og min lejlighed ligner et bombet lokum og jeg prøver at rydde op på den korte tid jeg har

Jeg tænker på, at jeg skal til koncert med Kendric Fucking Lamar med en god veninde i morgen!

Jeg skulle vænne mig til at være single og det crazy datinggame, der hersker nu

Hvordan jeg har det nu med at være single

Hvordan jeg tilgengæld har det med ordet “single”

Jeg reflekterer over, om jeg nogensinde møder en mand, der kan holde mig ud

Jeg reflekterer over, om jeg nogensinde møder en mand, jeg kan holde ud

Aaaaand that’s all folks! Jeg håber ikke, at I fryser næserne af i denne kulde!
Husk at læse de andre “Hvordan jeg har det når…” indlæg.

Find mig til Veras tøjmark i Odense

/0 Comments/in , /by

Annonce – jeg har fået standen sponsoreret

Hey peeps! Er I kommer godt i gang med ugen? Jeg har en crazy travl uge foran mig. Jeg har en masse arbejde, der skal klares – og så sker der nogle RET spændende ting for tiden, som jeg er ved at dø over ikke at kunne dele offentlig endnu!

Men med tid kommer gode tid, og jeg glæder mig til at afsløre, hvad jeg går og bruger meget af min tid på for tiden.

Jeg bruger i hvert fald ikke tiden på mænd, hvis I tænker, der er sker noget siden jeg meldte mig til “Koden til Kærlighed“. Jeg møder simpelthen ikke noget særlig interessante mennesker (mænd) for tiden, hvor der ligger noget romantisk i det. Jeg opsøger det heller ikke selv, så i grunden passer det mig sikkert ret fint.

Jeg bruger til gengæld noget tid de her dage på at rydde ud i mit klædeskab. For jeg har en stand til Veras tøjmarked i Storms Pakhus i næste weekend! Det glæder jeg mig vildt til!

Jeg elsker selv at købe genbrug, og bruger ofte tid med at gå og snuse mig frem til de gode fund. Det betyder til gengæld også, at jeg får samlet en masse tøj sammen, som jeg kun går med en enkelt gang indimellem, fordi jeg har så meget tøj! Så jeg glæder mig meget både til at få ryddet ud i mit eget tøj, men også til at kigge lidt i de andre stande til markedet.

Hvis du ikke kender til Veras markeder, så uddyber jeg lige lidt her. Det er tøjmarkeder, der også har en tilhørende kommissionsbutik. Indtil videre har konceptet eksisteret i KBH og rykker nu også til Odense. Der kommer til at være både tilbagevendende markeder i Storms Pakhus, og de åbner en butik i Pogestræde midt i Odense C.

Butikken i Odense kommer til at have en åbningsreception 10. marts kl. 12.00, mens butikken allerede åbner 8. marts kl. 12.00. Jeg skal selv til åbningsreception samme dag i butikken, og jeg glæder mig til at se, hvordan butikken ser ud og fungerer i praksis.

Hvis du selv kunne tænke dig en stand til markedet 11. marts, kan du finde den her.

Nåmen det her var egentlig bare et lille tip fra mig til jer om et lækkert og spændende marked i Odense. Jeg kommer, som skrevet, selv til at have en stand hele søndag d. 11. marts i Storms Pakhus. Jeg kan simpelthen ikke beskrive nok, hvor meget jeg glæder mig. Selvom I nok har forstået det nu, hah!

Hvis du skal afsted, så kom endelig lige hen til mig og sig hej. Det kunne være SÅ sejt at hilse på nogen af jer, der følger med IRL. Og hvis I følger med på bloggen, skal jeg selvfølgelig nok give jer en god pris! 😉

Da jeg meldte mig til et datingprogram og (næsten) kom med

/2 Comments/in , , /by

Foto: Rebecca Brincker – @brinckerphotography

Jeg har tidligere skrevet omkring min aversion omkring diverse datingapps. Det er ikke fordi, jeg er imod dem. All power til dig, der finder kærligheden eller en hyggelig aften gennem datingapps. Jeg forstår dem ganske enkelt bare ikke.

Men tv… Tv forstår jeg. Så da DR3 søgte efter deltagere til deres nyeste datingprogram “Koden til kærlighed” meldte jeg mig. Sgu. Har du set det? Eller kender bare lidt til det?

Jeg havde, for at være ærlig, lidt nogle bekymringer omkring det. Jeg mener – hvem pokker ville ikke have bare lidt reflekterede tanker omkring at melde sig til et datingprogram, hvor alle i hele Danmark ville følge med i processen?!

Jeg meldte mig nu alligevel.

Der gik nogle uger efter jeg havde meldt mig, inden jeg hørte noget fra DR3, og jeg havde faktisk i mellemtiden glemt, at jeg havde tilmeldt mig.

Da der tikkede en mail ind fra tv-produktionen bag programmet, fik jeg derfor en lille klump i halsen. Turde jeg?

Og selvfølgelig turde jeg det. Mit ord for sidste år, var i øvrigt ‘courage’. Så jeg fandt mit mod frem og bekræftede, at jeg stadig var interesseret i at knække koden til kærligheden.

Og ved du hvad? Jeg gik sgu videre i puljen af 300-400 mennesker, der havde tilmeldt sig. Jeg skulle derfor svare på endnu et spørgeskema, hvor jeg skulle uddybe endnu mere, hvem jeg er, hvilke vaner jeg har og en masse andre spøjse ting.

Så gik der endnu nogle uger, hvor jeg ærlig talt igen glemte alt om min tilmelding.

Indtil jeg fik en mail om, at feltet nu var skærpet endnu længere ind. Gudhjælpemig om jeg ikke var gået videre endnu en gang.

Nu skulle jeg optage en video af mig selv og sende ind til tv-produktionen. Jeg skulle fortælle hurtigt, hvem jeg er som person og hvad jeg ønskede med dette eksperiment.

Jeg fik  lidt fortrydelse i det her led af processen, og jeg talte med flere venner, veninder og især min søster om jeg virkelig skulle gøre det her.

Men vi lever kun én gang, og hvad var det værste, der kunne ske? At jeg mødte et nyt menneske.

Så en sen søndag aften sad jeg i min sofa og filmede mig selv. Det var en anelse akavet at lave sådan en ‘date mig’ video, så jeg sendte den til min søster til godkendelse. Da hun sagde ‘go!’ sendte jeg den videre til tv-produktionen.

Og så gik jeg fandme videre igen.

Jeg var én af de sidste 30 personer tilbage, de skulle matche ud fra deres algoritme.
Næste step i projektet var, at et tv-hold skulle filme en præsentation af mig i min lejlighed. Så jeg fik OK travlt med at rydde op og gøre rent!

Og med at have det rimelig pres, for det er alligevel et stort skridt at få sit ansigt smidt på tv-skærmen til skue for hele Danmark. Især når det kom så tæt på.

Som du nok kan regne ud, så endte det, desværre, med at jeg ikke blev matchet med en af de resterende 29 personer.

Så tæt på, og alligevel så langt fra måske at finde min næste store kærlighed.

Efter jeg har set programmerne – for jeg følger selvfølgelig med – ærgrer det mig nu ikke så meget. Dem der er gået videre, kan jeg i hvert fald godt forstå, at jeg ikke er blevet matchet med.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at finde kærligheden gennem sociale apps. Jeg tror heller ikke, at jeg troede på, at det kunne ske gennem et tv-program.

Efter at have fulgt med i diverse tv-programmer om kærligheden, er jeg i hvert fald ret sikker på, at det er en lille procent-del, der virkelig har fundet kærligheden.

Jeg er heller ikke sikker på, at jeg leder efter kærlighed eller et forhold. Det har jeg egentlig aldrig gjort. Det er bare kommet naturligt.

Så mon ikke også det kommer til at ske ret naturligt igen?

Selvom det nu havde været en ret stor oplevelse at se mig selv på tv!

Sharing is caring – byg broer via fællesskab

/6 Comments/in /by

Det er besynderligt med sådan en blog her. Eller ens sociale profiler. For nogle år siden ville jeg ikke have kunne forudse, hvor meget det ville komme til at betyde for min dagligdag. For mit liv – det her med at pøse ud af mine tanker online.

For tre måneder siden besluttede Rebecca Brincker og jeg, at vi ville skabe et community for alle bloggere og instagrammere på hele Fyn. Vi følte selv, at der manglede et fællesskab blandt alle de mennesker, der sidder bag skærmene. For vi mødes ikke ofte i virkeligheden – vi interagerer med hinanden via vores skærme – store som små. Men vi manglede at kunne mødes, snakke og dele erfaringer.

Jeg følte personligt, at der på Fyn manglede et fællesskab blandt influenter. Et rum, hvor jeg kunne dele mine faglige udfordringer og bekymringer og få luftet mine frustrationer ved denne blogverden.

For alt er ikke røde roser – der er i hvert fald mange torne også ved at blogge. Hvilket ofte kan være dejligt at tale med andre ligesindede om.

Det kan være alt fra teknisk backend, design af blog, hvordan man skriver det gode indlæg, hvordan man vokser på sine sociale medier. Alt muligt mellem himmel og jord, som nogle gange kan være svært, når man bare er sig selv bag skærmen.

Så Rebecca og jeg startede communitiet Fynske Influencers. Det er et fagligt fællesskab og netværk. Her kan vi vidensdele, tale erfaringer og løfte hinanden op.

For ‘sharing is caring’ og jeg øser gerne ud af mine erfaringer og viden generelt – ikke kun om blogging – hvis det kan hjælpe andre videre på deres vej.

Vi skabte communitet med det formål, at vi alle kunne spille hinanden op, gøre vores profiler endnu stærkere og virkelig få sat Fyn på landekortet, hvad angår influenter.

Hver måned arrangerer Rebecca og jeg det vi kalder et ‘meet-up’. Det er ikke et typisk bloggerevent, som du måske kender det. Det er et event, eller møde om man vil, hvor vi mødes, lærer hinanden at kende på kryds og tværs, opbygger relationer og ikke mindst debatterer forskellige emner.

I søndags var vi på besøg hos Caféen Speltfar, der fungerer som en ‘shop-in-shop’ hos Organic Club Odense. Caféen ligger inde i en anden butik på den måde, og det var derfor meget i tråd med vores egen tanke om, at sammen står vi stærkere. Organic Club Odense og Speltfar har et rigtig fint samarbejde, hvor du både kan få lov til at shoppe rundt i butikken og samtidig få en kop kaffe hos Speltfar. Skide genialt altså.

Det faglige emne i søndags var Instagram, og  hvordan vi bedst muligt bruger den app.

Det er ingen hemmelighed, at efter Facebook har købt Instagram og rodet godt og grundt rundt i algoritmen, så er det svært som influent, at få samme reach som tidligere. Det er faktisk svært for alle.

Billederne i dit feed bliver ikke længere vist i kronologisk rækkefølge, men ud fra, hvad Instagram vurderer du finder interessant. Dette på baggrund af, hvilke slags billeder og profiler du liker og kommenterer mest på (og sikkert en masse andre faktorer, vi ikke aner en dyt om).

Det gør det svært at få vist sine billeder – og det er også derfor, du måske oplever at se billeder, der er flere dage gamle. Fordi Instagram vurderer, at du vil finde indholdet interessant.

Nå men vi fik en virkelig konstruktiv snak i søndags omkring Instagram og do’s & don’ts. Det er netop, hvad et af formålene med vores netværk – at vi alle sammen udvikler vores kompetencer indenfor relevante områder. Ligesom ethvert andet netværk, hvor alle medlemmer bidrager og drager nytte af netværket.

Hvis du gerne vil se mere til alle medlemmerne af vores community, kan du finde vores instagramprofil og følge med her. Vi reposter billeder fra fynske influencers, og næsten hver uge, laver et medlem af netværket en takeover på profilen. På den måde inkluderer vi alle medlemmer, profilen bliver mere personlig og som læser får du muligheden for at lære hvert enkelt medlem lidt bedre at kende.

Hele fællesskabet og det, at vi støtter hinanden er jeg kæmpe fan af. Ikke kun bloggere imellem, men generelt mennesker imellem. At vi hepper på hinanden. Der er da ikke noget bedre, end at glædes over andres glæde.

Mere frihed & mere blæk

/8 Comments/in /by

Jeg dyrker mit valgte ord for 2018 allerede i stor stil.

Jeg har skrevet ‘frihed’ med kridt på min tavle i mit køkken, så jeg ser ordet hver dag. Jeg tænker over det aktivt, og husker mig selv på, at frihed ikke kun er et ord, jeg gerne vil have med i mine handlinger, men også en ret jeg har.

Så i dag tog jeg mig en ret. En ret banalt ret om man vil. For jeg valgte at få mere blæk i min hud.

Jeg har i lang tid ville have Lille My tatoveret – jeg har endda haft bestilt tid hos en dygtig tatovør i Ringsted (samme sted, hvor jeg fik lavet min første tatovering), men måtte afbestille grundet arbejdet.

Men som med så meget andet, så tog den ene dag den anden, og jeg fik ikke bestilt en ny tid.

Da Fynske Influencers holdte event hos Molotov i december, talte jeg med både Freja og Katarina, der begge talte varmt om Black Sheep Tattoo og Signe Immerkjær, der arbejder i butikken. Da jeg kiggede på Signes Facebookside, genkendte jeg hende fra noget frivillig arbejde vi begge lavede hos Finders Keepers (da det blev holdt i Odense). Jeg blev straks begejstret over, at hun var begyndt at tatovere. Så jeg begyndte at holde lidt øje med hendes sociale medier og forelskede mig hurtigt i hendes tegnestil.

Så for et par uger siden skrev jeg til Signe og spurgte, om hun kunne tegne en Lille My til mig som tatovering. Vi skrev lidt frem og tilbage, og i dag fik jeg sat en dato for min tatovering i februar. Indtil jeg for sjov spurgte hende, om hun måske havde en tid i dag.

Og det havde hun! Hvis det altså frister? Som hun skrev.

Hvilket det selvfølgelig gjorde.

Så to timer senere åbnede jeg døren ind til deres butik på Overgade og trådte ind til en smilende Signe, der justerede musikken på højtalerne og var ved at printe Lille My ud.

Jeg smilede tilbage. Rettede lidt på tøjet. Og fortalte, at jeg altså var lidt nervøs. Fordi det var så spontan,t havde jeg ikke sat mig selv mentalt op til at skulle tatoveres.

Signe kiggede på mig og spurgte, om jeg altid var nervøs, når jeg blev tatoveret.

Meeeh. Måske. Tjoo.. JA!

Imens hang jeg min jakke og hue på deres stumtjener. Og fik fortalt, at jeg ikke er én af de typer, der begejstres af at blive tatoveret. Tværtimod. Jeg synes det gør pisse nas.

Signe grinte lidt og trak skuldrene op til genkendelse af dén følelse.

Jeg forstår det heller ikke. Dem der elsker at blive tatoveret. 

Signe fik printet Lille My ud et par gange, klippet hende ud af papiret som papirsklip og vi fandt en størrelse, der passede til min arm.

Hun blev rykket rundt et par gange – Lille My – for at finde den perfekte plads på min højre overarm. Indtil hun til sidst sad så både Signe og jeg var tilfredse med både størrelse og placering.

Så begyndte Signe at preppe hendes station. Jeg gør lige nålene klar. Du kan bare sætte dig i sofaen og vente. 

Kan jeg nå at ryge en cigaret?

Ja sagtens!

Jeg gik udenfor, fik tændt op i min tobak og bandede lidt over den sne, der tidligere på dagen faldt i mine øjne på min cykeltur, og som nu bare var smeltet væk. Sikke et spild.

Da jeg kom indenfor igen hev jeg op i ærmet og fik sat Signes stencil med My på min arm. Jeg viftede rundt i butikken i 10 minutter inden huden var tør nok til, at Signe kaldte mig hen til briksen.

Skal jeg tage mine sko af?

Næ jeg tørrer bare briksen af bagefter. Hop du bare op!

Så det gjorde jeg. Og lagde mig til rette med armen ud til siden, så Signe fik arbejdsplads. Og så begyndte den velkendte summen fra maskinen at brumme.

Er du klar?

Nej…

De første streger gør nas. Jeg kan mærke dem helt ud i min hånd. Jeg prøver at slappe af, og Signe taler til mig. Jeg prøver at koncentere mig om hendes ord, og kigger også lidt på min mobil.

Efter to minutter er smerten okay. Jeg havde frygtet en noget skarpere smerte på den tynde hud, end hvad jeg mærker lige nu.

Så jeg begynder at løsne op og samtalen flyder nu ret fint. Trods Signes koncentration om at tatovere og min om at ignorere, at jeg bliver stukket i.

Jeg lægger ikke mærke til klokken. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg ligger på briksen. Men som minutterne går, føles det lettere og lettere.

Så hun er færdig! Jeg tager lige et billede og pakker dig ind. 

Da Signe har klistret plastik om min arm, hopper jeg ned fra briksen. Glad. Lettet. Øm!

Jeg går hen til spejlet. Hun er blevet så fin. Lille My. Min arm er hævet og jeg bløder allerede under plastikken. Men jeg smiler.

Da jeg lukker døren efter mig og får den friske luft i ansigtet, kan jeg slet ikke vente med at få låst min cykel op, komme hjem og beundre min arm i spejlet. Hold kæft min bicep er fin nu.

 

 

Hvordan er det så egentlig at være single? Jo – nu skal du høre…

/0 Comments/in , , /by

Det er faktisk helt OK. Altså jeg mener. Det er ikke fordi, jeg render rundt og fejrer mit singleliv konstant. Men jeg har efterhånden fundet en ret fin balance i det med at være single vs at være i fast forhold.

Indtil videre har jeg fundet en ret fin balance i at kalde mig selv ‘single’. For det begreb, om man vil, er jeg og har jeg aldrig været vild med. Jeg synes, det lugter af kattedame og lettere desperation. Så jeg har egentlig det sidste års tid, når folk har spurgt, sagt, at jeg er alene.

Men det lyder på den anden side heller ikke særlig opløftende.

Så jeg har også nogle gange sagt, at jeg bare er mig selv. Og forsøgt at fjerne ‘bare’ fra sætningen. For ordet ‘bare’, i den sætning, føler jeg også er lidt nedsættende. Fordi man ‘bare’ er sig selv. Som om det ikke er godt nok.

Hvilket det selvfølgelig er. Så er jeg mig. Alene. Single. Mig selv.

Det har jeg været i et år nu. Lige lidt mere end et år.

Foto: Rebecca Brincker

Og jeg kan godt fortælle dig – efter over seks år i det samme forhold, så er det sgu lidt jordskælvsagtigt lige pludselig at være alene. Det var en fælles beslutning, men det gør den ikke mindre hård. Eller pludselig. Selvom vi begge helt sikkert havde set det komme.

Jeg tror, at sådan noget altid, uanset om man ser det komme eller ej, føles som om tæppet er blevet revet væk under én. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at fungere alene. Den første måned kan jeg næsten ikke huske. For jeg gik bare på arbejde i en tåge, gik hjem igen, gik tur med hundene og var ellers bare… væk.. i en tåge af sorg, fortvivlelse og usikkerhed.

Usikkerhed på, hvad der nu skulle ske. Jeg havde for pokker ikke være alene i mange år. Hvad gør man? Hvordan gør man? Havde jeg overhovedet lyst til at vide det?

Men som timerne blev til dage, og dage til måneder lærte jeg at finde mig mere og mere tilpas i rollen som værende single.

Eller det vil sige… Jeg lærte, at jeg ikke længere havde nogen forpligtigelser derhjemme. Hvilket betød, at jeg arbejdede meget. Og festede meget. For er der noget mit 2017 også bar præg af, så er det, at jeg gik meget i byen. Det var ikke fordi jeg scorede i byen. Jeg nød bare, at jeg ikke længere skulle huske på, at der lå en derhjemme, der tænkte på, hvor jeg mon var henne. Og hvorfor jeg ikke kom hjem.

Og så nød jeg at feste. For ærlig talt – det trængte jeg sgu til. Jeg trængte til at bruge mine weekender på absolut ingenting. På at danse til det blev lyst. På at grine til jeg fik ondt i maven. På at sove. Så det gjorde jeg.

Foto: Rebecca Brincker

Jeg nød at være alene. Det var ikke så meget det, at jeg nu var single, jeg nød. Det var mere situationen i, at jeg var alene. Og kun havde mig selv at stå til ansvar overfor.

Så på dét område, der har jeg egentlig haft det ret fint. Men det har stadig været mærkeligt at skulle finde ud af at være single. For der er fandme sket noget på singlemarkedet siden jeg sidst var single.

Jeg er for det første slet ikke nede med alle de slags dating-apps, der findes i dag. Alt frihed til dig, der bruger apps til at finde din næste date. Eller måske endda din kæreste.

Men jeg er “vokset op” uden den slags apps. Jeg har haft kæreste i alt den tid, de apps har haft opmærksomhed. Så jeg forstår dem slet ikke. Jeg er på det punkt ligesom en gammel dame, der sidder og ryster på hovedet over Snapchat. Hvad er nu det for noget nymodens pjank? Skal det nu være smart?

Så jeg er ikke på nogle datingapps. Og det forudser jeg heller ikke, at jeg kommer til at være.

Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke udvider mit netværk, hvad angår mænd. Høhø. Det sker vist bare mere i virkeligheden, end det gør på nettet. Det sker, at nogle skriver til mig via min profil på Instagram. Det synes jeg egentlig er ret modigt. Og der har jeg faktisk også mødt nogle igennem. Så jeg er ikke helt afvisende overfor, at man godt kan møde nye mennesker (mænd) gennem sociale apps. Jeg opsøger det bare ikke aktivt selv.

Det med ikke at opsøge det selv aktivt, tror jeg egentlig er ret sigende for min tilstand som single.

Foto: Rebecca Brincker

For jeg opsøger ikke rigtig relationer med mænd aktivt. Jeg møder dem i virkeligheden, og hvis der så er den berømte gnist, SÅ kan jeg sagtens være pro-aktiv. Og selv spørge om de har lyst til at drikke den famøse kop kaffe. Eller bare mødes og gå en tur.

Og hvor møder du så mænd henne IRL? tænker du sikkert.

Det sker på forskellige måder.  Jeg arbejder for det første et sted, hvor mit netværk bliver større og større næsten for hver dag, der går. Så her møder jeg mange interessante mennesker.

Men generelt har jeg nok ikke så travlt med at møde mænd. Eller få en kæreste. Jeg er et sted lige nu, og har egentlig været i alt min singletid, hvor det ikke betyder noget særligt, at jeg er single. Det betyder i hvert fald ikke, at jeg partout SKAL finde en kæreste. Jeg har været i et forhold i over seks år. Jeg ved godt, hvad det vil sige at have en kæreste. Jeg ved godt, hvordan et sundt forhold fungerer.

Nu ved jeg også, hvordan et sundt forhold, hvor jeg er alene fungerer.

Og for at være helt ærlig ikke – så kan jeg mærke på mig selv, at jeg er lidt bange. Jeg er lidt bange for at forelske mig igen. Og få knust mit hjerte igen. For jeg blev knust sidste år, da Casper og jeg gik fra hinanden. Det slog mig fuldstændig ud. Igen – det var den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at det ikke var noget af det hårdeste jeg har været med til at gøre i mit liv.

Det betød også, at jeg, som klichéen er, murede mine følelser inde og ikke lod nogen slippe rigtigt ind.

Ikke før i sommers i hvert fald. For der mødte jeg sgu en sød mand. Én jeg kunne være mig selv sammen med. En jeg blev glad for. Men. Enten havde han det ikke på samme måde, eller også havde han bygget endnu højere mure op, end jeg havde. Jeg ved det ikke. For det endte ikke særlig rart. Og jeg har ikke talt med ham siden.

Hvilket igen betød, at jeg lukkede lidt af. I hvert fald for romantiske følelser overfor mænd. Og ærlig talt så kan jeg da egentlig godt forstå, at jeg ikke rigtig har mødt nogen efterfølgende, for jeg har helt sikkert ikke udsendt de mest indbydende signaler. Hvis nogle signaler overhovedet.

Måske er det bare fordi, jeg er god til at gå rundt i min egen verden. Og slet ikke fatter, når mænd prøver at flirte med mig. Jeg er i virkeligheden måske bare lidt en skovl til det efter et langt forhold.

Måske er det fordi, jeg ikke forstå dating-gamet. At man går på date efter date med forskellige mennesker, for at prøve at finde den rigtige. Måske burde jeg være mere proaktivt?

På den anden side – så er det ikke fordi, jeg mangler en kæreste. Jeg er ret tilfreds med mit liv, som det er lige nu.

For at besvare spørgsmålet i titlen – det er ganske fint at være single. Jeg befinder mig ret godt i denne del af mit liv lige nu. Og hvem ved – måske møder jeg en fantastisk mand i morgen, jeg falder for. Det kan også være, jeg ender med at være single resten af mine dage. Det er i hvert fald ikke en mand, jeg beror min lykke på.

Desuden synes jeg det sidste år er gået så hurtigt, at jeg slet ikke forstår det. Jeg er nok i virkeligheden stadig ved at vende mig til, at jeg bare er mig selv.

 

 

GRL PWR – friheden i at hylde mine medkvinder

/4 Comments/in , , /by

Jeg er godt i gang med at dyrke mit ord, der skal guide mig igennem dette år. Dette indlæg er en del af den proces.

For det her med GRL PWR – ‘Girl Power’ for dem, der ikke er nede med slang – er noget, der har ligget mig på sinde at snakke om i lang tid. Nok ligeså lang tid som jeg har haft min tatovering  – og det er immervæk siden april 2017.

Og lige en indskydelse omkring det med tatoveringer – jeg lavede en livestory omkring mine tatoveringer på Instagram nogle uger tilbage, som var ret populær. Men jeg tænker, at et indlæg om dem alle sammen også kunne være interessant – oder was?

Jeg har jo alligevel et par stykker – og jeg tager ikke mine tatoveringer og “de sidder der jo resten af livet!”-kampagner alt for alvorligt. De er tænkt som statements, udsmykning og spas. Jeg har faktisk én, som jeg ikke er sååå glad for mere. Men hva’ fa’en – den er en del af mit og mit liv på det tidspunkt.

Min tatovering med GRL PWR er – som I måske kan regne ud – et statement. Både for mig selv og til andre.

Den er ganske uoriginal – og er set i mange forskellige udgaver. Men lige min udgave elsker jeg meget højt. Alle min tatoveringer sidder i øvrigt obskure og lidt pudsige steder, og denne sidder på min højre underarm, lige under albueledet og ind mod mig selv. Lige på det tynde hud… Jawsa det kunne også godt mærkes. Jeg hader i øvrigt at blive tatoveret! Jeg har aldrig forstået dem der “elsker at mærke smerten og nærmest bliver høj på det”. Det eneste jeg bliver høj på, når jeg bliver tatoveret er det bland-selv-slik og cola jeg plejer at tage med mig! Denne tatovering er lavet af Patrick fra Black Forest Tattoo (den ligger på Nørregade i Odense), og både Patrick og Rie derinde er skide dygtige.

Min GRL PWR sidder sådan, så hvis jeg står med armene ned langs siden af kroppen, så kan man ikke se den. Men ligeså snart jeg rækker armen lidt ud, er den tydelig.

Og den betyder alverden for mig.

For hver eneste dag minder den mig om rigtig mange ting.

Den husker mig på, at JEG er skide sej. At jeg er stærk og at jeg har POWER. Den husker mig på, at jeg er en selvstændig kvinde, der gør noget. Jeg er ikke en do nothing bitch. Jeg er en do something bitch. Jeg ligger ikke hjemme på sofaen og venter på, at appelsinerne falder i min turban. Det sker nogle gange jo – men oftest fordi jeg selv knokler røven ud af bukserne for det. Jeg planter appelsintræet, plejer og passer det og venter på, at der vokser appelsiner på det, som jeg senere selv plukker.

Nogle gange vokser der få eller slet ingen appelsiner på mit appelsintræ. Og så forsøger jeg bare igen. For som talemåden siger; if at first you don’t succeed – try, try and try again. 

Og jeg er ikke længere bange for at være stolt af, hvad jeg opnår på min vej. Fuck Janteloven. Fuck de mennesker, der ikke kan tåle andres (min) succes. Fuck de negative stemninger, der kan opstå, fordi man arbejder hårdt og lykkes med ting.

Jeg er ogsåfærdig med at undskylde mine bedrifter. Og jeg er færdig med at tale dem ned og negligere dem. Både overfor mig selv og overfor andre.

For det er ellers noget, jeg har været god til. At tale mine egne bedrifter ned. Fordi jeg bliver fanget i stemningen af, at vi (kvinder) helst ikke skal tale for højt om vores bedrifter. Eller er det bare mig, der har haft denne følelse af, at vi skal være ydmyge og vente på, at andre roser os? I stedet for at rose os selv…

GRL PWR for mig betyder også, at vi kvinder skal stå sammen og støtte hinanden i livet! Vi skal heppe på hinanden og få hinanden til at lykkes.

Og nej – jeg kan ikke undslå mig, at jeg også helt sikkert har været en strigle overfor andre mennesker (kvinder). Jeg ved ikke, om det er hele ‘sladder-kulturen’ der lidt hænger over kvinder? Eller er det bare mig?

Men jeg har i mange år nu (og meget bevidst siden jeg fik min tatovering) været fortaler for, at vi kvinder skal droppe den negative stemning – og i stedet tale smukt om hinanden  – selv når vi ikke er sammen.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi mennesker er forskellige. Og vi kan og skal ikke kunne elske alle andre og lide hinanden. Men vi kan godt gøre en indsat for, at vi bliver bedre til, hvis ikke at tale dejligt om hinanden, så i det mindste droppe at ytre os, hvis vi ikke har noget pænt at sige.

who-run-the-world-girls

Jeg tror også, at min tatovering betyder, at jeg husker mig selv på, at det er okay, at jeg tror og følger mine drømme i livet. At jeg ikke er fjollet, når jeg drømmer om at gøre og opleve ting. At jeg ikke skal undskylde mig selv, mine følelser og mine beslutninger overfor andre. At jeg ER sej! Og at de små ting også betyder meget. Og at andre menneskers meninger om mig ikke skal definere eller påvirke, hvad jeg gør.

Og så husker den mig på, at jeg aktivt vil vende talemåden ‘kvinde er kvinde værst” til “kvinde er kvinde bedst”. Jeg vil støtte mine medkvinder i deres eventyr. Hjælpe hvor jeg kan og råbe højt og bredt om de seje kvinder, jeg har i mit netværk.

Og så vil jeg tro på, at det, jeg gør, er godt nok.

 

Mit ord for 2018 (endelig right!?)

/8 Comments/in , , /by

Hey peeps! Første indlæg i det nye år! Det tog alligevel sin tid før jeg fik sat mig ned og fik startet bloggen op igen. Men gode ting tager tid, har jeg lært. Så det er vist okay.

Årets første indlæg kommer til at handle om noget, jeg har talt meget om. Både herinde og på Instagram.

Jeg vil nemlig fortælle, hvad mit ord for 2018 skal være!

Det har været en længere proces at finde mit ord – men det var det også sidste år. Processen, tror jeg, er meget sund. Det gør nemlig, at jeg reflekterer meget over, hvad jeg ønsker for året. Udover de klassiske og kliché nytårsforsætter som mere træning, mere grønt og mere balance.

Det er ingen hemmelighed, at mit 2017 var et lidt hårdere år. Året bød på en del sværere perioder. Et kærestebrud efter seks års forhold, min farfar blev syg med kræft og fik en terminaldom – vi måtte sige farvel til ham i efteråret – mit hjerte led lidt nød over en mand. Men året var også fyldt med mange indsigtsfulde oplevelser – min solorejse til Marrakech, at jeg åbnede mig for et andet menneske og tillod mig selv at føle romantiske følelser igen, jeg begyndte at meditere (og gør det hver dag – nu dage i streg) gode oplevelser sammen med min familie og venner, mit arbejde på Kansas City, hvor jeg har udviklet mig meget og ikke mindst projektet Fynske Influencers sammen med Rebecca. 

Så jeg har grublet meget over, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at mit 2018 skal være. Hvad året skal indeholde, og især hvilket ord, jeg gerne vil lade mig guide igennem året.

Jeg har en notesbog med mig alle vegne, og i den skriver jeg alt ned. Lister over ting jeg skal, møder, tanker, blogindlæg. I den har jeg også hele min udvælgelsesproces for mit ord for 2018.

Foto af: Rebecca Brincker

Hvis du også kunne tænke dig at vælge et ord, har jeg lavet en rigtig fin guide, som du kan printe ud og bruge. Den er jeg selv meget glad for. Den tvinger mig nemlig til at tænke aktivt over processen i at vælge at ord.

Og nuvel – jeg kan ikke trække den længere. Ordet, der skal guide mig igennem dette år er

FRIHED

I ordet ‘frihed’ ligger der, for mig, mange forskellige følelser. Og måske jeg slet ikke får dem alle udpenslet i dette indlæg. Måske jeg skal tage emnet op igen om nogle måneder, og evaluerer. Reflektere og dele over flere aspekter af ordet.

Hvor jeg sidste år valgte ordet ‘courage’ og gerne ville være mere modig i de beslutninger jeg tog, og den måde jeg handlede på, vil jeg i år gerne dyrke ‘frihed’.

Jeg vil gerne være fri på mange måder.

Jeg vil gerne dyrke den frihed, jeg oplever ved ikke at være i et forhold. Det er en frihed, jeg endelig nyder nu. Det har taget mig lang vej at hvile i “bare at være mig selv”. Og den frihed vil jeg gerne udnytte i år. At jeg ikke har nogen derhjemme, der venter på mig. Eller som jeg skal lave aftaler med, planlægge ind i hverdagen at ses med. Jeg er bare mig selv. Og den frihed i at være mig selv, efter mange års (ellers rigtig godt) forhold vil jeg gerne glædes over nu. Jeg vil planlægge ting og oplevelser for mig selv og bare gøre ting.

På et mindre lavpraktisk plan, vil jeg gerne være fri for de restriktioner jeg pålægger mig selv. Jeg er god til at overveje, reflektere og være påpasselig med, hvordan andre mennesker opfatter mig. Og jeg er rigtig god til at handle efter det. I stedet for at droppe, hvad andre mennesker tænker om mig og “bare” være mig selv.

Mest af alt fordi jeg er en pleaser. Jeg er god til at please andre mennesker. Hvilket i og for sig er en sympatisk egenskab – men den medvirker desværre også, at jeg ofte glemmer at please mig selv. Jeg sætter mig selv i anden, tredje, fjerde række.

Men i år vil jeg dyrke min egen frihed! Jeg vil dyrke min handlefrihed, dyrke min selvstændighed og uafhængighed. Jeg vil ikke være afhængig af andre menneskers meninger og tolkninger af mig som person. Jeg vil være fri til at være lige den Jeanette, jeg har lyst til at være.

Foto af: Rebecca Brincker

For mig handler det også om, at jeg er god til at lægge begrænsninger for mig selv. Fordi jeg måske godt kan skamme mig eller være flov over, hvem jeg i virkeligheden er. Men jeg ER god nok som jeg er.

Og den personlige frihed vil jeg gerne nære og lade vækste i år.

For mig er frihed, at jeg giver mig selv lov til at gøre noget, uden at spørge andre om lov først. Også uden at spørge mig selv om lov først. Kan I følge mig?

Jeg er nemlig god til både at sætte mit eget lys under en skæppe og til at punke mig selv for mine valg, meninger og handlinger. For hvad nu hvis, det ikke er godt nok? Hvad nu, hvis andre ikke billiger. Hvad nu, hvis det jeg gør ikke er det rigtige?

Men jeg vil gerne dyrke den følelse af, at mine valg er okay – så længe de er rigtige for mig.

Jeg vil gerne fralægge mig mine egne opfattelser og ideer om, hvad sociale konventioner og normer dikterer. Jeg vil gerne være fri for negative tanker og handlemønstre – især dem jeg er så god til selv at opstille og dyrke.

Jeg vil gerne være mig selv – og have friheden til det.

Foto af: Rebecca Brincker

Jeg vil gerne kunne råbe pik og ikke kere mig om, hvad andre tænker om mig. Mine handlinger og min person, skal ikke dikteres af min opfattelse af, hvad andre mennesker måske eller måske ikke tænker om mig. Om det så er positive eller negative tanker.

For det er ikke kun de negative tanker, jeg kan lade mig diktere af. Det er også, om andre mennesker virkelig synes om mig. Om de synes nok om mig. Og ikke mindst, hvordan jeg kan få dem til at synes bedre om mig.

Og givet – jeg vil ikke begynde at opføre mig som en egoistisk idiot overfor andre mennesker. For sådan en person er jeg slet ikke. Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at agere efter, at jeg så gerne vil have, at andre skal kunne lide mig.

For jeg er perfekt – præcis som jeg er. Og jeg vil ikke længere lade min ide om andres meninger lægge en dæmper for, at jeg står på en bjergtop og råber ud i dalen, at jeg ER pisse sej!

2017 var startskuddet på, at jeg begynder at sætte mig selv og mine følelser først (selvom det stadig var et effin hårdt år, hvor andre mennesker ofte kom først).

Jeg vil gerne have friheden til at vælge mig – til at vælge for mig selv og til at sige nej.

Og jeg vil gerne blive bedre til at åbne mig op – både overfor andre mennesker, men også overfor mig selv. Dén frihed er meget vigtig for mig i år – at jeg vil give mig selv friheden til at åbne op, tage imod mine følelser og oplevelser på min vej. Og ikke mindst give mig selv friheden til at lukke andre mennesker (og deres følelser) ind.

For er der noget, jeg er god til, så er det at holde mennesker på afstand. Jeg lukker meget sjældent folk ind, hvor der er rum for sårede følelser. Hvor jeg viser sårbarhed. På den måde er jeg lidt en gammel træmand. Jeg vil helst ikke vise mine dybe og store følelser for andre mennesker. Jeg vil helst ikke vise, at jeg også har mine ting at slåes med. At jeg også bliver ked af det. Jeg vil helst ikke vise, at jeg kan være svag. Selvom det er en kæmpe styrke at kunne gøre netop det med andre mennesker. Og jeg vil gerne give slip på de stramme bånd, jeg lægger på mig selv – og blive fri for dem.

Jeg er på den anden side mægtig god til at lukke mig selv ind hos andre! Jeg er fuld af kærlighed til de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg er meget kærlig, betænksom og glad – og går langt for andre mennesker. Nu skal jeg lære at gå langt for mig selv.

 

Har nogle af jer valgt et ord for året? Og vil I dele det her? Det vil være virkelig spændende at høre jeres ord og tanker omkring det.

Mere savn

/2 Comments/in , , , /by

Foto af: Katarina Natalie KN Photographs

Vinden får mit hår til at kilde mine kinder. Det er på én og samme tid rart og irriterende. Ligesom en drillende brise en varm sommerdag. Det er meget rart at mærke vinden på min bare hud. Men samtidig kilder det. På en irriterende måde…

Jeg kigger ud af vinduet. Undrer mig. Over hvad jeg laver.

Jeg tager et sug på min cigaret. Jeg kan ikke udstå, når folk kalder det smøger. Men jeg gør det selv. Bare ikke nu.

Jeg savner Odense lige nu. Jeg savner mennesker, jeg kender. På en måde er det en ambivalent følelse. For hver gang jeg er ”hjemme” hos mine forældre savner jeg netop byen. Mit eget hjem. Min trygge base.

Men når jeg er i Odense savner jeg min familie. Det er et emotionelt paradoks.

Jeg slukker min cigaret. Lukker vinduet. Sætter mig ved skrivebordet.

Musikken spiller på min telefon. Fever Ray synger ud i lokalet. Det irriterer mig. At musikken fylder lokalet op. Jeg kan ikke forklare, hvorfor…

Jeg finder mine høretelefoner frem. Sætter dem i bunden på min telefon. Lader tonerne strømme direkte ind i mine ører i stedet for at fylde rummet. Det hjælper på min irritation.

Hvordan kan savn være på konfust? Det ændrer sig så hurtigt for mig. Jeg rokker hovedet i takt til musikken. Kigger ud gennem ruden. Ser skyerne danse forbi mine øjne. Konstaterer, at lyset forsvinder langsomt væk fra dagen.

Min kaffe er ved at blive lunken. Jeg drikker den lidt hurtigere. Sætter noget andet musik på min telefon.

Min brystkasse er tung. Nu er det helt mørkt udenfor.

Savn er en mærkværdig følelse. En følelse jeg har følt meget i år. For jeg har mistet ret mange ting i år. Når jeg skriver ting, mener jeg mennesker. Oplevelser. Rare følelser.

Og de ting savner jeg. Jeg savner nogle mennesker, jeg ikke troede, jeg skulle miste. Lige nu savner jeg mit eget hjem. Jeg savner følelsen af at gå rundt med strømpefødder på mit bløde trægulv. Jeg savner at åbne min altandør og kigge ud over byen. Jeg savner lyden, når min nye hoveddør lukkes.

Min brystkasse er stadig tung og min hals snører sig sammen. I år har jeg prøvet at omfavne mine følelser. Jeg har prøvet at acceptere dem. Store som små. Rare som ubehagelige. For det er gået op for mig, at det er okay at føle. At mine følelser er legale. At det godt for mig at føle dem og være i dem.

Følelsen af savn er en af de følelser, der er mere komplekse. Hele mit følelsesregister har udviklet sig det sidste år, så det generelt er ret komplekst. Men ’savn’ er i sig selv en kompleks følelse. For den kan være rar at føle. Fordi jeg savner noget rart. Fordi jeg savner oplevelser, der var rare og dejlige og varme. Og personer der var det samme.

Den kan også være en knugende følelse i maven. En ond følelse, der sætter sig som et stramt net over hele min krop. Så jeg ikke kan være i min krop, men har lyst til at bryde ud.

Jeg har gennem det sidste år lært at håndtere dét. Lært at håndtere de følelser, der ikke er rare. Dem som vi helst glemmer det øjeblik, vi føler dem.

Nogle gange savner jeg at savne. Jeg savner at have nogen at savne. Og det er også en sær følelse. Ikke at have noget savn overhovedet. Hvordan kan man mangle at savne nogen? Eller noget?

Min kaffekop er tom. Kaffen var til sidst mere kold en lunken. Jeg drak den alligevel. Jeg kan se dråber på ruden nu og jeg har igen sat Fever Rays stemme til at spille i mine ører.

 

Fynske Influencers – et sejt fællesskab (og noget om vores event hos OS)

/2 Comments/in /by

Er I også ved at være ret fyldte af julemad og konfekt? Eller er det kun mig?

Jeg tilbringer juledagene hjemme hos mine forældre. Hvilket er dejligt – og fyldt med lidt ambivalens. Jeg kunne se på min story på Instagram forleden dag, at jeg ikke er den eneste, der elsker at komme hjem på besøg til jul – men som også savner sin egen lejlighed og rutiner.

Nu har jeg været “hjemme” de sidste fire dage, og jeg kan godt mærke, at jeg savner mine egne rutiner i Odense. Der varer dog at par dage endnu, inden jeg vender snuden mod Odense.

Men lige inden jeg tog afsted afholdte jeg sammen med Rebecca Brincker et Fynske Influencers event i samarbejde med Odense Symfoniorkester. Og det vil jeg gerne dele lidt mere om herinde.

Jeg tænker nemlig, at der måske er nogle af jer, der ikke er helt sikre på, hvad det dér Fynske Influencers egentlig er. Så det vil jeg udrede her – og fortælle lidt om det event vi afholdte 20. december.

Der er lidt en pre-historie til Fynske Influencers. Rebecca og jeg mødte først hinanden tidligere i år til en bloggerbar på Privaten (den jeg holdte med Christina og Jeanett). Her var Rebecca så frisk at tage med mig hjem til en havefest, der var opstået spontant i min have, mens jeg var til bloggerbar… Ja sådan nogle ting sker åbenbart for mig.

Det var virkelig hyggeligt. Vi endte med at være en masse af mine gode venner og en masse bloggere samlet i min have til sent ud på aftenen. Rebecca lånte en jakke af mig, da vi tog festen videre ind til byen.

Den jakke fik jeg først tilbage for en måned siden. Og indtil da har Rebecca og jeg mødtes utallige gange, hvor vi begge har glemt jakken. Og heldigvis for den dumme jakke, for vi blev ved med at mødes. Og fandt ud af, at vi begge to egentlig var ret seje og nød hinandens selskab.

Vi bloggede begge to, og følte begge, at der manglede et fællesskab blandt alle bloggerne på Fyn. Et community, hvor alle bloggere var velkomne. Hvor vi kunne mødes og udvikles sammen. Lære af hinandens erfaringer og blive bedre til det vi elsker at gøre – at blogge og dele.

Jeg havde allerede oprettet en Facebookgruppe – Fynske Bloggere – hvor alle bloggere kan dele deres indlæg. Både til hinanden og til læsere. Så hvis du gerne vil se en masse inspirerende indlæg fra bloggere på hele Fyn er det i denne gruppe.

Samtidig gik jeg med tankerne om en form for netværk blandt alle bloggere på Fyn og luftede mine tanker for Rebecca. Jeg kunne ikke rigtig sætte flere ord på mine tanker, men Rebecca greb straks bolden – og sammen fik udviklede vi en Facebook-gruppen til Fynske Bloggers. Et netværk for alle fynske bloggere.

Vi udviklede hurtigt konceptet – vi startede med en Instagramprofil, hvor vi formidler inspirerende billeder – og i dag er vi et stærkt community på over 60 medlemmer!

Vi vidste fra starten, at vi gerne ville inkludere ikke kun bloggere, men også insta-bloggere. Altså bloggere, der ikke har et domæne, men blogger fra deres Instagram-profil.

Noget af det vigtigste for os er, at vi mødes fysisk alle sammen og skaber de ægte relationer os alle imellem. Netop for at kunne sætte ansigt på profilerne fra blogge og Instagram og snakke sammen – sådan rigtigt snakke sammen.

Derfor besluttede vi os for at have “meet-ups”. Det er er uformelle events, hvor alle medlemmer af netværket bliver inviteret. Her kan vi mødes, snakke sammen og lære hinanden at kende. Det første meet-up holdte vi på Café Fleuri. De var så søde at sponsorere lækker kaffe og snacks til os.

Og det var denne eftermiddag, at vi talte med nogle af bloggerne om, at vi skulle ændre vores navn fra Fynske Bloggere til Fynske Influencers. Simpelthen fordi vi også inkluderer insta-bloggere og fordi, begrebet influencer er mere dækkende for, hvad vi er.

Vi er influenter, der influerer på de sociale medier. Hvad end det er gennem vores eget domæne, eller gennem en blog på Instagram. Så vi tog en hurtig beslutning og ændrede navnet med det samme. Der er ikke langt fra tanke til handling hos os, hah!

Udover meet-ups holder vi også mere almindelige blogger-events, og det seneste holdte vi i samarbejde med Odense Symfoniorkester.

Her mødtes vi i Kirkesalen (den ligger i “det gamle” museum Møntergården på Overgade), hvor vi blev forkælet med lækre bobler og ikke mindst fine anretninger fra Små Retter. Pernille, der har Små Retter, lavede de lækreste små retter (pun not intended) til os. Jeg kan på det kraftigste anbefale hendes mad! Hun var virkelig også perfektionistisk omkring det!

Bagefter tog vi i symfonien, hvor vi hørte koncerten Christmas Carols. Et samsurium af julemusik fra de sidste 400 år.

Jeg har været i symfonien før, og ved, hvor smuk musikken er derinde. Alligevel blev jeg blæst bagover af den smukke musik og ikke mindst den unge tenor, der sang hele salen op uden en mikrofon. Det er noget af det særlige ved symfonien – de bruger ingen forstærkere. Rummet af lavet så lyden kan bæres uden fortstærkere. Hvilket jeg synes, var helt mageløst. Ikke mindst fordi jeg er vant til, at alt musik jeg hører (fx. på arbejde til koncerter) er med lydforstærkere.

Nå men altså – den aften var virkelig god. Der blev netværket en masse og vi fik alle en fantastik oplevelse.

Jeg synes det er virkelig sejt, at vi har fået skabt det her netværk for alle influencers. Ikke mindst fordi, der findes så mange netværk indenfor alle mulige andre faggrupper. På mit designstudie var jeg også med i et virkelig sej netværk. Og det giver altså noget at være en del af et netværk indenfor ens felt eller fag- eller interesseområde.

Er du med i nogle netværk? Det kan måske være gennem en fagforening, studie eller arbejde? Jeg er så glad for at være co-creator til Fynske Influencers med Rebecca – og virkelig glad for alle de seje mennesker, der har lyst til at være en del af vores community! Og jeg har også tidligere arrangeret andre bloggerevents, så det ligger egentlig ret lige til for mig at lave denne slags.

Jeg tror på, at det er gennem mødet med andre mennesker, at vi kan udvikle os – og ikke mindst møde spændende mennesker, der måske kan åbne nye muligheder for os. Og visa versa.