En overraskelse, 30 grader og ægte familietid

• 

• 

• 

Nåh men ja, så tog vi til Spanien for at overraske og holde ferie med min mormor, morfar og onkel Niels, (eller ja, det er egentlig min mors onkel, men mi casa su casa når det drejer sig om onkler).

Det har været en rejse, vi har planlagt siden det tidlige forår og i guder, hvor har det været svært at holde tæt. Jeg har glædet mig mere til dette end noget andet i lang tid. Det var så svært ikke at kunne sige noget om det, fordi jeg bare var så spændt.

Der var også et par gange, hvor jeg var ved at lave nogle smuttere, da jeg snakkede i telefon med eller så min mormor og morfar. Men jeg har holdt mig i skindet. Det er jo egentlig også noget tid siden, at vi kom hjem. Men jeg følte alligevel for at dele oplevelsen herinde. Måske også bare så jeg selv kan mindes tilbage.

• 

• 

Tiden op til og efter er gået så hurtigt. På den måde er tid jo en relativ størrelse. For det har føltes om tusind år at skulle vente på at tage afsted, og nu er det hele overstået på, hvad der føles som et blink med øjnene.

Alt gik heldigvis lige efter planen. Det var også en omfattende plan, men alt faldt bare i hak.

Min mor havde aldrig fløjet før, da hun altid har haft angst for at flyve. Men det gik over alt forventning. Både derned og hjem.

Samtidig var min søster, svoger og lille niece med. Det gik også rigtig godt med min niece, der tog hele rejsen i stiv arm og var den sødeste baby i verden. Ikke at jeg er bias eller noget… Mit mosterhjerte banker måske lidt hårdt haha, men hun er dælme også cute.

Alt skulle planlægges og tilrettelægges ned til mindste detalje, så min mormor, morfar og Niels ikke opdagede noget.

• 

• 

• 

• 

Turen derned gik fantastisk. Selvom vi skulle flyve kl. bæ om morgenen, dvs. kl. 5.55, og vi var virkelig trætte alle sammen, så vi var også fyldte af spænding og begejstring over ferien sammen.

Da vi landede tog vi en taxa til hotellet og så crashede vi ellers alle sammen. Vi fik en tiltrængt morfar om eftermiddagen. Ingen af os kunne holde os vågne.

Efterfølgende gik vi en tur rundt på hotellet og fik lidt sen frokost.

SÅ var det tid til at finde onkel Niels, mormor og morfar! Vi vidste, hvilket hotel de boede på, og havde med vilje booket vores eget hotel i gåafstand.

Vi trængte vist også til en gåtur efter timerne i flyveren, og det var en god måde lige at få set nabolaget på. Da vi er nået 2/3 af vejen prøver vi at ringe til min mormor og høre hende, hvad de laver. For vi vidste reelt ikke, hvor de var henne på det tidspunkt. Så vi tjekkede lige, at de rent faktisk var på hotellet. Det var de heldigvis, så vi fortsatte vores gåtur.

Da vi nåede hotellet spurgte vi i receptionen, hvilket værelse de boede i. Det viste sig så, at vi har vadet frem og tilbage foran deres altan på 3. sal for at komme hen til receptionen. Det var SÅ heldigt, at de ikke lige kiggede ned, for vi stod vitterligt lige foran dem.

Vi hviskede også alt imens vi gik frem og tilbage, haha, hvilket nok egentlig var ret fint. For ellers havde de sikkert hørt os.

Anyways – vi finder deres værelse og stiller os alle op. Jeg filmer og vi står alle stimlet sammen foran døren og min søster banker på. Der går lige et par sekunder, hvor vi er bange for, at de ikke er hjemme alligevel eller, at vi har taget fejl af værelserne. Det ville være antiklimaks.

Jeg tror vi alle kan høre hinandens hjerter banke på dette tidspunkt.

Indtil dørhåndtaget bevæger sig og døren åbner halvt. Vi venter alle i spænding. Vi ser min mormors ansigt titte frem.

Så går hun et skridt tilbage og lukker næsten døren, da hun kalder på de to andre. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker eller føler på det tidspunkt. Andet end begejstring. For det var tydeligt at se, at hun blev glad. Og meget overrasket.

Hun åbner døren helt og stiller sig stolt og tager imod os. Jeg glemmer aldrig de sekunder. Min svoger går frem og krammer hej og så vælter vi alle ellers ind.

Eller dvs. min mor stod tilbage, hvor min mormor ikke havde set hende. Så jeg siger “se, hvem vi også har taget med”, og min mor træder frem. “Eeeeeeiiihhj” udbryder min mormor, som et stykke af himlen var faldet ned foran hende.

Jeg krammer min mormor på vej ind af døren og min morfar der kommer gående og så Niels. Der alle er ligeså overrasket og glade for at se os. Min mormor er endda virkelig overrasket. Med en enkelt tåre eller to i øjenkrogen, da det går op for hende, hvad der egentlig sker.

At vi er taget hele vejen ned til dem for at holde ferie sammen. Overraske dem og hygge med dem.

De næste dage går alt for hurtigt. Jeg bruger den ene eftermiddag kun med min mormor og morfar og det er simpelthen så hyggeligt. Vi går tur, snakker, drikker en kold øl og får købt et par souvenirs til Nicolai.

En af aftener spiser vi allesammen sammen og en anden dag går vi en tur i centrum og ser, hvor de normalt sætter sig på café. Senere spiser vi sammen i centrum, drikker en friskpresset juice på deres stamsted i centrum og ja, bare hygger. Indånder atmosfæren og skaber gode minder.

Det var egentlig også formålet med rejsen. At vi skulle skabe minder sammen. Det er mange år siden vi alle har været på ferie sammen. Måske 15? Så det at opleve sammen igen var værdsat. At skabe en tur sammen som vi kan tænke tilbage på. Som noget rigtig dejligt.

Noget helt andet er, at det er et fabelagtigt tidspunkt at tage til varmere himmelstrøg på. Der slut september-start oktober. Lige at få et ekstra skud d-vitaminer og slappe af inden efteråret.

Nu snakker vi om at planlægge endnu en tur. Ikke nødvendigvis for at overraske nogen hah! Tror ikke de hopper på den igen. Min mormor tror desuden, at alt vi siger nu er løgn. Mest fordi vi ofte, inden deres rejse, ivrigt spurgte indtil deres forestående ferie, og bildte dem alt muligt ind, at vi skulle i den periode. Så de ikke fattede mistanke. Da vi ringede til dem dernede, da vi var på vej til deres hotel, bildte jeg dem også ind, at jeg var på vej på arbejde på cykel, og at jeg måtte stoppe og kigge ondt efter en (fiktiv jo) bil, der ikke holdt sin vigepligt. Så vi kan helt sikkert ikke bilde hende noget på ærmet mere. Det har vi vist selv bedst om.