Archive for category: HVERDAGSSKRIVERIER

Jeg tramper i pedalerne. Jeg kan ikke finde ud af andet. Det skal gå stærkt. Jeg overhaler en pige foran mig. Tjekker, at jeg er kommet langt nok foran til, at jeg kan holde til højre igen.

Mine tanker flyver. Jeg er en dagdrømmer. Af den slags, der opfinder scenarier, der sikkert aldrig kommer til at ske. De er rare min dagdrømme. De er fulde af håb, ønsker og… drømme.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kunne drømme om de ting, der sker for tiden. Nogle gange overgår virkeligheden min fantasi.

Jeg rækker min højre arm ud. Jeg er en fast tilhænger af, at vi skal kommunikere til mennesker omkring os, hvor vi er på vej hen. Både for deres og vores egen skyld. Jeg bander ofte over dem, der ikke giver mig besked.

Det var nok ikke i mine drømme, at jeg skulle være her i mit liv, hvor jeg er i dag. At jeg skulle være alene. Single. Men det er jeg. Jeg er lykkelig i dag. Det var jeg også, da jeg havde en kæreste. Min egen lykke er altid det vigtiste for mig.

Det slår mig, at jeg lyder egoistisk. Det er jeg nu ikke. Jeg er bare mig selv. Min egen lykkes smed.

Solen glimter og jeg kniber mine øjne. Jeg har svært ved at se, hvad der sker foran mig. Jeg sænker ikke farten af den grund. Jeg kan mærke, at sveden finder vej på min ryg. Små dråber begynder at forme sig. Jeg bander af mig selv over, at jeg ikke kan finde ud af at sænke farten. Jeg aser og maser.

Jeg er en aser. Sådan én, der aser. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med det. Jeg har det nu ret fint. Nu jeg tænker over det.

Jeg nyder mit selskab. Mit eget selskab. Det har altid været en prioritet for mig. At kunne give mig hen til mine tanker. Måske er det derfor, jeg dagdrømmer så meget?

For tiden er dagdrømmeri ikke noget, jeg har særlig meget tid til. Alligevel formår jeg at gøre det. Indimellem alle de andre tanker og projekter.

Jeg drømmer om fremtiden. Om fortiden. Om nutiden.

Jeg drømmer om varme lande. Om det kolde nord. Om andre mennesker.

Ofte drømmer jeg om relationer. Om hvad jeg ville sige og gøre, hvis jeg helt selv kunne bestemme en oplevelse.

Tit drømmer jeg om, hvad jeg ville have gjort anderledes. Jeg fortryder ikke ting, jeg har gjort. Men jeg drømmer alligevel tit om, hvordan jeg kunne have gjort dem anderledes.

Det er sjovt med drømme. Nogle gange sker de. Ikke fordi de går i opfyldelse. For jeg ønsker ikke ting. Men jeg har prøvet, at mine drømme er sket i virkeligheden.

Måske er det sundt at drømme? Måske er mine drømme med til, at jeg ubevidst får mål?

Jeg rækker min venstre hånd i vejret. Kigger mig bagud. Mærker at sveddråberne har manifesteret sig til flere. Jeg sukker over min egen utålmodighed. Det kan bare ikke gå langsomt. Jeg sætter venstre fod i jorden og finder fæste med den højre. Stopper helt op og kigger fra side til side.

Så afsted igen. Helst i fuld fart. Jeg har ikke tid til pause. Eller til at ændre farten. Jeg bander lidt over vinden. Den hiver fat i min store cykelkurv. I blæsevejr hader jeg den. Når jeg handler elsker jeg den.

Jeg har et ligeså kompliceret forhold til mine dagdrømme. De giver mig et pusterum i løbet af dagen. De giver mig tænkepauser, hvor det er nødvendigt.

Jeg drømmer om en mand. De drømme har jeg ikke så mange af for tiden. Mest fordi jeg har det rigtig godt, hvor jeg er i mit liv lige nu. Ved at være mig selv.

Jeg forestiller mig, hvordan vi griner sammen. Hvordan han synes, hundene er søde. Hvordan vi henter mad og spiser sammen.

Så hiver vinden igen fat i min kurv og jeg glemmer, hvad jeg drømte.

Rundkørsler er sjove at komme forbi. De kræver mere opmærksomhed. Mere kommunikation. Jeg hiver min højre arm ud til siden og drejer ned af det sidste stykke på min vej.

Nu går det let. Det går ned af bakke, og jeg tramper endnu hårdere. Får mere fart på. Nu mærker jeg vinden på mine kinder. Min øjne løber i vand pga. kulden. Farten bruger jeg på vej op ad bakken. Det giver momentum.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg opfinder mine drømme…

Jeg ved bare, at jeg gør det.

Foto af Rebecca Brincker @hjernestorm

I starten af 2017 valgte jeg ét ord, der skulle være min abstrakte og mentale guide gennem hele 2017. Jeg reflekterede over ordet i dette indlæg, hvor jeg også i store træk deler, hvad mit 2017 har budt på.

I var flere, der var positive omkring min refleksion og nysgerrige på det at vælge ét ord som en indre guide for et helt år.

For selvom det måske lyder uoverkommeligt at følge ét ord gennem et helt år, så har det for mig været noget af det bedste ved året.

Jeg valgte ordet ‘courage‘ som guide i 2017, og det gjorde jeg gennem en relflekterende, men hurtig proces.

Jeg brugte nemlig en skabelon, der kunne guide mig igennem den mentale proces, det er at vælge ét ord som guide.

Skabelonen udfyldte jeg og hængte på min opslagstavle. Så blev jeg hver dag mindet om både mit udvalgte ord, men også om processen og de tanker jeg gjorde mig undervejs.

Da I netop var flere, der delte min begejstring for at droppe nytårsforsætter og i stedet vælge ét ord som guideline, besluttede jeg mig for at opdatere min skabelon til 2018 og dele den herinde med jer.

Måske den kan komme nogle af jer til nytte?

Der er flere gode grunde til at vælge ét ord for året.

• Du får en guide gennem alle aspekter af dit liv gennem et år. Det giver en ro og klarhed i forhold til, hvordan du håndterer forskellige situationer.
• Jeg besluttede mig i 2017 for, at jeg skulle være modig i alle aspekter af mit liv. Det har betydet, at jeg har udviklet mig meget. I forhold til andre mennesker, i forhold til min familie, på mit arbejde, med mig selv og ikke mindst i de projekter jeg kaster mig ud i. Det giver dig et ekstra skub og selvtillid at have ét ord at “læne” dig op ad.
• Du SKAL ikke følge nogle forsætter, som du med tiden mister interesse i eller ikke har ressourcer til. Hvad end det er at du vil løbe tre gange om ugen, du skal tabe de sidste famøse fem kg, du gerne vil besøge din familie oftere etc. For mig gjaldt det, at jeg hurtigt mistede interessen i at “overholde” mine nytårsforsætter. Men det har fungeret så godt at have et ord, jeg lod mig guide af i stedet.
• Det er overkommeligt. Du skal på en måde ikke “gøre noget”. Du skal blot have dit ord i baghovedet og tillade, at du tager dine beslutninger efter det. Men det er noget, du nemt kan inkorporere i dit liv.
• Du tager dine beslutninger ud fra dit ord. Dette giver en enorm tryghed, da dit ord er dit pejlemærke. For mig betød det, at jeg var modig i mine beslutninger. Jeg følte, at jeg havde noget at støtte mig op ad, og hvor begrænsende det end lyder, så fungerer det helt modsat. Det var en stor befrielse at lade mig guide af, at jeg skulle være modig i alle aspekter af mit liv.

Skabelonen er ret “nem” at udfylde i den forstand, at den består af tre trin.

Trin 1:
Her skal du skrive en masse ord ned, der inspirerer dig. Jeg har selv skrevet nogle af mine ord ned i skabelonen, og måske nogle af disse også inspirerer dig. Ellers kan du nemt skrive flere til.

Trin 2:
Fokuser på forskellige aspekter i dit liv, og prøv at sætte nogle ord på, hvad du gerne vil opnå for dem i 2018.

Trin 3:
Ud fra de ord du har valgt som inspirerende og dine fokuspunkter, skal du nu vælge ét ord.

Kunne du finde på at vælge ét ord som guide i 2018?
Jeg er allerede ved at smage på forskellige ord, der kan være mit holdepunkt næste år. Det vil jeg selvfølgelig også dele herinde. Ligeså snart jeg har fundet på det altså.

Det er lidt den følelse, jeg sidder med i kroppen lige nu. Jeg har brugt dagen på at tage en masse billeder hos Beautified. Nu sidder jeg i min sofa. Med min dunbløde dyne, et halvt krus lunken øl og en lille hunni ved min side.

Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er tom. Jeg kan mærke, at jeg har det varmt, men jeg kan ikke finde ud af at rejse mig. Jeg er fanget. I sofaen. I  mine tanker. I mine manglende ord.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige mere herinde. Nogle gange ved jeg heller ikke, hvad jeg skal sige andre steder. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at fortælle flere ord her på  min blog. Men lige nu ved jeg bare ikke hvordan.

Det er en kombination af frygt for at fejle. Frygt for at skuffe. Og frygt for ikke at være god nok. For ikke at være en, der har nogle ord at fortælle. I hvert fald ikke nogle vigtige ord.

Men min brystkasse er ved at sprænges af ord. Måske er jeg bange for konsekvensen af mine ord? Måske er jeg den type, der tager lidt for meget hensyn? Unødvendigt hensyn til andre mennesker, der aldrig har bedt om, at jeg tager så meget hensyn. Måske er det fordi, jeg er bange for min egen reaktion, hvis jeg deler alle mine ord, der sidder derinde allerdybest. Alle de ord, der egentlig flår og skriger for at komme ud.

Alligevel er jeg stille. Min hals snørrer sig sammen rent fysisk, og jeg synker for at få spyttet væk. Mine fingre arbejder hurtigt, men tungt og jeg kan ikke finde ud af, om det de gør er det rigtige. Men nu kommer de ud. Ordene. Og så må jeg tage chancen.

For jeg har besluttet mig for, at i år skal jeg være modig. At jeg skal turde gøre ting. Komme ud af min komfortzone. Men hvad gør jeg, når jeg slet ikke aner, hvor den zone er henne?

Når jeg er bange for at vælte ud over verdenskanten og ud i dybet. Hvad gør jeg, når det føles som om, ordene presser på indefra som en dæmning, der er ved at springes?

Skriver jeg bare? Og håber på det bedste.

Jeg er sikker på, at det er mit selvværd, der spænder ben for mig. Der suger mig tør for ord. Der efterlader mig fyldt med krumblende sandstøv.

Men nu skriver jeg. Lidt i rådvildhed. Lidt i trodsighed.