Archive for category: HVERDAGSSKRIVERIER

Jeg ved det godt. Det er en lidt mærkelig analogi. Men altså. Det er noget jeg har funderet over det sidste stykke tid. Faktisk hver gang Facebook så velmenende minder mig om mine Facebookvenners fødselsdage. ”I dag er Birtes fødselsdag. Ønsk hende tillykke! GØR DET SÅ!”.

For der er mange af mine “venner” på Facebook, som egentlig ikke er mine venner. I ved. Som ikke er mine “friends”. Mange af dem er allerhøjest bekendte fra en fjern fortid, jeg ikke selv er sikker på nogensinde har fundet sted. Kender i det? At det nogle gange føles som om, man slet ikke har levet sit eget liv. Fordi der er sket så mange ting for så mange år tilbage, at det umuligt kan være en selv, der har oplevet og gjort de ting? …. Nej? Nårheh.. Måske det bare er mig..

Men altså. De hersens “venner”. De er egentlig ikke venner mere. Det er ofte personer fra gamle omgangskredse, der er blevet opløst af tidens gnavende tand. Eller grupper af personer, der blev skabt på grundlag af en fælles grobund, der ikke længere eksisterer. Som et studie. Eller en sport. Eller bare en fælles interesse for at skeje ud i byen hver weekend.

Men mange af disse personer har jeg ikke talt med i, hvad der føles som 14 år. I nogle tilfælde er det helt sikkert også tilfældet. Andre personer har jeg faktisk næsten ikke talt med. ”Og hvorfor er vi så blevet venner på Facebook tænker du?” Jamen det er vi, fordi dengang jeg begyndte at bruge Facebook, så blev man venner med næsten alle man mødte på sin vej. Man tilføjede venner ligeså hurtigt som chips’ne forsvinder fra posen når jeg først har åbnet den… Det gjorde jeg i hvert fald dengang. Og alle omkring mig tilføjede venner med samme hast.

Derfor er jeg i dag venner med personer fra min folkeskoletid, som jeg faktisk aldrig rigtig har talt med. Hverken i folkeskolen eller på Facebook. Men jeg er venner med dem alligevel. Fordi det var kutyme dengang jeg kom på Facebook, at jo flere venner man havde, jo sejere var man. Er det ikke rigtigt?

Sådan har jeg det bare ikke i dag. Jeg aner faktisk slet ikke, hvor mange venner jeg har på Facebook mens jeg skriver dette indlæg. (310. Jeg tjekkede lige). Men det betyder heller ikke noget mere. Jeg er absolut ligeglad med, hvor mange venner jeg har. For det handler ikke længere om kvantitet. Det handler om kvalitet. Det handler om værdien af de relationer, jeg har. Det handler ikke om, hvor mange relationer jeg har. For antallet kan være lige meget, hvis de ikke bidrager med noget positivt i mit liv. Hvis jeg ikke engang kan huske, hvornår jeg sidst har talt med dem. Enten real life eller online.

Så måske burde jeg bare slette dem? De personer jeg ikke længere har et decideret forhold til. Men hvorfor gør jeg det så ikke?

Og så slog det mig. Måske er nogle af mine glemte ”venner” på Facebook, hvad noget af mit glemte tøj er i mit tøjskab.

Kender I ikke de stykker tøj, der bare hænger derinde bagerst og aldrig ser dagens lys? Trøjer, kjoler og bukser vi ikke længere bruger, men som stadig får lov til at ligge derinde. Måske fordi vi ikke lige får smidt det ud? Måske fordi vi engang har elsket den kjole besat med grønne pallietter (jeps sådan en har jeg) og ikke nænner at smide den ud? Eller aflevere den til genbrug… Eller den gamle sweater, der snart kun består af sytråde og optimisme, som vi har gået med gennem hele vores teen-periode, men som vi absolut ikke længere rigtig kan passe?

Og de stykker tøj burde måske bare smides ud? Ligesom de dersens Facebook-”venner” bare burde slettes. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare? Smider de aflagte laser ud. Trykker på ”un-friend”-knappen og kommer videre.

Jeg ved det ærlig talt ikke. Måske pga. nostalgi omkring en tid, der engang var. En tid, hvor jeg snildt kunne danse hele natten væk i en smaragdfarvet, glimtende kjole med mine “venner” omkring mig. En tid, hvor jeg kendte en masse mennesker, som jeg ikke rigtig kender mere, men som jeg stadig føler, at jeg har et forhold til. Måske fordi jeg føler, at hvis jeg først smider den kjole ud, eller sletter en svunden ven, så er de gone for good! Så er der ingen vej tilbage. Jeg kan ikke hente kjolen tilbage fra containeren. Jeg kan ikke un-un-friende en person på Facebook.

Men måske er det nogle gange, hvad der skal til? Altså at få smidt ud og slettet. For at der kan blive plads til noget tidssvarende i tøjskabet. Og på min Facebookvenneliste….

Jeg er godt i gang med at dyrke mit ord, der skal guide mig igennem dette år. Dette indlæg er en del af den proces.

For det her med GRL PWR – ‘Girl Power’ for dem, der ikke er nede med slang – er noget, der har ligget mig på sinde at snakke om i lang tid. Nok ligeså lang tid som jeg har haft min tatovering  – og det er immervæk siden april 2017.

Og lige en indskydelse omkring det med tatoveringer – jeg lavede en livestory omkring mine tatoveringer på Instagram nogle uger tilbage, som var ret populær. Men jeg tænker, at et indlæg om dem alle sammen også kunne være interessant – oder was?

Jeg har jo alligevel et par stykker – og jeg tager ikke mine tatoveringer og “de sidder der jo resten af livet!”-kampagner alt for alvorligt. De er tænkt som statements, udsmykning og spas. Jeg har faktisk én, som jeg ikke er sååå glad for mere. Men hva’ fa’en – den er en del af mit og mit liv på det tidspunkt.

Min tatovering med GRL PWR er – som I måske kan regne ud – et statement. Både for mig selv og til andre.

Den er ganske uoriginal – og er set i mange forskellige udgaver. Men lige min udgave elsker jeg meget højt. Alle min tatoveringer sidder i øvrigt obskure og lidt pudsige steder, og denne sidder på min højre underarm, lige under albueledet og ind mod mig selv. Lige på det tynde hud… Jawsa det kunne også godt mærkes. Jeg hader i øvrigt at blive tatoveret! Jeg har aldrig forstået dem der “elsker at mærke smerten og nærmest bliver høj på det”. Det eneste jeg bliver høj på, når jeg bliver tatoveret er det bland-selv-slik og cola jeg plejer at tage med mig! Denne tatovering er lavet af Patrick fra Black Forest Tattoo (den ligger på Nørregade i Odense), og både Patrick og Rie derinde er skide dygtige.

Min GRL PWR sidder sådan, så hvis jeg står med armene ned langs siden af kroppen, så kan man ikke se den. Men ligeså snart jeg rækker armen lidt ud, er den tydelig.

Og den betyder alverden for mig.

For hver eneste dag minder den mig om rigtig mange ting.

Den husker mig på, at JEG er skide sej. At jeg er stærk og at jeg har POWER. Den husker mig på, at jeg er en selvstændig kvinde, der gør noget. Jeg er ikke en do nothing bitch. Jeg er en do something bitch. Jeg ligger ikke hjemme på sofaen og venter på, at appelsinerne falder i min turban. Det sker nogle gange jo – men oftest fordi jeg selv knokler røven ud af bukserne for det. Jeg planter appelsintræet, plejer og passer det og venter på, at der vokser appelsiner på det, som jeg senere selv plukker.

Nogle gange vokser der få eller slet ingen appelsiner på mit appelsintræ. Og så forsøger jeg bare igen. For som talemåden siger; if at first you don’t succeed – try, try and try again. 

Og jeg er ikke længere bange for at være stolt af, hvad jeg opnår på min vej. Fuck Janteloven. Fuck de mennesker, der ikke kan tåle andres (min) succes. Fuck de negative stemninger, der kan opstå, fordi man arbejder hårdt og lykkes med ting.

Jeg er ogsåfærdig med at undskylde mine bedrifter. Og jeg er færdig med at tale dem ned og negligere dem. Både overfor mig selv og overfor andre.

For det er ellers noget, jeg har været god til. At tale mine egne bedrifter ned. Fordi jeg bliver fanget i stemningen af, at vi (kvinder) helst ikke skal tale for højt om vores bedrifter. Eller er det bare mig, der har haft denne følelse af, at vi skal være ydmyge og vente på, at andre roser os? I stedet for at rose os selv…

GRL PWR for mig betyder også, at vi kvinder skal stå sammen og støtte hinanden i livet! Vi skal heppe på hinanden og få hinanden til at lykkes.

Og nej – jeg kan ikke undslå mig, at jeg også helt sikkert har været en strigle overfor andre mennesker (kvinder). Jeg ved ikke, om det er hele ‘sladder-kulturen’ der lidt hænger over kvinder? Eller er det bare mig?

Men jeg har i mange år nu (og meget bevidst siden jeg fik min tatovering) været fortaler for, at vi kvinder skal droppe den negative stemning – og i stedet tale smukt om hinanden  – selv når vi ikke er sammen.

Det ændrer selvfølgelig ikke på, at vi mennesker er forskellige. Og vi kan og skal ikke kunne elske alle andre og lide hinanden. Men vi kan godt gøre en indsat for, at vi bliver bedre til, hvis ikke at tale dejligt om hinanden, så i det mindste droppe at ytre os, hvis vi ikke har noget pænt at sige.

Jeg tror også, at min tatovering betyder, at jeg husker mig selv på, at det er okay, at jeg tror og følger mine drømme i livet. At jeg ikke er fjollet, når jeg drømmer om at gøre og opleve ting. At jeg ikke skal undskylde mig selv, mine følelser og mine beslutninger overfor andre. At jeg ER sej! Og at de små ting også betyder meget. Og at andre menneskers meninger om mig ikke skal definere eller påvirke, hvad jeg gør.

Og så husker den mig på, at jeg aktivt vil vende talemåden ‘kvinde er kvinde værst” til “kvinde er kvinde bedst”. Jeg vil støtte mine medkvinder i deres eventyr. Hjælpe hvor jeg kan og råbe højt og bredt om de seje kvinder, jeg har i mit netværk.

Og så vil jeg tro på, at det, jeg gør, er godt nok.

 

Hold kæft det bliver et hårdt indlæg det her. Det kan jeg mærke allerede nu som ordene strømmer ud af mine fingre og ud på mit blanke worddokument. Jeg er næsten bange for at besudle det fine, hvide dokument med mine ord og følelser. Egentlig vil jeg måske endda bare gerne se og læse andres ord omkring dette emne. Men lige nu er det altså mine egne ord. Mine egen følelser. Der kommer fra et helt ægte og bart sted.

For ja. Jeg er nemlig blevet droppet af en veninde. Så meget droppet som veninder nu kan droppe hinanden. Der har ikke været nogen stor afskedsscene, hvor vi begge blev enige om, at vi skulle gå hvert til sit. Der har heller ikke været nogle akavede situationer efterfølgende, hvor vi har set hinanden gå med andre veninder ned ad gaden. Der har heller ikke været udveksling af ting vi havde hjemme hos hinanden.

For sådan et break-up var det nemlig slet ikke. Det var et dumt, ubehageligt og for mig bagholdsangrebent afslutning på et forhold to mennesker imellem. veninder, kærester. Det vil jeg vove at påstå i en vis grad, kommer ud på ét. For vi er vel alle bare mennesker med relationer til hinanden?

Og denne relation skulle altså åbenbart stoppes brat.

Efter lidt tumult i vores forhold, min eks-venindens og mit, gled det ligesom lidt langsomt ud i sandet. Altså vores venskab. Ikke tumulten. Jeg opfattede faktisk slet ikke tumulten. Måske det kan tilskrives, at jeg ikke er et emotionelt væsen. Dét argument tror jeg da nok bare lige, at ham herhjemme vil mane til jorden. Måske det var fordi, jeg ikke opfyldte hendes ”krav” om, hvad en veninde gør og er. Det var i hvert fald efter et afslag fra min side til hende, vores relation lige pludselig ændrede karakter.

Fra glade smil til akavede møder. Fra ugentlig varm kontakt til kolde afvaskninger. Fra varme kram til lunke håndtryk. Stemningen og vores relation var mærkbart ændret efter mit afslag. Til hvad og i hvilket format og omfang mit afslag fandt sted er egentlig dette indlæg uvedkomment og irrelevant. Et nej er et nej uagtet grunden og uagtet spørgsmålet.

Men det var det altså ikke for hende. ”Jeg måtte da bøje mig” – tror jeg hun tænkte. Jeg skulle give mig… For en ting, jeg ikke kunne. Sådan rent fysisk. Jeg kunne ikke være til stede ved en begivenhed, der betød meget for hende. Fordi jeg selv skulle deltage til en begivenhed, der betød meget for mig. En begivenhed, der faktisk betød mere for mig og min fremtid. Men som ikke overhovedet betød noget for hende. Men hendes behov kom altså først. Ikke mine. Og nogle gange; så er man en god veninde, hvis man kan lægge sine egne behov til side, og tilgodese andre. Andre gange er man en god veninde, hvis man forstår, at vi ikke altid alle sammen kan slå til overalt. Og opfylde andres behov på bekostning af egne følelser. Den dur sgu bare ikke.

Måske var JEG en dårlig veninde sådan et tilgodese mine følelser først. Fordi jeg satte mig selv og mine relationer til andre mennesker først. Men helt at afslutte et venskab, pga. et afslag. Det begriber jeg ikke. Jeg begriber ikke, at vores relation åbenbart ikke var mere værd, end at hvis jeg ikke kunne stille op for hende én enkelt gang; ja så duede jeg bare slet ikke. En skuffelse kan jeg udmærket forstå. En akavet samtale og måske en tid med en trykket stemning, for derefter at finde rytmen tilbage og komme videre.

Men helt at slette vores relation, og cutte kontaktet næsten fra den ene dag til den anden. Det har jeg aldrig forstået.

Jeg tror vi alle har haft den slags forhold og relationer til andre mennesker, der enten løbet i sandet, eller såre simpelt bliver lagt i dvale. For så, når tid og sted er, at vågne op igen til dåd. Men det skete ikke. Der skete til gengæld det, at jeg blev droppet. Jeg blev droppet som veninde. Og jeg gik i lang tid og følte, at det var mig, der var helt galt på den. Indtil det gik op for mig, at det var hende, der aldrig havde taget kontakt efterfølgende. Det var hende, der ikke ville italesætte følelserne, der var som en lyserød elefant i vores relation. Der var hende, der valgte at slette mig. Ikke omvendt. Jeg gjorde på ingen tidspunkter mine til, at vores venskab nu skulle have en ende. Tværtimod forsøgte jeg at kompensere på andre leder og kanter. Leder og kanter, der tydeligvis ikke var gode nok. Hvilket fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok i tiden efter dumpningen. Mine evner som veninde var på randen af ikke-eksisterende – det følte jeg i hvert fald. Selvom jeg godt vidste, at det var løgn.

Jeg er bare aldrig før blevet dumpet af en veninde. Jeg har haft relationer, hvor det netop, som tidligere skrevet, er løbet i sandet. Tiden har haft sin tand, og den har bidt for store stykker af forholdet til, at det kunne fortsætte. I dette tilfælde blev hele forholdet spist på én gang! Og endda uden, at jeg lagde mærke til det. Måske var jeg bare uopmærksom. Måske sad jeg med mobilen foran mig og brugte min energi på at spille Candy Crush i stedet for at koncentrere mig om rattet. Og så gik det galt. Måske skal jeg lade være med at bebrejde mig selv, hvordan det endte.

Jeg kan i hvert fald mærke, at det lettede gevaldigt på min brystkasse, at jeg fik disse forvirrede ord og tanker ud af min krop. Der er ligesom kommet lidt mere plads derinde. Lidt mindre trykken. Aahhh.

Det er et stykke tid siden, jeg har udgivet sådan et rigtig “ægte” bloggerindlæg. I ved.. Den der slags indlæg, hvor bloggeren fortæller om deres dag, og hvad de render rundt og laver.

Jeg har det lidt ambivalent med den slags indlæg. Jeg kan rigtig godt li’ dem. Mest fordi jeg er skide nysgerrig og har jeg først fået “færten” af en blogger og er girl crushed  på hende – ja så vil jeg bare vide ALT, hah! Der er disse “dagbogs”-indlæg af en ganske tilfredsstillende karakter, og jeg får stillet mit nærmeste stalker-agtige nysgerrighed.

Samtidig så synes jeg også de er lidt kedelige.. Sådan lidt. Meeehh. Er det bare mig? Det er måske fordi, JEG som læser ikke rigtig får så meget ud af denne slags indlæg. Andet end selvfølgelig tilfredsstillelsen over at vide, hvad bloggeren har foretaget sig.

Det er måske derfor reality-tv er blevet så populært? Fordi mennesker grundlæggende har en trang til at vide, hvad andre gør, og hvordan. Det kan selvfølgelig også have noget med inspiration at gøre… Det kunne det i hvert fald også godt være for mit vedkommende. Fordi jeg finder inspiration fra andre bloggere og deres person. Og derfor læser jeg disse indlæg også…

Anyways. Det var slet ikke, hvad dette indlæg skulle handle om. Men det skulle være den slags indlæg, jeg lige har beskrevet i ovenstående. Så here goes;

Kære blog.
I dag har jeg haft fri. Jeg er jo ansat til 30 timer om ugen på Kansas City, og det har den konsekvens, at jeg som regel arbejder mandag-torsdag, og holder fri fredag. Denne uge er ingen undtagelse.

Alarmen ringede kl. 7.00 i morges, da Casper skulle møde tidligt. Troede han. Det viste sig, at han først skulle møde kl. 10.00, så vi snoozede larmen fra helvede og ventede to timer med at skulle høre på dén igen.

Da den ringede for alvor to timer senere havde jeg haft en masse mæææærkelige drømme. Kender I den slags drømme man har, når man ikke helt er vågen, men heller ikke helt sover? Dem havde jeg i de to timer, og det var noget wack shit, kan jeg godt fortælle. Jeg kan slet ikke huske dem nu, men lige da jeg vågnede havde jeg det ret mærkeligt!

Da Casper var taget afsted brugte jeg lige en halv time mere på at vågne helt. Jeg fik lavet noget havregrød, som jeg igen har fået en craving for, og jeg fik vasket noget tøj, der skal nå at tørre inden det skal pakkes. I morgen tager vi nemlig afsted på en mini-ferie med Casper familie. Vi skal i sommerhus på Rømø. Der har vi været mange gange efterhånden, og det er simpelthen den smukkeste ø. Se selv her.

Resten af dagen indtil nu er gået med rengøring af lejlighed, så den stråler når vi kommer hjem. Der er ikke noget bedre, end at komme hjem fra “ferie” til et ryddeligt og rengjort hjem. Ahhh.

Jeg var også et smut forbi kontoret, hvor SPIS! Odense Food Festival holder til. Det ligger nede på havnen, og i samme ombæring nød jeg udsigten omkring havnen. Jeg synes, at der er så fint dernede.

Da jeg kom hjem fik jeg dagens først (!) kop kaffe. En kende senere end normen, men den var til gengæld godt. Og så satte jeg mig og skrev dette indlæg. Resten af dagen står på træning og så pakning til i morgen. For det er jeg ikke lige gået i gang med endnu….

Husk i øvrigt, at I kan følge med på Snapchat, (hvis I ikke allerede gør det?), der deler jeg billeder og videoer også, og de er nogle gange sjaawwe… Andre gange er de sikkert lige til at falde i søvn af.. Men hey; så kan I bruge det som søvnmiddel..

Er der forresten nogle af jer, der har efterårsferie nu? Jeg har faktisk lidt ferie, idet kontoret holder lukket hele ugen. Jeg skal dog afsted onsdag og torsdag, men det indebærer noget praktisk arbejde, og ikke som sådan kontortid. Så jeg vil nyde min “ferie” fraaaaa NU!!

Billede af fotograf Malene Nelting

Jeg havde på ingen måde forestillet mig, hvordan mit sidste indlæg blev taget imod af hele det online univers, der findes. 

Jeg var i tvivl om det overhovedet ville blive taget imod. For kan andre i virkeligheden ikke være ligeglad med, om JEG på et tidspunkt har haft følelsen af ensomhed tæt på kroppen?

Til det har jeg erfaret, at I bestemt ikke er ligeglade. For I er faktisk mange derude, der kan nikke genkende til følelsen af ensomhed og det at mangle relationer i ens liv. 

Det er jeg selvfølgelig ikke glad for, men jeg er opløftet ved, at mit indlæg gav jer derude en forsikring om, at I altså ikke er alene. Og det gav mig en forsikring om, at JEG ikke er alene. 

Så tak. Tak fordi I også delte. Tak fordi I skrev kommentarer og delte jeres følelser og oplevelser omkring det at føle sig ensom. I er skide seje alle sammen! 

Og til de af jer, der bor I Odense – I skal være mere end velkomne til at skrive en mail, hvis I vil drikke en kop kaffe med en post-ensom blogger, der nogle gange stadig kan føle sig lidt ensom. 

I dag for seks år siden blev Casper og jeg officielt kærester. Uofficielt havde vi nok være det siden første dag vi mødte hinanden. Men der gik også kun tre uger mellem de to tidspunkter, så så stor forskel har der nok ikke været mellem de to forholdsdefinitioner.

Og ja; der gik kun tre uger, fra vi mødte hinanden til vi besluttede os for, at nu var vi kærester. Der var mange, der mente, at det var alt for hurtigt. At vi slet ikke kendte hinanden. At vi skulle tage den med ro. Vi var begge enogtyve år gamle, og havde ”nu nok livet foran os”, som jeg husker nogle velmenende udtalte.

Det var da heller ikke fordi, vi ikke lige skulle slibe kanterne til gennem de første år. Som unge mennesker i starten af tyverne går vi igennem forskellige processer og udvikler os. Vi lærte både os selv og hinanden bedre at kende. Til en sådan grad, at vi i dag sidder her seks år senere og stadig holder i hånd. Også til sådan en grad, at vi nogle gange drev hinanden til vanvid. Men er det ikke en del af processen?

Nu er det faktisk heller ikke fordi, dette indlæg skal handle om Caspers og mit forhold. Men det skal handle om kærlighed.

For en uge siden var jeg til Nøgleforum på Lambda.

Læs også: Ugen der gik No. 8

Her var aftenens tema frivillighed, men også kærlighed mellem homoseksuelle og transkønnet. Selvfølgelig nu vi var på Lambda.

Under dette kærlighedens tema, så vi derfor to kortfilmsdokumentarer, der handlede om kærlighed. Og disse to film bliver jeg simpelthen nødt til at dele med jer i dag.

De er lavet under projektet The Devotion Project. Dette projekt er seks forskellige kortfilmsdokumentarer alle med udgangspunkt i LBGTQ-par for at sprede budskabet både om, at kærlighed ikke kan sættes i en pre-defineret boks. At kærligheden ikke har nogle normer.

Jeg har valgt at dele de to videoer vi så den aften på Lambda, men se endelig de andre også. Og se i hver fald disse to. For de er virkelig gode. Og de tager begge under ti minutter. Det er samme tid det tager for dig at scrolle dit Instagramfeed igennem…