1. JULEDAG BETYDER AFSLAPNING EN MASSE

/2 Comments/in /by

Jeg har virkelig ondt af alle de butiksansatte, der ikke får denne dag fri, hvor afslapning burde være en selvfølge. Lukkeloven har både sine fordele og ulemper. I det mindste håber jeg, at de, der skal arbejde i dag får en hyggelig dag på job.

Jeg selv holder absolut fri i dag. Jeg er ellers vant til fra de sidste fem år, at især denne dag i juleferien bliver brugt til at skrive eksamensopgave. Det har altid været en nødvendighed da mine unieksaminer altid har ligget både i december og januar, hvorfor juleferie var en saga blot.

I dag bliver dagen ikke brugt på eksaminer, og jer der skal bruge dagen på det sender jeg masser god skrive- og læsekarme til!

Næ jeg er faktisk knapt stået op endnu. Men den første film er blevet set, og kaffen drukket i sengen. Ahh sikke en idyl. Udenfor blæser det tre pelikaner, og luften er frisk. Jeg tænker, at en fin gåtur senere vil være en perfekt pendant til filmkiggerierne, der skal foregå i dag.

Først i morgen holder vi julefrokost, hvor hele familien på ny samles og spiser mad nok engang. Både i går, til juleaften, og i morgen, til julefrokost spiller vi pakkespil. I går rendte jeg ikke kun med de gode pakker til pakkespillet; næ jeg vandt skisme også mandlen! Vi opererer med to mandler siden min morfar er svært utilfreds med ris, hvorfor der også bliver serveret hjemmelavet is til dessert.

Siden jeg klart foretrækker is fremfor risalamande, blev det en sådan portion jeg fik på tallerknen i går. Og i den anden sidste bid lå både en mandel og et stykke chokolade så stort og jeg på det nærmeste tog fejl og knaskede mandlen og gemte chokoladestykket. Når enden er god er altid godt, så da jeg fik spyttet både manden og chokolade ud, var der heldigvis ingen tvivl. Jeg var den heldige kartoffel (igen) i år. For 2. år i træk har jeg nemlig hapset mandlen.

I år var mandelgaven til isen en lækker flaske champagne (perfekt til nytår), og en god flaske øl. Mums! En mandelgave lige efter min smag.

Jeg håber, at I alle derude har fået mandelgaven i år! Og at der lå gode gaver under træet <3

Jeg vil fortsætte dagens planer med masser film og hygge. Når jeg kommer hjem til Odense igen i morgen fortsætter de næste par dage indtil nytår nemlig med arbejde. Så afslapningen er i højsæde i dag.

Er der nogle af jer, der har fået mandelgaven i år? Eller igen set den sædvanlige onkel (eller far i vores tilfælde) rende med den? Det er næsten altid min far eller morfar, der sidder tilbage med mandlen, og at den tradition vist nok er ved at blive brudt er faktisk lidt mærkeligt. Men jeg klager selvfølgelig ikke 😉

MENS VI VENTER // DE MEST POPULÆRE INDLÆG PÅ BLOGGEN

/0 Comments/in /by

Så kom dagen. En af de hyggeligste dage på året. Juleaftensdag <3

Jeg nyder dagen hjemme hos mine forældre. Her har jeg faktisk haft midlertidig residens de sidste par dage. Det er skønt at være hjemme i helt vante omgivelser i mit barndomshjem. Da jeg var ca to år flyttede mine forældre til huset, hvor de stadig i dag bor. Huset var dog ikke ukendt dengang, for de har hele mit liv boet på den samme vej. Dengang flyttede de ca. 400 meter op ad vejen til en større grund og hus. Familien blev udvidet med min skønne lillesøster, og der skulle mere plads til.

En lidt sjov historie som jeg ikke tror, at jeg har delt herinde, er faktisk, at min lillesøster er præcis to år og én dag yngre end mig. Hun har nemlig fødselsdag dagen efter mig. Vi har fødselsdag d. 27. og 28. marts. Vi er derfor også på det nærmeste opvokset og blevet behandlet som tvillinger; så meget man nu kan, når man ikke ér tvillinger. Vi fik de samme fødselsdags- og julegaver indtil jeg var ca. 12. år. Og vi åbnede altid gaver enten hver for sig, eller med ryggen til hinanden. Så den ene ikke skulle ødelægge overraskelsen for den anden. Så ja; vi holdte altid fødselsdag sammen indtil vi begge flyttede hjemmefra. Måske endda først et par år efter der.

Anyways; min lillesøsters ankommen betød et større hus. Det hus bor mine forældre stadig i i dag, og her holder vi jul i år. Imens huset begynder at dufte af lækker mad, og inden gæsterne kommer plejer der altid at være lidt tid. Lidt ventetid. Udover det obligatoriske Disney juleshow, så plejer jeg at bruge tiden på at koble lidt af inden aftenen tager form med brunede kartofler, and og pakkespil. Gerne med et blogindlæg eller to. Det tager ikke mere end fem minutter at læse sådan ét, og er perfekt vente-på-gæsterne-fordriv.

Jeg har derfor samlet et par af de mest læste indlæg på bloggen det sidste år med det håb, at de også kan bruges af andre som vente-på-gæsterne-fordriv. Og med de ord; Rigtig glædelig jul derude bag skærmene <3 Tak fordi I læser med!

“Noget om savn”
– Et indlæg, der virkelig er blevet læst mange gange, er dette mere personlige indlæg omkring savn. 

“Real style #1″
– Dette indlæg er det første i rækken, og jeg håber på, at der kommer mange flere i det nye år. 

“Gode råd om at flytte alene til en ny by”
– Et indlæg, der handler om mine tanker vedrørende at flytte alene til en ny by, hvor man næsten ingen mennesker kender. Jeg har i indlægget også skrevet nogle råd, som jeg kunne have haft godt af at høre dengang jeg flyttede.

“Stop jagten på lykken”
– Et indlæg om, hvordan jeg føler, at lykken er blevet et uopnåeligt mål, i stedet for en tilstand. 

“Skal I så have børn nu”
– Kan I huske de kampagner for kort tid siden, der skulle få unge mennesker til at komme ind i soveværelset og på det nærmeste producere børn? Det skrev jeg mine tanker om i et indlæg, der også virkelig hiv besøgstallene op. 

“Få en god mandag morgen”
– Et indlæg med gode råd og tips til, hvordan du får en god mandag morgen, og dermed en god start på ugen.

Husk , at du kan følge bloggens facebook side lige her, følge med på Instagram her og finde bloggen på Bloglovin, og snapchat @jhardis.

TOO GOOD TO GO // ODENSE TIP

/2 Comments/in , , /by

toogoodtogo“Too good to to” er et koncept jeg blev introduceret for i går. Det er forholdsvist nyt, så det kom noget bag på mig, at det var min far, der skulle fortælle mig om det, og ikke omvendt! Nogle gange så er mine forældre altså hurtigere ude end mig, hvad angår nyheder fra de sociale medier. De har virkelig forstået at tage Facebook til sig, hvor de holder sig opdateret på stort og småt. Jeg bliver ofte opdateret om de lokale nyheder fra mine forældre, fordi de kan følge med på Facebook. Faktisk ved jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet selv følger med i min feed, for tit fortæller de mig nyheder inden jeg selv ser dem.

Det er vist sådan med den generation, at enten bruger de slet ikke Facebook, og synes måske endda det er et overflødeligt og tidskrævende medie (sidstnævne er jeg tilbøjelig til at give dem ret i). Eller også anvender de Facebook til stort og småt, følger med i både børns (og børnebørns), naboers og venners  liv, poster quotes, og typiske “forældre”-opdateringer.

Jeg bruger efterhånden den sociale interaktionside mere som et nyhedsmedie. Jeg poster ikke selv forfærdeligt mange ting derinde, men nyder at kunne følge med i venner og bekendtes liv. På det sidste er jeg dog begyndt at rydde ud i vennelisten. Måske mere fordi jeg har en del “venner”, der faktisk kun er bekendte. Mennesker som jeg engang har gået i folkeskole med, men som jeg slet ikke snakker med, eller måske slet ikke snakkede med dengang. Men da man oprettede sin Facebookprofil så gjaldt det altså om at have så mange venner som muligt. Jo flere jo bedre. Kvantitet over kvalitet.

Den trend er vist ved at ændre sig. Jeg fornemmer, at flere og flere sorterer ud i deres offentlige, online sociale interaktioner. For hvem har egentlig 500 gode venner? Ikke mig, og det er jeg faktisk ganske glad for. Jeg ville få stress. At skulle følge med i så mange menneskers liv. Det bliver alt for overfladisk for mig. Så jeg rydder ud. I gamle bekendtskaber, der ikke længere er bekendtskaber. I lange lister af mennesker, hvis liv jeg ikke længere er en del af. Hvis liv ikke længere er en del af mit. Jeg bruger derimod Facebook til at følge nyhedsmedier, blogge og deslige.

Nogle mennesker er selvskrevne på vennelisten. Som min far. Så jeg kan følge med når han lægger gode links i hans feed. Som han gjorde i går. Og selvfølgelig også fordi han er min far. Selvom der var et tidspunkt i min Facebookkarriere, hvor det vist nok var lidt pinligt. Det der med at være venner med ens forældre på Facebook. Eller var det kun mig?

Regardless så delte min far et rigtig interessant link i går. Og det bliver jeg altså nødt til at dele herinde.

Too Good to Go er et “stop madspild” koncept, og jeg elsker det allerede, selvom jeg ikke har prøvet det endnu. Hele konceptet om ikke at smide ud tiltaler mig enormt. Jeg har altid været, og er til dato, typen, der ikke smider ud eller udskifter mine ting, medmindre de er gået i stykker. Således endte jeg med at have et stort, tungt og lettere flimrende billedrørstv indtil for fem år siden. Her havde alle fladskærme af den ene eller anden størrelse. Mit billedrørstv fungerede dog udemærket, og jeg så ingen grund for at skifte det ud.

Too Good to Go opererer også med denne tanke. At ting, og mad, ikke blot skal smides ud. De samarbejder derfor med en masse restauranter i hele Danmark. Når en restaurant har mad til overs kan man købe en boks take away for helt ned til 20,- Og boksen; den er selvfølgelig bionedbrydelig. Arhmen altså bliver det bedre! Nope det tror jeg ikke.

I Odense er der lige nu to restauranter med i ordningen, men mon ikke, at det bliver flere med tiden? Restauranterne kan få solgt deres overskydende mad, og forbrugerne (som studerende) kan spare en masse penge, og stadig få god mad. Win win!

Jeg håber virkelig, at Casper og jeg kan få afprøvet dette koncept i den nærmeste fremtid. Én af restauranterne ligger i Bazar Fyn, og der henter vi nogle gange mad fra deres autentiske madsteder. Det ligger fem minutter fra, hvor vi bor, og det ville være perfekt en doven dag at kunne hente en boks fra den persiske restaurant, der er med i konceptet.

Kender nogle af jer konceptet, og har måske prøvet det?

På deres Facebookside (se Facebook kan faktisk være ret anvendeligt) er der mange gode anmeldelser, så det tegner godt. Det må afprøves!

stregHusk forresten, at du kan følge bloggens facebook side lige her, følge med på Instagram her, finde bloggen på Bloglovin, og finde mig på snappen @jhardis.

AFLEVERET SPECIALE // EN ANTIKLIMATISK FØLELSE

/3 Comments/in /by

Som I nok har regnet ud, (jeg har i hvert fald skrevet det mindst tusind steder), så afleverede vi speciale i torsdags. Det var en fantastisk, spændende, stressende, lykkelig og antiklimatisk følelse.

Fantastisk fordi mange måneders arbejde, fokus, dedikation og slid var nået til vejs ende. Det var spændende for hvad nu? Alle de sidste stressende dage, timer, minutter. De var færdige. I løbet af fem minutter var det slut. Lukket ned. Og jeg var på en måde lykkelig. Glad. Berusende af afleveringens rus.

Men det var samtidig en utrolig antiklimatisk følelse. Vi afleverede online. Og det eneste bevis for dette var en online kvittering. Ingen fanfare. Intet glimmer. Ingen champagneflasker, der blev poppet. Bare mig og Charlotte siddende i køkkenet på præcis de samme stole vores numser er blevet siddet flade på de sidste måneder.

Det var selvfølgelig ikke “bare” hende og mig. For det var da også noget. Men det var en mærkelig følelse. Der manglede noget. Én, der stod og sagde; “så er I færdige piger. Her er firehundrede drinks”.

Men der var “bare” os. Intet var rigtig ændret. Samtidig var alt anderledes. Nu var vi færdige. Dagen efter havde vi fri. For første gang i hele december skulle alarmen ikke sættes, og en dag foran computeren var ikke krævet. Nu var vi bare så godt i gang. Vi havde fået en hverdag, en trummerum, en rutine.

Nu var vi færdige. Jeg skulle ikke længere stå op hver dag, hoppe på cyklen igennem byen, (risikere mit liv flere gange pga. øjensynligt blinde bilister), ringe på dørtelefonen, høre brummen og mærke døren give efter for min vægt, hoppe de tre etager op til Charlotte, og tage en slurk af dagens (ofte) første kaffe.

Jeg skulle i stedet arbejde denne weekend, og direkte hjem til mine forældre på juleferie. Ingen rutiner, ingen “hverdag”. Men helt færdige er vi ikke. Der venter stadig et mundligt forsvar i januar. Lige nu føler jeg, at jeg befinder mig i limbo. Jeg kan ikke komme videre, men heller ikke vende tilbage. Jeg kan kun vente. Og prøve at nyde tiden i venteværelset indtil det bliver mit nummer, og jeg kan komme videre.

Det var et klimaks at aflevere. Et antiklimaks.

……………………………………………………………………………………………..

Husk forresten, at du kan følge bloggens facebook side lige her, følge med på Instagram her, finde bloggen på Bloglovin, og finde mig på snappen @jhardis.

GÆSTEINDLÆG: JULIE MONBERG JULER

/0 Comments/in /by

Som I ved, så bruger jeg meget af min tid på at færdiggøre mit speciale med min specialemakker. Bloggen halter deraf lidt efter, og inspirationen ligger på et meget lille sted.

Jeg har derfor spurgt nogle af mine yndlingsbloggere om de ikke vil hjælpe med lidt god stemning herinde på bloggen imens min hjerne står på standby. Der vil derfor komme nogle blogindlæg fra dygtige gæstebloggere indtil jeg er helt færdig med speciale, og igen er blogger-fit for fight!

Den første gæst vi skal tage imod er kære Julie. Julie skriver på sin blog under eget navn; Juliemonberg.dk og du kan også finde Julie på Instagram. 

Jeg er fast læser hos Julie, der altid leverer velskrevne, gennemtænkte og smukke indlæg. Jeg håber derfor, at I vil tage godt imod Julie i dag d. 1. december <3

……………………………………………………………………………………………….

 

Kære Jeanettes læsere. Det er 1. december og Jeanette er ved at lægge de allersidste kræfter i sit speciale. Jeg sad selv i samme situation for små fem måneder siden, og jeg kan derfor skrive under på, at det er en tid, hvor der ikke er plads til meget andet. Pyh! Derfor har Jeanette spurgt mig om, om jeg kunne have lyst til at gæsteblogge her på Let’s Blog Some Shit. Og selvfølgelig vil jeg det – med glæde!

Jeg hedder Julie og driver livsstilsbloggen juliemonberg.dk, hvor jeg skriver om alt fra anbefalelsesværdige restauranter, gode drinks, hverdagshygge og boligindretning. Jeanette har jeg været så heldig at lære at kende personligt igennem vores kandidatstudie, Designledelse, og derfor vil jeg selvfølgelig gøre mit bedste for at støtte hende i den sidste intensive studieperiode – dét ved at bidrage til at holde lidt liv og glade dage her på hendes skønne blog.

Fordi det i dag er 1. december og fordi jeg er en seriøs juleelsker, synes jeg, at det er oplagt at lade mit gæsteindlæg handle om den skønne, hyggelige, søde og kærlige juletid. Jeg vil så gerne bidrage til at få alle, selv de personer, der knokler med eksaminer eller andet krævende her i juletiden, i julestemning. Derfor får I her en strimmel af mine julebilleder fra de seneste dage. Forhåbentligt kan billederne sprede en masse juleglæde og julestemning blandt jer alle sammen. God fornøjelse!

SAMSUNG CSC

[ I søndags tog min kæreste og jeg vores julepynt ned fra loftet og gjorde vores lejlighed juleklar ] SAMSUNG CSC

[ I morges stod jeg op til den fineste december morgen, hvor himlen var lyserød og fyldt med flere hundrede fugle ]

SAMSUNG CSC

[ Jeg har ikke altid tålmodighed til at klippe og flette julehjerter, men disse fra Føtex var klippet på forhånd – nemme at gå til og super elegante ]

SAMSUNG CSC

[ Juletræet blev også købt og pyntet i søndags. Vores lejlighed er lille, men altid stor nok til et ordentligt juletræ ]

SAMSUNG CSC

[ Det er først rigtig jul, når vores julestel fra Royal Copenhagen tages frem. Og det skete i morges. Yay! Jeg lover jer for, at min kaffe smagte himmelsk ]

SAMSUNG CSC

[ Hvad er julen uden julegodter? I weekenden bagte min mormor, morfar og jeg traditionen tro julebag på livet løs, imens julemusikken kørte i baggrunden ]

SAMSUNG CSC

[ Det første julenips købte jeg for en lille måneds tid siden i Søstrene Grene – jeg kunne simpelthen ikke lade være. Se lige de fine og eventyrlige julekugler ]

SAMSUNG CSC

[ Min kæreste og jeg købte nyt julepynt til juletræet sidste år. Blandt andet disse charmerende trommeslagere. Jeg synes de er helt fantastiske og så magiske ]

SAMSUNG CSC

[ Julen er for mig noget ganske særligt, og det skal selvfølgelig skinne igennem på min blog. Derfor åbner jeg hver søndag i advent en låge i min adventskalender, som indeholder en giveaway. Indtil den næste låge åbnes på søndag, kan I derfor vinde livsstils- og indretningsbogen ”The Kinfolk Home”  – held og lykke ]

Jeg håber, at jeg har formået at sprede lidt god julestemning. Hvis I har lyst til endnu mere julestemning, så skal I være velkomne til at kigge forbi min blog eller Instagram (@juliemonberg), hvor jeg hele december måned juler igennem.

Til sidst vil jeg sige tusinde tak til dig Jeanette fordi, jeg måtte gæsteblogge her på Let’s Blog Some Shit. Som du ved, er jeg trofast følger, og jeg nyder simpelthen alle dine sjove og tankevækkende indlæg. Pøj pøj med specialet, søde du.

Og rigtig glædelig 1. december til jer alle. Er I i julestemning?

NOGET OM SAVN: ET MERE PERSONLIGT INDLÆG

/2 Comments/in , /by

IMG_7949 Jeg forsøger at være ganske personlig herinde. Det må gerne være min person, der skinner igennem mine indlæg. Det er trods alt min blog; det må den gerne afspejle. Men for mig er der også en ganske fin grænse imellem det private og det personlige, og emnet i dag er ganske personligt og noget, der til tider fylder meget hos mig. Nemlig savn.

Som jeg skrev om i dette indlæg, så bor hele min familie nemlig på Sjælland imens jeg er bosat i Odense. Det er et valg jeg har taget grundet praktiske omstændigheder. Men rent praktisk betyder det også, at jeg ikke ser min familie så tit som jeg måske kunne ønske. Faktisk slet ikke så tit.

Og det er her, at savnet kommer ind i billedet. For det betyder nemlig også, at jeg savner. Jeg savner min familie rigtig meget. Måske endda især i denne periode, hvor specialet optager enormt meget tid, og mange mentale ressourcer. Det betyder, at jeg ikke får talt så ofte med min familie som jeg gerne vil, og jeg har måtte melde pas til fødselsdage og kom-sammen fordi hverken tiden eller overskuddet var til en tur til Sjælland.

Jeg mærkede især savnet den anden dag, da jeg havde den dumme oplevelse i trafikken. Kort efter jeg var kommet hjem ringede jeg min mor op, og lyden af hendes stemme fik tårerne til at pible frem i øjenkrogen. Jeg savnede så det gjorde helt ondt i maven. Den der knugende fornemmelse i brystkassen, der på én og samme tid føles som et dybt sort hul, der suger alt energi fra kroppen og en knugende følelse af et tykt reb, der er bundet så stramt i en knude, at det ikke vil løsne sig.

Det er nok også især i perioder, hvor jeg har ekstra meget at se til. Misforstå mig ikke; jeg elsker at have travlt. Eller rettere sagt, jeg elsker at have noget at se til. Jeg fungerer ikke så godt med alt for megen fritid. Jeg bliver rastløs, og med rastløsheden kommer savnet måske krybende. Samtidig ville jeg ønske, at tiden var der til flere visit østover. Det er vist lidt en ond cirkel.

Pointen med dette indlæg er vist også at komme lidt ud med savnet. Få det til at flyde igennem mine fingre ned på tastaturet og væk fra mig selv. Jeg ved ikke rigtig om det virker. Eller om klumpen i mit hals bare bliver større? Måske det også er årstiden lige nu? Julen, der står for døren. Jeg savner enormt meget at pynte op i mine forældres hus. Der er traditioner for pyntningen. Hvor det forskellige pynt skal hænge og hvordan. Hvor julebamserne skal stå på sofaen, og de skinnende glaskugler i røde, gule, grønne og blå farver, der minder mig om Disneys Juleshow skal hænge henne. Jeg er et familiemenneske, og lige nu føles min familie bare så langt væk. Ikke kun et smut over broen. Som jeg kan forstå skal være en endnu mere bekostelig affære at manøvre sig over. Lige nu kunne min familie ligeså godt være i Kina. For de føles ligeså langt væk.

Heldigvis har moderne teknologi gjort det rigtig nemt at være i kontakt med dem. Det har bare ikke helt den samme følelse at ringe sammen som det har at give dem et tiltrængt kram. Jeg håber, at tiden vil være til en masse besøg når specialet er færdigt – jeg skal heldigvis holde jul hjemme, og min mor og far er så søde at hente mig, hundene og alle gaverne nogle dage før juleaften. Jeg glæder mig SÅ meget. Til at kunne fjolle med dem alle sammen. Høre julemusik om morgenen med mine forældre de sidste par dage, hvor de skal arbejde inden juleaften. Se alt julepynten i og udenfor huset. 

Savnet til ens familie er svær at beskrive. Den er heller ikke lige stor altid. Har jeg været hjemme hos mine forældre nogle dage bliver mine familie-depoter fyldt op, og jeg kan tage en turnus igen på Fyn. Men lige nu er depoterne godt nok slunkne. Det skal gøre godt at få dem fyldt op til randen og mere når jeg kommer hjem til jul. Indtil da vil jeg prøve at kanalisere savnet til energi til speciale. Det er heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne og fantastiske mennesker her på Fyn. Og de værdsætter jeg enormt meget. Vi får f.eks. meget hjælp af Caspers familie, og jeg elsker at de bor så tæt på os. Ligeså meget som jeg synes det er irriterende nogle gange, at mine forældre bor så “langt” væk.

Jeg er lidt nervøs for at trykke udgiv på dette indlæg, for det er virkelig personligt. Men nu gør jeg det sgu.

Er jeg den eneste, der nogle gange har denne følelse af savn?

#PARISISABOUTLIFE

/2 Comments/in /by

parisJeg ved ikke engang, hvad jeg skal skrive her. På dette site, min side, hvor hverdagens og livets trivielle dilemmaer, udfordringer, glæder og sorger udfolder sig.

For jeg er tom. Tom for ord. For forståelsen. Men fyldt med sorg, afmagt og frustration. Over nattens forfærdelige hændelser i Paris. Men dette må ikke blive en hændelse, der splitter os. Der skaber utryghed og had. Dette må ikke stoppe os fra at leve livet. Det må ikke stoppe os i at drikke kaffe på fortovscafeer i verdens metropoler. Vi må ikke give efter for had og lade os undertrykke.

Vi må og skal leve livet.

FORDOMME

/2 Comments/in /by

Vi har dem alle, men har du tænkt over, om de er berettiget? De der fordomme.

2015-07-31 08.52.01^^Billeder har absolut intet med fordomme at gøre, men jeg tænker klart bedst over tingene når der er stilhed og natur omkring mig^^

Har du set DR2’s temaprogram om fordomme? Det kan jeg virkelig anbefale. Jeg brugte en time den anden dag på et streame det. Og jeg tog mig selv i at være enig i mangt af fordommene!

Tænk engang; her gik jeg og troede at jeg var så evig frelst og i hvert fald ingen fordomme har. Hah! Min underbevidsthed er vist ganske eftergivende for samfundets normer hvad angår fordomme.

Det synes jeg faktisk er rigtig skidt. Især fordi jeg selv er så pisse bange for, hvad folk synes om mig. Hvilke fordomme de har om mig. I programmet figurerer flere forskere og professorer, (antropologer, psykologer og deslige; jeps, det var min fordom, at de alle sammen hører til i den samme “boks”), og de forklarede begrebet ‘fordomme’; at det var domme man som menneske havde givet på forhånd. Det giver lidt sig selv ikke? Men alligevel gav det grobund for yderligere tankevækst omkring fordomme hos mig.

Jeg har aldrig betragtet fordomme som ‘domme’, mere end som dogmer omkring forskellige større eller mindre grupper af mennesker i samfundet. Men selvfølgelig er alle blondiner ikke dumme. Og alle folk med tatoveringer er ikke rockere. Men ligefrem ‘domme’. Det havde jeg ikke tænkt omkring fordomme. But of course er fordomme domme, der er givet på forhånd. Domme omkring mennesker, men enten endnu ikke har mødt eller kun perifert kender til. Domme givet ud fra socialt skabte værdier og betydninger. Domme om andre mennesker, folkefærd, køn.

Og det er nemt at dømme andre mennesker. Rigtig nemt. Jeg gør det så selv. Det er ikke i ond mening. Det sker ligesom bare. Ud fra mine tidligere erfaringer med lignende mennesker, ud fra erfaringer jeg har fået fortalt af andre, ud fra mediernes mediering af, for mig, fremmede mennesker. Netop den refleks; at dømme uden egentlig at vide, hvem det er man dømmer, fortalte de kloge mennesker i programmet var ganske naturligt. At man dømte, fordi man havde brug for at kunne skelne mennesker fra hinanden i samfundet. For at kunne begribe alle de forskellige slags mennesker, der findes. For at kunne skabe overblik og kohærens.

For mig handler fordomme i ligeså høj grad om, hvad folk synes om mig. Fordi de igennem fordommene måske allerede har dannet sig et indtryk af mig som person; og derigennem gjort sig tanker omkring, hvad de synes om mig. Hvilken stilling de har til mig. Og jeg gør præcis det samme med andre. Hvilket, nu jeg tænker over det, er lidt skræmmende. For jeg ønsker jo ikke, at andre mennesker skal placere mig i en kasse på forhånd. At de har fordomme om mig inden de allerede har mødt og tilbragt tid sammen med mig. At de har dømt mig.

Omvendt holder nogle fordomme stik. Der er vel en årsag til, at de findes. Men jeg tror, at de fordomme, der måske har noget på sig, kan gradbøjes. At de ikke er uigenkaldelige og sande. Måske er nogle fordomme sande for nogle, og fejlagtig for andre? Fordomme er for mig ikke kun en skidt ting. Det giver en sociologisk, omend ganske overfladisk, forståelse af samfundets indebyggere. Fordomme kan “guide” os imellem sociale betydninger, værdier og klasser. Hvis man kan mestre den pointe, at man skal tage fordomme med et gran salt. For jeg tror virkelig ikke, at det er sundt at leve efter ideer om stereotyper som fordomme uundgåeligt skaber.

Jeg vil i fremtiden forsøge at skrue ned for mine fordomme. For mine forhåndsindtryk af mennesker jeg aldrig har mødt. Det bliver lidt af en udfordring. For det ER svært ikke at gøre sig nogle tanker omkring andre mennesker (og menneskeklasser) ud fra ens egne (eller andres) erfaringer omkring dem. Jeg prøvede det virkelig selv på egen hånd for 14 dage siden, da jeg og Kafferisteriet havde inviteret en masse bloggere fra Odense til et bloggerevent. Der havde jeg sandt at sige allerede gjort mig en masse tanker omkring mange af bloggerne; ligeså vel som jeg forestiller mig, at de havde gjort sig en masse tanker omkring mig. Mange af bloggerne havde jeg ikke mødt, og så er det nemt at danne sig sit eget indtryk (eller fordomme) omkring dem. Især nu det er bloggere vi taler om. For hvordan er de i virkeligheden til forskel fra deres blog?

Jeg kan berette, at alle mine fordomme om andre bloggere totalt blev manet til jorden. I hvert fald alle de negative.

For hvem siger, at fordomme per say er negative? Det kan også være, at man har positive fordomme. Eller at fordommen er hverken eller. ‘Domme’ givet på forhånd klinger bare utrolig negativt right?

Hvis ikke jeg kan have positive fordomme, så vil jeg i hvert fald forsøge at mindske de negative. Stoppe mine spekulationer omkring andre mennesker og deres person. Vente med at fælde en dom indtil jeg har indsamlet nok kvalitativ empiri til at kunne kvalificere mig til at afsige en dom. Og være indstillingsparat til at justere mine opfattelser. Så de netop ikke ender med at være forstokkede fordomme. For at dømme andre siger mere om mig, end det gør om dem.

 Følg med på Facebook // Følg med på Instagram // Følg med på Snapchat @jhardis // Følg bloggen på Bloglovin

MANDAGSBROK

/2 Comments/in /by

Er brok det nye sort? Det skulle man (jeg) nogle gange tro. Jeg scrollede ned over min facebookfeed den anden dag (det sker selvfølgelig flere gange om dagen; man skulle jo nødig gå glip af nyheden om ens gamle klassekammeret, der har fået børn og været i Tivoli), og her fik jeg hurtig lagt blikket på et billede med en tekst i retningen af; ”Prøv i 24 timer på IKKE at brokke dig, og se hvilken forskel det vil gøre i dit liv. Du vil være meget mere positiv efter 24 timer uden brok.” For folk brokker sig åbenbart meget på Facebook. Og andre steder kunne det lyde som.

Javel tænkte jeg først. 24 timer uden brok. Brokker jeg mig virkelig så meget, at det går ud over, hvor positiv jeg føler mig? Måske gør jeg. Det kunne da være en ide at give det der ”24 timer uden brok” en chance.

Indtil jeg begyndte at tænke over mit brok. Og hvad det egentlig gør for mig. For jeg mistænker, at mit brok netop er et form for aflastningssystem.

Nu tænker du sikkert; ”Arr dame. Brok er aldrig godt.” Men prøv at tænke over det.

Jo mere brok, der kommer ud, jo mere plads frigiver det til de positive ting. Selvom det måske lyder som en ond cirkel, så er jeg sikker på, at det må være en form for iterativ proces med afsæt i den hermeneutiske cirkel. Eller som i Løvernes Konge; der er en ’Circle of Life’. Bare mere en ’Cirle’ af brok og positivisme. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. Hvis der ikke var noget brok, ville der heller ikke være noget positivt. Jeg ville ganske enkelt ikke vide, hvad der var brok og hvad der var positivt, hvis ikke jeg havde det ene til at holde op imod det andet.

Endnu en tanke blev søsat omkring det at brokke sig. For brokker jeg (vi) os virkelig så meget, at der skal en “stop brok” aktion til? Måske det endda er ganske sundt at komme ud med nogle af sine frustrationer igennem lidt brok. Jeg mener; hellere komme ud med lidt af gangen, end at holde det hele inde og lige pludselig en dag fyre det hele af som en atombombe af negative svadaer og bandeord.

Så er det selvfølgelig dem, der mener, at man burde gøre noget ved det man brokker sig over i stedet for at brokke sig. Det er bare ikke alle ting man kan gøre noget ved. Det er heller ikke sikkert, at man har lyst til at gøre noget. Nogle gange skal man bare ud med det. Have luftet ventilerne. Så der igen er overskud til det positive.

Så jeg endte med at takke nej til en af mine Facebook venners opfordring ”24 timer uden brok”. For 24 timer uden brok ville også betyder 24 timer uden at vide, hvad der ikke var brok. Og det ville jeg ikke kunne bære. Brok er ikke det nye sort, men det er ikke-brok altså heller ikke.

Desuden så er ingen døde af en omgang brok! Am I right?! Rigtig god (brokke)mandag.

Følg med på Snapchat @jhardis // Følg med på Instagram @jeanettehardis 

SKAL I SÅ HAVE BØRN NU?

/3 Comments/in /by

Der er virkelig gang i debatten omkring det at få børn i en ung alder i øjeblikket.
Jeg har forsøgt at pejle mig pænt udenom, men i og med jeg er i målgruppen for disse kampagner har det været svært. Derfor kommer dette indlæg omkring det at være i den fødedygtige alder, og ikke have planer om at få børn foreløbig.

Casper og jeg har været kærester i fem år. Vi har boet sammen i de 3 af dem. Vi er begge 26 år gamle. Og vi er begge enige om, at vi ikke skal have børn foreløbig.

Det er nemlig vores beslutning. Ikke hverken statens eller kommunens. Men det kan være en svær beslutning at holde ved. For der er virkelig pres på fra flere sider; ikke kun fordi man selv går og tænker at både bedsteforældre og forældre jo ikke bliver yngre, men også fordi mange i vores omgangskreds bliver gift og får børn i øjeblikket. Det prikker da helt bestemt til de tanker jeg går rundt med omkring det at få børn.

Men det gør heller ikke mere end det. Det er der flere grunde til. Jeg har for det første aldrig haft en ubehændig trang til at skulle reproducere mine gener. Jeg har altid haft et godt øje til adoption. I min verden vil et adopteret barn bringe ligeså megen glæde, som et biologisk. Netop fordi det for mig er absolut ligegyldigt om det er mine gener eller mig, der bærer barnet i ni måneder. Det er der helt sikkert mange, der har anderledes tanker omkring. Men for mig virker som en bedre løsning, end f.eks. kunstig befrugtning. Der er så mange børn i verden, der mangler kærlighed og omsorg; hvis jeg ikke selv naturligt kan få børn, hvorfor skulle jeg så ikke kaste min kærlighed på et af disse? Såfremt jeg når en alder, hvor det naturligt ikke vil lade sig gøre at blive forældre, så er adoption vejen frem. Hvis jeg (vi) virkelig absolut vil have børn i vores liv.

For det er nemlig en anden grund for, at mine omgivelsers valg omkring børn ikke rykker synderligt ved min holdning omkring det. Jeg har nemlig ikke lyst til at få børn. There. I said it. Mine æggestokke flagrer ikke ved hver forbipasserende barnevogn, og mit hjerte hopper (endnu) ikke et ekstra slag over når den lille mørkhårede dreng smiler til mig fra indkøbsvognen (alt imens hans mor bakser med kundekort, betaling og nedpakning af varer med sveddråber på panden). Dermed ikke sagt, at jeg ikke ser børn i mit liv. På et tidspunkt. Men det er virkelig ikke en faktor jeg ønsker mig lige nu. Børnene vælger ikke selv at komme til verden, så for mig skal det være når (hvis) det bliver et brændende ønske at blive forældre. Ikke fordi det er noget samfundet dikterer eller opfordrer til. Jeg vil dog hellere end gerne låne, for jeg elsker børn og er vokset op med mange mindre børn omkring mig. Men lige nu nyder jeg at kunne aflevere igen når lånetiden er overskredet.

En helt tredje grund er af praktiske årsager. Uha nej; ja jeg skrev det. Praktiske årsager. Selvom hverken økonomi eller praktik må være det udslagsgivende for, om man vil bringe et barn til verden, så kan sådan en bette størelse ikke leve af ingenting. Både Casper og jeg er på SU. Vi lejer en lejlighed, og har ikke noget af synderlig værdi. Hvordan vi ville kunne få det til at hænge sammen med et barn, det er ikke en udfordring (eller glæde), som jeg har lyst til at udforske lige nu. Nu er det heller ikke sådan, at fremdriftsreformen lægger synderligt meget op til, at unge mennesker, skal blive unge forældre, hvis vi helst skal være færdige med vores uddannelser inden vi fylder 23. Det er som oftest også moderen til barnet, der tager størstedelen af barslen, og jeg vil gerne være færdig med uddannelse og få en økonomisk stabilitet inden jeg sætter et andet menneske i verden. Et menneske, hvis liv, er mit (og Caspers) ansvar.

Jeg er udmærket klar over, at for mange fungerer det perfekt med barn under uddannelse. Så er det ligesom klaret og man kan komme på arbejdsmarkedet og allerede have et barn. Jeg ved, at nogle arbejdsgivere desværre overvejer dette når de ansætter; at man netop er i den fødedygtige alder, og de risikerer, at man bliver gravid få år efter ansættelse med barsel som følge. På baggrund af dette kan de vælge en anden kandidat til jobbet. Det er for det første ikke særlig fordrende for ligestillingen, men også diskriminerende. Det kan jeg ikke gardere mig imod.

Først griner vi af de unge mødre, og nu ønsker vi os dem? Hvis staten virkelig ønsker at unge mennesker skal få børn, så kunne det måske være en god ide, at hjælpe mere med pasning, rådgivning og et generelt holdningsskift omkring unge mødre (og fædre)?

For hvorom alting er, så ser jeg ikke børn i mit liv foreløbig. Det er noget vi taler om herhjemme. Det er vigtigt at forventningsafstemme, og kommunikere omkring emner som disse. Netop fordi vi er i en alder, hvor det er relevant. Men relevansen stopper ikke bare fordi man fylder 30. Ligesom min holdning ikke ændrer sig fordi staten laver kampagner, der forsøger på dette. For at vende tilbage til min indledning så prikker omgivelserne til mine tanker omkring det at få børn, men mine meninger og følelser står for nu fast.

Hvad mener I om det, at staten på denne åbenlyse måde fordrer til at vi skal få gang i lagnerne?

NYD DIN SITUATION LIGE NU

/1 Comment/in , /by

Endnu en dag i Fåborg. Alt vores fritid går med specialet. Endnu er vi på et tidspunkt i processen, hvor det er til at have med at gøre. Jeg er sikker på, at tidspunktet kommer, hvor det er knapt så meget til at have med at gøre. Hvor processen bliver knapt så behagelig. Men lige her, i idylliske Fåborg, der er der ret så behageligt. IMG_6017 IMG_6047 IMG_6050 IMG_6080^^Smukkeste solnedgang her vores sidste aften i sommerhus^^

Jeg skrev tidligere på dagen med en veninde omkring netop dette. Hvornår tiden er behagelig når man skriver speciale. Jeg måtte nemlig melde afbud til en invitation i KBH til hende og hendes kærestes indflytningsfest pga. igangværende speciale. Jeg ved, at de sidste par måneder op til aflevering bliver mentalt hårdt. Selvom det “bare” er en opgave, der skal løses, så vil vi gerne gøre det godt. Og det kræver indsats og ikke mindst tid.

Allerede nu har jeg derfor gjort klart for mine nærmeste, og ikke mindst for mig selv, at jeg de næste par måneder vil være lidt under radaren. Jeg vil komme til at sige nej tak til mange arrangementer, ganske simpelt fordi det mentale overskud ikke vil være der. Jeg har lært af mit sidste efterår, hvor jeg virkelig var et dårligt og usikkert sted rent mentalt (læs mine tanker omkring dette her og her), og der skal jeg ikke ned igen. Bunden er blevet skrabet, og der er ikke rart dernede.

Jeg kommer derfor til at prioritere ting, der gør mig glad. Ting, der ikke kræver af mig, men som giver. Som bloggen. Jeg er kommet ind i en virkelig fornuftig blogrytme, og jeg elsker det. Jeg elsker mine faste indlæg, jeg elsker alle jeres kommentarer og den kontakt og respons jeg får til og fra jer, og jeg elsker at tage billeder og at producere tekst.

Det gør mig glad. Og jeg er den eneste, der kan sørge for min lykke. Det er mit ansvar, at jeg er glad. Så jeg har allerede foretaget nogle fravalg, så min hverdag med speciale bliver en proces jeg kommer til at nyde.

Og netop det råd fik jeg fra min veninde i dag. At nyde. Jeg måtte som sagt melde afbud på hendes invitation til en formentlig ellers hyggelig aften, og var faktisk lidt bange for at skuffe hende over min begrundelse; at det risikerede at blive for presset med et speciale, der i øjeblikket bare er vigtigst. Jeg ville slet ikke sidde og nyde aftenen (og turen til kbh), fordi jeg enten a) ville sidde og tænke over alt det jeg kunne skrive på speciale eller b) hellere ville sove, og slippe fra tanker om speciale.

Og ved I, hvad hun svarede?

Fokuser og bliv færdig og kom op til overfladen igen bagefter. Og nyd det! Nyd tiden nu, og nyd at være studerende.

Ingen bebrejdelse. Ingen sure miner. Bare et velmenende råd. At jeg ikke måtte lade processen styre mig, men at jeg skulle styre processen. Og nyde, at jeg lige nu lever et liv, hvor jeg (næsten) er uafhængig og selv strukturerer min hverdag. Der er ingen faste mødetider. Ingen chef. Ingen tidspunkter af døgnet, hvor jeg SKAL være et sted. Og det er kun mig (og min specialemakker jow jow) der bestemmer (og ved) hvad, der er det rigtige lige nu. Hvad der skal til for at nyde processen. Så må folk blive skuffet over, at jeg lige nu og de næste par måneder muligvis er fraværende eller knapt så fuld af energi når jeg holder fri. Men lige nu er tiden for, at jeg skal tænke på at have en god proces. Og ikke på andres forventninger til mig. Forventninger som jeg sikkert alligevel selv har opstillet i mit hoved.

Så selvom det er svært at nyde lige nu, fordi jeg konstant tænker over deadlines, afsnit der skal skrives, interviews der skal foretages, forventninger der skal indfries; så vil jeg prøve at nyde det. Nyde, at jeg kan drikke en G&T en helt almindelig tirsdag aften. Nyde, at det er okay at sidde i jogginbukser når det passer mig for det er mig, der bestemmer hvornår jeg skal ud af døren. Nyde, at livet lige nu kan være lidt rodet og at det er okay!

WEEKEND SCHMEEKEND

/0 Comments/in /by

2015-09-16 14.46.59^^Jakke Y.A.S. /  Bukser Selected Femme / Trøje eBay / Bumbag Daniel Silfen^^

Hvad synes I om det sidste indlæg omkring ikke at behøve at leve i overflod og de forskellige subjektive holdninger omkring, hvornår man gør det?

Jeg har selv tænkt rigtig meget over det siden i går, hvor jeg skrev indlægget. Jeg prøver på at lade bloggen være et billede af, hvordan jeg betragter livet og de ting jeg oplever. Både de sjove og fine, men også de lidt mere alvorlige og dybe. For jeg er nemlig en god kompleks blanding af alt det. Fine tasker, sko og makeup, lækker mad og drinks, men også tanker omkring samtiden, den måde vi mennesker agerer på, og på hvilken måde det påvirker mig. Det håber jeg meget, at I vil tage imod og selv bidrage med jeres tanker, som jeg er sikker på også indeholder mere end hvad dagens outfit skal bestå af 😉

Med det sagt, så er ovenstående billede et hurtigt knips foran den fineste grønne dør jeg måtte foreviges sammen med! Der er et kvarter ikke langt fra Eventyrhaven fyldt med de fineste bygninger, huse og døre, og jeg forelsker mig fuldstændig i dem alle sammen. Er det mærkeligt at have en dørfetish? I så fald er jeg mærkelig.

2015-09-18 14.19.17^^Lækker kaffe og speciale undervejs^^

I dag sidder jeg på cafeén Nelles i Odense, hvor kaffen hurtigt bliver lavet og der ingen distraheringer er (hunde med bedende gå-tur øjne, tøj der skal vaskes, opvasken der skal tages, køleskab der skal tjekkes for mad hvert 10ende minut). Her sidder jeg og skriver på det speciale min partner in crime og jeg gerne skulle aflevere først i 2016. Jovist det lyder som langt ude i fremtiden, men når man ser på det, så er det faktisk lige om lidt! I hvert fald for to specialestuderende, hvis tidsplan er ret iterativ!

Men det skal da ikke forhindre mig i lige at skrive et indlæg. Og endda udgive TO indlæg på én dag! Bum bum!

Nu venter også kyllingefars, der skal transformeres til kyllingedeller derhjemme, så jeg vil klappe min Mac sammen, drikke kaffen ud (kan forresten anbefale en Choc Orange til de chokoladeglade!) og hoppe ud i det fine vejr!

Hav en rigtig skøn weekend.

LEVER DU I OVERFLOD?

/0 Comments/in /by

Overflod.

Et ord, der i de sidste par uger har huseret i mit baghoved. Det har taget semi-permanent bopæl der bl.a. pga. de ting, der sker rundt omkring i verden i øjeblikket. For jeg ser en masse mennesker, der i lige nu i hvert fald ikke tænker over overflod. Når man har mere, end hvad man har brug for. Men hvem regulerer den grænse? Hvem bestemmer, hvornår noget er overflod? Og kan overflod være differentierende alt efter hvor og hvem man er?

Herhjemme har vi det ganske udmærket. Men lever vi i overflod? Eller lever vi efter de standarder vores samfund og vi selv, har udformet. For at hjælpe mig selv lidt med at besvare det spørgsmål, er jeg begyndt at tænke i ”nice to have” vs. ”need to have”. Hvornår er noget rart at have, og hvornår er noget nødvendigt at have. Er det f.eks. en nødvendighed at skulle have det dyre shampoo? Er det en nødvendighed at skulle have nyt tøj hver måned? Er det en nødvendighed at give hinanden årsdagsgaver når forholdet har jubilæum?

Eller er det bare rart? Det er vel ikke som sådan nødvendigt at vaske håret i den dyre shampoo når man kan få en svanemærket og parfumefri for 10 kr. i Fakta? Ligesom det måske heller ikke er nødvendigt at skulle have nye vintersko, fordi dem fra sidste år ikke lige falder i smagen mere?

Jeg har altid haft en overbevisning, at hvis noget stadig virker og fungerer efter hensigten, så er det ikke nødvendigt at skifte det ud. Jeg tænker meget over, om tingene kan genanvendes. Om andre måske kan få glæde af dem. Det kan have den effekt, at jeg kan være rigtig dårlig til at se, hvornår noget rent faktisk har haft sidste anvendelsesdato (altså ikke ting i køleskabet vel? Jeg kan godt genkende mug når jeg ser det!). Det kan være et par sko som jeg næsten har gået sålen af. Hvis jeg er glade for dem, så er det især svært. På den måde er jeg endda også god til at knytte affektionsværdi til ting, der reelt set slet ikke fortjener det. Som et par sko. Eller et tv. Jo jo. Jeg nægtede på det pureste at skifte mit billedrørs tv ud indtil for få år siden. Det virkede jo fint. Kvaliteten af farverne var ikke fantastiske nej, men jeg kunne da se tv. Og det er mere end hvad mange andre kan!

Så jeg har måske altid forsøgt at undgå (alt for meget) overflod i min hverdag. Prøvet at leve lidt mere spartansk og asketisk. Nu må du ikke forestille mig som en munk! For SÅ sparsommeligt lever jeg altså ikke! Men jeg kan godt lide ideen om, at vi som mennesker ikke behøver at være afhængige at alverdens ting og sager for at have det godt. Men at vi sætter lidt mere pris på de uhåndgribelige og immaterielle ting, vi rent faktisk har i vores liv. Som at vågne op, hver morgen ved siden af et menneske man sætter pris på og elsker. At men har mennesker i ens liv, der vil en det bedste. At have et job. Et studie. Et netværk. Kærlighed. Venskab. Håb.

Men betyder det, at alt andet er at leve i overflod? Det vil jeg ikke mene. Livet skal også leves. Skal jeg sætte vores levestandard herhjemme op imod ”nice to have” vs. ”need to have” ligger vi nok et sted imellem. Vi lever bestemt ikke i overflod. Men vi har det godt. Nogle gange skal man måske bare øve sig på at være lidt taknemmelig for det man har. Øve sig i at sætte pris på det. I stedet for at bruge tiden på, at tænke over alt det man ikke har.

TIK TIK OG KIM LARSEN

/0 Comments/in /by

Jeg sidder mutters alene i sofaen. Hver gang jeg bevæger mig knirker læderet med ægte patina under mig. Uret slår og går sin gang. Tik tik. Tik tik. Jeg sidder egentlig og skal tage mig sammen til at rejse mig. I morgen gryr dagen nemlig tidligt. Men lige som jeg er ved at rejse mig, hører jeg det også fra radioen. Jeg bliver siddende og skriver dette. Lige pludselig kan ordene ikke blive i mine fingre mere.

tik tik. tik tik. 

Minsandten om det ikke er ham selv. Kim Larsen. Om det er tilfældigheder eller skæbnen eller noget helt tredje, det ved jeg ikke. Men jeg cyklede forbi manden så sent som i onsdags. Der, midt på fortovet i Odense centrum gik han. Med sin karakteristiske hat. Og en stok.
Jeg cyklede forbi i mørket. Næsten midt om natten. Det føltes i hvert fald sådan. Der var lys på min cykel for at oplyse min vej på de mere dunkle steder af min rute. Og duggen var for længst faldet med sine blide dråber, der havde gjort min cykel lettere våd. Gadelygterne sendte søjler af lys afsted på fortovet, og alt imens søjlerne var oplyste, blev mørket imellem endnu tydeligere.

Efter fem år i Odense ser jeg manden, hvis sange jeg så ofte har fundet mig selv syngende med på. Hvis abnorme mundtøj jeg flere gange har forsøgt efterlignet. Han bor i Odense skulle det være gået nogens næse (eller øjne) forbi. Og jeg har hørt, at han frekventerer de røgfyldte barer i Odenses natteliv. Jeg har sågar endda hørt, at han cykler på gågaden. Midt om dagen! Han er ligeglad. Flyt jer da bare, eller lad være. Jeg cykler hvor jeg lyster.

Jeg synes altså, at han er lidt sej. Ham manden med hatten og stokken. Jeg fortalte min mor, at jeg havde set ham. Hvordan så han ud? Havde han sit hat på? Ja måtte jeg svare. Han havde sin hat på. Og en stok. En stok? Gik han da dårligt? Næ ikke som jeg så det. Men. Han er vel en gammel herre efterhånden. Musikken vil for evigt være ung, men manden. Manden ældes. Med sin hat. Og nu er stokken bleven lidt nødvendig.

tik tik. tik tik.  

Både radioen og uret slår i takt. KLAK! Stilhed. Det ene tik tik blev stille.

 Godnaaat derinde! Vi ses i morgen. Råber min far igennem stuen og køkkenet.

Lige nu er det kun urets tik tik jeg kan høre. Men jeg ved, at der er flere slag der slår derude. Og uanset om jeg kan høre dem lige her eller ej, så bliver de ved med at slå.

OOTD: BYENS BRO

/0 Comments/in , , /by

IMG_5175Den anden dag cyklede Casper og jeg en tur op til byen. Jeg trængte sådan til en Ginger Latté som kun Joe And the Juice kan lave dem, og samtidig gik vi på inspirationsrunde i Magasin. Vejret var perfekt til min overgangsjakke fra eBay. Nogle gange har man altså lov at være heldig med de varer man bestiller derfra. Andre gange; not so much!

Men denne jakke er jeg utrolig glad for, og den passede perfekt til vejret. Jeg elsker vejret på denne tid af året. Luften er helt sprød og frisk – det har samme følelse som når man bider bider et friskt stykke icebergsalatblad over. Samtidig kan man mærke, at vi går lidt koldere tider i møde. Og ærligt; de tider er jeg rent outfit-mæssigt mest glad for. Det dur bare ikke med lag på lag, hatte, huer og flotte støvler om sommeren. Det er alt for varmt, og så ser det også ret dumt ud!

Men den friske luft der huserer i øjeblikket sammen med solens varme og gyldne stråler; det er perfekt synes jeg. Jeg elsker at gå en tur med mine to hunde i den slags vejr. Og det tror jeg også, at de gør. Der er i hvert fald beviser for hundeleg på mine bukser. Livet som hundeejer er en fin blanding af pæne kjoler med nylonstrømper, der har en levetid på halvanden gangs iførelse, førend der er en lille hundeklo, der får fat og laver et hul, konstant støvsugning fordi de to pelsdyr beslutter sig for at smide pelsen på absolut tilfældige tidspunkter af året, og gerne på skift, sporadiske pletter af indtørret mudder på bukserne. Ahh ja liver som hundejer byder på diversitet i hverdagen (og i farven på pletterne!).

Hvad der ikke er plettet (se den fine overgang der!), det er Byens Bro. For den funkler endnu og står helt som ny. Jeg mener at have læst mig til, at den hedder Byens Bro efter en konkurrence, hvor borgerne i Odense kunne komme med forslag til navnet på broen. Navnet “Byens Bro” blev valgt fordi det netop var, hvad broen skulle være; Byens. I modsætning til, hvis den f.eks. skulle hedde H.C. Andersens bro. Det skulle ikke være “nogens” bro på den måde, eller være dedikeret til én person. Tværtimod skulle broen være vores alle sammens. Den tanke synes jeg er rigtig fin, og det fordrer også til en lille snert af ejerskabsfornemmelse for os alle sammen.

Har du været på den endnu; Byens Bro? Udsigten derfra synes jeg er så inspirerende. Med togbanerne på den ene side, byen på den anden, havnen på den tredje, og en bygningsplads på den fjerde. Jeg synes, at især udsigten til bygningspladsen er rigtig fin. Det betyder for mig, at der er liv i byen, at der sker noget. Det giver følelsen af storby for mig. Men måske det bare er mig?

Jeg vil stoppe min sludder for en sladder, og hoppe på min cykel ud i det blæsende vejr her i Odense.
Hav en rigtig skøn efterårssøndag derude; luften er perfekt sprød! IMG_5172 IMG_5188 IMG_5208IMG_5180 IMG_5222 IMG_5240

TANKER OM MODENS NORMER

/2 Comments/in /by

Moden dikterer meget. Sæsonens farver, de rigtige snit, hvilke materialer der er in. Men normen indenfor beklædning dikterer endnu mere. Du tager ikke crocs på udenfor hjemme (eller i det hele taget!), dine strømper skal være samme farve på hver fod, der må kun være de “normale” huller i din trøje til hoved og arme, du må ikke misforstå leggings som bukser! Der er så mange uskrevne “regler” og “forbud” når det drejer sig om beklædning.

Der findes forskellige grupper af stilarter, og du kan identificere dig med disse grupper og på denne måde finde et sted, hvor du kan blive accepteret. For det er åbenbart vigtigt. Andres accept af vores beklædning. Og måske udseende i det hele taget.

Men hvad med vores egen accept? Er den ikke den vigtigste? Burde den i hvert fald ikke være det? Hvad synes DU er pænt? Er det virkelig din holdning, eller er du (og jeg selv) farvet af normen? Af hvad moden dikterer? Af sætninger som “ej, det gør man altså bare ikke!”.

For hvem er man? Og hvorfor bestemmer nogen hvad “man” kan iføre sig? Er “man” os alle sammen? Og hvis det i så fald er – så KAN “man” vel godt iføre sig crocs i byen?

H&M har lavet nedenstående fantastiske video, der har sat skub i mine refleksioner omkring min egen beklædning og stil. Hvad jeg synes er pænt – og ikke mindst hvorfor? Fordi jeg er påvirket af en branche, af bloggere, af min baggrund, af mit miljø, af min ide om, hvordan jeg gerne vil præsentere mig selv? Jeg ved det ikke. Men jeg har i sinde at prøve, at finde ud af det.

Ikke mindst vil jeg prøve bare at være mig selv! Ikke lade mig diktere af normer, regler og andres accept. Men forsøge at finde min egen accept. Og lade andre finde deres.

Hvad synes du om videoen? Sætter den gang i dine tanker omkring, hvad normen indenfor mode dikterer, og hvordan det påvirker dig og din stil?

VELKOMMEN EFTERÅR

/4 Comments/in , /by

IMG_7949Tænk engang, så er det efterår. Den første dag i efteråret 2015. Den eneste af sin slags. Den er fyldt med brune, knitrende blade, der bliver knust under mine fødder imens jeg med raske skridt går imod min specialemakkers lejlighed. Dørtelefonen virker ikke, så hun må hoppe to trin af gangen hele vejen ned af trappen fra 3. sal for at lukke mig ind. Kindkys og smil fylder entreen med varme, som vinden fylder gaderne med løse blade i disse tider. Vi havde knapt budt sommeren velkommen før den forsvandt igen som dug under solen.

Jeg sidder og ser på hvad vinden gør ved træernes toppe. De svæver nærmest fra side til side. Danser med vinden. Bladene visker at efteråret er kommet. Kulden er på vej. Men mine ben fik hurtigt varmen under mine nylonstrømper på cykelturen herhen. Det er endnu ikke så køligt, at jeg vil lade mig omfavne af varmen fra min store jakke. Endnu kan kaffen med skummet mælk klare opgaven. Varme mig op helt ud til fingerspidserne og lune mig ind i efteråret.

I dag er ikke kun efterårets første dag. Det er også den eneste dag, at det er 5 år siden, at Casper og jeg mødte hinanden. Første dag på studiet. Efteråret bragte meget mere end visne blade, kulde og rusken i træerne. Det bragte også varme, storm i mit hjerte og sørgede for, at efterårets dunkle morgener altid var fulde af lys. Det håber jeg også, at dette efterår bringer. Jeg har det på fornemmelsen. Ikke som en sjette sans. Det ejer jeg ikke skyggen af. Men som en bevidsthed om, at ønsker jeg gode ting, arbejder jeg også for, at de skal gå i opfyldelse. For fem år siden ønskede jeg gode ting. At de kom i skikkelsen af et andet menneske havde jeg på ingen måde kunne forudsige. Nærmere tværtimod. Men jeg lod mig danse med efterårets vinde og jeg har danset lige siden.

Velkommen igen kære efterår. Må vinden byde op til dans endnu engang.

OOTD: NÆSTEN WEEKEND, KAFFE MED SVIR’ & EN DRØNGOD DAG

/0 Comments/in , , /by

IMG_2711Hej derude.
Sikke en dag det har været i dag. Den er for mit vedkommende gået enormt hurtigt, og har været fyldt med en masse dejlige ting, oplevelser og mennesker. Min dygtige specialemakker og jeg gik på weekend allerede i går. Det er sådan noget man kan gøre, når man endnu har lang tid til deadline, og selv styrer sin arbejdstid. Så er jeg sikker på, at vi kommer til at sidde på andre tidspunkter i stedet. Vi har bl.a. allerede nu planlagt en uges intensiv skrivning i sommerhus senere på året. Hygge!

Det er også kun næstenweekend for mig, for jeg skal arbejde både lørdag og søndag. Studiejobs længe leve! Jeg glæder mig enormt meget til at få et job, hvor jeg også om fredagen kan svare “Tak! I lige måde”, og rent faktisk mene det, når nogen ønsker mig god weekend. Selvfølgelig får jeg en god weekend selvom jeg skal arbejde, men det er nu engang ikke helt det samme som bare at kunne holde fri.

Så i dag legede jeg lørdag. Jeg stod forholdsvis sent op, (for mig er det kl. 8.30, jeg lever virkelig på (senge)kanten), tog mig god tid med morgenrutiner, lavede mig en iskaffe og monterede koppen i min ene hånd, to hundesnore i den anden og et par høretelefoner over ørerne. Så gik jeg ud i den flotte morgen her i Skibhuskvarteret, imedens mine øjne vågnede til den smukke formiddagssol, mine tæer blev våde af dug fra græsset der kildede over sandalkanten, og mine ører blev bløde af min kære mormors stemme. Jeg er så heldig stadig at have begge sæt bedsteforældre, og især min mormor snakker jeg med ret tit. Hun måtte sige farvel ret hurtigt i dag, fordi hende og min morfar “havde altså kartofler, der skulle graves op fra kolonihaven.” Javel så var man alligevel ikke vigtigere!

I eftermiddags mødtes jeg med min svir’mor til kaffe i byen. Det var så hyggeligt, selvom samtalen hvert andet minut blev afbrudt af pludseligt teaterspil midt på gaden. Der er H.C. Andersen festival hele denne uge i Odense, og der er virkelig gang i byen. Det er fantastisk. Der er så meget liv i byen, mennesker, der vrimler ind og ud imellem hinanden, og en atmosfære og stemning, der virkelig fortjener det fantastiske sommervejr det er i disse dage. På trods af lidt audiomæssige udfordringer grundet den spontane teater tog det ene samtaleemne det andet, indtil klokken faktisk var blevet så mange, at det var blevet tid til at fodre de brummende mave. Det er så dejligt at have en svir, hvor tiden bare flyver afsted i hendes selskab. Det priser jeg mig lykkelig for! Vi endte også med at sidde hele svirmekanikken (Casper fik også lov til at være med), og spise aftensmad. Hele herligheden afsluttede vi med et visit til Paradis Is. Det slår aldrig fejl.

Nu sidder jeg og overvejer den der uundgåelige aftentur med pelstotterne. De er faktisk allerede gået i seng, men ud skal de altså! Om jeg så må bære dem rundt.

På den note vil jeg ønske Jer alle en god weekend! Hvad end den står på arbejde eller fornøjelser.

Ps. Outfittet er faktisk fra i går, hvor Casper og jeg gik en aftentur i Skibhuskvarteret. Så måske er det mere ooyd: outfit of yesterday. 

IMG_2726{Nederdel Y.A.S. / Top Envii / Sko Deichmann / Taske Daniel Silfen}IMG_2756

MY HOMETOWN

/0 Comments/in , /by

IMG_2522{Sorø Akademi}
I disse dage er jeg på et visit hjemme hos mine forældre. Det er pudsigt som begrebet “hjemme” har ændret sig med tiden, men stadig betyder fuldstændig det samme; mine forældres hus og mit barndomshjem. Selvom Casper og min lejlighed selvfølgelig er mit hjem, mit hjemme, så vil mit barndomshjem altid være mit første “hjemme”. Når jeg skal på besøg hos mine forældre, siger jeg også altid, at jeg skal hjem. Det tror jeg aldrig kommer til at ændre sig – betydningen af “hjemme”. Mine forældre har boet i huset siden jeg var 2 år, så det har i alt den tid jeg har husket været mit hjem. Der er nu også noget trygt ved at være “hjemme”, hvor alting som oftest er som det plejer, og de forandringer, der nu engang måtte komme, er altid positive. Som f.eks. den mega pool mine forældre har fået installeret i baghaven indenfor de sidste par år. Eller det lækre gæsteværelse de har fået indrettet til når deres poder kommer på visit til overnatning. Det er nu ganske fint, sådan at komme hjem på besøg.

I går benyttede jeg mig af at være hjemme og bragte mig selv ind til byen, jeg er vokset op omkring. Det er nu alligevel en lille cykeltur langs en større landevej, men udsigten på vejen; den gør rigeligt op for den bakkede vej, der skiftevis er på ens side, og imod en. Kornmarker parat til at blive høstet så langt øjnene kunne se, duften af sommer, turen igennem skoven, hvor jeg kunne skimte sollyset kæmpe sig bravt igennem træernes tætte grene. Ahh; jeg var hjemme, cykelturen var så velkendt, at mine fødder med raske trav trampede i pedalerne, og inden jeg så mig om, stod jeg på hovedgaden i Sorø. Det er i denne by, jeg har oplevet min skolegang til og med gymnasiet. Jeg gik på Sorø Akademi i mine gymnasieår, og det er bl.a. derfra disse billeder er fra.

Skolen er oprindelig grundlagt i 1586 og har igennem årene haft forskellige formål, midler og ejere, for nu at være alment gymnasium med kostskole. Fordi skolen er af ældre oprindelse, har den mange traditioner. Bl.a. har skolen uniformer. De bliver ikke brugt til daglig, men til arrangementer som f.eks. Vandbal og Kongebal i hhv. 1. og 3. g. Og med bal; så mener jeg bal! Skolens udseende bærer præg af netop dens historie, og omgivelserne til disse bal er fantastiske. Men det jeg egentlig ville ind på her, er nemlig Akademihaven, hvor jeg skød billeder i går.

Haven blev anlagt omkring år 1300, og ligger lige ved gymnasiet. Hele området, med Akademiet og haven ved siden af, (som mere er en mindre park), minder meget om hele Harry Potter universet. Især til vinter, hvor sneen dækker hele grunden, og skolen bliver lyst op af julelysene, emmer hele området af eventyr. Det er måske endda først nu, at jeg virkelig lægger mærke til de smukke omgivelser Sorø har at byde på. Derfor måtte jeg gå en tur i haven i går, og knipse et par billeder. Jeg kom bl.a. forbi en fin svanefamilie, som jeg måtte komme helt tæt på. Selvom jeg indrømmer, at jeg imens jeg tog billederne, var lidt nervøs for svanernes reaktion på en fremmede så tæt på deres små poder. De tog det nu ret pænt, og er formentlig vant til at få mad af havens besøgende.

Nu blev det et længere indlæg, men min mening var faktisk bare at dele disse smukke (synes jeg selv) billeder af de naturskønne omgivelser.  IMG_2434{Fineste svanefamilie}IMG_2444 IMG_2477{Udsigt over Sorø Sø}IMG_2495{Bådbroen til skolens sejlads i søen. Oh jo det var nogle anderledes idrætstimer}IMG_2496 IMG_2508 IMG_2515

GUILTY PLEASURE #3

/0 Comments/in /by

Igen et syndigt, hemmeligt, “nej-det-gør-jeg-aldrig-og-dog”-indlæg.De ting man gør, som helst ikke skal vides af alt for mange mennesker. Hvis nogen overhovedet. Denne guilty pleasure er også en jeg både dyrker alene, men faktisk også, og oftest, sammen med andre syndere.

Jeg ynder nemlig, fra tid til anden, at besøge Den Gyldne Måge, Micky D’s, transfedtsyrelandenes konge, de saltede pomfritters idol, tømmermændenes helligånde; ja kært barn har mange navne, men det er selvfølgelig McDonalds jeg her taler om!

hero_pdt_value_au

Jeg dyrker meget motion, jeg spiser sundt, og jeg overvejer og kan mærke, hvilke fødevarer min krop fungerer bedst på. Men nogle gange ikke, der fungerer kroppen bare bedst på transfedtsyre. Jeg kan ikke gøre for det. Den beordrer mig nærmest til at svinge forbi disken, hvor alle mine usunde drømme mareridt bliver til virkelighed så let som var det magi. På under to minutter står jeg med ét måltid i hånden, der indeholder nok kalorier til at holde mig kørende i tre dage. Og jeg spiser det hele på én gang! For nogle gange, så skal man give efter for sine kolesterol-drivende små monstre. Hvis ikke jeg gør det, så begynder de at brokke sig, truer om alverdens ulykker med bål og brand. Og nogle gange, bare ind imellem, så må man godt. De kalorier, transfedtsyrerne og kolesterolbomberne tæller først i morgen. Og der har jeg alligevel glemt det.

Der er heller ikke noget ved syndige fornøjelser, hvis ikke de er syndige. Men hvis du drister dig til at spørge mig, så fornægter jeg på det pureste, at jeg nogensinde har været i nærheden af den knitrende lyd papiret rundt om en cheeseburger laver når man pakker den ud, og placerer den yndefuldt imellem hænderne.

GUILTY PLEASURES
Åh jeg har et par. Ahem. Svagheder er det ikke, men måske mere ting som jeg er (svært) begejstret for, der måske ikke lige falder i de flestes smag.  Det kan også godt være, at de gør, men at folk (ja, jeg ved at I er derude), bare ikke vil indrømme det. Men jeg har åbenbart ingen skam i livet, for i disse indlæg deler jeg gladeligt mine egne syndige fornøjelser. Du kan læse de andre indlæg her #1 og her #2.