OOTD: NÆSTEN WEEKEND, KAFFE MED SVIR’ & EN DRØNGOD DAG

IMG_2711Hej derude.
Sikke en dag det har været i dag. Den er for mit vedkommende gået enormt hurtigt, og har været fyldt med en masse dejlige ting, oplevelser og mennesker. Min dygtige specialemakker og jeg gik på weekend allerede i går. Det er sådan noget man kan gøre, når man endnu har lang tid til deadline, og selv styrer sin arbejdstid. Så er jeg sikker på, at vi kommer til at sidde på andre tidspunkter i stedet. Vi har bl.a. allerede nu planlagt en uges intensiv skrivning i sommerhus senere på året. Hygge!

Det er også kun næstenweekend for mig, for jeg skal arbejde både lørdag og søndag. Studiejobs længe leve! Jeg glæder mig enormt meget til at få et job, hvor jeg også om fredagen kan svare “Tak! I lige måde”, og rent faktisk mene det, når nogen ønsker mig god weekend. Selvfølgelig får jeg en god weekend selvom jeg skal arbejde, men det er nu engang ikke helt det samme som bare at kunne holde fri.

Så i dag legede jeg lørdag. Jeg stod forholdsvis sent op, (for mig er det kl. 8.30, jeg lever virkelig på (senge)kanten), tog mig god tid med morgenrutiner, lavede mig en iskaffe og monterede koppen i min ene hånd, to hundesnore i den anden og et par høretelefoner over ørerne. Så gik jeg ud i den flotte morgen her i Skibhuskvarteret, imedens mine øjne vågnede til den smukke formiddagssol, mine tæer blev våde af dug fra græsset der kildede over sandalkanten, og mine ører blev bløde af min kære mormors stemme. Jeg er så heldig stadig at have begge sæt bedsteforældre, og især min mormor snakker jeg med ret tit. Hun måtte sige farvel ret hurtigt i dag, fordi hende og min morfar “havde altså kartofler, der skulle graves op fra kolonihaven.” Javel så var man alligevel ikke vigtigere!

I eftermiddags mødtes jeg med min svir’mor til kaffe i byen. Det var så hyggeligt, selvom samtalen hvert andet minut blev afbrudt af pludseligt teaterspil midt på gaden. Der er H.C. Andersen festival hele denne uge i Odense, og der er virkelig gang i byen. Det er fantastisk. Der er så meget liv i byen, mennesker, der vrimler ind og ud imellem hinanden, og en atmosfære og stemning, der virkelig fortjener det fantastiske sommervejr det er i disse dage. På trods af lidt audiomæssige udfordringer grundet den spontane teater tog det ene samtaleemne det andet, indtil klokken faktisk var blevet så mange, at det var blevet tid til at fodre de brummende mave. Det er så dejligt at have en svir, hvor tiden bare flyver afsted i hendes selskab. Det priser jeg mig lykkelig for! Vi endte også med at sidde hele svirmekanikken (Casper fik også lov til at være med), og spise aftensmad. Hele herligheden afsluttede vi med et visit til Paradis Is. Det slår aldrig fejl.

Nu sidder jeg og overvejer den der uundgåelige aftentur med pelstotterne. De er faktisk allerede gået i seng, men ud skal de altså! Om jeg så må bære dem rundt.

På den note vil jeg ønske Jer alle en god weekend! Hvad end den står på arbejde eller fornøjelser.

Ps. Outfittet er faktisk fra i går, hvor Casper og jeg gik en aftentur i Skibhuskvarteret. Så måske er det mere ooyd: outfit of yesterday. 

IMG_2726{Nederdel Y.A.S. / Top Envii / Sko Deichmann / Taske Daniel Silfen}IMG_2756

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *