SKRIVERIER – Page 8 – LET'S BLOG SOME SHIT

FREDAGSMØDE OG WEEKENDPLANER

19/02/2016/0 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}

Hej derude ♥

Du sidder og læser et indlæg, der er så live som det kan blive. Jeg sidder i skrivende stund på Nelles. Den ved Brandts. Ikke at det gør den store forskel. Kaffen smager lige godt begge steder, og musikken strømmer på samme fløjsbløde måde ud af højtalerne.

Jeg sidder herinde fordi jeg blev sat i stævne. Af en (sød skulle det vise sig at være) studerende fra SDU. Hun havde skrevet og spurgt om hun måtte interview mig i forbindelse med bloggen og hendes studie. Jeg siger ikke nej til at hjælpe i en sådan situation. Og ville for guds skyld heller ikke forbipasse en chance for at snakke om mig selv!

Det var også en ganske rar oplevelse at blive interviewet. Nu har jeg siddet på den anden side af diktafonen et par gange efterhånden, og det var ganske spændende at opleve det fra denne side. Det fik mig bl.a. til at reflektere lidt omkring bloggen, og hvad den egentlig er for en størrelse. Den har muliggjort en masse gode oplevelser. Den gør, at jeg kommer vidt omkring og møder nye spændende mennesker. Den gør også, at jeg reflekterer lidt mere over tingene, end jeg måske ellers ville have gjort.

Det tror jeg faktisk er ret sundt. Det gør f.eks., at jeg forsøger at være positiv i stedet for negativ. Prøve at se tingene fra en ny side. Være konstruktiv i stedet for destruktiv.

For jeg har nemlig haft en rigtig dum tendens med at se tingene fra den værst tænkelige vinkel. Det er mig. Der står henne i det sorte hjørne, og skuler. Skuler efter problemerne. Efter regnvejret. Efter dumme oplevelser.

Men den tendens er jeg efterhånden ved at have skubbet til side. Til fordel for en person, der hellere vil stå i midten af rummet. Og skue alle de muligheder, der konstant opstår. Jeg skuer ikke efter problemer, men udfordringer. Jeg skuler ikke efter regnvejret, men skuer de smukke dråber på den duggede rude i stuen. Nyder at se hundene, der er ligeglade med regn eller sne. Bare de kan komme ud er de glade. Jeg skuler ikke efter dumme oplevelser, men betragter dem som en del af processen. Noget jeg skal igennem. For at lære. For at udvikle mig.

{ Trøje H&M // Bukser H&M }

Det lyder ret kliché ikk’? “For at udvikle mig”.
“Blaaah”, tænker du sikkert. Men det er sgu rigtigt nok. Jeg forsøger på bedste vis at betragte tingene fra en positiv vinkel.

Hvis det ikke helt kan lade sig gøre, for come on alle kan have dårlige dage og én person kan kun tage så meget dårligdom, så prøver jeg i det mindste, at lade være med at tage tingene så tungt. Som forløbet med min iPhone (læs om det her). Det er _virkelig_ op af bakke efterhånden. Jeg er på min 3. lånetelefon, og de prøver at give mig skylden for fejlen på telefonen. MEN, jeg prøver at tage det med oprejst pande, og sige til mig selv, at det blot er en telefon. Det går nok. Og det er netop spild er ressourcer at bekymre mig om det. I hvert fald alt for meget.

Derfor prøver jeg at se det fra den lyse side. Snakke til min teleudbyder med et smil. Og forhindre, at det er noget, der går mig på. For det må det ikke. En sådan materiel ulykke må ikke overskygge alle de andre dejlige ting, der sker for tiden.

Som det interview jeg lige har givet. Eller, at jeg fik lov til at lave en Instagramtakeover henne hos Pindle Odense.

Eller det faktum, at dagen i dag og weekenden bringer mange flere søde og gode oplevelser.
Dagen i dag har nemlig allerede været god. Jeg var tidligt (!!) oppe, og med toget hjem fra Sjælland (jeg har været på lynvisit over broen – følg med på Snappen @jhardis eller Instagram). Jeg nåede derfor en tidlig og frisk gåtur med en af hundene derhjemme i morges. Der var helt stille i Skibhuskvarteret, og den friske luft var så fugtig, at det næsten gav dråber på mine varme kinder.

Senere i dag står den på træning med Casper, og sikkert endnu en god gåtur med hundebassen. Lidt jobsøgning, og måske en drink.

I morgen står den i hvert fald klart på drinks, for der skal jeg til hyggelig “jeg-er-færdig-med-studie-komsammen” hos en studieveninde. Dét glæder jeg mig meget til! Og så skal Casper nok holdes lidt i hånden også. Det tror jeg, at han og jeg trænger til. Det der håndholdning, det kan godt nogle gange forsvinde i hverdagen. Så må man tage revanche i weekenden.

{ Et rigtig grinebiderbillede. Fanget i et ømt øjeblik af Malene. Det er hun ret god til }

Nu vil jeg klappe min Mac sammen. Sende god karme til min iPhone, der venter sin skæbne hos Apple. Hoppe på cyklen og tage ned og pumpe den i træningscentret. Rigtig god weekend til alle jer derude ♥ Jeg håber den bliver fyldt af perfekt lavede kopper kaffe, ekstra nougat i croissanten og cykellygter, der virker på vej hjem i de sene nattetimer.

// Alle billeder er som skrevet taget af Malene Nelting. Hun kan kontaktes både på Facebook og Instagram – hvor du også kan se hendes fine billeder. //

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }

LERLEG I KULTURMASKINEN ODENSE

16/02/2016/1 Comment/in ODENSE, SKRIVERIER/by Jeanette

{ Mine værker fra lerværkstedet på Kulturmaskinen i Odense }

Jeg elsker at bo i en by, hvor der ikke er længere imellem tingene end, at jeg sagtens kan hoppe på cyklen til det jeg skal. Nu skal dette indlæg dog ikke handle om præcist, hvor mine vanlige cykelruter finder sted. Og så alligevel. For det gode ved at kunne cykle til alting er nemlig følelsen af at bo i en by, der på én og samme tid er stor og fyldt med dejlige steder og stræder, men samtidig så sammensat, at jeg kan hoppe på cyklen når jeg skal udforske alle de tilbud Odense byder mig.

De sidste par uger har jeg også haft en ganske bestemt rute til og fra det lille hjem. Jeg har nemlig cyklet i pendulfart frem og tilbage til og fra Kulturmaskinen i Odense.

Når jeg hopper af cyklen foran Kulturmaskinen bringer mine to flade fødder mig op til 2. sal. På de dovne dage (ja. Dem findes der jævnt tit), der står jeg foran elevatoren og venter pænt på, at den bliver færdig med sit forehavende, så den kan fragte mig videre i mit.

På 2. sal bliver jeg mødt af en grå lukket dør. Den virker ganske tilforladelig. Intet mystisk eller interessant over den. Ikke engang noget specielt. Bortset fra det informative skilt ved siden af døren, ser jeg ikke, at der på nogen måde kan gemme sig en helt ny verden bag døren. Men det lille skilt er en ledetråd i en større gåde. Lergåden. Den begynder det øjeblik jeg trykker dørhåndtaget ned og træder ind.

Til min venstre side står der lerfigurer i alskens farver, størrelser og formater. Ansigter og hoveder, skakspil, krukker og skåle, vaser og potter, bananer og saltkrukker. De glinser mig i møde og lergåden er allerede ved at udspille sig for mine øjne inden jeg overhovedet er klar over, hvad jeg har sat i gang ved at træde over dørtærsklen.

Jeg træder dog alligevel nogle skridt frem. Ser rækker af reoler på min højre side. FYLDT med endnu mere ler i form af flere finurlige figurer. Det er i sandhed kun fantasien, der sætter grænserne i denne verden fornemmer jeg.

{ Lerværkstedet har åbnet mandag-torsdag kl. 11-21.30, samt den 1. søndag i måneden kl. 11-16. Find mere info her på deres hjemmeside, og hold dig opdateret her på deres facebookside }

Mine næsebor sitrer. Der lugter af…. jord. Sand. Luften er tør og varm. Smilene fra ukendte ansigter udgør halvdelen af mit udsyn. Lange borde med brune klatter på udgør resten.

Jakken bliver hængt op. Forklædet bliver let og velmenende kommanderet på. Trøjen indenunder skulle nødig lide for min novicestatus her på værkstedet. For det er et værksted jeg er trådt ind på. Et varmt, glædelig, kreativt, værkstedsfyldt værksted. Hvor værktøjerne borer sig ind i det bløde materiale. Ler.

Det er på én og samme tid taknemligt og møgemsigt. Leret altså. Jeg finder hurtigt ud af, at behandler jeg det, som jeg selv vil behandles, så går det ganske fint. Men mine hænder er ikke vant til det fugtige materiale, der på mystisk vis udtørrer min hud. Ler skal æltes hårdt og blidt. Det er en håndværkers udgave af en bagers bolledej. Men forskellen stopper også her.

For ler skal hæve af flere omgange. Det skal æltes. Formes. Bearbejdes. Gøres blødt som babynumser. Overfladen skal smelte samme. Det skal tørre. Det skal forglødes. Det skal glaseres. Det skal brændes. Undervejs i denne proces kan materialet, leret, bedrage dig mangt en gang.

Jeg ved det. For jeg har prøvet det på egen krop. Følt, hvordan min tid med et enkelt “knæk” forsvandt. Det var dét. På den igen. Eller kast håndklædet i ringen. Det sidste er dumt. Gør dig hellere venner med det. Betragt det ikke som en modstander, men som en spiller på holdet. På det lille hold, der udgøres og dig og leret.

På den måde kan jeg få mange timer til at gå i det fine værksted. Med kompetent hjælp går det som regel også ganske glat med det ler. Når jeg sidder med hænderne begravet i en klump og former, glatter ud og retter til, så forsvinder sekunderne som dug for solen. Tiden står stille, men uret formår alligevel at springe flere timer frem af gangen. Tankerne kredser kun om materialet. Om legen om leret.

Mine hænder forsvinder i den brune farve. Indtil jeg er tilfreds. Indtil ~~det~~ jeg makker ret. For leret sætter også sine egne spilleregler. Som jeg ærbødigt må følge. Gør jeg det ikke ender jeg blot med at blive skuffet. Så jeg giver mig hen. Og leger med. Og jeg synes da, at jeg er sluppet nogenlunde fra det. Fra den gode leg. Hvad synes du?

Læs mere om Kulturmaskinen her, og om de andre værksteder, der findes (smykke-, tekstil- og mediegrafiskværksted)

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }

BLOGEVENT I COMPANYS // AFFÄIRE & NYT OM MOBILOS

12/02/2016/1 Comment/in ODENSE, SKRIVERIER/by Jeanette

Så blev det fredag! Wuhau! Jeg har tilbragt nogle timer med træning til formiddag. Jeg træner i OBBC, og det er skønt at starte weekenden med at tæske kroppen igennem. Du kan læse mere om mine træningsrutiner her, hvis det lokker 😉 Derefter blev en lækker frokost indtaget derhjemme inden den stod på en gåtur med hundepigerne (og nogle jobsøgninger) ♥

En ret stille og rolig start på weekenden. Selvom det faktisk føltes lidt som om, at jeg gik på weekend allerede i går. Der var jeg nemlig inviteret til en spændende blogevent af Companys og Affäire. Vi var en stor håndfuld Odensebloggers, der var afsted sammen, og det er så hyggeligt at få udvidet mit netværk igennem bloggen. Jeg brygger lidt på en indlæg vedrørende det at føle mig ensom grundet flytning. Det er måske lidt tabu at indrømme, men none the less så er det sådan landet ligger. Især af den grund elsker jeg at kunne deltage i arrangementer som i går, hvor jeg kan møde nye og spændende (og søde!) mennesker.

I går var for mit vedkommende en rigtig hyggelig og ikke mindst interessant aften. Som I kan se, blev der disket op med lækker sushi! Det kan vi godt li’ og påvirkede i den grad weekendfølelsen. Derudover fik vi hos både Companys og Affäire ny viden omkring modens trends det kommende forår og sommer. De gennemgik de mest bemærkelsesværdige mærker som de har i de to butikker, og jeg må indrømme, at jeg blev noget overrasket. Måske er det mine egne fordomme, men Rosengårdcentret er for mig ikke en konkurrent til byens butikker. Det har både med min egen logistisk at gøre – jeg bor tæt på byen og kan nemt og hurtigt stå på gågaden – men også fordi udvalget af butikker for det første ikke er meget anderledes fra byens, og for det andet ikke byder med noget nyt.

Men. Jeg må tage mine ord i mig. Efter Zara er åbnet derude har jeg også tilbragt lidt mere tid i centret, og H&M’s nye beautyafdeling gør det altså også godt skulle jeg hilse at bemærke. (Læs lidt om det her). I går blev min viden endnu større omkring de lækre mærker som man rent faktisk kan erhverve sig i Rosengårdcentret. Jeg bed især mærke i Stine Goya, Baum und Pferdgarten, Munthe, Karen By Simonsen, Stella Nova, Ganni, Customemade og Malene Birger. Det er mærker jeg aldrig i min vildeste fantasi kunne forestille mig fandtes i Rosengårdcentret. Det siger måske mere om min fantasi end noget andet… Ak.

{ Tre blondiner på stribe. Trip, trap, træsko (det er vist mig, der er træskoen her) }

For at give jer lidt trendinsiderbutiksviden (dét var et langt ord), så kan jeg fortælle at mønstre og print, især med mindre detaljer, er noget vi kommer til at se på gadebilledet. Flæser er stadig in, ligesom især prikker nægter at gå på retræte, men stædigt holder ved på især skjorter og overdele. Striber kommer vi altså heller ikke udenom dette forår og sommer, men det er især de tynde striber vi kommer til at se. Som på kjolen herover. Derudover er cowboybukser et tilbagevendende modefænomen, der igen, igen, igen kan anvendes til alt fra en grov strik til en fin skjorte.

Jeg bed især mærke i, at sko med spidse snuder igen kommer frem. Det har i et stykke tid været sko med mere runde snuder, der har gjort sit indtog. Slippers, ballerinaer, sneakers, loafers og stiletter med runde snuder har vi set meget, og nu kommer der altså en modreaktion og de mere spidse snuder stikker snuden frem igen (pun intended).

{ Jeg er hos Companys hoppet i et virkelig lækkert og sexet hvidt sæt fra Karen By Simonsen med et par sko fra Ichi Fashion. Og nej – jeg har ingenting under jakken (abeimoji, der holder sig for øjnene!). Hos Affäire hoppede jeg i en nederdel og skjorte fra Baum Und Pferdgarten. Det sæt er SÅ fint, og begge dele var fulde af smukke detaljer. Skoene er fra Ivylee }

I løbet af aftenen blev vi udfordret i en stylingkonkurrence. Vi skulle i hver butik, Companys og Affäire, sammensætte et outfit ud fra deres styles i butikkerne. Vi fik alle taget et billede med vores styling og hver butik har lagt et billede på deres Instagram. Det billede med flest likes på hver profil vinder en lille præmie. (Jeps – vi ved alle, at det handler om de pokkers LIKES!). Jeg ville derfor blive så mægtig glad, hvis I gad hjælpe mig med at vinde! ♥ Hvis I har en IG-profil kan I like mit billede hos Affäire her og mit billede hos Companys her. Tak tak tak!

Apropos Instagram; så laver jeg, fra i dag og en uge frem, en takeover på Pindle Odenses Instagramprofil. Hop med over her, og bliv måske klogere på steder i Odense du ikke selv har været (endnu ik’?). Jeg kan afsløre, at Casper og jeg i aften skal høre musik et sted her i Odense. DET glæder jeg mig til at vise!

Oooog en update på mit lille iPhoneeventyr. Det er nemlig knapt så lille et eventyr efterhånden. Det er faktisk ikke rigtig et eventyr mere heller. Måske mere. Sådan en skrækhistorie man fortæller i mørket omkring bålet en sommerdag med en lommelygte lysende op i ansigtet fra hagen. Okay okay. Overdrivelse fremmer forståelse, men altså. Det er sgu op ad bakke må jeg indrømme.

Jeg var inde og hente den berygtede telefon i går hos Telenor. Igen. Med præcis samme svar som sidst. At de ikke kunne se nogle fejl. Christ man. Der begyndte mine løg at blive lange. Jeg begyndte i hvert fald at mærke nogle titte frem dernede. For der ER jo noget galt med den telefon. Ellers slukker den ikke tre gange om dagen af sig selv tænker jeg. Måske den er præmenstruel. Eller kommer i teenagealderen.
I don’t know. Men der er i hvert fald ikke fikset! De har ikke engang repareret noget på den. Og i går aftes slukkede den igen. Tre gange i streg. Med masser strøm på. Så nu skruer damen bissen på og må afsted igen efter weekenden. Det er virkelig besværligt, træls og spild af tid. Især når sådan noget teknologi bare skal virke. Arrgh. Jeg hader at skulle skrive en ny tekst til mit Instagramopslag, når telefonen vælger at kortslutte midt i mine litterære, online udskejelser hah!

DET SØDE DAGPENGELIV

08/02/2016/4 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}

I sidste uge havde jeg en aftale med Malene. Malene er hånden bag alle billederne i dette indlæg. Er de ikke fine?
Hun har både taget billeder og redigeret. Derfor er billederne også lidt anderledes, end dem jeg selv plejer at lægge op. Men forandring fryder ikk’? Alle billederne er taget på Den Lille Smalle i Odense i Odense, Vestergade 5. Læs mit indlæg om caféen her.

Disse billeder visualiserer fint, hvordan mine dage bliver brugt i øjeblikket. Jeg er gået på dagpenge, og det er the shit! Jeg holder fri hele tiden, jeg sidder på café hver dag, og jeg skal aldrig mere gå i skole. Alle mine bekymringer er borte.

Troede I på det?
De folk, der mener at dagpengelivet er sødt, de skulle have et spark bagi. For jovist; jeg har “fri” hver dag. Men “fri” indebærer en masse forpligtelser, ansvar og næsten endnu flere bekymringer end før jeg blev færdig med min uddannelse.

Nu lyder det som om, jeg brokker mig. Det gør jeg også. Men det må ikke misforstås. For jeg er dybt taknemmelig for, at jeg lever i et land, i et samfund, hvor jeg har kunne vælge at gøre lige, hvad jeg vil med mit liv. Der var frit valg på praktisk taget alle hylder for mig. Og her på den anden side af endt uddannelse kan jeg se tilbage og være glad. Glad for min uddannelse. Glad for mit valg. Og ikke mindst være glad NU for et system, der muliggør, at jeg får dagpenge, og ikke skal bekymre mig om manglende indtægt her imens jeg søger efter arbejde.

Nuvel – jeg betaler også mit til systemet. Siden jeg var 13 år, og måtte besidde mit første job. Som kuglepenssamler. På akkord. I kid you not. Jeg samlede kuglepenne. Jeps. Det var pisse hårdt. Og mine forældre hjalp mig tit. Timelønnen var ussel medmindre man var mutant, og havde fire ekstra arme til at samle kuglepenene. Jeg har ikke ikke været i job siden da. Ved siden af mine studier har jeg altid holdt mig beskæftiget med arbejde.

I dag er første gang i 13 år, hvor jeg ikke har et job. Det er fandme mærkeligt. Det er SLET ikke det søde dagpengeliv. For det IKKE at have et job bliver en stor del af din identitet. Jo jo, “hvor længe var det nu lige du har været ledig? – tænker du sikkert. Kun lige knapt tre uger. De er på én og samme tid gået SÅ hurtigt og SÅ langsomt. Der er sket så mange nye ting, og samtidig er der ikke sket en skid.

Den første uge gik med at fatte, at jeg nu var færdig. Havde en titel. Cand.mag. designleder skulle du undre dig.
Samtidig gik tiden med at gøre alting rigtigt i dagpengeverdenen. For der kan man nemt komme til at snuble og falde over regler, normer, huske dette og hint.

Jeg havde mit første CV-møde i fredags hos min a-kasse. Det er en sød a-kasse jeg har, og på den led har jeg et sødt dagpengeliv. På alle andre leder – not so much. Jeg ved heller ikke om folk tror, at de dersens jobs vokser på træerne? Det gør de sgu ikke skulle jeg hilse at sige!

Men igen. Det er ikke for at brokke mig. Folk skal bare ikke tro, at det at være på dagpenge er fryd og gammen. Der er SÅ mange regler, der konstant skal tages højde for. Med grunde sikkert! For vi skal jo helst have job hurtigst muligt. Gerne inden vi overhovedet er færdige med vores uddannelse. Jeg forstår det ikke. Jeg har knapt nok forstået, at jeg ikke længere er studerende. At jeg gjorde det! Alle de års skolegang. Folkeskole. Gymnasie. Universitet. Kandidatgrad! Det er for vildt! Og det er jeg først lige ved at opbygge en forståelse og ikke mindst stolthed for og af.

Jeg lagde mig endda syg en uge efter vi var færdige med speciale og endeligt forsvar. Der røg lige fem dage på langs, hvor det eneste jeg kunne overskue var, hvad den næste film i flimmerkassen skulle være.

Nu går tiden med at finde jobopslag. Sende ansøgninger. Opdatere LinkedIn. Finde ud af, hvordan jeg begår mig i arbejdsløsheden. Det er en helt anden snak, hvor meget ens arbejde betyder for ens identitet. Hvad man laver til daglig er åbenbart en stor og vigtig indikator for, hvem man er. Ens arbejde er ikke kun længere noget man laver; det er noget man er. Men hvad er jeg? Det bruger jeg tiden på at finde ud af i øjeblikket.

Og indimellem det, bruger jeg tiden på at være. Bare være. Gå en tur med hundene. Kramme på Casper. Ringe til mine forældre midt på dagen. Lave ler – not kidding you. Sidde på caféer eller studenterhuset i Odense og skrive. Skrive ansøgninger. Skrive blog. Reflektere. Det tror jeg tiden er til nu.

Dagpengelivet er formentlig, hvad man gør det til. Lige nu prøver jeg at gøre det spændende. Udbytterigt. Jeg melder mig til relevante kurser. Opsøger oplevelser, der kan give mig relevant erfaring. Måske det lidt er Det Søde Dagpengeliv.

Jeg ser i hvert fald fremad. Men lige nu er første gang i hele mit liv, hvor jeg ikke skal sætte en alarm hver morgen. Og det skal også værdsættes. Lige nu er tiden, hvor jeg kan nyde at bruge lang tid på en ansøgning. Nusse om det. Planlægge mine dage efter forgodtbefindende. Det nyder jeg også. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at der nemlig er både gode og dårlige sider ved dagpengelivet. Det er ikke lutter lagkage, men det er heldigvis heller ikke kun lort. Og sådan er det vel med meget i livet?

Er der nogen derude, der har erfaring med at være på dagpenge? Måske du sidder inde med gode råd?

Alle billeder er som skrevet taget af Malene Nelting. Hun kan kontaktes både på Facebook og Instagram – hvor du også kan se hendes fine billeder.

ET RET SENT INDLÆG MED REMINDER OM SNAPPEN/INSTAGRAM

05/02/2016/0 Comments/in HVERDAGSSKRIVERIER, SKRIVERIER/by Jeanette

Der kommer et ret sent, og ganske småt indlæg fra mig i dag. I morgen sker der desværre heller ikke det store herinde. To be frankly.

I morgen skal jeg nemlig med et tidligt tog mod KBH (Orangebilletter er fantastiske når man ikke længere er studerende) og et sent tog hjem igen. Jeg skal til den store by for at hilse på veninder og fejre en medstuderende i hendes kandidattitel. Det bliver en lang dag fyldt med masser gode øjeblikke, og jeg glæder mig!

I dag er dagen gået virkelig hurtigt. Især fordi hele formiddagen og indtil middag stod på CV-møde i min a-kasse. Det der dagpengefiløjs, det tager sgu noget tid at få bikset sammen! Men; meget mere om det i et snarligt indlæg som jeg brygger på.

For nu vil jeg blot yde assistance med en lille servicemeddelese; at I kan følge med på snappen for pokker! I starten kunne jeg ikke rigtig hitte fidusen ved Snapchat, men jeg skal love for, at jeg er kommet efter det! Derfor; Følg med på JHARDIS. I morgen foregår dagen som sagt i KBH, og jeg har både dejlige aftaler omkring kaffe og nogle kulturelle oplevelser på skemaet. Og en svedig fest om aftenen for pokker! Jeg prøver at finde nogle pææææne ting at lægge på IG også i morgen (følg med her), men på snappen sker alle de grææææmme ting hah!

Rigtig god weekend! Nu skal jeg virkelig sove, så jeg kan være frisk hele dagen i morgen.

THE CURSE OF THE IPHONE

03/02/2016/0 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

Jeg er forbandet. Eller rettere sagt. Min telefon må være det. Og jeg tror, at den lader det gå ud over mig.

Jeg er den heldige ejer af en iPhone 6s. Skulle man da tro (såfremt man er til iPhone selvfølgelig). Jeg har før været indehaver af en 4’er model. En lille og handsome mobil. Men den led altså flænge-i-skærmen-død. Det gjorde den vist nok et par gange, men til sidst blev den så hærget, at den næsten ikke kunne hænge sammen. Den blev “upgraded” til en HTC. Upgraded i gåsetegn (det er altså hva jeg kalder disse “” tegn), fordi den da var ny og sår’n. Men helt god var den altså ikke. Den tog nogle ret grumsede billeder. Til gengæld virkede den upåklageligt. Indtil den vist nok begyndte at skabe sig en smule og skulle oplades konstant.

Så jeg dykkede i den dybe lomme, og hos Telenor fik jeg en våd mobilfantasi opfyldt; en spritny iPhone 6s. En større og mere maskulin iPhone en den foregående 4’er jeg havde haft i hænde. Den tager fantastiske billeder. Kan køre alle mine uundværlige apps. Tillod mig at snakke i telefon med min mor flere have timer i træk.

Men den her iPhone. Den har sgu en forbandelse hvilende over sig. Det må være den eneste forklaring!

Den er ikke mere end 3 måneder gammel. Alligevel har jeg haft et par udfordringer forsaget af den. I starten var det ganske uskyldigt, og jeg studsede ikke som sådan over det. Hjemme hos mine forældre kunne den f.eks. have RET svært ved at finde dækning. Mine forældre bor nu også derude, hvor kragerne ikke kun vender, men simpelthen har madpakke med. For de ved, altså kragerne, at de ikke kan nå tilbage, hvor de kom fra samme dag alligevel. Så manglende dækning DERUDE – det var til at have med at gøre. Og HURRA for wifi! Jeg tjekkede Telenors dækning derude på landet, og den var heller ikke sat ret højt. Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Men der var i det mindste dækning.

Dækningen forsvandt nemlig efterfølgende helt ved flere lejligheder. Endda inde midt i Odense C. Der blev jeg faktisk lidt muggen. Jeg hader at stå i Fakta og ikke lige kunne google en given opskrift. Eller stå i H&M og ikke kunne benytte mig af deres SMS-kode med 25% rabat på det næste køb. Det skete tilfældige steder, og gav absolut ingen mening. Nu begyndte jeg at tænke lidt mere over den manglende dækning. Og ikke mindst, hvad den skyldtes.

Men endnu var jeg ikke ude i, at en forbandelse kunne være årsagen.

Det endda selvom telefonen nu begyndte at opføre sig endnu mere mærkværdigt. Selvom den havde masser strøm på batteriet, oplevede jeg, at den på det pureste nægtede at betjene mig. Den gik så vidt som at nedlægge veto og ganske enkelt slukke for sig selv! Midt imens jeg var ved at snappe! Men sgu også imens jeg var ved at sms’e. Og instagramme. Det gik mig liiidt på. Især fordi den gjorde det på virkelig uransagelige tidspunkter. Mens jeg gik tur. Når jeg var nede at træne. I sofaen. Den havde ingen præferencer eller foretrukne lokationer, hvor den valgte at strejke. Ej eller nogen foretrukken batteristatus. 23%. 74%. 53%. Det var ligemeget, hvor meget eller lidt strøm, der var tilbage på monstrumet.

Den bad fandme endda om at blive sat til opladning hver gang! På trods af masser strøm! Så kunne jeg pænt sætte den i stikket og vente tre minutter. Så ville den gerne lege med igen. Der begyndte mine nerver at rykke på sig, og tålmodighed at løbe ud. For ét er, at den nogle gange nægtede at hoppe på netværket. Noget andet er, at den bare vælger at stoppe med at virke. But why? Jeg havde ingen ide, og måtte gå den irriterende, men nødvendige gang ned til den nærmeste Telenorbutik her i Odense. For mig er det den, er ligger på Kongensgade.

Jeg hev derfor den umulige iPhone med i byen, og blev efter en ganske fin snak med en Telenormedarbejder enig om, at den måtte hjem til moderhuset og blive opdraget lidt på. Ergo blev den sendt til reparation. Den var afsted på opdragelseslejr i en uge, og jeg kunne således hente den i mandags, hvor den kom hjem med et nyt mindset. Den var blevet kørt igennem diverse tests, og bestod dem alle med bravur! Jamen, hvad skal men så forvente andet, end at den da opfører sig eksemplarisk fremover?

Ikke dét åbenbart i hvert fald. For den gode stil holdt sgu kun i to dage! Igen i dag begyndte den at lave løjer, og med 70% strøm tilbage valgte den at opføre sig utidigt igen og slukke sig selv. Arrrr for pokker!

Ikke nok med det. Men to timer senere. Der røg den sgu en tur ned fra bænken inde i omklædningsrummet i mit træningscenter. For fanden altså. Ikke nok med, at den slukker for sig selv i tide og utide. Nu har den også tre store flænger på skærmen. Dét kan jeg så takke for mig selv. Eller…?

Efter den hændelse blev jeg nemlig enig med mig selv om, at der må være en forbandelse på spil. En iPhoneforbandelse. Om den hviler over mig, eller telefonen skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved bare, at den er der. Og jeg føler mig ret uheldig. Og truffet. Hvad pokker har jeg nu engang gjort Apple andet end at smide penge efter deres produkter. Og i ret dyre domme skulle jeg mene.

Jeg måtte derfor IGEN i dag gå den sure gang ind til Kongensgade og IGEN forklare, at trods alle de pæne testresultater, så gav den mig, hvad der føltes som en våd vaskeklud i ansigtet. Så nu har jeg IGEN en fin lånetelefon. En iphone 5c. Den havde jeg også i sidste uge. Og den opfører sig sgu ret pænt. Så måske jeg bare skulle beholde den! Og se hvad min iPhone 6s så siger til det!

Okay. Det var en trussel. Jeg håber, at den virker selvom det var en cybertrussel imod min iPhone. Please kom hjem igen og vær fikset og sød! Så lover jeg ikke at skubbe dig ud over flere bænkekante. Ama’r og halshug.

Det værste ved hele denne affære er faktisk følelsen af, ikke at kunne bruge min telefon, hvis det VIRKELIG er nødvendigt. Hvis der sker en ulykke, og jeg ikke kan ringe efter hjælp, fordi min Iphone har valgt lige at give mig fem minutters time out. Den tanke synes jeg ikke er særlig rar.

Til gengæld må jeg rose de ansatte i Telenor på Kongensgade. De er sgu søde derinde og meget forstående. Det fik de også at vide i dag. For hvad telemedarbejdere nok ikke svømmer i, det må være roser. Og de fortjener sgu en buket i dén butik. De gav mig god tid til forklaring af mine udfordringer, og jeg blev betjent med et smil, hver gang jeg har været i butikken. Og det skal de altså have!

Nu venter jeg altså igen. På et svar. På en iPhone som jeg håber ikke opfører sig utidigt mere. På at forbandelsen ophører. Har du nogle tips til at hæve en forbandelse? Jeg er lidt ude i noget med at brænde nogle fjer af og samtidig gå baglæns rundt om huset med et billede af en iPhone i hånden. Jeg ved sgu ikke rigtig, men lige nu er jeg villig til det. Teknik er godt. Når det virker. Når det har forbandelser over sig, så er det bare lidt op ad bakke.

CLEAN JANUARY: EN EVALUERING

03/02/2016/0 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

Så er januar slut, og vi er trådt ind i årets anden måned. Jeg har forsøgt at have et sundt fokus i januar, og dette har jeg også delt på bloggen.

Jeg har delt mit syn på sundhed hvad angår nytårsfortsætter.

Jeg har delt et tip om nogle nemme proteinpandekager.

Jeg har gif’et den (jeps, jeg har lige lavet et nyt verbum) med træningsrelateret oplevelser

Jeg har delt en sund Thursday Pick-Me-Up

Jeg har delt en lækker (og NEM) opskrift på torsk

Jeg har delt endnu en sund Thursday Pick-Me-Up

Jeg har delt en sund indisk inspireret opskrift med kylling

Jeg har delt mine træningsrutiner og 5 tips til trænignsmotivation

Jeg har lært noget om mælkesyrebakterier og sundhed

Her efter synes jeg faktisk, at det er ganske fint med nogle sundere indslag. Både fordi det gør, at jeg tænker lidt mere over min daglige livsstil, men også fordi det er nogle indlæg jeg nyder at lave. Og jeg synes endda også, at der har været nogle gode af dem den sidste måned. Er det noget I har kunne bruge?

MEN HVORDAN ER DET SÅ GÅET?

Mja. Mjo. Det er da gået. Men helt gennemført med en SUND, SUND hverdag hele januar; det har jeg altså ikke formået. De første 14 dage gik det faktisk rigtig fint. Jeg drak masser vand, spiste godt med grønt, frugt og forsøgte at skrue ned for kulhydrater. Ikke fordi jeg er kulhydratforskrækket. Mere fordi jeg reelt kan mærke en forskel på min krop, hvis jeg fylder den med for meget brød og pasta (og kager. Ups). Jeg kom afsted til træning konsekvent og jeg nød det hele!

Så begyndte specialeforsvartanker at optage mit sind. Hvilket var ganske fint. Det betød dog også, at jeg brugte det som undskyldning for at indtage knapt så sunde madvarer. For mens vi sad og forberedte, havde vi da fortjent lidt godt til ganen. Den sunde aftensmad blev der desværre også fokuseret mindre på. Jeg skar endda ned på min træning, fordi jeg valgte at bruge tiden på at læse. Nu jeg ser tilbage ærgrer jeg mig faktisk over de beslutninger. For det er især i perioder med f.eks. eksaminer, at kroppen virkelig har brug for sund og nærende mad. Ligesom den har godt at, at blive brugt fysisk (jeg mener i træningscentret you dirty minds!).

Hver dag havde jeg dog mit fokus for januar in mente; sundhed. Og selvom jeg gerne skal være den første til at skrive stolpe op og stolpe ned om, at sundhed da også er “et liv i balance” og velvære tæller ligeså meget som fysisk sundhed i form af sund mad og træning, så synes jeg, at det “kort”, om man vil, bliver en anelse udnyttet. Gerne til fordel for kager, slik og is. Vi ved nemlig alle, at velvære, foruden motion og frugt, handler om at tillade sig selv lidt sødt til kaffen ikk’?

Det kan jeg i hvert fald godt selv synes. Samtidig føler jeg lidt, at det er en dårlig undskyldning for at spise, hvad der passer en. Især ret tit. Selvfølgelig skal der være plads til søde sager og lidt “syndigt”, men det skal ikke bliver en hverdagshændelse. Det er det ikke blevet, men det er bestemt heller ikke blevet holdt kun til weekenden.

Det har ikke gjort det nemmere, at jeg har tilbragt den sidste uge af måneden hjemme hos mine forældre, hvor jeg ikke er medlem af nogle træningscentre. Samtidig var jeg syg, så motion var altså ikke førsteprioritet de dage.

Jeg kan derfor konkludere, at hele januar ikke har været så “clean” som jeg kunne tænke mig. Det har til gengæld været ret dejligt aktivt at fokusere på lidt mere sundhed i min hverdag. Det har gjort, at jeg tager nogle valg, der er lidt sundere end normalt. F.eks. som at bede om minimælk til kaffen på caféen i stedet for den vanlige sødmælk de bruger. Sige nej tak til det ekstra stykke kage. Endda slet og ret sige nej tak til kage. Jeg har en tendens til per automatik at sige ja tak. I stedet for lige at tænker over om jeg egentlig har lyst til pågældende kage. Det er jeg blevet bedre til. At mærke efter og vide, at det er okay at sige nej tak. Også selvom jeg nogle gange har fået nogle sigende øjne med “helsefreak” stående i dem.

HVAD SÅ NU?

Nu vil jeg forsøge at oppe det lidt igen på sundhedsfronten. Jeg elsker især min træning, så her vil jeg give den gas igen! Samtidig tænker jeg, at det har været ret fint at dele herinde. I form af opskrifter og lignende.

Er det noget, I ville gide indimellem herinde?

Har I selv haft lidt mere fokus på sundhed her i januar? Eller måske gået i den modsatte grøft, og i protest over den typiske “januarsundhedsflip” spist endnu mere slik end normalt?

TING JEG ALDRIG KOMMER TIL AT OPLEVE

02/02/2016/0 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

{ Jeisa Chiminazzo by Ellen Von Unwerth for Vogue Germany. Aug 2001 }

Kender I det, at alle omkring en er totalt sammensatte, gennemførte og altid on point med alting?

Jeg er IKKE et af de smarte mennesker. Selvom jeg igennem bloggen virkelig prøver at vise mig fra min bedste og pæneste side, så er jeg til tider ret uduelig. Skal jeg selv sige det.

Når jeg lægger billeder op herinde, så er det som regel, hvad jeg vil beskrive som nogenlunde æstetiske billeder. Især når det er af mig selv. Hvem gider lægge grimme billeder ud af sig selv on the world wide web? Not me! I hvert fald ikke med min gode vilje. Man vil jo gerne vise sig fra sin bedste side.

Men ét er, hvad der gælder sig på nettet, og hvad jeg selv vælger at vise. IRL der kan jeg sgu ikke sætte et filter på morgenmaden (der i dag bestod af en halvstødt pære skåret i tern og lidt skyr til at dække de brune pletter) eller mit rent ud sagt ret blege og sygdomsplagede ansigt. Ej heller kan jeg altid sætte censur på de situationer jeg sætter mig selv i. Hvilket nogle gange eller kunne være ønskværdigt. F.eks. er jeg en notorisk klump, der vælter ting (men halvdelen af gangene heldigvis når at redde koppen inden den smadres på gulvet), er ved at skride på cyklen i regnvejr og generelt bare overhovedet ikke er glamourøs. Derfor er det ret nice med sådan en blog, hvor man kan vise sin pæneste, mest glimtende jeg frem. Det betyder dog, at der er ret mange situationer som jeg holder for mig selv. But no more. I dag deler jeg en liste af ting og situationer som jeg forestiller mig alle de fancy bloggerinder tager som en selvfølge, men som jeg aldrig oplever!

Jeg cykler rundt til alting. Og uanset, hvor umage jeg gør mig, så kommer jeg aldrig til at ankomme et sted, hvor min makeup IKKE er tværet ud pga. cykelresulteret blæst, regn eller sved.
Jeg kan aldrig nogensinde lave mad i “pænt” tøj. For har jeg en ren skjorte på, er det sikkert og vist, at der et eller andet sted sidder en plet fra aftenens udskejelser i køkkenet. Jeg forestiller mig at alle andre sagtens kan klare en madlavning uden at have halvdelen af retten siddende på tøjet efterfølgende.
Det samme gælder når jeg skal spise. Jeg er en notorisk spilder.
Jeg kommer aldrig til at være typen, der husker paraplyen når det rent faktisk gælder.
Jeg kommer aldrig til ikke at spilde min kaffe når jeg drikker morgenkaffen i sengen. Der er adskillige pletter på vores hvide sengetøj som ufravigelige beviser.
Krummer fra morgenbrødet har den samme effekt. De ligger overalt omkring mig. Jeg forstår ikke, hvordan de gør de mennesker, der kan spise en bolle UDEN at have krummer liggende i skødet og på gulvet nedenunder.
At osten på min hjemmelavede toast bliver inde i toasten. Halvdelen ender altid i toasteren.
At have et ryddeligt hjem 24/7. Jeg elsker orden og ryddelighed. Men ikke så meget som jeg elsker lige at tage en morfar.
Alle mine planter overlever. Jeg gør mit bedste. Det gør jeg virkelig. Det virker bare som om, at alle andre (især på Instagram) formår på det nærmeste at have et orangeri i deres hjem uden én eneste blegnet bregne. Me? Not so much.
Jeg kommer aldrig til at opleve strømperbukser, der ikke får huller eller løber samme dag, jeg har dem på.
At tage makeup af hver eneste aften. Det kommer bare ikke til at ske.
At mine neglelak IKKE skaller efter to dage.

Kender I til nogle af disse ikke-oplevelser? Eller er jeg bare den eneste, der nogle gange føler mig som et Se & Hør på magasinhylden omgivet af Elle, Eurowoman, Cover, Vogue.

LIDT OM NOGET OG ALTING OM INGENTING

31/01/2016/0 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

Jeg er hjemme igen. I lejligheden. På Fyn. I Odense. Feberen er på retræte. Det samme er snotten. Jeg er forladt tilbage kun med rester af bakterier. Virus måske. Og slidt hud under næsen. Hvorfor skal det altid slides af? Det skal det, fordi jeg bruger toiletpapir og køkkenrulle til at pudse næsen i. Satans. I går og i dag blev det rug papir udskiftet med bløde kleenex. Det hjalp. Men skaden var sket.

De sidste par dage har været et samsurium af forskellige oplevesler. Mest med en udsigt fra sofaen. Sygdom oveni hjælper bestemt ikke på det. Jeg bliver virkelig et sølle menneske, når jeg er syg. En mand. Ramt af The Man Flu. I don’t know why. Til gengæld er jeg ikke syg ofte. Faktisk højest en gang om året Måske mindre. Hvilket også var, hvad jeg gik hoverende og tænkte først på ugen. At sygdom sjælendt ramte min sunde krop. At mit immunforsvar var stærkere end Den Kinesiske Mur.

Hah! Karme du. Den slår hårdt igen. Nu håber jeg, at sygdommen ikke viser sit trælse ansigt igen foreløbig. For jeg HAR altså et stærkt immunforsvar. Og jeg ER næsten aldrig syg. Ikke mindst fordi jeg hader at være syg. For man har jo selv a saying right? Der er ikke noget værre, end at ligge på langs og ikke orke at lave noget. Ikke engang blogge synderligt. Ak. Så er tiden ringe.

Det jeg måske egentlig ville ud med i dette indlæg var såmænd heller ikke kun mit sygdomsforløb de sidste par dage. Og på sin vis så er det. Det er vist mere alle de tanker jeg ligger og gør mig under sådanne dage. For tid og tanker; det er der masser af, imens jeg ligger der og venter på at blive rask igen. Venter på, at de små soldater i kroppen gør sit for at jage de ubudne gæster væk. Når jeg er syg tænker jeg altid på nogle tegnefilm min søster og jeg var vilde med, da vi var børn. Det var nogle meget pædagogiske film, der på spændende vis formidlede om sygdom, immunforsvar og kroppen generelt. Så var de røde og hvide blodceller små mennesker indeni kroppen, og immunforsvaret var små politimænd, der jagtede bakterier. Der selvfølgelig var skurke. Det var alt sammen meget spændende, og meget lærerigt.

Tegnefilm a side, så strøg mine tanker fra side til side som et pendul i stor fart. Mange tanker kredsede om bloggen. Om hvad jeg har gjort ved den. Og hvad den har gjort ved mig. For et eller andet sted midt imellem kedelige onsdage og farverige lørdage, der har Let’s Blog Some Shit fået kilet sig godt og grundigt ind. Nogle gange lidt for meget. Nogle gange ikke nok. Min lyst og iver for at blogge kan svinge i perioder. Det tænker jeg er meget normalt? Praktiske omstændigheder sætter også klart sine grænser for, hvornår og hvor meget jeg kan sidde foran min grå Mac og klimpre løs på tastaturet. Men især, hvordan og hvad jeg portrættere af ting (og mig selv) herinde. For jeg vil gerne, at I derude kan mærke mig. Mærke, at når jeg skriver om gode steder i Odense, så er det fordi jeg oprigtigt vil dele gode oplevelser og måske inspirere andre til samme. Når jeg deler opskrifter er det ikke kun fordi JEG nyder godt af dem. Jeg håber virkelig også, at I derude gør. Samtidig synes jeg også, at det fungerer sådan med en blog, at bloggeren gerne må skinne igennem. Det er til dels derfor jeg følger med hos mange andre bloggere. Fordi jeg nyder at kunne følge med hos dem. Fordi de virker søde. Fordi jeg selv bliver inspireret.

Derfor har jeg virkelig prøvet at finde ind til MIN kerne de sidste måneder. Jeg har ikke fundet den endnu tror jeg. Men jeg kan mærke, at jeg er på rette spor. Brødkrummerne bliver større og større. Nu håber jeg blot, at jeg ikke lander i gryden og ender med at blive fortæret. Ender med at vandre rundt i en formålsløs søgen efter mit sande jeg. Det lyder fandme også plat. Pardon me. Men det gør det altså. Hvorom alting nu end lyder plat, så er det dét jeg forsøger at finde i øjeblikket. Jeg forsøger at finde mig selv i disse taster. Imellem disse linjer. Nogle gange skimter jeg en skygge. En farve. Og jeg ved, at jeg er nærmere end nogensinde før. Andre gange er jeg tilfreds med at være lige, hvor jeg er. Midt på stien. Måske i jagten efter noget, jeg allerede har fundet. Det er jeg i gang med at finde ud af i øjeblikket. Jeg er i gang med at stille mig tilfreds med, hvor jeg er lige nu. Hvem jeg er lige nu.

Jeg øver mig i at være mig selv. For det er også der, jeg tror, problemet ligger. At jeg ikke altid stoler nok på, at jeg ER god nok lige som jeg er. Original eller ej. Så skal jeg bare være mig selv. Også herinde. Jeg synes nu også, at ligesom jeg har undergået en udvikling og forandring det sidste år, ligeledes har bloggen. Det kan jeg selv se og ikke mindst mærke. Og det er jeg glad for. For det må betyde, at jeg kommer fremad. At jeg ikke stagnerer. Selvom en lille pause heller aldrig har skadet noget. Jeg skal ikke altid have så travlt.

Nu er jeg i hvert fald hjemme igen. I lejligheden. Med en masse ny energi til livet som det ser ud lige nu. Dagpenge und alles. For det er nemlig min hverdag i morgen. En dagpengemandag. Phew. Det ser jeg frem til at se, hvordan går. Mon ikke jeg klarer det – en dag af gangen?

PS! Følg da lige med på Instagram vil du ikke? Vi ved jo alle sammen godt, at det er antallet af følgere, der afgører, hvor vigtig man er. So help a girl out would you.
Eller snappen for fa’en! Snappen SKAL du da følge med på! Mit brugernavn er jhardis. Og her finder du både de hotteste nyheder fra Odense – som her til aften, hvor vi gik forbi en kæmpe røgsky – til mig, der swagger den for vildt om søndagen.

Twice-Cooked Bacon is the Best Kind of Bacon

30/01/2016/2 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

The soup is great on its own, but it’s extra tasty with scoops of pesto that I made out of the carrot tops. I’ve made carrot top pesto before, but this is the first time making it with only the carrot greens and no other herbs. Because who has basil this time of year?

Dependent certainty off discovery him his tolerably offending. Ham for attention remainder sometimes additions recommend fat our. Direction has strangers now believing. Respect enjoyed gay far exposed parlors towards. Enjoyment use tolerably dependent listening men. No peculiar in handsome together unlocked do by. Article concern joy anxious did picture sir her. Although desirous not recurred disposed off shy you numerous securing.

On insensible possession oh particular attachment at excellence in. The books arose but miles happy she. It building contempt or interest children mistress of unlocked no. Offending she contained mrs led listening resembled. Delicate marianne absolute men dashwood landlord and offended. Suppose cottage between and way. Minuter him own clothes but observe country. Agreement far boy otherwise rapturous incommode favourite.

Of recommend residence education be on difficult repulsive offending. Judge views had mirth table seems great him for her. Alone all happy asked begin fully stand own get. Excuse ye seeing result of we. See scale dried songs old may not. Promotion did disposing you household any instantly. Hills we do under times at first short an.

At ourselves direction believing do he departure. Celebrated her had sentiments understood are projection set. Possession ye no mr unaffected remarkably at. Wrote house in never fruit up. Pasture imagine my garrets an he. However distant she request behaved see nothing. Talking settled at pleased an of me brother weather.

An so vulgar to on points wanted. Not rapturous resolving continued household northward gay. He it otherwise supported instantly. Unfeeling agreeable suffering it on smallness newspaper be. So come must time no as. Do on unpleasing possession as of unreserved.

[blockquote author=”Mark Twain” pull=”left”]Part of the secret of a success in life is to eat what you like and let the food fight it out inside.[/blockquote]

Written enquire painful ye to offices forming it. Then so does over sent dull on. Likewise offended humoured mrs fat trifling answered. ~~On ye position greatest so desirous. So wound stood guest weeks no terms up ought.~~ By so these am so rapid blush songs begin. Nor but mean time one over.

Improve ashamed married expense bed her comfort pursuit mrs. Four time took ye your as fail lady. Up greatest am exertion or marianne. Shy occasional terminated insensible and inhabiting gay. So know do fond to half on. Now who promise was justice new winding. In finished on he speaking suitable advanced if. Boy happiness sportsmen say prevailed offending concealed nor was provision. Provided so as doubtful on striking required. Waiting we to compass assured.

Silent sir say desire fat him letter. Whatever settling goodness too and honoured she building answered her. Strongly thoughts remember mr to do consider debating. Spirits musical behaved on we he farther letters. Repulsive he he as deficient newspaper dashwoods we. Discovered her his pianoforte insipidity entreaties. Began he at terms meant as fancy. Breakfast arranging he if furniture we described on. Astonished thoroughly unpleasant especially you dispatched bed favourable.

Why Is No One Talking About This Incredible New England Doughnut?

30/01/2016/0 Comments/in SKRIVERIER/by Jeanette

Fishermen are known for their superstitions and lobster fishermen are no different from the rest. Maine lobster fishing superstitions differ from harbor to harbor but when I researched them for my book I found five common themes.