CLEAN JANUARY: EN EVALUERING

clean january4
Så er januar slut, og vi er trådt ind i årets anden måned. Jeg har forsøgt at have et sundt fokus i januar, og dette har jeg også delt på bloggen.

Jeg har delt mit syn på sundhed hvad angår nytårsfortsætter. 

Jeg har delt et tip om nogle nemme proteinpandekager.

Jeg har gif’et den (jeps, jeg har lige lavet et nyt verbum) med træningsrelateret oplevelser

Jeg har delt en sund Thursday Pick-Me-Up

Jeg har delt en lækker (og NEM) opskrift på torsk

Jeg har delt endnu en sund Thursday Pick-Me-Up

Jeg har delt en sund indisk inspireret opskrift med kylling

Jeg har delt mine træningsrutiner og 5 tips til trænignsmotivation

Jeg har lært noget om mælkesyrebakterier og sundhed

Her efter synes jeg faktisk, at det er ganske fint med nogle sundere indslag. Både fordi det gør, at jeg tænker lidt mere over min daglige livsstil, men også fordi det er nogle indlæg jeg nyder at lave. Og jeg synes endda også, at der har været nogle gode af dem den sidste måned. Er det noget I har kunne bruge?

MEN HVORDAN ER DET SÅ GÅET?

Mja. Mjo. Det er da gået. Men helt gennemført med en SUND, SUND hverdag hele januar; det har jeg altså ikke formået. De første 14 dage gik det faktisk rigtig fint. Jeg drak masser vand, spiste godt med grønt, frugt og forsøgte at skrue ned for kulhydrater. Ikke fordi jeg er kulhydratforskrækket. Mere fordi jeg reelt kan mærke en forskel på min krop, hvis jeg fylder den med for meget brød og pasta (og kager. Ups). Jeg kom afsted til træning konsekvent og jeg nød det hele!

Så begyndte specialeforsvartanker at optage mit sind. Hvilket var ganske fint. Det betød dog også, at jeg brugte det som undskyldning for at indtage knapt så sunde madvarer. For mens vi sad og forberedte, havde vi da fortjent lidt godt til ganen. Den sunde aftensmad blev der desværre også fokuseret mindre på. Jeg skar endda ned på min træning, fordi jeg valgte at bruge tiden på at læse. Nu jeg ser tilbage ærgrer jeg mig faktisk over de beslutninger. For det er især i perioder med f.eks. eksaminer, at kroppen virkelig har brug for sund og nærende mad. Ligesom den har godt at, at blive brugt fysisk (jeg mener i træningscentret you dirty minds!).

Hver dag havde jeg dog mit fokus for januar in mente; sundhed. Og selvom jeg gerne skal være den første til at skrive stolpe op og stolpe ned om, at sundhed da også er “et liv i balance” og velvære tæller ligeså meget som fysisk sundhed i form af sund mad og træning, så synes jeg, at det “kort”, om man vil, bliver en anelse udnyttet. Gerne til fordel for kager, slik og is. Vi ved nemlig alle, at velvære, foruden motion og frugt, handler om at tillade sig selv lidt sødt til kaffen ikk’?

Det kan jeg i hvert fald godt selv synes. Samtidig føler jeg lidt, at det er en dårlig undskyldning for at spise, hvad der passer en. Især ret tit. Selvfølgelig skal der være plads til søde sager og lidt “syndigt”, men det skal ikke bliver en hverdagshændelse. Det er det ikke blevet, men det er bestemt heller ikke blevet holdt kun til weekenden.

Det har ikke gjort det nemmere, at jeg har tilbragt den sidste uge af måneden hjemme hos mine forældre, hvor jeg ikke er medlem af nogle træningscentre. Samtidig var jeg syg, så motion var altså ikke førsteprioritet de dage.

Jeg kan derfor konkludere, at hele januar ikke har været så “clean” som jeg kunne tænke mig. Det har til gengæld været ret dejligt aktivt at fokusere på lidt mere sundhed i min hverdag. Det har gjort, at jeg tager nogle valg, der er lidt sundere end normalt. F.eks. som at bede om minimælk til kaffen på caféen i stedet for den vanlige sødmælk de bruger. Sige nej tak til det ekstra stykke kage. Endda slet og ret sige nej tak til kage. Jeg har en tendens til per automatik at sige ja tak. I stedet for lige at tænker over om jeg egentlig har lyst til pågældende kage. Det er jeg blevet bedre til. At mærke efter og vide, at det er okay at sige nej tak. Også selvom jeg nogle gange har fået nogle sigende øjne med “helsefreak” stående i dem.

HVAD SÅ NU?

Nu vil jeg forsøge at oppe det lidt igen på sundhedsfronten. Jeg elsker især min træning, så her vil jeg give den gas igen! Samtidig tænker jeg, at det har været ret fint at dele herinde. I form af opskrifter og lignende.

Er det noget, I ville gide indimellem herinde?

Har I selv haft lidt mere fokus på sundhed her i januar? Eller måske gået i den modsatte grøft, og i protest over den typiske “januarsundhedsflip” spist endnu mere slik end normalt?

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *