Omg! Does she really have TWO dogs?

/9 Comments/in , , /by

Bullerbox er modtaget som gave
IMG_2636

Ja. Ja det har jeg sgu. Og jeg et ægte hundemenneske. Jeg er faktisk også et ægte kattemenneske. Jeg har aldrig forstået, at man skal være enten eller. Hvorfor afskære sig selv fra muligheden for at få forskelligt hår på tøjet? Det begriber jeg ikke, man ikke vil…

Men Casper er allergisk overfor katte. Så det er en ret nem beslutning om sådan et kræ skal være en del af husholdningsbudgettet.

Jeg er til gengæld vokset op med både hund og kat. Og da jeg var 14 år ville jeg gerne have min egen hund. Jeg havde ingen hede drømme om store stereoanlæg eller fancy cykler da vi nåede konfirmationsalderen. Næ. Jeg ville bare gerne have min egen hund.

Så da jeg blev konfirmeret (dengang fandtes begrebet ’non-firmation’ ikke, så jeg blev altså konfirmeret), der brugte jeg alle de skejsere, jeg fik i gave på at købe min egen hund.

Mine forældre har altid været fortalere for, at vil man have noget selv, så må man selv betale. Altså. Selvfølgelig ud over alle de normale ting man tigger venligt beder om som teenager.

IMG_2589{ Will you pls let go! }

IMG_2540

Og en hund er ingen billig erhvervelse. Slet ikke, hvis man gerne vil have en specifik race, hvor man er sikker på, alt er som det skal være. Ikke, at en hund fra f.eks. internat ikke kan være mindst ligeså fantastisk! På det tidspunkt tænkt jeg bare slet ikke det som en mulighed. Det kunne jeg sagtens finde på i dag. Dengang bruge jeg et år på at udse mig, hvilken slags hund jeg skulle have.

Mine første ønsker gik selvfølgelig på en chihuahua! Det var lige omkring Paris Hilton hysteriet, hvorfor ALLE skulle have en lille hund dinglende på armen. Men der satte min far sgu hans str. 41 fødder i jorden, og nægtede, at sådan et lille dyr skulle komme indenfor husets fire vægge! Den dag i dag tror jeg faktisk, han havde budt sådan en størrelse velkommen. Tænker jeg tilbage på hele den situation nu, kan jeg måske godt følge ham. Frøken Hilton var dengang måske ikke just forbilledet man ønskede for sine døtre…

IMG_2568{ ♥ Den der kan jeg da lige hapse… }

Når. Men altså. Det endte deraf med en helt anden race. Nemlig en Shetland Sheepdog. Eller i daglig tale en ’sheltie’. Jeg brugte et år på at researche omkring denne race. Mine forældre tog hele denne mission meget alvorligt, og jeg fik, som alle andre hundeønskende børn og teens at vide, at købte jeg en hund, der var min helt egen, så var ansvaret altså også mit!

Nu skal det bestemt ikke lyde som om, mine forældre hev hænderne i vejret og slet ikke ville beskæftige sig med den fremtidige hund. Men jeg skulle selv stå for alle de gængse aktiviteter med hunden. Gå tur, give den mad, underholde og aktivere den. Den opgave tog jeg til mig med oprejst pande! Det kunne jeg sgu da godt!

Så vi fandt en lille kennel nærmest kun et spytklat fra mine forældres hus. Her besøgte vi et kuld hvalpe da de var en uge gamle. Jeg husker det, som var det i går. Jeg mindes, at der var seks hvalpe i kuldet, men I må ikke holde mig op det. Der var vist nok to ledige tilbage, der endnu ikke var blevet solgt. Den ene var en tæve med en smuk hvid manke. Hende faldt jeg for med det samme, og de syv uger der gik, indtil vi kunne hente hende, gik ALT for langsomt.

Paradoksalt nok var de syv uger placeret i min sommerferie fra skole. Aldrig har jeg ønsket mig før, at en sommerferie skulle gå hurtigere!

Da jeg endelig fik hende med hjem smeltede mit hjerte, og siden den dag har jeg ikke kunne undvære en hund i mit liv. Jeg er vokset op med hunde, så det var ikke noget, der dengang lå fjernt fra mig. Jeg havde bare et brændende ønske om at få min helt egen hund. Som jeg kunne træne med. Som lystrede mig. En hund, der ikke var familiens, men min egen.

IMG_2543 IMG_2557

I dag har jeg ikke længere Sheila, som min allerførste egen hund hed. Jeg måtte desværre sige farvel til hende sidste sommer. Hun blev 12 år, men igennem de sidste par år fik hun desværre kræft. De af jer, der er hundeejere vil vide, at man vil gøre ALT for sin hund. Så Sheila kom selvfølgelig igennem flere forløb, hvor dygtige dyrelæger gjorde alt, hvad de kunne. Til sidst bukkede hendes krop dog under. Hun kunne ikke mere, og jeg havde ikke andet valg end at sige farvel til hende.

Av. Den gjorde ondt.

Jeg kunne slet ikke undvære at have hund. Mine forældre havde i mellemtiden også erhvervet sig op til flere sheltier. I dag har jeg selv to skønne uldtotter boende. Temptation på 6 år og Mercedes på 2 år. Jeg har faktisk også en tredje – Ayoe. Hun bor dog hos mine forældre, og er i realiteten ligeså meget deres hund som hun er min. Hun er 10 år, og ville slet ikke kunne affinde sig med at bo i lejlighed som jeg gør. Hun er vant til at kunne komme ind og ud efter hendes forgodtbefindende. Og det er betryggende at vide, hun har det som blommen i et æg hos mine forældre!

Selvom mine hunde ikke ’fylder’ så meget plads herinde, så optager de utrolig meget plads i mit liv og min hverdag. Jeg ville slet ikke kunne undvære at have hund(e). De giver mig SÅ utrolig meget værdi. Så megen kærlighed.

Det første jeg gør hver eneste morgen er at lufte dem. Tit laver jeg morgenkaffe og bringer med mig ud. Det giver mig en stund, hvor jeg kan vågne langsomt, imens jeg betragter dem lege og fjolle. De er de sjoveste hunde i verden, og hvor har de dog meget glæde af hinanden!

IMG_2581 IMG_2625

Det lyder sgu næsten som om, jeg taler om børn hva’! Hah! De er også en form for børn. Dem her skal man bare samle op efter…

Jeg ved, at mange ikke forstår min glæde ved mine hunde. Og I sidder sikkert også nogle derude nu, der ryster på hovedet af dette indlæg. Det skal I være velkommen til. Det er det smukke ved blogge i min verden – at man bare kan springe indlæg over man ingen interesse har i. Jeg ville dog slet ikke kunne være den jeg er i dag, havde jeg ikke haft Sheila og mine to hunde i dag.

Jeg lærte om ansvar. Hvis man kan være karl om natten, kan man også være mand om dagen. Eller. Kvinde. I hvert fald stod jeg mangt en gang tidlige morgener med tømmermænd fra den forrige aftens udskejelser, og trænede hund. For det var aftalen. Skulle jeg have min egen hund, så skulle jeg også sørge for den.

Det er den klassiske historie om barnet, der af forældrene får at vide, ”hvis vi skal have hund på dine ønsker, så skal DU også være med til at passe den!”

Og det gjorde jeg. Det gør jeg den dag i dag stadig. Mine hunde er mine øjensten. There. I said it. Bare kald mig en skør hundedame. Jeg står gerne ved det.

ezgif.com-gif-maker-2{ Hun stjal et kødben fra kassen, og undrede sig over det pludselig var væk }

IMG_2629 { Mercedes er den sort/hvide til venstre, mens vi til højre har Temptation med farven, der i fagsprog kaldes bluemerle. I ‘gamle-damer-og-børn-vi-møder-på-gåtur-sprog’ er hun grå. }

Der er ikke noget som en hund, der blidt placerer sin fugtige snude på ens ben alt imens de dybe brune øjne sender en alt det kærlighed du overhovedet kan forestille dig. I hvert fald alt det kærlighed en hund kan manifestere. Og det er ganske meget skulle jeg hilse at sige.

Fordi jeg ikke rigtig tidligere har snakket SÅ meget om pelsdyrene, uldtotterne, de irriterende damer, (kær hund har mange navne) herinde, så jeg det som en oplagt mulighed at gøre dette, da jeg fik en boks fra Bullerbox sponsoreret. Boksen er altså modtaget som gave, og indlægget er sponsoreret deraf. Bare så vi har det hele på det rene.

Hvis I ikke kender Bullerbox, så er det en service akkurat som Goodiebox’en er det til os damer. (Eller mænd – hvem er jeg at være herre over folks præferencer!). Hver måned får man – altså hunden ikk’ – tilsendt en kasse med alskens lækkerier i igennem deres abonnement.

I den boks Mercedes og Temptation fik var der bl.a. en aktiveringsbold. Den er ALTID god at have ved hånden kan jeg hilse at informere om! Der plejer jeg at proppe deres mad i, hvis jeg har haft dage, hvor aktiveringen af dem har været småt.

Derudover fik de en bamse fra Kong. Det mærke vil hundeentusiater kende og vide, at det er prima kvalitet indenfor hundelegetøj. Som btw er en helt verden i sig selv. Mine hunde elsker når deres legetøj er blødt. De er ikke så meget til hårde reb eller plastik. Det skal helst være tekstil. Eller et blødt reb med en tennisbold. Eller bare en tennisbold hah! Kong legetøj plejer at have en meget blød overflade, så den faldt også i god jord hos dem. Det sagde de ikke, men det vurderede jeg ud fra deres leg.

Der var selvfølgelig også en masse spiselige lækkerier til dem. Især posen med ’mint’stave var JEG ret begejstret for haha! Altså hundekødben med MINTsmag. “Are you kidding me?!”, tænker du helt sikkert nu. Og nej. Jeg laver ikke sjov. Jeg smagte ikke på dem, (SÅ skør hundedame er jeg sgu ikke endnu), men jeg bilder mig selv ind, at de kan give hunden bare lidt bedre ånde end de nogle gange demonstrerer. Ydrk.

Er I nogen hundemennesker derude?

Jeg spørger mest fordi, jeg gerne vil dele lidt mere omkring livet med hunde. Både som studerende, når man flytter hjemmefra og når man har hunde i lejlighed. Men det giver ingen mening, hvis I alle sammen alligevel skøjter let og elegant over de indlæg. Så hellere bruge krudtet på noget, der også giver jer værdi.

LIGGER MIN IDENTITET VIRKELIG I ET SMYKKE? (og kan jeg i så fald købe mig til en ny?)

/0 Comments/in , , /by

smykker collage jeanette hardis lets blog some shit odense blogger { 1 Hvisk 600,- // 2 Jane Kønig 2 kæde + 2 vedhæng 800,- // 3 Jane Kønig Love Letter kæde 900,- // 4 Maanesten 350,- // 5 Hvisk 500,- // }

Jeg føler mig nøgen uden mine ‘hverdags’ smykker

Jeg har det sidste år virkelig luget ud i min smykkesamling. Halvdelen af objekterne, der er blevet frasorteret fra den faste bestandel af smykkeskrinet tangerede til ikke at kunne klassificeres som smykker. Jovist de blev båret som smykker, men udseendet på dem var knapt så smykkelignende i den klassiske forstand.

Der var store halskæder med plexiglas i diverse rædselsfulde markante farver. Kæmpe øreringe, der ikke kun gav blågrønne øreflipper, men også ufrivillige stretches grundet deres overdådige vægt. Så var der alle de monstrøse armbånd, der ville gøre enhver festivalgænger misundelig.

En oprydning og frasortering var vist på sin plads i det efterhånden propfyldte smykketempel. Enkle, endog minimalistiske, smykker blev valgt til fordel for de mere eklektiske udgaver, der tidligere herskede samlingen af kropslig udsmykning.

Parallet med, min smykkesamling blev luget ud og opdateret, således blev jeg selv det. Hvor jeg tidligere følte mig hjemme i de farverige, store og højtråbende smykker, fandt jeg nu en glæde og tilfredsstillelse i de simple, men udtryksfulde pyntegenstande.

De nye ‘keywords’ for min nuværende samling af metalliske identitetskabere er således “guld, minimalisme, renhed, historie, klassisk, moderne”. Umiddelbart nogle ord, der syner modstridende, men som i praksis lever i fredelig symbiose.

Mit Daniel Wellington ur er et produkt heraf. Det emmer af nutidigt og enkelt design med dets hvide urskive uden synderlige dikkedarer. Det opfylder objektets intenderede formål; at kunne fortælle klokken. Samtidig er det indhyllet i en form for klassisk udtryk i form af den lettere bastante og smukke læderrem. Et ‘All in one’ item kan man vel fristes til at betragte det som.

Mine smykker formidler deraf ikke kun en fortælling om dem selv, men også om mig. Jeg har som følge heraf en ‘smykkeuniform’, om man vil. Specifikke smykker jeg ifører mig til daglig, og som jeg kender mig selv i og føler mig tilpas i. Det er bl.a. min lillefingerring arvet fra min (nulevende!) mormor. Det er en guldring med en lilla sten påsat på båndet. Det ligner ikke noget, man kan få i nutidens smykkeudvalg, men det er mig. Det repræsenterer min familie.

Nu er sagen dog blot den, at en del af min faste smykkeuniform har forladt mig. Hvortil vides ikke. Hvornår er endnu en ukendt faktor. Hvorfor er endnu en del af ligningen, jeg ikke kan få til at gå op. Jeg er kun vidende om, at de mangler.

Det drejer sig om to halskæder. To halskæder, jeg har gået med både sammen og hver for sig. Den ene er flere år gammel, hvor den anden kun er få måneder gammel. Men på trods af deres kontrære modsætninger og alder er de begge væk.

Den ene er vist en klassisk ‘bloggerhalskæde’. Det drejer sig om en Jane Kønig guldkæde med to lovetags. Selvfølgelig med mit og Casper forbogstav. Det var et køb jeg gjorde mig for godt og vel tre år siden. Det smykke viste på sin enkle facon det forhold jeg til daglig levede i. Det viste en del af mig.

Den anden kæde er af nyere karakter. Den er kun få måneder gammel. Alligevel betød den så meget. Den fortalte så meget. Det er en guldkæde, jeg fik foræret under vores krydstogt dette forår. Krydstogtet blev oplevet sammen med Casper forældre og søskende, og det var fra dem denne halskæde oprandt. Det var en fødselsdagsgave jeg fik foræret, da jeg fyldte 27 år den sidste dag vi tilbragte ferien sammen. Og nu er den væk.

Det er besynderligt, hvordan enkle og små genstande kan få så meget betydning. At de kan indeholde så mange følelser. I så få gram. At de kan få mig til at føle mig hel. Og nu, hvor de er væk, kan give mig følelsen af at mangle noget. At mangle en del af mig selv.

Mine tanker går så på; “Hvis et bortkomment smykke kan give mig en identitetsmanglende følelse, kan jeg så overhovedet være hel uden mine bortkomne halskæder? Eller kan jeg finde samme stykke af mig selv i et andet smykke?”

Jeg ved det ikke. For indtil nu har jeg ikke turde tænke tanken, at mine halskæder for evigt har forladt mig. Det er virkelig et first world problem, jeg i disse tider belemrer mit liv med. Alligevel er det et problem. Det afføder sågar drømme om natten. Drømme, hvor jeg med bankende hjerte ved fler lejligheder lyner en taske på, og “tadaa”, så ligger begge halskæder der. Jeg har i mine drømme igen fundet dem.

Men når jeg vågner er de væk. Som de hele tiden har været det. De er ikke på mystisk vis dukket frem. Måske de ligger et virkelig åbenlyst sted. I ved. Sådan et “så lægger jeg dem hér, for SÅ ved jeg, hvor de er. Og det sted kan jeg ALTID huske”.

Det er typisk ikk’? At man ‘gemmer’ sine ting steder, man er helt sikker på, man nok skal kunne huske. Jeg mener. Man er jo ikke dum! Vel?

Nogle gange tror jeg det sgu. For de halskæder er væk. Jeg kan ikke engang genkalde mig, hvornår jeg sidst har set dem Endsige at jeg skulle have gemt dem nogen steder. Gode råd er dyre i øjeblikket.

Mit næste træk må være at finde nogle erstatningskæder. Jeg ved bare, at i samme øjeblik jeg har besluttet mig for, at “nu er jagten forbi. De kæder ER væk”, så dukker de helt sikkert op.

Så måske var det egentlig planen? Måske skal jeg bare ud og finde nogle nye halskæder. Måske er det faktisk også på tide. Jeg mener. Jeg er måske en anden person, end jeg var for tre år siden. Måske er det på sin plads, jeg finder nogle nye kæder at iklæde min hals? Måske skal jeg bare til at komme videre.

Jeg tror nu jeg giver det et par uger endnu. Hvem ved. Måske dukker mine manglende identitetsskabere på, når jeg mindst venter det. Det har man da hørt om før ik? IKK!

GETTING MY SUGARADDICTION UNDER CONTROL // WEEK 3

/0 Comments/in , , /by

IMG_2285

Så gik uge tre efter jeg startede mit fokus på mit sukkerforbrug. Læs om projektet her, og uge et og uge to.

Jeg har efterhånden fundet en ret fin balance fra mit vanvittige forbrug for tre uger siden, og til nu. Jeg er ikke sukkerforskrækket, men jeg er blevet meget bedre til at tænke over, hvor tit jeg spiser, især raffineret, sukker.

Jeg har skam også spist noget sukker i ugens løb. Jeg gav bl.a. en fantastisk kage fra Wendorff-bageren da jeg startede i job og måtte selvfølgelig selv inspicere varen. Jeg spiste også et stykke brunsviger dagen efter i anledning af en kollegas fødselsdag. Jeg spiste også både (plantebaseret) is fra Naturli’ – som btw virkelig kan anbefales – kiks og ristede skumfiduser onsdag da vi fejrede, at Casper havde afleveret speciale.

Derudover har min træning virkelig været berigende de sidste par uger. Jeg får masser energi når jeg er afsted samt efterfølgende. Jeg har heller aldrig været mere glad for, hvordan min krop opfører sig og tager sig ud. Jeg er virkelig tilpas i min krop som aldrig før, og det er ret dejligt. Jeg kan mærke en betydelig forskel i, hvordan mit energiniveau er. I stedet for at peake og derefter dale i løbet af dagen, ligger mit blodsukker ret stabilt. Det betyder, at jeg ikke crasher mit på eftermiddagen, og jeg føler mig knapt så ‘tung’ i kroppen.

Det har helt sikkert også noget at gøre med mit nedsatte indtag af kulhydrater. Jeg kan virkelig mærke, hvordan kulhydrater påvirker min krop især nu jeg har ikke spist særlig meget de sidste tre uger. Jeg er ret overrasket over, hvor meget det egentlig påvirker min krop at spise en skålfuld pasta f.eks. Jeg bliver oppustet, hvilket siger sig selv. Kulhydrater binder nemlig ret meget væske i kroppen, og det kan give en følelse af at være en kødfarvet udgave af et pool-dyr, men også en følelse af at være tung og træt.

Kulhydrater, og sukker for den sags skyld, giver dit blodsukker et peak for herefter at styrkdyrke. Deraf kan dit humør stige og dale, og kroppen kan have svært ved at finde et stabilt leje. Det betyder selvfølgelig ikke, at man SLET ikke skal spise fødevarer, der indeholder kulhydrater. Det kan dog være fordelagtigt at prøve at kontrollere indtaget lidt. Så dit blodsukker ikke er på en konstant rutsjetur.

Jeg er langt fra hellig omkring dette, og kroppen har brug for især kulhydrater for at kunne fungere. Men det er sgu vigtigt at få nok fiber, grønt og protein. Når jeg sørger for at drikke nok vand og spise rigtigt i løbet af dagen, kan jeg mærke en markant forskel på både min krop og sind. Jeg bliver SÅ forundret over, hvordan man kan manipulere på denne måde med ens krop, udelukkende baseret på de fødevarer man indtager. Det er sgu ret utroligt.

Jeg vil endnu engang fortsætte en uge, hvor jeg aktivt overvejer mit sukkerindtag. Jeg er så glad for, jeg ikke på samme måde længere er underlagt min krops skrigen efter sukker. Nu er det MIG, der bestemmer og har taget kontrollen tilbage.

Har I nogensinde hold igen på sukkeret? Eller er det slet ikke en udfordring for jer? Er det noget I overhovedet overvejer? Hvorfor eller hvorfor ikke?

MIN FØRSTE WEEKEND SOM ARBEJDENDE OG MINE TANKER OM BEGREBET WEEKEND

/0 Comments/in , , , /by

jeanette hardis lets blog some shit odense blogger

Weekend. Et finuerligt, omend ganske værdifuldt og eftertragtet begreb. To sammenhængende dage, hvor man ikke skal møde op på arbejde. Altså. Medmindre man selvfølgelig arbejder i weekenderne. Som jeg har gjort hele mit teenage- og voksenliv.

Allerede som 15 årig fik jeg mit første weekendjob. Der var ikke rigtig andre muligheder. Jeg gik i skole mandag-fredag. Hvilket var mit primære job. Det har det været indtil for fem måneder siden, hvor jeg (langt om længe!) blev færdig med at gå i skole.

Indtil da bestod mine weekender derfor som regel af arbejde. Ofte gik hverdagseftermiddagene også med at tjene moneter. Dog var weekenderne min primære arbejdstid. Jeg har altid arbejdet i servicebranchen, og her er det som oftest skoleeleverne, der får lov at ekspedere i weekenderne.

Det har jeg som sådan aldrig haft indvendinger imod. Jeg ville gerne tjene penge, og så var vejen frem at smile fra 9-16 hver lørdag og søndag, alt imens den ene kunde efter den anden blev en del af en grå pløre.

Men det er sgu nederen at arbejde hver weekend når man OGSÅ skal ‘arbejde’ i løbet af ugen. Det er nederen når folk fredag eftermiddag, med hatten på skrå, velmenende ønsker “god weekend!”. Især når man selv ved, at trummerummen fortsætter igen både lørdag og søndag. De mener det godt. Det ved jeg. Og man siger selvfølgelig “Tak. I lige måde!”. Velvidende, at man ikke har fri bare fordi dagene bliver kaldt lørdag & søndag. Det er ikke en selvfølgelig at disse dage helliger lange morgener og Mads & Monopolet.

Måske derfor sætter jeg ekstra pris på disse to, ofte tiltrængte, dage nu, hvor jeg rent faktisk HAR fri i weekenden. Nu hvor min primære arbejdstid er placeret i løbet af ugen.

Denne weekend er min allerførste ‘rigtige’ weekend, efter jeg er startet hos Kansas City. Nuvel jeg har kun arbejdet tre ud af ugens fem hverdage. Alligevel var det en skøn følelse fredag eftermiddag at kunne slukke computeren, ønske “god weekend!” og drøne hjemad velvidende, at jeg ikke skulle stille min alarm den efterfølgende morgen.

Der er bare et eller andet over at kunne holde weekend. En følelse jeg ikke rigtig har oplevet i samme grad før nu. Det på trods af min tid på dagpenge de sidste fire måneder. Hvor mange sikkert vil postulere, at det da er “weekend hver dag”. Håh siger jeg bare! Især på dagpenge forsvinder skelnet mellem hverdag og weekend. For jeg stoppede ikke med at kigge på jobannoncer fordi fredagens eftermiddag oprandt og lørdagens morgen gryede. Næ du. Det var min samvittighed slet ikke til.

For jeg skulle søge to stillinger om ugen, og de hænger ikke just og dingler frit på træerne. Derudover er vi mange om buddet, hvorfor der så sandelig ikke var tid til at dandere den i ‘weekenden’! Tænk om jeg gik glip af en stilling eller en frist, fordi jeg skulle holde weekend. Både a-kasse og jobcenter er fløjthamrende ligeglade med, hvornår du søger stillinger. Så længe du gør det. Og gør det til tiden!

Derfor flød mine uger sammen, og mandag lignede til forveksling ofte lørdage. Den eneste forskel var de omkringværende menneskers rytme og aktiviteter. I min dagpengeperiode følte jeg i endnu større grad, hvor differentierende ugens syv dage i grunden er. De bliver ikke udelukkende selvstændiggjort på baggrund af deres titel. Men i høj grad også ud fra, hvad der sker de forskellige dage. Det ER sjældent, at man går til koncert en tirsdag aften f.eks. Eller sover længe en onsdag morgen. Eller tager på stranden en mandag.

De sidste fire måneder var dagene bare dage for mig. Mandag, torsdag, søndag – hvad var forskellen når aktiviteterne i løbet af dagen udgjorde det samme for mit vedkommene?

Det er for mig ikke dagenes indbyrdes placering, orden eller navne, der afgør, hvilken følelse dagen beriger mig med. Næ det er netop dagens aktiviteter og mindsettet deraf, der giver dagen betydning og værdi.

Er aktiviteten f.eks. arbejde? Studie? En tur på stranden? Eller jobsøgning? Den aktivitet jeg foretager mig på en given dag er afgørende for, hvordan jeg betragter dagen. Om den pågældende dag så hedder mandag eller lørdag.

Der er også en bestemt følelse søndag eftermiddag, som JEG i hvert fald ikke oplever nogle af de andre eftermiddage på ugen. Det er en lidt doven, måske endda en lidt sørgmodig og bittersød følelse. For ugen er kommet til ende. Man har arbejdet (måske) hele ugen og anvendt lørdagens timer med fornøjelige affærer. Det er dejligt ugen er på sit sidste, men samtidig er det også lidt ærgerligt, at weekenden (se, der var den igen den weekend og de følelser man har omkring de pågældende to dage) går på hæld. Man ser måske frem til starten på en ny uge med spændende oplevelser, mens man samtidig siger farvel til den gamle uge.

DEN følelse sidder jeg aldrig med nogle af de andre dage. Det er noget, der hører søndagen til. Akkurat som Mads & Monopolet hører lørdagens formiddag til.

Nu er det ikke fordi jeg mener, at men ikke kan sige “god weekend” og nyde lør- og søndag har man ikke et “almindeligt” arbejde i løbet af ugen. Mange freelancere holder sikkert weekend på akkurat sammen måde som vi andre. Det kan bare være, de gør det på andre tidspunkter. Måske ligger deres weekend tir- og onsdag? Eller søn- og mandag? Det afgørende er, hvordan man selv ser sin weekend, og ikke mindre weekend, hvornår!

Selvom vi tildels selv er herre over vores egen ‘weeekendfølelse’ og helt aldeles uden forbehold selv kan bestemme, hvornår vi vil holde fri, kan jeg heller ikke lade være med at føle, at samfundet har en stor påvirkning på denne følelse af weekend. For alt falder ligesom lidt i tempo når vi når fredag eftermiddag ik’? Og nogle instanser, der i løbet af ugen har været i minihi,  vågner op til dåd i weekenden. For igen at vende tilbage til normalen mandag.

Og selvom vi selvfølgelig selv vælger, hvornår du vil holde fri, så kan jeg ikke lade være med at føle, at det ofte er andre faktorer, end ens egen vilje, der afgører, hvornår det i grunden er weekend. For de fleste instanser, være det skole, virksomheder, butikker, så gælder der en fast rytmen. Nøje planlagt, og uden svinggerninger. Ens venner eller familie følger måske denne fastlagte rytme, og hvad er der ved, at holde fri når alle andre arbejder? Jovist nogle gange er det RET nice. Det kan dog også være lidt op ad bakke, hvis man gerne vil tilbringe tid sammen med ens kære, og de allesammen arbejder når man selv holder fri…

Men hvad ved jeg i grunden. Jeg har afholdt én weekend efter jeg er startet i arbejde! Jeg er en weekendnovice, en grønskolling, en lilleput når det drejer sig voksenlivet, arbejde og weekender. For nu vil jeg dog glæde mig over denne, min første, weekend som arbejdende.

I går gik dagen bl.a. med en tur på Kerteminde Nordstrand. Efterfølgende blev grillen sat i sving, og vi havde en skøn aften i gården herhjemme.

I dag vågnede både Casper og jeg op til dåd. Dvs. en omgang træning. Efterfølgende gik vi den korte tur vi har ned til Odense havn. Her var arrangeret et ægte amerikansk event i form af NBA3X Odense. Det er en 3-mod-3 basketball turnering, arrangeret af Odense Kommune. Jeg var af Odense & Co. sammen med Odense kommune inviteret til de fornemme områder i VIP-området i dag.

13405493_10153655969400920_1971870132_o

Det er sgu ikke noget jeg har prøvet før, og jeg fatter ikke, at min lille blog efterhånden har nået en størrelse, hvor jeg er en very important person. I hvert fald for en lille stund. Og imens det står på klapper jeg i mine svedindsmurte hænder. Jeg er altså SÅ glad og taknemmelig for alle de oplevelser og muligheder bloggen giver mig. Og ikke mindst tit til folk omkring mig. For jeg måtte nemlig tage en ledsager med i dag, og det blev, som skrevet, Casper jeg tog i hånden.

Så udover at være bare lidt starstruck over den amerikanske ambassadør Rufus Gifford delte VIP-området med os, brugte vi eftermiddagen på at kigge på virkelig høje og bredskuldret mænd og deres balls. Hah! Jeg kunne ikke lade være. Jeg mener; den lå sgu da lige til højrebenet hva’?!

Besides umme jokes om mænds balls, så fik vi faktisk også set noget basketball. I mange forskellige udgaver endda. Jeg var ret benovet over især holdene, hvor spillerne er kørestolsbrugere og derfor må bruge deres arme til både at drible bolden, men også til at komme frem på banen. Det synes jeg sgu er flot, man kan. Hvis du vil se lidt mere til, hvordan havnen var forvandlet i dag til en ægte NBA-court kan du se en video jeg optog på Instagram, eller taste mit brugernavn ‘jhardis‘ ind på din snapchat. Der ligger mange videoer og billeder fra dagen i dag.

Det var et ret gennemført event, hvor der hele tiden var liv på banerne. Der var flere flere baner, og der var til enhver tid bevægelse på dem i form af utallige spillere i alle aldre og på alle niveauer. Jeg har altid synes, basketball var en ret sej sport. Omend jeg ikke fatter radise af, hvad der foregår på banen, hah! Der er SÅ mange regler. Jeg er for længst stået af når det drejer sig om at følge ‘rigtigt’ med på banen. Men så nyder jeg i stedet stemningen.

Sidste sommer gik Casper og jeg nogle aftener ned på banerne netop på havnen. Med os havde vi en basketball, og så gik den fri leg ellers. Det er en befriende måde at bevæge sig krop på, og hylende morsomt også! Jeg kan derfor på det varmeste anbefale at finde en bold og bevæge sig ned på banerne her i sommerhalvåret. Der er altid gang i den på basketballbanerne på havnen, og det syder af ophedet, men god stemning.

Sikke et indlæg det nu blev til! Både weekendtanker, weekendaktiviteter og en masse om basketball! For lige at slå en fin krølle på dette indlæg, så har jeg haft en rigtig dejlig første weekend som arbejdende. Dem håber jeg, der kommer mange flere af!

Må I have en afslappende søndag aften, hvor koldskålen rammer de syngende noter på tungen og kammerjunkerne knaser med afstemt sprødme, hvor alt vasketøjet er tørt og lagt på plads og hvor madpakkerne er en leg at smøre!

HOW I FEEL THESE DAYS – A FEELY BLOG POST!

/0 Comments/in , , /by

IMG_0447

GOD WEEKEND!

Jeg sidder ganske som jeg producerer dette indlæg på vores magelige havemøbler i den lille gård, der ligger i forlængelse af haven. Som jeg tidligere har skrevet, så bor jeg i Skibhuskvarteret med min kæreste Casper. Her er vi så heldige at leje en skøn lejlighed i et hus, hvorfor vi har delehave med underboen. Det er fantastisk at kunne sætte sig herned og nyde morgenkaffen. Især i det smukke vejr Danmark er indhyllet i i øjeblikket.

Der har været lidt stille herinde de sidste par dage. I hvert fald hvis man betraget de sidste par ugers aktivitet til sammenligning. Jeg er, som I måske ved, startet i min stilling som eventkoordinator hos Kansas City. (Læs evt. lidt mere om det her).

Jeg har været på arbejde de sidste tre dage og kunne i går, efter jeg slukkede min computer, sige god weekend! Det var en skøn følelse. Det har generelt været nogle ret fine dage jeg har haft mig, som en del af det arbejdende folk.

I går på vejen hjem havde jeg en rigtig skøn følelse i kroppen. Jeg glæder mig virkelig til at komme rigtigt i gang. De første dage er altid introdage, hvor man skal lære rutinerne at kende. Hvem gør egentlig hvad, hvornår holder man frokost, må jeg drikke fem kopper kaffe, er folk søde?

Jeg kan berette, at jeg indtil nu er faldet rigtig godt til hos Kansas. De mennesker jeg skal arbejde sammen med er simpelthen skønne. Jeg er SÅ glad for, at jeg kan komme til at arbejde i netop dette miljø. Og i en branche jeg har en stor interesse for. Odenses kulturliv!

Det har hele tiden været et mål at kunne arbejde for og med Odenses borgere. Skabe kreative, spændende og udfordrende omstændigheder for byen og indbyggerne. Gøre noget for Odense.

Jeg har især de sidste to år været meget optaget af den udvikling Odense gennemgår. Jeg har forsøgt at bidrage aktivt til de aktiviteter, der udbydes og sker i byen. Jeg har bl.a. været frivillig ved flere forskellige arrangementer. Så sent som til Aspargesfrokost (se et billede af holdet den dag her) afholdt af SPIS! Odense Food Festival. Det var en berigende oplevelse, hvor jeg ikke kun bidrog til en, efterhånden, traditionsfrokost i byen, men også lærte en masse spændende mennesker at kende.

Hvis du er ‘ny’ odenseaner, vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at melde dig som frivillig til nogle af byens foreninger eller events. Det giver en god forståelse for byen samtidig med, du møder nye mennesker.

Generelt handler det vist om at benytte sig af de tilbud byen stiller til rådighed. Som f.eks. det ret nice event, der foregår i dag og i morgen på havnen. Her kommer en masse seje basketballmennesker og spiller kampe til NBA3X turneringen. Det kan I læse mere om her. Casper og jeg skal forbi og kigge senere i dag, og sikkert igen i morgen.

Jeg har altid haft en mærkelig fascination af de klare farver på tøjet, og sjove holdnavne, der findes i basketballmiljøet. Så det må jeg sgu studere nærmere denne weekend når havnen i Odense bliver scene for det.

Nu kom dette indlæg til at handle mere om Odense end om mine tre første dage på job! Det er typisk. Mine tanker og fingre ryger ud af flere forskellige tangenter.

Anyways. Så er jeg glad for tiden. Jeg er glad for mit arbejde (so far, hah!), jeg er glad for bloggen og for at skabe indhold herind til (har I nogle ønsker, så må I sgu også gerne smide dem afsted!), jeg er ret forelsket i ham jeg holder i hånd med hver dag, og hundene opfører sig knapt så tosset for tiden som ellers.

Formiddagen kommer til at bestå af en cykeltur til Kerteminde, hvor vi skal slænge os i solen, tæt på vand og med en solid madpakke under armen. Ej at forglemme en masse væske og solcreme! Vigtigt!

Husk, at I selvfølgelig kan følge med på snappen – jhardis – her prøver jeg at dele lidt flere glimt fra min hverdag i Odense. Også fra Kansas City.

Jeg håber, I har fri hele dagen til at slænge jer i solstolen, få præcis den rette mængde sol i fjæset til, frejnerne begynder at titte frem og den brune kulør er sund, at I spiser is en masse, dypper tæerne i køligt vand og at jeres instagrambilleder får masser likes!

NY I JOB!

/2 Comments/in , , /by

Godmorgen derude!

Sikke et svingene vejr hva’? Jeg sidder i skrivende stund i vores i, hvad jeg nok slipper bedst afsted med at kalde vores, lille gård ud til haven. Her ville jeg ønske, at jeg nød en hjemmebrygget latté.

Men jeg har ingen kapsler til min  Dolce Gusto maskinen, og er heller så fancy, at en espressomaskine har stået højt på køkkenmaskineparkønskelisten. Ud fra vores relativt lille køkkens rent fysiske formåen vil jeg nu også påstå, at køkkenet klarer det ganske udmærket, hvad angår udvalget af køkkenmaskiner. Hvad jeg virkelig mangler i køkkenet er en all-in-one maskine. Der både kan lave fantastisk kaffe, bage et brød, friturestege pomfritter med kun en spsk olie (sådan én maskine har netop fundet plads i køkkenet også), varme maden og koge ris! Ak. Der er nok lang vej igen til den maskine ser dagens lys. Indtil da må jeg drømme om et større køkken.

Indtil for nogle uger siden drømte jeg desuden også om et job. Det ønske gik sgu i opfyldelse! I går plantede jeg deraf min str. 37 petitfødder hos Kansas City. Det var en skøn første dag. Omend der vist altid er nogle bekymringer om en sådan ‘første dag’.

Det gik nu ganske glimrende, og jeg glæder mig til igen lige om lidt at svinge benet over cyklen og komme afsted. På arbejde sgu! Jeg ville bare lige give et lille pip herinde. Dagen i går forsvandt nemlig hurtigere end en kajkage på min tallerken. Just efter min hjemkost i går fik vi nemlig gæster i form af Caspers familie. Han har nemlig afleveret speciale i går, og det skulle, som det bør og hør sig, selvfølgelig fejres! Derfor gik tiden med fysiske relationer fremfor de online i går. Sådan sker det, at livet sørger for ens underholdning.

Kan I have en rigtig skøn lille-fredag. Jeg tjekker ind i aften med en omgang lækre drinks. Vanen tro!

SÅDAN HAR JEG BRUGT MIN SIDSTE DAG SOM LEDIG

/0 Comments/in , , /by

13321093_10153646257325920_2125329787_o
Så kom tiden. Min sidste dag som ledig. Som arbejdsløs.

‘Ledig’ lyder sgu lidt bedre hva’? Eller er det bare mig? Ordet ‘arbejdsløs’ klinger en anelse mere… negativt. Dovent. Det minder mig om Dovne Robert. Det er ikke noget, jeg vil associeres med. At være doven. Ikke at gide. Så jeg har været ledig! Og i dag er min sidste dag som ledig.

Så. Hvad har jeg spenderet dagen på, tænker I sikkert. Eller ikke. Det er jo ikke en selvfølge, at I sidder derude og overvejer min dag! Men altså. Det er sidste dag uden en alarm, der med sin mekaniske lyd mislykkes i forsøget på at lyde organisk, der vækker mig fra min slummer om morgenen.

Jeg har med fuldt overlæg ignoreret alarmen på min telefon i dag og snuet i sengen indtil jeg ikke gad mere. Jeg har trænet og fået masser energi. Jeg har  fyldt min dag med overordentlige praktiske og huslige gøremål. Jeg har tolereret hundenes galskab uden at rømme på stemmebåndet én eneste gang. Jeg har inspiceret det nye havnebads fremskridt med hende her. Jeg har holdt i hånd med Casper. Stoppet op på vores vanlige gåtur med uldtotterne her til aften og givet ham et ekstra klem. Jeg har nydt! Jeg har været spændt. Jeg har været ambivalent.

Ambivalent fordi jeg glæder mig VILDT til at starte hos Kansas City. Er du skør det bliver bomben! Men samtidig har jeg også lidt ærefrygt. Fordi det er en kulturinstitution jeg synes er pisse sej. Og nu skal jeg arbejde der. Og kan jeg overhovedet finde ud af det?

Det ved jeg godt, jeg kan. Jeg skal bare lige ryste ‘studiemærkatet’ af mig. Og ikke mindst ‘dagpengemærkatet’! Et mærkat jeg næsten kun nåede at få sat på mig, inden jeg igen kan trække det af. Og det regner jeg med skal foregå præcis, som når jeg får vokset øjenbryn ( hos Jeanette//Skønne btw. Hun er genial og nej tak til monobryn ikk’?). Hurtigt og med et smukt resultat som følge.

Jeg har også brugt dagen på at tænke. Reflektere. Overveje. Hvordan jeg skal få lukket det kapitel jeg nu lægger bag mig, og bladre videre til det næste. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får.

Hvordan har I oplevet den proces de af jer, der har været på dagpenge og er kommet videre i systemet?

Nåhmen altså. For nu vil jeg nyde de sidste timer inden jeg kan erklære mig for.. Uledig? Arbejdende. I don’t know. Eks-dagpengemodtager måske.

I må have en rigtig skøn aften derude! Husk btw, at I kan følge med på snippedi snappedi snapchat. Der kommer jeg helt sikkert til at dele videoer og billeder fra Kansas. Tilføj mig på mit brugernavn ‘jhardis’.

FÅR DU PENGE FOR AT BLOGGE?

/2 Comments/in , , /by

LETS BLOG SOME SHIT JEANETTE HARDIS ODENSE BLOGGER

Det er et spørgsmål, der har været stillet mere og mere på det sidste. Ikke kun henvendt personligt til mig. Det er også en undren jeg fornemmer generelt blandt ‘ikke-bloggere’.  Nu kan jeg af gode grunde ikke tale for alle bloggere i hele verden! Endsige nogen andre bloggere i det hele taget. Derfor svarer jeg for mig selv. Hvilket vel egentlig er normen. At man svarer for sig selv.

Det korte af det lange er; NEJ. Jeg får ikke penge for at blogge. Jeg har til dato ikke tjent én eneste femogtyveøre på at blogge. Lige dét kan jeg også se ville være en anelse obskur idet der ikke længere eksisterer femogtyveøre, og det derfor ville være en rent luset forretning for mig. Men så har jeg ikke tjent en krone. På nogle af mine indlæg.

Nu er det jo heller ikke sådan, at bloggere ‘får’ penge for at blogge. De arbejder for dem. De formidler og tjener derigennem penge. Det foregår som oftest via sponsoreret indlæg. Her udveksles et honorar til bloggeren fra et givent firma for at udforme indlæg, der bliver udgivet på bloggerens site. Nogle gange involverer den aftale også f.eks. billeder på Instagram.

Som jeg lige har postuleret, så kan jeg ikke tale på vegne af nogen andre bloggere. Alligevel tror jeg sgu ikke, at nogle bloggere med hovedet skruet bare lidt rigtigt på udelukkende blogger fordi de vil have skejsere for det. Det tænker jeg i grunden også er en ret dårlig forretning. For I læsere er ikke dumme. Bilder jeg mig selv ind.

LETS BLOG SOME SHIT JEANETTE HARDIS ODENSE BLOGGER

I kan med garanti greje, hvis et indlæg lugter lidt for meget af spons. Og det er faktisk pisse fedt. Det betyder nemlig, at vi bloggere skal tænke os om en ekstra gang, inden vi indviliger i sponsoret indhold. I er vores kvalitetskontrollører. Det skal I se som en fornem opgave sgu.  For uden jer ville sponsorerede indlæg helt sikkert ikke kunne lade sig gøre. I holder hos til ilden mht. kvaliteten af sponsoreret indhold, og det er med til at højne niveauet af bloggere. Dét synes jeg er fedt!

Men hvis du ikke tjener nogle penge, hvorfor blogger du så?

Det er ofte næste spørgsmål i rækken, når folk indser, at det ikke er en millionforretning at drive en blog. Jeg startede selv med at blogge, fordi jeg elsker at skabe kommunikation. Tekstuelt som visuelt. Igennem hele min uddannelse er jeg uddannet i at skabe kommunikation. På min bachelor (engelsk) arbejdede jeg med mundtlig og skriftlig kommunikation, og på mit tilvalg (designkultur) og kandidat (designledelse) blev jeg undervist i farvebetydning, grafik, formgivning og designkommunikation. Jeg endte også med at skrive et speciale, der behandler kommunikation i fødevareemballager.

Men på et tidspunkt manglede jeg selv et sted at skabe. At være kreativ. Et sted, hvor jeg kunne bestemme kadencen og opgaverne. Derfor startede jeg denne blog.

Bloggen er mit kreative outlet.

Jeg elsker at skrive. Jeg elsker at tage billeder. Jeg elsker at dele. De tre faktorer skabte mit Kinderæg. Og dag efter dag siden bloggens spæde start i 2014 har jeg lyst til at rive det rød/hvide sølvpapir af ægget og sætter tænderne i det bløde og efterhånden velkendte mælkechokolade. Gang på gang bliver jeg overrasket af det gule plastikægs indhold. Jeg har fået et stort netværk pga. bloggen. Jeg får en masse på opleveren. Jeg lærer mig selv bedre at kende, og udvikler mig igennem bloggen.

Da jeg startede med at blogge kunne der gå uger imellem hvert indlæg. Jeg havde svært ved at få tasterne til at makke ret. Jeg havde måske endda svært ved overhovedet at finde tasterne.

Nu flyver fingrene over tastaturet som fløj over nybarberede ben. I bliver endda flere og flere, der læser med. Og tak for det. For det giver mig endnu mere entusiasme til at skabe. Til at dele. I bliver en del af mit incitament for at blogge. Det er sgu da ret sejt gået af jer hva?

Men. Kunne du ikke tænke dig at tjene penge på at blogge?

Jo for satan! Det ville sgu da være pisse fedt, hvis der sad nogle og rent faktisk ville betale mig for at lave det jeg elsker. Det ville være bomben!! Indtil nu har det bare ikke været tilfældet. Jeg vælger at tro, det siger mere om virksomhederne end mig, hah! Det er bestemt heller ikke fordi, jeg ikke oplever ‘goder’ igennem bloggen. Dette værende igennem f.eks. bloggerevents, (så sent som i søndags hos Restaurant Under Lindetræet, og de events jeg selv har afholdt – læs om dem her), sponsoreret indlæg i form af produkter,  pakker fra pressebureauer og deslige. Får jeg produkter for et indlæg, skal jeg også betale skat af deres værdi. Præcis som man skal betale skat af sin løn.

LETS BLOG SOME SHIT JEANETTE HARDIS ODENSE BLOGGER

Men nu er mit incatement for at blogge ikke at tjene penge. Eller. Det kan jeg så sagtens skrive nu jeg lige har afsløret, jeg ingen penge får for at blogge. I know. Men hands down – jeg har aldrig haft det som mål eller sågar succesrate, at bloggen skulle været mit levebrød. Respekt til alle de seje typer, der enten kan supplere en primær indtægt ved at blogge, eller sågar kan blogge som levebrød. Det er ederundelyndeme sejt i min bog.

Og bare fordi man tjener penge på sin blog betyder det bestemt ikke, at man ikke har en vis integritet og ære omkring det at blogge. Det tror jeg da i hvert fald ikke. Bare fordi man får løn for et indlæg, betyder det vel ikke, at man sløser. Jeg tænker nærmere tværtimod. At man gør sig umage. Overvejer, hvordan indholdet passer ind på bloggen.

Alle bloggere er i min verden seje – om man tjener penge eller ej. Der er efterhånden en god håndfuld (eller fem!) bloggere i Danmark, der kan kalde sig selv for ‘fuldtidsbloggere’. Det kan de formentlig af en grund. Fordi de netop gør en dyd i at skabe sponsoreret indhold med… ja. Indhold. Med substans. Fordi det stadig er lysten, der driver værket.

Og det er faktisk også sådan jeg har det. Det er lysten, der driver værket. Om jeg får en løn eller ej. Jeg ser det nemlig ikke som et krav, at jeg skal have løn for at dele ting jeg synes er fede. F.eks. mit indlæg om Den Grønne Café (hvor jeg btw også selvfølgelig selv betalte for min mad – ellers ville det stå i indlægget!) eller mit indlæg omkring Smovseriet. Som er en butik jeg i forvejen kendte, og faktisk havde skrevet om tidligere.

Jeg synes også det er ret nice, at Danmark endelig er ved at udvikle sig mht. det at blogge kan være et job. Norge og Sverige har MANGE bloggere, der lever af at blogge. Og helt ærligt ikk’. Jeg synes sgu det er ret fortjent alle de bloggere, der kan tjene penge på at drive en blog. Jeg elsker selv at læse blogge. Af flere forskellige årsager. Men den største grund er, at jeg får en værdi fra mange af de indlæg jeg læser.

Bloggeren formår at dele indhold, der giver mit liv værdi. Så synes jeg faktisk det er ret fortjent, hvis de tjener penge for nogle af deres indlæg. Jeg køber også stadig magasiner fordi de giver mig en form for værdi. Derfor vil jeg gerne betale for dem. Præcis ligesom bloggere også skal have betaling for deres arbejde.

Men hvad mener I? Har I en holdning til sponsoret indlæg og ‘bloggerløn’? Hvis det overhovedet er noget I overvejer?

GETTING MY SUGARADDICTION UNDER CONTROL // WEEK 2

/0 Comments/in , , /by

den grønne cafe skibhusvej jeanette hardis odense blogger{ Frokost var Den Grønne Cafe på Skibhusvej – læs mere om caféen her }

Så gik der en hel uge igen, hvor mit fokus på raffineret sukker har været sat på prøve. I kan læse om hele projektet her samt læse, hvordan det gik den første uge lige her.

Anden uge bød på lidt mere løse linjer så at sige. Mandag-onsdag gik det rigtig fint, og jeg indtog ingen sukker what so ever. Torsdag var jeg med nogle søde bloggere fra Odense til event i Aarhus (læs om det her), og det bød på både champagne, øl, candyfloss og pizza. Det betød selvsagt, at jeg indtog mere sukker på én dag, end jeg havde gjort i halvanden uge.

Men det var nu ikke noget jeg fik dårlig samvittighed over. Det er netop meningen med disse uger uden sukker – at jeg godt kan tillade mig at spise sådanne ting, når jeg f.eks. er i byen. Det skal bare ikke blive en hverdagsrutine som det til sidst var blevet.

Fredag drog jeg over den dyre bro og aflagde mine forældre et visit indtil sent lørdag aften. På de 24 timer røg der også lidt ekstra godter ned. Bl.a. et stykke af min mors hjemmelavede lagkage. Lørdag aften tog jeg forbi fødselsdag hos denne dame, og her fik jeg det mindste stykke rabarberkage, der lige akkurat var tilbage fra desserten og to drinks, inden jeg måtte se mig slået af en tidlig morgen og cyklede hjem og fald i søvn fra skæret af min telefon imens jeg blev opdaterede på sociale medier.

Søndag var jeg inviteret til frokost på Restaurant Under Lindetræet sammen med en masse andre søde og dygtige kommunikatører fra Odense. Det betød selvsagt, at jeg spiste, hvad der blev serveret og thank God for det! Det var simpelthen SÅ lækker mad, som jeg helt bestemt vil vende i et indlæg for sig. Vi fik bl.a. den bedste rabarbertærte til dessert, og det ER jo tid for rabarber lige nu, så den blev jeg da nødt til at spise, hah!

Selvom jeg har spist mere sukker i uge to end i forrige uge, så synes jeg stadig, det er gået godt.

Meningen med det hele var netop ikke at afskære mig selv komplet fra sukker. Formålet er at belyse overfor mig selv, hvad jeg egentlig spiser og ikke mindst hvorfor.

Har jeg virkelig lyst til alt det jeg ofte blindt putter i munden? Eller er det vaner, rutiner, stemningen eller andet der påvirker mig til at spise sukker.

Nu hvor jeg har haft fokus på mit indtag af sukker (og faktisk også kulhydrater) har jeg kunne se, hvor stor en del af min hverdag det egentlig var. Ikke blot spiste jeg meget sukker, jeg brugte også mange penge på det. For det løber op skulle jeg hilse at sige. Hvis man hver gang man er ude at handle, liiige skal have en chokoladebar eller et stykke lakrids med. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange penge om måneden det løber op i. Selvom den tanke sikkert ville være ret relevant også.

For nu fortsætter jeg mit fokus på sukker. Rettere sagt mit fokus på, at sukker ikke skal havde så meget fokus! Rent fysisk kunne jeg også mærke det på min krop, de dage jeg spiste sukker. Jeg blev mere lad. Simpelthen. Samtidig begyndte jeg igen at crave sukker. Uden egentlig at have lyst til det. Mit blodsukker blev helt sikkert også påvirket, og steg med raketfart for kun at styrtdyrke med samme fart jeg forestiller mig Felix Baumgartner havde fra rummet!

Jeg bliver stadig forundret over, hvordan mad kan påvirke vores krop fysisk på den måde. Det gør også, at jeg er blevet endnu mere bevidst om, hvad jeg spiser.

Nu vil jeg fortsætte endnu en uge, hvor sukker ikke skal være en fast bestanddel af min hverdag. Jeg kan mærke, det gør godt for mig. Jeg får meget mere ud af min træning når det er gode og sunde råvarer jeg bruger som brændstof og det er et ret godt incitament for at fortsætte den sukkerfri livsstil. Jeg er ikke fanatisk som I nok også kan regne ud fra mit indtag denne weekend, og det handler netop ikke om at benægte sukker. Men blot se det som et tilvalg, og ikke en del af den faste rutine.

Er I nogle, der er fulgt med på ‘jeg skruer lige ned for sukker’-vognen? Jeg ville elske at høre såfremt I er. Eller måske synes I det er helt tåbeligt? Hver har jo sine grunde. 

COVER X PIECES EVENT OG NOGET OM AT TURDE SIGE HEJ

/0 Comments/in , , , /by

GOD LØRDAG!

Jeg er hjemme hos min familie på visit i et lille døgn. Mine forældre er de seje typer, der i deres fritid stabler hundeudstillinger på benene. Jeg hjælper ofte med til disse arrangementer, og beskæftiger mig også selv indenfor frivilligt arbejde i ‘hundeverdenen’. Denne weekend er derfor også gået i hundene. Høhø! Jeg kunne ikke lade være! Følg med på snappen, hvor jeg deler billeder! (JHARDIS).

I torsdags var jeg dog til en noget mere fancy event. Her var jeg og tre andre bloggere  fra Odense (Mia, Amalie Karoline og Emma) nemlig hoppet på en bus med en masse seje folk fra magasinet Cover. Vi kørte med til Aarhus, hvor Cover og Pieces holdte event og fejrede udgivelsen af både et Covernummer med fokus på Aarhus og Pieces udgivelse ‘Pretty Little Paper’.

Her var en masse seje mennesker også mødt op. Jeg blev bl.a. en anelse ‘bloggerstruck’ (jeps, det mit selvopfundne ord for at være ‘starstruck’ overfor bloggere!) da jeg fik øje på flere seje bloggere fra Aarhus. Bl.a. smukke Mia Gardum, hvis blog jeg igennem de sidste måneder virkelig sætter mere og mere pris på. Hun skriver fængende, har holdninger og tager emner op, jeg selv finder meget interessante og ikke mindst relevante. Derudover synes jeg bare hun er en skidesej dame! Og det skal seje damer sgu nogle gange have at vide.

Efter at have tygget lidt på min bloggerstruckhed tog jeg mig derfor sammen, og gik dælme hen til hende og sagde hej! Hvilket resulterede i en times bloggersnak frem og tilbage i det fineste selskab Odense og Aarhus bloggere imellem. Mia er den sødeste person IRL – ikke, at jeg nogensinde forventede andet. Det er nu bare en kende anderledes at møde folk sådan rigtigt. I levende live. Hah. I forhold til når jeg sidder derhjemme og ‘møder’ andre folk igennem vores skærme.

Hold kæft der minder mig, om dengang indernettet (sagt med tykt tryk på d’et!) havde sin spæde begyndelse, og man begyndte at chatte (!) med fremmede (!) mennesker. Uden overhovedet at kende dem. Christ. Hvad tænkte man dog på?

I dag foregår det noget anderledes med at ‘møde’ folk online. Især hvad angår bloggere. Udviklingen på den front har virkelig taget kvantespring. Især den del, hvor man har mulighed for rent faktisk at møde folk. Sådan. Helt rigtigt og alting!

Der er blogge(ere) en spøjs størrelse. For her er muligheden der for at møde bloggeren. Både til events, men også andre steder. Hvis I nogesinde ser mig i Odense så sig endelig hej! Det ville virkelig være det fedeste!

Det er det lidt ambivalente ved at blogge. Jeg ved I er derude. Jeg kan følge med i, hvor mange I er. Men alligevel kan det være svært at forstå. At der sker en kommunikation ud til en masse af jer. Og at denne kommunikation sker sådan her. Uden vi nogensinde måske har mødt hinanden. Jeg kan hilse og sige, at Mia tog virkelig dejligt imod mit ‘hej’, og jeg lover at vil gøre det samme skulle én af jer stå i samme situation som jeg gjorde i torsdags!

Eventet var spækket med seje blogger-, musiker-, dj- and so on typer. Vi fik bobler en masse, kolde bajsere og der var en fucking candyflossmaskine! Arhmen ingen øjne var tørre. Derudover var det optur at møde så mange cool mennesker, der laver så mange seje ting, at det halve kunne være nok! Det var i hvert fald en skøn dag!

Jeg vil hoppe videre i programmet for weekenden og klappe på en masse søde hunde. Jeg håber, solen vil skinne nok på jeres vej til, I bliver sunkissed uden at blive solskoldet, at I får en fabelagtig lørdag, hvad end I måske skal læse til eksamen (sidder I nogle og gør det? Knæk og bræk. Læs evt. dette indlæg med gode råd til, hvordan du håndterer en stresset periode (det hedder vist eksamen!) eller dette indlæg med studietips fra min kandidattid), nyde det fine vejr, måske en tur på stranden!

IMG_2443{ Mine sko er fra H&M til den nette sum af 249 kr. De har den perfekte hælform og højde og jeg forudser, de bliver en fin hverdagssko her til sommer. De er nemlig både pæne at have på, og behagelige at gå i. Bukserne er fra Weekday, og jeg sværger til deres cowboyderbuksudvalg. De er forholdsvis billige (350 kr) og sidder pænt. Sagde hunden i hvert fald selv… Jakken er i læder og købt på Asos, imens blondetoppen er fra Zara til kun 129,- Candyfloss’en var et perfekt, spiseligt accessories }

IMG_2452 IMG_2469 IMG_2474

HVEM DEFINERER DIN SUNDHED?

/4 Comments/in , , /by

Okay. Her kommer et indlæg, jeg har brygget på i lang tid. Jeg har faktisk haft mine skrupler vedrørende at udgive det. For jeg ved, at meningerne er mange og ofte forskellige, hvad emnet angår. Alligevel synes jeg, at jeg har læst og oplevet nogle ting, der gør, at jeg udgiver dette indlæg. Jeg vil nemlig komme ind på refleksioner omkring, HVAD sundhed egentlig er for en størrelse. Både mine personlige betragtninger angående den offentlige debat, men også mine egne refleksioner om min egen sundhed. Jeg håber I vil tage imod det, og meget gerne dele jeres tanker om emnet.

Jeg har tidligere her på bloggen beskrevet, hvordan jeg tilgår træning. Jeg har sågar fortalt jer om mine træningsrutiner, og givet tips til træningsmotivation.  For jeg er nemlig glad for at træne. Jeg er glad for at bevæge min krop. Mærke at den sgu kan noget. Andet end at ligge på sofaen og fla’ u’. Selvom det bestemt ikke skal undervurderes. Jeg lavede endda et sundheds- og træningsevent med denne søde dame.

Herhjemme lever vi også et aktivt og nogenlunde sundt liv. Nogenlunde, fordi alt vel er relativt. Mht. kosten er det faktisk især Casper, der sørger for, at vi spiser varieret, sundt og får mad af god kvalitet. For især mad af god kvalitet betegner vi som sundt herhjemme. Jeg er derudover vokset op med bevægelse som en naturlig del af hverdagen, hvor jeg gik til diverse sportsgrene op igennem min barndom og teenageår.

Igennem de sidste par år er emnet sundhed dog blevet et debatteret emne herhjemme i Danmark. Og meningerne er mange. Crossfitbølgen ramte og lige pludselig stod folk og råbte af hinanden alt imens de løftede vægtstænger over hovedet og gav hinanden kridtlussinger. De ellers normative billeder på Instagram af interiør og træaber blev udfordret af pæne avokadomadder og selfies fra løbeturen.

En sundhedsrevolution tog form, og sneboldeffekten viste sig som en bølge af farvet træningstøj og sunde salater. Nu skulle vi alle leve sundt, og spise efter mindst én obskur og ny kur. 5:2, palæo, dukan. Jo mere fremmeligt navn kuren havde jo bedre! Jo større effekt forstås. Motion var ikke længere nok. Næ du. Nu skulle der træning til.

Marathoner blev de nye 5K. Vaskebræt (på maven forstås) blev den nye ølvom. Stramme tights blev de nye Levis. Hvorfor skifte til stive cowboybukser, når man alligevel skulle have både morgen- og aftentræning?

Og sådan var det i et stykke tid. Sundheden havde indtaget Danmark, og man kunne enten følge med bølgen eller se sig selv ekskluderet fra den sjove klub. For sjovt – det havde de sunde det altså! Det kunne man sgu da selv se på Instagram ik’?

Så en dag blev triatloner det nye marathon. Den perfekte, tunede og optimerede krop blev det nye vaskebræt. Og tights’ne? De blev skiftet ud med mindre shorts og sportstoppe. Selvfølgelig stadig i friske farver. Billederne på Instagram skulle jo gerne være fine at se på.

Samtidig blev avokadomadderne skiftet ud med hjertesalat og chiafrø. For ved du egentlig, hvor mange kalorier, der er i avokado?! Det er helt absurd! Næ du; skyr er vejen at gå! Gerne den med -10% fedt. Hvis altså ikke man selvfølgelig er laktoseintolerant. Eller. I hvert fald vælger ikke at spise produkter med laktose. Hvorfor tage chancen? Og gluten for den sags skyld. Lad os droppe det nu vi er i gang. Vi HAR jo ikke godt af det vel? Vi skal passe lidt på figuren. Der gerne skulle være parat til sommeren. Og Instagram.

Kan I se, hvad jeg gør her? Jeg prøver på bedste overdrivende måde at fremstille den sundhedstilstand, der i øjeblikket har sat sig på danskernes hverdag. Det gør jeg fordi overdrivelse fremmer forståelsen. Som ærlig talt nogle gange halter lidt bagefter. Forståelsen forstås…

Nogle gange tænker vi ikke altid over, hvor det lige er vi er på vej hen. Det er især noget jeg har tænkt meget over efter jeg læste denne artikel hos Politikken, der fortæller, at danske unge er nogle af dem, der føler sig tykkest på trods af deres udmærket normale vægt! 54% af danske unge piger og 25% drenge føler sig overvægtige. SELVOM DE ER NORMALVÆGTIGE!

Hvad sker der? Hvordan er vi kommet hertil, at normalvægtige har fået så forkert et selvbillede? Det er virkelig op ad bakke, hvis man som ung pige eller dreng har en ganske udmærket og normal krop, men stadig ikke føler sig normal.

ÆV! Æv at det er en stigende tendens og æv, at vi selv har været med til at skabe den. Laura Byager Rabøl, der har skrevet artiklen, skriver i den, at alt den fokus på sundhed, kost og træning ikke yder folks selvværd. Tværtimod. Kravene til den perfekte krop er blevet et uopnåelig ideal for den almene borger. Alligevel er det denne ideelle og perfekte krop samfundet higer efter og dyrker.

Sundheden for sundhedens skyld er en saga blot. Nu skal man ikke være sund fordi man gerne vil leve længere. Have en bedre hverdag. Føle at energien er i top. Nu SKAL man leve sundt, fordi man ikke har noget valg. Fordi vaskebrættet er blevet normen. Fordi marathon er noget man løber tirsdag morgen.

Fordi ellers føler man sig, åbenbart, for tyk…

Denne artikel bragt hos Informationen beretter, at danske unge er de mindst overvægtige i Europa. Men igen; 54% af danske piger på 15 år føler sig tykke. Selvom det kun er 10%, der reelt er overvægtige.

Hvad kan vi så konkludere af det?

Jo. At danske unge er på vej ind i en ond spiral, hvor deres kropslige selvbillede er så absurd fordrejet, at de ikke selv kan se og bedømme, hvornår deres kroppe reelt er sunde eller normale. Det er ikke længere spejlet, eller de lidt for stramme bukser, der er dommere. Det er Instagrams ubarmhjertige filtre, der ikke lægger fingre imellem når like’sne skal deles ud. Det er få, der lægger standarden for de fleste. Det er et mindretal, der sætter normen for flertallet.

Problemet er netop, som artiklen beskriver, at hvis en kartoffel er blevet så bandlyst en fødevare når man taler sundhed, hvad er der så tilbage af sundheden? Og kan man ikke være sund, hvis man spiser et stykke kage eller får popcorn til biograffilmen?

Hvor går grænsen mellem sundhed for sundhedens skyld og for de sociale mediers skyld?

Det er især nogle tanker jeg gør mig i disse uger, hvor jeg, som I ved, forsøger at skære ned på mit sukkerindtag. (Læs om det her og her). For hvorfor gør jeg nu egentlig det?

Det spugte en veninde mig om i går. Jeg tyggede lidt på spørgsmålet. Kiggede lidt frem. Og svarede, at jeg gør det for min egen skyld. Fordi JEG gerne vil skære ned på mit sukkerforbrug. Fordi JEG gerne vil være tilpas i min krop. Fordi JEG bestemmer, hvordan min krop fungerer og har det – ikke samfundet. Fordi JEG lever i MIN krop. Og jeg vil gerne leve med overskud i hverdagen. Overskud får jeg ved bl.a. at træne. Jeg elsker følelsen min krop får efter træning. Jeg kan næsten mærke endorfinerne suse rundt i kroppen, og jeg letter næsten fra gulvet når  jeg går ud fra træningscentret.

Nogle træninger er hårdere end andre jovist. Alligevel har jeg en god følelse i kroppen når jeg er færdig, og sveddryppende har retning imod omklædningen. Jeg føler mig sund når jeg træner, og jeg elsker følelsen det giver mig.

Mht. mit fokus på sukker er det simpelthen fordi, det havde taget overhånd til sidst. Faste følgere vil vide, at jeg er en værre sukkergris. Især bland-selv-slik (gerne det sure!) har mit fedtede hjerte kær. Men til sidst var sukker blevet en naturlig del af min hverdag.

Jeg tog mig selv i, en dag helt intuitivt at række hånden ud efter en chokoladebar ved kassen da jeg handlede ind uden at tænke over det. Det var simpelthen blevet en glidebane.

Uden at lyde alt for hellig så ER det ikke sundt med så meget raffineret sukker hver eneste dag. Den anden dag overhørte jeg i Godmorgen Danmark (det kører tit som baggrundsstøj på mine tidligere morgener), at sukker nærmest kunne sidestilles med narkotika fordi det åbenbart er utrolig vanedannende. Ret skræmmende tanke, at man som person ikke selv er i stand til at kontrollere ens indtag af sukker. Det var næsten her jeg var nået til. At jeg ikke selv havde kontrol. Så den tager jeg tilbage nu.

Ikke fordi jeg vil leve op til nogle absurde mål. Ikke for de sociale mediers skyld. Men for min skyld. For min egen sundheds skyld. Fordi det i min optik handler om sundhed i balance.

5 TOGPENDLERRÅD FRA MIG TIL DIG

/0 Comments/in , , /by

For nogle af jer vil dette indlæg formentlig ikke være aktuelt. Men måske det bliver en dag, og så er det da meget fint lige at have i baghovedet. Jeg fornemmer nemlig en vis utålmodighed angående DSB i disse dage! Phew. Jeg er sgu ked af at sige det, men jeg er taknemmelig for, jeg ikke skal ud i pendlerræs foreløbig. Nej tak sir’ jeg bar’!

Jeg har været pendler igennem næsten hele min studietid på 5 år, og har derfor opsnappet et kærkomment pendlertræk eller tre. Det første år af min bachelor tog jeg toget fra Vestsjælland til Odense. Her var jeg tit med toget kl. 6.07 om morgenen. Jeg husker klokkeslættet ganske præcist, for jeg kørte med min mor om morgenen når hun skulle på arbejde. Hun kørte i bil og susede lige forbi en banegård, hvor jeg kunne hoppe på et tog imod Odense.

Efter det første år besluttede jeg at rykke teltpælene op fra min mors ellers kærkomne kødgryder og min fars altid varme kaffe på kanden. Jeg fandt mig en lejlighed i Odense, og nød i et år at kunne cykle ud til universitetet i Odense. Det var skønt, omend jeg savnede den daglige morgenkøretur med min mor.

Det var nu ganske hygsomt at starte morgenen med varm kaffe i bilen. Nu vil nogle nok protestere ved næste postulat, men jeg er i de fleste tilfælde et ganske friskt morgenmenneske, og har jeg først været vågen i fem minutter, er jeg frisk som en femårig, der har tømt slikposen foran Disneyshow en fredag aften. Samme statur har min kære moder, hvorfor vores morgenkøreture altid var af en frisk og humørfyldt karakter. Dét savner jeg om noget ved ikke at pendle hjemmefra mere.

Da jeg startede på mit 3. år af min bachelor skulle jeg dog igen stifte bekendtskab med pendleriets uransagelige og uforudsigelige veje. Jeg skulle nu hoppe på toget fra Odense imod Kolding, og dette gjorde jeg praktisk taget hver morgen de efterfølgende tre år. Odense banegård og jeg har derfor et ganske intimt forhold til hinanden vil jeg vove at påstå.

ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGER JEANETTE HARDIS LETS BLOG SOME SHIT DSB PENDLER

Nu ved jeg godt, at fire år på skinnerne ikke just gør mig til en kernehård pendler, men jeg vil alligevel vove at påstå, at jeg ingen novice er, hvad angår blade på skinnerne. Jeg har oplevet min del af DSB-pendleri til at vide, hvordan man slipper bedst afsted med kupéer, hvis varmesystem er stået af i hedebølge, eller forsinkelser, der giver stresssvedperler ned ad panden på størrelse med glaskugler. Derfor er det mig ingen sag at bistå med min lærdom fra mine fire år som pendler, og jeg vil her nedfælde de fem største erfaringer jeg har gjort mig som pendler.

  1. Tålmodighed er i sandhed en dyd. Det gælder mangt og mange ting i livet, men måske især, hvad angår pendleri. Væbn dig med tålmodighed, og jeg sir’ dig, din pendlerkarriere vil allerede være en del lettere at overskue. Toget kommer ikke hurtigere ind på perronen af, at du får et hissy fit forårsaget af utålmodighed. Ej heller bliver din tur med toget bedre af, at du mister besindelse fordi du ikke gider vente mere. Jeg ved godt, det føles som spild af tid at stå der og vente. Men se på det den her måde; du bestemmer selv, hvad du bruger tiden på imens. Hvilket bringer mig til næste punkt.
  2. Vær beredt på uforudsete hændelser, force majeure, blade på skinnerne, signalfejl. For det kommer til at ske, om du er beredt eller ej. Så kan man da ligeså godt forsøge at være bare lidt forudseende. Det kan gøres på mange måder. Én er netop at sørge for underholdning til disse situationer, så utålmodigheden netop ikke bliver en faktor. Det er nemlig oftest når man enten a) har pisse travlt eller b) ikke er forberedt på at vente, at man bliver utålmodig. Hvis du har travlt, så er der bare ikke noget at gøre. Der må du væbne dig med sindsro, og tro på, du nok skal nå dine aftaler. Den dag Charlotte og jeg skulle forsvare speciale i Kolding var der SELVFØLGELIG signalfejl, og thank god, at vi tog et meget (!) tidligt tog, for ellers var vi kommet for sent til vores eget specialeforsvar. Det havde været RET dårlig stil. Held i uheld skulle vores vejleder også med toget fra Odense til Kolding, og han var med et tog efter os, så vi var i det mindste foran ham. Hvis du dog ikke er forberedt på at opleve situationer, hvor toget holder stille, der er signalfejl eller det bare er forsinket, så kan fem minutter ekstra i toget føles som begyndelse på et femtimersjetlag. Derfor; hav et blad, en bog eller lignende med i tasken. Hav din mobiloplader på dig, så du ikke ender med at bruge alt strømmen på Instagram og Facebook og ender med at skulle løse kryds og tvær’sen i Ud & Se. Der ALTID en, der har forsøgt at løse den alligevel, fucked den op halvvejs og opgivet. Den person behøver ikke være dig vel?
  3. Find en to-gotermokop og fyld den med sort guld. Jeg snakker selvfølgelig om kaffe her. Ikke, at nogle sikkert var i tvivl om det. Jeg har været igennem et utal at termokopper, og er lige nu endt med en fra Bodum med skruelåg. Den har vist sig at være den kop, der holder tættest. Men jeg vil ikke vove at påstå, at jeg har fundet den hellige gral, hvad angår termokopper. Ligger du inde med den viden, må du gerne lige dele! Gem take-awaykaffen til en dag, du ikke har så meget tid om morgenen. Dvs. når du har sovet over dig. Ellers bliver det simpelthen for dyrt et bekendtskab, hvis du altid liiige skal have kaffen på banegården. Det er fint indimellem, men hold det til de dage, hvor du VIRKELIG fortjener det.
  4. Hav altid en ekstra snack med i tasken. Jeg var én af dem, der sad i toget under de voldsomme storme i efteråret ’14, og der sad jeg i seks stive timer. Uanset, hvor lang tid du måske kommer til at sidde, så er det altid godt med en håndfuld mandler, tørret frugt eller lignende som du altid kan have i tasken. Ligesom en fyldt vandflaske altid er en god ide at have med i toget. Du kan aldrig vide, hvornår den lille sult melder sig.
  5. Uanset hvor fyldt toget er, er der ALTID en plads somewhere. Det gælder bare om ikke at give op. Rejser du alene kan du ligeså godt trave videre og masse dig forbi mængderne af brede skuldre når du går igennem gangen for at finde dén ledige plads. Den er derude. Det er ikke hverken gammel overtro eller fatamorgana. Det gælder bare om at gå langt nok. Hvilket samtidig minder mig om, at du ikke må lade dig narre af skiltet, der formidler at dørene er lukket imellem togvognene. Jeg ved ikke hvorfor, men i 80% af tilfældene lyver de små, informative piktogrammer. Det er i hvert fald ofte forsøget værd at vifte løst med dit håndled foran de regelmæssigt uduelige censorer, der sidder over alle de indendørs døre.

Jeg håber, at I kan bruge mine erfaringer til noget. Også hvis du ikke er pendler. Jeg mener. Hvornår skal man f.eks. IKKE have en snack liggende i tasken? Er I selv pendlere/har været/skal være?

GETTING MY SUGARADDICTION UNDER CONTROL // WEEK 1

/0 Comments/in , , /by

OBBC_blogevent-1438{ Billede fra dette event – jeg har været knapt så glamourøs under min træning denne uge. Billede af Malene Nelting }

Nuvel. En uge er gået siden jeg udgav dette indlæg. Her proklamerede jeg, at jeg ville forsøge at få min afhængighed af sukker på rette kurs. Et postulat, der virkelig har været sat på prøve gennem denne uge.

Jeg kan dog berette, at jeg ikke ét eneste stykke slik har spist hele ugen! Succes! Hverken kage, vingummi eller lignende er røget indenbords, og uden at lyde alt for selvfed, så er jeg faktisk ret stolt!

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har overlevet så lang tid før uden at indtage raffineret sukker. For HELT at undgå sukker kan ikke lade sig gøre. Der findes naturligt sukker i mange fødevare – også de uforarbejdede.

Nu skal det heller ikke lyde som om det har været nemt! Nej for pokker! Især her i weekenden, hvor vi herhjemme “normalt” får lidt fredags- eller lørdagsslik blev rygraden virkelig sat på prøve. Heldigvis er vi begge herhjemme opsatte på at få kontrol over vores sukkerindtag, så vi er to, der kan støtte hinanden imod sukkertrangen når den melder sig ankomst.

Samtidig har jeg spist mere “low carb”. Dvs. jeg har forsøgt at spise lidt mindre brød og lidt mere protein og grønt. Det har næsten været sværere, end at skulle undvære sukker. For jeg elsker virkelig alt slags brød og pasta ikke mindst! Jeg har dog kunne mærke en forskel på mit humør ved at undgå alt for mange kulhydrater. Jeg oplever ikke på samme måde op- og nedture i mit blodsukker, og det påvirker mig ret positivt.

Samtidig har jeg lagt mærke til, at jeg faktisk bliver en smule oppustet og føler mig lidt “tung” af de ellers lækre kulhydrater. Det betyder dog ikke, at jeg helt vil undvære spisen for det dur sgu ikke. Jeg vil bare undgå at spise et halvt franskbrød på én dag! Eller en skål pasta, der har størrelsen til at brødføde en hel stamme i Sydafrika en måned! Yikes! Så meget kan jeg ellers snildt spise når det drejer sig om kulhydrater.

Meningen med fokus på mit sukker- og kulhydratindtag har hele tiden været at få lidt mere styr på, hvad jeg egentlig byder min krop. Ubevidst spiser jeg nemlig ofte madvarer i mængder, der er ret usunde. Jeg kan f.eks. sagtens kværne 400 gram bland-selv-slik! Jeps. Det ingen problemer du. Eller to flødeskumskager. Bring ’em! Dem napper jeg da lige.

Det er sgu bare ikke særlig sundt, og jeg græmmes ved, hvordan min krop måske ser ud indvendigt med alt det lækre transfedtsyre jeg byder den. Nu er det bestemt ikke fordi, jeg skal blive helt hellig omkring det! Nej tak du, det er livet sgu for kort til. Men lige engang imellem at kunne sige nej tak eller springe over når folk byder kage – det vil jeg sgu gerne kunne. I stedet for altid at være hende, der tager et stykke til.

Udover, at jeg kan mærke en forskel på min sukkertrang, der klart er blevet markant mindre, så har jeg faktisk også tabt mig 700 gram. Det er klart en bonus jeg gerne vil tage med mig nu, hvor sommeren er på vej, men et vægttab er absolut sekundært for mig i denne proces. Jeg velkommer det hjertens gerne, men det er slet ikke opstandelsen for mit “nej tak” til sukker.

Det gør mig faktisk endda en smule bekymret at jeg har tabt mig ved at skære sukker ud af min kost. For hvor meget sukker har jeg så egentlig indtaget på daglig basis ellers? Puha den tanke er lidt skræmmende. Vi ved jo allesammen godt, at det ikke er skidesundt at spise SÅ meget sukker, jeg åbenbart har indtaget. Yikes.

Jeg vil forsætte endnu en uge, hvor jeg aktivt tænker over, hvad jeg spiser og af hvilken kvalitet min mad er. Jeg glæder mig endda meget til søndag i næste uge, hvor jeg er blevet inviteret til frokost hos Restaurant Under Lindetræet her i Odense sammen med en masse andre søde bloggere fra Odense. Dér er jeg sikker på, at maden er af sublim kvalitet!

Kan I følge mig i det med at tænke lidt over, hvad vi spiser? 

FARVEL TIL DAGPENGELIVET! JEG HAR SGU FÅET JOB!

/23 Comments/in , , /by

NYT ARBEJDE

Jeps. Den er god nok. Efter knap og nap 4 måneder på dagpenge siger jeg farvel til dét system igen, og hej til det rigtige voksenliv. Jeg har nemlig fået job, og starter 1. juni på Kansas City her i Odense!

Det er virkelig et job, jeg glæder mig meget til at starte i, og jeg er sikker på, at Kansas City og jeg er et skønt match. Som min dejlige jobkonsulent skrev til mig, da jeg delte den glædelige nyhed; “Kansas er så heldige, du har så meget at byde med.” Det er en ret dejlig jobkonsulent jeg har mig også 😉

13242197_10153623919305920_1172912521_o

Jeg fik beskeden i tirsdags, og onsdag var jeg ude og underskrive kontrakten. Kansas City ligger et stenkast fra bl.a. Rosengårdcentret, og der kørte jeg hen efterfølgende og erhvervede mig en “tillykke-med-jobbet-gave” fra mig til mig! Jeg endte med den fine kop fra Royal Copenhagen I ser på billedet.

Samtidig lagde jeg vejen forbi Smovseriet som er et skønt bekendtskab. I kan evt. læse mere om butikken her og her. Det var den altid søde og smilende ejer af biksen Britta, der stod bag disken, og da hun hørte om min nylige stilling kvitterede hun med den lækre flaske brut fra Anna De Cordorniu! Hvor heldig har man lov at være!? Det fine ur er en gave fra Casper, da jeg blev kandidat i januar, og det måtte altså også lige med på “se-jeg-er-blevet-voksen-billedet” ♥

Til de af jer, der måske ikke kender Kansas City, så er det en institution, hvis mål er at “højne bevidstheden både i og uden for Odense omkring de kulturelle og kreative kræfter, der eksisterer i byen – og samtidig skabe så gode forhold for disse kræfter, at de vælger at blive i Odense og ikke søger ud til de større byer som København og Århus.” (Kansas City, 2016). De kreative kræfter Kansas City lægger hus til er Odenses musikere, og dertilhørende kreative sjæle. Det er LIGE i min ånd netop at skabe så gode forhold for disse mennesker, at de vælger at blive (eller komme til) Odense fremfor de andre større byer i Danmark. Ikke at disse byer ikke også er skønne, men det ingen hemmelighed, at mit hjerte banker for Odenses og byens kulturliv.

Jeg kommer til at skulle have med musikerne samt de frivillige at gøre samtidig med, at jeg skal arrangere og eksekvere koncerter og events i og udenfor huset. Jeg regner bestemt med at have jer derude med som fluen på væggen under disse processer, og jeg ser frem til at dele min rejse med jer også. Sidder I måske nogle derude, der kender  Kansas City eller måske endda er gæster eller brugere derude? Casper har tidligere haft øvelokale i de fine lokaler, så jeg kendte selvfølgelig allerede til stedet, men glæder mig til at lære det meget bedre at kende nu.

DAGPENGELIVET

Jeg ved, at jeg kommer til at dele mange flere ting omkring mit nye arbejde herinde, men jeg vil egentlig også lige bruge lidt plads nu på at fortælle lidt om de sidste fire måneder på dagpenge. Jeg påtænker et længere indlæg i fremtiden om selvsamme emne for der er nok at tage fat på! Jeg har i hvert fald gjort mig rigeligt med tanker under min dagpengeperiode. Tanker jeg formoder andre på dagpenge måske også har gjort sig, eller tanker som nyligt dagpengemodtagere kunne få på et tidspunkt i processen. Og det er altid dejligt at vide, man ikke er den eneste right?

Jeg føler mig meget heldig over at kunne sige farvel til dagpengetrummerummen allerede efter kun fire måneder. Eller. Heldig ved jeg faktisk ikke om er det rigtige ord. For det er sgu ikke kun held, der spiller ind når man får job. Det er også hårdt arbejde, masser ansøgninger, der skal sendes ud, en masse regler, der skal overholdes fra både jobcenter og a-kasse og mange timer, hvor jeg har slået mig selv oveni hovedet over ikke allerede at have fundet job! Men fire måneder er faktisk ganske hurtigt at have fået arbejde. Rent statistisk er det vist noget med, at man skal sende 10 ansøgninger ud, før man bliver kaldt til samtale, og man skal være til 10 samtaler før man får tilbudt job. Dvs. man skal faktisk sende 100 jobansøgninger før man statistisk set får et job.

Med den ligning i betragtning har jeg muligvis været på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Men jeg har fandme også knoklet for at være det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Det jeg vil frem til er vist, at man ikke får noget foræret i dag, og man skal turde stikke næsen frem. Jeg havde faktisk fået istandsat hele to virksomhedspraktikker for at få en fod indenfor i erhvervslivet, og er du på dagpenge vil jeg på det kraftigste anbefale denne vej frem. Jeg nåede ikke at starte nogle af stederne, fordi jeg lige pludselig fik arbejde hos Kansas City, og det hele skete faktisk virkelig hurtigt. Nu glæder jeg mig bare til at starte, og sige farvel til dagpengesystemet!

MERE PERSONLIGHED

At være på dagpenge kan virkelig gøre noget ved én, og indenfor de sidste par måneder føler jeg desværre også, at personligheden herinde på bloggen har været dalende. Det dur i min optik sgu ikke, så jeg vil forsøge at presse personlighedscitronen ud over alle mine indlæg herinde. Uden det selvfølgelig bliver forceret. Jeg har oplevet både op- og nedture igennem de sidste fire måneder, og det har faktisk været lidt svært at dele herinde. Jeg føler, jeg har holdt lidt igen med “mig selv” herinde, og én af grundene til jeg selv læser blogge er bloggerens personlighed. Derfor virker det ganske fjollet, at det er en af de ting, jeg selv har holdt tilbage med. Det skal der derfor ændres på.

For nu vil jeg starte med at juble virtuelt over mit nye job herinde! Yay! Og lige ønske god weekend også. På trods af regnvejr så er luften ganske varm, og jeg sporter bare ben i dag. Se selv på snappen – JHARDIS.

Fing og følg bloggen på BLOGLOVIN // Like bloggen på FACEBOOK // Se flere billeder på INSTAGRAM // Følg med til daglig på SNAPCHAT @JHARDIS

GETTING MY SUGAR ADDICTION UNDER CONTROL

/3 Comments/in , , /by

SUGAR ADDICTION GOODBYE ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGER JEANETTE HARDIS

SUNDHED HER PÅ BLOGGEN

Jeg har ved flere lejligheder berørt emnet “sundhed” herinde på bloggen. Det fordi sundhed og træning er noget, der faktisk fylder relativt i mit liv og hverdag. Grunden for, at det ikke fylder tilsvarende herinde er simpelthen fordi jeg synes der findes SÅ mange dygtige bloggere, hvis omdrejningspunkt netop er sundhed og motion. Det skal selvfølgelig ikke forhindre mig i at dele mit, men jeg synes bare, det kan være svært at forene det hele herinde med både sundhed, træning, outfitbilleder, shopping, anbefalinger til Odense blandt meget andet. Alligevel vil jeg sgu gøre et forsøg nu ved at dele dette indlæg.

HEJ SUKKERAFHÆNGIGHED!

I dette indlæg vil jeg berøre emnet sukker og sundhed. Jeg er nemlig sukkerafhængig. Sådan. Virkelig meget. Jeg er og har altid været en værre sukkergris. Jeg ELSKER is, chokolade, kage, vingummi, skumfiduser, chokoladeovertrukne mandler, P-tærter (OMG!), vaffelis, pindeis, flødeis, sodavandsis, flødeboller, bolsjer. Ja listen er faktisk uendelig. For jeg er ikke kræsen, hvad søde sager angår. De der mennesker (sorwy hvis du er et af dem), der ikke kan lide kage f.eks – dem forstår jeg slet ikke!! Jeg mener, hvordan kan man IKKE lide kage?! Alt slags kage. Hjemmebagt, købt – jeg har ingen krav! Jeg kan li’ det hele. Og det kan i grunden være et problem i sig selv. For det betyder, at jeg aldrig siger nej tak til noget, for jeg kan køre det hele ned uden en eneste tanke på, hvor det hele mon ender henne (på sidebenene, det ved vi alle), eller hvad det gør ved min krop og ikke mindst hoved.

Det er bestemt heller ikke, fordi jeg ikke forsøger at træne den der sukkertrang væk. Jeg træner i gennemsnit 3-5 gange om ugen. Den ene gang er en fast cykeltur på i alt 19 km. Det er i virkeligheden transport, men det er på vej ud til min ugentlige hundetræning (jeg har jo to små vuffere som jeg går til agility med, og faktisk også underviser i samtidig), så jeg er i træningstøj og er en ret utålmodig cyklist, så det er altid med fuld fart fremad!!

Men min træning fungerer desværre også lidt som en “undskyldning” nogle gange for lige at spise lidt mere. Ofte af den usunde og sukkererede slags. Det går sgu ikke for så udligner alt den træning og spisen jo sig selv. Så fra i går sagde jeg tak, men nej tak til sukker foreløbig.

FARVEL SUKKERAFHÆNGIGHED

Jeg er nemlig rigtig træt af at være en slave af min sukkerafhængighed. Det burde være MIG og ikke min afhængighed, det styrer, hvad jeg putter i munden. Desværre har sukkeret råbt højest her på det sidste, men nu er det altså mig, der snakker med store ord og siger nej tak! Det er ikke, fordi jeg vil smække med nogle døre her, og ej heller blive uvenner med alt det søde sukker, men jeg vil gerne selv kunne styre hvad og hvornår jeg spiser sukker. Derfor er det skåret ret meget ud af min kost det næste stykke tid.

Samtidig er min kost blevet optimeret, så jeg får mest mulig ud af alt min træning. Kosten og træningen er timet og tilrettelagt nu, så jeg følger en kostplan og laver en lidt anderledes træning end min vanlige styrketræning. Jeg har før i tiden været en rigtig ‘cardiobunny’ –  for lige at typificere her. Da jeg stiftede bekendtskab med styrkeløft blev jeg dog helt forelsket i at kunne løfte mange kg og du ser mig faktisk størstedelen af tiden i frivægtsområdet nu, og knapt så meget af tiden i kredsløbsområdet i centret.

Fordi min kostplan også fokuserer på at skære ned på kulhydrater, laver jeg nu mere kredsløbstræning med moderat intensitet. Det betyder, som nogle af jer måske har set på Snapchat, at min træning nu også indeholder meget aftenkredsløbstræning fordi det passer ind i min træningsplan. Kulhydrater er virkelig blevet en udskældt ernæringsindtag de sidste par år, og mange fortæller også, at de oplever oppustethed og irritation når de spiser kulhydrater. Det har jeg også en tendens til, og min nye kostplan skulle gerne lære mig at styre mit indtag af både sukker og kulhydrater. På den anden side skal vi ikke fuldstændig udelukke kulhydrater fra vores daglige kostindtag, for vi har skam brug for dem. Men jeg er nu begyndt at nedfælde, hvad jeg spiser og drikker i løbet af dagen. Simpelthen for at få et overblik over, hvad jeg indtager af mad. Jeg mistænker, at jeg nogle gange simpelthen “glemmer”, hvad jeg har spist i løbet af dagen, og på den måde spiser lidt flere af de usunde ting. Så nu skriver jeg alt ned.

Hvis jeg ikke holder øje på denne måde ved jeg, at jeg kommer til at falde i. Og det ville simpelthen være for dumt når jeg har lagt så mange tanker og aktive valg bag dette. Jeg ved også, det bliver hårdt, men bare fordi noget er hårdt betyder det ikke, man ikke skal gøre det. Så nu gælder det altså, og jeg glæder mig fandme til, det er MIG og ikke min sukkerafhængighed, der afgører hvornår og hvad jeg spiser. Min første dag, hvor jeg holder bedre øje med en sundere kost var i går, og hold da magle det var hårdt!

Jeg har ikke før på denne måde tænkt SÅ aktivt over, hvad jeg spiser og hvad det egentlig gør ved min krop, og på første dag i går mærkede jeg allerede, at min lyst til søde sager har haft en umådelig kontrol over min krop. Nu vil jeg tage kontrollen tilbage.

Sidder I nogle derude, der måske vil hoppe med på ‘nej-tak-til-sukker’-vognen det næste stykke tid? For mig gælder det om at kunne mærke efter, hvad min krop virkelig har brug for og ikke hvad mine følelser fortæller min krop. Det handler i bund og grund om kontrol af min egen krop og om at føle mig tilpas.

Find nye indlæg på BLOGLOVIN // Like bloggen på FACEBOOK // Se flere billeder på INSTAGRAM // Følg med til daglig på SNAPCHAT @JHARDIS

BLOGGEREVENTS I ODENSE

/9 Comments/in , , , /by

Jeg ved sgu ikke helt rigtigt, hvor interessant det her emne er for nogle af jer derude. Men måske I der nogle bloggere selv, der læser med?

Uanset hvad så har jeg altid selv syntes, det er rigtig spændende som læser at kunne følge lidt med “bag om scenen” så at sige i hele denne bloggerverden. Inden jeg startede min egen blog, var jeg (og er stadig) en habil bloglæser. Ofte følger man som læser nogle bloggere, der enten minder lidt om hinanden, eller som behandler fuldstændig forskellige emner. Fælles for alle disse er, at man som læser kun ser, hvad de vælger man skal se. Og jeg har altid været pisse nysgerrig omkring, hvad der foregår bag den anden skærm, hvorfra de gode indlæg kommer strømmende.

Derfor tænker jeg, at nogle af jer muligvis har det på samme måde, hvorfor jeg vil fortælle lidt i dette indlæg. Jeg vil mere specifikt snakke lidt om de bloggerevents jeg selv har været ophavsmand til her i Odense.

Jeg har nemlig haft fingrene i “bloggereventspanden” her i Odense et par gange. Jeg synes simpelthen, det er så spændende, og ikke mindst sjovt, at arrangere sådanne events. Mit lille hjerte brænder desuden for Odense og alle de skønne ting, byen har at byde på, så hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk? At arrangere spændende bloggerevents samtidig med, der forhåbentlig bliver sat noget fokus på Odense.

Igennem min bachelor er jeg uddannet indenfor både skriftlig- og mundtlig kommunikation, og på min kandidat har jeg arbejdet meget med konceptualisering, branding og projektstyring. Jeg elsker alt, hvad der hører under disse begreber, og at arrangere og eksekvere bloggerevents er derfor noget jeg virkelig nyder!

Udover at kunne lide at bruge min tid på det, så har jeg også en fordel i og med, jeg selv blogger. Dvs. jeg ser begge sider af samme mønt, og kan derfor relatere til et event både som blogger og deltager, men bestemt også som arrangør og afholder.

Som deltager til et event ser man kun toppen af isbjerget. Forud for selve eventet ligger mange timers planlægning, sved og endda i yderste tilfælde næsten tårer! Det var der i hvert fald forud det seneste event jeg var med til at føre til live. En deltager oplever udelukkende det, der bliver præsenteret for dem, og ved ikke, hvilke evt. udfordringer, der har været undervejs i processen.

Oh and trust me! Der er udfordringer undervejs. Det vil jeg også komme ind på i dette indlæg.
Men først vil jeg berøre, hvorfor det her med bloggerevents er en skidegod ide her i Odense!

Hvis I sidder nogle derude lige nu og tænker: “Ja det godt du, hej du, men hvad pokker er det dér bloggerevents for en størrelse?!”, så frygt ej, for jeg vil forsøge mit ypperste at afmystificere dette begreb her.

Et bloggerevent kan indeholde flere forskellig aspekter og formål. I bund og grund tager et bloggerevent ofte udgangspunkt i en virksomheds nye produkt eller service, og dette skal på den ene og anden måde markedsføres. Dette kan gøres igennem bloggerevents, da bloggere ofte fungerer som katalysatorer for “nye ting” på markedet.

Bloggere fungerer altså på en måde som et nyhedsmedie, der er inviteres til et arrangement, hvor de kan dække en release af et evt. nyt produkt eller lignende. Bloggere bliver altså behandlet som en slags journalister i den forstand, at de er dem, der hører først om nye produkter på markedet og ofte fungerer som formidlere af dette.

Samtidig er det dog vigtigt, at de bloggere, der er med til eventet rent faktisk får noget ud af tiden de bruger. De skal tage tid ud af deres kalender og tage med til et event, de nogle gange ikke ved, om er relevante for dem. For mange bloggere er blogging desuden en hobby, og ikke deres arbejde. De får derfor ikke løn for at deltage til disse events.

Derfor er det vigtigt til bloggerevents, at det ikke kun handler om at vise et produkt frem eller fortælle om en service. Som afholder af et bloggerevents skal man gerne stile efter at skabe et hyggeligt, men også inspirerende rum, hvor der er plads til undren, spørgsmål og videre research fra bloggerens side omkring eventes omdrejningspunkt.

Rent praktisk er et bloggerevent derfor et arrangement, hvor et passende antal bloggere bliver inviteret, bruger nogle timer sammen og samtidig bliver rig på ny viden omkring et givent emne. Derfor er det ofte rigtig spændende som blogger at blive inviteret til disse events!

Som arrangør er der dog en DEL mere at tage hånd om! Jeg har (indtil videre) stået for to bloggerevents her i Odense.

ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGERS BLOGGEREVENT JEANETTE HARDIS KAFFERISTERIET{ Bloggerevent hos Kafferisteriet }

I efteråret teamede jeg op sammen med kaffebaren Kafferisteriet, hvor vi inviterede en god del af Odenses dygtige bloggere til en aften fyldt med god kaffe! Du kan læse mere om selve eventet her. Det var første gang jeg afholdte denne form for event, og jeg lærte derfor meget som jeg kunne anvende til det sidste event jeg afholdte i samarbejde med søde Mathilde og træningscentret OBBC. Du kan læse mere om selve eventet her.

ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGER KAFFERISTERIET JEANETTE HARDIS BLOGGEREVENT { En masse søde bloggere til kaffe hos Kafferisteriet }

Op til dette event blev vores nerver dog virkelig sat på prøve! Vi havde mødtes flere gange op til for at planlægge arrangementet, finde sponsorer og invitere bloggere. Indtil ugen op til eventet var alt gået efter planen. Vi havde fået de, næsten obligatoriske, afbud efter vores sidste svardato, men det var ikke noget vi ikke havde forudset.

Hvad vi dog ikke havde forudset var, at det træningstøj vi havde fået venligt sponsoreret af Kari Traa, ikke var kommet da vi nåede to dage før selve eventet. Her var både Mathilde og jeg ved at skide grønne grise for at sige det ligeud. Vi stressede enormt meget over, at tøjet endnu ikke var kommet, og forestillede os virkelige pinlige scenarier, hvor vi måtte bede deltagere om alligevel selv at have træningstøj med. PINLIGT! Vi var virkelig på kanten af et sammenbrud, og der var ingen af de ellers søde og behjælpelige medarbejdere fra Kari Traa, der kunne se, hvor pokker den pakke med tøj var henne!

OBBC_blogevent-2637{Mathilde og jeg, der var arrangører af eventet i OBBC. Billede af Malene Nelting }

Gode råd er som bekendt dyre, og det blev de virkelig også i denne omgang. Det endte ganske simpelthen med, at Kari Traa sendte en ny pakke afsted fredag eftermiddag med ekspreslevering! Dvs. pakken skulle flyves til Danmark fra deres lager i freaking NORGE! Det kostede den nette sum af 8000 norske kroner! BAM! Vi var SÅ taknemmelige for, at de ville sende endnu en pakke, og endda til den leveringspris.

IMG_2221{ En masse søde bloggere i fint (og fucker dyrt!) træningstøj fra Kari Traa. Billede af Malene Nelting }

Til gengæld stod pigerne fandme skarpe i deres træningstøj samme weekend, og altså ikke med r*ven bar. Det havde sikkert ellers været kønt hah!

Som I derfor nok kan regne ud, så ligger der ofte en del mere bag disse bloggerevents end man lige ser ved første syn.

Men hvorfor synes jeg så, det er fedt med bloggerevents i Odense? Joow, det synes jeg fordi det er med til at sætte Odense lidt mere på landekortet. Danmark er generelt lidt bagefter, hvad angår bloggere og hvad blogge betyder. Men stadig er København og Aarhus lidt foran Odense, hvad dette angår, og det dur sgu ikke i min optik. Odense er ved at forvandle sig til en ægte og skøn storby, med den hyggelige stemning fra de gamle brosten stadig holder ved.

Denne forvandling skal selvfølgelig også ske på bloggerfronten, og der kan disse bloggerevents være med til at sætte Odense på dagsordenen. Ofte er disse events også til stor gavn for jer læsere. Tit bliver der skabt giveaways, eller konkurrencer som det jo reelt er, på diverse blogge på baggrund af disse events. Derudover får I som læsere nys om det nyeste nye som nogle af de første, og det er sgu bare en meget rar følelse som blogger at kunne fortælle om nye produkter eller services. Især fordi man som blogger selv bestemmer om man vil dele disse ting. Der er altså ingen tvang, hvor bloggeren SKAL dele deres oplevelse til disse events. Det er selvfølgelig meget fedt som blogger at kunne deltage til disse events, og derfor vil jeg ofte gerne dele sin oplevelse – god eller dårlig.

Men hvordan oplever I som læsere bloggerevents? Er I fuldstændig ligeglade? Tænker I over, at I også tit er nogle af de første, der får nys om nye ting? Jeg synes det er SÅ spændende, og vil meget gerne høre jeres mening også. 

Måske er du selv blogger, og sidder inde med nogle tanker omkring emnet? Del endelig!

HJEMMELAVET ISKAFFE (SAMT OPSKRIFT DERTIL) & KOLDBRYGGET ISTE MED ET KICK

/0 Comments/in , , /by

GOD TIRSDAG!

Jeg har i hvert fald haft en skøn tirsdag. Jeg vågnede tidligere i morges end min alarm, der normalt bliver sat prompte til kl. 8.00. Jeg giver skylden på vores alarmerende dårlige gardin i soveværelset, der godt nok er sort, men virkelig er see-through. I hvert fald når solen skinner lige igennem som den tillader sig at gøre igennem vores soveværelses vindue fra tidligere på døgnet, end ham dernede får sko på!

Vi har et kæmpe vinduesparti bestående af to vinder og en terrassedør i vores soveværelse, og hele moletjavsen vender ret meget mod syd. Så vi nyder godt af de tidlige og pokkers varme stråler om morgenen. Om eftermiddagen sker det samme bare i vores stue.

Men den tidlige morgensol betyder også, at især jeg vågner møjt’ tidligt. Også selvom jeg har været vågen til de sene timer. Det scenarie gjaldt også i dag, hvor jeg sgu overgav mig og tog ned at for træne i de tidlige formiddagstimer. Inden det endnu nåede at blive alt for varmt.

IMG_0305

Da jeg kom hjem spiste Casper og jeg frokost sammen og nød ellers en stille stund og det skønne vejr i haven. Det er faktisk først her til eftermiddag, jeg åbnede computeren for at tjekke mails og blive opdateret på alt det online hejs. Men snappen kigger jeg selvfølgelig på hele dagen hah! Jeg er blevet virkelig glad for det lille gule spøgelse, og bruger det efterhånden RET flittigt. Følg endelig med derinde (mit brugernavn er JHARDIS)- jeg deler ofte ting og sager, der aldrig kommer hverken på bloggen eller ser skyggen af Instagram. Halleluja for, at alle de billeder/videoer er væk efter 24 timer!

Inden jeg satte mig til computeren lavede jeg en verdens nemmeste iskaffe. Som i – den er VIRKELIG nem at lave! Du kan finde opskriften her. Det er et indlæg fra nærværende side fra sidste år, og åh hvor jeg græmmes af de forfærdelige grimme billeder. Tænk engang, hvor mange billeder, der siden da er gået igennem kameraet og thank God for det. For hold da nu op, der er da vist en verden til forskel fra dengang og nu var? Eller er det kun mig selv, der synes jeg er blevet bedre til det der med at knipse motiver. I hope not!

Til min iskaffe drak jeg en lækker koldbrygget te fra Nordic Tea Firm. Det er et dansk firma, der laver forskellige produkter med et nordisk islæt – bl.a. koldbrygget te, hvor de kun anvender naturlige ingredienser. Det er virkelig noget jeg elsker at læse og indtage for den sags skyld. Herhjemme tænker vi mere og mere over, hvilken slags fødevarer vi spiser, hvor det kommer fra og hvad det er lavet af. Men den snak er en helt anden, og jeg kunne sludre derudad, men jeg stopper lige mig selv nu. Teen er btw en gave fra min tur til Smovseriet tidligere på året (læs mere her), men jeg har simpelthen ikke nået at få smagt på den før i dag, hvor en kold drik virkelig var guld værd.

Denne te er forresten med procenter. Den har nemlig rom som en del af ingredienslisten, og har faktisk en procent, der hedder 7,5%. A’ hvabehar’! Jeps. Den fåes selvfølgelig også uden alkohol, men til alle os semi-Børger, der kan godt tåle en fjer i ny og næ, så kan jeg altså anbefale denne koldbrygget te. Hvis du kan lide ingefær så kan jeg ISÆR anbefale denne. Jeg elsker ingefær og kan faktisk slet ikke få nok af smagen, og ej heller få det stærkt nok.

IMG_0324{ Den fineste lille guld-hval jeg har erhvervet mig i Riceteria på Mageløse. Den måtte jeg sgu lige vise her! Er den ikke bedårende? }

Nok om te og iskaffe. Nu vil jeg få fut under fejemøjet og cykle ned for at mødes med hende her til et fotoshoot! Der ligger nemlig en vej ikke langt fra mig, hvor jeg lige har set, kirsebærtræerne står i fuldt flor. Dem vil jeg gerne lige nå at fange inden det er for sent. Hvor overeksponeret de end er, så er de sgu fine!

Kan du have det skønt derude ♥

ODENSEGUIDE // ODENSES MÅSKE BEDSTE BLOMSTERCENTER OG MIN SØNDAG I BILLEDER

/4 Comments/in , , /by

STIGE BLOMSTER ODENSE BLOGGER

Yaas en søndag! Ah det har virkelig været en skøn, skøn dag! Selvom jeg havde en anelse mas med at sove i nat. Jeg brugte hele min lørdag på at hjælpe til ved Aspargesfrokosten i går afholdt af SPIS Odense. Genialt koncept, hvis du spør’ mig. Altså det med den frokost og de friske asparges. Ikke det med min manglende søvn.

Grunden var til dels varmen i nat, men den største grund var nok fordi, jeg efter frokosten fik et par øl eller flere med de andre, der hjalp til ved frokosten. Det var slet ikke meningen, jeg skulle have en fjer (eller ti) på, men det endte det altså med. Ofte er det også de spontane aftaler uden mål, der ender med at være de hyggeligste. Og det var det så sandelig i går!

Det resulterede i, at jeg faktisk vågnede ganske tidligt i morges. Altså kl. 8.00. Alt er vel relativt. Men her gad kroppen faktisk ikke ligge under dynen mere, så Casper og jeg hoppede sgu ned for at træne. Den havde jeg ikke set komme, men det var en ganske fornøjelig affære, og efterfølgende kunne vi holde søndag med god samvittighed.

Det gjorde vi ved at cykle ud af byen og ind forbi måske en af de bedste havecentrer/blomsterhandlere, der findes i og omkring Odense; Stige Blomster. Det er ikke en “blomsterhandler” i den forstand vi måske kender dem fra byen. For de sælger ikke buketter eller afskårne blomster, men blomster og grønt til udplantning. Vi købte rigtig meget derfra da vi for år tilbage havde kolonihave ude ved Bolbro. Det var fantastisk billigt, og prisen har også noget at sige, hvis hele haven skal fornyes.

1STIGE BLOMSTER ODENSE BLOGGER

Billederne foroven tog jeg derinde i dag. De har SÅ mange forskellige blomster, og jeg endte faktisk med en af ovenstående med de fine flerfarvede kroner. Den står nu i vores altankasse og er en fryd for øjet. Udover blomster fik vi også købt 10 forskellige krydderurter for 100 kr. DET er altså billigt, og vi glæder os til at bruge af dem i madlavningen. De er blevet plantet i et højbed i haven her til eftermiddag, og skal bare vokse sig endnu større nu.

Hvis du er på udkig efter krydderurter, så er det altså stedet at besøge. De har ALT, hvad hjertet kan begære af forskellige krydderurter. Vi endte bla. med rødbladet basilikum, timian, stevia, estragron og koriander. Vi cyklede derud fra Skibhuskvarteret, og da jeg har en cykel med en ordentlig cykelkurv, kunne vi godt transportere det hele hjem. Havde vi været i bil, var læsset helt sikkert dobbelt så stort, men en cykel sætter altså sine begrænsinger når anvendt som transportmiddel. Ak ja!

Uanset hvordan du transporterer dig derud, så er det turen værd. Det vil jeg sgu godt sætte et koldt glas rosé på højkant for i hvert fald!

GRAFFITI LOVE ODENSE HAVN CYKELSTI LETS BLOG SOME SHIT BLOGGER ODENSE

På vejen hjem cyklede vi forbi havnen, hvor der langs noget af industriområdet står et langt hegn med en masse flot graffiti på. Det her med graffiti er helt sikkert en smagssag. Nogle elsker det og mener, at det kan betragtes som kunst, imens andre udelukkende betragter det med samme værdi som udskidt æ’vlegrød! Ak heldigvis er smag subjektiv, og der kan ikke fremmanes et facit for netop dette.

Hvilken i grunden er ganske udmærket. Jeg synes, det var fantastisk smukt, og Casper stoppede op foran “maleriet” med LOVE, og insisterede på at tage nogle billeder. Hvilket jeg ingenlunde ville lade gå chancen forbi, hvorfor jeg med det vuns klodsede bremsen på min cykel, der i det øjeblik kunne forveksles med et pakæsel. Herefter løb jeg straks over vejen og placerede mig strategisk, så både jeg og det fine kunstværk kunne foreviges. Hvilket jeg, uden det skal lyde alt for selvforherligende, synes lykkedes ganske tilfredsstillende hah!

Når. Jeg ville faktisk blot give havetippet videre til jer derude, der måske sidder og har lagt hovedet i blød over, hvor I dog skal finde jeres nye organiske udstyr til haven. Jeg håber, I har haft en skøn søndag, og får en fantastisk start på ugen! Jeg glæder mig RET meget til i morgen, men som en sand blogger laver jeg sgu kun en teaser for hvorfor. I ved – jeg vil ikke jinxe det… Sorwy!

Find nye indlæg på BLOGLOVIN // Like bloggen på FACEBOOK // Se flere billeder på INSTAGRAM // Følg med til daglig på SNAPCHAT @JHARDIS

FREDAG EFTERMIDDAG I MUNKE MOSE & NOGET OM UPLANLAGTE PLANER

/0 Comments/in /by

JEANETTE HARDIS ODENSEBLOGGERS ODENSE BLOGGER MUNKE MOSE

Ih og sikke en herlig fredag. Det gode vejr fortsætter i flæng, og jeg NYDER det i flæng!

Dagen i dag var planlagt nøje. Rengøring i hytten herhjemme så den var fin til at kunne holde weekend i, fotoshoot til bloggen, jobansøgninger og diverse ad hoc opgaver + en lille kærestepicnic!

Men kender du ikke det, at planerne nogle gange er til for at blive brudt? For en planlægger som jeg selv, kan dette godt være lidt af en udfordring. Jeg er dårlig til at afvige fra planerne. Især, hvis jeg selv er ophavsmand til dem hah!

Men nogle gange så må jeg sgu lige hanke op i mig selv, og hoppe på det der spontanitetstog mens jeg kan! Også selvom jeg føler det drøner forbi med 110km i timen, og jeg slet ikke tør hoppe på det.

I dag tog jeg hoppet, da en veninde skrev og spurgte, om jeg ville med på planteshopping. Casper har lige sørget for to nye højbede til haven, og de skal fyldes med diverse grønne lækkerier, så jeg takkede ja til både godt selskab og grønne indkøb. Hvilket samtidig betød, at mine planer for dagen ændrede sig markant.

For hvad der startede som en tur ud i det grønne endte med en tur sammen med to smækre damer ned til Mosen. Munke Mose altså, for hvem af jer, der ikke kender til Odenses udendørs skatte. Mosen er en lækker.. park (?). Det vil jeg i hvert fald prøve at slippe afsted med at kalde området. Det flugter sig langs en del af Odense Å, og indeholder en KÆMPE legeplads, lækre græsområder og fine trapper, hvor man kan sidde helt ned til vandet.

Hvilket vi benyttede os af i dag med en god kop iskaffe i hånden! Så var det sgu helt okay at få mine planer forpurret. Når det er til fordel for solens varme stråler på mine virkelig (!) blege pusselanker, kaffe og godt selskab, så gør det sgu ikke noget. Desuden mødtes jeg med Casper efterfølgende i centrum, og vi gik den fine tur hjem til Skibhuskvarteret, alt imens dagens sologerninger blev vendt, og vi startede vores fælles gerninger for dagen sammen. Picnic ude et sted i Odense smukke rammer blev således udskiftet med egen baghave og noget så ordinært og borgerligt som at læse weekendens reklamer og aviser. Ahh. Sikke en skøn start på weekenden.

I morgen kommer næsten hele min dag til at gå til Aspargesfrokost afholdt af SPIS Odense. Her skal jeg gå til hånde, og selvfølgelig smage en masse nye asparges! Jeg elsker, at de sker sådanne events her i Odense, og drømmer om mange flere af den slags. Jeg synes det bidrager til at udvikle Odense i en positiv retning, at der sker disse ting, og derfor vil jeg hellere end gerne give en hånd med! Så kan jeg heller ikke komme udenom, at jeg drømmer om en dag selv at kunne være med på den udviklende side af lignende arrangementer i Odense, og så er det altså en god ide at holde fingeren på pulsen ikk’?

Skal du med til Aspargesfrokost? Eller har du helt andre planer for weekenden? Som måske ender ud i uplanlagte planer 😉

Find nye indlæg på BLOGLOVIN // Like bloggen på FACEBOOK // Se flere billeder på INSTAGRAM // Følg med til daglig på SNAPCHAT @JHARDIS

HVERDAGSTIRSDAG OG MASSER FARVE!

/0 Comments/in /by

Lige så fint og uspoleret vejret var i går, ligeså grimt og upoleret er det i dag. Jeg glæder mig virkelig meget til det bedre vejr, de lover resten af ugen. Jeg orker ikke mere regnvejr eller blæst. Det må faktisk bare gerne blive sommer nu. Helst i går egentlig.

Jeg kan heldigvis se, det lysner op derude, hvilket jeg sætter stor pris på. Jeg skal nemlig afsted senere i dag på cykel. Det er klart mit foretrukne transportmiddel. Jeg kan komme overalt i Odense, og vejarbejde er inden hindring.

Jeg skal først til et frivilligtmøde i eftermiddag angående SPIS Odenses Aspargesfrokost (læs mere her og køb billet) nu her på lørdag. Som du kan nok regne ud, så har jeg nemlig meldt mig som frivillig. Jeg elsker, at der sker sådanne ting i Odense, og vil hellere end gerne støtte op omkring sådanne tiltag. Vi skal være gode til at dele det gode budskab, og sørge for udviklingen i Odense med bl.a. fokus på de lækre og lokale madvarer og restaurationer.

RICETERIA ODENSE ODENSEBLOGGERS KAFFE

Anyways – det var lige et sidespor. Men dét er én af grundene til, jeg håber på bedre vejr senere i dag. Den anden grund er, at jeg efterfølgende skal til Riceteria Salon med hende her. Og der må vejret godt klare op til turen indtil byen på cykel. Ja tak!

Jeg glæder mig meget til aftenen – vi skal bl.a. spise god mad og høre foredrag af Marianna Stagetorn Kolos, der er indehaver af La Glace. Både lækkert og spændende right? Jeg har ikke været med til nogle events på Riceteria før, så jeg glæder mig meget til at se, hvordan det forløber. Faktisk var jeg for første gang på Riceteria i sidste uge.

Jeg havde haft et møde hos min a-kasse tidligt om morgenen, og trængte til en god kop kaffe og en stille stund. Det fandt jeg hos den fine og farverige café. Jeg var endda så heldig at ramme deres “happy hour” mellem 9-10, hvor der er halv pris på deres kaffe og varme drikke. Jeg sad der i godt og vel 2 timer. Det passede ganske fint, hvor på det tidspunkt begyndte caféen at blive indvandret af ret mange børn og deres (formentlig) mødre.

Arbejdsroen var derfor fin indtil da, men omkring frokost smuttede jeg altså. Der gik sgu lidt for meget mødregruppe i den. Ikke, at der ikke skal være plads til det! For pokker da! Men så er det fantastisk, at Odense har så mange forskellige caféer alt efter ens formål.

Nu vil jeg gøre klar til resten af dagens aftaler. Og hvad siger du egentlig til det nye layout herinde? Jeg ved godt, der roder lidt lige nu, men jeg lover at komme efter det!

 

Find nye indlæg på BLOGLOVIN // Like bloggen på FACEBOOK // Se flere billeder på INSTAGRAM // Følg med til daglig på SNAPCHAT @JHARDIS