(STOP) JAGTEN PÅ LYKKEN

Den anden morgen cyklede jeg på arbejde. Under min cykeltur funderede jeg. Det gør jeg ofte. For det meste på fjollede, ubetydelige ting. F.eks. funderede jeg på selvsamme cykeltur over bagerens tilbud på hindbærsnitter. 4 for 40kr. Pr. stk. normalt 12 kr. Så der var da lidt at spare tænkte jeg. Men 4 hindbærsnitter ville jeg nok ikke kunne spise selv. Eller. Det kan jeg sgu nok godt. Men jeg ville ikke være bekendt at spise 4 hindbærsnitter helt alene. Selvom sådan et tilbud er perfekt for en sukkergris som jeg. Bagerpigen ville sikkert bare tænke, at jeg fik gæster som jeg ville byde hindbærsnitter. Hun ville formentlig ikke ane uråd – at de alle sammen bare var til mig selv.

Så jeg cyklede, og funderede over hindbærsnitter. Ret små funderingstanker. Men den ene tanke tog den anden. Indtil jeg funderede over den der fidus “lykke”. Et immaterielt, uhåndgribeligt, abstrakt begreb. LYKKE. For hvad er det egentlig? Og hvorfor insisterer vi på absolut at være det? Mere funderingsbelagt – hvorfor jagter vi lykken? Eller lykke. Som et ubestemt begreb. For det er ofte det, jeg føler, at vi er gode til at gøre. Jagte lykke som et ubestemt begreb. For vi ved ikke altid, hvad det præcis er vi jagter. Lykke er et vidt begreb. Ret forskelligt, hvordan vi definerer det. Og hvordan vi jagter det. Men det er noget vi er gode til at snakke om. Og være enige om, at vi skal være noget mere. Lykkelige. Så vi jagter det.

Vi jagter både lykke i det store perspektiv, men så sandelig også i det små. Vi vil gerne lige tabe fem kg. SÅ bliver alting godt. Vi vil gerne have den lønforhøjelse. Så bliver vi lykkelige. Vi vil gerne droppe vores usunde vaner. Begynde at løbe maratoner. Bage lækre boller hver weekend. Gå i det perfekte outfit. Have et hjem, der udstråler, at vi har styr på design og indretning. Køre i den “rigtige” bil. Komme de “rigtige” steder. Lægge de pæneste billeder op på Instagram.

For når vi gør det, så må vi da blive lykkelige. Det er alle de andre jo. Ikke?

Der er da ikke noget lykkeligt ved at gå den samme tur hver dag. Ved at vægten ikke viser vores drømmevægt. Ved at vores hjem ikke er fyldt med designklassikere. Ved ikke at få 12.

Måske. Bare måske. Skal vi vælge at se lykken i de ting vi allerede har formået at fylde vores liv med. Måske vi skal sætte pris på de ting vi har, i stedet for at tro, at vi bliver lykkelige for ting vi ikke har?

Måske skal vi sætte pris på alle de ting, der ikke er ting. Sætte pris på duften af nyslået græs. På at maden (ligegyldigt hvilken slags) står parat på bordet når vi kommer hjem efter en lang dag på arbejde/skole. På at vi har nogle at dele vores liv med. Kærester, venner, familie. Måske skal vi sætte pris på vinden, der bærer historier om sydens sol med sig. På følelsen af bare tæer i sand. På lyden af latter.

Måske skal vi stoppe jagten. For måske har vi allerede fundet vores bytte. Måske har vi bare ikke opdaget det?