LEVER DU I OVERFLOD?

Overflod.

Et ord, der i de sidste par uger har huseret i mit baghoved. Det har taget semi-permanent bopæl der bl.a. pga. de ting, der sker rundt omkring i verden i øjeblikket. For jeg ser en masse mennesker, der i lige nu i hvert fald ikke tænker over overflod. Når man har mere, end hvad man har brug for. Men hvem regulerer den grænse? Hvem bestemmer, hvornår noget er overflod? Og kan overflod være differentierende alt efter hvor og hvem man er?

Herhjemme har vi det ganske udmærket. Men lever vi i overflod? Eller lever vi efter de standarder vores samfund og vi selv, har udformet. For at hjælpe mig selv lidt med at besvare det spørgsmål, er jeg begyndt at tænke i ”nice to have” vs. ”need to have”. Hvornår er noget rart at have, og hvornår er noget nødvendigt at have. Er det f.eks. en nødvendighed at skulle have det dyre shampoo? Er det en nødvendighed at skulle have nyt tøj hver måned? Er det en nødvendighed at give hinanden årsdagsgaver når forholdet har jubilæum?

Eller er det bare rart? Det er vel ikke som sådan nødvendigt at vaske håret i den dyre shampoo når man kan få en svanemærket og parfumefri for 10 kr. i Fakta? Ligesom det måske heller ikke er nødvendigt at skulle have nye vintersko, fordi dem fra sidste år ikke lige falder i smagen mere?

Jeg har altid haft en overbevisning, at hvis noget stadig virker og fungerer efter hensigten, så er det ikke nødvendigt at skifte det ud. Jeg tænker meget over, om tingene kan genanvendes. Om andre måske kan få glæde af dem. Det kan have den effekt, at jeg kan være rigtig dårlig til at se, hvornår noget rent faktisk har haft sidste anvendelsesdato (altså ikke ting i køleskabet vel? Jeg kan godt genkende mug når jeg ser det!). Det kan være et par sko som jeg næsten har gået sålen af. Hvis jeg er glade for dem, så er det især svært. På den måde er jeg endda også god til at knytte affektionsværdi til ting, der reelt set slet ikke fortjener det. Som et par sko. Eller et tv. Jo jo. Jeg nægtede på det pureste at skifte mit billedrørs tv ud indtil for få år siden. Det virkede jo fint. Kvaliteten af farverne var ikke fantastiske nej, men jeg kunne da se tv. Og det er mere end hvad mange andre kan!

Så jeg har måske altid forsøgt at undgå (alt for meget) overflod i min hverdag. Prøvet at leve lidt mere spartansk og asketisk. Nu må du ikke forestille mig som en munk! For SÅ sparsommeligt lever jeg altså ikke! Men jeg kan godt lide ideen om, at vi som mennesker ikke behøver at være afhængige at alverdens ting og sager for at have det godt. Men at vi sætter lidt mere pris på de uhåndgribelige og immaterielle ting, vi rent faktisk har i vores liv. Som at vågne op, hver morgen ved siden af et menneske man sætter pris på og elsker. At men har mennesker i ens liv, der vil en det bedste. At have et job. Et studie. Et netværk. Kærlighed. Venskab. Håb.

Men betyder det, at alt andet er at leve i overflod? Det vil jeg ikke mene. Livet skal også leves. Skal jeg sætte vores levestandard herhjemme op imod ”nice to have” vs. ”need to have” ligger vi nok et sted imellem. Vi lever bestemt ikke i overflod. Men vi har det godt. Nogle gange skal man måske bare øve sig på at være lidt taknemmelig for det man har. Øve sig i at sætte pris på det. I stedet for at bruge tiden på, at tænke over alt det man ikke har.