TRAINING SHAMING

10724012_1475400926113022_1262168318_nKender I udtrykket “fat shaming”? Et udtryk, der bliver brugt, hvis man er eller virker nedladende overfor overvægtige personer. Det kan være passivt eller rimelig åbent. Man skal ikke diskriminere andre mennesker på deres udseende. Om de er tykke, tynde, høje, lave, gule, hvide eller brune. Man skal ikke fat shame andre mennesker, så de får det dårligt med dem selv. Deres krop; deres valg!

Jeg bruger forholdsvis meget tid på at træne. Det er ingen hemmelighed. Jeg elsker at træne, og har altid været et meget aktivt menneske.

Men på det seneste opfatter jeg flere og flere hentydninger og kommentarerer omkring mennesker, der bruger og prioriterer meget af deres tid til træning. Til at holde deres krop sund, funktionsdygtig og trænet. Disse kommentarer er ofte betonet på, at nu skal træningen jo ikke tage overhånd. Det skal ikke blive fanatisk. Man ønsker jo ikke at ligne en bodybuilder vel? Og hvorfor skal man nu også løbe et marathon? Eller løfte alle de tunge vægte? Og det kan umuligt være sundt at træne 4 gange om ugen? Der skal vel også være tid til at ligge i sofaen?

Især som kvinde synes jeg, at mange af den slags kommentarer florerer rundt både i det virkelige liv, og online.

Og ved I hvad det er?
Det er training shaming!
Og det er f….ng nederen!

Hvis jeg vil bruge min tid i træningscentret, så bruger jeg min tid i træningscentret. Hvis jeg vil løbe et marathon, så f….ng løber jeg et marathon. Hvis jeg gerne vil træne min krop, så den er stærk, sund og rask; så er det MIT valg! Og det skal jeg ikke skamme mig over.
VI skal ikke skamme os over vores kroppe. Uanset, hvordan vi vælger at bruge dem!
Vi mennesker er heldigvis forskellige, og det er vores kroppe også. Det er vores ambitioner, mål og hensigt med vores kroppe også. Vi bestemmer selv, hvordan vi vil se ud, hvad vi vil spise og hvordan vi vil gå klædt.

Jeg prioriterer noget af min tid på at træne. Fordi det gør mig glad. Hvilket er videnskabeligt bevidst. Det er sgu ikke bare noget jeg finder på. Jeg er ligeglad med, hvordan andre behandler deres krop. For det er deres sag! Ligesom de absolut ingen ret har til at blande sig i, hvordan og hvad jeg gør med min krop. Men det er utroligt, at fordi man træner lidt mere end normen (som formentlig ikke er særlig meget taget de voksende livsstilssygdomme i betragtning), så er det nok noget galt med én? Man overdriver hvert fald det dér sundhed.

GUILTY PLEASURE #2

Vi har dem alle. Jeg har skrevet det første indlæg om det lige her. Men der er flere. Selvfølgelig er der det!

Denne gang skal det handle om musik. For kender vi det ikke allesammen? Det der med at vi ynder at lytte til noget bestemt musik, som vores omgangskreds måske ikke sætter lige så stor pris på som os. Måske de endda synes at musikken er dårlig, eller ligefrem latterlig. Det kender jeg hvert fald. Ret tit griner jeg bare med når folk laver jokes om “dårlig” musik, men nogle gange stemmer jeg imod og bekendtgør kulør. At mine øre faktisk godt kan lide det nymodens pop, der af mange ikke kan klassificeres som musik. En af dem jeg har oplevet flest hævede øjenbryn over når jeg resolut skruer radioen op, er ….

taylor-swift_3240514bTaylor Swift

Jeg synes altså, at hun klarer sig pænt godt. Og nu kan alle I haters bare hate – jeg nyder at høre hendes glade melodier og teen-problematik-inspireret tekster både når jeg cykler, gør rent og træner. Jeg er ret selektiv i mit musikvalg, så det er ikke alt hendes musik jeg lytter til. Jeg vælger til og fra, men i sidste ende er jeg altså pro Taylor Swift. Sådan ligger landet.

Hvordan ligger det for dig? Kender du det med, at man ikke altid er helt enig med menneskerne omkring en mht. musikvalg? Det er for mit vedkommende ofte til fest eller sammenkomster, at disse konfliktende meninger virkelig kommer til overfladen.

ER DIT MOBILBRUG BLEVET EN UVANE?

Jerry_Hall_NormanParkinson_1976

{Fotokilde: Jerry Hall, By Norman Parkinson, Vogue, 1975}

Da vi var på kajaktur var adgang til strøm begrænset. Det betød rent praktisk, at vi lavede mad med åbent ild, og brugte lommelygter på batteri. Det betød også, at vores mobiler ikke kunne blive ladt op, såfremt de løb tør for strøm. Vi var afsted i tre dage, så det ville de uundgåeligt, hvis vi valgte at have dem tændt konstant.

Jeg havde dog hjemmefra besluttet, at min mobil skulle være slukket det meste af tiden. Hvilket den også var. Men den første dag var det faktisk lidt svært. Jeg blev klar over, hvor afhængig jeg i realiteten er for min telefon – eller i virkeligheden, hvor afhængig jeg er af de muligheder min telefon udbyder mig. Jeg er vant til at være online 24/7 og er rigtig “slem” til at tjekke min telefon i tide og utide for at se om der skulle være sket nyt på diverse online medier. Alle de gange jeg tager min telefon op og lige ser på skærmen og konstaterer at nej, der er ikke sket noget nyt siden sidst jeg tjekkede (for tre minutter siden). Det blev jeg virkelig klar over på denne tur. Det gav mig et indblik i mine (u)vaner omkring brugen af min telefon – hvilket fik mig til at reflektere meget over netop det; hvor meget tid jeg egentlig bruger med mobilen i hånden, øjnene klistret til skærmen og fingrer, der er i konstant bevægelse over touchskærmen.

Det er nemlig ret meget tid jeg i grunden bruger foran den lille skærm. Ikke kun når jeg selv tager et aktivt valg for at kigge på skærmen, men værst og mest af alt også ubevidst. Når jeg står i køen i supermarkedet, når jeg venter på en veninde, når jeg går en tur med hundene, imellem mine øvelser til træning, om morgenen imens jeg vågner i sengen – generelt bare på tidspunkter, hvor jeg måske keder mig lidt, og helt automatisk tager mobilen frem. Uden at tænke over det.

Måske fordi, jeg er dårlig til at være til stede der, hvor jeg er? Måske fordi, jeg er bange for at gå glip af noget – lider jeg monstro af FOMO; Fear Of Missing Out? Bange for ikke at like de rigtige billeder på Instagram? Se de sjove videoer på Facebook? Bange for ikke at være med, hvor det sner? Eller er det fordi det bare er blevet en vane? -At tage mobilen i hånden og glo formålsløst og apatisk ind i skærmen uden egentlig at opfatte, hvad det er jeg kigger på.

Under vores tur havde jeg min telefon slukket i 36 timer i streg, og ved du hvad?
Jeg gik ikke glip af noget vigtigt. Instagram var der stadig da jeg tændte for skærmen igen. Det var faktisk rigtig sundt at tage et aktivt valg om IKKE at lade sig opsluge af skærmen. Selvom det at have mobilen slukket den første dag, føltes som sand der løber ud imellem mine fingre. Jeg kunne mærke min krop og fingre hungrede efter at stryge kærligt over skærmen og få billeder og statusopdateringer til at suse forbi i en uendelig strøm.

Men som dagen skred frem begyndte mine fingre at mærke taget om pagajen, hver gang jeg tog et tag i vandet for at bringe mig selv fremad. Mærke modstanden i bølgerne. Glemme følelsen af sand jeg ikke kunne holde fast. Ikke kun mine fingre glemte, men også mit hoved. Jeg tænkte ikke på at skulle kigge på min telefon. Jeg var bare lige der. Ude på vandet. Foran bålet. Inde i bivuakken. Sammen med Casper.

Det tror jeg var rigtig sundt. At tage et valg om ikke at være online, så jeg bliver bedre til at tage et aktiv valg om at være online. Så det ikke bare bliver en formålsløs vane. Så jeg også bliver bedre til at være til stede, hvor jeg er; offline eller online.

Andre, der kan genkende denne problematik med deres mobil?

GUILTY PLEASURE #1

Åh jeg har et par. Ahem. Svagheder er det ikke, men måske mere ting som jeg er (svært) begejstret for, der måske ikke lige falder i de flestes smag.  Det kan også godt være, at de gør, men at folk (ja, jeg ved at I er derude), bare ikke vil indrømme det. Men jeg har åbenbart ingen skam i livet, for nu deler jeg altså en af mine guilty pleasure. Yikes! Og har vi dem ikke alle sammen! En af mine er. Drum roll!…..

REALITY TV!

1330983919027267400-iPad_1400kbit_96_640x480_3941_2_splash 1349260999012175900jpg_splash landscape_GE__948342
Bom There I said it. Jeg håber ikke, at I synes mindre om mig nu. Jeg håber faktisk lidt, at der sidder nogle derude, der kender til dette ømtåelige emne? Jeg bliver bare SÅ forarget når jeg f.eks. ser Sommer  i Sunny Bitch. Og jeg ELSKER det! ” Neeeej det gjorde hun bare ikke! Så kysser hun både med ham OG ham den anden på SAMME aften!” Ja, bare kald mig mormor. Men forarget bliver jeg altså.

Hvilket vel egentlig også er meningen med de programmer? At vi andre “fornuftige” kan sidde på den anden side af skærmen og være “de voksne”, der hvert fald ikke opfører sig så uhæmmet! Og samtidig er det en utrolig fascination af de menneske, der lader alle deres grænser udviske og erstatte med en mental lovløs tilstand, der tilnærmelsesvis læner sig op ad en Det Vilde Vesten. De er ligeglade med alle konsekvenser, såfremt der overhovedet er nogen.

Samtidig sidder jeg, som det empatiske menneske jeg er, (jeg kan få ondt af fluen vi klasker ihjel!), og føler med disse mennesker som jeg betrager i deres op- og nedture. Når de græder over deres frataget børn eller forliste forhold i De Unge Mødre, når de skændes med deres mor i Mig og min Mor, eller når de bliver fyret fra Den Glade Viking i Sommer i Sunny Beach. Jeg hepper også på mange af “deltagerne” i disse programmer. Håber at det lykkes for dem. Griner med dem (og af dem who am I kidding!).Ser at de også kun er mennsker. Respektere, at de tør udstille sig selv på den måde. Nogle gange undrer jeg mig også over de kamera- og lydmænd, der uundgåeligt må opleve lidt af hvert under optagelserne. Jeg gad godt være en flue på væggen.

Jeg er altså en realitysucker! Min øjne slubrer det i sig på samme måde jeg tømmer en chipspose; når den først er åbnet kan jeg ikke stoppe, og min hænder bevæger sig i en cyklisk bevægelse, der først stopper når posen er fuld af krummer og luft. Eller når rulleteksterne ruller over skærmen når det drejer sig om reality.

Er jeg virkelig den eneste? Husk at du kan kommentere anonymt hæhæ.

(STOP) JAGTEN PÅ LYKKEN

Den anden morgen cyklede jeg på arbejde. Under min cykeltur funderede jeg. Det gør jeg ofte. For det meste på fjollede, ubetydelige ting. F.eks. funderede jeg på selvsamme cykeltur over bagerens tilbud på hindbærsnitter. 4 for 40kr. Pr. stk. normalt 12 kr. Så der var da lidt at spare tænkte jeg. Men 4 hindbærsnitter ville jeg nok ikke kunne spise selv. Eller. Det kan jeg sgu nok godt. Men jeg ville ikke være bekendt at spise 4 hindbærsnitter helt alene. Selvom sådan et tilbud er perfekt for en sukkergris som jeg. Bagerpigen ville sikkert bare tænke, at jeg fik gæster som jeg ville byde hindbærsnitter. Hun ville formentlig ikke ane uråd – at de alle sammen bare var til mig selv.

Så jeg cyklede, og funderede over hindbærsnitter. Ret små funderingstanker. Men den ene tanke tog den anden. Indtil jeg funderede over den der fidus “lykke”. Et immaterielt, uhåndgribeligt, abstrakt begreb. LYKKE. For hvad er det egentlig? Og hvorfor insisterer vi på absolut at være det? Mere funderingsbelagt – hvorfor jagter vi lykken? Eller lykke. Som et ubestemt begreb. For det er ofte det, jeg føler, at vi er gode til at gøre. Jagte lykke som et ubestemt begreb. For vi ved ikke altid, hvad det præcis er vi jagter. Lykke er et vidt begreb. Ret forskelligt, hvordan vi definerer det. Og hvordan vi jagter det. Men det er noget vi er gode til at snakke om. Og være enige om, at vi skal være noget mere. Lykkelige. Så vi jagter det.

Vi jagter både lykke i det store perspektiv, men så sandelig også i det små. Vi vil gerne lige tabe fem kg. SÅ bliver alting godt. Vi vil gerne have den lønforhøjelse. Så bliver vi lykkelige. Vi vil gerne droppe vores usunde vaner. Begynde at løbe maratoner. Bage lækre boller hver weekend. Gå i det perfekte outfit. Have et hjem, der udstråler, at vi har styr på design og indretning. Køre i den “rigtige” bil. Komme de “rigtige” steder. Lægge de pæneste billeder op på Instagram.

For når vi gør det, så må vi da blive lykkelige. Det er alle de andre jo. Ikke?

Der er da ikke noget lykkeligt ved at gå den samme tur hver dag. Ved at vægten ikke viser vores drømmevægt. Ved at vores hjem ikke er fyldt med designklassikere. Ved ikke at få 12.

Måske. Bare måske. Skal vi vælge at se lykken i de ting vi allerede har formået at fylde vores liv med. Måske vi skal sætte pris på de ting vi har, i stedet for at tro, at vi bliver lykkelige for ting vi ikke har?

Måske skal vi sætte pris på alle de ting, der ikke er ting. Sætte pris på duften af nyslået græs. På at maden (ligegyldigt hvilken slags) står parat på bordet når vi kommer hjem efter en lang dag på arbejde/skole. På at vi har nogle at dele vores liv med. Kærester, venner, familie. Måske skal vi sætte pris på vinden, der bærer historier om sydens sol med sig. På følelsen af bare tæer i sand. På lyden af latter.

Måske skal vi stoppe jagten. For måske har vi allerede fundet vores bytte. Måske har vi bare ikke opdaget det?

OUTFIT – GULDBRYLLUP

guldbryllup 1

Meget af denne weekend har stået i kærlighedens tegn. Jeg har nemlig været med til en, synes jeg selv, ret stor begivenhed. Nemlig min mormor og morfars guldbryllup. 50 år du. Det er fandme mange års kærlighed imellem to mennesker, og var det ikke for deres kærlighed, så stod jeg ikke her i dag. De blev fejret med pomp og pragt hele fredagen! Med hornorkester fra morgenstunden, og fest og ballade resten af dagen. Det er ikke særlig ofte, at man får lov til at opleve et guldbryllup. Og det bliver formentlig mere og mere sjældent, at det sker. Men så er det godt, at kærlighed ikke er defineret af, hvor mange år man har været gift. Eller om, man er gift overhovedet.

Dagen var inddelt i to begivenheder; et (meget tidligt) morgenarrangement, der bestod af vækning af guldbryllupsparret og åbent hus til morgenmad, og efterfølgende om eftermiddagen og aftenen til god mad og drikke på en fin og lokal kro.

guldbryllup5

Om morgenen var jeg hoppet i jakkesæt og høje hæle. Det var måske lidt business sådan at troppe op i jakkesæt, men de nittede hæle og de skinnende runde solbriller bragte sættet lidt coolness og gjorde det lidt mindre foretningsish. Og så var det bare dejligt, at starte dagen i bukser. Og hvis Carrie kan pull off et jakkesæt til et bryllup, kan jeg vel gøre det samme til et guldbryllup?

guldbrylup3guldbryllup2IMG_0758

Om eftermiddagen havde jeg den fineste blå kjole på fra Acne – se den lige her. 
Og de mest behagelige sko jeg nogensinde har gået i! De er fra Deichmann, og de kan virkelig anbefales.

Sættet ovenover er, med undtagelse af skoene, alt sammen fra H&M. Skoene er fra min kære Ebay. Hvad man ikke kan finde der, er ikke værd at eje.

Dagen i går gik med regenerering efter den lange fest fredagen havde været. Jeg landede sent i går aftes igen i Odense. Og jeg er SLET ikke misundelig på alle de mennesker, der konstant lægger billeder på FB & Instagram (eller snappen!) fra Tinderbox. Nej nej, det ser vildt kedeligt ud, og slet ikke noget som jeg ville have været med til!
Sandheden er, at med et sidst-på-måneden-su-budget og et guldbryllup, der også fyldte, så var hverken tiden eller pengepungen til at kunne tage afsted. En mulighed havde været frivilligt arbejde, men det kunne praktisk ikke lade sig gøre nu jeg befandt mig størstedelen af tiden på Sjælland denne weekend. Ak – jeg håber, at næste år bliver en mulighed for det ser virkelig fedt ud! Og så må D-A-D så komme og spille i Odense en anden god gang. Pretty pls?!

Nogen, der har/er afsted til Tinderbox og kan berette om, hvordan festivalen er?

KUNSTEN AT INDGÅ KOMPROMIS

 

Jeg tror, at det er en kunst for mange. Det der med at indgå et kompromis. Og det er ikke alle, der kan praktisere denne kunst. Det er heller ikke nemt. Men for pokker; det gør altså hele dit liv en del nemmere, hvis blot du øver dig lidt.

Jeg tænker, at det især må være svært for folk, der meget gerne vil have kontrollen. Som gerne vil bestemme alt. Og Gud bevares – det kender jeg da alt til. Jeg vil også gerne bestemme alt. Eller. Det ville jeg. For jeg har lært, at det kan man altså ikke her i livet. Bestemme alt. Slet ikke, hvis man skal være rar at omgås.

Casper og jeg har været kærester i snart fem år. Fem år. I løbet af denne tid har jeg virkelig udviklet mig, og lært, at jeg ikke kan bestemme alting. Og jeg har lært den uvurderlige lektie, at et kompromis ofte kan være vejen til lykke. For hvem gider egentlig bo sammen med en sur kost, der kun kan være glad, hvis hun får sin vilje? Jeg gider hvert fald ikke. Og jeg gider faktisk heller ikke at omgås mennesker, hvis eneste mål er at få deres vilje. Koste hvad det vil.

At lære kunsten at blive enige om et kompromis kræver, at man begynder at se lidt indad. Og at man lærer at slippe kontrollen. Og SÅ svært er det heller ikke. Jeg er dog ret god til at mene, at min måde er den eneste og bedste måde. Men surprise – det er den ikke. Andres måder at gøre tingene på kan være ligeså gode. Udover at skulle slippe kontrollen, handler det nemlig også om ikke altid at skulle få sin vilje. Det tror jeg faktisk er ret sundt. Nogle gange at opleve, at tingene ikke går som man har planlagt. Et typisk kontrol-freak-tegn. At man planlægger alting i mindste detalje, og går denne planlægning ikke i opfyldelse, ender en sikkert ellers hyggelig begivenhed ofte i skuffelse og sure miner.

Det kan f.eks. være en hyggelig aften med kæresten. Du har set frem til aftenen, og har helt naturligt haft en agende for hvad og hvornår. Og det er som sådan egentlig også fint. Problemet opstår når man begynder at planlægge på andre personers vegne. Det kan man ikke. Har du respekt for de mennesker du omgiver dig med, så ved du, at du ikke bare kan bestemme over dem og deres følelser. Du kan ikke forvente at de makker ret efter dit forgodtbefindende. Ligesom du selvfølgelig heller ikke bare skal rette ind til højre.

Kompromis handler nemlig ikke om at overgive sig. Ligesom ”du får ret, og jeg får fred”, ikke er at indgå et kompromis. Det er mere en hånlig og barnlig overbevisning, at man er sluppet overlegent ud af en diskussion. Det er man ikke. Men er kun hånlig, barnlig og opfører sig nedværdigende overfor andre. Men man skal selvfølgelig heller ikke bare rulle rundt på ryggen, og lade andre om valgene.

At indgå kompromis handler om at kunne forhandle på en respektfuld måde. At blive enige om en tilfredsstillende løsning for begge parter. Et eksempel kan være Casper og jeg i går. Jeg var sukkerhungrende og lokkede med s’mores på vores lille Sankt Hans bål. Hvilket både ville indebære kiks, chokolade og selvfølgelig skumfidusser. Sukker, sukker og mere sukker. I stedet for chokolade og kiks foreslog Casper om vi ikke kunne nøjes med ’fiduserne og evt. spise jordbær til. Og ved du hvad? Det blev vi enige om. Også selvom mit ønske til at starte med indebar hele den sukkerklistrede badulje. Caspers ønske indebar intet sukker. Så et kompromis blev lidt sukker med frugt til. Og vi var begge glade for den løsning. Nu skal det ikke lyde som om, at ALT bliver forhandlet herhjemme for det er selvfølgelig ikke tilfældet. Og det er heller ikke som sådan fordi vi ”forhandler” frem og tilbage og bruger lang tid på en så lille beslutning. Men vi snakker om tingene, har en dialog og bliver enige.

For nogle er kunsten at indgå kompromis noget, der kommer let til dem. For andre skal der reflekteres og arbejdes lidt for kunsten. Det er okay. Så længe det bliver gjort. For jeg nægter at tro på, at man kan gå igennem hele livet uden at indgå et eneste kompromis. Derudover tror jeg, og har jeg selv kunne mærke, at jeg er blevet meget gladere af ikke konstant at skulle bestemme, kontrollere og have ret i alting. At give slip på kontrollen er virkelig en lettelse. Det kræver også, at man kan rykke på skuldrene, sige pfff til nogle ting og komme videre i livet. Især når det drejer sig om små ting. Det kræver, at man kan indgå et kompromis.

ENDELIG SOMMER I ODENSE

Jeg havde nogle ærinder inde i gågaden i Odense i dag. Jeg skulle bl.a. hente et par sko som jeg havde bestilt hos Deichmann. Normalt er det ikke en butik jeg visiterer, men for nylig er en veninde begyndt at arbejde derinde, og jeg måtte derfor ind og sige hej til hende. Og jeg faldt for SÅ mange fine sko mens jeg stod i butikken. Og de var pisse billige tilmed. Når det er SU-budgettet, der bestemmer prisen på de sko man køber, så har skoene en tendens til at ligge i den lidt mere billige ende. Og billige – det er skoene hos Deichmann altså. Men de er samtidig SÅ flotte og meget behagelige at gå med.

2015-06-23 18.09.30

Jeg fik derfor hentet de bestilte sko – jeg kan ikke finde dem på nettet, men bor du i nærheden af en Deichmann kan jeg på det varmeste anbefale at du lægger et visit forbi.

Mens jeg cyklede ind til byen, lagde jeg mærke til, hvor glad Odense by egentlig gør mig. Jeg elsker, at byen er ved at udvikle sig til en storby, og ikke bare en stor by. Odense duftede af… New York. Barcelona. London. Den der varme du ved – som der er i storbyer om sommeren. Og osen og larmen fra bilerne, lysene fra blinklys, cyklerne, der svinger sig ind og ud mellem hinanden. En oxymoron følelse af samhørighed med alle menneskerne i byen, og selvstændighed af min egen person. Måske især en samhørighed med alle de ny udklækkede studenter. Tillykke til Jer og til Jer, der snart kan joine dem. Den følelse af at have udrettet noget, fået huen på, klaret det. Dén er sgu fed.

Min egen studentertid var fyldt med både gode og mindre mindeværdige sider. Ak som 19årig var mit liv fyldt med kompliceret kærligheder og drama. Men hjernen har det med kun at huske alle de gode ting. Og dette gælder heldigvis også for min studentertid. Følelsen af frihed og bedriften at have klaret det. At få huen sat på hovedet af min dejlige søster. Selvom dette også indebar drama! Jeg havde den dårligste oplevelse til min sidste mundtlige eksamen, at dette desværre resulterede i, at jeg stormede ud af lokalet og lige forbi min søster, der ellers stod smilende parat med huen. Heldigvis kom der ro på tingene igen, og min søster kunne stolt placere huen på mit hoved. Ligesom jeg fik lov at gøre med hende nogle år senere.

Nok om gamle minder og drama! Jeg fik klaret alle mine ærinder i dag, der bl.a. indebar at hente en basketball som ”tillykke-med-sommerferie”-gave til Casper. Utroligt som en bold kan gøre så megen lykke! Og jeg fik mærket helt nede i maven, hvor glad jeg egentlig er for at bo i Odense. Efter snart 4 år i byen, er jeg snart ved at falde rigtig til. Men det hjælper undelyneme også at solen er kommet frem her i Odense. Vejret i dag har været fantastisk, og byen bliver virkelig vist fra sin smukkeste side i bragende solskin.

Så nu vil jeg pakke sammen, spise noget æggekage og finde et bål at tilbringe aftenen ved siden af. Glædelig endelig sommer og god Sankt Hans aften.

TRÆNINGSTØJ, DER GODT MÅTTE BO HOS MIG

Apropos søde Mathildes indlæg omkring indholdet af min sportstaske, tænkte jeg, at det ville være oplagt med lidt inspiration til sportstøj jeg selv kunne finde på at hoppe i til min træning. Selvom det at træne ikke fylder særlig meget herinde på bloggen, så fylder det faktisk en del i mit liv. Måske der kunne være interesse for, at jeg uddyber mere om min træning, der formentlig ikke ligner det gængse træningsprogram?

Anyways, her er lidt tøj, der helt sikkert godt måtte lande i min tøjskuffe dedikeret til træningstøj.


træningstøj 1Adidas top // Ærmeløs sweater // Adidas tights // langærmet  
træningstøj 2

Bryder ryg orange // bryder ryg lyserød // mønstrede tights øverst // mønstrede tights nederst // Stryda tights


Generelt er jeg ikke én, der går op i at koordinere farverne på mit træningstøj, så ofte ligner jeg formentlig en omvandrende regnbue. Eller en vagabond. For jeg elsker træningstøj med masser farver og mønstre, og samtidig kan jeg godt være liiidt ligeglad med, hvilket tøj jeg har på nede i centret. Jeg mener. Det er tøj, jeg har taget på for at svede det til.

Har det huller? Fint, indbygget aircon. Er det misfarvet (fordi jeg måske/måske ikke har spildt et helt glas rødvin ud over mig selv i træningstøj – for det er så alvorligt jeg tager min træning)? Nice med autentiske mønstre. Er det en disneytrøje med motiv af Zimba fra Løvernes Konge? Fedt, hver gang jeg ser mig selv i spejlet begynder min indre stemme; “Naaaants een-vwen-yaaaaaaa ma-ba-gee-chi-ba-va en-yaah-ho vwen-ya-maaaaa”. Og ja. Det var introsangen til Løvernes Konge.

Men hvorom alting er, så elsker alle piger nyt tøj. Almindeligt som træningstøj. Og det vigtigste for mig ved mit træningstøj er faktisk, at jeg kan bevæge mig frit i det, og at det ikke er generende at have på. De kriterier opfylder alt tøjet her.

FEATURING HOS MATHILDE MAC DONALD FIT LIFE

Skærmbillede 2015-06-04 kl. 09.57.04 Selvom det ikke fremgår her på bloggen, så bruger jeg relativt meget af min tid på at træne. Jeg er vokset op med diverse sportsgrene, og det at være aktiv har bare altid været en del af mit liv. Jeg har gået til de “obligatoriske” sportgrene som håndbold og fodbold, men det var ikke noget, der fangede min interesse i særlig lang tid af gangen.

Så begyndte jeg selvfølgelig også til gymnastik. Dette holdt ved i mange år, og jeg nåede sågar at få en hjælpeinstruktøruddannelse inden en anden sport begyndte at fylde mere og mere. Jeg begyndte nemlig at dyrke sporten agility med mine hunde. Det gør jeg stadig den dag i dag, og er også instruktør fast en gang om ugen. Det er dog slet ikke på samme plan som for nogle år tilbage, hvor jeg dyrkede agility på højt konkurrenceplan. Det tog rigtig, rigtig meget af min tid, og da jeg begyndte på min kandidat var tiden der ganske enkelt ikke.

I stedet begyndte jeg at træne i OBBC. Jeg har altid trænet fitness og været på hold, men nu begyndte min interesse mere og mere at gå imod det at føle mig stærk og sund, og styrketræning er i dag en stor del af mit liv! I den forbindelse optræder  jeg, eller det vil sige, min sportstaske med indhold hos søde Mathilde.  
Skærmbillede 2015-06-04 kl. 09.57.15Mathilde Mac Donald blogger om Fit Life, sund livsstil, træning, gode sunde opskrifter og mental sundhed. Mathilde skriver selv;

“Jeg hedder Mathilde Mac Donald Alnor, og er en 21 årig odensianer, som lever i en verden fyldt med træning, sund mad og jurabøger. Jeg læser BA jura på Syddansk Universitet og er Fitness – og Holdinstruktør i OBBC. Mit virke som instruktør drives uden tvivl igennem min store passion for den sundhedsbevidste verden. jeg er derudover også under uddannelse som personlig træner igennem Fitness Institute og forventer at være færdig september 2015. Jeg går ind for en balanceret sundhed, som ikke skal være fanatisk.”

Hun har selv afsløret indoldet af hendes træningstaske her, og har desuden lavet et indlæg med bloggeren Nadja Vienberg om indholder af hendes træningstaske her.  

Jeg synes, at det er ret interessant og spændende at se, hvad andre gemmer i deres træningstasker. Måske man kunne lære noget af hvad andre bruger af ting til deres træning. Og så er jeg også pisse nysgerrig hæh! Smut hvert fald over hos Mathilde, hvis du også er nysgerrig.

OUTFIT: FLERE KIRSEBÆRTRÆER OG BARE BEN

IMG_9640


Jeg kunne ikke dy mig, og måtte altså have flere outfits taget ved de smukke træer. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at der kun to minutter fra hvor mine forældre bor, findes en lille fin allé fyldt med de smukke træer også! Den må jeg helt bestemt aflægge et visit næste år.
Jeg har efterfølgende også spottet et par single træer rundt omkring her i Skibhuskvarteret, hvor vi bor. Når først man har fået øjnene op for dem, ser man dem jo alle vegne. IMG_9628 IMG_9637 IMG_9638


Det er præcis ligesom med den Mini-leg Casper og jeg har haft kørende det sidste år. Altså bilen Mini. Da vi var i London sammen for første gang sidste påske, så vi SÅ mange Mini’er. Det startede en lille leg, hvor man, hver gang man så en Mini først, måtte give den anden en venlig lammer på skulderen. (Hvis man så en Mercedes skulle vi til gengæld kysse, så helt dårligt var det altså ikke.). Mini-legen fortsatte herhjemme. Måske mest fordi jeg insisterende gav Casper lammere en masse hver gang jeg så en Mini. Men inden vi tog afsted til London lagde jeg slet ikke mærke til alle de Mini’er der findes på vejene. Nu ser jeg dem alle vegne. Mindst to gange om dagen i Odense spotter jeg en Mini.

Ligesom jeg spotter lyserøde træer over det hele nu! Hvor jeg de sidste mange år ingen har spottet. Men de er da også bare smukke. Især med bare ben og en hat. IMG_9691 IMG_9712 IMG_9716


I går var jeg en tur hjemme hos mine forældre, og så på søde små hvalpe, og hygge hele eftermiddagen med begge mine forældre. Da jeg ankommer tilbyder min far straks, at vi da kan dele en Svaneke øl. Det sagde jeg ikke nej tak til! Da glasset er tomt, tilbyder min mor det samme. Og når man siger ja til den ene, kan man jo ikke sige nej til den anden. Så det endte med, at både min mor og far drak hver en halv øl i mit selskab, og jeg drak en hel øl i deres. Perfekt eftermiddag, hvis du spørger mig!

Nu skal aftenen gå med lidt læsning, og måske en hjemmelavet juice. Vi har nemlig fået en juicer, og jeg elsker den! Jeg har lavet SÅ mange forskellige juicer den sidste uge. Tænker at lave et indlæg med opskrifter – hvis der er andre, der også er hoppet på juicetrenden?

VÆLG AT STARTE DIN UGE FANTASTISK – 5 GODE TIPS TIL EN GOD MANDAG MORGEN

IMG_9070

Mandag betyder en ny uge. En ny start. Weekenden er ovre og vi skal vente fem dage før det igen er fredag. Men det betyder jo ikke, at du ikke kan nyde de fem dage indtil da vel?

For mig er det blevet ret vigtigt aktiv at gøre en indsats for, at jeg har gode dage. Også selvom det er onsdag, og jeg bare gerne vil have weekend! Det er mig selv, der bestemmer, hvordan mit humør er. Det er mig selv, der vælger hvordan min uge skal starte. Så jeg vælger at prøve at starte den dejligt!IMG_9266

Derfor har jeg prøvet at finde frem til de 5 bedste ting, jeg kan gøre for at starte min uge godt. Måske du også kan drage nytte af dem?


FEM TIPS TIL EN GOD START PÅ UGEN

  • Start ugen godt ud aftenen inden med at gøre klar til mandagen. Pak evt. en lækker madpakke, gør kaffemaskinen klar, pak din taske og fint evt. et outfit frem. Kig din kalender igennem, og få et overblik over, hvad ugen venter. Så er det hele parat til mandag morgen, og du ved hvad der venter dig i ugens løb.
  • Fortsæt den gode start på ugen med at gå tidligt i seng aftenen før. Søndag aften er alligevel stille og rolig, så hvorfor ikke slutte den tidligt af, så mandag morgen ikke er så hård at stå op til. Den ekstra times søvn er guld værd næste morgen! Måske især, hvis weekenden har stået på byture eller søvnen bare har været knap.
  • Når du er gået i seng, så stil vækkeuret 20 min før du egentlig skal op for at kunne nå din rutine. Stå 20 minutter før op. Brug de ekstra 20 minutter på en slow morning. I stedet for at haste af sted har du 20 minutter ekstra. Måske til at læse nyhederne, diverse blogindlæg, lægge en ekstra fin makeup eller nyde en ekstra lækker kop kaffe. Jeg nyder selv at lave en god kop kaffe, og tage den med mig ud i haven når basserne skal luftes. Så kan jeg bruge tiden til at sidde og vågne stille og roligt.
  • Hvilket bringer mig til næste punkt. Lav netop en ekstra god kop kaffe og giv dig tid til at nyde den. Hvis ikke kaffe, så måske en sund og energifyldt juice? Eller en god omgang havregrød? Lidt ekstra lækkert til at starte ugen på. Og nyd det!
  • Tag hjemmefra i god tid. Intet er værre end at komme for sent ud ad døren til sine aftaler! Slet ikke mandag morgen. Hvis du arbejder hjemmefra så bestem dig for et tidspunkt, hvor du starter din ”arbejdstid”, og vær klar til dette tidspunkt præcis som skulle du møde på arbejde.

At sørge for en god mandag morgen betyder som regel, at du får en god uge. En vigtig ting ved dette, er forberedelse. Det gør hele din morgen lettere når alle ting ligger parate når du skal bruge dem. Og bare fordi det er mandag morgen, betyder det ikke, at den skal være “mandag-morgen”-agtig. Tænk på den følelse du har, når du vågner op en fredag parat til weekenden. Det kunne da være fedt, hvis bare lidt af den positive energi og start på dagen også gjaldt om mandagen, ikke?

Jeg håber at du får en fantastisk mandag morgen og en dejlig start på ugen.

 

HVORFOR DET ER VIGTIGT AT HAVE DYRE DESIGNERTASKER

Godt du klikkede ind her. Du vil gerne vide, hvorfor det er vigtigt at have dyre designertasker. Og det vil jeg med bedste overbevisning forsøge at forklare.
dyre designertasker


 

Ser du. En taske er jo ikke bare en taske. Det ved jeg. Det ved du. Det ved vi godt, at din kæreste, far eller bror måske ikke lige vil mene. Efter deres mening er en taske, Chanel eller ej, ligeså nyttig som en pose fra Rema. Det er en genstand, hvori du putter andre genstande. Det nemmeste er helt klart, hvis posen har en form for håndtag, men nu skal man heller ikke være mere krævende en det.

Altså kan du ligeså godt investere de 3 kr. du har liggende i flaskepant, på en pose fra den nærmeste Rema, hvor du ikke bliver betjent af sure, snobbede damer, (som vi alle ved arbejder i dyre designertaske forretninger), men af ham den søde, bumsede teenagedreng, hvor du, når han smiler, (og DET gør han jo til dig din hottie!), kan spejle dig i hans togskinner. En pose har præcis samme formål som en designertaske (vil nogen måske nok mene).

Men det er så her, at dine kære med(idiot)mennesker tager fejl. For gu fanden er det da ej det samme, at rende rundt med din Michael Kors læderpung, din MAC-makeup/computer og dine Rayban solbriller i en Aldi pose som i en dyr designertaske! Come on!

De må da kunne forstå, at det er en investering de 20 klik (plus din førstefødte) den perfekte Boy bag koster. En investering for livet! Den vil komplimentere ALT dit (billige) tøj (fra H&M, hvem sagde lige ”bland high street og high fashion), og du vil aldrig mere opleve tøjkriser med en sådan taske.

Nu kan du med stolthed spankulere op og ned af gaden, mens du har din Balenciaga Velo placeret strategisk i albueledet på den ene arm, mens du sutter kaffe igennem et sugerør fra din Starbucks kaffe i den anden arm, som du samtidig bruger til at balancere din iPhone 6, hvor du selvfølgelig er ved at instagramme hele lortet. Og du kan have alle dine ting med dig på én gang.

Det dur en pose slet ikke til. Der kan knapt nok være plads til de to liter mælk og den havegryn du skal leve af de næste tre måneder. Men så er det jo skide smart, at du har din dyre designertaske, hvor du kan have dine indkøb i.

Og det er præcis derfor, det er vigtigt at eje dyre designertasker. Hvordan skulle du ellers kunne transportere din billige juice og bacon til weekendens brunch? N’est-ce pas?

 

PS. Jeg håber virkelig, at dette indlæg læses med alt den (selv)ironi det er tiltænkt! Jeg vil selv give mine tre førstefødte for hvilken som helst af taskerne på collagen. Og ja. Jeg ved godt, at man kun føder én førstefødte. Så du må forstå alvoren når jeg vil give tre!

Spiced Almond Cocktail TNP Originals

In a small saucepan, combine spiced rum, amaretto, almond milk, cinnamon sticks, and star anise pods. Heat to a simmer and remove from heat. Let steep for at least 5 minutes. Pour into a glass and garnish with ground cinnamon.

– 1.5 oz. Spiced Rum

– 1 oz. Amaretto

– 4 oz. Almond Milk

– 2 cinnamon sticks

– 2-3 pieces whole Star Anise Pods

– Ground cinnamon, for garnish

In a small saucepan, combine spiced rum, amaretto, almond milk, cinnamon sticks, and star anise pods. Heat to a simmer and remove from heat. Let steep for at least 5 minutes. Pour into a glass and garnish with ground cinnamon.

friday_cheers

 

ingr

Eat Breakfast Erin Heatherton’s Eggs & Avocado

Blake Lively is currently on the promo tour for Age of Adeline, and when she isn’t being asked questions about her daughter James, she’s getting changed.

When we chatted with model Erin Heatherton, she gave us her go-to breakfast (aka our two favorite items on one plate): Eggs and avocado. Here’s how to make it like she does, because who doesn’t want to eat breakfast like a model?

Eggs and Avocado Toast 

2 organic free-range eggs

2 slices of Free Bread

1 quarter of an avocado

1 slice of lemon

A pinch of salt, pepper, and red chili flakes

Kelapo Extra Virgin Coconut Oil Non-Stick Cooking Spray

Fresh Parsley

Toast the bread. While it’s toasting, fry two eggs using coconut oil spray on medium/low heat. Cover with lid.

While toast is finishing, cut a slice of lemon and a quarter of avocado and place on plate.

Using a fork, mash the avocado onto the toast and squeeze the lemon wedge on top. Alongside (or on top) place the eggs.

Sprinkle eggs and toast with chili flakes, salt, and pepper to your liking. A dash of olive oil on the toast is also delicious.

Garnish with some fresh parsley.

 

Peter Mondavi Because Wine’s Our Middle Name This Month

With Spring finally here, we decided it was time to celebrate possibly our favorite drink of the season (or every season for that matter): Wine. On our recent trip to Napa.

“Today I was asked when I realized I was in the wrong body. As much as it took me a really long time to come to terms with it, I think I have known since I can remember—since I could even think about gender or notice it. I was thinking about when I was in pre-K ,and I would dress up as Cinderella and do girl things. If I decided to wear a dress or roleplay as a princess, my teachers would tell me I couldn’t do it because I was a boy. So when you have everyone in your life telling you that you’re a boy, you kind of start to believe it, even though none of it comes naturally to you.

My transition has been a very gradual, very cerebral process. For a lot of people, it’s very easy to reduce gender to bodies, and that’s terrible. So to answer that question that I was asked today, I realized I was a woman after I was already living as a woman for about a year or so. Before that, I had this platinum blond hair, acrylics, and would dress in skirts, and wear purses—but I still identified as male. I was open-minded enough, growing up, to think that even if my outward appearance was female, I could still be male. If you read enough queer theory, you realize any sort of conjunction is possible. There are boys who want experience life as women but still be boys, and that’s valid.

I never understood why people would think that men couldn’t be as beautiful as women, so for a long time I didn’t have a word for myself. I was like, ‘I’m not a boy but I can’t let myself be a woman.’ So at the time I was like, ‘OK, I’ll be something else.’ It was weird for me, and in some ways, my thinking allowed me to keep putting off how I felt inside by just covering it up with this cerebral explanation.

[blockquote author=”” pull=”normal”]There is a lot of psychological tension in trying to discuss anything with gender identity.[/blockquote]

I used to wear a lot more makeup. I fucking love Boy George, and I would put on that amount of makeup—like Boy George amounts of makeup. My eyeliner would like reach my hairline. I would go really crazy with it. I would try to overcompensate. Now I’m much more toned down, but I feel like all girls have that phase when experimenting with makeup for the first time. Though, if I started off putting on the amount of makeup I wear now, I knew I would just look like who I really am, and I think I was just not ready for that.

I was 14 years old when I got my first taste of makeup. I was in a band as the lead singer and we were playing one of our first shows. At that point all I could get away with was straightening my hair maybe once a month. So yeah, I was at my first show, and I remember finding a Revlon retractable black eyeliner in the bathroom.

Rustic-Wine-Rack-5-bottles

I put it on my waterline, not even thinking about the fact that I could get an eye infection as I picked it up off the floor—it was disgusting. I guess the cool thing about being in a band is that there is so much more freedom. There’s the classic ‘Dude (Looks Like A Lady)‘-feel. I felt like I could wear the eyeliner, and no one would care because I was at a rock show. Then I wore it again to a crowd that was more of a hardcore scene, and it wasn’t a cool experience. They were screaming at me to get off the stage and calling me the F word. I was just like, ‘Wow, OK.’ I was 15 at that point. It was a terrible wake up call to me, all because I was wearing eyeliner—it’s not that big of a deal, and yet, people are already policing me for not performing this gender that I’m pretending to be. Obviously I was doing a shitty job at performing male. Sometimes I tell people that I really feel like I was in drag for over a decade, in the sense of performing male gender roles. I’d end the night and make sure to wipe off my eyeliner before I got home.

I had really bad acne in high school, so I’d get away with wearing coverall and that’s it. Still, my mother would look at me from her bed—I did, and still do, my makeup in her room because it has the best lighting—and be like, ‘What are you doing?’ I used to tell my mom like, ‘Don’t worry! I’ll never wear mascara!’ But it all happens…100 YouTube tutorials later you emerge in full face [Laughs].

I always admired makeup. I’d watch my grandma doing her makeup, and she’d always be put together. She would tell me that photos are forever, you can’t take it lightly, and you have to perfect it. Little things like that really stuck with me. Without my mother’s permission, I dyed my hair platinum blonde as a teenager. Having white hair changes your life, regardless of gender identity. It is a really crazy experience. You learn about so many different sides of people and how they perceive you—it’s crazy. It was motivation, I guess, and it was the first instance of feeling like I can’t hide myself.

I was really obsessed with Final Fantasy at the time, especially the Final Fantasy villains. If you really look at a Final Fantasy villain and analyze it, it’s a female head on a male body. I felt connected to the possibility of being really pretty, even if my body didn’t match up—there was a chance for the head portion to be on-point and consistent with how I view myself. After that, I started really diving into makeup as identity. Beauty can be a big deal for all girls, but beauty for a trans girl could be life-or-death. There’s moments when you could be placed in danger for not passing as a woman convincingly enough. One time I was walking with my friend and a guy was trying to holler at me, then he took out a knife. Makeup is much more serious to trans women. Even cis girls can relate—they get attacked and bullied in schools, growing up, because they’re not pretty enough.

I really feel bad for a lot of trans people and trans women who don’t have the experience [with makeup] before they come into themselves and have to learn to do their makeup in no time. They’re 35, they have kids, and they need to transition then—that’s the bravest thing ever. That’s not to say that I think people transitioning later in life necessarily need to wear makeup to be who they are. I just identified with it. The way I did it was just like how every girl picks up makeup skills—where your mom is like, ‘You can only put on lipgloss.’ You need time to practice, so it looks good. I used to just have these Zen three-hour makeup sessions. Of course, during the day I just wear tinted moisturizer, concealer, and maybe mascara. Sometimes I’ll do a wing, but just a little bit on the outer edge. But at night…at night is when I’d really take my time. I’d do my makeup from 7pm to 10pm and go out at midnight.

AM I BEAUTIFUL OR AVERAGE?

https://www.youtube.com/watch?v=w4XZHx1UJeI

Vi er vel hjemme i Odense igen efter 12 timer på farten! Phew det har været en lidt hård omgang at komme hjem. Men nu er vi hjemme, og nyder det fine vejr i DK.
Men i går, mens jeg lå der ved poolen i Tyrkiet, hørte jeg musik på youtube på min tlf. På youtube er der begyndt at komme ret mange reklamer før du får lov til at høre musikken. Én af disse reklamer fangede min opmærksom. Nemlig den du kan se lige ovenfor. Se den lige…


 

Det er en reklame produceret af Dove. Dove har gennem tiden lavet mange reklamer, der bringer fokus på kvinders opfattelse af dem selv. Både fysisk og psykisk. Og da jeg så denne reklame fik jeg en klump i halsen. For den henvendte sig, omend jeg ikke kan lide det, til en stor del af mig.
Der er i reklamen blevet sat to store skilte op over to indgange til storcentre rundt omkring i verden. For at komme ind i centret, skal man igennem én af disse indgange. På det ene skilt står der BEAUTIFUL, mens der på det andet står AVERAGE. To ord, der betyder en verden af forskel.  Ikke kun for kvinder, men også mænd.

Reklamen her bragte mange tanker igang hos mig. Omkring den måde jeg (og vi mennesker, måske især kvinder), opfatter os selv på. I reklamen blev personerne nemlig tvunget til selv at tage stilling til, hvilken indgang de ville benytte. Og altså hvilket skilt de ville “høre” under. Beautiful eller average?

Jeg ville formentlig have valgt average. Fordi man skal ikke tro, at man er noget.

Og det er bare SÅDAN noget crap! At være så selvkritisk, og konstant nedgøre en selv. I dette tilfælde er det kvinderne selv, der sætter et mærkat på dem selv. Ikke andre. Ikke omverdenen. Ikke glittede magasiner, tv-serier, film eller blogge… Men dem selv. Og rigtig mange vælger average. Hvorfor? Hvorfor tror vi ikke selv på, at vi er smukke? At vi ikke kun er middelmådige? Er det netop pga. den omverden vi omgiver os med i dag? Pga. de glittede magasiner? Eller fordi vi kvinder bare er gode til at nedgøre ikke kun os selv, men også andre kvinder? For hun skal ikke komme her og tro, at hun er noget! Right?

Hvilket bringer mine tanker videre til dette klip, som jeg også så den anden dag…

Det er komikeren Luisa Omielan, der giver sit besyv på selvopfattelse, fordomme og hvordan vi kvinder skal upgrade os selv, i stedet for at downgrade os selv! What would Beyonce do!? Upgrade! 


 

On that note vil jeg nu spankulere ud og handle ind imens jeg ejer verden! God weekend derude!

 

MOM JEANS OG GIFTETANKER

IMG_8524Yes det er beskidt på mit venstre lårbasse. Sådan er livet med hunde, der liige skal igennem bedet inden de hopper op til dig. 
IMG_8540
Loafers – fra Rude // Mom jeans – Weekday // Tee – Magasin // Cardigan – Saint Tropez // Læderjakke – Barneys hos Asos


Kan forresten klart anbefale Magasins basis Tee’s. De holder pasformen, kan ofte købes på tilbud og er lækre at have på!


Ja altså ikke som i gift, der slår ihjel. Det håber jeg da hvert fald ikke. Mere som i ”mand-og-kone”-gift. Som jeg passende sportede mine mom-jeans, sportede en af mine veninder nemlig, at hun skal giftes om et år. Hun er er par år yngre end mig, og det fik altså lidt mine tanker til at køre omkring mine forventninger til mit parhold, og liv i det hele taget. Casper og jeg har været kærester i 4 ½ år (i går for at være præcis), men jeg kan på ingen måde forestille mig, at vi skal giftes foreløbig. For selvfølgelig vil vi gerne giftes (eller, jeg vil hvert fald gerne giftes med ham!), med tiden, men det er altså slet ikke noget, der er på tapetet i den nærmeste fremtid. Vi er begge 26 år, og hvis vi havde været vores forældre var vi allerede gift og havde to børn, eget hus og faste jobs Det er vi (heldigvis) ikke. Vi er ikke engang færdige med vores uddannelser endnu. Vi lever begge på SU, og vi har faktisk ingen reelle faste forpligtelser; værende i form af enten købt bolig, bil eller ”rigtigt” jobs. Så intet binder os egentlig til et bestemt liv. At skulle giftes ligger derfor formentlig ret langt ude i fremtiden, og jeg ville nok dø lidt af grin, hvis jeg blev friet til foreløbig. Jeg ville slet ikke kunne tage det alvorligt. Og det tror jeg er ret godt. Ingen forhold er ens, og jeg er glad for, at vi tager tingene i vores eget tempo. Præcis som andre tager tingene i deres tempo. Og det er fantastisk, at der er så mange måder at leve livet på i dag. Intet er givet på forhånd og det er da ret vildt! Men det er også pisse svært. For vi har i dag tusind muligheder, der kan tage os tusind steder hen. Jeg er nu ret glad for min vej og mine valg lige for tiden. Så må det frieri jo bare komme an når tid er!

ONE OF THOSE DAYS

5e278392bc796256678bce04600dd016Picture Source: Pinterest


Apropros mit sidste indlæg. Puha man skulle tro, at det for mit vedkommende var mandag i går. Det var bare en af de der dage du ved. Hvor underlivet slår knuder på sig selv af bare smerte, og hovedet deraf følger trop i sympati tænker jeg. Og det skulle lige gå ud over alle andre i går. Stakkels basserne og Casper nogle gange! Heldigt for mig, at jeg ser så godt ud hæhæ.

On a serious point – det at have og skrive en blog gør, at jeg virkelig tænker over, hvad jeg sender ud. På samme tid tænker jeg slet ikke over det! For jeg vil ikke udstille en perfekt hverdag og verden herinde. For det har jeg ikke. Langt fra. Men jeg forsøger ikke at lade de dage og den lejlighedsvise modstand fylde for meget. Hverken herinde eller i mit “virkelig” liv. For det fortjener alt det negative ikke. Det fortjener ikke den opmærksomhed. Hvert fald ikke mere end højst nødvendigt.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke bare er en helt almindelig person, der også synes at verden er uretfærdig nogle gange. Jeg bliver ked af det over fjollede ting, og jeg reagerer uhensigtsmæssigt. Og i går var et prima eksempel på dette!

Dagen startede egentlig ganske udmærket, men som timerne gik, sted mit irritations-barometer, og der skulle intet til for at bringe mit ellers normalt lunke pis i kog. Om det var hunden, der larmede lidt for meget eller manden, der støvsugede forkert. Hvilket jo bare er enormt åndsvagt! Jeg mener; manden støvsuger! Come on! Det skal sgu da give point! Ikke bringe pis i kog. Men jeg er nok som kvinder er flest; irrationel. Og det betyder, at der skal irrationelle faktorer til at gøre mit irrationelle væsen irrationelt irriteret.

Anyhoodles – i dag er en ny dag! Hvilket bringer nye irrationelle tendenser. Så jeg må hellere komme i gang med noget irrationelt irritation over irrationelle irriterende ting! Eller bare en kop kaffe. Det tror jeg det ender med. En kop kaffe. Ha’ en god midtvejsugedag derude!

AT HAVE FOR MEGET PÅ SIN TALLERKEN

clean plate


Picture source: Pinterest


Og nu snakker vi ikke mad. Nej mere en abstrakt tallerken. Jeg har været (er) ret god til at læsse op på min tallerken. Med alt muligt som jeg følte, at der skulle være der. Som jeg følte at andre forventede skulle være der. Men jeg har besluttet, at dette år, udover at være sundt økonomisk og kropsligt, også skal være det mht. sindet og fyldet på min tallerken. Så jeg vil forsøge at huske disse tips, om man vil, så jeg igen tager kontrollen over MIN tallerken. Måske du også kan bruge dem til noget, hvis du som jeg, er god til at tage for meget på din tallerken?


  • Man skal kun tage det på sin tallerken, som man kan lide. Hvis du i virkeligheden ikke bryder dig om, hvad der ligger foran dig, så er sandsynligheden for at du nyder det ret lille.
  • Pas på portionerne! Fint nok, at du gerne vil fylde din tallerken op. Men lad være med at toppe op og fylde helt ud til kanten. Det er godt at have lidt ekstra plads, hvis der nu lige pludselig skulle dukke en ekstra ret op. Nogen gange så kommer der også brocollie på bordet, og det SKAL der være plads til på din tallerken. Også selvom det ikke er det bedste du ved i verden. Det kan jo også være, at der lige pludselig står chokoladeovertrukne jordbær. Det ville være lidt surt, hvis der ikke var plads til dem på din tallerken….
  • Bestem dig for, hvad DU gider have på din tallerken. Selvom bordet er fyldt med alskens forskellige retter betyder det ikke, at du SKAL lange til fadet ved det hele. Prioriter og vælg det mest nødvendige, det mest nærende og det mest lækre.
  • Tænk på dine egne smagsløg. Du er den bedste til at vide, hvad du bedst kan li’. Det skal ingen andre blande sig i. Fint nok at tage hensyn, hvis der bliver serveret nogen du måske ikke heeelt havde regnet med skulle på tallerkenen, men i sidste ende, er det altså dig selv, der skal sørge for, at det der ligger på din tallerken er noget du har lyst til.

Andre der sidder derude med gode råd til, hvordan man i bund og grund, tager mere hensyn til sig selv, i stedet for altid at tænke på alle andre? Og nogle gange vælger den isvaffel fremfor broccolien.