AFLEVERET SPECIALE // EN ANTIKLIMATISK FØLELSE

Som I nok har regnet ud, (jeg har i hvert fald skrevet det mindst tusind steder), så afleverede vi speciale i torsdags. Det var en fantastisk, spændende, stressende, lykkelig og antiklimatisk følelse.

Fantastisk fordi mange måneders arbejde, fokus, dedikation og slid var nået til vejs ende. Det var spændende for hvad nu? Alle de sidste stressende dage, timer, minutter. De var færdige. I løbet af fem minutter var det slut. Lukket ned. Og jeg var på en måde lykkelig. Glad. Berusende af afleveringens rus.

Men det var samtidig en utrolig antiklimatisk følelse. Vi afleverede online. Og det eneste bevis for dette var en online kvittering. Ingen fanfare. Intet glimmer. Ingen champagneflasker, der blev poppet. Bare mig og Charlotte siddende i køkkenet på præcis de samme stole vores numser er blevet siddet flade på de sidste måneder.

Det var selvfølgelig ikke “bare” hende og mig. For det var da også noget. Men det var en mærkelig følelse. Der manglede noget. Én, der stod og sagde; “så er I færdige piger. Her er firehundrede drinks”.

Men der var “bare” os. Intet var rigtig ændret. Samtidig var alt anderledes. Nu var vi færdige. Dagen efter havde vi fri. For første gang i hele december skulle alarmen ikke sættes, og en dag foran computeren var ikke krævet. Nu var vi bare så godt i gang. Vi havde fået en hverdag, en trummerum, en rutine.

Nu var vi færdige. Jeg skulle ikke længere stå op hver dag, hoppe på cyklen igennem byen, (risikere mit liv flere gange pga. øjensynligt blinde bilister), ringe på dørtelefonen, høre brummen og mærke døren give efter for min vægt, hoppe de tre etager op til Charlotte, og tage en slurk af dagens (ofte) første kaffe.

Jeg skulle i stedet arbejde denne weekend, og direkte hjem til mine forældre på juleferie. Ingen rutiner, ingen “hverdag”. Men helt færdige er vi ikke. Der venter stadig et mundligt forsvar i januar. Lige nu føler jeg, at jeg befinder mig i limbo. Jeg kan ikke komme videre, men heller ikke vende tilbage. Jeg kan kun vente. Og prøve at nyde tiden i venteværelset indtil det bliver mit nummer, og jeg kan komme videre.

Det var et klimaks at aflevere. Et antiklimaks.

……………………………………………………………………………………………..

Husk forresten, at du kan følge bloggens facebook side lige her, følge med på Instagram her, finde bloggen på Bloglovin, og finde mig på snappen @jhardis.