NOGET OM SAVN: ET MERE PERSONLIGT INDLÆG

Jeg forsøger at være ganske personlig herinde. Det må gerne være min person, der skinner igennem mine indlæg. Det er trods alt min blog; det må den gerne afspejle. Men for mig er der også en ganske fin grænse imellem det private og det personlige, og emnet i dag er ganske personligt og noget, der til tider fylder meget hos mig. Nemlig savn.

Som jeg skrev om i dette indlæg, så bor hele min familie nemlig på Sjælland imens jeg er bosat i Odense. Det er et valg jeg har taget grundet praktiske omstændigheder. Men rent praktisk betyder det også, at jeg ikke ser min familie så tit som jeg måske kunne ønske. Faktisk slet ikke så tit.

Og det er her, at savnet kommer ind i billedet. For det betyder nemlig også, at jeg savner. Jeg savner min familie rigtig meget. Måske endda især i denne periode, hvor specialet optager enormt meget tid, og mange mentale ressourcer. Det betyder, at jeg ikke får talt så ofte med min familie som jeg gerne vil, og jeg har måtte melde pas til fødselsdage og kom-sammen fordi hverken tiden eller overskuddet var til en tur til Sjælland.

Jeg mærkede især savnet den anden dag, da jeg havde den dumme oplevelse i trafikken. Kort efter jeg var kommet hjem ringede jeg min mor op, og lyden af hendes stemme fik tårerne til at pible frem i øjenkrogen. Jeg savnede så det gjorde helt ondt i maven. Den der knugende fornemmelse i brystkassen, der på én og samme tid føles som et dybt sort hul, der suger alt energi fra kroppen og en knugende følelse af et tykt reb, der er bundet så stramt i en knude, at det ikke vil løsne sig.

Det er nok også især i perioder, hvor jeg har ekstra meget at se til. Misforstå mig ikke; jeg elsker at have travlt. Eller rettere sagt, jeg elsker at have noget at se til. Jeg fungerer ikke så godt med alt for megen fritid. Jeg bliver rastløs, og med rastløsheden kommer savnet måske krybende. Samtidig ville jeg ønske, at tiden var der til flere visit østover. Det er vist lidt en ond cirkel.

Pointen med dette indlæg er vist også at komme lidt ud med savnet. Få det til at flyde igennem mine fingre ned på tastaturet og væk fra mig selv. Jeg ved ikke rigtig om det virker. Eller om klumpen i mit hals bare bliver større? Måske det også er årstiden lige nu? Julen, der står for døren. Jeg savner enormt meget at pynte op i mine forældres hus. Der er traditioner for pyntningen. Hvor det forskellige pynt skal hænge og hvordan. Hvor julebamserne skal stå på sofaen, og de skinnende glaskugler i røde, gule, grønne og blå farver, der minder mig om Disneys Juleshow skal hænge henne. Jeg er et familiemenneske, og lige nu føles min familie bare så langt væk. Ikke kun et smut over broen. Som jeg kan forstå skal være en endnu mere bekostelig affære at manøvre sig over. Lige nu kunne min familie ligeså godt være i Kina. For de føles ligeså langt væk.

Heldigvis har moderne teknologi gjort det rigtig nemt at være i kontakt med dem. Det har bare ikke helt den samme følelse at ringe sammen som det har at give dem et tiltrængt kram. Jeg håber, at tiden vil være til en masse besøg når specialet er færdigt – jeg skal heldigvis holde jul hjemme, og min mor og far er så søde at hente mig, hundene og alle gaverne nogle dage før juleaften. Jeg glæder mig SÅ meget. Til at kunne fjolle med dem alle sammen. Høre julemusik om morgenen med mine forældre de sidste par dage, hvor de skal arbejde inden juleaften. Se alt julepynten i og udenfor huset. 

Savnet til ens familie er svær at beskrive. Den er heller ikke lige stor altid. Har jeg været hjemme hos mine forældre nogle dage bliver mine familie-depoter fyldt op, og jeg kan tage en turnus igen på Fyn. Men lige nu er depoterne godt nok slunkne. Det skal gøre godt at få dem fyldt op til randen og mere når jeg kommer hjem til jul. Indtil da vil jeg prøve at kanalisere savnet til energi til speciale. Det er heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne og fantastiske mennesker her på Fyn. Og de værdsætter jeg enormt meget. Vi får f.eks. meget hjælp af Caspers familie, og jeg elsker at de bor så tæt på os. Ligeså meget som jeg synes det er irriterende nogle gange, at mine forældre bor så “langt” væk.

Jeg er lidt nervøs for at trykke udgiv på dette indlæg, for det er virkelig personligt. Men nu gør jeg det sgu.

Er jeg den eneste, der nogle gange har denne følelse af savn?