Posts

Da jeg meldte mig til et datingprogram og (næsten) kom med

/2 Comments/in , , /by

Foto: Rebecca Brincker – @brinckerphotography

Jeg har tidligere skrevet omkring min aversion omkring diverse datingapps. Det er ikke fordi, jeg er imod dem. All power til dig, der finder kærligheden eller en hyggelig aften gennem datingapps. Jeg forstår dem ganske enkelt bare ikke.

Men tv… Tv forstår jeg. Så da DR3 søgte efter deltagere til deres nyeste datingprogram “Koden til kærlighed” meldte jeg mig. Sgu. Har du set det? Eller kender bare lidt til det?

Jeg havde, for at være ærlig, lidt nogle bekymringer omkring det. Jeg mener – hvem pokker ville ikke have bare lidt reflekterede tanker omkring at melde sig til et datingprogram, hvor alle i hele Danmark ville følge med i processen?!

Jeg meldte mig nu alligevel.

Der gik nogle uger efter jeg havde meldt mig, inden jeg hørte noget fra DR3, og jeg havde faktisk i mellemtiden glemt, at jeg havde tilmeldt mig.

Da der tikkede en mail ind fra tv-produktionen bag programmet, fik jeg derfor en lille klump i halsen. Turde jeg?

Og selvfølgelig turde jeg det. Mit ord for sidste år, var i øvrigt ‘courage’. Så jeg fandt mit mod frem og bekræftede, at jeg stadig var interesseret i at knække koden til kærligheden.

Og ved du hvad? Jeg gik sgu videre i puljen af 300-400 mennesker, der havde tilmeldt sig. Jeg skulle derfor svare på endnu et spørgeskema, hvor jeg skulle uddybe endnu mere, hvem jeg er, hvilke vaner jeg har og en masse andre spøjse ting.

Så gik der endnu nogle uger, hvor jeg ærlig talt igen glemte alt om min tilmelding.

Indtil jeg fik en mail om, at feltet nu var skærpet endnu længere ind. Gudhjælpemig om jeg ikke var gået videre endnu en gang.

Nu skulle jeg optage en video af mig selv og sende ind til tv-produktionen. Jeg skulle fortælle hurtigt, hvem jeg er som person og hvad jeg ønskede med dette eksperiment.

Jeg fik  lidt fortrydelse i det her led af processen, og jeg talte med flere venner, veninder og især min søster om jeg virkelig skulle gøre det her.

Men vi lever kun én gang, og hvad var det værste, der kunne ske? At jeg mødte et nyt menneske.

Så en sen søndag aften sad jeg i min sofa og filmede mig selv. Det var en anelse akavet at lave sådan en ‘date mig’ video, så jeg sendte den til min søster til godkendelse. Da hun sagde ‘go!’ sendte jeg den videre til tv-produktionen.

Og så gik jeg fandme videre igen.

Jeg var én af de sidste 30 personer tilbage, de skulle matche ud fra deres algoritme.
Næste step i projektet var, at et tv-hold skulle filme en præsentation af mig i min lejlighed. Så jeg fik OK travlt med at rydde op og gøre rent!

Og med at have det rimelig pres, for det er alligevel et stort skridt at få sit ansigt smidt på tv-skærmen til skue for hele Danmark. Især når det kom så tæt på.

Som du nok kan regne ud, så endte det, desværre, med at jeg ikke blev matchet med en af de resterende 29 personer.

Så tæt på, og alligevel så langt fra måske at finde min næste store kærlighed.

Efter jeg har set programmerne – for jeg følger selvfølgelig med – ærgrer det mig nu ikke så meget. Dem der er gået videre, kan jeg i hvert fald godt forstå, at jeg ikke er blevet matchet med.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at finde kærligheden gennem sociale apps. Jeg tror heller ikke, at jeg troede på, at det kunne ske gennem et tv-program.

Efter at have fulgt med i diverse tv-programmer om kærligheden, er jeg i hvert fald ret sikker på, at det er en lille procent-del, der virkelig har fundet kærligheden.

Jeg er heller ikke sikker på, at jeg leder efter kærlighed eller et forhold. Det har jeg egentlig aldrig gjort. Det er bare kommet naturligt.

Så mon ikke også det kommer til at ske ret naturligt igen?

Selvom det nu havde været en ret stor oplevelse at se mig selv på tv!

Det er vigtigt (og rigtigt) at være glad, selvom man er ked af det

/2 Comments/in , , /by

Nå. Så gik der vist lige tusind år siden jeg sidst udgav et indlæg herinde. Min hjerne, min krop og mine fingre har bare ikke kunne finde vejen herind. Undskyldninger er der nok af. Jeg har tænkt mange gange, at jeg ville finde vej herind igen. Men det er blevet ved tanken indtil nu. Jeg har bare ikke kunne.

Der har været så mange ting, som har trukket mere i mig. Selvom jeg får det ret godt, når jeg kan mærke at ordene glider ud gennem mine fingerspidser, ned på tastaturet og op på skærmen. De forlader min krop, som en masse andre følelser har forladt min krop de sidste to måneder.

Det har mildest talt været et lettere turbulent år for mig indtil videre. Jeg holder stadig, og stædigt, fast i mit ord, der skal guide mig igennem året. Det giver mig en masse håb, forestillinger og gennemslagskraft som jeg helt sikkert ellers ville have været foruden og formentlig manglet.

Som du nok ved, så er Casper og jeg gået fra hinanden. Det skete mellem jul og nytår. Januar er derfor gået med at tude, spise masser is, bland-selv-slik og take-away, se en masse serier og bare være i processen. Det har klart været det sundeste at omfavne ulykkeligheden.

For ja; jeg har og er fandme ulykkelig. Det er ikke nemt at indrømme. Men det gør jeg nu.

Jeg har det bedre i dag, end jeg havde det for en uge siden. Jeg havde det bedre for en uge siden, end jeg havde det for fjorten dage siden. Sådan er tiden gået med at få det bedre.

Ulykkeligheden hænger ikke længere over mig som en konstant trykken for brystet. En konstant fare for, at jeg ville komme til at græde ved den mindste tanke om, at HAN ikke længere er derhjemme når jeg kommer hjem. I starten bildte min hjerne min krop ind, at han var taget på ferie. At han var afsted, men at han ville komme hjem igen i vores fælles hjem. Den følelse har helt klart været bundet af, at jeg har været så priviligeret, at jeg måtte blive boende i lejligheden, og han flyttede ud. For så føles det ikke helt så forandret.

Mit hjem er stadig det hjem, jeg har delt med ham de sidste toogethalvt år. Det har vitterligt føltes som om, at bare lige var ude at købe mælk, og var hundrede år om det.

Jeg var bundulykkelig hele januar. Som i, jeg græd praktisk taget hver, eneste dag. Det lyder voldsomt når jeg skriver det her. Det er også mega personligt at dele. Men jeg tror på, at det er det rigtige for mig. At dele den her proces. Og lige nu kan jeg dele den. For det kunne jeg bestemt ikke for en måned siden. NEJ TAK!

I dag har jeg det godt. Så godt som man nu kan have det efter et brud med en person gennem seks år. Det lyder også meget voldsomt at bruge ordet “brud”. For det var en god og fælles beslutning. Det var den rigtige beslutning.

Vi er ikke uvenner. Vi snakker stadig sammen. Vi respekterer hinanden, og er okay med hinanden. Hvilket er fantastisk.

Det jeg også vil med det her indlæg er at fortælle og dele, at det er okay at være glad imens man er ked af det. For det er jeg. Jeg er glad. Jeg er glad hver dag. Jeg er også lidt ked af det hver dag.

Men at kunne finde ud af stadig at smile og finde noget godt ved hver eneste dag, er en egenskab jeg har husket mig selv på igennem den her periode. Igennem hele processen.

Om det så har været, at Rema 1000 har haft min absolut yndlingsis (den med pekannødder og karamel), at mine hunde har været sjove, at jeg har lavet gode ting på arbejde, at solen har skinnet, at min søster har sendt blomster, at jeg har hørt god musik eller drukket kaffe med søde og dejlige mennesker, så har jeg hver husket, at det er okay også at være glad.

For det er det virkelig. Det er okay og vigtigt at huske at være glad, selvom man er ked af det.

 

NOGET OM SAVN: ET MERE PERSONLIGT INDLÆG

/2 Comments/in , /by

IMG_7949 Jeg forsøger at være ganske personlig herinde. Det må gerne være min person, der skinner igennem mine indlæg. Det er trods alt min blog; det må den gerne afspejle. Men for mig er der også en ganske fin grænse imellem det private og det personlige, og emnet i dag er ganske personligt og noget, der til tider fylder meget hos mig. Nemlig savn.

Som jeg skrev om i dette indlæg, så bor hele min familie nemlig på Sjælland imens jeg er bosat i Odense. Det er et valg jeg har taget grundet praktiske omstændigheder. Men rent praktisk betyder det også, at jeg ikke ser min familie så tit som jeg måske kunne ønske. Faktisk slet ikke så tit.

Og det er her, at savnet kommer ind i billedet. For det betyder nemlig også, at jeg savner. Jeg savner min familie rigtig meget. Måske endda især i denne periode, hvor specialet optager enormt meget tid, og mange mentale ressourcer. Det betyder, at jeg ikke får talt så ofte med min familie som jeg gerne vil, og jeg har måtte melde pas til fødselsdage og kom-sammen fordi hverken tiden eller overskuddet var til en tur til Sjælland.

Jeg mærkede især savnet den anden dag, da jeg havde den dumme oplevelse i trafikken. Kort efter jeg var kommet hjem ringede jeg min mor op, og lyden af hendes stemme fik tårerne til at pible frem i øjenkrogen. Jeg savnede så det gjorde helt ondt i maven. Den der knugende fornemmelse i brystkassen, der på én og samme tid føles som et dybt sort hul, der suger alt energi fra kroppen og en knugende følelse af et tykt reb, der er bundet så stramt i en knude, at det ikke vil løsne sig.

Det er nok også især i perioder, hvor jeg har ekstra meget at se til. Misforstå mig ikke; jeg elsker at have travlt. Eller rettere sagt, jeg elsker at have noget at se til. Jeg fungerer ikke så godt med alt for megen fritid. Jeg bliver rastløs, og med rastløsheden kommer savnet måske krybende. Samtidig ville jeg ønske, at tiden var der til flere visit østover. Det er vist lidt en ond cirkel.

Pointen med dette indlæg er vist også at komme lidt ud med savnet. Få det til at flyde igennem mine fingre ned på tastaturet og væk fra mig selv. Jeg ved ikke rigtig om det virker. Eller om klumpen i mit hals bare bliver større? Måske det også er årstiden lige nu? Julen, der står for døren. Jeg savner enormt meget at pynte op i mine forældres hus. Der er traditioner for pyntningen. Hvor det forskellige pynt skal hænge og hvordan. Hvor julebamserne skal stå på sofaen, og de skinnende glaskugler i røde, gule, grønne og blå farver, der minder mig om Disneys Juleshow skal hænge henne. Jeg er et familiemenneske, og lige nu føles min familie bare så langt væk. Ikke kun et smut over broen. Som jeg kan forstå skal være en endnu mere bekostelig affære at manøvre sig over. Lige nu kunne min familie ligeså godt være i Kina. For de føles ligeså langt væk.

Heldigvis har moderne teknologi gjort det rigtig nemt at være i kontakt med dem. Det har bare ikke helt den samme følelse at ringe sammen som det har at give dem et tiltrængt kram. Jeg håber, at tiden vil være til en masse besøg når specialet er færdigt – jeg skal heldigvis holde jul hjemme, og min mor og far er så søde at hente mig, hundene og alle gaverne nogle dage før juleaften. Jeg glæder mig SÅ meget. Til at kunne fjolle med dem alle sammen. Høre julemusik om morgenen med mine forældre de sidste par dage, hvor de skal arbejde inden juleaften. Se alt julepynten i og udenfor huset. 

Savnet til ens familie er svær at beskrive. Den er heller ikke lige stor altid. Har jeg været hjemme hos mine forældre nogle dage bliver mine familie-depoter fyldt op, og jeg kan tage en turnus igen på Fyn. Men lige nu er depoterne godt nok slunkne. Det skal gøre godt at få dem fyldt op til randen og mere når jeg kommer hjem til jul. Indtil da vil jeg prøve at kanalisere savnet til energi til speciale. Det er heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne og fantastiske mennesker her på Fyn. Og de værdsætter jeg enormt meget. Vi får f.eks. meget hjælp af Caspers familie, og jeg elsker at de bor så tæt på os. Ligeså meget som jeg synes det er irriterende nogle gange, at mine forældre bor så “langt” væk.

Jeg er lidt nervøs for at trykke udgiv på dette indlæg, for det er virkelig personligt. Men nu gør jeg det sgu.

Er jeg den eneste, der nogle gange har denne følelse af savn?