Pga. min igangværende uddannelse indenfor design management læser jeg meget om design. Der findes utallige former for design og jeg for nylig beskæftiget mig med designkommunikation.
Jeg fandt det især interessant at de objekter vi omgiver os med til daglig kommunikerer noget om hvem vi er, og er med til at definere vores identitet. Igennem de objekter vi vælger at omgive os med, kan vi nemlig udtrykke meget af vores identitet. Dette behøver ikke absolut at være objekter der er decideret designobjekter – for hvem definerer hvad design er? Jeg er af den overbevisning at det er “in the eye of the beholder”. Derfor har jeg haft mit fokus på bogen Stenalderkost: Palæo til det moderne menneske”, af forfatter og kok Thomas Rode Andersen. En bog vil ikke betegnes som et klassisk designobjekt eller område, men jeg så bogen som en form for objekt, der medierer et livsstilsprodukt (i dette tilfælde palæo livsstilen), i form af en karakteristisk symbolsk praksis frem for en fysisk genstand.
Ting der viser hvem jeg er
Igennem mit arbejde omkring kommunikation med og omkring bogen blev jeg klar over, at selvom bøger ikke er typiske designgenstande kan de bestemt anvendes til at udtrykke en identitet, såvel som en typisk designgenstand kan det. Ofte anvender vi produkter til at udtrykke vores identitet. Du køber måske en bil af et bestemt mærke fordi du netop har nogle associationer til dette mærke. Eller du MÅ bare eje en bestemt taske af et bestemt mærke, for det er lige dén taske alle de seje modebloggere traver rundt med. Og vi ved jo alle sammen godt, at hvis du får nallerne i den taske, så er det første skridt mod en modeblogkarriere… Det kan også være, at du er helt ligeglad med, hvorfra din taske er. Men det fortæller stadig noget om din identitet – at du netop er ligeglad med, hvorfra din taske er, så længe den opfylder de funktionelle behov en taske har. Eller at du med netop denne no-name taske gerne vil vise det statement, at du ikke går op i mærker? I mit arbejde med palæo bogen argumenterede jeg for, at der groft sagt findes to slags mennesker, der køber Stenalderkost og har den stående i deres hjem. Dem der rent faktisk spiser efter palæo og mener at Thomas har noget klogt at sige om dette, og dem der måske gerne vil opfattes som mennesker der dyrker denne livsstil, eller gerne vil prøve at blive en person, der gør.
Virkelig identitet og drømme idenitet
For det første skal det slås fast at mine betragtninger selvfølgelig er subjektive – uanset hvor meget nogle mener, at man kan analysere objektivt vil analysen altid have en subjektiv karakter. Analyser bærer ofte mere præg af vedkommende bag analysen, end af objektive fakta. Anyways… Vi bruger ting omkring os til at vise vores omverden, hvem vi er. Dette kan bl.a. gøres igennem en symbolsk praksis når vi taler om Stenalderkost. Du kan vælge at have denne bog stående fremme, i din bogreol eller sætte den væk uden for skue. Men hvorfor købe den i første omgang? Fordi du enten virkelig gerne vil lære nye opskrifter af Thomas Rode om palæo, eller fordi du måske gerne vil være typen der spiser palæo?
Hvorfor vil man gerne have den der taske alle de seje bloggere har? Hvorfor vil man gerne lige pludselig have jubilæumsvasen fra Kähler? Hvorfor vil man ikke have den? Hvorfor er det vigtigt eller ikke vigtigt, hvilke møbler du har i dit hjem? Uanset mærke så udstråler de noget. De viser noget om din identitet. Er du til det maskulin rå look med træ og blanke overflader? Eller mere til de sarte og cremefarvede bløde møbler? Køber du den der taske fordi den virkelig er dig? Eller fordi du ønsker, at den skal være en del af et udtryk du gerne vil opnå?
Jeg tror at vi alle konstant ligger og vipper på balancen imellem hvem vi virkelig er, og hvem vi gerne vil være. Og for at vise andre dette, så omgiver vi os med ting. Objekter der har til formål at hjælpe os med at udtrykke vores identitet. Eller hjælpe os med at udtrykke en identitet vi ønsker. Viser du virkelig hvem du er på instagram f.eks? Eller viser du en identitet som du ønsker, at andre skal opfatte at du er?
I en verden hvor perfekt enten ikke er perfekt nok, eller alt for perfekt kan det være svært at finde balancen imellem at være den man er, og at være den man ønsker at være. Hvorfor er det så svært bare at give slip og være? Og er der egentlig noget galt i, at man stræber efter et selv, man måske ikke er lige nu? En forbedret udgave af en selv. Jeg ved godt, at man skal hvile i sig selv og alt det der, men er der noget galt i at stræbe efter et forbedret jeg? Eller er det skruen uden ende?
Derudover havde jeg typisk blogger/hipsterfristure, eller som Casper ynder at kalde den; Legolasfrisuren. Og jeg skulle selvfølgelig også lige prøve “Hoppet”. Posen, der er både dynamisk og får dig til at fremstå som en spontan type, der bare lige tilfældigt bliver fanget af kameraet i et hop. Den skal vist øves.
Jeg håber, at du har haft en god onsdag og nydt lidt af solens varme stråler i dag. Andre end mig, der sidder med så meget eksamen at I er ved at brække Jer over det? Jeg vil bare gerne snart have lidt fri!
