Jeg synes selv, at jeg går op i mit udseende. Jeg tager da jævnligt bade, hvor jeg både bruger showergel OG vasker hår. Det ved jeg godt, er store sager, men folk omkring mig virker så taknemmelige når det sker. Jeg lægger faktisk også makeup – eller jeg smider hvert fald en pudderkvast i hovedet om morgenen, og tværer noget mascare på de hår der sidder på vipperne.

Jeg tænker endda også over, hvilket tøj jeg har på. Helst ikke huller i strømperne, (hvert fald ikke, hvis jeg skal besøge folk hvor skoene skal af), og helst også bluser uden tydelige pletter på fra gårsdagens pastaret. Jeg gør en indsats for at være den pæneste udgave af mig selv, der findes.

Men på det sidste har jeg haft følelsen af, at man som kvinde ikke “må” gå op i sit udseende OG f.eks. sit arbejde eller uddannelse. Eller måske er det fordi man ikke “må” gå op i sin uddannelse/arbejde OG sit udseende. For så er man overfladisk…. Says who? Ja det ved jeg sgu ikke. Men følelsen er der. Ikke at blive taget alvorlig. At hvis man, og her mener jeg selvfølgelig mig selv, godt kan lide douche farver, går op i om læbestiften matcher til tasken og om håret sidder lige og skjorten er strøget, ja så er man overfladisk. Fordi det er overfladisk at gå op i sit udseende. Og det må man åbenbart ikke være. For det er fy fy at være overfladisk. Også selvom det drejer sig om simple ting som pudder og læbestift.

Men måske er det bare mig? Der bare gerne vil have en undskyldning for at have sweatpants på hver dag og ikke vaske hår hele tiden…

Pga. min igangværende uddannelse indenfor design management læser jeg meget om design. Der findes utallige former for design og jeg for nylig beskæftiget mig med designkommunikation.

Jeg fandt det især interessant at de objekter vi omgiver os med til daglig kommunikerer noget om hvem vi er, og er med til at definere vores identitet. Igennem de objekter vi vælger at omgive os med, kan vi nemlig udtrykke meget af vores identitet. Dette behøver ikke absolut at være objekter der er decideret designobjekter – for hvem definerer hvad design er? Jeg er af den overbevisning at det er “in the eye of the beholder”. Derfor har jeg haft mit fokus på bogen Stenalderkost: Palæo til det moderne menneske”, af forfatter og kok Thomas Rode Andersen. En bog vil ikke betegnes som et klassisk designobjekt eller område, men jeg så bogen som en form for objekt, der medierer et livsstilsprodukt (i dette tilfælde palæo livsstilen), i form af en karakteristisk symbolsk praksis frem for en fysisk genstand.

Ting der viser hvem jeg er

Igennem mit arbejde omkring kommunikation med og omkring bogen blev jeg klar over, at selvom bøger ikke er typiske designgenstande kan de bestemt anvendes til at udtrykke en identitet, såvel som en typisk designgenstand kan det. Ofte anvender vi produkter til at udtrykke vores identitet. Du køber måske en bil af et bestemt mærke fordi du netop har nogle associationer til dette mærke. Eller du MÅ bare eje en bestemt taske af et bestemt mærke, for det er lige dén taske alle de seje modebloggere traver rundt med. Og vi ved jo alle sammen godt, at hvis du får nallerne i den taske, så er det første skridt mod en modeblogkarriere… Det kan også være, at du er helt ligeglad med, hvorfra din taske er. Men det fortæller stadig noget om din identitet – at du netop er ligeglad med, hvorfra din taske er, så længe den opfylder de funktionelle behov en taske har. Eller at du med netop denne no-name taske gerne vil vise det statement, at du ikke går op i mærker? I mit arbejde med palæo bogen argumenterede jeg for, at der groft sagt findes to slags mennesker, der køber Stenalderkost og har den stående i deres hjem. Dem der rent faktisk spiser efter palæo og mener at Thomas har noget klogt at sige om dette, og dem der måske gerne vil opfattes som mennesker der dyrker denne livsstil, eller gerne vil prøve at blive en person, der gør.

Virkelig identitet og drømme idenitet

For det første skal det slås fast at mine betragtninger selvfølgelig er subjektive – uanset hvor meget nogle mener, at man kan analysere objektivt vil analysen altid have en subjektiv karakter. Analyser bærer ofte mere præg af vedkommende bag analysen, end af objektive fakta. Anyways… Vi bruger ting omkring os til at vise vores omverden, hvem vi er. Dette kan bl.a. gøres igennem en symbolsk praksis når vi taler om Stenalderkost. Du kan vælge at have denne bog stående fremme, i din bogreol eller sætte den væk uden for skue. Men hvorfor købe den i første omgang? Fordi du enten virkelig gerne vil lære nye opskrifter af Thomas Rode om palæo, eller fordi du måske gerne vil være typen der spiser palæo?

Hvorfor vil man gerne have den der taske alle de seje bloggere har? Hvorfor vil man gerne lige pludselig have jubilæumsvasen fra Kähler? Hvorfor vil man ikke have den? Hvorfor er det vigtigt eller ikke vigtigt, hvilke møbler du har i dit hjem? Uanset mærke så udstråler de noget. De viser noget om din identitet. Er du til det maskulin rå look med træ og blanke overflader? Eller mere til de sarte og cremefarvede bløde møbler? Køber du den der taske fordi den virkelig er dig? Eller fordi du ønsker, at den skal være en del af et udtryk du gerne vil opnå?

Jeg tror at vi alle konstant ligger og vipper på balancen imellem hvem vi virkelig er, og hvem vi gerne vil være. Og for at vise andre dette, så omgiver vi os med ting. Objekter der har til formål at hjælpe os med at udtrykke vores identitet. Eller hjælpe os med at udtrykke en identitet vi ønsker. Viser du virkelig hvem du er på instagram f.eks? Eller viser du en identitet som du ønsker, at andre skal opfatte at du er?

I en verden hvor perfekt enten ikke er perfekt nok, eller alt for perfekt kan det være svært at finde balancen imellem at være den man er, og at være den man ønsker at være. Hvorfor er det så svært bare at give slip og være? Og er der egentlig noget galt i, at man stræber efter et selv, man måske ikke er lige nu? En forbedret udgave af en selv. Jeg ved godt, at man skal hvile i sig selv og alt det der, men er der noget galt i at stræbe efter et forbedret jeg? Eller er det skruen uden ende?

Ja altså i dag var jo så dagen for den dumme eksamen jeg havde frygtet så grueligt! Som skrevet så er jeg nervøs inden jeg skal til eksamen, men den her gang var det bare latterligt…. Jeg drak en sip af min kaffe i morges, og kunne simpelthen ikke få mere ned. Bvadr! Og det ligner virkelig ikke mig! Jeg var SÅ pisse fucking nervøs, at jeg slet ikke kunne være i min egen krop. På trods af søde mennesker, der forsikrede mig om, at det jo nok skulle gå, så tvivlede jeg SÅ meget på mine egne evner og formåen. Normalt er jeg ret selvkritisk, men lige for øjeblikket er det desværre mere end bare selvkritik. Jeg tror overhovedet ikke på nogen måde, at det jeg gør er godt.

Studiet fylder normalt meget hos mig – det er en stor del af min identitet, men det er ikke noget jeg normalt lader mig styre af. Det har det været i denne eksamensrunde, og jeg mistænker, at det er fordi jeg har haft så mange andre ting at tage stilling ting. Derfor har eksaminer “fået lov” til at fylde endnu mere negativt, end det normalt ville gøre. Små bagateller generelt har fået lov til at styre min hverdag, og kan være grunden for at læsset vælter.

MEN det gik faktisk rigtig godt i dag, kan jeg godt afsløre! Det bedste var hele oplevelsen – min underviser var utrolig behagelig at være til eksamen hos, smilende og støttende (ved heller ikke hvorfor han skulle være andet, det er jo ikke fordi de VIL dumpe en!), og censor var en rigtig flink mand, der endda syntes at mit eksamensemne var utrolig interessant og en mulighed til en udstilling Dansk Design Museum afholder senere på året. Så selvom jeg faktisk sidder lige nu og retter det sidste på en eksamen, der skal afleveres i morgen, så har jeg sgu tilladt mig at fejre lidt. Med Fynsk Forår. For det er nemlig snart fynsk forår!

Andre der sidder derude med total eksamensnoller?

Jeg har afleveret begge mine eksamensopgaver (den ene skulle afleveres mandag den anden i dag), og jeg føler vitterligt at jeg haft Word åbent 24/7 de sidste tre uger.  Det har jeg jo ikke, men min Mac protesterede ret voldsomt i går efter alt det overarbejde den har været på, så jeg gemte alle åbne dokumenter og lukkede og slukkede den stakkels maskine.  Jeg tror helt sikkert, at den trængte til en pause for nu er den i meget bedre humør! Det er jeg også efter en pause i dag! Jeg mangler dog stadig en opgave, så helt fri og ferie får den (og jeg) altså ikke. På trods af snot i hele fjæset (jeg har været ramt siden torsdag/fredag stykker) fik jeg slæbt min efterhånden flade røv i bad og dækket de værste eksamens-stress-bumser, og mødtes med en veninde og så en eftermiddagsfilm i biografen. Udover alle de børn/små teenagere , der åbenbart bruger deres eftermiddag på at æde popcorn og spille smarte i biografen, så hyggede vi os gevaldigt. Jeg havde proppet min taske med desinfektionsgel, en halv rulle toiletpapir af den bløde slags (havde ikke flere kleenex), en negleklipper og en læbepomade… Mine læber bliver altid SÅ tørre af popcorn og jeg knækker altid mine negle i biografen og bruger halvanden time på at prøve at bide resten af. Nu ville jeg være forberedt! Jeg havde endda husket at bruge næsespray lige inden jeg gik ud af døren så jeg ikke skulle sidde og snøfte hele filmen igennem!

Og apropos film – vi så All Inclusive og jeg havde hørt, at den var sjov, meeen jeg havde nu alligevel mine forbehold. Jeg synes nogen gange at de danske film kan være lidt.. danske. På den ikke fede måde, hvis du forstår? Men hold nu op den knuste fuldstændig mine halvlave forventninger for den var virkelig sjov! Den kan jeg klart anbefale, hvis du trænger til både lidt tårer i øjenkrogen og masser latter! Flere gange under filmen hoppede vi alle i sæderne af grin! Og jeg er sikker på, at vi alle sad med en lille tåre eller lidt ekstra vand i øjnene på de præcis samme tidspunkter. Jeg vil ikke lave nogen form for spoiler alert, men kan godt fortælle at filmens plot omhandler en lidt trist mor og hendes to voksne døtre, hvoraf den ene er totalt kontrolfreak og den anden har en lidt mere, ahem.. laissez faire holdning til livet. De skal på ferie sammen og lad os bare sige, at der sker nogen sammenstød imellem de tre. Filmen efterlod mig med både tanker om familieforhold og livet generelt. Jeg kan klart anbefale den, hvis du vil se en film, der ikke kun er ren underholdning, men også giver lidt stof til eftertanke – på den rigtig sjove måde!! Bl.a. finder sammenligningen mellem ost og mænd sted! Og hvem kan stå for det?! At Hella Joof er instruktør på denne film har helt bestemt været medvirkende til, at den indeholder præcist den rette mængde humor blandet med et gran alvor.

Se den hvis: du gerne vil se en feel good movie, pakket ind i en ramme af virkelighed og alvor.

Nu vil jeg prøve at tømme næsen for snot og hoppe ind under dynerne. Hvis du ser filmen må du endelig skrive dit syn på den?