OOTD // MANDEN PÅ MUREN

Dagene flyver afsted for tiden føler jeg. Jeg er sikker på, tiden går præcis i det tempo, den plejer at gøre.Viseren på mit ur følger i hvert fald en kontinuerlig og fast rytme. Af hvad jeg kan se i hvert fald. Hverken hurtigere eller langsommere end vanligt.

Måske er det tiden lige nu. Som driller mig. Skubber til mig. Prikker til mig. Griner lettere hånligt af mig. For jeg tror, at jeg kan nå det hele på den halve tid. Det kan jeg ikke. Måske det netop er derfor, det føles som om, tiden går alt for hurtigt?

Fordi jeg prøver at nå alt for meget. De kloge hoveder, der mener, at det at gå på dagpenge er lig med slendriandri  er i hvert fald ikke så kloge som de går rundt og praler med. For der er tryk på. Der bliver givet fuld pedal. Og måske det faktisk er fordi, der er så meget tryk på, at tiden forsvinder ligeså hurtigt fra mig som liljerne i vasen på spisebordet herhjemme springer ud, og spreder deres liflige (og kraftige) duft.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at tiden går hurtigt i øjeblikket.

I går brugte jeg “arbejdsdagen” på at se på job og skrive ansøgning. Det kan virke ret intimiderende på mig. Det der med at skulle skrive en ansøgning. Konkretisere mine kompetencer. Sætte en værdi på mig selv.

Jeg tror, det er svært, fordi jeg er dårlig til at mene at min værdi er høj. Selvom jeg fra flere kanaler får bevidst, at min værdi ER høj. Igennem tidligere opgaver. Igennem studie. Men det er måske et typisk fænomen. At ens selvværd bliver slap som en regnorm når det drejer sig om at skulle sætte en værdi på det selv.

Det er klart noget jeg skal blive bedre til. Altså – ikke at sætte min værdi lavt. Men at lære, at min værdi faktisk er ret fin. At jeg godt kan. At jeg dur. Så jeg vil fortsætte mine ansøgninger, og vide med mig selv, at jeg er mere end værd at ansætte! Kender du den følelse? At ens egen værdisættelse er svær at arbejde med – men man kan sagtens se værdien i andre mennesker.

I går, efter ansøgningsskrivning, gik en veninde og jeg forbi den smukke væg på disse billeder. Her så jeg manden, der sidder under lampen og bliver oplyst af dens gule skær. Han sidder med en tallerken – med en steak gætter jeg på? Lidt mærkeligt. Ret fint. Så ham stillede jeg op ved siden af og blev foreviget. Det blev jeg nødt til.