Posts

En ny begyndelse for mig

Nå venner. Det her indlæg kommer nok til at forklare mit mere eller mindre fravær på bloggen/Instagram i januar måned. I hvert fald i starten af måneden. Det kommer også til at forklare, at livet ikke altid er, hvad det ser ud til. Og så kommer det ikke mindst til at forklare, hvorfor jeg har købt nyt, nyt, nyt hele denne måned.

Sagen er nemlig den, at jeg lige nu står overfor en ny begyndelse i mit liv. Et begyndelse, hvor jeg er alene.

Casper er nemlig flyttet ud af vores tidligere fælles hjem over nytår, og vi har besluttet at gå hvert til sit. Det lyder så koldt og business-agtigt, når jeg skriver det på den måde. ”Vi går hvert til sit”.

Sådan føles det ikke skulle jeg hilse at sige. Altså koldt. Det føles alt andet måske. Trist, forvirrende, komplekst.

For det er jo ikke sådan, at livet er sort og hvidt. Det har mange forskellige nuancer. Ligesom det er mange forskellige faktorer, der gør, at Casper og jeg har besluttet, at det lige nu er bedst, at vi ikke er sammen.

Vi er ikke sure på hinanden. Der er ingen hard feelings. Det er bare en beslutning om, at vi begge fortjener at være så lykkelige som vi overhovedet kan blive. Og vi blev desværre til sidst i tvivl, om vi var lykkelige sammen. Og det er intet forhold tjent med. Det er ingen mennesker tjent med. Så i stedet for at blive sammen og være i tvivl, om vi ville være lykkeligere hver for sig, tog vi beslutningen om at gå hver for sig. Ellers forsvinder den tvivl aldrig.

Selvom jeg måske formidler det ret ukompliceret her, så har det været meget kompliceret. Igen – livet er ikke kun sort og hvidt.

Så januar er gået med at få delt vores ting op, at Casper er flyttet ud, at jeg har købt nye møbler, og på at spise en masse comfort food og se en masse dårlige serier. Det har ikke været og er ikke let. Men efter seks år sammen, er dette det rigtige for os begge.

Så det er også den primære årsag til, at mit arbejde med bloggen ikke har fået særlig meget opmærksomhed. Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet til det. Ligesom jeg heller ikke har trænet næsten hele januar. Jeg nåede lige at træne en gang i går, men ellers har træningen hele januar stået stille. Jeg kunne ikke overskue det. Generelt har det været en overvindelse for mig, hver gang jeg har skulle ud af døren den sidste måned. Med undtagelse af mit arbejde hos Kansas City. Det har været et fast holdepunkt, der har holdt mig i gang den sidste måned.

De sociale medier portrætterer ikke altid virkeligheden. Og jeg har virkelig heller ikke haft nemt ved at være online den sidste måned. Den første uge af januar var jeg næsten også offline. Jeg orkede det ikke for at være ærlig. Jeg orkede ikke at skulle smile, jeg orkede ikke at skulle lade som om alting var okay. For det var det ikke. Det er det stadigvæk ikke. Men nu har jeg fået det lidt mere på afstand, og nu kan jeg åbne lidt op omkring det. Uden at tude. For selvom det måske nok er den rigtige beslutning, så er det utroligt svært at sige farvel til et menneske, som jeg gennem de sidste seks år, har haft så tæt en relation til. Selvfølgelig kan vi stadig snakke sammen, men for at komme videre begge to, prøver vi faktisk ikke at snakke så meget sammen mere. Det nytter ikke rigtig noget. Der er jo stadig mange følelser, der for mig endnu er uklare. Dem skal jeg prøve at finde ud af, og det tager bare tid.

Jeg har været meget ulykkelig i januar. Jeg er det stadig til dels. Det er måske bare ved at ændre sig til en anden følelse. Jeg ved det faktisk ikke lige nu. Det er måske også fordi, der er nogle familiære problematikker jeg oplever samtidig. Det er ikke noget jeg kan komme ind på i dette indlæg, for det er stadigvæk for tæt på. Men måske senere, når også det er kommet på afsted.

Jeg har brugt lang tid på at fatte mod til dette indlæg. Jeg ved ikke om det har været nødvendigt. Om det overhovedet er så forfærdeligt at dele. Det har bare været en hård ting at dele i mit privatliv. Det er bare aldrig sjovt at skulle fortælle folk, at man går fra hinanden. Vel?

Men altså dette er i hvert fald en forklaring på, hvorfor jeg har været lidt stille herinde, hvorfor jeg har opdateret alle mine møbler og hvordan mit liv sagtens kan være meget mere, end hvad jeg vælger at dele online.

Det her er en ny begyndelse for mig. Selvom det ikke altid er lige fedt, så kan jeg mærke, at det er godt for mig. I februar vil jeg derfor også fokusere på nye begyndelser herinde på bloggen. Jeg vil dele gode tips til, hvordan du kommer i gang med at træne efter en lang pause, hvordan du starter gode og sunde vaner, hvordan du starter på en frisk. Februar bliver altså mit januar. En ny start på ikke kun et nyt år, men også en ny periode af mit liv.

LOOK & en opdatering på arbejdsfronten (jeg er SKIDE træt!)

IMG_2657
FREDAG! Thank the Lord! Jeg har fri i dag, og fridagen kommer kærkomment. Jeg har mine tredive timer plus på arbejdet denne uge, hvilket er ganske fint, men nøjs jeg er træt om aftenen.

Der sgu ingen der lærer en på uni, at det er pisse hårdt at skulle starte i arbejde. Hva’ fanden. Det kunne de altså godt lige have haft lidt infomøder om på den fancy skole. “Btw. Når nu I bliver færdige med at gå i skole efter ca. 22 år i alt, og starter i arbejde; så skal I nok liiiiige regne med at skulle akklimatisere i nogle uger førend I igen er normalt eksisterende væsner. Bare lige. Når alt det teori skal omdannes til praksis, og I skal konfronteres med et nyt sæt mennesker i skal tilbringe størstedelen af jeres tid med i løbet af ugen”. (Apropos mit indlæg om ting jeg har lært af voksenjob).

Jeg er SÅ træt for tiden. Halvdelen af min diæt består af filterkaffe plus mælk og energidrikke. I know, i know. ENERGIDRIKKE! Jeg har en afhængighed. Ikke kun af energidrikke, men af opkvikkende drikke i transportable indpakninger generelt. Især i øjeblikket. Jeg trænger dog GEVALDIGT til en perfekt lavet caffé latte. Der i samme ombæring kommer i en Instagramvenlig to-go kop. Utroligt, hvad porcelænskrus og maskinkaffe kan gøre ved ens smagsløg. Og med det mener jeg ødelægge dem totalt. På trods af, at min koffeinafhængighed er på sit højeste for tiden, så har jeg det i grunden ret godt. Træt jovist. Men glad. Men også træt. Fik jeg sagt jeg er træt?

Jeanette Hardis Odense blogger blog odensebloggers outfit zara asos bukser læderjakke flakhaven magasin look
{Mine culottes er fra Zara (jeg så btw en anden kvinde med dem på i byen den anden dag. Altså selvfølgelig ikke MINE culottes vel. Sikkert hendes egne. Medmindre hun er typen, der låner hendes garderobe fra veninder.. Sidespor.) Jeg finder, at jeg virkelig ELSKER de bukser. De er perfekte på sommerdagene, hvor det er liiidt risky at saste på helt bare ben i kjole, men stadig så varmt, at almindelige bukser ville slå dig ihjel pga. indelukkethed. Skoene er fra H&M – de har dem både i byen og i Rosengårdcentret. T-shirt er fra Magasins eget mærke. De laver de perfekte basic-tees, så dem kan I sagtens skyde penge efter. Læderjakken er fra Barneys på Asos.}

I lørdags stod jeg op ved otte/ni tiden. Ret normalt for en weekenddag. Jeg luftede hundene, og fik en kop kaffe imens. Så gik jeg op og lagde mig under dynen igen. Bare lige for at hvile øjnene. Og Casper lå alligevel stadig og snuede.

Da jeg vågnede igen fattede jeg INGENTING. Jeg var stadig træt, så min tanke var, at morgenmad og mere kaffe stod på dagsordenen. Indtil jeg fik set på klokken og den var fjorten om eftermiddagen! Jeg havde sovet fire timer væk uden min krop overhovedet havde fattet det. Arhmen altså.

Så gik jeg en tur til med hundene. De havde nemlig gjort mig selskab i alle fire timer, så alle ti ben skulle strækkes lidt.

Efterfølgende trængte vi til endnu en lille morfar. Den blev på knap og nap to timer. Såhhh det var ligesom min lørdag opsummeret i korte træk. #vildungdom

Jeg er HELT sikker på, at denne pludseligt opstået træthed kun er pga. nye indtryk, scener, og mennesker i øjeblikket. Ubevidst bruger jeg formentlig MANGE ressourcer på at suge ind og huske. Det er formentlig ganske ordinært at opleve en træthed af denne kaliber når man begynder i et nyt job. Ellers er jeg måske bare en (træt) vatnisse. Det kunne også være en mulighed. Har I nogle erfaringer med at være ‘ny i job’ og kan komme med et fif eller to? Eller måske bare en betryggende tanke?

Én god ting ved at arbejde hver dag på kontor er dog den enorme økonomiske benefit. Selvom mine cravings for opreklameret lækker caféproduceret café lattes er stor i skrivende stund, så flyver der knapt så mange møl ud af min pung for tiden. (I VED godt, hvad sådan en kop varm mælk med lidt koffein i koster ikke? Det jo det rene vanvid! Men jeg køber dem uden at blinke… Jeg MÅ være bare lidt retarderet…)

For jeg HAR simpelthen ikke et ærligt eller vågent øjeblik efter arbejde til slubrende at indtage førnævnte (dyre!) drikkevare. Selvom det kunne være den afhjalp min massive træthed, der i mildeste beskrivelse føles som en igangværende og konstant zombietilstand. Selvfølgelig uden “give me braaaaains” delen. Jeg har i hvert fald ikke bemærket et behov indenfor DEN specifikke craving, at jeg mistænker der er noget under opsejling på det område. Og der vel alligevel ikke koffein i hjerne.. Er der?

Anyways. Der bestemt ikke nok koffein i min hjerne lige nu uanset, hvordan hovedet optager det. Gennem hjernen eller ej. Så jeg vil forsøge at fylde lidt mere på motoreren og prøve at undgå en fridag brugt på sofaen. Jeg skal arbejde igen i morgen da Kansas City afholder deres tiårs fødselsdag. Yay! Det er min første ansvarsvagt derude, så jeg skal give den en skalle. Ses vi derude? ‘For Aika’ og ‘Moses: “Andreas”‘ spiller bl.a. derude. I kan bare komme skulle det lyste! Og lige sige hej til en sikkert skideforvirret mig.

Nårhmen. Hvis jeg var jer, så ville jeg sgu egentlig også kigge ind her på domænet senere i dag. For det er fredag. Det er weekend. Og jeg deler en fantastisk nem opskrift på bloggen senere, til noget jeg VED I vil nyde i den danske sommer. Det IKKE en hjemmelavet koldskål eller hyldeblomstsaft. Der florerer sgu rigeligt af sådan nogle opskrifter på nettet til, at jeg gider bruge mere tid på det.

LIGGER MIN IDENTITET VIRKELIG I ET SMYKKE? (og kan jeg i så fald købe mig til en ny?)

smykker collage jeanette hardis lets blog some shit odense blogger { 1 Hvisk 600,- // 2 Jane Kønig 2 kæde + 2 vedhæng 800,- // 3 Jane Kønig Love Letter kæde 900,- // 4 Maanesten 350,- // 5 Hvisk 500,- // }

Jeg føler mig nøgen uden mine ‘hverdags’ smykker

Jeg har det sidste år virkelig luget ud i min smykkesamling. Halvdelen af objekterne, der er blevet frasorteret fra den faste bestandel af smykkeskrinet tangerede til ikke at kunne klassificeres som smykker. Jovist de blev båret som smykker, men udseendet på dem var knapt så smykkelignende i den klassiske forstand.

Der var store halskæder med plexiglas i diverse rædselsfulde markante farver. Kæmpe øreringe, der ikke kun gav blågrønne øreflipper, men også ufrivillige stretches grundet deres overdådige vægt. Så var der alle de monstrøse armbånd, der ville gøre enhver festivalgænger misundelig.

En oprydning og frasortering var vist på sin plads i det efterhånden propfyldte smykketempel. Enkle, endog minimalistiske, smykker blev valgt til fordel for de mere eklektiske udgaver, der tidligere herskede samlingen af kropslig udsmykning.

Parallet med, min smykkesamling blev luget ud og opdateret, således blev jeg selv det. Hvor jeg tidligere følte mig hjemme i de farverige, store og højtråbende smykker, fandt jeg nu en glæde og tilfredsstillelse i de simple, men udtryksfulde pyntegenstande.

De nye ‘keywords’ for min nuværende samling af metalliske identitetskabere er således “guld, minimalisme, renhed, historie, klassisk, moderne”. Umiddelbart nogle ord, der syner modstridende, men som i praksis lever i fredelig symbiose.

Mit Daniel Wellington ur er et produkt heraf. Det emmer af nutidigt og enkelt design med dets hvide urskive uden synderlige dikkedarer. Det opfylder objektets intenderede formål; at kunne fortælle klokken. Samtidig er det indhyllet i en form for klassisk udtryk i form af den lettere bastante og smukke læderrem. Et ‘All in one’ item kan man vel fristes til at betragte det som.

Mine smykker formidler deraf ikke kun en fortælling om dem selv, men også om mig. Jeg har som følge heraf en ‘smykkeuniform’, om man vil. Specifikke smykker jeg ifører mig til daglig, og som jeg kender mig selv i og føler mig tilpas i. Det er bl.a. min lillefingerring arvet fra min (nulevende!) mormor. Det er en guldring med en lilla sten påsat på båndet. Det ligner ikke noget, man kan få i nutidens smykkeudvalg, men det er mig. Det repræsenterer min familie.

Nu er sagen dog blot den, at en del af min faste smykkeuniform har forladt mig. Hvortil vides ikke. Hvornår er endnu en ukendt faktor. Hvorfor er endnu en del af ligningen, jeg ikke kan få til at gå op. Jeg er kun vidende om, at de mangler.

Det drejer sig om to halskæder. To halskæder, jeg har gået med både sammen og hver for sig. Den ene er flere år gammel, hvor den anden kun er få måneder gammel. Men på trods af deres kontrære modsætninger og alder er de begge væk.

Den ene er vist en klassisk ‘bloggerhalskæde’. Det drejer sig om en Jane Kønig guldkæde med to lovetags. Selvfølgelig med mit og Casper forbogstav. Det var et køb jeg gjorde mig for godt og vel tre år siden. Det smykke viste på sin enkle facon det forhold jeg til daglig levede i. Det viste en del af mig.

Den anden kæde er af nyere karakter. Den er kun få måneder gammel. Alligevel betød den så meget. Den fortalte så meget. Det er en guldkæde, jeg fik foræret under vores krydstogt dette forår. Krydstogtet blev oplevet sammen med Casper forældre og søskende, og det var fra dem denne halskæde oprandt. Det var en fødselsdagsgave jeg fik foræret, da jeg fyldte 27 år den sidste dag vi tilbragte ferien sammen. Og nu er den væk.

Det er besynderligt, hvordan enkle og små genstande kan få så meget betydning. At de kan indeholde så mange følelser. I så få gram. At de kan få mig til at føle mig hel. Og nu, hvor de er væk, kan give mig følelsen af at mangle noget. At mangle en del af mig selv.

Mine tanker går så på; “Hvis et bortkomment smykke kan give mig en identitetsmanglende følelse, kan jeg så overhovedet være hel uden mine bortkomne halskæder? Eller kan jeg finde samme stykke af mig selv i et andet smykke?”

Jeg ved det ikke. For indtil nu har jeg ikke turde tænke tanken, at mine halskæder for evigt har forladt mig. Det er virkelig et first world problem, jeg i disse tider belemrer mit liv med. Alligevel er det et problem. Det afføder sågar drømme om natten. Drømme, hvor jeg med bankende hjerte ved fler lejligheder lyner en taske på, og “tadaa”, så ligger begge halskæder der. Jeg har i mine drømme igen fundet dem.

Men når jeg vågner er de væk. Som de hele tiden har været det. De er ikke på mystisk vis dukket frem. Måske de ligger et virkelig åbenlyst sted. I ved. Sådan et “så lægger jeg dem hér, for SÅ ved jeg, hvor de er. Og det sted kan jeg ALTID huske”.

Det er typisk ikk’? At man ‘gemmer’ sine ting steder, man er helt sikker på, man nok skal kunne huske. Jeg mener. Man er jo ikke dum! Vel?

Nogle gange tror jeg det sgu. For de halskæder er væk. Jeg kan ikke engang genkalde mig, hvornår jeg sidst har set dem Endsige at jeg skulle have gemt dem nogen steder. Gode råd er dyre i øjeblikket.

Mit næste træk må være at finde nogle erstatningskæder. Jeg ved bare, at i samme øjeblik jeg har besluttet mig for, at “nu er jagten forbi. De kæder ER væk”, så dukker de helt sikkert op.

Så måske var det egentlig planen? Måske skal jeg bare ud og finde nogle nye halskæder. Måske er det faktisk også på tide. Jeg mener. Jeg er måske en anden person, end jeg var for tre år siden. Måske er det på sin plads, jeg finder nogle nye kæder at iklæde min hals? Måske skal jeg bare til at komme videre.

Jeg tror nu jeg giver det et par uger endnu. Hvem ved. Måske dukker mine manglende identitetsskabere på, når jeg mindst venter det. Det har man da hørt om før ik? IKK!