Posts

WEEKENDEN, DER FORSVANDT

/0 Comments/in /by

God mandag!

Hold nu op jeg synes, at tiden flyver afsted for tiden. Det har jeg vist allerede givet udtryk for, men jeg kan vist ikke understrege det nok i øjeblikket. Jeg kan næsten ikke følge med.

Nu er der mindre end 14 dage til vi skal på ferie (læs, hvor vi skal hen her), og jeg begynder at overveje, hvor og hvor meget jeg skal have pakket. Det er altid en udfordring ikk’? Det der med, hvor meget man skal have med. På én eller anden forunderlig vis ender jeg altid med at have pakket for meget, og jeg får ikke brug for halvdelen af det, jeg har taget med. Derfor tror jeg, strategien denne gang er en udførlig pakkeliste, og at pakke i outfits, der kan bruges på kryds og tværs af hinanden.

Denne weekend er netop også gået med at snakke om, hvad vi skal lave de forskellige dage vi er afsted. I går var Casper og jeg til morgenmad hos mine svigerforældre, hvor stort og småt blev vendt angående turen. Jeg. glæder. mig! Det kan jeg vist heller ikke understrege nok hah!

I lørdags brugte jeg eftermiddagen og aftenen på et hyggeligt fotoevent her i Odense. Click Odense havde sammen med deres elev Helene og Olympus inviteret til et tøsearrangement, hvor vi alle fik lov til at afprøve et Olympus Pen-E PL7. Det har jeg faktisk skrevet lidt om før lige her. Clickevent 1{ Søde Camilla er ophavsmand til billeder til venstre. Til højre ses det famøse kamera i en sort udgave}

Lige nu tager jeg alle mine billeder med mit robuste Canon 1100D. Det er et fantastisk kamera, og jeg har været og ER rigtig glad for det.

Der er dog bare den “hage” ved det, at det er ret stort, og det bliver ganske uhandy at have med mig rundt omkring. Halvdelen af gangene, hvor jeg tager billeder er det planlagt, og der tager jeg en større taske med, så kameraet ikke bliver en klods om benet. Men resten af tiden tager jeg mine billeder in spur of the moment. 

De billeder tager jeg ofte med min iPhone (som jeg ENDELIG har fået en ny én af!). Og jeg ELSKER, at min telefon tager så gode billeder som den gør. For indrømmet – det gør den sgu! MEN den tager ikke helt så gode billeder som et “rigtigt” kamera. Derfor har jeg i et stykke tid haft våde drømme om et mindre kamera, hvor jeg samtidig ikke skulle give afkald på kvaliteten. click 2
{ Fine planter og grønne blade tager under eventet }

Men ét er drømme, noget andet er virkeligheden. It is. For hvem siger, at jeg rent faktisk ville blive glad for at mindre kamera nu jeg både har iPhone og spejlrefleks.

Derfor var det et perfekt arrangement for mig, for jeg kunne få lov til at afprøve kameraet hele dagen, have det i hænderne, prøve de forskellige indstillinger og lege med det. Ting der aldrig ville være tid eller ressourcer til at kunne prøve i en butik. Og med sådan et dyrt og forhåbentlig fremtidssikret køb, så skal jeg altså være sikker på, at jeg virkelig kommer til at bruge sådan en vare. Og ikke mindst bliver glad for det.

Men jeg er overbevidst. Det ER et lækkert kamera. Det er VIRKELIG smart. Der er så mange funktioner og brugervenligheden er virkelig overvejet nøje. Der er wifi på kameraet så det kan kobles på ens smartphone og man kan overføre billederne med det vuns! Dét er altså virkelig smart når de pæne billeder skal lægges på Instagram IMENS man rent faktisk stadig er på farten. Jeg kunne fable om alle de smarte tekniske funktioner kameraet indeholder, men er du også faldet for det kan du læse mere om det her.

Jeg tror, at det er et kamera, der også ville være perfekt til f.eks. ferier. Det fylder nemlig, som skrevet, ikke særlig meget (det vejer 357 gram!), så det er perfekt til den lille taske uden man får en skulderskade af det. Jeg gruer lidt for, hvor mange (eller få) billeder jeg egentlig får taget på vores forestående ferie, fordi jeg skal have mit spejlrefleks med. Men billeder skal der altså tages på sådan en tur. Størrelsen på kamera eller ej!

Og således gik min weekend altså ganske hurtigt. To dage fyldt med gode oplevelser heldigvis. Jeg var måske lidt bange for, at dette dagpengeliv ville udviske grænserne for hverdag og weekend, og til dels sker det også. Men samtidig gør jeg meget for at pointere overfor mig selv, at fredag eftermiddag der er hedder det weekend. Det er også noget jeg kan mærke fordi, jeg er vant til at skulle arbejde i weekenderne, og derfor faktisk fast hveranden weekend ikke rigtig havde weekend. Nu har jeg weekend, HVER weekend og det er bestemt noget jeg kan mærke. Det er skønt! Nogen derude, der har arbejde i weekenderne? Måske også i form af studiejob som jeg? Så har man bare aldrig rigtig fri vel? På min kandidat havde jeg i hvert fald meget sjældent fridage i løbet af ugen.

Min mandag er derfor gået med ansøgninger og blogarbejde. Der sker så meget lige i for tiden, hvad angår bloggen og jeg elsker det! Jeg befinder mig godt med at have mange ting at se til. Sådan har det vist altid været. Lediggang er roden til alt ondt, siger de kloge hoveder, og selvom jeg er arbejdsløs (sikke et stempel var?), så forsøger jeg at lave mange ting, udover ansøgninger. For jeg kan mærke, at har jeg ikke noget at stå op til om morgenen, så bliver de morgener bare længere og længere, og lige pludselig har jeg intet udrettet i løbet af dagen. Nej tak. Så hellere løbe lidt hurtigere og rent faktisk lave noget. Måske det bare er mig?

Nu vil jeg lukke ned her, men forsætte blogarbejdet off-line. Hvor utroligt det end lyder, så kan det godt lade sig gøre. Hav en god mandag ikk!

PERSONLIGT INDLÆG// NOGET OM AT VÆRE FÆRDIG MED AT GÅ I SKOLE

/1 Comment/in /by

Dette indlæg skrev jeg dagen efter vi havde forsvaret speciale og var færdige med at være studerende. For altid. Jeg har ventet med at udgive det, til jeg var parat. For det er ret personligt. Ganske grænseoverskridende. Men jeg tror, at jeg er parat nu. Måske parat til at give slip på de diffuse tanker. Her er de for dig at læse. 

 

_MG_8828{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}

Fredag eftermiddag/snart aften. Jeg sidder på en café i Odense og klimprer på tastaturet. Jeg har oplevet min første dag som ikke-studerende. Måske nogle af jer følger med på snappen (jhardis) eller Instagram? I så fald ved I, at jeg og min specialemakker i går tog det allersidste, endelige, afsluttende skridt på vores uddannelsesmæssige rejse. Vi fik nemlig titlen Cand.Mag. i Designledelse i går. Færdige. Prut. Bum. Ikke mere skole. Formentlig ikke i hvert fald. Jeg har ingen (foreløbige) planer om at skulle læse videre. Efteruddannelse er der sikkert nok af i erhverslivet, men jeg forestiller mig, at det slet ikke er i samme boldgade som de seneste 20 år har været. Det er absurd. 20 års skolegang. Plus minus. Når man indregner to “fjumreår” (hader det begreb – nogle gange skal man bruge lidt tid, erfaring og oplevelser på at finde ud af, hvad man har lyst til i livet. Det betyder ikke, at man fjumrer). Men. None the less. Det er lang tid i skolesystemet. I institutioner af den karakter.

_MG_8722 copy

Nu er jeg færdig. Jeg har oplevet både op- og nedture undervejs i denne rejse. Blevet slugt hel. Spyttet ud og kommet ud på den anden side alligevel. Med et par skrammer. Nogle hædersbeviser også. Kæmpet. Opgivet. Kæmpet lidt mere. Og nu står jeg her. Helt fri. Fri af undervisere. Af fagbeskrivelser. Af rigide rammer og kasser, der har til formål at indramme, uddanne, danne, institutionalisere. For det er lidt den følelse jeg sidder tilbage med. Efter alle de år. At uddannelser – i hvert fald det jeg har været igennem – opererer med rationalisering, logik, stive og ubøjelige former. Igen – det er MIN følelse.

Originalitet bliver belønnet. Såfremt det befinder sig indenfor rammerne. Indenfor undervisernes, ofte personligt influeret, rammer. Jeg føler mig lidt som en småkage, hvis form er blevet til ud fra en forhåndsdefineret form. Over mig er der blevet presset en “cookie-cutter”. En kageform som man bruger til at udstikke småkager. Kender i udtrykket brugt som metafor, eller analogi om man vil, for humane omstændigheder? F.eks. i uddannelsesøjdme. Virker en metode for én, virker den nok for alle. Derfor bruger man en “form”. En kageudstikker. For den kan snildt bruges til alle slags kagedej. Right?

Og ja. Nu sammenligner jeg mig selv med en kagedej. Lidt omsonst måske. Måske endda lidt skørt. Men det er netop min anke. At det skøre. Det uden for rammerne. Det skal stikkes ud. Stikkes ud med formen. Og således stikker kageformen utallige små kager ud. Med præcis den samme form.

Og sådan er det også lidt når man er under uddannelse. Man skal opfylde nogle målsætninger. Fagbeskrivelser. Forventninger fra uddannelsesinstitutionen. Og det er HELT okay. Jeg er klar over, at man ikke bare kan starte på en uddannelse og studere uden at skulle opfylde nogle krav. Opfylde nogle betingelser og derved kunne sættes på en skala. Sættes i system. For at kunne overholde ro og orden. For at andre kan bevare overblikket over massen. Over os. Sammenligne for at kunne finde et gennemsnit. En norm.

Men afstikkerne? Hvad med dem? Hvad med de mennesker, hvor kageformen ikke kan bruges? Hvor kagedejen smuldrer, hver gang “udstikkeren” prøver at stikke ens og homogene kager ud.

Det er her, at jeg især, efter alle disse år som deltager i uddannelsesinstitutionernes prædefinerede rammer mangler en forløsning. For skal man så bare droppe at deltage, hvis man ikke altid “passer ind”? Hvis man nogle gange tænker anderledes? Vælger andre veje. Ikke tilhører normen? Hvis dejen nogle gange smuldrer fordi kageudstikkeren tvinger sig selv igennem den bløde overflade?

Kan I følge min tossede sammenligninger her?

Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke selv har higet efter at passe ind. Og det skal man da også til en vis grad. For der ER nogle rammer, der skal overholdes. Nogle fagbeskrivelser, der skal opfyldes. Man kan ikke bare lave sine egne regler når det drejer sig om institutionernes forhold. Der SKAL være et sammenligningsgrundlag. Et udgangspunkt. Et kvalitetstjek. Nogle gange kunne jeg blot ønske, at det ikke kun var kvaliteterne fra mål- og fagbeskrivelsen, der skulle valideres.

Hvor end vi færdes bliver vi målt og vejet. Nogle gange bliver vi vejet for lette, og bliver ekspederet videre. Andre gange rammer vægten præcis. Det jeg måske egentlig mener er, at jeg mangler originaliteten. Og såmænd måske ikke dén. For jeg synes faktisk, at der findes mange originale(r) mennesker derude. Mange, hvis facon ALDRIG ville kunne findes som en præfabrikeret udstikker. Det er måske mere rummet til dem der mangler. Forståelsen. Fra andre omkring dem.

På én og samme tid føler jeg, at vi gerne VIL skille os ud. Vi vil gerne være unikke. Det er en diffus blanding af at ville være speciel, men samtidig gerne vil accepteres af andre.

Det er altså heller ikke fordi, jeg skal få det hele til at lyde helt forfærdeligt. Jeg elsker jo min uddannelse! For pokker alle de fag, hvor jeg sluger vores pensum med hud og hår. Måske er det her bare min måde at forstå og reflektere over, at nogle fag dem forstår jeg bare ikke. Og det er måske heller ikke meningen at jeg skal det. Kunne forstå alting. Måske det er meget sundt, at man ikke altid har alle svarene? At man ikke altid passer ind i “cookie-cutteren”. Jeg ved det ikke. Men nu er jeg i hvert fald færdig. Kagen er bagt, og nu skal den smages på! Ude i det “virkelige” liv.

Nu tror jeg, at jeg skal finde ud af, hvor JEG på én og samme tid passer ind og skiller mig ud. Giver det mening? Jeg er ikke helt sikker på, at det gør for mig. Men måske er jeg ikke den eneste, der sidder med disse diffuse og sammenfiltrede tanker og følelser. Jeg er sikker på, at jeg med tiden nok skal finde hoved og hale i det hele. Lige nu er jeg bare færdig. Lidt lykkelig. Og lidt bange.

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }

NYTÅRSAFTEN: MINE PLANER OM SEMIPLANER

/0 Comments/in /by

nytårJeg er hjemme igen på Fyn efter en skøn juleferie hos mine forældre på Sjælland. I år har været en virkelig hyggelig, rar og afslappende jul. Ingen eksaminer, ingen opgaver, ingen stress og ingen jag. Vi har spist så (!) meget mad, at jeg den sidste uge ikke kan huske, at jeg har følt mig sulten på noget tidspunkt. Det har været en konstant følelse af mæthed. Vi har lavet 3 kg konfekt (mindst), drukket 2 liter gløgg og spist tilpassende antal æbleskiver (med mors hjemmelavede hindbærsyltetøj, mums).

Jeg har i dag været på arbejde, og skal bruge de næste to dage afsted på job også. Så tiden går hurtigt disse dage henimod årets sidste dag.

Hvad angår årets sidste dag, som dette indlæg vil handle om, har jeg er forholdsvist ambivalent forhold til aftenen.

Jeg har aldrig været ovenud begejstret for nytårsaften. Selvom det er ganske kliche, så gælder det også for mig, at mine forventninger aldrig helt er blevet indfriet denne aften. Jeg var dog hvert eneste år, indtil starttyverne, hooked på at aftenen skulle forløbe efter en nøje udtænkt plan – jeg skulle have den mest glimtende kjole, høje sko, glimmer i håret, masser makeup, nytårskysset når kl. slog midnat. All the bells and whistles.

Men. Aftenen gik aldrig som jeg havde forventet. Som jeg havde forestillet mig det. Og det er måske præcis, hvad der gik galt. Mine forestillinger omkring aftenens forløb. De var alt for detaljeret, og blev aftenen ikke præcis som jeg havde forestillet mig – ned til mindste detalje – ja så, kunne aftenen ikke kvalificeres som god. Dette er forresten en kvalitet jeg har haft en ulempe at tilføje til mange af livets aspekter.

Disse oplevelser resulterede heldigvis i lidt eftertænksomhed fra egen side. Det hænder heldigvis med lidt refleksion omkring tingenes tilstand.

Jeg brugte derfor et par nytårsaftenener med at lave absolut ingenting. Ikke en disse. Jeg sad bare derhjemme. Så tv. Drak te. Jeg afskar fuldstændig mig selv fra aftenen. Nægtede på det nærmeste aftenens eksistens. Og dens tilhørende begivenheder.

Det gik altså fra den ene yderlighed til den anden. Fra at have stadset mig helt op til aftenens (forhåbentlige) festlige begivenheder, droslede jeg nu fuldstændig ned, og ignorerede aftenen.

Men at ignorere aftenen fik ikke aftenen til at forsvinde. Tværtimod. Den stod endnu mere klar nu, hvor jeg stod udefra og kunne se den tydeligt.

De sidste par år har nytårsaften derfor været en aften, hvor det nye år skulle bydes velkommen i hyggelige omgivelser. Forventninger var skruet ned. Forestillinger om aftenens forløb var blevet udvisket. Tilbage var der nu plads til, at aftenen kunne blive som den ville. Uden, at jeg ville blive skuffet. Uden, at jeg skulle vågne op morgenen efter med skuffede, sårede, forvirrede følelser. Jeg ville gerne vågne morgenen efter fuld af begejstring for det nye år.

De sidste par år er derfor blevet tilbragt med gode venner og familie. Ét år i selskab med en god veninde gennem mange år; bare hende og jeg. En aften fyldt med kærkomne minder, latter og smil. Et andet med Casper og hans forældre. Casper skulle arbejde d. 1. januar, så en rolig aften i dejligt selskab var en perfekt start på det nye år. Sidste år tog vi op til min mormor og morfar, og fejrede det nye år med dem og noget familie. Jeg er vokset op med nytår hos dem, så det var en rigtig kærlig aften, og det var berigende at kunne dele den oplevelse med Casper.

I år skal vi “bare” være Casper og jeg. “Bare” – fordi mange sikkert vil mene, at det er en røvsyg måde at tilbringe aftenen på. En rigtig kærestekedelig aften. Men det er det rigtige for os. Ingen af os har lyst til at skulle ud denne aften. Vi vil gerne vågne friske om morgenen d. 1. januar. Derfor står den på hjemlig hygge, god mad (ad flere omgange), lidt godt til ganen og lækker kransekage når klokken slår midnat.

Jeg håber, at vi får en rigtig hyggelig aften. Grundplanen er lagt, men detaljerne for aftenens forløb for lov at stå frit for. Tiden må vise, hvad vi præcist ender med at foretage os herhjemme. Jeg ved, at vi, som skrevet, skal lave en masse god mad (og tage opvasken efter). Måske se en god film. Spille et spil. Vi skal helt sikkert høre Dronningens nytårstale og se 90 års fødselsdag. Men de to ting er også de eneste, der er helt fastlagte. For forventningerne er skruet ned. Så der bliver plads til en sand glæde over oplevelserne. Så jeg ikke konstant sidder på nåle for at aftenen skal blive præcis som jeg har planlagt det. Kun for at erfare, at man ikke kan planlægge sig ud af alting. Slet ikke når det involverer andre mennesker, og deres følelser.

Jeg håber at vågne 1. januar og være parat til 2016. Jeg håber at være frisk denne første fredag på året. Det er der flere grund til. Ikke kun fordi jeg hader at ligge med tømmermænd og ofte spilde en dag med at have ondt af mig selv, og fortryde, at jeg da “..lige kan tage én sidste drink…”. Som jo aldrig forbliver den sidste. En anden grund er, at jeg faktisk allerede har planer d. 1. januar. Planer, der kræver, at jeg er frisk og frejdig. De planer skal I nok komme til at høre meget mere om, og jeg glæder mit til at afsløre mere! Det kommer nemlig til at fylde en del på bloggen det næste stykke tid!

Husk, at du er den eneste, der ved, hvad der er rigtigt for dig at gøre denne aften. Drik en drink for mig, hvis du skal drikke genstande som der er dage i året, og nyd filmen for mig, hvis du drømmer dig ind i andre universer. Hvad end du skal ud og drikke dig i hegnet, eller sidder derhjemme og nyder, at du ikke skal noget, så ønsker jeg dig et fantastisk godt nytår.

HVORFOR DET ER VIGTIGT AT HAVE DYRE DESIGNERTASKER

/0 Comments/in /by

Godt du klikkede ind her. Du vil gerne vide, hvorfor det er vigtigt at have dyre designertasker. Og det vil jeg med bedste overbevisning forsøge at forklare.
dyre designertasker

 

Ser du. En taske er jo ikke bare en taske. Det ved jeg. Det ved du. Det ved vi godt, at din kæreste, far eller bror måske ikke lige vil mene. Efter deres mening er en taske, Chanel eller ej, ligeså nyttig som en pose fra Rema. Det er en genstand, hvori du putter andre genstande. Det nemmeste er helt klart, hvis posen har en form for håndtag, men nu skal man heller ikke være mere krævende en det.

Altså kan du ligeså godt investere de 3 kr. du har liggende i flaskepant, på en pose fra den nærmeste Rema, hvor du ikke bliver betjent af sure, snobbede damer, (som vi alle ved arbejder i dyre designertaske forretninger), men af ham den søde, bumsede teenagedreng, hvor du, når han smiler, (og DET gør han jo til dig din hottie!), kan spejle dig i hans togskinner. En pose har præcis samme formål som en designertaske (vil nogen måske nok mene).

Men det er så her, at dine kære med(idiot)mennesker tager fejl. For gu fanden er det da ej det samme, at rende rundt med din Michael Kors læderpung, din MAC-makeup/computer og dine Rayban solbriller i en Aldi pose som i en dyr designertaske! Come on!

De må da kunne forstå, at det er en investering de 20 klik (plus din førstefødte) den perfekte Boy bag koster. En investering for livet! Den vil komplimentere ALT dit (billige) tøj (fra H&M, hvem sagde lige ”bland high street og high fashion), og du vil aldrig mere opleve tøjkriser med en sådan taske.

Nu kan du med stolthed spankulere op og ned af gaden, mens du har din Balenciaga Velo placeret strategisk i albueledet på den ene arm, mens du sutter kaffe igennem et sugerør fra din Starbucks kaffe i den anden arm, som du samtidig bruger til at balancere din iPhone 6, hvor du selvfølgelig er ved at instagramme hele lortet. Og du kan have alle dine ting med dig på én gang.

Det dur en pose slet ikke til. Der kan knapt nok være plads til de to liter mælk og den havegryn du skal leve af de næste tre måneder. Men så er det jo skide smart, at du har din dyre designertaske, hvor du kan have dine indkøb i.

Og det er præcis derfor, det er vigtigt at eje dyre designertasker. Hvordan skulle du ellers kunne transportere din billige juice og bacon til weekendens brunch? N’est-ce pas?

 

PS. Jeg håber virkelig, at dette indlæg læses med alt den (selv)ironi det er tiltænkt! Jeg vil selv give mine tre førstefødte for hvilken som helst af taskerne på collagen. Og ja. Jeg ved godt, at man kun føder én førstefødte. Så du må forstå alvoren når jeg vil give tre!